Det kan godt være Cavling-prisen handler om journalistik, men ikke udelukkende. Fra Berlingske Tidende – Information vinder Cavling-prisen.

“Danmarks fornemmeste journalistpris – Cavling-prisen – går til dagbladet Informations journalister Anton Geist og Ulrik Dahlin for deres afsløringer af, at Integrationsministeriet gav ulovlige afslag på statsborgerskab til op mod 500 statsløse palæstinensere. En artikelserie, der i begyndelsen af 2011 førte til daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs (V) fald, og som i dag tæller over 100 artikler.

Avisens ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen understreger, at han på hele avisens vegne er meget glad for prisen…

- Prisen er en oprejsning til de statsløse unge, som har fået knægtet deres rettigheder. Hvis denne pris kan tjene som oprejsning til dem, så er det fineste overhovedet, siger han.”

For nogle uger siden satte Ulrik Høy i Weekendavisen ord på den tendens medierne har til sort/hvid-tænkning i forhold til ‘det arabiske forår’. Det er som han så rigtigt skriver, ren ønsketænkning at tro ‘de hvide’ kommer til syne, blot fordi man vælter ‘de sorte’. ‘Moderat’ islamisk parti vandt valget i Marokko, skrev DR Online i går, men etiketterne bruges i flæng, og eksistensen af ‘sorte’ jijadister, gør selvfølgelig ikke islamistiske ekstremister til ‘hvide’ demokrater.

I sidste måned gav Lasse Ellegaard en analyse i Dagbladet Information af det tunesiske valg, der som bekendt også endte med islamistisk valgsejr. Valgresultatet blev som det er gængs tolket ind i en post-kolonial diskurs, og ligesom kalder kaldte Ennahda for et ‘moderate Islamist’-parti, så lod Ellegaard en ekspert forklare, at partiets succes kunne hjælpe moderate muslimer i Egypten til at holde saudiske wahhabister på afstand. Altid en positiv vinkel.

Forleden talte Tunesiens kommende premiereminister Hammadi Jebali ved et større arrangement i middelhavsbyen Sousse. Her havde han inviteret Houda Naïm fra terrororganisationen Hamas.

“Jebali declared that the occasion was “a divine moment in a new state, and in, hopefully, a 6th caliphate,” referring to the historical system of Islamic monarchies. … The general secretary also echoed Naïm’s words, stating, “The liberation of Tunisia will, God willing, bring about the liberation of Jerusalem.””

(Ennahda’s Hammadi Jebali, 13. november 2011; The Elder of Ziyon)

Det er svært for kulturmarxister, at forklare islamisternes succes i muslimske lande, og en af måderne de forsøger at redde æren på, er det man kunne kalde ‘definitionsnuancering’. Et ypperligt eksempel på dette kunne man høre i Orientering på P1 tidligere på måneden, da professor Mark Sedgewick (AU) gav en introduktion til det netop påbegyndte valg i Egypten.

Delvis transskription…

Vært, P1: … det moderate islamiske Ennadah Ennadah fik et kanonvalg, da tunesierne gik til det første frie valg i den arabiske verden. Om få uger følger Egypten efter, og alt tyder på at islamisterne også her klarer sig rigtigt godt.

Mark Sedgewick, profesor: It’s not necessarily a problem that religious forces are gaining strength, the thing in question is what sort of religious forces are gaining strength. It’s not necessarily a problem, because we shouldn’t assume, that religious forces are becoming anti-democratic.

Birgitte Vestermark, P1; Det er ikke nødvendigvis et problem, at religiøse kræfter vokser i styrke, for det det handler om, er hvilken type af religiøse kræfter der vinder frem. Det er heller ikke nødvendigvis et problem, fordi vi ikke per definition skal regne med at religiøse kræfter er anti-demokratiske. Og det har så også forbindelse til hvilke religiøse grupper der bliver styrket, siger han. En af de stærkeste islamiske bevægelser i Egypten er det islamistiske broderskab. Partiet var frem til revolutionen forbudt… 20 procent af stemmerne er på lang sigt det det muslimske broderskab plejer at få i muslimske lande, men for tiden kan den godt være større…

Birgitte Vestermark: Oprindeligt var safafisterne internt splittede om hvorvidt de overhovedet skulle deltage i den politiske proces eller ej. Flertallet var totalt afvisende overfor enhver form for politisk arbejde, mens et mindretal gik helhjertet ind for politisk handling. De var som oftest tilhænger af voldelige politiske handlinger, og derfor sluttede en stor del af dem sig til terrorbevægelsen Al-Qaeda. Men den balance er nu ved at forrykke sig, forklarer Mark Sedgewick, for antallet af politisk aktive salafister vokser og nu er de delt i tre retninger. De voldelige politisk aktive salafister, de ikke-voldelige politisk aktive salafister og de apolitiske salafister. Og det får betydning for det kommende valg mener professoren.

En af de ting salafisterne kommer til at gøre, er at splitte de islamiske stemmer yderligere. Før gik de islamistiske stemmer udelukkende til det muslimske broderskabs kandidat, nu bliver de splittet imellem en lang række grupper med udspring i det muslimske broderskab. Vi kommer måske til at se to salafistpartier, og nu ser vi også sufier, der ellers har været en apolitisk mystifistisk kult indenfor Islam blive interesseret i politik. Og det ser altså ud til at give os seks forskellige politiske partier der alle kæmper imod hinanden, så det begrænser den potentielle magt og indflydelse hver enkelt af dem vil få, siger han.

Men selv om de islamistiske stemmer splittes, så regner Mark Sedgewick alligevel med, at de bliver pænt repræsenteret i det nye parlament. Selv om vi der betragter valget udefra har en tendens til at fokusere på det religiøse aspekt, så kommer den store skillelinie i egyptisk politik næppe til at gå mellem religiøse og sekulære, men mellem de folkevalgte og hæren – vurderer historieprofessoren.

(Maha Abdullah fra Kairo; Politiken, 28. november 2011: Mød de egyptiske vælgere…)

“Jeg er lykkelig i dag. Egypten har ventet længe på at blive frit.” (Maha Abdullah, hjemmegående)

Der kommer mange sandheder frem, men kan man overhovedet tro på forskere der taler om ‘etniske minoritetskvinder’, når det tydeligvis omhandler afledte effekter af det islamiske kvindesyn. Fra Information – Familien fastholder etniske minoritetskvinder i voldelige forhold.

“Etniske minoritetskvinder har ekstremt svært ved at slippe ud af voldelige forhold. Det skyldes i høj grad en stærk familiefølelse, en mandsdomineret familie-struktur og en angst for at fortælle om overgrebene. Det konkluderer undersøgelsen Familien betyder alt om vold mod etniske minoritetskvinder.

»Groft sagt er det en gratis omgang at begå vold mod en etnisk minoritetskvinde. Det er ikke onklen eller fætteren som voldsudøver, der bliver gjort ansvarlige for eksempel et seksuelt overgreb, hvis andre får kendskab til volden. Det er kvinden, og det ved voldsudøveren godt,« siger Sofie Danneskiold-Samsøe, adjunkt og ph.d., som har foretaget undersøgelsen i samarbejde med lektor og ph.d. Yvonne Mørck og ph.d. Bo Wagner Sørensen fra Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitetscenter.

Forskerne har i interview med 42 kvinder åbnet for voldshistorier fra en gruppe, som ofte ikke bliver hørt i det danske samfund, og som er udsat for en særlig type af vold i hjemmet.

»Volden mod kvinderne foregår inden for hjemmet og bliver ikke begået af en fremmed. Det er den faste base, hvor man skulle være tryg, der lægger rammer til den ofte brutale vold, som man kender det for generel vold. Men for etniske minoritetskvinder er det ofte ikke kun ægtemanden, der begår volden, det er ofte også andre familiemedlemmer,« siger Sofie Danneskiold-Samsøe. …

Både ægtemænd, brødre, sønner, onkler og svigerfædre er voldsudøvere, samtidig med at også kvinder i familien deltager i volden. Yngre kvinder er nederst i hierarkiet, og mødre, svigermødre og ældre kvinder kan være med til at fastholde de voldsramte kvinder i familien. …

»Især kvinder, der er blevet giftet til Danmark, lever isoleret, og de forhindres i at begå sig i det omgivende samfund og kende til de muligheder, der er, og de rettigheder, kvinderne har…« siger Sofie Danneskiold-Samsøe.”

Der er mange præcise iagttagelser i tirsdagens kronik i Information, der er skrevet af lektor Torben Rugbjerg Rasmussen – Multikulturalisterne er snublet i deres egen retorik.

“Når udlændingespørgsmålet har fyldt relativt lidt i valgkampen, er det ikke, fordi den økonomiske krise dominerer listen over danskernes bekymringer. Forklaringen er snarere, at området er blevet normaliseret. …

Normaliseringen skyldes i første omgang ikke, at DF har dæmpet retorikken, men snarere at deres hårdeste modstandere lider af metaltræthed. Den såkaldte multikulturalisme, der op igennem 1990’erne etablerede sig som bærende ideologisk ramme i kampen mod indvandrerfjenderne og alle former for etnisk, national, kulturel eller sproglig enhedstænkning, er enten under hastig nedslidning eller reduceret til et spørgsmål om selvfølgelige værdier som respekt, åbenhed, tolerance eller kulturforståelse. …

Op gennem 00’erne viste multikulturalismen sig smukkest i modvind dvs. som negationsideologi. Den stillede en kvalitativ ny tid i udsigt en tid befriet fra den nuværende ordens lag på lag af fejltænkning, tilbageståenhed og forløjet idyl. Problemet var, at den ud over betoningen af moralske standarder som respekt, åbenhed og tolerance ikke for alvor rummede noget bud på, hvordan samfundets bærende institutioner skal bringes til at fungere. Så snart multikulturalismen skulle gøres til virkelighed, var den altså at sammenligne med varm luft eller wishful thinking.

Og det er ikke multikulturalismens eneste svaghed. Den bærer også på en anklage, kritik eller mistænkeliggørelse af det danske samfund, som savner empirisk gyldighed. …

På vej i glemmebogen er også indvandrervennernes eller det politiske venstres arsenal af kritik og fjendebilleder. Det gælder dels kritik og anklager, der står i gæld til 68-bevægelsens forståelse af det kapitalistiske samfund eller den vestlige civilisation som en systemfejl eller regulær skandale. Dels storforbruget af analogier til den tyske nazisme, det amerikanske samfunds ‘strukturelle’ og ‘institutionelle’ racisme eller til den europæiske eller vestlige verdens synderegister i den tredje verden. Hos det brede publikum udløser de kun hovedrysten.

Samme skæbne tilfalder storforbruget af kritik, fjendebilleder, dæmoniseringer eller forståelsesformer overtaget fra det politiske venstres mangeårige kampe imod småborgerskabet… Disse mere eller mindre rygmarvsbestemte anklager og fjendebilleder er under afvikling.

Der er ikke længere opbakning til forståelsen af det danske samfund som en systemfejl eller som en mere eller mindre traumatiserende kulisse for indvandrernes liv. Påstande om at danske indvandrere og flygtninges forhold kan sammenlignes med jødernes i 1930’ernes Tyskland, de sortes forhold i USA og ofrene for den sydafrikanske apartheidpolitik, er så langt fra virkeligheden, at de ikke vinder genklang.“

(eksempel fra debatten om artiklen)

Mange husker hvorledes det LO-ejede Tjeck kort før folketingsvalget i 2001 ‘afslørede’, at Søren Espersen var nazist. Tre år senere fik han tilkendt erstatning ved Østre Landsret, men historien medvirkede ganske givet til, at han ikke blev valgt.

Således lyder en overskrift i dagens Information, her tolv dage før valget.

(Dagbladet Information, 3. september 2011)

Artiklen er skrevet af Philip Egea Flores og Marchen Neel Gjertsen. Sidstnævnte er tidligere aktiv i Socialistisk Ungdomsfront, og var tilbage i 2005 kandidat for Enhedslisten i Odense.

Fra Danskfolkeparti.dk – Dagbladet Information bringer falsk artikel om indfødsret.

“Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen er rasende og chokeret over dagbladet Informations forsidehistorie i dag, lørdag den 3. september, hvori han citeres for at foreslå, at kun personer, som har “dansk blod” i årerne skal kunne opnå dansk indfødsret.

“Det er en nedrig artikel med rent ud falsk indhold, som Information her bringer til torvs. …” siger Søren Espersen.

“Jeg kunne aldrig nogensinde få de ord i min mund at tale om “dansk blod”, siger Søren Espersen. “Sådan snak er ren nazistisk tankegang og sprogbrug, og det er forfærdeligt, at Information vil synke så dybt, at de lægger sådanne ord i min mund. Det stinker ærligt talt fælt af DF-bashing!”

“I et månedgammelt interview med den norske avis, Verdens Gang, har jeg sagt, at det er min personlige holdning, at loven om dansk indfødsret måske kunne strammes, således at indfødsret som overordnet princip kun kan erhverves, hvis enten far eller mor er dansk statsborger. Nøjagtig den samme formulering fremgår af min hjemmeside – under rubrikken “holdninger”, hvori det ordret hedder: “Der skal strammes yderligere op med hensyn til tildeling af dansk indfødsret. Jeg foretrækker personligt, at loven ændres, således at dansk indfødsret som overordnet princip kun kan erhverves, hvis enten far eller mor er dansk statsborger.”

“Det forholder sig eksempelvis sådan i USA, at man i dag som overordnet princip bliver amerikansk statsborger, hvis enten far eller mor er amerikansk statsborger – men det betyder jo ikke, at man ikke af anden vej kan få amerikansk statsborgerskab. Det kan man få, hvis man ellers lever op til en række stillede krav. Det er det præcist samme princip, jeg personligt som en mulighed kunne se indført i Danmark”, siger Søren Espersen…”

Professor Peter Kurrild Klitgaard udstiller de danske medier på sin Berlingske Blog – De fiktive nedskæringer.

“Fulgte De med i dramaet om USA’s gældskrise? Så hørte De måske om, hvordan Republikanerne forlangte og fik dramatiske nedskæringer.

Ritzau–og dermed 90 pct. af de danske medier–kunne f.eks. fortælle, at planen indeholder “store nedskæringer i statens budget”. Og denne fine avis kunne fortælle på forsiden, at aftalen “skærer i det offentlige budget” og “udstiller rabiate Republikanere”…

Hos dagbladet Information mente man, at aftalen “efter alt at dømme” vil “forværre den i forvejen matte amerikanske økonomi. Det skyldes budgetbesparelserne, som skærer i overførslerne fra forbundsstaten til delstater, kommuner og familier.”

Mest højstemt var som altid dagbladet Politikens lederskribent, Lars Trier Mogensen, der onsdag forklarede, hvordan “yderligtgående kræfter” fra “den ekstreme højrefløj” har domineret beslutningen på en sådan måde, at der er kommet en så “ensidig og økonomisk uansvarlig” politik ud af det, at man gennemtvinger “rene besparelser på et tidspunkt, hvor USA’s samfundsøkonomi i forvejen er helt i knæ.”

Det lyder dramatisk. Der er bare ét lille problem: Mens noget blot er unøjagtigheder, er ganske meget fiktion.

Udover det faktum, at en lille gruppe på cirka 30 “Tea Party”-medlemmer ud af 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus netop ikke fik deres vilje, og at aftalen kom igennem kongressens to kamre med mellem 2/3 og 3/4 af samtlige stemmer, og præcis ikke var præsident Obamas opfindelse, så er der med gældsaftalen (med et par mindre undtagelser) ikke vedtaget, at én eneste offentlige udgift skal være én eneste dollar mindre, end den allerede er. Der er stort set alene tale om, at aftalen vil begrænse den fremtidige stigningstakt i de offentlige udgifter. USA’s budgetunderskud vil fortsætte, og eksplosionen i statsgælden vil derfor–i fraværet på et mirakel–også fortsætte. …

Som konsekvens vil den amerikanske forbundsstats underskud og gæld ikke blive berørt i nævneværdig grad. Budgetunderskuddet i 2012 vil fortsat være på over 1 billion dollar. Hvorfor? Fordi de samlede “drastiske”, “store” besparelser i 2012 vil være på kun 22 milliarder dollar–ud af et samlet budget på 3,6 billioner dollar. Altså (for at undgå misforståelser) på 22.000.000.000 dollar ud af 3.600.000.000.000 dollar. Det er besparelser på mindre end én procent. Eller svarende til, hvad USA’s regering skal låne i indeværende måned alene, blot for at holde statsmaskineriet kørende. Ja, faktisk vil de offentlige udgifter i 2012 være 4 pct. højere, end de var i 2010–og ikke hele 20 pct. højere end i 2008.”

Nu hvor Breiviks manifest er lagt frem, og medierne har taget de ting de kan bruge, er der nu debat om det rimelige i at medierne har gjort kompendiet offentligt tilgængeligt. Originalkilder er fortolkernes værste fjende, og hvor medierne hænger Document.no og Snaphanen.dk ud, så er der ingen der skriver et ord om Breiviks ideologiske problemer med ‘moderate’ højreblogs – dem medierne samlet betegner som ‘højreekstreme’ eller ‘højreradikale’.

Ingen medier har opdaget at ‘højreradikale Snaphanen’ i modsætning til store amerikanske medier undlod at køre islamist-tesen, selvom det lå lige til højrebenet, da først en Jihad-gruppe havde taget ansvaret.

“Mens resten af verdenssamfundet har travlt med at fordømme den 32-årige norske højreekstremists vanvittige gerninger, får han sympati på det danske højreradikale diskussionsforum Snaphanen. Således skriver brugeren, der kalder sig ‘Erling’, følgende ord om Anders Breivik…” (BT, 24. juli 2011: Hyldes på dansk hjemmeside)

Det har ikke været nemt at finde danske højreorienterede der støtter Breiviks forbrydelse, og de kommentarer til blogposter der udtrykker ‘forståelse’, må derfor indsættes i en kontekst der drejer det over i en form for accept. Det er ikke det samme. Tryk avler modtryk, og det ville være naivt at tro det ikke kunne ske igen.

“Debatten kører på livet løs på de Skandinaviske højreekstremistiske blogs efter nyheden om, at den angivelige massemorder, Anders Behring Breivik, 32, er en del af dem. På den danske blog, Hodjas Blog, går tonerne højt.

– Det måtte jo ske… det er kun begyndelsen, vi ser… Vi går spændende tider i møde, skriver Børge.” (Ekstra Bladet, 23. juli 2011: Bloggere er enige: Det sker igen)

Mediernes valg af eksperter er helt udenfor kategori. I Deadline kunne man søndag aften høre P77-bloggeren Shansen tale i flere minutter, om hendes kendskab til Breivik og hans postulerede danske kontakter. Ingen navne blev nævnt, og det hele var baseret på rygtet om, at anonyme ‘Fjordman’ skulle være identisk med Breivik, hvad forlængst er dementeret.

Senest i dagens Jyllandsposten.

“Jeg har aldrig talt for vold. Det er absurd at beskylde islamkritikere for at være delagtige i, at en voldelig psykopat, som skytten på Utøya helt oplagt må være, skyder på sit eget folk, endda ikke-muslimer,” skriver han i en e-mail til VG. …

På sin blog skriver Fjordman, at der var intet af det, som han har læst fra Breiviks hånd på nettet, som indikerede, at han ville dræbe. Samtidig fortæller han, at kender en af dem, som befandt sig på Utøya under massakren.”

Breivik er inspireret af Fjordmans tekster, men der er tale om to forskellige personer. Hvis journalister havde brugt nogle timer på manifestet, så ville de også have bemærket et afsnit, hvor Breivik omtaler Fjordman som sin favoritskribent.

“Despite a couple of attempts, I have not been able to meet with him even though he is Norwegian. He is quite paranoid which is understandable to a certain degree I guess. Many have asked if I am Fjordman, but this is obviously not the case. To be honest, I had no idea who he was until I was six months into my current compendium…” (s. 1406)

Det siger sig selv, at røde universitetsforskere har kronede dage, og når man tilhøjer et politisk segment, der mener højreradikalisme starter ved Socialistisk Folkeparti og ender ved Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, så bruger man selvfølgelig ikke tiden på at fortolke Breiviks egne ord. Intet om det absurde i ‘revolutionær-konservatisme’ – for dem er det hele sort i sort.

(René Karpantschof anholdes under ungdomshus-uroligheder, 1999; Junikredsen)

Eks-autonome Rene Karpantschof valgte rimeligt nok ‘ensom-ulv’-forklaringen, men gav den samtidig en behændig normativ drejning. Breiviks manglende netværk er netværkets nye strategi, så at sige.

“De internationale højreradikale har prøvet at fremme en ensom ulv-strategi…” (BT via Ritzaus Bureau, 23. juli 2011: Højreradikal terror bør ikke overraske os)

(Breivik-manifestet, 2011, s. 536, Uriasposten/3335)

Da en af Fjordmans tekster i Breiviks kompendium, inkluderer en henvisning til Uriasposten, blev jeg i går eftermiddag kontaktet af Dagbladet Information. Der er ikke noget at udsætte på det citerede, men minsanten om ikke jeg skulle pakkes ind i ekspertudtalelser fra Chris Holmsted Larsen og Daniel Poohl fra svenske EXPO. Fra Ekstremisme-eksperter: Breivik er ingen ensom ulv.

“Han er blevet beskrevet som en ensom ulv. Men Anders Behring Breivik er tværtimod produktet af en stærkt islamkritisk, antielitær nationalisme…

»Breiviks manifest viser meget klart, at han er en del af denne idéverden. Derfor er det fuldstændig forkert at beskrive ham som en ensom galning. Det betyder ikke, at de mennesker, hvis politiske opfattelser han deler, sympatiserer med hans handlinger, men det betyder, at den form for politisk miljø, som de skaber, kan inspirere mennesker som Breivik,« siger Daniel Poohl, chefredaktør for det svenske tidsskrift Expo, der kortlægger højreekstremistiske tendenser. …

Blandt de mange referencer i det over 1.500 siders lange skrift er henvisninger til de indvandringskritiske danske hjemmesider uriasposten.dk og snaphanen.dk. Uriasposten blev i 2007 vurderet til at være den mest indflydelsesrige blog i Danmark målt på antal links, og ifølge Daniel Poohl er både Uriasposten og Snaphanen, der begge har over 3.000 besøgende om dagen, fora for samme form for politisk tænkning som den, der ser ud til at have drevet Breivik:

»Der er ikke tale om nazisme, men om en idéverden, der har 11. september som baggrund og har haft stor fremgang de seneste fem-ti år. Islam er fjenden, og konspirationsteorien er, at den politiske og mediemæssige elite har inviteret Vestens fjender indenfor i multikulturalismens navn.«
‘Bekymrende ligheder’

Også historikeren Chris Holmsted Larsen, der forsker i politisk ekstremisme på RUC, placerer Anders Behring Breivik i en bredere sammenhæng.

»Grundkernen er et stærkt had til islam og en overbevisning om, at den politisk korrekte kulturelle elite er inficeret af en venstrefløj, der vil opløse nationalstaten. Dén konspirationsteori deler Breivik med store dele af den yderste højrefløj, herhjemme især repræsenteret på Uriasposten,« siger Chris Holmsted Larsen…

»De opfordrer ikke til vold, og der er ikke belæg for at sige, at de bakker op om Breivik, men man kan ikke komme udenom, at der er nogle bekymrende ligheder mellem den politiske tænkning, de repræsenterer, og Breiviks ideer…« siger Chris Holmsted Larsen…”

(Uriasposten, 14. juni 2011: Chris Holmsted Larsen, venstreekstrem ekstremismeforsker)

RUC-historiker Chris Holmsted Larsen er ikke stalinist, men… det er tæt på. Expo er ikke et tilfældigt ‘svensk tidsskrift’, men en organisation oprettet af kommunisten Stieg Larsson for at overvåge svenske højreradikale, hvad defineres så bredt, at man næsten skal være trotkist som grundlæggeren selv, for ikke at komme i søgelyset. Tidsskriftet har blandt andet stået for ulovlige telefonaflytninger af politikere fra Sverigedemokraterna, men den slags er helt uproblematisk – Murdoch er ikke involveret.

EXPO’s danske pendant er Redox, der samarbejder med militante Antifascistisk Aktion, og derfor sidste år blev genstand for en større PET-razzia. I deres arkiv var Bl.a. billeder af undertegnede. Det afholder naturligvis ikke Ekstra Bladet fra at kopiere en Redox-historie baseret på en debat i en lukket Facebook-gruppe.

(Ekstra Bladet, 24. juli 2011: Danske nynazister hylder norsk massemorder)

Almindelige journalistiske kriterier er sat ude af kraft, og afslutningsvis må det være på plads at citere den strenge rektor der i Billy Madison fra 1995 korrekser filmens hovedperson spillet af Adam Sandler.

“… what you’ve just said is one of the most insanely idiotic things I have ever heard. At no point in your rambling, incoherent response were you even close to anything that could be considered a rational thought. Everyone in this room is now dumber for having listened to it. I award you no points…“

Ekstra Bladet har i modsætning til landets øvrige medier, gjort en selvstændig indsats for at beskrive sagen mod de fire venstreekstremister, som PET mener står bag 11 brandattentater det seneste år. Det omfatter blandt andet et angreb på Politikskolen i Brøndby (13/5-10), et angreb på Hvidovre Politistation (12/7-10), og mere ambitiøse angreb på PET (8/12-10) og Politiets IT og Telecenter (11/1-11). Derudover også et angreb på Nordea på Christianshavn (14/1-11), flere mindre sager, og ikke mindst det andet angreb på Politiskolen i Brøndby, der foranledigede anholdelsen, natten til tirsdag i sidste uge.

Skønt læserbrev i Dagbladet Information, selvom Bjarke Larsen formentligt er klar over, at avisen har flere venstreekstremister på lønningslisten – Pinlig tavshed om venstrefløjsvold.

“Som det eneste medie i Danmark har Information valgt ikke at bringe nyheden om, at politiet har anholdt fire unge mennesker med tilknytning til den yderste venstrefløj og sigtet dem for brandstiftelse, da de blev grebet på fersk gerning i færd med at stikke ild til Politiskolen. …

Der er gået en hel uge siden attentatforsøget. Information er stadig tavs. Hvorfor? I et blad, der åbenlyst definerer sig som venstreorienteret, og som har de mest venstreorienterede danskere som faste læsere. Her af alle steder burde det vel være relevant at omtale begivenheden og få en grundig analyse og debat af den voldsfascination, der tilsyneladende trives i nogle venstreorienterede miljøer.

Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig, hvor omfattende Information havde dækket begivenheden, hvis det havde været fire mennesker med tilknytning til Trykkefrihedsselskabet, der var blevet anholdt i færd med at stikke ild til lokaler tilhørende en islamisk organisation. …

Bladet var gået amok i omfattende reportager, ledere, tonsvis af kommentarer og læserbreve. Georg Metz ville have fået verbalorgasme i sine klummer de næste mange uger og måneder. Men nu: ikke ét ord.

Er det for pinligt, for besværligt, for ubekvemt til Informations verdensbillede? …

Må jeg foreslå Information… at skrive en artikelserie om det klaustrofobiske verdensbillede og ikke mindst den fjenderetorik, der dominerer dele af venstrefløjen, og som kan gøde jorden i et ungt sind for at tage skridtet ud i voldelige aktioner.”

(Politiskolen i Brøndby, 13. maj 2010; EB, 3/5-11: Politiets lyttecenter skulle brændes ned)

Murens fald desillusionerede venstrefløjen, men de fandt hurtigt alternative ideologiske sutteklude. Reklame for Dagbladet Information (1990).

(Weekendavisen, 5. oktober 1990)

Man kan sige meget om Dagbladet Information, men det er altså ikke det bedste medie til at kulegrave lækkede dokumenter. En Michael Hammers har på 180 Grader bragt flere gode klummer relateret til avisens behandling af Wikileaks-materiale. Her lidt fra seneste post – Dagbladet Information: Et multikulturelt orienteret blad kræver kulturimperialisme.

“I sin månedlange anti-kampagne mod regering/forsvar har Dagbladet Information med basis i Wikileaks dokumenterne endnu engang forsøgt at hænge det danske forsvar ud. Det sker i en artikel fra den 25/11-2010, hvor forsvaret anklages for, at have overtrådt FN’s resolution fra d. 8/6-2004 om at bistå de irakiske myndigheder med at opretholde ro og orden…

Artiklen har overskriften ”Med kikkerten for det blinde øje” og dens omdrejningspunkt er en påstand om, at danskerne ikke gjorde noget for at standse forbrydelser (f.eks. mord og kidnapninger), der foregik mellem de irakiske stammer / klaner. Bladet begrunder sin påstand med 70 logs, som skulle vise, ”at de danske styrker generelt var yderst tilbageholdende med at gribe ind over for stammerne i det danske ansvarsområde”. Ifølge Information var der tale ”om en officiel dansk politik”, hvilket bladet finder bekræftet på forsvarets hjemmeside, hvorfra følgende citat hentes: ”Hvis stammer slås indbyrdes, også ved brug af skydevåben, skal vi kun gribe ind, hvis den konkrete situation gør det uomgængeligt. Som hovedregel holder vi os uden for interne stridigheder”. Bladet citerer korrekt, men ude af sammenhæng…

Det dokument, hvorfra citatet er hentet, drejer sig i sin helhed om, hvorledes de danske soldater bør forholde sig i relation til magtanvendelse i samarbejdet med irakerne og deres anderledes kultur. Som det bl.a. hedder:

“Fokus for den danske styrke er at etablere og vedligeholde et godt samarbejde med de lokale irakere (…) Samarbejdet består dels i at anerkende og efterleve skikke og sædvaner (…) Den danske styrke modtager inden udsendelse undervisning i irakisk kultur (…) Herudover har man på chefniveau rådført sig med de mest indflydelsesrige sheiker i området m.h.p. , at det danske personel til enhver tid opfører sig korrekt i relation til irakisk kultur (…) både sheiker og præster har rost den danske styrke for at have respekteret irakernes religion (…) Lokalt, kulturelt og traditionelt er det således i denne region ofte oplevet mere legitimt at anvende fysisk magt under interne uroligheder. Eksempelvis opfattes det i visse situationer mere krænkende at lægge hånden på en kvindes arm end at anvende mild magtanvendelse i form af slag”.

Det fremgår tydeligvis at forsvaret har haft en klar ide om, hvor vigtigt det var at respektere irakerne, deres kultur og religion, som grundlag for selv at blive accepteret og for således at kunne medvirke til at genopbygge landet. Og det er netop i den sammenhæng det løsrevne citat, Information bruger, skal forstås. – Her følger den konkrete kontekst omfattende citatet:

“Ved enhver kontakt med de lokale irakere, skal der udvises respekt for de irakisk/arabiske skikke og adfærd (…) En af vanerne hos de lokale er ved særligt festlige lejligheder at skyde op i luften med lette våben – de ved at vi ikke bifalder denne vane, fordi den sætter folks liv på spil, men vi skal ikke reagere fjendtligt eller bringe vore egne liv i fare for at stoppe dette traditionsbundne skyderi. Hvis stammer slås indbyrdes, også ved brug af skydevåben, skal vi kun gribe ind, hvis den konkrete situation gør det uomgængeligt. Som hovedregel holder vi os uden for interne stridigheder”…

Når Information således vil bruge det løsrevne citat til at understøtte bladets budskab om et dansk forsvar, der satte kikkerten for det blinde øje og hensynsløst kynisk lod klanerne begå forbrydelser imod hinanden, så er der altså tale om et tværtimod. Danskerne (koalitionen) kunne naturligvis ikke, som fremmed magt, gribe systematisk ind i irakisk kultur og traditioner, uden at risikere at sætte hele genopbygningsmissionen over styr. Uanset hvor forkert man måtte opfatte verserende klanstridigheder, så var der tale om irakiske normer – ikke danske. Dette burde det multikulturelle dagblad Information ellers om nogen have fuld forståelse for, men det synes som om bladets position i relation til det danske Irak-engagement bestemmes, ikke af højere principper, men af en tøjlesløs antipati mod regering / forsvar.“