1. juli 2015

Lektor: Det har ‘et totalitært skær’ at kalde Danmark kristent, ‘mistænker’ DF for at have en finger med

Når nu det i forskermiljøer ses som antidemokratisk at gå ind for folkeafstemninger, så kan det selvfølgelig også være en anelse totalitært at tage Grundlovens §4 for pålydende: “… den evangelisklutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”. Fra DR Online – Regeringen pointerer: Danmark er et kristent land.

“Danmark er et kristent land. Sådan står der i den nye Venstre-regerings arbejdsprogram, det såkaldte regeringsgrundlag. Og at den sætning er at finde under afsnittet om folkekirken, er helt naturligt, mener den nye kultur- og kirkeminister Bertel Haarder.

… det at pointere folkekirkens særstatus over andre trossamfund med den sætning vækker kritik fra flere kanter.

Lone Ree Milkær, der er formand for Humanistisk Samfund, synes, det er en unødvendig pointering af skillelinjer. Som humanist og agnostiker, der ikke bekender sig til ‘transcendente magter’, som det kræves for at være et trossamfund, føler hun sig ekskluderet med den formulering.

… Også lektor og ph.d. Jeppe Bach Nikolajsen, der underviser på Menighedsfakultetet, finder formuleringen problematisk, fordi han ikke mener, den holder rent deskriptivt.

– Vi har over hundrede anerkendte trossamfund i Danmark; vi har jøder, muslimer, ateister og agnostikere. Også historisk har vi haft forfattere, forskere og politikere, der har været ateister, og som har betydet meget for dansk kulturarv. Hvis man vil bruge sætningen normativt eller som en værdipolitisk markering, så er det en anden sag. Men der er et totalitært og diskriminerende skær over det udtryk, som jeg finder problematisk, siger han.

Han undrer sig over, at Venstre med sin baggrund i grundtvigianismen ikke i højere grad har betonet trosfriheden og mistænker Dansk Folkeparti for at have haft en finger med i spillet.”

Oploadet Kl. 12:19 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer


2. februar 2010

Thomas Hoffmann: – vanskeligt for mig som forsker at påstå jihadister fortolker islam forkert

Religionsrapport’en på P1 er sjældent værd at høre, og med Malene Fenger-Grøndahl som vært, forventer man ikke det store når islam er emnet. Denne uges udgave om forholdet mellem islam og terrorisme var ikke desto mindre en undtagelse, idet P1 gav plads til både sociologiske og filologiske forklaringer. Ann-Sophie Hemmingsen fra DIIS stod for det sociologiske, og aflirede i tyve minutter de samme banaliteter, vi fornyligt hørte fra Manni Crone og Lene Kühle på samme kanal.

Det filologiske stod lektor Thomas Hoffmann for. Indledningsvis fortælles det, at han skrev ph.d. om ‘Koranens poetiske kvaliteter’, og han omtales derfor belejligt som Koranforsker, ikke islamforsker. Programomtalen flyder med eufemismer (Muhammed “påtog sig en rolle som hærfører”), men selvom Malene Fenger-Grøndahl flere gange forsøgte at dreje samtalen væk fra kilderne, så lykkedes det ikke helt, og man må sige, at Thomas Hoffmann var opgaven voksen. Vi har med andre ord en universitetsforsker der udtaler sig om islam, på baggrund af islam – helt uhørt.

  • 1/2-10 Religionsrapport, P1 – Islam og terrorisme – er der en sammenhæng? (57 min).
  • Delvis transkription.

    Malene Fenger-Grøndahl: Jeg spurgte Thomas Hoffmann, hvad han som Koranekspert, kan sige om forholdet mellem muslimernes hellige tekst på den ene side, og den terrorisme der begås med henvisning dertil på den anden side. Misbruger og fejlfortolker terroristerne Koranen, eller er der rent faktisk stof i Koranen der kan legitimere terrorisme, voldelige handlinger, angreb på civile.

    Thomas Hoffmann, lektor: Ja, altså, jeg vil sige, at Koranen og den meget vigtige tekstsamling der hedder hadith, som handler om Muhammeds gøren og laden, og de tidlige muslimers gøren og laden, de er jo spundet ind i en mere sammenhængende fortælling om Muhammeds og de tidlige muslimers liv. Og den her fortælling er i høj grad en fortælling om konflikter, og også om væbnede konflikter, om voldelige sammenstød og overfald. Det er jo fortællingen om Muhammed og de tidlige muslimers fødsel som samfund i Mekka, og hvordan de langsomt bliver undertrykt af de polyteistiske mekkanere, som fører til at Muhammed og hans samfund må udvandre fra mekka, og så udvandrer de så til det der bliver Medina, og derfra etablerer de så at sige en slags islamisk stat, eller en islamisk styreform, og ud fra den her islamiske stat, der kæmper de, indgår de i konflikter med mekkanerne, med de omgivne beduinsamfund, og også internt i det medinesiske samfund med muslimer, der opfører sig som såkaldte hyklere eller andre religiøse samfund såsom jøderne, som kommer til at lide en krank skæbne i Medina senere hen. Så der er masser af voldeligt krigsmateriale i såvel Koranteksterne, i hadithteksterne, som i selve teksterne om Muhammeds liv, og de her tekster her om Muhammeds liv, de fremstår jo, for de fleste muslimer som, hvad skal man sige – eksemplariske, som noget der er forbilledligt – Profeten er ”uswa hasana’ det skønne eksempel, det er ham man skal se op til både i ånden, og i praksis. Og det er derfor, at når moderne muslimer spejler sig i Muhammed og Muhammeds tid, som var en voldelig og konfliktfyldt tid, så kan der let komme sådan en slags spill over-effekt, hvor det her krigeriske potentiale fra Muhammeds tid, genspiller sig i moderne nutid.

    Malene Fenger-Grøndahl: Så der er altså noget potentiale, til at se verden som konfliktfyldt, og måske også til at legitimere det, at man kæmper aktivt. Men mange muslimer vil jo også sige, jamen islam betyder jo egentligt fred, det kommer af samme rod som ordet salaam, fred, og hele formålet med Koranen og islam, det er at man skal leve i fred med Gud, med sin omverden og med sig selv, og det er det vi får anvisninger på i Koranen. Og det er så en fuldstændig anderledes udlægning. Hvis vi så går ind og zoomer ind på Koranen, hvad står der, hvad er det for nogle ting der står som afspejler den her tilblivelseshistorie, som du har skitseret.

    Thomas Hoffmann: Ja, Allerførst vil jeg gerne lige kommentere det her med at islam skulle betyde fred. Det er også lidt af en moderne fortolkning, der er kommet til, i lyset af, at der har været så meget kritik af at islam er en krigerisk religion, og det er ganske rigtigt, at salaam har samme rod som islam – altså fred. Men egentligt kommer ordet islam af verbet aslama, som betyder at underkaste sig. Og hvem underkaster man sig, man underkaster sig Gud, som er Herren, som er Kongen, som er universets hersker. Så den oprindelige etymologi er knap så fredsorienteret, som den her nye, som er ved at komme i spil, men som jeg altså tror er kommet i spil, fordi der er netop den her massive diskurs omkring islam som en krigerisk religion ik’. Men det er jo sådan set kun godt at muslimer vælger at begynde at omtolke etymologien, for på den måde at fokusere på det fredselskende element i navnet. Men det er som sagt en tilsnigelse, både historisk og også etymologisk.

    Malene Fenger-Grøndahl: … hvad er det så der står i den her Koran?

    Thomas Hoffmann: Fordi at Muhammed var engageret i de her kampe mod forskellige dele af sin omverden, og som Gud ledte ham i, jamen så er der forskellige vers der omhandler de her kampe, hvor Gud så at sige nedsender krigeriske vers. Hvis jeg kan prøve at finde nogle. For eksempel vers 9:29.

    ‘Nedkæmp dem, som ikke tror på Gud indtil de betaler tribut efter formåen og fremstår ydmygede.’

    Der er også andre vers. For eksempel 47:4.

    ‘Når I møder dem, der er vantro, så giv dem hug over halsen! Når I så har slået dem ned, stram da lænkerne, indtil krigen lægger sine byrder, med henblik enten på benådning eller på løskøbelse bagefter!’

    Eller mere martyrorienterede vers. Sura 4, vers 74.

    ‘Lad dem, der vil sælge det jordiske liv for det hinsidige, kæmpe for Guds sag! Den, der kæmper for Guds sag, vil Vi give en vældig løn, uanset om han bliver dræbt, eller om han sejrer.’

    Og det var lidt den win-win situation for de tidlige muslimer, at hvis man ikke blev dræbt, så var der i hvert fald en god chance for at man kunne vinde bytte, krigsbytte. Og hvis man blev dræbt, så kom man så at sige i paradis på et wild card, som martyr.

    Malene Fenger-Grøndahl: Det er jo også det vi hører, at nogle terrorister henviser til i dag i nogle efterladte dokumentere eller videoer, at de opfordrer andre til at følge i deres fodspor, og de siger, at det her, det gør de af nødvendighed og fordi det er korrekt ifølge religionen, og også med udsigt til den her vinding, at komme i paradis. Er det så fuldstændig korrekt islam?, eller korrekt Koranforståelse?

    Thomas Hoffmann: Det er jo vanskeligt for mig som ikke-muslim, at hævde muslimer fortolker deres religion forkert. Det kan godt være jeg synes det er moralsk forkert – det synes jeg selvfølgelig, men det er vanskeligt for mig at sige som forsker, at han eller hun som vælger at gå i martyrdøden i en selvmordsaktion, har fortolket islam forkert. For de kan jo ofte henvise til forskellige vers i Koranen, som netop henviser til martyrtraditioner eller til jihadtraditionen, hvor man kæmper mod uretfærdige herskere, eller hvor man kæmper for udbredelsen af islam. Der er jo simpelthen, dels passagerne i Koranen og i hele det helligtekstlige univers, og så er der også en lang og prominent historisk tradition for jihad, som de også kan henvise til. Alt sammen det udgør til sammen en meget – i bogstaveligste forstand – sprængfarlig cocktail som kan bruges til at legitimere forskellige former for væbnede konflikt.

    Malene Fenger-Grøndahl: Du har både nævnt nogle vers der generelt handler om det at bekæmpe en fjende, men også et vers der er mere martyrorienterede. Hvad med det her jihadbegreb, hvordan optræder det i Koranen?

    Thomas Hoffmann: Altså, ordet jihad kommer egentligt af verbet jahada, som betyder at stræbe, og det, selve den rod af arabiske bogstaver – ordet er bygget op af rødder, det forekommer cirka små 40 gange i Koranen. Så det er egentligt ikke så meget, men til gengæld er der talrige gange i Koranen, hvor drab og det at dræbe omtales, eller ‘ghital’, kamp. Og i den henseende er det sådan set lige meget om der står jihad eller ‘ghital’, det indgå stadigvæk i en overordnet religiøs diskurs og legitimering af konflikt.

    Malene Fenger-Grøndahl: Når du sidder som Koranforsker, så har du de her enkeltstående vers, hvor du kan konstatere, at der er de her begreber der går igen. Men hvad med den sammenhæng de indgår i. Kan du sige noget om det?

    Thomas Hoffmann: For det første er det meget meget vanskeligt område at finde ud af, hvad versenes sammenhæng er, men den islamiske tradition har jo selv bygget et helt korpus op omkring de såkaldte [arabiske begreber], altså hvornår, og under hvilke omstændigheder blev dette eller hint vers åbenbaret. Og der vil det ofte være sådan, at til et krigerisk vers, for eksempel sura 9, vers 5.

    ‘Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Gud er tilgivende og barmhjertig.’

    Der vil der i den udenomskoraniske litteratur være en masse fortællinger om, hvad var de mere præcise historiske omstændigheder omkring lige præcis det her vers. Og der vil man sige, at det handlede om Muhammeds kamp mod mekkanerne, og der var nogle traditioner om at man ikke gik i krig med hinanden i de fredhellige valfartsmåneder, og det er simpelthen det de henviser til. Så på den måde yder den islamiske tradition sin egen kontekst til de her lidt mere løsrevne Koranvers, som kan være svære umiddelbart, hvis man bare tager en Koran og læser den, at finde den eksakte kontekst på.

    Malene Fenger-Grøndahl: Man kan sige terrorisme, er jo i almindelige definitioner også karakteriseret ved at det er drab på civile, og det er for at opnå en større sag, men du rammer ikke nødvendigvis dem der vil gøre dig ondt, men rammer nogle, så du skaber frygt. Altså netop det her med at du rammer, det vi vil kalde uskyldige. Er der steder i Koranen, hvor du vil sige, at det bliver legitimeret direkte?

    Thomas Hoffmann: Nej, det vil jeg synes ville være for meget af en tilsnigelse. Man kan sige, at Koranen jo egentligt ikke rigtigt opererer med begrebet civile eller krigsførende. Altså dem man gik i krig med, de var fjenden hele bundtet. Enhver mand var en potentiel modstander, og at kvinder og børn ikke skulle dræbes, det havde måske mere at gøre med, at de kunne bruges som bytte, som slaver. Det var heller ikke nødvendigvis sådan, at man dræbte mænd, man kunne også netop bruge dem som slaver. Det er ikke noget der er specielt for islam, det er typisk nær-orientalsk måde at føre krig på.

    […]

    Malene Fenger-Grøndahl: … at der er historiske eksempler, som kan inspirere de unge til vold – det er der ikke nogen tvivl om understreger Koranforsker Thomas Hoffmann. For igennem islams historie, der har der faktisk været en del eksempler på at der er blevet udført krigshandlinger med henvisning til Koranen og begrebet jihad.

    Thomas Hoffmann: Det har ikke været så ualmindeligt igen, når først det islamiske storrige, ligesom har fået etableret sine faste grænser, så er alle de her grænser, de ligger jo ud til krigens hus, til de ikke-muslimske områder. Og der var der altså op gennem tiden en stærk og prominent tradition for, at fromme muslimer de drog til de her udkantsområder for at virke som muhajedinere, som hellige krigere i de her udkantsområder, hvor man så kunne gøre indfald i fjendeland. Og det var ligesom sådan en del af islams ‘elan vital’, en aktivistisk from måde at vise, at man var muslim på. Man havde også visse asketiske træk, at ligesom drage helt ud til verdens ende og kæmpe mod de vantro.

    […]

    Malene Fenger-Grøndahl: Nogle vil jo sige, der er sociologiske og politiske forklaringer på de her konflikter. Hvorfor er det så Koranens sprog, som vi ser de her konflikter umiddelbart bliver formuleret i?

    Thomas Hoffmann: Jeg vil ikke sige, at der er tale om et enten eller. Der er selvfølgelig sociale, politiske og globale årsager til moderne jihadistisk terrorisme, men det er klart, at når vi har en kanonisk tekst som Koranen, og også hadith og hele Muhammedtraditionen, som er så eksplicit orienteret omkring krig og kamp, så ligger det lige for, at tage til sig og bruge som legitimeringsmateriale for jihadisterne og for terroristerne. Og samtidig har den islamiske tradition jo også en helt særlig legitimitet i forhold til alle mulige andre politiske ideologier og traditioner. Det er trods alt 1400 år, som man ikke sådan lige helt kan bortfeje. Man har svært ved helt at se bort fra, at Muhammed var en kriger på forskellige leder og kanter. Så det udgør klart en del af legitimeringsmaterialet.

    Malene Fenger-Grøndahl: Hvis man så vil blive på den banehalvdel, og sige, at vi simpelthen er nødt til at anerkender islams betydning for mange muslimers selvforståelse, og historien og traditionerne. Hvor meget ligger der så i Koranen og i traditionen omkring islam som kan trække i den anden retning, som man kan bruge, så at sige til at afmontere jihadisternes argumenter, og tiltrækningskraft på unge troende mennesker.

    Thomas Hoffmann: Jamen, der ligger rigtigt meget, men ofte er det sådan, at det er så at sige, som en slags forbehold. Altså det kan være vers der handler om at man skal vise en vis tilbageholdenhed i forhold til krigsaktiviteter, at man skal være tilgivende, men selve det krigsmæssige, undsiges så at sige aldrig, men er simpelthen en del af den legitime tradition, og der må jeg sige, at der tror jeg der påhviler den islamiske tradition en kæmpestor omfortolkning, genfortolkningsopgave de næste mange år. Hvor vi jo er på vej i det internationale samfund, hvor det krigeriske per definition er forkert. Men vi har altså en tekst, som er opstået i en tid hvor det krigeriske og det at dø for en Gud, at kæmpe for en Gud, ikke i sig selv var problematisk, det var tværtimod bevis på at man tilhørte den sande tro, og man var villige til at gå i døden for sin tro. Det her grundmateriale er selvfølgeligt vanskeligt at komme uden om, også når store dele af den islamiske verden befinder sig i voldsomme konflikter med repressive regimer, der ligesom kalder på modstand, og de her regimer har så at sige udtørret enhver form for politisk modstand, og der er næsten kun det islamiske tilbage, som yder rum for at italesætte sin modstand. Så er det jo klart, at så er det den mest prominente og mest åbenlyse tradition man kan trække på, selvfølgelig, den islamiske.

    […]

    Malene Fenger-Grøndahl: … det er selvfølgelig et meget meget lille mindretal, der reelt griber til våben i islams navn, og som begår drab på civile, men vi ser det dog. Når vi nu sidder med Koranen, der er kommet i en dansk udgave eller dansk oversættelse, tænker du så, når du ser den her bog, at det er sådan en bog som man oplagt kan bruges som krigsmanual, eller som Naser Khader har skrevet i en blog fornyligt, ‘Koranen har et voldsinstinkt, vi må gøre op med’. Altså ser du denne her bog egentligt, som en voldelig eller farlig bog, eller hvordan skal vi forstå den.

    Thomas Hoffmann: Jeg vil nødig italesætte Koranen som udelukkende en voldelig og farlig bog, men det er klart, det er en potent bog, netop fordi der er en hel del krigeriske vers i den, men det er ikke kun Koranen i sig selv, det er også den tradition der knytter sig til Koranen. Altså, hele Muhammedbiografien og hans liv, som var et konfliktfyldt liv, og ligesom den kombination af Muhammeds forbilledlige, men konfliktfyldte liv, og så Koranvers, som kan være meget krigeriske og som jo tænkes at afstamme direkte fra Gud, hvilket gør kritikken af den bliver en smule prekær. Det gør jo, at det uomtvistelig bliver en bog som – jeg vil ikke sige – det lyder måske lidt alarmistisk, at sige den er farlig, men den kan blive farlig i de forkerte hænder.

    

    1. september 2009

    Lektor Lisbet Christoffersen om jura, der “også forholder sig til folks religiøse normer”

    Et hængeparti fra forrige måned. Lektor Lisbet Christoffersen var gæst i Religionsrapporten på P1, og selvom hun på alle måder argumenterede for at lade sharia indgå i dansk ret, så var det tydeligt, at det ikke var nemt for hende at tale om hverken islam eller muslimer. Hun eksemplicerer først problemstillingen i længder med et eksempel fra en jødisk skole i England, og da hun direkte blev spurgt, hvorvidt der var andre lande, der var længere fremme, så henviste hun til krav fra den lutherske kirke i Finland.

    Hendes overordnede pointe var, at hvis ikke dansk lov mødtes på midten med islamisk ret, så ville der opstå parallelle retssystemer. Hun var ifølge eget udsagn, ikke uvidende eller naiv, men det lød sådan, selvom hun indirekte henviste til de igangværende konflikter i Nigeria, der fint opridser scenariet. Bruger vi ikke sharia i dansk ret, så kan det ende med kampe i gaderne for sharia. Velkommen til religion i det 21. århundrede.

  • 13/7-09 Religionsrapport, P1 – Religion i det 21. århundrede.
  • Delvis transkription.

    Lisbeth Meléndez, P1: Vi lever i et samfund der bliver mere og mere sekulariseret, men betyder det at religionens rolle er ved at være udspillet. På Københavns Universitet afsluttede man sidste år et forskningsprojekt, der netop fokuserede på religionens rolle i det 21. århundrede. Jurist og lektor Lisbeth Christoffersen Fra Roskilde Universitet, var koordinator for projektet, og hun er ekspert i kirke- og religionsret, og hun er med her.

    Og Lisbet Christoffersen, hvad kom i frem til. Er religionens rolle ved at være udspillet?

    Lisbet Christoffersen, lektor: Nej, det er den jo ikke. Og man kan også diskutere, om den der grundide om at vi lever i et samfund der bliver mere og mere sekulariseret, nu er rigtig. Vi lever vel både i Danmark og i Europa og i verden idag, i samfund hvor man kan tale om at religion er kommet tilbage på dagsordenen. Det betyder ikke at den grundlæggende forestilling om adskillelse af politik og religion for eksempel, at den er ophævet, men det betyder at religion er kommet tilbage, både i den almindelige samfundsmæssig dagsorden, og også i det politiske, på en måde som man ikke havde forestillet sig, da man i slutningen af 60’erne havde den her sekulariseringstese, som betød at religion ville forsvinde.

    Lisbeth Meléndez: Som jurist er din tilgang til religionens samfundsbetydning i høj grad den retslige, og jeg ved du lige nu er optaget af en sag fra England, hvor en jødisk skole er blevet dømt for at afvise end dreng, da man vurderede, at drengens mor ikke var ‘korrekt jøde’ i forhold til nogle af de andre ansøgere på skolen. Hvorfor synes du lige præcist, at den sag er interessant at hæfte sig ved?

    Lisbeth Christoffersen: Det den handler om, hvis jeg skal fortælle lidt mere om baggrunden. At i England har en lang række offentlige skoler lov til at have, eller offentlige skoler lov til at have religiøst præg. Vi vil nok stadigvæk kalde dem friskoler, altså de er offentlige i den forstand, at de er finansieret omkring 90 pct. af staten, og resten af forældrene eller forskellige former for fonde. Hvis de her religiøst identificerede offentlige skoler, eller religiøse friskoler, får for mange ansøgere i forhold til hvor mange pladser de har, altså hvis der simpelthen er efterspørgsmål på dem, og det er der, så har de lov til at anlægge en politik for hvem de gerne vil optage. Og denne her skole det handler om, er en jødisk skole, og de havde så anlagt den politik, at fik de for mange elever, så ville de lægge vægt på at have jødiske børn som elever. Og så bliver spørgsmål jo – hvem er et jødisk barn? I den her konkrete sag var der tale om en dreng, hvis far var jøde, og det var ikke omdiskuteret, han var jøde, det var de enige om. Hans mor mente også at hun var jøde. Hun var omvendt gennem en omvendelsesproces, og havde identificeret sig selv som jøde, og var blevet identificeret som jøde i den synagoge hvor hun var blevet omvendt. Så familien mente altså at den var hel-jødisk. Moderen var ikke født som jøde, og den synagoge hvor hun havde været gennem en omvendelsesproces, var ikke en del af en ortodoks jødisk selvforståelse, men var en mere liberal synagoge. Den her skole anlagde en politik som sagde, at de ville opfatte jødiskhed, enten som dem der er født som jøder, eller dem som har været gennem en ortodoks omvendelse. Hun faldt klart uden for deres kriterium for hvem der er jøde, og hun faldt udenfor kriteriet for hvem der er jøde, på den måde, at udgangspunktet i jødedommen er, at det er moderen som videregiver jødiskhed. Men hvad er så den juridisk dimension i den, ja den ene side, er at skolen siger, det er en del af religionsfrihed, at skoler kan få lov at identificere sig selv med et religiøst mærkat, og det er en del af religionsfrihed, at vi kan få lov til selv at bestemme hvad jødiskhed er. Medens modparten, staten og moderen der, sagde, det er racediskrimination. Det er udtryk for en opdeling af mennesker mellem racer, når man lægger vægt på hvilket blod man er født med. Så gør man jødiskhed til en race. Og det var det sidste argument som vandt. Altså jeg synes jo generelt, at retten meget ofte får den funktion, at vise hvilke konflikter der er i et samfund aktuelt, og det betyder også, at hvis man gerne vil kigge på konflikter mellem religiøse og sekulære værdier i de europæiske samfund i dag, så er det retslige materiale et enormt interessant sted at få viden fra, simpelthen.

    Lisbeth Meléndez: Men er det noget nyt, at vi har den her type konflikter. Har vi ikke altid haft dem.

    Lisbeth Christoffersen: Jov, det har vi måske nok, fordi det er hele tiden nogle kampe hvor det handler om, hvor meget skal så et religiøst livssyn betyde, man kan sige, at hele folkekirkens historie, har vi haft den type kampe, og i folkekirken har det så landet med, at der hele tiden er blevet skabt nye muligheder for at man kan opretholde en religiøs dimension i sit liv, samtidig med at det sekulære livssyn fylder ind. De aktuelle kampe i folkekirken, handler så om, hvor meget plads, skal der så gives til mennesker som ønsker at anlægge et fuldstændigt klart religiøst livssyn. Og det er der også nogle eksempler på.

    Lisbeth Meléndez: Er det her så en problematik, der er forholdt de vestlige lande, eller er det noget man ser sådan helt globalt i takt med, at flere og flere samfund er inde i sådan en sekulariseringsproces.

    Lisbeth Christoffersen: Altså, Grace Davie har talt om, at det er Europa som er den store undtagelse.

    Lisbeth Meléndez: Hvem er Grace Davie?

    Lisbeth Christoffersen: Det skal jeg forklare dig. Grace Davie er en engelsk religionssociolog, der har talt om, at det er Europa, der er den store undtagelse, fordi når man kigger ud over verden i dag, så kan man ikke tale om, at der er en igangværende meget kraftig sekulariseringsproces. Man kan derimod tale om at sekularisering og en kraftig stigning i religiøsitet går hånd i hånd, og hvis Europa skal opfattes som et meget sekulært sted, så er det Europa der er undtagelsen. Og det vil sige, og det ved vi jo alle sammen, at kigger man rundt i muslimske lande, eller i Indien for eksempel, eller i Sydøstasien, eller i Afrika, eller i Sydamerika, så vil man alle steder se den her type konflikter mellem forskellige typer af livssyn. At vi har de konflikter alle steder, er vel et resultat af globalisering, altså at vi overhovedet ved om det, og at vi derfor påvirker hinanden, er et resultat af globaliseringen.

    Lisbeth Meléndez: – Og det er vel et paradoks kan man sige, at samtidig med at religionen tilsyneladende betyder mere for flere mennesker, samtidig med at samfund måske, altså sådan politisk, bliver mere sekulariseret.

    Lisbet Christoffersen: Altså, der ligger ihvertfald en form for paradoks. Jeg tror vi er på vej ind i en ny kamp om hvor skarpt, det her skal opstilles som en konflikt, og i hvor stort omfang skal det lade sig gøre, at forene de der forskellige normative livssyn. Altså, meget religiøse og meget sekulære vil på en måde meget gerne tage hinanden i hånden, og sige, enten er man religiøs eller også er man seulær, og det tjener begge parter på. Hvilket vil sige, at begge parter bygger hinanden op, ved at skabe sådan et klart billede af, hvad religion er.

    […]

    Lisbeth Christoffersen: … hvor Reformationen jo netop viser, at det er muligt at fastholde de statslige organisationer, som de fælles organisationer, som så også understøtter religionernes eksistens i samfundet. En af mine kollegeer i Oxford, sagde her, da jeg talte med dem i sidste uge, at måske var vi på vej hen imod, hvad man kunne kalde ‘an anglican Islam’, altså en eller anden form for, en eller anden form for statslige støtte, også til, eller anerkendelse af, eller plads til i det offentlige rum, også for andre trossamfund.

    Lisbeth Meléndez: Det handler vel også om, at Islam ikke alene kan kaldes en indvandrerreligion. Det er jo en del af vores europæiske religionsbillede nu.

    Lisbeth Christoffersen: Ja, det er det. Ligesom Jødedom er det. Ligesom Hinduisme er det, og ligesom diverse udgaver af Kristendom er det. Det som hele tiden diskuteres i europæiske, og også nordiske og danske organisationer af den ene eller anden slags, er hvordan kan staterne medvirke til at sikre…

    […]

    Lisbeth Christoffersen: For halvtreds år siden var dansk ret, dansk ret, og havde udelukkende sit udspring i Folketinget. Og det vil sige, at vi kunne meget klart adskille, dansk ret fra andre landes ret, og fra europæisk ret, og fra international ret. Vi vidste hvordan vi skulle få international ret trukket ind i dansk ret og så videre. Det der er sket med medlemskabet af EU, med mange internationale samarbejdspartsorganisationer og så videre, det er at retten udspringer mange steder fra. Og når vi er ved at vænne os til at retten udspringer mange steder fra, så bliver det lukket en anden æske op, som har været lukket i 2-300 år. En æske der handler om, at kan man også i Danmark forestille sig religiøse retssystemer. Det var jo det vi lukkede ud af Danmark med Reformationen, da vi brød med kanonisk ret, og vi fik altså et monolitisk retssystem. Altså et enhedsretssystem. Og det fik vi så først helt gennemført i løbet af det næste århundrede, men i hvert fald fra midten af 1700-tallet, kan vi tale om at vi har et enhedsretssystem i Danmark. Det er som om, at muligheden for at der kan skabes retlige normer mange steder, er blevet åbnet igen. Og der må man så sige, at i hele Vesteuropa forsøger man at fastholde, at det helt afgørende skel, ligger mellem religion og ret, religionen kan ikke skabe ret. Men det gør vi samtidig med, at vi udmærket ved, at vi har kanonisk ret lige ved siden af os. Den katolske kirkes retssystem, som har betydning for medarbejdere i den katolske kirke, på ejendomsforhold og så videre. Det er en debat der har været lukket op, i hvert fald i England, hvor ærkebiskoppen Rowan Williams sidste år rejste spørgsmålet, skal vi overfor sharia, lukke øjne og ører, lagde som om den ikke er her, eller skal vi på en eller anden måde, forsøge at få koblet sharia med common law, sådan at det bliver et fælles retssystem, hvor man trækker fra forskellige kilder. Eller er vi på vej ind i parallelle retssystemer.

    Lisbeth Meléndez: Hvordan skulle det fungere i praksis?

    Lisbeth Christoffersen: Ja, det skulle fungere i praksis, for eksempel på den måde, at man hele tiden fastholder, at de engelske domstole er det sted, hvor tingene bliver afgjort, og alle forskellige retlige normer bliver vejet sammen. Og det er jo det, der er et eksempel i den sag vi startede med at tage, med den jødiske skole ik’. Fordi det den domstol skal tage stilling til, det er, hvad er race, hvad er racediskrimination, hvad er religion, hvad er religiøse normer, og i hvilket omfang er de normer, som den her skole har lagt til grund, udtryk for religiøse normer, og i hvilket omfang er det udtryk for racediskrimination. Det er jo et klart eksempel på, at man er nødt til at forholde sig til, altså et klart jødisk-retsligt normsystem, altså om hvem er jøde, og hvem er ikke jøde.

    […]

    Lisbeth Meléndez: … kunne man forestille sig en for eksempel britisk, eller lad os bare sige, en dansk domstol skulle forholde sig til, hvorvidt en kvinde for eksempel havde forbrudt sig mod sharia, og derfor skulle dømmes, eller hvordan skulle man afveje det. Vi snakker jo ikke om at inkorporere sharia i det danske retssystem for eksempel.

    Lisbet Christoffersen: Jamen, den der sag jeg taler om, den handler jo om, hvad er forholdet mellem jødisk retstænkning og hvad skal man sige – britisk common law-tænkning. Og det er klart, at man kan starte med at sige, at det afviser vi, vi vil slet ikke forholde os til den type normer, men så får man heller ikke løst sagen, og det er det der er problemstillingen. Altså, vi har i forvejen masser af, jeg går ud fra du tænker på familieretlige problemstillinger lige nu ik’.

    Lisbeth Meléndez: – Ja, for eksempel.

    Lisbet Christoffersen: – Og inden for de områder, der er jo meget stor, om jeg så må sige – åbne rum i dansk familieret, hvor man kan indgå aftaler. Der er selvfølgelig også regler fastsat, men dansk familieret, bliver jo, siger mine kollegeer der har forstand på det, mere og mere åben, og mere og mere aftalebaseret, det er parterne der indgår aftaler. Det som er den store udfordring, det er hvordan vi så vil forholde os til det. Til parters aftaler som er baseret på, hvor aftalerne er baseret på religiøs opfattelse. Vil vi sige, at det må man ikke. Hvorfor må man ikke det? – hvis man godt må indgå aftaler som er baseret på økonomi, eller på magtforhold, eller på seksualitet. Det er den type diskussioner, hvor det for mig at se, er langt sundere, og sige, når parterne indgår aftaler, eller indenfor de områder af familieretten, som er aftalebaseret, så må vi tage stilling til, om de aftaler er rimelige, og som ser ordentligt ud i forhold til dansk ret i øvrigt. Og der er to andre modeller til rådighed. Den ene er at sige, vi vil slet ikke have med det at gøre, og den anden er at sige, at så er vi hoppet over i et parallelt retssystem, så kan i bare løse jeres retsproblem over i det andet retssystem – det synes jeg er en farlig udvikling. Det er en farlig udvikling, hvis man accepterer, at sige – I har lavet sharia-aftaler, så må i få dem løst efter shariadomstole, hos imamer og sådan noget. Jeg ville langt hellere, at man sagde, okay, I har lavet en aftale, vi skal have løst konflikterne i den, hvad er det for nogle normer det drejer sig om. Og så holde det inde i det dansk retssystem. Vi har selv behov for, at der er jurister der tør omgås, også religiøse normer, uden at blive bange, men som tør at analysere og vurdere, hvad er det for en type, altså hvad fører det her til ik’.

    Lisbeth Meléndez: … er det uløselige konflikter, der kommer ud af, at koble menneskers religiøsitet med sekularitet?

    Lisbet Christoffersen: Ja, det er der er jo ikke nogen tvivl om. Jeg sidder her og taler for en fredelig løsning, hvor man forsøger at kombinere og skabe rum til alle, og så samtidig finde ordentlige resultater, men forudsætningen for at man kan skabe sådan nogle fredelige løsninger, hvor man også forholder sig til folks religiøse normer, det er jo, at folk også vil være med til det. Altså forudsætningen det er jo, at folk ikke selv gerne vil skabe egne lukkede rum, hvor de selv får lov til at bestemme i en form for parallelsamfund. Der er jo ikke nogen tvivl om, at der er en stigning i grupperinger, som ønsker at skabe egne lukkede rum. Det ser vi ude i verden, vi ser kæmpe-alvorlige konflikter i lande som Nigeria, hvor man ligesom kæmper fra domstol til domstol. Skal denne her domstol være baseret på sekulær ret, eller skal den være baseret på kristne normer, eller skal den være baseret på islam. Altså, jeg mener – det er jo ikke fordi jeg er naiv, og ikke ved, at sådan ser verden ud. Jeg forsøger bare at pege på, om ikke der er andre muligheder.

    […]

    Lisbeth Meléndez: … er der nogen der har taget første skridt i forhold til måske, at tage hensyn til religiøse normer, når det handler om retslige spørgsmål.

    Lisbet Christoffersen: For eksempel i Finland er der en konservativ bølge på vej i den lutherske kirke, hvor man i stigende grad… siger, at det er klassiske bibelske værdier, som skal lægges til grund… i Litauen….

    […]

    Lisbet Christoffersen: … meget større synlighed, netop af Islam, ind i Danmark, og der har vi jo fået en professor nu, Jørgen S. Nielsen, en professor i islam og moderne islamisk tænkning, og han viderefører en række af de diskussioner og undersøgelser med henblik på netop at se, er det muligt at kombinere islamisk tænkning og moderne europæisk tænkning. Det er et område, hvor man kan sige, at forskningen fortsætter i en slags eller anden slags spydspids… Så er der det her juridiske eller samfundsmæssige område, hvor man kan sige, at det nok bliver tydeligere og tydeligere, at samfundets institutioner, som du sagde det, er sekulære, og hvor jeg mener, og hvor mange forskere med mig mener, at vi står lidt ved en vejskel, altså at vi kan vælge tre forskellige veje – enten kan vi helt lade være med at forholde os til det, området omkring religion, eller vi kan bevidst privatisere religion… og på den måde bevidst skubbe religion ud af den offentlige diskurs, og også institutionernes diskurs. Eller vi kan sige, at religion er en dimension i tilværelsen, og det skal vi få til at fungere sammen med de andre.

    (Lisbet Christoffersen, bagved bl.a. Jørgen Bæk Simonsen og Jørgen S. Nielsen)

    

    25. januar 2009

    P1-vært: “Danskernes forhold til religion er præget af fordomme” – Naveed Baig er helt enig

    P1-værten Iben Tranholm er interviewet til seneste udgave af Information, og det er, som det fremgår af avisens opfølgning artige sager – Danskerne er ræligjøse analfabeter.

    “Danskerne er religiøse analfabeter, som hverken forstår eller respekterer mennesker, der har en tro.

    Det siger teolog og vært på P1-programmet Religionsrapport, Iben Thranholm, til dagens udgave af Refleks.

    “I Danmark er intet helligt. Jo måske ytringsfriheden,” siger hun og betegner Muhammed-tegningerne som “et strålende eksempel” på den “grundliggende uvidenhed”, som præger danskernes forhold til religion.

    Flere religionsforskere og imamer giver hende ret i, at danskerne generelt ved alt for lidt om religion og ofte er både bange og afvisende over for troende, uanset hvilken religion de tilhører…

    Danskernes forhold til religion er præget af fordomme. Og mange har et meget negativt billede af religion,” siger hun og mener, at det er en af hovedårsagerne til, at debatterne om tørklæder i danske retssale, Fadervor i folkeskolen eller Muhammed-tegningerne bliver så skingre. Hun mener også, at danskernes manglende viden om og respekt for religion gør, at vi ofte er ude af stand til at forstå de religiøst baserede konflikter i verden…

    Imam Naweed Baig fra Rigshospitalet kan godt genkende det billede, Iben Thranholm tegner af danskerne…

    “De fleste danskere ved kun det om religion, de har lært i folkeskolen, og de ved især meget lidt om religiøse følelser,” siger han. “Dem ved de ikke, hvordan de skal tackle.”…

    Naimatullah Basharat er imam ved Nusrat Djahan Moskeen i Hvidovre og bekræfter ligeledes, at mange danskere er bange og famlende over for det religiøse. Det oplever han bl.a., når danskere besøger hans moske.

    “De har mange fordomme om, hvad man må og ikke må og er generelt meget usikre over for det religiøse og over for mig som religiøs autoritet,” siger han og bekræfter, at den generelle viden om religion også er meget lav.”

    Naimatullah Basharat er ahmedya-muslim, og hvis danskerne har (ukorrekte) fordomme om hans religion, så er det nok fordi de har fået fortalt at de er muslimer. Ahmedyaerne anerkendes ikke som muslimer af andre muslimer, blandt andet på grund af deres moderate tilgang til centrale problemstillinger. Naweed Baig stammer i lighed med Basharat fra Pakistan, men tilhører mainstream-islam og er medstifter af Muslimer i Dialog.

  • 23/7-06 Uriasposten – Naveed Baig…: Hvornår muslimer har pligt til at dræbe anden muslim….
  • Se evt.

  • 24/12-05 Uriasposten – “Det er ikke et kors, det er ikke en halvmåne, men et hjerte”...
  • Opdate. Hans Hauge har en pointe, men løsningen kan aldrig blive mere religion.

  • 29/1-09 Kristeligt Dagblad – Ateister indtager medierne.
  • Ateister kan hindre integration. Ateisternes antireligiøse budskaber kan føre til en bred fjendtlighed mod religion, og hvis der på skoler og uddannelser breder sig et religionshad, rammer det indirekte islam. Ateisterne tør ikke påstå, at islam er fup, for så ville de få ørerne i maskinen.” (Hans Hauge)

    

    30. december 2008

    Kirsten Sarauw: “Tørklædet er et effektivt redskab … til at adskille muslimer fra alle andre.”

    I seneste udgave af Religionsrapporten på P1, blev der bragt et indslag om ‘afkristningen af Betlehem’, og herunder blev det blandt andet fortalt at kristne flyttede fra byen, fordi det blev sværere og sværere at finde ægtefælle, idet muslimer ikke tillod ægteskab med kristne, og et kærlighedsforhold væk fra islam havde store personlige omkostninger.

    Fra gårsdagens Kristeligt Dagblad. Fremragende kronik af Kirsten Sarauw – Tørklædet er et signal på den apartheid, muslimer ønsker.

    “Skik følge eller land fly er et gammelt prøvet råd til enhver, der slår sig ned i et fremmed land. Det retter de fleste indvandrede befolkningsgrupper her i landet sig da også efter. Kun ikke en del af vore muslimer, der gennem årene har stillet det ene særkrav efter det andet, som reelt indebærer det omvendte: at det er den danske befolkning, der skal imødekomme og tilpasse sig muslimsk skik og brug.

    Under avisdebatten i forsommeren 2008 om dommertørklædet diskuteredes også det betimelige i islamisk tørklæde på hovedet af ansatte i andre offentlige institutioner, derunder i hospitalsvæsenet.

    En ung kvindelig læge, Najah Azaquoun, begrundede i den anledning (Jyllands-Posten den 19. juni) sit valg af sløret med, at hun gerne vil vise, at jeg er muslim. At det af mange patienter vil opleves som særdeles forstyrrende på den rent faglige læge-patient-relation at skulle forholde sig til behandlerens religion, faldt hende overhovedet ikke ind. Hun kunne kun tænke sig, at afvisning af tørklædet skyldtes racisme…

    Det islamiske tørklæde er begrundet i nogle vers i Koranen og er en del af det hellige lov- og vejledningskompleks, som kaldes sharia, og som omhandler alt fra trossager, straffelov, social adfærd, ægteskabslovgivning og krigsførelse til hvilken sko, der først skal på og brugen af tandstikkere. Idéen bag sharia er, at mennesker aldrig skal komme i en situation, hvor de selv skal afgøre, hvad der er rigtigt og forkert. Altså et menneskesyn, der er ekstremt ydrestyret. Autoriteten befinder sig uden for mennesket i en guddommelig lovgivning, som er absolut og ufravigelig… Som denne lovgivnings vogtere står så yderligere autoritetspersoner i familien, slægten og klanen, foruden imamerne, som kan fortolke loven…

    I et demokratisk samfund er der altid tvivl. Det er omkostningen, men en omkostning, som er selve hjertet i de demokratiske processer. Tvivlen hører det menneskelige til. Tvivlen får os til at stille spørgsmål, søge nye løsninger, lytte til andres forslag, drøfte muligheder, tage fejl, tage skylden på os, kritisere og tåle kritik… Ethvert dansk barn oplæres til at tage ansvar for sig selv, styre sine driftsimpulser og selv bære konsekvenserne af sine handlinger. Sådan har det i alle fald været indtil for nylig. Langsomt i løbet af opvæksten internaliseres (indvendiggøres) en overordnet etisk instans til afgørelse om rigtigt og forkert, godt og ondt, sandhed og løgn i barnets bevidsthed. Denne instans, som det myndige individ (ideelt set) rådfører sig med livet igennem, kaldes samvittigheden…

    Det bevidste og frivillige valg af islamisk tørklæde – især på hovedet af unge, veluddannede kvinder, som nøje ved, hvad de gør – er just en sådan afgrænsning. Uanset mange personlige nuancer i fortolkningen af tørklædet handler dette valg overordnet set om at fastholde en religiøs og ideologisk totaltydning af tilværelsen, hvis vandmærke er et autoritært menneskesyn, hvor ikke den enkeltes personlige samvittighed, men en ydre, detaljeret guddommelig lovgivning er øverste myndighed.

    Tørklædet er et effektivt redskab i den muslimske bekendelse og mission til at synliggøre islam over alt i det offentlige rum og til at adskille muslimer fra alle andre. 95 procent af den hurtigt voksende muslimske befolkning ønsker ikke at gifte sig ind i den indfødte danske befolkning. Reelt et ønske om apartheid, som tørklædet er et slagkraftigt signal om til resten af samfundet.

  • 22/12-08 Religionsrapport, P1 – Hvem var Jomfru Maria? (“mange unge kristne flygter fra byen…”).
  • Oploadet Kl. 13:40 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer
    

    25. december 2008

    Krybbespillet…

    For et par dage siden kunne man i Politiken, Berlingske Tidende mv. læse, at Københavns biskop lillejuleaften skulle tale i Danmarks ældste moské. Moskéens imam, Naimatullah Basharat, ville bruge anledningen til at fortælle om ‘Jesus i Koranen’, og Erik Norman Svendsen så hele begivenheden som “udtryk for, at man respekterer hinanden og viser, at man kan leve fredeligt sammen på trods af forskellig tro”. En forholdslang artikel fra Ritzaus Bureau, men det oplyses ikke at moskeen er ahmediyyaernes – dvs. tilhører en islamisk sekt, der på grund af sin liberale tilgang til Koranen og manglende accept af militant jihad, ikke anerkendes officielt som muslimer, og forfølges i islamiske lande.

    Islam er alt og intet, og alle kneb gælder i den multikulturelle folkeopdragelse.

    Når Søren Krarup undertiden siger noget om danskernes kristne arv, der kan tolkes ekskluderende for (herboende) muslimer, så går P1 forarget til kamp med diverse Grosbøll-troende. Forleden havde P1s Religionsrapport sat fokus på Kirke og kristendom i det ny Rusland, og her blev de dobbelte standarder blotlagt. Ortodoks-misisonerende Connie Meyer fortalte indlevende om det russiske folks religiøse ‘længsel’, og tilføjede så henkastet: “Dostojevskij siger det jo så flot et sted, at man ikke kunne være russer uden at være ortodoks”. Studieværten var tavs, og selvom Ruslands ortodokse kirke procentvis har færre tilhørere end den danske folkekirke, så var det tilsyneladende et ukontroversielt udsagn.

    Det er 1. juledag.

  • 19/12-08 Avisen.dk (Newspaq) – TV 2 fravælger Jesus i julen.
  • 23/12-08 Kim Thomassen (ReligionBlog) – DR`s versliggørelse af julen, hvor meget plads levner vi til Jesus i denne jul?
  • “Danmarks Radio serverede den 19.12.08 den årlige juleshow for tredje gang fra Aalborg Kongres og KulturCenter. Http://www.dr.dk/DR1/juleshow Showet var udmærket med en flot opsætning med livende musik, men manglede det væsentlige. Bort fra et skjult juletræ og melodien “White Christmas” var det faktisk egentlige ikke noget om, hvorfor vi fejrer højtiden. Det kristne julebudskab handler om Jesus fødsel i en stald julenat, som det er beskrevet i Lukas-evangeliet kap 2-vers 1-21. Juleberetningen sætter kontraster op for os. På en mark udenfor Bertlehem skete det uforklarlige. Hyrder holdt nattevagt ved deres hjord, uventet stod en Herrens herlighed strålende omkring dem, men de blev bange og fandt senere Jesusbarnet i en krybbe, men spørgsmålet er, hvor meget plads levner vi til Jesus i denne jul?. For mange danskere er julen noget med nisser, flæskesteg, and, risalamande gaver, hygge, men det er ikke det centrale i julen, men Jesus.”

  • 25/12-08 Daily Telegraph – Priest puts mosque in Nativity scene .
  • “The miniature mosque, complete with a minaret, was included in the skyline of Bethlehem in the nativity scene at Father Bonzani’s Our Lady of Providence church in the northern port of Genova.”

    Peter Kurrild-Klitgaard i Berlingske Tidende, (24.XII.2008).

    Neo-hedensk kapitalistisk korrekt julekrybbe
    Som omtalt forleden har julens komme ført til en politisk korrekt udrensning af kristne symboler fra diverse indkøbscentres udsmykning til fordel for alskens folkeovertros krims-krams. Ret beset må de gode kapitalister jo selv om det – men holdt man sig til den slags principielle synspunkter, ville Groft sagt snart løbe tør for emner.

    Så lad os i stedet konstruktivt hjælpe de neo-hedenske kulturrelativister lidt på vej: Hvis f.eks. kristne julekrybber er udrenset, kan man jo bare lave en multikulturel én. Vi foreslår et lille, blidt Muhammed-barn, gerne med en scimitar i den ene hånd og en Thorshammer i den anden, omgivet af sine ugifte forældre: en buddhistisk fader på overførselsindkomst og en moder, der er marxistisk-ateistisk folkekirkepræst. Staldens dyr er nu udrydningstruede mikrober, sponsoreret af Scientology. De Hellige Tre Konger er jo repræsentanter for et paternalistisk hierarki, så ud med dem og ind med én konge, én dronning og én uspecificeret minoritet, der hver overbringer gode velfærdsstatslige gaver, såsom Udjævning, Højere Offentlige Udgifter og Nihilisme. Glædelig kwanzaa og god aura-læsning til alle!

  • 24/12-08 Yahoo News – Opinion, Ann Coulter: My triumph over Kwanzaa!.
  • Den årlige…

  • 24/12-08 P4 Fyn, DR – Udlændinge redder julemiddagen (også på DAB Nyheder).
  • 24/12-08 Politiken – Muslimer sikrer kollegers juleaften.
  • “Juleaften er travl… Derfor skulle man tro, at det var vanskeligt at finde chauffører, som er villige til at droppe julemiddagen i familiens skød.

    Men hos Taxa-Fyn er det ikke noget problem.

    Her fejrer en stor del af chaufførerne nemlig slet ikke jul, fordi de er muslimer, og derfor kan de etnisk danske chauffører nå hjem til julemiddagen, siger direktør ved Taxa Fyn, Peter Kjærgaard, til dr.dk.”

  • 25/12-08 DR Update – Muslimer har reddet julen.
  • Amen.

    

    15. december 2008

    P1 om religionsfremmende religiøsitet, religionsfobi og fornuftige ideer hentet fra sharia

    Hvadenten P1 sætter multikultur eller religion på dagsordenen, så ender det altid med et knæfald for islam. Katolske Iben Tranholm var vært – lutheraneren Birthe Rønn Hornbech var gæst.

  • 8/12-08 Religionsrapport, P1 – Kan religion hæmme integrationen.
  • Svarene var naive, spørgsmålene stupide – tre eksempler.

    Iben Tranholm (1): Kunne man forestille sig integrationen være have forløbet anderledes, havde gået lettere i Danmark, hvis flere folk [kristne danskere, Kim] havde haft forbindelse til deres religiøse rødder end det er tilfældet?

    Iben Tranholm (2): Selvom vi ikke snakker ren ateisme, men sådan her den jævne kulturkristendom som ikke er særligt engageret i den danske folkekirke, og som måske frygter religion, hvordan er den opstået denne her frygt for religion – har du nogen ide om hvor den kommer fra – den her religionsfobi, som du også har nævnt.

    Iben Tranholm (3): Hvordan ville du have det med, hvis muslimsk lovgivning – eller muslimsk tankegang, altså sharia skulle få indflydelse på dansk lovgivning, hvis der kom et parti som rent faktisk havde fornuftige ideer, men det var hentet fra sharia. Ville du så mene i et demokrat, at det var i orden.

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper