28. juli 2014

Naser Khaders 14-årige datter overfaldet af pigebande: Truet med kniv, tæsket og sparket i hovedet

Jeg følger Naser Khader på Facebook, og selvom man være uenig i meget af det der kommer fra ham, så må man erkende, at han betaler en høj pris for sit politiske virke. Kort efter Politiken i går trykte et underlødiggt læserbrev om Khader postulerede samarbejde med ‘højreradikale israelske zionister’, modtog han flere dødstrusler. Endnu en dag på kontoret, ville han sikkert sige. Fra dagen BT – Khaders 14-årige datter mishandlet af berygtet pigebande: Tæsket og sparket i hovedet.

“Den tidligere toppolitiker Naser Khaders blot 14-årige datter Sofia gennemlevede natten til lørdag et sandt mareridt.

Den unge pige fejrede sin fødselsdag med en gruppe venner nær en legeplads ved Ørestad Gymnasium i København, da hun pludselig blev passet op af en lokalt berygtet pigebande. Øjeblikket efter lå den spinkle pige på jorden, og her blev hun ifølge den kendte far liggende i tæt ved en halv time, mens to tydeligt påvirkede anførere af banden truede hende med en kniv og overdængende hende med slag og spark mod hoved og krop.

- Det er forfærdeligt. Som jeg har fået det beskrevet, vil jeg betegne det som tortur. Da jeg så Sofia på hospitalet, blødte hun stadig fra hovedbunden, fordi de havde trukket hende rundt i håret, og hun havde blå mærker og hudafskrabninger over det hele og græd, siger Naser Khader…

(Naser Khader og datteren Safia, Facebook, 2013; Foto: Facebook)

Oploadet Kl. 10:43 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer
Arkiveret under:


19. juli 2014

Erslev Andersen: Israel har interesse i Hamas-krig, ønsker ikke en ‘liberal demokratisk’ etstatsløsning

I gårsdagens Deadline, havde Nynne Bjerre Christensen inviteret Politikens Marcus Rubin og DIIS’ Lars Erslev Andersen til at give en aktuel analyse af Israel/palæstina-konflikten. Det blev ringere end man kunne frygte, og var reelt en grov motivanalyse af konfliktens ene part, med Hamas på ideologisk frihjul.

Delvis transskription af indslagene.

Nynne Bjerre Christensen, Deadline: Fortæl mig Marcus Rubin, du er Politikens Mellemøstkorrespondent. Har Israel en interesse i at udradere Hamas fuldt ud og helt i forbindelse med sådan en landoffensiv?

Marcus Rubin, Politiken: Nej, det tror jeg ikke…

[...]

Nynne Bjerre Christensen: Vil denne her offensiv lykkedes for israelerne?

Lars Erslev Andersen: Det kan man sige med temmelig stor sandsynlighed, det vil den ikke. … Man kan ikke løse den her problemstilling med militær magt. … Man kan måske få smadret en del ting, man kan få smadret nogle raketter, man kan få fyldt nogle tunneler ud, man kan få dræbt nogle Hamas-ledere, ja. Og når man har gjort det, så kan man få en våbenhvile, og så kan man se tilbage på enorme ødelæggelser og mange døde. Og så varer der ligeså lang tid til den bliver brudt, og så er vi tilbage. Og det er jo det mønster vi har set desværre, så hele den her forestilling om, at man kan gå ind og destruere terrornetværket, eller infrastrukturen som de kalder det, det kan man ikke. Man bliver nødt til at tage nogle andre midler i hånde, og det er jo politiske.

Nynne Bjerre Christensen: Men hvad siger du til Marcus Rubins lidt kyniske analyse af, at Hamas og Israel jo egentligt står meget godt til hinanden, og begge parter kan have en interesse i at holde konflikten i kog.

Lars Erslev Andersen: Jeg er meget enig i, at Israel kan have en interesse i at have en lavintencitetskonflikt… fordi der er ingen interesse for en tostats- eller en etstatsløsning. Så lang tid der ikke er det i Israel, jamen, så er den situation jo sådan set den. … Med hensyn til en etstatsløsning, så er der jo mange unge palæstinensere, som er utilfreds med både Fatah-ledelsen og Hamas, som ikke tror på alle de der projekter, som siger, at den eneste vej frem er en stat, to nationer, lige rettigheder. Det er uspiseligt for Israel, fordi det vil jo betyde, at jøderne vil kunne komme i mindretal ad åre. Og dermed mister Israel jo altså identiteten som jødisk stat.

Nynne Bjerre Christensen: Det betyder i princippet, at man giver palæstinenserne et israelsk pas.

Lars Erslev Andersen: Ja, og at man lader israelerne stå for driften af staten, og hermed også curriculum i skoler, men selvfølgelig under lige rettigheder.

Nynne Bjerre Christensen: – og åbner parlamentet selvfølgelig også for alle der vil blive valgt ind.

Lars Erslev Andersen: - Lige præcis. En liberal demokratisk stat.

[...]

Lars Erslev Andersen: … Jeg håber da ikke det er udsigtsløst, men det forudsætter jo, at an er villige til at lade være med at se igennem fingre med at folkeretten systematisk bliver overtrådt, hver evig eneste dag. Det betyder at det internationale samfund, herunder USA, skulle gå ind og sige, at det her er faktisk uacceptabelt. At Israel gør det, det kan man forstå så lang tid de har en accept til at gøre det. At det internationale samfund og USA tillader det, det er meget vanskeligere at forstå. Der skal vi nok til at forstå amerikansk indenrigspolitik, og den slags.Blokaden af Gaza-befolkningen er også ulovligt. Så lad os da få nogle vare ind, så folk får noget mad. Det skete ikke.

Nynne Bjerre Christensen: Lars Erslev Andersen. Du siger at nøglen til det her ligger i USA… og så er vi tilbage til den magtfulde jødiske lobby i amerikansk politik osv. …

Lars Erslev Andersen: Løsningen ligger i amerikansk indenrigspolitik.

(Deadline, DR2, 18. juli 2014: ‘Har Israel en interesse i at udrydde Hamas’)



18. juli 2014

Mosbjerg Folkefest 2014: Professor Ole Hasselbalch – Om venstreekstreme overfald i Danmark

Professor Ole Hasselbalchs tale til Mosbjerg Folkefest 2014 var et overflødighedshorn af anekdoter om Den Danske Forenings mange oplevelser med den ekstreme venstrefløj, herunder journalister. Talen er nu online.

“Det var ude i Gentofte Hovedbibliotek, hvor foreningen havde inviteret den gamle norske frihedskæmper Jan Høgh. – Rejs dig op Jan, så vi kan se dig. (bifald) – Som skulle tale i Hovedbiblioteket, men det kom han ikke til fordi der var nogle der havde fortalt bibliotekets personale, at han var nazist, og så måtte biblioteket jo lukke, så kunne han jo ikke holde talen der. Så han holdt så sin tale udenfor istedet, uden for biblioteket, stående på en trappestige. Nazisten Jan Høgh, rundt om Jan Høgh, som krigspensionist i kraft af de skader han fik i frihedskampen, der færdedes et stykke ude nogle mærkelige væsener med fakler i hænderne og tårer i øjnene og råbte ‘Ned med fascismen’, ‘Ned med nazismen og racismen’, ‘Racister skal hakkes til medister’, og hvis man ikke hopper så er man racist, og sådan noget mærkeligt noget. Det afficerede ikke vor ven Jan Høgh.

En anden gang, nogle år efter, der var jeg formand. Det var et møde ude i et medborgerhus, jeg tror det var Medborgerhuset Sydvest i København. Den gang vidste man ikke meget om Islam, og hvad gør man så, hvis man vil hitte ud af hvordan verden ser ud. Foreningen inviterede en muslimsk imam til at fortælle hvad Islam egentligt var. Og den lille man han mødte altså i hvidt tøj, kalot og så videre – pænt og ordentligt, der var ikke noget der. Men pludselig kommer der styrtende en person ind. En kendt kulturperson og bongospiller, han havde åbenbart haft held til trods for sit lidt laskede ydre, af snige sig ind ad bagdøren, et vindue, et tagvindue eller på en eller anden måde. Han var tilhænger af Mao og Albanien, det vidste alle, og i den egenskab, så styrter han op til imamen, og så siger han: ‘Nazisvin!’ Og så styrter han ud igen, og vi tilhørere, vi tænkte, at han måtte være være fra den ekstreme venstrefløj, han kunne bare ikke rigtig kunne orientere sig derinde, og kunne ikke omstille sig til tanken om at det var en muslimsk imam der stod deroppe. Imamen tog det meget pænt. Han spurgte mig, hvad det var for en mærkelig mand…

… vi har stadigvæk den folkelige magt, vi har magten til at sætte et kryds i stemmeboksen. Og der må vi bare konstatere, at hvis et folk som har muligheden for – Kan man tie stille ovre bagved! Ja, jeg er jo også lærer, engang imellem må man tysse lidt på studenterne, det gør jeg altså. Hvis man har et folk som har muligheden for at skille sig af med idioterne ved simpelthen at sætte krydset et andet sted, og som ikke kan tage sig sammen til at gøre det, så er der ikke nogen der kan redde dem. De kan ikke reddes. … Jeg kan ikke se der er anden mulighed. Et folk der ikke kan redde sig selv ved at flytte krydset i valgboksen, kan ikke reddes med andre midler.

(Ole Hasselbalch, Mosbjerg Folkefest 2014)

“Professor Ole Hasselbalch fra Den Danske Forening fortalte i sin tale på Mosbjerg Folkefest om venstreekstremisters politisk motiverede overfald i Danmark, og om en presse, der enten fortiede eller direkte medvirkede til deres politiske kriminalitet.”



24. juni 2014

“Hvis man vil bevare den gode stemning af dialog og mangfoldighed, bør man holde æstetisk afstand…”

Niels Lillelund ironiserer over Politikens bekvemme tilgang til den nye Qatar-finansierede stormoské i Nordvest. Fra Jyllands-Posten – Qatar i København (kræver login).

“Qatar-ministeren, der optrådte i lang kjole og sort fuldskæg, kunne næsten ikke skjule sit skraldgrin ved indvielsen af emirens forpost, og man forstår ham ærlig talt godt. Apologien når nye højder, og man må le.

For med Qatar må man ikke gå for meget i detaljer. Hvis man vil bevare den gode stemning af dialog og mangfoldighed, bør man holde æstetisk afstand og betragte det hele sådan lidt fra oven. Det gør, ikke overraskende, Politikens arkitekturredaktør.

Han beskriver Qatar-byggeriet i Nordvest som ‘underspillet og imødekommende’ og et ‘kvalitativt løft fra ingenting til noget’ og konstaterer, at ‘det er en behageligt afstressende tradition, at man tager skoene af, inden man går ind i en moské. Her forstærker det følelsen af moskeens tykke, mørkerøde tæppe under fødderne.’

Ja da, her er hygge, halalhygge, for alle de 150 mio. kr., og her ‘prædiker man en moderne moderat euroislam, som vil integrationen’. For som det hedder: ‘Det er i små mørke kælderlokaler, at man frembringer ekstremister, ikke i store lyse sale.’

Gammen i gyldne sale og mangfoldighed for alle pengene, men hvad er dette noget i Nordvest, der tilsyneladende er kommet af ingenting?

Det kunne tyde på, at danske politikere har lugtet lidt af lunten og pludselig er blevet nervøse for, hvad der går i svang på de tykke, mørkerøde tæpper. I hvert fald syntes flere af dem at have fået travlt med at skulle noget andet den dag, man holdt mangfoldig åbningsreception.

Mangfoldighed. Smag på ordet. Det er fedt og flommet som en alt for rig dessert.

(Moské-selfie: Yildiz Akdogan, A – Pia Allerslev, V – Ninna Thomsen, SF – Rikke Lauritzen, Ø)

“Det er min kone, som har lavet lysshowet” (queerforsker Rikke Andreassen, 19. juni 2014)



2. juni 2014

Politiken kalder araber-jihadist for ‘franskmand’ – Peter Wivel tørrer jødedrab af på blogs, frisprog og DF

“Franskmand anholdt efter drab på gæster på jødisk museum”, skrev Politiken i går. Manden der i lørdags myrdede løs i Bruxelles’ Jødiske Museum med en Kalasjnikov og en pistol hedder ifølge Snaphanen Mehdi Nemmouche, og er araber – med fransk pas. Nyd Peter Wivels hjerneblødning under fotoet.

“The man arrested in Marseille, one of the sources told AFP, is believed to have participated in the civil war in Syria in 2013 as a jihadist.” (JTA)

(Mehdi Nemmouche, arabisk jihadist)

“Dagen før valget til Europaparlamentet brugte en adræt ung mand mindre end 30 sekunder til at myrde tre mennesker og tilføje et fjerde offer et livstruende skudsår. De tre myrdede og den hårdt sårede unge mand blev skudt, fordi de tilfældigvis opholdt sig i forhallen til et jødisk museum. Det jødiske var det afgørende. … Uanset morderens personlige motiver, uanset om han måtte være muslim eller kristen eller en wannabe Anders Behring Breivik, skyldes en så forfærdelig forbrydelse ikke et spontant indfald. … Nogle eller noget har overbevist morderen om, at han gjorde det rigtige. Den slags taler man om forinden i kredse, hvor ordet er frit. Har man ingen nære venner, har man bloguniverset. Her mætter mordere sig. …Racisme behøver kun få opmuntringer for igen at gå til det yderste, som vi senest har set det i Bruxelles’ Jødiske Museum. … Populistiske partier giver ordet frit. Frisprog smitter, og snart er alle synspunkter igen stuerene og respektable.Hvornår kommer Dansk Folkeparti i regering? (Peter Wivel i Politiken, 1. juni 2014: Europas populistiske partier har vind i sejlene)



16. maj 2014

Vennepar angrebet af 10-15 AEH’ere efter koncert med Big Fat Snake: 50-årig stukket 6 gange med kniv

Midaldrende vennepar tager til koncert med Big Fat Snake, og da de går derfra påtaler de områdets vante dansker-intimidering. Fra BT – Vennepar brutalt overfaldet af unge: Mand stukket seks gange med kniv.

“Sent torsdag aften blev en mand, hans kone og to vennepar overfaldet uden for musikhuset Portalen i Greve.

Midt- og Vestsjællands Politi fik klokken 22.34 en anmeldelse om, at en mand var blevet stukket seks gange med en kniv – fire gange i ballen, en gang i ryggen og en gang i låret.

Han var sammen med sin kone og to vennepar til koncert i Portalen, der ligger ved Hundige Storcenter. På vej væk derfra blev de chikaneret af en knallert og en sort bil, der forsøgte at påkøre dem,’ fortæller vagtchefen.

Da de tre par nåede til Hundigegårdsvej, blev de pludselig overfaldet af 10-15 unge mænd.

- Det drejer sig om 10-15 unge indvandrere fra Askerød. Den ene mand blev stukket seks gange med kniv, mens de to andre mænd fik tæsk. …, siger vagtchefen.”

Politiken fortæller, at gerningsmændenes kom i “to mørke biler, muligvis en Toyota og en Passat”. Gerningsmændene beskrives som ‘unge mennesker’.

Oploadet Kl. 10:36 af Kim Møller — Direkte link40 kommentarer


1. maj 2014

1. maj i Fælledparken: Endnu en folkevalgt statsminister chikaneret af venstrefløjens antidemokrater…

Statsminister Helle Thorning-Schmidt gav en kort tale til LO’s 1. maj-arrangement i Fælledparken, og klarede det overordnet fint. Optakten var helt efter bogen – natlig hærværk mod Socialdemokratiets Frederiksberg-kontor ‘Helle er en so’, og en systematisk eufemisering i medierne af ‘de unge fløjteaktivister’, der tydeligvis var den yderste venstrefløj, Ungdomshus-miljøet tilsat en broget skare af ikke-arbejdende kommunister. Så meget for ‘arbejderkampen’.

Mediedækningen er sådan set det værste, og minsanten om ikke ‘politikens udsendte’ er identisk med den tidligere talsmand for Globale Rødder, der umiddelbart efter organisationens maler-overfald på daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, betegnede det som ‘en rimelig aktion’. Mens jeg skriver dette toner Modkrafts Rune Eltard-Sørensen frem på TV2 News – det var ham der overfaldt udenrigsministeren Per Stig Møller ved samme lejlighed. “Hvad siger det om venstrefløjen, hvis det er dem” (der fløjtede), bliver han spurgt.

Man starter ved år nul hver gang. Fra Politiken – Politiken i Fælledparken: ‘Støjen var øredøvende’.

“På forhånd var det varslet, at en gruppe aktivister ville forsøge at overdøve statsministeren med fløjter, og ifølge Politikens udsendte fik den socialdemokratiske formand kamp til stregen – ikke mindst da en demonstration med unge fra Ungdomshuset nåede frem til Fælledparken.

‘Støjen var øredøvende med en blanding af fløjteri, folk der skændtes og DSU’ere, der jublede som respons på Thornings tale. Det var ret kaotisk’, siger Politikens udsendte Nikolaj Heltoft. …

Efter talen fortsatte de spredte diskussioner blandt tilskuerne, og der blev diskuteret ophidset mellem unge fløjteaktivister og ældre socialdemokrater, der var sure over de unges opførsel.”

(Antifascistisk Aktion i Fælledparken, 1. maj 2014; Pol-tv)



15. april 2014

Tidligere autonom konfronterede betjente, og slap dårligt fra det: “… vil nu lægge sag an for politivold”

Når en politimand vælter en kørestol med en handikappet mand, er det ‘gefundenes Fressen’ for medierne, men sagen er relativt udramatisk. Den handikappede vælger at konfrontere politiet, der opstår håndgemæng, og selvom der muligvis foreligger en uhensigtsmæssig optrapning fra betjentens side, så er det ikke politivold. Det ligner nærmere en overtrædelse ordensbekendtgørelsen.

Det er værd at nævne, at Jesper Bertelsen har været fast gæst i Ungdomshuset siden teenageårene, og tilbage i 2001 tog med Antifascistisk Aktion til Gøteborg for at demonstrere under EU-topmødet. Sammen med seks andre danskere blev han anholdt for at have kastet med brosten, og fik seks måneders fængsel for deltagelse i gadeoptøjer. På anholdelsestidspunktet var han maskeret, og i besiddelse af en skruetrækker (bruges til at lirke brosten op med). Han har deltaget i flere internationale demonstrationer, og den omtalte faldulykke der gjorde ham lam skete på Ungdomshusets tag, halvandet år før rydningen.

Fra Politiken – Jesper er lam i benene: Det var ydmygende, at betjenten væltede mig.

“Jesper Bertelsen følte sig groft ydmyget af den politibetjent, der væltede ham ud af hans kørestol og efterlod ham liggende på brostenene på Blågårds Plads. Det fortæller den 32-årige mand i et interview med Politiken om den episode, der udspillede sig på indre Nørrebro i København ved midnatstid natten mellem torsdag og fredag i sidste uge. Jesper Bertelsen, der har været lam fra livet og ned siden en faldulykke for otte år siden, råbte fra sin kørestol en række ukvemsord efter politiet, der havde anholdt hans ven. …

Jesper Bertelsen fortæller, at han i torsdags spillede billard – skomager – med en kammerat på værtshuset Dilligencen i Korsgade tæt ved Blågårds Plads. De fik nogle øl, og omkring midnat forlod de værtshuset og bevægede sig ad Blågårdsgade op mod Blågårds Plads, som de skulle forbi for at komme hjem. …

Jeg har ikke de bedste erfaringer med politiet. Der ligger noget gammelt nag. Så der røg lige en langefinger i vejret i retning af polltibilen. Jeg gav dem en fuckfinger. …’, fortæller Jesper Bertelsen. …

Jesper Bertelsen fortæller, at han råbte af politiet, fordi han mente, at betjentene overreagerede ved at anholde en mand for en fuckfinger. Oven i købet var det Jesper Bertelsen og ikke hans ven, der havde givet politibilen langemanden. Han erkender at have råbt en del grimme ting efter betjentene, hvilket videoen også dokumenterer. Han kaldte dem ‘tumper’ og ‘fucking lortestrømere’ i ‘jeres forpulede dumme uniform’.

‘Så kom den ene betjent gående hen imod mig og skubbede mig ud af stolen og ned på jorden. Jeg greb fat i hans jakke eller trøje, da jeg faldt, for at undgå at falde hårdt ned’, fortæller Jesper Bertelsen. …

Han har taget kontakt til en advokat og vil lægge sag an for politivold.

(Jesper Bertelsen og betjent i håndgemæng; Politiken TV)

“Det er Blågårds Plads. Der er set værre ting end en mand, der giver politiet en fuckfinger. Betjente i det område skal kunne håndtere den slags i stedet for at overreagere på den måde.” (Jesper Bertelsen)

Oploadet Kl. 05:59 af Kim Møller — Direkte link71 kommentarer


14. april 2014

Perifær højreradikal skiftede side, og fik ekspertkasket – Højtstående imam blev demokrat, og foragtet

Sidste år skrev Eva Agnete Selsing, at de danske medier stort set aldrig bedriver kritik fra højre. Socialisterne kritiseres for ikke at være venstreorienterede nok, men borgerlige kritiseres aldrig for ikke at være tilstrækkelig højreorienterede. Det er nemt at finde eksempler. Herunder en sammenligning af mediernes modtagelse af Charlotte Johannsens ‘Forklædt som nazist’ (2010) og Ahmed Akkaris ‘Mit farvel til islamismen’ (2014). Medierne var ukritiske i forhold til det venstreradikale mediestunt, men omvendt, yderst kritiske og motivforskende i forhold til Ahmed Akarri, der har fået dødstrusler, og de næste mange år må leve skjult.

(Charlotte Johannsens bog, oktober 2010 – Ahmed Akkaris bog, april 2014)

Charlotte Johannsen & Forklædt som nazist (2010)

Tilbage i 2010 blev Charlotte Johannsen landskendt for bogen ‘Forklædt som nazist’, hvor hun med udgangspunkt i egne erfaringer beskrev det højreradikale miljø i Århus. Bogen kom få måneder efter PET’s razzia mod venstreradikale Redox, og var tydeligvis et forsøg på at tale nazismen op, vinde fløjkampen i medierne, sekunderet af venstreradikale kredse. Det er siden bekræftet fra flere sider.

Charlotte Johannsen var aldrig rigtig en del af White Pride, blot ven med enkeltpersoner i kredsen i nogle måneder, og selvom hun i bogen beskriver flere voldelige episoder, så kan intet efterprøves. I de tilfælde hvor sagen konkret kan genfindes, er den væsensforskellig fra hendes udlægning. Blandt de mange anekdotiske afsløringer er blandt andet det, at en række højreorienterede teenagere sang om navngiven venstreradikal ved et privat selskab.

Selvom alle alarmklokker i journalistisk henseende burde ringe, så fik den fuld skrue i medierne. Hun var nu pludselig ekspert i højreradikalisme, fik taletid i TV-avisen, og længere interviews i de fleste større danske dagblade. Danmark havde tilsyneladende et kæmpeproblem med voldelige nazister.

Hun flyttede til Sverige, blev et etableret navn i et venstreradikalt miljø med flere militante grupperinger, der blandt andet plejer omgang med den danske AFA-leder A.R., som selv interviewede hende i bogprojektets tidlige fase, nogle år tidligere. Ingen overraskelser her.

Ahmed Akkari & Min afsked med islamismen (2014)

Ahmed Akkaris biografi udkom i sidste uge, og den giver et detaljeret portræt af en af islams mest centrale skikkelser i Danmark. Som talsmand for 27 islamiske organisationer, var han med til at skabe det nogen betegner som efterkrigstidens største krise i Danmark. Bogen er journalistisk behandlet, og spækket med oplysninger, der siden er blevet bekræftet fra anden side.

Blandt bogens afsløringer er alt fra svindel med offentlige midler, parallelt retsvæsen i muslimske ghettoer til konkrete møder med alt fra SF’ere, radikale og talsmænd for islamiske terrororganisationer. Afsløringer der giver et helt nyt syn på Mohammedsagen.

Med denne på mange måder enestående bog, skulle man tro Ahmed Akkari (i lighed med Charlotte Johannsen), nu kunne bruges af medierne som ekspert i islamisme. Det er på ingen måde sket, tværtimod. De samme medier der hyldede Charlotte Johannsen, udtrykker nu åbenlys foragt for Ahmed Akkari.

(Charlotte Johansen som ekspert i TV-avisen, 24. oktober 2010; Uriasposten: I, II)

Herunder en række reaktioner, der understreger det forhold, at de danske medier ser verden i et kulturelt perspektiv. Gøder man jorden for multikultur, så er man per definition troværdig. Fortryder man som Akkari sin kamp mod Danmark, så skaber man fordomme om muslimer, og er hermed utroværdig. Man græmmes.

Er medierne med til at stigmatisere en hel gruppe mennesker på grund af en mands ord…” (Presselogen, TV2 News)

“Jeg har ikke set, hvad der står i bogen, og jeg agter heller ikke at kommentere på den. Jeg tvivler på, at han nu giver den fulde sandhed… Jeg har på ingen måder tænkt mig at sige undskyld eller kommentere på bogen.” (Uffe Ellemann-Jensen, Venstre; BT, 5. april 2014)

“Og selv om den ikke føjer så meget nyt til det, vi allerede ved om de islamistiske miljøer i Danmark…” (Lars Erslev Andersen, forsker; Politiken, 8. april 2014)

“Jeg synes det er ærgeligt for de andre, som nu bliver klassificeret i forhold til Akkaris bekendelse, han kørte et dobbeltspil… Han er ikke den første, og han bliver ikke den sidste i min tilværelse der skuffer mig. … I modsætning til de mange andre agtværdige imamer, som jeg taler om, som han nu har trukket med ned i sølet, som nu igen bliver gjort til genstand for de her kollektive fordomme, som jo er svære at hamle op med. Dem skylder han en undskyldning. … det er meget ærgeligt, at Akkari nu får så meget airtime, fordi han spiller lige ind i nogle grupperingers fordomme “ (Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere PET-chef; Rushys roulette, Radio24syv, 9. april 2014)

“… med Akkaris omvendelse er alle de, der med et slet skjult anstrøg af islamofobi gik til angreb på stort set alle muslimer, blevet frikendt. … Man må forholde sig kritisk til det, han siger, og det, han skriver. Men begrebet ’kritisk journalistik’ gradbøjes – og når lemmingeeffekten sætter ind, bliver påstande eller bare synspunkter til endegyldige sandheder. Herunder Akkaris. Optikken ændres. Måske bliver billedet skarpere, måske bliver det bare fordrejet.” (Lasse Jensen; Information, 9. april 2014)

“Politiken spørger: Kan vi tilgive Ahmed Akkari? (Politiken Kultur, 11. april 2014)

“Her er et selvværd med tendens til megalomani. Eller: Her er en mand på jagt efter en alternativ identitet afpasset til en normaldansk tilværelse – eller helt kort: Her har vi en jobsøgende person.” (Lassen Jensen; Information, 11. april 2014)

Jeg mener Akkari også skylder muslimerne en undskyldning. (Özlem Cekic, SF; Facebook, 14. april 2014)



7. april 2014

Walid al Bustani fik asyl i kristne Danmark, rejse senere til Syrien for at myrde ikke-muslimer – henrettet

Tilbage i 2012 kunne man i Politiken læse om salafistlederen Walid al Bustanis brutale fremfærd i al-hons, en mindre by i Syrien ved korsfarerborgen Krak des Chevaliers. Avisen fortalte ikke at Walid al Bustani 20-25 år tidligere, som flygtning, fik permanent opholdstilladelse i Danmark, og stadig har sin første kone og fem børn bosat i København, i lighed med det radikale netværk han voksede frem af. Han er nu henrettet.

(Walid al Bustani; Youtube)

Hele historien kan læses på Jeg graver-bloggen – Walid al-Bustani fra Danmark ‘..startede med at skære hovedet af en trafikbetjent’.

“Torsdag i forrige uge fordrev syriske regeringsstyrker endelig islamiske oprørere fra byen al-Hosn og den gamle korsfarerborg Krak des Chevaliers, efter radikale muslimer havde besat begge i to år. De radikale muslimers overtagelse af magten i al-Hosn kunne man dengang læse om i Politiken, der havde interviewet en flygtning fra byen (‘Salafisterne skar trafikbetjentens hoved af’, Politiken, 7. oktober 2012):

‘Det hele startede, da Walid Al Bustani kom til byen i februar med sin gruppe af salafister’, siger Basan…

De startede med at skære hovedet af en trafikbetjent og slæbe hans lig gennem hele byen‘, siger Basan og forklarer, hvordan den lille gruppe salafister på kort tid reelt tog magten i byen.

De dræbte flere politibetjente og begyndte at tage grupper af kristne og alawitter fra området omkring al-Hosn til Krak des Chevalier som gidsler‘. Ifølge Basan tog salafisterne typisk femseks personer ad gangen og løslod dem mod at få løsepenge.

Flertallet af befolkningen i al-Hosn er sunnimuslimer, men både byen og den berømte korsfarerborg, der indtil borgerkrigen var en af Syriens største turistattraktioner, ligger i Wadi al-Nasara – Den Kristne Dal – med mange kristne og alawittiske landsbyer, og ifølge Basan var det sekteriske element i både drabene og kidnapningerne helt centralt.

‘Politibetjentene var alawitter, og de gik helt klart efter alle, der ikke var sunnimuslimer‘, siger han.

Det er rosværdigt, at Politiken dengang fortalte historien om Walid Hassan al-Bustani – den kom på et tidspunkt, da vestlig presse og ledere gerne ville lade som om oprørerne var blide socialdemokrater alle sammen. Det er knapt så rosværdigt, at avisen glemte at nævne, at Walid al-Bustani boede i Danmark i næsten 20 år, før han tog tilbage til Mellemøsten for at slå ihjel. Hans ene kone og de fem børn han fik med hende bor her stadig, og de radikale muslimer han fandt sammen med bor her stadig – én af dem kan knyttes til alt fra væbnede røverier til forsøg på bombeattentater i Danmark over de sidste 17 år. Historien er som følger:

Walid Hassan al-Bustani er libaneser, født i 1964 i landsbyen Bebnine, der ligger 15 kilometer øst for storbyen Tripoli. Området er primært befolket af sunni-muslimer, og det er en fundamentalistisk sunnimuslimsk højborg. Det var derfor heller ikke overraskende, at han under den libanesiske borgerkrig i starten af 80erne sluttede sig til den radikale milits Harakat al-Tawhid al-Islami, Bevægelsen for Islamisk Énhed… Da syrerne knuste Harakat i Tripoli i 1986 og tog hans bror til fange, flygtede Walid al-Bustani ud af Libanon. Først til Libyen, senere videre til Danmark, hvor han fik permanent opholdstilladelse og bosatte sig i København. …

I København begyndte Walid at komme i imam Ahmad Abu Labans moske, Tawba-moskeen på Vesterbrogade. På tidspunktet var moskeen samlingspunkt for sympatisører og medlemmer af en række muslimske terrorgrupper, og Walid fandt hurtigt sammen med dem. Især en anden libaneser, MDR, blev han en nær ven af, og begge lyttede meget til en imam, AH, der gik under navnet Abu Suud. Både MDR og AH var involveret i forsøget på at stjæle et større millionbeløb fra en pengetransport i 1997, og siden smugle pengene ud af landet. Man går ud fra, de skulle bruges til at finansiere islamiske terrorgrupper. To andre deltagere i det væbnede røveri er aldrig blevet fundet. MDR forsvandt fra Danmark i 2001, og da han kom op til overfladen igen var det som emir i al-Qaeda (mere om AH og MDR i senere blogposter).

I Danmark fik Walid selv efterhånden ikke bare kone, men også fem børn. Alt var dog ikke fryd og gammen – ud over sin muslimske fundamentalisme blev Walid også diagnosticeret som skizofren… I år 2002 tillagde Walid sig en kone nummer to, en kvinde, hans familie i Libanon havde fundet til ham. Han lod sig godt nok proforma-skille fra konen i Danmark, så de danske myndigheder ikke lagde sig imellem, og istedet skruede op for overførselsindkomsterne, men under islamisk lov (sharia) forblev han gift med begge. Kone nr 2 blev installeret i et hus i den palæstinensiske Beddawi-ghetto nord for Tripoli, og Walid kom jævnligt på besøg fra Danmark og levede med familie nr. 2 der. …

Til gengæld begyndte der at ske ting og sager for Walid i Libanon. Radikal sunni-islam var på fremmarch i Syrien, blandt andet hjulpet på vej af Walids bror Kamal, der som imam leverede det islamiske grundlag vor jihad, hellig krig.

(Korsfarerborgen Krak des Chevaliers, som Walid al Bustani ville gøre til base)

Alle de anholdte blev koncentreret i Roumieh-fængslet lidt uden for Beirut. Her sad Walid så i tre et halv år, før det d. 16. november 2010 lykkedes ham at kravle over fængslets 10 meter høje mure sammen med Mounjed al-Fahham, en anden fange fra Fatah al-Islam. Mounjed faldt og pådrog sig så svære skader at han ikke kunne flygte fra stedet, og blev taget af politiet. Walid selv løb derfra så hurtigt han kunne, og man hørte ikke fra ham de næste 15 måneder.

Næste gang man hørte fra Walid var i februar 2012, da han sneg sig over grænsen til Syrien i spidsen for 30 terrorister fra gruppen Jund al-Sham (‘Syriens Soldater’). De vandrede små 8 kilometer ind i Syrien, før de så korsfarer-borgen Krak des Chevaliers, der tronede over byen al-Hosn, og besluttede sig for at det skulle være deres base. Som Politiken nævnte startede de med at skære hovedet af en trafikbetjent og slæbe hans lig gennem hele byen, så folk blev skræmt til ikke at støtte den syriske regering. Derefter fulgte en stribe mord og kidnapninger af ikke-muslimer for at få løsepenge, noget som Walid kronede med at udråbe al-Hosn til ‘Det islamiske emirat Homs’. At storbyen Homs og provinsbyen al-Hosn ikke havde så meget med hinanden at gøre gjorde ikke så meget.

Walids rædselsherredømme i al-Hosn førte efterhånden til, at områdets primært kristne befolkning begyndte at flygte i tusindvis. … Da Walid myrdede to af Syriens Frie Hærs egne krigere faldt der til gengæld brænde ned. Konsekvensen var tæsk, en ‘retssag’ der bestod af at man råbte af ham, og henrettelse ved skydning. Videoen af retssag og henrettelse tager lidt under 3 minutter…

Sådan døde Walid al-Bustani. Der er dog en lang kø af mænd, der venter på at gå samme vej. Tilbage i Libanon sidder Walids bror, imamen Kamal. Sammen med en række andre salafistiske imamer, der rekrutterer sunnimuslimer til kamp. For de der ikke er klar til at tage skridtet fuldt ud og tage over grænsen for at halshugge folk er der altid lokal-opgørene i Tripoli. … Og imamer som Kamal al-Bustani har vi også i Danmark.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »





Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper