23. juli 2015

Morten Uhrskov: Jes Stein Pedersen argumenterer for ‘grundlæggende forandring’ af Europas værdier

Jeg har ingen forventninger til journalister der gør karriere på medier såsom Politiken og DR, men det er nu alligevel skræmmende, at det nu pludselig er blevet salonfæhigt at argumentere for Europas kulturelle selvmord. Morten Uhrskov kommenterer – Jes Stein Pedersens tanker.

“Hvad er ekstremt? Er det at ville beskytte sit land og sin bredere kulturkreds fra en indvandring, der vil forvandle ens eget til ukendelighed og dermed føre til mental hjemløshed, eller er det ekstremt at ville lade stå til og acceptere en sådan grundlæggende forandring af alle kendte værdier?

Her er lidt af det, som Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen diskede op med den 21. juli i organet for den højeste oplysning:

‘Vi står foran enorme folkevandringer og en enorm indvandring. Og fra både vores egen og andre folk og nationers historie ved vi, at det fra tid til anden kan være nødvendigt at udvandre og dermed befolke områder, som andre har haft for sig selv.’

Jes Stein Pedersen skal have tak for ikke at lægge sordin på sine udtalelser. Han siger åbenhjertigt, at Danmark og Europa skal forandres fuldstændigt, fordi vore nærområder er mere eller mindre brudt sammen, og følgen skal være, at utalte millioner afrikanere og arabere og en hel masse flere bosætter sig i Europa, herunder Danmark.

Bemærk i øvrigt det skred, der har fundet sted i løbet af ganske kort tid. I årtier blev vi fortalt, at indvandringen slet ikke betød noget. Det var jo ikke så mange, der kom. Da den løgn ikke går længere, er Jes Stein Pedersen og ligesindede vendt rundt og siger nu, at det betyder noget, men at vi intet skal foretage os i den anledning andet end accept af vor skæbne.

(Politiken.dk, 21. juli 2015: Jes Stein: Vi må åbne døren for indvandring)



21. juli 2015

IS bomber kommunister: “… bodies littering the ground, with the red flags being used to cover them.”

Det er umuligt ikke at føle sympati for kurdernes kamp mod Islamisk Stat, men der er ingen grund til at skønmale ideologierne bag. Medierne fortæller at ofrene ved gårsdagens terrorangreb i den tyrkisk-syriske grænseby Suruc var aktivister fra The Federation of Socialist Youth Associations (SGDF), der ukritisk associeres med socialdemokratisme, indsamling af legetøj og en idealistisk kamp for en bedre verden. SGDF er ungdomsafdeling for Socialist Party of the Oppressed (ESP, manifest), et militant revolutionært marxistisk-leninistisk parti, der ifølge talsmænd er frontorganisation for det anti-revisionistiske Marxist–Leninist Communist Party (MLKP), der regnes for en terrororganisation, og derfor er forbudt. Fra BBC News – Suruc massacre: At least 30 killed in Turkey border blast.

“A bomb attack in the Turkish town of Suruc has killed at least 30 people during a meeting of young activists to discuss the reconstruction of the neighbouring Syrian town of Kobane. Around 100 others were wounded in the explosion, which may have been caused by a female suicide attacker from the Islamic State group, officials say. …

The Federation of Socialist Youth Associations (SGDF) is reported to have had at least 300 members staying at the Amara Culture Centre in Suruc, where the explosion happened. The young people had been planning to travel to Kobane to help with rebuilding the town.

A video released on social media apparently showed the moment of the blast, at a news conference taking place in the centre’s garden. In the video, a group of young people are chanting slogans while holding the federation’s flags and a large banner with the words: ‘We defended it together, we are building it together.’

Then an explosion rips through the assembled youngsters. Graphic images of the aftermath show bodies littering the ground, with the red flags being used to cover them.

“Som jeg hører det, var formålet for de her unge socialdemokrater og venstreorienterede, der var på kulturcentret, at de havde samlet legetøj sammen til børnene i Kobane, som de var på vej ned for at aflevere.” (Enhedslistens Nikolaj Villumsen til TV2, 20. juli 2015)

“Frygtelige nyheder fra Tyrkiet. De unge ofre for terror i #Suruc er unge socialdemokrater fra HDP’s ungdomsorganisation – @DSUnet søsterorg.” (Socialdemokraten Peter Hummelgaard på Twitter, 20. juli 2015)

“This murderous and deadly attack is against the revolutionary hopes of young socialists for solidarity among the people, the people’s aspiration for liberation, communal organization, peace and freedom, the Rojava revolution and the Kobane resistance.” (Socialist Party of the Oppressed, pressemeddelelse, 20. juli 2015)



13. juli 2015

RUC-lektor om det racistiske Danmarks ‘dødelige vuggegave': “… giver din hverdag mening og retning”

Min ferie er slut, og det var meningen jeg ville starte med blidt med journalist Henriette Harris, der i Dagbladet Information trækker tråde mellem en mulig racistisk oplevelse i en bus ved havnen i Gedser, og folketingets nye sammensætning. Bemærk udtrykket ‘den albyldanske hudfarve’. Politiken har dog et læserbrev der overgår med flere sorte hottenhothoveder. RUC-lektor Julia Suárez-Krabbe – Racismen er din vuggegave.

“Du har fået en gave, som du holder meget kær. Den ligger tæt ved dig, den gør dig til den, du er. Men du kan som oftest ikke se den. …

Racisme er strukturel. Det er dens strukturer, du har fået i vuggegave. For dig er det fint, fordi den fortæller dig, at du er andre overlegen, den beskytter dig, den giver dig privilegier, den åbner døre for dig. Du lever i en strukturelt racistisk verden, hvor nogens vuggegave er andres eksklusion, endda død. For holocaust er, som kolonialismen, slavehandlen, og krigene i Irak og Afghanistan, også din vuggegave. Racisme er ikke et badge, du kan tage af, når du beslutter, at du ikke er racist. Som sagt er racisme strukturel, og den giver din hverdag mening og retning. Den giver dine ord vægt, den gør dine argumenter logiske, og den gør det uskyldigt at bruge din rangle, ride på din karrusel i dit dejlige sommerland, fortælle din godnathistorie og affeje modargumenter som latterlige.

Fordi den ikke er et badge, du nemt kan tage af, gav du højst sandsynligt din vuggegave videre, da du selv fik børn.

Du gav den som rangle, som godnathistorie, via dit daglige virke som forælder, og således voksede dit barn op, i sikkerhed og sikker forvisning om, at I alle er gode mennesker, som ikke blev formet af, og til stadighed forsvarer, jeres hvide, dødelige vuggegave.”

(Politiken, 13. juli 2015)

“Du har nu to valgmuligheder: at flygte fra Danmark, eller at tage kampen op mod strukturel racisme. For det var den, der vandt. … nu er den konsolideret sikkert og fast i statsmagten, og det er meget farligt.” (Julia Suárez-Krabbe kommenterer FV15 på Facebook, 19. juni 2015)

Oploadet Kl. 12:57 af Kim Møller — Direkte link52 kommentarer


9. juli 2015

Feministen Nazila Kivi: DF bruger underklassens stemmer til at “forringe livet for deres egne vælgere”

Det ville være fint hvis landets blå flertal (i lighed med kulturmarxisterne) så alt i et magtperspektiv, og som konsekvens heraf, skar ned på bevillingerne til institutioner gennemsyret af had til det borgerlige samfund. Kønsforsker-aktivisten Nazila Kivi rabler løs på Politiken.dk – Jeg forstår ikke, hvorfor Kvinfo lykønsker Pia Kjærsgaard.

“Det er også vigtigt at sige, at vi ikke kan undvære en institution som Kvinfo, der samler viden og dokumentation om ligestilling og kønsforskning. Hvis disse organisationer skulle blive truet på deres eksistens, skal jeg være den første på barrikaderne og samtidig den sidste, der vil give ammunition til antifeministiske kræfter, der leder efter stemmer ‘indefra’ til at legitimere angreb på de vigtigste feministiske kerneorganisationer, vi har.

Måske netop derfor er det også vigtigt at råbe vagt i gevær, når vi er nogen fra ‘egne rækker’, der er ved at falde bagover over lykønskningerne fra blandt andre Kvinfo til en politiker som Pia Kjærsgaard, der nu bliver den første kvindelige folketingsforperson. …

Problemet er, at Pia Kjærsgaard langtfra kun er kvinde. Hun er først og fremmest medstifter af et parti, der gang på gang kommer i karambolage med racismeparagraffen, hun spreder had til minoriteter og opfordrer indirekte til vold på muslimske kvinder med tørklæde ved at fremføre den vanvittige påstand, at de selv er ude om at blive angrebet på gaden, blot fordi de udøver retten til at gå klædt, som de vil.

Dansk Folkeparti har også både under og efter Kjærsgaards ledelse været med til at skade kvinder (og mænd) fra under- og arbejderklassen ved at bruge deres stemmer til at forringe livet for deres egne vælgere. Vi taler her om besparelser på kommuneplan, fortsat hetz mod arbejdsløse og folk, der har svært ved at arbejde fuld tid, og alle andre, der skiller sig ud fra det kapitalistiske samfunds nådesløse normer.

Vi taler derfor ikke blot om Pia Kjærsgaard som kvinde, men om Pia Kjærsgaard som en stærk og farlig magtfaktor i dansk politik. Det er her, feminismespørgsmålet kommer ind: Feminisme handler i høj grad om at udfordre magtpositioner og tilbyde analyseredskaber til at se kritisk på normer.

… Denne analysetilgang kaldes intersektionel feminisme, og mange mainstreamfeminister er begyndt at kalde sig intersektionelle. Men det kræver mere end en tilkendegivelse at vise, at man har en intersektionel tilgang. Det kræver også, at man ikke er med til (ufrivilligt, er jeg sikker på) at legitimere en figur som Kjærsgaard.

(Nazila Kivi på Twitter, 7. maj 2015)



6. juli 2015

Undertegnede i Politiken om ‘Mossø for Mangfoldighed': “Vores ideologier kan ikke mødes på midten.”

Politikens reportage fra Mosbjerg Folkefest er på forsiden af Kultursektionen i dag, og selvom vinklen og fokus er rygmassage for kernelæserne, så er den vel relativ fair. Detaljen med flagalléen gav mig et godt morgengrin. Fra Det splittede paradis (online som Højrefløjen splitter paradiset ved Mossø).

Det begyndte med en isfugl, siger Svend Flemming Andersen, mens han leder mig ned mod søbredden. Han forstår at fortælle historier, det er helt sikkert, for nu er jeg selvfølgelig nødt til at høre, hvad pokker en isfugl har at gøre med den sammenkomst for højrefløjen, som næste dag skal finde sted lige her i Svend Flemmings baghave.

… Kim Møller manglede den i sin samling. Kim Møller er omdrejningspunktet for dette arrangement på kanten af Mossø. Han er historiker og bestyrer af en blog ved navn Uriasposten, som er et sted, hvor den mere uforsonlige del af højrefløjen kan lukke damp ud. Kim Møller er også ivrig amatørornitolog, og på et tidspunkt fik han nævnt i sin blog, at han aldrig havde fotograferet en isfugl.

‘Dem findes der masser af i min baghave’, skrev Svend Flemming til Uriasposten, og så var kontakten etableret. …

Svend Flemming Andersen og Kim Møller lærte hinanden at kende. Og da Uriasposten i 2013 skulle fejre 10-års fødselsdag, tilbød Svend Flemming sin baghave. Festen blev så stor en succes, at man besluttede at gøre det til en årlig begivenhed under navnet Mosbjerg Folkefest.

I øvrigt er det nok mere passende at kalde den her baghave for en park. En vældig græsplæne bølger sig ind og ud mellem grupper af træer, og det hele er omkranset af sø, sump, bakker og skov. Lige nu er Svend Flemming og en håndfuld hjælpere i gang med at installere pavilloner, øltelt, talerstol og nogle store griller til de tre hele pattegrise, som skal steges i morgen.

[…]

Nogle af initiativtagerne til Mossø for Mangfoldighed er journalisten Knud Abildtrup og hans kone Sanne Dudoret. … En tredje af byens aktive borgere er her også, Berit Werner Hansen. Ingen af de tre hører til i blå blok, det lægger de ikke skjul på.

Det er ikke fordi, højrefløjen ikke må mødes og lufte deres holdninger i søhøjlandet. De skal bare ikke have lov at gøre det uimodsagt, mener de tre på terrassen. Samtidig er det hele lidt indviklet, fordi de ikke ønsker at rage uklar med Svend Flemming. …

En kvinde dukker op. Jeg genkender hende som en af dem, der dagen før satte flagstænger op i hele hovedgaden. Nu oplyser hun, at de har pillet flagalleen ned igen, selv om bryllupsfesten ikke er begyndt endnu. De har kun ladet et par flag stå ved brudeparrets hus.

‘Dem ude i skoven skal jo ikke tro, at byen tager hjerteligt imod dem’, som kvinden forklarer.

[…]

Så er det tid til festens hovedtaler, Paul Weston, der er leder af det hårdkogte britiske Liberty-parti. Og den mand forstår at tale.

Paul Weston fortæller, at han gang spurgte tre skoleelever fra henholdsvis Pakistan, Barbados og Storbritannien, hvor de kom fra, og hvad de tænkte om det. De to udefra fortalte med stolthed, hvor de kom fra, mens den britiske dreng sagde: Jeg ved det ikke.

‘Jeg kommer sådan set ikke nogen steder fra, svarede drengen. Han var blevet ødelagt! Den lille dreng var kun fem år gammel, og han havde allerede lært, at han var andenrangs og skulle skamme sig over sit land og sin kultur’, siger Weston. Og så råber han: ‘HVORDAN VOVER DE AT GØRE DETTE VED VORES BØRN!’.

Bagefter fanger jeg Kim Møller og spørger, hvordan han vil betegne deltagerne i den her fest. Det tætteste, man kommer på et samlende begreb, er nok ‘nationalkonservative’, mener han. …

Hvordan har du med den modstand, I møder fra borgere her på egnen? ‘Den er jeg fuldstændig ligeglad med. Modstanden kommer fra en lille klike omkring mejeriet’, svarer Kim Møller.

De siger, de godt kunne tænke sig at få en dialog med jer?

Jeg kan ikke se nogen grund til at komme i debat med gamle kommunister. Vores ideologier kan ikke mødes på midten. Det er naivt og åndssvagt at tale om dialog. Og jeg har ingen interesse i at mødes med nogen, der hader mig’.

Så det er nok der, den står.”



2. juli 2015

Mohamed med Politikens ord: “Hvis det her er en måde at fortælle os, at I ikke kan lide flygtninge, så…”

Pengene betyder intet for os, sagde den syriske familiefar, hvorefter konen forklarede at de lavere ydelser ville gå ud over ‘børnenes ernæring’. Det er noget Politiken kan lide, og det lykkedes da også journalist Frank Hvilsom at få et citat der reduceret tyve års politisk debat om indvandring til et spørgsmål om god eller ond. Som om det var en naturlov at flygtninge fra Mellemøsten skal integreres i Danmark. Fra Politiken – ‘Hvis I ikke kan lide flygtninge, så sig det ligeud’.

“Den syriske familiefar Fadi Haj Mohamed klør sig lidt i håret.

‘Altså, da jeg flygtede fra Syrien, havde jeg ingen anelse om, hvorvidt der var nogen form for kontanthjælp i Danmark’, siger han.

Så når den nye minister for udlændinge, integration og bolig, Inger Støjberg (V), begrunder regeringen og blå bloks nye lovforslag til lavere integrationsydelser for flygtninge med, at ‘ydelserne skal gøre det mindre attraktivt at søge asyl i Danmark’, rammer hun forbi målet, mener Fadi Haj Mohamed.

Det er irrelevant. Pengene betød ikke noget. Det eneste, jeg vidste om Danmark, var, at det er et fredeligt land, hvor der er mulighed for familiesammenføring. Det vigtigste for mig var at komme hurtigt ud af Syrien og få min kone og børn med’, siger han.

[…]

Forældrene modtager hver 14.000 kroner om måneden i starthjælp, og når skat, husleje, el og gas, børnehave, internet og transport er betalt, har familien et rådighedsbeløb på godt og vel 11.000 kroner.

‘Det er godt. Det er nok, og hvis man planlægger sin måned, så rækker det’, siger Fadi Haj Mohamed. …

‘Hvis du så gav mig mindre end 10.000 kroner om måneden, ville jeg hellere have et job til 8.000 og tjene mine egne penge. Syrere kalkulerer ikke med, hvad de kan opnå, når de når frem til et land. Vi vil klare os selv og arbejde’. …

Der er ingen computere i huset. Den er skåret fra. …

‘Vi har mindre at leve for end i Syrien, hvor vi kunne lægge penge til side til ture eller rejser. Det kan vi ikke her, men ellers er vores livsstil nogenlunde den samme. Jeg vil dog nødig skære ned på maden, for det kommer til at gå ud over børnenes ernæring‘, siger hustruen.

(Politiken, 2. juli 2015, s. 6)

Men hvis det her er en måde at fortælle os, at I ikke kan lide flygtninge, så vil jeg foretrække, at I siger det ligeud. Så kan I løse os fra vores tilknytning her til landet via vores fingeraftryk, så vi kan rejse et andet sted hen’.

Ville I rent faktisk rejse?

‘Med det samme. Måske til Canada eller Tyskland’, siger han.”



23. juni 2015

Mikkel Andersson til forargede humanister: DF’erne kender din harme, “… de har hørt på den i 30 år.”

Fantastisk kommentar af Mikkel Andersson i Politiken – Kære forargede humanist – du styrker bare DF.

“Jeg har læst dine grådkvalte opdateringer på de sociale medier og hørt om kulden, der har indsneget sig i danskernes hjerter. Jeg har set, hvordan nogen vil kramme DF’erne til at erkende, at humanisme og kærlighed er vejen frem. Og nå ja, nazianalogierne, selvfølgelig. De mange, mange analogier mellem et nærmest parodisk grundlovsforelsket parti og et ekspansionistisk totalitært folkedrabsregime.

Men helt ærligt. Du har halvkvædet den samme hysteriske vise om indvandringspolitikkens ondskab og verdens de sidste 30 år og endda før Dansk Folkeparti var stiftet. Bogstavelig talt. Tre år efter det, der unægtelig var verdenshistoriens mest lempelige og generøse udlændingelov i 1986, sang Peter A.G. i Gnags, at han aldrig havde set Danmark ‘så selvisk og ensom nogensinde før’.

I 2001 gik Danmark under for første gang, da de ikke-stuerene blev parlamentarisk grundlag for Foghs regering. Så mistede landet sin uskyld, og folk skammede sig kollektivt og græd i kor, mens du overvejede udvandring og så videre. … Så fulgte Muhammedkrisen, hvor du endnu engang skammede dig over dit provinsielle fædrelands manglende globale udsyn…

Nu står DF så som landets næststørste parti og mulig regeringsdeltager… Og ganske som drejebogen foreskriver, er du nu igen i gang med at kampskamme dig og finde artikler fra udenlandske aviser, der beviser, at denne gang er alle de andre altså virkelig blevet forargede over de flæskespisende, provinsracistiske navlepillerdanskere. …

Men hør nu her. Jeg forstår godt, at det giver en varm følelse i maven at etablere, at du både er klogere og i egen selvforståelse ekviperet med bedre menneskesyn… Men din permaharme over Dansk Folkeparti gør intet andet end at styrke dem, fordi den demonstrerer, at du ikke betragter indvandring som et emne, der kan være genstand for legitim politisk debat.

… selvom det gør ondt for mange at høre, kan penge brugt på asylmodtagelse eller indvandring i Danmark ikke bruges på børnehaver, hospitaler eller ældrepleje, og det finder en del af dine DF-stemmende medborgere altså vigtigere.

… du bliver nødt til at acceptere, at også asyl og indvandringspolitik også er spørgsmål om politisk prioritering. … Så længe du møder politik med moralsk fordømmelse, er du dømt til at tabe. DF’erne er hverken dumme eller beløjede – og de kender din moralske indignation og din harme så udmærket. For de har hørt på den i 30 år.

Oploadet Kl. 06:37 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


20. juni 2015

Lektor Mark Ørsten: Begge fløje synes at medierne er fjendtlige, kritikken bruges ’til politisk kampagne’

Det er nok for tidligt endnu, men når røgen har lagt sig, burde der komme et tungt spidsborgerligt angreb på licenstanken og diverse mediestøtte- ordninger. Her tænker jeg ikke på forskning i enkelte mediers dækning over en given periode, men færre skattekroner til dem alle. Danske skatteydere skal selv bestemme hvilke medier de vil støtte, det er ganske enkelt ikke en statslig opgave.

Angreb er det bedste forsvar, og borgerlige Jyllands-Posten holder gerne mikrofonen for lektor Mark Ørsten (Roskilde Universitetscenter), Lasse Jensen (tidl. DKP) og Kurt Strand (tidl. VS-associerede Socialistisk Dagblad) – Mediernes valgdækning under historisk voldsom beskydning (kræver login).

“Kritikken af de danske mediers valgdækning har været massiv de seneste uger. … Ifølge klummeskribent og mediekommentator Lasse Jensen er mediekritikken blevet skærpet under denne valgkamp. …

‘Når det er så snævert, bliver kampen mere desperat. Og så gælder alle kneb,’ forklarer han og understreger, at der ikke er videnskabelig evidens for, at medierne skulle have en slagside til rød eller blå blok. …

‘TV 2 og DR1 er de eneste medier, der ikke har en defineret målgruppe, hvilket også kan være forklaringen på, at personer med politiske interesser særligt angriber tv-stationerne,’ siger han. …

I januar udgav Kulturstyrelsen en rapport om mediernes udvikling, hvor mediebrugere og politikere blev spurgt til kvaliteten af nyhedsjournalistikken i Danmark. Mens den almindelige medieforbruger hverken mente, at kvaliteten i nyhedsmedierne var blevet bedre eller dårligere, mente over halvdelen af danske politikere, at kvaliteten var faldende.

Medieforsker ved RUC Mark Ørsten, der var med til at udarbejde rapporten, mener, at dette også er forklaringen på den øgede mediekritik.

De blå politikere mener, at medierne er røde, mens de røde politikere mener det modsatte. Generelt mener politikere uanset partifarve, at medierne er fjendtlige,’ siger Mark Ørsten og fortsætter:

‘Derfor ser vi også politikerne fremhæve alle de eksempler, der bekræfter deres egne forestillinger. Dermed bliver mediekritikken også brugt til politisk kampagne.'”

Mediedanmark ifølge venstrefløjen.

“De traditionelle omnibusaviser kan ikke længere slå sig op på at være omnibus. Derfor ser vi f.eks. Berlingske og Jyllands-Posten markere sig meget skarpere på deres borgerlige profil. (Kurt Strand, medlem af Cavlingkomitéen 1998-2013)



17. juni 2015

Jeg er ligeså dansk som alle andre, sagde journalistud. Inaam Nabil, og angreb vestlig ‘kulturforståelse’

For et par dage siden kom jeg for skade at høre Cavlingkomiteen på Radio24syv. Der var naturligvis konsensus blandt Cavlingprisvinderne om at valgkampen havde handlet for meget om at være onde mod udlændinge, og alt for lidt om det væsentlige. Det væsentlige var personificeret i programmets gæst, journaliststuderende Andreas Abildlund, en mand der skrev aktivistiske artikler om olieindustrien for Dagbladet Information. Problemet var ‘klimabenægterne’ og fæle konservative tænketanke.

For et par uger siden havde jeg en lignende oplevelse med samme program. Gæsten var her Inaam Nabil, en praktikant på Fyens Stiftstidende, der netop havde modtaget ‘Kravlingprisen’, de journaliststuderendes egen pris. Hun havde skrevet en artikelserie om syriske flygtninge, og havde mod kutyme, fået avisen til at betale for sin reportagerejse. Hun havde nemt ved at finde en praktikplads – både Politiken, Berlingske og DR ville have hende.

Hun forsøgte at holde den journalistiske stil, men det lykkedes på ingen måde ikke, og hun var tydeligvis mere aktivist i Asmaa-segmentet end egentlig journalist. Argumentationen var håbløs, og logikken ikke-eksisterende. Hun forklarede eksempelvis, at hun var ligeså dansk som alle andre, men gav samtidig klart udtryk for at hun var motiveret af kampen mod den herskende norm, den vestlige ‘kulturforståelse’. Hun følte selv, at hun kunne se sagen fra begge sider, og bragte (foruden Israel…) Irak-krigen på banen, som en emne, hvor hun kunne stille de spørgsmål de danske journalister ikke stillede.

Det sidste klingede lidt hult, al den stund, at det prisvindende panel lød til at være helt på linje med hende. Panelet inkluderede sågar Bo Elkjær, journalisten der vandt Cavlingprisen for ‘Løgnen om krigen – krigen om løgnen’. Det eneste Inaam Nabil lød til at kunne tilføje en i forvejen rød dansk presse, var flere argumenter for at lade Islamisk Stat være i fred, åbne grænserne for flygtninge, og ja – fortsat islamisering.

(Inaam Nabil på Facebook, 17. juni 2015)

Delvis transskription.

Vært: Nu kan jeg godt tænke mig at spørge. Hvad rolle spiller det så, at du selv har arabisk baggrund. Du har palæstinensisk baggrund…

Inaam Nabil, journaliststuderende: … jeg skal hverken forholde mig til en tolk, eller sætte mig ind i en kultur… som nu, kunne jeg få nogle vanskeligheder, hvis ikke jeg talte arabisk eller havde et forhold til arabisk kultur. … Det at være kvinde, og måske også være muslim, i udtrykket – altså med slør, og tale med palæstinensisk accent. Det gør lige det, at jeg skaber en ufarlig stemning ik’.

Vært: Jeg er ret imponeret over, at Fyens Stiftstidende finansierer en så flot reportageserie. Kan du fortælle noget om processen der?

Vært: – Hvis jeg lige må bryde ind. Det er uhyre sjældent, at en regional avis har lyst og penge til, at sende en reporter og en fotograf til Langtbortistan ik’. Det plejer at skulle vinkles meget skarpt i forhold til det der foregår omkring. Hvordan fik du overtalt din redaktør. Du må have gjort noget helt specielt.

Inaan Nabil: Jeg havde jo det privilegie, at da jeg stod til ‘store match-dag’, de journaliststuderendes store dag, hvor vi skal matches med nogle medier.

Vært: Er det ikke panikdagen det hedder?

Inaam Nabil: Der var ikke noget panik over min dag, heldigvis. Det kan man sige meget om. Men jeg har det privilegie, at jeg kunne komme foreskellige steder. Jeg kunne komme på Politiken, jeg kunne komme på Berlingske, måske også DR. Og da tænkte jeg, okay – Jeg har nogle vilde ting, nogle rigtig meget forskellige ting. Hvor står jeg i kø. Jeg havde en forestilling om at jeg ville stå i kø på Politiken, men det ville jeg så ikke i ligeså høj grad gøre på Fyens Stiftstidende. Plus at Fyens Stiftstidende har det godt økonomisk. … De er også progressive. De er åbne overfor nye ideer og nye type mennesker. Og det var egentligt fundamentet for at sådan noget kan lade sig gøre. Det er sådan set udgangspunktet. Jeg går ind til min redaktør, og siger at der er 4000 mennesker minimum som er kommet til Fyn, syriske flygtninge. Langeland har åbnet fire asylcentre på det tidspunkt, det er rigtig mange på sådan et lille sted som Langeland. Det vil sige at danskerne, fynboerne, har fået nogle nye naboer. Og de her nye ansigter vil vi gerne lære bedre at kende. … Så var min ide, at det kan vi kun gøre hvis vi giver et helt billede af det. Det var egentligt mit argument. Og så tror jeg bare, at min redaktør synes, at det var et friskt pust. Lad os prøve det.

Vært: Hvad hedder han din redaktør?

Inaam Nabil: – Peter Rasmussen. … Det var modigt af ham, vil jeg sige. Jeg er jo trods alt praktikant, og alt kan ske når man kommer lidt uden for Danmark.

[…]

Inaam Nabil: … Vi taler utroligt meget omkring de der skal familiesammenføres, børn, masser af børn og måske koner, måske flere koner, så nu vil jeg gerne have at man fik sat ansigt på dem, og hvad er det også for nogle levevilkår de har, de steder hvor de ligesom er flygtet til. Det synes jeg er meget meget vigtigt. At fortælle historien. Hvem er det egentligt vi vælger om vi vil have op til Danmark – om et år, eller aldrig. Når vi diskuterer flygtningestrømme og familiesammenføring.

[…]

Inaam Nabil: … de har selvfølgelig noget anden familie som kan hjælpe dem i Istanbul, men det er trængt – de betalte ikke husleje da jeg var dernede, de levede på tålt ophold, kan man sige. … Det er triste skæbner. … hvor vi som danskere taler til Istanbul for at holde ferie…

Vært: Jeg skal lige spørge dig Inaan Nabil. Du går med tørklæde. Det er noget du har skrevet om… Du er opvokset i Vollsmose, og dine forældre er palæstinensiske flygtninge fra Libanon. … Du kommer selvfølgelig fra en anden baggrund end et flertal af danske journalister. For at starte et sted. Hvad betyder det for din måde at kigge på tingene på? Er der nogle historier du savner specielt? Er det noget du har tænkt over, en anden måde at se verden på, som skyldes det du har i bagagen.

Inaam Nabil: Det jeg eksempelvis savnede da jeg gik på statskundskab, det var at vores litteratur og perspektiver, ja hele vores måde at tænke verden på – det var jo med vestlige briller. Det er jo helt klart, i forhold til det jo er vores udgangspunkt, men jeg savner utroligt meget, om man er på uddannelserne eller blandt journalisterne, især blandt journalisterne, at man lige vender bøtten. Lige når vi siger Syrienkrigere ik’, nåh okay, der var også danskere med kurdisk baggrund der tog ned og kæmpede – er det lovligt eller ulovligt. Når vi siger at Syrienkrigere kæmper, hvordan forholder vi os til at danske statsborgere er en del af den israelske hær, når der sker nogle aktioner mod Gaza. Altså, hele tiden vende bøtten om. Og så sige: – en mands kriger er den anden mands frihedskæmper. Den ene mands frihedskæmper er den anden mands, ja, hvad plejer man at sige – hele tiden sige, hvad er alternativet. Eller hvad er det andet – flip the coin, ik’. Det synes jeg vi har alt for lidt af. We never flip the coin, fordi vi har den der norm, en værdi, en nærmest enig presse omkring nogle ting, og det synes jeg ikke – den der enighed, er jeg meget meget imod.

Vært: … mener du at den ene forbrydelse så at sige skal relativeres af nogle andre forbrydelser? Eller hvordan skal det forstås?

Inaam Nabil: – Nej, nej, nej. Ikke, absolut ikke. Men vi skal turde tale om andres forbrydelser også. Vi skal turde at tale om vores egne forbrydelser. Forstå mig ret. Turde for eksempel, vores aktion med F16-fly som en del af den amerikanske koalition. Der er så lidt gennemsigtighed lige præcis omkring denne aktion. Som ung journalist kan jeg simpelthen ikke forstå, at der ikke er journalister derude, som ligesom har prøvet at pille det fra hinanden. Altså sige, okay, hvis vi ikke kan få at vide hvor i bomber, hvad er så meningen med at have en fri dansk presse, som skal holde magten i skak. Det er egentligt det der med, at vi skal passe på med at blive for enige om nogle ting – især mellem os i pressen – at vi har en speciel kultur, en bestemt kulturforståelse der gør at vi ser tingene fra det samme filter. Og det gør jeg jo også. Jeg ser igennem det samme filter som alle andre her i Danmark. Jeg er jo født og opvokset her, og er uddannet her, ik’. Så jeg har det samme filter, men nogle gange kan jeg godt – fordi jeg har en anden baggrund, tillade mig, eller give mig selv lov til at se den anden side af sagen.

… spørge Helle Thorning om vi bomber civile mål. … Når jeg står på den høj med den mand her, så er det jo ikke Islamisk Stat der bomber hans hjem, men den israelske, amerikanskledede koalition, og uagtet om han kan leve med det. Kan vi leve med det? … Er det det værd, at vi foretager en aktion i Irak. Vi ved alle sammen at Irak-krigen er noget af det værste der er sket i nyere tid. Det har vi været en del af. Hvorfor er der ikke nogen der har stilet spørgsmål til det? Og hvorfor er der ikke nogen der i dag stiller spørgsmål til Anders Fogh Rasmussen, for det er jo ikke fortid endnu. Det er jo højaktuelt ik’. … Det er politik – så vi skal diskutere politik! Vi skal ikke forholde os til om det er korrekt eller forkert. Vi skal forholde os til om der er alternativer, og om det vi egentlig gør, er det vi vil have, altså. Det er også basal, kausaltænkning. Det vi gør ved at sende F16-fly, giver det også det vi ønsker at have ud af det.

[…]

Inaam Nabil: … det er vores svaghed, dansk presses svaghed, det er faktisk også vores styrke – vores enstemmighed, at vi godt kan stå sammen om at presse politikere, presse et eller andet i en bestemt retning. Der skal vi tænke os om. Kunne vi faktisk have stået sammen, og fået presset Helle på nuværende tidspunkt, for at sige hvor det er vi bomber nede i Syrien og Irak. Kunne vi stå sammen, for ligesom at sige, at vi ikke vil finde os i, at i mørklægger den del af historien. Fordi at, det er vi nødt til at vide.

(Udsnit fra Inaam Nabils Kravlingpris-vindende artikelserie, Fyens Stiftstidede, 2. november 2014)



14. juni 2015

Fire minutter og 35 sekunder med beskægget Politiken-blogger: Islam har en meget stærk anti-racisme

Tarek Ziad Hussein blogger på Politiken, og er ofte gæst i Rushys Roulette på Radio24syv. Jeg havde derfor ikke store forventninger, da jeg hørte han var gæst i dagens udgave af Arabiske Stemmer på P1. Jeg skiftede kanal efter denne langskæggede svada, da der blot var gået fire minutter og 35 sekunder, inklusiv programmets introduktion – Mekka er ved at blive Las Vegas.

Steen Nørskov, P1: Vi skal tale om Mekka og Medina i den her udsendelse. Tarek Ziad Hussein, du er af dansk-palæstinensisk oprindelse. Du studerer jura på Københavns Universitet, og er en kendt og flittigt brugt debattør her i Danmark. Vi skal tale, i først omgang, om den Umrah, lille pilgrimsrejse, du var på tidligere på året. …

Tarek Ziad Hussein, debattør: … Typisk så starter rejsen på den her måde, at man typisk har været i Medina først, eller kommer fra et andet sted. Så cirka 20 kilometer ud for Mekka, der er der et punkt, at når du først har trådt forbi det, så starter din ‘Umrah’ officielt. Så inden du gør det, inden du træder forbi der, så iklæder du dig nogle hvide klæder, og de hvide klæder symboliserer først og fremmest ydmyghed, men det symboliserer også at i det øjeblik du har de klæder på, så er du fuldstændig lige med alle andre mennesker der er tilstede. Uanset hvor rige eller fattige de er, uanset hvor høj, lav, eller hvilken hudfarve man har, så er man lige i det øjeblik.

Steen Nørskov: Hvad mener du med det?

Tarek Ziad Hussein: Meningen er, at når du står foran Gud, så har vi alle sammen den samme værdi. De materielle goder vi måtte have, eller den hudfarve man måtte have, er fuldstændig ligegyldigt. Det er jo en fantastisk ide, det er også udtryk for den meget stærke anti-racistiske tilgang man har i Islam, hvor man ikke anerkender racismen som helhed.

(Vejen til ‘Umrah’/’Hajj’ i Mekka: ‘Muslims only’)

“The society’s report added that the death penalty, which usually comes in the form of beheadings, can also be used against people who simply distribute the Bible and all other ‘publications that have prejudice to any other religious belief other than Islam.’ This means that anyone handing out any kind of religious literature that is not of Islamic faith can legally be executed. (Christian Post, 2014)

Oploadet Kl. 21:51 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Gyldig XHTML
WP






MediaCreeper