11. oktober 2013

Tom Carstensen renser luften: EDL er ikke en racistisk organisation, medierne har været unuancerede…

På New Statesman postulerer en George Eaton, at Tommy Robinsons retræte fra English Defence League, blot er en taktisk manøvre, i det han i virkeligheden slet ikke har ændret holdning. Ingen ved rigtigt noget endnu, men man har da lov at håbe, at Tommy Robinson stadig foretrækker Churchill fremfor Quilliam.

Robinsons farvel til English Defence League er ‘gefundenes fressen’ for medierne, også de danske, der i flere år har perfektioneret en virkelighedsuafhængig omtale af den engelske bevægelse. Tre indslag fra gårsdagens P1 Morgen, DR2 Morgen og P1 Orientering illustrerer helt præcist hvad der gik galt. Journalisterne begyndte at tro på egen propaganda, som den sobre Tom Carstensen fortæller DR2’s Anja Bo mellem linierne.

Det startede tidligt i går, da P1 Morgen havde interviewet Ph.d.-studerende Jacob Senholt om udviklingen. Han forsker i højreorienterede bevægelse, hvad P1 meget sigende betegnede som ‘højreekstreme bevægelser’. Fra indslaget – Højrekstremister i krise.

Intro, P1-vært: (larm) Sådan her lyder det når den højreekstremistiske gruppe English Defence League støder sammen med politiet under gadeprotester i London. Volden er dog nu blevet for meget siger stifteren, og derfor forlader han nu sin egen organisation.

Intro, P1-vært 2: Vi taler med en ekstremismeforsker om afskeden…

[…]

P1-vært: Vi skal til Storbritannien. Stifteren af den britiske højreekstremistiske gruppe English Defence League… Tommy Robinson har stået i spidsen af adskillige islamkritiske demonstrationer der har resulteret i vold og anholdelser.

P1-vært: (Tommy Robinson taler) … politisk islam spreder sig ud over landet, sagde han dengang til pressen sagde han dengang omgivet af maskerede tilhængere. … Jacob Senholt, God morgen. Ph.d-studerende ved Aarhus Universitet, og forsker i højreekstremisme i Europa.

Jeg har set flere interviews med Tommy Robinson i kølvandet på udmeldelsen, og han taler ikke om voldelige EDL’ere, men medlemmer der demonstrerer med bannere, han ikke føler repræsenterer ham. Højreorienteret er ikke det samme som højreekstremistisk, og racistiske banner er ikke det samme som vold.

Et par timer senere blev Tom Carstensen interviewet live fra London til DR2 Morgen, og han havde ikke meget til overs for indgroende journalistiske dogmer i relation til English Defence League. Indslaget bar titlen Leder forlader højreekstrem gruppe, og så var der ellers skridttæsk til DR2-vært Anja Bo.

Niels Krause-Kjær, DR2: Nu skal vi til en anden sag, som også er lidt problematisk, i hvert fald. Det er stifteren af den britiske højreekstremiske gruppe English Defence League, der har sagt farvel til sin egen organisation. Tommy Robinson har stået i spidsen for adskillige islamkritiske gadeprotester, der har resulteret i vold og masseanholdelser. Men nu forlader han gruppen, fordi den ifølge ham selv er blevet for ekstrem. Den 30-årige Robinson fortæller at han stadig vil bekæmpe Islam, men at han i stedet for vold og demonstrationer vil gøre det med, hvad han kalder demokratiske ideer…

Anja Bo, DR2: – og så kan vi sige god morgen til Tom Carstensen. Journalist bosiddende i London, der altså har fulgt English Defence League i en årrække. Hvad er det der sker i øjeblikket her.

Tom Carstensen, korrespondent: Han har ifølge ham selv, haft svært ved at styre på de interne linier, hvilke mennesker der er i organisationen. Der har i alle år den har eksisteret været en masse vedholdende historier, om at der var nogle nazister som forsøgte at infiltrere den, og nu synes han selv det er blevet for meget. Senest var der en demonstration i Manchester hvor der mødte nogle folk op med nogle nazistiske flag, og det er den første demostration han ikke selv har været til, og han er så ikke i stand til at holde disse mennesker ude længere, siger han. Han har været i fængsel i en periode, og der var der også nogle forsøg på at de vil overtage gruppen. … Han vil ikke lægge ansigt til folk, der har de her holdninger, fordi han ikke selv har dem, og det er det der sker.

Anja Bo: Så der er ekstrem, og lidt for ekstrem, måske ifølge Tommy Robinson. … Prøv lige at tage os med ind i English Defence Leagues selvforståelse her, for jeg synes jo ellers ikke det virker som om, det er en gruppe eller en organisation som sådan der er fred og frihedselskende vel.

Tom Carstensen: Frihedselskende. Hvis du sætter dig ned og læser hvad de siger, så har de aldrig sagt andet end at de elskede frihed. Der er nogen som læser mere ind i dem, men det er en enkeltsagsorganisation, og de bliver tit, synes jeg, en lille smule misforståede, og slået i hartkorn med sådan nogle totalitære grupper, skal vi sige nazistiske grupper. De har ikke sådan et stort partiprogram. De har en sag, at de bekæmper islamisme.

(Arkivbilleder i baggrunden: Det væltede hegn ved demonstration i Luton)

Anja Bo: Men lad mig lige prøve at spørge dig. Du siger, at der er en risiko for at vi opfatter English Defence League sådan lidt for unuanceret. Men altså der er jo tale om en gruppe her, som er erklæret racistisk ik’. De vil bekæmpe øh (bliver afbrudt før hun siger Islam, Kim)

Tom Carstensen: – Det er forkert!

Anja Bo: Forkert?

Tom Carstensen: De er ikke erklæret racistiske. Der er forskellige farver, for nu at tale lige ud af posen, også ved demonstrationerne. Jeg har selv været ved nogle af dem. Du ser både sorte, og der er også folk med pakistansk baggrund, som ikke er muslimer, som ikke er vilde med islamisme. Så det er simpelthen ikke rigtigt, når man kalder dem racistiske, når vi tager ordet racisme i den traditionelle forstand. Det handler om Islam og islamisme, som man er i mod.

Anja Bo: Okay, så. Man er simpelthen religionsfjendtligt, men i og for sig ikke i forhold til hvor folk kommer fra. Så blev det sat på plads. (sukker højlydt, og genvinder fatning) … Det lyder jo, som om, at der med Tommy Robinsons exit er åbnet op for en ubehagelig, eller en endnu mere ubehagelig udvikling. Er det rigtigt forstået?

Tom Carstensen: … han og Caroll har været grunden til at man har holdt de her ting i ave. … Hvis der er folk der har nogle mere radikale holdninger, så bliver det sværere at styre. Så vil vi se grimmere ting end vi har set tidligere.

Senere på dagen fortsatte Tom Carstensen analysen på Orientering på P1, og her supplerede han analysen med flere væsentlige detaljer.

Tom Carstensen: … politiets rolle skal også med her. De har været ganske hårde ved Robinson, og ofte underlagt ham forskellige restriktioner. Senest da han blev anholdt for at gå to minutter over tiden i sin tale, til en demonstration på kanten af Tower Hamlets. En del af London, og den del af Storbritannien, der har flest muslimer, og hvor borgmesteren er smidt ud af Labour for sine forbindelser til radikale islamister. … På et videoklip på Youtube, kan man se de to blive anholdt af politiet. Det lidt underlige er, at kort forinden er Kevin Caroll blevet angreb af hvad der formodes at være en mand med tilknytning til den yderste venstrefløj. Venstrefløjsaktivister mener Caroll gjorde noget ved venstrefløjsaktivisten inden, men det fremgår ikke at tidligere videomateriale. Det var ikke det de blev anholdt for. De blev anholdt for at obstruere politiet. Sagen skal for retten i næste uge. Der har været flere tilfælde på, at deltagere i EDL-demonstrationer har givet udtryk for deciderede racistiske holdninger, og fremvist symboler af den karakter. Derfor flød bægeret over for nyligt, i forbindelse med en demonstration i Manchester. (Robinson taler)

Tom Carstensen: ‘Den første demonstration jeg ikke var med til i tre år, var den i Manchester. Her så man White Pride-flag og andre ting der bestemt ikke repræsenterer mig.’ … EDL har også flere gange været forsøgt kuppet af folk med andre dagsordener. … Der var på intet tidspunkt under pressemødet, noget der tydede på, at han har ændret holdninger. Han er stadig imod det han ser som islamismens farlige indflydelse i Europa… Ligegyldigt hvad så vil en ny ledelse, der ikke nyder den samme respekt som Robinson har gjort det, kunne få problemer, med at holde balladen om ikke ved et minimum, så nogenlunde i ave. Men man skal også huske, at de fleste anholdte ved disse demonstrationer faktisk har været moddemonstrationer fra venstrefløjen.



5. oktober 2013

Orientering på P1 nævner henkastet AFA/Redox-retsagen: ‘Kamp mellem yderfløjene i Danmark’

I går var det tre uger siden retsagen mod ledende medlemmer af Antifascistisk Aktion og Researchgruppen Redox startede, og mediemæssigt er der stadig noget nær radio-tavshed. Orientering på P1 er ingen undtagelsen, og i torsdags, da P1 endelig nævnte retsagen, var det henkastet – i en længere smøre mest omhandlende Danskernes Partis søgsmål mod Redox og SFI.

Orienterings Tom Carstensen er ikke landets ringeste journalist, men der er noget helt galt med den redaktionelle vægtning. Når man som P1 ofte tematiserer politisk ekstremisme, hvad er så vigtigere for deres dækning, end fysisk at være i retsagen under den mest omfattende sag om politisk motiveret kriminalitet siden Brandstifterbanden (ligeledes venstreekstrem). Den såkaldte ‘hackersag’ inkluderer i øvrigt sigtelser for grov vold. Hvilke del af ‘flaskeslag i hovedet’, er det faguddannede journalister ikke forstår?

Overskriften er lige efter bogen – Kamp mellem yderfløjene i Danmark. Herunder en bid der inkl. undertegnede.

Tom Carstensen, P1: … Orientering har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Redox.

En anden pudsig ting som gør at man tænker sit, det er at rapporten om Danskernes Parti kommer præcist samtidig med den store hackersag med tilknytning til Redox og Antifascistisk Aktion skulle for retten. Sagen kom for Københavns Byret i september, og går tilbage til 2010 da politiet anholdt en række servere, en slags venstrefløjens efterretningstjeneste blev det kaldt.

Siden blev Redox’ hjemmeside lukket af Datatilsynet fordi man mente den overtrådte loven. Ved en af de første retsdage i sagen omkring hacking var stemningen ifølge flere anspændt. Den nationalkonservative blogger Kim Møller, der driver bloggen Uriasposten, skrev på sin blog, at han var i retsbygningen sammen med sin ven. Der var også cirka 30 autonome skrev han, og han følte sig så truet, at han følte sig nødt til at forlade bygningen, og nævner en venstreradikal ved navn, som værende meget aggressiv. Orientering kender den pågældende person, men han har ikke reageret på vores henvendelse.

I dag er Redox så faktisk genopstået…



22. september 2013

Mere debat om debatten: Peter Brüchmann vs fri onlinedebat (BT, P1 og Deadline på DR2)

I tirsdags tog BT’s Peter Brüchmann et fundamentalt opgør med fri debat, muligvis en måde at Politiken’isere avisen, og skabe lidt luft til fæle Ekstra Bladet, der ligefrem dyrker frie meningsudvekslinger i et forum kaldet ‘Nationen’ (pun intended). I blogindlægget gik han i rette med ‘Dansk Folkepartis vælgere’, og ‘den fremherskende bodega-stil’ når emner som emner som ‘islam, integration og lignende’ behandles journalistisk. Jeg læste klummen, og selvom der er en grad af sandhed i kritikken, så er det reelt efterrationalisering af holdningscensur.

(Peter Brüchmann, blogs.bt.dk, 17. september 2013: Fis ud af min blog)

I fredags var han gæst i Mennesker og medier på P1, og her fik den fuld skrue om ‘kvalitativ redigering’, ‘at slå græsplænen’, ‘tage et ansvar’, ‘dannelsesidealer’, og ud gennem sidebenet fremgik det klart, at barsk formuleret modstand mod multikultur i sig selv var diskvalificerende.

Fredag eftermiddag blev jeg kontaktet af Deadline (DR2), der ville have mig i panelet samme aften med selvsamme Brüchmann. Jeg havde lige hentet børnene, og svarede spontant nej, tak. Det fortrød jeg nogle timer senere, da jeg forstod at Brüchmanns angreb ikke blot var identitetsbaseret territorieafpisning (kan jeg skrive det? Ja, det kan jeg godt!), men et mere generelt angreb på den frie debat.

Med invitationen i mente, er det selvfølgelig svært at brokke sig over sammensætningen af panelet, men DR2 er DR – og angribende Peter Brüchmann blev suppleret af IT-journalist Dorte Toft, der stadig mener det samme. I modsatte ringhjørne var Weekendavisens Søren K. Villemoes, der uden på nogen måde at forsvare Uriasposten eller ‘højreorienterede blogs’, dog anerkendte eksistensgrundlaget.

Hvor Brüchmann mente fri debat var problematisk i forhold til ‘islam, integration og lignende’, så mente Dorte Toft at problemet var koncentreret omkring emner som “Indvandrere, køn og… klimaforandringer”. Selvom Nynne Bjerre Christensen havde en af sine bedre dage, så leverede hun selvfølgelig ikke det næsten banale modspørgsmål: ‘I vil censurere debatten om emner, hvor I og resten af den talende klasse er uenige med den gennemsnitlige dansker. Er problemet så ikke snarere, det der bliver sagt, end måden det bliver sagt på?’

Svaret blæser i vinden. Den gennemsnitlige dansker gider ikke mere indvandring, gider ikke virkelighedsfjern genus-teori, og er dybt skeptisk overfor klima-religiøse fantaster. Nogle formulerer det pænt, andre mindre pænt, og spørgsmålet er i sidste ende om BT og andre aviser vil være en nicheavis for for karrierende salonsocialister eller en omnibusavis for folkedybet. Deres valg, andres fravalg.

Fra Deadline-debatten, der desværre aldrig hævede sig over ‘debat om debatten’-udgangspunktet. ‘Internetpsykolog’, ahh hold nu op.

Søren K. Villemoes, Weekendavisen: Jeg kan sagtens forstå, at Peter for eksempel er dybt frustreret over måden debatten kan foregå på, på blogs, jeg har selv været blogger engang, og uanset hvad man skrev, så vil der komme den her græshoppesværm af islamhadende demagoger som bare vil suge alt næring ud af debatten, og så efterlade et eller andet ubrugeligt tilbage. Så jeg kan sagtens… Det er lige meget hvad det handler om, så vil det altid ende med at ‘Profeten Muhammed højst sandsynlig var pædofil’. Det vil ske, før eller siden vil debatten ende i det. Så jeg kan sådan set sagtens forstå det, så jeg vil ikke komme og sige at BT skal redigere deres blog på den ene eller anden måde, men hele den her proces med at den offentlige debat ryger mere og mere ud i nogle lukkede fora, den er allerede undervejs, og den tror jeg ikke nogen aviser kan ændre ved, ved at ændre deres debatpolitik på siderne. Folk debatterer mindre og mindre i regi af aviserne, de ryger ud på Facebook, og hvis man bliver vist væk fra BT, så ender man bare på Uriasposten eller andre højreorienterede blogs, hvor man så sidder…

Nynne Bjerre Christensen, DR2-vært: – og hvad så?

Søren K. Villemoes: Altså grundlæggende, så tror jeg ikke du kan ændre tonen generelt, du kan ændre tonen på den ene blog eller den anden blog, eller den ene avisside eller…

Nynne Bjerre Christensen: Du siger, meningerne er der stadigvæk.

Søren K. Villemoes: – Meningerne er der stadig.

[…]

Peter Brüchmann, BT: … vi er nødt til at sige, at ‘på det her diskotek, må du komme ind i gummisko og uden slips, alt, men du må bare ikke slå på hinanden på det her diskotek’. Altså vi skal sætte nogle spilleregler for redigering.

[…]

Nynne Bjerre Christensen: Jeg synes der er noget interessant i det Søren Villemoes siger, at hvis ikke de her folk er på aviserne, så er det måske på Uriasposterne eller alle mulige andre steder.

Dorte Toft, IT-journalist: – Uriasposten, der er det jo for de frelste, de frelste.

Nynne Bjerre Christensen: Det det siger os noget om, det er jo noget om hvordan samfundet er skruet sammen. Det er mennesker i det her samfund der er ekstremt vrede, aggressive, føler at de tilhører et segment som ikke bliver hørt. Det giver os jo en ide om hvordan samfundet er skruet sammen for os der arbejder på medier og med mennesker der ikke taler sådan til hinanden, Søren Villemoes.

Søren K. Villemoes: Jamen alt det der med at redigere avisernes hjemmeside og alt det der foregår, hvor man er meget forsigtig hvad man siger, det har man jo for eksempel i Sverige, altid gjort det sådan. Og det har jo ikke nødvendigvis udviklet sig til en bedre offentlig debat. Det har snarere udviklet sig til parallelle debatkulturer, hvor dem som ikke føler de kan komme til orde, de går så over på nogle højreorienterede blogs, hvor de sidder og bekræfter hinanden i at der er en politisk korrekthed, som undertrykker os. Hvilket iøvrigt underbygger, at vi er undertrykte, og det er også indvandrernes skyld i sidste ende – ‘Og Muhammed er også pædofil’. Så ender den alligevel der. Ved at det foregå på sådan nogle steder som på aviserne – aviserne er nogle af de få steder hvor folk stadig mødes i det offentlige rum for at debattere. Vi bliver mere og afkoblet i små ‘gated communities’, på Facebook og så videre. Så jeg vil mene, at det egentligt er meget godt at vi får de her holdninger ud, hvor alle kan se dem, og støde på dem.

Nynne Bjerre Christensen: – og de bliver ikke mindre tossede af, at Peter Brüchmann skriver, at ‘Jeg gider ikke høre på dig – fis ud af min blog’, som du siger. Vi har talt med en internetpsykolog… som har nogle betragtninger om hvorfor folk synes de kan skrive sådan til hinanden på nettet, ting de aldrig vil sige i det virkelige liv.

[…]

Dorte Toft: Anonymiteten i sig selv kan være et problem, men det kan også i visse tilfælde være en fuldstændig nødvendig ting. Men det er jo ikke kun anonyme… Det er jo ikke kun dem som vi normalt ikke lytter til, der sidder og udbreder sig, fylder kloak’en, det er jo også højtplacerede, højtuddannede mennesker, der så nogle gange er så elegante at de gemmer det bag sådan noget fladpandet satire, og siger haha i’.

Nynne Bjerre Christensen: – men det er jo rigtigt, at det kan være enormt bidragydende, hvis folk kan skrive ind fra alle mulige kanter, også anonymt i whistleblower-sammenhænge, for eksempel.

Søren K. Villemoes: Ja, lige præcis. Her de sidste år er der gået mere og mere trend i at man skal problematisere, at folk skriver anonymt på nettet, samtidig med at vi høre flere og flere folk efterlyse whistleblower-ordninger for offentlige ansatte og alt muligt, hvor de netop kan henvende sig anonymt. … Da Berlingske Tidende indførte, at hvis man skulle skrive noget til deres artikler, så skulle man logge ind via deres Facebookprofil med navn og så videre, fordi så tænkte de, at det ville gøre tonen bedre. Her talte jeg i den forbindelse med en dansk-kurdisk kvinde, som var meget ked af det, fordi hun skrev altid anonymt, fordi hvis hun kom ud med sit navn så ville hun bare blive chikaneret og hetzet af tyrkiske nationalistmænd, så nu var hun bare droppet ud af den debat.

[…]

Peter Bruchmann: … Vi medier har et ansvar på sproget… Vi har et stort ansvar… Vi skal den debat hvor vi kan styre den… Der skal være fri adgang for følelser og det hele…

Søren K. Villemoes: … du kan ikke bevare hastigheden, hvis alle kommentarer skal godkendes. Den politik havde venstreorienterede Modkraft, og det betød bare, at så sad der en eller anden socialist, som skulle godkende, og det kunne tage tolv timer før han.. debatten døde jo.

Dorte Toft: Jeg tror nok lidt mere, at man skal have en konstant overvågning af nogle kloge mennesker, livskloge mennesker, der skal sidde konstant at overvåge… Det er masse af ting der stadigvæk bare kan gå igennem… Vi skal styre det lidt…



21. september 2013

Uriasposten nævnt i P1: “… de her folk er jo, de her nationalkonservative er jo exceptionelt bange ik'”

Orientering på P1 har i nogen tid kørt et tema om ‘Fort Europa’, der formelt set er kritik af EU’s behandling af grænseoverløbere, men reelt er rendyrket venstreorienteret propaganda mod nationalstaten. To af torsdagens indslag bar titlen Migrationsdebatten bliver ofte et spørgsmål om for eller imod, og så var banen ellers kridtet op til to verdensfjerne akademikere, der på hver sin måde forsøgte at lukke udlændingedebatten. Uriasposten blev nævnt en enkelt gang, flere gange indirekte. Kan høres online i fuld længde her.

P1 vært: Vi åbner igen i dag dørene til ‘Fort Europa’, om de midler EU bruger til at sortere tilrejsende mellem dem vi gerne vil have ind, og dem vi vil undgå. I dag ser vi nærmere på den politiske debat herhjemme, og i andre dele af Europa, for tonen bliver tit skærpet i diskussionen om flygtninge, asylsøgere og migranter. Det bliver til en forskel om for eller imod. … Diskussionen kører på alle niveauer i samfundene…

[… Migrationsdebatten bliver ofte et spørgsmål om for eller imod, del I …]

Søren Jessen Petersen, tidl. FN’s Flygtningehøjkommissariat: … Danmark tage et langt større ansvar… Man kan ikke tage imod syv millioner, og det skal man heller ikke – men vis lidt solidaritet. …

P1 vært: Nu skal vi lige til den danske debat…

Pieter Raunwe, P1: … Da den nuværende regering tiltrådte talte man meget om at vælgerne nu ikke mere var så fokuseret på stramninger, og at man da godt kunne lempe nogle af de stramninger, VK-regeringen og Dansk Folkeparti gennemførte. Det skete så… men formodningen om at vælgerne har haft mindre fokus på stramninger i udlændingepolitikken, er nok mere udtryk for en besværgelse beregnet til intern beroligelse, end noget der er baseret på virkeligheden. …

Søren Jessen Petersen: … jeg ville ønske den havde, men for det første så hører man hele tiden stramninger og lempelser, der synes ikke at være en diskussion af, at hvad mener man med det. Jeg er også lidt forundret… over at man kigger på det her ‘Danmark, Danmark, Danmark’ Jeg synes der er en manglende forståelse. … Hvis man kigger lidt ud over det næste valg, og det synes man ikke at gøre… så er det et faktum, og der er alle mulige seriøse rapporter som vidner om det, at Europa ikke kan opretholde sine velfærdssystemer og så videre, uden at styre indvandrerpolitikken meget mere konstruktivt. Og det gælder også for Danmark. Hvis vi bliver ved med at tale om grænsekontrol og om at lukke af og så videre, vi taber vi simpelthen konkurrencen, både om de højtuddannede, som vi har brug for, men men også de lavtuddannede, som økonomien vil ha’. … Om ti eller tyve år der har pensionisterne behov for den indsprøjtning i økonomien, som kun kan komme ved en langt mere konstruktiv indvandrerpolitik. Det betyder ikke at vi taler om millioner tusinder, det betyder bare at vi er en del af en verden der ikke kan lukke os ude. …

Der er lige kommet en rapport fra OECD, og den tror jeg de fleste vil acceptere som en fair, seriøs organisation, der viser ganske interesssant, at hele debatten om den økonomiske indvirkning fra indvandrerne, den er fuldstændig fordrejet og overdreven – Indvirkningen er hverken positiv eller negativ, men hvis den er lidt, og det er på sigt, så er det positiv.

P1 vært: … hvilken betydning har det, den her giftige tone, den her måde debatten føres på. Hvilken betydning har det?

Søren Jessen Petersen: Ja, det har ikke bare betydning for UNHCR, jeg synes det er farligt, for os alle sammen. For der er en tendens til i debatten, for det første er det dem og os. Hele samfundet, de nordiske samfund er baseret på solidaritet, og dem og os har aldrig eksisteret. For det andre, så er der også den der tendens til hele tiden at kriminalisere debatten. Vi taler om ‘illegale indvandrere’ og så videre og så videre. Så naturligvis er UNHCR bekymret, og har meget ofte sagt det, men jeg synes det er noget vi som mennesker selv skal – hvad er det for et samfund vi vil leve i? … Vi må væk fra dem og vores samfund – vi må tale om ‘vi’.

P1 vært: Er der andre områder hvor debatten foregår mere lødigt, hvis vi kigger ud over det europæiske?

Søren Jessen Petersen: Der er en tendens til det her i mange lande, desværre. Jeg ville have sagt, hvis du havde spurgt mig for en 4-5 måneder siden, at debatten var mere lødig i Sverige, men nu har vi haft nogle meget uheldige eksempler der. …

P1 vært: Mens vi har snakket der er Henrik Erdman Vigh fra Antropologisk Institut ved Københavns Universitet kommet her i studiet til os. … Lad os først lige høre hvilken reaktioner det forskningsområde som du har, det har resulteret i for dig selv. Det har du taget nogle eksempler med på.

Henrik Erdman Vigh, professor: Ja, det har jeg. Jeg blev interviewet til Information for et stykke tid siden, og havde en samtale med dem om hvad det betød at der var kommet så mange vestafrikanske flaskesamlere på Nørrebro. Reaktionen var ret interessant på den artikel, og jeg giver dig fuldstændig ret derudover, den her samtale bliver jo ført, nogle gange virker den karrikeret, og den er absolut ikke spor konstruktiv. Men det den måske er, det er konfliktuel, den er udtryk for nogle meget klare konfliktsituationer, nogle fornemmelser, nogle oplevelser, så en angst for forandring, en angst for at blive minoriseret i sit eget samfund, simpelthen. Det synes jeg som antropolog er ret interessant.

Da artiklen kom ud i Information, jeg har aldrig – jeg prøvede ikke at være politisk, jeg prøvede faktisk at være relativ saglig omkring det. Der var der en M.U. Jensen der på en blog på Jyllands-Posten, der skrev et langt harcellerende indslag. Det røg så senere over på Uriasposten, og fik en masse interessante beskeder. Blandt andet at jeg måtte benævnes som en landsforrædder, at jeg var et udtryk for den åndelige deroute på vores universitetsverden og Danmark i almindelighed, at jeg var et udtryk for det kollektive nationale selvmord der var ved at ske, og som nu også var ved at ske i Danmark, Norge og Sverige – synes de.

Og så, meget skægt også, en ide om at i fremtiden bliver vi mere og mere primitive, fordi der kommer så mange muslimske og afrikanske indvandrere herop. Jeg er jo også konfliktforsker, så i princippet burde jeg blive, altså det er jo ikke så rart at lægge ryg til i princippet, men det er jo også drøninteressant fra mit perspektiv, at der er en sådan polariseret debat. Det er ikke en jeg ønsker at bidrage til, jeg ønsker nærmere at forstå den. Jeg tror ikke de her er dårlige mennesker, vel.

… Det er jo en sort/hvid debat, som bliver ført på samme måder som man gør i konfliktområder. Det man skal kigge på, når man ser på den karrikerede del af den offentlige debat, de her folk er jo, de her nationalkonservative er jo exceptionelt bange ik’. De føler at hver gang der er en eller anden form for forandring, så underminerer det simpelthen det fundament de står på. Så de ser deres væren, deres værdier, deres forståelse af egen identitet forsvinde under dem.

P1 vært: Men vel også fordi der er en accept af, at sådan kan man udtrykke sig.

Henrik Erdman Vigh: Ja, jeg synes debatten, som person der har et ønske om at bidrage til at skabe et så godt samfund som muligt, der synes jeg jo at det er en deroute af debatkulturen herhjemme. Altså, den bliver ikke ført på særlig værdig vis, vel. Og den bliver ikke ført på en måde, så man kan begynde at forstå hinanden. Tværtimod, så bliver den trukket ud i de her ydre positioner, som hvis noget medfører råberi, altså det vi hørte på den politiske debat lige før, istedet for dialog. For eller imod, sort/hvid. Simpelthen et religiøst univers, sort/hvidt, gode eller onde.

[… Indvandring udfordrer tysk selvbillede …]

[… Migrationsdebatten bliver ofte et spørgsmål om for eller imod, del II …]

Søren Jessen Petersen: … i stedet for at tage en debat, der bliver der hældt benzin på bålet, og det er man gudskelov meget opmærksom på i Tyskland, fordi man har den fortid man har. Men man synes ikke at være opmærksom på det i andre lande…

Herefter rabledes videre om den underlødige debatkulturs politiske forgrening, Dansk Folkeparti.



11. september 2013

P1 om Allende, Pinochet og Castro – Torben Mark Pedersen om ‘Friedman og Chiles økonomiske mirakel’

Hvis man tænder for P1 i disse dage kan man ikke undgå at høre indslag om 40-året for kuppet imod Allende i Chile. Mandag kom jeg uforvarende ind i et længere fortælling om sangeren Victor Jara, og hans musikalske kamp mod Pinochet. Det blev nævnt, at han tog afstand fra den højreorienteret katolske kirke, men havde havde åbenbart ikke en politisk holdning selv.

Jeg kender lusen på travet, og lidt googling bekræfter at denne her idealistiske frihedsforkæmper, skrev hyldstdigte til stalinisten Che Guevara og tilfældigvis var aktiv i Partido Comunista de Chile. Lidt senere var der beretning ved Dines Boertmann, DR’s tillidsmand, med en fortid Danmarks Kommunistiske Ungdom, og en nutid i Dansk-Cubansk Venskabsforening.

Chile spiller en stor rolle for selvforståelsen på den yderste venstrefløj, og det handler ret beset mere om ideologi end historie. Her har vi den fæle diktator der indførte et økonomisk-liberalt regime med hjælp fra USA. Vi er nogen der mindes DR’s fejring af 50-året for den kommunistiske revolution i Cuba under Fidel Castro, og der hersker tydeligvis dobbelte standarder. Alt negativt om Pinochet kunne kopieres lige over i artiklen om Castro og ganges med ti. Det positive ved førstnævnte ignoreres systematisk.

Tung men aldeles fremragende baggrundsartikel om Chile set på 180 grader – 40 år efter kuppet mod Allende: Friedman og Chiles økonomiske mirakel (af Sasha Renate Bermann og Torben Mark Pedersen; opr. trykt i Libertas 53/2013).

“Milton Friedman var en af det 20. århundredes største økonomer og en af de mest indflydelsesrige, og han har mere end nogen anden populariseret idéen om ‘free enterprise’ kapitalisme. Friedman blev af den grund en vigtig inspirator for markedsøkonomiske reformer overalt på kloden, og ingen steder mere end i Chile efter 1975.

Chile har været den hurtigst voksende økonomi i Sydamerika siden 1975. Med en gennemsnitlig årlig vækst i real BNP på 4,5 pct. siden 1975 pct. og på 7,3 pct. siden 1984 er Chile et eksempel på et økonomisk mirakel.

Frem til 1970 skilte Chile sig ikke positivt ud fra de andre lande i regionen. Måske tværtimod. Chiles økonomi var gennempolitiseret med en stor offentlig sektor, kroniske inflationsproblemer og tilbagevendende betalingsbalancekriser. Og efter Allendes katastrofesocialisme i 1970-73 lå den chilenske økonomi i ruiner.

Chiles økonomiske mirakel adskiller sig fra andre økonomiske mirakler ved, at der lå en bevidst strategi bag. Strategien var udarbejdet af de såkaldte Chicago boys, der var chilenske økonomer, der var uddannet på University of Chicago, og på det idémæssige plan kan Chiles økonomiske succes tilskrives Friedman og Chicagoskolens økonomiske idéer. …

Udvekslingsprogrammet blev en stor succes. Selv om det intellektuelle klima i Chile var mere fremmed end fremmende over for Chicagoskolens økonomiske teorier, vendte de Chicagouddannede økonomer tilbage til Chile og fik i mange tilfælde fast ansættelse som forskere. Allerede fra 1964 dominerede Chicago boys det katolske universitet, og De Castro blev dekan i 1965.

[…]

Da militærjuntaen tog magten, lå den chilenske økonomi i ruiner. Det var ikke bare Salvador Allende, der med sin katastrofesocialisme havde kørt økonomien i sænk. Chiles økonomi led under årtiers fejlslagen udviklingspolitik og protektionisme. …

Økonomisk politik i Latinamerika var domineret af den såkaldte afhængighedsteori. Kort fortalt er verden inddelt i et industrielt center (USA og Europa) og en råvareproducerende periferi (udviklingslandene), og bytteforholdet i udenrigshandlen skulle udvikle sig til de rige landes fordel. På den måde udbytter centeret periferien. International handel er altså ikke en kilde til velstand, men til udbytning. …

Før 1970 var Chile et klassisk eksempel på, hvad Anne O. Krueger (1974) kalder et ‘rent-seeking society’ – et samfund, hvor det drejer sig om at benytte sig af forbindelser til politikere og bureaukrater for at opnå gevinster frem for selv at skabe noget af værdi. Med de rette forbindelser kostede det ikke mere end et brev at opnå beskyttelse mod udenlandsk konkurrence, få skatteprivilegier, subsidierede lån eller særlig let adgang til valutareserver.

Både de strukturelle problemer og den makroøkonomiske populisme blev ført ud i det ekstreme under socialisten Salvador Allende, der blev udpeget til præsident efter valget i 1970, hvor han havde fået 36,3 pct. af stemmerne.

Allende nationaliserede størstedelen af erhvervslivet, den makroøkonomiske politik var indbegrebet af, hvad Dornbusch and Edwards (1990, 1991) kalder for ‘makroøkonomisk populisme’: (1) høje nominelle lønstigninger til arbejdere og funktionærer: Den reale minimumsløn for arbejdere steg med 56 pct. i første kvartal af 1971 og med 23 pct. for funktionærer, og den gennemsnitlige realløn for arbejdere steg med 20,3 pct. i 1971. (2) Priskontrol skulle holde inflationen nede. (3) En ekspansiv finanspolitik skulle sætte gang i økonomien, og (4) pengepolitikken skulle finansiere de offentlige underskud. (5) En fast nominel valutakurs, Larraín and Meller (1991).

For enhver økonom er det opskriften på økonomisk katastrofe: Store reallønsstigninger vil kun midlertidigt øge efterspørgslen, indtil højere lønomkostninger fører til virksomhedslukninger og massefyringer, og hvis virksomhederne endelig skulle kunne bære de høje lønomkostninger, måtte de omgå priskontrollen ved at sælge deres produkter på det sorte marked. Også de nationaliserede selskaber vil få underskud, der skal dækkes af staten, hvilket vil øge underskuddet på statsfinanserne og forøge pengemængden, hvilket først vil føre til undertrykt inflation og derefter til en høj, åben inflation. Endelig vil valutaen appreciere realt med betalingsbalanceunderskud til følge.

Og det var præcist, hvad der skete. Den ekspansive finans- og pengepolitik skabte en vækst på 8,5 pct. i 1971, men allerede i slutningen af 1971 viste udviklingen sig uholdbar. Der opstod fødevaremangel og lange køer foran forretningerne, og et stort sort marked voksede frem. Økonomien lignede mere og mere en østeuropæisk eller cubansk centralstyret økonomi, og graden af ‘rent-seeking’ nåede sit højdepunkt, Chumacero et al (2005).

Efter mindre end tre år var Chile på randen af et økonomisk sammenbrud. Real BNP faldt med 0,9 pct. i 1972 og med 4,9 pct. i 1973. Inflationen steg til 323 pct. i juli 1973, og tidligere store overskud på betalingsbalancen vendte til store underskud. Underskuddet på de offentlige finanser nåede 24,5 pct. i 1972 og 30,5 pct. i 1973, Larraín and Meller (1991, 200). …

Allendes katastrofesocialisme var en eklatant fiasko for idéen om, at man kan styre økonomien uden hensyntagen til markedsmekanismen alene ved at besidde den politiske magt.

Også demokratiet styrede mod sammenbrud. Allende havde gennemført en stor del af nationaliseringerne på et tvivlsomt juridisk grundlag med et dekret DFL 520, der var udstedt under den kortvarige ‘Socialistiske Republik’ i 1932, og som aldrig var benyttet før. Og hvor det ikke slog til, benyttedes statslige mafia- og bøllemetoder. …

Den politiske modstand mod Allende regimet tog til, demonstrationer og strejker blev hyppigere, og regimet reagerede ved at fængsle fagforenings- og strejkeledere, og i juni 1973 skød Allendetilhængere på strejkende i Santiago. Chile havde kurs mod et marxistisk diktatur efter cubansk forbillede.

Den 11. september 1973 tog en enig militær ledelse med general Augusto Pinochet i spidsen magten i Chile, og samme nat begik Allende selvmord. Selve kuppet forløb relativt fredeligt, men de efterfølgende måneder blev blodige. Mindst 7.000 blev interneret på det nationale stadium til afhøring, mange blev udsat for tortur og dræbt. …

Militæret havde tradition for at forsvare forfatningen, og de sad i lang tid opfordringer om at gribe ind fra de politiske partier i Kongressen overhørig. Da militæret endelig handlede, var det ud fra en overbevisning om national nødvendighed og for at hindre Chile i at udvikle sig til et marxistisk diktatur.

Det var ikke et ønske om politisk magt, der drev militæret til at gribe ind, og efter magtovertagelsen vidste Pinochet ikke, hvad han skulle stille op med magten. Militærjuntaen havde ikke noget politisk projekt ud over at redde Chile fra diktaturet og genoprette økonomien. …

Pinochet indrømmede åbent, at Chiles økonomi måtte genoprettes, men at han som simpel militærmand ikke anede, hvordan dette skulle gøres. Allerede på dette tidspunkt agerede Pinochet anderledes end normen for diktatorer. … I april udnævnte Pinochet lederen af Chicago boys og dekan for det økonomiske institut, De Castro, til økonomiminister, og vejen var nu banet for påbegyndelsen af en markedsøkonomisk reformproces.

[…]

Allerede i juli 1977 havde Pinochet annonceret offentligt, at det var hans hensigt at genindføre en form for begrænset demokrati, og der blev vedtaget en ny forfatning i 1980, som skulle bane vejen. Den nye forfatning indeholdt fire vigtige institutionelle ændringer. For det første styrkedes den private ejendomsret. For det andet etableredes en uafhængig centralbank, der fik forbud mod at finansiere offentlige udgifter eller lån monetært. Den blev dog først etableret i slutningen af 1989, kort tid før demokratiets genindførelse. For det tredje blev nye budgetregler indskrevet i forfatningen, der styrkede præsidentens og begrænsede Kongressen kontrol med økonomien. Den udøvende magt blev ansvarlig for både udgifter og indtægter og alene regeringen kunne fremsætte lovforslag på det økonomiske område. Budgetreglerne var beregnet på at tøjle de offentlige udgifter. Endelig blev der indført et nyt valgsystem og en styrkelse af præsidentembedet, der skulle gøre det vanskeligt at gennemføre større ændringer af forfatningen, Pastor (2004). Der har været adskillige forfatningsændringer siden, men de demokratiske valgte regeringer efter 1990 har accepteret forfatningen på trods af, at den blev vedtaget ved en folkeafstemning, der ikke var fri. På den måde fik Pinochet lagt hindringer ud for en gentagelse af Allendes katastrofesocialisme.

… Kombinationen af udefrakommende chok til økonomien, olieprisstigninger, faldende kobberpriser, offentlige besparelser, stramningen af pengepolitikken og åbningen af økonomien resulterede i en dyb recession i 1975 med en ledighed på 14,9 pct.

Reformerne begyndte imidlertid at vise positive resultater allerede i slutningen af 1975. Betalingsbalancen forbedredes, inflationen faldt, underskuddet på de offentlige finanser vendte til et overskud på 4 pct. i 1976, og real BNP voksende med 6,8 pct. om året mellem 1976 og 1981, figur 2. …

I årene 1984 til 1989 oplevede Chile en periode med høj økonomisk vækst, og der blev skabt 239.000 ekstra jobs årligt i perioden fra 1984 og frem til 1990, hvilket reducerede arbejdsløsheden fra omkring 20 pct. til 5 pct. Der var overskud på statsfinanserne, inflationen var blevet nedbragt, men stadig høj, og der var en udbredt tilslutning til markedsøkonomien i middelklassen, Chumacero (2005). Yderligere var antallet af chilenere, der lever under fattigdomsgrænsen, reduceret fra 45 til 15 pct. …

Den nye økonomiske frihed havde skabt et økonomisk mirakel, der blev fulgt af en fredelig overgang til demokrati.

[…]

Pinochet har på det økonomiske område efterladt en arv til Chile, som de efterfølgende demokratiske regeringer har fundet det værdifuldt at bygge videre på. Derimod har Allendes største bidrag bestået i effektivt at vaccinere chilenerne mod mere revolutionær marxisme, og det har såmænd også bidraget til at videreudvikle de liberale reformer.

Dertil kommer, at chilenerne faktisk har kunnet mærke på deres levestandard, at kapitalisme og markedsøkonomi virker.

De 20 år med Allende og Pinochet har skabt et mentalitetsskifte i Chile. Chilenernes måde at tænke på ændrede sig, Rabkin (1993), Büchi (2006), og det er tydeligt, at chilensk politik havde flyttet sig markant i liberal retning i 1990 sammenlignet med 1970. Kristendemokraterne, der før var et halvsocialistisk parti, var næsten blevet liberale, og selv Allendes gamle socialistparti bakkede aktivt op om markedsøkonomi med lidt social glasur.

Bag hele den udvikling ligger et sæt økonomiske idéer, der virker, fordi de baserer sig på det enkelte menneskes naturlige stræben efter at få det bedste ud af den tilstand han befinder sig i. Det er Chicagoskolens og ikke mindst Milton Friedmans arv:

‘What is required in the underdeveloped countries is the release of the energies of millions of able, active, and vigorous people… an atmosphere of freedom, of maximum opportunity for individuals to experiment, and of incentive for them to do so in an environment in which there are objective tests of success and failure – in short a vigorous, free capitalistic market. Friedman (1958).´”



6. august 2013

Bæk Simonsen glæder sig over moské-byggeri: “… nedtonende for potentielle konfliktmuligheder”

Tilbage i 2006 afviste islamforsker Lene Kühle, at moskeer skulle være ‘hvervested for kommende terrorister’, og Jørgen Bæk Simonsen er selvfølgelig helt på niveau. Retorisk får den dog en tand ekstra, og man skal næsten have en doktorgrad fra RUC for ikke at trække på smilebåndet. Fra DR Online – Stormoské vil ikke give konflikter.

“På det ydre Nørrebro åbner Danmarks første stormoské om kort tid. Det er den første moské i Danmark med både kuppel og minaret, som snart står færdig på Rovsingsgade. … Ikke langt fra den nye moské, på Vibevej, ligger en Shiamuslimsk moské, men selvom de to moskéer ligger tæt ved hinanden, så vil den nye moské ikke skabe konflikter.

– Nej det betyder omvendt, at man får mulighed for, fra de forskellige respektive grupperingers side, at understrege og lancere i forhold til omverdenen, hvad man er, og hvad man står for. Og ligesom vi har forskellige politiske partier og forskellige grupperinger i det kristne landskab, så må man jo i udgangspunktet tage til efterretning og glæde sig over, at denne mangfoldighed der eksister, den nu også bliver visualiseret. Og på den måde kan være nedtonende for potentielle konfliktmuligheder, siger Jørgen Bæk Simonsen, professor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet til P1 Morgen.

– … ligesom vi ved, at kristne i sin tid blev glade for kirkerne, så er det indlysende klart, at muslimerne vil have det på præcis samme måde, siger Jørgen Bæk Simonsen.”

Hør eventuelt indslaget på P1 Morgen: Professor: Nye moskéer i Danmark er en glædelig udvikling.

Oploadet Kl. 17:32 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


15. juli 2013

Debat om islamisme på P1 – Soulaima Gourani: Inger Støjberg dømmer ‘mennesker på holdninger’

De mange debat- og samtaleprogrammer på P1 kalder sig ikke ‘røde’ eller ‘venstreorienterede’, men er typisk et frontalangreb på enhver form for konservatisme. Seneste udgave af Søndagsfrokosten var en barsk oplevelse, selvom panelet ikke var mere rødt end normalt – teaterchef Jon Stephensen (S, SF, Radikal: rød), en tømrer (Offensiv, Rebel, SUF, Enhedslisten: Blodrød) og en ubeskrevet kristen-arabisk ‘erhvervskvinde’ Soulaima Gourani. For nu at bruge Tour de France-lingo, så var sidstnævnte ‘Hors Catégorie’, udenfor kategori.

Debatten havde tre emner, og første var Inger Støjbergs islamisme-kronik, tidligere omtalt her på siden. Delvis transkription af Kontant eller på beløbet? (14. juli 2013)

Jon Stephensen, teaterdirektør: Jeg bryder mig ikke om Støjbergs retorik, men hun har en pointe…

Soulaima Gourani, ‘erhvervskvinde’: … Jeg kan vitterlig ikke, selvom jeg prøver at lede efter, ikke på nogensom helst måde blive provokeret over det muslimske livssyn. Jeg ser en masse fordele, og en stærk kultur, som du også er inde på – de har meget stærke livsværdier, som gør det meget enkelt at følge med og leve efter dem – forstået på den måde, at mennesker kan jo godt lide regler. Altså som mennesker ved vi – Jer der har børn, mennesker har brug for regler – altså derfor er det jo også verdens største religion, fordi der er nogle meget strenge regler for hvordan man skal leve. Muslimerne bliver tit bebrejdet for at have et dårligt menneskesyn, kvindesyn og så videre, men så kan jeg kun sige, at så er det fordi man ikke forstår hvad Islam handler om. Jeg ved godt der er nogle forstokkede miljøer, og jeg synes faktisk at Støjberg repræsenterer den mest forstokkede del af det muslimske samfund – det er nogle få mennesker hun har mødt, og så går hun ud og skriver en meget generaliserende kronik, som jeg synes er ude af proportioner.

Jeg tænker rigtigt meget over hvad det får af udfald for vores image, som i forvejen lider under at være fremmedfjendsk i højere grad, når man kigger på den internationale scene. Jeg repræsenterer et netværk af mennesker fra 70 forskellige lande, buddister, hinduer, jøder, muslimer, kristne whatever – og verden har altså brug for tolerance, og vi vel være i stadig stigende grad blive ved med at være et mangfoldigt samfund, hvor vi har brug for større generel-forståelse. Hun er så’en en erfaren politiker, vi har så store internationale udfordringer foran os med samhandel og så videre, så jeg synes det er et luftslag i luften, der er ingen politiske initiativer bag – det er bare holdninger og hun dømmer mennesker på holdninger og ikke handlinger – den er ude af proportioner. I den grad.

Jon Stephensen: Det er nogle få muslimer, det er vi helt enige om…

Soulaima Gourani: … de der få tossehoveder som render rundt og siger sådan noget. … Hun har fået meget taletid de sidste dage.

Jon Stephensen: – Men de er altså også nogle hardlinere, når de siger at man skal brænde op i helvede…

Soulaima Gourani: Aj, du skal jo forstå arabere. Jeg er halv araber. Når jeg bliver sur på folk, så kan jeg finde på at sige, og nu bliver det altså ikke så pænt her midt i Søndagsfrokosten, ‘at nu slår jeg dig kraftederme ihjel’. Og du ved, arabere har jo gestikuleringsmæssigt, udtryksmæssigt – sproget er vanvittigt.

Daniel Skovhus, ‘venstreorienteret blogger’: … den her lillebitte gruppe af ekstremister, og det hader vi jo alle sammen, ekstremisme. Spørgsmålet er jo så hvad gør man ved ekstremisme, for at bekæmpe ekstremisme, om det er nynazister eller om det er sindsyge islamister… Hendes eneste formål er at promovere sig selv… profilere sig selv og komme frem i sommervarmen.

Soulaima Gourani: … der findes altså masser af mennesker og religiøse grupper i Danmark, som er ligeså anti-demokratiske og anti-ligestilling og anti-frihedsdrevne som de her meget få muslimer er. Så igen – vi angriber altid muslimerne, men der er faktisk rigtig mange andre grupper som vi bare ikke taler om. Når vi taler om de her sub-universer… det er klart, at der er områder hvor de har deres egen lovgivning, man kan sige – i det her tilfælde Islams sharia-lovgivning. Men jeg må altså sige, og jeg siger det lidt med et smil på læben – der er masser af områder i Danmark hvor man har mindst lige så hårde socialt udstødet, potentielt blive udstødt fra egne grupper, hvis man går imod det fællesskabet siger. Og det kan være for eksempel, hvis vi snakker om – Scientology, vi kan snakke om alle mulige former for – Indre Mission, som er ligeså slemme – Jehovas Vidner, især… der er masser af grupper i Danmark hvor du kan få en ligeså stærk social udstødelse, som du kan i de her sharia-bestemte, og det er selvfølgelig ikke i orden at lave parallelsamfund, jeg vil bare sige, at når nu Inger, som er en fantastisk politiker, som jo faktisk har siddet ved magten i rigtig mange år, og Gud hvor har de gjort lidt.

Jeg vil vædde med, jeg vil spise min hat på, at den dag der kommer nogle konkrete forslag på hvordan man kan gøre noget konkret ved ungdomsarbejdsløshed, hvordan vi kan få bedre integration, så er det her et mindre problem. Den eneste måde vi kan skabe et velintegreret samfund på, det er at folk har et arbejde, de kan stå op til hver morgen, og som de er glade for. Så er det her et slag i luften, vi kan se det, at de områder i verden hvor der er størst problemer, er dem hvor man ikke kan give mad og tøj til deres familie – det får folk ud i de værst tænkelige situationer. Og så får vi parallelsamfundet.

[…]

Jon Stephensen: … Danmark er ikke et multikulturelt samfund.

Soulaima Gourani: Jamen, det er vi jo.

Jon Stephensen: … vi er et samfund der hviler på nogle værdier.

Soulaima Gourani: – Hvilke værdier? Fortæl (om) de danske værdier!

Jon Stephensen: Det er tolerance, det er åbenhed, det er alt muligt.
Soulaima Gourani: – Jamen, det er vi da ikke – vi er ikke tolerante, vi er da præcist ikke-tolerante i Danmark.

Jon Stephensen: … alt kan ikke diskuteres, når man adskiller stat og religion. Der nogle ting vi simpelthen ikke vil blande sammen. … Jeg bliver altid kaldt pladderhumanist i de her programmer…

Soulaima Gourani: Alle siger at vores værdier er udfordret, men det er jo en berigelse at få andre kulturer til landet.Men de har jo ikke gjort noget, deres handliner, de har måske nogle absurde holdninger.

Jon Stephensen: Sharia-lovgivning, og hvad ved jeg. Det synes jeg ikke helt…

Soulaima Gourani: Aj, det er stadig få tossehoveder…

Daniel Skovhus: … nogle af de problemer der er opstået omkring det, en mindre del handler om kultur, en større del er sociale faktorer, som du også var inde på Soulaima, hvis man sikrede arbejde og uddannelse til alle…

[…]

Kasper Hartmann, P1: Hvorfor skriver Inger Støjberg egentlig her denne her kronik?, det er der spekuleret over – Hvilken motiver lå der bag?

Soulaima Gourani: … Muslimkortet er trukket så mange gange før… Det er bare så åndsvagt at trække det kort nu. … Det er simpelthen kun for at få opmærksomhed… Vi drager bare en parallel over, at sådan er muslimer, og det er bare så fordømmende, så fordrejende, det er simpelthen… Det er så få! De fylder alt for meget (i debatten)… det svarer til sådan nogle landsbytosser.

Jon Stephensen: … man kan se i Tyrkiet, der kommer en stærkere og stærkere politisk islamisering af landet, som Erdogan nu står og slås med, fordi der kommer et modtryk. Vi bliver nødt til også at kigge ud i verden.

Soulaima Gourani: – Igen så er vi bange for religion…



12. juli 2013

Radio24syv lancerer ‘Danmarks eneste venstreorienterede debatprogram’…

“Start ugen med et direkte, kritisk, konstruktivt debatprogram, med klar slagside til venstre.” , lyder det i programomtalen til Det røde felt på Radio24syv, der også får skudsmålet ‘Danmarks eneste venstreorienterede debatprogram’. For mig at se har vi ikke andet, og meget symptomatisk er de første gæster René Karpantschof, Chris Holmsted Larsen og Enhedslistens Per Clausen, identisk med venstreradikale der taler solen sort på alle kanaler hele tiden.

DR2 lancerede Frank ser rødt tidligere på året, og P1 er pudsigt nok et af de tilbageværende licensfinansierede medier der ikke har et venstreorienteret debatprogram. Det kan man så tænke lidt over.

Oploadet Kl. 16:48 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


14. maj 2013

Forsker: ‘Irregulære indvandrere’ bør ikke sendes hjem igen – NGO’ere: ‘Asylbørn’ skal ud af centrene

Efter års pause, er jeg så småt begyndt at høre radio igen. Jeg veksler mellem P1 og Radio24syv, og selvom førstnævnte selvfølgelig er værst, så er der på det lange stræk ikke den store forskel. I går kom jeg (efter at have hørt en ræverød historiker problematisere patriotisme), for skade at høre et timelangt samtaleprogram med antropolog Sine Plambech, der kunne fortælle, at nigerianske kvinder der rejste til Danmark for at arbejde på bordeller, ikke var tvunget til det af kyniske bagmænd. De gjorde det helt frivilligt, men var dog stadig ofre for dårlige levevilkår, og det var således ingen løsning at sende de her ‘irregulære indvandrere’ hjem igen.

For ikke så længe siden, var der helt i samme ånd, ophidset politisk debat om andre illegale indvandrere. Langt ind i borgerlige rækker blev det betragtet som umenneskeligt, at afviste asylansøgere og deres børn ikke kunne få lov til at blive boende i Danmark på ‘anstændige’ betingelser. Flere NGO’ere henviste til konventioner og krævede ‘asylbørnene’ ud i samfundet. Metroxpress har en historie der sætter debatten i perspektiv – Få afviste asylansøgere vil bo uden for asyllejrene. Det har aldrig handlet om børnene.

“Under VK-regeringen kunne afviste asylansøgere med børn tidligst flytte ud af centrene efter at have siddet halvandet år i udsendelsesposition. … Den periode forkortede SRSF-regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance til 12 måneder i september sidst år, men kun 22 af 76 mulige af afviste asylfamilier har frem til 13. april i år ansøgt om at flytte ud i en særlig bolig efter de nye, lempeligere regler. Det viser en opgørelse, som Udlændingeservice har lavet for metroxpress. Heraf har 14 familier fået tilladelse…

Når ønsket om at flytte ud af centrene ikke er mere udbredt, skyldes det formentlig, at mange afviste asylfamilier ikke kan overskue en tilværelse uden for asylcentrene, vurderer seniorforsker og master i psykologi Else Christensen, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).


- Mange asylfamilier har boet på centrene i årevis. De har deres netværk dér, og vil have svært ved at få en tilværelse til at fungere uden for centrene, vurderer hun.”

(Grafik fra ‘Asylbørnene ud nu!‘)



17. marts 2013

Ghetto-beretning: “.. i luften hænger der en – på en og samme gang – både apatisk og agressiv stemning”

I dagens Jyllands-Posten beretter liberale Camilla-Dorthea Bundgaard om sine personlige erfaringer med multikulturen på Nørrebro. Tilbage i 2009 medvirkede hun sammen med Islamforsker Tina Maagaard i en dokumentarudsendelse på P1, som eksempler på veluddannede danskere der flyttede ind i multikulturelle områder og hermed var med til at modvirke ghettodannelse. Magaard i Gellerup, Bundgaard på Nørrebro.

(Dokumentartimen, P1, 6. august 2009: Førstevælger til ghetto)

Delvis transkription (sammenklippet).

Tina Magaard, forsker: … i starten var det svært… der gik flere måneder til jeg så ansigterne på mine kvindelige naboer. Altså de har jo tørklæde på alle sammen… Jeg havde svært ved i starten bare at få øjenkontakt. … Jeg tror ikke helt jeg var klar over hvad der menes med belastede boligområder. Jeg har ofte tænkt, at det jo måtte være en overdrivelse, når folk fortæller om det. På den måde er det nok kommet bag på mig. … Det kunne jo være meget smukt bare at se mejserne ude i træerne, de smukke grønne områder, men jeg har for eksempel slet ikke brugt de grønne områder. Fordi sådan noget som at gå ned og tage solbad om sommeren når vejret er godt, som jeg jo normalt gør, altså, det virker bare ikke her. Det er der ingen andre der gør, og det ville skabe for meget opsigt pludselig at ligge sig derned i bikini. Det er så et eksempel på, at man indordner sig under den kultur der så er herude… I starten da jeg kom, der var jeg faktisk ude for at der var nogle drengebander som stod og kastede sten efter mig, når jeg kom cyklende hjem. Altså, sidst på eftermiddagen, ikke sent på aftenen. Sexchikane, chikane som var meget ubehageligt, tit fordi, hvis det er en gruppe på 5-10 store drenge, unge mænd, så kan det faktisk være ret ubehageligt. Nu har jeg i andre sammenhænge haft en del at gøre med arabisk kultur, hvor man selvfølgelig lægger mærke til sådan noget med klanstrukturer og sådan nogle ting, og det er mit indtryk at det også er det der eksisterer herude. Det jeg jo oplevede i starten, det var jo at det der med, at det var først da jeg begyndte at snakke med folk, og finde ud af, hvem der sådan ligesom havde magten i den her egentlige parallelle kultur… Det er først når jeg har snakket med det, og fortalt at jeg ikke synes det kunne være rigtigt, at jeg skulle være bange for at komme hjem fra arbejde klokken 4-5 stykker om eftermiddagen, fordi, det var derfor jeg også var nødt til at gøre noget ved det, fordi det blev sådan til sidst, at når jeg drejede ind ad vejen herind til Gellerupparken, så fik jeg altså ondt i maven. Fordi jeg vidste, at de kunne stå der og vente på mig, og så tænkte jeg – det går bare ikke, sådan skal det ikke være. Så var det at jeg prøvede at snakke med nogle af de ældre mænd herude, der ligesom har noget autoritet, og sige, at jeg ikke synes det kunne være rigtigt, at jeg ikke kunne få lov til stille og roligt at komme hjem fra arbejde. Og så stoppede det jo, og siden har jeg ikke haft et eneste problem nogensinde, også når jeg kommer hjem på alle mulige tider af døgnet, jeg har aldrig haft problemer. Så man kan jo sige, at det har jo løst problemet for mig som person. Jeg har gået til de rigtige personer, og har ligesom, altså, fået forståelse for, at jeg også ligesom skulle have ret til at være respekteret, gå frit omkring her, hvis jeg så må sige.

Camilla-Dorthea Bundgaard, blogger: Her er møgbeskidt… Det er ikke sådan at jeg føler mig decideret utryg herude, men hvis jeg kan blive fri for at møde nogle mennesker, så vil jeg ærligt talt helst det. … Jeg kan ikke lide den lejlighed (om underbo) Jeg kan ikke lide de mennesker der er der… når politiet har besøgt dem ofte nok så bliver man utryg… De skal helst ikke kende min eksistens, og jeg ignorerer deres, så tror jeg det går bedst. Det lyder måske lidt paranoidt, men når man har oplevet blod udenfor ens hoveddør i en pøl…

Camilla-Dorthea Bundgaard i dagens Jyllands-Posten – Om ghettoer i Danmark (kræver login). Bemærk den afsluttende sentens om den ‘apatisk-aggressive stemning’. Den er helt central for forståelsen.

“I den forgangne uge er jeg flyttet fra et ghettoområde på Nørrebro. Og det var et ghettoområde, og det holdt det ikke op med at være, fordi den nuværende regering besluttede, at det fremover ikke måtte hedde ghetto, men i stedet udsat område.

I en åbenbart lalleglad tro på, at vi da ikke har rigtige ghettoer i Danmark, valgte jeg for knap fem år siden at sige ja tak til at bo billigt i ghettoområdet. … De grå hår begyndte allerede at titte frem en måned efter, at min veninde og jeg flyttede ind. En sen aften var der en uhyrlig larm i trappeopgangen, og det var ikke lysten, der fik os til at undersøge, hvad der foregik. Nederst i opgangen fandt jeg to hunde og fire mænd i sort fleece i færd med at save hængslerne på to lejligheders døre over. De var fra politiet, sagde de…

Men det var ikke kun på nederste etage, der var gang i den. Under mig boede, ja, lad os kalde ham Mikkel. Mikkel har det skidt, og det er meget trist, men det betød også, at han ad to omgange forsøgte at komme ind i min lejlighed.
Efter første gang flyttede min veninde. Efter anden gang – som inkluderede en kniv -var jeg ved at være hærdet, så jeg ringede til politiet, fik et glas vin med overboen og gik så ind i min lejlighed og faldt i søvn.

Og så har jeg end ikke fortalt Dem om den 12-årige, der tog min venindes hue, maste den mod sit skridt og lavede bevægelser, jeg ikke vil belemre dem med yderligere beskrivelse af her. … Eller om dengang, jeg på tv så billeder af min bygning under et indslag om, at politiet ledte efter sprængstof fra mulige terrorister.

Eller om alle skyderierne, som De i forvejen kender fra mediernes beretninger fra Nørrebro. Eller dengang, jeg måtte flytte hjemmefra en måned, fordi jeg ikke kunne holde til mere larm. Eller om at jeg ikke en eneste gang har følt mig fri til at solbade på plænen under mit vindue. …

Men konklusionen er fortsat: Der findes ghettoer i Danmark – også på trods af de kommunale, mangfoldige og farverige akademikere, man sætter til at skabe såkaldt områdefornyelse. De består af mange nationaliteter og mange små subkulturer. De er hårde at bo i – måske særligt når man ikke kender de uskrevne regler? Man skal konstant sætte grænser for andre, almindeligt hensyn kan langt fra tages for givet, og i luften hænger der en – på en og samme gang – både apatisk og agressiv stemning.

Oploadet Kl. 15:09 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper