30. juni 2019

MSM: Helt okay at bringe fotos af døde velfærdsmigranter, da det sætter fokus, kan skabe forandringer

Det er altid underholdende når MSM taler etik og moral. Når velfærdsmigranter drukner, så bringer alle medier knivskarpe billeder af de døde. En del vil huske 3-årige Allan Kurdi, og for tiden er det fotoet af 23-årige Oscar Ramirez og hans 1-årige datter Valeria, der druknede i Rio Grande i forsøget på ulovligt at krydse grænsen til USA.

I seneste udgave af Presselogen var der bred enighed i panelet om nødvendigheden af at bringe billedet, og argumentationen er et par ord værd. Vi får ikke billeder af døde terrorofre (af etiske årsager), men vi skal se døde grænseoverløbere, fordi 1) Billedet er ikonisk, et symbol på en konflikt og 2) Det sætter fokus, og kan være med til at ændre forholdene. De to på skærmen citerede Twitter-kommentarer var helt på linje.

Jeg ville gerne illustrere denne her post med et sløret ’still’-billede fra den meget omtalte video af Louisa Vesterager Jespersen og Maren Ueland, der blev dræbt af islamister sidste år, men jeg må hellere lade være. Snaphanen endte i håndjern, og har endnu ikke fået sine computere tilbage.

“… et ikonisk billede, som kan være med at sætte fokus på den grænsekonflikt.” (Lisbeth Knudsen, Mandag Morgen)

“… der er billeder som bliver symboler på en konflikt.” (Ulla Pors, TV2 News)

“… et ikonisk billede… der kan skabe nogle forandringer (Michael Dyrby, BT)

“Billeder kan jo ændre ting… Der er mange som synes det er godt, at der bliver bragt fokus på at der er noget galt her. … det her er alvor – der er faktisk mennesker der dør.” (Poul Madsen, Ekstra Bladet)

(Oscar og Valeria Ramirez fra El Salvador, druknede i Rio Grande, 2019; Foto: CNN)

“… hvis de billeder hjælper med til at få folk til at indse konsekvenserne af krig og den førte politik, så vis dem endelig.” (Dorthe Annette Hansen på Twitter, 30. juni 2019)

“… billedet i dette tilfælde er nødvendig for at skærpe problematikken for migranter og flygtninge. Vi skal have den rå, ellers glemmer vi problemerne. (Jesper Sebberlin, på Twitter, 30. juni 2019)



3. marts 2019

Tidl. folketingsformand Lykketoft til frafalden partifælle: “Hvis I indgår den aftale, slår jeg jer ihjel.”

Pernille Schnoor blev MF’er som socialdemokrat ved sidste valg, men skiftede hurtigt herefter til Alternativet, fordi hun var skuffet over Mette Frederiksens nye værdipolitiske retning. Det er dog ikke desto mindre vanvittigt at høre flere redaktører i Presselogen på TV2 News, forklare, at de ikke mener Mogens Lykketofts trussel mod den frafaldne var en sag som medierne burde bringe. Lykketoft kaldte det efterfølgende for ‘en munter bemærkning’, nægtede at undskylde, men beklagede måden det blev opfattet på.

“… Er i dag blevet overfuset af @lykketoft i frokostpausen på Christiansborg. ‘Hvis I indgår den aftale, slår jeg jer ihjel,’ sagde han til mig om forhandlingerne om sundhedsreformen, mens jeg sad alene og spiste frokost.” (Pernille Schnoor, 28. februar 2019)

(Pernille Schnoor på Twitter, 28. februar 2019)



21. januar 2019

Andenhåndskilde om Borgergadedrab: “De stod tilfældigt på gaden hvorefter en perker kommer forbi”

Den 2. januar i år efterlyste Københavns Politi vidner til et knivdrab, tidligt nytårsmorgen ved på Gothersgade/Borgergade. Der opstod ifølge politiet højlydte ‘uoverensstemmelser’ mellem to grupper ‘unge mænd’ ved 7-Eleven, og fire fra den ene gruppe blev stukket ned knive. En 19-årig døde, tre såredes. Intet yderligere.

“Ingen af de kvæstede har en historik af politi-mæssig interesse.”, fortalte politichef Brian Belling til Ekstra Bladet nogle dage senere, og tilføjede at politiet fortsat ikke ønsker at ‘offentliggøre et muligt signalement’. To uger ergået, og der er stadig intet nyt om sagen. Glem alt om Presselogen på TV2 News. Chefredaktører interesserer sig mere for #MeToo end knivdrab i baghaven. Adenhåndskilder er problematiske, men klart bedre end ingenting.

(Seddel ved gerningsstedet, Borgergade Vask & Rens, København K; Foto: Snaphanen.dk, der har mere)

“Jeg kender en som har snakket med de 3 overlevende danske drenge. De stod tilfældigt på gaden hvorefter en perker kommer forbi og siger noget til dem. De siger, han skal pisse af, hvorefter han planter 4 knivstik i hjertet på den første, og sårer de andre.” (Andenhåndskilde cit. af Snaphanen)

Oploadet Kl. 11:02 af Kim Møller — Direkte link60 kommentarer


24. december 2015

DJ: Den Korte Avis er amoralsk og bør ikke få mediestøtte – Forkert at fyre Annegrethe Rasmussen…

For et par uger siden fik forskningsminister Esben Lunde Larsen det glatte lag i medierne, fordi han havde sjusket med sit speciale. Senere fulgte en sag mod sportsjournalist Michael Qureshi, der gennem en årrække systematisk overtrådte presseetiske regler, og eksempelvis forfalskede citater. Han er relativ ukendt, men det var ham der tidligere på året fældede Manchester Uniteds danske talentspejder på grund af islamkritiske Facebook-opdateringer.

Månedens største plagiatsag må dog have Annegrethe Rasmussen som hovedperson. En tidligere VS’er, der uvist af hvilken årsag nyder stor anseelse i borgerlige kredse. Hun har netværket, og som man kunne se seneste udgave af Presselogen på TV2 News, så bliver hun ikke pludselig venneløs, blot fordi hun overtræder presseetiske regler. Ja, som Morten Uhrskov har påvist, sågar har forsøgt sig med modsatrettede bortforklaringer.

Herunder to citater fra Lars Werge, formand for Dansk Journalistforbund. Det hører med til historien, at Den Korte Avis’ mediestøtte i 2016 udgør 5,8 promille af den Dagbladet Information får. En af tre statsstøttede medier der betaler løn til Annegrethe Rasmussen.

“Vi mener, at man bør tilmeldes Pressenævnet for at få mediestøtte. Den Korte Avis illustrerer den problematik… Journalistik og mediers kvalitet bliver blandt andet målt på den etik, man har. Det kan for eksempel gælde, om man spørger den angrebne part i en artikel og ikke kommer med umotiverede angreb. Jeg synes, det er helt indlysende, at et medie skal have styr på etikken for at få mediestøtte. … Et medie skal have en vis kvalitet for at få mediestøtte. (Lars Werge til Journalisten, 8. december 2015: DJ kritiserer, at Den Korte Avis får mediestøtte igen

“Det er simpelt hen for smart! Det er bare for letkøbt! Det var min første reaktion, da jeg onsdag aften på vej hjem læste om tre mediers opsigelse eller suspendering af samarbejdet med Annegrethe Rasmussen. Først Altinget, så dagbladet Information og til sidst vores fagblad Journalisten. Opsigelser som i mine øjne sker alt for hurtigt og kun med egen damage control for øje. Det vidner om en noget nem flugt fra de redaktionelle forpligtelser. Alle tre steder har Rasmussen fungeret som skattet meningsdanner, debattør og blogger i årevis med dyb indsigt i fx amerikanske forhold. Men en fejlagtig disposition fra hendes side – hun havde brugt samme formuleringer og argumentation som en leder i tidsskriftet The Economist – førte til ovennævnte eksekutioner på stribe. … Tillid er naturligt nok alfa og omega for medierne. Det er sådan set det, som etablerer den faste kontakt til læserne og brugerne, og tillid må ikke brydes. Men kære redaktører, både de nævnte og andre, der kan føle sig opildnet af forløbet: Tillid handler også om at vise jeres ansatte tillid.” (Lars Werge på Facebook, 17. december 2015: Letkøbt afstandtagen til journalist; via Journalisten.dk, DJ-formand: For letkøbt at droppe Annegrethe Rasmussen)



30. september 2015

Jørgen Ramskov, Radio24syv: Kontroversielt at en DF-MF’er ikke er i stand til at forklare ‘hvad BNB er’..

Seneste udgave af Presselogen på TV2 News omhandlede blandt andet medieomtalen foranlediget af ugens BNP-historie. Her kom det frem at Radio24syv brugte licensmidler på at booste sådanne sekvenser på Facebook, hvad blev forsvaret af radiokanalens chefredaktør Jørgen Ramskov, der i øvrigt er tidligere centralkomitémedlem af Kommunistisk Arbejderparti. De øvrige i panelet var kritiske, men Ramskov fastholdt, at man måtte stille særlige skrappe krav til et parti ‘hvis kernepunkt er, at vi ikke skal have flygtninge til Danmark’. Han sagde blandt andet…

“Kernepunktet er – Er det ikke interessant, at et medlem af folketinget ikke på en eller anden rudimentær måde er i stand til at forklare hvad BNB er? Hvis jeg blev ringet op, så vi vil jeg gerne komme med en indrømmelse, så ville jeg ikke kunne definere BNB, så jeg vil få et syv-tal på politstudiet, men jeg ville have en fornemmelse af hvad BNB er. Der sidder nogle medlemmer af folketinget, der hvert eneste årtager stilling til hvordan deler vi den kage BNB er. Er det ikke rimeligt. Pernille Bendixen er medlem af et parti der går vildt ind for paratviden. Det er for eksempel nødvendigt at vide hvornår… Det er da kontroversielt, det er da kontroversielt at et folketingsmedlem ikke ved det her, ikke kan svare… hvad BNB er.” (Jørgen Ramskov, 27. september 2015)

Oploadet Kl. 16:17 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


26. november 2014

Lisbeth Knudsen: Person tæt på rød socialborgmester vil udhænge hetzet Tingbjerg-præst som ‘racist’

Seneste udgave af Presselogen på TV2 News havde Tingbjerg som emne, og med afsæt i Berlingske-artikler og Radio24syvs modhistorie, blev det til en længere debat om journalistisk ansvarlighed. Det var tydeligt, at ledende socialdemokrater og repræsentanter for politiet, ikke ønskede debatten ud fra et præmis om at påvisning af reelle problemer blot skabte flere problemer. Jeg har gjort Lisbeth Knudsens bemærkning til overskrift, for det illustrerer ligesom hvor langt visse personer er villige til at gå for at lukke munden på kritiske røster.

Fra Den dobbelte virkelighed i Tingbjerg.

Kristoffer Eriksen, Radio24syv: De erhvervsdrivende, politiet, beboerforeninger, beboerne vi taler med. De siger jo, at det her simpelthen er løgn. Det er gamle sager. Dem er fem år gamle sager. Det er historiske sager, som nu bliver foresidemateriale på Berlingske.

Lisbeth Knudsen, Berlingske: Den købmand som i Radio24syvs udsendelser fremstår som den mest positive overhovedet omkring hvad der foregår derude. Han fortæller i vores historie med ham, fordi vi har også bragt nogle af dem der er positive, der fortæller han, at han for fjorten måneder siden, da han skulle vidne i retten, fordi nogle havde stjålet lottokuponer hos ham – så blev hans bil overmalet. På arabisk stod der ‘Pas dig selv’, i det der blev malet på hans bil. Så det spørgsmål som vi stiller, er om det det nye normale, som det skal være i Tingbjerg? … Radio24syv … har hørt en kampagne som er helt unuanceret.

Lisbeth Knudsen: Jeg bliver nødt til at sige. Jeg sidder her med en mail fra en person som er meget tæt på socialborgmesteren, som forsøger at indgå en byttehandel med os, hvis vi vil være med til at svine præsten til som racist, og beskrive hvor racistisk han er. Det synes jeg vidner om, hvad det er der foregår i Tingbjerg.

(Socialborgmester Jesper Christensen på Facebook, 26. oktober 2013)

Michael Dyrby, TV2: … det er da fair nok, at andre medier går ind i historien for at afprøve, hvad holder og hvad holder ikke. Jeg synes måske Radio24syv har gjort det til en mission i den her uge. … De har ligesom dedikeret ugen til at vise et andet billede, og jeg synes – når man hører radioværten her i begyndelsen sige, at vi har kæmpet hele ugen for at gendrive Berlingskes historier, og det synes i er lykkedes rigtig godt. Så er man jo en slags kampagnejournalist.

[…]

Jørgen Ramskov, Radio24syv: Vi har en rapporter gående rundt i området, for at få folk til at fortælle hvad der sker. Han møder en gymnasieelev, som siger at han synes det er enormt utrygt, for hvis man sidder nede på torvet og drikker øl, så får man nogle på lampen. Og så spørger vores rapporter ham, om det er noget han selv har oplevet. ‘Nej, det er noget jeg har hørt.’

[…]

Jens Harder Højbjerg, Københavns Politi: … vi mener faktisk ikke at Berlingske har levet op til vejledende regler for god presseskik. … Vi har lidt et problem med – ved at påvise problemer, kan man også være med til at skabe problemer. … Det fremgår jo faktisk af vejledende reglerne for god presseskik, at krænkende og agtelsesforringende skal man bringe samtidig med angrebet. Hvis Berlingske havde ventet en lille smule…

Lisbeth Knudsen: – Nej, må du jo – vi har vel lov til at referere fra et beboermøde.

Jens Harder Højbjerg: … Vi hilser enhver debat velkommen, vi ønsker bare, at det billede der bliver tegnet af Tingbjerg, også refererer den anden side af sagen. De positive udviklinger der også er.

[…]

Jørgen Ramskov: Pressen bliver nogle gange beskyldt for at skabe utryghed, og hvis der er en forbrydelse, så tager vi den når den sker. Når han bliver anholdt, når han bliver sigtet, tiltalt og dømt. Så er der begået fem forbrydelser. Det er den diskussion, som jeg synes er interessant her.

Jens Harder Højbjerg: I det aktuelle tilfælde, der lytter jeg også meget til vicepolitiinspektør Tommy Laursen, der siger at alene det at påvise reelle problemer i Tingbjerg, den måde det bliver gjort på, kan være med til at skabe ekstra problemer. De samarbejdspartnere og de ildsjæle, der arbejder for at skabe en positiv udvikling i Tingbjerg bliver faktisk slået lidt tilbage, eller noget tilbage af den her negative dækning. … Den her kampagne som Berlingske har kørt, har i hvert fald ikke virket positivt for den gode udvikling.

Tommy Laursen, lokalpolitiet: Journalisterne synes jeg skulle være lidt opmærksom på, at når vi nu pakker fisk ind i avisen i morgen, så har vi altså et helt lokalsamfund som skal leve videre, med det område efterfølgende. Det synes jeg er en væsentlig pointe, at man ligesom tager sit ansvar for den artikel man skriver, og i hvert fald forsøger at komme i bund med den. Og lade alle parter komme til orde. Det synes jeg egentligt ikke at man har gjort, først senere hen i forløbet, men der var skaden sket.



26. oktober 2014

Dansk presse: Problematiserer fri folkelig debat, forsvarer venstreradikal terrorists kreative journalistik

For få år tilbage talte danske mediefolk om Facebook-revolutionerne, og sociale mediers demokratiske potentiale. Det er værd at huske på, når samme personkreds i Presselogen på TV2 News tidligere i dag diskuterede ‘hård retorik på sociale medier’. Ekstra Bladets Karen Bro blev angrebet for alle sider på grund af onlinedebatten ‘Nationen’, selvom hun understregede at avisen ofte fjernede kommentarfunktionen på kriminalhistorier. En selvretfærdig redaktør pralede ligefrem med, at kommentarer der inkluderede ord som ‘Islam’ skulle godkendes før de røg online.

Hvis den danske presse vil se kritisk på sig selv, så er der masser af debatter de kunne tages. Eksempelvis om en afdød topjournalists medvirken til terrordrab, og redaktionel accept af skønlitterær journalistik. Historien om Jan Stage (Land & Folk, Information, Politiken, Ekstra Bladet) fortælles af vennen Lassen Ellegaard (Information, Weekendavisen, Jyllands-Posten) i Information – Anm: Med den hemmelige agents indsigt.

“… Her er et kunstnerisk temperament kombineret med den hemmelige agents indsigt bedre egnet til at nå en slags sandhed. Jan Stage besad begge dele, og vidste man det ikke, står det at læse i Morten Hesseldahls nye roman Ernestos hænder, hvis omdrejningspunkt er Stages notoriske rolle i mordet på Roberto Quintanilla Pereira, der som Bolivias efterretningschef gav ordre til at skære hænderne af Ernesto Che Guevara efter hans henrettelse i en skolestue nær Vallegrande i 1967. Pereira blev siden sendt til Hamburg som generalkonsul, hvor han 1. april 1971 blev skudt i sit hjem af en ung tysk kvinde, Monika Ertl, der derefter forsvandt i en flugtbil – ved rattet sad Jan Stage, som Hesseldahls romanfigur Mikkel Fjordager er modelleret over.

Når jeg skriver ‘notorisk’ er det fordi Stage ved adskillige lejligheder fortalte mig om sit chaufførjob i Hamburg, senest da han i 2001 mellemlandede i Istanbul på vej til Afghanistan og boede hos mig en lille uge. Men hvad der var mindst lige så interessant, var hans refleksioner over årene som cubansk agent, samarbejdet med Giangiancomo Feltrinelli, den revolutionære forlægger i Milano, og kontakterne til terroristerne i Brigado Rosso og Rote Armé Fraktion: ‘Vi vidste jo godt, at vi ikke havde folkelig opbakning’, sagde han med sit distinkte spor af barndommens Thisted-dialekt, da vi sad på en café og betragtede Bosporus, ‘men det anfægtede os ikke, vi var overbeviste om, at vi havde patent på folkets sande interesser, uanset at folket ikke var klar over det. Du kan sige, vi led af revolutionært storhedsvanvid’.

(Revolveren som Monika Ertl anvendt til likvideringen, 1. april 1971)

Jan Stage var 34 år, da han en lun forårsdag i 1971 med en hæklet baret på snur og dette svinedyre Rolex om håndleddet smed sin røde Triumph sportsvogn ud for Informations opgang C i Skt. Annæ Passage for at melde sig på redaktionen efter flere år som avisens korrespondent i Caracas, hvor han tillige løste opgaver som hemmelig agent for den cubanske efterretningstjeneste. …

Stage var feteret både som manden i brændpunktet og for sit nære venskab med det danske sprog, men også kontroversiel for en lidt nonchalant anvendelse af dette sprog, når det kom til faktuelle kendsgerninger. Han sagde selv: ‘Jeg placerer mig altid administrativt i landskabet.’ Som da han med en kollega var i Pandrup for Information og skildrede ‘majorens kartoffelmarker’, hvor fattige bondekoner lugede ud mellem planterne på deres blødende knæ under tilsyn af en major til hest. Den artikel udløste et flere sider langt læserbrev fra Pandrups kommunaldirektør, hvori han gjorde gældende, at kartoffelavl nu om dage (i 70’erne) var fuldt automatiseret, at egnens bondekoner havde fået arbejde på en lokal fabrik og at den omtalte major, der ganske rigtigt red på en hest i sine marker, var død en gang i 30’erne. Stages socialrealistiske syner var et typisk eksempel på hans ‘administrative placering i landskabet’, i dette tilfælde forskudt 40 år…

Hans journalistik var ikke altid helt a jour med fagets selvforståelse som formidler af konkrete kendsgerninger (som også jeg, syv kors, hylder og respekterer efter bedste evne), og hvis han havde skrevet ringere eller fordrejet og overdrevet for bevidst at vildlede, var karriererne på henholdsvis Information og Politiken blevet af kort varighed.

Men som Herbert Pundik sagde om Stages tekster til bogen Signatur Jan Stage (2007): ‘Jeg kunne jo selv tjekke ham, da han rapporterede fra Libanon og Israel, og kunne se hvordan han nu og da sammenskrev forskellige begivenheder og oplevelser, hentet fra forskellige steder på forskellige tidspunkter. Men det var altid bedre, end det, der ellers blev skrevet. …’ Hvilket netop er pointen: Jan Stage kunne ikke altid klare en tur i Detektor, men han var altid bedre, end noget andet, der blev skrevet på dansk, og det var han, fordi han aldrig spærrede sig selv inde i branchens bogholderoptik, men var formidler og fortolker med det værktøj, jeg kalder ’sansningen’ – altså: hvad er essensen af en begivenhed under alle pressemeddelelserne og propagandaen. …

Jeg skriver ikke dette som et defensorat for unøjagtigheder, skinbarligt digt og den ‘administrative placering i landskabet’, og heller ikke for at forklare hvorfor jeg selv som hans redaktør trykte hans artikler fra Bosnien-krigen i 90′ erne under logo’et: ‘ En forfatter i krig’ – et lidt forkølet forsøg på inddæmme dementier.

Jeg skriver, fordi Stage gjorde journalistik til meget mere end korrekte citater…”



14. april 2014

Perifær højreradikal skiftede side, og fik ekspertkasket – Højtstående imam blev demokrat, og foragtet

Sidste år skrev Eva Agnete Selsing, at de danske medier stort set aldrig bedriver kritik fra højre. Socialisterne kritiseres for ikke at være venstreorienterede nok, men borgerlige kritiseres aldrig for ikke at være tilstrækkelig højreorienterede. Det er nemt at finde eksempler. Herunder en sammenligning af mediernes modtagelse af Charlotte Johannsens ‘Forklædt som nazist’ (2010) og Ahmed Akkaris ‘Mit farvel til islamismen’ (2014). Medierne var ukritiske i forhold til det venstreradikale mediestunt, men omvendt, yderst kritiske og motivforskende i forhold til Ahmed Akarri, der har fået dødstrusler, og de næste mange år må leve skjult.

(Charlotte Johannsens bog, oktober 2010 – Ahmed Akkaris bog, april 2014)

Charlotte Johannsen & Forklædt som nazist (2010)

Tilbage i 2010 blev Charlotte Johannsen landskendt for bogen ‘Forklædt som nazist’, hvor hun med udgangspunkt i egne erfaringer beskrev det højreradikale miljø i Århus. Bogen kom få måneder efter PET’s razzia mod venstreradikale Redox, og var tydeligvis et forsøg på at tale nazismen op, vinde fløjkampen i medierne, sekunderet af venstreradikale kredse. Det er siden bekræftet fra flere sider.

Charlotte Johannsen var aldrig rigtig en del af White Pride, blot ven med enkeltpersoner i kredsen i nogle måneder, og selvom hun i bogen beskriver flere voldelige episoder, så kan intet efterprøves. I de tilfælde hvor sagen konkret kan genfindes, er den væsensforskellig fra hendes udlægning. Blandt de mange anekdotiske afsløringer er blandt andet det, at en række højreorienterede teenagere sang om navngiven venstreradikal ved et privat selskab.

Selvom alle alarmklokker i journalistisk henseende burde ringe, så fik den fuld skrue i medierne. Hun var nu pludselig ekspert i højreradikalisme, fik taletid i TV-avisen, og længere interviews i de fleste større danske dagblade. Danmark havde tilsyneladende et kæmpeproblem med voldelige nazister.

Hun flyttede til Sverige, blev et etableret navn i et venstreradikalt miljø med flere militante grupperinger, der blandt andet plejer omgang med den danske AFA-leder A.R., som selv interviewede hende i bogprojektets tidlige fase, nogle år tidligere. Ingen overraskelser her.

Ahmed Akkari & Min afsked med islamismen (2014)

Ahmed Akkaris biografi udkom i sidste uge, og den giver et detaljeret portræt af en af islams mest centrale skikkelser i Danmark. Som talsmand for 27 islamiske organisationer, var han med til at skabe det nogen betegner som efterkrigstidens største krise i Danmark. Bogen er journalistisk behandlet, og spækket med oplysninger, der siden er blevet bekræftet fra anden side.

Blandt bogens afsløringer er alt fra svindel med offentlige midler, parallelt retsvæsen i muslimske ghettoer til konkrete møder med alt fra SF’ere, radikale og talsmænd for islamiske terrororganisationer. Afsløringer der giver et helt nyt syn på Mohammedsagen.

Med denne på mange måder enestående bog, skulle man tro Ahmed Akkari (i lighed med Charlotte Johannsen), nu kunne bruges af medierne som ekspert i islamisme. Det er på ingen måde sket, tværtimod. De samme medier der hyldede Charlotte Johannsen, udtrykker nu åbenlys foragt for Ahmed Akkari.

(Charlotte Johansen som ekspert i TV-avisen, 24. oktober 2010; Uriasposten: I, II)

Herunder en række reaktioner, der understreger det forhold, at de danske medier ser verden i et kulturelt perspektiv. Gøder man jorden for multikultur, så er man per definition troværdig. Fortryder man som Akkari sin kamp mod Danmark, så skaber man fordomme om muslimer, og er hermed utroværdig. Man græmmes.

Er medierne med til at stigmatisere en hel gruppe mennesker på grund af en mands ord…” (Presselogen, TV2 News)

“Jeg har ikke set, hvad der står i bogen, og jeg agter heller ikke at kommentere på den. Jeg tvivler på, at han nu giver den fulde sandhed… Jeg har på ingen måder tænkt mig at sige undskyld eller kommentere på bogen.” (Uffe Ellemann-Jensen, Venstre; BT, 5. april 2014)

“Og selv om den ikke føjer så meget nyt til det, vi allerede ved om de islamistiske miljøer i Danmark…” (Lars Erslev Andersen, forsker; Politiken, 8. april 2014)

“Jeg synes det er ærgeligt for de andre, som nu bliver klassificeret i forhold til Akkaris bekendelse, han kørte et dobbeltspil… Han er ikke den første, og han bliver ikke den sidste i min tilværelse der skuffer mig. … I modsætning til de mange andre agtværdige imamer, som jeg taler om, som han nu har trukket med ned i sølet, som nu igen bliver gjort til genstand for de her kollektive fordomme, som jo er svære at hamle op med. Dem skylder han en undskyldning. … det er meget ærgeligt, at Akkari nu får så meget airtime, fordi han spiller lige ind i nogle grupperingers fordomme “ (Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere PET-chef; Rushys roulette, Radio24syv, 9. april 2014)

“… med Akkaris omvendelse er alle de, der med et slet skjult anstrøg af islamofobi gik til angreb på stort set alle muslimer, blevet frikendt. … Man må forholde sig kritisk til det, han siger, og det, han skriver. Men begrebet ’kritisk journalistik’ gradbøjes – og når lemmingeeffekten sætter ind, bliver påstande eller bare synspunkter til endegyldige sandheder. Herunder Akkaris. Optikken ændres. Måske bliver billedet skarpere, måske bliver det bare fordrejet.” (Lasse Jensen; Information, 9. april 2014)

“Politiken spørger: Kan vi tilgive Ahmed Akkari? (Politiken Kultur, 11. april 2014)

“Her er et selvværd med tendens til megalomani. Eller: Her er en mand på jagt efter en alternativ identitet afpasset til en normaldansk tilværelse – eller helt kort: Her har vi en jobsøgende person.” (Lassen Jensen; Information, 11. april 2014)

Jeg mener Akkari også skylder muslimerne en undskyldning. (Özlem Cekic, SF; Facebook, 14. april 2014)



3. februar 2014

Arne Ullum brød tabu i Presselogen: Journalister er væsentligt mere venstreorienterede end befolkningen

Arne Ullum ledede BT, da Morten Messerschmidt tilbage i 2007 blev hængt ud som nazist. Dagen efter den herunder citerede dialog blev optaget, associeredes Dansk Folkeparti med nazisme i Ekstra Bladets leder. Lige under artiklen kunne man se en afstemning blandt avisens læsere om Dansk Folkepartis ‘betænkning’ om begrænsning af muslimers ret til dansk statsborgerskab: 77 procent mente ikke DF gik over grænsen.

Fra forrige udgave af Presselogen på TV2 News (kræver TV2 Play), hvor Søndagavisens Arne Ullum og Ekstra Bladets Poul Madsen var meget uenige.

Arne UllumDer er i hvert fald et tabu omkring det her bord, det er det internationale og det danske faktum at journalister ligger til venstre for befolkningen generelt. Det er i hvert fald et af de tabuer man ikke må forholde sig til…

Poul Madsen, Ekstra Bladet: Jeg ved det ikke jeg spørger ikke om mine journalister om de stemmer på det ene eller det andet.

Arne Ullum: Prøv dog lige at åbne øjnene.

Poul Madsen: Ved du hvad de er Arne, de er nemlig journalister! Hvis man er rigtig journalist så er det fuldstændig ligegyldigt hvem man stemmer på, det er klart hvis man begynder at blande det ind i sin journalistik, så har man et problem. Men det der er en diskussion man gerne vil føre fordi man siger journalister er sådan nogle venstreorienterede nogen. Hvis journalister glemmer at være journalister, så har vi et problem…

Vært: – det tyder på du syntes du ser det i journalistikken.

Arne Ullum: Come-on det gør man da, fordi hvis der var ligeså meget kritik af spild på grund ineffektivitet i den offentlige sektor, som der var på offentlig nedskæringer for eksempel, du ser det da hele vejen igennem. Og selvfølgelig journalistik starter med at man undrer sig over noget, eller syntes noget er forargeligt. Det ved vi da alle der har siddet ved et redaktionsmøde, og hvad man syntes er forargeligt, afhænger da af værdier og alt muligt, så selvfølgelig har det da en betydning at journalister ligger til venstre for midten.

Arne Ullum: Journalister ligger et stykke til venstre i hele verden, jeg har aldrig set nogle undersøgelser der siger noget andet.

Vært: Det emne skriver jeg i notesbogen, Arne når du så på et tidspunkt kommer med nogle konkrete eksempler, så tager vi emnet op igen, det lover jeg…

(Arne Ullum uddyber i Presselogen på Facebook, 26. januar 2014)

Q: Arne Ullum, du kom undervejs i Presselogen i dag med en udtalelse om at journalister ofte, de fleste journalister ligger til venstre for befolkningen. Gælder det også redaktører?

Arne Ullum: Ja, det gælder alle i pressen, og det viser alle internationale undersøgelser. Og jeg tror også man bare kan kigge ud og sige: er der 16 procent af de danske journalister og redaktører der stemmer på Dansk Folkeparti, er der næsten en tredjedel der stemmer på Venstre? Nej, det er der ikke. Jeg synes i stedet for at gøre det til et tabu, synes jeg vi som redaktører skal forholde os til at vores fag tiltrækker mere, nogle der ligger lidt til venstre, og så skal vi forsøge at arbejde med det for at skabe noget der er fair og upartisk.

Oploadet Kl. 15:12 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


15. oktober 2009

DR-chef: Det er ikke nødvendigvis interessant, “hvad Tøger mener om Dansk Folkeparti”

Politisk skævvridning er et af de helt store tabuer i de danske medier, og derfor blev søndagens Presselogen på TV2news, en yderst seværdig undsendelse. Under overskriften Har pressen været fair overfor Pia og DF? var der lagt op til den helt store selvransagelse, og selvom debatten mestendel af tiden kom til at handle om Informations aggressive forsvar for det jeg vil kalde ‘DRs venstreorienterede uafhængighed’, så blev der sagt nogle ting under debatten, der ikke tidligere er formuleret så uforbeholden.

Gæsterne var gamle kendinge, men hvor Bent Falbert (Ekstra Bladet) og Flemming Rose (Jyllandsposten) var gode på hver sin måde, så fik debatten mellem DRs nyhedschef Ulrik Haagerup og Politikens Tøger Seidenfaden en næsten historisk karakter. Haagerup talte om journalisters antipati mod bestemte holdninger, og henviste til journalistiske idealer. Det kom som et chok for Seidenfaden, der dog hurtigt genfandt rytmen og gav en monolog om Dansk Folkepartis ekstremisme.

Herunder transkription af det væsentligste.

Ulrik Haagerup, DR Nyheder: … nej, det er jo ikke et problem, at folk har holdninger, hvis de bare lader være med at tage dem med på arbejde, og jeg tror at, vi kan fortsætte skriftestolen et øjeblik, og så sige, at det der har været det store problem for dansk presse, har været, at der har været mere end en snert, af det vi har oplevet på skammeligste vis i Frankrig, og i Sverige – har vi også oplevet i Danmark. I forbindelse med dækningen af flygtninge- og indvandrerpolitik, og det parti der havde det især som deres politiske projekt. I Sverige og i Frankrig har man bevidst, næsten kollektivt i pressen, besluttet sig for, at der er nogle politiske holdninger, som man ikke ønsker at fremme, og derfor næsten ignorerer Le Pen, eller Sveriges-demokraterne i Sverige. Det er ikke journalistik – det er meningsmageri, og det er uprofessionelt.

Lotte Mejlhede, TV2: Gør vi det samme herhjemme?

Ulrik Haagerup: Hvis jeg skal være hudløst ærlig, så har der været en tendens til det i dansk presse også. At der har været nogle, som synes de skulle være smagsdommere for hvad der er god og dårlig politik, og det er ikke journalistik. Jeg mener, at det er et meget meget skammeligt kapitel for dansk presse, at se på. Jeg mener, at det er blevet betydeligt bedre, og det kan vi så vende tilbage til, men jeg synes, at hvis vi skal skrifte, så må jeg sige, at, det har ikke været kønt at se på. Der har været alt for meget politisk korrekthed.

Lotte Mejlhede: – Er du enig Falbert?

Bent Falbert, Ekstra Bladet: Jeg tror Søren Espersen har ret et langt stykke – ja, ærlig talt, når man tænker på hvordan de er blevet behandlet gennem tiden… Jeg synes han har ret i, at de er blevet beskrevet på en måde, som man ikke ville gøre med nogen andre… jeg tror han har ret i, at meget få journalister er tilhænger af det parti – rigtig mange journalister bryder sig meget lidt om Dansk Folkeparti… Politiken har jo konsekvent fremstillet Pia Kjærsgaard som en del af et læs møg på en hestevogn, eller den allerværste jeg kan huske, en tegning, hvor hun kommer ud som en bændelorm af enden på en ræv. Ja, altså, undskyld, det er jo ikke nogen måde, man ville fremstille nogen som helst anden på.

Lotte Mejlhede: – Seidenfaden.

Tøger Seidenfaden: Søren Espersen har en pointe, men han overser jo så og sige forklaringen, der er ganske enkelt, og helt normalt, ikke bare for Danmark, men for alle europæiske lande, og det er, at partier der starter ude på fløjene, de bliver behandlet på en anden måde, end partier der starter på midten, det var det eksempel han (Søren Espersen) brugte, med kontrasten til Ny Alliance, og det er jo ikke spor underligt.

Lotte Mejlhede: – hvorfor egentligt ikke?

Tøger Seidenfaden: – Ekstremistiske holdninger, dem vil der altid være, en meget stor del af befolkningen, og også i en stor del af mediekorpset, en vis skepsis for, som udgangspunkt, og så er det klart, at hvis et ekstremistisk parti bliver indflydelsesrigt, får magt, så bliver det journalistisk ekstremt relevant at behandle det, og det er også sket med Dansk Folkeparti, og det er den udvikling vi har set. Men at der er i udgangspunktet er, overfor et parti som Dansk Folkeparti, ligesom der i historisk i gamle dage var for kommunismen eller overfor VS, en anden tilgang til dem, fordi deres holdninger faldt udenfor, hvad man betragtede som noget der kunne komme i regeringsposition, som man betragtede som noget der kunne være regeringsbærende, enten for en centrum/højre, eller en centrum/venstreregering – det er helt normalt, og undskyld, må jeg sige til Ulrik Haagerup – fordi jeg blev lidt chokeret over at høre det fra en professionel journalist. Altså, du mener altså nu, at det man gør, ikke bare i Frankrig og i Sverige, men det man gør i Belgien, som man gør i Storbritannien, som man faktisk gør i det meste af Europa, som man gør i Tyskland i meget meget høj grad, nemlig at man siger, at der findes altså partier, som har nogle holdninger, som gør, ikke at de ikke skal have ytringsfrihed, men at der ses på dem med betydelig skepsis, for der er tale om værdier, der ligger på kanten af, hvad man synes er rummet af det demokratiske fællesskab. Det er europæisk standard, det er Danmark der er undtagelsen, så når du siger det du siger, så gør du dig til et ekko af Søren Espersens egen propaganda, om at den danske undtagelse skal blive til den europæiske norm i fremtiden. Det ville da være en katastrofe for Europa, hvis ekstremistiske fremmedfjendske holdninger bliver gangbare overalt.

Lotte Mejlhede: – Lad os lige høre Ulrik Haagerups kommentar til det, og så er det Flemming Rose.

Ulrik Haagerup: Det er så forskellen. Det kan du så sagtens tillade dig at mene, som chefredaktør på en menighedsavis. Jeg, mener i den position jeg har, og det vi skal i Danmarks Radio, der skal vi på ingen måde tage stilling til, om vi kan lide bestemte politiske holdninger eller ej – det må du gerne, det er din sag, men vi kan ikke, og jeg mener heller ikke, som stand vi kan. Og at man er politisk korrekt i hele Europa, det gør det altså ikke mere journalistisk relevant. Jeg er enig, hvis det handler om ulovlige politiske bevægelser, der vil omstyrte demokratiet og den slags, men her taler vi altså om et lovligt politisk parti, som har nogle synspunkter, som du kan være uenig i, og jeg kan have holdninger til, men for mig er det ikke relevant. Det relevante er, hvordan kan vi fortælle danskerne om det her på en måde, så de selv kan tage stilling til, hvad de mener.

Lotte Mejlhede: – Flemming Rose.

Ulrik Haagerup: Du kan skrive din leder, og redigere din avis som du vil, men det er ikke den måde, som er – efter min mening, er professionelt journalistisk, hvis man ikke ønsker bare at være en menighedsavis.

Lotte Mejlhede: – Flemming Rose. Seidenfaden siger de ligger som de har redt, fordi det er et ekstremistisk parti og skal behandles som sådan.

Flemming Rose: Jamen, jeg synes, at Ulrik er inde på noget af det rigtige, fordi der er jo to sider af det her. En ting er hvad Tøger mener på lederplads om Dansk Folkeparti, som opinionsmager. Noget andet er hvordan de journalister han sender ud i marken, dækker denne her sag, og der blander Tøger tingene lidt sammen… Jeg er fuldstændig enig med Ulrik, at det handler om professionalisme. Som journalister må vi lære at lægge vores holdninger til side, når vi går ud og dækker en historie. Og så vil jeg sige, at Tøger henviser så – nu taler jeg så, som opinionsredaktør, og ikke som kulturredaktør, at – Når Tøger siger, at det er et ekstremistisk parti, Hvis vi taler om det, som handler om – at være kritisk overfor indvandring. Det er der altså stor opbakning til i de fleste europæiske lande, det er ikke længere en ekstremistisk holdning…

[…]

Ulrik Haagerup: Det er i hvert fald noget vrøvl. jeg skal ikke udtale mig om Kanten, som jeg ikke har ansvaret for – jeg kender ikke sagen, men jeg kunne bare godt tænke mig, at hæve debatten op over en diskussion om Politikens tegninger, fordi, jeg tror man bliver nødt til at skelne mellem det der er ledere og opinionsstof, og det der i øvrigt er journalistik. Det det er interessant i denne her sammenhæng, det er ikke hvordan, nødvendigvis, hvad Tøger mener om Dansk Folkeparti, men hvordan dansk presse gennem årene og journalistikken, har været præget af en misforstået opfattelse, af hvad der er journalistikkens rolle. Altså jeg har deltaget på utallige redaktionsmøder på mine tidligere arbejdspladser, Jyllandsposten og Nordjyske, hvor man på et tidspunkt bliver nødt til at sige – nu holder i kæft! – I sidder og diskuterer ideologi og meningsmageri, lad os nu snakke journalistik. Jeg er fuldstændig ligeglad med at du synes det er et dårligt forslag, eller de burde ikke høres, eller hvad det kan være. Der er bare for meget af det der slappe-duppa-delle, og det har der været.

[…]

Ulrik Haagerup: Jeg vil heller ikke udtale mig om den sag, aom som jeg heller ikke kender til i detaljer eller har ansvaret for. Jeg vil gerne forholde mig til nyhedsprogrammer, og den journalistiske dækning, vi har i DR Nyheder.

Lotte Mejlhede: – men er der noget i den her kritik, som også præger (afbrydes).

Ulrik Haagerup: – Man skal bare lige prøve og forholde sig. Altså, journalistik skal også være fair, og det skal man være overfor alle, som bliver angrebet. De skal have mulighed for at forsvare sig. Sådan siger man. Pointen er bare – det gælder også medlemmer af Dansk Folkeparti, og så er det jo ikke sådan, at fordi man forsøger, at være fair overfor nogen, at så lige pludselig, så ligger man under for, at man er bange for dem – fordi man pludselig begynder at behandle folk fair. Jeg håber det er sådan, alle steder i Danmarks Radio, at det er sådan, at man behandler alle som Tøger Seidenfaden og Ole Sohn og Søren Espersen, på en fair og ordentlig måde. Det håber jeg.

Mere.

  • 20/4-09 Uriasposten – Lektor Isak Winkel Holm om Pia Kjærsgaard, skadedyr...
  • 9/6-09 Uriasposten – DR fjerner løgn, og Lasse Jensen udtrykker bekymring...
  • 7/10-09 Kanten, P1 – Røde lejesvende (Claus Flygare om Søren Espersen og DR).
  • 11/10-09 2. Sektion, Deadline, DR2 – Når samvittigheden vejer tungest (eks. skæv debat: 3-0).
  • Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper