26. juni 2005

Peter Kurrild-Klitgaard om mediernes tendensiøse etiketbrug – ‘diktator’ som eksempel

Punditokrat Peter Kurrild-Klitgaard har et fremragende indlæg i lørdagens Berlingske Tidende, hvor han (i lighed med tidligere omtalte Kaasgaard-undersøgelse), med infomedia’s hjælp dokumenterer mediernes tendensiøse etiketbrug.

Her et uddrag af Min diktator er mindre slem end din:

For nylig bemærkede jeg, at et stort dansk TV-medies hjemmeside refererede til Fidel Castro som Cubas »leder« – ikke som »diktator«, »undertrykker« eller lignende. Tilfældigt så jeg lidt efter, hvorledes man refererede til en anden i samme branche, Chiles Augusto »general« eller »chef for de væbnede styrker«. Er dette mon en tilfældighed, eller kunne det være en systematisk tendens? Altså at man i medierne refererer mere neutralt, eller endog positivt, til nogle tyranner, mens andre uden tøven beskrives som dét, de i øvrigt ganske rigtigt er? Kunne der måske endog være en ideologisk tendens heri?

Tager man Infomedia-databasen over danske avisartikler, og ser man på de hundredetusinde af artikler deri over en knap 15-årig periode, så er det et så stort udvalg, at man kan foretage nogle generaliseringer – og så danner der sig hurtigt et klart billede. Holder vi fast i de to herrer, så er Pinochet i perioden omtalt i mere end 3.000 artikler, og i disse er han i op mod 60 pct. af tilfældene karakteriseret som (tidligere) diktator. Hvad med Castro? Her må søgningerne på navnet være mere
præcise for at undgå misforståelser, men »Fidel Castro« optræder i hvert fald knap 2.900 gange i artikler, og i kun knap 20 pct. af disse forekommer betegnelsen »diktator«.
Men selv her går referencen tit på nogle andre – f.eks. Castros forgænger Batista, og et forsigtigt estimat er, at det kun er i en fjerdedel af disse, at det er Castro, der får titlen (d.v.s. ca. 5 pct. af alle).

Billedet holder hele vejen igennem. En forsigtig vurdering er, at den tidligere hersker i det kommunistiske Jugoslavien, Josip Broz Tito, kun bliver betegnet som diktator i maksimalt 8-12 pct. af artiklerne. Kinas Mao Tse-Tung, der foranstaltede både borgerkrig og blodig kulturrevolution, er omtalt knap 3.600 gange i perioden. Kun i ca. 7
pct. af disse optræder betegnelsen »diktator«, og også her går det undertiden på andre. Sovjetunionens Josef Stalin, en af nyere histories værste massemordere, er omtalt i mere end 7.500 artikler i perioden, men det er kun i ca. 15 pct. af tilfældene, at »diktator« også optræder.

Nordkoreas Kim Jong-Il er nævnt i over 1.200 artikler, men næsten altid som »Nordkoreas leder«; ordet »diktator« finder man åbenbart så fjernt fra denne person, at det kun optræder i 17 pct. af dem. Selv lederen af de morderiske Røde Khmer i Cambodia, Pol Pot, er ikke så slem. Han forekommer i under 400 artikler, og desuagtet at hans regime var et af de mest blodige i det 20. århundrede, er det kun i maksimalt ca. 10 pct. af artiklerne, der forekommer betegnelsen »diktator« – ofte går
referencen på en helt anden.

Tænk hvis Orientering på P1 lagde transkripter af alle indslag i en søgbar database… nogle eksempler fra denne uge:

Moderat (ikke-ekstrem)

20/6 Niels Lindvig – Demokrater med pondus (om John Boltons udnævnelse til FN-ambassadør)

“Samtidig har de [demokraterne] funder meningsfæller blandt de mere moderate republikanere i en række afstemninger.” [Flere eksempler]

Populisme

20/6 Torben Krogh i Venstres lokalpolitikere er utilfredse (om Kresten Philipsens udmeldelse af Venstre)

“Han [Fogh] er formand for et parti hvor der er to kritiske strømninger… På den ene side er der fortalerne for den sande liberalisme. De mener at Fogh i sine godt fire år som statsminister har svigtet de liberale idealer til fordel for pragmatisk tilpasning til en blanding af socialdemokratisk velfærdspolitik og Dansk Folkepartis populisme.”

“… hans synspunkter var ikke begrænset af… landspolitiske hensyn”

Parlamentarisk grundlag

20/6-05 Villy Søvndal (interview) i Danmark i det udvidede EU (om dansk EU-politik)

“… regeringen er jo et sådant sted at dens automatik-flertal i politikken – nemlig Dansk Folkeparti, jo ikke er en del af Europa-politikken. I virkeligheden er det, det eneste område hvor det parlamentariske demokrati fungerer i Danmark fordi regeringen er nødt til at søge sit flertal et andet sted.

To kvalitetsaviser og en konservativ

23/6-05 Ole Weiss i Fleet Street lukker og slukker (om engelsk medie-historie)

“Aviserne har idag langt større politisk indflydelse end Fleet Street-pressen nogensinde opnåede gennem sine 300 år – første avis rykkede ind i gaden i 1702. Et gennemgående eksempel er den landsdækkende kvalitetsavis The Guardian… Mens en anden kvalitetsavis, The IndependentThe Times, og dens ejer Robert Murdoch støtter urokkeligt De Konservative…”

Oploadet Kl. 20:09 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer


10. marts 2005

Kasper Hyllested blotlægger Ole Weiss (far til Lars Weiss, gift med Birthe Weiss)

Socialdemokraternes interne magtkamp handler basalt set blot om partiets fejlslagne politik til næste valgkamp skal pyntes med hammer & segl eller Gucci-tasker, og er derfor ikke særligt interessant med mindre man tror på partiets fremtid. Det gør Kasper Hyllested, som igår på sin weblog kritiserede Orientering & journalist Lars Weiss for at have dækket magtkampen ensidigt fra partiets venstrefløj. Kritikken er velbegrundet – læs blot:

Med indslaget melder Ove Weiss sig klart under Frank Jensens faner, og det er derfor nok på tide, at han bliver taget lidt under behandling her på bloggen.

Ove Weiss er gift med fhv. minister, Birte Weiss. Da Birte i sin tid blev gået som indenrigsminister og siden tabte formandsafstemningen i Folketinget opstod der et bittert had til særligt Poul Nyrup Rasmussen og til toppen i fagbevægelsen.

Weiss trådte ud af Folketinget, og overlod i første omgang sin kreds – 9. kreds Amagerbro – til Torben Bechsgaard, der dog formåede ikke at blive valgt i 2001 – på trods af, at 9. kreds var den første kreds i landet, der gav valg til en socialdemokratisk MF’er tilbage i 1880’erne og havde givet det lige siden.

Bechsgaard trådte tilbage, og to kandidater meldte sig på banen til at overtage kredsen: Helle Thorning-Schmidt, der dengang med medlem af Europa-Parlamentet, og den fuldstændigt ukendte Lars Weiss.

Lars Weiss er – ganske rigtigt gættet – i familie med Birte og Ove Weiss – ja, faktisk er han deres søn.

Og her gik et spil i gang, hvor hele familien Weiss hver især spillede sin rolle. Formålet var klart: Lars Weiss skulle være folketingskandidat i mors kreds, og Helle Thorning-Schmidt skulle samtidig svines så meget til, så det ødelagde hendes chancer for at få en anden kreds og dermed en fremtid i partiet.

Problemet med Orientering er desværre ikke blot et par tendensiøse indslag om magtkampe blandt sosserne. Nope. Problemet er at Socialdemokratiets venstrefløj er identisk med Orienterings højrefløj.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper