14. juli 2017

Kunstnere om Trump: “… en taberlort!… Jeg hader ham… så synes jeg også, at han er virkeligt grim.”

For et par måneder siden problematiserede Politiken, at Donald Trump ikke gav hånd til Angela Merkel under møde med medierne i Det Hvide Hus. “Gik Donald Trump over stregen med kompliment til fransk præsidentfrue?”, spørger Jyllands-Posten retorisk i dag, og på sin vis forstår man godt, at Donald Trump har droppet den pleasende tilgang til massemedierne. Herunder tre kunstnere, der ytrer sig om Trump i Berlingske.

“… Donald Trump?
‘Kan jeg virkelig ikke lide. Øv, en taberlort! En 71-årig forkælet møgunge. Jeg hader ham. Især for at prøve at trække USA ud af klimaaftalen, og så synes jeg også, at han er virkeligt grim. Men af en eller anden grund ville jeg gerne se ham nøgenbade. Go’ sommer!'”
(Skuespiller Magnus Millang, Kulturgrillen, 12. juli 2017)

“For min datter Rose er dette historie, et overstået kapitel, et svagt minde, hun aldrig for alvor vil forstå. Da jeg var syv år, var Muren der. Jeg overvejer, om jeg skal fortælle hende, at der er mure andre steder i verden, der skiller mennesker og familier ad. At USAs præsident Trump vil bygge en mur. At vi selv er ved at bygge en mur ind til Europa.” (Teaterchef Jon Stephensen, kommentar, 13. juli 2017)

“… Donald Trump?
‘Jeg håber stadig, at det er en drøm, at han besidder Jordens mest magtfulde position, og at jeg vågner op og får at vide, at Obama – helt mirakuløst – er blevet genvalgt!’.”
(Skuespiller Henrik Koefoed, Kulturgrillen, 14. juli 2017)

(Magnus Millang som ejendomsmægleren ‘Jeppe K’ i ‘Danish Dynamite’, 2014)

Oploadet Kl. 21:52 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


11. juli 2017

Lotte Dalgaard om Politikens følelsesporno: “Artiklen fremstiller det som om, det er synd for børnene”

“Mindst 120 børn har levet mellem 4 og 12 år i det danske asylsystem”, skrev Politiken i søndags, i en stort opsat artikel af Olav Hergel ledsaget af fotografens bedste. Han fik Cavlingprisen for lignende artikler i 2007, men man skal langt ind i brødteksten før man forstår, at vi taler om afviste asylansøgere, der nægter at rejse hjem.

Lotte Dalgaard fra Uafhængige Demokrater kommenterer på Facebook.

“Dette er et strålende eksempel på et stykke makværk-journalistik.

Det danske asylsystem er fuldstændig vanvittigt skruet sammen. Denne familie er afviste asylansøgere. Det er forældrene ligeglade med, de vil ikke rejse hjem. Og hvorfor skulle de også det? Her bliver hele familien forsørget, den har tag over hovedet, og børnene går i skole. Alt sammen noget der koster det danske samfund millioner af kroner på bekostning af vores egne børn, ledige, syge, ældre og andre samfundsgrupper, der ikke får den hjælp, de har brug for.

Den irakiske familie vil heller ikke flytte til et hus i Jelling, fordi børnene går i skole i Blovstrød. Danske familier rykkes op med rode og flyttes til den anden ende af landet, fordi regeringen flytter statslige arbejdspladser. De kan ikke sige: ‘Det vil vi ikke’ og samtidig forvente at blive forsørget resten af livet.

Artiklen fremstiller det som om, det er synd for børnene, at de har boet i et hus i Allerød (betalt af kommunen) i otte år og nu bor på asylcenter. Men det er altså deres forældre, der har truffet det valg. Det danske samfund har stillet bolig, forsørgelse, skole, aktiviteter de ikke deltager i mm. til rådighed i årevis – også selv om familien ikke er berettiget til at være her. Det ville klæde både Politiken og asylansøgerne at lave interviews om, hvor taknemlige de tilrejsende er og ikke altid medvirke til at bringe disse offerhistorier. Og det ville klæde journalisten og avisen at grave et spadestik dybere en gang i mellem.

Vi skal lukke for asylbehandling i Danmark, så vi ikke giver hundredetusindvis af mennesker et incitament til at rejse herop og bo i det danske asylsystem i årevis. Så kunne vi både hjælpe langt flere af vores egne borgere samt de mennesker, der lever i flygtningelejre – de mennesker, der virkelig har brug for hjælp – langt mere end vi gør i dag.”



8. juli 2017

Flere tusinde tilrejsende venstreradikale smadrer Hamborg, 200 betjente såret: Blot ‘demonstranter’…

Jeg bruger sjældent store ord, og det lyder ganske givet lidt konspiratorisk, men mediernes dækning af de politiske fløje kan ikke være så stringent skævvredent uden en form for redaktionel styring. Hvor en højreekstremist typisk er mand der hænger klistermærker op, så kan man som revolutionær venstreorienteret kaste med brosten under parolen ‘Welcome to hell’ uden at blive associeret med venstreekstremisme.

Den yderste venstrefløj, også den danske, har mobiliseret i flere måneder, og resultatet ser vi nu i Hamborg. “Vi har aldrig oplevet så meget had og vold”, forklarer politiets talsmand, Timo Zill til Die Welt. Mere end 200 betjente er ifølge Deutschlandfunk såret ved de velorkestrerede optøjer.

Fra København arrangeres busturen af ‘Revolutionære Antifascister’, som en del af det fællesnordiske ‘Autonomous Revolutionary Nordic Alliance’. Selvom centrale begreber er anti-kapitalisme og revolution, så portrætteres de desuagtet som ikke-ideologiske ‘demonstranter’.

Politiken har talt med Asbjørn Nielsen, der ifølge avisen tilhører ‘den fredelige demonstrant-gruppe Colour The Red Zone’, der forsøger at sabotere topmødets afholdelse. En halvhjertet fortælling om politivold, og ikke et ord om det faktum, at Asbjørn Nielsen er international sekretær i Socialistisk Ungdomsfront. En erklæret revolutionær organisation, der forsøger at omstyrte det parlamentariske demokrati med marxisme og brosten.

Torsdag aften bragte TV-avisen en kort sekvens med danske Jeanette Kusk, der for rullende kamera forklarede, at ‘civil ulydighed og vold’ var noget der vandt kampe. Det var ikke nok til at give hende en venstreekstremisme-etikette, og det blev naturligvis heller ikke fortalt at hun – i lighed med Asbjørn Nielsen, er højtplaceret i Socialistisk Ungdomsfront.

Jeanette Kusk, SUF: Civil ulydighed og vold er noget af det der har vundet allerflest kampe gennem tiden.

DR-vært: Jeanette Kusk er en af de demonstranter, der er taget til Hamborg til international anti-kapitalistisk demonstration i anledning af G20-topmødet.

(Socialistisk Ungdomsfront: Asbjørn Nielsen, International sekretær & Jeanette Kusk, Jyllandssekretær)

Her lørdag eftermiddag bringer DR Online et interview med ‘den 25-årige politiske aktivist Rune Popp’, der i lighed med de to øvrige også er revolutionær venstreradikal organiseret i Socialistisk Ungdomsfront. Han mener politiet eskalerede kampene. Quelle surprise. Venstreekstremister søger kampen, taber stort, og græder efterfølgende ud i massemedierne som tilfældige ‘demonstranter’ uden fløjtilknytning.

(Rune Mygind Popp, Skolingsgruppen, Socialistisk Ungdomsfront)

“Socialistisk UngdomsFront slås for et andet system. … I stedet skal der skabes et reelt demokratisk, socialt og økologisk samfund. Et socialistisk samfund. Det forudsætter en total afskaffelse af kapitalmagten – derfor er Socialistisk UngdomsFront en revolutionær organisation. Vi tror ikke på, at de økonomiske magthavere vil afgive deres privilegier frivilligt. Derfor er reformer ikke nok.” (Socialistisk Ungdomsfront, Minimumsprogram)

Billeder.

(‘Ingen kapitalister i vores gader’; Deutsche Welle)

(Erhvervsdrivende udsættes for hærværk og tyveri; Foto: Deutsche Welle)

(Private får afbrændt deres biler: Foto: Facebook)

Apropos.

“Tip #55: På vej til G20? Senere på ugen løber G20-topmødet i Hamburg af stablen. Det betyder massive protester – og massiv repression. Tænk derfor på..

Om det er nødvendigt at medbringe din smartphone eller om du midlertidigt kan skifte til en dumbphone uden alle dine fotos og indlogget facebookprofil?
Om det er smart at rende rundt og tage fotos dernede? Hvis din telefon/kamera bliver beslaglagt (det sker!), så kan det gå udover dine kammerater.
– At lade være med at gøre arbejdet lettere for grænsepolitiet end højst nødvendigt: Raidhuer, handsker (i juli…), tjald og lignende er en sikker returbillet.”
(‘Sikkerhedstips’ på Facebook, 3. juli 2017)



2. juli 2017

Jesper H.F. om postmodernismen: Vi er i ‘en permanent tilstand af dionysisk rus’, ‘total ansvarsløshed’

I Politiken kan man læse et lille portræt af Andreas Weidinger, formand for Konservativ Ungdom, der skamroses som en ’socialt indigneret ungdomspolitiker’, der står vagt om internationale konventioner, ikke lader sig frame som en ond konservativ, og jeg citerer – “… overhaler venstre om.”. I Politiken er den gode konservative, liberalisten der holder kurset støt mod isbjerget.

Reaktionære Jesper Holm Frederiksen er noget tættere på skiven, for selvom det ikke helt holder, at muslimer undsiger danskheden på grund af liberal-nihilismen, så giver han en ganske god, omend lidt hård karakteristik af Danmark anno 2017. Fra Berlingske – Selvfølgelig vil man ikke integreres i vores dekadente samfund.

“De postmoderne – herunder, og måske i særdeleshed, Danmark – vestlige samfund er degenererede. De er moralsk og kulturelt dekadente. Det er samfund, der lever i en permanent tilstand af dionysisk rus og i total ansvarsløshed.

… svage, ødelagte civilsamfund. Familier i opløsning, splejsede familier med selvrealiserende forældre, dele-børn, bonus-børn og fælles-børn. Uopdragne børn. De vil have set børn og unge med en total mangel på respekt for traditionelle autoriteter. Uden interesse for deres omverden, for naturen, for litteratur, for historie, for deres skolegang. Men med stor interesse for spillekonsoller og sodavand.

De må have set ‘Teenagere’, der råber, skriger og bander af deres forældre, giver dem fingeren, for fuck dem. Teenagere, store børn, som drikker sig sanseløst berusede. Ikke i øl, snaps eller vin, men i breezere, dårlig tequila og isbjørn. På de røgfri(!) diskoteker kan de vælte rundt uden at skulle samtale, for ‘musikken’ overdøver alt. De aner ikke, at vi har en uvurderlig sangskat eller at vores kulturkreds har fostret verdens største komponister og musikere.

Vores nye medborgere har set en ungdom, der er ude af stand til at skabe sociale relationer uden først at ‘drikke sig i hegnet’. En ungdom, det ikke har den mindste kendskab til sit lands historie, geografi eller vores religion. Men den har været ude i verden. Den har været i Sunny Beach og udforsket sig selv som backpacker i Vietnam. Men tog tidligt hjem pga. den høje luftfugtighed og dårlig 4G-dækning.

Vores nye medborgere hører om den danske sang, at den skulle være en ung blond pige. Men hun klæder sig promiskuøst, er letlevende og kæmper med fjerde bølge for retten til at have sex med adskillige på een gang, flere gange, på samme tid. …

De må også have set, hvordan kvinder hyldes for at forlade deres familie og kaste deres børn ud i eksistentielt limbo. Men så er børnene jo heldigvis størstedelen af deres vågne timer i institution, i hænderne på fremmede, professionelle pædagoger og lærere, som de små kan lade deres indestænkte frustrationer og aggression gå udover. De professionelle får løn for at høre børnene sige, at de savner deres forældre, og forældrene slipper for at høre på den slags hjerteskærende klager.

Indvandrerne vil naturligvis også have mødt den vestlige mand. Nej, ikke ham, der underlagde sig hele verden og bredte civilisationen til de yderste afkroge på denne planet og gjorde de største videnskabelige landvindinger i historien, skabte den mest effektive militærmaskine i verden, skabte den største kunst, filosofi, litteratur, arkitektur, etc. Nej, ikke ham. For ham har vi dræbt. …

Hvis jeg var i deres sted, ville jeg egentlig også tøve med at kaste mig blindt ind i det vanvidsprojekt, som kun findes i postmoderne vestlige samfund.”



14. juni 2017

Folkeskolelærer Julie Leisner: Usmageligt, at Legoland lader ‘rige folks børn’ komme foran i køen…

Da Legoland indførte ordningen i 2011, gik medierne til angreb med et par røde forskere, der mente køkultur var udtryk for ‘hvor kollektivt og civiliseret et samfund er’. Vi kender alle problematikken. Rige svin der sidder og feder den med ekstra benplads på første klasse, kapitalisterne der tilkøber ekstra bacon på Nummer 37, og fremdeles. Suk, suk og mere suk.

Folkeskolelærer Julie Leisner chokeres over den barske anti-socialdemokratiske virkelighed i Politiken – Vred mor i Legoland: Rige folks børn kan springe køen over (kræver login).

“Lørdag i Kristi himmelfart-weekenden var jeg med min 7-årige fætter og resten af familien i Legoland – en begivenhed, jeg havde set frem til, da Legoland altid har stået for mig som noget ganske særligt.

Det findes efterhånden mange forlystelsesparker i Danmark, men der findes intet som Legoland. Måske fordi Legoland er bundet sammen af et legetøj, som alle i Danmark kan huske fra barndommen. Det er derfor med store ærgrelse, at jeg skriver dette indlæg, da jeg på vores familietur erfarede, at Legoland har taget en ny og meget usmagelig forretningsmetode i brug.

Det var utrolig godt vejr den lørdag, og derfor var der som forventet også mange mennesker, og køerne til forlystelserne var derfor ligeledes meget lange med ventetider på op mod 25 minutter. Det er selvfølgelig lang tid at stå i kø, men det er præmissen, når vejret er godt.

Det er dog ikke alle børn, der behøver stå i køen længere. I forlystelsesparken er der nu opsat en bod, hvor forældre for 600 kroner kan tilkøbe et elektronisk apparat, der giver deres børn tilladelse til at springe køen over – uanset hvilken forlystelse de ønsker at prøve. Og hvad der er næsten endnu mere usmageligt er, at for et mindre beløb kan man købe sig henholdsvis halvt eller kvart ind i køen.”

(Hele artiklen kan læse på Politiken.dk, hvis du er rig nok…)

Oploadet Kl. 00:17 af Kim Møller — Direkte link57 kommentarer


13. juni 2017

Comey under høring: New York Times-historie om Trump-folks samarbejde med russerne er ‘nonsens’

Politikens Kristian Madsen giver på Facebook udtryk for, at Bent Blüdnikows kritik af New York Times og Washington Post tenderer ‘fake news’, og får støtte fra Niels Bjerre-Poulsen (‘Bludnikows og Trumps fælles martyrium’), en af de mest citerede USA-eksperter. En kvindelig Berlingske-læser bruger i samme tråd ‘dybt konservativt’, som skældsord, og lige akkurat her kan man se at Danmark er et lille land. Trump-hadet er religiøst.

Herunder det meste fra den oprindelige kommentar. Sakset fra Berlingske – Den sørgelige tilstand i amerikansk presse.

“Der har været Senatshøring med FBIs direktør James Comey. De etablerede medier som Washington Post, New York Times og CNN havde forberedt det store show.

Man håbede, at sceancen ville blive katastrofal for Trump og måske bane vej for en rigsretssag. Man håbede, at James Comey ville sige, at Trump havde forhindret ham i at lade FBI undersøge Trump-folkenes samarbejde med russerne, og så ville man have Trump på gaflen.

James Comey lagde ikke skjul på sin mistillid til præsident Trump, men der var ikke skyggen af bevis for, at Trump havde forsøgt at forhindre en bred undersøgelse af Rusland-sagen.

Trump havde muligvis forsøgt at lade sin forhenværende rådgiver Michael Flynn slippe billigt, men der var ikke bevis for noget kriminelt.

Borgerlige medier som Wall Street Journal konkluderede: ‘James Comeys første optræden efter sin fyring i Senatet torsdag blev et politisk antiklimaks uden nogen større afsløringer om et eventuelt samarbejde mellem Trump og Rusland eller om præsidentens mulige forsøg på at afspore undersøgelsen.’

Skuffelsen hos blandt andre New York Times var da også høj som en skyskraber. …

Men én interessant oplysning kom der ud af Comeys høring. Den republikanske senator James Risch spurgte ham, om en nyhed i New York Times fra 14. februar 2017, der berettede om, at Trump-staben og russerne havde samarbejdet, var sand. James Comey svarede, at artiklen var ‘nonsens’ og ‘falsk’. Comey berørte dermed et kæmpeproblem for pressen, nemlig at deres artikler om Trump og hans stab er fyldt med rygter, anonyme kilder og ikke-dokumentérbare påstande. Der er ikke længere en solid efterprøvning af værdien i de trykte artikler.

Årsagen er, at hadet til Trump er blevet den drivende kraft. Wall Street Journals kommentator Kimberley A. Strassel skriver, at vi får et forvrænget virkelighedsbillede fra medierne, der nu primært drives af et ønske om at afsætte Trump.

Strassel skriver, at selv om der intet nyt er om beskyldningerne om Trumps eventuelle samarbejde med russerne, og selv om der ikke er bevis for, at der rent faktisk var et samarbejde, er medierne hver dag fyldt med tynde historier om netop det: ‘Kun få forventer noget bedre fra medierne. Specielt når man tager i betragtning, at deres nye mission er at samarbejde med demokraterne og Aldrig-Trumpisterne for at få Trump til at gå af. Det betyder en bølge af strategiske læk og formodninger, som skaber nye kontroverser, som er spundet ind i endnu fjernere skandaler (…) Resultatet er en absurd situation, hvor den næsten hysteriske pressedækning af personen Trump (en potentiel russisk agent) er fuldkommen adskilt fra de politiske initiativer, som hans administration er i gang med. Trumps administration, som omfatter nogle af landets bedste politiske reformatorer i den konservative verden, er metodisk i gang med at deregulere samfundet.’

Fra de amerikanske etablerede medier spredes denne utroværdige og forvrængede dækning ukritisk til europæisk presse. …

Intet har været mere afslørende for den sørgelige tilstand i amerikansk presse – og specielt for New York Times – end fyringen af avisens kvindelige læserredaktør, der skulle sørge for pålidelighed, og at presseetikken blev overholdt i avisen.

Hun hedder Liz Spayd, og allerede tidligere i år var hun fremme med kritik af journalister fra New York Times, der åbent erkendte deres had til Donald Trump og proklamerede på de sociale medier, at New York Times skulle kaste sig ind i kampen for at få ham fjernet.

Det førte til en intern magtkamp, der for to uger siden endte med, at hun blev fyret. Dermed fjernede avisen den sidste på bastionen, der kæmpede for en fair journalistisk standard.”



30. maj 2017

Politikens eksilerede offer før udrejse: “Jeg er egentlig ikke dansk. Og ønsker heller ikke at være det.”

I disse ‘fake news’-tider, må jeg atter henvise til lørdagens forsidehistorie i Politiken, hvor Rushy Rashid gør Mazhar Hussein til et eksempel på en velintegreret muslim, der fraflyttede Danmark på grund af den ekskluderende danskhedsdebat. Politiken modtager i år 17,5 mio. kroner i mediestøtte. Tak for ingenting.

“Juridisk set er jeg dansker, men jeg er egentlig ikke dansk. Og jeg ønsker heller ikke at være det. Jeg er heller ikke pakistaner. Den eneste sikre identitet, jeg har, er, at jeg er muslim.” (Jyllands-Posten, 1999)

Mazhar Hussain gjorde alt, han kunne for at integrere sig, men blev altid kategoriseret som indvandrer, fortæller han. Udsigten til, at hans børn skulle vokse op i et samfund, hvor de hele tiden skal forsvare og forholde sig til deres identitet, var så fortvivlende, at han i 2002 tog konsekvensen og flyttede til Islamabad i Pakistan.” (Politiken, 2017)

(Mazhar Hussein på forsiden af Politiken, 27. maj 2017)



29. maj 2017

Politiken afviser at Islam er fjenden, og portrætterer islamist som offer for støvletrampende debat

“Islam er ikke fjenden. Det burde være indlysende…”, skrev Politiken i en leder på forsiden af torsdagsudgaven. Problemet var blot ‘den islamiske ekstremisme’. Klassisk kulturradikal vinkling, der ville være mindre problematisk, hvis ikke avisen to dage senere præsenterer pakistanske Mazhar Hussein som en velintegreret muslim, der fik nok af den nazificerede danske debat.

Mazhar Hussein er islamisk fundamentalist i ordets egentlige betydning. ‘Koranens ord er lov’, og Islam anerkender ikke distinktionen mellem religion og politik, som han skrev i Dagbladet Information tilbage i 2000, kort før han røg ud af Det Radikale Venstre.

Da Mazhar Hussein boede i Danmark argumenterede han med den velkendt apologet-traver ‘Kun sharia i islamiske lande’, men i interviewet er der andre boller på suppen. Nu handler det om at Danmark har svigtet individuelle rettigheder, og skal man tage ham bogstaveligt, så mener han tilsyneladende at demokratisk debat om Islam i Danmark er værre end sharia-sanktionerede henrettelser af ikke-muslimer i Pakistan.

Artiklen er skrevet af Rushy Rashid, der i sidste måned tærskede langhalm på samme historie under en ‘omvendt brain-drain’-debat.

(Udsnit af Politiken-forsider, 25. og 27. maj 2017)

Ukritisk interview med islamist i Politiken – Hussain fik nok af at prøve at blive rigtig dansker (kræver login).

Mazhar Hussain gjorde alt, han kunne for at integrere sig, men blev altid kategoriseret som indvandrer, fortæller han. Udsigten til, at hans børn skulle vokse op i et samfund, hvor de hele tiden skal forsvare og forholde sig til deres identitet, var så fortvivlende, at han i 2002 tog konsekvensen og flyttede til Islamabad i Pakistan.

… en fin uddannelse var ikke nok til at blive en fuldgyldig del af det danske samfund.

Sådan oplevede Mazhar Hussain det i hvert fald. Så da han var 35 år, forlod han landet og flyttede til Islamabad i Pakistan, hvor han kun havde boet få år, da han var helt lille.

Det er 15 år siden nu. …

Det var i frustration over, hvad der var ved at ske med det Danmark, jeg kendte indtil midt i 80’erne. Dengang var der for mig ikke et alternativ til Danmark.

Men den udvikling, jeg så fra starten af 90’erne og frem, fik mig til at tvivle på, om vores børn ville få de muligheder, som jeg havde haft i Danmark. Om vores børn ville få den respekt og ret til at være muslimer, få lov til at have den kultur, de nu måtte ønske sig. Jeg ønskede ikke, at vores børn skulle være i en evig forsvarsposition’, fortæller Mazhar Hussein. …

Han besøger Danmark 8-10 gange om året. Men han læser ikke danske aviser. Det stoppede han med, halvandet år før familien flyttede fra Danmark. Fordi muslimer var samtaleemne konstant.

‘Det hele handlede om indvandrere og minoriteter. I 80’erne handlede det meget om, at vi skulle tale dansk og lære vores børn at tale dansk også. Vi skule arbejde og lade være med at tage fri for at besøge hjemlandet. Og nu gør vi alle de ting. Vi taler dansk, vi bidrager til samfundet.

Men nu kan jeg på de sociale medier se, at det pludselig handler om håndtryk, badning og tørklæder. Jeg tror aldrig, det holder op’, siger han.

‘I 1980’ erne ville der ikke have været en Inger Støjberg, der fejrer 50 stramninger med en lagkage. Der var ikke snerten af racisme i Poul Schlüter og hans regering.

I dag har vi flyttet os så meget, at vi slet ikke ænser, hvor langt vi er nået. Samtalen er blevet så grov, uforskammet og højredrejet. Det er en bølge, der er i gang over hele Europa. Hvis jeg skal være helt ærlig, så hører jeg støvletramp. Og det er virkelig uhyggeligt‘.

Mener du seriøst, at Danmark er ved at blive nazificeret?

‘Fremskridstpartiets holdninger og politik er blevet mainstream i dag. Helt ind i SF taler man om, at indvandrere og muslimer skal overtage dansk kultur og såkaldt danske værdier. Individuel frihed bliver tilsidesat. …’

[…]

‘… Jeg selv har tre kristne ansatte og spørger ofte ‘ minoritetsfolk’ (herunder kristne, hinduer, sikher eller muslimske minoriteter) om, hvilke problemer de oplever i Pakistan. Gennemgående er svaret noget a la: Langt de fleste mennesker er ordentlige og respektfulde, men en meget lille minoritet kan være mere eller mindre diskriminerende og ondskabsfulde.’.”



26. maj 2017

Philip Kweku Amankwa Sampson: Jeg ‘ved med mig selv’, at jeg blev udsat for dansk ‘racial profiling’

Journalist Philip Sampson har en fortid på Politiken, DR og Ritzau, og har efter eget udsagn ‘gennem årene’ samarbejdet med (venstreradikale) organisationer såsom svenske Expo og engelske Searchlight. Det forklarer desværre en hel del.

Selverklærede ‘antiracister’ har en evne til at se krænkelser alle vegne, men der er intet odiøst i ‘racial profiling’. En katolsk nonne udgør i terrormæssig henseende en mindre risiko end en kjortelklædt muslim med fuldskæg, og en mørklødet mand der fotograferer politibevogtningen foran synagogen i Krystalgade, skal politiet naturligvis have styr på. Der er ting her i livet, der er vigtigere end overdrevets idealer.

Kommentar af Philip Kweku Amankwa Sampson set hos POV International – Racial profiling i Krystalgade.

“… Jeg havde været inde på Københavns Hovedbibliotek i Krystalgade og låne en bog om guldaldermaleren Wilhelm Marstrand. … Da jeg kom ud af biblioteket besluttede jeg mig for at tage et foto af politibilen, der holdt parkeret dér foran synagogen i Krystalgade. …

Jeg tog billedet, og fortsatte så ned ad Peder Hvitfeldts Stræde. Da jeg var kommet næsten ned til Kultorvet, blev jeg indhentet af to mænd, der viste sig at være civile politibetjente. Den ene – en kraftig mand med fuldskæg iført skovmandsskjorte – viste sit politiskilt. ‘Du har lige taget billeder i Krystalgade’, konstaterede han. Han var noget eksalteret. ‘Hvad tog du billeder af’, spurgte han.

Jeg er overbevist om, at de to civilbetjente ikke var kommet halsende efter mig, hvis jeg ikke havde været mørklødet, som jeg nu er. De havde ikke fundet mig mistænkelig, hvis jeg havde været hvid.

‘Rolig nu’, sagde jeg, og trak min tegnebog op af lommen. ‘Jeg tog et billede af en politibil foran synagogen’, fortsatte jeg lettere irriteret. Jeg var især opbragt over hans anklagende tonefald. Sidst jeg tjekkede var det ikke forbudt for almindelige mennesker at tage billeder på offentlig gade og vej. Og slet ikke i denne smartphone-æra, hvor Gud og hvermand tager billeder og selfies af hvad som helst.

Jeg er da godt klar over, at synagogen er under politiets særlige bevågenhed på grund af terrorfaren. … Men at antaste folk på den måde, jeg blev, og udsætte dem for spørgsmål i et tonefald, der signalerer en højst forudindtaget holdning, er på ingen måde i orden.

… her er det, vi kommer til racial profiling. Jeg er overbevist om, at de to civilbetjente ikke var kommet halsende efter mig, hvis jeg ikke havde været mørklødet, som jeg nu er. De havde ikke fundet mig mistænkelig, hvis jeg havde været hvid. Og de havde så afgjort ikke været eksalterede og anklagende i deres tonefald. Det skal jeg garantere for.

… ‘Fortsat god dag’, var den obligatoriske afskedshilsen. Hvorefter han – og hans helt neutrale og passive kollega – satte kursen tilbage mod synagogen.

Men jeg er gammel i gårde. Og jeg ved med mig selv, at det jeg blev udsat for til aften i Peter Hvitfeldts Stræde var ægte danske racial profiling.



19. maj 2017

Nekrolog: ‘Nærmest profetisk’, forudså unges søgning væk fra det nationale, “… de tænker europæisk”

Gammelkommunisters dødsfald er ikke i sig selv en post værd, men Karen Sybergs nekrolog over Vibeke Sperling er virkelig en tour-de-force i 68’er-tænkningen. Hun var aktiv i kommmuniske Venstresocialisterne, og som medlem agiterede hun åbent for bombninger af virksomheder med udgangspunktet: “Nu må det være vores opgave… at give startskuddet til åbning af fronten.”

En forbenet kommunistisk revolutionær, der qua venstredrejningen af medierne fik en flot karriere med livslang fastansættelse i statsstøttede og licensfinansierede medier. Her lidt fra nekrologen i Dagbladet Information – Hun stod for alt, hvad venstrefløjen rummede af intellekt og kritik, og hun stod fast!

“… hvis noget var et særkende ved Vibeke Sperling, så var det, at hun aldrig gav op. At hun skulle dø, skulle ikke forhindre hende i at leve til det sidste. …

Det var den holdning til tilværelsen, der gennemsyrede alt, hvad hun foretog sig, og egentlig var det også den, der gjorde hende til en af landets bedste politiske analytikere. Som udenrigskorrespondent, som udstationeret i Moskva for Information, siden for Radioavisen og Orientering 1993-97, og som politisk iagttager gik hendes analyser i bund, fordi hun ikke slap dem, før kompleksiteten i situationen var gennemlyst. …

Vibeke Sperlings analytiske evner kunne mange gange gøre hende nærmest profetisk. I 2000, da jeg interviewede hende om kritikkens afmatning i vores samtid, spurgte jeg hende, hvad hun forestillede sig om fremtiden.

‘Partiernes nedtur vil nok fortsætte,’ svarede hun. ‘Men jeg tror, der rører sig en masse i den generation, der nu er i midten af tyverne og endnu yngre. De er langt mere offensive end de ældre, de tænker ikke dansk, men internationalt, de tænker europæisk.’

Med valget af den 39-årige Emmanuel Macron til fransk præsident i frisk erindring må man sige, at hun allerede for 17 år siden havde blik for udviklingen.

Vibeke Sperlings journalistiske integritet, skabte respekt om hende på tværs af politiske skel, som også betød, at det ret konservative Udenrigspolitiske Selskab bad hende bliver redaktør af selskabets tidsskrift Udenrigs.

Her havde hun i perioden 1988-93 rige muligheder for at arbejde ud fra sit fælleseuropæiske perspektiv. 1997-98 var hun redaktør af DR2’s udenrigspolitiske magasin, Udefra, hvorefter hun i 1998 kom til Politiken. …

Kompromisløs var hun, når det gjaldt. Lige fra studenteroprørstiden i 1960’ernes Aarhus, var der ingen tvivl om, at Vibeke Sperling var venstreorienteret. Og hun svigtede ikke sin ungdoms holdninger, selv om hun senere erkendte, at hun ved en enkelt lejlighed var kommet med nogle ‘tåbelige’ udtalelser om Rote Armee Fraktion – udtalelser, der kunne tolkes som støtte til et væbnet oprør. …

Vibeke Sperling var venstreorienteret i den forstand, at hun vurderede situationen ud fra folkenes rettigheder og var en skarp kritiker af de kræfter, der modarbejdede dette. …

Men hun var aldrig ideologisk i den forstand, der huserede blandt mange af hendes jævnaldrende. …

At hun aldrig gav op, betød også, at hun bestandig var i stand til at lære, intellektuelt såvel som menneskeligt. Når hun i den grad blev kosmopolit, var det ikke mindst fordi, hun interesserede sig for mennesker frem for systemer og fordomsfrit og upuritansk forholdt sig til alverdens kulturelle og politiske variationer. …

Hendes liv sluttede alt for tidligt, men det blev levet fra først til sidst. Hun havde meget at sige farvel til. Du vil blive savnet af mange, Vibeke, både som et stort menneske og som et forbillede.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper