26. oktober 2018

Kronik: “Den naive og oprigtige følsomhed, nærhed, varme… der karakteriserer kunsten i Nordkorea”

Flere elementer i kronikken indikerer, at skribenten politisk befinder sig et sted mellem Ho Chi Minh og Kim Jong-il, men han er relativ anonym online. Han udgiver bøger fra et selvejet forlag på et større landsted i Århus V, og fokuserer på kunst, kultur og mere eksistentielle spørgsmål. Seneste udgivelse skiller sig dog ud – en essay-antologi om ‘anerkendende multikultur’ af amerikanske tænkere, samlet, oversat, redigeret og udgivet af ham selv.
Foruden at være en næsten parodisk apologet for ensrettede Nordkorea, har han tilsyneladende også en dybfølt kærlighed til det multikulturelle samfund. Kronik af Leif Ebbesen i Politiken – Drop fordommene om Nordkorea.

“Når man vurderer en fremmed kultur med de samme målestokke som dem, man benytter, når man ser på sin egen, vil det sjældent give et godt resultat. Således også når man besøger Nordkorea og prøver at give et billede af kunsten og dagliglivet i dette fremmedartede samfund.

Billedet kommer let til at understøtte eksisterende fordomme om en slyngelstat befolket af indoktrinerede og undertrykte skabninger og kunstnere underlagt strenge restriktioner.

Men uden at forsvare forhold, der må støde enhver vesterlænding, kan der også tegnes et andet billede af dette terra incognita – Den Demokratiske Folkerepublik Nordkorea med dens store leder Kim Jong-un, der selv af CIA er betegnet som en rationel aktør med en klar vision og et klart formål med det, han siger og gør. …

Man kan affærdige den nordkoreanske kunst som kitsch i betydningen kunst med lav æstetisk kvalitet og, om man vil, endda som totalitær kitsch. Man kan også vælge at betragte den som statsstyret socialrealisme af værste skuffe og dermed få bestyrket en allerede eksisterende negativ opfattelse af et samfund som tilbagestående også på dette område.

Men uanset kunstopfattelse eller politisk holdning må man erkende, at kunsten har en overordentlig stor betydning/funktion i det koreanske samfund, at kunstnerne er særdeles veluddannede, er meget respekterede og stolte over at tjene deres land og folk med deres talenter og kreativitet. Og især på et område må man anerkende, at den nordkoreanske kunst er unik.

Som det eneste sted i verden skabes stenmalerier/juvelmalerier, hvor malerier fremstilles ved at anvende farvede pulveriserede ædelsten/halvædelsten.

Hverken nordkoreanske kunstnere eller kunstformidlere skjuler, at deres kunst er udtryk for virkeligheden i et land med en konfuciansk socialisme. Men de benægter, at kunsten er underlagt propagandistiske krav formuleret af regimet.

De ser derimod kunsten som en integreret del af en, for vesterlændinge, fremmed, delvis ukendt, delvis mystisk og særdeles kompleks fjernøstlig virkelighed, hvor forholdet mellem kunst og politik gennem århundreder har været afgørende forskelligt fra det, vi kender. …

Den Juche-bevidste kunstner vil skabe en kunst, der kan forstås af masserne, og den nordkoreanske kunstner betragter ikke abstrakt kunst som en værdig udtryksform.

Det indebærer ikke, at maleren ikke kan inkorporere store områder i sine værker ved at kombinere det realistiske maleris virtuositet med charmen i det abstrakte. Den nordkoreanske kunstner har både et imponerende traditionelt repertoire og et indgående kendskab til andre ismer til sin rådighed, når hun/han bevæger sig rundt i virkeligheden. Den naive og oprigtige følsomhed, nærhed, varme og tvetydighed, der karakteriserer kunsten i Nordkorea, kan endelig tolkes som typisk for et samfund, der ikke har oplevet den fremmedgørende, homogeniserende og depersonaliserende virkelighed, hvormed mange vestlige kunstnere og filosoffer ynder at skildre samtidens samfund.

(Nyere nordkoreansk kunst, 2017 – Det multikulturelle samfund – en anerkendende politik, 2018)

Oploadet Kl. 10:08 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


17. oktober 2018

Islamforskende Jesper Petersen: “.. spørgsmålet, om noget står i Koranen eller ej, (er) ofte irrelevant”

Ph.d.-studerende Jesper Petersen har potentiale til at blive en af de helt store Islam-apologeter. I nedenstående læserbrev afviser han Jaleh Tavakolis blogpost om ‘babysex’ indenfor Islam, og går til angreb på De Konservatives ‘Naziislamisme’-kampagne. Let fortegnet: Islam lader sig ikke definere, og kan derfor ikke kritiseres.

Selvom Islam ikke er en folkekirke ala den danske, eksisterer den naturligvis stadigvæk. Eksempelvis er sharia defineret tekstnært af shafi’i-lovskolen (Umdat al-Salik, Reliance of the Traveller), der er autoriseret af det toneangivende Al-Azhar Universitet. Her kan man læse at drab på børn/børnebørn ikke påkalder straf, at drab på vantro ikke giver ret til blodhævn, at homoseksuelle skal slås ihjel og fremdeles. Det var i øvrigt De Radikale, der krævede at Sherin Khankan tog afstand fra sharia, ikke højrefløjen. Men det er i sidste ende fokusflytteri, for det handler først og fremmest om ‘hudud’, de barbariske straffeformer sanktioneret af… Islam.

En næsten karikeret Islam-apologi sakset fra Politiken – Højrefløjens sludder ødelægger den vigtige debat om islam (kræver login).

“Denne form for argumentation er efterhånden ganske almindelig på den danske højrefløj, som ofte belærer muslimer om ‘den rigtige islam’ med udgangspunkt i deres egne læsninger af Koranen, og hvad de er faldet over på nettet. … En stor del af de seneste årtiers islamdebat er centreret om en række helt grundlæggende misforståelser af terminologi.

Eksempelvis er sharia ikke islamisk lov i moderne forstand, imamer er ikke muslimske præster, og Koranen er ikke muslimernes bibel. Det er problematisk at anskue imamer som religiøse autoriteter på lige fod med danske folkekirkepræster, eftersom der ingen kirke er i islam. Dermed taler imamer ikke med samme autoritet eller på vegne af en kirke ligesom præster.

Ligeledes er spørgsmålet, om noget står i Koranen eller ej, ofte irrelevant, eftersom islam bygger på et meget større tekstgrundlag. …

Den værste misforståelse er dog højrefløjens forståelse af begrebet sharia, som de ofte reducerer til en række barbariske straffemetoder og kvindeundertrykkende praksisser. Sharia er imidlertid et begreb, som udvikledes lang tid før tankerne om de moderne lovsystemer, vi har i dag, og derfor inkluderer sharia også elementer som trosbekendelsen, instruktioner om bøn og meget andet. Set i det lys er det absurd at bede muslimer tage afstand fra sharia i sin helhed. Uden sharia er der ganske enkelt ingen islam. Det er i øvrigt vigtigt at forstå, at sharia ikke er en konkret lovtekst eller filosofi; den er ikke skrevet ned.

Muslimske lærde har forskellige tanker om, hvad sharia er… Sharia afhænger med andre ord af fortolkning. …

Desuden kræver en meningsfuld debat, at islamkritikere sætter sig ordentligt ind i tingene, så vi ikke spilder tiden med meningsløse krav om, at muslimer skal tage afstand fra sharia. Vi skal ligeledes have aflivet myten, at blot fordi Koranen af muslimer anses for at være Guds ord, så kræver teksten ingen fortolkning.

Det er ikke muligt at læse en tekst uden at foretage fortolkning.”

(Al-Azhar Moské og universitet, Cairo, Egypten)



8. oktober 2018

Alexander Sjöberg: Fra venstreradikal punker i Fynske Antifascister til SoMe-redaktør for Politiken…

Hvis man undrer sig over, at højrefløjen systematisk får dårlig presse, så er en del af forklaringen den ideologiske atmosfære blandt journalister. Et godt eksempel er Politikens redaktør for Sociale Medier, en Alexander Sjöberg, der fik den attraktive stilling kort efter han blev færdiguddannet som journalist. Under studietiden har blandt andet været på DR P1 og Dagbladet Information. Det nævnes ikke på Linkedin, men på hans hjemmeside kan man læse, at han også har arbejdet for Vice og Modkraft.

Som DR-praktikant har han blandt andet tage billeder til DR.dk, herunder eksempelvis til en For Frihed-demo, og en demo i regi af Danmarks Nationale Front.

Man bliver ikke en del af Modkraft med mindre man tilhører den yderste venstrefløj, og han har da også været en fremtrædende skikkelse i Odenses venstreradikale miljø. Den 9. marts 2007 var han talsmand for Odense Support, en lokal støttegruppe for Ungdomshuset, som han selv blev en del af. Senere samme år, den 15. september var han talsmand for Fynske Antifascister (FAF), da de holdt en moddemonstration under Dansk Folkepartis landsmøde i Odense Congress Center. FAF er det nærmeste man kommer Antifascistisk Aktion udenfor hovedstaden.

Til demonstrationen imod Dansk Folkeparti deltog blandt andet Lasse Poelmann, en af de mere militante venstreradikale fra Århus. FAF-banneret med teksten ‘Break down fascism’ der blev brugt til demonstrationen viser en frådende Pia Kjærsgaard, samme banner som anvendte i punkbandet MOR. Den er i øvrigt lavet af Andreas Spangsvig, der året efter (sammen med en autonom ven) blev dræbt af en flugtbilist. En tyrker, pudsigt nok.

(Midtfor: Alexander Sjöberg, talsmand for ‘Odense Support’, Ungdomshus-demo, 9. marts 2007)

(Alexander Sjöberg, talsmand for Fynske Antifascister, Anti-DF-demo, 15. september 2007)

(Alex Sjöberg med Andreas Spangsvigs ‘Break down fascism’-banner, 15. september 2007)

“Der var punkere med hanekam og nittejakke; politisk skolede aktivister i sort, som satte politikken først; flippede kreatyper, for hvem kulturen var alfa og omega. Jeg var vel lidt af det hele på en gang, men med tiden blev politikken det vigtigste for mig.” (Alexander Sjöberg, kronik, Dagbladet Information, 28. februar 2017)



12. september 2018

Stemningsrapport fra ‘El burgo’, Andalusien, Spanien, 12. september 2018

Det har været et par heftige dage her i Andalusien. Vi ankom mandag aften til lejligheden i ‘El burgo’ i et lejet Renault Scenic, og blev næsten lammet af den skønne udsigt over flodlejet fra de tre terrasser. Vi bor et stenkast fra borgen, der blev tilbageerobret fra almohaderne i 1480’erne. En del huse har kristen symbolik over hoveddøren. Vejret må siges at være helt perfekt for danske ‘kældermennesker’ (Carsten Jensen-bog gør gavn som musemåtte), ikke ulideligt varmt på noget tidspunkt, men stadig lunt sidst på aftenen.

Efter morgenmaden tirsdag tog vi til billedskønne Ronda, tyrefægtningens vugge, og her tilbragte vi dagen omkring broen og den dybe kløft. Byen spiller en central rolle i kristen/islamisk krigshistorie, men det var småt med mindesmærker. Det historiske er ikke nagelfast, men det var i øvrigt også her ved kløften, at 512 nationalsindede blev henrettet af socialister i 1936. Massakren omtales perifært i Politikens Turen går til Andalusien (2017, s. 43), men uden at sætte navn på ofrene. I andre bøger kaldes de for ‘civilister’.

“Bygningen husede engang byens rådhus, og under Borgerkrigen fandt en massakre sted her på Rådhuset og i slugten, som kom med i Ernest Hemmingways roman Hvem ringer klokkerne for?” (Politikens rejsebøger, Turen går til Andalusien, 2017s. 43)

Ornitologisk har det været lidt på det jævne. Fra lejlighedens terrasser har jeg set Spansk spurv ved de vildtvoksende figenkaktusser, 2-3 Biædere ved flodlejet, og 40+ cirkulerende Gåsegribbe lidt nordvest for Ronda. Derudover kan nævnes et slankt firben i og omkring huset, og i aftes så vi en 5 centimeter lang kakkelak af en slags få metre fra ‘Castillo Arabe’. Ekskursioner til naturreservater bliver ikke denne gang, men jeg håber naturligvis at komme på skudhold af noget eksotisk med 400mm-Canon’en. Lidt har også ret.

Det er svært at blogge efter 14-16 timers selskabelighed, og billederne fra spejlrefleksen må vente til næste uge. Jeg vil dog løbende smide billeder på Instagram. Tilføj mig her.

Oploadet Kl. 08:56 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer


2. september 2018

Kolding, natten til i dag: 10-12 arabere overfalder tre venner, 31-årig mand stukket med kniv i milten

Jyllands-Posten fortæller i dag, at der er 24,1 procent indvandrere i Sverige. Såfremt Danmark fastholder ‘hårde ord/åbne grænser’-paradigmet når vi svenske tilstande engang i 2050’erne. Når dine børn får børn.

Det er ikke fordi vi ikke er blevet advaret. To mænd overfaldet af ’10-15 unge’ ved Klosterparken i Kalundborg leveres uden etnicitet af Sjællandske, men vi skriver 2018 og selv venstrefløjen ved de unge ikke er danske.

Her en hurtig historie fra TV Syd, der ganske givet får mindre dækning end Trumps golfhandikap. Vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi fortæller til TV Syd, at overfaldne ikke havde uoverensstemmelser med nogen før overfaldet. Den sang er hørt før. Havde det sket i Chemnitz, ville det være en tophistorie – altså, såfremt den knivstukne var indvandrer. En historie fra TV Syd – Vidner søges: 10 unge overfaldt mand og stak ham ned.

“Den 31-årig mand var sammen med to venner, da han i nat omkring kl. 2:26 blev overfaldet af en gruppe unge mænd på 10-12 personer med mellemøstlig udseende. Det oplyser Sydøstjyllandspoliti, som efterlyser vidner til overfaldet.

De tre venner blev sparket og slået, og den 31-årig mand blev stukket med en kniv i milten. Han er uden for livsfare, men…”

(Politiken, 1. september 2018)



15. august 2018

Svensk asylaktivist stoppede deportation af 52-årig afghaner: Var dømt for at piske sine to døtre…

For nogle uger siden kunne Politiken fortælle, at den 21-årige asylaktivist Elin Ersson forhindrede udvisning af en 52-årig afghansk mand, da hun nægtede at sætte sig ned under take-off. Hun sendte den vellykkede aktion live på Facebook, og græd undervejs flere gange, før piloten til sidst gav efter. Afghaneren kom ikke med.

Politiken har ikke lavet en opfølgning på historien, men det har Fria Tider – Afghanen som Elin ‘räddade’ dömd kvinnomisshandlare – piskade döttrar och dunkade mammans huvud i golvet.

“Mannen är dömd för misshandel i Sverige, bekräftade polisen för Fria Tider. Det var dock inte därför han utvisades.

… Nu avslöjar Nyheter Idag att invandraren som faktiskt var med på samma plan som den svenska asylaktivisten är dömd till nio månaders fängelse för tre fall av misshandel av sin egen fru och deras två barn.

Tidningen skriver att mannen inte sällan blivit våldsam och domen mot honom gäller en händelse den 14 januari 2018.

Då ska han först ha ‘piskat’ sina två minderåriga döttrar eftersom de inte stängt av sin teve. Enligt domen ska han ha tagit upp en två meter lång laddningssladd, vikit den dubbelt, och sedan slagit de små flickorna på ryggen, armarna och benen.

Misshandeln slutar dock inte där. När mamman kom in i rummet lyckades barnen fly därifrån. Men då började mannen misshandla henne i stället. 52-åringen piskade mamman så hon föll till golvet, sedan tog han tag i hennes huvud och dunkade det mot golvet.

Mannen kastade också glas mot hustrun, och misshandeln slutade inte förrän hon sprang iväg och svimmade utanför bostaden, där hon fick hjälp av grannar.”

(21-årige Elin Ersson på Facebook-live under aktionen, 23. juli 2018; Fotos: Youtube)

Oploadet Kl. 17:48 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer


2. august 2018

Ayah i niqab: Politibetjent krammede mig, sagde at hun var imod loven, og ville kigge ‘den anden vej’

Den pågældende betjent, kan ikke ‘genkende ordvekslingen’, fortæller Københavns Politis presseafdeling til Politiken, der ikke har haft pulsen så højt oppe siden 2015, da en mandlig betjent legede med 6-årige Noor på E47. Det ville være meget lettere at være betjent, hvis love ikke skulle håndhæves, og krammende sharia-søstre og lalleglade legeonkler må siges at være den logiske konsekvens af en etat der er begyndt at rekruttere med stikord såsom ‘empati’ og ‘tolerance’.

Fra Politiken, der ikke lader betjentens udlægning ødelægge historien – 37-årige Ayah blev trøstet af betjent….

“Vi havde været ude at demonstrere ved politistationen på Bellahøj. … Og så kom hun hen – dialogbetjenten som jeg kalder hende – og spurgte, om vi havde det okay, om vi ville have vand. … Vi er meget usikre. Vi ved ikke, hvad der skal ske. Det var overvældende. Pludselig står jeg og græder. Det er underligt, for betjenten er bare sød og venlig. Hun siger, at selv om hun er betjent, er hun imod den her lov. Og at jeg bare skal komme og sige hej, og vi finder ud af det, og at hun nok skal kigger den anden vej, selv om jeg kommer i niqab.” (Ayah fra ‘Kvinder i Dialog’ til Politiken, 2. august 2018)

Oploadet Kl. 18:23 af Kim Møller — Direkte link38 kommentarer
Arkiveret under:


4. juni 2018

Lillelund om ramadan-apologi: ”giv aldrig Inger Støjbjerg ret i noget,’ den hippokratiske ed anno 2018′

Niels Lillelund fortæller, at indtil fornyligt var medierneog eksperterne bekymret for, hvorvidt danskerne fik væske nok under hedebølger. I år slipper vi for formaninger på grund af nye videnskabelige anvisninger, lagt frem for offentligheden af Politiken med hjælp fra professor Bente Klarlund.

Ypperlig kommentar af Lillelund i Jyllands-Posten – Hedebølge (kræver login).

“… ‘en gennemgang af den videnskabelige litteratur på området peger på, at det ikke er farligt for raske mennesker at faste. På vores breddegrader hersker der en kollektiv frygt for sulten […] Ser vi på faste i et evolutionsbiologisk perspektiv, har stenaldermennesket formentlig ikke spist hver dag året rundt. Måske er vores krop netop indrettet til, at vi skal føle sult fra tid til anden,’ siger Klarlund…

… I 2013 mente Klarlund i forbindelse med maj måneds eksamenstid, at ‘hvis du er så stresset, at du glemmer at drikke vand, bliver du lettere træt,’ og at ‘det er alfa og omega at sove godt i eksamensperioden… Og at ‘et dansk studie tydede på færre fejl og en hurtigere opfattelsesevne hos unge mænd, der spiste en proteinrig kost.’ Men det var selvfølgelig i forskellige klummer, og således er sundhed mangelunde og afhænger på mange måde af dagsformen. Hos patienten såvel som hos lægen.

Men ikke et ondt ord om ramadan. Enhver bliver salig i sin tro, selv om ramadanen måtte være i modstrid med det, der indtil forgangne uge var kendte lægelige anvisninger. Lægerne retter ind. Det manglede bare.Foreløbig glæder jeg mig til, at alle anvisninger om øget motion indstilles på ubestemt tid, mens Bente Klarlund finder ud af, at det sundeste for kvinder er at være konstant tildækkede, aldrig bevæge sig og ikke komme uden for en dør og i øvrigt leve af en meget oliemættet kost; så kunne en anden en måske få fred til at se fodbold på sofaen og drikke øl, mens vi ræbende konstaterer, at first: do no harm er erstattet af et ‘giv aldrig Inger Støjbjerg ret i noget,’ den hippokratiske ed anno 2018.”

Oploadet Kl. 09:09 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


10. maj 2018

Berlingskes Bent Bludnikow: “Bent Jensen er de sidste 50 års mest betydningsfulde danske historiker.”

Bent Bludnikow om professor Emeritus Bent Jensen. Fra Han tør tale de venstreorienterede imod, trykt i gårsdagens udgave af Berlingske.

“80 år torsdag. Bent Jensen har påvist kommunismens tragedie og kæmpet mod alle totalitære ideologier.

Man sagde, at Bent Jensen var en farlig mand. Ja, ond og småfascistisk. Man kaldte ham ‘Sorte Bent’. Jeg ved det, for jeg gik på hans hold i 1970erne på Historisk Institut, Københavns Universitet, hvor de studerende havde palæstinensisk tørklæde på for at vise deres revolutionære kampvilje, og lærerne løb med de socialistiske vinde. Hans brøde var, at han sagde de venstreorienterede imod og havde den frækhed at skrive en bog
‘Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle’ (1984) om de danske venstreorienteredes medløberi.

Det blev aldrig tilgivet. I aviser som Information og Politiken var der en evig snerren, og Bent Jensen, som fylder 80 år 10. maj, blev ikke inviteret ind i Danmarks Radio for at forklare, hvad han mente, hvorimod DR lod en hærskare af venstreorienterede bortforklare kommunismens tragedie.

Hans synspunkter var ellers veldokumenterede og fornuftige og deles vel nu af stort set alle. Bent Jensen skildrede i bøger den totalitære kommunisme og de millioner, som var blevet myrdet under Lenins og Stalins regimer fra 1917 til 1953. Det var synspunkter, der var særdeles ilde hørt, ikke blot blandt socialister, men også blandt pæne borgerlige, for hvem borgerligheden var en skønhedskonkurrence, hvor man skulle se godt ud blandt dem, der dominerede i tidsånden, og det var socialisterne.

Bent Jensen er de sidste 50 års mest betydningsfulde danske historiker. Med sine værker og indlæg i debatten har han været med til at få folk til at forstå, at vi må indddrage alle totalitære ideologiers hærgen, ikke blot nazismen og fascismen, for at forstå det 20. århundrede. På trods af denne enestående indsats er han aldrig blevet medlem af Videnskabernes Selskab, hvilket i sig selv er en skandale, der siger noget om, hvor svært det er i Danmark at anerkende store ånder.”

(Søren Krarup og Bent Jensen, til førstnævntes 75 års-fødselsdag, oktober 2017)



7. april 2018

Geoffrey Cain: Toneangivende historikere ‘præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden’

Afvist kronik af cand. mag. et art. Geoffrey Cain. Det meste er kendt viden for Urias-læsere, men kronikken giver et ganske fint oprids.

Upålidelige opslagsbøger

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden

​Et nyt begreb, man ofte hører, er ‘fake news’. Det betyder manipulering, halve sandheder og i visse tilfælde direkte løgn. Men er det et nyt fænomen? Nej, det er det bestemt ikke. Det har sikker eksisteret siden hedenold, men når det drejer sig ikke kun om avisartikler men om autoritative opslagsværker, er der fare på færde.

Historiker og udenrigsminister Peter Munchs store Danmarkshistorie var skrevet som et opslagsværk. Dvs. en kilde, man kunne stole på. Men den var desværre skrevet med en klar prosovjetisk drejning og det samme kunne man sige om mange andre tilsyneladende pålidelige kilder. I nyhedernes verden har Dagbladene Politiken og Information gjort præcis det samme som Peter Munch. De har bare fortsat, hvor han slap, og linjen er senere blevet fulgt op af de store leksika.
Men ikke uden protest. For nogle år siden gjorde historikeren Bent Blüdnikow opmærksom på, at Den store danske encyklopædi havde politisk slagside. Påstanden vakte meget røre og fik udgiverne til at frembringe en mere balanceret netudgave, der inkluderede en del ting, den oprindelige encyklopædi ikke havde interesseret sig for.

Eksempelvis antallet af kommunismens ofre. Men det var de oprindelige leksikonforfattere ikke glade for. ‘Det er et grotesk knæfald for en meget højtråbende kritik, som ikke har noget på sig’, indvendte dr. phil. Morten Thing. Blüdnikow var gået alt for langt, mente han, selvom han efter undertegnedes mening gik aldeles ikke langt nok. Han kunne nemlig godt have taget Lademanns Leksikon med i samme bedømmelse, fordi det led af samme skævhed: Den gav alle, der slog op i det, det klare indtryk at det kommunistiske Sovjetsystem ikke var stort værre end et hvilket som helst andet lands statsform. Godt nok var det slemt, men også vi gjorde slemme ting, antydede Lademanns, der – ligesom Den store danske encyklopædi – undlod at nævne, at vigtige forfattere som Majakovskij, Vandurskij, Mandelsjtam, Bergson, Babel, Kolcov m.fl. alle blev myrdet efter Kremls ordrer. Hvorfor blev det ikke omtalt? Er mord dekreteret fra højeste sted en uvigtig detalje? Det standpunkt kan man vanskeligt forsvare, al den stund visse amerikanske forfatteres kranke skæbne i McCarthy-tiden udførligt er nævnt i samme leksikon.

Og sådan er det hele vejen igennem. Selv når Lademanns får sig til en nævne en likvidering i kommunistisk regi, bliver vægten lagt på individer og ikke på systemet. Det var Stalin der enemand havde ansvaret for kz-lejrene, ikke kommunismen. Og skulle man endelig pege finger ad nogen, var det snarere vores eget kapitalistiske Vesten, der havde det egentlige ansvar for verdenssituation. De skyldige er os selv.

Denne tradition for selvrevselse fortsætter nu i en ny udgave. Det er ikke så meget det kapitalistiske Vesten, der er i skyld i klodens misere, det er det kristne Vesten, og det sagesløse ‘offer’ er ikke længere den stakkels dæmoniserede kommunistiske verden men den stakkels dæmoniserede islamiske ditto.

Og nu som dengang er det de højeste autoriteter på området, der kolporterer tanken. To af dem, dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen og professor dr. phil. Jacob Skovgård Petersen er blevet set efter i sømmene af Klaus Wivel i Weekendavisen. Førstnævnte Jørgen Bæk Simonsen har – med sin baggrund som tidligere direktør for det Danske Kulturhus i Damaskus – længe talt varmt om syrernes religiøse tolerance. I 2006 sagde han i Danmarks Radio, at de arabiske lande har en ‘århundredlang tradition for at være meget forskellige. ‘Her er indbyrdes varianter af forskellige udformninger af, hvad det vil sige at være menneske’. Så her kunne vi i Vesten lære en hel masse. Hvis påstanden var sand. Men det er den ikke.

Minoriteterne er forfulgte i Syrien ligesom i det meste af den muslimske verden, og tolerancen er en illusion. Så hvordan kunne en professor i faget lide af den slags vrangforestillinger, spurgte Klaus Wivel. Men uden at få svar. Og så er der daværende leder af Dialoginstitut i Cairo, Jakob Skovgaard-Petersen. I 2008 skrev han en bog om Egyptens berømte universitet al-Azhar – uden at fortælle, at dette universitet ikke lukker jøder og kristne ind. Samtidig roste han den indflydelsesrige Sheikh Yusuf Qaradawi for at være blevet mere demokratisk, selv om han var forblevet ‘autoritær’. Og det må man sandelig sige, at han var. Qaradawis fatwa mod den franske filosof Robert Redeker har nemlig resulteret i, at Redeker nu på sjette år lever under jorden pga. konstante dødstrusler. Qaradawi har også rost Hitlers jødeudryddelse, hvilket Skovgaard-Petersen ikke fandt relevant at omtale.

Pudsigt nok ser man i denne virkeligheds- og historiefordrejning de samme retoriske trick, som Peter Munch brugte. Han anvendte ikke ordene ‘erobring’ og ‘tvangsindlemmelse’ om den sovjetiske ekspansion. Han skrev, at ‘området blev erhvervet’. Og nøjagtigt samme forskånende udtryk finder man i Politikens Islam leksikon ved Jørgen Bæk Simonsen. Her er et lille eksempel. Den fanatiske muslimske sekt Almohaderne hvis sejrstog gennem Nordafrika ifølge the University History of the World ‘efterlod et spor af blod fra Sydspanien til langt hinsides Marokkos grænser’, omtales på en ganske anden måde af Bæk Simonsen. Han skriver, at muslimerne opnåede ‘kontrol med’ de områder de underlagde sig. De erobrer aldrig. Ejheller koloniserer de eller optræder som imperialister. De ‘opnår bare kontrol’. Samme skånsomhed ødsler leksikon’et ikke på korsfarerne, der – fy, fy skamme sig – tillod sig at ‘generobre’ det Hellige Land. Ja, sikke nogen slyngler, ikke sandt?

Men hvad siger Islam Leksikon om muslimernes egen erobring af Mellemøsten, (og senere Spanien, Centralasien og Nordindien)? Der gik det tilsyneladende anderledes civiliseret til. ‘Det lykkedes de numerisk underlegne muslimer at tilkæmpe sig den politiske kontrol over hele Mellemøsten’, skriver Bæk Simonsen, idet han nærmest får det til at lyde, som om de stemte dørklokker på samme måde som vore dages Jehovahs Vidner. Det gjorde de som bekendt ikke, og her er der tale om en videnskabelig uredelighed begået af en, som utvivlsomt ved bedre besked. Og herom kan man sige følgende. På overfladen er Islam leksikon en nøgtern – omend ret studentikos – beskrivelse af islam og muslimske begreber.
​ ​
Men det er også mere end det. Det er også en hyldest til islam, som noget ædelt der ikke frembyder nogen som helst fare for Vesten. Det er fordi den i bund og grund ikke er meget forskellig fra vores vestlige samfund, siger Bæk Simonsen, og han kan heller ikke dy sig for gang på gang at indflette passager, der opfordrer til accept af indvandring. Så summa summarum dette: Hans leksikon er ikke blot politiserende, den er i virkeligheden missionerende. Videnskabelig stringens er der ikke tale om, og i visse tilfælde overskrider teksten grænsen mellem en vinklet (dvs forudindtaget) virkelighedsbeskrivelse og direkte usandheder.

Vi får at vide, at de fleste muslimske lande praktiserer børnebegrænsning. Men dette dementeres grundigt af bl a. Pew Research, hvor det fremgår, at det er er netop i de muslimske lande, at det praktiseres mindst! Hvilket også forklarer deres massive befolkningstilvækst. Men er den slags fordrejninger virkeligt så alvorlige? Svaret er ja. Det er en forudsætning for debatten – og for demokratiet – at de involverede parter ved, hvad de taler om.

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden men kun et simulacrum heraf. Forfattere som de nævnte præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden. I stedet for at være en guide og et orienteringslandkort er det en labyrint, som vi aldrig kan finde vej ud af, fordi skiltene viser forkert.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper