10. august 2012

Chefredaktør om småracistisk OL-dækning: Journalisterne allierer sig ‘ukritisk med de danske aktører’

Jeg hører i disse minutter Anders Lund Madsen kommentere OL i synkronsvømning, og det er virkelig under lavmålet. Hermed ikke sagt, at chefredaktør Øjvind Hesselager (Journalisten.dk, Dansk Journalistforbund) har ret i sin kritik af OL-dækningen. Fra Selvfed OL-journalistik med nationalistisk og småracistisk slagside.

“… når både hår og arme er kommet ned, bør eftertanken indfinde sig:

Aldrig har journalisternes tilbøjelighed til på den ene side at alliere sig ukritisk med de danske aktører været større, samtidig med at tonen over for andre nationers udøvere og deres discipliner omvendt når nye lavpunkter.

Lad os tage danskerne først. Journalistikken er på vej mod en total symbiose med danske idrætsudøvere, der vil skræmme den ægte sportsinteresserede mediebruger væk. Ofte praktiseres der rent kolonihaveempati med dannebrog højt på stangen. …

De nationale skyklapper gør journalistikken blind over for den elementære kritik… Det afsløres rent sprogligt, hver gang en journalist siger “vi” om danskerne. Da jeg praktiserede journalistik om sport på Information i 90′erne… var det ifølge daværende redaktør, Lasse Ellegaard, forbudt at sige “vi” om det danske landshold. Den lektie er åbenbart ikke gyldig i dag. Tværtimod.

… Og så er der de andre nationers sportsfolk. Her fortsætter den nationale selvforherligelse gennem en ofte total journalistisk ignorance. … Det er fint at lave sjov. Men når systematikken er, at det kun er de idrætsgrene, hvor der ikke eksisterer muligheden for et indlevende nationalistisk “vi”… så bliver det i konteksten både småracistisk og umodigt og dermed dumt at høre på. … Småracismen er ikke tilfældig. Den er mere udbredt, end vi lige aner. Den er blevet en del af vores karaktertræk i omgangen med andre nationers sportsfolk. …

Undskyld, men OL handler om, at sportsfolk – ikke nationer! – mødes.”



26. juli 2012

Usandhed om Krifa-overenskomst røg fra det LO-ejede Avisen.dk til Ritzaus Bureau…

En høj mindsteløn er med til at holde folk i arbejdsløshed, og selvom ‘working poor’ efter amerikansk forbillede ikke er et fantastisk ideal, så er det trods alt bedre end alternativet. Jeg nægter i hvert fald at være skatteslave for arbejdsløse, importede eller ikke.

Fra Krifa.dk – Forkerte presserygter om lønnen på Restaurant Vejlegården.

På den LO-ejede avisen.dk er der en artikel om, at der i Krifa-overenskomsten ikke opereres med mere end én mindsteløn, mens der i 3F-overenskomster er flere mindstelønninger alt efter om man er faglært, ufaglært osv. …

LO-artiklerne udlægger det, som om det skulle betyde, at faglærte på Vejlegården ikke skulle have ret til mere i løn end vores mindsteløn. Men det er ikke korrekt. For det er også en aftale i vores overenskomst, at alle har ret til en gang om året af få forhandlet deres løn ud fra blandt andet uddannelse, kvalifikationer og markedslønnen på deres område. …

Ritzau er kommet til at hoppe på LO’s vogn og udsende et nyhedstelegram om, at kokkene på Vejlegården ikke får nok i løn. Men hurtigt indså Ritzau, at det ikke havde hold i virkeligheden og trak deres nyhedstelegram tilbage.

(Artikel stadig online på Information.dk, Krifa erkender svigt over for Vejle-kokke)

Oploadet Kl. 16:08 af Kim Møller — Direkte link38 kommentarer


23. april 2012

Politikens Søren Winterberg om “lighederne mellem nazisternes og Tea Party-præsidentens motiver”

Politikens kulturanmelder har tidligere haft ansættelse på Børsen og Information, og det i sig selv fortæller en hel del om dansk borgerlighed. Her lidt fra hans anmeldelse af scifi-komedien ‘Iron Sky’ – Fanfinansieret nazi-rumopera er næsten for festlig.

“Her et kort rids: Fra en overvintret nazist-koloni på Månens mørke bagside forbereder Hitlers efterfølger (Udo Kier med vanlig lad ynde) nu i 2018 en erobring af Jorden. Samtidig sender en Sarah Palin-lignende USA-præsident (Stephanie Paul) to afroamerikanske astronauter til Månen som led i sin valgkampagne: ’Black to the Moon – Yes we can!’.

… der er flot space-action, hvor ferm CGI-teknik gør det ud for sparede millioner i production value, og det politisk-satiriske grundsyn – f.eks. på lighederne mellem nazisternes og Tea Party-præsidentens motiver – har perspektiver. Sikke potentialer, i både historien og produktionsformen!”

(Stephanie Paul som USA’s præsident i Iron Sky; Ironsky.net)



22. april 2012

Brandstifterbanden tiltalt for terror: Højreekstremister undsiger Islam, venstreekstremister findes ikke

Fredag rejste Rigsadvokaten tiltale mod fem venstreorienterede efter straffelovens terrorparagraf. De sigtes for adskillige brandstiftelser, og for at have planlagt yderligere aktioner, herunder angreb på statslige institutioner og overfald på politibetjente. Af anklageskriftet fremgår det, at de har lavet Napalm-bomber.

Når EDL ved et lovligt anmeldt arrangement demonstrerer mod sharia og Islam kalder medierne dem for ‘højreekstremister’, men når revolutionære venstreorienterede ved natlige aktioner angriber staten med bomber, betegnes de ikke som venstreekstremister, men pakkes ind i hvide løgne og eufemismer.

Medier.

“Mændene har angiveligt haft et politisk motiv.” (Information, 20. april 2012)

“Det har tidligere været fremme, at de fem formentlig har forbindelser til den yderste venstrefløj.” (Politiken, 20. april 2012)

(BT Tema: “De kalder dem terrorister”, BT.dk, 22. april 2012)

Forskere.

“Hvis de bliver dømt for en overtrædelse af terrorlovgivningen, så risikerer man, at nogle mener, at staten bruger overdrevne og urimelige metoder over for politiske aktivister. Og det kan føre til en ond spiral. … Man skærper konflikten med de politiske miljøer.” (René Karpantchof, Ph.d.; Jyllands-Posten via Ritzaus Bureau)

“Det exceptionelle ved denne sag er, at man for første gang har brugt terrorbestemmelsen i henhold til venstreorienteret ekstremisme… Tidligere har vi set Blekingegade-banden, men i nyere tid har det været religiøs og højreorienteret terrorisme, der har været i fokus.” (Hans-Jørgen Bonnichsen, Tidl. PET-chef; Politiken, 20. april 2012)



28. marts 2012

Gade Jensen om Børge Outze: “Han afskyede socialister… de mindede for meget om kommunister…”

Interessant artikel af Henrik Gade Jensen på JP blog – Hvor er Børge Outzes Plads?

“Informations grundlægger Børge Outze er fortjent blevet hædret på sin 100-års dag forleden. Børge Outze (1912-1980) var uddannet journalist, aktiv i modstandskampen under Anden Verdenskrig og grundlagde så i 1945 i befrielsesdagene Dagbladet Information, som han var chefredaktør for frem til sin død.

Information blev skabt af Outze og blev i de første mange år som følge af besættelsens erfaringer en forsvarsvenlig, pro-NATO og stærk antikommunistisk avis. Det ændrede sig så i 1970erne…

Outze var kompromisløs antikommunist. … Blandt Børge Outzes helte ragede Winston Churchill op. Churchill var garanten for ikke-overgivelse i krigens tid, garanten for et kompromisløst og kæmpende Vesten… På grund af sin ubetingede loyalitet overfor Churchill censurerede Outze den unge Klaus Rifbjerg, da denne i Information ville skrive hånligt om Churchill som en vrinskende krigshingst. I dag ved vi, hvem der fik ret.

Børge Outzes livssyn blev skabt af Anden Verdenskrig, og det prægede ham resten af livet. Han stod uforstående overfor venstredrejningen i 1970erne i slutningen af sit liv. Han afskyede socialister, men vist mest fordi de mindede for meget om kommunister, som for ham var den inkarnerede ondskab. ”Du skal ikke gøre Information socialistisk. Det finder jeg mig ikke i. Socialist har jeg aldrig været, og det bliver jeg aldrig. Har du så forstået det?”, sagde Outze i 1970′erne til en journalistspire på bladet.

Derfor var hans verdensbillede også enkelt. Heltene var dem, der modstod fascisme og besættelse, og skurkene dem, der blev kommunister og nazister.

Den konservative historiker Vilhelm la Cour er i dag næsten glemt, men han markerede klart som en af de første en holdning mod besættelsen, holdt taler mod tyskerne og blev dømt og fængslet. Og det glemte Outze aldrig, så i nekrologen i 1974 hed det i Information: ”Her i Information skal la Cour først og fremmest mindes for én af sine mange bedrifter… Han gik foran imod den tyske besættelsesmagt i de første vanskelige år, da ‘man’ ellers rettede sig efter det alt for omtalte ‘Kongens bud’ om at – nå ja, sagt på jævnt dansk: Om at føje sig, bøje sig, nøje sig … På mange af os, som dengang var unge, eller i det mindste yngre, virkede la Cours mod som en udfordring! Vi følte os som vatnisser i sammenligning med ham”.

Vilhelm la Cour er gået i glemmebogen i dag, og han har ikke som kommunisterne Aksel Larsen og Mogens Fog fået opkaldt en plads efter sig i København. Det har Børge Outze heller ikke, desværre…”

Oploadet Kl. 19:09 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


1. marts 2012

Gjertsen & Gjerding – “… de två journalister på tidningen Redox… Det var med deras hjälp boken skrevs”

Forleden så jeg Charlotte Johannsens ‘Forklædt som nazist’ til salg i en DSB-kiosk, en bog der fik stor omtale for halvandet år siden. Wallraff-vinklen og den journalistiske indpakning virkede. Selvom Sebastian Gjerding var (og stadig er) journalist på Dagbladet Information og bogen udkom på Informations forlag, så kunne ingen være i tvivl om at det reelt var en Redox-udgivelse – et forsøg på at flytte fokus under den igangværende PET-efterforskning, der blotlagde personsammenfald mellem Redox og militante Antifascistisk Aktion.

Udover Ekstra Bladet, der kort gav emnet fokus, så var der ingen danske medier der gravede i trådene mellem kvinden der ville afsløre voldelige højreradikale, og en erklæret voldelig venstreradikal organisation.

Den 2. november sidste år blev den nu i Sverige bosiddende Charlotte Johannsen interviewet til et online-magasin, og her blev der ikke lagt skjul på Marchen Neel Gjertsens og Sebastian Gjerdings organisatoriske tilhørsforhold. De var slet og ret – “de två journalister på tidningen Redox”. Blot tre dage efter artiklen blev offentliggjort, stod Marchen Neel Gjertsen som forfatter på en journalistisk artikel for Jyllands-Posten.

Fra Fria Tidningen – Charlotte blev nazist och flyttade till Sverige.

“Hon lever numera i Sverige, ett land hon anser har en mer inkluderande definition av vem som är svensk, jämfört med Danmark där skillnaden mellan ”oss, danskarna” och ”dem, de andra”, är större. … Charlotte Johannsen blev en av nazisterna för att hon ville visa att extremismens problem inte kan begränsas till några få individer, utan är en del av vårt sätt att identifiera oss. …

Själv såg hon aldrig våldet. Hon blev istället påmind om det av sin ena livlina; den vän hon brukade förvarna om nazisternas ankomst. Hon smög sig till hennes hus på helgerna och pratade ut. Från nazisterna fick Charlotte Johannsen höra om deras aktioner. Från sin vän fick hon höra om vilka som drabbades.

Den andra livlinan Charlotte Johannsen hade var de två journalister på tidningen Redox som hon dagligen rapporterade till. Det var med deras hjälp boken skrevs.

[...]

Charlotte Johannsen tror att det är nazisternas ovilja att få allmänhetens uppmärksamhet och polisen på sig som har gjort att de lämnat henne ifred…”

(Fria Tidningen, 2. november 2011)



6. januar 2012

Årets Cavling: “.. en oprejsning til de statsløse unge, som har fået knægtet deres rettigheder”

Det kan godt være Cavling-prisen handler om journalistik, men ikke udelukkende. Fra Berlingske Tidende – Information vinder Cavling-prisen.

“Danmarks fornemmeste journalistpris – Cavling-prisen – går til dagbladet Informations journalister Anton Geist og Ulrik Dahlin for deres afsløringer af, at Integrationsministeriet gav ulovlige afslag på statsborgerskab til op mod 500 statsløse palæstinensere. En artikelserie, der i begyndelsen af 2011 førte til daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs (V) fald, og som i dag tæller over 100 artikler.

Avisens ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen understreger, at han på hele avisens vegne er meget glad for prisen…

- Prisen er en oprejsning til de statsløse unge, som har fået knægtet deres rettigheder. Hvis denne pris kan tjene som oprejsning til dem, så er det fineste overhovedet, siger han.”

Oploadet Kl. 06:38 af Kim Møller — Direkte link63 kommentarer


28. november 2011

Moderate muslimer, moderate islamister, moderate salafister – “Jeg kan dufte friheden.”

For nogle uger siden satte Ulrik Høy i Weekendavisen ord på den tendens medierne har til sort/hvid-tænkning i forhold til ‘det arabiske forår’. Det er som han så rigtigt skriver, ren ønsketænkning at tro ‘de hvide’ kommer til syne, blot fordi man vælter ‘de sorte’. ‘Moderat’ islamisk parti vandt valget i Marokko, skrev DR Online i går, men etiketterne bruges i flæng, og eksistensen af ‘sorte’ jijadister, gør selvfølgelig ikke islamistiske ekstremister til ‘hvide’ demokrater.

I sidste måned gav Lasse Ellegaard en analyse i Dagbladet Information af det tunesiske valg, der som bekendt også endte med islamistisk valgsejr. Valgresultatet blev som det er gængs tolket ind i en post-kolonial diskurs, og ligesom kalder kaldte Ennahda for et ‘moderate Islamist’-parti, så lod Ellegaard en ekspert forklare, at partiets succes kunne hjælpe moderate muslimer i Egypten til at holde saudiske wahhabister på afstand. Altid en positiv vinkel.

Forleden talte Tunesiens kommende premiereminister Hammadi Jebali ved et større arrangement i middelhavsbyen Sousse. Her havde han inviteret Houda Naïm fra terrororganisationen Hamas.

“Jebali declared that the occasion was “a divine moment in a new state, and in, hopefully, a 6th caliphate,” referring to the historical system of Islamic monarchies. … The general secretary also echoed Naïm’s words, stating, “The liberation of Tunisia will, God willing, bring about the liberation of Jerusalem.””

(Ennahda’s Hammadi Jebali, 13. november 2011; The Elder of Ziyon)

Det er svært for kulturmarxister, at forklare islamisternes succes i muslimske lande, og en af måderne de forsøger at redde æren på, er det man kunne kalde ‘definitionsnuancering’. Et ypperligt eksempel på dette kunne man høre i Orientering på P1 tidligere på måneden, da professor Mark Sedgewick (AU) gav en introduktion til det netop påbegyndte valg i Egypten.

Delvis transskription…

Vært, P1: … det moderate islamiske Ennadah Ennadah fik et kanonvalg, da tunesierne gik til det første frie valg i den arabiske verden. Om få uger følger Egypten efter, og alt tyder på at islamisterne også her klarer sig rigtigt godt.

Mark Sedgewick, profesor: It’s not necessarily a problem that religious forces are gaining strength, the thing in question is what sort of religious forces are gaining strength. It’s not necessarily a problem, because we shouldn’t assume, that religious forces are becoming anti-democratic.

Birgitte Vestermark, P1; Det er ikke nødvendigvis et problem, at religiøse kræfter vokser i styrke, for det det handler om, er hvilken type af religiøse kræfter der vinder frem. Det er heller ikke nødvendigvis et problem, fordi vi ikke per definition skal regne med at religiøse kræfter er anti-demokratiske. Og det har så også forbindelse til hvilke religiøse grupper der bliver styrket, siger han. En af de stærkeste islamiske bevægelser i Egypten er det islamistiske broderskab. Partiet var frem til revolutionen forbudt… 20 procent af stemmerne er på lang sigt det det muslimske broderskab plejer at få i muslimske lande, men for tiden kan den godt være større…

Birgitte Vestermark: Oprindeligt var safafisterne internt splittede om hvorvidt de overhovedet skulle deltage i den politiske proces eller ej. Flertallet var totalt afvisende overfor enhver form for politisk arbejde, mens et mindretal gik helhjertet ind for politisk handling. De var som oftest tilhænger af voldelige politiske handlinger, og derfor sluttede en stor del af dem sig til terrorbevægelsen Al-Qaeda. Men den balance er nu ved at forrykke sig, forklarer Mark Sedgewick, for antallet af politisk aktive salafister vokser og nu er de delt i tre retninger. De voldelige politisk aktive salafister, de ikke-voldelige politisk aktive salafister og de apolitiske salafister. Og det får betydning for det kommende valg mener professoren.

En af de ting salafisterne kommer til at gøre, er at splitte de islamiske stemmer yderligere. Før gik de islamistiske stemmer udelukkende til det muslimske broderskabs kandidat, nu bliver de splittet imellem en lang række grupper med udspring i det muslimske broderskab. Vi kommer måske til at se to salafistpartier, og nu ser vi også sufier, der ellers har været en apolitisk mystifistisk kult indenfor Islam blive interesseret i politik. Og det ser altså ud til at give os seks forskellige politiske partier der alle kæmper imod hinanden, så det begrænser den potentielle magt og indflydelse hver enkelt af dem vil få, siger han.

Men selv om de islamistiske stemmer splittes, så regner Mark Sedgewick alligevel med, at de bliver pænt repræsenteret i det nye parlament. Selv om vi der betragter valget udefra har en tendens til at fokusere på det religiøse aspekt, så kommer den store skillelinie i egyptisk politik næppe til at gå mellem religiøse og sekulære, men mellem de folkevalgte og hæren – vurderer historieprofessoren.

(Maha Abdullah fra Kairo; Politiken, 28. november 2011: Mød de egyptiske vælgere…)

“Jeg er lykkelig i dag. Egypten har ventet længe på at blive frit.” (Maha Abdullah, hjemmegående)



27. oktober 2011

Ny undersøgelse om familie-relateret vold mod kvindelige mu… ‘Etniske minoritetskvinder’

Der kommer mange sandheder frem, men kan man overhovedet tro på forskere der taler om ‘etniske minoritetskvinder’, når det tydeligvis omhandler afledte effekter af det islamiske kvindesyn. Fra Information – Familien fastholder etniske minoritetskvinder i voldelige forhold.

Etniske minoritetskvinder har ekstremt svært ved at slippe ud af voldelige forhold. Det skyldes i høj grad en stærk familiefølelse, en mandsdomineret familie-struktur og en angst for at fortælle om overgrebene. Det konkluderer undersøgelsen Familien betyder alt om vold mod etniske minoritetskvinder.

»Groft sagt er det en gratis omgang at begå vold mod en etnisk minoritetskvinde. Det er ikke onklen eller fætteren som voldsudøver, der bliver gjort ansvarlige for eksempel et seksuelt overgreb, hvis andre får kendskab til volden. Det er kvinden, og det ved voldsudøveren godt,« siger Sofie Danneskiold-Samsøe, adjunkt og ph.d., som har foretaget undersøgelsen i samarbejde med lektor og ph.d. Yvonne Mørck og ph.d. Bo Wagner Sørensen fra Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitetscenter.

Forskerne har i interview med 42 kvinder åbnet for voldshistorier fra en gruppe, som ofte ikke bliver hørt i det danske samfund, og som er udsat for en særlig type af vold i hjemmet.

»Volden mod kvinderne foregår inden for hjemmet og bliver ikke begået af en fremmed. Det er den faste base, hvor man skulle være tryg, der lægger rammer til den ofte brutale vold, som man kender det for generel vold. Men for etniske minoritetskvinder er det ofte ikke kun ægtemanden, der begår volden, det er ofte også andre familiemedlemmer,« siger Sofie Danneskiold-Samsøe. …

Både ægtemænd, brødre, sønner, onkler og svigerfædre er voldsudøvere, samtidig med at også kvinder i familien deltager i volden. Yngre kvinder er nederst i hierarkiet, og mødre, svigermødre og ældre kvinder kan være med til at fastholde de voldsramte kvinder i familien. …

»Især kvinder, der er blevet giftet til Danmark, lever isoleret, og de forhindres i at begå sig i det omgivende samfund og kende til de muligheder, der er, og de rettigheder, kvinderne har…« siger Sofie Danneskiold-Samsøe.”



17. september 2011

Lektor: Venstrefløjens syn på multikultur møder kun hovedrysten hos det brede publikum

Der er mange præcise iagttagelser i tirsdagens kronik i Information, der er skrevet af lektor Torben Rugbjerg Rasmussen – Multikulturalisterne er snublet i deres egen retorik.

“Når udlændingespørgsmålet har fyldt relativt lidt i valgkampen, er det ikke, fordi den økonomiske krise dominerer listen over danskernes bekymringer. Forklaringen er snarere, at området er blevet normaliseret. …

Normaliseringen skyldes i første omgang ikke, at DF har dæmpet retorikken, men snarere at deres hårdeste modstandere lider af metaltræthed. Den såkaldte multikulturalisme, der op igennem 1990’erne etablerede sig som bærende ideologisk ramme i kampen mod indvandrerfjenderne og alle former for etnisk, national, kulturel eller sproglig enhedstænkning, er enten under hastig nedslidning eller reduceret til et spørgsmål om selvfølgelige værdier som respekt, åbenhed, tolerance eller kulturforståelse. …

Op gennem 00’erne viste multikulturalismen sig smukkest i modvind dvs. som negationsideologi. Den stillede en kvalitativ ny tid i udsigt en tid befriet fra den nuværende ordens lag på lag af fejltænkning, tilbageståenhed og forløjet idyl. Problemet var, at den ud over betoningen af moralske standarder som respekt, åbenhed og tolerance ikke for alvor rummede noget bud på, hvordan samfundets bærende institutioner skal bringes til at fungere. Så snart multikulturalismen skulle gøres til virkelighed, var den altså at sammenligne med varm luft eller wishful thinking.

Og det er ikke multikulturalismens eneste svaghed. Den bærer også på en anklage, kritik eller mistænkeliggørelse af det danske samfund, som savner empirisk gyldighed. …

På vej i glemmebogen er også indvandrervennernes eller det politiske venstres arsenal af kritik og fjendebilleder. Det gælder dels kritik og anklager, der står i gæld til 68-bevægelsens forståelse af det kapitalistiske samfund eller den vestlige civilisation som en systemfejl eller regulær skandale. Dels storforbruget af analogier til den tyske nazisme, det amerikanske samfunds ‘strukturelle’ og ‘institutionelle’ racisme eller til den europæiske eller vestlige verdens synderegister i den tredje verden. Hos det brede publikum udløser de kun hovedrysten.

Samme skæbne tilfalder storforbruget af kritik, fjendebilleder, dæmoniseringer eller forståelsesformer overtaget fra det politiske venstres mangeårige kampe imod småborgerskabet… Disse mere eller mindre rygmarvsbestemte anklager og fjendebilleder er under afvikling.

Der er ikke længere opbakning til forståelsen af det danske samfund som en systemfejl eller som en mere eller mindre traumatiserende kulisse for indvandrernes liv. Påstande om at danske indvandrere og flygtninges forhold kan sammenlignes med jødernes i 1930’ernes Tyskland, de sortes forhold i USA og ofrene for den sydafrikanske apartheidpolitik, er så langt fra virkeligheden, at de ikke vinder genklang.

(eksempel fra debatten om artiklen)

Oploadet Kl. 20:04 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »