9. juni 2007

Niels Lillelund: “Vi er i Orientering på P1… kendes på tonefaldet og vinklingen…”

Knivskarp kommentar af Niels Lillelund i dagens Jyllandsposten – Indvandrernes paradis.

“Hørt i radioen: »Danske indvandrere i Argentina har gennem generationer fastholdt deres traditioner, sprog og kultur, og det er statsminister Anders Fogh Rasmussen stolt over.

Det sagde han, da han i mandags besøgte en af danskerkolonierne i forbindelse med, at han skulle genåbne den danske ambassade i Argentina. Men når det er indvandrere herhjemme, der klumper sig sammen og ikke vil slippe deres traditioner og modersmål, ja, så lyder regeringen knap så begejstret.«

Vi er i Orientering på P1, naturligvis, som pølsen skal kendes på knækket, skal denne udsendelse kendes på tonefaldet og vinklingen, som det hedder, den er ens hver gang, i dødboldsituationer såvel som i åbent spil.

Man er opmærksom på tonen, og den er god. Nærmest diplomatisk.

Det spørgsmål, man ikke stiller, når man er journalist på Orientering, er jo det åbenlyse, om der monstro er forskel på at udvandre til Argentina fra Danmark for 100 år siden og fra f.eks. Tyrkiet til Danmark i dag? Og i bekræftende fald, hvori består så den væsentligste forskel?

Den dansk-kurdiske forfatter Adil Erdem stiller det ikke i sin bog om ”Indvandrernes paradis”, hvori han har talt med efterkommere af de danske udvandrere. Det er interessant, mente han, »også i forhold til vores integrationsdebat,« som han sagde.

For sådan at aktualisere det hele lidt.

Spørgsmålet, det journalistiske “lige til højrebenet”-spørgsmål, er så, om danskernes udvandrerhistorie i Argentina siger noget som helst meningsfyldt om integrationsdebatten i Danmark anno 2007?

Men det er et grimt spørgsmål, så det blev ikke stillet. I stedet blev der spurgt, hvad der var det rigtigt gode ved som dansker at være indvandrer i Argentina.

»De har fået lov til at dyrke sig selv,« lød svaret, og det er jo godt nok.

Hvad Adil Erdem glemte at tilføje, var selvfølgelig, at de ved siden af at dyrke sig selv også skulle dyrke jorden, dvs. passe deres arbejde, for danskere udvandrede først og fremmest til Argentina for at blive bønder. De boede ofte ganske langt fra nærmeste nabo, og de havde al mulig grund til at dyrke et fællesskab for ved fælles hjælp at klare sig i den daglige kamp for overlevelse.

Men, lød det uskyldige spørgsmål, herhjemme ville vi jo kalde den slags fællesskaber for ghettoer. Med den implicitte sammenligning af Argentinas uopdyrkede landområder og Mjølnerparken, 2200 København N, komplet med tørklæder og parabolantenner

Og ja, svarede Adil Erdem pligtskyldigt, i Argentina har man haft en helt anden tilgang.

[…]

I stedet for at forholde sig til dette indlysende, valgte man fra politisk hold at gå linen ud med munden fuld af floskler. For der er jo det ved floskler, at de er så fristende at sovse sig ind i og promenere med ved festlige lejligheder. Hvad skal man med en funktionsdygtig forstand, hvis man har et menneskesyn at give til det bedste?

Adil Erdem stillede heller ikke sig selv det spørgsmål, og det er måske ikke så underligt. Han indvandrede jo ikke til Argentina, men til Danmark.”

  • 10/5-07 24timer – “Men danskere gør det i høj grad selv”, skrev 24timer (identisk vinkling).
  • Oploadet Kl. 02:00 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
    

    7. juni 2007

    Palæstinensisk kvinde: “I’m relieved the Israelis have started a bombing campaign”

    Fra Reuters Bureau. En af den af den slags historier, der ikke skaber overskrifter – Palestinians say fed up with gunmen.

    “For most Palestinians, black-hooded gunmen have long been respected symbols of resistance against Israeli occupation.

    Now, frequent internal fighting and lawlessness gripping the Palestinian territories have transformed the militants into no more than gangsters in the eyes of many of those who once saw them as heroes.

    “It’s very ironic but I’m relieved the Israelis have started a bombing campaign. The gunmen killing each other on the streets were forced to go into hiding,” said Mai, a Gaza housewife, referring to strikes aimed at halting rocket attacks on Israel.”

    Nu vi er i regionen. Lars Møller-Rasmussen berettede i Orientering i dag om den libanesiske hærs angreb på militante islamister i en flygtningelejr.

    “Foreløbigt er 115 mennesker blevet dræbt, af dem er de 30 civile, og når tabene blandt lejrens beboere er så forholdsvis beskedne, skyldtes det…”

    I april 2002 angreb den israelske hær terrorister i en flygtningelejr i Jenin, hvad medførte at 40-50 døde – de fleste terrorister, der herefter blev fejret som martyrer. Orientering omtalte dengang hændelsen som en ‘massakre’.

    Oploadet Kl. 23:51 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
    

    5. juni 2007

    Orientering på P1: Fattigdomsgrænsen i USA burde være dobbelt så høj

    Orientering på P1 fungerer på mange måder som en venstreorienteret audio-blog. Næppe har borgerlige forsøgt at nuancere den danske debat om USA før de tager til genmæle. Igår blev det til små 24 minutter om Fattigdom i USA, i en klassisk opbygget indslag.

    Man finder nogle kilder som siger det man gerne vil høre. I indslaget havde journalist Lasse Engelbrecht Jensen (freelance, Information) fundet tre.

    1) Cynthia Osbourne, University of Austin (eksperten).

    2) Beth Atherton, Caritas Austin (NGO’en).

    3) Center for American Progress (organisationen).

    Eksperten gav først en historisk analyse, som roste tre præsidenter (John F. Kennedy, Lyndon B. Johnson, Bill Clinton – demokratiske), og kritiserede to (Ronald Reagan, George W. Bush – republikanske). Herefter gav hun udtryk for at der var håb igen, og nævnte så tre præsidentkandidater som satte fattigdommen på dagsordenen (Barack Obama, Hillary Clinton, John Edwards – demokratiske).

    Herefter videre til NGO’en, der talte om lange køer af sultne borgere. Fattigdommen var overalt, og fattigdomsgrænsen burde efter hendes mening være dobbelt så høj. (fattigdomsgrænsen er reelt en ulighedskvotient, men lad nu det ligge). Dvs. USA har efter hendes mening ikke 37 mio. fattige, men langt flere.

    Organisationen kunne så supplere med sine anbefalinger. Først skulle dens autoritet dog opbygges. Center for American Progress var “ikke tilknyttet noget bestemt parti” lød det, selvom alle ved den er stærkt venstreorienteret. Grundlæggeren John D. Podesta er demokrat, har været stabschef for Bill Clinton, og organisationen er blandt Bush-haderen Georg Soros’ mange meta-politiske kamporganer.

    Her lidt fra det lange indslag.

    … antallet er siden 2000 steget så hurtigt, at mere end 37 mio. amerikanere idag lever under fattigdomsgrænsen…

    Selv med 7,25 dollars i timen, det er cirka 15.000 dollars om året, hvis man regner det sammen med det fradrag for lav-indkomstarbejdere med børn, så vil de tjene 20.000 om året. Men det vil kun lige med nød og næppe placere dem på fattigdomsgrænsen… [refererer Cynthia Osbourne]

    Beth Atherton er med i Caritas Austin, og viser rundt i køkkenet. Der er travlt for køen udenfor bliver længere og længere… Beth Aslerton er bekymret fordi Caritas ikke har kunnet imødekomme det stadigt stigende behov for økonomisk støtte…

    Det stigende behov eksisterer ikke kun for dem under den økonomiske fattigdomsgrænse. Den hedder 20.000 dollars om året for en familie på fire. Erfaringen fra hendes dagligdag er at selv med en fordobling af beløbet for eksempel i form af to forældre, så har mange stadigvæk svært ved at få mad på bordet og betale regningerne.

    ‘But absolutely the poverty level is at, is not at a place, which make sense for this country. It cost much more than that to live. I think that we have many more people who live in poverty, very hard working population, who are doing the best that they can to keep their families together, and stay housed, and pay their bills, and meet their responsabilities. Absolutely a much greater number… [Beth Atherton , Caritas Austin]

    Fattigdomsraten er ikke på et niveau hvor det giver mening i dette land. Vi har mange flere mennesker der lever i fattigdom. En befolkningsgruppe der arbejder hårdt, som gør det bedste de kan for at holde deres familier sammen, holde fast på en bolig, betale regninger, og leve op til deres ansvar. Absolut et langt større antal…

    Atherton er ikke alene med min kritik af den officielle fattigdomsgrænse. Mange har på det seneste fremhævet hvordan en fordobling vil være mere korrekt, hvis den skal afspejle den del af befolkningen som kæmper en daglig kamp med helt basale ting som mad og husleje. Dermed bliver det reelle antal fattige i USA altså sat langt højere end de 37 mio. som den officielle grænse angiver…

    … Cynthia Osbournes forslag til forbedring af livet for USA’s mange fattige stemmer overens med en rapport fra Center of American Progress, der udkom i slutningen af april. Centeret er ikke tilknyttet noget bestemt parti, men foreslår økonomiske sociale og politiske reformer til en årlig sum af 90 mia. dollars…

    Spørgsmålet er om det kan lade sig gøre [Bush-tale ind som underlægningsmusik], Center for American Progress vurderer at den amerikanske økonomi er stærk nok, men spørgsmålet er nok snarere om der er politisk vilje

    Bush-administrationens mest fremtrædende initiativ imod fattigdom har været rettet imod at forbedre forholdene for de svageste børn… [initiativerne] har Cynthia Osbourne ikke meget til overs for:

    ‘Impossible to talk about without laughing… Ill Try…’ [svært at høre hvad hun sagde, griner imens]

    Tankevækkende…

    “USA døjer… med en række sociale problemer fra racediskriminationens tid, men det smager useriøst, når kulturpersonligheder som Lars von Trier og Jacob Holdt fortsat kan vinde hæder på at fremstille det amerikanske samfund som racistisk og undertrykkende mere end 40 år efter, at de sidste rester af racelovene i Sydstaterne blev ophævet.” (Henrik Fogh Rasmussen, Berlingske Tidende, 3/6-07)

    (P1 Orientering, 4/6-07)

  • 29/5-07 Washington Post- Rob Haskins: How to Build on the Gains Of Welfare Reform.
  • 8/6-07 Punditokraterne – Christian Bjørnskov: Myten om USA’s sociale tilstand.
  • Opdate 3/7-07. Henrik Fogh Rasmussens bog om USA fik Orientering til at mobilisere, og de kan tilsyneladende ikke stoppe igen.

  • 2/7-07 Orientering – Hjørnet: Det amerikanske sundhedssystem (35 min. langt indslag).
  • 
    Sarkozy – “næstbedste kandidat, når det drejede sig om overfølsomhed over for fremmede”

    Fra gårsdagens Orientering på P1. Paris-korrespondenten Jørgen E. Petersen filosoferer lidt over fransk indenrigspolitik.

    “Efter det franske præsidentvalg anden runde, var det utvetydigt, at en store gruppe vælgere fra den racistiske natioanale front – Front Nationale (FN), havde stemt på UMB’s folkelige unions præsidentkandidat Nicolas Sarkozy. Det var ikke tilfældigt. På en række punkter havde Sarkozy i indvandrerspørgsmål ytret sig på en måde som, bortset fra FN’s egen kandidat Jean Marie Le Pen, gjorde ham til næstbedste kandidat, når det drejede sig om overfølsomhed over for fremmede.” (Fransk opposition rykker sammen, 4/6-07

    PS: TV2’s Svenning Dalgaard svarer på sin blog en læser der refererer til en analyse af Jørgen E. Petersen…

    “… lyder som ren spekulation. Men det er jo også sjovt. Og hvis DR ligefrem betaler for det, så er det endnu bedre.”

    Oploadet Kl. 14:51 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
    

    31. maj 2007

    Hørt på P1: “Hvem husker ikke den lille ternede Brigitte Bardot-klud med flæser fra 60erne”

    Det Radikale Venstres reklamebureau kunne næppe havde solgt Gerners tørklædestunt bedre. Fra gårsdagens Danmark kort på P1. DR-journalist Tina Wilhelmsen Munck om Danskhed og tørklæder (4,35 min.). Her transkriperet i fuld længde.

    “Mens debatten om tørklæde/ikke-tørklæde eksploderer omkring os, så får man lyst til at være en smule konkret. For hvad er det vi diskuterer så heftigt i denne hede debat – alle synes noget, men meget få er præcise om hvad det er for en islamisk hovedbeklædning vi tænker på. Men det gider man ikke undersøge. Det er blot islam hele vejen rundt. Meget er underforstået. Man ved besked. Her behøver vi ingen forklaring. Og selvom eksperter kan fortælle en fantastisk og spændende historie om klædedragten i den arabiske verden, fra ansigtsslør til tildækning af hele kroppen, ja så får de ikke meget spalteplads. For der er simpelthen rigtig mange mennesker, der bare ikke kan ha’ den klud.

    Jamen hvad har det nu med Danmark at gøre. Jov for kikker vi lidt bagud på vores egen historie, så har vi selv båret slør – helt tilbage til middelalderens kalkmalerier med kvindehoveder hyllede i musselin, smukt arrangeret omkring deres hals. Indtil sløret blev til en hovedkappe, er tyl med lange broderede bånd med blonder – vi skal kun tilbage til 1870 for at se det fænomen. Tørklædet, sløret eller slæbet om man vil, har gennem tider været udviklet til et utal af variationer. For både nonner, sygeplejersker, ja sågar malkepiger der måtte skyde en flig af tørklædet tilside for i det hele taget at kunne få øje på koens patter.

    Alle kvinder og mænd har gennem tiderne haft noget på hovedet – ude som inde. Det var for eksempel utænkeligt at gå uden for en dør i gamle dage, uden en eller anden form for hovedbeklædning. Alt muligt har været moderne. Fjer, slør, huer og kapothatte med lange bændler, helt op til 1830 gik de fine fruer med en slags draperet slør i blonder, fæstet på hovedet, og hvem husker ikke den lille ternede Brigitte Bardot-klud med flæser fra 60erne, som var slet og ret livsstil. Den kunne vi ikke leve uden.

    Hele tørklædehistorien kan vi ikke komme ind på her. Men vi har en særlig dansk tradition omkring huer og tørklæder. De ældste kommer fra især Nordsjælland, Skåne og Bornholm, fra omkring 1700-tallet. Her var hatte, tørklæder og andet hovedtør en vigtig udtryksform – de var kronen på værket, så at sige. Og helt op til 1830 gik kvinder fra landet med et ret så omfangsrigt hvidt antræk, hvor bagstykket af draperiet gik langt langt ned ad ryggen. Sagde vi slør? Men den enkelste tænkelige hovedbeklædning er nu stoffirkanten, lagt sammen til en trekant, og det var mest for arbejderklassen. Men det kunne til fint brug, knyttes og vikles med dekorerede bånd til et helt kunstværk. Fiskerkonerne fra Skovshoved brugte kridhvide og så hårdt stivede tørklæder, at de stod ud fra hovedet. De var forede og stive fortil, med et lille stykke hvidt karton – de bagerste spidser satte man en knappenål i, så tørklædet stod ud i en spids bagtil. Det har set flot ud når konerne kom kørene i kapervognen fulde af godt humør og fisk til Gammel Strand. Om humøret var lige så strålende på den anden side af sundet – i Skåne, ja det ved jeg ikke. Men tørklædet var viklet så kompliceret, at det krævede en tegning. Man kalde det lændeklude, og den krævede en speciel kludebinderske, der vaskede og stivede så vingerne stod flot ud fra hovedet, og lignede horn. Så blev det strøget med bivoks, for at skinne flot, men også for at modstå fugt. Måske mere til pynt end til gavn, og således udvikler hovedtøjet sig fra slør, blondebehængte kapper med tyl og silkebændler, sorte kysehatte, kapothatte med store skilpaddenåle, og hattene vokser gennem tiden foruroligende, fra bøllehatte til møllehjul med blomsteranretninger og strudsefjer. Det er utroligt hvad man kan få plads til.

    Men til den standende diskussion om tørklæde eller ej, er der blot at sige. Vi har selv brugt det i flere århundreder.

    “O du Profet, sig til dine hustruer og dine døtre og til de troendes kvinder, at de skal trække deres ydre kåber tæt sammen om og over sig (når de går ud). Dette er det bedste, så de kan kendes, og så de ikke forulempes.” (Koranen, 33:59)

    Det islamiske klæde er obligatorisk for muslimske kvinder…” (Asmaa Abdol-Hamid, Fyens Stiftstidende 12/12-03)

    Oploadet Kl. 21:58 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer
    

    30. maj 2007

    DR’s Toke Kristiansen: Demokrati er måske ikke altid den bedste styreform

    Det har altid undret mig journalister er så radikale rent politisk. Dokumentarzonen på P1 omhandlede idag PET, og det var ret beset 41 minutters apologi for venstreradikale, ikke mindst af DR’s politistats-bekæmper Toke Kristiansen.

    “For eksempel er jeg ikke sikker på at demokrati altid er den bedste styreform, og jeg er ikke sikker på at terrorisme er så meget værre end en krig.” (Toke Kristiansen, DR)

    

    29. maj 2007

    Sven Burmester om islam (og Imran Hussein om Grundlovens unødvendighed)

    Den tidligere leder af Verdensbanken, danske Sven Burmester, var gæst i dagens P1 formiddag med Poul Friis, og det blev en interessant program. Han lød på mange måder som Mogens Camre, og beskrev verden som han så den, uden hensyntagen til tidens politiske korrekthed.

    Tre onelinere…

    “Vi er ikke ufejlbarlige, men vores model er bedre end deres.”

    “‘Alle kulturer kan være lige gode’ – Nej, det mener jeg ikke de kan.

    “Islam er en fejlslagen civilisation…”

    I slutningen af programmet ringede en Imran Hussein ind, og aflirede på perfekt dansk en post-kolonial udgave af verdenshistorien. Umiddelbart herefter… (46,50 – 47,50 min.)

    Imran Hussein: … så var der det andet spørgsmål, hvis jeg må tage det nu, som jeg gerne svare på. Det var det der med sharia der.”

    Poul Friis: Ja, ja – kom.

    Imran Hussein: Der blev sagt på et tidspunkt, at man godt kunne tænke sig at spørge muslimer, at det kunne være et interessant spørgsmål at spørge muslimer, at hvis der blev et muslimsk flertal i Danmark – om man så ville fjerne Grundloven. Og det er sådan et spørgsmål som kommer op i tide og utide synes jeg, og jeg skal selvfølgelig ikke svare på hele islams vegne, jeg skal bare svare på min egen. Jeg har sådan – for mig – er det bare sådan et underligt paradoksalt spørgsmål fordi, lad os nu – det er sådan et hypotetisk spørgsmål, fordi – lad os nu sige at hele Danmark blev muslimsk. Skulle vi så bevare en Grundlov? Altså det er sådan nogle underlige hypoteser man prøver at bygge op, fordi demokratiet bygger på et folkestyre, som jeg har forstået det, og det respekterer vi alle – både muslimer og ikke-muslimer, og hvis det er korrekt, jamen så er det vel folkets vilje som skal være det vigtige, og ikke hvad vi som akademikere eller andre synes kunne være sjovt at dvæle over.

    Jeg håber meget Imran Hussein, ikke er identisk med Imran Hussein fra Minhaj-spinoff’et The Network (forening for intellektuelle muslimer), der har forsøgt at gøre karriere i både højre- og venstrepartier.

    Fra lørdagens Frederiksborg Amts Avis. Lidt fra et længere læserbrev af Lene Kattrup om et emne der desværre stadig er aktuelt – Demokratiske muslimer i dansk politik.

    “En Rambøl undersøgelse fra 2006 viste, at 47 % af danske muslimer ikke mener, den enkelte muslim kan eller må tolke Koranen individuelt, Over en fjerdedel (28 %) ønskede, at Koranen skulle indgå som fundament for lovgivningen her i landet. Det er godt, når vores muslimske medborgere går ind i politik, men pga. disse tal bliver vælgerne nødt til forinden at vide, om den enkelte kandidat vil sørge for opretholdelse af det sekulære demokrati og retsstaten, eller vil arbejde for at ændre demokratiet med religiøst begrundede love.

    […]

    Ved et velbesøgt møde i november 2005 i København spurgte en dansk muslimsk kvinde den kendte europæiske islamprædikant Tariq Ramadan, der også er EU-rådgiver, om, hvordan hun kunne følge hans opfordring til, at muslimer skal gå ind i dansk politik, når de så ofte møder »hurdler« i form af, at skulle svare på nærgående spørgsmål om alt muligt som f.eks.. dødsstraf, homoseksualitet, kvinders rettigheder samt andre ting fra sharialoven. Spørgeren forklarede, at visse muslimer har måttet opgive at gå ind i dansk politik pga. dette, og at hun selv havde et problem pga. sin tro på shariaen. Ramadan svarede, at man som muslim naturligvis bliver irriteret over den slags urimelige spørgsmål, men at hun og andre skal huske deres ret til at omdefinere spørgsmålet inde i sig selv. Når »de« f.eks. nævner sharia, forklarede han, så behøver du ikke godtage deres udgangspunkt og opfattelse af sharia. Du skal ikke svare ud fra det, de tror. Jeg var dengang overrasket over, hvordan han etisk og moralsk kunne forsvare at rådgive på denne måde uden at respektere, at man bør være 100 procent ærlig. Muligvis mente Tariq Ramadan her ligefrem, at den muslimske kvinde og andre, der vil gå ind i politik, kunne bruge taqiyya i forbindelse med politik i et vestligt land (Taqiyya betyder forstillelse eller fortielse af sandheden overfor ikke-muslimer for islams skyld). Jeg ved det ikke, men det stod klart for mig, at der her var tale om helt andre værdier og holdninger end dem, jeg har…

    … vi bør huske og tænke på, at ord og begreber nogle gange betyder noget forskelligt fra person til person, alt efter hvilket udgangspunkt personen har. Vi er ofte lidt naive i vores antagelse, at mennesker fra en anden kulturkreds har vores værdier og vores forståelse af f.eks. rettigheder, pligter og begreber. Jeg var overrasket over Tariq Ramadans vejledning, som jeg oplevede blev modtaget ret positivt af tilhørerne udtagen nogle få, der som jeg oplevede, at det skurrede voldsomt i vores ører.”

    Oploadet Kl. 18:19 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer
    
    Mere om DR, Niels Lindvig og Venezuela under Hugo Chavez

    I dagens Urban kan man læse at venezuelanerne igår gik på gaden i protest mod Chavez’ lukning af oppositionskanalen RCTV. Ikke alle var dog utilfredse…

    “Der var i går gadekampe mellem demonstranter og politi, som brugte vandkanoner. Efter lukningen af tv-stationen fejrede tilhængere af Chávez, at Venezuela har fået et nyt ‘socialistisk tv’, og at der ikke længere kommer kritiske rapporter om præsidenten.” (Urban, Ritzau/AFP, 29/5-07)

    180 grader har mere om Niels Lindvigs despotsympatier. Fra DR-journalist: I orden at lukke tv-station (28/5-07).

    “RCTV blev i 2002 beskyldt for at have medvirket til statskupforsøg. Det samme gjorde landets to øvrige landsdækkende kanaler, og det har fået Hugo Chavez til at skærpe presset på pressen. Det har ifølge Human Rights Watch medført, at de to andre kanaler har fjernet stort set alt regeringskritisk materiale fra deres programmer. Ifølge Niels Lindvig betyder det stigende pres, at medierne ”må udvise større opfindsomhed”, når de bringer regeringskritiske historier.

    Det lyder ikke som udstrakt ytringsfrihed i mine ører?

    ”Det kommer an på, hvad du mener, man skal have lov til at sige. Hvis du mener, man må sige hvad som helst, bare fordi du ejer et pressekort eller en tv-station, så tager du efter min mening grundigt fejl,” siger Lindvig.

    RCTV har aldrig modtaget dom for statskupsanklagerne. Det har stationen heller ikke for de beskyldninger om skatteunddragelse og brud på minoritetslovgivningen, som Chavez’ regering offentliggjorde i marts som begrundelse for ikke at forny sendetilladelsen…

    Fra midnat er RCTV erstattet af en regeringsvenlig kanal, der blandt andet vil sende opbyggelige programmer om den gamle frigørelsesgeneral Simon Bolivar. Men det er der ikke noget oprørende i, mener Niels Lindvig.

    ”Jeg mener faktisk ikke, man kan sige, at RCTV er blevet lukket. De har bare ikke fået fornyet deres sendetilladelse,” siger han.

    Fra lederen – Danmarks Radio mangler pluralisme (28/5-07).

    “Danmarks Radio vil gerne fremstå som hele Danmarks leverandør af elektronisk nyhedsformidling. Det er på den måde, man forsøger at retfærdiggøre licensopkrævningen: man tager fra alle, men man giver også til alle. Det sidste er bare ikke rigtigt, for Danmarks Radio er fortsat en bastion for udbredelse af venstreorienterede holdninger i samfundsdebatten, mens borgerlige synspunkter har det anderledes svært i mediemastodonten. Tag bare en mand som Orienterings såkaldte Sydamerika-ekspert, Niels Lindvig. De holdninger om lukningen af den venezuelanske tv-station RCTV, som han lufter her på 180Grader.dk, har han tidligere præsenteret som en ”analyse” på Orientering…

    Men Danmarks Radio fejler i sine ofte fremhævede bestræbelser på, at være organ for hele befolkningen, når der i helt centrale og meningsdannende programtyper ikke findes personer med de modsatte synspunkter af Niels Lindvigs. Hvor er f.eks. den borgerlige journalist på Orientering? Hvor er den journalist, som konsekvent forfølger dagsordner, som borgerlige mennesker interesserer sig for, på samme måde som Lindvig forfølger venstreorienterede menneskers dagsordner? Han eller hun findes simpelthen ikke.

  • 28/5-07 180 grader – Søren Pind: Lukning af tv-station kan ikke retfærdiggøres.
  • 29/5-07 180 grader – Chavez fortsætter kamp mod medier.
  • Opdate 30/5-07. Frank Esmann giver i sin klumme i Nyhedsavisen idag en light-udgave af Lindvigs apologi – Hugo Chávez og ytringsfriheden. Inde i avisen kan man iøvrigt læse at Chavez nu går efter CNN, ligesom det forlyder at RCTV erstattes af en tv-kanal som bedre “vil reflektere hans socialistiske revolution”.

    Oploadet Kl. 16:59 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
    

    27. maj 2007

    Et lækket dokument… Endnu et indslag af Lars Møller-Rasmussen

    Det kunne være interessant hvis Orientering-redaktionen samlede alle indslag om Irak-krigen i et tema. Så ville det tydeligt fremgå, at Orientering på ingen måde ønsker at give en afbalanceret dækning af krigen, og ikke mindst det amerikanske engagement. Lars Møller-Rasmussen er hovedleverandøren, og foruden anti-Bush aviserne i USA er kilderne ofte venstreorienterede hjemmesider, typisk baseret på anonyme kilder, der til forveksling ligner rygter.

    I fredags fik indslaget overskriften Tvivl om USA’s kontrol i Irak, og kilderne var som sædvanligt en række modstandere af Irak-krigen som fører sin politiske kamp på nettet.

    “… uden mad og drikke dur helten ikke, på den baggrund er det interessant at en anonym person i den såkaldte grønne zone i Bagdad, hvor den irakiske regering og de udenlandske ambassader holder til, har ladet et memorandum om madmangel sive ud til offentligheden. Det ser ikke ud til at hungeren står for døren, men på den anden side vidner det lækkede dokument, om visse forsyningsvanskeligheder.

    […]

    Hvor alvorligt skal man tage det amerikanske memorandum, der er dateret 21. maj og adresseret til alle ansatte i missionen. Historieprofessoren Juan Cole har på sin meget læste hjemmeside om især Irak, udtaget dokumentet, og tilføjer… En anden arabisk-talende amerikansk mellemøst-ekspert, den tidligere specialstyrke-oberst og Vietnamveteran Patrick Lang er mindre dramatisk i sit ordvalg. Han giver også på sin hjemmeside en genvej til dokumentet…

    […]

    Uanset om den amerikanske styrkes fødevareproblemer er alvorlige og langsigtede eller overfladiske og kortvarige, er det lille memoradum en påmindelse om amerikanernes kontrol med det tidligere Mesopotamien er langtfra at være total.”

  • Informed Comment (Juan Coles blog).
  • Sic Semper Tyrannis 2007 (Patrick Langs blog).
  • [1 s., pdf]

    Der er blot en lille hage ved hele historien. ‘Det lækkede dokument’ der blev sendt til Patrick Lang er måske ikke andet end en dårlig forfalskning. Indicier…

    – US military Public Affairs Officer i Bagdad kalder den ‘phony’ (ifl. Larry Johnson).
    – Ørnen øverst til højre er ikke den officielle, men en affotografering af en bustesag…
    – Af mærket Lenox China, model ‘Defender of Freedom’.
    – Der optræder på første side (anden række, yderst til højre) ved en google-billedsøgning på ordene ‘American Eagle flag’.
    – Dokumentet er ikke et scan fra A4 til pdf, men pdf fra MS Word.
    – Pdf-filen er dateret 23. maj 2007 (7:15:03 AM, ændret 7:15:16 AM) – Memo’et er dateret 21. maj 2007.

    Orienterings kilder fastholder dokumentets autencitet, og finder det hele bestyrket idet Washington Post også har brugt oplysningerne. WaPo henviser ikke til det mistænkelige pdf-dokument, men til en lækket email med samme ordlyd.

    Hvis dokumentet ikke er en forfalskning, så ser det skidt ud med Irak-krigen og ‘den amerikanske styrkes fødevareproblemer’, som Lars Møller-Rasmussen så rigtigt sagde. WaPo eksemplificerer problemets størrelse med med følgende udtalelse fra den amerikanske Bagdad-ambassades talsmand Dan Sreebny – jeg citerer: “I miss my yogurt in the morning and my fresh-cut melon.”.

    Mere på Ace of Spades HQ, Little Green Footballs, FloppingAces mfl. Tak til Henrik for tippet.

    Oploadet Kl. 22:03 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer
    

    23. maj 2007

    Niels Lindvig i Chavez-apologi: RCTV bruger ytringsfriheden som skjold

    Pressefriheden har altid være et af fikspunkterne for Orientering på P1. Når ‘uafhængige’ journalister på den yderste venstrefløj kritiserer Vestens mediedækning af eksempelvis Irak-krigen, så gengives og refereres synspunkterne med tung alvor. Når en venstreradikal dokumentarist som John Pilger gæster Skandinavien, ja – så er det i sig selv flere indslag værd. Ligeledes i forhold til den konkrete udenrigspolitiske dækning. Mordet på den Putin-kritiske Anna Politkovskaya er næsten blevet en føljeton, og mange vil nok huske Bette de fine Lichts daglige tirader imod den nuværende italienske ministerpræsident Berlusconi, fordi han privat ejer Mediaset, omfattende flere landsdækkende tv-kanaler.

    Case Venezuela.

    Der er to store landsdækkende tv-kanaler i Venezuela. Det statsejede VTV (Venezolana de Televisión), og det ikke-statsejede RCTV (Radio Caracas Television). Den første er tro mod den nuværende præsident Hugo Chavez, den anden fungerer som oppositionens talerør. Den 28. december sidste år proklamerede Hugo Chavez i en tale at han ville lukke RCTV, og det sker nu på søndag kl. 24.00 – selvom lukningen bestemt ikke er en vindersag for Chavez.

    Således kommenterede Orienterings Niels Lindvig igår lukningen af RCTV. Jeg var målløs. Små otte minutters utilsløret apologi for Hugo Chavez’ afdemokratisering i et program P1 selv betegner som det journalistiske flagskib. Herunder transkriberet i fuld længde.

    Karen Secher, Intro: Og nu på søndag lukker Venezuelas længste landsdækkende private radio- og tv-station RCTV. Lukningen sker ikke frivilligt, men skyldes at regeringens radio- og tv-nævn har nægtet at forny RCTV’s sendetilladelse. Venezuelas præsident Hugo Chavez har længe beskyldt stationen for at være delagtig i det kup, som omend kortvarigt blev gennemført imod ham i 2002.

    Lukningen af RCTV har ført til omfattende demopnstrationer med mange tusinder i Caracas og bekræfter manges opfattelse af, at det står skidt til med demokratiet og ytringsfriheden i Venezuela under Hugo Chavez. Og Internationalt har RCTVs skæbne også vakt kritik, blandt andet fra organisationen Reportere uden Grænser.

    Og i disse dage er en delegation fra EU i Venezuela for at besigtige situationen.

    Det ligner et klokkerent forsøg på at lukke munden på oppositionen. Er det det Niels Lindvig?

    Niels Lindvig: Sådan ser det ud på overfladen i det mindste, men hvis man graver lidt dybere ned i Venezuelandsk pressehistorie, når man ser på hvordan – især tv-stationerne og også nogle af radiostationerne gebærder sig i Venezuela, så vil jeg sige – næsten sige, at deres journalister – det er på tide de får lukket munden på RCTV, fordi det har været en hæslig omgang journalistik de har leveret igennem årene. Viderebragt de værste historier uden hold i virkeligheden, den har blandet sig aktivt i politik, været medspiller i kupforsøg, nu var det så tilfældigvis et kup imod Hugo Chavez, så man kan næsten ikke fortænke ham i at ville hævne sig på stationen – om det så er klogt, det kan være et andet spørgsmål. Men i hvertfald har det ikke været journalistik sådan som vi oplever det, der har været bedrevet i lange perioder på RCTV, tværtimod har man grebet enhver chance man kunne til at bruge ytringsfriheden som skjold for i virkeligheden at føre en kampagne-journalistik, som man skulle tro var løgn.

    Karen Secher: I hvis interesse?

    Niels Lindvig: Ja, i oppositionens interesse først og fremmest. Man skal huske på at da Chavez kom til magten, der havde de samme mennesker i Venezuela siddet ved magten i mange årtier, og de har aldrig været glade for at give den fra sig. Det er også de mennesker som ejer mellem 75 og 80 pct. af medierne i Venezuela idag. De har altid ejet medierne, de har altid kunnet styre den, de kan ikke styre regeringen, men derfor bruger de selvfølgelig medierne til at svine regeringen til. Det er ikke så unormalt, det er mere måden man har gjort det på, og hvor langt man har været parat til at gå, og der er jo heller ikke noget at sige til at de mennesker, som har haft al indflydelse i Venezuela, meget nødigt giver den fra sig. De er blevet meget meget rige af den Venezuelandske olie, som Hugo Chavez selvfølgelig også har slået det op på internationalt. Det er købt og betalt journalistik, hvis ikke man gør som ejerne siger, så ryger man ud. Så det har været kampagne-journalistik langt langt hen ad vejen, og virkeligt været ræderligt at se og høre på.

    Karen Secher: Men der har jo været organisationer, såsom Reportere uden grænser, Europaparlamentet der har udtrykt bekymring. Tager de så fejl?

    Niels Lindvig: Ja, det gør de. Nu ved jeg ikke med Europaparlamentet, hvad de når frem til, for de er over og undersøge sagen nu, og det kan da godt være at Europaparlamentet, når deres udsendinge kommer hjem og skal lave en rapport her sidst på ugen, nok inden RCTV forsvinder fra æteren, for ellers ville den blive kritisk, fordi man ikke gerne ser at man lukker munden på en sådan radio- og tv-station. Det kan jeg da som journalist godt forstå, at man ikke skal, men faktum er også at hvis de samme EU-parlamentarikere skulle leve med en sådan radio- og tv-station selv i Strassbourg eller Bruxells, så ville de lukke en med det samme, fordi den overtræder simpelthen alle regler for anstændig opførsel, og har gjort det, og ville have meget svært ved at begå sig i USA eller i Europa uden evindeligt at sidde i retsale, fordi man ville få så mange retsager på halsen for den form for journalistik man bedriver, så jeg tror heller ikke EU-parlamentarikerne ville forsvare stationen hvis den lukkede i Europa, og opførte sig ligesådan. Såh nej, nu får vi at se hvad de siger.

    Reportere uden grænser er en, ja, selvbestaltet organisation, og har især i spørgsmål om Cuba og Venezuela udemærket sig ved, at de har nogle meget sære standpunkter på de to lande. Det kan man mene om hvad man vil, men, men problemet med Reportere uden grænser er at de altså tildels er betalt af noget der hedder National Endowmend for Democracy i USA – Øhh, som hmm vil – er en organisation som sigter på at ændre tilstandene på i andre lande, i hvertfald – lad os sige det på den måde. Og og de får også penge fra noget der hedder Center for a Free Cuba i USA, og det er alle sammen, og det er begge to interessegrupper, som tager sigte på at ændre situationen i disse lande. Det kan undre mig, og har altid undret mig at Rapportere uden grænser ville tage imod midler fra disse organisationer, ville gøre det, og i den henseende bliver de ganske utroværdige når man taler om Venezuela og Cuba. Det er en skam.

    Karen Secher: Men der er alligevel et stykke vej fra at være utilfreds med en tv-station, syntes den er underlødig, eller bedriver dårlig journalistik, til så at lukke den. Altså – hvad vil Hugo Chavez opnå ved det?

    Niels Lindvig: Ja, det er der, men for ham er det selvfølgelig traumatisk et eller andet sted henne, at man oplever en tv og radio-station, slå sig sammen med kupmagere, og den mand som så bliver indsat som ny præsident eller overgangsfigur, og fjerner Højesteret og fjener parlamenterne Nationalforsamlingen og alt muligt – at medierne møder op og sværger ham troskab på kupnatten. Det er selvfølgelig problematisk for Chavez, så han er på en hævner, det er der ingen tvivl om, hvad han så vil med det, det kan man undre sig lidt over, for faktisk så har de radio- og tv-stationer som har været meget kritisk overfor ham, de har ændret tonen en lille smule i de senere år, fordi de ved godt han går efter dem. Det er heller ikke alt for godt, selvfølgelig, det han siger han vil – det er at han vil skabe en national public service-station som skal lave radio og tv. Nu er der ikke så mange der tror på at Hugo Chavez vil holde nallerne fra at blande sig, for det ligner ham ikke, så man har ret til at have en vis portion skepsis overfor hvad han har gang i. Men samtidig retfærdiggør det ikke den type journalistik RCTV har bedrevet, og eftersom de aldrig har undsagt den selv, eller beklaget den, så kan jeg ikke have ondt af at de bliver lukket, men jeg kan også godt være bekymret over for hvad det er Hugo Chavez vil. Det er ikke særligt klogt i lyset af, at omverdenen altid er meget hurtig til at fordømme Chavez, som en despot og diktator, også selvom han ikke er det.

    Karen Secher: Men tusinder går alligevel på gaden for at demonstrere imod lukningen. Hvorfor er den så så populær – hvis det er så ringe og så gennemskueligt kampagnejournalistik?

    Niels Lindvig: Nu må man. Det er altså lige netop den station der sender Hvem vil være millionær og en masser soap-operas, og sådan noget i Venezuela, og det kan folk godt lide. De er lidt bekymret over at alle de her brasillianske farvelade-komedier og så videre, og gameshows. Det er jo en station som ejes af folk som har et stort netværk ud over hele Latinamerika og USA også. Så de har de populære shows, og dem vil folk jo helst ikke undvære, og derfor vil de også – mange af dem gå i demonstration for at bevare.

    Karen Secher: Tak, Niels Lindvig, Orienterings Latinamerika-medarbejder, for den analyse.

    På det såkaldte Press Freedom Index der årligt udarbejdes af Reportere uden grænser, kan man se at Venezuela og Cuba er placeret som henholdsvis, nummer 115 og 165 ud af ialt 168 lande.

  • Reporters sans frontier – Russia: Anna Politkovskaya.
  • Reporters sans frontier – Reporters Without Borders issues its 2007 annual press freedom survey (s. 55 om Cuba, s. 66 om Venezuela).
  • Opdate 25/5-07. Orientering sendte igår et indslag om ‘den franske medieverden’. Problemet var her ‘Sarkozyiseringen’ af medierne, der konkret viste sig ved at et større dagblad ikke trykkede en smædeartikel om Sarquzy kort før valget.

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper