15. april 2014

Tidligere autonom konfronterede betjente, og slap dårligt fra det: “… vil nu lægge sag an for politivold”

Når en politimand vælter en kørestol med en handikappet mand, er det ‘gefundenes Fressen’ for medierne, men sagen er relativt udramatisk. Den handikappede vælger at konfrontere politiet, der opstår håndgemæng, og selvom der muligvis foreligger en uhensigtsmæssig optrapning fra betjentens side, så er det ikke politivold. Det ligner nærmere en overtrædelse ordensbekendtgørelsen.

Det er værd at nævne, at Jesper Bertelsen har været fast gæst i Ungdomshuset siden teenageårene, og tilbage i 2001 tog med Antifascistisk Aktion til Gøteborg for at demonstrere under EU-topmødet. Sammen med seks andre danskere blev han anholdt for at have kastet med brosten, og fik seks måneders fængsel for deltagelse i gadeoptøjer. På anholdelsestidspunktet var han maskeret, og i besiddelse af en skruetrækker (bruges til at lirke brosten op med). Han har deltaget i flere internationale demonstrationer, og den omtalte faldulykke der gjorde ham lam skete på Ungdomshusets tag, halvandet år før rydningen.

Fra Politiken – Jesper er lam i benene: Det var ydmygende, at betjenten væltede mig.

“Jesper Bertelsen følte sig groft ydmyget af den politibetjent, der væltede ham ud af hans kørestol og efterlod ham liggende på brostenene på Blågårds Plads. Det fortæller den 32-årige mand i et interview med Politiken om den episode, der udspillede sig på indre Nørrebro i København ved midnatstid natten mellem torsdag og fredag i sidste uge. Jesper Bertelsen, der har været lam fra livet og ned siden en faldulykke for otte år siden, råbte fra sin kørestol en række ukvemsord efter politiet, der havde anholdt hans ven. …

Jesper Bertelsen fortæller, at han i torsdags spillede billard – skomager – med en kammerat på værtshuset Dilligencen i Korsgade tæt ved Blågårds Plads. De fik nogle øl, og omkring midnat forlod de værtshuset og bevægede sig ad Blågårdsgade op mod Blågårds Plads, som de skulle forbi for at komme hjem. …

Jeg har ikke de bedste erfaringer med politiet. Der ligger noget gammelt nag. Så der røg lige en langefinger i vejret i retning af polltibilen. Jeg gav dem en fuckfinger. …’, fortæller Jesper Bertelsen. …

Jesper Bertelsen fortæller, at han råbte af politiet, fordi han mente, at betjentene overreagerede ved at anholde en mand for en fuckfinger. Oven i købet var det Jesper Bertelsen og ikke hans ven, der havde givet politibilen langemanden. Han erkender at have råbt en del grimme ting efter betjentene, hvilket videoen også dokumenterer. Han kaldte dem ‘tumper’ og ‘fucking lortestrømere’ i ‘jeres forpulede dumme uniform’.

‘Så kom den ene betjent gående hen imod mig og skubbede mig ud af stolen og ned på jorden. Jeg greb fat i hans jakke eller trøje, da jeg faldt, for at undgå at falde hårdt ned’, fortæller Jesper Bertelsen. …

Han har taget kontakt til en advokat og vil lægge sag an for politivold.

(Jesper Bertelsen og betjent i håndgemæng; Politiken TV)

“Det er Blågårds Plads. Der er set værre ting end en mand, der giver politiet en fuckfinger. Betjente i det område skal kunne håndtere den slags i stedet for at overreagere på den måde.” (Jesper Bertelsen)

Oploadet Kl. 05:59 af Kim Møller — Direkte link69 kommentarer


14. april 2014

Perifær højreradikal skiftede side, og fik ekspertkasket – Højtstående imam blev demokrat, og foragtet

Sidste år skrev Eva Agnete Selsing, at de danske medier stort set aldrig bedriver kritik fra højre. Socialisterne kritiseres for ikke at være venstreorienterede nok, men borgerlige kritiseres aldrig for ikke at være tilstrækkelig højreorienterede. Det er nemt at finde eksempler. Herunder en sammenligning af mediernes modtagelse af Charlotte Johannsens ‘Forklædt som nazist’ (2010) og Ahmed Akkaris ‘Mit farvel til islamismen’ (2014). Medierne var ukritiske i forhold til det venstreradikale mediestunt, men omvendt, yderst kritiske og motivforskende i forhold til Ahmed Akarri, der har fået dødstrusler, og de næste mange år må leve skjult.

(Charlotte Johannsens bog, oktober 2010 – Ahmed Akkaris bog, april 2014)

Charlotte Johannsen & Forklædt som nazist (2010)

Tilbage i 2010 blev Charlotte Johannsen landskendt for bogen ‘Forklædt som nazist’, hvor hun med udgangspunkt i egne erfaringer beskrev det højreradikale miljø i Århus. Bogen kom få måneder efter PET’s razzia mod venstreradikale Redox, og var tydeligvis et forsøg på at tale nazismen op, vinde fløjkampen i medierne, sekunderet af venstreradikale kredse. Det er siden bekræftet fra flere sider.

Charlotte Johannsen var aldrig rigtig en del af White Pride, blot ven med enkeltpersoner i kredsen i nogle måneder, og selvom hun i bogen beskriver flere voldelige episoder, så kan intet efterprøves. I de tilfælde hvor sagen konkret kan genfindes, er den væsensforskellig fra hendes udlægning. Blandt de mange anekdotiske afsløringer er blandt andet det, at en række højreorienterede teenagere sang om navngiven venstreradikal ved et privat selskab.

Selvom alle alarmklokker i journalistisk henseende burde ringe, så fik den fuld skrue i medierne. Hun var nu pludselig ekspert i højreradikalisme, fik taletid i TV-avisen, og længere interviews i de fleste større danske dagblade. Danmark havde tilsyneladende et kæmpeproblem med voldelige nazister.

Hun flyttede til Sverige, blev et etableret navn i et venstreradikalt miljø med flere militante grupperinger, der blandt andet plejer omgang med den danske AFA-leder A.R., som selv interviewede hende i bogprojektets tidlige fase, nogle år tidligere. Ingen overraskelser her.

Ahmed Akkari & Min afsked med islamismen (2014)

Ahmed Akkaris biografi udkom i sidste uge, og den giver et detaljeret portræt af en af islams mest centrale skikkelser i Danmark. Som talsmand for 27 islamiske organisationer, var han med til at skabe det nogen betegner som efterkrigstidens største krise i Danmark. Bogen er journalistisk behandlet, og spækket med oplysninger, der siden er blevet bekræftet fra anden side.

Blandt bogens afsløringer er alt fra svindel med offentlige midler, parallelt retsvæsen i muslimske ghettoer til konkrete møder med alt fra SF’ere, radikale og talsmænd for islamiske terrororganisationer. Afsløringer der giver et helt nyt syn på Mohammedsagen.

Med denne på mange måder enestående bog, skulle man tro Ahmed Akkari (i lighed med Charlotte Johannsen), nu kunne bruges af medierne som ekspert i islamisme. Det er på ingen måde sket, tværtimod. De samme medier der hyldede Charlotte Johannsen, udtrykker nu åbenlys foragt for Ahmed Akkari.

(Charlotte Johansen som ekspert i TV-avisen, 24. oktober 2010; Uriasposten: I, II)

Herunder en række reaktioner, der understreger det forhold, at de danske medier ser verden i et kulturelt perspektiv. Gøder man jorden for multikultur, så er man per definition troværdig. Fortryder man som Akkari sin kamp mod Danmark, så skaber man fordomme om muslimer, og er hermed utroværdig. Man græmmes.

Er medierne med til at stigmatisere en hel gruppe mennesker på grund af en mands ord…” (Presselogen, TV2 News)

“Jeg har ikke set, hvad der står i bogen, og jeg agter heller ikke at kommentere på den. Jeg tvivler på, at han nu giver den fulde sandhed… Jeg har på ingen måder tænkt mig at sige undskyld eller kommentere på bogen.” (Uffe Ellemann-Jensen, Venstre; BT, 5. april 2014)

“Og selv om den ikke føjer så meget nyt til det, vi allerede ved om de islamistiske miljøer i Danmark…” (Lars Erslev Andersen, forsker; Politiken, 8. april 2014)

“Jeg synes det er ærgeligt for de andre, som nu bliver klassificeret i forhold til Akkaris bekendelse, han kørte et dobbeltspil… Han er ikke den første, og han bliver ikke den sidste i min tilværelse der skuffer mig. … I modsætning til de mange andre agtværdige imamer, som jeg taler om, som han nu har trukket med ned i sølet, som nu igen bliver gjort til genstand for de her kollektive fordomme, som jo er svære at hamle op med. Dem skylder han en undskyldning. … det er meget ærgeligt, at Akkari nu får så meget airtime, fordi han spiller lige ind i nogle grupperingers fordomme “ (Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere PET-chef; Rushys roulette, Radio24syv, 9. april 2014)

“… med Akkaris omvendelse er alle de, der med et slet skjult anstrøg af islamofobi gik til angreb på stort set alle muslimer, blevet frikendt. … Man må forholde sig kritisk til det, han siger, og det, han skriver. Men begrebet ’kritisk journalistik’ gradbøjes – og når lemmingeeffekten sætter ind, bliver påstande eller bare synspunkter til endegyldige sandheder. Herunder Akkaris. Optikken ændres. Måske bliver billedet skarpere, måske bliver det bare fordrejet.” (Lasse Jensen; Information, 9. april 2014)

“Politiken spørger: Kan vi tilgive Ahmed Akkari? (Politiken Kultur, 11. april 2014)

“Her er et selvværd med tendens til megalomani. Eller: Her er en mand på jagt efter en alternativ identitet afpasset til en normaldansk tilværelse – eller helt kort: Her har vi en jobsøgende person.” (Lassen Jensen; Information, 11. april 2014)

Jeg mener Akkari også skylder muslimerne en undskyldning. (Özlem Cekic, SF; Facebook, 14. april 2014)



7. april 2014

Walid al Bustani fik asyl i kristne Danmark, rejse senere til Syrien for at myrde ikke-muslimer – henrettet

Tilbage i 2012 kunne man i Politiken læse om salafistlederen Walid al Bustanis brutale fremfærd i al-hons, en mindre by i Syrien ved korsfarerborgen Krak des Chevaliers. Avisen fortalte ikke at Walid al Bustani 20-25 år tidligere, som flygtning, fik permanent opholdstilladelse i Danmark, og stadig har sin første kone og fem børn bosat i København, i lighed med det radikale netværk han voksede frem af. Han er nu henrettet.

(Walid al Bustani; Youtube)

Hele historien kan læses på Jeg graver-bloggen – Walid al-Bustani fra Danmark ‘..startede med at skære hovedet af en trafikbetjent’.

“Torsdag i forrige uge fordrev syriske regeringsstyrker endelig islamiske oprørere fra byen al-Hosn og den gamle korsfarerborg Krak des Chevaliers, efter radikale muslimer havde besat begge i to år. De radikale muslimers overtagelse af magten i al-Hosn kunne man dengang læse om i Politiken, der havde interviewet en flygtning fra byen (‘Salafisterne skar trafikbetjentens hoved af’, Politiken, 7. oktober 2012):

‘Det hele startede, da Walid Al Bustani kom til byen i februar med sin gruppe af salafister’, siger Basan…

De startede med at skære hovedet af en trafikbetjent og slæbe hans lig gennem hele byen‘, siger Basan og forklarer, hvordan den lille gruppe salafister på kort tid reelt tog magten i byen.

De dræbte flere politibetjente og begyndte at tage grupper af kristne og alawitter fra området omkring al-Hosn til Krak des Chevalier som gidsler‘. Ifølge Basan tog salafisterne typisk femseks personer ad gangen og løslod dem mod at få løsepenge.

Flertallet af befolkningen i al-Hosn er sunnimuslimer, men både byen og den berømte korsfarerborg, der indtil borgerkrigen var en af Syriens største turistattraktioner, ligger i Wadi al-Nasara – Den Kristne Dal – med mange kristne og alawittiske landsbyer, og ifølge Basan var det sekteriske element i både drabene og kidnapningerne helt centralt.

‘Politibetjentene var alawitter, og de gik helt klart efter alle, der ikke var sunnimuslimer‘, siger han.

Det er rosværdigt, at Politiken dengang fortalte historien om Walid Hassan al-Bustani – den kom på et tidspunkt, da vestlig presse og ledere gerne ville lade som om oprørerne var blide socialdemokrater alle sammen. Det er knapt så rosværdigt, at avisen glemte at nævne, at Walid al-Bustani boede i Danmark i næsten 20 år, før han tog tilbage til Mellemøsten for at slå ihjel. Hans ene kone og de fem børn han fik med hende bor her stadig, og de radikale muslimer han fandt sammen med bor her stadig – én af dem kan knyttes til alt fra væbnede røverier til forsøg på bombeattentater i Danmark over de sidste 17 år. Historien er som følger:

Walid Hassan al-Bustani er libaneser, født i 1964 i landsbyen Bebnine, der ligger 15 kilometer øst for storbyen Tripoli. Området er primært befolket af sunni-muslimer, og det er en fundamentalistisk sunnimuslimsk højborg. Det var derfor heller ikke overraskende, at han under den libanesiske borgerkrig i starten af 80erne sluttede sig til den radikale milits Harakat al-Tawhid al-Islami, Bevægelsen for Islamisk Énhed… Da syrerne knuste Harakat i Tripoli i 1986 og tog hans bror til fange, flygtede Walid al-Bustani ud af Libanon. Først til Libyen, senere videre til Danmark, hvor han fik permanent opholdstilladelse og bosatte sig i København. …

I København begyndte Walid at komme i imam Ahmad Abu Labans moske, Tawba-moskeen på Vesterbrogade. På tidspunktet var moskeen samlingspunkt for sympatisører og medlemmer af en række muslimske terrorgrupper, og Walid fandt hurtigt sammen med dem. Især en anden libaneser, MDR, blev han en nær ven af, og begge lyttede meget til en imam, AH, der gik under navnet Abu Suud. Både MDR og AH var involveret i forsøget på at stjæle et større millionbeløb fra en pengetransport i 1997, og siden smugle pengene ud af landet. Man går ud fra, de skulle bruges til at finansiere islamiske terrorgrupper. To andre deltagere i det væbnede røveri er aldrig blevet fundet. MDR forsvandt fra Danmark i 2001, og da han kom op til overfladen igen var det som emir i al-Qaeda (mere om AH og MDR i senere blogposter).

I Danmark fik Walid selv efterhånden ikke bare kone, men også fem børn. Alt var dog ikke fryd og gammen – ud over sin muslimske fundamentalisme blev Walid også diagnosticeret som skizofren… I år 2002 tillagde Walid sig en kone nummer to, en kvinde, hans familie i Libanon havde fundet til ham. Han lod sig godt nok proforma-skille fra konen i Danmark, så de danske myndigheder ikke lagde sig imellem, og istedet skruede op for overførselsindkomsterne, men under islamisk lov (sharia) forblev han gift med begge. Kone nr 2 blev installeret i et hus i den palæstinensiske Beddawi-ghetto nord for Tripoli, og Walid kom jævnligt på besøg fra Danmark og levede med familie nr. 2 der. …

Til gengæld begyndte der at ske ting og sager for Walid i Libanon. Radikal sunni-islam var på fremmarch i Syrien, blandt andet hjulpet på vej af Walids bror Kamal, der som imam leverede det islamiske grundlag vor jihad, hellig krig.

(Korsfarerborgen Krak des Chevaliers, som Walid al Bustani ville gøre til base)

Alle de anholdte blev koncentreret i Roumieh-fængslet lidt uden for Beirut. Her sad Walid så i tre et halv år, før det d. 16. november 2010 lykkedes ham at kravle over fængslets 10 meter høje mure sammen med Mounjed al-Fahham, en anden fange fra Fatah al-Islam. Mounjed faldt og pådrog sig så svære skader at han ikke kunne flygte fra stedet, og blev taget af politiet. Walid selv løb derfra så hurtigt han kunne, og man hørte ikke fra ham de næste 15 måneder.

Næste gang man hørte fra Walid var i februar 2012, da han sneg sig over grænsen til Syrien i spidsen for 30 terrorister fra gruppen Jund al-Sham (‘Syriens Soldater’). De vandrede små 8 kilometer ind i Syrien, før de så korsfarer-borgen Krak des Chevaliers, der tronede over byen al-Hosn, og besluttede sig for at det skulle være deres base. Som Politiken nævnte startede de med at skære hovedet af en trafikbetjent og slæbe hans lig gennem hele byen, så folk blev skræmt til ikke at støtte den syriske regering. Derefter fulgte en stribe mord og kidnapninger af ikke-muslimer for at få løsepenge, noget som Walid kronede med at udråbe al-Hosn til ‘Det islamiske emirat Homs’. At storbyen Homs og provinsbyen al-Hosn ikke havde så meget med hinanden at gøre gjorde ikke så meget.

Walids rædselsherredømme i al-Hosn førte efterhånden til, at områdets primært kristne befolkning begyndte at flygte i tusindvis. … Da Walid myrdede to af Syriens Frie Hærs egne krigere faldt der til gengæld brænde ned. Konsekvensen var tæsk, en ‘retssag’ der bestod af at man råbte af ham, og henrettelse ved skydning. Videoen af retssag og henrettelse tager lidt under 3 minutter…

Sådan døde Walid al-Bustani. Der er dog en lang kø af mænd, der venter på at gå samme vej. Tilbage i Libanon sidder Walids bror, imamen Kamal. Sammen med en række andre salafistiske imamer, der rekrutterer sunnimuslimer til kamp. For de der ikke er klar til at tage skridtet fuldt ud og tage over grænsen for at halshugge folk er der altid lokal-opgørene i Tripoli. … Og imamer som Kamal al-Bustani har vi også i Danmark.”



6. april 2014

Ahmed Akkari har svært ved ikke, at ‘drage en lille parallel til nazisternes succesfulde strategi i Tyskland’

Det siger alt om Islams essens, at frafaldne islamister ikke blot fortolker kilderne på en anden måde, men problematiserer religionen som sådan. Langt interview med bogaktuelle Ahmed Akkari i dagens Berlingske – ‘I dag skammer jeg mig også over det, men den dag følte jeg mig som en helt’ (af Mads Kastrup).

“På tirsdag udgiver Ahmed Akkari ‘Min afsked med islamismen – Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark’, skrevet sammen med BT-journalist Martin Kjær Jensen. En bogtitel af den slags, der dækker den korte version af historien. Selve 450-siders versionen er en anden sag. …

‘Når jeg tænker tilbage på eksempelvis 11. september 2001, hvor jeg var 23 år, så stod vi dér og betragtede det som noget stort og smukt. Rundt om i ghettoerne i Danmark kørte folk omkring med hornet i bund og fejrede det. Heriblandt folk, der i dag er imamer i moskeen på Grimhøjvej i Gellerup Parken i Aarhus. … Jeg har set så meget, der i dag får mig til at betragte den islamistiske verden med afsky,’ siger Akkari. …

16 år gammel, naiv, søgende og forvirret stod han i en moské i Danmarksgade i Aalborg ‘og fik stukket en færdig opskrift på det gode liv i hånden. Det hele stod i Koranen.’ Kort efter var han til dimissionsfest på Sønderbroskolen, hvor han fik overrakt sit eksamensbevis. Den kvindelige skoleleder ønskede varmt tillykke og rakte hånden frem. Akkari lod skolelederens hånd hænge i luften. Salen frøs i stilhed. ‘Nede i forsamlingen kunne jeg se, at mine forældre nærmest krympede sig af skam,’ skriver han.

[...]

Familien rejste på et tidspunkt tillige tilbage til Tripoli. For efter borgerkrigen at være med til at genopbygge Libanon. Men de måtte opgive. Hermed røg opholdstilladelsen i Danmark imidlertid. Kristne nordjyder skjulte derpå familien. Med Ahmed som det velintegrerede, forbilledlige, fodboldspillende, læselystne og eksemplariske offer, hjalp lokale med at rejse sagen i medierne. Her var en velintegreret dreng og hans fordrevne familie. Daværende indenrigsminister Birte Weiss (S) bøjede sig. …

Han blev aldrig diskrimineret som dreng. Han fik støtte af danskere og Danmark, da det gjaldt.

[...]

På rekordtid blev en ung Ahmed Akkari en af Danmarks mest afholdte og benyttede imamer, når der skulle holdes fredagsbøn. Han har prædiket i de fleste større moskeer i landet.I ‘Min afsked med islamismen’ skriver han: ‘I dag, hvor jeg kan betragte hele dette system udefra, har jeg svært ved ikke at drage en lille parallel til nazisternes succesfulde strategi i Tyskland. Også de fik folkemasser til at acceptere had og uhyrlige påstande ved hjælp af propaganda. (-) Eneste forskel i metoden er, at nazisterne ikke påstod, at deres sandhed kom fra Gud.‘ …

Vi spiser frokost på caféen i Nordsjælland. Vi holder øje med hoveddøren. Bagdøren. Gågaden. Gæsterne. Og med at ingen tager overfaldsalarmen henne i vindueskarmen. Akkari spiser en club sandwich. Han må op i baren for at lede efter en steakkniv til at skære bacon med.

Han siger, at hvad angår religion, er han i dag ‘søgende’. Trusler på sms, på Facebook og i mails siger derimod, han er en ‘forfalden hund’. ‘Hvis vi får fat i dig, så dræber vi dig’, meddeler de. Eller de skriver slet og ret: ‘Griseelsker!’

[...]

Den 17. december drog han ud på sin mission i Mellemøsten. Blandt andet i sit gamle hjemland Libanon. Her mødtes delegationen tillige i hemmelighed med de militante, islamiske terror-organisationer Hizbollah og Hamas, afslører han i bogen. Hvilket dengang blev holdt hemmeligt.”



27. marts 2014

Peter Döllner, chefredaktør for Dagens Medicin – Tidligere Politiken og Blekingegadebanden…

I en leder i Dagens Medicin spekulerer chefredaktør Nicolai Döllner over den skade der vil ske med regionerne, hvis Dansk Folkepartis Peter Skaarup efter næste valg bliver indenrigs- og sundhedsminister. Han kan nå at ‘forrette stor skade’.

Jeg har tidligere nævnt, at Nicolai Döllner er identisk med et ikke-dømt medlem af Blekingegadebanden. Jeg graver-bloggen har flere detaljer – Dagens Medicin – og Blekingegadebanden.

“Kigger man i Peter Øvig Knudsens værk om Blekingegaden, så er den eneste person med efternavnet Døllner/Döllner der nævnes i registeret Peter Døllner, og der dukker ikke nogen Nicolai op.

En hurtig tur på biblioteket hjælper dog. Så vidt jeg ved har alle biblioteker licens til online-søgetjenesten Infomedia, hvor man kan søge i danske mediers bagkatalog af artikler. Nogle medier har været med længere end andre, men det er stadig et fremragende redskab. Søger man på Nicolai Döllners navn dukker der interessante oplysninger op. Det viser sig, at han faktisk har været involveret i Blekingegade-sagen (‘Gemt men ikke glemt’, Berlingske Tidende, 4. december 1994):

Det er torsdag den 2. november 1989. Nicolai Döllner… parkerer sin bil på Gl. Kongevej på Frederiksberg og skal til at putte penge i parkometeret, da han bliver omringet af fem mænd… Som journalist på dagbladet Politiken skal han ifølge politiet have hjulpet den militante palæstinensiske organisation, PFLPs efterretningsvæsen (Folkefronten til Palæstinas Befrielse) til at virke i Danmark. Det skal være sket ved at give Blekingegade-gruppen, der er blevet afsløret et halvt år tidligere, oplysninger til den såkaldte Z-file, et 922 sider stort kartotek med oplysninger om jøder og zionister i Danmark.

Journalisten gør det klart, at sigtelsen mod Nicolai Döllner ikke fører til tiltale, da statsadvokaten ikke finder grundlag for det. … Til gengæld nævner artiklen, at Nicolai Döllner er lillebror til den dømte Blekingegadebanden-mand Peter Døllner – lillebror Nicolai var ni år gammel, da storebror Peter første gang tog på træningsophold hos terrorgruppen PFLP. Og familieforholdet gør det muligt at finde ham i Peter Øvig Knudsens bøger.

I omtalen af den stribe mennesker der blev sigtet, men aldrig dømt i Blekingegadesagen (ialt 12 af de sigtede blev aldrig stillet for en dommer) nævnes Nicolai Döllner ikke ved navn, men omtales bare som Peter Døllners bror, og der tilføjes en interessant detalje:

En tredje sigtet er Peter Døllners bror, der via sit journalistjob på en af de store morgenaviser har haft adgang til pressearkiver, og som i øvrigt i sin tid som journalistelev af en ‘anonym kilde’ på Journalisthøjskolen var blevet anmeldt til politiet som militant.

Peter Øvig Knudsen synes ikke, at detaljen om journalisthøjskolen er interessant nok til at beskrive nærmere, men tager man et kig i PET-kommisionens beretning, bind 12, så beskrives en episode, der meget vel kunne være den, han hentyder til. Først side 26:

I de tidlige 1980’ere interesserede regionsafdelingen sig også for Danmarks Journalisthøjskole i Århus. I første omgang rettedes interessen mod Journalisthøjskolen, fordi en gruppe studerende havde interviewet medlemmer af aktionsgruppen Statsfjenderne, som på dette tidspunkt stod bag en række brandstiftelser i Århusområdet. Man hvervede således en centralt placeret kilde, der indsamlede personoplysninger om en gruppe studerende med tilknytning til miljøet omkring Statsfjenderne og Danmarks Socialistiske Befrielseshær (DSB). En af de personer, der blev indsamlet oplysninger om, optrådte som en central figur i den senere efterforskning mod Blekingegadebanden. Han blev anset for at være et centralt medlem af gruppen, men der blev ikke rejst tiltale som følge af bevisets stilling. …

DSB begik blandt andet et brandattentat mod politimesteren i Århus´ privatbolig og en række privatbiler, og har formentlig været et skalkeskjul for Blekingegadebanden. Statsfjenderne stod til gengæld for en stribe brandattentater mod især virksomheder, men blandt andet også Storbritanniens konsul i Århus, sidstnævnte i sympati med den nordirske terrorgruppe IRA. Læser man PET-kommisionsn beretnings bind 12 og for eksempel Jeppe Facius´ og Anders-Peter Mathiasens bog ‘Politiets hemmeligheder’, så står det klart, at Statsfjenderne samtidig var en støttegruppe for den tyske terrorgruppe RAF, og blandt andet forsøgte at forsyne de tyske terrorister med våben.”

Oploadet Kl. 06:59 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


10. marts 2014

Bo Lidegaard anno 1982: Bidragyder til USA-kritisk ‘freds-antologi’, redigerede ‘militærkritisk magasin’

Bent Jensens ‘Ulve, får og vogtere. Den kolde krig i Danmark 1945-1991′ fik en hård bedømmelse i Politiken af ansvarshavende chefredaktør Bo Lidegaard, der betragtede værket som et polemisk anklageskrift fra højre flanke. At Lidegaard selv, ikke er den mest objektive, har de fleste forstået. Jesper Vind kommenterer Bo Lidegaards kritik af Bent Jensen i Weekendavisen – Jensen vs. Lidegaard.

“Som nævnt anklages Jensen for at gå ‘efter revl og krat’ i Ulvebogen, men gør Jensen nu også det? Selvfølgelig ikke. Jensen har eksempelvis undladt at nævne sin allierede fra Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaards trotskistiske udskejelser i tresserne og marxistiske skolebøger i halvfjerdserne. Denne undladelse stemmer godt overens med Lidegaards pointe om, at Jensen går efter ‘modparten’.

Men faktisk fortæller koldkrigsværket heller intet om, at Lidegaard tilsyneladende selv flettede tæer med ‘fodnote-forræderne’ i begyndelsen af 80erne. Lidegaard bidrog nemlig til den USA-kritiske freds-antologi Grønland – Middelhavets perle: et indblik i amerikansk atomkrigsforberedelse (1983).

Derudover finder koldkrigsværket det heller ikke værd at nævne, at Lidegaard i 1982 blev medlem af redaktionen på ‘Forsvar – Militærkritisk Magasin’. Et magasin som delte ideer og adresse med fredsgruppen Nej til Atomvåben (stiftet af bl.a. Jørgen Dragsdahl). Magasinet havde i 1981 bragt flere artikler om Forsvarets Efterretningstjenestes lytteanlæg, hvilket gav redaktøren en sigtelse for spionage, som dog blev frafaldet.

Redaktøren af det hedengangne militærkritiske tidsskrift Søren Møller Chistensen er i øvrigt i dag formand for Jørgen Dragsdahls indsamlingsforening. Den forening, som chefredaktør Lidegaard netop har givet gratis annonceplads i Politiken, så Dragsdahl kan få indsamlet penge til at føre sin injuriesag i Højesteret. Mod professor Bent Jensen.”

Oploadet Kl. 14:12 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


6. marts 2014

“Danske mænd er de mest kvindehadske i EU”, lød det fra Politiken og Morten Kjærums EU-institut

“Danske mænd er de mest kvindehadske i EU”, skrev Politiken i går, i en historie baseret på Morten Kjærums skånejob fra virkeligheden i ‘ EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder’. Lennart Kiil kommenterer på Folkets Avis – EU blæser til had-kamp mod danske mænd.

“Hvis man skal tro en ny EU-rapport, er danske mænd nogle forfærdelige sexmonstre og voldsforbrydere. De værste på hele kontinentet, faktisk. Det er EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA), der melder, at danske mænd er de mest ‘kvindehadende’ i Europa – som det udtryktes i Politiken i går. En alvorlig anklage, men er der hold i den? …

Lad os først se på, hvad rapporten definerer som sexchikane:

Inappropriate staring or leering that made you feel intimidated
Unwelcome touching, hugging or kissing
Sexually suggestive comments or jokes that made you feel offended
Intrusive comments about your physical appearance that made you feel offended
Intrusive questions about your private life that made you feel offended

[...]

Blandt de danske kvinder, der er blevet interviewet til undersøgelsen, har 80 procent svaret ‘ja’ til et eller flere af disse spørgsmål (kun overgået af de svenske kvinder med 81 procent). Det gælder til sammenligning ‘kun’ for 24 procent af for eksempel bulgarske kvinder. …

Forestil dig to identiske situationer, hvor en mand drejer hovedet for at se efter en forbipasserende kvinde på gaden. Den ene situation foregår i København, den anden i Sofia. Handlingen fra mandens side er nøjagtigt den samme i begge tilfælde.

Bagefter spørger man så de to kvinder, om de har været udsat for sexchikane. Spørgsmålet tager i undersøgelsen denne form, ‘did you experience inappropriate staring or leering that made you feel intimidated?’

Måske vil den danske kvinde tolke mandens interesse som ‘upassende’ og svare ‘ja’, mens den bulgarske kvinde finder interessen flatterende og svarer ‘nej’. Så identiske hændelsesforløb giver en registrering for sexchikane i Danmark, men ikke i Bulgarien

Om manden i eksemplerne må lide den tort at blive hængt ud som kvindehader, beror altså ikke på hans handling som sådan, men udelukkende på kvindens tolkning af denne. Og denne tolkning beror igen i nogen grad på det almindeligt udbredte syn på mænd og deres seksualitet i en given kultur.

Det er ikke overraskende, at lande som Danmark og Sverige ligger øverst på listen, for her er kulturen blevet sådan, at interesse fra mandens side ofte ses i et negativt lys. Mandens seksualitet og begær er simpelthen blevet dæmoniseret. Hvor man i Danmark oftere vil være tilbøjelig til at se kurtiserende adfærd som krænkende for kvinder, vil man måske i Bulgarien acceptere mandlige tilnærmelser som en fast bestanddel af spillet mellem kønnene.”

(EU, FRA, 2014: Violence against women: an EU-wide survey, 198 sider, pdf)

Oploadet Kl. 16:17 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer
Arkiveret under:


20. februar 2014

Rumæner om velfærdsstaten: “Det er som at gå ned ad vejen og finde en sæk fyldt med kontanter…”

‘Velfærdsstaten falder sammen’, forklarede professor Jørn Henrik Petersen forleden i Politiken, og berettede så ellers løs om politikernes kolde og kyniske menneskesyn, og samfundets generelle retorik overfor marginaliserede arbejdsløse. Ikke et ord om problemer relateret til indvandring og multikultur, og som sådan næsten en opvisning i udenomssnak. Fra Den Korte Avis – ‘For mig er jeres velfærdssystem som at gå ned ad vejen og finde en sæk kontanter, som jeg bare samler op’.

“EU-Kommissionen afviser, at det er et reelt problem. For nylig sagde socialkommissær Laszlo Andor: ‘Velfærdsturisme som sådan er en myte.’

Rudi Ion har nu en anden opfattelse. Han er roma fra Rumænien, og han bor i den engelske by Nottingham med sin familie.

Rudis lejlighed rummer, udover ham selv, også konen, to børn, moderen og søsteren. Men rundt omkring i Nottingham har han 25 fætre og kusiner, der hver har tre-fire børn. Alt i alt udgør de en klan på omkring 100 mennesker.

Rudi er en munter mand og meget glad for at være i Storbritannien, fortæller han Daily Mail. Som han siger med sin egen omskrivning af kongerigets nationalsang: ‘Nu synger jeg ’Gud prise jeres Dronning Elizabeth’, for vi er kommet i Himlen.’

Himlen er for Rudi det britiske velfærdssystem. … Rudi medgiver uden videre, at mulighederne for generøse sociale ydelser opmuntrer rumænere til at drage til Storbritannien, hvor de blandt andet kan få offentlige børneydelser. …

Som han nøgternt konstaterer: ‘Selvfølgelig vil rumænere slå sig ned i Storbritannien, hvis de kan få så mange penge (…) Hvis mine landsmænd bringer flere børn hertil eller får flere børn her, får de højere ydelser. Så selvfølgelig får de børn’ Og så banker han sømmet helt i:

‘Det er som at gå ned ad vejen og finde en sæk fyldt med kontanter, som er blevet tabt, og så samle den op, uden at nogen siger noget.’

[...]

I øvrigt udgjorde rumænere den største gruppe af indvandrere til Danmark i 2013.”

Oploadet Kl. 17:53 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


7. februar 2014

Jihad Taha tabte sin sag mod Trykkefrihedsselskabet, men det lykkedes Politiken at forplumre debatten

Selvom Trykkefrihedsselskabets formand blev forsøgt likvideret, så kunne medierne ikke klare at se Lars Hedegaard i offerrollen. En af historierne der blev brugt til at flytte fokus, var sagen om Jihad Taha.

Havde jeg været ansvarlig for sikkerheden til det omtalte debatmøde, så havde jeg udelukket alle med arabisk-muslimsk baggrund jeg ikke kendte personligt. Hedegaards sikkerhed må i sagens natur være vigtigere end tilfældige muslimers behov for at deltage i arrangementet – uanset hvad Ligebehandlingsnævnet end måtte mene.

Fra Politiken – Trykkefrihedsselskabet måtte gerne afvise Jihad Taha.

“Den unge studerende Jihad Taha har tabt sin meget omtalte sag mod Trykkefrihedsselskabet.

Sagen udspringer af et debatmøde om ytringsfrihed, som selskabet afholdt på Christiansborg, kort efter at dets formand, Lars Hedegaard, blev udsat for et drabsforsøg ved sin bopæl for et år siden.

Jihad Taha meldte sig til arrangementet via en hjemmeside, men fik kort efter en mail fra medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse, Torben Mark Pedersen, om, at Jihad Taha af sikkerhedsmæssige grunde ikke kunne deltage i arrangementet.

[...]

Imidlertid lægger nævnet til grund, at der ‘deltog flere personer i debatmødet med anden etnisk baggrund end dansk’. Og så kommer det centrale, ifølge nævnet. Da Trykkefrihedsselskabet afviste Jihad Taha, skete det udelukkende på grund af hans navn. Selskabet kendte på tidspunktet for afvisningen ikke Jihad Tahas etniske baggrund, konkluderer nævnet på baggrund af Trykkefrihedsselskabets forklaring.

‘Nævnet finder herefter, at indklagede har bevist, at afvisningen af klager ikke var begrundet i dennes etniske oprindelse. Princippet om ligebehandling er derfor ikke blevet tilsidesat, hvorfor klager ikke får medhold i klagen’, skriver Ligebehandlingsnævnet i afgørelsen.

Oploadet Kl. 05:34 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer


4. februar 2014

Stig Kirk Ørskov, ny adm. direktør for JP/Politikens Hus: Tidligere Danmarks Kommunistiske Ungdom

Stig Kirk Ørskov bliver ny administrerende direktør i JP/Politikens Hus, skriver Børsen. Her lidt fra en ældre portræt-artikel i Politiken – Nu med hår og barn (8. april 2006; ikke online).

“Der er ikke noget særlig nålestribet over den 35-årige Stig Ørskov, der blev erhvervsredaktør på Politiken i efteråret. Og som i reglen traver rundt på bladet iført charme, cowboybukser og sorte sko. Og med en permanent lyst til at flå låget af A.P. Møller for at finde ud af, hvad der i virkeligheden foregår i landets største virksomhed.

Nogle vil nok mene, at han kom en del af vejen med bestselleren ‘Mærsk – manden og magten’, som han skrev sammen med to kolleger fra Politiken for et par år siden. Men han er slet ikke færdig endnu.

‘Jeg er meget optaget af Maersk og A.P. Møller. Det er nok en overvintret marxistisk magtanalyse, der sætter sig igennem hos mig. …’

Stig Ørskov har været politisk aktiv så længe, han kan huske. … Da Stig var 15 år, flyttede familien til Hurup i Thy. Byen der også har fostret driftige personligheder som Bjørn & Okay, Lars Larsen og Ahmed Akkari. Her havde han op gennem 1980′erne ‘en lang flirt med DKU’, der dog ikke havde nogen lokalafdeling i Hurup. I stedet abonnerede han på Land & Folk, hvilket hurtigt spredte sig på hele egnen.

‘Der var ligesom to muligheder i Hurup. Enten var man en del af håndboldmiljøet. Eller også var man politisk aktiv på hippiemåden. Og det var altså fedt at komme til landsmøder i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, hvor pigerne ikke var helt så tilknappede, som de var i Thy’. …

I 3.g var Stig Ørskov med til at lave ‘det totalt fedeste skoleblad i Danmark’. … I begyndelsen var det ikke noget problem at skaffe annoncører. Men det blev det, da de lokale tøjbutikker og værtshuse opdagede, hvor rødglødende journalistik der blev produceret på Thisted Gymnasium.

‘Vi idylliserede folk fra Sydafrika-bevægelsen, der klippede slangerne over på landets tankstationer. Til sidst blev det for svært at få det til at løbe rundt økonomisk, men det var der, jeg opdagede, at journalistik var en mulighed’.

Og så alligevel ikke. I hvert fald var der lige noget andet, der skulle klares først. Så Stig Ørskov begyndte at læse økonomi på Københavns Universitet. For at komme til ‘at forstå den kapitalistiske kerne i samfundet’.

‘Jeg var meget optaget af, hvem der havde magten i verden’, som han siger.

[...]

Stig Ørskov nåede også at få en halvandet år lang karriere som forretningsfører på månedsbladet Press. … Siden kom Stig Ørskov blandt andet til Reuters som finansjournalist og til Information som samfundsreporter i 1999. Inden han i 2001 trådte ind på Politiken som souschef på erhvervsredaktionen.”

Oploadet Kl. 05:46 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »