9. marts 2007

Hørt på P1: TV2 News var ikke sin opgave voksen, men var “politiets forlængede arm”

Det var nu nok en fortalelse, men selv forsvarsadvokaten kunne ikke følge Claus Hagen Petersen. Fra Ugen på spidsen, hørt på P1 fredag formiddag.

Claus Hagen Petersen, P1: Jeg kunne godt tænkte mig – det der med fjernsynsoptagelser, jeg går ud fra det er, nu sagde du det selv, TV2 News som altså filmede, optog med helikopter over Nørrebro.

Jacob Arrevad, forsvarsadvokat: Jeg tror det var fast kamera fra et tag, men jeg ved det ikke.

Claus Hagen Petersen, P1: Men det har enhver københavner jo kunne opleve den helikopter der flyver rundt. Nu gik vi jo der og troede at pressen var sådan en fjerde statsmagt, der skulle kontrollere de øvrige tre. Den lovgivende, den udøvende og den dømmende. Det virker – det lyder jo som om at, nærmest, at tv her har været den anden statsmagt, altså regeringens, eller politiets forlængede arm.

Oploadet Kl. 23:03 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer
Arkiveret under:


13. januar 2007

Undertegnede i Berlingeren om DRs samarbejde med Politiken – “Den hemmelige alliance”

Fra dagens Berlingske Tidende. Lidt fra en længere artikel af Bent Blüdnikow og Mikael Jalving om DRs samarbejde med Politiken – Den hemmelige alliance.

“DR skal være hele Danmarks TV- og radiostation, eftersom det er danskerne, der betaler gildet over skatten og licensen. Men når DR indkalder eksperter til sine debat- og nyhedsudsendelser, såsom Debatten, Deadline, TV-Avisen og P1s programmer, favoriseres medarbejdere ved dagbladet Politiken. Det viser de tilgængelige tal fra DRs egen hjemmeside.

Således har Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden det seneste år deltaget i 17 programmer på DR, mens Niels Lunde, chefredaktør på nærværende avis, har deltaget tre gange, Carsten Juste fra Jyllands-Posten ligeså og Kristeligt Dagblads Erik Bjerager seks gange. Politikens chefredaktør har – at dømme fra, hvad det er muligt at se på hjemmesiden – deltaget i flere programmer end de tre øvrige chefredaktører tilsammen. Ifølge DR Multimedie er det ikke muligt at gå længere tilbage i søgningen, da DR løbende sletter udsendelser og programmer. Og TV-Avisen og Deadline er kun søgbare den seneste måned.

Også Politikens udlands- og debatmedarbejdere er blandt topscorerne. Det er folk som Anders Jerichow, Vibeke Sperling, Hanne Foighel, Michael Jarlner, Anita Bay Bundegaard og de tidligere chefredaktører Herbert Pundik og Per Knudsen.

Er det en tilfældighed eller udslag af et bevidst valg fra DRs side? Eller skyldes det gammel vane? Og er alliancen mellem de to medier så hemmelig, at end ikke de implicerede er klar over den?

KIM MØLLER er lidt af en landevejsrøver i det danske medielandskab. Han er uddannet historiker og blogger. Hans borgerlige blog Uriasposten er en af de mest populære politiske blogs i Danmark med over 1.000 daglige besøg, og han holder godt øje med DR. Favorisering af Politiken kommer ikke bag på Kim Møller, som siger:

»Jeg følger meget grundigt med i DRs sendeflade, og for mig står det helt klart, at der er en overrepræsentation af Politiken. Tøger Seidenfaden bliver ifølge DRs egne tal brugt mere end Jyllands-Postens, Berlingske Tidendes og Weekendavisens chefredaktører til sammen. Og selv om Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, har været en helt central person i hele 2006, så blev Politikens Mellemøstekspert og kronikredaktør Anders Jerichow anvendt mere end Rose.«

Det kan jo skyldes det simple forhold, at Tøger Seidenfaden og Anders Jerichow er mere interessante at høre på end de andre?

»Man kan da ikke se bort fra, at det er gode og dygtige folk, men det er næppe hele forklaringen. Det kunne jo også skyldes, at DRs folk finder dem sympatiske og vidende, fordi de er enige med dem. Der er en uudtalt alliance mellem DR og Politiken, som udgør en politisk slagside. Mediemastodonten kommer simpelthen ud af balance. Lad mig give et eksempel. Da Ralf Pittelkow og Karen Jespersen i 2006 publicerede deres bog om Muhammed-krisen, var det Tøger Seidenfaden, der blev inviteret ind samme morgen til P1s populære interviewprogram hos Poul Friis. Her sad han i 52 minutter og fik frit slag til at nedgøre bogen. Ville det ikke have været naturligt at invitere Pittelkow og Jespersen? Men da Seidenfadens egen bog om Muhammed-sagen kom, som han skrev sammen med Minoritetspartiets leder, Rune Engelbreth Larsen, så var han selv inde og fik lov til at præsentere den som »det tætteste, man kom på en uvildig undersøgelse«. Denne favorisering af Politiken slår igennem i alle de debatudsendelser, som jeg med iver hører, og man skal jo også blot se på DRs egne tal for de mest benyttede personer, hvor tre af de fem første pladser besættes med folk fra Politiken.«

Er der favorisering også af prioriteringen af Politikens historier frem for andre avisers historier?

»Det er svært at dokumentere, men jeg kan da i hvert fald sige, at en række Politiken-historier om f.eks. Guantanamo og Irak glider direkte, ekstremt hurtigt og ukritisk videre til DR. Jeg har dokumenteret det på min blog, så der kan man selv checke mine udsagn.«

[…]

Forfatter, ph.d.-stipendiat og borgerlig kulturdebattør KASPER STØVRING tror gerne på oplysningerne om favoriseringen af Politikens medarbejdere i DRs programmer.

»Jeg har længe syntes, at der er en bestemt tendens i DR, som man kunne kalde venstreorienteret eller kulturradikal, og den samme tendens præger selvfølgelig Politiken. Men forskellen er, at hvor Politikens tendens jo er begrundet i at være en kulturradikal bastion, så skal DR helst være en objektiv institution, for så vidt DR er alles. Det, der er fælles for de to organer, er det folkeopdragende element.«

Hvad vil det sige?

»At man har en slags moralsk bedreviden, et forsøg på at hæve sig op på et eleveret punkt, hvor man mener at inkarnere en højere fornuft. De implicerede behøver ikke selv at være klar over alliancen – der behøver ikke engang at ligge et bevidst valg bag. For den opdragende og moralistiske tendens har netop at gøre med de impliceredes selvforståelse. Det føles bare naturligt at have de rigtige, progressive holdninger som journalist og meningsdanner på DR og Politiken. Og derfor finder de også uden videre sammen i deres fælles kulturradikalisme.«

Hvor ser du det i DRs programmer?

»Tag nu bare et program som f.eks. Udefra eller den såkaldte TV-dokumentar »Den hemmelige krig«, eller den måde DRs nyhedsdækning i efteråret kørte med på BUPLs kampagne om truslen mod den omsorgsfulde velfærdsstat – eller nu i tilfældet med Ungdomshuset, hvis besættere ofte fremstilles som uskyldige, kreative unge. Eller hør den måde, man omtaler Fidel Castro og Pinochet på. Pinochet er »diktator«, mens Castro er »leder«. Det er eksempler på tendensen. Men det er vigtigt at sige, at tendensen allerede ligger i det underforståede, i vinklingen. Da jeg selv var i studiet og diskutere attentatet på integrationsminister Rikke Hvilshøj, var vinklen pludselig, at Dansk Folkeparti var skyld i en polarisering, som kunne forklare voldshandlingen. Det var præmissen. Den skyldes sikkert den funktion, DR mener at varetage. Det her med at man vil opdrage og kvalificere menneskene til at være særligt gode borgere i et demokrati. Mennesker er ikke gode nok i sig selv, de skal præges eller bearbejdes.«

Det sidste er MOGENS RUKOV, afdelingsleder ved Den Danske Filmskole, enig i. Han har gentagne gange kritiseret DR for at være tendentiøs og mener, at der ligefrem er tale om en politisk strategi, dvs. en bevidst vildledning af seere og lyttere.

»DR har en politisk strategi. Den er oppositionens strategi, den er islams strategi. Og det vil sige, at DR naturligvis henvender sig til folk, der understøtter den strategi.«

Ordet »strategi« underforstår en bevidst handling og målsætning – er det tilfældet i DR?

»Ja, det er en meget bevidst alliance mellem DR, Politiken, opposition og islams støtter. Alliancen afspejler sig jo ikke kun i, hvem DR vælger at interviewe eller lader komme til orde, men i høj grad i, hvordan de redigerer deres programmer, og hvad de tager ud – det afspejler sig på alle områder.«

Kan du give et konkret eksempel?

»Jeg vil give det mindste eksempel, netop for at vise hvor langt ned i detaljen, det går. Det var da de omtalte, at Naser Khader afgav formandsposten for Demokratiske Muslimer med: NASER KHADER FORLADER DEMOKRATISKE MUSLIMER. Han forlod ikke organisationen, han blev blot menigt medlem. Helt ned i sådanne ubetydelige detaljer redigerer DR den virkelighed, vi skal høre.«

Udover Kasper Støvring, Mogens Rukov og undertegnede inkluderede artiklen også udtalelser fra Mogens N. Pedersen (professor, SDU) og DRs programdirektør Lars Vesterløkke. Førstnævnte mener Politikens overrepræsentation skyldes et uformelt “old-boys-network”. Sidstnævnte afviser at der skulle være “en ideologisk forklaring eller gammel vane bag udvælgelsen af eksperter udefra” og pointerer tørt at Politikens “medarbejdere er gode på TV”.



20. november 2006

… og det kunne jo godt medføre en islamisering, som dog er meget vanskeligt at måle

Professor Hans Bonde fra Institut for Idræt (KU) har netop udgivet bogen Fodbold med fjenden, der beskriver hvorledes Dansk Idrætsforbund under besættelsen, ved ikke at ville blande sig i politik, via sit samarbejde med tyske idrætsudøvere i praksis blev en del af nazi-Tysklands propaganda. Seneste udgave af Ugen på spidsen satte spot på emnet med udgangspunkt i bogen…

Claus Hagen Petersen, P1: Var der på noget tidspunkt tale om at hele idrætslivet i Danmark var ved at blive højreradikaliseret. Altså nærmest overtaget af, ja højreradikale kræfter? – Det er ikke det du sidder og taler om.

Hans Bonde, professor: Nej, men det er selvfølgelig et godt spørgsmål hvor det hele ender henne. Det er jo der hvor man kunne sige, man kan stille spørgsmålet om DIF [med sit samarbejde med Tyskland] svigtede ungdommen, fordi Dansk Ungdoms Samvirke var jo en paraply-organisation på et demokratisk grundlag, som sagde, nu skal vi for Guds skyld mobilisere den danske ungdom om en demokratisk danskhed, og DIF ville intet have med dem at gøre, men de ville gerne spille fodbold med fjenden. Og det vil sige at de skabte integration mellem tyskere og danskere, også venskaber mellem unge tyskere, tyske sportsfolk og tyske soldater og så videre, og danskere, og det kunne jo godt medføre en højreradikalisering, som dog er meget vanskelig at måle.

Under Muhammedkrisen blev fremmede magters ideologiske præferencer, også en problemstilling Danmark måtte forholde sig til, men denne gang var kolloborationen ikke bare tilsigtet, men ofte også skattefinansieret. Her formanden for Venstres Ungdom, Karsten Lauritzen, netop hjemvendt fra Abu Dhabi som udsendt for Dansk Ungdoms Fællesråd.



12. august 2006

Morten Thing: Israel skaber problemer ved ikke at “vil slutte fred med sine naboer”

Ugen på spidsen med Claus Hagen Petersen på P1 havde igår eks-kommunisten Morten Thing i studiet til en samtale om den igangværende konflikt mellem Israel og Hizbollah. Thing er af jødisk afstamning, og efter lidt alibi-retorik i starten indledte han så små 30 minutters Israel-bashing. Han var som ung pro-Israel da socialistiske idealer herskede, men idag var landet ikke mere værd at støtte, idet Israel var blevet et gennem-militariseret samfund, og ikke mere havde fokus rettet på klasserettigheder og sociale vilkår.

Israel skulle derimod ‘investere i fred’ – en sentens kun overgået i idioti af følgende…

“… Israel kan ikke være sikker på at en kommende amerikansk præsident vil være så 100 pct. på deres side, som Bush er – Bushs far var det jo ikke, og Clinton var det heller ikke. Men fremfor alt kan de jo ikke regne med at USA vil være en stormagt de næste tyve år. Altså hvis der kommer nye stormagter på verdensscenen, for eksempel Kina, så er det ikke sikkert de vil synes, at det er en rigtig god ide, med et evigt problem i Mellemøsten skabt af, at Israel ikke vil slutte fred med sine naboer.”

Som modgift til ovenstående anbefales følgende kur: Historien i en nøddeskal (kræver flash).

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper