23. august 2014

Mette Bock, Erik Fosse & 4-årige Daniel – Lektor i folkeret om Leila Stockmarrs letkøbte ‘analyser’

For nogle uger siden gik Liberal Alliances Mette Bock til angreb på Israel, og kritiserede blandt andet de ‘ulige forhold’ mellem krigens to aktører. Propornationalitetsargumentet ligner til forveksling et ønske om døde israelere. Flere døde israelske børn, såsom 4-årige Daniel Tragerman, der fredag eftermiddag blev ramt af en Hamas-raket, på vej mod et beskyttelsesrum.

Et par dage forinden talte Mads Gilberts ligeså radikale lægekollega Erik Fosse ved et arrangement i Norge, og gav her en lille anekdote om en aften på Shifa-hospitalet i Gaza, hvor palæstinensiske læger var samlet for at se raketaffyringer mod Israel: “… hele gjengen satt forventningsfulle for å se på disse rakettene, og de jublet”.

(Times of Israel, 22. august 2014: “… fatal shell was fired from near UNRWA shelter in Gaza”)

Lektor i folkeret Anders Henriksen i Politiken – Gazakrigens danske ’eksperter’ er på vildspor

“Som ph.d.-studerende Leila Stockmarr, en af de mindst nuancerede kritikere af Israel, skråsikkert skrev i denne avis sidst i juli, så er der simpelthen ‘ikke tvivl om, at Israel bryder krigens regler ved ikke at skelne mellem militære og civile mål’, og at ‘Israels fremfærd er ude af proportioner’. Javel, så ved vi det. Vi må håbe for Politiken, at de mange letkøbte folkeretlige ‘analyser’ sælger aviser – for særlig seriøse er de ikke.

De mange ‘eksperter’ og kritikere må blive bedre til at skille tingene ad, og de må have mere respekt for den kompleksitet, der omgærder konflikten Og nej, det, at der i en konkret israelsk handling, eksempelvis et specifikt angreb, slås civile eller sågar helt uskyldige børn på en strand eller patienter på et hospital ihjel, er ikke nødvendigvis et bevis på, at handlingen udgjorde et brud på reglerne. Så simpelt er det altså ikke. …

Det er også vigtigt at forstå, at folkeretten faktisk tillader, at en stat som Israel gennemfører et konkret angreb på et militært mål, selv om der kan være en risiko for, at civile vil lide overlast under angrebet. Så også af den grund bør kritikere af Israel være mere forsigtige med at sætte lighedstegn mellem civile tab og krigsforbrydelser. …

Krigens regler udgør et kompromis mellem humanitære hensyn og militær nødvendighed, og hvad enten vi bryder os om det eller ej, så tillægges militær nødvendighed undertiden forrang. Jo vigtigere det militære mål er, jo flere civile tab vil være acceptable.”



16. august 2014

Vellykket kalot-manifestation på Nørrebro – Gade Jensen om en ‘afværgemekanisme i vores baghoved’

Rasmus Jarlovs kalot-manifestation på Nørrebro samlede omkring 500 tilhørere, og det blev således (lig Tingbjerg-Gudstjenesten, efteråret 2009), ikke en fest for voldsparate arabere, men en positiv tilkendelse til fordel for en minoritet der trues af islamiseringens naturlige følgevirkninger.

(Rasmus Jarlov i front)

I skrivende stund flokkedes politikere og meningsdannere om at være på den rigtige side af stregen, men det er værd at huske navnene på dem der svigtede. Også denne gang. Det være sig ikke bare en forbenet jødehader som Fathi El-Abed og en selvmordsjøde som Bent Melchior, men også tidligere LAU-formand Rasmus Brygger og Liberal Alliance-MF’er Mette Bock. “Er da der ingen grænse for populismen? Lad jøder være jøder, kristne være kristne, muslimer være muslimer…”, lød det fra sidstnævnte i en opdatering på Facebook. Problemet er dog ikke desto mindre, at når muslimer er muslimer, kan kristne ikke være kristne, og jøder ikke være jøder.

Selvom demonstrationen fandt sted på Nørrebro, så var der efter billederne at dømme kun enkelte muslimer tilstede, alle kendte fra den politiske offentlighed. En af dem var socialdemokraten Yildiz Akdogan, der efterfølgende reklamerede for en lille folkefest foran Nørrebrohallen under parolen ‘Nej til trusler og vold – Ja til sammenhold’. Det kunne teoretisk set være ølsalget der holdt tilhængere af ‘fredens religion’ væk, men mon ikke det i virkeligheden var tilstedeværelsen af danskere.

Medierne var patetiske som altid. “Behøver vi en demonstration for jøder?”, spurgte Deadline i går, og på samme måde varmede TV2 News op til live-dækningen under overskriften “Er jødedemo på Nørrebro en provokation?”. De trykte medier blev også denne gang anført af Politiken, der rutinemæssigt gjorde en ubekvem generel problematik om jødehad blandt tilvandrede muslimer, til en konkret spørgsmål om ‘kontroversielle’ danskere. (se evt. EB.dk)

Fremhæves må også Berlingske, der holdt mikrofonen for 90-årige Svend Allan Horwitz fra Virum, der afviste demonstrationens nødvendighed: “Vi er alle landsmænd… så snak da med muslimerne”. Følgende citat fra den tidligere fondsbørsvekselerer står fint alene.

“Jeg har aldrig i mit liv oplevet antisemitisme. Heller ikke dengang i 1943, da mine danske landsmænd hjalp mig til Sverige. (Svend Allan Horwitz, Virum)

Henrik Gade Jensen renser luften, og det er der i sandhed også brug for – Jødehadets deja-vu.

“Gazakonfliktens bagside er en opblussen af et had mod jøder i Europa, som man troede efter krystalnatten, nazismen og holocaust var endegyldigt aflegitimeret og umuliggjort i Europas byer i dag. Men jøder forfølges og synagoger angribes.

Men det mest uhyggelige er ikke, at herboende Hamas-sympatisører åbenlyst ønsker død over jøderne, men at medierne og myndighederne underspiller det. Som om det ikke må finde sted, og derfor taler vi ikke om det. Det går nok over sig af sig selv, og så er vi tilbage til normaliteten. Det er bare ganske få brushoveder, og det skal vi ikke regne for noget.

Nu forstår jeg, hvordan antisemitisme kunne vokse frem i Tyskland, om end det heldigvis stadigvæk er af langt mindre dimensioner i dag. Mange menige tyskere så overgrebene på jøderne som enkelttilfælde, slemt selvfølgelig, man kendte dem jo, handlede hos dem, men det skulle nok gå over. Og så beskyttede tyskere sig selv ved ikke at gøre jødehadet til et problem, reducere det til enkelte, enestående aktioner, og det var det. Vi ville ikke generalisere fra enkelttilfælde, sagde den tyske præsident Joachim Gaucks forældre til ham efter krigen, da sønnen konfronterede forældrene med deres tavshed og dermed samtykke til jødeforfølgelserne.

Ikke generalisere! Det hører vi igen og igen som et mantra. Og vi gør det også til en moralsk acceptabel, ja nærmest etisk fortræffelig afværgemekanisme i vores baghoved: det er kun enkelte tilfælde. Få gale Hamas-sympatisører! Galninge er der altid nogle af! På Facebook siges så meget!

Mere.

(Generation Identitaire-trøje ved Nørrebros Runddel; Yildiz Akdogan)

(kalot-demonstrationen passerer venstreradikale Modkraft/Monsun)

(Menorah ved Stengade)

(Politiet var kampklare, men diskrete)

(Arabiske mænd med drengebørn)

(Islamist der gennemfotograferede demonstrationstoget)

“Down down Israel. Down down Israel.” (araber via Local Eyes)

(Enlig moddemonstrant ved Den Røde Plads)



11. august 2014

VIOMIS’ Ali Daghim samler penge ind til humanitært nødhjælpsarbejde i Syrien – og sælger ISIS-sløjfe

I sidste måned skrev Politiken om den 25-årige dansk-tuneser Iskander Chebil, der styrer et nødhjælpsprojekt i Syrien finansieret af Viomis (Viden om Islam). En anden islamist, der ifølge Linkedin har været tilknyttet Viomis har endnu ikke fået taletid i de danske medier, selvom han er drivende kraft i Nørrebro-baserede ‘De Humanitære Hjerter’, der ved hjælp af “tøj, sko legetøj og pengedonationer” støtter diverse humanitære initiativer i Syrien.

“Godt 70 kilometer længere inde i landet er flere ambulancer lige nu i aktion. En af dem er netop blevet kørt hele vejen fra København af frivillige fra en anden dansk-muslimsk organisation, Humanitære Hjerter, der også er med til at drive et bageri og fire lægeklinikker i Syrien. … Alene Viomis, der har base på Nørrebro, har indsamlet næsten 3 millioner kroner. Donationerne stammer overvejende fra muslimer, og ligesom de øvrige danskmuslimske organisationer bruger Viomis indtægterne på nødhjælpsprojekter i de oprørskontrollerede områder.” (Politiken, 28. juni 2014)

Vil man donere tøj til Syrien kan man kontakte ‘De Humanitære Hjerter’ på telefon, samme nummer som Ali Daghim benytter til at sælge ISIS-klistermærker. Grænsen mellem humanitær hjælp til ofre for borgerkrig, og understøttelse af en brutal islamistisk terrororganiation, er tilsyneladende ikke-eksisterende.

(Ali Daghim på Facebook, 17. januar 2014)

(‘De Humanitære Hjerter’ og ISIS-klistermærker, samme telefonnummer; Facebook)

(Foto: Syrienblog.dk)

(‘De Humanitære Hjerter’ i Kokkedal med Glostrupsagens Adnan Avdic, 2014; Facebook)

Oploadet Kl. 18:31 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer


9. august 2014

Politiken & Co: Jihadisternes eneste fællestræk er danskhed – tilsat ‘en personlig eksklusionshistorie’

Syrienkrigerne har intet til fælles, fortalte Politikens Morten Skjoldager på TV2 News for lidt siden. Herefter fortæller justitsminister Karen Hækkerup at hun gør alt hvad der står i hendes magt, for at radikale islamister ikke forlader landet. Hvor skal man starte? Fra Politiken – Syrienskrigere er opvokset her.

“Ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) har mindst 15 personer fra Danmark mistet livet i Syrien. De 11, som Politiken har kunnet identificere, har gået i dansk skole, taget danske uddannelser, talte flydende dansk og navigerede hjemmevant i det danske samfund.

De er rundet af det danske samfund, så det er ikke noget, vi kan tillægge andre ansvaret for‘, siger Ann Sophie Hemmingsen, forsker i radikalisering ved Dansk Institut for Internationale Studier, der har fået forelagt Politikens research.

… kortlægningen viser også, at de dræbte syrienskrigere ofte kommer fra tilsyneladende velfungerende familier.

‘De er i langt de fleste tilfælde relativt normalt fungerende. De er ikke socialt belastede og har haft en rimelig opvækst i ofte ressourcestærke familier’, siger Allan Aarslev, politikommissær ved den kriminalpræventive afdeling hos politiet i Østjylland, hvor fem af de dræbte syrienskrigere havde bopæl.

Opfattelsen deles af Preben Bertelsen, der som den eneste psykolog i Danmark har faste samtaleforløb med hjemvendte syrienskrigere:

‘De er oftest rimeligt uddannede og dannede og velintegrerede i betydningen af, at de kan navigere sikkert i det danske samfund. I en anden forstand har de dog også ofte en personlig eksklusionshistorie bag sig‘, forklarer han.

… bortset fra at de er opvokset i Danmark, er der stor forskel på de dræbte jihadister. Spændvidden strækker sig fra en tyrkisk teenager fra den øvre jyske middelklasse til en utilpasset dansk forstadsdreng fra Ishøj. …

Hemmingsen mener derfor, at de gentagne forsøg blandt forskere og myndigheder på at kategorisere syrienskrigerne er nyttesløse.”

(Jihadisterne Hamza Nasser Hallak og Ahmad Hallak; Foto: Syrienblog)

“… altså 15 døde danskere.” (Jesper Zølck, TV2 News, 9. august 2014)



8. august 2014

Hanne Jørndrup, RUC: Medierne støtter Israel – bekræfter verdensbilledet ‘som hersker i vores kultur’

Lektor Hanne Jørndrup har ikke ret i at medierne støtter Israel, men hun har da ret i, at medierne tager udgangspunkt i en virkelighed hvor religiøse krav om et nyt Holocaust forekommer en anelse negativt. Her er medierne ganske givet præget af vestlig moral. Fra Politiken – Forsker: Danske medier støtter ubevidst Israel.

“Danske journalister er ubevidst forudindtagede, når de dækker konflikter og krige rundt om i verden. De fortæller nemlig helst den historie, der bekræfter det verdensbillede, som hersker i vores kultur. Og når det gælder Gaza-konflikten, ligger det i vores kulturelle dna, at det er synd for Israel. …

‘Der foregår en ubevidst forfordeling, hvor journalisterne er mere tilbøjelige til at acceptere en udlægning fra det israelske forsvarsministerium, fordi vi har for vane at tænke, at de er troværdige’, siger medieforsker Hanne Jørndrup fra Roskilde Universitetscenter, der forsker i danske mediers dækning af krig. …

Så dybest set var det den gængse danske måde at gå til en palæstinensisk sympatisør, da Martin Krasnik i lørdags i Deadline på DR 2 kom op at skændes med en udstationeret norsk læge, som ikke ville kalde Hamas for en terrororganisation.

‘Hvis Krasnik ikke havde haft en jødisk baggrund, ville det blot have været normen, og ikke have affødt så stærke reaktioner på de sociale medier. For journalistikken glider oftest med på parnassets argumenter og går mere i clinch med afvigersynspunktet’, siger hun.

Derfor er journalister også ‘vanvittigt kritiske’, hvis nogen taler godt om tvangsægteskaber.

Der er et moralsk, kulturelt og ideologisk centrum, som journalistikken er med til at forsvare, og der har altid været konsensus om, at man var proisraelsk i vores del af verden’, siger hun.”

Oploadet Kl. 13:18 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer


3. august 2014

DR, TV2, Ritzau mfl.: Israel bombede fyldt markedsplads under en våbenhvile: Løgn, løgn og mere løgn

‘I krig er sandheden det første offer’, er en journalistisk traver, der dog har været helt fraværende de første uger af Gaza-konflikten. Da kildeproblematikken endelig kom i fokus, blev den meget sigende rettet mod Israel. På en af tv-kanalerne kunne man eksempelvis se IDF-optagelser af Hamas-tunneler, med tilføjelsen, at videoens autencitet ikke er bekræftet fra anden side. Man skulle tro, at tiltroen ville være større til et demokratisk land med frie medier end en terrororganisation og folk der lever på sammes nåde. Men nej, sådan er det på ingen måde.

Hamas har uofficielt hovedkvarter på Al-Shifa hospitalet, og journalister der rapporterer kritisk om Hamas fra Gaza, vil næppe kunne interviewe civile ofre samme sted – noget de vestlige medier efter alt at dømme specifikt efterspørger. En korrespondent for finske Helsingin Sanomat brød tabuet forleden, da hun om natten rapporterede fra hospitalet, og berettede at hun netop havde set Hamas affyre en raket fra hospitalets parkeringsplads.

En episode der fandt sted onsdag eftermiddag fortjener en længere gennemgang. Forfatter Thomas Wictor har på sin hjemmeside minutiøst gennemgået omstændighederne omkring det der nåede medierne, som værende et israelsk bombeangreb under en våbenhvile på et menneskefyldt markedsplads i Shijaiyah-kvarteret (Gaza by). Det viser sig at markedspladsen var lukket, at der slet ikke var våbenhvile, og det faktisk lader sig dokumentere på baggrund af åbne kilder.

På billedmateriale leveret af det ‘uafhængige’ palæstinensiske Manara-tv, fremgår det, at der ikke var boder på markedspladsen (ingen kvinder og børn), og det besynderlige faktum, at de sårede havde mærkelige skader på underkroppen. I baggrunden høres sekundære eksplosioner, hvad får Thomas Wictor til at konkludere at det bombede varehus i baggrunden, må være lager for Hamas-raketter, noget der forklarer trykbølge-skaderne.

(Fyldt markedsplads jvf. palæstinensiske kilder)

Fra ThomasWictor.com – The self-inflicted massacre at Shijaiyah.

“The state of reporting from Gaza is so abysmal due to the Hamas death threats against journalists that it took me hours to find out what had really happened…. Just about every single news story says ‘The Israelis bombed a crowded market street in Shijaiyah’ or ‘a busy market street in Shijaiyah’ during a four-hour truce. …

It’s only after much, much, much searching that one finds three crucial details omitted from the overwhelming majority of the stories.
1. The four-hour humanitarian ceasefire did not include Shijaiyah because Hamas continued to fire rockets from there.
2. The open-air market was closed at the time, therefore the Palestinian assertion that it was crowded or busy with shoppers is a lie.

[...]

Imagine that! After I posted this piece, the Telegraph changed the voice over, omitting the observation that the open-air market was closed. That doesn’t matter. Look at the empty lot for yourself: NO VENDERS, NO CROWDS. There was NO STRIKE ON A CROWDED MARKET. … What a surreal experience. …

3. The air strike hit a warehouse, causing the fire visible in the videos. … Also, as that soon-to-be disappeared snippet says, Hamas had ignored the ceasefire, shooting twenty-seven rockets into Israel during those four hours. …

Notice that there is no damage to the ambulances. It this were a direct hit with a missile or bomb, the ambulances would be peppered with shrapnel holes. The explosion took place right behind one of three ambulances. … As you can see, there is absolutely no shrapnel damage to the wall or the ambulances, and there’s no impact crater.

Now go back to the third video above and observe that virtually every victim was hit in the foot, ankle, or lower body. There’s no Israeli munition that causes such a wound pattern. However, the pressure-cooker bombs that terrorists used at the Boston Marathon produced similar injuries. Keep that in mind. Explosives that go off on the ground and send a pressure wave out to the sides will hurt your lower limbs. Aerial munitions will hurt all of you. …

That burning warehouse was full of Hamas rockets. The series of concussions you hear are secondary explosions, not the primary explosions of aerial munitions. When you bomb a warehouse full of fueled rockets, each rocket will explode separately. What happened was the empty marketplace next to the burning warehouse became the set for a Pallywood production, but then the rockets started exploding, killing and maiming the people who tried to exploit this situation.

I know they’re secondary explosions because they’re causing no destruction. No fountains of earth or clouds of dust appear with each loud BOOM!”

(Eksempel på grafik fra Thomas Wictors gennemgang)

Artiklen med den ledsagede grafik, viser ikke bare Hamas’ kynisme, men også hvor naivt velbetalte korrespondenter serverer Hamas-propaganda for den vestlige opinion. Thomas Wictor nævner selvfølgelig ikke danske medier, men historien røg direkte fra Gaza og Jerusalem til TV-avisen og TV2 Nyhederne via korrespondenterne Steffen Kretz og Steffen Jensen. Dagen efter kunne referater læses i aviserne med ‘uafhængige’ palæstinensiske Manara-tv som kilde, enkelte steder inklusiv den af Thomas Wictor omtalte video.

Ritzaus Bureau-indslaget er værst, med TV2 Nyhedernes indslag på en klar andenplads, mest på grund af konteksten. Det må siges, at jeg ikke har set samtlige nyhedsindslag på DR, TV2 og TV2 News onsdag og torsdag. Episoden indgår formentligt i flere indslag.

Aviserne.

“Israelsk luftangreb har dræbt mindst 15 og såret 150 palæstinensere på et marked i Shijaiyah-kvarteret i Gaza By, oplyser sundhedsministeriet i Gaza.” (Politiken.dk, 30. juli 2014, Kl. 19.10)

Et israelsk angreb har ramt et marked i det østlige Gaza. Mindst 15 personer har mistet livet, siger det lokale sundhedsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters. 160 personer er såret i angrebet, lyder det fra talspersonen Ashraf al-Qidra. Angrebet ramte ifølge nyhedsbureauet AFP kort tid efter, at den israelske hær havde indledt en fire timer lang humanitær våbenhvile.” (EB.dk ref. Reuters, AFP, Ritzaus Bureau, 30. juli 2014)

“Det er yderst voldsomme optagelser, som en uafhængig, palæstinensisk tv-station har offentliggjort torsdag. Ifølge Manara TV blev mindst 16 mennesker dræbt onsdag i et artilleriangreb i Gaza By, hvor Israel ellers havde lovet at holde et par timers våbenhvile… Flere end 200 mennesker blev samtidig såret ved det kraftige angreb i Shijaiyah-kvarteret…” (Ritzaus Bureau, Fyens Stiftstidende, Skive Folkeblad mfl., Fyens.dk, 31. juli 2014, Kl. 17.30)

“Det er yderst voldsomme optagelser, som en uafhængig palæstinenisk tv-station har offentliggjort torsdag. Ifølge Manara-tv blev mindst 16 mennesker dræbt onsdag i artilleriangreb i Gaza by, hvor Israel ellers havde lovet at holde et par timers våbenhvile, for at give plads til en humanitær indsats i de værst ramte områder. Flere end 200 mennesker blev samtidig såret ved det kraftige angreb i Shijaiyah-kvarteret, der allerede har været hårdt ramt af israelske beskydninger…” (Ritzaus Bureau-video, Fyens.dk)

TV-nyheder.

Steffen Kretz, DR: Her for en times tid siden der slog artillerigranater fra israelske kampvogne ned på et marked i Gaza by. Femten mennesker er dræbt, omkring 100 mennesker er sårede, så kampene fortsætter med uformindsket styrke. (TV-avisen, 30. juli 2014 Kl. 17.55)

[...]

TV2 (speak): … israelerne erklærede en begrænset våbenhvile, og det fik mange palæstinensere til at forlade deres hjem og handle ind. Og så gik israelske fly på vingerne igen. Mindst 15 blev dræbt, da israelske bomber faldt over et marked for frugt og grønt.

Indbygger, Gaza: Det er ikke fair, hvad de gør mod os. De slog over 50 mennesker ihjel. (klip genbrugt fra FN-skolebombningen!)

TV2 (speak): Siden konflikten begyndte er mindst 1250 palæstinensere blevet dræbt, de fleste af dem civile…

Natasja Crone, TV2: - Og Steffen Jensen, vi hører lige kort i indslaget her, om den våbenhvile, der var i eftermiddags fra klokken 14 til klokken 18, var det. Den blev alligevel brudt hører vi. Hvad var intentionen med den?

Steffen Jensen, TV2: Ja, det var israelerne der unilateralt erklærede våbenhvile, og det var meningen at det skulle være en humanitær våbenhvile, således at civilbefolkningen skulle kunne komme ud og købe fødevarer, så nødhjælpsorganisationerne kunne evakuere sårede til hospitalerne og så videre. Den startede sådan set også klokken 14, men… (TV2 Nyhederne, 30. juli 2014, Kl. 22.00)

(Danske medier om Shijaiyah-episoden, 30/31. juli 2014)



28. juli 2014

Naser Khaders 14-årige datter overfaldet af pigebande: Truet med kniv, tæsket og sparket i hovedet

Jeg følger Naser Khader på Facebook, og selvom man være uenig i meget af det der kommer fra ham, så må man erkende, at han betaler en høj pris for sit politiske virke. Kort efter Politiken i går trykte et underlødiggt læserbrev om Khader postulerede samarbejde med ‘højreradikale israelske zionister’, modtog han flere dødstrusler. Endnu en dag på kontoret, ville han sikkert sige. Fra dagen BT – Khaders 14-årige datter mishandlet af berygtet pigebande: Tæsket og sparket i hovedet.

“Den tidligere toppolitiker Naser Khaders blot 14-årige datter Sofia gennemlevede natten til lørdag et sandt mareridt.

Den unge pige fejrede sin fødselsdag med en gruppe venner nær en legeplads ved Ørestad Gymnasium i København, da hun pludselig blev passet op af en lokalt berygtet pigebande. Øjeblikket efter lå den spinkle pige på jorden, og her blev hun ifølge den kendte far liggende i tæt ved en halv time, mens to tydeligt påvirkede anførere af banden truede hende med en kniv og overdængende hende med slag og spark mod hoved og krop.

- Det er forfærdeligt. Som jeg har fået det beskrevet, vil jeg betegne det som tortur. Da jeg så Sofia på hospitalet, blødte hun stadig fra hovedbunden, fordi de havde trukket hende rundt i håret, og hun havde blå mærker og hudafskrabninger over det hele og græd, siger Naser Khader…

(Naser Khader og datteren Safia, Facebook, 2013; Foto: Facebook)

Oploadet Kl. 10:43 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer
Arkiveret under:


19. juli 2014

Erslev Andersen: Israel har interesse i Hamas-krig, ønsker ikke en ‘liberal demokratisk’ etstatsløsning

I gårsdagens Deadline, havde Nynne Bjerre Christensen inviteret Politikens Marcus Rubin og DIIS’ Lars Erslev Andersen til at give en aktuel analyse af Israel/palæstina-konflikten. Det blev ringere end man kunne frygte, og var reelt en grov motivanalyse af konfliktens ene part, med Hamas på ideologisk frihjul.

Delvis transskription af indslagene.

Nynne Bjerre Christensen, Deadline: Fortæl mig Marcus Rubin, du er Politikens Mellemøstkorrespondent. Har Israel en interesse i at udradere Hamas fuldt ud og helt i forbindelse med sådan en landoffensiv?

Marcus Rubin, Politiken: Nej, det tror jeg ikke…

[...]

Nynne Bjerre Christensen: Vil denne her offensiv lykkedes for israelerne?

Lars Erslev Andersen: Det kan man sige med temmelig stor sandsynlighed, det vil den ikke. … Man kan ikke løse den her problemstilling med militær magt. … Man kan måske få smadret en del ting, man kan få smadret nogle raketter, man kan få fyldt nogle tunneler ud, man kan få dræbt nogle Hamas-ledere, ja. Og når man har gjort det, så kan man få en våbenhvile, og så kan man se tilbage på enorme ødelæggelser og mange døde. Og så varer der ligeså lang tid til den bliver brudt, og så er vi tilbage. Og det er jo det mønster vi har set desværre, så hele den her forestilling om, at man kan gå ind og destruere terrornetværket, eller infrastrukturen som de kalder det, det kan man ikke. Man bliver nødt til at tage nogle andre midler i hånde, og det er jo politiske.

Nynne Bjerre Christensen: Men hvad siger du til Marcus Rubins lidt kyniske analyse af, at Hamas og Israel jo egentligt står meget godt til hinanden, og begge parter kan have en interesse i at holde konflikten i kog.

Lars Erslev Andersen: Jeg er meget enig i, at Israel kan have en interesse i at have en lavintencitetskonflikt… fordi der er ingen interesse for en tostats- eller en etstatsløsning. Så lang tid der ikke er det i Israel, jamen, så er den situation jo sådan set den. … Med hensyn til en etstatsløsning, så er der jo mange unge palæstinensere, som er utilfreds med både Fatah-ledelsen og Hamas, som ikke tror på alle de der projekter, som siger, at den eneste vej frem er en stat, to nationer, lige rettigheder. Det er uspiseligt for Israel, fordi det vil jo betyde, at jøderne vil kunne komme i mindretal ad åre. Og dermed mister Israel jo altså identiteten som jødisk stat.

Nynne Bjerre Christensen: Det betyder i princippet, at man giver palæstinenserne et israelsk pas.

Lars Erslev Andersen: Ja, og at man lader israelerne stå for driften af staten, og hermed også curriculum i skoler, men selvfølgelig under lige rettigheder.

Nynne Bjerre Christensen: – og åbner parlamentet selvfølgelig også for alle der vil blive valgt ind.

Lars Erslev Andersen: - Lige præcis. En liberal demokratisk stat.

[...]

Lars Erslev Andersen: … Jeg håber da ikke det er udsigtsløst, men det forudsætter jo, at an er villige til at lade være med at se igennem fingre med at folkeretten systematisk bliver overtrådt, hver evig eneste dag. Det betyder at det internationale samfund, herunder USA, skulle gå ind og sige, at det her er faktisk uacceptabelt. At Israel gør det, det kan man forstå så lang tid de har en accept til at gøre det. At det internationale samfund og USA tillader det, det er meget vanskeligere at forstå. Der skal vi nok til at forstå amerikansk indenrigspolitik, og den slags.Blokaden af Gaza-befolkningen er også ulovligt. Så lad os da få nogle vare ind, så folk får noget mad. Det skete ikke.

Nynne Bjerre Christensen: Lars Erslev Andersen. Du siger at nøglen til det her ligger i USA… og så er vi tilbage til den magtfulde jødiske lobby i amerikansk politik osv. …

Lars Erslev Andersen: Løsningen ligger i amerikansk indenrigspolitik.

(Deadline, DR2, 18. juli 2014: ‘Har Israel en interesse i at udrydde Hamas’)



18. juli 2014

Mosbjerg Folkefest 2014: Professor Ole Hasselbalch – Om venstreekstreme overfald i Danmark

Professor Ole Hasselbalchs tale til Mosbjerg Folkefest 2014 var et overflødighedshorn af anekdoter om Den Danske Forenings mange oplevelser med den ekstreme venstrefløj, herunder journalister. Talen er nu online.

“Det var ude i Gentofte Hovedbibliotek, hvor foreningen havde inviteret den gamle norske frihedskæmper Jan Høgh. – Rejs dig op Jan, så vi kan se dig. (bifald) – Som skulle tale i Hovedbiblioteket, men det kom han ikke til fordi der var nogle der havde fortalt bibliotekets personale, at han var nazist, og så måtte biblioteket jo lukke, så kunne han jo ikke holde talen der. Så han holdt så sin tale udenfor istedet, uden for biblioteket, stående på en trappestige. Nazisten Jan Høgh, rundt om Jan Høgh, som krigspensionist i kraft af de skader han fik i frihedskampen, der færdedes et stykke ude nogle mærkelige væsener med fakler i hænderne og tårer i øjnene og råbte ‘Ned med fascismen’, ‘Ned med nazismen og racismen’, ‘Racister skal hakkes til medister’, og hvis man ikke hopper så er man racist, og sådan noget mærkeligt noget. Det afficerede ikke vor ven Jan Høgh.

En anden gang, nogle år efter, der var jeg formand. Det var et møde ude i et medborgerhus, jeg tror det var Medborgerhuset Sydvest i København. Den gang vidste man ikke meget om Islam, og hvad gør man så, hvis man vil hitte ud af hvordan verden ser ud. Foreningen inviterede en muslimsk imam til at fortælle hvad Islam egentligt var. Og den lille man han mødte altså i hvidt tøj, kalot og så videre – pænt og ordentligt, der var ikke noget der. Men pludselig kommer der styrtende en person ind. En kendt kulturperson og bongospiller, han havde åbenbart haft held til trods for sit lidt laskede ydre, af snige sig ind ad bagdøren, et vindue, et tagvindue eller på en eller anden måde. Han var tilhænger af Mao og Albanien, det vidste alle, og i den egenskab, så styrter han op til imamen, og så siger han: ‘Nazisvin!’ Og så styrter han ud igen, og vi tilhørere, vi tænkte, at han måtte være være fra den ekstreme venstrefløj, han kunne bare ikke rigtig kunne orientere sig derinde, og kunne ikke omstille sig til tanken om at det var en muslimsk imam der stod deroppe. Imamen tog det meget pænt. Han spurgte mig, hvad det var for en mærkelig mand…

… vi har stadigvæk den folkelige magt, vi har magten til at sætte et kryds i stemmeboksen. Og der må vi bare konstatere, at hvis et folk som har muligheden for – Kan man tie stille ovre bagved! Ja, jeg er jo også lærer, engang imellem må man tysse lidt på studenterne, det gør jeg altså. Hvis man har et folk som har muligheden for at skille sig af med idioterne ved simpelthen at sætte krydset et andet sted, og som ikke kan tage sig sammen til at gøre det, så er der ikke nogen der kan redde dem. De kan ikke reddes. … Jeg kan ikke se der er anden mulighed. Et folk der ikke kan redde sig selv ved at flytte krydset i valgboksen, kan ikke reddes med andre midler.

(Ole Hasselbalch, Mosbjerg Folkefest 2014)

“Professor Ole Hasselbalch fra Den Danske Forening fortalte i sin tale på Mosbjerg Folkefest om venstreekstremisters politisk motiverede overfald i Danmark, og om en presse, der enten fortiede eller direkte medvirkede til deres politiske kriminalitet.”



24. juni 2014

“Hvis man vil bevare den gode stemning af dialog og mangfoldighed, bør man holde æstetisk afstand…”

Niels Lillelund ironiserer over Politikens bekvemme tilgang til den nye Qatar-finansierede stormoské i Nordvest. Fra Jyllands-Posten – Qatar i København (kræver login).

“Qatar-ministeren, der optrådte i lang kjole og sort fuldskæg, kunne næsten ikke skjule sit skraldgrin ved indvielsen af emirens forpost, og man forstår ham ærlig talt godt. Apologien når nye højder, og man må le.

For med Qatar må man ikke gå for meget i detaljer. Hvis man vil bevare den gode stemning af dialog og mangfoldighed, bør man holde æstetisk afstand og betragte det hele sådan lidt fra oven. Det gør, ikke overraskende, Politikens arkitekturredaktør.

Han beskriver Qatar-byggeriet i Nordvest som ‘underspillet og imødekommende’ og et ‘kvalitativt løft fra ingenting til noget’ og konstaterer, at ‘det er en behageligt afstressende tradition, at man tager skoene af, inden man går ind i en moské. Her forstærker det følelsen af moskeens tykke, mørkerøde tæppe under fødderne.’

Ja da, her er hygge, halalhygge, for alle de 150 mio. kr., og her ‘prædiker man en moderne moderat euroislam, som vil integrationen’. For som det hedder: ‘Det er i små mørke kælderlokaler, at man frembringer ekstremister, ikke i store lyse sale.’

Gammen i gyldne sale og mangfoldighed for alle pengene, men hvad er dette noget i Nordvest, der tilsyneladende er kommet af ingenting?

Det kunne tyde på, at danske politikere har lugtet lidt af lunten og pludselig er blevet nervøse for, hvad der går i svang på de tykke, mørkerøde tæpper. I hvert fald syntes flere af dem at have fået travlt med at skulle noget andet den dag, man holdt mangfoldig åbningsreception.

Mangfoldighed. Smag på ordet. Det er fedt og flommet som en alt for rig dessert.

(Moské-selfie: Yildiz Akdogan, A – Pia Allerslev, V – Ninna Thomsen, SF – Rikke Lauritzen, Ø)

“Det er min kone, som har lavet lysshowet” (queerforsker Rikke Andreassen, 19. juni 2014)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper