10. juli 2015

Weekendavisens associationstrick: “… mænd med muskuløse nakker og tatoveringer står op og lytter.”

“Er det slet ingen grænser for antallet af flygtninge vi kan tage imod?”, blev Dansk Flygtningehjælps Andreas Kamm spurgt i en radioudsendelse for et par dage siden. Spørgsmålet overraskede ham, men uden at svare, lod journalisten ham vende problematikken om: Europa tager kun en brøkdel af klodens flygtninge. Jeg kom til at tænke på interviewet, da jeg læste Weekendavisens artikel om Mosbjerg Folkefest 2015.

Avisens journalist spurgte mig under interviewet igen og igen, hvad der skulle ske med de muslimer som allerede var i landet, og da jeg gentog mit svar, og ikke gav hende det nødvendige ja til de ledende spørgsmål, om eventuel deportation af danske statsborgere, så blev fokus flyttet til selskabets kollektive holdning til spørgsmålet. En stråmand som ingen stod bag, men alle kunne hænges op på. Vinklen var givet på forhånd.

Hvor Politikens Kjeld Hybel insinuerer voldelig højrefløj ved hjælp af en banal episode med en brovtende mand, så vælger Weekendavisens Leny Malacinski at trække tråde til racisme og nazisme med baggrund i ‘muskuløse nakker’ og en mands tatoverede håndflader. Den midaldrende mand hun omtaler er asatroende, og det journalisten opfattede som ‘et trearmet hagekors’ er en såkaldt ‘valknut’, et symbol fra den nordiske mytologi. På Facebook poserer han stolt posere med frihedskæmperen Jan Høeg, et foto taget under arrangementet.

Fra seneste udgave af Weekendavisen – Intet land skal dø frivilligt.

“Danmark er under angreb, og de mennesker, der er mødt op i dag, betragter sig selv som landets første forsvarslinie. … Ifølge dem selv har de forstået faren. De har indset sandheden om islam, men eliten prøver at lukke munden på dem, pressen vil ikke rapportere sandheden, og politikerne vil ikke gøre det nødvendige. De omkring 200 mennesker er en del af en voksende gruppe, for hvem det ikke er nok at lukke grænserne og udvise de kriminelle. Problemet er de muslimer, der allerede bor i Europa. De taler om, at Danmark og hele det europæiske kontinent er ved at begå selvmord.

… Efterhånden som dagen skrider frem, er det indlysende for de forsamlede, at der er brug for drastiske midler for at forsvare landet. Det er straks sværere at få et klart svar på, hvor drastiske de midler skal være. …

Folkefesten finder sted for andet år i træk og er arrangeret af blandt andre Kim Møller, en historiker fra Aarhus. Han driver Uriasposten.net, der er et populært samlingspunkt for nationalkonservative og bringer de historier, som pressen ifølge ham ikke ønsker at fortælle.

‘Intet land skal dø frivilligt,’ siger han.

Bevægelsen ligger til højre for Dansk Folkeparti og begyndte at vokse under VK-regeringen, hvis indvandringspolitik betragtes som alt for slap. Debatten udgår fra nogle af de forbilleder, der i dag slentrer op til ølteltet for at hente drikkevarer, inden talerne begynder. …

En gruppe mænd med muskuløse nakker og tatoveringer står op og lytter. Den enes arme og hænder er dækket af tatoveringer. Blandt andet af et dansk flag og en spids triskele af form som et trearmet hagekors. I sin spidse form er den blevet brugt af blandt andre AWB, en racistisk sydafrikansk gruppe, og af skinheadgrupperingen Blood and Honour. Da Weekendavisen spørger, om han vil fortælle om baggrunden for tatoveringen, ryster han på hovedet.

(Weekendavisen, 10. juli 2015)

Sidst på dagen træder en brite i en sprød, hvid skjorte op på talerstolen. Han er ikke dagens mest kendte taler, men det bliver han. Hans hår er tykt og sølvgråt, og han taler kultiveret med en myndig, britisk diktion. Hans navn er Paul Weston, og det ville være for mildt at kalde ham islam-kritiker. Han er formand for partiet Liberty Great Britain og stillede op til EU-parlamentet sidste år, men fik kun 158 stemmer. Han er mest kendt for at være blevet anholdt for at holde en anti-muslimsk tale i en megafon på åben gade sidste år. Her citerede han den tidligere premierminister Winston Churchill, da denne var britisk soldat i Sudan. Blandt andet for, at »ingen stærkere reaktionær kraft eksisterer i verden. Muhammedanisme er en militant og missionerende tro«.

Han blev løsladt igen, men for tilhørerne er den slags beviset på, at myndighederne forsøger at lukke munden på dem. … I modsætning til nogle af de andre talere ser han ikke på sit talepapir, men på publikum. Publikum ser på ham. Så råber han.

‘Hvor vover de at gøre dette mod vores børn?’

Publikum spærrer øjnene op. Paul Weston råber igen, så mikrofonen skratter.

‘Hvor vover de at berøve dem deres historiske arv, deres kultur?’

Publikum pifter og klapper, og Paul Weston råber nu endnu højere med en pause mellem hvert ord.

‘Hvor. Vover. De?’

Bifaldet vil ingen ende tage. Da Paul Weston vender tilbage til sit tidligere toneleje, har han publikum i sin hule hånd. Husk, formaner han, at vestlig kultur ikke primært er under angreb fra islam, men fra os selv, fra politikere og mediefolk.

‘Denne klasse af forrædere bruger race som et våben mod os. Hvis de brugte tanks, ville de sikre sig, at vi ikke havde antitank-våben. Men fordi de bruger race imod os, bruger de det bedste våben, de kender. De anklager os for at være racister. Lad dem ikke gøre det. Der er intet racistisk ved at ville bevare dit land og din kultur. Hvis de bruger det ord mod dig, så grin ad det. Det betyder intet længere i den moderne kontekst,’ siger Paul Weston.

Derefter fremlægger han et regnestykke, der advarer imod at tro, at problemet er islamisk terrorisme.

Vores store problem er moderat islam, ikke fundamentalistisk islam. Det handler om ren og skær demografi. I Europa udgør vi stadig ca. 80 procent af befolkningen. Islam er kun på vej mod 20 procent. Men hvis vi kun får 1,5 barn hver, og vores kvinder er 35-40 år, når de får børnene, vil befolkningen reduceres med 25 procent. Hvis muslimerne får fire børn hver, når deres kvinder er 18-22 år, vokser de overvældende hurtigere, end vi reduceres. Vi bliver udskiftet som folk, som kultur og som vestlig civilisation,« siger han og slutter med at se publikum i øjnene igen.

‘Dette århundrede vil vi måske se enden på vestlig civilisation. Men I må aldrig give op. Aldrig nogensinde. Vi vil vinde. Dette er vores land, vores kultur. Dette er vores folk og vores civilisation. Længe leve vestlig civilisation!’

Paul Weston træder tilbage. Så rejser 200 mennesker sig fra deres klapstole, fra græsset og fra tæpperne og giver ham en stående ovation. …

‘Dem, du talte om, er de mennesker, der allerede er her. Men du sagde ikke, hvad vi skal gøre. Hvad er dit forslag til en løsning?’

Paul Weston svarer, at grænserne skal lukkes omgående.

‘Det første er ikke at tillade flere muslimer at komme ind i landet. Vi deporterer de muslimske kriminelle, de muslimske imamer, der opfordrer til revolution. Vi lukker enhver moské, der findes skyldig i at sige, at homoseksuelle skal kastes ud fra klipper, og at jøder skal myrdes. Men det er stadig ikke nok. For at sige det skarpt: Hvis vi ikke snart fjerner islam fra Vesten, bliver Vesten islamisk. Vi må fjerne islam fra Vesten,’ siger Paul Weston.

Så siger han ikke mere. Han siger ikke hvordan. Spørgsmålet hænger i luften. Ingen stiller det.



15. marts 2015

Trykkefrihedsselskabet 10 år: Virkelighed vs journalistik, Weekendavisens bekvemme positionering…

Højreorienteret er efterhånden blevet en etikette den journalistiske venstrefløj bruger om velorienterede. Flere har kommenteret Søren Villemoes’ karaktermord på Trykkefrihedsselskabet i seneste udgave af Weekendavisen, så lad mig nøjes med de positionerende ord – Dagbog fra en uriaspost (ikke online).

“På lørdag er det ti år siden, at Trykkefrihedsselskabet havde sin stiftende generalforsamling. I selskabets levetid har vi oplevet en Muhammedkrise, adskillige mordforsøg på bladtegnere, redaktører, journalister og forfattere. Alene i år har vi set terrorangreb mod en avis og et jødisk supermarked i Paris, og i København mod et ytringsfrihedsarrangement og en synagoge. I 2013 oplevede Lars Hedegaard selv et attentat, da en terrorist forklædt som postbud, forsøgte at skyde ham med en pistol. Det har ikke ligefrem skortet på episoder, der har kunnet bekræfte selskabet i sin eksistens-berettigelse. …

Da terroren ramte København 14. februar, havde mange svært ved at forklare, hvad der var sket. Men i Trykke-frihedsselskabet var det intet problem. Her havde man advaret om netop dette i et årti. …

Nogle gange skal man have tunnelsyn for at få øje på noget, andre først opdager sent. Mange vil formentlig i dag give selskabet ret i, at der vitterlig er en trussel mod ytringsfriheden fra islamisk side. En trussel de måske ikke anede, da Muhammedkrisen ramte Danmark, og mange gik tabt i procedurespørgsmål om ambassadørmøder og undskyldninger. I årevis har det været et betændt spørgsmål, indsmurt i kulturkamp.

Katrine Winkel Holm beklager sig over ‘positionisterne’. Folk, der ellers burde være enige med Trykkefrihedsselskabet om at forsvare ytringsfriheden, men som ikke vil kendes ved selskabet på grund af smålig, politisk positionering. Hun hævder, at selskabet er åbent for alle uanset politisk og religiøst ståsted. Men antologien dokumenterer, at selskabet ikke kan sige sig fri for at have bidraget til at gøre ytringsfriheden til et spørgsmål om meget andet end blot en demokratisk rettighed.

I Trykkefrihedsselskabet ser man ytringsfriheden uløseligt forbundet med kristendommen. … Det er muligt, at Trykkefrihedsselskabet teknisk set ikke har valgt et politisk eller religiøst ståsted. Men det er samtidig uomgængeligt, at de har en nationalkonservativ, kristen sjæl. …

Selskabet er vokset ud af en borgerlig, tidehvervsk modkultur, der følte sig trådt på af de kulturradikale i Dansk PEN. Denne følelse af at være uønskede af det gode selskab, i opposition til de herskende forestillinger og først med de grumme varsler, gennemsyrer selskabets ånd.

Efter Muhammedkrisen tiltrak foreningen en bred vifte fra centrum-højre, blandt andre politikere som Søren Pind og Naser Khader. Flere mediesager har siden destilleret selskabets medlemsbase. … Når man ser sig selv under angreb, er man mere tilbøjelig til at bære over med fejl indbyrdes. Det kan måske forklare, hvorfor man i miljøet omkring Trykkefrihedsselskabet har en nænsom (onde tunger ville sige apologetisk) omgang med og omtale af grupper og personer, andre ville opfatte som ekstreme. For eksempel byder antologien på to bidrag af leder af Pegida i Danmark, psykologen Nicolai Sennels. Sennels er kendt i internationale anti-islamkredse for en artikel, hvor han konkluderer, at muslimers genetiske arvemasse »uden tvivl« har taget skade af 1400 års indavl.

I antologien kan man også læse en artikel om den svenske kunstner Dan Park skrevet af Uwe Max Jensen. Her får man at vide, at Dan Park er blevet kritiseret for at have deltaget i demonstrationer med ‘højreorienterede’. Og der sættes spørgsmålstegn ved, om Park i det politisk korrekte Sverige »overhovedet kunne indgå i sammenhænge, som hans modstandere ville finde tilfredsstillende.« Det fortælles dog ikke, at der var tale om det nynazistiske Svenskarnas Parti.

(Weekendavisen, 13. marts 2015, s. 4, Dagbog fra en uriaspost)

“Man kunne sige at TFS’ eksistensberettigelse står og falder med om de har fat i den lange ende hvad angår analyserne af islam og ytringsfrihed… Ingen redaktionschef eller kollega til Søren Villemoes har dog delt denne prioritering, og anbefalet ham at opgøre Trykkefrihedsselskabets 10 år ud fra det faktuelle. Villemoes har tværtimod begået en jubilæumsartikel (‘Dagbog fra en uriaspost’, WA 13.3.2015, ikke online) der er ’so 2005′, hvilket vil sige at fingerpegning og karikeret gengivelse af TFS’ verdensbillede og bestyrelsens angivelige idiosynkrasier er comme il faut. I denne verden er 10-års statusopgørelse og analyse lig med placering af hovedaktørerne i de københavnske symbolanalytikeres økologi og indbyrdes klanfejder. I det Villemoes’ske univers er det således en kilde til indsigt at TFS blev grundlagt i ‘et røgfyldt kontor’ (associationerne er åbenlyse for enhver), og kan man ikke argumentere imod det overordnede kan man altid grine og gøre nar…” (LPFC på Snaphanen, 14. marts 2015)

“I en artikel fra i går i WA med overskriften ”Dagbog fra en uriaspost” ved Søren Villemoes godt, at han hellere må leve op til WA´s uudtalte forskrift om efterplapren af alle de andre, der ikke har set det rene liberale lys og dermed ubekymretheden om konsekvenserne af fortsat masseindvandring fra den tredje verden, ikke mindst den muslimske verden. … Ét sted et godt stykke henne i artiklen står der følgende: ”Mange vil formentlig i dag give selskabet ret i, at der vitterlig er en trussel mod ytringsfriheden fra islamisk side.” For resten af pengene er der tale om forsøg på lige dele latterliggørelse og intimidering.” (Morten Uhrskov, 14. marts 2015)



26. oktober 2014

Dansk presse: Problematiserer fri folkelig debat, forsvarer venstreradikal terrorists kreative journalistik

For få år tilbage talte danske mediefolk om Facebook-revolutionerne, og sociale mediers demokratiske potentiale. Det er værd at huske på, når samme personkreds i Presselogen på TV2 News tidligere i dag diskuterede ‘hård retorik på sociale medier’. Ekstra Bladets Karen Bro blev angrebet for alle sider på grund af onlinedebatten ‘Nationen’, selvom hun understregede at avisen ofte fjernede kommentarfunktionen på kriminalhistorier. En selvretfærdig redaktør pralede ligefrem med, at kommentarer der inkluderede ord som ‘Islam’ skulle godkendes før de røg online.

Hvis den danske presse vil se kritisk på sig selv, så er der masser af debatter de kunne tages. Eksempelvis om en afdød topjournalists medvirken til terrordrab, og redaktionel accept af skønlitterær journalistik. Historien om Jan Stage (Land & Folk, Information, Politiken, Ekstra Bladet) fortælles af vennen Lassen Ellegaard (Information, Weekendavisen, Jyllands-Posten) i Information – Anm: Med den hemmelige agents indsigt.

“… Her er et kunstnerisk temperament kombineret med den hemmelige agents indsigt bedre egnet til at nå en slags sandhed. Jan Stage besad begge dele, og vidste man det ikke, står det at læse i Morten Hesseldahls nye roman Ernestos hænder, hvis omdrejningspunkt er Stages notoriske rolle i mordet på Roberto Quintanilla Pereira, der som Bolivias efterretningschef gav ordre til at skære hænderne af Ernesto Che Guevara efter hans henrettelse i en skolestue nær Vallegrande i 1967. Pereira blev siden sendt til Hamburg som generalkonsul, hvor han 1. april 1971 blev skudt i sit hjem af en ung tysk kvinde, Monika Ertl, der derefter forsvandt i en flugtbil – ved rattet sad Jan Stage, som Hesseldahls romanfigur Mikkel Fjordager er modelleret over.

Når jeg skriver ‘notorisk’ er det fordi Stage ved adskillige lejligheder fortalte mig om sit chaufførjob i Hamburg, senest da han i 2001 mellemlandede i Istanbul på vej til Afghanistan og boede hos mig en lille uge. Men hvad der var mindst lige så interessant, var hans refleksioner over årene som cubansk agent, samarbejdet med Giangiancomo Feltrinelli, den revolutionære forlægger i Milano, og kontakterne til terroristerne i Brigado Rosso og Rote Armé Fraktion: ‘Vi vidste jo godt, at vi ikke havde folkelig opbakning’, sagde han med sit distinkte spor af barndommens Thisted-dialekt, da vi sad på en café og betragtede Bosporus, ‘men det anfægtede os ikke, vi var overbeviste om, at vi havde patent på folkets sande interesser, uanset at folket ikke var klar over det. Du kan sige, vi led af revolutionært storhedsvanvid’.

(Revolveren som Monika Ertl anvendt til likvideringen, 1. april 1971)

Jan Stage var 34 år, da han en lun forårsdag i 1971 med en hæklet baret på snur og dette svinedyre Rolex om håndleddet smed sin røde Triumph sportsvogn ud for Informations opgang C i Skt. Annæ Passage for at melde sig på redaktionen efter flere år som avisens korrespondent i Caracas, hvor han tillige løste opgaver som hemmelig agent for den cubanske efterretningstjeneste. …

Stage var feteret både som manden i brændpunktet og for sit nære venskab med det danske sprog, men også kontroversiel for en lidt nonchalant anvendelse af dette sprog, når det kom til faktuelle kendsgerninger. Han sagde selv: ‘Jeg placerer mig altid administrativt i landskabet.’ Som da han med en kollega var i Pandrup for Information og skildrede ‘majorens kartoffelmarker’, hvor fattige bondekoner lugede ud mellem planterne på deres blødende knæ under tilsyn af en major til hest. Den artikel udløste et flere sider langt læserbrev fra Pandrups kommunaldirektør, hvori han gjorde gældende, at kartoffelavl nu om dage (i 70’erne) var fuldt automatiseret, at egnens bondekoner havde fået arbejde på en lokal fabrik og at den omtalte major, der ganske rigtigt red på en hest i sine marker, var død en gang i 30’erne. Stages socialrealistiske syner var et typisk eksempel på hans ‘administrative placering i landskabet’, i dette tilfælde forskudt 40 år…

Hans journalistik var ikke altid helt a jour med fagets selvforståelse som formidler af konkrete kendsgerninger (som også jeg, syv kors, hylder og respekterer efter bedste evne), og hvis han havde skrevet ringere eller fordrejet og overdrevet for bevidst at vildlede, var karriererne på henholdsvis Information og Politiken blevet af kort varighed.

Men som Herbert Pundik sagde om Stages tekster til bogen Signatur Jan Stage (2007): ‘Jeg kunne jo selv tjekke ham, da han rapporterede fra Libanon og Israel, og kunne se hvordan han nu og da sammenskrev forskellige begivenheder og oplevelser, hentet fra forskellige steder på forskellige tidspunkter. Men det var altid bedre, end det, der ellers blev skrevet. …’ Hvilket netop er pointen: Jan Stage kunne ikke altid klare en tur i Detektor, men han var altid bedre, end noget andet, der blev skrevet på dansk, og det var han, fordi han aldrig spærrede sig selv inde i branchens bogholderoptik, men var formidler og fortolker med det værktøj, jeg kalder ’sansningen’ – altså: hvad er essensen af en begivenhed under alle pressemeddelelserne og propagandaen. …

Jeg skriver ikke dette som et defensorat for unøjagtigheder, skinbarligt digt og den ‘administrative placering i landskabet’, og heller ikke for at forklare hvorfor jeg selv som hans redaktør trykte hans artikler fra Bosnien-krigen i 90′ erne under logo’et: ‘ En forfatter i krig’ – et lidt forkølet forsøg på inddæmme dementier.

Jeg skriver, fordi Stage gjorde journalistik til meget mere end korrekte citater…”



12. maj 2014

Husk at tilmelde dig Mosbjerg Folkefest, lørdag den 5. juli 2014: Talere, bål og bægerklang ved Mossø

Det går fint med tilmeldingerne til Mosbjerg Folkefest 2014, men der er stadig plads til flere. Sæt kryds i kalenderen, og få mulighed for at møde Lars Hedegaard, der i sidste uge havde denne kronik i Berlingske.

“Der var også spekulationer om, at jeg måske selv havde været med til at arrangere attentatet for at fremstå som offer. … Jeg kan imidlertid berolige disse spekulanter med, at glæden ved at blive skudt er stærkt overvurderet. Der er heller ingen penge i det.

Nu da det ser ud til, at vi måske kan få en forklaring på attentatmandens adfærd, burde der være udsigt til, at journalisterne forlader martyrsporet og finder på noget andet at beskylde mig for. Her kan de hente hjælp hos Weekendavisen, der i sit seneste nummer har pustet nyt liv i en gammel vandrehistorie om, at jeg plejer forbindelser med terrorister.”

Tilmelding sker af praktiske årsager, først ved overførsel af 200 kroner til Jyske Bank, reg. nr. 7176, konto 1349 324. For nærmere information angående arrangementet henviser jeg til Mosbjerg.org, Facebook/MosbjergFF eller personlig henvendelse til info@mosbjerg.org.

Oploadet Kl. 14:46 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer


19. juli 2013

WA: Mere end 200 ‘overfald’ på muslimer efter Rigby-drab – 57 pct. foregik online, alle uden lægebeh…

I seneste udgave af Weekendavisen har Adam Holm anmeldt en bog af Daniel Trilling med den titlen ‘Bloody Nasty People. The Rise of Britain’s Far Right’ (London, 2013). På sin vis en fair anmeldelse, men desværre også et godt eksempel på Krasnik’sk kritik-gengivelse. Her lidt fra artiklen Slemme sorte sataner (ikke online).

“Det sker et par gange i løbet af den internationale bogsæson at et skrækindjagende skrift om den yderligtgående højrefløj kommer på gaden. … Nu er det den britiske journalist Daniel Trilling fra venstrefløjstidsskriftet New Statesman, som melder sig med en ikke mindre alarmistisk udgivelse om det radikale højre i Storbritannien. …

Både BNP og EDL kom i offentlighedens søgelys efter to islamisters drab på en britisk soldat i London-bydelen Woolwich i sidste måned. Tilhængere af især EDL var i slåskamp med politiet og avisen The Guardian har rapporteret, at der i ugen efter den brutale nedslagtning blev registreret flere end 200 overfald på moskeer og folk med angiveligt »muslimsk« udseende, herunder et par sikher. …

Daniel Trilling fører læseren med på en rundrejse i det yderligtgående højres historie fra Oswald Mosleys fascistisk inspirerede »sortskjorter« i mellemkrigsårene over det åbenlyst neonazistiske National Front i 1970erne til dagens mere moderate og erklærede prodemokratiske udgaver. …

Hvor ubekvemt det end er, må folk som Bjurwald og Trilling indse at de slemme højrenationalister og antiislamister ikke opstår ex nihilo. Hvis der er grund til panderynken, sådan som Trilling mener, bør han kigge indad og spørge om sammenhængen mellem den vildfarne integrationspolitik og den mulige fremgang for ‘Britain’s far right’. Bøger af Trillings slags er desværre vand på ekstremisternes mølle, fordi de kun fortæller den ene side af historien. Det er – med et lån fra den hjemlige terminologi – alt for ‘anstændigt’. Og man vinder intet ved at skildre modparten som slemme sorte sataner.

I den forstand er Trilling lige så enøjet som sine højrenationale modstandere.”

(Nigel Copsey mfl., Anti-Muslim Hate Crime and the Far Right, 2013; Teeside University)

Bemærk henvisningen til The Guardian, og de “flere end 200 overfald på moskeer og folk med angiveligt »muslimsk« udseende” i kølvandet på Rigby-drabet. Tallene stammer fra en rapport af professor Nigel Copsey foretaget i samarbejde med pro-islamiske ‘Faith Matters’ og projektet ‘Tell Mama’ – Hvis en muslimer føler sig krænket, er der per definition foregået et ‘overfald’.

Andrew Gilligan gravede i ‘Tell Mama’-tallene for Telegraph, og hvis Adam Holm havde fulgt lidt med, så ville han også kende denne del af historien – The truth about the ‘wave of attacks on Muslims’ after Woolwich murder.

“Talk of a ‘massive anti-Muslim backlash’ has become routine. And it is that figure issued by Tell Mama – of, to date, 212 ‘anti-Muslim incidents’ since the Woolwich murder – which has formed the basis of nearly all this reporting. …

Tell Mama confirmed to The Sunday Telegraph that about 120 of its 212 ‘anti-Muslim incidents’ – 57 per cent – took place only online. They were offensive postings on Twitter or Facebook, or comments on blogs… Not all the offending tweets and postings, it turns out, even originated in Britain.

Fewer than one in 12 of the 212 ‘incidents’ reported to Tell Mama since Woolwich – 17 cases (8 per cent) – involved individuals being physically targeted. … The Metropolitan Police, the only major force in Britain which breaks down ‘offences with an Islamophobic flag’, said there were 13 allegations of common or racially aggravated assault of Muslims reported to it in London in the week after the killing. …

Offences of common and racially aggravated assault are typically used where there has been no injury, such as hijab snatching, or minor injury not drawing blood or requiring medical treatment, such as the throwing incidents reported by Tell Mama. The Met said there were no cases reported to it where any more serious injury resulted.

Asking other police forces and trawling local media reports, The Telegraph has been unable to find a single confirmed case since Drummer Rigby’s death where any individual Muslim has received an injury requiring medical treatment.”

Meget apropos, så anbefalede Copsey i sin forrige bog (udgivet af samme i 2010), at Facebook skulle forbyde EDL at oprette grupper, og at politiet skulle bruge smuthuller i loven til at stresse EDL-tilhængere væk fra gaden. Alt sammen af hensyn til “our country´s social cohesion”, som det så smukt lyder på side 34 i rapporten.



14. februar 2012

Weekendavisen om multikulturelle ‘Zlatan City’ – dynamisk, spændende, globaliseret, kreativ, smart…

Morten Uhrskov Jensen kommenterer et par håbløse Weekendavisen-artikler omhandlende Malmø – Når journalisten tiltræder retræten (og har god grund til det).

“Den 13. januar i år begik Weekendavisens Joakim Jakobsen en hagiografi om Malmø. Joakim Jakobsen helgenkårede staden lige på den anden side af København… Efter med passende negativ patos at have gengivet Malmø fra dengang, byen var befolkningsmæssig homogen, sætter Joakim Jakobsen det endelige stød ind og fortæller, at “hvis de [de homogene] havde for smart en frakke på, når de gik på stadion”, gik de over til “Malmø som den dynamiske, spændende, globaliserede, kreative, smarte, succesrige, men også lidt brovtende, farlige og uberegnelige individualist på landsholdet af svenske byer – Zlatan City.”, (Weekendavisen 13. januar 2012)

Hvad skete der i mellemtiden, Joakim Jakobsen?

Nå jo, der blev skudt videre, efter at Joakim Jakobsen lagde ud for alle og enhver, at han elskede det multikulturelle. Men så kom også en reaktion, Joakim Jakobsen, ikke sandt? Du skrev nu en ny artikel i Weekendavisen, den 10. februar 2012, med titlen Når det betaler sig at skyde først. Her fik man pludselig en gennemgang af Malmøs forbrydermiljø, men Gud fri og frels os, selvsagt ikke nogen kortlægning af miserens virkelige årsager. I stedet hed det, at Malmø “helt fra 1960erme [havde] en organiseret, kriminel scene med internationale forbindelser.” Ah, hvor svunget, Joakim Jakobsen, ingen problemer, der kunne relateres til en nyere udvikling.

(Zlatan Ibrahimovic får det røde kort for at slå en Bari-spiller, Milano d. 13. marts 2011)

Se eventuelt Ugeskrift for Læger – Drabsbølge presser Malmøs akutberedskab.

Oploadet Kl. 16:06 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer


29. juli 2011

Weekendavisen med ‘venstreorienterede Redox’ om ‘den ekstreme højrefløj’, Uriasposten

I den forgangne uge har jeg talt med journalister fra flere aviser, og efterhånden har jeg gjort det til en vane, at spilde deres tid med lange svadaer om massemediernes venstreorienterede udgangspunkt. Det afvises konsekvent, og således får jeg mulighed for at konkretisere.

Jeg fortæller eksempelvis, at selvom PET i skrivende stund har en sag kørende mod Redox, for at samarbejde og have udpeget mål for erklærede militante Antifascistisk Aktion, så bruger medierne dem stadig som kilde om højrefløjen.

Fra dagens udgave af Weekendavisen. I rest my case.

Anders Breivik var nok alene om massemordene, men han tilhørte immervæk et internationalt netværk af meningsfæller, hvor man udbreder teorien om et civilisationstruet Eurabia, der er ved at blive besat af formørkede muhamedanere med den politiske elites indforståelse. Vi ved også, at gerningsmanden fandt inspirationskilder i Danmark. For eksempel er der i hans manifest forud for udåden henvisninger til Dansk Folkepartis EU-parlamentariker Morten Messerschmidt og til Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard. …

Det er nu… først og fremmest i det anonyme blog-univers, at tonen er hårdest. Man behøver ikke bruge lang tid ved pc’en for at konstatere, at der bliver brugt vendinger om islam, muslimer og udlændingepolitiske modstandere, som aldrig ville finde vej til de etablerede mediehuses trykte udgivelser.

På Berlingske har man efter sidste fredags tragiske hændelser nu besluttet at få mere hånd i hanke med avisens blog-og debatfora for at få renset ud i ekstremisme og uhyrligheder. Blandt andet skal blog-debattører give sig til kende og oprette en profil, ligesom avisen vil afsætte ressourcer til at overvåge nye indlæg på blog-sitet.

Det er dog ikke på bladhusenes debatfora, at konspirationsteorierne om en forestående muslimsk magtovertagelse ventileres mest ihærdigt. Herhjemme er der tre store blogs, som man alt efter temperament kan betegne som højreradikale, nationalistiske eller indvandrerkritiske, nemlig Uriasposten, Snaphanen og Trykkefrihedsselskabets Sappho.

Ifølge det venstreorienterede researchkollektiv Redox, der overvåger den ekstreme højrefløj, er der ikke opfordringer til vold på de tre blogs. Den slags skal man helt ud på det nynazistiske blogoverdrev for at finde.

På for eksempel Snaphanens site kan man alligevel få et vist indtryk af, hvilke spontane tanker der rører sig. Da det fredag aften stod klart, at massemorderen i Norge var en blond hjemmefødning, lød det således i en kommentar…”

(Weekendavisen, 29. juli 2011: Kan ord slå ihjel; af Henrik Børge)

“Det mener aktivisterne i Antifascistisk Aktion…” (Jyllands-Posten, 29. juli 2011)



27. juni 2011

Weekendavisen: “I fremtidens skole bliver det attraktivt at gå i klasse med tosprogede”

Det er højsæson for letbenede succeshistorier. I Århus Stiftstidende kunne man søndag læse om tyrkiske Halil Arpac, der for 40 år siden kom til Danmark for at arbejde, og nu er blevet så godt integreret, at han og familien er flyttet flere hundrede meter væk fra de almennyttige boliger. Der er nu tyve Arpac’er i kvarteret, og ikke en af dem er dansk gift. Bosættere, kunne de også kaldes.

Blandt de mange pinlige artikler, må jeg fremhæve Weekendavisens forsidehistorie. Ikke fordi en af muslimerne fra min søns klasse nu skifter til specialskole efter flere års optræk, eller fordi jeg undtagelsesvis har brugt 42 kroner på den trykte udgave, men fordi avisen burde være det borgerlige Danmarks ypperligste organ. Fra De kan jonglere (af Annette K. Nielsen), der illustreres med en tegning af en bistert udseende lyshåret Pia Kjærsgaard og en mørk mand med kæmpehjerne – den tosprogede.

“Mentale færdigheder. I fremtidens skole bliver det attraktivt at gå i klasse med tosprogede, for tosprogede børn udvikler en bedre hjerne end etsprogede, viser international forskning. I dag vokser to tredjedele af alle børn i verden op i et tosproget miljø. Det skal vi dyrke, anbefaler forskerne.

Judith Kroll leder for tiden et stort internationalt projekt på sit universitet om forståelsen af netop den tosprogede hjerne… Kroll bruger udtrykket »jonglere « for at beskrive, hvad der foregår… Denne konstante sproglige jongleren med sprogene bevirker, at tosprogede udvikler en stor ekspertise i at vælge mellem en masse ord og sætningskonstruktioner og i at undertrykke brugen af det ene sprog. Denne ekspertise ser ud til at indvirke på andre mentale funktioner, der, som nævnt, ikke kun har med sproglig kommunikation at gøre. …

I årevis har den gængse opfattelse i Danmark og andre steder i verden været, at imens to sprog er en praktisk fordel for voksne, når det gælder handel med udlandet, rejseaktivitet og kulturtilegnelse, så er to sprog en frygtelig ulempe for børn… Men forskning i tosprogethed hos spædbørn og småbørn viser lige modsat, at de lærer to sprog lige så ubesværet, effektivt og fuldendt, som hvis de bare lærte et enkelt…. »Oven i købet udviser de tegn på et udvidet mentalt beredskab i forhold til etsprogede allerede i tre-fire års alderen,« påpeger hun.

(Weekendavisen, 24. juni 2011: De kan jonglere)

Mere.

  • 25/6-11 Berlingske Tidende – Anastazia Mirpasi: Danmark er et alt for homogent samfund.
  • “Den danske stat overser de positive effekter ved mangfoldighed.”

  • 27/6-11 Politiken – Indvandrere er sat på en uløselig opgave (ikke online).
  • “Selv om man er født i Danmark eller har boet her størstedelen af sit liv, er det nærmest umuligt at blive anerkendt som ligeværdig dansker. Det er en af antropolog Anja Kublitz’ konklusioner i det første større forskningsprojekt om palæstinensere i Danmark… Nu er palæstinenserne oftest kendt som utilpassede og kriminelle. Men Anja Kublitz sætter spørgsmålstegn ved, om det passer.

    

    21. august 2010

    Afdød tysk dommer: Sidste udkald hvis den demokratiske retsstat skal overleve multikulturen

    Når Weekendavisen er bedst er den alle pengene værd. Historien om ungdomsdommer Kirsten Heisig i seneste udgave – Dommer nådesløs (ikke online).

    “Hun havde i flere år været en ligefrem samfundsdebattør, når hun udtalte sig om den voksende kriminalitet i mange af de bydele, som er domineret af unge med anden etnisk baggrund end tysk. Heisig vidste mere om problemerne end de fleste. Hun var dommer ved hovedstaden Berlins ungdomsdomstol, der tager sig af 14-21-åriges forbrydelser. Heisig dømte i sagerne fra bydelen Neukölln, hvor cirka en tredjedel af bydelens 300.000 beboere har indvandrerbaggrund.

    Hun fortalte gerne til medierne, at det var hendes erfaring, at familier med arabisk og tyrkisk baggrund ofte modarbejdede integrationen og alt, hvad der var tysk. I store dele af Neukölln havde der »fundet en islamisering sted« og udviklet sig »et parallelsamfund«, der omfattede sharia. Heisig mente, at det nu var sidste udkald, hvis den demokratiske retsstat skulle forblive intakt. Hvis ikke problemerne blev løst, »ville hele byen være ødelagt om ti år«.

    Sidste år gik Kirsten Heisig i gang med at skrive en bog om sine erfaringer som ungdomsdommer. Hun blev færdig denne sommer, og forlaget regnede med at udgive bogen til efteråret. Den 28. juni, et par dage efter at hun havde sat sidste punktum, forsvandt hun imidlertid. Nogle dage senere fandt politiet hende hængt i Tegel-skoven i Berlins udkant… Politiet fastslog hurtigt, at der var tale om selvmord.

    […]

    Bogen er et opgør med den tyske justits-og udlændingepolitik. Anklagen baserer Heisig på, hvad hun har set gennem 20 år som dommer i Berlin… Her taler tallene for Neukölln deres klare sprog. I de seneste to årtier er ungdomskriminalitet med alvorlig kropsbeskadigelse steget med 274 procent, mens antallet af røverier er steget med 144 procent. Det er sket samtidig med, at der er blevet færre unge mennesker i den store bydel, der ligger i Berlins sydlige ende.

    […]

    Heisig beskriver, hvordan der blandt venstreradikale i Berlin og Hamburg findes et stort aggressionspotentiale, som er i hastig stigning.
    Alene 1. maj 2009 blev 440 politibetjente såret i Berlin, mange af dem blev det helt bevidst, fremgår det af vidneudsagn. Det er desuden blev en modedille at brænde tilfældige dyre biler af i Berlins bydele Friedrichshain, Prenzlauer Berg og Kreuzberg. Det siger en del om den blindgyde, den politiske venstrefløj står i. Før i tiden havde man det ambitiøse mål at overtage magten og produktionsmidlerne; i dag tæver man tilfældige politifolk og brænder transportmidler af.

    Venstrefløjsekstremisterne iklæder sig gerne betegnelser som »antifascister« og »antinazister«. Heisig beretter, at de siger, at de har erklæret højrefløjen krig, men at de reelt betragter den demokratiske retsstat som fjenden. »Efter min vurdering,« skriver hun, »bliver vi i de næste år nødt til at reagere lige så konsekvent her, som man har reageret over for de højreradikale.«.

    […]

    Men de største ændringer i statistikkerne med ungdomskriminalitet handler først og fremmest om mislykket integration… Hun fremhæver, at man i Berlin har registreret 550 såkaldte »Intensivtäter«, som er defineret som ungdomskriminelle, der inden for det seneste år har begået mindst ti alvorlige forbrydelser. Af disse 550 vaneforbrydere bor halvdelen i Neukölln. Når man studerer dem nærmere, tegner der sig et skræmmende billede: 90 procent af disse kriminelle gengangere har indvandrerbaggrund. Og mere udspecificeret viser det sig, at 45 procent har arabisk baggrund, mens 34 har tyrkisk.

    Det skal ses på baggrund af, at der blandt de 300.000 beboere i Neukölln endnu blot er 10.000 med arabisk baggrund, mens der bor godt 40.000 tysk-tyrkere i bydelen. I forhold til befolkningsandelen er den arabiske minoritet (der stammer fra bl. a. Nordafrika, Libanon, Palæstina, Syrien, Irak, Somalia, Yemen) altså noget af en hovedpine for »dommer nådesløs« og hendes kolleger.
    Når Heisig så åbent udstiller, at den mislykkede integration især handler om den arabiske minoritet, er det ikke hverdagskost i den tyske udlændingedebat…

    Dommer Heisig fortæller om en voldtægtsmand, der i retten udtalte: »Jeg ville ikke have gjort det, hvis det var i Libanon, for så havde jeg fået pikken skåret af.« Heisig pointerer: »Det bliver ofte fremført i debatten om disse emner, at kriminaliteten skyldes, at de unge oplever diskrimination og derfor sætter sig til modværge. Det kan jeg ikke modbevise, at der er noget om, men det er uforståeligt for mig, hvorfor det netop er piger og kvinder, der grundet deres køn skal bøde for det.«

    … Heisig konkluderer, at det tyske samfund i dag står ved en skillevej. »Det vil kunne spalte sig i rig og fattig, i højre og venstre, i muslimsk og ikke-muslimsk.« Hun skriver også, at vi har fået skabt nogle »komplekse problemer i storbyernes sociale brændpunkter, og der er kun kort tid til at løse problemerne.« “

    Oploadet Kl. 14:23 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer
    

    12. juli 2010

    Roskilde Festival hjalp militante venstreradikale med ‘afkriminalisering af deres omdømme’

    Det blev henkastet nævnt i Politiken og Weekendavisen, men ellers ignoreret af massemedierne. Det ville være grotesk i enhver sammenhæng, men at medierne ikke problematiserer samarbejdet, få måneder efter PET’s store razzia mod Antifascistisk Aktion, siger sådan set alt om den journalistiske atmosfære i Danmark anno 2010.

    “Piraterne er en lille gruppe af Urban Conflict, som er et sammenrend af græsrodsbevægelser som Flygtningen Under Jorden, Antifascistisk Aktion og nogle af de unge fra Ungsomshuset.” (Politiken, 3. juli 2010: Piratfest smuglede øl ind på Roskilde)

    “Området omkring Metropolscenen var i år udsmykket af ventrefløjsbevægelsen Antifascistisk Aktion…” (Weekendavisen, 9/7-10: Roskilde 2010: Roskilde på slingrekurs)

    Roskilde Festivalen havde i år indgået et samarbejde om et ‘Urban conflict’-område styret af Antifascistisk Aktion og diverse relaterede organisationer, herunder Mejlgade for Mangfoldighed, Antifascistisk Cultureclub, Flygtninge under Jorden og Retshjælpen Rusk. Med udgangspunkt i dette setup kunne festivalens betalende gæster se et højt flagtårn med sorte sider påtrykt Roskilde Festivals officielle-logo sammen med Antifascistisk Aktions sort/røde ditto: “Vi er alle antifascister”. Militante, forstås.

    Festivalen har grundet det kommercielle aspekt, ikke altid være elsket på den yderste venstrefløj, men forbrødringen har nu alligevel været undervejs i nogle år. Festivalens mangeårige chef Leif Skov, var for eksempel en del af Foldschacks fond, der i 2007 forsøgte at købe Jagtvej 69. Tidligere på året donerede Roskilde Festivalen 500.000 kroner til det nye ungdomshus i Nordvest-kvarteret, og det hele kulminerede i sidste uge med 160 medhjælper-armbånd og et ukendt bar-overskud til den venstreekstreme undergrund.

    Herunder en række fotos fra Roskilde Festivalens afdeling for ‘Urban conflict’.

    (AFA’s flagtårn med otte bannere)

    (“Asyl til alle”)

    (“… modstand til pligt”)

    (“ANTIFA”)

    (Retshjælpen RUSK)

    Selvom Antifascistisk Aktion tydeligvis var områdets centrale organisation, så var talspersonerne selvfølgelig fra de på overfladen pænere frontorganisationer. De fleste var dog gamle kendinge.

    Esben Weile Kjær fra Mejlgade for Mangfoldighed citeres i Politiken, som en slags piratfest-arrangør, det “handler om at være uartig, for det er her magien opstår”. Se eventuelt billeder af MfM 2010 på Spejlvendt.com, der ligesom tidligere år inkluderede AFA’s sort/røde banner.

    Lars Grenaa, kommunisten der i 2003 overfaldt landets folkevalgte statsminister, er ifølge Fagforbundet 3F, “en af folkene bag festivalens ”Urban Conflict-område”. Konkret handler artiklen om hvorledes Stilladsarbejdernes Klub i København frivilligt har hjulpet med opsætningen af tårnet. Den citerede stilladsarbejder John Jakobsen har tidligere været talsmand for terrorstøtterne i Foreningen Oprør (se evt. her).

    Blandt de mange happenings der skulle gøde jorden for åbne grænser, havde Flygtninge under Jorden iscenesat et vandret bungy jump med Birthe Rønn Hornbech i hovedrollen. Roskildefestival TV interviewede i den henseende Nanna Harup Sejsbo, der udover at være talskvinde for Flygtninge under Jorden, også sidder i bestyrelsen for den venstreorienterede Operation Dagsværk. En Marc Bonnevie optræder i Gaffa.dksom talsmand for samme organisation.

    (Nanna Harup Sejsbo, Flygtninge under Jorden; RF-TV, Bungy Run, 3. juli 2010)

    Modkrafts afdøde redaktør var grundlægger af Antifascistisk Aktion, og de har selvfølgelig den tætteste dækning. Der nævnes en Johan Farkas fra Ungdomshusets husband ‘PET – Politisk Engagerede Terrorister’, hvorefter “Urban Conflicts talsperson” Pil Christensen interviewes om affæren. Hun har tidligere talt på vegne af Aktion Luk lejren og Kirkeasyl, og var før det, i lighed med Lars Grenaa aktiv i AFA-aflæggeren Globale Rødder.

    “Modkraft.dk (ved Kim Ingemann, Urias-red.) har spurgt Urban Conflicts talsperson Pil Christensen, hvad der er baggrunden for deres fælles projekt?

    – Det er på festivalens initiativ, at vi har fået mulighed for at indrette hele området omkring Cosmopol-scenen. Flere af os var tidligere med hernede, fordi vi repræsenterede Ungdomshuset. Vi har så fundet på at invitere en masse politiske grupper, som på
    forskellig måde udtrykker urbane konflikter, blandt andre Anti Facistisk Aktion og asylansøgerne, siger hun til Modkraft.dk.

    Anti Facistisk Aktion fylder meget på pladsen?

    – Det er klart. De trænger til en afkriminalisering af deres omdømme, siger Pil Christensen.

    Når I sætter fokus på byrummets kommercialisering, hvad mener du så om Roskilde Festivals udvikling. Synes du ikke kommercialiseringen er taget til på det seneste?

    – Jo, det er den. Det er også derfor, det er godt, vi har fået mulighed for at overtage hele pladsen…, siger Pil Christensen.”

    Urban conflict er momsregistreret af Helga Mathiassen. Det var hende der under COP15 sidste år, debatterede politibrutalitet live på TV2 News, og ikke rigtigt kunne finde ud af, at tage afstand fra kast med brosten. Hun har en fortid i flere autonome organisationer, herunder Socialistisk Ungdomsfront.

    (Helga Mathiassen & Projekt Antifa)

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper