4. juli 2018

“Oppe i hovedet på David Trads foregår der tilsyneladende meget, som ikke er sket i virkeligheden”

Det faktum at en personage som David Trads har gjort journalistisk karriere, illustrerer ganske fint hvad der er galt med mediebranchen. Forleden hyldede han sig selv i et essay i Politiken, og beklagede at han ikke var blevet bedt om at skrive et kapitel til Informations jubilæumsbog ‘Hele verden forfra’.

Kommentar af tre Information-ansatte i Politiken (Kristian Villesen, Ulrik Dahlin, Anton Geist) – Ansatte på Information: Meget af det, David Trads husker om sin tid på Information, foregik oppe i hans hoved.

“Da Cavlingkomiteen i januar 2004 skulle uddele den prestigefulde pris, ringede formanden for komiteen, Carsten Ingemann, til daværende chefredaktør på Information David Trads.

‘I får sgu Cavlingprisen – for den fremragende dækning af Irakkrigen. Det er selvfølgelig dine journalister, som får prisen, for vi kan jo ikke give den til dig, men du skal vide, at vi alle er meget begejstrede for din måde at stå på mål for dækningen i tv og radio på,« sagde Carsten Ingemann.

Sådan fortæller David Trads i et såkaldt essay i lørdagens Politiken, hvor han i dag er tilknyttet som kommentator.

Det er imponerende, at han 14 år senere ordret kan huske, hvad komiteens formand sagde. Og endnu mere imponerende, at Cavlingkomiteen mente, det i virkeligheden var ham, der fortjente den prestigefulde pris. Problemet er bare, at det ikke er rigtigt.

‘Det, som David beskriver i sit essay, er aldrig sket,’ konstaterer Carsten Ingemann, da vi spørger ham om episoden.

Oppe i hovedet på David Trads foregår der tilsyneladende meget, som ikke er sket i virkeligheden

[…]

‘Jeg tænkte på Tolstojs skæbne’, skriver David Trads med en ærgerlig forveksling af den store russiske forfatter Lev Tolstoj og den kommunistiske revolutionshelt Lev Trotskij, ‘for præcis som Tolstoj er jeg fjernet fra historien.’

… David Trads beskriver sig selv som Tolstoj omringet af kommunister. Det siger alt om hans forskruede forestillinger om sig selv og Information. Og om hans løsagtige tilgang til fakta. Det eneste, David Trads har til fælles med Tolstoj, er, at han skriver fiktion.



10. maj 2018

Berlingskes Bent Bludnikow: “Bent Jensen er de sidste 50 års mest betydningsfulde danske historiker.”

Bent Bludnikow om professor Emeritus Bent Jensen. Fra Han tør tale de venstreorienterede imod, trykt i gårsdagens udgave af Berlingske.

“80 år torsdag. Bent Jensen har påvist kommunismens tragedie og kæmpet mod alle totalitære ideologier.

Man sagde, at Bent Jensen var en farlig mand. Ja, ond og småfascistisk. Man kaldte ham ‘Sorte Bent’. Jeg ved det, for jeg gik på hans hold i 1970erne på Historisk Institut, Københavns Universitet, hvor de studerende havde palæstinensisk tørklæde på for at vise deres revolutionære kampvilje, og lærerne løb med de socialistiske vinde. Hans brøde var, at han sagde de venstreorienterede imod og havde den frækhed at skrive en bog
‘Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle’ (1984) om de danske venstreorienteredes medløberi.

Det blev aldrig tilgivet. I aviser som Information og Politiken var der en evig snerren, og Bent Jensen, som fylder 80 år 10. maj, blev ikke inviteret ind i Danmarks Radio for at forklare, hvad han mente, hvorimod DR lod en hærskare af venstreorienterede bortforklare kommunismens tragedie.

Hans synspunkter var ellers veldokumenterede og fornuftige og deles vel nu af stort set alle. Bent Jensen skildrede i bøger den totalitære kommunisme og de millioner, som var blevet myrdet under Lenins og Stalins regimer fra 1917 til 1953. Det var synspunkter, der var særdeles ilde hørt, ikke blot blandt socialister, men også blandt pæne borgerlige, for hvem borgerligheden var en skønhedskonkurrence, hvor man skulle se godt ud blandt dem, der dominerede i tidsånden, og det var socialisterne.

Bent Jensen er de sidste 50 års mest betydningsfulde danske historiker. Med sine værker og indlæg i debatten har han været med til at få folk til at forstå, at vi må indddrage alle totalitære ideologiers hærgen, ikke blot nazismen og fascismen, for at forstå det 20. århundrede. På trods af denne enestående indsats er han aldrig blevet medlem af Videnskabernes Selskab, hvilket i sig selv er en skandale, der siger noget om, hvor svært det er i Danmark at anerkende store ånder.”

(Søren Krarup og Bent Jensen, til førstnævntes 75 års-fødselsdag, oktober 2017)



11. april 2018

Israels ambassadør svarer Information-leder: “… men vores nabolag af verden er et noget andet”

“Hvad syntes du om Israels fremfærd?”, spurgte en politisk interesseret kollega mig henkastet. Jeg mindes ikke der var sket noget som helst, men han færdes i dagtimerne på en VUC-afdeling, hvor de fleste i hans klasse er udlændinge. Han er hverken højre eller venstre, blot præget af den kollektive stemning formidlet af MSM.

Den omtalte leder i Information som Israels viceambassadør Eyal Lampert kommenterer herunder, er skrevet af Lasse Ellegaard, en karriere-venstreorienteret fra øverste hylde. Officiel udtalelse fra Israels ambassade i Danmark – Svar til Informations leder 03.04.2018.

“3. april kørte Information en leder, som fordømte Israel og landets forsvarsminister Avigdor Lieberman, en ‘russisk indvandrer af helt særlig brutal støbning,’ i kølvandet på Israels reaktion på de optøjer, som Hamas og andre islamister orkestrerede på grænsen mellem Israel og Gaza med det formål at forcere den og trænge ind i Israel. Lad os ikke glemme, at Hamas’ erklærede mål er at udslette staten Israel. …

Forfatteren taler om den kynisme, som også har rystet ‘anstændige israelere’. Forfatteren mener altså ikke, at alle israelere er slemme; nogle af dem er så enige med ham, at de kan kategoriseres som ‘anstændige’. Vi behøver ikke at komme nærmere ind på, at denne ‘populære TV-vært’ faktisk er en undseelig radiovært, hvis ‘udtalelse’ var en enkel sætning på Twitter; ej heller, at han faktisk ikke blev fyret. Begynder man at se et mønster?

Ritzau (endelig nogen, som går op i fakta) bliver citeret i forbindelse med de mange sårede, og selv om man ikke kan benægte smerten og ubehaget ved situationen, er det også vigtigt at huske denne skelnen: det israelske svar var ikke så hensynsløst som ‘at spraye mod myg’ men et forsøg på at minimere skaden med meget nøjagtige mål.

Ud af de 16 dræbte ‘demonstranter’ har det vist sig (hvilket Hamas også har erkendt), at mindst 10 var aktive terrorister og medlemmer af islamistiske grupper. Nogle af dem blev skudt, mens de nærmede sig grænsen med improviserede bomber, nogle blev fotograferet med maskingeværer.

Det er også interessant, hvordan forfatteren nævner en ‘blokade’, som begyndte i 2007, men udelader, at blokaden var et resultat af vores allieredes ønske om, at vi forlod Gaza, hvilket indbefattede at fjerne alle jødiske bosættelser såvel som al anden militær tilstedeværelse. Resultatet blev et årtis raketbombardementer udført af det demokratisk valgte Hamas, som også ligger i borgerkrig med deres ‘brødre’ i PLO. Dertil kommer utallige terrorangreb, alle rettet mod civile på den israelske side af grænsen.

Måske er det svært for en dansker at forestille sig, hvad der sker, når en grænse bliver forceret på ulovlig vis, men vores nabolag af verden er et noget andet – noget som de fleste danskere ud over forfatteren godt ved. Dertil kan det nævnes, at der er en grund til, at selv Danmark har grænsekontrol ved landets ellers fredelige grænserovergange.

Gennem nådesløse massakrer på hele familier, kvinder, børn og gamle har vi set, hvad der sker, hvis bare en enkelt islamist krydser grænsen – alt sammen i den hellige krigs navn.

Situationen i Gaza er bekymrende – særligt for Israel som nærmeste nabo.”

(Død ‘demonstrant’ jf. MSM; Foto: Julian Röpcke, se evt. IDF)

Oploadet Kl. 14:00 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer


7. april 2018

Geoffrey Cain: Toneangivende historikere ‘præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden’

Afvist kronik af cand. mag. et art. Geoffrey Cain. Det meste er kendt viden for Urias-læsere, men kronikken giver et ganske fint oprids.

Upålidelige opslagsbøger

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden

​Et nyt begreb, man ofte hører, er ‘fake news’. Det betyder manipulering, halve sandheder og i visse tilfælde direkte løgn. Men er det et nyt fænomen? Nej, det er det bestemt ikke. Det har sikker eksisteret siden hedenold, men når det drejer sig ikke kun om avisartikler men om autoritative opslagsværker, er der fare på færde.

Historiker og udenrigsminister Peter Munchs store Danmarkshistorie var skrevet som et opslagsværk. Dvs. en kilde, man kunne stole på. Men den var desværre skrevet med en klar prosovjetisk drejning og det samme kunne man sige om mange andre tilsyneladende pålidelige kilder. I nyhedernes verden har Dagbladene Politiken og Information gjort præcis det samme som Peter Munch. De har bare fortsat, hvor han slap, og linjen er senere blevet fulgt op af de store leksika.
Men ikke uden protest. For nogle år siden gjorde historikeren Bent Blüdnikow opmærksom på, at Den store danske encyklopædi havde politisk slagside. Påstanden vakte meget røre og fik udgiverne til at frembringe en mere balanceret netudgave, der inkluderede en del ting, den oprindelige encyklopædi ikke havde interesseret sig for.

Eksempelvis antallet af kommunismens ofre. Men det var de oprindelige leksikonforfattere ikke glade for. ‘Det er et grotesk knæfald for en meget højtråbende kritik, som ikke har noget på sig’, indvendte dr. phil. Morten Thing. Blüdnikow var gået alt for langt, mente han, selvom han efter undertegnedes mening gik aldeles ikke langt nok. Han kunne nemlig godt have taget Lademanns Leksikon med i samme bedømmelse, fordi det led af samme skævhed: Den gav alle, der slog op i det, det klare indtryk at det kommunistiske Sovjetsystem ikke var stort værre end et hvilket som helst andet lands statsform. Godt nok var det slemt, men også vi gjorde slemme ting, antydede Lademanns, der – ligesom Den store danske encyklopædi – undlod at nævne, at vigtige forfattere som Majakovskij, Vandurskij, Mandelsjtam, Bergson, Babel, Kolcov m.fl. alle blev myrdet efter Kremls ordrer. Hvorfor blev det ikke omtalt? Er mord dekreteret fra højeste sted en uvigtig detalje? Det standpunkt kan man vanskeligt forsvare, al den stund visse amerikanske forfatteres kranke skæbne i McCarthy-tiden udførligt er nævnt i samme leksikon.

Og sådan er det hele vejen igennem. Selv når Lademanns får sig til en nævne en likvidering i kommunistisk regi, bliver vægten lagt på individer og ikke på systemet. Det var Stalin der enemand havde ansvaret for kz-lejrene, ikke kommunismen. Og skulle man endelig pege finger ad nogen, var det snarere vores eget kapitalistiske Vesten, der havde det egentlige ansvar for verdenssituation. De skyldige er os selv.

Denne tradition for selvrevselse fortsætter nu i en ny udgave. Det er ikke så meget det kapitalistiske Vesten, der er i skyld i klodens misere, det er det kristne Vesten, og det sagesløse ‘offer’ er ikke længere den stakkels dæmoniserede kommunistiske verden men den stakkels dæmoniserede islamiske ditto.

Og nu som dengang er det de højeste autoriteter på området, der kolporterer tanken. To af dem, dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen og professor dr. phil. Jacob Skovgård Petersen er blevet set efter i sømmene af Klaus Wivel i Weekendavisen. Førstnævnte Jørgen Bæk Simonsen har – med sin baggrund som tidligere direktør for det Danske Kulturhus i Damaskus – længe talt varmt om syrernes religiøse tolerance. I 2006 sagde han i Danmarks Radio, at de arabiske lande har en ‘århundredlang tradition for at være meget forskellige. ‘Her er indbyrdes varianter af forskellige udformninger af, hvad det vil sige at være menneske’. Så her kunne vi i Vesten lære en hel masse. Hvis påstanden var sand. Men det er den ikke.

Minoriteterne er forfulgte i Syrien ligesom i det meste af den muslimske verden, og tolerancen er en illusion. Så hvordan kunne en professor i faget lide af den slags vrangforestillinger, spurgte Klaus Wivel. Men uden at få svar. Og så er der daværende leder af Dialoginstitut i Cairo, Jakob Skovgaard-Petersen. I 2008 skrev han en bog om Egyptens berømte universitet al-Azhar – uden at fortælle, at dette universitet ikke lukker jøder og kristne ind. Samtidig roste han den indflydelsesrige Sheikh Yusuf Qaradawi for at være blevet mere demokratisk, selv om han var forblevet ‘autoritær’. Og det må man sandelig sige, at han var. Qaradawis fatwa mod den franske filosof Robert Redeker har nemlig resulteret i, at Redeker nu på sjette år lever under jorden pga. konstante dødstrusler. Qaradawi har også rost Hitlers jødeudryddelse, hvilket Skovgaard-Petersen ikke fandt relevant at omtale.

Pudsigt nok ser man i denne virkeligheds- og historiefordrejning de samme retoriske trick, som Peter Munch brugte. Han anvendte ikke ordene ‘erobring’ og ‘tvangsindlemmelse’ om den sovjetiske ekspansion. Han skrev, at ‘området blev erhvervet’. Og nøjagtigt samme forskånende udtryk finder man i Politikens Islam leksikon ved Jørgen Bæk Simonsen. Her er et lille eksempel. Den fanatiske muslimske sekt Almohaderne hvis sejrstog gennem Nordafrika ifølge the University History of the World ‘efterlod et spor af blod fra Sydspanien til langt hinsides Marokkos grænser’, omtales på en ganske anden måde af Bæk Simonsen. Han skriver, at muslimerne opnåede ‘kontrol med’ de områder de underlagde sig. De erobrer aldrig. Ejheller koloniserer de eller optræder som imperialister. De ‘opnår bare kontrol’. Samme skånsomhed ødsler leksikon’et ikke på korsfarerne, der – fy, fy skamme sig – tillod sig at ‘generobre’ det Hellige Land. Ja, sikke nogen slyngler, ikke sandt?

Men hvad siger Islam Leksikon om muslimernes egen erobring af Mellemøsten, (og senere Spanien, Centralasien og Nordindien)? Der gik det tilsyneladende anderledes civiliseret til. ‘Det lykkedes de numerisk underlegne muslimer at tilkæmpe sig den politiske kontrol over hele Mellemøsten’, skriver Bæk Simonsen, idet han nærmest får det til at lyde, som om de stemte dørklokker på samme måde som vore dages Jehovahs Vidner. Det gjorde de som bekendt ikke, og her er der tale om en videnskabelig uredelighed begået af en, som utvivlsomt ved bedre besked. Og herom kan man sige følgende. På overfladen er Islam leksikon en nøgtern – omend ret studentikos – beskrivelse af islam og muslimske begreber.
​ ​
Men det er også mere end det. Det er også en hyldest til islam, som noget ædelt der ikke frembyder nogen som helst fare for Vesten. Det er fordi den i bund og grund ikke er meget forskellig fra vores vestlige samfund, siger Bæk Simonsen, og han kan heller ikke dy sig for gang på gang at indflette passager, der opfordrer til accept af indvandring. Så summa summarum dette: Hans leksikon er ikke blot politiserende, den er i virkeligheden missionerende. Videnskabelig stringens er der ikke tale om, og i visse tilfælde overskrider teksten grænsen mellem en vinklet (dvs forudindtaget) virkelighedsbeskrivelse og direkte usandheder.

Vi får at vide, at de fleste muslimske lande praktiserer børnebegrænsning. Men dette dementeres grundigt af bl a. Pew Research, hvor det fremgår, at det er er netop i de muslimske lande, at det praktiseres mindst! Hvilket også forklarer deres massive befolkningstilvækst. Men er den slags fordrejninger virkeligt så alvorlige? Svaret er ja. Det er en forudsætning for debatten – og for demokratiet – at de involverede parter ved, hvad de taler om.

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden men kun et simulacrum heraf. Forfattere som de nævnte præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden. I stedet for at være en guide og et orienteringslandkort er det en labyrint, som vi aldrig kan finde vej ud af, fordi skiltene viser forkert.



4. januar 2018

Nomineret til ‘Årets guttermand’ af Information: “For at lukke Uriasposten – hvis det ellers lykkes…”

Man kan producere mange humoristiske artikler for de 25 mio. Dagbladet Information fik i mediestøtte i 2017. Undertegnede nævnt på Information.dk – Ordener hænger man på idioter. Men ikke i Information.

“Årets guttermand
Gives til en dansker, som har gjort noget godt for fællesskabet …
Nominerede:

Kim Møller: For at lukke Uriasposten – hvis det ellers lykkes for ham at holde sig væk fra bloggen.

Rosa fra ’Den Store Bagedyst’: For sit fantastiske humør og nordjyske gåpåmod.

Claus Rehfeld Moshøj: For at stoppe som direktør i Aarhus Letbane.

Kvindelandsholdet: For at komme på fornavn med hele nationen.”

(Dagbladet Information, 30. december 2017)

Oploadet Kl. 22:06 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer
Arkiveret under:


19. november 2017

Interview i Information: “Vi har højre og venstre, men i praksis er det bare forskellige nuancer af rød.”

Lige lidt fra et interview med en rastende blogger i Dagbladet Information – I det store og hele har højrefløjen haft ret.

Kulturmarxismen har lammet det politiske spektrum, selv konservative kan være relativister. Vi har højre og venstre, men i praksis er det bare forskellige nuancer af rød. De synspunkter, som f. eks. Nye Borgerlige har – og som bliver betragtet som ekstreme – er synspunkter, som var vidt udbredte før ungdomsoprøret.

Heldigvis er vi på vej tilbage i den rigtige retning.’

Du har blogget om islam og indvandring i 14 år – hvordan har samfundet ændret sig?

‘I dag er politikere nødt til at tage DF med i betragtning, inden de snakker. Mange tør sige, at de har en negativ holdning til multikultur. Der har DF vundet. Men konkret politisk har man ikke løst problemet, og selv om det er ok at tænke uden for boksen i dag, fyldes debatten stadig op af dem, som har nem adgang til medierne. Vi skal stadig høre på Uffe Ellemann-Jensen, en fodboldtræner fra FCK eller en kunstner, som mener, at vi skal være gode ved hinanden. Og journalisterne udgør ikke et repræsentativt udsnit af befolkningen.’

Er du og andre ikke med til at lave en hadsk stemning imod indvandrere gennem jeres fokus på netop den sag?

‘Jeg kender argumentet. I 1998 stod jeg ret alene, da jeg sagde, at problemerne ville blive værre. Men det blev værre. I det store og hele har højrefløjen haft ret. Nogle muslimer føler, at de skal tage afstand til andre – at de ikke kan være danskere uden at skulle undsige alt muligt, og det anerkender jeg som en problematik.

Men hvad skal vi gøre? Skal vi bare sige ‘lad os få alle indvandrere ind’? Der er ting, som er vigtigere end nogle muslimers følelser og forhold til danskhed.‘”

Oploadet Kl. 22:42 af kimmobil — Direkte link48 kommentarer
Arkiveret under:


30. august 2017

Massiv kritik af regeringens skatteudspil: ‘Løkke skatteudspil gavner de vellønnede danskere mest’

Mandag præsenterede statsminister Lars Løkke Rasmussen et efter danske forhold ambitiøs skatteudspil, der de kommende år skal mindske skatte og afgifter med 23 mia. kroner. Det offentliges budget er på mere end 1000 mia., så der er plads til begejstring, for nu at formulere det pænt.

Hverken skat eller skattelettelser rammer i sagens natur lige, og når nu danskerne flest er socialdemokrater plus/minus 10 procent, valgte regeringen klogt, at tage udgangspunkt i procentvis skattelettelser for fire udvalgte indkomstgrupper: Fra den lavtlønnede HK’er (215.000 kr) til den vellønnede Direktør (1.050.000 kroner). Procentvis er HK’eren vinderen, men i rene tal er vinderen naturligvis de højtlønnede, dem der i forvejen bidrager uforholdsmæssig meget til den fælles kasse. Du kan ikke slippe for at betale skat, du i forvejen ikke betaler.

Planen har ni elementer, og inkluderer også lempelser af bilafgiften, der – hvis gennemført, vil gøre alle biler billigere, særligt biler med en kostpris på mere end 500.000 kroner. Berlingske referer kritikken fra politiske modstandere, og nævner tweets fra Enhedslisten Pelle Dragsted (tidl. militant kommunist) og Mattias Tesfeye (tidl. kommunist). Begge mener regeringen fusker med tallene, når de indledende procentsatser ikke medregner direktørens fordele ved køb af ny bil, fri telefon etc.

Det er her vi står. Lighed er både mål og middel, moderne slaveri. Flere af egne penge i hånden til arbejdende danskere er yderst problematisk…

(Grafik: Skatteministeriet, 29. august 2017)

Fem udvalgte aviser. Rød eller blå pille…

‘Løkke skatteudspil gavner de vellønnede danskere mest’ (Jyllands-Posten, 30. august 2017, forside)

‘Regeringen vil bruge historisk mange milliarder på få job’ (Berlingske, 30. august 2017, forside)

‘Økonomer advarer: Det er for tidligt at træde på speederen’ (Politiken, 30. august 2017, forside)

‘Skatteudspil risikerer at forkorte opsvinget frem for at forlænge det’ (Dagbladet Information, 30. august 2017, forside, Sebastian Gjerding)

“Skatteudspillet blev i går rost af erhvervslivets organisationer. Naturligt nok. Regeringens udspil ligger helt på linje med kapitalens forslag. Det er rå klassepolitik af værste klasse.” (Dagbladet Arbejderen, 30. august 2017, forside, Rå klassepolitik)



12. august 2017

Information anmelder ‘Meet the Selsings’: Værtsparrets høflighed er ‘en glimrende herskerteknik’

“Den røde radio er det normale.”, pointerede Mikael Jalving, der stod for sidste sommers konservative undtagelse på Radio24syv. Årets nationalkonservative clou var ‘Meet the Selsings’, der over femten timelange programmer, tog livtag på det ideologiske overdrev. Det ramte blandt andet liberalistiske Rasmus Brygger, feministiske Ditte Giese, marxistiske Lars Trier Mogensen, kulturradikale Georg Metz og den veltalende revolutionære Pelle Dragsted.

Jeg fik ikke hørt det hele, men konceptet fungerede fremragende – mest fordi værtsparret ikke lod overdrevet dø i synden. Undertegnede medvirkede perifært over telefonen i sidste afsnit. Det hele kan podcastes her.

Anmeldelsen af udsendelsesrækken i Dagbladet Information er helt fantastisk. Eva og Rune Selsings høflige tilgang til sine gæster, er ikke udtryk for almindelige borgerlig dannelse eller Hal Kock’sk demokrati-forståelse, nej, det er skummel ‘herskerteknik’.

Journalist Lone Nikolajsen i Dagbladet Information – Høflighed er en glimrende herskerteknik. Man kan slippe af sted med meget mere, når man taler pænt.

“Hvis man gerne vil have ret, er det en god idé at være høflig. Det er nemmere at få ørenlyd, hvis man holder stemmeføringen nogenlunde behersket og beskyldningerne på et minimum, end hvis man råber. Hvis man råber, drukner ordene let i volumen, og samtalen udarter sig til en stillingskrig, hvor det i sig selv er vigtigt at holde på sit.

Ved at være respektfuld og anerkendende i sit ordvalg og tonefald kan man lokke folk op fra deres skyttegrave og prøve at omvende dem til sit eget synspunkt. Man kan slippe af sted med meget mere, når man taler pænt og ordentligt. Det styrker også ens egen selvrespekt at bevare kontrollen, og selvrespekt har man jo brug for, når man skal belære andre om, hvordan verden hænger sammen.

Høflighed er kort sagt en glimrende herskerteknik.

Det ved de erklæret borgerlige debattører Rune og Eva Agnete Selsing, der sommeren over har haft et samtaleprogram på Radio24syv.”



5. august 2017

Videnskab.dk: Klimabenægtere er ikke kildekritiske, men man kan ‘vaccinere’ mod misinformation…

Blandt de seks nye ‘fellows’ på Ulrik Haagerups ‘Constructive Institute’, der skal ‘genskabe respekten om nyhedsjournalistikken’ er DR Nyheders Sabrina Uldbæk Skjødt. I sidste uge gengav hun for DR konklusionen af en undersøgelse om afdøde NFL-spillere – stort set alle havde hjerneskader. Talmaterialet var forkert, og hun ignorerede undersøgelsens mange indlejrede forbehold, eks. “… estimates of prevalence cannot be concluded”.

Ovenstående artikel blev rettet på opfordring, men tilbage står, at journalistikkens bidske vagthunde ofte viser sig at være haledikkende labradoodler, der bekræfter egne fordomme.

Her lidt fra en Trump-bashende artikel på Videnskab.dk. Den er skrevet af RUC-studerende Louise Schou Drivsholm, der tydeligvis vil bekæmpe ‘klimabenægtere’ (alene ordet). Stemmer du forkert, så skyldes det manglende viden, men fortvivl ikke – der findes en ‘vaccine’ mod den slags. Desuagtet skal hun have ros for at bringe en ganske fin guide til at gennemskue massemediernes agitprop. Kildekritik har det med at ramme bredt.

Fra Videnskab.dk – Fem tegn: Sådan spotter du benægtelse af klimaforandringer.

“I et studie fra 2009 publiceret i tidsskriftet European Journal of Public Health diskuterer forskerne Pascal Diethelm og Martin McKee fem karakteristika, som de, der benægter videnskabelige sandheder, gør brug af.

De fem karakteristika er:

Falske eksperter
‘Eksperterne’ virker måske kvalificerede, men enten har de ikke relevant videnskabelig ekspertise, eller også er deres synspunkter uoverensstemmende med veletableret viden.

Logiske fejlslutninger
Argumenter, som er logisk falske, og dermed fører til en ugyldig konklusion. Det kan eksempelvis ske ved misrepræsentation eller forsimpling af forskning eller stråmandsargumenter.

Umulige forventninger
Krav om urealistiske beviser før forskning accepteres som videnskabelig gyldig.

‘Cherry Picking’
At fremhæve udvalgt data eller forskning, mens andet ignoreres med henblik på at få det ønskede verdensbillede bekræftet.

Konspirationsteorier
Hvis alle tidskrifter og forskere på området er enige om en videnskabelig konklusion, benægterne er uenige i, kan de forsøge at forklare det med, at forskerne er del af en større konspiration.

(Grafik: The Conversation)

Det er muligt at gøre noget bevidst for at undgå eller opdage fornægtelsen af videnskab. Det konkluderer et nyt studie publiceret i tidsskriftet PLOS One.

Studiet undersøger virkningen af ‘vaccinationer’. Ikke mod sygdomme, men mod misinformation. Vaccinationsteorien siger, at hvis de metoder, der bruges til at sprede misinformation, afsløres over for folk, så kan det udruste dem med redskaber til at genkende og afvise falske påstande.

Studiet fokuserer specifikt på misinformation om og benægtelse af menneskeskabte klimaforandringer. Forskerne bag ville undersøge, om ‘vaccinering’ kunne styrke folks modstand mod falsk repræsentation (se faktaboks) i medierne og et forsøg på at betvivle 97 procent-enigheden blandt eksperter om, at global opvarmning er menneskeskabt.

I begge tilfælde viste studiet, at jo mere forsøgspersonerne var klædt på med information om teknikkerne bag videnskabsbenægtelse og misinformation, jo bedre ‘vaccineret’ var de.”



1. maj 2017

Presselogens panel: Fænomenet er relevant – “… skal ikke nødvendigvis dokumentere at det er sket”

Historien startede i sidste uge, da den 22-årige socialdemokrat Sonja Marie Jensen skrev om egne erfaringer med sexchikane på Netavisen Pio. Senere blev hun interviewet til flere medier, hvor hun blandt andet påpegede at hun var blevet klappet i røven af mandlige politikere fra begge fløje. Hun ville ikke sætte navn på de pågældende, og undlod på alle måder at blive konkret.

Sagen blev diskuteret i seneste udgave af Presselogen på TV2 News, hvor (den yndige) studievært Astrid Berg bad panelet redegøre for deres journalistiske betragtninger desangående. Et mandligt byrådsmedlem fra Venstre kritiserede Sonja Marie Jensens ukonkrete beskyldninger, og her tog debatten form.

Når du læser citaterne herunder, så prøv at anlægge et ‘fake news’-perspektiv. De tre siger næsten i kor: Fænomenet er vigtigt, ikke dokumentationen.

Jacob Kwon: Det er jo ikke interessant for at os at vide konkret, hvem det er. Det, der er interessant for os, det er jo fænomenet. Det er jo, at du som ung kvindelig politiker tilsyneladende skal finde dig i nogle ting, som mandlige, ældre politikere ikke skal.

Astrid Berg, Presselogen: – Og det er ikke relevant at vide, hvem det er, der har udsat hende for det, eller hvor meget, i hvilket omfang?

Anne-Marie Dohm, DR: Nej, det er det faktisk ikke. Den information, hun bringer frem her, den er ualmindelig relevant. Det er en rigtig relevant diskussion. Og hun stikker jo fingeren direkte ind i noget, som tilsyneladende er relativt omfangsrigt. … Hun skal have lov at komme frem med den her information uden at hun skal udpege, eller nødvendigvis dokumentere at det er sket. … Det er utroligt svært at dokumentere, og derfor er det nødvendigt at nogle står frem og fortæller om det.

(Sonja Marie Jensen, 2013: Foto: Youtube)

Rune Lykkeberg: Det her er jo en kulturkritik, hun kommer med. Kan du komme med en kritik af en politisk kultur, som holder en kvinde på 22 tilbage fra at kunne være med til at udøve indflydelse i det fællesskab, hvor hun er? Kan du komme med en kritik af det uden at skulle pege på konkrete, og uden at det skal blive til en eller anden form for straffesag? Ja, selvfølgelig kan du det! Og jeg synes, det er utroligt, at man sidder som mand i den kultur og får den besked, og det første man siger er: ‘Det kan man fandme ikke tillade sig at sige, og det er i hvert fald ikke mig’.

I stedet for at drage ansvar for at sige: ‘Hvad Søren kan vi gøre for at gøre op med den kultur?’. Du kan faktisk sige, at svaret dér fordobler relevansen af hendes kritik. Hvis det er noget, man kan fremdrage, og så det bliver benægtet bagefter, så bliver det en dobbelt relevant historie. Og netop fordi det her handler om nogle lidt blødere ting, så skal man kunne fortælle om sine erfaringer uden at pege på konkrete gerningsmænd.

Oploadet Kl. 10:09 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper