26. oktober 2014

Dansk presse: Problematiserer fri folkelig debat, forsvarer venstreradikal terrorists kreative journalistik

For få år tilbage talte danske mediefolk om Facebook-revolutionerne, og sociale mediers demokratiske potentiale. Det er værd at huske på, når samme personkreds i Presselogen på TV2 News tidligere i dag diskuterede ‘hård retorik på sociale medier’. Ekstra Bladets Karen Bro blev angrebet for alle sider på grund af onlinedebatten ‘Nationen’, selvom hun understregede at avisen ofte fjernede kommentarfunktionen på kriminalhistorier. En selvretfærdig redaktør pralede ligefrem med, at kommentarer der inkluderede ord som ‘Islam’ skulle godkendes før de røg online.

Hvis den danske presse vil se kritisk på sig selv, så er der masser af debatter de kunne tages. Eksempelvis om en afdød topjournalists medvirken til terrordrab, og redaktionel accept af skønlitterær journalistik. Historien om Jan Stage (Land & Folk, Information, Politiken, Ekstra Bladet) fortælles af vennen Lassen Ellegaard (Information, Weekendavisen, Jyllands-Posten) i Information – Anm: Med den hemmelige agents indsigt.

“… Her er et kunstnerisk temperament kombineret med den hemmelige agents indsigt bedre egnet til at nå en slags sandhed. Jan Stage besad begge dele, og vidste man det ikke, står det at læse i Morten Hesseldahls nye roman Ernestos hænder, hvis omdrejningspunkt er Stages notoriske rolle i mordet på Roberto Quintanilla Pereira, der som Bolivias efterretningschef gav ordre til at skære hænderne af Ernesto Che Guevara efter hans henrettelse i en skolestue nær Vallegrande i 1967. Pereira blev siden sendt til Hamburg som generalkonsul, hvor han 1. april 1971 blev skudt i sit hjem af en ung tysk kvinde, Monika Ertl, der derefter forsvandt i en flugtbil – ved rattet sad Jan Stage, som Hesseldahls romanfigur Mikkel Fjordager er modelleret over.

Når jeg skriver ‘notorisk’ er det fordi Stage ved adskillige lejligheder fortalte mig om sit chaufførjob i Hamburg, senest da han i 2001 mellemlandede i Istanbul på vej til Afghanistan og boede hos mig en lille uge. Men hvad der var mindst lige så interessant, var hans refleksioner over årene som cubansk agent, samarbejdet med Giangiancomo Feltrinelli, den revolutionære forlægger i Milano, og kontakterne til terroristerne i Brigado Rosso og Rote Armé Fraktion: ‘Vi vidste jo godt, at vi ikke havde folkelig opbakning’, sagde han med sit distinkte spor af barndommens Thisted-dialekt, da vi sad på en café og betragtede Bosporus, ‘men det anfægtede os ikke, vi var overbeviste om, at vi havde patent på folkets sande interesser, uanset at folket ikke var klar over det. Du kan sige, vi led af revolutionært storhedsvanvid’.

(Revolveren som Monika Ertl anvendt til likvideringen, 1. april 1971)

Jan Stage var 34 år, da han en lun forårsdag i 1971 med en hæklet baret på snur og dette svinedyre Rolex om håndleddet smed sin røde Triumph sportsvogn ud for Informations opgang C i Skt. Annæ Passage for at melde sig på redaktionen efter flere år som avisens korrespondent i Caracas, hvor han tillige løste opgaver som hemmelig agent for den cubanske efterretningstjeneste. …

Stage var feteret både som manden i brændpunktet og for sit nære venskab med det danske sprog, men også kontroversiel for en lidt nonchalant anvendelse af dette sprog, når det kom til faktuelle kendsgerninger. Han sagde selv: ‘Jeg placerer mig altid administrativt i landskabet.’ Som da han med en kollega var i Pandrup for Information og skildrede ‘majorens kartoffelmarker’, hvor fattige bondekoner lugede ud mellem planterne på deres blødende knæ under tilsyn af en major til hest. Den artikel udløste et flere sider langt læserbrev fra Pandrups kommunaldirektør, hvori han gjorde gældende, at kartoffelavl nu om dage (i 70’erne) var fuldt automatiseret, at egnens bondekoner havde fået arbejde på en lokal fabrik og at den omtalte major, der ganske rigtigt red på en hest i sine marker, var død en gang i 30’erne. Stages socialrealistiske syner var et typisk eksempel på hans ‘administrative placering i landskabet’, i dette tilfælde forskudt 40 år…

Hans journalistik var ikke altid helt a jour med fagets selvforståelse som formidler af konkrete kendsgerninger (som også jeg, syv kors, hylder og respekterer efter bedste evne), og hvis han havde skrevet ringere eller fordrejet og overdrevet for bevidst at vildlede, var karriererne på henholdsvis Information og Politiken blevet af kort varighed.

Men som Herbert Pundik sagde om Stages tekster til bogen Signatur Jan Stage (2007): ‘Jeg kunne jo selv tjekke ham, da han rapporterede fra Libanon og Israel, og kunne se hvordan han nu og da sammenskrev forskellige begivenheder og oplevelser, hentet fra forskellige steder på forskellige tidspunkter. Men det var altid bedre, end det, der ellers blev skrevet. …’ Hvilket netop er pointen: Jan Stage kunne ikke altid klare en tur i Detektor, men han var altid bedre, end noget andet, der blev skrevet på dansk, og det var han, fordi han aldrig spærrede sig selv inde i branchens bogholderoptik, men var formidler og fortolker med det værktøj, jeg kalder ‘sansningen’ – altså: hvad er essensen af en begivenhed under alle pressemeddelelserne og propagandaen. …

Jeg skriver ikke dette som et defensorat for unøjagtigheder, skinbarligt digt og den ‘administrative placering i landskabet’, og heller ikke for at forklare hvorfor jeg selv som hans redaktør trykte hans artikler fra Bosnien-krigen i 90′ erne under logo’et: ‘ En forfatter i krig’ – et lidt forkølet forsøg på inddæmme dementier.

Jeg skriver, fordi Stage gjorde journalistik til meget mere end korrekte citater…”



16. august 2014

Vellykket kalot-manifestation på Nørrebro – Gade Jensen om en ‘afværgemekanisme i vores baghoved’

Rasmus Jarlovs kalot-manifestation på Nørrebro samlede omkring 500 tilhørere, og det blev således (lig Tingbjerg-Gudstjenesten, efteråret 2009), ikke en fest for voldsparate arabere, men en positiv tilkendelse til fordel for en minoritet der trues af islamiseringens naturlige følgevirkninger.

(Rasmus Jarlov i front)

I skrivende stund flokkedes politikere og meningsdannere om at være på den rigtige side af stregen, men det er værd at huske navnene på dem der svigtede. Også denne gang. Det være sig ikke bare en forbenet jødehader som Fathi El-Abed og en selvmordsjøde som Bent Melchior, men også tidligere LAU-formand Rasmus Brygger og Liberal Alliance-MF’er Mette Bock. “Er da der ingen grænse for populismen? Lad jøder være jøder, kristne være kristne, muslimer være muslimer…”, lød det fra sidstnævnte i en opdatering på Facebook. Problemet er dog ikke desto mindre, at når muslimer er muslimer, kan kristne ikke være kristne, og jøder ikke være jøder.

Selvom demonstrationen fandt sted på Nørrebro, så var der efter billederne at dømme kun enkelte muslimer tilstede, alle kendte fra den politiske offentlighed. En af dem var socialdemokraten Yildiz Akdogan, der efterfølgende reklamerede for en lille folkefest foran Nørrebrohallen under parolen ‘Nej til trusler og vold – Ja til sammenhold’. Det kunne teoretisk set være ølsalget der holdt tilhængere af ‘fredens religion’ væk, men mon ikke det i virkeligheden var tilstedeværelsen af danskere.

Medierne var patetiske som altid. “Behøver vi en demonstration for jøder?”, spurgte Deadline i går, og på samme måde varmede TV2 News op til live-dækningen under overskriften “Er jødedemo på Nørrebro en provokation?”. De trykte medier blev også denne gang anført af Politiken, der rutinemæssigt gjorde en ubekvem generel problematik om jødehad blandt tilvandrede muslimer, til en konkret spørgsmål om ‘kontroversielle’ danskere. (se evt. EB.dk)

Fremhæves må også Berlingske, der holdt mikrofonen for 90-årige Svend Allan Horwitz fra Virum, der afviste demonstrationens nødvendighed: “Vi er alle landsmænd… så snak da med muslimerne”. Følgende citat fra den tidligere fondsbørsvekselerer står fint alene.

“Jeg har aldrig i mit liv oplevet antisemitisme. Heller ikke dengang i 1943, da mine danske landsmænd hjalp mig til Sverige. (Svend Allan Horwitz, Virum)

Henrik Gade Jensen renser luften, og det er der i sandhed også brug for – Jødehadets deja-vu.

“Gazakonfliktens bagside er en opblussen af et had mod jøder i Europa, som man troede efter krystalnatten, nazismen og holocaust var endegyldigt aflegitimeret og umuliggjort i Europas byer i dag. Men jøder forfølges og synagoger angribes.

Men det mest uhyggelige er ikke, at herboende Hamas-sympatisører åbenlyst ønsker død over jøderne, men at medierne og myndighederne underspiller det. Som om det ikke må finde sted, og derfor taler vi ikke om det. Det går nok over sig af sig selv, og så er vi tilbage til normaliteten. Det er bare ganske få brushoveder, og det skal vi ikke regne for noget.

Nu forstår jeg, hvordan antisemitisme kunne vokse frem i Tyskland, om end det heldigvis stadigvæk er af langt mindre dimensioner i dag. Mange menige tyskere så overgrebene på jøderne som enkelttilfælde, slemt selvfølgelig, man kendte dem jo, handlede hos dem, men det skulle nok gå over. Og så beskyttede tyskere sig selv ved ikke at gøre jødehadet til et problem, reducere det til enkelte, enestående aktioner, og det var det. Vi ville ikke generalisere fra enkelttilfælde, sagde den tyske præsident Joachim Gaucks forældre til ham efter krigen, da sønnen konfronterede forældrene med deres tavshed og dermed samtykke til jødeforfølgelserne.

Ikke generalisere! Det hører vi igen og igen som et mantra. Og vi gør det også til en moralsk acceptabel, ja nærmest etisk fortræffelig afværgemekanisme i vores baghoved: det er kun enkelte tilfælde. Få gale Hamas-sympatisører! Galninge er der altid nogle af! På Facebook siges så meget!

Mere.

(Generation Identitaire-trøje ved Nørrebros Runddel; Yildiz Akdogan)

(kalot-demonstrationen passerer venstreradikale Modkraft/Monsun)

(Menorah ved Stengade)

(Politiet var kampklare, men diskrete)

(Arabiske mænd med drengebørn)

(Islamist der gennemfotograferede demonstrationstoget)

“Down down Israel. Down down Israel.” (araber via Local Eyes)

(Enlig moddemonstrant ved Den Røde Plads)



9. august 2014

Politiken & Co: Jihadisternes eneste fællestræk er danskhed – tilsat ‘en personlig eksklusionshistorie’

Syrienkrigerne har intet til fælles, fortalte Politikens Morten Skjoldager på TV2 News for lidt siden. Herefter fortæller justitsminister Karen Hækkerup at hun gør alt hvad der står i hendes magt, for at radikale islamister ikke forlader landet. Hvor skal man starte? Fra Politiken – Syrienskrigere er opvokset her.

“Ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) har mindst 15 personer fra Danmark mistet livet i Syrien. De 11, som Politiken har kunnet identificere, har gået i dansk skole, taget danske uddannelser, talte flydende dansk og navigerede hjemmevant i det danske samfund.

De er rundet af det danske samfund, så det er ikke noget, vi kan tillægge andre ansvaret for‘, siger Ann Sophie Hemmingsen, forsker i radikalisering ved Dansk Institut for Internationale Studier, der har fået forelagt Politikens research.

… kortlægningen viser også, at de dræbte syrienskrigere ofte kommer fra tilsyneladende velfungerende familier.

‘De er i langt de fleste tilfælde relativt normalt fungerende. De er ikke socialt belastede og har haft en rimelig opvækst i ofte ressourcestærke familier’, siger Allan Aarslev, politikommissær ved den kriminalpræventive afdeling hos politiet i Østjylland, hvor fem af de dræbte syrienskrigere havde bopæl.

Opfattelsen deles af Preben Bertelsen, der som den eneste psykolog i Danmark har faste samtaleforløb med hjemvendte syrienskrigere:

‘De er oftest rimeligt uddannede og dannede og velintegrerede i betydningen af, at de kan navigere sikkert i det danske samfund. I en anden forstand har de dog også ofte en personlig eksklusionshistorie bag sig‘, forklarer han.

… bortset fra at de er opvokset i Danmark, er der stor forskel på de dræbte jihadister. Spændvidden strækker sig fra en tyrkisk teenager fra den øvre jyske middelklasse til en utilpasset dansk forstadsdreng fra Ishøj. …

Hemmingsen mener derfor, at de gentagne forsøg blandt forskere og myndigheder på at kategorisere syrienskrigerne er nyttesløse.”

(Jihadisterne Hamza Nasser Hallak og Ahmad Hallak; Foto: Syrienblog)

“… altså 15 døde danskere.” (Jesper Zølck, TV2 News, 9. august 2014)



30. juli 2014

Hørt på TV2 News: Våbenhvilen blev ophævet af Israel fordi Hamas skød raketter ind over Israel…

Søndag kunne man på TV2 News høre en nyhedsoplæser fortælle, at ‘våbenhvilen blev ophævet af Israel fordi Hamas skød raketter ind over Israel’, og der er tilsyneladende ingen nedre grænse. Hamas har som islamistisk terrororganisation ganske enkelt bedre presse end mellemøstens eneste liberale demokrati. Herunder en klassisk motivanalyse fra tirsdagens P1 Morgen - Netanyahu: Vi skal forberede os på en langvarig militær kampagne .

P1-vært: Lad os lige høre et lille pip fra en tale i går.

Speak: Det er Israels premierminister Benjamin Netanyahu vi hører her, og det han siger er, at hans befolkning skal forberede sig på en langvarig militær kampagne i Gaza-striben, og at man bliver ved med at kæmpe til man når sine mål. I går blev fem soldater, fem israelske soldater netop dræbt i og omkring kampe i forbindelse med Gaza.a-striben. Og jeg har nu forbindelse til min kollega Steffen Kretz, vores globale korrespondent. Steffen, hvad lægger du i, at Netanyahu forbereder sin befolkning på en langvarig kampagne?

Steffen Kretz, korrespondent: Ja, jeg tror man skal lægge det i det, at han sende et signal, både indenrigspolitisk og udadtil. Indenrigspolitisk sender han et signal til den israelske befolkning om, at de man har oplevet det sidste døgn, det vil blive hævnet. Inden for de sidste 24 timer er ti israelske soldater blevet dræbt…

Oploadet Kl. 14:37 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


25. juli 2014

News-vært om trusler: Imamer bruger en meget aggressiv retorik ‘som ikke skal tages så bogstaveligt’

Trykkefrihedsselskabets Katrine Winkel Holm har anmeldt Abu Bilal Ismail fra Grimhøjvejens moské til politiet, for at opfordre til drab på jøder. I et interview på TV2 news her til morgen fik hun dog modstand fra nyhedsværten, der introducerede det man kunne kalde ‘araber-rabat’.

TV2 News-vært: … Men der er også dem der mener, man ikke skal tage det her så bogstaveligt, at der ofte i de her sammenhænge, når imamer taler, at de så bruger en meget meget aggressiv retorik, men som ikke skal tages så bogstaveligt.

Oploadet Kl. 12:47 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


21. juli 2014

København: Palæstinensere mindes ‘civile tab’, herunder Islamisk Jihad-leder Hafiz Mohamad Hamad

Følger man Israel/palæstina-debatten på Facebook, så springer det i øjnene, at stort set alle muslimer vitterligt mener, at medierne er for positive overfor Israel. Et helt igennem vanvittigt synspunkt. Eksemplerne er legio. I et indslag i 19-Nyhederne på TV2 søndag aften, fulgte man en ‘Mindehøjtidelighed for de dræbte’ på Rådhuspladsen i København. Netop som TV2’s udsendte nævnte ‘civile tab’, ses en kiste med navnet Hafiz Mohamad Hamad.

Hafiz Mohammed Hamad er ifølge arabiske kilder leder i Islamisk Jihad, som EU (og hermed Danmark), vurderer er en terrororganisation. I stedet for at lade en kendt islamist tale om israelernes ondskab, kunne journalisten spørge hvorvidt hans paraply-organisation støtter Islamisk Jihad? Det skete selvfølgelig ikke, og jeg forstår fint hvorfor Israel ikke lader sin anti-terrorkamp diktere af vestlig opinion. Indslaget kan ses på TV2 Play.

Peter Lautrup-Larsen, TV2: Rådhuspladsen i København i eftermiddag. 350 kister med navn og alder symboliserer de civile tab i Gaza. Budskabet er klart. Islam må ud af Gaza, og den danske regering må fordømme Israel.

Kasem Ahmed, Palæstinensiske Foreninger (tidl. Islamisk Trossamfund): Israel bliver ved med at bombe, Israel bliver ved med at dræbe civile, og de er fuldstændig ligeglade. Vi er nødt til at presse dem.

[...]

Peter Lautrup-Larsen: På Rådhuspladsen håber man at de mange protester gør indtryk på det politiske flertal, og på ministeren.

Mustafa Shabaad, studerende i markedsføringsøkonomi: Der er ikke nogen i verden der gør noget. Hverken den danske regering, den vestlige regering, vi hører ikke europæerne sige noget. Hvad havde i ellers regnet med? Selvfølgelig bliver vi nødt til at stå her. Selvfølgelig bliver vi nødt til at hæve vores stemmer.

[...]

Cecilie Beck, TV2: Martin Lidegaard. Du fordømmer Hamas, men hvorfor fordømmer du ikke også Israel der bliver ved med dræbe civile?

(TV2 Nyhederne, 20. juli 2014, Mindehøjtidelighed for de dræbte – Indsat: Islamisk Jihad-logo)

“Designated as terrorist organization by Australia, Canada, the European Union, Japan, the United Kingdom and the United States.” (Wikipedia om Islamic Jihad)



13. juli 2014

Ulandskyndige Louise Windfeld-Høeberg: Boko Haram næres af arbejdsløshed (ikke islamisk ideologi)

Forrige torsdag kunne man på TV2 News høre Radio24syv-værten Louise Windfeld-Høeberg forklare, at Boko Harams succes i Nigeria, skyldes det gode ‘rekrutteringsgrundlag’ som ‘frustrerede arbejdsløse unge mænd’ udgjorde. Der er høj arbejdsløshed flere steder på kloden, eksempelvis i Spanien, hvor unge katolikker mig bekendt ikke samler sig i militser med det formål at kidnappe og tvangskonvertere muslimske indvandrere.

Når en journalist med ‘diplom i ulandskundskab’ skal fortolke virkeligheden, bliver Islam til ‘elefanten i rummet’. Ideologien bag, det der ikke nævnes.

(Boko Haram-leder Abubakar Shekau, 2014; KTLA.com)

Oploadet Kl. 00:17 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


9. juli 2014

Palæstinensere støtter folkedrabshungrende Hamas – Venstreradikale støtter Ayatollah Khomeini-initiativ

Uvist af hvilken årsag knuselsker den yderste venstrefløj nationalistiske palæstinensere, særligt de mere militante af slagsen. Det kom dog ikke som en overraskelse at folkesocialisten Fathi el-Abed på Facebook gav sin støtte til Gaza-palæstinensere der “har valgt at tage kampen op”, for som talsmand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening har han forlængst allieret sig med Hamas. Nogenlunde samtidig erklærede Hamas-leder Abu Zuhri, at alle israelere er ‘legitimate targets’. Intet nyt under halvmånen.

Medierne roder som sædvanlig rundt i årsag og virkning, og TV2 News, P1 med flere bruger også denne gang venstreradikale Leila Stockmarr som ekspert i konflikten. Det nævnes selvfølgelig ikke, at hun også er tilknyttet Dansk Palæstinensisk Venskabsforening. En af flere foreninger der senere på måneden fejrer Ayatollah Khomeini-initiativet ‘Den internationale Qudsdag’. Herom har Jaleh Tavakoli skrevet en interessant læserbrev, der illustrerer hvor langt den yderste venstrefløj er villige til at gå for at bekæmpe Mellemøstens eneste velfungerende demokrati – Frit jihadistisk Palæstina.

“Jeg mener at det var i 2008. Jeg mødte op til et møde og sagde at nu skulle venstrefløjen tage et opgør, og stoppe samarbejdet med islamisterne. Det ville man ikke, og Khalid Alsubeihi der lagde lokaler til, gik i vrede, mens han råbte: ‘Jeg samarbejder med Satan hvis det skal være’. Jeg havde ellers i mange år arbejdet for fred og imod krig på venstrefløjen, og også med Palæstina solidaritetsarbejdet, som det hedder. Jeg mødte dog ikke mange der reelt også arbejdede for freden, de var der for det meste kun for at skælde ud på USA og Israel, og i den kamp samarbejdede man med hvem som helst. Venstrefløjen med islamister, islamisterne med jihadister, og på den måde bestod fredsbevægelsen i Danmark pludseligt også af Hizb Ut Tahrir. …

I dag kan jeg med al tydelighed se at den såkaldte fredsbævegelse ikke savner sådan en som mig, mens de nu lystigt indgår i tætte og endda formelle samarbejder, med fx præstestyrets aktiviteter i Danmark. Her er fx et initiativ der fejrer Khomeinis internationale Qudsdag, i Danmark. En dag som den tidligere iranske islamist og despot, Khomeini, erklærede for Qudsdagen, således at alle verdens muslimer på den sidste fredag i ramadanmåneden kunne markere dagen, i håb om at dagen ville spille en afgørende rolle for palæstinensernes skæbne.

Foreløbigt støtter Solidaritetshuset, Dansk Palæstinensisk Venskabsforening og en danskpalæstinensisk ungdomsforening Palung, op om Khomeinis Qudsdag i Danmark. I denne video præsenterer præstestyrets utrættelige aktivist Saif Shah Qudsdagen, for en dansk offentlighed.

Men kan nogen af de involverede parter der støtter op om dagen, forklare mig hvorfor, og hvordan de vil bruge en død skægget islamist, en despot, en forbryder, og ikke mindst en fascist til at skabe fred i Mellemøsten? Har man virkelig ikke bedre forbilleder i kampen for et Frit Palæstina?”

(Venstreorienterede fejrer Qudsdag; Facebook, Saif Shah)



25. maj 2014

AFA-klistermærke på DF-valgplakat – Uffe Ellemann om EU-kritiske UKIP: “De skal have klask.”

På TV2 News har Ritzaus tidligere EU-korrespondent Erik Høegh-Sørensen lige fortalt, at Det Berlingske Officin efter hans mening har ført en decideret kampagne mod Morten Messerschmidt. Der var også kritiske ord til DR’s EU-dækning og TV2-magasinet Ellemann & Lykketoft.

Sidstnævnte program er efter min mening i særklasse. Torsdagens udgave blev optaget i London, og røde Lykketoft og blå Ellemann talte blandt andet om UKIPs succes. Lykketoft var meget forarget over, at det ‘stabile’ system var brudt. Ellemann var som altid helt på linje. Følgende citat faldt efter ti minutters samtale om det problematiske ved privatejede medier, der efter deres mening førte en ‘hetz’ mod EU.

“… der har Cameron, jo altså også banet vejen for dem ved at tale dem efter munden. Det skal man ikke, med sådan nogen. De skal have klask. (Uffe Ellemann om UKIP i Ellemann og Lykketoft i Storbritannien, 22. maj 2014)

(Antifascistisk Aktion på DF-valgplakat, Fredericia, 23. maj 2014; Facebook, Urias)

Oploadet Kl. 12:12 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


19. maj 2014

Lobbyister: Stem ikke på Morten Messerschmidt, kun partier der ønsker mere EU har indflydelse…

Det siger sig selv, at når konservative Daily Telegraph fører kampagne mod Nigel Farages (lidt for pæne) UKIP, så har danske public service-medier ingen pardon overfor Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt. I P3 handlede EU-historien i går om datomærkning af fødevarer, og her lod man forstå, at Messerschmidt var uenig med danskerne – de tilfældige vælgere, Radioavisen havde spurgt.

Skal man følge politiske kommentatorer, diverse organisationer og andet godtfolk, så får Danmark kun indflydelse på EU’s udvikling, hvis danskerne stemmer på kandidater der ønsker at styrke EU på nationalstaternes bekostning. I den optik er Morten Messerschmidt selvfølgelig et stort problem, hvis man altså godtager præmisset om, at Danmarks 17 promille af det samlede mandattal gør fra eller til.

EU er udenfor demokratisk rækkevidde, og meget symptomatisk for medierne lige nu, så kan selv lobbyisterne bruges i kampagnen. I fredags kunne man høre lobbyisten Timme Døssing på Radio24syv – EU – Kontinentet vælger. Han er tidligere assistent for Torben ‘Messerschmidt heilede’ Lund…

Timme Døssing, lobbyist: … Vi har set nogen blive valgt, også laver de ikke noget. Det er klart, at hvis man står stærkt i medierne, så er der måske nogle der tænker, nåh så er det nok også fordi de har indflydelse i Europaparlamentet. Men det er sådan set ikke sådan det hænger sammen. … Selvom man er noget fint i hjemlandet, men hvis man kommer derned og ikke rigtigt gider lave noget, så sker der heller ikke noget.

Tore Keller, Radio24syv: Altså nu bliver jeg nødt til at høre Timme Døssing, selv om du har udgangspunkt i noget socialdemokratisk. Hvem er det der er doven, hvem er det der ikke laver noget som helst i parlamentet?

Timme Døssing: Arh, der tror jeg nok ikke, jeg vil ikke sidde og pege fingre, og gøre mig til dommer over hvem der laver noget og ikke noget.

Tore Keller: – du har jo allerede gjort det?

Timme Døssing: Nej, det har jeg ikke. Messerschmidt har jo valgt at være offensiv i medierne, og han får et godt valgresultat på grund af det, fordi det er det folk interesserer sig for, men hvis man kigger på…

Fra Information – Tidligere EU-korrespondent gør op med pressens EU-dækning.

“‘Jeg vil gerne undskylde på min nations vegne‘. Sådanne refererer Ritzaus tidligere EU-korrespondent Erik Høgh-Sørensen en af forgængerne på posten for at have ringet og sagt til EU-kommissionens formand, Jacques Delors, dagen efter folkeafstemningen i 1992 om Maastricht-traktaten. Anekdoten om opringningen fra nyhedsbureauets nu afdøde EU-korrespondent Mogens Bryde er en af flere i en ny bog, Mod vinden: Danmarks plads i Europa. Her kritiserer Erik Høgh-Sørensen journalisterne i Bruxelles for ofte at være for ukritiske i deres tilgang til EU.

‘Suveræniteten fosser ud af statskassen, men medierne er for ukritiske og blotlægger det sjældent, før skaden er sket. …,’ siger journalisten…

I bogen citerer Erik Høgh-Sørensen flere af sin tidligere kolleger i Bruxelles for, at EU-journalister udvikler sig til at være ‘systemets håndgangne talerør’. … Erik Høgh-Sørensen fremhæver DR’s mangeårige korrespondent Ole Ryborg, ‘der i en årrække har været en af Bruxelles-pressekorpsets selverklærede alfahanner’, som en af disse. …

Problemet er, at journalisterne opererer i en slags todimensionel verden, kun befolket af dem selv og folk, der er EU-begejstrede.

‘… Jeg oplevede selv Ole Ryborg, der er en af de mest respekterede og arbejdssomme kolleger, stå med tårer i øjnene, da det var klart, at der ikke kom en stor og nyskabende traktat for EU i 2005,’ fortæller Christian Howard-Jessen. Ole Ryborg fik i starten af året Den Berlingske Fonds Journalistpris, ‘Berlingske’, efter at Uffe Ellemann-Jensen i festtalen havde rost denne for at ‘informere om tingenes rette tilstand’. Hvilket ifølge Erik Høgh-Sørensen bør få alarmklokkerne til at ringe:

Hvis den tidligere udenrigsminister kan lide ens EU-journalistik, har man et ‘problem med at levere tilstræbt objektivitet’. … Uffe Ellemann-Jensen er nemlig ‘selve personificeringen af skævheden i danske mediers dækning af EU’. I Mod vinden sammenligner Erik Høgh-Sørensen TV 2 News’ udenrigsprogram Ellemann/Lykketoft med satireprogrammet Rytteriet og makkerparret fra det nordsjællandske whiskybælte…

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper