18. januar 2015

“Hvis en religion kan frembringe så mange rådne æbler, må der være noget galt med frugtplantagen.”

God kommentar af Naser Khader, der ganske naturligt betragtes som frafaldne af Koran-læsere. Det gælder eksempelvis imam Fatih Alev, som Ritzaus Bureau tidligere på ugen lancerede som repræsentant for moderat Islam.
Fra Jyllands-Posten – Koranen trænger til et serviceeftersyn.

“Attentatet mod Charlie Hebdo og de efterfølgende to gidseldramaer har ikke bare rystet Frankrig, men hele verden. De nu afdøde gerningsmænd erklærede, at de var sendt af al-Qaeda, som også har påtaget sig skylden for ugerningerne.

David Cameron, Barack Obama og mange fremtrædende muslimer har efterfølgende udtalt, at det ikke har noget med islam at gøre. Det er jeg lodret uenig i. Det er også islam. Jeg forstår godt, at det bliver sagt i et forsøg at tage hensyn til verdens mange moderate muslimer, men gerningsmændene så sig selv som muslimer, råbte islamiske udtryk og mente det, de gjorde, var islamisk.

Der findes et dogme inden for religionsvidenskaben, som siger, at religioner er dét, de religiøse selv definerer og gør. Man kan med andre ord ikke tage det fra gerningsmændene, at de er muslimer.

Lederen af Islamisk Stat, al-Baghdadi, er for eksempel uddannet teolog og har undervist i teologi på universitet, og det virker direkte grotesk, når en ung muslim, som er født og opvokset i Danmark, siger, at al-Baghdadi og jihadister ikke er muslimer. De er lige så meget muslimer som andre, og det er indlysende, at sidste uges terror har noget (meget) med islam at gøre.

Det baserer jeg blandt andet på den religiøse tradition, hvor man gennem historien har straffet personer, som har foretaget sabb alsahaba og istikhza af profeten. Sabb al-sahaba betyder at håne profetens venner og første efterfølgere. Stikhza nævnes i Koranen (36:30-32), og al-istikhza betyder at gøre grin med, håne eller latterliggøre. …

Da nogen fortalte al-Baghdadi, at korsfæstelse og halshugning var uislamisk, svarede han blot, at det står i kapitel fem, og det er præcis det, der skal gøres noget ved. De muslimske teologer må arbejde for, at det, der for eksempel står i kapitel fem, ingen virkning har i dag. Halshugning og korsfæstelse hører ingen steder hjemme i den moderne verden.

Såvidt jeg ved, er der ingen fremtrædende teolog, der til dags dato, har sagt, at den passage hører til en bestemt historisk kontekst og er ugyldig i dag. Det er nødvendigt, at muslimer erkender, at problemet eksisterer og gør op med de forældede traditioner. … De er nødt til at tage opgøret og bekæmpe de rådne frugter i deres plantage.

“When there’s this many bad apples, there’s something wrong with the orchard.” (Bill Maher på HBOs Real Time, 9. januar 2015)



18. december 2014

Uhrskov: “Nogle grupper klarer sig altid godt, hvor end de er, mens andre grupper klarer sig elendigt.”

Morten Uhrskov har gode borgerlige ord til Jann Sjursen, Rådet for Socialt Udsatte og medier der tager dem seriøst. Fra Mortenuhrskov.dk – Mere vrøvl i Information.

“De er inde i lidt af en stime, Information, avisen, der i egen selvopblæsthed kalder sig den mindst ringe. … Under overskriften ‘Skader Venstres integrationspolitik integrationen?’ serveres vi en gang propaganda om, at det er ondt af partiet Venstre efter det næste valg at ville genindføre den såkaldte starthjælp, en særlig lav kontanthjælpsydelse på niveau med SU, til anerkendte flygtninge. …

Information citerer forskellige personer fra det integrations-industrielle kompleks, f.eks. Jann Sjursen, der jo er mere kristelig end os andre og derfor et bedre menneske:

‘Det modarbejder integrationen og kan direkte skubbe folk ud i fattigdom… Vi ved fra mange analyser, at hvis man svækker forsørgelsesgrundlaget for flygtninge, fører det til større problemer end dem, flygtningene i forvejen slås med. Det er helt godnat, at man lukker øjnene for det.’

[…]

Det er det pureste vrøvl, Jann Sjursen udtaler, men han lyder da som en mand, der selv tror på sine anekdoter. …

De grupper, der klarer sig forfærdeligt i Danmark, somaliere og palæstinensere f.eks., klarer sig også rædselsfuldt andre steder. De grupper, der slæber an, f.eks. vietnamesere og srilankanere, slæber også an i andre lande. Og de grupper, der klarer sig ovenud godt og bedre end danskerne og europæerne, f.eks. kinesere, japanere og koreanere, klarer sig tillige strålende, hvor end de bosætter sig. De tre sidst nævnte grupper måles der ikke på, hvad angår f.eks. karakterer i skolen, men hvad angår kriminalitet, ligger kinesere fornemst placeret af alle grupper med en kriminalitet, der er kun godt halvt så stor som den for danskere.

Jøder fra Østeuropa, der kom til USA omkring år 1900 på grund af pogromer i Rusland, var i reglen ludfattige og boede i overfyldte lejligheder i især New York. Disse indvandrere, der for det meste ikke kunne engelsk overhovedet ved ankomsten, måtte tage til takke med de dårligt betalte jobs som ufaglærte. Allerede deres børn klarede sig helt formidabelt, og i 1910’erne begyndte flere amerikanske eliteuniversiteter som Harvard meget usympatisk at indføre kvoter for at holde antallet af jødiske studerende nede.

Der er således ingen sammenhæng mellem betingelserne i begyndelsen i det nye land, så længe muligheden for at klare sig godt er til stede, og det er den, når alle borgere nyder de samme grundlæggende rettigheder.

Jann Sjursen og Information vil have os til at tro på deres ammestuehistorier om, at kun den mest generøse velfærdsstat kan sikre muligheden for social opstigen. Det pureste nonsens. Nogle grupper klarer sig altid godt, hvor end de er, mens andre grupper klarer sig elendigt.

Oploadet Kl. 17:05 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


17. november 2014

Selvkritik ala MSM: Vi kom til at bringe en negativ asylhistorie (som asylcenterleder mener er forkert)

Aviserne bringer dagligt masser af historier, der er upræcise, unuancerede eller deciderede forkerte, uden overhovedet at overveje et dementi. Historien om ‘kræsne syriske asylansøgere’ er ikke desto mindre vendt på hovedet, da medierne over en kam godtog centerleder Ulrik Pihls forklaring. Bizart al den stund, at centerlederen jo er direkte part i sagen, og har umiddelbar interesse i at lukke historien.

I lyset af, hvordan dementiet leveres, må det være på plads, at se nærmere på originalkilden – et indslag onsdag morgen i P4 Trekanten (1 time 24 min. inde). Som det klart fremgår af indslaget, er det ikke løse ikke ondsindede rygter der gengives, men ‘en bekendt til nogle af flygtninge’ der fortæller, at flygtningene på centeret er utilfredse med maden. Historien om syriske flygtninge, der ikke vil have ‘anderledes’ mad, er på ingen måde dementeret.

Jeg har i transskriptionen herunder fremhævet det centerlederen mener er problematisk, og en journalist fra Fredericia Avis modbeviser med ordene: “Jeg så med mine egne øje, at de spiste chili con carne til frokost.”. P4 Trekantens brug af ordet ’sultestrejke’ i citathistorien er en opstramning, men virker jo på sin vis blot som et kritikpunkt journalister kan bruge til at bombe historien væk. Lidt som Bakkeskole-glasskårene (2011).

Nyhedsvært, P4 Trekanten: De godt 60 syriske flygtinge, der fornyligt er rykket ind på Bülows kaserne i Fredericia er voldsomt utilfredse med maden på centeret erfaren P4 Trekanten. Ifølge en bekendt til nogle af flygtningene på centeret, som P4 Trekanten har talt med, er flygtningene så lidt begejstrede for maden, at det meste ender med at blive smidt ud. Asbjørn Andersen orienterer.

Asbjørn Andersen, P4 Trekanten: Kilden har venner blandt de syriske flygtninge, men ønsker at være anonym fordi hun er bange for, at skade deres sag for at stå frem. ‘De er meget deprimerede, de vil gerne have lov til at lave maden selv, men de har fået at vide, at det må de ikke’, siger den anonyme kilde til P4 Trekanten. Asylcenteret i Fredericia er drevet af Langelands Kommune. Kommunen driver både Asylcenter Holmegaard på Langeland, og det nye Bülows asylcenter. Den ansvarlige centerleder Ulrik Pihl ønsker ikke at deltage i et interview, men siger i en udtalelse, at der ikke er faciliteter på den gamle kaserne, så syrerne kan lave mad selv, og at catering derfor er eneste mulighed. Ifølge P4 Trekantens kilde er maden der serveres på asylcenteret anderledes, end den mad syrerne er vant til. Hun mener at problemerne er et spørgsmål om madkultur. Centerleder Ulrik Pihl siger at han er lydhør overfor kritikken, og at han løbende, vil tale med cateringfirmaet med henblik på at justere menuen.

Nyhedsvært: – og Udlændingestyrelsen ønsker ikke at udtale sig om kritikken i Fredericia.

(Jyllands-Posten præciserer i faktaboks. Henviser til centerleder Ulrik Pihl; Tidl. post)

Dagbladet Information lader Ulrik Dahlin (eks-Kommunistisk Arbejderparti) gennemgå historien – Medier i selvsving om kræsne syriske flygtninge.

“Også Karina Lorentzen Dehnhardt skiftede position. Og hun kom ikke i TV 2 News tidligt torsdag morgen.

‘Da jeg kom hjem onsdag aften, trak jeg lidt infomedia på sagen, og så kunne jeg bl.a. på Fredericia Dagblad se, at der ikke er noget i historien. Så ringede jeg til TV 2 News, og de lagde så historien ned.’

Hun skrev også til Berlingskes Nyhedsbureau, ligesom hun tweetede og skrev på Facebook om sine betænkeligheder, forklarer hun.

‘Jeg har gjort, hvad jeg kunne, men jeg er rigtig ærgerlig over den historie, fordi det er det sidste, vi har brug for i en tid, hvor opbakningen til asylsøgere ser ud til at forsvinde.’

– Skulle du have været mere kritisk over for journalisten fra Kristeligt Dagblad?

‘Jeg er nødt til at stole på, at de oplysninger var korrekte. …,’ siger Karina Lorentzen Dehnhardt.”

I dag breaker mediernene historien ‘Populært at være frivillige på asylcentre‘. Kilden er to frivilligkonsulenter fra Røde Kors, og… Centerleder Ulrik Pihl fra Langelands Kommune. Man mærker hensigten og bliver forstemt.

Opdate. Et citat fra Lokalavisen.

“… jeg fandt siden ud af, at historien ikke holdt. Jeg beklager mine udtalelser. Det vil være rigtig bittert, hvis Dansk Folkeparti kan bruge historien mod asylansøgerne. (Karina Lorentzen, SF)



26. oktober 2014

Dansk presse: Problematiserer fri folkelig debat, forsvarer venstreradikal terrorists kreative journalistik

For få år tilbage talte danske mediefolk om Facebook-revolutionerne, og sociale mediers demokratiske potentiale. Det er værd at huske på, når samme personkreds i Presselogen på TV2 News tidligere i dag diskuterede ‘hård retorik på sociale medier’. Ekstra Bladets Karen Bro blev angrebet for alle sider på grund af onlinedebatten ‘Nationen’, selvom hun understregede at avisen ofte fjernede kommentarfunktionen på kriminalhistorier. En selvretfærdig redaktør pralede ligefrem med, at kommentarer der inkluderede ord som ‘Islam’ skulle godkendes før de røg online.

Hvis den danske presse vil se kritisk på sig selv, så er der masser af debatter de kunne tages. Eksempelvis om en afdød topjournalists medvirken til terrordrab, og redaktionel accept af skønlitterær journalistik. Historien om Jan Stage (Land & Folk, Information, Politiken, Ekstra Bladet) fortælles af vennen Lassen Ellegaard (Information, Weekendavisen, Jyllands-Posten) i Information – Anm: Med den hemmelige agents indsigt.

“… Her er et kunstnerisk temperament kombineret med den hemmelige agents indsigt bedre egnet til at nå en slags sandhed. Jan Stage besad begge dele, og vidste man det ikke, står det at læse i Morten Hesseldahls nye roman Ernestos hænder, hvis omdrejningspunkt er Stages notoriske rolle i mordet på Roberto Quintanilla Pereira, der som Bolivias efterretningschef gav ordre til at skære hænderne af Ernesto Che Guevara efter hans henrettelse i en skolestue nær Vallegrande i 1967. Pereira blev siden sendt til Hamburg som generalkonsul, hvor han 1. april 1971 blev skudt i sit hjem af en ung tysk kvinde, Monika Ertl, der derefter forsvandt i en flugtbil – ved rattet sad Jan Stage, som Hesseldahls romanfigur Mikkel Fjordager er modelleret over.

Når jeg skriver ‘notorisk’ er det fordi Stage ved adskillige lejligheder fortalte mig om sit chaufførjob i Hamburg, senest da han i 2001 mellemlandede i Istanbul på vej til Afghanistan og boede hos mig en lille uge. Men hvad der var mindst lige så interessant, var hans refleksioner over årene som cubansk agent, samarbejdet med Giangiancomo Feltrinelli, den revolutionære forlægger i Milano, og kontakterne til terroristerne i Brigado Rosso og Rote Armé Fraktion: ‘Vi vidste jo godt, at vi ikke havde folkelig opbakning’, sagde han med sit distinkte spor af barndommens Thisted-dialekt, da vi sad på en café og betragtede Bosporus, ‘men det anfægtede os ikke, vi var overbeviste om, at vi havde patent på folkets sande interesser, uanset at folket ikke var klar over det. Du kan sige, vi led af revolutionært storhedsvanvid’.

(Revolveren som Monika Ertl anvendt til likvideringen, 1. april 1971)

Jan Stage var 34 år, da han en lun forårsdag i 1971 med en hæklet baret på snur og dette svinedyre Rolex om håndleddet smed sin røde Triumph sportsvogn ud for Informations opgang C i Skt. Annæ Passage for at melde sig på redaktionen efter flere år som avisens korrespondent i Caracas, hvor han tillige løste opgaver som hemmelig agent for den cubanske efterretningstjeneste. …

Stage var feteret både som manden i brændpunktet og for sit nære venskab med det danske sprog, men også kontroversiel for en lidt nonchalant anvendelse af dette sprog, når det kom til faktuelle kendsgerninger. Han sagde selv: ‘Jeg placerer mig altid administrativt i landskabet.’ Som da han med en kollega var i Pandrup for Information og skildrede ‘majorens kartoffelmarker’, hvor fattige bondekoner lugede ud mellem planterne på deres blødende knæ under tilsyn af en major til hest. Den artikel udløste et flere sider langt læserbrev fra Pandrups kommunaldirektør, hvori han gjorde gældende, at kartoffelavl nu om dage (i 70’erne) var fuldt automatiseret, at egnens bondekoner havde fået arbejde på en lokal fabrik og at den omtalte major, der ganske rigtigt red på en hest i sine marker, var død en gang i 30’erne. Stages socialrealistiske syner var et typisk eksempel på hans ‘administrative placering i landskabet’, i dette tilfælde forskudt 40 år…

Hans journalistik var ikke altid helt a jour med fagets selvforståelse som formidler af konkrete kendsgerninger (som også jeg, syv kors, hylder og respekterer efter bedste evne), og hvis han havde skrevet ringere eller fordrejet og overdrevet for bevidst at vildlede, var karriererne på henholdsvis Information og Politiken blevet af kort varighed.

Men som Herbert Pundik sagde om Stages tekster til bogen Signatur Jan Stage (2007): ‘Jeg kunne jo selv tjekke ham, da han rapporterede fra Libanon og Israel, og kunne se hvordan han nu og da sammenskrev forskellige begivenheder og oplevelser, hentet fra forskellige steder på forskellige tidspunkter. Men det var altid bedre, end det, der ellers blev skrevet. …’ Hvilket netop er pointen: Jan Stage kunne ikke altid klare en tur i Detektor, men han var altid bedre, end noget andet, der blev skrevet på dansk, og det var han, fordi han aldrig spærrede sig selv inde i branchens bogholderoptik, men var formidler og fortolker med det værktøj, jeg kalder ’sansningen’ – altså: hvad er essensen af en begivenhed under alle pressemeddelelserne og propagandaen. …

Jeg skriver ikke dette som et defensorat for unøjagtigheder, skinbarligt digt og den ‘administrative placering i landskabet’, og heller ikke for at forklare hvorfor jeg selv som hans redaktør trykte hans artikler fra Bosnien-krigen i 90′ erne under logo’et: ‘ En forfatter i krig’ – et lidt forkølet forsøg på inddæmme dementier.

Jeg skriver, fordi Stage gjorde journalistik til meget mere end korrekte citater…”



24. oktober 2014

Tobias Hübinette som ekspert i Information – ‘Lad den hvide race gå under i blod og lidelse’ (1996)

Dagbladet Information bragte i dag et interview med ‘forsker Tobias Hübinette’ om den svenske antiracisme. Faste Urias-læsere vil huske navnet. Som militant trotskist fik han sin første dom i 1992, gjorde siden karriere i Antifascistisk Aktion, truede ledende SD’ere på livet, angreb et SD-møde med syre og brosten, og har været involveret i utallige retssager helt frem til 2008. Fra ‘Jag är inte rasist. Jag är ju svensk’.

“De konfiskerer kunst, censurerer børnelitteratur og er i det hele taget skøre, de svenskere. I Danmark er sangen om de politisk korrekte naboer blevet noget af en slager, som kan istemmes ved enhver lejlighed. … Men faktisk er ’svenskerne’, ligesom ‘danskerne’, rigtig glade for racestereotyper. De hvide svenskere er i hvert fald.

‘Antiracisme er hjertet i forestillingen om nutidens Sverige – at være svensk er lig med at være antiracist – men når man kigger nærmere efter, bliver det tydeligt, at svensk antiracisme er en udpræget hvid affære,’ siger koreansk-svenske Tobias Hübinette, der blandt andet er kendt for sit pionerarbejde inden for kritisk adoptionsforskning, og som siden 2013 har stået i spidsen for et netværk for kritiske race- og hvidhedsstudier i Sverige.

(Tobias Hübinette, tidligere aktiv i Stoppa Rasismen og Antifascistisk Aktion; Uriasposten)

“Att känna eller t.o.m. tycka att den vita rasen är underlägsen på alla upptänkliga plan är naturligt med tanke på dess historia och nuvarande handlingar. Låt den vita rasens västerland gå under i blod och lidande. Leve det mångkulturella, rasblandade och klasslösa ekologiska samhället! Leve anarkin!” (Tobias Hübinette i Creol, 1996)

“För att den vita melankolin en dag ska kunna botas och den svenska vitheten en gång för alla ska kunna annihileras krävs därför att ord som sårar inte längre praktiseras som illokutionära talhandlingar.” (Tobias Hübinette i Newsmill, 2011)

Oploadet Kl. 19:50 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer


22. september 2014

Information renvasker AFA-leder Andreas Rasmussen: frifundet, venstrefløjsaktivist, politisk arbejde…

Tilbage i juli 2010 bragte Projekt Antifa en længere artikel om ’68 dage i Vestre Fængsel’ ved en anonym skribent, der efter eget udsagn blev ‘beskyldt’ af PET for at være leder af Antifascistisk Aktion (AFA). Senere samme år kaldte han sig for ‘Niclas’ i en beslægtet artikel i Internationalt Forums tema-nummer om ‘politiske fanger’ (også Projekt Antifa, februar 2011), og lørdag var dagen så kommet hvor han stod frem med eget navn i en avis.

Bemærk hvorledes journaliststuderende Mette Schjerbech Wallach ikke nævner et eneste ord om erklærede militante Antifascistisk Aktion, men omvendt diskret fletter ind at Andreas Rasmussen blev frifundet for politisk vold. Uanset hvordan ordene drejes, så blev AFA-lederen dømt for besiddelse af hacket materiale, overtrædelse af våbenloven og ‘medvirken til et voldeligt overfald’ med flasker mod politiske modstandere.

Fra Dagbladet Information – ‘Jeg var i konstant alarm-beredskab’.

“I celle 254 i Vestre Fængsels isolationsafdeling er der to gange tre meters terrazzogulv, tre meter til loftet, og den låste dør ind til cellen er 15 centimeter tyk. … Modsat den låste dør er der et lille vindue, som man akkurat ikke kan kigge ud af, hvis man som Andreas Rasmussen er 183 cm høj. Langs væggen står en sofa af den slags, som man i 1970’erne kunne finde i vuggestuer og børnehaver. Betrækket kradser. Hver aften skal sofaen trækkes 20 centimeter ud fra væggen og bruges som seng. Så har man 80 cm at ligge på. …

Den 28. februar 2010 blev venstrefløjsaktivist Andreas Rasmussen anholdt og varetægtsfængslet af PET, og det er sådan, han husker sin celle. Han blev tiltalt for hacking, overfald på personer på højrefløjen og terror i forbindelse med sit engagement i Researchkollektivet Redox. Nu – fire og et halvt år efter – er sagen afsluttet, da Statsadvokaten i august i år opgav at anke frifindelsen af de tiltalte til Landsretten. Derfor er Andreas Rasmussen endelig en fri mand. Men han er ikke fri af sine oplevelser fra de 40 dage i isolation.

‘Det var et enormt pres. Jeg blev sgu mærkelig oven i hovedet,’ fortæller han.

(Andreas Rasmussen, Redox/AFA-leder, Vester Allé, Århus, 6. august 2008; Uriasposten)

Andreas Rasmussen husker også, at han var bekymret for hans venner fra Redox og deres fælles politiske projekt.

‘Alt vores arbejde blev angrebet. Jeg var bange for, at mine venner skulle gennemleve det samme, som jeg gjorde, og jeg var bange for, at alle ville blive anholdt, for så havde nazierne frit spil.’

Det var for at undgå kollusion – at forstyrre efterforskningen – at dommeren i Københavns byret sendte Andreas Rasmussen i isolation. Han var sigtet efter straffelovens §114f, som er terrorparagraffen samt §245, som omhandler vold og §263 omkring hacking. Så da den dengang 23-årige mand sad i celle 254 og kiggede på den tunge metaldør med skriften og den lille luge i, skulle han synke en ekstra gang. …

Terrorsigtelsen var Andreas Rasmussen mest uforstående overfor, og det var også den, som han frygtede mest: …

‘Jeg var vred over, at PET sigtede mig for terror. Samtidig frygtede jeg sigtelsen på grund af strafferammen og hele den stigmatisering, som en terroranklage vil betyde for mig og for Redox,’ siger Andreas Rasmussen. …

‘Jeg er normalt god til at passe på mig selv og få tiden til at gå på en fornuftig måde. Men i de første 10 dage af isolationen var jeg ved at knække sammen, og der tænkte jeg mange gange, at jeg ikke kunne holde stand. At jeg ville begynde at plapre løs bare for at komme ud, og det ville jeg selv betragte som et svigt, hvis andre gjorde. Vi havde en aftale om, at vi ikke ville udtale os,’ siger han og fortæller, at isolationen blandt andet gjorde, at han tabte sig 12 kilo på knap seks uger. …

Selv om Andreas Rasmussen ved, at hans politiske arbejde kan have konsekvenser for ham, så havde han aldrig overvejet, at isolationsfængsling kunne blive én af dem:

‘Jeg vil ikke klynke, for jeg har truffet et valg om at være politisk aktiv, og jeg har altid vidst, at det var en risiko at blive anholdt eller fængslet.'”

(Internationalt Forum, GAIA, 2010/67, Tema: Politiske fanger, s. 4; Issuu.com)



14. september 2014

Tendensiøs dækning af hackersag i niche-aviser – bruger Bitbureau som ‘uafhængig’ kritiker…

Danmarkshistoriens største hackersag er i fuld gang, og flere medier kæmper aktivistisk for at nedtone, ikke bare det venstreradikale aspekt, men også sagens omfang. Centralt i forsvaret står Bitbureauet, der præsenterer sig selv som værende en ‘uafhængig internetpolitisk tænketank’. Selvom tiltalte JKT har delt adresse med to ud af blot fem navngivne i Bitbureauet, så lader visse medier Bitbureauet fremstå som en uafhængig kilde.

Sagen dækkes i Dagbladet Information af Researchkollektivet Redox’ Sebastian Gjerding, tidligere talsmand for Piratgruppen, der åbent samarbejdede med ‘The Pirate Bay’ – projektet der gjorde den anden tiltalte i sagen verdenskendt. Piratgruppen eksisterer ikke mere, og Bitbureauet virker som en mere medievenlig efterfølger. Sebastian Gjerding har en lang fortid på den yderste venstrefløj, og var eksempelvis aktiv på højt niveau i Borgerinitiativet Kirkeasyl – i øvrigt sammen med søsteren Helena Reumert Gjerding, der i 2011 blev erstattet af Vidir Valberg Gudmundsson i Bitbureauet.

(Collage: JKT anno 2008, diverse online-artikler der inkluderer Bitbureauet)

Danmark er et lille land, det IT-politiske miljø er tæt, og hvis IT-journalister bruger Bitbureauet som ‘uafhængig’ kritiker, så må det være en bevidst beslutning. Således inddrager to niche-aviser Bitbureauet i sin dækning af af sagen mod 21-årige JKT og Gottfrid ‘anakata’ Svartholm.

Fra Version2.dk, 10. september 2014 – Anklagers it-fremmedhed vækker bekymring i hackersag (af Magnus Boye).

“Også på Twitter møder anklageren mistillid – som i dette tweet fra Henrik Chulu, der er medstifter af den it-politiske tænketank Bitbureauet.

‘Graden af digital inkompetence hos anklageren i #hackersag er pinlig, spilder alles tid og opildner til forragt for retssystemet. #dkpol
11.07 – 5. sep 2014′”

Fra Computerworld, 12. september 2014 – “Man burde undersøge CSC i stedet for en retssag mod hackere” (af Nicolai Devantier).

“Når man læser mediernes dækning af sagen, kan man hurtigt få den opfattelse, at de tiltalte allerede er dømt skyldige, men den opfattelse sættes der nu et stort spørgsmålstegn ved.

‘I stedet for en retssag mod personer – skyldige eller ej – burde man se på sikkerheden i CSC, der har vist sig at være ringe gennem meget lang tid. Den forsømmelighed burde man efterforske. Jeg synes, at CSC er sluppet meget let i denne sag,’ siger Christian Panton.

Han er medstifter af Bitbureauet, der definerer sig som en uafhængig internetpolitisk tænketank og en interesseorganisation for internettet, der drives på foreningsbasis.

‘Skyldsspørgsmålet er som bekendt ikke afgjort endnu, så jeg kan ikke sige noget om den side af sagen. Men det materiale, der er lagt frem i retten, er fra en teknisk vinkel ret tyndt,’ fortæller han.”



7. september 2014

Lektor Mehmet Ümit Necef: “… hvorfor skal man i et demokratisk samfund skjule sandheden for mig.”

Man kan ikke bekæmpe fordomme med afetnificering af kriminalhistorierne, forklarer Lektor Mehmet Ümit Necef i Berlingske – ‘Jeg vil kende voldtægtsmandens etnicitet’.

“… ifølge Mehmet Ûmit Necef foregår det overalt. Også i Danmark – i forskerverdenen, i medierne, hos myndighederne. Man skjuler etniciteten, fordi man ikke vil opildne til had. Og han har masser af danske eksempler på det.

Lektoren, debattøren og forskeren fra Syddansk Universitet, der selv har tyrkisk baggrund, kalder fænomenet ‘filtrering.’ Og det er et fuldstændigt misforstået hensyn, som trives særligt i kredse omkring venstrefløjen, mener Necef. I går fremlagde han sine eksempler på debatarrangementet ‘Ytringsfrihed og radikalisme’ arrangeret af Dagbladet Information.

Ønsket om at filtrere for at beskytte etniske minoriteter er som udgangspunkt godt, men som en kobra, der sluger sin egen hale, får det nogle meget negative konsekvenser. Det er en misforstået hensyntagen, og det er ikke den måde, vi kan bekæmpe fordomme mod hinanden på,’ siger Mehmet Necef.

[…]

‘Man kan se alle de krumspring, som journalister forsøger sig med for at undgå at nævne den etniske oprindelse. Men hvorfor skal man i et demokratisk samfund skjule sandheden for mig. Jeg vil gerne vide, hvilken etnisk gruppe en voldtægtsmand tilhører,’ siger Necef og tilføjer:

‘Jeg kommer selv fra venstrefløjen og har læst Politiken og Information, og hver gang jeg læser om en voldtægt eller om unge, der har kastet sten mod politiet eller lignende, så har jeg tydeligt kunnet se, at etniciteten var sløret. Så har jeg måttet ud og skaffe Ekstra Bladet eller BT for at finde ud af det. Det undergraver troværdigheden.’ …

‘Ja. For to måneder siden myrdede en tyrker sin ekskone. Jeg er selv tyrker, og jeg var i Tyrkiet, da det skete, og købte seks-syv aviser, og de skrev skamfuldt om det. Endnu en gang er der en af os, der har myrdet sin kone. Hvad tænker europæerne ikke om os? I danske medier stod der: En mand har myrdet sin ekskone. Borger angriber borger.'”

(Mere om konferencen ‘Ytringsfrihed og radikalisme’ på Snaphanen)

Oploadet Kl. 10:59 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


10. juni 2014

Blüdnikow: Venstrefløjen kæmpede for Castros mand i København, var en del af marxistisk terrorgruppe

Murens fald har ændret vilkårene for rødgardisterne. Hvor de i 1970’erne offentligt kæmpede marxistiske terroristers sag, så må de i dag nøjes med at bekæmpe den demokratiske højrefløj. Lang og interessant gennemgang af Mexicanersagen i Berlingske af Bent Blüdnikow, der også har udgivet historien som ‘single‘ – Castros mand i København.

“Den 1. april 1977 blev en ung mexicaner ved navn Jaime Okusono Martinez arresteret i København. PET mistænkte ham for spionage til fordel for Fidel Castros kommunistiske Cuba. Han færdedes i det venstreorienterede miljø og boede i et kollektiv i Bagsværd.

Anholdelsen og senere truslen om at udvise Jaime skabte et ramaskrig. Der blev samlet 24.000 underskrifter ind mod fængslingen. Der blev lavet protestdemonstrationer med tusindvis af mennesker. Der blev indspillet plader, hvor Troels Trier, Arne Würgler, Niels Skousen og andre fra musikbranchen sang til fordel for ham. I Information førte man kampagne for Jaime. Forfatteren Jan Guillou kom til København og talte hans sag. Suzanne Brøgger skrev protestbrev, og Johannes Møllehave digtede mod justitsminister Orla Møller (S), der havde beordret Jaime udvist. Mexicaner-sagen, som den blev kaldt, blev en af 1970ernes største politiske sager og medførte en offentlig debat om udlændinges retsforhold.

Og den trak politiske spor helt frem til vedtagelsen af udlændingeloven i 1983.

[…]

Jaime var født i Mexico i byen Monterey. … Han blev uddannet som ingeniør og dukkede i 1970 op i først Tyskland og siden Danmark, hvor han blev gift med en dansk pige og dermed automatisk fik statsborgerskab. Jaime blev en del af ungdomsbevægelsen i Danmark og kom bl. a. på tur med Den rejsende Højskole til Latinamerika, og senere slog han sig ned i et kollektiv i Bagsværd på Sæbjørnsvej.

Nogle år senere dukkede Jaimes bror Tomas op i Sverige, hvor han blev gift med en ung kvinde ved navn Elle-Kari Höjeberg. Parret havde forbindelse til andre latinamerikanere, der var kommet fra Cuba til Sverige. Flere af dem havde forbindelse med en tysk terrorist i Sverige ved, navn Norbert Kröcher. Han havde fået den ide at få de tyske terrorister, der var blevet udvist til Tyskland efter ambassade-besættelsen, frigivet ved en aktion. Planen var at kidnappe integrationsminister Anna-Greta Leijon, som Kröcher mente havde ansvaret for udleveringen af terroristerne.

Kröchers bande ville efter kidnapningen anbringe hende i en lille træboks og kræve terroristerne løsladt. For at sætte skub i forhandlingerne, hvis det gik trægt, ville man sprænge en svensk avis samt synagogen i luften. Hvis alt fejlede, var Kröchers bande parat til at likvidere Leijon. Så langt kom det aldrig, for det svenske sikkerhedspoliti havde haft mistanke til Kröcher og anholdte ham 1. april 1977.

Svensk efterretningstjeneste havde fået mistanke, fordi den i længere tid havde fulgt Elle-Kari Höjeberg. Tjenesten mente, at hun havde været ambassadebesætterne behjælpelig. Deres observationer ledte til hendes lejlighed og dermed til Tomas Martinez og kredsen af latinamerikanere, hvoraf flere var med i Kröchers bande. …

Jaime havde en række dækadresser, han ringede ofte til Cuba og havde endvidere nær kontakt med sin bror Tomas, sin svigerinde Elle-Kari Höjeberg samt med latinamerikaneren Armando Gonzales Carillo i Stockholm, der var med i Kröchers bande. Carillo havde foruden træning i spionage på Cuba også været på et længere træningsophold i Nordkorea. Jamie blev fængslet og sigtet for spionage til fordel for Cuba, og tre af hans danske venner fra Sæbjørnsvej blev ligeledes sigtet efter den milde spionparagraf.

Jaime indrømmede, at han havde brugt dækadresser, koder og dæknavne, men han hævdede, at det skyldtes frygten for Mexicos spioner. Han indrømmede også talrige telefonopringninger til Cuba, men politiet havde det problem, at der ikke var fældende beviser, og man formodede, at Jaime havde nået at tilintetgøre bevismateriale.

Jørn Bro siger i dag: ‘Vi var i tæt samarbejde med norsk og svensk efterretningstjeneste. Fra det øjeblik Tomas og Jaime blev anholdt i Oslo, var vi på sagen. Og da Kröcher-banden blev afsløret, skete det i samarbejde med os i København, så vi kunne koordinere det med vor anholdelse af Jaime. Jeg var i Stockholm og se den trækasse, som Leijon skulle holdes fangen i, og det var i sig selv rystende, for den var ganske lille. Vi var klar over, at terroren havde nået Skandinavien for alvor.’

Mistanken mod Jaime så egentlig velbegrundet ud, for PET havde stakkevis af aflytningsrapporter og observationer liggende. Desuden fik man oplysninger fra andre landes efterretningstjenester…

PET konkluderede i et udateret notat, der ligger i PETs arkiv: ‘De efterfølgende undersøgelser gav de vesteuropæiske sikkerhedstjenester grundlag for konstatering af den cubanske efterretningstjenestes aktive involvering, ikke blot i planlægning, men også i udførelsen af terrorhandlinger og for konstatering af et nært samarbejde mellem DGI (den cubanske efterretningstjeneste) og den sovjetiske efterretningstjeneste KGB.’

PETs vurdering af Jaime var: ‘Jaime er åbenbart veltrænet i konspirativ teknik. Han har haft en ledende funktion, også i forholdet til sine stockholmske kontakter i forbindelse med indslusningen af latinamerikanske terrorister til Vesteuropa. Operation Europa finansieres af den cubanske efterretningstjeneste DGI. Den har til formål på længere sigt at undergrave de vesteuropæiske stater samt at yde direkte støtte til lokale subversive og voldelige revolutionære bevægelser. Selv om det ikke er bevist, er det med baggrund af det anførte PETs overbevisning, at Jaime er en af lederne ved opbygningen af en Europa-brigade.’

PET følte sig overbevist om Jaimes skyld. Men venstrefløjen var derimod sikker på, at han var ganske uskyldig, samt at PET og justitsminister Orla Møller var ude i et ondsindet forsøg på at sværte Cuba og venstrefløjen til. Den nyansatte journalist på Information Peter Wivel søsatte en kampagne for at bevise, at Jaime var ganske uskyldig, og i Sverige havde forfatteren Jan Guillou et vist held med ligeledes at påstå, at de fængslede var uskyldige.

Kampagnen blev en succes. Modstanden mod udvisning af Jaime bredte sig til det politiske miljø, og Orla Møller, der var justitsminister i Anker Jørgensens regering, kom snart i en alvorlig politisk krise. …

‘Orla Møller forklarede…, at udvisningen af Jaime var vedtaget af Regeringens Sikkerhedsudvalg efter nøje overvejelser. Og han fik senere ombudsmandens ord for, at Jaime var en trussel mod statens sikkerhed. Med den i hånden fortsatte Orla Møller proceduren for at udvise Jaime, men det var på ingen måde let. Forfattere, kunstnere og mange andre intensiverede deres kampagne for Jaime og mod den onde Orla Møller, og det kastede regeringen Anker Jørgensen ud i en massiv krise. Sagen endte med at trække spor gennem dansk politik frem til begyndelsen af 1980erne. Det selv om ingen på det tidspunkt vidste, hvor Jaime Okusono Martinez befandt sig.”

(Særudgave af tidsskriftet Retfærd om sagens ‘repressive forløb’, 1979, red. af Henrik Zahle)



3. maj 2014

Hadsprederen

Det er underligt som venstrefløjen ofte har det med at angribe andres “had”, samtidig med at de selv sviner ikke nærmere identificerede grupper til med generaliseringer og psykiatriske diagnoser. Bent Vinn Nielsen spørger i Information om hvad der driver dem, som Carsten Jensen kaldte en skimlet sekt af kældermennesker:

Hvad får egentlig voksne mænd til, sådan hen på aftenen og i svedige nattetimer, mens resten af familien sover, at sætte sig til computeren for, som regel ganske anonymt, at svine andre mennesker til? Alt fra politikere, debattører, kunstnere, alle der ytrer sig offentligt, får et ordentligt fur, den ene efter den anden. De får at vide, at de er ubegavede, medfødt, korrupte, grimme og dumme, fordrukne, røde svin og degenererede aber. Det sker en sjælden gang, at det er en skuffet venstreorienteret, der synes det går for langsomt med revolutionen, der tager til orde på den måde, men internettets mulighed for anonymt at overbelorte folk er nu alt overvejende en idræt for de muntre folk på højre flanke.

For en måneds tid siden cirkulerede der f.eks. et billede på nettet af en nøgen Johanne Schmidt-Nielsen. Det var fake, enhver idiot kunne se, at hoved og krop ikke passede sammen, men der har alligevel siddet en nossetrillende psykopat og snedkereret det sammen ved nattetide. Til umiddelbar broadcast fra Fars Kontor hjemme i villaen på Friheds Allé i Halvhjerne City. Hvorfor mon? Man kunne måske forstå det, hvis det var en forsømt pubertetsdreng, der udfoldede sig på den måde, men sandheden er nok desværre, at det udmærket kan være en af dagligdagens pæne og normale borgere, en brugsuddeler fra Jylland eller en civilingeniør fra Sydsjælland. En af den slags om hvem man siger at »han virkede helt normal« i en tv-dokumentar om massemordere og børneskændere. Det må være mørket og nattetemperaturen, der frigør psykopaten fra den ellers så velfungerende samfundsborger.

Det er nu ikke så svært at svare på. Disse ellers så velfungerende samfundsborgere skriver deres meninger fordi de har dem, og de skriver karskt fordi de er indignerede på det samfunds  – eller tør man sige lands? Eller nations endda? – vegne, som de kerer sig for. De er altså blot velfungerende samfundsborgere med engagement. Så spørgsmålet er snarere hvorfor de lufter deres meninger i dølgsmål?

Informations fordømmelser skræmmer næppe livet af nogen brugsuddeler eller civilingeniør, hvilket, får vi klædeligt at vide, er “et røvkedeligt liv” hvor de “kun kender sand ophidselse fra de ensomme nattetimer ved computeren, hvor de skånselsløst skampuler sproget“. Den slags kedelige liv har selvfølgelig også brugt deres barndom på skånselsløst at mobbe den typiske informationslæser, der nu har et anderledes spændende liv som adfærdspsykolog (Ih, hvad mon man skal læse ud af de linier?).

En form for svar på, hvad der driver disse hadspredere ud i anonymitet kan man læse i Djøfbladet i en artikel om Enhedslistens Pernille Skipper og hendes anderledes spiselige samfundsengagement:

En anden årsag var en engageret samfundsfaglærer i gymnasiet. Faktisk var den unge Skipper en kort overgang medlem af Venstres Ungdom – et gratis tre måneders medlemskab, hvor hun aldrig blev aktiv, bagatelliserer hun selv. Men måske var der mere liberalt blod i årerne end som så – sådan husker samfundsfaglærer Bjarne Lang det i hvert fald.

“Hun lignede på mange punkter mange af de andre og kom med klassiske liberale holdninger, som mange har med sig fra deres forældre,” fortæller han og husker hende som en skarp og empatisk elev, som havde “et overskud uden lige”.

Tidligt engagerede hun sig i både elevrådet og i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, og efterhånden fik hun mere politisk pondus, og så bevægede hun sig langsomt mod venstre, husker Bjarne Lang.

“Hun ville gerne udfordres, og på et tidspunkt diskuterede vi, hvor vi stod politisk, og jeg fortalte, at jeg selv lå på venstrefløjen. Hun var langt fra enig. For sjov sagde jeg:

“Når jeg er færdig med dig, stemmer du på Enhedslisten.”

(…)

Pernille Skipper husker i dag sin lærer som en, der støttede hende i hendes politiske engagement.

“Mens andre gik til håndbold, gik jeg til politik, og det bakkede han mig rigtig meget op i. Han sagde direkte, at man lærer lige så meget af at gå ud og deltage i samfundslivet og være politisk aktiv, som man gør ved at sidde foran et kateder. Det betød noget, at skolen ikke bare syntes, jeg var irriterende, når jeg stillede mig op som elevrådsformand og brokkede mig på vegne af eleverne, eller når jeg havde fravær i timerne. Der var en, der opfordrede mig til at fortsætte. Det, tror jeg, har betydning, når man er i teenageårene og skal finde sine egne ben.”

Det er selvfølgelig meget at tilskrive en gymnasielærer Skippers rødmen. Den første årsag til Skippers engagement kom sig ifølge artiklen af skolens svigt af en pige med narkolepsi, der blev “straffet” med at skulle gå til eksamen i fuldt pensum, frem for at blive hjulpet. Folkeskolen var altså ikke rød nok. Skipper selv er jo ikke ligefrem blevet straffet for sin indignation over ’systemets indretning’. Samfundslærerens begejstring for den begavede og kønne pige med det store overskud kammede helt over i aktiv politisk støtte. Når det kom til stykket var systemet ikke så interesseret i hvem der kan holde sig vågne, som det er interesseret i at støtte det rette engagement.

Så måske lurede de små kedelige og psykopatiske brugsuddelere og civilingeniører allerede i barndommen, at det røde parnas havde pakket kortene i venstrefløjens små dengsers farvør. At hele systemet faktisk beredte vejen for disse ideologiske curlingbørn, ved at indrette et samfund der honorerede eftersnakkere med interessante pludrejob. Måske forstod de allerede da, at deres eneste chance for at vinde blot en enkelt gang, hvor meninger skaber succes var at give disse små bastioner af overskudsfordeling et lag tæsk.

Oploadet Kl. 19:55 af hadsprederen — Direkte link26 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Gyldig XHTML
WP






MediaCreeper