22. september 2014

Information renvasker AFA-leder Andreas Rasmussen: frifundet, venstrefløjsaktivist, politisk arbejde…

Tilbage i juli 2010 bragte Projekt Antifa en længere artikel om ’68 dage i Vestre Fængsel’ ved en anonym skribent, der efter eget udsagn blev ‘beskyldt’ af PET for at være leder af Antifascistisk Aktion (AFA). Senere samme år kaldte han sig for ‘Niclas’ i en beslægtet artikel i Internationalt Forums tema-nummer om ‘politiske fanger’ (også Projekt Antifa, februar 2011), og lørdag var dagen så kommet hvor han stod frem med eget navn i en avis.

Bemærk hvorledes journaliststuderende Mette Schjerbech Wallach ikke nævner et eneste ord om erklærede militante Antifascistisk Aktion, men omvendt diskret fletter ind at Andreas Rasmussen blev frifundet for politisk vold. Uanset hvordan ordene drejes, så blev AFA-lederen dømt for besiddelse af hacket materiale, overtrædelse af våbenloven og ‘medvirken til et voldeligt overfald’ med flasker mod politiske modstandere.

Fra Dagbladet Information – ‘Jeg var i konstant alarm-beredskab’.

“I celle 254 i Vestre Fængsels isolationsafdeling er der to gange tre meters terrazzogulv, tre meter til loftet, og den låste dør ind til cellen er 15 centimeter tyk. … Modsat den låste dør er der et lille vindue, som man akkurat ikke kan kigge ud af, hvis man som Andreas Rasmussen er 183 cm høj. Langs væggen står en sofa af den slags, som man i 1970’erne kunne finde i vuggestuer og børnehaver. Betrækket kradser. Hver aften skal sofaen trækkes 20 centimeter ud fra væggen og bruges som seng. Så har man 80 cm at ligge på. …

Den 28. februar 2010 blev venstrefløjsaktivist Andreas Rasmussen anholdt og varetægtsfængslet af PET, og det er sådan, han husker sin celle. Han blev tiltalt for hacking, overfald på personer på højrefløjen og terror i forbindelse med sit engagement i Researchkollektivet Redox. Nu – fire og et halvt år efter – er sagen afsluttet, da Statsadvokaten i august i år opgav at anke frifindelsen af de tiltalte til Landsretten. Derfor er Andreas Rasmussen endelig en fri mand. Men han er ikke fri af sine oplevelser fra de 40 dage i isolation.

‘Det var et enormt pres. Jeg blev sgu mærkelig oven i hovedet,’ fortæller han.

(Andreas Rasmussen, Redox/AFA-leder, Vester Allé, Århus, 6. august 2008; Uriasposten)

Andreas Rasmussen husker også, at han var bekymret for hans venner fra Redox og deres fælles politiske projekt.

‘Alt vores arbejde blev angrebet. Jeg var bange for, at mine venner skulle gennemleve det samme, som jeg gjorde, og jeg var bange for, at alle ville blive anholdt, for så havde nazierne frit spil.’

Det var for at undgå kollusion – at forstyrre efterforskningen – at dommeren i Københavns byret sendte Andreas Rasmussen i isolation. Han var sigtet efter straffelovens §114f, som er terrorparagraffen samt §245, som omhandler vold og §263 omkring hacking. Så da den dengang 23-årige mand sad i celle 254 og kiggede på den tunge metaldør med skriften og den lille luge i, skulle han synke en ekstra gang. …

Terrorsigtelsen var Andreas Rasmussen mest uforstående overfor, og det var også den, som han frygtede mest: …

‘Jeg var vred over, at PET sigtede mig for terror. Samtidig frygtede jeg sigtelsen på grund af strafferammen og hele den stigmatisering, som en terroranklage vil betyde for mig og for Redox,’ siger Andreas Rasmussen. …

‘Jeg er normalt god til at passe på mig selv og få tiden til at gå på en fornuftig måde. Men i de første 10 dage af isolationen var jeg ved at knække sammen, og der tænkte jeg mange gange, at jeg ikke kunne holde stand. At jeg ville begynde at plapre løs bare for at komme ud, og det ville jeg selv betragte som et svigt, hvis andre gjorde. Vi havde en aftale om, at vi ikke ville udtale os,’ siger han og fortæller, at isolationen blandt andet gjorde, at han tabte sig 12 kilo på knap seks uger. …

Selv om Andreas Rasmussen ved, at hans politiske arbejde kan have konsekvenser for ham, så havde han aldrig overvejet, at isolationsfængsling kunne blive én af dem:

‘Jeg vil ikke klynke, for jeg har truffet et valg om at være politisk aktiv, og jeg har altid vidst, at det var en risiko at blive anholdt eller fængslet.'”

(Internationalt Forum, GAIA, 2010/67, Tema: Politiske fanger, s. 4; Issuu.com)



14. september 2014

Tendensiøs dækning af hackersag i niche-aviser – bruger Bitbureau som ‘uafhængig’ kritiker…

Danmarkshistoriens største hackersag er i fuld gang, og flere medier kæmper aktivistisk for at nedtone, ikke bare det venstreradikale aspekt, men også sagens omfang. Centralt i forsvaret står Bitbureauet, der præsenterer sig selv som værende en ‘uafhængig internetpolitisk tænketank’. Selvom tiltalte JKT har delt adresse med to ud af blot fem navngivne i Bitbureauet, så lader visse medier Bitbureauet fremstå som en uafhængig kilde.

Sagen dækkes i Dagbladet Information af Researchkollektivet Redox’ Sebastian Gjerding, tidligere talsmand for Piratgruppen, der åbent samarbejdede med ‘The Pirate Bay’ – projektet der gjorde den anden tiltalte i sagen verdenskendt. Piratgruppen eksisterer ikke mere, og Bitbureauet virker som en mere medievenlig efterfølger. Sebastian Gjerding har en lang fortid på den yderste venstrefløj, og var eksempelvis aktiv på højt niveau i Borgerinitiativet Kirkeasyl – i øvrigt sammen med søsteren Helena Reumert Gjerding, der i 2011 blev erstattet af Vidir Valberg Gudmundsson i Bitbureauet.

(Collage: JKT anno 2008, diverse online-artikler der inkluderer Bitbureauet)

Danmark er et lille land, det IT-politiske miljø er tæt, og hvis IT-journalister bruger Bitbureauet som ‘uafhængig’ kritiker, så må det være en bevidst beslutning. Således inddrager to niche-aviser Bitbureauet i sin dækning af af sagen mod 21-årige JKT og Gottfrid ‘anakata’ Svartholm.

Fra Version2.dk, 10. september 2014 – Anklagers it-fremmedhed vækker bekymring i hackersag (af Magnus Boye).

“Også på Twitter møder anklageren mistillid – som i dette tweet fra Henrik Chulu, der er medstifter af den it-politiske tænketank Bitbureauet.

‘Graden af digital inkompetence hos anklageren i #hackersag er pinlig, spilder alles tid og opildner til forragt for retssystemet. #dkpol
11.07 – 5. sep 2014′”

Fra Computerworld, 12. september 2014 – “Man burde undersøge CSC i stedet for en retssag mod hackere” (af Nicolai Devantier).

“Når man læser mediernes dækning af sagen, kan man hurtigt få den opfattelse, at de tiltalte allerede er dømt skyldige, men den opfattelse sættes der nu et stort spørgsmålstegn ved.

‘I stedet for en retssag mod personer – skyldige eller ej – burde man se på sikkerheden i CSC, der har vist sig at være ringe gennem meget lang tid. Den forsømmelighed burde man efterforske. Jeg synes, at CSC er sluppet meget let i denne sag,’ siger Christian Panton.

Han er medstifter af Bitbureauet, der definerer sig som en uafhængig internetpolitisk tænketank og en interesseorganisation for internettet, der drives på foreningsbasis.

‘Skyldsspørgsmålet er som bekendt ikke afgjort endnu, så jeg kan ikke sige noget om den side af sagen. Men det materiale, der er lagt frem i retten, er fra en teknisk vinkel ret tyndt,’ fortæller han.”



7. september 2014

Lektor Mehmet Ümit Necef: “… hvorfor skal man i et demokratisk samfund skjule sandheden for mig.”

Man kan ikke bekæmpe fordomme med afetnificering af kriminalhistorierne, forklarer Lektor Mehmet Ümit Necef i Berlingske – ‘Jeg vil kende voldtægtsmandens etnicitet’.

“… ifølge Mehmet Ûmit Necef foregår det overalt. Også i Danmark – i forskerverdenen, i medierne, hos myndighederne. Man skjuler etniciteten, fordi man ikke vil opildne til had. Og han har masser af danske eksempler på det.

Lektoren, debattøren og forskeren fra Syddansk Universitet, der selv har tyrkisk baggrund, kalder fænomenet ‘filtrering.’ Og det er et fuldstændigt misforstået hensyn, som trives særligt i kredse omkring venstrefløjen, mener Necef. I går fremlagde han sine eksempler på debatarrangementet ‘Ytringsfrihed og radikalisme’ arrangeret af Dagbladet Information.

Ønsket om at filtrere for at beskytte etniske minoriteter er som udgangspunkt godt, men som en kobra, der sluger sin egen hale, får det nogle meget negative konsekvenser. Det er en misforstået hensyntagen, og det er ikke den måde, vi kan bekæmpe fordomme mod hinanden på,’ siger Mehmet Necef.

[…]

‘Man kan se alle de krumspring, som journalister forsøger sig med for at undgå at nævne den etniske oprindelse. Men hvorfor skal man i et demokratisk samfund skjule sandheden for mig. Jeg vil gerne vide, hvilken etnisk gruppe en voldtægtsmand tilhører,’ siger Necef og tilføjer:

‘Jeg kommer selv fra venstrefløjen og har læst Politiken og Information, og hver gang jeg læser om en voldtægt eller om unge, der har kastet sten mod politiet eller lignende, så har jeg tydeligt kunnet se, at etniciteten var sløret. Så har jeg måttet ud og skaffe Ekstra Bladet eller BT for at finde ud af det. Det undergraver troværdigheden.’ …

‘Ja. For to måneder siden myrdede en tyrker sin ekskone. Jeg er selv tyrker, og jeg var i Tyrkiet, da det skete, og købte seks-syv aviser, og de skrev skamfuldt om det. Endnu en gang er der en af os, der har myrdet sin kone. Hvad tænker europæerne ikke om os? I danske medier stod der: En mand har myrdet sin ekskone. Borger angriber borger.'”

(Mere om konferencen ‘Ytringsfrihed og radikalisme’ på Snaphanen)

Oploadet Kl. 10:59 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


10. juni 2014

Blüdnikow: Venstrefløjen kæmpede for Castros mand i København, var en del af marxistisk terrorgruppe

Murens fald har ændret vilkårene for rødgardisterne. Hvor de i 1970’erne offentligt kæmpede marxistiske terroristers sag, så må de i dag nøjes med at bekæmpe den demokratiske højrefløj. Lang og interessant gennemgang af Mexicanersagen i Berlingske af Bent Blüdnikow, der også har udgivet historien som ‘single‘ – Castros mand i København.

“Den 1. april 1977 blev en ung mexicaner ved navn Jaime Okusono Martinez arresteret i København. PET mistænkte ham for spionage til fordel for Fidel Castros kommunistiske Cuba. Han færdedes i det venstreorienterede miljø og boede i et kollektiv i Bagsværd.

Anholdelsen og senere truslen om at udvise Jaime skabte et ramaskrig. Der blev samlet 24.000 underskrifter ind mod fængslingen. Der blev lavet protestdemonstrationer med tusindvis af mennesker. Der blev indspillet plader, hvor Troels Trier, Arne Würgler, Niels Skousen og andre fra musikbranchen sang til fordel for ham. I Information førte man kampagne for Jaime. Forfatteren Jan Guillou kom til København og talte hans sag. Suzanne Brøgger skrev protestbrev, og Johannes Møllehave digtede mod justitsminister Orla Møller (S), der havde beordret Jaime udvist. Mexicaner-sagen, som den blev kaldt, blev en af 1970ernes største politiske sager og medførte en offentlig debat om udlændinges retsforhold.

Og den trak politiske spor helt frem til vedtagelsen af udlændingeloven i 1983.

[…]

Jaime var født i Mexico i byen Monterey. … Han blev uddannet som ingeniør og dukkede i 1970 op i først Tyskland og siden Danmark, hvor han blev gift med en dansk pige og dermed automatisk fik statsborgerskab. Jaime blev en del af ungdomsbevægelsen i Danmark og kom bl. a. på tur med Den rejsende Højskole til Latinamerika, og senere slog han sig ned i et kollektiv i Bagsværd på Sæbjørnsvej.

Nogle år senere dukkede Jaimes bror Tomas op i Sverige, hvor han blev gift med en ung kvinde ved navn Elle-Kari Höjeberg. Parret havde forbindelse til andre latinamerikanere, der var kommet fra Cuba til Sverige. Flere af dem havde forbindelse med en tysk terrorist i Sverige ved, navn Norbert Kröcher. Han havde fået den ide at få de tyske terrorister, der var blevet udvist til Tyskland efter ambassade-besættelsen, frigivet ved en aktion. Planen var at kidnappe integrationsminister Anna-Greta Leijon, som Kröcher mente havde ansvaret for udleveringen af terroristerne.

Kröchers bande ville efter kidnapningen anbringe hende i en lille træboks og kræve terroristerne løsladt. For at sætte skub i forhandlingerne, hvis det gik trægt, ville man sprænge en svensk avis samt synagogen i luften. Hvis alt fejlede, var Kröchers bande parat til at likvidere Leijon. Så langt kom det aldrig, for det svenske sikkerhedspoliti havde haft mistanke til Kröcher og anholdte ham 1. april 1977.

Svensk efterretningstjeneste havde fået mistanke, fordi den i længere tid havde fulgt Elle-Kari Höjeberg. Tjenesten mente, at hun havde været ambassadebesætterne behjælpelig. Deres observationer ledte til hendes lejlighed og dermed til Tomas Martinez og kredsen af latinamerikanere, hvoraf flere var med i Kröchers bande. …

Jaime havde en række dækadresser, han ringede ofte til Cuba og havde endvidere nær kontakt med sin bror Tomas, sin svigerinde Elle-Kari Höjeberg samt med latinamerikaneren Armando Gonzales Carillo i Stockholm, der var med i Kröchers bande. Carillo havde foruden træning i spionage på Cuba også været på et længere træningsophold i Nordkorea. Jamie blev fængslet og sigtet for spionage til fordel for Cuba, og tre af hans danske venner fra Sæbjørnsvej blev ligeledes sigtet efter den milde spionparagraf.

Jaime indrømmede, at han havde brugt dækadresser, koder og dæknavne, men han hævdede, at det skyldtes frygten for Mexicos spioner. Han indrømmede også talrige telefonopringninger til Cuba, men politiet havde det problem, at der ikke var fældende beviser, og man formodede, at Jaime havde nået at tilintetgøre bevismateriale.

Jørn Bro siger i dag: ‘Vi var i tæt samarbejde med norsk og svensk efterretningstjeneste. Fra det øjeblik Tomas og Jaime blev anholdt i Oslo, var vi på sagen. Og da Kröcher-banden blev afsløret, skete det i samarbejde med os i København, så vi kunne koordinere det med vor anholdelse af Jaime. Jeg var i Stockholm og se den trækasse, som Leijon skulle holdes fangen i, og det var i sig selv rystende, for den var ganske lille. Vi var klar over, at terroren havde nået Skandinavien for alvor.’

Mistanken mod Jaime så egentlig velbegrundet ud, for PET havde stakkevis af aflytningsrapporter og observationer liggende. Desuden fik man oplysninger fra andre landes efterretningstjenester…

PET konkluderede i et udateret notat, der ligger i PETs arkiv: ‘De efterfølgende undersøgelser gav de vesteuropæiske sikkerhedstjenester grundlag for konstatering af den cubanske efterretningstjenestes aktive involvering, ikke blot i planlægning, men også i udførelsen af terrorhandlinger og for konstatering af et nært samarbejde mellem DGI (den cubanske efterretningstjeneste) og den sovjetiske efterretningstjeneste KGB.’

PETs vurdering af Jaime var: ‘Jaime er åbenbart veltrænet i konspirativ teknik. Han har haft en ledende funktion, også i forholdet til sine stockholmske kontakter i forbindelse med indslusningen af latinamerikanske terrorister til Vesteuropa. Operation Europa finansieres af den cubanske efterretningstjeneste DGI. Den har til formål på længere sigt at undergrave de vesteuropæiske stater samt at yde direkte støtte til lokale subversive og voldelige revolutionære bevægelser. Selv om det ikke er bevist, er det med baggrund af det anførte PETs overbevisning, at Jaime er en af lederne ved opbygningen af en Europa-brigade.’

PET følte sig overbevist om Jaimes skyld. Men venstrefløjen var derimod sikker på, at han var ganske uskyldig, samt at PET og justitsminister Orla Møller var ude i et ondsindet forsøg på at sværte Cuba og venstrefløjen til. Den nyansatte journalist på Information Peter Wivel søsatte en kampagne for at bevise, at Jaime var ganske uskyldig, og i Sverige havde forfatteren Jan Guillou et vist held med ligeledes at påstå, at de fængslede var uskyldige.

Kampagnen blev en succes. Modstanden mod udvisning af Jaime bredte sig til det politiske miljø, og Orla Møller, der var justitsminister i Anker Jørgensens regering, kom snart i en alvorlig politisk krise. …

‘Orla Møller forklarede…, at udvisningen af Jaime var vedtaget af Regeringens Sikkerhedsudvalg efter nøje overvejelser. Og han fik senere ombudsmandens ord for, at Jaime var en trussel mod statens sikkerhed. Med den i hånden fortsatte Orla Møller proceduren for at udvise Jaime, men det var på ingen måde let. Forfattere, kunstnere og mange andre intensiverede deres kampagne for Jaime og mod den onde Orla Møller, og det kastede regeringen Anker Jørgensen ud i en massiv krise. Sagen endte med at trække spor gennem dansk politik frem til begyndelsen af 1980erne. Det selv om ingen på det tidspunkt vidste, hvor Jaime Okusono Martinez befandt sig.”

(Særudgave af tidsskriftet Retfærd om sagens ‘repressive forløb’, 1979, red. af Henrik Zahle)



3. maj 2014

Hadsprederen

Det er underligt som venstrefløjen ofte har det med at angribe andres “had”, samtidig med at de selv sviner ikke nærmere identificerede grupper til med generaliseringer og psykiatriske diagnoser. Bent Vinn Nielsen spørger i Information om hvad der driver dem, som Carsten Jensen kaldte en skimlet sekt af kældermennesker:

Hvad får egentlig voksne mænd til, sådan hen på aftenen og i svedige nattetimer, mens resten af familien sover, at sætte sig til computeren for, som regel ganske anonymt, at svine andre mennesker til? Alt fra politikere, debattører, kunstnere, alle der ytrer sig offentligt, får et ordentligt fur, den ene efter den anden. De får at vide, at de er ubegavede, medfødt, korrupte, grimme og dumme, fordrukne, røde svin og degenererede aber. Det sker en sjælden gang, at det er en skuffet venstreorienteret, der synes det går for langsomt med revolutionen, der tager til orde på den måde, men internettets mulighed for anonymt at overbelorte folk er nu alt overvejende en idræt for de muntre folk på højre flanke.

For en måneds tid siden cirkulerede der f.eks. et billede på nettet af en nøgen Johanne Schmidt-Nielsen. Det var fake, enhver idiot kunne se, at hoved og krop ikke passede sammen, men der har alligevel siddet en nossetrillende psykopat og snedkereret det sammen ved nattetide. Til umiddelbar broadcast fra Fars Kontor hjemme i villaen på Friheds Allé i Halvhjerne City. Hvorfor mon? Man kunne måske forstå det, hvis det var en forsømt pubertetsdreng, der udfoldede sig på den måde, men sandheden er nok desværre, at det udmærket kan være en af dagligdagens pæne og normale borgere, en brugsuddeler fra Jylland eller en civilingeniør fra Sydsjælland. En af den slags om hvem man siger at »han virkede helt normal« i en tv-dokumentar om massemordere og børneskændere. Det må være mørket og nattetemperaturen, der frigør psykopaten fra den ellers så velfungerende samfundsborger.

Det er nu ikke så svært at svare på. Disse ellers så velfungerende samfundsborgere skriver deres meninger fordi de har dem, og de skriver karskt fordi de er indignerede på det samfunds  – eller tør man sige lands? Eller nations endda? – vegne, som de kerer sig for. De er altså blot velfungerende samfundsborgere med engagement. Så spørgsmålet er snarere hvorfor de lufter deres meninger i dølgsmål?

Informations fordømmelser skræmmer næppe livet af nogen brugsuddeler eller civilingeniør, hvilket, får vi klædeligt at vide, er “et røvkedeligt liv” hvor de “kun kender sand ophidselse fra de ensomme nattetimer ved computeren, hvor de skånselsløst skampuler sproget“. Den slags kedelige liv har selvfølgelig også brugt deres barndom på skånselsløst at mobbe den typiske informationslæser, der nu har et anderledes spændende liv som adfærdspsykolog (Ih, hvad mon man skal læse ud af de linier?).

En form for svar på, hvad der driver disse hadspredere ud i anonymitet kan man læse i Djøfbladet i en artikel om Enhedslistens Pernille Skipper og hendes anderledes spiselige samfundsengagement:

En anden årsag var en engageret samfundsfaglærer i gymnasiet. Faktisk var den unge Skipper en kort overgang medlem af Venstres Ungdom – et gratis tre måneders medlemskab, hvor hun aldrig blev aktiv, bagatelliserer hun selv. Men måske var der mere liberalt blod i årerne end som så – sådan husker samfundsfaglærer Bjarne Lang det i hvert fald.

“Hun lignede på mange punkter mange af de andre og kom med klassiske liberale holdninger, som mange har med sig fra deres forældre,” fortæller han og husker hende som en skarp og empatisk elev, som havde “et overskud uden lige”.

Tidligt engagerede hun sig i både elevrådet og i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, og efterhånden fik hun mere politisk pondus, og så bevægede hun sig langsomt mod venstre, husker Bjarne Lang.

“Hun ville gerne udfordres, og på et tidspunkt diskuterede vi, hvor vi stod politisk, og jeg fortalte, at jeg selv lå på venstrefløjen. Hun var langt fra enig. For sjov sagde jeg:

“Når jeg er færdig med dig, stemmer du på Enhedslisten.”

(…)

Pernille Skipper husker i dag sin lærer som en, der støttede hende i hendes politiske engagement.

“Mens andre gik til håndbold, gik jeg til politik, og det bakkede han mig rigtig meget op i. Han sagde direkte, at man lærer lige så meget af at gå ud og deltage i samfundslivet og være politisk aktiv, som man gør ved at sidde foran et kateder. Det betød noget, at skolen ikke bare syntes, jeg var irriterende, når jeg stillede mig op som elevrådsformand og brokkede mig på vegne af eleverne, eller når jeg havde fravær i timerne. Der var en, der opfordrede mig til at fortsætte. Det, tror jeg, har betydning, når man er i teenageårene og skal finde sine egne ben.”

Det er selvfølgelig meget at tilskrive en gymnasielærer Skippers rødmen. Den første årsag til Skippers engagement kom sig ifølge artiklen af skolens svigt af en pige med narkolepsi, der blev “straffet” med at skulle gå til eksamen i fuldt pensum, frem for at blive hjulpet. Folkeskolen var altså ikke rød nok. Skipper selv er jo ikke ligefrem blevet straffet for sin indignation over ‘systemets indretning’. Samfundslærerens begejstring for den begavede og kønne pige med det store overskud kammede helt over i aktiv politisk støtte. Når det kom til stykket var systemet ikke så interesseret i hvem der kan holde sig vågne, som det er interesseret i at støtte det rette engagement.

Så måske lurede de små kedelige og psykopatiske brugsuddelere og civilingeniører allerede i barndommen, at det røde parnas havde pakket kortene i venstrefløjens små dengsers farvør. At hele systemet faktisk beredte vejen for disse ideologiske curlingbørn, ved at indrette et samfund der honorerede eftersnakkere med interessante pludrejob. Måske forstod de allerede da, at deres eneste chance for at vinde blot en enkelt gang, hvor meninger skaber succes var at give disse små bastioner af overskudsfordeling et lag tæsk.

Oploadet Kl. 19:55 af hadsprederen — Direkte link26 kommentarer


14. april 2014

Perifær højreradikal skiftede side, og fik ekspertkasket – Højtstående imam blev demokrat, og foragtet

Sidste år skrev Eva Agnete Selsing, at de danske medier stort set aldrig bedriver kritik fra højre. Socialisterne kritiseres for ikke at være venstreorienterede nok, men borgerlige kritiseres aldrig for ikke at være tilstrækkelig højreorienterede. Det er nemt at finde eksempler. Herunder en sammenligning af mediernes modtagelse af Charlotte Johannsens ‘Forklædt som nazist’ (2010) og Ahmed Akkaris ‘Mit farvel til islamismen’ (2014). Medierne var ukritiske i forhold til det venstreradikale mediestunt, men omvendt, yderst kritiske og motivforskende i forhold til Ahmed Akarri, der har fået dødstrusler, og de næste mange år må leve skjult.

(Charlotte Johannsens bog, oktober 2010 – Ahmed Akkaris bog, april 2014)

Charlotte Johannsen & Forklædt som nazist (2010)

Tilbage i 2010 blev Charlotte Johannsen landskendt for bogen ‘Forklædt som nazist’, hvor hun med udgangspunkt i egne erfaringer beskrev det højreradikale miljø i Århus. Bogen kom få måneder efter PET’s razzia mod venstreradikale Redox, og var tydeligvis et forsøg på at tale nazismen op, vinde fløjkampen i medierne, sekunderet af venstreradikale kredse. Det er siden bekræftet fra flere sider.

Charlotte Johannsen var aldrig rigtig en del af White Pride, blot ven med enkeltpersoner i kredsen i nogle måneder, og selvom hun i bogen beskriver flere voldelige episoder, så kan intet efterprøves. I de tilfælde hvor sagen konkret kan genfindes, er den væsensforskellig fra hendes udlægning. Blandt de mange anekdotiske afsløringer er blandt andet det, at en række højreorienterede teenagere sang om navngiven venstreradikal ved et privat selskab.

Selvom alle alarmklokker i journalistisk henseende burde ringe, så fik den fuld skrue i medierne. Hun var nu pludselig ekspert i højreradikalisme, fik taletid i TV-avisen, og længere interviews i de fleste større danske dagblade. Danmark havde tilsyneladende et kæmpeproblem med voldelige nazister.

Hun flyttede til Sverige, blev et etableret navn i et venstreradikalt miljø med flere militante grupperinger, der blandt andet plejer omgang med den danske AFA-leder A.R., som selv interviewede hende i bogprojektets tidlige fase, nogle år tidligere. Ingen overraskelser her.

Ahmed Akkari & Min afsked med islamismen (2014)

Ahmed Akkaris biografi udkom i sidste uge, og den giver et detaljeret portræt af en af islams mest centrale skikkelser i Danmark. Som talsmand for 27 islamiske organisationer, var han med til at skabe det nogen betegner som efterkrigstidens største krise i Danmark. Bogen er journalistisk behandlet, og spækket med oplysninger, der siden er blevet bekræftet fra anden side.

Blandt bogens afsløringer er alt fra svindel med offentlige midler, parallelt retsvæsen i muslimske ghettoer til konkrete møder med alt fra SF’ere, radikale og talsmænd for islamiske terrororganisationer. Afsløringer der giver et helt nyt syn på Mohammedsagen.

Med denne på mange måder enestående bog, skulle man tro Ahmed Akkari (i lighed med Charlotte Johannsen), nu kunne bruges af medierne som ekspert i islamisme. Det er på ingen måde sket, tværtimod. De samme medier der hyldede Charlotte Johannsen, udtrykker nu åbenlys foragt for Ahmed Akkari.

(Charlotte Johansen som ekspert i TV-avisen, 24. oktober 2010; Uriasposten: I, II)

Herunder en række reaktioner, der understreger det forhold, at de danske medier ser verden i et kulturelt perspektiv. Gøder man jorden for multikultur, så er man per definition troværdig. Fortryder man som Akkari sin kamp mod Danmark, så skaber man fordomme om muslimer, og er hermed utroværdig. Man græmmes.

Er medierne med til at stigmatisere en hel gruppe mennesker på grund af en mands ord…” (Presselogen, TV2 News)

“Jeg har ikke set, hvad der står i bogen, og jeg agter heller ikke at kommentere på den. Jeg tvivler på, at han nu giver den fulde sandhed… Jeg har på ingen måder tænkt mig at sige undskyld eller kommentere på bogen.” (Uffe Ellemann-Jensen, Venstre; BT, 5. april 2014)

“Og selv om den ikke føjer så meget nyt til det, vi allerede ved om de islamistiske miljøer i Danmark…” (Lars Erslev Andersen, forsker; Politiken, 8. april 2014)

“Jeg synes det er ærgeligt for de andre, som nu bliver klassificeret i forhold til Akkaris bekendelse, han kørte et dobbeltspil… Han er ikke den første, og han bliver ikke den sidste i min tilværelse der skuffer mig. … I modsætning til de mange andre agtværdige imamer, som jeg taler om, som han nu har trukket med ned i sølet, som nu igen bliver gjort til genstand for de her kollektive fordomme, som jo er svære at hamle op med. Dem skylder han en undskyldning. … det er meget ærgeligt, at Akkari nu får så meget airtime, fordi han spiller lige ind i nogle grupperingers fordomme “ (Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere PET-chef; Rushys roulette, Radio24syv, 9. april 2014)

“… med Akkaris omvendelse er alle de, der med et slet skjult anstrøg af islamofobi gik til angreb på stort set alle muslimer, blevet frikendt. … Man må forholde sig kritisk til det, han siger, og det, han skriver. Men begrebet ’kritisk journalistik’ gradbøjes – og når lemmingeeffekten sætter ind, bliver påstande eller bare synspunkter til endegyldige sandheder. Herunder Akkaris. Optikken ændres. Måske bliver billedet skarpere, måske bliver det bare fordrejet.” (Lasse Jensen; Information, 9. april 2014)

“Politiken spørger: Kan vi tilgive Ahmed Akkari? (Politiken Kultur, 11. april 2014)

“Her er et selvværd med tendens til megalomani. Eller: Her er en mand på jagt efter en alternativ identitet afpasset til en normaldansk tilværelse – eller helt kort: Her har vi en jobsøgende person.” (Lassen Jensen; Information, 11. april 2014)

Jeg mener Akkari også skylder muslimerne en undskyldning. (Özlem Cekic, SF; Facebook, 14. april 2014)



19. januar 2014

Bloggen omtalt i Information: “Sort højrekonservativ, sort som i kul, hvis kul kunne have en depression.”

Jeg forbinder sort med anarkisme, og betragter i sagens natur mig selv som proponent for nationalkonservativ kongeblå. Dagbladet Information forsøger at gøre sig sjove om borgerlig debat om indvandring med udgangspunkt i en af Eva Agnete Selsings kommentarer i Berlingske. Mit eneste bidrag til debatten var det herunder citerede, og jeg mener vitterligt, at livet er for kort til at diskutere indvandring med folk der af ideologiske årsager nægter at se det mest indlysende – Lær at skelne blå fra sort.

“Mange Informations-læsere har fornemmet det længe, omend på afstand: Den politiske fraktionskamp har gjort comeback. Med smøger, bajere, scoringer og blodige debatter. Men i dag foregår festen på højrefløjen. Hvem er de, hvad står de for, og hvad skændes de om? I denne uge tørnede en række af hovedpersonerne sammen på Jacob Mchangamas Facebook-væg. Emnet var indvandring. Startskuddet et blogindlæg af Eva Agnete Selsing i Berlingske. Information har læst de over 150 indlæg i debattråden og tegner her et kort over det borgerlige Debatdanmark. …

Kim Møller

Position: Sort højrekonservativ, sort som i kul, hvis kul kunne have en depression. Som enhver konvertit (stemte i sin tid på De Grønne) mere konservativ end de konservative; mener, at venstreorienteretheden og multikulturalismens junta med DR i spidsen har overtaget Danmark med almindeligt forfald som følge; dokumenterer denne magtovertagelse på bloggen Uriasposten.

Budskab: Liberale er naive.

Citat: ‘Kritikken af Selsings fine klumme er liberal debat-onani, og som sådan ikke værd at deltage i.'”

Debatten kan læses i sin helhed her, men jeg anbefaler det ikke. Greed is good, Islam is bad – culture matters.

Oploadet Kl. 02:06 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


7. januar 2014

Politikere og medier flytter fokus: “… integrationen af efterkommern… udvikler sig katastrofalt.”

“Vagter skal beskytte jobcentre” berettede DR.dk for et par dage siden, og i dag kan Dagbladet Information fortælle, at “antallet af svage kontanthjælpsmodtagere er vokset markant”. DR forklarer behovet for vagter med kontanthjælpsreformen, og Information tærsker langhalm på finanskrisen. Ret beset er det vel egentligt blot et par af de logiske konsekvenser af den førte udlændingepolitik.

Weekendavisens driftsikre Frede Vestergaard har set nærmere på årets udgivelse af Indvandrere i Danmark (Danmarks Statistik, 123 s., pdf), og sætter de enkeltstående informationer ind i en lidt bredere udlændingepolitisk kontekst – Statistikkens Yahya Hassan (ikke online).

“Et velfærdssamfund med lige rettigheder for alle forudsætter, at langt de fleste i den arbejdsdygtige alder forsørger sig selv og derudover bidrager til at forsørge børn, gamle og syge samt holde skoler, hospitaler og anden offentlig service i gang. Er ikke-vestlige indvandrere som gruppe betragtet fortsat en belastning for de offentlige kasser, fordi gruppen modtager mere, end den betaler i skat – og er gruppen dermed i realiteten årsag til besparelser på områder som efterløn og dagpenge?

Her har der i de seneste år været en tilbøjelighed til at glatte ud og lukke øjnene. Integrationsministeriet blev nedlagt og gjort til et kontor i Socialministeriet, da Thorning-Schmidt trådte til. Et andet, meget nyligt eksempel på offentlig sukkerdrys over realiteterne er en pressemeddelelse fra Erhvervsstyrelsen med den jublende overskrift:

‘Ikke-vestlige efterkommere er mønsterbrydere inden for iværksætteri.’

Men det er ikke nogen nyhed, at relativt flere indvandrere end danskere bliver selvstændige. Sådan har det været i adskillige år. Nok så relevant er indtjeningen som selvstændig. Frisørsaloner, kiosker og pizza-steder er ikke særlig givtige. Deres indkomster bidrager ikke meget – gennem skatten – til at finansiere velfærdssamfundet, som det fremgår af en analyse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed. Nævnte Rockwool Fond spillede ellers med på Slotsholmens positive melodi i et par rapporter fra september. …

Integrationen blev i øvrigt søgt gjort bedre ved, at de fleste analyser nøjedes med at kigge på aldersgruppen 25-54 år, mens den officielle statistik omfatter de 16-64-årige og dermed opfanger, at markant flere indvandrere end danskere forlader arbejdsmarkedet, længe før de fylder 65 år. … Siden er der kommet ny ledelse i Rockwool Fonden, og det står tilbage at se, om fonden vil genoptage tidligere praksis med at opdatere rapporter, som regeringen har lagt på is. Regeringen har nemlig besluttet helt at stoppe analyserne af integrationen, og i hvilket omfang den ikke-vestlige indvandring er en byrde for velfærdssamfundet. Det er sket, efter at den først havde opblødt udlændingepolitikken ved at afskaffe pointsystem, introduktionsydelse samt kontanthjælpsloft.

Danmarks Statistik bidrager imidlertid fortsat til forståelsen af indvandringens udfordringer med den særlige årspublikation Indvandrere i Danmark, som tidligere rigsstatistiker Jan Plovsing satte i søen. Man kan kalde den lille bog for statistikkens Yahya Hassan, for den forskønner ikke virkeligheden. Udgaven for 2013 har ikke vakt opsigt, hverken politisk eller i medierne. Måske fordi den sætter fingeren på et ømt punkt.

Integrationen af de ikke-vestlige indvandrere udvikler sig betænkeligt, og integrationen af efterkommerne, der pr. definition er født og opvokset i Danmark, udvikler sig katastrofalt. For indvandrerne er beskæftigelsesfrekvensen for 16-64-årige siden toppunktet i 2008 faldet med 8 procentpoint til 48 i 2012. … For efterkommere er faldet hele 14 procentpoint til 52, så her er beskæftigelsesgabet steget voldsomt.

Integrationen er ikke blevet forbedret, som Rockwool Fondens seneste rapporter fremstillede tendensen. Tværtimod. …

Der er heller ikke noget nyt med hensyn til kriminalitet. Tallene er markant højere for især indvandrere fra Mellemøsten og omegn samt Jugoslavien end for danske mænd. Korrigeres for alder og socioøkonomisk status, bliver tallene lidt mindre markante, med det hjælper ikke ofrene, at gerningsmændene er unge eller arbejdsløse. Og tallene er kun baseret på domfældte.”



19. december 2013

Ulrik Dahlin om angrebet på Shell-tanken i Nærum (1987) – Gerningsmændene kom fra Ryesgade (58)

Lang artikel af Ulrik Dahlin, der en passant fortæller, at han selv har afsonet 50 dages fængsel for politiske aktioner. Interessant, når nu han dækkede Brandstifterbanden for Information, og senere fik Cavlingprisen for sin dækning af Statsløse-sagen, der fældede integrationsminister Birthe Rønn Hornbech. Dahlin har i øvrigt en fortid i Kommunistisk Arbejder Parti (KAP).

Det ville være fint at få sat navne på ‘Aktivisten’, ‘Eleven’, ‘Nr 2.’ og ‘Nr. 3.’, der deltog i brandaktionen mod Shell i Nærum, men artiklen er absolut læseværdig uden – Shell i flammer.

“‘Vi er ligeglade med, hvor meget Shell fordømmer apartheid. Det er, hvad de gør, der tæller’.

Sådan stod der i en aktionserklæring, som ’UG’, ukendte gerningsmænd, tidligt om morgenen fredag den 1. maj 1987 sendte til bl.a. Ritzaus Bureau. Shell-tankstationen på Skodsborgvej 313 i den velhavende københavnerforstad Nærum blevet angrebet med molotovcocktails, så bygningen brændte ned til grunden. På den anden side af Skodborgvej, knap 50 meter i luftlinje fra tanken, ligger også i dag et stort boligbyggeri. …

Det kunne ‘meget let have kostet menneskeliv’, refererede Ekstra Bladet kilder i politiet, som mente, at konsekvenserne kunne have været ‘uoverskuelige’, hvis jordtankene var eksploderet. Få dage senere mødte Ekstra Bladet i en skov to unge hætteklædte, der hævdede at stå bag angrebet. Trods omfattende efterforskning, inddragelse af PET og nedsættelsen af en særlig landsdækkende efterforskningsgruppe blev gerningsmændene bag brandattentatet aldrig fundet. …

For mig begyndte sagen om den nedbrændte benzintank i et afpillet tv-lokale i B-barakken i Statsfængslet i Gribskov søndag aften den 10. maj. Det var en halv snes dage efter branden. Det forår afsonede jeg 50 dages hæfte i statsfængslet, fordi jeg sammen med aktivister fra Sydafrikakomiteen i København i oktober 1985 var brudt ind i det sydafrikanske generalkonsulat i Møntergade i Københavns indre by.

Aktivisterne ville omdanne apartheidkonsulatet til et kontor for befrielsesbevægelsen ANC. Selv om jeg deltog for at dække aktionen for den venstreorienterede Ugeavisen København, hjalp jeg aktivt til med at hive brædder ind gennem et vindue til konsulatet på 1. sal. Siden da var jeg selv blevet aktivist i komiteen samtidig med arbejdet som journalist. …

Midt i søndags tv-avisen kom der pludselig en nyhed om Shell på tv-stuens gammeldags sorthvid apparat: I et øde landskab blev en hætteklædt person interviewet. Han var, viste et skilt på skærmen, ‘hærværksmand’.

‘Spørgsmålet er, om I overhovedet kan styre det her. Nu siger du, at I er ikke-voldelige, og der bliver ikke slået nogen mennesker ihjel. En dag kan det gå galt og hvad så,’ spurgte TVA-reporteren den hætteklædte unge mand.

‘Hvis det går galt, så må de mennesker, der er impliceret, tage konsekvensen af, at det går galt,’ svarede han.

[…]

Året efter afsoningen i statsfængslet fandt jeg i forbindelse med en artikelserie til Månedsbladet PRESS ud af, at tv’s hætteklædte hærværksmand intet havde at gøre med den nedbrændte benzintank. … Siden har jeg tænkt over, hvem der så stod bag brandattentatet i Nærum. … Ad tilfældige omveje kom jeg i januar til at tale med en tidligere aktivist, der havde været med til brandattentatet i Nærum. Det genoplivede den gamle interesse for den nedbrændte Shell-tank for 26 år siden.

Aktivisten flyttede til København i midten af 1980’erne efter at have været SFU’er i en mindre provinsby. Aktivisten kom snart i kontakt med datidens BZ-miljø, men kun i yderkanten. … Aktivisten er i dag en midaldrende person, der for nogle år siden har boet i længere tid i udlandet. Vedkommende kan ikke huske særlig mange detaljer, kun aktionens hovedtræk.

I 1986 flyttede Aktivisten ind i en lille lejlighed i Ryesgade, hvor 12-14 unge kom og gik. Flere af de unge havde i september 1986 været med til at forsvare det barrikaderede BZ-hus i Ryesgade 58. Det lå i tiden, at mange unge var aktive i politisk arbejde. …

‘Jeg var lidt i kontakt med Sydafrikakomiteen i København og Unge Mod Apartheid, men det var ikke andet end nogle kontakter. Vi havde vores egen ide om at gøre det mere ekstremt.’

Sammen med tre andre unge begyndte Aktivisten i dyb hemmelighed at planlægge en aktion mod Shell. Og det skulle være en voldsom aktion. …

Jeg står fuldt inde for det. Jeg ville aldrig gøre det nu, for jeg er blevet alt, alt for gammel, og mine nerver ville slet ikke kunne holde til det. Men hvis jeg var ung, og man kunne gå tilbage til den tid, så ville jeg gøre det igen.’

[…]

Aktivisten vil ikke fortælle, hvem de andre er. For øvrigt kender Aktivisten kun navnet på to af dem. …

I en bod i nærheden af Pusherstreet på Christiania sidder af og til en langhåret midaldrende mand og sælger cigaretpapir og hashpiber. …

Mens Eleven gik i folkeskole om formidagen, var i fotolære om eftermiddagen… boede han i den lejlighed i Ryesgade, hvor også Aktivisten og en masse andre unge boede. På den måde blev Eleven indblandet i sagen.

‘I den lejlighed var der to fraktioner: Der var os hashrygere, og der var dem, vi kaldte tjekkerne. Deres måde at lave revolution på var alt for voldsom for os. Sumperne, som vi blev kaldt, lavede en masse aktioner, men vi snakkede ikke så meget om det.’ …

Da Eleven ud på efteråret 1987 kom tilbage til København, begyndte han på Christianshavns gymnasium og droppede at være fotografelev. …

Eleven indvilliger i at fortælle navnet på den person, der bad om at få papiret tilbageleveret. Det viser sig at være en anden end Aktivisten, nemlig en person, som var aktiv i Unge Mod Apartheid, og som jeg godt kan huske. Vi kan kalde vedkommende for Nr. 2. …

Ud på efteråret kommer Nr. 3 på banen. Desværre kan jeg ikke udførligt forklare, hvordan jeg får forbindelse til vedkommende og opsporet adressen, men Nr. 3 har været med til Nærum-branden og erindrer en masse detaljer.

Nr. 3 er opvokset i de nordlige forstæder til København. Og i modsætning til Aktivisten har vedkommende været medlem af Sydafrikakomiteen, samtidig med at Nr. 3 også var aktiv i BZ-miljøet.

‘For mig startede det i gymnasietiden, hvor jeg begyndte at gå til demonstrationer mod apartheidstyret i Sydafrika. Jeg blev medlem af Sydafrikakomiteen og lærte en masse andre at kende, der var interesserede dels i anti-apartheid-arbejde, dels i, hvad man kunne kalde ’det sorte miljø’, altså BZ’ere og andre ballademagere,’ siger Nr. 3.

Nr. 3 har siden fået en akademisk uddannelse, men arbejder i dag uden for sit fag i en privat virksomhed et sted i det indre København. …

‘Jeg bidrog med arbejdskraft til forskellige aktioner, som der var mange af dengang, og det spændte lige fra uddeling af løbesedler og plakatopsætning til mere radikale aktioner.’

I foråret 1987 havde Nr. 3 også sin faste gang i den lille lejlighed i Ryesgade, hvor Aktivisten og en masse andre boede.

Oploadet Kl. 08:59 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


29. november 2013

Redaktør: For fem år siden ville vi ikke have bragt en historie som gav Dansk Folkeparti gode argumenter

Det er selvfølgelig godt Politikens velskrivende journalister, så småt begynder at fatte det mest indlysende, men det er sgu ynkeligt at gøre retræten til semantisk fnidder om ‘praktisk ytringsfrihed’. Bemærk det herunder fremhævede. Fra Jyllands-Posten – ‘Den praktiske ytringsfrihed’ rykker ind i værdidebatten

“I søndags skrev Politikens kulturredaktør, Rune Lykkeberg, en kommentar, som straks spredte sig på de sociale medier… Lykkeberg argumenterede for, at folk blander to slags ytringsfrihed sammen: Den juridiske og den praktiske. …

Ifølge kulturredaktøren var der i 00’erne hårde fronter i ytringsfrihedsdebatten, fordi den blev indlejret i udlændingediskussionen.

‘Ordet ‘ytringsfrihed’ var forbundet med kritik af muslimer, som var forbundet med Dansk Folkeparti, som var forbundet med fremmedhad,’ siger han og tilføjer, at debatten har rykket sig, så man nu godt kan være bekymret for diskrimination mod muslimer og samtidig sige, at det er et problem, når folk udsættes for vold, fordi de har kritiseret islam. …

Lykkeberg var indtil for nylig på Information og giver et relateret eksempel fra den traditionelt venstredrejede avis på, at debatten har rykket sig: En forsidehistorie fra i sommer om en lektor, der af religiøse årsager nægtede håndtryk til kvinder.

For fem år siden havde vi været bange for at bringe sådan en historie, fordi det ville få det racistiske helvede til at bryde ud, og Dansk Folkeparti ville banke humanisterne sønder og sammen. Men nu sagde vi: Det er et problem, vi må tage stilling til. Og vi fik en helt anden diskussion, end vi ville have haft tidligere. Jeg synes, vi har været på vej væk fra de gamle positioner i et stykke tid, og Yahya Hassan er kulminationen, der får én til at sige: Vi står et andet sted.'”

Oploadet Kl. 06:58 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Gyldig XHTML
WP






MediaCreeper