3. november 2018

Torben Steno om NB-vælgere der mest interesserer sig for ‘hvad der kunne komme ind i hendes mund’

Tidligere P1-redaktør Lasse Jensen går i Dagbladet Information hårdt til angreb på BT og danske medier, for at give Pernille Vermund og Nye Borgerlige for meget omtale. ‘Fremmedhadende demagoger’ bør behandles med ’skærpet kritisk sans’, forklarer den 71-årige journalist, der i sine unge år var formand for Danmarks Kommunistiske Ungdom i Fredericia. Ikke ligefrem noget der har hæmmet hans journalistiske karriere.

Såvidt den journalistiske venstrefløj. Status quo’erne på højrefløjen er også bekymrede, ikke mindst Radio24syvs Jarl Cordua, der altid står fast, lige der hvor Venstre i denne uge placerer sig værdipolitisk. Den irrationelle fremmedhadske højrefløj er dem til højre for mig selv lige nu…

Værst i seneste udgave af Cordua og Steno var dog hans medvært Torben Steno, der ikke rigtigt kunne forstå hvorfor danskere ville stemme på Pernille Vermund, og derfor rodede sig ud i betragtninger om hendes barm, og det der er værre: “Hvad der egentlig kommer ud af Pernille Vermunds mund er nogen måske mindre interesseret i. De er mere interesseret i, hvad der kunne komme ind i hendes mund.” Mere ufortyndet sexisme nederst.

Radio24syvs Jarl Cordua om Vermund og Nye Borgerlige på Altinget.dk – Nye Borgerlige er en gave til Mette Frederiksen.

“Uanset om man sympatiserer med Pernille Vermunds småborgerlige populisme, må man bestemt anerkende hendes store talent til at bruge sig selv og sit privatliv for at få medieomtale.

Men også hendes evne til at brænde igennem medierne med fortællingen om, at der findes en vej for Danmark, hvor vi kan nyde alle det internationale samarbejdes goder, men helt uden forpligtelser af nogen slags. En verden, hvor man vender ryggen til både menneskerettigheder eller frihedsrettigheder som religionsfrihed helt uden konsekvenser for vores land.

Især må Vermund takke dagbladet BT – og især dennes politiske redaktør, Andreas Karker – for de mange store og små historier om Vermunds trummerum frem og tilbage med millionærkæresten i Schweiz, besøgene på det fortabte Nørrebro med hendes mørkhårede, endnu mere skingre sidekick Mette Thiesen i partiets front. …

For store dele af Nye Borgerlige og DF er man ramt af udbredt islamforskrækkelse, og derfor er de to partier endt i en stadigt mere skinger og uskøn konkurrence, der handler om at overgå hinanden i forslag, der ikke er mulige at gennemføre med den nugældende lovgivning på grund af grundlovens bestemmelser og menneskerettighedsforpligtelser.

Imidlertid er det ikke præmisser, som politikerne fra disse to partier anerkender, og i dele af befolkningen vil man så gerne tro på, at der findes en legal og effektiv vej, hvor man i en ruf kan komme islam til livs.

… Så er der nok mere interesse i flere nyhedshistorier og i at være uofficiel partiavis for den blonde partileder, der med smil og charme serverer rabiate meninger i en lind strøm frem mod valget.

Næsten uanset om Vermund – med blandt andet BT’s fortsat velvillige hjælp – får skrabet to procent sammen eller ej, så vil det med stor sandsynlighed føre til Løkkes fald. … Med Nye Borgerlige på Pernille Vermunds kamikazekurs, så kan det næsten ikke gå galt for Socialdemokraterne.

(Dagbladet Information om ‘den barmfagre blondine fra Nordsjælland’)

Fra MSM

“… hun står faktisk til at komme i folketinget, sammen med sin – i det man kunne kalde, de aggressive lidt ældre seniorer-ABBA-tøserne, Agneta og Frida, den lyse og den mørke. … De kan mobilisere nogle vælgere som hader stort set alt, som arbejder med sine hænder, og måske har olie på dem, de kan godt lide at se et ordentligt forparti. Det er ligesom det de ser. Det er noget der appellerer til dem, der siger at det godt nok er en flok abekatte inde på Christiansborg – Jeg stemmer på hende med de gode nødder. … Det er også en måde at lave politik på. Hvad der egentlig kommer ud af Pernille Vermunds mund er nogen måske mindre interesseret i. De er mere interesseret i, hvad der kunne komme ind i hendes mund. (Torben Steno, Radio24syv, 1. november 2018)

“Især må Vermund takke dagbladet BT – og især dennes politiske redaktør, Andreas Karker – for de mange store og små historier om Vermunds trummerum frem og tilbage med millionærkæresten i Schweiz, besøgene på det fortabte Nørrebro med hendes mørkhårede, endnu mere skingre sidekick Mette Thiesen i partiets front. … Så er der nok mere interesse i flere nyhedshistorier og i at være uofficiel partiavis for den blonde partileder, der med smil og charme serverer rabiate meninger…” (Jarl Cordua, Altinget, 31. oktober 2018)

“Måske var der lidt flere jakkesæt end sædvanligt. Men der var også store maver og seler, hipsterskæg og unge, der røg pibe. 50-plus-kvinder med farvede tørklæder og ditto hår. De sad sammen og hyggede med kaffe. Der var vandrestøvler og Lloyd-sko. Strikketrøjer og skovmandsskjorter. Hornbriller og titaniumsstel. … golfbolde med Nye Borgerlige-logo var i øvrigt et stort hit i merchandiseboden … Med det blonde hår, det konstante smil og en knaldrød kjole var hun et omvandrende Dannebrog.” (Kasper Løvkvist, JyskeVestkysten, 27. oktober 2018)

“Medierne sværmer om den barmfagre blondine fra Nordsjælland, der som Nye Borgerliges formand er en af de helt store jokere i det kommende folketingsvalg.” (Gry Inger Reiter, Dagbladet Information, 2. november 2018)

Fra nettets overdrev

“Ved det kommende folketingsvalg vil der givetvis være mænd, der skal overveje hvilket hoved, der skal bestemme krydsets placering.” (Ole Kresten Finnemann Juhl, 30. oktober 2018)

“Vermund fremstiller sig som en slags pornostjerne, og er dermed farligere for alle de tatoverede typer, der primært tænker med de nedre regioner… hun har ikke andet på hylden (De indkøbte D-skåle) et ekstremt had til minoriteter, og så blondine sexappealen … der er da ingen der får mere medietid end hende silikonesnedkeren, og det er vidst hverken for hendes politik eller tandsættet … NB har intet på hylderne – andet end en blondine med en stolt D-skål. Det eneste formildende er hendes mellemrum mellem fortænderne… Ukritisk fremmedfjendskhed, store bryster og tætte tungekys … “ (René Olsen, 30. oktober 2018)



30. oktober 2018

Anders Øgaard, RUC-skolet ph.d.: “En tilværelse i cølibat har betydet fravalg af krænkende adfærd…”

Anders Øgaard er ph.d. og adjunkt i pædagogik og historie, men når du har læst kronikken er du sådan set ikke i tvivl om, at RUC-kandidaten har læst for mange bøger. Han har en pointe sidst i teksten, når han påpeger at parforholdet uværgeligt ender med at blive på kvindens præmisser, men det hele drukner i kønsløst apati og manglende livsglæde. Nuvel, det gør absolut intet at venstreradikale studiner m/k ikke får børn. Det er helt OK.

Kronik af Anders Øgaard i Dagbladet Information – Jeg har valgt et liv i cølibat, for jeg vil hverken være krænker eller krænket.

“… hver gang jeg læser vidnesbyrd fra kvinder om erfaringer med tilværelsens seksuelle krænkelser, slår det mig, hvor lidt der fra mandens perspektiv skal til, før modparten faktisk får en grænseoverskridende og potentielt traumatisk oplevelse. …

I gymnasiet besluttede jeg at droppe det. Scorekulturen tog en masse tid og kræfter, var altid følelsesmæssigt opslidende, og slutresultatet var altid forvirring, pinlighed, skamfuldhed og dårlig samvittighed, i heldige tilfælde dårlig sex.

Siden den beslutning har jeg levet 25 år i cølibat, undtaget tre år fordelt på to parforhold.

… jeg har fralagt mig den aggressive scorerolle og er i stedet sprunget op på den hvide hingst og har galoperet ridderligt ud over stepperne i ensomhed.

Jeg har altid tænkt, at jeg stræbte efter at være det, som kvinder ønsker sig: En selvstændig partner med en rig interesse for livet og solid respekt og interesse for den andens trivsel og udvikling. Jeg kan nu konkludere, at det princip har ført mig direkte ind i en fastgroet singletilværelse. Jeg troede egentlig, det ville gøre mig attraktiv. I stedet har det gjort mig utilnærmelig.

Manden har fortsat initiativet, hvilket jeg har vanskeligt ved at skelne fra at være krænker. Enhver scorereplik fra mandens side er for mig pinlig, nedværdigende for begge parter og reelt set krænkende adfærd.

Men hvad er alternativet? … Jeg har gjort det ved at lade være. Jeg har nægtet at gå ind på præmisserne med at være initiativtager/krænker. Det er den løsning, jeg moralsk kan stå inde for. Jeg har dermed fravalgt seksuelle relationer som en ramme for min mandeidentitet…

Frigørelsen ligger ikke i at udleve sin seksualitet, men i at lade være. … En tilværelse i cølibat har betydet fravalg af krænkende adfærd… Cølibat oplever jeg som en maskulin protest imod de forventninger og krav, som mænd og kvinder fortsat stiller for at indgå i en relation. Jeg vil hverken være krænker eller krænket og må derfor leve alene.

(Adjunkt Anders Øgaard deler Pelle Dragsteds hyldest til Karl Marx, Facebook, 5. maj 2018)

“Samfund foregøgler, at parforholdet handler om den ultimative kærlighed. Men det er ofte en kærlighed, der udfolder sig på kvindens præmisser og altså ikke ud fra en præmis om gensidig anerkendelse og interesse for partnerens liv. … Kvindens krise består i, at mænd ikke helt accepterer, at hendes psykiske tilstand skal være omdrejningspunktet for parforholdet.” (Anders Øgaard)

Oploadet Kl. 13:58 af Kim Møller — Direkte link56 kommentarer


20. oktober 2018

P1: Integrationen går godt, trods fordommene – “… de klarer sig rigtig godt… utroligt opmuntrende”

Sidst på formiddagen besøgte jeg en bilmesse i Fredericia, og med 100 kroner i entre, var hallerne formentligt det hvideste sted i Danmark lige nu. Der var flere tusinde gennemsnitsdanskere, født og opvokset i provinsen, helt upåvirket af hovedstadens ekstremiteter. På en stand kunne man eksempelvis købe eksotiske negerfigurer.

På vejen hjem skulle jeg lige teste P1, og kom ind i Bagklog – et to timer langt taleprogram, der i dag havde venstreradikale Rina Ronja Kari som gæst. Herefter var der den store Radioavis, og den var lige efter bogen. Efter dagens Trump-bashing, blev der blandt andet tid til et længere indslag, der udbyggede Dagbladet Informations solstrålehistorie om den vellykkede integration af flygtninge. Det eneste problem var sådan set danskernes ‘fordomme’ og den lave ‘integrationsydelse’. Statsfinansieret holdningsmassage fra en kilde der aldrig tørrer ud.

Vært, Radioavisen (12.00): USA køber Saudi-Arabiens forklaring om drabet på en savnet journalist, selvom den ikke virker videre troværdig. … Donald Trump kalder også Saudi’ernes forklaring for troværdig, en udlægning ikke alle er enige i, fortæller DR’s Mellemøstkorrespondent Michael S. Lund.

Langt flere flygtningebørn herhjemme klarer sig markant bedre som voksne, end for tyve år siden, det viser en omfattende undersøgelse fra Københavns Universitet. For tyve år siden stod hver fjerde med flygtningebaggrund uden job og uddannelse, selvom de havde været i Danmark siden de var børn. I dag når flygtningebørnene næsten op på samme niveau som danskfødte børn.

Journalist, Radioavisen: I 1999 havnede en lille famile fra Cabinda, en enklave i Angola, her i Danmark som politiske flygtninge. En familie, hvis tre børn, to piger og en dreng, i dag klarer sig godt. Endda rigtig godt. Storebror Timoteo Waco på 29 år fortæller.

Timoteo Waco: Tamita hun læser management, det er sådan en professionsbachelor hun tager. Og så har vi så magarilla, som læser til arkitekt. Og så er der mig selv. Jeg er lige blevet færdig med en kandidatgrad i internationale forhandlinger fra Syddansk Universitet i Odense.

Journalist, Radioavisen: Timoteo er en del af Dansk Flygtningehjælps Ungdomsnetværk, og han og hans søskende er et godt eksempel på, hvad en omfattende undersøgelse fra Københavns Universitet viser, nemlig at flygtningebørn der kom hertil for over tyve år siden, klarer sig markant bedre end tidligere. Og det er uanset hvor de oprindeligt kommer fra i verden, skriver Information.

For Timoteo og hans familie er gode uddannelser nærmest en pligt, i et så privilegeret land som Danmark, hvor uddannelse stort set er gratis, siger han. Og så er det også hans forsøg på at bekæmpe danskernes fordomme…

Vært, Radioavisen: Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Christian Friis Bach, kalder den nye undersøgelse opløftende, og flygtningebørnene er rent ud sagt superseje, siger han.

Christian Friis Bach, Dansk Flygtningehjælp: Ikke alene har mange af dem kæmpet på en farlig rejse, men når de kommer til Danmark, så kæmper de videre, og de klarer sig rigtig godt. Og det er utroligt opmuntrende at se.

Vært: Christian Friis Bach er dog bekymret for, om de gode takter fortsætter. En undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder i denne her måned, viser at flygtningefamilier på integrationsydelse i dag har så få penge, at de har svært ved at få råd til mad, medicin og bolig. Og det kan få konsekvenser for integrationen, mener Christian Friis Bach.

Christian Friis Bach: Vi kan godt se…

(‘Jolly Nigger Bank’-figurer til salg på kræmmermarked, Fredericia, 20. oktober 2018)



4. juli 2018

“Oppe i hovedet på David Trads foregår der tilsyneladende meget, som ikke er sket i virkeligheden”

Det faktum at en personage som David Trads har gjort journalistisk karriere, illustrerer ganske fint hvad der er galt med mediebranchen. Forleden hyldede han sig selv i et essay i Politiken, og beklagede at han ikke var blevet bedt om at skrive et kapitel til Informations jubilæumsbog ‘Hele verden forfra’.

Kommentar af tre Information-ansatte i Politiken (Kristian Villesen, Ulrik Dahlin, Anton Geist) – Ansatte på Information: Meget af det, David Trads husker om sin tid på Information, foregik oppe i hans hoved.

“Da Cavlingkomiteen i januar 2004 skulle uddele den prestigefulde pris, ringede formanden for komiteen, Carsten Ingemann, til daværende chefredaktør på Information David Trads.

‘I får sgu Cavlingprisen – for den fremragende dækning af Irakkrigen. Det er selvfølgelig dine journalister, som får prisen, for vi kan jo ikke give den til dig, men du skal vide, at vi alle er meget begejstrede for din måde at stå på mål for dækningen i tv og radio på,« sagde Carsten Ingemann.

Sådan fortæller David Trads i et såkaldt essay i lørdagens Politiken, hvor han i dag er tilknyttet som kommentator.

Det er imponerende, at han 14 år senere ordret kan huske, hvad komiteens formand sagde. Og endnu mere imponerende, at Cavlingkomiteen mente, det i virkeligheden var ham, der fortjente den prestigefulde pris. Problemet er bare, at det ikke er rigtigt.

‘Det, som David beskriver i sit essay, er aldrig sket,’ konstaterer Carsten Ingemann, da vi spørger ham om episoden.

Oppe i hovedet på David Trads foregår der tilsyneladende meget, som ikke er sket i virkeligheden

[…]

‘Jeg tænkte på Tolstojs skæbne’, skriver David Trads med en ærgerlig forveksling af den store russiske forfatter Lev Tolstoj og den kommunistiske revolutionshelt Lev Trotskij, ‘for præcis som Tolstoj er jeg fjernet fra historien.’

… David Trads beskriver sig selv som Tolstoj omringet af kommunister. Det siger alt om hans forskruede forestillinger om sig selv og Information. Og om hans løsagtige tilgang til fakta. Det eneste, David Trads har til fælles med Tolstoj, er, at han skriver fiktion.



10. maj 2018

Berlingskes Bent Bludnikow: “Bent Jensen er de sidste 50 års mest betydningsfulde danske historiker.”

Bent Bludnikow om professor Emeritus Bent Jensen. Fra Han tør tale de venstreorienterede imod, trykt i gårsdagens udgave af Berlingske.

“80 år torsdag. Bent Jensen har påvist kommunismens tragedie og kæmpet mod alle totalitære ideologier.

Man sagde, at Bent Jensen var en farlig mand. Ja, ond og småfascistisk. Man kaldte ham ‘Sorte Bent’. Jeg ved det, for jeg gik på hans hold i 1970erne på Historisk Institut, Københavns Universitet, hvor de studerende havde palæstinensisk tørklæde på for at vise deres revolutionære kampvilje, og lærerne løb med de socialistiske vinde. Hans brøde var, at han sagde de venstreorienterede imod og havde den frækhed at skrive en bog
‘Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle’ (1984) om de danske venstreorienteredes medløberi.

Det blev aldrig tilgivet. I aviser som Information og Politiken var der en evig snerren, og Bent Jensen, som fylder 80 år 10. maj, blev ikke inviteret ind i Danmarks Radio for at forklare, hvad han mente, hvorimod DR lod en hærskare af venstreorienterede bortforklare kommunismens tragedie.

Hans synspunkter var ellers veldokumenterede og fornuftige og deles vel nu af stort set alle. Bent Jensen skildrede i bøger den totalitære kommunisme og de millioner, som var blevet myrdet under Lenins og Stalins regimer fra 1917 til 1953. Det var synspunkter, der var særdeles ilde hørt, ikke blot blandt socialister, men også blandt pæne borgerlige, for hvem borgerligheden var en skønhedskonkurrence, hvor man skulle se godt ud blandt dem, der dominerede i tidsånden, og det var socialisterne.

Bent Jensen er de sidste 50 års mest betydningsfulde danske historiker. Med sine værker og indlæg i debatten har han været med til at få folk til at forstå, at vi må indddrage alle totalitære ideologiers hærgen, ikke blot nazismen og fascismen, for at forstå det 20. århundrede. På trods af denne enestående indsats er han aldrig blevet medlem af Videnskabernes Selskab, hvilket i sig selv er en skandale, der siger noget om, hvor svært det er i Danmark at anerkende store ånder.”

(Søren Krarup og Bent Jensen, til førstnævntes 75 års-fødselsdag, oktober 2017)



11. april 2018

Israels ambassadør svarer Information-leder: “… men vores nabolag af verden er et noget andet”

“Hvad syntes du om Israels fremfærd?”, spurgte en politisk interesseret kollega mig henkastet. Jeg mindes ikke der var sket noget som helst, men han færdes i dagtimerne på en VUC-afdeling, hvor de fleste i hans klasse er udlændinge. Han er hverken højre eller venstre, blot præget af den kollektive stemning formidlet af MSM.

Den omtalte leder i Information som Israels viceambassadør Eyal Lampert kommenterer herunder, er skrevet af Lasse Ellegaard, en karriere-venstreorienteret fra øverste hylde. Officiel udtalelse fra Israels ambassade i Danmark – Svar til Informations leder 03.04.2018.

“3. april kørte Information en leder, som fordømte Israel og landets forsvarsminister Avigdor Lieberman, en ‘russisk indvandrer af helt særlig brutal støbning,’ i kølvandet på Israels reaktion på de optøjer, som Hamas og andre islamister orkestrerede på grænsen mellem Israel og Gaza med det formål at forcere den og trænge ind i Israel. Lad os ikke glemme, at Hamas’ erklærede mål er at udslette staten Israel. …

Forfatteren taler om den kynisme, som også har rystet ‘anstændige israelere’. Forfatteren mener altså ikke, at alle israelere er slemme; nogle af dem er så enige med ham, at de kan kategoriseres som ‘anstændige’. Vi behøver ikke at komme nærmere ind på, at denne ‘populære TV-vært’ faktisk er en undseelig radiovært, hvis ‘udtalelse’ var en enkel sætning på Twitter; ej heller, at han faktisk ikke blev fyret. Begynder man at se et mønster?

Ritzau (endelig nogen, som går op i fakta) bliver citeret i forbindelse med de mange sårede, og selv om man ikke kan benægte smerten og ubehaget ved situationen, er det også vigtigt at huske denne skelnen: det israelske svar var ikke så hensynsløst som ‘at spraye mod myg’ men et forsøg på at minimere skaden med meget nøjagtige mål.

Ud af de 16 dræbte ‘demonstranter’ har det vist sig (hvilket Hamas også har erkendt), at mindst 10 var aktive terrorister og medlemmer af islamistiske grupper. Nogle af dem blev skudt, mens de nærmede sig grænsen med improviserede bomber, nogle blev fotograferet med maskingeværer.

Det er også interessant, hvordan forfatteren nævner en ‘blokade’, som begyndte i 2007, men udelader, at blokaden var et resultat af vores allieredes ønske om, at vi forlod Gaza, hvilket indbefattede at fjerne alle jødiske bosættelser såvel som al anden militær tilstedeværelse. Resultatet blev et årtis raketbombardementer udført af det demokratisk valgte Hamas, som også ligger i borgerkrig med deres ‘brødre’ i PLO. Dertil kommer utallige terrorangreb, alle rettet mod civile på den israelske side af grænsen.

Måske er det svært for en dansker at forestille sig, hvad der sker, når en grænse bliver forceret på ulovlig vis, men vores nabolag af verden er et noget andet – noget som de fleste danskere ud over forfatteren godt ved. Dertil kan det nævnes, at der er en grund til, at selv Danmark har grænsekontrol ved landets ellers fredelige grænserovergange.

Gennem nådesløse massakrer på hele familier, kvinder, børn og gamle har vi set, hvad der sker, hvis bare en enkelt islamist krydser grænsen – alt sammen i den hellige krigs navn.

Situationen i Gaza er bekymrende – særligt for Israel som nærmeste nabo.”

(Død ‘demonstrant’ jf. MSM; Foto: Julian Röpcke, se evt. IDF)

Oploadet Kl. 14:00 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer


7. april 2018

Geoffrey Cain: Toneangivende historikere ‘præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden’

Afvist kronik af cand. mag. et art. Geoffrey Cain. Det meste er kendt viden for Urias-læsere, men kronikken giver et ganske fint oprids.

Upålidelige opslagsbøger

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden

​Et nyt begreb, man ofte hører, er ‘fake news’. Det betyder manipulering, halve sandheder og i visse tilfælde direkte løgn. Men er det et nyt fænomen? Nej, det er det bestemt ikke. Det har sikker eksisteret siden hedenold, men når det drejer sig ikke kun om avisartikler men om autoritative opslagsværker, er der fare på færde.

Historiker og udenrigsminister Peter Munchs store Danmarkshistorie var skrevet som et opslagsværk. Dvs. en kilde, man kunne stole på. Men den var desværre skrevet med en klar prosovjetisk drejning og det samme kunne man sige om mange andre tilsyneladende pålidelige kilder. I nyhedernes verden har Dagbladene Politiken og Information gjort præcis det samme som Peter Munch. De har bare fortsat, hvor han slap, og linjen er senere blevet fulgt op af de store leksika.
Men ikke uden protest. For nogle år siden gjorde historikeren Bent Blüdnikow opmærksom på, at Den store danske encyklopædi havde politisk slagside. Påstanden vakte meget røre og fik udgiverne til at frembringe en mere balanceret netudgave, der inkluderede en del ting, den oprindelige encyklopædi ikke havde interesseret sig for.

Eksempelvis antallet af kommunismens ofre. Men det var de oprindelige leksikonforfattere ikke glade for. ‘Det er et grotesk knæfald for en meget højtråbende kritik, som ikke har noget på sig’, indvendte dr. phil. Morten Thing. Blüdnikow var gået alt for langt, mente han, selvom han efter undertegnedes mening gik aldeles ikke langt nok. Han kunne nemlig godt have taget Lademanns Leksikon med i samme bedømmelse, fordi det led af samme skævhed: Den gav alle, der slog op i det, det klare indtryk at det kommunistiske Sovjetsystem ikke var stort værre end et hvilket som helst andet lands statsform. Godt nok var det slemt, men også vi gjorde slemme ting, antydede Lademanns, der – ligesom Den store danske encyklopædi – undlod at nævne, at vigtige forfattere som Majakovskij, Vandurskij, Mandelsjtam, Bergson, Babel, Kolcov m.fl. alle blev myrdet efter Kremls ordrer. Hvorfor blev det ikke omtalt? Er mord dekreteret fra højeste sted en uvigtig detalje? Det standpunkt kan man vanskeligt forsvare, al den stund visse amerikanske forfatteres kranke skæbne i McCarthy-tiden udførligt er nævnt i samme leksikon.

Og sådan er det hele vejen igennem. Selv når Lademanns får sig til en nævne en likvidering i kommunistisk regi, bliver vægten lagt på individer og ikke på systemet. Det var Stalin der enemand havde ansvaret for kz-lejrene, ikke kommunismen. Og skulle man endelig pege finger ad nogen, var det snarere vores eget kapitalistiske Vesten, der havde det egentlige ansvar for verdenssituation. De skyldige er os selv.

Denne tradition for selvrevselse fortsætter nu i en ny udgave. Det er ikke så meget det kapitalistiske Vesten, der er i skyld i klodens misere, det er det kristne Vesten, og det sagesløse ‘offer’ er ikke længere den stakkels dæmoniserede kommunistiske verden men den stakkels dæmoniserede islamiske ditto.

Og nu som dengang er det de højeste autoriteter på området, der kolporterer tanken. To af dem, dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen og professor dr. phil. Jacob Skovgård Petersen er blevet set efter i sømmene af Klaus Wivel i Weekendavisen. Førstnævnte Jørgen Bæk Simonsen har – med sin baggrund som tidligere direktør for det Danske Kulturhus i Damaskus – længe talt varmt om syrernes religiøse tolerance. I 2006 sagde han i Danmarks Radio, at de arabiske lande har en ‘århundredlang tradition for at være meget forskellige. ‘Her er indbyrdes varianter af forskellige udformninger af, hvad det vil sige at være menneske’. Så her kunne vi i Vesten lære en hel masse. Hvis påstanden var sand. Men det er den ikke.

Minoriteterne er forfulgte i Syrien ligesom i det meste af den muslimske verden, og tolerancen er en illusion. Så hvordan kunne en professor i faget lide af den slags vrangforestillinger, spurgte Klaus Wivel. Men uden at få svar. Og så er der daværende leder af Dialoginstitut i Cairo, Jakob Skovgaard-Petersen. I 2008 skrev han en bog om Egyptens berømte universitet al-Azhar – uden at fortælle, at dette universitet ikke lukker jøder og kristne ind. Samtidig roste han den indflydelsesrige Sheikh Yusuf Qaradawi for at være blevet mere demokratisk, selv om han var forblevet ‘autoritær’. Og det må man sandelig sige, at han var. Qaradawis fatwa mod den franske filosof Robert Redeker har nemlig resulteret i, at Redeker nu på sjette år lever under jorden pga. konstante dødstrusler. Qaradawi har også rost Hitlers jødeudryddelse, hvilket Skovgaard-Petersen ikke fandt relevant at omtale.

Pudsigt nok ser man i denne virkeligheds- og historiefordrejning de samme retoriske trick, som Peter Munch brugte. Han anvendte ikke ordene ‘erobring’ og ‘tvangsindlemmelse’ om den sovjetiske ekspansion. Han skrev, at ‘området blev erhvervet’. Og nøjagtigt samme forskånende udtryk finder man i Politikens Islam leksikon ved Jørgen Bæk Simonsen. Her er et lille eksempel. Den fanatiske muslimske sekt Almohaderne hvis sejrstog gennem Nordafrika ifølge the University History of the World ‘efterlod et spor af blod fra Sydspanien til langt hinsides Marokkos grænser’, omtales på en ganske anden måde af Bæk Simonsen. Han skriver, at muslimerne opnåede ‘kontrol med’ de områder de underlagde sig. De erobrer aldrig. Ejheller koloniserer de eller optræder som imperialister. De ‘opnår bare kontrol’. Samme skånsomhed ødsler leksikon’et ikke på korsfarerne, der – fy, fy skamme sig – tillod sig at ‘generobre’ det Hellige Land. Ja, sikke nogen slyngler, ikke sandt?

Men hvad siger Islam Leksikon om muslimernes egen erobring af Mellemøsten, (og senere Spanien, Centralasien og Nordindien)? Der gik det tilsyneladende anderledes civiliseret til. ‘Det lykkedes de numerisk underlegne muslimer at tilkæmpe sig den politiske kontrol over hele Mellemøsten’, skriver Bæk Simonsen, idet han nærmest får det til at lyde, som om de stemte dørklokker på samme måde som vore dages Jehovahs Vidner. Det gjorde de som bekendt ikke, og her er der tale om en videnskabelig uredelighed begået af en, som utvivlsomt ved bedre besked. Og herom kan man sige følgende. På overfladen er Islam leksikon en nøgtern – omend ret studentikos – beskrivelse af islam og muslimske begreber.
​ ​
Men det er også mere end det. Det er også en hyldest til islam, som noget ædelt der ikke frembyder nogen som helst fare for Vesten. Det er fordi den i bund og grund ikke er meget forskellig fra vores vestlige samfund, siger Bæk Simonsen, og han kan heller ikke dy sig for gang på gang at indflette passager, der opfordrer til accept af indvandring. Så summa summarum dette: Hans leksikon er ikke blot politiserende, den er i virkeligheden missionerende. Videnskabelig stringens er der ikke tale om, og i visse tilfælde overskrider teksten grænsen mellem en vinklet (dvs forudindtaget) virkelighedsbeskrivelse og direkte usandheder.

Vi får at vide, at de fleste muslimske lande praktiserer børnebegrænsning. Men dette dementeres grundigt af bl a. Pew Research, hvor det fremgår, at det er er netop i de muslimske lande, at det praktiseres mindst! Hvilket også forklarer deres massive befolkningstilvækst. Men er den slags fordrejninger virkeligt så alvorlige? Svaret er ja. Det er en forudsætning for debatten – og for demokratiet – at de involverede parter ved, hvad de taler om.

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden men kun et simulacrum heraf. Forfattere som de nævnte præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden. I stedet for at være en guide og et orienteringslandkort er det en labyrint, som vi aldrig kan finde vej ud af, fordi skiltene viser forkert.



4. januar 2018

Nomineret til ‘Årets guttermand’ af Information: “For at lukke Uriasposten – hvis det ellers lykkes…”

Man kan producere mange humoristiske artikler for de 25 mio. Dagbladet Information fik i mediestøtte i 2017. Undertegnede nævnt på Information.dk – Ordener hænger man på idioter. Men ikke i Information.

“Årets guttermand
Gives til en dansker, som har gjort noget godt for fællesskabet …
Nominerede:

Kim Møller: For at lukke Uriasposten – hvis det ellers lykkes for ham at holde sig væk fra bloggen.

Rosa fra ’Den Store Bagedyst’: For sit fantastiske humør og nordjyske gåpåmod.

Claus Rehfeld Moshøj: For at stoppe som direktør i Aarhus Letbane.

Kvindelandsholdet: For at komme på fornavn med hele nationen.”

(Dagbladet Information, 30. december 2017)

Oploadet Kl. 22:06 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer
Arkiveret under:


19. november 2017

Interview i Information: “Vi har højre og venstre, men i praksis er det bare forskellige nuancer af rød.”

Lige lidt fra et interview med en rastende blogger i Dagbladet Information – I det store og hele har højrefløjen haft ret.

Kulturmarxismen har lammet det politiske spektrum, selv konservative kan være relativister. Vi har højre og venstre, men i praksis er det bare forskellige nuancer af rød. De synspunkter, som f. eks. Nye Borgerlige har – og som bliver betragtet som ekstreme – er synspunkter, som var vidt udbredte før ungdomsoprøret.

Heldigvis er vi på vej tilbage i den rigtige retning.’

Du har blogget om islam og indvandring i 14 år – hvordan har samfundet ændret sig?

‘I dag er politikere nødt til at tage DF med i betragtning, inden de snakker. Mange tør sige, at de har en negativ holdning til multikultur. Der har DF vundet. Men konkret politisk har man ikke løst problemet, og selv om det er ok at tænke uden for boksen i dag, fyldes debatten stadig op af dem, som har nem adgang til medierne. Vi skal stadig høre på Uffe Ellemann-Jensen, en fodboldtræner fra FCK eller en kunstner, som mener, at vi skal være gode ved hinanden. Og journalisterne udgør ikke et repræsentativt udsnit af befolkningen.’

Er du og andre ikke med til at lave en hadsk stemning imod indvandrere gennem jeres fokus på netop den sag?

‘Jeg kender argumentet. I 1998 stod jeg ret alene, da jeg sagde, at problemerne ville blive værre. Men det blev værre. I det store og hele har højrefløjen haft ret. Nogle muslimer føler, at de skal tage afstand til andre – at de ikke kan være danskere uden at skulle undsige alt muligt, og det anerkender jeg som en problematik.

Men hvad skal vi gøre? Skal vi bare sige ‘lad os få alle indvandrere ind’? Der er ting, som er vigtigere end nogle muslimers følelser og forhold til danskhed.‘”

Oploadet Kl. 22:42 af kimmobil — Direkte link48 kommentarer
Arkiveret under:


30. august 2017

Massiv kritik af regeringens skatteudspil: ‘Løkke skatteudspil gavner de vellønnede danskere mest’

Mandag præsenterede statsminister Lars Løkke Rasmussen et efter danske forhold ambitiøs skatteudspil, der de kommende år skal mindske skatte og afgifter med 23 mia. kroner. Det offentliges budget er på mere end 1000 mia., så der er plads til begejstring, for nu at formulere det pænt.

Hverken skat eller skattelettelser rammer i sagens natur lige, og når nu danskerne flest er socialdemokrater plus/minus 10 procent, valgte regeringen klogt, at tage udgangspunkt i procentvis skattelettelser for fire udvalgte indkomstgrupper: Fra den lavtlønnede HK’er (215.000 kr) til den vellønnede Direktør (1.050.000 kroner). Procentvis er HK’eren vinderen, men i rene tal er vinderen naturligvis de højtlønnede, dem der i forvejen bidrager uforholdsmæssig meget til den fælles kasse. Du kan ikke slippe for at betale skat, du i forvejen ikke betaler.

Planen har ni elementer, og inkluderer også lempelser af bilafgiften, der – hvis gennemført, vil gøre alle biler billigere, særligt biler med en kostpris på mere end 500.000 kroner. Berlingske referer kritikken fra politiske modstandere, og nævner tweets fra Enhedslisten Pelle Dragsted (tidl. militant kommunist) og Mattias Tesfeye (tidl. kommunist). Begge mener regeringen fusker med tallene, når de indledende procentsatser ikke medregner direktørens fordele ved køb af ny bil, fri telefon etc.

Det er her vi står. Lighed er både mål og middel, moderne slaveri. Flere af egne penge i hånden til arbejdende danskere er yderst problematisk…

(Grafik: Skatteministeriet, 29. august 2017)

Fem udvalgte aviser. Rød eller blå pille…

‘Løkke skatteudspil gavner de vellønnede danskere mest’ (Jyllands-Posten, 30. august 2017, forside)

‘Regeringen vil bruge historisk mange milliarder på få job’ (Berlingske, 30. august 2017, forside)

‘Økonomer advarer: Det er for tidligt at træde på speederen’ (Politiken, 30. august 2017, forside)

‘Skatteudspil risikerer at forkorte opsvinget frem for at forlænge det’ (Dagbladet Information, 30. august 2017, forside, Sebastian Gjerding)

“Skatteudspillet blev i går rost af erhvervslivets organisationer. Naturligt nok. Regeringens udspil ligger helt på linje med kapitalens forslag. Det er rå klassepolitik af værste klasse.” (Dagbladet Arbejderen, 30. august 2017, forside, Rå klassepolitik)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper