4. november 2014

Offer for Blekingegadebanden hånes på årsdag: “Jesper E. Hansen du fik som fortjent dit strisersvin.”

Vagtchef Henrik Stormer fra Københavns Politi fortæller, at gerningsmændene har ‘meget radikale holdninger’, men mon ikke han mener meget venstreorienterede holdninger. Fra Politiken – Hadefuld graffiti håner offer for Blekingegadebanden på årsdag

“En eller flere ukendte gerningsmænd har i løbet af natten til i dag overtegnet facaden på bygningen, der huser Post & Tele Museum og posthuset i Købmagergade i København, med graffiti.

’26 år er gået’, står der med store bogstaver på postgårdens mur efterfulgt af ordene:

‘Jesper E. Hansen du fik som fortjent dit strisersvin’.

Hærværket er begået netop ved det sted på Strøget, hvor den dengang 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen for 26 år siden blev skudt og dræbt i forbindelse med Blekingegadebandens røveri mod Købmagergades Postkontor 3. november 1988.”

(Post & Tele Museum, Købmagergade, 4. november 2014)

Oploadet Kl. 15:52 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


28. oktober 2014

Grækere mod masseindvandring er højreekstrem – Libanesere går længere, men er blot ‘frustrerede’…

For et par år siden sendte DR1 en Horisont-udsendelse om højreekstremisme i Grækenland, Ungarn og Serbien. Titlen var ‘Støvletramp og nazi-hilsner‘, og inkluderede blandt andet interviews med Golden Dawn. “Vi bliver en minoritet i vores eget land”, forklarede en Golden Dawn-aktivist DR’s Thomas Ubbesen. Sammenhold situationen i Grækenland med situationen i Libanon lige nu, og bemærk hvorledes Politiken-korrespondent Marcus Rubin helt undlader at sætte politiske etiketter på libanesere, der frygter at blive presset ud af deres eget land.

I Libanon taler vi i øvrigt ikke kun om nationalistiske gadepatruljer, men også om ‘spærretid’ for udlændinge. Fra Politiken – Lilleputstaten Libanon er ved at segne under millioner af syriske flygtninge.

“Vreden og frustrationerne lyser ud af øjnene på Said Juwadi. Han er født og har boet hele sit 50-årlige liv her i Choveifat, en lille drusisk landsby lidt syd for Beirut. Men nu er det mere og mere, som om der ikke er plads til ham.

Syrerne er overalt. Overalt. Man kan slet ikke komme til for dem. Sidste uge måtte jeg gå tre gange forgæves på posthuset, fordi der var så mange af dem, at jeg ikke kunne nå det i frokostpausen’, siger Juwadi. …

Mens han nipper til en kop kaffe, opremser han alle problemerne, de syriske flygtninge efter hans mening har skabt i Libanon.

‘Alt er blevet meget dyrere. Mad, husleje, frugt. Det hele. Og samtidig er det hele blevet meget mere usikkert‘, siger Juwadi og forklarer, at han derfor med en gruppe andre regelmæssigt patruljerer i byen og holder øje med, om syrerne overtræder nogle regler.

‘Vi bliver nødt til at være på vagt. Ellers bryder det hele sammen’, siger Juwadi. …

Libanon er bogstaveligt talt ved at segne over flygtningebyrden. … Både det politiske system i Libanon og landets infrastruktur er i dyb krise. … Libanon har indtil for nylig afvist at etablere permanente flygtningelejre, så syrerne er spredt ud over hele landet og bor i alt fra midlertidige telte til ufærdige huse og værelser, de lejer.

‘Situationen er helt ekstrem. Det er noget, som risikerer at underminere selve Libanons eksistens og identitet‘, siger Mario Abou Zeid, der er forsker på Carnegie Middle East Center i Beirut.

(Politiken, 18. oktober 2014, s. 4)

Frustrationerne over de mange syriske flygtninge har i de senere måneder ført til en række voldelige sammenstød, hvor syrere er blevet overfaldet og deres telte sat i brand. …

‘Vi er lige så medmenneskelige og venlige som alle andre, men det er ligesom en æske – der kommer et punkt, hvor der ganske enkelt ikke er plads til mere. Og det punkt er vi kommet et godt stykke forbi’, siger borgmesteren i Choveifat – den lille landsby syd for Beirut – Melhem El Souki. …

‘Det skaber problemer overalt. I forbindelse med vand, elektricitet, affald, boliger – det er alt for meget’, siger han. …

For at mindske spændingerne indførte Choveifat derfor for nogle måneder siden en spærretid for de syriske flygtninge i byen.

‘Syrerne skal blive inden døre fra klokken 9 om aftenen til klokken 5 om morgenen’, siger Souki og forklarer, at det lokale politi overvåger, at de overholder reglerne. Formelt gælder spærretiden for alle udlændinge i byen, men alle forstår, at den er rettet mod syrerne.

Ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch har mindst 45 andre byer i Libanon også indført spærretid for syriske flygtninge…

‘Hvad er det, man forestiller sig, at vi gør?’, siger Melhem El Souki. ‘Bare opgiver og overlader hele landet til syrerne. Vi bliver da nødt til at sikre, at Libanon ikke går helt i opløsning, og at vi ikke bliver presset ud af vores eget land’.



26. oktober 2014

Dansk presse: Problematiserer fri folkelig debat, forsvarer venstreradikal terrorists kreative journalistik

For få år tilbage talte danske mediefolk om Facebook-revolutionerne, og sociale mediers demokratiske potentiale. Det er værd at huske på, når samme personkreds i Presselogen på TV2 News tidligere i dag diskuterede ‘hård retorik på sociale medier’. Ekstra Bladets Karen Bro blev angrebet for alle sider på grund af onlinedebatten ‘Nationen’, selvom hun understregede at avisen ofte fjernede kommentarfunktionen på kriminalhistorier. En selvretfærdig redaktør pralede ligefrem med, at kommentarer der inkluderede ord som ‘Islam’ skulle godkendes før de røg online.

Hvis den danske presse vil se kritisk på sig selv, så er der masser af debatter de kunne tages. Eksempelvis om en afdød topjournalists medvirken til terrordrab, og redaktionel accept af skønlitterær journalistik. Historien om Jan Stage (Land & Folk, Information, Politiken, Ekstra Bladet) fortælles af vennen Lassen Ellegaard (Information, Weekendavisen, Jyllands-Posten) i Information – Anm: Med den hemmelige agents indsigt.

“… Her er et kunstnerisk temperament kombineret med den hemmelige agents indsigt bedre egnet til at nå en slags sandhed. Jan Stage besad begge dele, og vidste man det ikke, står det at læse i Morten Hesseldahls nye roman Ernestos hænder, hvis omdrejningspunkt er Stages notoriske rolle i mordet på Roberto Quintanilla Pereira, der som Bolivias efterretningschef gav ordre til at skære hænderne af Ernesto Che Guevara efter hans henrettelse i en skolestue nær Vallegrande i 1967. Pereira blev siden sendt til Hamburg som generalkonsul, hvor han 1. april 1971 blev skudt i sit hjem af en ung tysk kvinde, Monika Ertl, der derefter forsvandt i en flugtbil – ved rattet sad Jan Stage, som Hesseldahls romanfigur Mikkel Fjordager er modelleret over.

Når jeg skriver ‘notorisk’ er det fordi Stage ved adskillige lejligheder fortalte mig om sit chaufførjob i Hamburg, senest da han i 2001 mellemlandede i Istanbul på vej til Afghanistan og boede hos mig en lille uge. Men hvad der var mindst lige så interessant, var hans refleksioner over årene som cubansk agent, samarbejdet med Giangiancomo Feltrinelli, den revolutionære forlægger i Milano, og kontakterne til terroristerne i Brigado Rosso og Rote Armé Fraktion: ‘Vi vidste jo godt, at vi ikke havde folkelig opbakning’, sagde han med sit distinkte spor af barndommens Thisted-dialekt, da vi sad på en café og betragtede Bosporus, ‘men det anfægtede os ikke, vi var overbeviste om, at vi havde patent på folkets sande interesser, uanset at folket ikke var klar over det. Du kan sige, vi led af revolutionært storhedsvanvid’.

(Revolveren som Monika Ertl anvendt til likvideringen, 1. april 1971)

Jan Stage var 34 år, da han en lun forårsdag i 1971 med en hæklet baret på snur og dette svinedyre Rolex om håndleddet smed sin røde Triumph sportsvogn ud for Informations opgang C i Skt. Annæ Passage for at melde sig på redaktionen efter flere år som avisens korrespondent i Caracas, hvor han tillige løste opgaver som hemmelig agent for den cubanske efterretningstjeneste. …

Stage var feteret både som manden i brændpunktet og for sit nære venskab med det danske sprog, men også kontroversiel for en lidt nonchalant anvendelse af dette sprog, når det kom til faktuelle kendsgerninger. Han sagde selv: ‘Jeg placerer mig altid administrativt i landskabet.’ Som da han med en kollega var i Pandrup for Information og skildrede ‘majorens kartoffelmarker’, hvor fattige bondekoner lugede ud mellem planterne på deres blødende knæ under tilsyn af en major til hest. Den artikel udløste et flere sider langt læserbrev fra Pandrups kommunaldirektør, hvori han gjorde gældende, at kartoffelavl nu om dage (i 70’erne) var fuldt automatiseret, at egnens bondekoner havde fået arbejde på en lokal fabrik og at den omtalte major, der ganske rigtigt red på en hest i sine marker, var død en gang i 30’erne. Stages socialrealistiske syner var et typisk eksempel på hans ‘administrative placering i landskabet’, i dette tilfælde forskudt 40 år…

Hans journalistik var ikke altid helt a jour med fagets selvforståelse som formidler af konkrete kendsgerninger (som også jeg, syv kors, hylder og respekterer efter bedste evne), og hvis han havde skrevet ringere eller fordrejet og overdrevet for bevidst at vildlede, var karriererne på henholdsvis Information og Politiken blevet af kort varighed.

Men som Herbert Pundik sagde om Stages tekster til bogen Signatur Jan Stage (2007): ‘Jeg kunne jo selv tjekke ham, da han rapporterede fra Libanon og Israel, og kunne se hvordan han nu og da sammenskrev forskellige begivenheder og oplevelser, hentet fra forskellige steder på forskellige tidspunkter. Men det var altid bedre, end det, der ellers blev skrevet. …’ Hvilket netop er pointen: Jan Stage kunne ikke altid klare en tur i Detektor, men han var altid bedre, end noget andet, der blev skrevet på dansk, og det var han, fordi han aldrig spærrede sig selv inde i branchens bogholderoptik, men var formidler og fortolker med det værktøj, jeg kalder ‘sansningen’ – altså: hvad er essensen af en begivenhed under alle pressemeddelelserne og propagandaen. …

Jeg skriver ikke dette som et defensorat for unøjagtigheder, skinbarligt digt og den ‘administrative placering i landskabet’, og heller ikke for at forklare hvorfor jeg selv som hans redaktør trykte hans artikler fra Bosnien-krigen i 90′ erne under logo’et: ‘ En forfatter i krig’ – et lidt forkølet forsøg på inddæmme dementier.

Jeg skriver, fordi Stage gjorde journalistik til meget mere end korrekte citater…”



23. oktober 2014

Paradoks: Kurdere frikendt, støttede ikke bevidst marxistiske PKK – fejres med PKK-flag udenfor retten

I TV-avisen kunne man onsdag aften se et indslag om retsagen mod ti kurdere, der var tiltalt for at have støttet terrororganisationen PKK med et større millionbeløb. De blev frikendt, da det ikke kunne bevises at de handlede med forsæt. At de havde intention om at støtte PKK, så at sige. Udenfor retten blev de modtaget af jublende kurdere, herunder en hel del med PKK-flag.

(PKK-flag på Rådhuspladsen, skiltet: Kurdere frikendt for terrorstøtte; TV-Avisen, 22. oktober 2014)

“De ti har ikke været klar over, at disse penge kunne gå videre til PKK, og derfor har der ikke have været tale om terrorstøtte, for de har ikke haft forsæt – altså ønske – om at støtte en terror-organisation.” Claus Buhr, DR Nyheder, 22. oktober 2014)

“Flere af støtterne vajede kurdiske flag i luften og råbte blandt andet ‘Længe leve Kurdistan’. Da nyheden om frifindelsen af de 10 tiltalte kurdere blev kendt, udløste det et jubelbrøl blandt de forsamlede kurdere på Rådhuspladsen.” (Politiken, 22. oktober 2014)



28. september 2014

Set på Politiken.dk: “… fortsætter den udvikling, vil tallet løbe op i mere end 20.000 for 2014″

Først var prognosen 6.000, så 14.000, og nu tales der åbent om ‘mere end 20.000′ asylansøgere i 2014. Politisk kan det gå begge veje. Enten får vi et nødvendigt opgør med hele asyl-tanken, eller også får vi et korridor-kompromis med en ‘stram, fast og fair’ udlændingepolitik der tager lidt af toppen, men ikke gør noget som helst ved det centrale – at danskerne ikke ønsker at lade sig kolonisere, uanset hvad.

Fra Politiken, der ikke mener de nye asyl-tal behøver en selvstændig artikel – ‘Hellere rockerborg end asylcenter’.

“Forsamlingshuset i landsbyen Lyngby på Norddjurs er fyldt til sidste stol og ståplads. En cirka 40-årig mand i blå T-shirt rejser sig op: ‘Det er lige før, at jeg hellere ville have haft en rockerborg end et asylcenter’.

Indkvarteringen afspejler, at asylsystemet er presset af det stærkt stigende antal ansøgere, som kommer til Danmark for tiden. Over 100 om dagen ifølge Røde Kors, og fortsætter den udvikling, vil tallet løbe op i mere end 20.000 for 2014 – mange flere end forventet af regeringen.

[...]

I en ny meningsmåling foretaget af Megafon for Politiken og TV 2, svarer 55 procent, at de ønsker de eksisterende asylregler strammet. 24 procent siger, at reglerne skal forblive uændrede, mens 14 procent vil lempe reglerne for asyl.

Det kommer ikke bag på Jørgen Goul Andersen, der har forsket i danskernes syn på indvandrere siden 1990’erne:

‘Der har ikke på noget tidspunkt været et flertal for lempelser’, siger Goul Andersen, der er professor i statskundskab ved Aalborg Universitet.”

Oploadet Kl. 12:59 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


27. september 2014

Faklens stormoské-projekt havde marrokkaner i styregruppen- kæmper i dag for Islamisk Stat…

Jyllands-Posten kunne i går fortælle, at der er en herboende imam på en liste over Syrien-terrorister, som det amerikanske udenrigsministerium offentliggorde onsdag. Marokkanske ‘Abu Hamza’ fra Gellerup har i en årrække været involveret i Grimhøjvejmoskéen, blev anholdt i forbindelse med et planlagt mordforsøg på Kurt Westergaard (ikke sigtet, 2008), og bærer navnet Abdessamad Fateh. Politiken udelader behændigt sidstnævnte.

Tilbage i 1998 tog det venstreorienterede Faklen i sin kamp for det grænseløse samfund, at tage initiativet til en stormoské i Århus – grafisk illustrereret med en placering på Park Allé, lige ved Rådhustårnet, bygens vartegn. I et længere indlæg i tidsskriftet harcellerede den senere Politiken-bloggger Rune Engelbreth Larsen mod kritikken, både den der kom fra Dansk Folkeparti, og den der kom fra den dertil oprettede lokalliste Århus mod Moskeen.

“Hjælp får disse kredse også af Pia Kjærsgaard i B.T. den 24.11., hvor hun i en kronik siger ‘nej og atter nej til stormoské’. … Ufrivilligt komisk bliver det, når Kjærsgaard af alle hævder, at ‘den offentlige orden’ i ‘dansk, kristen tankegang’ er identisk med ‘tolerance, dannelse, venlighed, omsorg og indbyrdes forståelse og respekt’. Hun hævder endvidere, at ‘i denne væremåde passer islamisk levevis ikke ind’, en levevis, som hun bl.a. betegner med ‘pigeomskæringer, prygl og hjernevask af skolebørn’. Hvilket dannelsesniveau Kjærsgaard her demonstrerer…” (Rune Engelbreth Larsen om Pia Kjærsgaards kritik af stormoske-projektet)

(Faklen, 1998, Nr. 9) – Rune Engelbreth Larsen, Stormoske i Århus)

Paraplyorganisationen Somali Community in Denmark syntes det ville være passende, ‘hvis Islam blev behandlet på lige vilkår med den kristne kirke’, og talsmanden pointerede, at han på vegne af somalierne i Danmark vil tage intiativet til møder “med islamiske ledere i Århus og arbejde videre med sagen”. Listen over repræsentanter i den endelige styregruppe blev offentliggjort i den efterfølgende udgave af Faklen, og inkluderede blandt andet formand for Islamisk Forbund i Jylland, identisk med Abdessamad Fateh. Manden der i dag kæmper for Islamisk Stat i Syrien, ville multikulturalisterne hjælpe med at få bygget en stormoské ved siden af Rådhuset.

“På et pressemøde den 16.11. præsenteres projektets styringsgruppe, der består af formand Rage H.M. Rage (Det Somaliske Folk i Danmark), næstformand Karima Fahim (Islamisk Informations Center), talsmand Leonard Martin (All African Organisation), Fahti Aksay (Islamisk menighed i Århus), Osman Öztoprak (Islamisk menighed i Århus), Abdessamad Fateh (Islamisk Forbund i Jylland), Khadija Johansen og Aïcha Højen.”

Med tanke på en tidligere post om århusianske moskéers holdning til Islamisk Stat, må det nævnes, at Århus Stiftstidende den 14. november 1998 kommenterede Faklens stormoské-initiativ med ordene: “15 imamer i Århus bakker op om et stadig mere konkret projekt”. Blandt projektets danskere støttere kan nævnes Arne Melchior og JP-Århus.

Herunder hovedhistorien fra Jyllands-Posten – Dansk statsborger på amerikansk terrorliste.

“De amerikanske myndigheder har sat en dansk statsborger ved navn Abdessamad Fateh på listen over globalt eftersøgte terrorister. Danskeren – der også går under navnet Abu Hamza – er kendt i de islamistiske miljøer i Aarhus og København, og på internettet har han flere gange rost Islamisk Stat.

De amerikanske myndigheder mistænker Abu Hamza for at være en del af et ‘skandinavisk baseret netværk af ekstremister med en tilsyneladende forbindelse til al-Qaeda,’ men vil foreløbig ikke afsløre yderligere detaljer om, hvorfor han er havnet på listen netop nu.

Amerikanerne afslører dog, at Abu Hamza har været i Syrien.”

(Abdessamad Fateh alias ‘Abu Hamza’ på Facebook, 2014)

“Abdessamad Fateh, also known as Abu Hamza, is a member of a Scandinavia-based network of extremists allegedly linked to al-Qa’ida, and has traveled to Syria.” (U.S. Department of State, 24. september 2014: Designations of Foreign Terrorist Fighters)

Oploadet Kl. 17:06 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


17. september 2014

Pind: Kun Danmark er dansk – Konsekvensen af indvandring: Så holder det op med at være Danmark

“Indianerne stoppede ikke indvandringen. Nu bor de i reservater!”, stod der på klistermærker, da Søren Pind som ung liberal kæmpede for åbne grænser. Han er blevet klogere og mindre ideologisk med tiden, og lyder i dag på mange måder som en snusfornuftig konservativ. Når journalist Christina Raabæk spørger hvorfor “man har monopol på en kultur, bare fordi man er født i et land”, tænker jeg automatisk på hendes hårfarve.

Interview i Politiken – Søren Pind: Indvandrere truer den svenske kultur.

“Det er står skidt til med demokratiet og kulturen over sundet, hvis man spørger Søren Pind (V), der i morges skrev på Facebook antændt af diskussionen om Sverigedemokraterna.

Her gør han det klart, at kulturer uddør, hvis et lands borgere kommer i mindretal. Og det er netop, hvad der venter vores svenske naboer, hvis ikke de gør som Danmark, der tog Dansk Folkeparti ind i varmen.

‘Det er, hvad der venter Sverige. Et ophør, reelt, af det land, vi har kæmpet med og mod i et årtusind – Astrid Lindgrens, Bellmans og den blide skandinavismes tågeland’ afslutter hans sin Facebook-opdatering med, hvor han også får sammenlignet svenskernes situation med udryddelsen af indianerne. …

Er den svenske kultur truet i øjeblikket?

‘Ja det er klart. Jeg kan konstatere, at i Danmark, der beskytter vi kunstnere mod folk, der vil slå dem ihjel. I Sverige, der fængsler de kunstnere. Og det er et meget mærkeligt tegn på en opløsning af en kultur, der f.eks. vægtede ytringsfrihed højt.

Men er det fordi, folk kommer til Sverige, at kulturen forsvinder?

‘Når et oprindeligt folk kommer i mindretal, så sker der de her ting. Undervejs tager man også større og større hensyn… det er selvfølgelig fordi, den nationale svenske kultur er under kraftigt pres og derfor tror jeg også, at 13 procent har stemt på Sverigedemokraterna’.

(Journalist Christina Raabæk på Facebook, 2014)

Men hvorfor er det, man har monopol på en kultur, bare fordi man er født i et land?

‘Der eksempelvis kun er ét sted, der er dansk, og det er Danmark. Hvis man lader folk fra Bangladesh komme til Danmark i tilstrækkeligt antal, så holder det op med at være Danmark og bliver Bangladesh i stedet for’.

Så for dig er dansk kultur ikke en flygtig men en fast størrelse?

‘Det er ikke en fast størrelse. Men det er hele den filosofiske diskussion om, man skal lade ting ske ved evolution eller revolution. Hvis man lader ting udvikle sig naturligt i kraft af sig selv, som dansk kultur har gjort det indtil for nylig, så er det én måde. Hvorimod hvis man vil revolutionen, så skal man bare åbne landegrænserne op og se, hvad der sker. Så får du en revolution, og det er jeg meget skeptisk over for‘.”

Oploadet Kl. 12:35 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


8. september 2014

Politiken bekræfter Redox-link: JKT delte adresse med ‘ledende skikkelse på den yderste venstrefløj’

I sidste uge bloggede jeg om den tiltalte i Danmarkshistoriens største hackersag, og gav en række indicier på at manden plejede omgang med den yderste venstrefløj. Jeg overså at Politiken, et par dage forinden bragte en længere redegørelse om sagen, og her bekræftede mistanken. Graverchef John Hansen (og Jakob Sorgenfri Kjær) eufemiserer, og foregiver at tiltalte ikke er venstreradikal, men med Politikens rolle i den samtidige ORG-sag forstår man godt de nedtoner det politiske aspekt.

Fra Politiken.dk – Knægt tiltalt for det største hackerangreb på Danmark (1. september 2014).

“Da betjente erklærede ham anholdt i Thomas Laubs Gade på Østerbro i København, havde han computeren under den ene arm. Siden den dag har den nu 21-årige it-konsulent siddet varetægtsfængslet i Arresthuset i Ringsted, adskilt fra sin Lenovo Thinkpad-computer. …

Den unge mand i arresten beskrives af sin omgangskreds som et computergeni med fotografisk hukommelse. …

Indtil han blev sat bag tremmer, holdt han til i venstreradikale – også kaldet autonome – kredse på Nørrebro i København uden dog selv at være specielt politisk interesseret. Han kom ind i centrum af miljøet, da han i slutningen af 2010 flyttede ind i et kollektiv nær Blågårdsgade, hvor også en ledende skikkelse på den yderste venstrefløj havde adresse. En daværende beboer i kollektivet fortæller, at den nu hackertiltalte mand var anderledes:

‘Vi holdt et brag af en indflytterfest, og jeg havde inviteret alle mine autonome venner. Jeg blev meget forbavset, efterhånden som hans gæster dukkede op: Han havde venner i alle mulige forskellige miljøer og havde let ved at omgås alle slags mennesker. Han er en ordentlig og behagelig fyr, simpelthen’.

… kort efter sin 18-års fødselsdag i foråret 2011 fortalte han sine omgivelser om et usædvanligt påtrængende jobtilbud: Politiets Efterretningstjeneste ville gerne gøre brug af hans it-talenter. Mange omkring ham hørte historierne om, hvordan agenter fra PET passede ham op, når han forlod sin arbejdsplads, eller ventede på ham uden for hans bopæl. Inviterede ham på hotel. Smigrede ham og lovede, at de ikke ville have ham til at spionere mod sine venstrefløjsvenner.

Kilder i hans omgangskreds siger også, at han til sidst følte sig under pres fra PET, fordi han afviste de insisterende tilbud.

‘Han følte det ubehageligt, at de overvågede ham’, fortæller en ven.

Om presset var årsagen, er uvist, men på et tidspunkt i 2011 rejste den da 18-årige mand til Brisbane i Australien, hvor han arbejdede for et it-sikkerhedsfirma. … Det billede, som kan stykkes sammen fra kilderne omkring den unge it-specialist, fortæller, at han vendte tilbage til Danmark fra Australien i efteråret 2012, og at han da lagde afstand til i hvert fald en del af sin tidligere vennekreds.”

(Politiken kalder beboer i AFA-kollektiv for ‘Knægt'; Politiken.dk, 1. september 2014)

“Politisk ligger JKT til venstre, og ifølge vennen har han altid haft det lidt svært med autoriteter… var ikke begejstret for højreorienterede, tilføjer vennen.” (BT, 9. juni 2013)

“På de ukrypterede dele blev fundet videoer og billeder fra venstreorienterede demonstrationer…” (Computerworld, 2. september 2014)



7. september 2014

Lektor Mehmet Ümit Necef: “… hvorfor skal man i et demokratisk samfund skjule sandheden for mig.”

Man kan ikke bekæmpe fordomme med afetnificering af kriminalhistorierne, forklarer Lektor Mehmet Ümit Necef i Berlingske – ‘Jeg vil kende voldtægtsmandens etnicitet’.

“… ifølge Mehmet Ûmit Necef foregår det overalt. Også i Danmark – i forskerverdenen, i medierne, hos myndighederne. Man skjuler etniciteten, fordi man ikke vil opildne til had. Og han har masser af danske eksempler på det.

Lektoren, debattøren og forskeren fra Syddansk Universitet, der selv har tyrkisk baggrund, kalder fænomenet ‘filtrering.’ Og det er et fuldstændigt misforstået hensyn, som trives særligt i kredse omkring venstrefløjen, mener Necef. I går fremlagde han sine eksempler på debatarrangementet ‘Ytringsfrihed og radikalisme’ arrangeret af Dagbladet Information.

Ønsket om at filtrere for at beskytte etniske minoriteter er som udgangspunkt godt, men som en kobra, der sluger sin egen hale, får det nogle meget negative konsekvenser. Det er en misforstået hensyntagen, og det er ikke den måde, vi kan bekæmpe fordomme mod hinanden på,’ siger Mehmet Necef.

[...]

‘Man kan se alle de krumspring, som journalister forsøger sig med for at undgå at nævne den etniske oprindelse. Men hvorfor skal man i et demokratisk samfund skjule sandheden for mig. Jeg vil gerne vide, hvilken etnisk gruppe en voldtægtsmand tilhører,’ siger Necef og tilføjer:

‘Jeg kommer selv fra venstrefløjen og har læst Politiken og Information, og hver gang jeg læser om en voldtægt eller om unge, der har kastet sten mod politiet eller lignende, så har jeg tydeligt kunnet se, at etniciteten var sløret. Så har jeg måttet ud og skaffe Ekstra Bladet eller BT for at finde ud af det. Det undergraver troværdigheden.’ …

‘Ja. For to måneder siden myrdede en tyrker sin ekskone. Jeg er selv tyrker, og jeg var i Tyrkiet, da det skete, og købte seks-syv aviser, og de skrev skamfuldt om det. Endnu en gang er der en af os, der har myrdet sin kone. Hvad tænker europæerne ikke om os? I danske medier stod der: En mand har myrdet sin ekskone. Borger angriber borger.'”

(Mere om konferencen ‘Ytringsfrihed og radikalisme’ på Snaphanen)

Oploadet Kl. 10:59 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


26. august 2014

Justitsminister Karen Hækkerup på TV2 News med ‘keffiyeh’, symbolet på palæstinensisk nationalisme

Den svenske EU-kommissær Cecilia Malmström kritiserer Danmark for at tage “imod alt for få flygtninge”, skriver Politiken. Det Radikale Venstres Udlændingeordfører Marlene Borst Hansen mener ideen om flere kvoteflygtninge til Danmark rummer ‘spændende tanker’, men skydes dog ned af justitsminister Karen Hækkerup. Blandt andet på TV2 News, sent i aftes, iført ‘keffiyeh’. Karen ‘Khaled’ Hækkerup…

(Justitsminister Karen Hækkerup med ‘keffiyeh’, symbolet på palæstinensisk nationalisme)

“Traditionally worn by Palestinian farmers, the keffiyeh became worn by Palestinian men of any rank and became a symbol of Palestinian nationalism during the Arab Revolt of the 1930s. Its prominence increased during the 1960s with the beginning of the Palestinian resistance movement and its adoption by Palestinian politician Yasser Arafat. …

Another Palestinian figure associated with the keffiyeh is Leila Khaled, a female member of the armed wing of the Popular Front for the Liberation of Palestine. Several photographs of Khaled circulated in the Western newspapers after the hijacking of TWA Flight 840 and the Dawson’s Field hijackings. …

The colors of the stitching in a keffiyeh are also vaguely associated with Palestinians’ political sympathies. Traditional black and white keffiyehs became associated with Fatah. Later, red and white keffiyehs were adopted by Palestinian Marxists, such as the PFLP.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper