1. november 2017

Dumstædige Ritzau: Korrigerer først fejlagtig fraværsprocent, da de blev truet med sag i Pressenævnet

Lørdag fortalte jeg her på siden, at min politikerkæreste ville klage til Pressenævnet over en artikel om dobbeltmandaters fravær fra byrådsmøder, da artiklen var baseret på forkerte tal. De nægtede at rette fejlen, og klagen blev sendt. Der gik dog kun få timer før Ritzau fortrød, og rundsendte den anden rettelse til historien. Stort set ingen medier har bragt den pågældende rettelse, og havde det ikke været for den lokale avis (der dækker byrådsmøderne), så ville de forkerte tal stå uantastet. Fra Fyens.dk – Ritzau bøjer sig for Bendixen.

“Medlem af Folketinget og byrådet i Odense, Pernille Bendixen (DF) måtte mandag til tasterne og true med at indbringe en sag for Pressenævnet, inden Ritzaus Bureau erkendte, at man havde lavet en fejl i en artikel om politikere, der både sidder i Folketinget og i byrådet. En artikel der blev bragt i en række medier torsdag og fredag. …

Til støtte for artiklen havde nyhedsbureauet undersøgt, hvor mange møder Bendixen og de øvrige politikere med dobbeltmandater i landet havde meldt fra til, og i første omgang bonnede hun ud med landets næsthøjeste fravær med ni ud af 28 møder i byråd og udvalg i Odense i 2017.

Men det var ikke korrekt. På Odense Kommunes hjemmeside fremgik det klart og tydeligt, at hun blot havde været fraværende til et enkelt byrådsmøde og to udvalgsmøder. Og efter Ritzau udsendte deres rettelse mandag eftermiddag, var nummer to på DFs liste til kommunalvalget i Odense tilfreds.”

(Indsat: Ritzaus anden korrektion, som de fleste medier ignorerede)

“Ud af de rigtig mange medier, der valgte at bringe fraværsstatestikken, er der blot nogle få der har valgt at bringe korrektionen. … Det betyder, at selvom tallene nu er korrekte, fremstår jeg desværre fortsat som den politiker i landet med 2. højst fravær, fordi medierne ikke er interesserede i at bringe fakta, men kun den sexede historie om, at vi sylter vores byrådsarbejde.” (Pernille Bendixen, Den Korte Avis, 1. november 2017)

Oploadet Kl. 16:05 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer
Arkiveret under:


28. oktober 2017

Ritzau rundsender telegram med fejlagtig fraværsprocent: Nægter at dementere, og forhøjer…

Ritzau er det altdominerende nyhedsbureau herhjemme, og når de rundsender en historie bringes den normalt uændret i de fleste dagblade, lokale som landsdækkende. Lørdag, på det man kunne kalde valgkampens første reelle dag, sendte de en kritisk artikel rundt om fraværsprocenter i byrådene for politikere med dobbeltmandater.

Min politikerkæreste er blandt landets 21 politikere med dobbeltmandater, og står på listen som den politiker i Danmark med den næsthøjeste fraværsprocent. Noget der fremgår af utallige medier i dag, trykte såvel som online. DR.dk bragte historien med hendes pressefoto: ‘Kommunalpolitikere har for travlt til byrådsmøder’ – “En af dem er Pernille Bendixen…”.

Tallene er ukorrekte. Odense Byråd giver medlemmerne mulighed for at deltage over Skype, og hvis man tjekker kommunens hjemmeside, så kan man se at hendes fraværsprocent ikke er 32,1 (9/28), men 10,7 (3/28).

DR Online og flere fynske medier har korrigeret historien, men Ritzau har til gengæld afvist at lave et dementi. Ja, faktisk har de efter hun klagede forhøjet fraværsprocenten til 39,3 (11/28). Hun går derfor til Pressenævnet. Igen.

Fra Fyens Amts Avis – En gammel traver på banen igen (ikke online).

“Nyhedsbureauet Ritzau har kortlagt de 179 folketingsmedlemmers hang til at lade sig vælge til kommunalbestyrelser og regionsråd også.

Og 21 af dem sidder på dobbeltmandater.

Og sammenholdt med Ritzaus opgørelse af de 21 folketingsmedlemmers fraværsprocenter i de regionale og kommunale forsamlinger, synes dobbeltmandaterne at have et betydeligt besvær med at passe to politiske poster og være to steder på samme tid.

Det gælder også de tre fynske folketingsmedlemmer på listen: Pernille Bendixen(DF) med 32 procent fravær alene i år fra byråds-og udvalgsmøderne i Odense Kommune.

… nogen pryd for et mønsterdemokrati som det danske er nogle politikeres hang til dobbeltjobberi ikke.”

(JyskeVestkysten, 28. oktober 2017, s. 4; NB: Min fremhævelse)

“Odense Byråd giver mulighed for at være til stede via Skype. De fem og seks tilfælde i 2017, hvor henholdsvis Pernille Bendixen og Alex Ahrendtsen har været til stede under hele mødet via Skype, er ikke talt med som fravær.” (Ritzau/Politiken.dk, 28. oktober 2017; Fem skulle være seks, og de har talt det med som fravær)

Oploadet Kl. 22:45 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


14. september 2017

“S-bagland ønsker kursskifte fra partitop om kvoteflygtninge”, konkluderede Ritzau…

Svarprocenten i Ritzaus undersøgelse er blot 22 procent, hvad man vanskeligt kan konkludere på. At socialdemokratiske lokalpolitikere er til venstre for folketingsgruppen i spørgsmålet, lyder dog meget sandsynligt. Jens Jonatan Steen kommenterer i Netavisen Pio – Laver Ritzau fake news?.

“‘Undersøgelsen er ikke repræsentativ, og det er langt fra alle de 919 adspurgte, der har svaret på Ritzaus spørgsmål.’

Sådan skriver Ritzau, der altså erkender, at den undersøgelse, som de netop har foretaget på baggrund af svar fra socialdemokratiske regions- og byrådsmedlemmer samt lokalformænd, hverken er repræsentativ eller præsterer en særligt høj svarprocent.

Alligevel er Ritzau klar til at fælde følgende dom: ‘S-bagland ønsker kursskifte fra partitop om kvoteflygtninge’. Det forhindrer altså ikke en hård vinkel og en meget entydig konklusion, at man har et svagt og problematisk datagrundlag. …

Endelig er der også en problematisk præmis, som Ritzau bygger deres artikel på, nemlig at holdningen til kvoteflygtninge i det socialdemokratiske bagland – hvis altså Ritzau havde datagrundlag til rent faktisk at lave den konklusion – skulle skulle være i modsætning til holdningen i partitoppen.”

Oploadet Kl. 23:37 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


1. september 2017

Onsdag: Politiet efterlyser ‘mellemøstlig’ mand – Fredag: Politiet anholder “En mand fra Aarhus…”

Onsdag bloggede jeg en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi, hvor de eftersøgte to arabere, der havde begramset piger i Århus’ bybusser. Flere ofre gik til politiet, og den viste sig at den ene af de to gerningsmænd, en ca. 60-årig mand, ‘mellemøstlig af udseende’, havde antastet adskillige piger. Han er nu anholdt, og blevet ‘aarhusianer’.

En af-etnificeret historie fra Ritzau via JP.dk – Aarhusianer er anholdt for at gramse på ti kvinder.

En mand fra Aarhus er anholdt for at have befølt kvinder i ti tilfælde i busser i byen, oplyser politiet fredag.

En dommer skal lørdag afgøre, om der er grundlag for fængsling af den anholdte, der er 55 år.

Anholdelsen skyldes blandt andet præcise udsagn fra vidner i sagen, lyder det fra Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.”

Oploadet Kl. 23:54 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


23. juli 2017

Dobbelte standarder: Betjent skyder ubevæbnet hvid kvinde – Intet om Mohamed Noor i medierne…

Det ville være en klassisk Urias-blogpost at dokumentere mediernes dækning af Mohamed Noors drab på Justine Damond, men jeg har vanskeligt tid. Dækningen illustrerer de dobbelte standarder, hvor etnicitet kun er relevant, hvis det kæmper ‘anti-racismens sag’ eller indirekte understøtter det multikulturelle projekt.

Morten Uhrskov Jensen sætter sagen i rette relief – Hvid ubevæbnet kvinde skydes og dræbes af somalisk betjent.

“Lørdag den 15. juli 2017 blev den sidste dag i australske Justine Damonds liv. Hun boede i byen Minneapolis i den amerikanske delstat Minnesota. Det blev fatalt for hende, at hun ringede til det lokale politi, fordi hun hørte lyde, der kunne indikere, at et seksuelt overgreb fandt sted.

En patruljebil med to betjente ankom til stedet, og da Justine Damond iført pyjamas og i øvrigt ubevæbnet gik henimod politibilen, blev hun uden varsel skudt i maven og døde kort efter. Det har man kunnet læse om på både dr.dk og tv2.dk’s hjemmesider, der begge bragte telegrammer fra Ritzau, TV2 den længere version.

Se, havde den dræbte været ikke-hvid og politimanden hvid, er det min påstand, at det var fremgået meget tydeligt af Ritzaus telegram og af DR og TV2’s gengivelser. Hos DR kan man se et foto af offeret Justine Damond, og det fremgår, at hun er hvid. Men politimanden, der skød og dræbte den ubevæbnede Justine Damond, får vi ikke noget at vide om. Hvorfor mon ikke? Der har som bekendt været sager indenfor de seneste år, hvor sorte er blevet skudt og dræbt af hvide politifolk, og det har flere gange afstedkommet alvorlige optøjer.

Politimanden denne gang var ikke hvid, men derimod somalier med navnet Mohamed Noor. I skrivende stund har Mohamed Noor endnu ikke afgivet officiel forklaring, men har ifølge Daily Mail derimod talt med venner og bekendte om drabet på Justine Damond. Mohamed Noor har her bl.a. udtalt, at han er ‘indvandrer, muslim og ikke-hvid.’ …

For det andet viser sagen en voldsom slagside hos danske medier, værst hos DR og TV2 som de to største. Da det viste sig, at politimanden ikke var hvid, var det pludselig ikke interessant at oplyse om hans etnicitet.”

(Rollemodellen Mohamed Noor og familie. Indsat: Justine Damond; Collage: TGP, NBC)

Oploadet Kl. 11:03 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer


26. maj 2017

Philip Kweku Amankwa Sampson: Jeg ‘ved med mig selv’, at jeg blev udsat for dansk ‘racial profiling’

Journalist Philip Sampson har en fortid på Politiken, DR og Ritzau, og har efter eget udsagn ‘gennem årene’ samarbejdet med (venstreradikale) organisationer såsom svenske Expo og engelske Searchlight. Det forklarer desværre en hel del.

Selverklærede ‘antiracister’ har en evne til at se krænkelser alle vegne, men der er intet odiøst i ‘racial profiling’. En katolsk nonne udgør i terrormæssig henseende en mindre risiko end en kjortelklædt muslim med fuldskæg, og en mørklødet mand der fotograferer politibevogtningen foran synagogen i Krystalgade, skal politiet naturligvis have styr på. Der er ting her i livet, der er vigtigere end overdrevets idealer.

Kommentar af Philip Kweku Amankwa Sampson set hos POV International – Racial profiling i Krystalgade.

“… Jeg havde været inde på Københavns Hovedbibliotek i Krystalgade og låne en bog om guldaldermaleren Wilhelm Marstrand. … Da jeg kom ud af biblioteket besluttede jeg mig for at tage et foto af politibilen, der holdt parkeret dér foran synagogen i Krystalgade. …

Jeg tog billedet, og fortsatte så ned ad Peder Hvitfeldts Stræde. Da jeg var kommet næsten ned til Kultorvet, blev jeg indhentet af to mænd, der viste sig at være civile politibetjente. Den ene – en kraftig mand med fuldskæg iført skovmandsskjorte – viste sit politiskilt. ‘Du har lige taget billeder i Krystalgade’, konstaterede han. Han var noget eksalteret. ‘Hvad tog du billeder af’, spurgte han.

Jeg er overbevist om, at de to civilbetjente ikke var kommet halsende efter mig, hvis jeg ikke havde været mørklødet, som jeg nu er. De havde ikke fundet mig mistænkelig, hvis jeg havde været hvid.

‘Rolig nu’, sagde jeg, og trak min tegnebog op af lommen. ‘Jeg tog et billede af en politibil foran synagogen’, fortsatte jeg lettere irriteret. Jeg var især opbragt over hans anklagende tonefald. Sidst jeg tjekkede var det ikke forbudt for almindelige mennesker at tage billeder på offentlig gade og vej. Og slet ikke i denne smartphone-æra, hvor Gud og hvermand tager billeder og selfies af hvad som helst.

Jeg er da godt klar over, at synagogen er under politiets særlige bevågenhed på grund af terrorfaren. … Men at antaste folk på den måde, jeg blev, og udsætte dem for spørgsmål i et tonefald, der signalerer en højst forudindtaget holdning, er på ingen måde i orden.

… her er det, vi kommer til racial profiling. Jeg er overbevist om, at de to civilbetjente ikke var kommet halsende efter mig, hvis jeg ikke havde været mørklødet, som jeg nu er. De havde ikke fundet mig mistænkelig, hvis jeg havde været hvid. Og de havde så afgjort ikke været eksalterede og anklagende i deres tonefald. Det skal jeg garantere for.

… ‘Fortsat god dag’, var den obligatoriske afskedshilsen. Hvorefter han – og hans helt neutrale og passive kollega – satte kursen tilbage mod synagogen.

Men jeg er gammel i gårde. Og jeg ved med mig selv, at det jeg blev udsat for til aften i Peter Hvitfeldts Stræde var ægte danske racial profiling.



25. april 2017

Tidl. korrespondent: Politiken frygtede for vort omdømme, men er selv kilde til de negative historier

For et par uger siden bragte Weekendavisen en kronik af tidligere EU-korrespondent Erik Høgh-Sørensen, der påpegede at Politiken kørte et parløb med New York Times, i forhold til at sætte Danmark og den danske udlændingepolitik i dårligt lys. Høgh-Sørensen påpegede, at Politikens dækning bør afbalanceres med alternative medier, herunder Uriasposten.

Tidliger redaktionschef for Politiken Jacob Nielsen svarede i fredags. Kronikken beskrives som et langt konspiratorisk causeri, og anbefalingen af Den Korte Avis og Uriasposten var udtryk for kronikørens ‘journalistiske deroute’. Døm selv.

Kronik i Weekendavisen af Erik Høgh-Sørensen.

Politiken som omrejsende imam (7. april 2017)

Før vedtagelsen af den omstridte smykkelov advarede dagbladet Politikens daværende chefredaktør Bo Lidegaard 26. januar 2016 på lederplads om risikoen for en ny Muhammedkrise.
Nyheden om smykkeloven var gået ‘verden rundt som et skræmmeeksempel på, hvor små og uværdige selv højt respekterede demokratier kan blive,’ skrev Lidegaard og tilføjede:

‘Det kan godt være, at omverdenen har misforstået intentionen [med loven], og det er muligt, at der kan findes eksempler på, at også andre lande konfiskerer værdier. Men det ændrer ikke ved, at smykkeloven har fået sit eget liv, og at en vedtagelse vil skade Danmark enormt.’

Lidegaard advarede om ligheden med Muhammedkrisen i 2005: ‘Også dengang var dunkle kræfter på spil, og også dengang havde mange af dem, der råbte højest, deres egne grunde til at tillægge Danmark skumle motiver og handlinger.’

Bo Lidegaard havde næppe sin egen avis i tankerne som en ‘dunkel kraft’ med ‘egne grunde’ til at ’skade Danmark enormt’. Ikke desto mindre viser Politiken sig ofte at være hovedaktør i det velrenommerede New York Times’ negative historier om Danmark.

Opskriften er groft sagt, at Politiken-journalister først fodrer undertiden partiske oplysninger og citater til den amerikanske avis. Derefter overgår internationale medier hinanden med kritisk dækning, hvorpå Politiken (og dens uofficielle partiorgan, Det Radikale Venstre) til sidst bruger den udenlandske kritik som argument i den hjemlige debat.

Smykkeloven er ét af flere eksempler. Politiken figurerede, og figurerer, som overeksponeret kilde i New York Times og får konsekvent ros for at være en ‘førende’ avis i Danmark.

Smykkesagen blev for alvor international, da Dan Bilefsky fra New York Times skrev to artikler 13. og 26. januar 2016. I den første artikel satte daværende Politiken-redaktør Jakob Nielsen tonen ved at beskrive Danmark som ‘en af verdens mest generøse velfærdsstater’ med tilføjelsen ‘nu prøver regeringen at forværre vores image’.

New York Times begik imidlertid mindst to fejl. For det første blev nazikortet trukket. Bilefsky kontrasterede smykkeloven med redningsaktionen i 1943, da størstedelen af de danske jøder blev bragt i sikkerhed i Sverige. Kontrasten er falsk, for i 1943 var det naturligt for mange almindelige danskere at hjælpe en velintegreret minoritet, dvs. jødiske nabofamilier, mod en fælles nazistisk fjende. Det var ikke tilfældet i 2015 og 2016, da tusinder af mestendels mandlige muslimske migranter ankom til Danmark efter at have passeret adskillige sikre lande såsom Tyskland.

For det andet er New York Times-artiklerne præget af udeladelser eller nedprioritering af relevante og nuancerende oplysninger. En af disse nedprioriteringer handler om, at Danmark
i dag er præget af utryghed, fordi velfærdssamfundet er ved at falde fra hinanden. Dette er af enorm betydning i Danmark, men for især amerikanske mediebrugere udgør dette aspekt en kulturkløft. De kender ikke velfærdssamfundet i samme grad og har svært ved at forstå, at danskere på tværs af partiskel værner om det. I den sammenhæng var smykkekonfiskationsloven at betragte som en ligestilling mellem asylansøgere og danske bistandsklienter, der også skal bruge af egen opsparing, før de kan modtage offentlige ydelser.

Ganske sigende ignorerede både Politiken og New York Times en opsigtsvækkende tragedie, der udfoldede sig nøjagtig samtidig med smykkeloven. Den 12. januar 2016 døde en 46-årig etnisk dansk hjemløs i ætsende kulde i København på Købmagergade. Den kolde mand sov ind, mens han i myldretiden lå på en af landets travleste gågader. Tragedien var en god mulighed for i al fairness at beskrive det danske dilemma mellem trængt offentlig økonomi, velfærd og migration.

Nu er Politikens journalister, herunder Jakob Nielsen, ikke ansvarlige for, om New York Times laver fejl. Og dog. Både Nielsen og Bilefsky befandt sig i Bruxelles for godt 10 år siden som medlemmer af det internationale pressekorps. Her er det god skik at tilsidesætte egne politiske holdninger, hvis en forudsætningsløs udenlandsk kollega skulle bede om råd om eksempelvis danske forhold. Jeg har selv rådgivet Bilefsky, mens jeg var EU-korrespondent i Bruxelles.

Naturligvis kan man ved en sådan lejlighed bruge sin ytringsfrihed, som man vil, men i stigende grad er New York Times endt med at fremstå som en skinger oversættelse af Politikens lederartikler. Dette gjorde sig eksempelvis gældende, da Jakob Nielsen og yderligere én Politiken-journalist deltog i Bilefskys artikel 15. marts 2017 om integrationsminister Inger Støjbergs (V) omstridte asylstrammer-kage.

I artiklens top lød konklusionen: ‘For ikke længe siden brystede Danmark sig af sin humanisme, gavmilde ulandsbistand og en gæstfri holdning til udlændinge. Tiderne har ændret sig.’ Påstanden blev ikke understøttet af kilder, idet Støjbergs lagkage på ingen måde gav sagligt grundlag for en generalisering om ‘Danmark’.

Ligeledes med Bilefskys beskrivelse 20. januar 2016 af den såkaldte frikadelle-krig i Randers. Også her figurerede Politiken. En indvandrer blev citeret for, at Dansk Folkeparti ‘taler på vegne af svin’, og læserne blev snydt for oplysningen om, at nogle randrusianske institutioner vitterlig havde fjernet svin fra menuen, tilsyneladende af hensyn til islam.

New York Times ignorerede også dyrevelfærds-aspektet, hvilket afspejler en kulturkløft vedrørende religion. Et bredt udsnit af danskerne nærer uanset partifarve uvilje mod dyrplageri afstedkommet af irrationelle religionsfølelser. På dette felt mindede New York Times om et andet amerikansk medie, TIME Magazine, som i juli 2015 måtte beklage en artikel om et ‘nyt’ dansk forbud mod kosher- og halalslagtning. Forbuddet viste sig at være et halvandet år gammelt krav om, at dyr skal bedøves inden slagtning. Formelt var forbuddet religionsneutralt, men i Politiken fik ekstreme religiøse kredse lydhørhed i deres kamp mod dyrevelfærd. Temaet i et indlæg 22. februar 2014 var, at ‘danskerne er jo ekstremister’.

Også bilafbrændingerne i Danmark fik 10. oktober 2016 en ganske skæv beskrivelse i New York Times. Her forklarede Politiken-journalist Frank Hvilsom vandalernes mulige motiver ud fra ‘en giftig debat om immigration i dette land og immigranter, som får at vide ‘du er ikke dansk’.’

Udeladt var den kendsgerning, at både motorvejs-steninger og bilafbrændinger i nogle tilfælde er foretaget af personer med muslimsk baggrund, samt at danske kriminalitetsstatistikker rummer en grel overrepræsentation af folk med rod i islamisk kultur. Mens denne kendsgerning lades uomtalt, har New York Times omvendt brugt ordet xenofobi, dvs. fremmedhad, i beskrivelserne af Danmark.

Det karakteristiske er, at udenlandsk presse kun overfladisk strejfer utrygheden og presset mod velfærdssamfundet. Mulighedernes kø er ellers lang. Den danske utryghed kunne Bilefsky såmænd nemt beskrive uden at skulle sige farvel til kilderne i Politiken. Han kunne lave et interview med JP/ Politikens ledelse om dens krænkelser af ytringsfriheden i form af hård censur mod manden bag Muhammedtegninger ne, Flemming Rose. Dette blev blotlagt i 2016 i bogen ‘De besatte’. Den dødstruede Roses hårde exit fra en avis, han havde tjent loyalt i 16 år, er en relevant global nyhed. New York Times kunne også beskrive, hvordan 74 procent af de såkaldte ‘asylbørn’ viser sig at være over 18 år. Der er altså tale om voksne, som prøver at snyde sig til dansk velfærd.

Til forsvar for Bilefsky skal nævnes, at der er forskel på amerikansk og dansk journalistik. Det bemærkede jeg selv, da jeg som amerikanskuddannet journalist efter nogle års arbejde
i Californien vendte tilbage til Danmark i 1994. Jeg fandt et nogenlunde fristed på Ritzau, men opdagede snart, at danske medier har ret svært ved at efterleve princippet om tilstræbt objektivitet. En undersøgelse viste i 2012, at omkring 30 procent af danske journalister var tilhængere af Det Radikale Venstre, og 80 procent af de adspurgte ville stemme »rødt-grønt«. En procent sympatiserede med DF.

Det belyser, at danske journalisters tradition for tilstræbt objektivitet ikke er helt stærk nok til, at de politiske holdninger bliver filtreret væk i nyhedsdækningen. Netop heri finder man nok en hovedårsag til almindelige danskeres mistillid til elite-medierne. Netop heri ses også en årsag til Bilefskys fejl. Han stoler på det ‘førende’ dagblad Politiken uden at afsøge modpoler som Den Korte Avis eller Uriasposten.

New York Times’ fejl og manglende balance er fortsat Bilefskys ansvar, og jeg har i hovedtræk foreholdt ham kritikken i denne kronik. Hans version kunne være kommet med, men må vente til en anden god gang. Naturligvis skal han og New York Times fortsat skrive efter avisens 120 år gamle slogan om ‘all the news that’s fit to print’. Ordsproget blev i øvrigt opfundet som led i et opgør mod partisk skandalejournalistik.



23. april 2017

Køln: Flere tusinde venstreradikale ville forhindre AfD-møde, Ritzau udelader ideologisk etikette…

Flere blev anholdt i går, da omkring 10.000 venstreradikale forsøgte at ødelægge AfD’s kongres i Køln. Politiet var forberedt og modstod angrebet, omend en betjent blev såret under sikringen af mødet der havde deltagelse af hele 600 delegerede. Anti-demokrater angriber et lovligt parti. Punktum.

Twitter kan man læse, at borgerligt udseende journalister blev forvekslet med AfD-tilhængere, og antastet på åben gade. Jeg blev kaldt højreradikal, og var ‘tæt på at blive overfaldet’, skriver en dansk korrespondent på Facebook, og fortæller at han sidder ved siden af en journalist Der Spiegel, der blev ‘omringet af Antifa og kaldt nazist’.

Den slags detaljer afspejler sig ikke ligefrem i Ritzaus dækning, der nidkært undgår at sætte ideologisk etikette på moddemonstranterne. Her, paradoksalt nok, sakset fra borgerlige Berlingske – Betjent er såret ved tyske protester mod højrefløjsparti.

“Politi og demonstranter er stødt sammen i den tyske by Köln, hvor det omstridte parti Alternative für Deutschland (AfD) holder kongres. …

4000 betjente er blevet indsat for at forhindre voldsomme sammenstød mellem demonstranterne og tilhængere af højrefløjspartiet. … En betjent blev ramt af en træbjælke i ansigtet, da et medlem af AfD blev eskorteret gennem gaderne frem til hotellet, hvor kongressen finder sted.

– En AfD-delegeret er netop blevet angrebet på gaden. Maskerede mænd slog ud med en træbjælke, siger polititalsmand Wolfgang Baldes til Bild. … Ifølge dpa er en mandlig demonstrant blevet anholdt for episoden.

(Venstreradikale forsøger at forhindre AfD-kongres i Køln, 22. april 2017; Mere: RP Online, JF)



21. april 2017

Angrebet på Dortmunds spillerbus havde økonomisk motiv: MSM spekulerede i ‘højreradikale kræfter’

Mediedækningen af vejsidebomberne mod Borrusia Dortmunds spillerbus, illustrerer ganske fint problemet med de etablerede medier. Politiet finder islamiske bekenderbreve på gerningsstedet, og samme dag tager ‘Antifa’ ære på en venstreradikal nyhedsside. To dage senere kan Ritzaus Bureau fortælle, at det nok hverken var muslimer (eller venstreradikale, de skrives ud), men at sporene qua bekenderbrevenes atypiske henvisning til luftbasen Ramstein, førte til ‘højreradikale kræfter’ i Leipzig.

En 28-årig russer ved navn Sergej W. er anholdt. Han håbede på en større økonomisk gevinst, såfremt bomberne fik klubbens aktier til at falde i værdi. Godt politiarbejde, må man sige.

Fra JP.dk – Rapport: Islamister stod næppe bag busangreb i Dortmund.

“Eksperter i terrorbekæmpelse siger, at det især er atypisk, at der i brevene stilles krav om, at tyske Tornado-kampfly trækkes ud af Syrien. Det kræves også, at luftbasen Ramstein lukkes for amerikanerne.

– Det er fuldstændigt atypisk, siger Burkhard Freier, som følger radikale grupper i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen.

Nyhedsmagasinet Focus citerer i en onlineudgave efterretningskilder for, at et spor i sagen fører til den østtyske delstat Sachsen.

Dermed bliver der lagt op til spekulationer om, at højreradikale kræfter eller militante fodboldfans fra Leipzig-området kan have stået bag angrebet.

(Islamisk bekenderbrev fundet ved gerningsstedet: “In namen Allahs…”; Foto: DM)

(Venstreradikale ‘Antifa’ bekender online: “Wir haben heute des bus den BVB…”; Foto: PI News)



16. marts 2017

Holland: Tyve procent fremgang til Geert Wilders – Ritzau & Co. omtaler det som ‘Wilders’ nedtur’

Europas ledere fryder sig over ‘Wilders’ nedtur’, skrev Ritzau, der konsekvent vinkler historier, så de bliver spiselige for internationalisterne. På samme måde med ikonet Ulla Terkelsen, der systematisk omtaler Geert Wilders med ideologisk præfiks, i modsætning til konkurrenterne.

TV2 har talt med Jeppe Juul, der netop har lanceret 24NYT.dk. Jan Birkemose fra Medietrends kalder 24NYT for ‘Fakenews’, da de efter hans mening skriver historier “som formentligt er fuldstændigt usande”. Ethvert medie der ikke flyder med mediestrømmens døde fisk, vil automatisk få dårlig presse. Jo mindre konkret kritikken er, jo færre fejl har de fundet.

Fra TV2 Online – Nyt dansk medie får hård medfart: – ‘Fake news’ og dårlig journalistik.

“Det indvandrekritiske medie 24nyt.dk har kun været i luften i kort tid, men er allerede blevet beskyldt for at udbrede falske nyheder…

Stifteren af mediet er nuværende chefredaktør Jeppe Juhl, som også er en del af det indvandrekritiske medie newspeek.info. Ifølge ham er 24nyt.dk vigtig i en tid, hvor de etablerede medier ikke er deres opgave voksen. …

Som eksempel på svigt fra de etablerede medier fremhæver han TV 2 News’ dækning af det hollandske valg.

Han mener, det er misvisende, når islamkritikeren Geert Wilders bliver udråbt som taber, når Frihedspartiet går markant frem, samtidigt med at den nuværende premierminister Mark Ruttes borgerligt-liberale parti VVD fik væsentligt færre stemmer end ved seneste valg.”

(Liberal vinder valget med 20 procent tilbagegang, Wilders taber med 30 procent fremgang)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper