1. august 2012

Nordkorea-apologet Geir Helgesen, tidl. medlem af revolutionære Sosialistisk Ungdomsforbund & DKP

Sommergæsten på P1 var igår Asienforskeren Geir Helgesen, der har gjort Nordkorea-apologi til sit speciale. Jeg så ham på TV2 News sidste år, og han taler tydeligvis fra et udgangspunkt, der frikender kommunismen som ideologi, og friholder Nordkorea fra ansvar, alt imens Vestens revses for ikke-dialogsøgende tiltag. At han er tidligere medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, og som ung kultursociolog flirtede med diktaturet i Nordkorea kommer ikke som en overraskelse – det præger i høj grad hans nuværende analyser.

En lille detalje må med. Han fortæller undervejs i samtalen, at han som 14-årig meldte sig ind i det han beskriver som ungdomsafdelingen af SF’s norske søsterparti. Det er ikke helt korrekt. Han var formand for Sosialistisk Ungdomsforbund, en revolutionær ungdomsorganisation der i forbindelse med dannelsen af Arbeidernes kommunistparti i 1973 skiftede navn til Rød Ungdom.

(Geir Helgesen, leder af Nordisk Institut for Asien Studier, KU; Youtube)

Delvis transskription af Så er nordkoreanerne heller ikke værre (P1, 31. juli 2012).

P1-vært: Du har været der en del gange i det der bliver kaldt verdens mest lukkede land, Nordkorea… Et eller andet sted, Geir, så er det blevet din rolle i debatten, at sige, ah men, så skøre er de altså heller ikke.

Geir Helgesen: Ja, det tager jeg gerne på mig. Der er jo 23 millioner koreanere i den nordlige del af landet…

[…]

P1-vært: Du har rejst i Nordkorea, været der en del gange. Hvad er den største og vigtigste forskel på livet i Nordkorea og livet vi har her hos os?

Geir Helgesen: Vi har nok været ligeså fattig engang her også, men det er et mangelsamfund. Det et samfund i konstant krise, og folk bliver nødt til at tænke på hvordan de skal overleve. Der er et regime som i de gode år, det vil sige i 70’erne og 80’erne sørgede for alt for folk, men når krisen kom, og det skal ikke sammenlignes med den krise vi taler om her, så var den så fundamental, at regimet ikke længere magtede at levere det der skulle leveres. Ingen varme i husene, ingen lys, kun sjældent i hvert fald – mad måtte man ligesom prøve at finde ude på landet, og langsomt kom der markeder hvor man kunne købe fra private og så videre. Det er den kæmpe forskel. Og så er der den kulturelle forskel

P1-vært: Helt grundlæggende, så er der vel også den forskel, at Nordkorea er et undertrykkende diktatur, mens vi er et frit demokrati. Vi kan tage til Sydkorea, hvis vi har lyst til det, og det kan de ikke i Nordkorea.

Geir Helgesen: Nej, det er en stor forskel, men jeg synes nok at medierne og nu også dig, gør lidt for meget præcist ud af den forskel, fordi hvis man kigger på hele regionen, så har vi jo også demokratier i Østasien, men de er jo ikke demokratier på samme måde som vores demokratier. Det er jo ikke ret mange år siden at sydkoreanere som skulle rejse ud i verden, måtte gå på nogle kurser for at lære at ikke blamere sig. … Man har altså samfund hvor ledelsen føler et kæmpeansvar overfor befolkningen, fordi de ikke rigtigt kan, de er som børn der skal styres. Det er en forskel som bliver forstærket i et diktatur.

[…]

P1-Vært: … den her lukkethed, er det også en del af din fascination af landet.

Geir Helgesen: Man kan sige, at jeg valgte et speciale, som viste sig at være meget eksklusivt, kan man sige. Der var ikke rigtigt så mange andre der fokuserede på Nordkorea. Egentligt mener jeg Sydkorea er mere fascinerende, men jeg burde nok have valgt Cuba, der er jo dejligt vejr, smukke damer, god musik og så videre.

P1-vært: Det stod heller ikke skrevet nogle steder, at du skulle blive Nordkorea-ekspert, eller Eksperten, fordi er der egentlig andre end dig i hele Norden? Er i nok til at holde en konference?

Geir Helgesen: Nej, ikke i det nordiske. Det er vi ikke, og jeg tror nok jeg uden at overdrive, kan sige at jeg kender Nordkorea-eksperterne i verden med fornavn, har trykket deres hænder, og har siddet ved konferencer med dem og så videre. … Jeg ved ikke om jeg er den eneste i Norden, men jeg er den man meget tit spørger om de her ting.

[…]

P1-vært: … det politiske greb dig allerede som 14-årig.

Geir Helgesen: Ja, jeg kommer fra et meget politisk hjem. Min far var aktiv fagforeningsmand. Han var medlem af det norske kommunistparti, men på trods af det blev han altså valgt som tillidsmand, fællestillidsmand og så videre for en masse mennesker i Norsk Hydro hvor han arbejdede, og var tit til forhandlinger inde i Oslo… Som 14-årig, til min fars store fortrydelse, så meldte jeg mig ind i Sosialistisk Ungdomsforbund og blev formand – som var SF’s ungdomsgruppe. Og var den yngste landsmødedeltager i Oslo for SF’s første eller andet landsmøde i 1964.

P1-vært: Så det havde du med i ungdomsårene der, og da du er 18-19 år der skal du så ud og se verden.

Geir Helgesen: Træt af Norge, vil jeg sige… Så kommer jeg til København…

P1-vært: Der er vi omkring maj 1969. Havde du lagt langt hår?

Geir Helgesen: Jeg tror ikke jeg havde langt hår da jeg kom, men det varede ikke ret længe før det blev langt, lyst og krøllet. Det er rigtigt.

P1-vært: Sådan var det jo, dengang. … Hvor kommer Nordkorea ind i billedet. Hvornår kommer du første gang ind på det koreanske.

Geir Helgesen: Uha, det er jo mange år senere. Fordi så vil jeg gerne være pædagog, og kommer ikke ind på seminariet…

P1-vært: Du bliver altså pædagogog, du bliver også børnehaveklasselærer, og så kultursociologi, og så Nordkorea – hvor kommer det ind?

Geir Helgesen: Det er jo en tilfældighed… Dengang var jo på venstresiden, og blev også medlem af DKP, og jeg var kommunalbestyrelsesrepræsentant i Lejre kommune for Socialistisk Liste i en otte års periode, men der var DKP jo sådan set en politisk kraft for venstresiden i Danmark, og ikke sådan – det var ikke helt umuligt at være med, man var ikke idiot hvis man var med – vores rektor på KU var sådan set også medlem, og der var vigtige kunstnere og kulturpersonligheder som var medlem af det parti, så det var sådan set bare en naturlig del af dansk politik.

Land & Folk som var DKP’s avis havde en kæmpefestival i Fælledparken hvert år – Land & Folk-festivalen som var en Københavnerbegivenhed, og derude står der nogle folk fra den nordkoreanske venskabsforening. Og de uddeler propagandamateriale, og jeg falder i snak med dem, og spørger på et tidspunkt om de skulle til Nordkorea. Og de siger, at det skal de om en måneds tid. Har I plads til en til, spørger jeg. De siger ja, hvorfor ikke, og hvis du vil med, skal du bare betale turen til Moskva, og så kører det ellers. Og det var starten på min Nordkorea-karriere, kan man sige – lidt tilfældigt.

… så var vi i Moskva så vidt jeg husker tre dage… vi boede på ambassaden… og så rejste vi videre til Nordkorea. … Det sovjetiske samfund dengang var meget strikt… Vi fik en ikke særlig god oplevelse i Moskva, og så kom vi til Nordkorea, hvor der stod yndige små piger i nationaldragter og blomster og tager imod os. Der er ikke nogen der kigger i vores kufferter, og vi bliver behandlet som landets ophøjede gæster, kan man sige, og vi oplever slet ikke, her i begyndelsen af 80’erne, at Nordkorea er et fattigt samfund. Selvfølgelig ser vi også kun hvad de ønsker at vise os. Vi er der et par uger. Jeg er der sammen med nogle som er professionelle venner, som ikke stiller spørgsmålstegn om noget som helst, synes jeg, i Nordkorea. Jeg er alligevel så meget kultursociolog, at jeg hele tiden spørger mig selv, hvorfor dit og hvorfor dat. Hvad er forklaringen på det. Og der besluttede jeg mig… at det vil jeg selv prøve at finde ud af, og det har jeg gjort lige siden.

P1-vært: Men det, at de her professionelle venner, som du var med – de skulle vel ud og se hvor fint og kommunistisk det var, hvor velfungerende…

Geir Helgesen: Hvor fint og koreansk det var. Fordi det der med kommunismen, det er sådan lidt staffage, det er lidt noget de har været tvunget til i en periode. Nu har de jo nærmest kemisk renset deres forskellige programmer og sådan noget, både for Marx, for Engels og Lenin. Nu er der kun Kim’erne tilbage, og Korea har aldrig været særligt kommunistisk i den forstand. De har været meget nationalistiske, og de har været meget koreanske i den måde de har tolket deres kommunisme på.

P1-vært: Hvornår var det her. Hvornår var din første rejse.

Geir Helgesen: Den første rejse var, og jeg er ikke 100 pct. sikker på at om det var ’83 eller ’84, men deromkring.

[…]

Geir Helgesen: Det var jo det internationale, uretfærdigheden i den store verden, som optog os på venstrefløjen meget, og ikke så meget de lokale ting. Det er jo mere kedeligt at beskæftige sig med kloakering i kommunerne eller børnehaveklassers normering, men kampen mod undertrykkelsen, det har – havde – stor betydning for os, der var unge dengang. Nu var det Spanien og fascismen der, men Vietnamkrigen, det var nok det der stod som det helt helt store i vor politiske verden.

P1-vært: Geir Helgesen, nu fortalte du lidt om dit første besøg i Nordkorea. Hvor besøgte du første gang Sydkorea?

Geir Helgesen: Det var efter tre besøg Nordkorea, hvor jeg også skrev lidt nogle artikler i Politiken, Information og Land & Folk, at jeg blev opsøgt af nogle folk fra den sydkoreanske ambassade, som sagde at de havde holdt lidt øje med hvad du skriver, og jeg opdagede jo meget hurtigt, at de jo ikke var helt glade for det, men de var heller ikke helt, totalt kede af det. Fordi jeg forsøgte faktisk allerede dengang, at balancere tingene. Jeg er ikke tilhænger af det system, men det er ikke så sort/hvidt som medierne stadigvæk, dengang og nu, fremstiller det. Jeg synes der er forskellige nuancer…

[…]

Geir Helgesen: … mange af mine kolleger siger at der slet ikke sker noget i Nordkorea, at det er totalt fastfrosset, men jeg kunne se, med sytten års afstand [1987/2004, Kim], at det ikke var så reglementeret mere, de så mere forskellige ud, de var (mere) klippede på samme måde, de havde ikke det samme tøj, de samme farver og så videre og så videre. Der var kommet små boder med mad og frugt og tingeltangel i baggaderne, private restauranter og der var en helt anden stemning – privatbiler, ikke ligesom i Seoul, men en hel del privatbiler i bybilledet.

[…]

P1-vært: Det vi ved om Nordkorea… hvor vi egentligt det fra?

Geir Helgesen: Der er stadigvæk en masse konstruerede nyheder, som bliver fabrikerede af efterretningstjenester i Sydkorea, muligvis i USA. Hvor man ligesom giver det en ekstra tand, fordi der er altså kræfter i verden der har brug for at have en regulær fjende.

P1-vært: Når der så i internationale medier kommer historier ud om KZ-lignende forhold, at styret torturerer, at hvis man ejer en Bibel så bliver hele familien sendt afsted til fangelejre -. er det så forkert? Er det måske rigtigt, eller måske forkert? Eller?

Geir Helgesen: Det er, en hel del af det er sandsynligvis rigtigt, og meget af det er helt sikkert rigtigt. Så det vil jeg ikke tilbagevise, og jeg vil ikke prøve at skønmale Nordkorea. Mit ærinde er mere at sige, at hvis vi vil ændre de forhold, hvis vi positivt vil ændre situationen for mennesker der har det rigtigt rigtigt svært – hvad er så bedst?

[…]

P1-vært: Vi tager udgangspunkt i individet, de tager udgangspunkt i gruppen. Er de ligeglade med individet. Betyder det ikke noget om der er en fra eller til?

Geir Helgesen: Det er nok for meget sagt, men den enkeltes lykke hænger jo så i meget meget større grad sammen med fællesskabets lykke. Vi er kritiske overfor stærke ledere… hvor imod man i Østasien går efter stærke ledere… Gruppen ønsker faktisk en leder, som har magt til at gøre de ting som gruppen som helhed ønsker.

Oploadet Kl. 17:42 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


19. juli 2012

PET-chef Jakob Scharf om de ‘idealer’ som ‘Che Guevara stod for’: “… fundamentalt vigtige og rigtige”

Faste Urias-læsere vil vide, at tidligere PET-chef Hans-Jørgen Bonnichsen i sin ungdom ‘flirtede med kommunismen’. Magasinet Sommergæsten på P1 havde i dag hidkaldt Jakob Scharf som gæst, og her er der flere interessante oplysninger om PET’s nuværende chef, manden der ifølge ubekræftede oplysninger boede i kollektiv som ung DSU’er.

Spredte citater fra PET-chefen og revolutionen – et langt interview, der kun afbrydes af musik udvalgt af Scharf, herunder hyldestsange til Che Guevara og Aicha, lidt klassisk violinspil til minde om Oluf Palme og et par numre af Gasolin og U2.

Jakob Scharf, PET: For mig er PET’s vigtigste opgave at hjælpe med at beskytte de grundlæggende værdier, som det danske samfund bygger på. At beskytte friheden, demokratiet og retfærdigheden.

[…]

Jakob Scharf: … en lang periode i gymnasiet, der troede jeg, at jeg skulle være journalist…

[…]

Jakob Scharf: Jeg var to år i Brussels, arbejdede på den danske EU-repræsentation, og arbejdede således i hele EU-systemet. … Brussels var en fantastisk by at bo og arbejde i. Det betyder rigtigt meget for mig, og den sang vi skal høre nu, som altså også kom til at betyde meget for mig, fordi den blev spillet hele tiden i min bil rundt i Brussels, så var det den jeg hørte. Og den har jeg holdt fast ved siden. (præsenterer Khaled’s Aicha)

P1-Vært: – og hvis der var nogle der synes det lød lidt som Outlandish, så er det ikke helt forkert. For Outlandish har lavet deres egen version af Aicha, som de udgav i 2002, og det var seks år efter at Khaled, som vi hørte her, udgav den første og originale version af Aicha.

Jakob Scharf: – og selvom jeg holder meget af Outlandish, så er det også den bedste version.

[…]

P1-Vært: En hyldest til Commandante Che Guevara ‘Hasta Siempre, Comandante’. En klassisk spansk-cubansk sang, Jakob Scharf, chef for PET – hvor kom det fra?

Jakob Scharf: Arh, jah, jov, jeg overvejede også længe om jeg skulle tage den med blandt mine musikønsker, men blev enig med mig selv om, at jeg synes det var det rigtige at gøre. Fordi det er en sang, som betyder noget for mig, og det er også en sang som for mig symboliserer nogle ting for mig der er rigtigt vigtige. Der er selvfølgelig meget revolutionsromantik i den her sang, og jeg forstår godt det kan være svært at se for sig, at en chef for en efterretningstjeneste, som i høj grad har som opgave at bekæmpe mere voldelige ideologier, at det kan være et rigtigt underligt valg. Men, for mig at se, uden jeg skal være den store revolutionsromantiker, så er det vigtigt, at man har idealer. Det er vigtigt at have nogle idealer om at sikre samfund, der er baseret på frihed, lighed, på retfærdighed. Og det er vigtigt også, at arbejde for de idealer. Men det er klart, at netop i forhold til Che Guevara, i forhold til den cubanske revolution, der er det en sang, der selvfølgelig også minder om, at det der kan være en kamp for de rigtige idealer, meget let kan udvikle sig til fornyet undertrykkelse, fornyet ufrihed, og det derfor er så vigtigt, at når vi kæmper for vores idealer, at det så foregår indenfor demokratiets grænser.

P1-Vært: Che Guevara var jo revolutionær, troede på væbnet kamp.

Jakob Scharf: Ja, og hvor det man kan sige, at hvor den cubanske revolution startede som en helt åbenbar vigtig kamp for frihed, lighed og retfærdighed, det udviklede sig jo altså til at være en meget blodig kamp, udviklede sig blot til en fornyet form for undertrykkelse og ufrihed. Men de idealer som den cubanske revolution, eller en revolutionshelt som Che Guevara stod for – er nogle fundamentalt vigtige og rigtige idealer. Det er måden man forsøger at nå de idealer, som kan være problemet.

P1-Vært: Det her sort/hvide verdensbillede, det kan du godt forstå, man som ung godt kan have.

Jakob Scharf: Jov, og jeg synes det er vigtigt, at man som ung har sine idealer… at man som ung har brug for sort/hvide billeder. At der er noget der er rigtigt, at der er noget der er forkert. … Det ændrer ikke ved, at idealerne er vigtige, både når man er ung, men også når man bliver ældre. Og hele tanken om, at der er noget der grundlæggende er rigtigt, og noget der grundlæggende er forkert, er også meget vigtigt.

Posten er under udarbejdelse.

Oploadet Kl. 18:24 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer


5. august 2008

Museumsdirektør Tinna Damgaard: “… vi har brug for den der kulturelle mangfoldighed.”

Sommergæsten på P1 torsdag i sidste uge, var historiker Tinna Damgaard, der som direktør for Roskilde Vikingemuseum fik små 88 minutter til at redegøre for sit daglige arbejde med at formidle historien om vikingerne og Vikingetiden. Det blev en meget afslørende forestilling.

  • 30/7-08 Sommergæsten, P1 – Tinna Damgaard.
  • Fra dialogen.

    Tasja Parize: … hvad skal vi bruge et Vikingemuseum til?

    Tinna Damgaard: … vi har en tro på at ved at vide noget om den historie der går forud, og de erfaringer tidligere generationer har gjort, at forholde den til den erfaring vi selv har i vores dagligdag, kan få en mere kvalificeret måde at forholde os til vores fremtid på. At det kan påvirke vores valg. Kort fortalt siger man jo tit, at man skal forsøge at lære af historien. Det troede jeg også engang, det tror jeg ikke så meget på mere. Fordi der er så utrolig mange eksempler på at folk er nødt til at gøre deres egne erfaringer, og at historien bliver omskrevet politisk, og at det også bliver brugt politisk.

    […]

    Tinna Damgaard, museumsdirektør: En anden meget vigtig rolle museerne har synes jeg, er at nuancere og kvalificere hele vores kulturforståelse, og hele vores opfattelse af sådan de grundlæggende værdier. Og jeg synes, at det for os, der har med Vikingetiden og vikingeskibe at gøre, er en særlig udfordring fordi vi tit bliver meget snævert forbundet med danskhed. Det er for mig meningsløst. I hvert fald historieløst. Fordi Vikingetiden er ikke kun et spørgsmål, det er ikke kun danmarks historie – Vikingetiden er et kulturelt fænomen, som dels udspringer af alle de skandinaviske lande, men som også spreder sig ud over et meget større geografisk område. Og det der binder det sammen, er en kultur som handler om sprog om materiel kultur, forestillingen om hvordan et skib skulle bygges for at være et rigtigt skib, og så videre, og så videre. Men man kan ikke sådan begrænse det indenfor en nations rammer.

    Tasja Parize, P1-vært: Hvad skal vi så bruge det til i dag? – den her viden vi har om at vikingerne de var internationale.

    Tinna Damgaard: Altså, jeg synes at, jeg synes vi skal bruge den til at tænke os lidt om, når vi forholder os til fremmede kulturer. Jeg synes for eksempel hele den debat, hele den kulturkamp der kører nu, hele den diskussion vi har om tørklæder og integration – jeg synes den er, den fortjener nogle gange at få en lidt større perspektiv, hvor jeg nogle gange spørger mig selv, hvordan det kan være vi tror, at mennesker fra andre lande synes, at det er et så kollossalt privilegium at få lov at komme op og bo her, og lære et sprog som tales af fem millioner mennesker, og indordne sig under nogle regler som er vedtaget af fem millioner mennesker. Altså vi er en forsvindende lillebittebitte kultur i den store verden, og det gør jo på den ene side at vi skal værne om den, fordi vi er en meget lille kultur, og vi har nogle særtræk, som meget hurtigt kan blive løbet over ende. Men jeg synes måske ikke, at det er de fremmede der kommer og bor her der er det største trussel – det er måske snarere sådan den store amerikanske kulturmaskine som kværner ind over det hele, og som har en enorm indflydelse.

    Og hvor jeg synes, at når man arbejder med historien, arbejder med Vikingetiden blandt andet, ja, historien generelt, så får man jo et billede af, at vi har brug for den der kulturelle mangfoldighed. Vi har brug for en åbenhed, og noget af det der virker livsfarlig for enhver kultur, det er at blive meget indadvendt og lukket, og forsøge at skabe en form for enhedskultur, ik’. Og lige præcist når vi snakker vikinger og vikingetid, så synes jeg det er interessant at se på, for hvad gjorde vikingerne egentligt – de sejlede jo ud rundt omkring i verden og nogle steder der bosatte de sig, altså de grundlagde byer… Det var vikinger der tog til Irland og grundlagde Dublin, og grundlagde en række af de andre bysamfund der over. Det vil sige, de tog derover, og de blev der altså. De etablerede sig som købmænd og som lejesoldater og alle mulige andre ting. Og det jeg synes er utroligt interessant og påfaldende i den historie, det er at grunden til at vi kan erkende dem som vikinger og som skandinaver i dag, det er jo at de fastholdt deres egne forestillinger om hvordan man skulle navngive sine børn, hvad børnene skulle hedde, de fastholdt deres eget sprog, de fastholdt deres materielle kultur, altså de havde nogle ganske bestemte forestillinger om hvordan tøj skulle se ud for at være ordentligt tøj, hvordan man skulle bygge en båd, hvordan man skulle bygge et hus, og det betyder, at vi altså har haft en befolkningsgruppe derover, som på den ene side har været åben over for mange af de impulser der kom fra omverdenen – også fra det irske samfund, men som samtidig på mange måder har været stok-konservative rent kulturelt. Og der synes jeg det er sjovt at tænke på, at vi snakker om de der indvandrerproblemer vi har i dag med andengenerationsindvandrere der går med kniv, der synes jeg det er sjovt at tænke på de der 10. generationsindvandrere der løber rundt over i Dublin med sværd. Det er en lidt anden problemstilling (griner). Og den form for baggrund for at diskutere integration og for at diskutere jamen hvilken hastighed kan man med rette forvente, at folk kan assimillere sig i det danske samfund med. Der synes jeg det er interessant at se, at når man ser på det vi selv har gjort, så har vi ikke altid selv været lige hurtige, vi har haft nogle værdier vi har forsøgt at holde fast på, og det har faktisk været til fordel ikke bare for os selv, men også de samfund vi er kommet til.

    Tasja Parize: Hvordan kan man få det ind i en museumssammenhæng, så det publikum der kommer her hos jer, de også begynder at tænke de her tanker?

    Tinna Damgaard: Det er jo en kunst, fordi jeg ved ikke noget værre, end når man kommer til et sted, hvor man bliver mødt med en sådan politisk korrekthed og pegefinger, hvor man mærker intentionen med alt hvad der bliver formidlet. Så vi forsøger ikke at møde folk med en, hvad skal man sige – firkantet politisk holdning, eller med en tekst der ligesom er udlagt på forhånd, men vi forsøger jo at give en information om, sådan helt sagligt, hvordan var det faktisk med vikingernes ekspansion. Hvordan var det det var med det her bysamfund i Dublin, og så kan vi jo lave udstillinger, lave formidling som har nogen temaer der knytter an til vore dage. For eksempel havde vi for nogle år siden en særudstilling, som vi kaldte for blodspor, som fortalte historien om vikinger som terrorister…

    […]

    Tinna Damgaard: Hvis jeg prøve sådan at samle lidt på på det vi har snakket om her, så synes jeg vel at noget af det der er interessant når man snakker museer, det er hele den der nuancering af selve kulturbegrebet. Jeg synes det er en vigtig opgave for museerne at forsøge at bidrage til at skabe den der åbne, lidt tillidsfulde og nysgerrige holdning til fremmede kulturer. Og det hænger lidt sammen med den der kulturkamp vi har kørende, hvor jeg synes vi forholder os meget frygtsomt til de fremmede… Det er en af vores opgaver – ikke at komme med den store politiske pegefinger eller bedrevidenhed, men bare gøre opmærksom på de der ting, og bidrage til at nuancere kulturdebatten, og bidrage til at fastholde et mere åbent og nuanceret kultursyn.

    Opdate 7/8-08. Havhingsten ankom torsdag aften til Roskilde Fjord. Tre fotos taget ved Gershøj.

    

    31. juli 2008

    “This report actually undermines cohesion…”

    En nyere historie fra Daily Telegraph. Bemærk afslutningen – Muslim students back killing in the name of Islam.

    “A study on the attitudes of students has found that 28 per cent said killing could be justified if the religion was under attack and another four per cent supported killing in order to “promote and preserve” the religion.

    Over half, 53 per cent, said killing in the name of religion was never justifiable but among non-Muslim students that figure was 94 per cent…

    A third of those surveyed supported the creation of a worldwide Muslim caliphate but 25 per cent opposed it and 42 per cent said they were not sure.

    Half of the students said they would not be supportive of a friend who wanted to leave Islam…

    The National Union of Students said: “We know there is concern about the serious issue of violent extremism on campus, but there is a wealth of evidence to show that this is not widespread. This report actually undermines cohesion and the joint efforts of students, institutions and government in tackling violent extremism.”

    Fænomenet er velkendt, ikke mindst af P1-lyttere, idet kanalen ofte giver taletid til gode mennesker fra det socialkonstruktiviske overdrev. I denne her uge var det klubmedarbejder Anders Glahn, der har arbejdet med unge i Gellerup i 27 år. Ghettoen var ganske enkelt paradis på jord, og det ville alle forstå, hvis blot medierne ikke var så “uetiske”. Hvis blot journalisterne skrev nogle flere succeshistorier, så ville multikulturen blomstre…

  • 28/7-08 Sommergæsten, P1 – Glæderne ved Gellerup (Anders Glahn; 87 min.).
  • Oploadet Kl. 04:48 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper