26. maj 2017

Philip Kweku Amankwa Sampson: Jeg ‘ved med mig selv’, at jeg blev udsat for dansk ‘racial profiling’

Journalist Philip Sampson har en fortid på Politiken, DR og Ritzau, og har efter eget udsagn ‘gennem årene’ samarbejdet med (venstreradikale) organisationer såsom svenske Expo og engelske Searchlight. Det forklarer desværre en hel del.

Selverklærede ‘antiracister’ har en evne til at se krænkelser alle vegne, men der er intet odiøst i ‘racial profiling’. En katolsk nonne udgør i terrormæssig henseende en mindre risiko end en kjortelklædt muslim med fuldskæg, og en mørklødet mand der fotograferer politibevogtningen foran synagogen i Krystalgade, skal politiet naturligvis have styr på. Der er ting her i livet, der er vigtigere end overdrevets idealer.

Kommentar af Philip Kweku Amankwa Sampson set hos POV International – Racial profiling i Krystalgade.

“… Jeg havde været inde på Københavns Hovedbibliotek i Krystalgade og låne en bog om guldaldermaleren Wilhelm Marstrand. … Da jeg kom ud af biblioteket besluttede jeg mig for at tage et foto af politibilen, der holdt parkeret dér foran synagogen i Krystalgade. …

Jeg tog billedet, og fortsatte så ned ad Peder Hvitfeldts Stræde. Da jeg var kommet næsten ned til Kultorvet, blev jeg indhentet af to mænd, der viste sig at være civile politibetjente. Den ene – en kraftig mand med fuldskæg iført skovmandsskjorte – viste sit politiskilt. ‘Du har lige taget billeder i Krystalgade’, konstaterede han. Han var noget eksalteret. ‘Hvad tog du billeder af’, spurgte han.

Jeg er overbevist om, at de to civilbetjente ikke var kommet halsende efter mig, hvis jeg ikke havde været mørklødet, som jeg nu er. De havde ikke fundet mig mistænkelig, hvis jeg havde været hvid.

‘Rolig nu’, sagde jeg, og trak min tegnebog op af lommen. ‘Jeg tog et billede af en politibil foran synagogen’, fortsatte jeg lettere irriteret. Jeg var især opbragt over hans anklagende tonefald. Sidst jeg tjekkede var det ikke forbudt for almindelige mennesker at tage billeder på offentlig gade og vej. Og slet ikke i denne smartphone-æra, hvor Gud og hvermand tager billeder og selfies af hvad som helst.

Jeg er da godt klar over, at synagogen er under politiets særlige bevågenhed på grund af terrorfaren. … Men at antaste folk på den måde, jeg blev, og udsætte dem for spørgsmål i et tonefald, der signalerer en højst forudindtaget holdning, er på ingen måde i orden.

… her er det, vi kommer til racial profiling. Jeg er overbevist om, at de to civilbetjente ikke var kommet halsende efter mig, hvis jeg ikke havde været mørklødet, som jeg nu er. De havde ikke fundet mig mistænkelig, hvis jeg havde været hvid. Og de havde så afgjort ikke været eksalterede og anklagende i deres tonefald. Det skal jeg garantere for.

… ‘Fortsat god dag’, var den obligatoriske afskedshilsen. Hvorefter han – og hans helt neutrale og passive kollega – satte kursen tilbage mod synagogen.

Men jeg er gammel i gårde. Og jeg ved med mig selv, at det jeg blev udsat for til aften i Peter Hvitfeldts Stræde var ægte danske racial profiling.



19. maj 2017

Nekrolog: ‘Nærmest profetisk’, forudså unges søgning væk fra det nationale, “… de tænker europæisk”

Gammelkommunisters dødsfald er ikke i sig selv en post værd, men Karen Sybergs nekrolog over Vibeke Sperling er virkelig en tour-de-force i 68’er-tænkningen. Hun var aktiv i kommmuniske Venstresocialisterne, og som medlem agiterede hun åbent for bombninger af virksomheder med udgangspunktet: “Nu må det være vores opgave… at give startskuddet til åbning af fronten.”

En forbenet kommunistisk revolutionær, der qua venstredrejningen af medierne fik en flot karriere med livslang fastansættelse i statsstøttede og licensfinansierede medier. Her lidt fra nekrologen i Dagbladet Information – Hun stod for alt, hvad venstrefløjen rummede af intellekt og kritik, og hun stod fast!

“… hvis noget var et særkende ved Vibeke Sperling, så var det, at hun aldrig gav op. At hun skulle dø, skulle ikke forhindre hende i at leve til det sidste. …

Det var den holdning til tilværelsen, der gennemsyrede alt, hvad hun foretog sig, og egentlig var det også den, der gjorde hende til en af landets bedste politiske analytikere. Som udenrigskorrespondent, som udstationeret i Moskva for Information, siden for Radioavisen og Orientering 1993-97, og som politisk iagttager gik hendes analyser i bund, fordi hun ikke slap dem, før kompleksiteten i situationen var gennemlyst. …

Vibeke Sperlings analytiske evner kunne mange gange gøre hende nærmest profetisk. I 2000, da jeg interviewede hende om kritikkens afmatning i vores samtid, spurgte jeg hende, hvad hun forestillede sig om fremtiden.

‘Partiernes nedtur vil nok fortsætte,’ svarede hun. ‘Men jeg tror, der rører sig en masse i den generation, der nu er i midten af tyverne og endnu yngre. De er langt mere offensive end de ældre, de tænker ikke dansk, men internationalt, de tænker europæisk.’

Med valget af den 39-årige Emmanuel Macron til fransk præsident i frisk erindring må man sige, at hun allerede for 17 år siden havde blik for udviklingen.

Vibeke Sperlings journalistiske integritet, skabte respekt om hende på tværs af politiske skel, som også betød, at det ret konservative Udenrigspolitiske Selskab bad hende bliver redaktør af selskabets tidsskrift Udenrigs.

Her havde hun i perioden 1988-93 rige muligheder for at arbejde ud fra sit fælleseuropæiske perspektiv. 1997-98 var hun redaktør af DR2’s udenrigspolitiske magasin, Udefra, hvorefter hun i 1998 kom til Politiken. …

Kompromisløs var hun, når det gjaldt. Lige fra studenteroprørstiden i 1960’ernes Aarhus, var der ingen tvivl om, at Vibeke Sperling var venstreorienteret. Og hun svigtede ikke sin ungdoms holdninger, selv om hun senere erkendte, at hun ved en enkelt lejlighed var kommet med nogle ‘tåbelige’ udtalelser om Rote Armee Fraktion – udtalelser, der kunne tolkes som støtte til et væbnet oprør. …

Vibeke Sperling var venstreorienteret i den forstand, at hun vurderede situationen ud fra folkenes rettigheder og var en skarp kritiker af de kræfter, der modarbejdede dette. …

Men hun var aldrig ideologisk i den forstand, der huserede blandt mange af hendes jævnaldrende. …

At hun aldrig gav op, betød også, at hun bestandig var i stand til at lære, intellektuelt såvel som menneskeligt. Når hun i den grad blev kosmopolit, var det ikke mindst fordi, hun interesserede sig for mennesker frem for systemer og fordomsfrit og upuritansk forholdt sig til alverdens kulturelle og politiske variationer. …

Hendes liv sluttede alt for tidligt, men det blev levet fra først til sidst. Hun havde meget at sige farvel til. Du vil blive savnet af mange, Vibeke, både som et stort menneske og som et forbillede.”



10. maj 2017

Høgh-Sørensen: Redaktør fejlciterer mig – “Det er med medier som med mad. Varieret kost er bedst.”

Jeg har tidligere bragt et indlæg af den tidligere korrespondent Erik Høgh-Sørensen, omhandlende de etablerede mediers politiseren. Debatten går højt i Weekendavisen, der dog har valgt ikke at optage Høgh-Sørensens replik til Politikens Jakob Nielsen. Her i fuld længde.

Politikens imamer
I kronikken ‘Politiken som omrejsende imam’ belyste jeg (WEA 7.4) dagbladet Politikens undertiden anstrengte forhold til de nyhedsetiske mål om tilstræbt objektivitet.

Konklusionen var, at avisens journalister har givet ganske mange partiske citater til den toneangivende avis New York Times, hvorpå Politiken i nogle tilfælde bruger udenlandsk medie-kritik som indenrigspolitisk argument, bl.a. i smykkelovsagen.

Den tidligere Politiken-redaktør, Jakob Nielsen, som nu er chefredaktør på Altinget, afskriver imidlertid min kritik som ‘Høghs konspirationer’ (WEA 21.4).

Mine iagttagelser er desværre ikke ‘konspirationer’, men snarere øjenvidneskildringer. Som Bruxelles-korrespondent var jeg øjenvidne til New York Times’ arbejdsmetoder. Jeg kender Dan Bilefsky, som har skrevet nogle af de mest ensidige historier om Danmark, og jeg ved, at Bilefsky næppe forvansker bevidst, men at han ofte afhænger af hjælp fra danske journalister. Det har været Politiken-segmentets chance.

I sit defensorat 21.4 fejlciterer Nielsen mig desværre flere gange. Jeg anførte eksempelvis 7.4 den kendsgerning, at Bilefsky i 2016 undlod at interviewe Flemming Rose om hans nye bog ‘De besatte’. Det er fortsat en kendsgerning, uanset om Nielsen afviser dette med en bemærkning om, at jeg ikke kerer mig om fakta.

Dét at Rose blev underlagt grov censur på JP/Politiken, er en global nyhed værdig, fordi Rose blev en global personlighed under Muhammedkrisen. Her har New York Times fejlet, hvis målet er alsidig dækning af islamdebatten i Danmark. Lige netop den nyhed har JP/Politiken næppe været behjælpelig med.

Videre fejlciterer Jakob Nielsen mig for at ‘anbefale medier som Den Korte Avis og Uriasposten’. Hvad jeg rent faktisk skrev 7.4 var, at New York Times ’stoler på det ‘førende’ dagblad Politiken uden at afsøge modpoler’ som de to nævnte eller NewSpeek eller document.dk. Jeg ‘anbefaler’ således ingen af de nævnte medier i sig selv, heller ikke Politiken, for ingen af dem giver et afbalanceret billede af dagens Danmark. Det er med medier som med mad. Varieret kost er bedst.

Endelig er Nielsen ‘trist’ over min ‘journalistiske deroute’, idet jeg i dag som DF-politiker tillader mig at kritisere Politikens undertiden manglende objektivitet.

Måske var han næppe blevet lige så ‘trist’, hvis jeg havde valgt R, S, eller SF, men i øvrigt stortrives jeg på min ‘deroute’. Jeg har nemlig altid haft det sådan, at jeg aldrig med vilje ville være politiserende journalist. Så hellere melde klart ud og være journalistisk politiker.

Oploadet Kl. 11:03 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


26. april 2017

Kolde facts: Dansk aftale med Somalia giver blot mulighed for at hjemsende tolv afviste asylansøgere

Dansk Flygtningehjælp og venstrefløjen problematiserer, at afviste asylansøgere fra Somaliere ikke kan leve frit i Danmark, men det er ikke den store historie. I 2014 søgte 683 somaliere asyl i Danmark, så selv hvis de alle afvises, så vil det med uændret tempo tage hele 57 år at få dem sendt hjem igen. 317 blev samme år familiesammenført.

Fra Politiken – 57 skal sendes hjem til Somalia – i hemmelig aftale kan kun 12 sendes hjem om året.

“For mens de danske udlændingemyndigheder i øjeblikket genbehandler 800 somalieres opholdsgrundlag og foreløbig har besluttet at udvise 57, vil Somalia maksimalt tage imod 12 personer fra Danmark om året.

Det fremgår af fortrolige oplysninger fra Udlændinge- og Integrationsministeriet om Danmarks hjemsendelsesaftale med Somalia, som Politiken kender indholdet af. Oplysningerne løfter for første gang sløret for det konkrete indhold i Danmarks aftale med Somalia og blev i slutningen af marts leveret til Folketinget på et lukket møde.

Ifølge Dansk Flygtningehjælp er det helt ‘uholdbart’, at Danmark behandler flere hundrede sager, når regeringen på forhånd ved, at der kun kan hjemsendes 12 om året.

‘Det vil jo betyde, at rigtig mange mennesker vil sidde fast på et udrejsecenter i årevis’, siger asylchef Eva Singer.”



25. april 2017

Tidl. korrespondent: Politiken frygtede for vort omdømme, men er selv kilde til de negative historier

For et par uger siden bragte Weekendavisen en kronik af tidligere EU-korrespondent Erik Høgh-Sørensen, der påpegede at Politiken kørte et parløb med New York Times, i forhold til at sætte Danmark og den danske udlændingepolitik i dårligt lys. Høgh-Sørensen påpegede, at Politikens dækning bør afbalanceres med alternative medier, herunder Uriasposten.

Tidliger redaktionschef for Politiken Jacob Nielsen svarede i fredags. Kronikken beskrives som et langt konspiratorisk causeri, og anbefalingen af Den Korte Avis og Uriasposten var udtryk for kronikørens ‘journalistiske deroute’. Døm selv.

Kronik i Weekendavisen af Erik Høgh-Sørensen.

Politiken som omrejsende imam (7. april 2017)

Før vedtagelsen af den omstridte smykkelov advarede dagbladet Politikens daværende chefredaktør Bo Lidegaard 26. januar 2016 på lederplads om risikoen for en ny Muhammedkrise.
Nyheden om smykkeloven var gået ‘verden rundt som et skræmmeeksempel på, hvor små og uværdige selv højt respekterede demokratier kan blive,’ skrev Lidegaard og tilføjede:

‘Det kan godt være, at omverdenen har misforstået intentionen [med loven], og det er muligt, at der kan findes eksempler på, at også andre lande konfiskerer værdier. Men det ændrer ikke ved, at smykkeloven har fået sit eget liv, og at en vedtagelse vil skade Danmark enormt.’

Lidegaard advarede om ligheden med Muhammedkrisen i 2005: ‘Også dengang var dunkle kræfter på spil, og også dengang havde mange af dem, der råbte højest, deres egne grunde til at tillægge Danmark skumle motiver og handlinger.’

Bo Lidegaard havde næppe sin egen avis i tankerne som en ‘dunkel kraft’ med ‘egne grunde’ til at ’skade Danmark enormt’. Ikke desto mindre viser Politiken sig ofte at være hovedaktør i det velrenommerede New York Times’ negative historier om Danmark.

Opskriften er groft sagt, at Politiken-journalister først fodrer undertiden partiske oplysninger og citater til den amerikanske avis. Derefter overgår internationale medier hinanden med kritisk dækning, hvorpå Politiken (og dens uofficielle partiorgan, Det Radikale Venstre) til sidst bruger den udenlandske kritik som argument i den hjemlige debat.

Smykkeloven er ét af flere eksempler. Politiken figurerede, og figurerer, som overeksponeret kilde i New York Times og får konsekvent ros for at være en ‘førende’ avis i Danmark.

Smykkesagen blev for alvor international, da Dan Bilefsky fra New York Times skrev to artikler 13. og 26. januar 2016. I den første artikel satte daværende Politiken-redaktør Jakob Nielsen tonen ved at beskrive Danmark som ‘en af verdens mest generøse velfærdsstater’ med tilføjelsen ‘nu prøver regeringen at forværre vores image’.

New York Times begik imidlertid mindst to fejl. For det første blev nazikortet trukket. Bilefsky kontrasterede smykkeloven med redningsaktionen i 1943, da størstedelen af de danske jøder blev bragt i sikkerhed i Sverige. Kontrasten er falsk, for i 1943 var det naturligt for mange almindelige danskere at hjælpe en velintegreret minoritet, dvs. jødiske nabofamilier, mod en fælles nazistisk fjende. Det var ikke tilfældet i 2015 og 2016, da tusinder af mestendels mandlige muslimske migranter ankom til Danmark efter at have passeret adskillige sikre lande såsom Tyskland.

For det andet er New York Times-artiklerne præget af udeladelser eller nedprioritering af relevante og nuancerende oplysninger. En af disse nedprioriteringer handler om, at Danmark
i dag er præget af utryghed, fordi velfærdssamfundet er ved at falde fra hinanden. Dette er af enorm betydning i Danmark, men for især amerikanske mediebrugere udgør dette aspekt en kulturkløft. De kender ikke velfærdssamfundet i samme grad og har svært ved at forstå, at danskere på tværs af partiskel værner om det. I den sammenhæng var smykkekonfiskationsloven at betragte som en ligestilling mellem asylansøgere og danske bistandsklienter, der også skal bruge af egen opsparing, før de kan modtage offentlige ydelser.

Ganske sigende ignorerede både Politiken og New York Times en opsigtsvækkende tragedie, der udfoldede sig nøjagtig samtidig med smykkeloven. Den 12. januar 2016 døde en 46-årig etnisk dansk hjemløs i ætsende kulde i København på Købmagergade. Den kolde mand sov ind, mens han i myldretiden lå på en af landets travleste gågader. Tragedien var en god mulighed for i al fairness at beskrive det danske dilemma mellem trængt offentlig økonomi, velfærd og migration.

Nu er Politikens journalister, herunder Jakob Nielsen, ikke ansvarlige for, om New York Times laver fejl. Og dog. Både Nielsen og Bilefsky befandt sig i Bruxelles for godt 10 år siden som medlemmer af det internationale pressekorps. Her er det god skik at tilsidesætte egne politiske holdninger, hvis en forudsætningsløs udenlandsk kollega skulle bede om råd om eksempelvis danske forhold. Jeg har selv rådgivet Bilefsky, mens jeg var EU-korrespondent i Bruxelles.

Naturligvis kan man ved en sådan lejlighed bruge sin ytringsfrihed, som man vil, men i stigende grad er New York Times endt med at fremstå som en skinger oversættelse af Politikens lederartikler. Dette gjorde sig eksempelvis gældende, da Jakob Nielsen og yderligere én Politiken-journalist deltog i Bilefskys artikel 15. marts 2017 om integrationsminister Inger Støjbergs (V) omstridte asylstrammer-kage.

I artiklens top lød konklusionen: ‘For ikke længe siden brystede Danmark sig af sin humanisme, gavmilde ulandsbistand og en gæstfri holdning til udlændinge. Tiderne har ændret sig.’ Påstanden blev ikke understøttet af kilder, idet Støjbergs lagkage på ingen måde gav sagligt grundlag for en generalisering om ‘Danmark’.

Ligeledes med Bilefskys beskrivelse 20. januar 2016 af den såkaldte frikadelle-krig i Randers. Også her figurerede Politiken. En indvandrer blev citeret for, at Dansk Folkeparti ‘taler på vegne af svin’, og læserne blev snydt for oplysningen om, at nogle randrusianske institutioner vitterlig havde fjernet svin fra menuen, tilsyneladende af hensyn til islam.

New York Times ignorerede også dyrevelfærds-aspektet, hvilket afspejler en kulturkløft vedrørende religion. Et bredt udsnit af danskerne nærer uanset partifarve uvilje mod dyrplageri afstedkommet af irrationelle religionsfølelser. På dette felt mindede New York Times om et andet amerikansk medie, TIME Magazine, som i juli 2015 måtte beklage en artikel om et ‘nyt’ dansk forbud mod kosher- og halalslagtning. Forbuddet viste sig at være et halvandet år gammelt krav om, at dyr skal bedøves inden slagtning. Formelt var forbuddet religionsneutralt, men i Politiken fik ekstreme religiøse kredse lydhørhed i deres kamp mod dyrevelfærd. Temaet i et indlæg 22. februar 2014 var, at ‘danskerne er jo ekstremister’.

Også bilafbrændingerne i Danmark fik 10. oktober 2016 en ganske skæv beskrivelse i New York Times. Her forklarede Politiken-journalist Frank Hvilsom vandalernes mulige motiver ud fra ‘en giftig debat om immigration i dette land og immigranter, som får at vide ‘du er ikke dansk’.’

Udeladt var den kendsgerning, at både motorvejs-steninger og bilafbrændinger i nogle tilfælde er foretaget af personer med muslimsk baggrund, samt at danske kriminalitetsstatistikker rummer en grel overrepræsentation af folk med rod i islamisk kultur. Mens denne kendsgerning lades uomtalt, har New York Times omvendt brugt ordet xenofobi, dvs. fremmedhad, i beskrivelserne af Danmark.

Det karakteristiske er, at udenlandsk presse kun overfladisk strejfer utrygheden og presset mod velfærdssamfundet. Mulighedernes kø er ellers lang. Den danske utryghed kunne Bilefsky såmænd nemt beskrive uden at skulle sige farvel til kilderne i Politiken. Han kunne lave et interview med JP/ Politikens ledelse om dens krænkelser af ytringsfriheden i form af hård censur mod manden bag Muhammedtegninger ne, Flemming Rose. Dette blev blotlagt i 2016 i bogen ‘De besatte’. Den dødstruede Roses hårde exit fra en avis, han havde tjent loyalt i 16 år, er en relevant global nyhed. New York Times kunne også beskrive, hvordan 74 procent af de såkaldte ‘asylbørn’ viser sig at være over 18 år. Der er altså tale om voksne, som prøver at snyde sig til dansk velfærd.

Til forsvar for Bilefsky skal nævnes, at der er forskel på amerikansk og dansk journalistik. Det bemærkede jeg selv, da jeg som amerikanskuddannet journalist efter nogle års arbejde
i Californien vendte tilbage til Danmark i 1994. Jeg fandt et nogenlunde fristed på Ritzau, men opdagede snart, at danske medier har ret svært ved at efterleve princippet om tilstræbt objektivitet. En undersøgelse viste i 2012, at omkring 30 procent af danske journalister var tilhængere af Det Radikale Venstre, og 80 procent af de adspurgte ville stemme »rødt-grønt«. En procent sympatiserede med DF.

Det belyser, at danske journalisters tradition for tilstræbt objektivitet ikke er helt stærk nok til, at de politiske holdninger bliver filtreret væk i nyhedsdækningen. Netop heri finder man nok en hovedårsag til almindelige danskeres mistillid til elite-medierne. Netop heri ses også en årsag til Bilefskys fejl. Han stoler på det ‘førende’ dagblad Politiken uden at afsøge modpoler som Den Korte Avis eller Uriasposten.

New York Times’ fejl og manglende balance er fortsat Bilefskys ansvar, og jeg har i hovedtræk foreholdt ham kritikken i denne kronik. Hans version kunne være kommet med, men må vente til en anden god gang. Naturligvis skal han og New York Times fortsat skrive efter avisens 120 år gamle slogan om ‘all the news that’s fit to print’. Ordsproget blev i øvrigt opfundet som led i et opgør mod partisk skandalejournalistik.



20. april 2017

Boualem Sansal i Politiken: “For Sansal er det ikke kun fanatikerne, men selve islam, der truer…”

Jeg har tidligere citeret Boualem Sansal, men det kan ikke gøres for ofte, selvom det meste er kendt viden. Slagene rammer dog dybere, når de ikke kommer fra Mogens Glistrup eller Lars Hedegaard, men en mørklødet mand fra Tissemsilt-provinsen i det nordlige Algeriet.

Interview med den algeriske forfatter Boualem Sansal i selveste Politiken – Islam kan skabe borgerkrig i Frankrig (kræver login).

“Fra sin udkigspost i det stadig mere islamiserede Algeriet er Boualem Sansal stærkt bekymret over udviklingen i Frankrig. Den 67-årige forfatter til romanen ‘2084: Verdens ende’, som har solgt mere end 300.000 eksemplarer i Frankrig, ser et land, hvor tryghed og sammenhængskraft er truet. …

Sansals ‘2084’ foregår i et ekstremt religiøst diktatur, der er lige så tømt for frihed, mangfoldighed og tolerance, som Orwells samfund er det. Forskellen er, at fanatismen og totalitarismen i Sansals dystopi er religiøs. Det er et rendyrket islamistisk samfund, han fremmaner, og selv om titlen angiver, at der er tale om en fremtidsfabel, er den i høj grad inspireret af truslen fra islamismen, som han kender fra sit eget land og fra terrorens Europa i disse år.

Og for Boualem Sansal er Frankrig, Europas sekulære kerneland, intet mindre end truet på livet: ‘Frankrig er så udsat, fordi radikaliseringen af unge muslimer er så fremskreden, at den er næsten umulig at stoppe. Jihadisterne, der har kæmpet for Islamisk Stat, vil skubbe yderligere til udviklingen, når de kommer hjem og udløser nye terrorangreb. Der vil opstå en borgerkrigslignende tilstand, fordi den yderste højrefløj i Frankrig også er i gang med en voldsom radikalisering’. Sansal ser også en ’snigende islamisering af Europa’ udløst af Tyrkiets præsident, Erdogan, ligesom han mener, at tilstrømningen af indvandrere og flygtninge i Europa vedblivende vil skabe problemer: ‘Når den sidste romantik omkring flygtningenes ankomst er væk, og de bliver overladt til sig selv, til arbejdsløshed og modstand fra den øvrige befolkning, bliver de nytilkomne muslimer et let mål for islamistisk rekruttering’, siger han.

[…]

Efter at Algeriet var blevet uafhængigt, var der 250 boghandlere og 150 biografer i landet, nu er der 4-5 boghandlere og ingen biografer, fortæller han. Hans landsmand og kollega Kamel Daoud blev dømt til døden af islamister for blot at have antydet, at han ikke var troende.

Hverken islamisterne, regeringen eller den akademiske elite i Algeriet kan lide ham, siger han: ‘De mener, at denne Boualem Sansal taler for meget, er for kritisk over for islam, er for provestlig, er ven med jøderne, og de bryder sig ikke om, at han har været i Israel. De mener slet ikke, at han fortjener at bo i Algeriet’, siger Sansal…

For Sansal er det ikke kun fanatikerne, men selve islam, der truer de værdier, Frankrig er baseret på, fordi islam i bund og grund ikke tillader, at der er andre værdier end dens egne:

‘Europæere forstår ikke, hvor dybt islam udfylder den enkelte muslims liv. Islam er ikke en religion, der kun lever i privatpersonens hjerte, men en kultur, en juridisk kode og en politisk ideologi, der udfylder hele individualiteten. Det skaber enorme problemer i de europæiske nationalstater. …’. …

‘Hvor slutter islam, og hvor begynder islamismen?’, funderer Sansal.

Spørger altså Boualem Sansal, der lyder som en islamofob, men selv kalder sig ‘behaviorist’ i forhold til islam, fordi han mener, at hans udsagn er baseret på objektive iagttagelser af en adfærd.”



16. april 2017

Malte Frøslee Ibsen, ‘forsker’: “… hvad kan vi… gøre for at inddæmme højrepopulismens fremmarch?”

Der er ikke ligefrem mangel på venstreorienterede forskeraktivister. Først kalder man indvandringsmodstand i velfærdsstater for ‘højrepopulisme’, hvad så gøres til en konsekvens af ‘neoliberalisme’. EU er løsningen fordi den kan tøjle genstridige befolkninger og multinationale virksomheder, og – ikke direkte formuleret – Karl Marx fordi han har beskrevet vejen mod proletariatets diktatur. Intet om indvandring. Intet om integration. Intet om Islam.

Ubehageligt læserbrev af politiserende postdoc Malte Frøslee Ibsen i Politiken – Forsker: Stop højrepopulismens fremmarch.

“Herhjemme har diskussionen om højrepopulismens succes fokuseret på flygtningekrisen, der af mange opleves som en udfordring af statens mulighed for at modtage og integrere et stort antal mennesker på flugt fra Mellemøstens kollaps. Men det er intet tilfælde, at populismen rejser sig i de vestlige demokratier få år efter finanskrisen i 2008…

I min egen forskning arbejder jeg ud fra den hypotese, at højrepopulismens succes skal forstås som betinget af velfærdsstatens kontroltab over økonomien. …

Globaliseringen af kapitalismen har altså påført velfærdsstaten et systematisk kontroltab over økonomien, der har svækket dens evne til at afværge økonomiske kriser og lindre deres negative følgevirkninger. Samtidig har neoliberalismen svøbt den internationale konkurrence og finansmarkedernes gældsskruetvinge om statens finanser i afpolitiserende ideologiske klæder, som om de var naturfænomener. Med andre ord: ‘nødvendighedens politik.’

Højrepopulismen repræsenterer altså en vælgerreaktion mod velfærdsstatens legitimationskrise i den globaliserede økonomi. Men frem for at vende sig mod statens kontroltab som den underliggende årsag til afindustrialisering, arbejdsløshed og stagnation/fald i levestandard i udkantsområderne, så retter store vælgergrupper i stedet vreden mod politikerne, indvandrerne og storbyeliterne med deres progressive principper om kønslighed, antidiskrimination og en anstændig tone. Hvis denne tese er korrekt, hvad kan vi så gøre for at inddæmme højrepopulismens fremmarch?

Kun hvis vi frigør os fra den globaliserede økonomis magt over vores politiske institutioner og den neoliberale ideologis magt over vores politiske forestillingskraft, kan vi gøre os håb om på sigt at fratage højrepopulismen dens vækstbetingelser.

(Kommentar af Ulrik William Nash på Politiken.dk, 16. april 2017)



15. april 2017

Minister i skjult optagelse: “Jeg har ikke opfattelsen af, at der er nogen viden, der kan skade nogen.”

Tirsdag kunne Politiken på baggrund af en hemmelig lydoptagelse afsløre, at Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen sidste år under et møde i Miljøstyrelsen, omtalte aktindsigter som værende ‘en sygdom i samfundet’. Hører man udtalelserne i sin helhed er der intet odiøst i udmeldingen, og kioskbaskeren var ret beset ‘fake news’.

Fra Den Offentlige – Minister får tæsk for udtalelser om aktindsigt: Du gætter ikke hvad han faktisk sagde.

“Her følger en udskrift af ministerens udtalelser:

– Som forsker er jeg selv enormt optaget af, at der er åbenhed om de metoder, man anvender – og om de resultater, man når. Derfor har jeg lanceret et helt nyt setup for den forskningsbaserede myndighedsbetjening. I de kontrakter, vi indgår med universiteterne, skal der ikke være dobbelt lukketheds-klausuler eller noget som helst.

– Jeg har ikke opfattelsen af, at der er nogen viden, der kan skade nogen. Derfor skal den viden være tilgængelig. Men – og der er et vigtigt men – der skal være mulighed for, at man politisk kan arbejde med noget af den viden i en kort periode.

– Der kan være forhandlingspositioner, der ikke skal ud i verden og være kendt, inden man har en endelig aftale. Hvis vi for eksempel arbejder med udvikling af store arealer, og folk spekulerer i at få dem solgt, inden en aftale var indgået…

– Men ellers er jeg meget optaget af den åbenhed, der skal være omkring det forskningsbaserede.

– Jeg mener, det er en sygdom i vores samfund, at der bliver søgt om aktindsigt i alt mellem himmel og jord – og at man ikke har mulighed for i en arbejdsproces at kunne passe ting til, uden at det skulle opfattes som, at nu vil man skjule noget – eller at man vil ødelægge noget eller vil det ene eller det andet. …

– Bare man kan finde et lille hjørne, man kan puste op med en ikke-faktuel viden – eller på baggrund af en aktindsigt med et eller andet dokument – så har man straks en kæmpe opmærksomhed i pressen. Så er der samråd, og så skal vi handle på baggrund af det – frem for, at vi havde tid til at tilvejebringe information og tilrettelægge de processer, der skal være.”

Oploadet Kl. 12:58 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


12. april 2017

Professor: Alle monoteismer er ens, folkekirken kan ‘på et splitsekund’ understøtte vold og forfølgelse

Dele af professorens argumentation, minder mig om flosklerne et par yngre piger slap afsted med i et interview i P1, mandag eftermiddag. De hedder Rukhsar og Maleeha Asif, er troende muslimer, og går begge med hijab.

Professoral kronik af Anders Klostergaard Petersen trykt i gårsdagens Politiken – Islam er ikke mere voldelig end kristendommen (kræver login).

“To tendenser er tydelige. En gruppe isolerer volden til sociale faktorer for på den måde at holde islam fri for kritik. Det er ikke islam som religion, der er årsag til volden, men derimod det depraverede miljø, terroristerne rekrutteres fra.

En anden gruppe betoner sammenhængen mellem skriftsteder i Koranen og traditioner i senere islamisk mytologi og historie, som gør det vanskeligt at friholde islam for forbindelsen til aggression og vold.

Bag forskellen i opfattelse ligger en videnskabsteoretisk uoverensstemmelse.

Legitimation af terrorangreb i islam er, hævder konstruktivister, kun et påskud.

Omvendt siger essentialister, at der eksisterer en uvægerlig forbindelse mellem islam og aggression. Islam er i sit væsen voldelig, hævder de sidste, mens de første argumenterer for, at det alene er sociomaterielle årsager, som forbinder islam med vold.

Så fulgte angrebet på en moské i Quebec; men meget tankevækkende har der ikke været skrevet om relationen mellem kristendom og vold. Det var ellers oplagt nok. Angrebet var, måtte man forstå, alene politisk motiveret af radikal højrefløjstænkning.

At en sådan tænknings repræsentanter hyppigt opfatter sig som forsvarere af den vesterlandske verden og kristendom, blev ignoreret af medier og eksperter.… Det er vanskeligt ikke at sidde tilbage med det indtryk, at debatten primært drejer sig om modsætninger i nutidens syn på flygtninge, indvandrere, nationalitet og religion.

Det gælder især islam og kristendom, hvor sidstnævnte ikke optræder som parallel til den førstnævnte, men som modsætning. Avler islam vold, skaber kristendom fordragelighed. Der har ikke været en grundlæggende drøftelse af forholdet mellem religion og vold, islam, kristendom og aggression. …

Kan vi fastslå en sammenhæng mellem islam og vold, behøver vi ikke at lade os stresse af nye terrorangreb. De bekræfter blot den viden, vi allerede har. Men drøftelsen har ikke ført til, at vi er blevet meget klogere på forholdet mellem religion og vold eller enkeltreligioner og deres relation til aggression.

[…]

Følelser er kortvarige og flygtige; de kommer og går. Men ingen gruppe kan bestå, medmindre tilhørsforholdet til gruppen får mere permanent karakter. I den sammenhæng er religion afgørende, fordi det som et Duracell-batteri kan bruges til at oplade følelser.

Når batteriet er fladt, mødes man i kulten for atter at lade gruppens følelsesmæssige energi op. Religioner binder følelser til emblemer. Derfor har de en væsentlig gruppedannende og bevarende karakter.

Emblemet, gruppen lader sine følelser op i, er gruppen selv. Batteriet er, som allerede Durkheim fremhævede, de værdier og følelser, gruppen bygger på.

Det gælder selvfølgelig ikke kun religion, men også ideologier som politik, ligesom det gælder sport. Det er ikke tilfældigt, at klubhold har emblemer, som tilhængerne investerer stærke følelser i. De kan være positive, men de kan også være negative. …

Religion kan bruges til at skabe gruppemæssigt sammenhold og derved etablere og fastholde kultur blandt grundlæggende selvcentrerede, magtsyge aber.

Men religion kan ‘ kulturligvis’, havde jeg nær sagt, også bruges til det modsatte.

En hvilken som helst religion kan på kort tid skifte karakter, fordi den elementært reflekterer og rummer gruppens væsen og værdier. Er gruppens symbolske niche eller fysiske territorium truet, vil gruppen ofte gribe til vold. Og adfærden begrundes typisk i gruppens religion, fordi den nu engang udgør gruppens grundlæggende værdier og følelser.

Derfor er det ikke underligt, at vi i disse år ser islam anvendt til voldeligt at sparke tilbage mod dem, som truer islamiske gruppers og landes eksistens. Det er selvsagt ikke nogen undskyldning for vold og terror, men forudsætningen for at løse problemer begynder i forståelse.

Man skal være blåøjet, hvis man tror, at argumentationen ikke gælder den danske folkekirke. Den kan som et hvilket som helst andet stykke kultur også på et splitsekund forvandles fra en fredelig og ufarlig størrelse til et negativt ladet batteri, hvorfra tilhængerne henter selvforstærkende energi til vold og forfølgelse af fremmede.

Det kræver kun en ændring af den sociale situation fra overskud til underskud, fra suveræn til truet. Ingen går fri. At tro problemet løst gennem afskaffelse af religion er imidlertid naivt, for dæmonen flytter med, men tager blot anden ideologisk skikkelse.

Og så har man afskåret sig fra at tappe det religiøse batteris uomtvistelige positive værdier. …

Religioner kan bære gruppens positive følelser, men de kan i løbet af ingen tid vende 180 grader og gøres til bærere af negative følelser. Spejler religion gruppen og dens følelser, er det klart, at de kan have både positiv og negativ karakter.

Som man kan oplade et glædesbatteri, kan man også lade batteriet op med vrede og frygt.

Hvad der står i de enkelte religioners formative skriftsamlinger som Bibel, Koran og Tripit aka, spiller i den sammenhæng ikke nogen stor rolle. Hos tilhængerne får teksterne betydning gennem deres brug og ikke gennem fortolkning af dem i deres historiske kontekst. Føler gruppen sig truet eller mægtig over for andre, henter den støtte for forståelsen i det religiøse Duracell-batteri.

Den danske folkekirke og dens medlemmer gør ligeså. Vi kan bare glæde os over, at vi er i en del af verden, hvor civilisation og kultur – gud ske tak og lov – endnu lever i nogenlunde symbiotisk samspil.

Bevidstheden om grupper, kulturer og civilisationers skrøbelighed og religioners dobbeltvæsen bør imidlertid mane til eftertanke og handling. For hvis ikke vi forstår det og handler derefter, risikerer vi alt for let at falde tilbage i dyriskhed, despotisme og dæmoni.

Det er her, diskussionen om religion, vold, islam og kristendom må tage sin begyndelse, og ikke i Koran, Bibel eller andre fjerne tekstsamlinger, for teksterne er, hvad mennesker gør dem til. Hverken mere eller mindre.”



6. marts 2017

TV2 Nyhederne: Bedeforbud på H.C. Ørsted Gymnasium fik Hazal til at tilslutte sig Islamisk Stat

Torsdag aften sendte TV2 dokumentaren ‘Er mine piger hellige krigere?’, om de to kurdiske søstre Leyla og Hazal Olgun fra Brøndby, der sidste år rejste til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat.

Samme aften kunne man på TV2 se et interview med EU’s antiterrorkoordinator Gilles de Kerchove, der påpegede at ‘den hårde tone’, kan øge tilslutningen til Islamisk Stat. Retorikken var yderst problematisk, da “Europa bør forblive åben over dem, der har brug for beskyttelse.” Forsker eller aktivist?

Lørdagens sidehistorie i TV2 Nyhederne var ligeså grinagtig. ‘Mangel på accept førte til radikalisering’ fortælles det med udgangspunkt i Hazal, der som elev på H.C. Ørsted Gymnasium blev ramt af skolens bedeforbud. Hun følte sig ’set ned på som muslim i Danmark’, og den manglende accept radikaliserede hende.

Har hun et behov for at bede til Allah i skoletiden, så var hun jo nok allerede radikaliseret, også selvom skolelederen uden at trække en mine betegnede de heldækkede søstre som værende ‘velintegrerede danske piger’.

Selvom blot to har rejst til Syrien efter det de oplevede som hetz, så er der angiveligt et stort potentiale. En meningsmåling foretaget af Megafon for Politiken, fortæller at 17 procent af muslimer bosat i Danmark “har overvejet at flytte til et andet land”.

“Vi medvirker til radikalisering, hvis vi ikke lader religionen få plads i de offentlige institutioner…” (Kasper Sand Kjær, Dansk Ungdoms Fællesråd, Politiken, 24. februar 2017)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper