6. november 2014

DR2 anmelder bog om ‘Ondskab’ med associationer til DF: “I Danmark er det i orden at være nazist.”

Adrian Hughes gør ikke i kun renvaskende portrætter af kommunistiske terrorister, og er tilsynelandende stadig vært i Smagsdommerne på DR2. Tirsdagens udsendelse inkluderede en anmeldelse af Eirikur Ørn Norddahls murstensroman med titlen ‘Ondskab’. Herunder et citat fra bogen som DR lagde baggrundsbilleder til. Indslaget kan ses på Dr.dk.

“I Danmark er det i orden at være nazist. Der findes endda gimpenazister – deres über-Pia er selveste Oberste SA-Führerin. Og de liberalistiske dagblade ved ikke noget bedre end at spanke udlændinge.” (Ondskab af Eirikur Ørn Norddahl, 2014)

Oploadet Kl. 14:56 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer


27. marts 2009

Johan Drost: “Er DR Udland også en kunstudsendelse?”

Politisk tendens ligger i detaljen. Fire læserbreve…

Der er dømt rødt (Johan Drost; Ekstra Bladet, 22/2-09)
I ‘Smagsdommerne’ (DR2 19.2.) kunne man høre Adrian Hughes og hans tre gæster vurdere en israelsk animationsfilm, som handler om en massakre i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila under Israels invasion af Libanon i 1982. Diskussionen efterlod det klare indtryk, at den israelske hær stod for udåden -selv om massakren i virkeligheden blev udført af den libanesisk-kristne falangistmilits, hvilket også fremgår af filmen. Fortielsen af denne ‘detalje’ er et klassisk eksempel på, hvordan Danmarks Radio producerer rød politik for licenspengene.

Det handler om kunst, ikke politik (Ida Holten Ebbesen, Redaktionsleder, DR; Ekstra Bladet 24/2-09)
Johan Drost ser røde lejesvende, hvor der ingen er, når han i Ekstra Bladet i søndags kritiserer DR2’s ‘Smagsdommerne’ for at fortie, at den israelske hær ikke var ansvarlige for massakrerne i Sabra og Shatila i 1982. Hvilken stat eller magt, der havde hvilket ansvar, er ikke relevant for den diskussion, der foregik. Relevant er derimod hovedpersonens menneskelige oplevelse af at deltage i krigen i Libanon og overvære massakren. Mellemøstlig politik er kompliceret at forklare på otte minutter, og tematiseringen af fortrængning, skyld og ansvar, som er filmens grundlæggende ærinde, var rigeligt for ‘Smagsdommerne’ at favne på den afmålte tid. Det er den nødvendige prioritering i et program, der handler om kunst, ikke politik.

En mand ser rødt (Johan Drost; Ekstra Bladet 26/2-09)
… var det et enkeltstående eksempel på, at DR formidler den palæstinensiske sag, ville forklaringen være tynd. Men når det er normal DR-praksis, er forklaringen simpelt hen for tyk.

Anti-israelske DR (Johan Drost; Information 26/3-09)
Under omtalen af en ny kortfilm introducerede DR Udland (6. marts) instruktøren Yoni Goodman som “en af mændene bag den Oscarnominerede film, Waltz with Bashir, der kritiserer Israels involvering i den libanesiske borgerkrig, og især massakrerne i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila”. Derved efterlades det klare indtryk, at den israelske hær stod for massakren – selv om udåden i virkeligheden blev udført af den libanesisk-kristne falangistmilits, hvilket også fremgår af filmen. I udsendelsen Smagsdommerne (DR2 19. februar) blev denne ‘detalje’ ligeledes fortiet, hvilket viser, med hvilken konsekvens Danmarks Radio producerer rød politik for licenspengene. I tilfældet Smagsdommerne forklarede DR, at det ikke var ‘relevant’ at præcisere fordelingen af ansvar for massakren, når der var tale om en udsendelse med fokus på kunst. Er DR Udland også en kunstudsendelse?

PS: Der tales ofte om etniske minoriteters under-repræsentation i medieverdenen. I den pågældende DR2 Udsendelse var værten den dansk-tyrkiske muslim Erkan Özden, og journalisten der interviewede, den dansk-libanesiske muslim Helen Hajjaj.



21. oktober 2007

– og pludselig var de ædle vilde ikke helt så ædle…

Blandt emnerne i fredagens udgave af Smagsdommerne på DR2 var den autralske film Ten Canoes – en antropologisk skildring af et aboriginalsk samfund.

Alt i alt almindeligt uinteressant indtil Simon Andersen i slutningen af programmet brød en af de uskrevne regler, og trak islam ind i analysen. Politikens hattedame-anmelder Marie Tetzlaff fik et mindre chok, alt imens DR2s Adrian Hughes med dybe panderynker skyndte sig at skifte emne.

Adrian Hughes, DR2: Marie Tetzlaff – det bliver jo sagt adskillige gange, både i vores indslag, men også rigtig mange gange i filmen, at det er deres historie. Er det også din historie, synes du? Er det en god historie for dig?

Marie Tetzlaff, Politiken: Ja, den er god fordi de mennesker er nogle man er vant til at se enten udstoppet eller som voksfigurer, på sådan et antropologisk museum, og det er så lærerigt at se at de er fuldstændige, det er mennesker, hvis vi altså kunne deres sprog. Vi skal ikke hæfte os ved hovedformer eller nøgenhed, eller ikke noget tøj at have på, hvad vist er det samme som nøgenhed, altså jeg synes det var en rigtig opbyggelig og så var det også en lise, det der langsomme tempo. Så jeg syntes det var en rigtig dejlig film, og det at den vinder alle de priser, det viser bare at vi mennesker på en eller anden måde dødgerne vil have noget rigtigt enkelt genkendeligt, vi…

Adrian Hughes, DR2: Det langsomme tempo, er det også en lise for dig?

Simon Andersen, Nyhedsavisen: Jeg var lidt bange for det i starten, om det var sådan ligesom i 70’erne i Folkeskolen, hvor vi skulle sidde og se Arne Falk-Rønne på Statens Filmcentral køre, men jeg blev helt vild med den film. Jeg synes den er skøn, og noget af det allerskønneste ved den, er sådan set at man, at jeg ihvert fald bliver dødeligt imponeret over hvordan det her samfund fungerer – den skal forestille at foregå for tusind år siden, og hele retfærdighedsarbejdet, familiestrukturen, mændenes forhold til deres ganske vist tre koner…

Marie Tetzlaff, Politiken: Det kan du lide.

Simon Andersen: … det er måske lige i overkanten, men kvinderne driller jo og slår mændene hvis ikke de skaffer mad og sådan noget. Altså hvis det er en rigtig antropologisk skildring af hvordan livet var for tusind år siden ude i den her udørk, så ville jeg saftsuseme hellere bo der end i en pakistansk æreslevende familie i Ishøj i dag. Sådan det giver mig et kolossalt indblik i, hvor avanceret socialt og menneskeligt det her samfund var – hvis den taler sandt.

Adrian Hughes: Det bliver du nødt til at forklare. Du vil hellere bo sammen med nogle aboriginere ude i en sump i Australien, end du vil bo sammen med nogle ehm paki… muslimske pakistanere…

Simon Andersen: Jeg vil hellere være end del af det samfund, end jeg vil være en del af nogle æresstrukturer, som, som begrænser mit frie valg, som siger hvad jeg må sige og ikke må sige, og hvem jeg skal gifte mig med.

Marie Tetzlaff: – Der var da også masser af begrænsninger der også… (forurettet/indigneret)

Adrian Hughes: Nå – Thomas, lad os lige høre hvor du står…

Oploadet Kl. 16:24 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


31. maj 2005

Ulrik Høy i Smagsdommerne på DR2 om Lars Triers ‘Manderlay’

Smagsdommerne på DR2 har svært ved at fange min interesse, og jeg ser det sjældent, men måske skulle jeg give det en chance sålænge Ulrik Høy er i panelet. I denne uge gav han denne her kontante vurdering af Lars Triers Manderlay:

Adspurgt: Hvordan virkede den her film på dig?

“Jeg synes der var for lidt film, og for meget budskab. Man må jo gerne sige budskab er budskab, men en film som har for meget budskab kæntrer lidt, og det er det med de stiblede linier igen. Jeg følte mig sådan lidt flyttet fra biografens hellige mørke over til Lars von Triers klasseværelse og den løftede pegefinger, og nu skulle der undervises og doceres. Det er jeg blevet for gammel til – har gået for meget i skole til.

Udsendelsen kan ses her et par dage endnu.

Oploadet Kl. 18:55 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper