13. maj 2008

“Hvad bilder de sig ind at komme her og ikke… stræbe efter de samme objekter som os?”

Hvis jeg strandede med ham på en øde ø, så ville han få masser af tid alene til at skrive et paper om brystsvømming som en postmodernistisk patologi. Sociolog Ole Bjerg i Information – ‘De tager vores kvinder …’.

“… Nogle store temaer for tiden er: at muslimske kvinder bærer tørklæder, at muslimer henter ægtefæller i deres hjemland, at muslimer ikke får sig et arbejde, og at muslimske børn kun må få halalkød i børnehaven.

Antipatien mod muslimer synes i disse sager ikke at handle om, at vi som danskere er bange for, at de skal komme og tage noget, som vi begærer (vores kvinder og vores arbejde). Problemet er snarere det modsatte: at muslimerne åbenbart ikke begærer de ting, som er omdrejningspunkterne for vores begær og nydelse. Når muslimske kvinder bærer tørklæde, stiller de sig udenfor den cirkulation af gensidigt begærende kroppe, som finder sted i den danske offentlighed. Og endnu værre bliver det, når muslimer disser hele det danske hvide kødmarked ved at importere ægtefæller fra den anatolske højslette. Og når muslimske kvinder står udenfor arbejdsmarkedet, er det en hån mod den danske arbejdsideologi, hvor den sande selvrealisering jo finder sted på jobbet. Og når de små muslimske poder i børnehaven ikke spiser vores højt besungne grisekød, er det jo bare prikken over i’et.

Man fristes til at sammenfatte vores nationale ubehag ved de muslimske indvandrere med et nyt og mere tidssvarende slogan: ‘De vil jo ikke engang have vores pik, vores arbejde eller vores pølser.’ Hvad bilder de sig ind at komme her og ikke bekræfte vores begær ved at stræbe efter de samme objekter som os?

Det siges, at islam og muslimer i dag er den største trussel mod Danmark og dansk kultur. Hvis der er en sandhed gemt heri, så er det ikke, at muslimer truer hverken retssikkerheden, ytringsfriheden, ligestillingen eller andre frihedsrettigheder, men snarere at de er en provokation mod hele den begærsøkonomi, som strukturerer vores nydelse.

Hvis muslimer truer noget, er det ikke det danske demokrati men nok snarere den danske forbrugskapitalisme. Og måske er det i virkeligheden en endnu større forbrydelse.”

  • 20/11-04 Synsfeltet, P1 – Den sociologiske klassiker: Niklas Luhman.
  • 19/4-08 Agenda, P1 – Hvem vil være maniker?
  • 19/4-08 Information – Sygdomme som en anden sandhed om kapitalismen (anmeldelse af hans seneste bog).
  • 

    5. marts 2005

    Syrisk besættelse af Libanon ifl. P1 & Gade Jensen – Wøhlers Olsen definerer sin tro

    Henrik Gade Jensen i gårsdagens Berlingske Tidende, om den demokratiske dominoeffekt i Mellemøsten. Her blot en smagsprøve Demokratiet marcherer:

    ‘Muligheden for, at friheden overlever i vort land, afhænger i stigende grad af, hvor stor succes friheden har i andre lande … Alle, der lever under tyranni og i håbløshed, bør vide, at USA ikke vil ignorere undertrykkelse eller undskylde dem, der undertrykker. Når I rejser jer for frihed, vil vi stå ved jeres side’. Sådan sagde George W. Bush i sin indsættelsestale 21. januar i år, og klarere kan et lys ikke tændes blandt mennesker i ufrihed. Når mennesker i Libanon hører det budskab, vækkes modet til at gå på gaden. Og friheden marcherer ikke kun ude i den store verden. I vore egne hoveder i Danmark må vi pludselig tale anderledes om verden. Nu tales der pludselig om de syriske ‘besættelsesstyrker’ i Libanon. Hidtil betegnede medierne de titusinder syriske soldater som fredsskabende tropper eller sikkerhedsstyrker, der var sat ind for at stabilisere regionen. Sådan lød remsen fra danske journalister og eksperter i årtier.

    For siden 1982 var det i mediebilledet kun Israel, der besatte Libanon. Reportager fra Beirut var i mange år præget af fjendtlighed over for de kristne, forståelse for palæstinensernes militser og nærmest hadefulde over for USA og Israel. Det er grundigt dokumenteret i Flemming Kofoed-Svendsens bog: »Sandheden det første offer. Om Danmarks Radio og Libanonkrigen« fra 1984.

    Politikens Hanne Foighel, som P1 Morgen i tirsdags bragte et interview med – forklarede helt i tråd med ovennævnte læserbrev situationen således: “… der hersker en meget underlig symbiose mellem Libanon og Syrien.”

    Nu er det jo ikke sådan at ordet ‘besættelse’ ikke bruges flittigt af P1s eksperter, det er så blot helt andre lande og ikke-lande der tales om. Hør eksempelvis følgende to programmer:

    31/7-04 SynsfeltetSyrien i fokus. Med Ole Wøhlers Olsen, dansk ambassadør i Syrien, Libanon og Jordan og Jørgen Bæk Simonsen, leder af det danske institut i Damaskus. Iøvrigt redigeret af vor alle sammens Birgitte Rahbek Pedersen.

    5/10-04 Samfundstanker Ole Wøhlers Olsen (om demokrati og islam).

    Ole Wøhlers Olsen konverterede til islam for 35 år siden, og ser intet problem mellem islam og demokrati. Fine ord, men hvad er det så en form for islam han bekender sig til. Adspurgt: “Tror du på at de love og bestemmelser, og iøvrigt alt hvad der ellers står i Koranen er Guds ord?”, svarer han:

    Wohlers Olsen: Nej. Jeg tror meget er kommet ind undervejs også, indenfor sharia-lovgivningen – at det hele ikke er kommet via Muhammeds åbenbaringer. Det sker jo tit med religiøse tekster, at de ændrer sig efterhånden de blive reproduceret, og man lægger nye og andre ting ind undervejs. På sharia-lovgivningens vedkommende, så skal man tage højde for at det var en lovgivning, som måske var meget passende for et nomadesamfund for 1500 år siden, men i et moderne samfund er der selvsagt en lang række ting som der ikke er taget højde for i sharia-lovgivningen. Øhm, det kan være noget så basalt som færdselsreglerne…”

    

    13. august 2004

    Niels Lillelund giver eksempler på P1s propaganda

    En af de bedre journalister på Jyllands-Posten er uden tvivl Niels Lillelund, der modsat andre borgerlige journalister ikke har berøringsangst overfor ‘farlige’ emner. Fra torsdagens JP København – Vi er jo alle én stor familie på P1, her nogle udklip:

    “Eksperten er Jonas Christoffersen, adjunkt i menneskerettigheder på Københavns Universitet. Han vurderer, at regeringen formentlig vil vinde de sager, der er anlagt ved den europæiske menneskerettighedsdomstol. Interviewet slutter, og så kommer besværgelsen fra studieværten: ‘Og han understreger, at han ikke tilslutter sig regeringens politik.’ Der står sætningen og blafrer i æteren, så underligt alene. Måske har Jonas Christoffersen på
    interviewerens helt usædvanlige ihærdighed fornemmet, at han var ved at bevæge sig ud på dybt vand
    .”
    [29/7-04 OrienteringUdlændingelov til domstolene]

    “Dette er Orientering på Danmarks Radio program 1, det er blidt og sagligt, og det er svært ikke at elske det. De vil os det godt. De oplyser. Om menneskelige forsøgskaniner i Indien, om fupbanker på nettet, om Israel, der igen ignorerer FN, om John Kerrys muligheder i USA, om en motorvej i Congo, om udeblevne tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, der var betænkeligt bekvemt for regeringen, om voldelige mænd, der skal fjernes. Talrige emner fra nær og fjern, så forskelligt og vidt favnende. Og dog så sært ensfarvet, som var billedet af hele den brogede verden blevet blidt retoucheret, så det passede ind i en spisestue med en ganske bestemt farveholdning, som det hedder i indretningsarkitekturen.

    “Når man tænder for P1, er ånden, vor ånd, over det hele; den vælter ud af højttalerne og sætter den lyttendes usikkerhed og famlende holdninger i relief. Ånden er stærk, og det var vel også den, Jonas jeg-er-ikke-tilhænger-af-regeringens-udlændingepolitik Christoffersen pludselig mærkede, da han slagen af rædsel prøvede at gøre skaden god igen. For det er jo ikke det, at her er holdninger på P1. Holdninger er af det gode i journalistikken, ja, de er nødvendige for kvaliteten. Det er heller ikke det, at holdningerne og vurderinger optræder sammen med det faktuelle. Det går fint, så længe man kan skelne. Men det er dette, at holdningerne skygger for det faktuelle, slår den kritiske tanke på munden og efterlader en dyb foruroligende tavshed dér, hvor kritiske spørgsmål skriger på at blive stillet. Sådan er P1-ånden også. Den er tavs og fordømmende og tvinger urene tanker på flugt.”

    At være kritisk, og også selvkritisk, er naturligvis enhver videnskabsmands fornemste pligt, men det passer sig ikke på P1. Her betyder kritisk det samme, som det gjorde for 68-oprøret, nemlig at være kritisk på en ganske bestemt, på forhånd fastlagt måde, mod nogle ganske bestemte ting og aldrig mod sit eget udgangspunkt. Det er også P1’s ånd. Den inviterer nok lytterne inden for, men betingelsen er, at man affører sig en eventuelt medbragt kritisk sans og i stedet ifører sig det ganske stramt siddende jakkesæt, værtinden står klar med.”

    “‘Du er jo en gudbenådet skribent,’ udbrød Rahbek henført. Det kan lyde som en nærmest folkelig litterær nøjsomhed hos intervieweren, men kan også hænge sammen med, at Birgitte Rahbek takkes i Treholts bog som den, der i Danmark utrætteligt har kæmpet for hans løsladelse. Båndene er tætte, og skam få den, som tænker ilde derom. [27/5-04 P1 Morgen 17.15-25.00 min.Synsfelt m/Arne Treholt]

    “Og Georg Metz og Kjeld Koplev bliver halvt fnisende enige om det pudsige i, at danske jøder rejste til Sverige og angiveligt blev modtaget med åbne arme, og tænk så på, hvordan vi modtager i flygtninge i dag! For ikke sandt, det er helt det samme, Somalia i Danmark og flugten over Øresund, ingen anfægter den parallel. Hvem skulle det være? Hvis der er nogen, der kan, så er de ikke inviteret, og de vil ikke blive det.[15/1-04 – Koplevs Krydsfelt m/Georg Metz]

    Oploadet Kl. 20:12 af — Direkte linkSkriv!
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper