16. august 2015

Jacob Holdt erkender usandheder: “Det var tidsånden. Venstrefløjen overdramatiserede helt vildt.”

Hvis du tog en gymnasiel uddannelse i 80’erne, så vil du på et eller andet tidspunkt have stødt på udstillingen ‘Amerikanske billeder’. Anti-racistisk holdningsmassage af Jacob Holdt, der blandt andet lod sig betale af en KGB-agent, der ville have bogen om det racistiske USA sendt til opinionsledere. Jeg mødte ham tilfældigt i 2008 i forbindelse med en udstilling i Gellerup. Her flød det med postulater om at nutidens Ku Klux Klan ‘minder om Dansk Folkeparti’, at ‘Islamofobi’ var en ’sygelig dansk besættelse’ og meget mere i samme stil.

Reaktionære Martin Kasler har gravet i bogen ‘Amerikanske billeder’, og pointerer stilfærdigt at væsentlige detaljer ikke kan være sande. Dagbladet Information afviste hans kronik, men dokumentationen var ude. Holdt forsvarer sig i dag med, at han var en ‘revolutionær journalist’, som ikke gik op i fakta, kilder og fodnoter. Hans hjemmeside har dog stadig titlen: ‘Amerikanske Billeder: En dokumentarisk bog om racisme og undertrykkelse’.

Fra seneste udgave af Weekendavisen – Jan Stage-metoden (af Magnus Boding Hansne, ikke online).

“Den (meget) højreorienterede blogger Martin Kasler tror ikke, Jacob Holdt var i ildkamp med FBI og delte tipi med indianerlederens enke i byen Wounded Knee i indianerreservatet Pine Ridge i 1973. Episoden er beskrevet i Holdts bog Amerikanske billeder, hvor fotografen følger en gruppe militante indianere, der besatte Wounded Knee og kom i kamp med FBI.

Derfor har Holdt inviteret Kasler hjem til sig: ‘Jeg giver en god middag. Så skal jeg vise dig kasser og kufferter fulde af beviser for alt dette.’ Kasler takkede nej. I stedet tog Weekendavisen op til Holdts sommerhus i Hornbæk, spiste middag og så på beviser.

– Var du der, hvor kampene var i Wounded Knee i 1973?

‘Nej, det tror jeg ikke. Jeg mener heller ikke, jeg har sagt det nogen steder.’

– Du skrev i den engelske udgave af Amerikanske billeder, at I lå ‘in trenches in snow and sleet for weeks’ : ‘bullets were whistling over my head’. Og i den danske udgave: ‘Det tog hårdt på mig, når kuglerne fløj hen over hovedet.’ ‘Vi er i krig,’ rapporterede du hjem til Kristeligt Dagblad.

‘Der blev ikke skudt særligt meget. Det er en romantisering af hele situationen, og den er meget typisk for venstrefløjen dengang. Så dramatisk var det ikke, men sådan blev det beskrevet i verdenspressen, så vi fulgte bare med. Det var måden, vi talte på. Man identificerede sig med kampen og det store kollektive vi.

(Weekendavisen, 14. august 2015; Se også Berlingske, Jyllands-Posten mfl.)

– Men du var ikke med i skyttegravene i ugevis i sne og slud?

‘Nej. Det var den måde, vi snakkede om det på.’

– Du var der ikke i ugevis?

Nej, men det forekom som ugevis. Det var kortere tid, kan jeg se i min dagbog.’

[…]

– Og du var ikke i selve det belejrede Wounded Knee?

‘Nej. Indenfor, hvor de lå og skød ud mod FBI, anede jeg ikke, hvad der foregik. Jeg var ikke derinde, jeg havde livet kært. Vi kaldte hele området Wounded Knee. Jeg har aldrig tænkt på at skelne mellem den lille belejrede landsby og supply camp’en nogle kilometer derfra, hvor jeg var. Eventen hed Wounded Knee.’

– Du skelner i Kristeligt Dagblad mellem det belejrede Wounded Knee og det udenom, og skriver, at du kørte ind i Wounded Knee. Er det forkert?

‘Det er ikke forkert, at nogen fortalte det. Jeg optræder som revolutionær journalist og beskriver situationen på basis af alt det, som de, der var der, fortalte mig. Jan Stage-metoden. Det var skrevet med det revolutionære vi.

– Hvad er Jan Stage-metoden?

‘Jeg gengav bare, hvad jeg hørte fra alle dem, der var lige så bindegale, som jeg var. Jeg prøvede at gøre det objektivt ved at sige ‘ vi’.’ […]

– Målet helligede midlet?

‘Det må man nok sige.’

– Det var sådan, I gjorde dengang? ‘Ja. Og det har jeg også gjort på det tidspunkt. Det var tidsånden. Venstrefløjen overdramatiserede helt vildt.

[…]

– Kasler kalder dig mytoman. Har han ret?

‘Måske. Jeg giver ham gerne en lille sejr. Lad ham sejre i Wounded Knee. Men alt det andet er sandt.’ …

– Du skrev i en mail til mig, før vi mødtes: ‘Jeg har ALDRIG på noget tidspunkt forestillet mig, at jeg var en journalist, der skulle efterprøve fakta og opsøge kilder og lave fodnoter og henvisninger og den slags, som hører til god objektiv journalistik.

[…]

– Du tager meget let på det?

‘Sådan snakker folk, når de har været i en eller anden krigszone. Jeg har hørt mange sige sådan nogle ting. Jeg var ikke værre end resten af venstrefløjen. Jeg skammer mig ikke.'”



20. juli 2015

Lone Nørgaard om WA: “… kritisk, informativ og saglig journalistik har det ikke ret meget at gøre med.”

Lone Nørgaard om Weekendavisens beskrivelse af Mosbjerg Folkefest 2015. Indlægget blev ikke optaget i avisen, men er sakset fra Facebook.

Journalist på stram line

Det er altid såre interessant at deltage i arrangementer, som af the establishment (herunder journaliststanden) bliver opfattet som ikke-mainstream, og det der er værre – og som derfor efterfølgende med stor sandsynlighed kan regne med en eller anden form for nedgøring eller latterliggørelse i medierne. Senest har Leny Malacinski begået reportagen ‘Intet land skal dø frivilligt’ (Weekendavisen d.10.7.15) fra den nationalkonservative folkefest på Mosbjerg ved Skanderborg d. 4. juli. Da jeg har haft et blødt punkt for Malancinski siden hendes ironiske opgør med (dele af) feminismen ‘Den dag, jeg opdagede, jeg var undertrykt’, regnede jeg med, at nu kom undtagelsen fra reglen: En artikel, selvfølgelig kritisk, men til gengæld støvsuget for de små besserwissen-nålestik skåret over læsten: Hold kæft, hvor er de bare til grin, de tosser, der bruger kostbar (fri)tid på – i dette tilfælde – at sætte sig ind i islam, islamisering og masseindvandringens konsekvenser for demografien og nationalstaterne.

Forventningens glæde er som bekendt den største. Jovist, Malancinskis reportage er absolut velskrevet. Og sjov. Og sylespids. Og samtidig oser den af arrogante og nedladende karakteristikker af dels oplægsholderne, dels deltagerne. Et enkelt eksempel: ‘Danmark er under angreb, og de mennesker, der er mødt op i dag, betragter sig selv som landets første forsvarslinie [læs: ha-ha – totalt til grin]. Iført praktisk fodtøj [læs: utrendy]er de i gang med opstille deres medbragte klapstole [læs: de mangler kun klaphatten] på græsset. Der er ryglæn [læs: gamle og u-fittede]og en holder til dåseøllen i armlænet [læs: øllen SKAL hele tiden være inden for rækkevidde] Ifølge dem selv har de forstået faren [læs: snotindskrænkede, fordomsfulde og forhudsforsnævrede] (…) Et par ældre mænd med sideskilning og strømper i sandalerne [læs: usexede, kiksede] klapper ved et bænkebord (…)’

Malancinski lyver ikke, men djævlen ligger i den sproglige selektion og de alt andet end smigrende konnotationer. Og selvfølgelig kan vores udsendte reporter ikke dy sig for at trække N-kortet. Intet nyt under solen.

Malacinski skal naturligvis have lov til at skarpvinkle sin reportage alt det, hun lige lyster, herunder i form af de nøje udvalgte citater – ud af snesevis af andre mulige og måske mere relevante udpluk. Jeg kunne i hvert fald sagtens have skrevet en kritisk reportage, der på helt anden saglig vis ville have oplyst læserne om argumenterne for påstanden om den katastrofe, som Danmark og en række af de europæiske befolkninger står over for. Og om den bekymring et stigende antal såkaldt almindelige mennesker nærer for fremtiden. Med den alvor som sagen fortjener. Og hvor de helstegte pattegrise havde spillet en knapt så fremtrædende rolle i den fortællende journalistik.

Når Malacinski trods alt ikke er på helt slap line, så skyldes det hendes korrekte citatbrug, der bl.a. får formidlet flere af Paul Westons synspunkter: ‘Vores store problem er moderat islam, ikke fundamentalistisk islam. Det handler om ren og skær demografi.’

Summa summarum: Malacinski skal være hjerteligt velkommen til at udnævne deltagerne til usexede, utrendy, pattegrisfrådsende, mjøddrikkende dummernikker i campinghabit og strømper-i-sandalerne, men kritisk, informativ og saglig journalistik har det ikke ret meget at gøre med. Måske kunne hun med fordel bede om at få et lille kursus af sin kollega Poul Pilgaard Johnsen, der i samme avis rapporterer fra Tidehvervs sommermøde på Rønshoved Højskole under overskriften ‘Kristen uden kødsovs’ (10.7.15)? En bestemt – og med rette – kritisk reportage, men med en ganske anden respekt for det substantielle.



17. juli 2015

“Hun skriver lidt foragteligt… men er det for at tilfredsstille kollegerne? Man mærker et hjerte banke.”

Spiddende læserbrev af Jens Christian Holland i Weekendavisen.

De smukkeste mennesker (ikke online).

Nogle af journalisterne på Weekendavisen har lidt mere hjerne & hjerte end deres kolleger på Politiken og Information, tak for det. Som nu Leny Malacinski, der i sidste uge i artiklen ‘Intet land skal dø frivilligt’ som en anden natsværmer banker panden mod lyset, her ved bredden af dejlige Mossø. Hun skriver lidt foragteligt om de personer, hun møder, men er det for at tilfredsstille kollegerne? Man mærker et hjerte banke.

Nogle af ordene står knivskarpt, især fra englænderen Paul Weston med den sprøde, hvide skjorte: ‘Intet land skal dø frivilligt.’ Skal man grine eller græde? Synes Leny Malacinski, det var smukt at se indianerne blive slagtet i eget land? Synes Leny, det var smukt at se det polske folk blive tyranniseret af nazityskere, senere af kommunister fra Sovjet? Synes Leny, det er smukt at se kinesere udradere tibetanske landsbyer og bygge kinesisk beton i stedet? Nej, selvfølgelig gør Leny ikke det, men Danmark og danskerne, øhhh, det er jo også en helt anden sag.

Behøver danskerne at have en klat jord på denne jordklode, hvor der tales dansk, så alle forstår? Det er nu ti år siden, jeg første gang skrev/sang om det nye verdensbillede. Nu prøver jeg igen, for selvfølgelig skal socialister ikke have definitionsretten på etik, det siger sig selv. Det gamle politiske verdensbillede, det med venstre-og højrefløj, venstre-og højrerabiate, er en socialistisk opfindelse. For at legitimere sig selv. Hvor den allerstørste løgn var nationalsocialister placeret sammen med de smukke partier til højre. Ud fra ideen om, at jo længere væk fra kommunisterne, du kom, des nærmere kom du ondskaben/nazi. Nationalsocialister burde selvfølgelig ligge klos op ad de internationale socialister til venstre. Både national og internationale socialister har samme holdning til jøder, Israel, USA, demokrati og 1000 andre ting.

Breivik, Hitler & Baader-Meinhof-gruppen skal selvfølgelig placeres sammen med dem, de ligner; fundamentalisterne, egoisterne, folk som vil bruge magt for at få deres vilje. Hvis vi en stund bevarer udtrykket venstrefløj om fundamentalister, så er deres politiske modsætning det etiske, humanistiske, pluralistiske, smukke menneske, der tager demokratiet alvorligt, tager sit eget ophav alvorligt. Et sådant menneske burde placeres i midten af en cirkel. De små egoister er tæt på, de store egoister svæver langt væk. Små egoister kunne være de partier, der ikke har problemer med at handle med Kommunist-Kina, ikke har problemer med demokratisk underskud i EU.

Når socialister hånligt taler om kø på midten, er det bare et tegn på, at deres politiske modstandere alle nærmer sig den smukkeste placering, alle nærmer sig det smukkeste menneske, som tænkes kan. Venstrefløjen ved godt, de er fundamentalister (egoister), ved godt, de drømmer om den totale magt over deres medmennesker. Men det lyder lidt vattet, hvis en socialist skulle kalde sin værste fjende for ‘din dumme demokrat, din dumme pluralist’. Nej, så er der meget mere saft og kraft i udtrykket: ‘Føj, du tilhører den rabiate og ekstreme højrefløj.’ Så når en socialist omtaler en person som højrerabiat, taler han i virkeligheden om det smukkeste menneske på Jorden.

Så kære Leny Malacinski, håber du og læserne forstår pointen? Næste gang du besøger Mossø, kan du komme som sommerfugl og nyde solens varme stråler. På gensyn.



10. juli 2015

Weekendavisens associationstrick: “… mænd med muskuløse nakker og tatoveringer står op og lytter.”

“Er det slet ingen grænser for antallet af flygtninge vi kan tage imod?”, blev Dansk Flygtningehjælps Andreas Kamm spurgt i en radioudsendelse for et par dage siden. Spørgsmålet overraskede ham, men uden at svare, lod journalisten ham vende problematikken om: Europa tager kun en brøkdel af klodens flygtninge. Jeg kom til at tænke på interviewet, da jeg læste Weekendavisens artikel om Mosbjerg Folkefest 2015.

Avisens journalist spurgte mig under interviewet igen og igen, hvad der skulle ske med de muslimer som allerede var i landet, og da jeg gentog mit svar, og ikke gav hende det nødvendige ja til de ledende spørgsmål, om eventuel deportation af danske statsborgere, så blev fokus flyttet til selskabets kollektive holdning til spørgsmålet. En stråmand som ingen stod bag, men alle kunne hænges op på. Vinklen var givet på forhånd.

Hvor Politikens Kjeld Hybel insinuerer voldelig højrefløj ved hjælp af en banal episode med en brovtende mand, så vælger Weekendavisens Leny Malacinski at trække tråde til racisme og nazisme med baggrund i ‘muskuløse nakker’ og en mands tatoverede håndflader. Den midaldrende mand hun omtaler er asatroende, og det journalisten opfattede som ‘et trearmet hagekors’ er en såkaldt ‘valknut’, et symbol fra den nordiske mytologi. På Facebook poserer han stolt posere med frihedskæmperen Jan Høeg, et foto taget under arrangementet.

Fra seneste udgave af Weekendavisen – Intet land skal dø frivilligt.

“Danmark er under angreb, og de mennesker, der er mødt op i dag, betragter sig selv som landets første forsvarslinie. … Ifølge dem selv har de forstået faren. De har indset sandheden om islam, men eliten prøver at lukke munden på dem, pressen vil ikke rapportere sandheden, og politikerne vil ikke gøre det nødvendige. De omkring 200 mennesker er en del af en voksende gruppe, for hvem det ikke er nok at lukke grænserne og udvise de kriminelle. Problemet er de muslimer, der allerede bor i Europa. De taler om, at Danmark og hele det europæiske kontinent er ved at begå selvmord.

… Efterhånden som dagen skrider frem, er det indlysende for de forsamlede, at der er brug for drastiske midler for at forsvare landet. Det er straks sværere at få et klart svar på, hvor drastiske de midler skal være. …

Folkefesten finder sted for andet år i træk og er arrangeret af blandt andre Kim Møller, en historiker fra Aarhus. Han driver Uriasposten.net, der er et populært samlingspunkt for nationalkonservative og bringer de historier, som pressen ifølge ham ikke ønsker at fortælle.

‘Intet land skal dø frivilligt,’ siger han.

Bevægelsen ligger til højre for Dansk Folkeparti og begyndte at vokse under VK-regeringen, hvis indvandringspolitik betragtes som alt for slap. Debatten udgår fra nogle af de forbilleder, der i dag slentrer op til ølteltet for at hente drikkevarer, inden talerne begynder. …

En gruppe mænd med muskuløse nakker og tatoveringer står op og lytter. Den enes arme og hænder er dækket af tatoveringer. Blandt andet af et dansk flag og en spids triskele af form som et trearmet hagekors. I sin spidse form er den blevet brugt af blandt andre AWB, en racistisk sydafrikansk gruppe, og af skinheadgrupperingen Blood and Honour. Da Weekendavisen spørger, om han vil fortælle om baggrunden for tatoveringen, ryster han på hovedet.

(Weekendavisen, 10. juli 2015)

Sidst på dagen træder en brite i en sprød, hvid skjorte op på talerstolen. Han er ikke dagens mest kendte taler, men det bliver han. Hans hår er tykt og sølvgråt, og han taler kultiveret med en myndig, britisk diktion. Hans navn er Paul Weston, og det ville være for mildt at kalde ham islam-kritiker. Han er formand for partiet Liberty Great Britain og stillede op til EU-parlamentet sidste år, men fik kun 158 stemmer. Han er mest kendt for at være blevet anholdt for at holde en anti-muslimsk tale i en megafon på åben gade sidste år. Her citerede han den tidligere premierminister Winston Churchill, da denne var britisk soldat i Sudan. Blandt andet for, at »ingen stærkere reaktionær kraft eksisterer i verden. Muhammedanisme er en militant og missionerende tro«.

Han blev løsladt igen, men for tilhørerne er den slags beviset på, at myndighederne forsøger at lukke munden på dem. … I modsætning til nogle af de andre talere ser han ikke på sit talepapir, men på publikum. Publikum ser på ham. Så råber han.

‘Hvor vover de at gøre dette mod vores børn?’

Publikum spærrer øjnene op. Paul Weston råber igen, så mikrofonen skratter.

‘Hvor vover de at berøve dem deres historiske arv, deres kultur?’

Publikum pifter og klapper, og Paul Weston råber nu endnu højere med en pause mellem hvert ord.

‘Hvor. Vover. De?’

Bifaldet vil ingen ende tage. Da Paul Weston vender tilbage til sit tidligere toneleje, har han publikum i sin hule hånd. Husk, formaner han, at vestlig kultur ikke primært er under angreb fra islam, men fra os selv, fra politikere og mediefolk.

‘Denne klasse af forrædere bruger race som et våben mod os. Hvis de brugte tanks, ville de sikre sig, at vi ikke havde antitank-våben. Men fordi de bruger race imod os, bruger de det bedste våben, de kender. De anklager os for at være racister. Lad dem ikke gøre det. Der er intet racistisk ved at ville bevare dit land og din kultur. Hvis de bruger det ord mod dig, så grin ad det. Det betyder intet længere i den moderne kontekst,’ siger Paul Weston.

Derefter fremlægger han et regnestykke, der advarer imod at tro, at problemet er islamisk terrorisme.

Vores store problem er moderat islam, ikke fundamentalistisk islam. Det handler om ren og skær demografi. I Europa udgør vi stadig ca. 80 procent af befolkningen. Islam er kun på vej mod 20 procent. Men hvis vi kun får 1,5 barn hver, og vores kvinder er 35-40 år, når de får børnene, vil befolkningen reduceres med 25 procent. Hvis muslimerne får fire børn hver, når deres kvinder er 18-22 år, vokser de overvældende hurtigere, end vi reduceres. Vi bliver udskiftet som folk, som kultur og som vestlig civilisation,« siger han og slutter med at se publikum i øjnene igen.

‘Dette århundrede vil vi måske se enden på vestlig civilisation. Men I må aldrig give op. Aldrig nogensinde. Vi vil vinde. Dette er vores land, vores kultur. Dette er vores folk og vores civilisation. Længe leve vestlig civilisation!’

Paul Weston træder tilbage. Så rejser 200 mennesker sig fra deres klapstole, fra græsset og fra tæpperne og giver ham en stående ovation. …

‘Dem, du talte om, er de mennesker, der allerede er her. Men du sagde ikke, hvad vi skal gøre. Hvad er dit forslag til en løsning?’

Paul Weston svarer, at grænserne skal lukkes omgående.

‘Det første er ikke at tillade flere muslimer at komme ind i landet. Vi deporterer de muslimske kriminelle, de muslimske imamer, der opfordrer til revolution. Vi lukker enhver moské, der findes skyldig i at sige, at homoseksuelle skal kastes ud fra klipper, og at jøder skal myrdes. Men det er stadig ikke nok. For at sige det skarpt: Hvis vi ikke snart fjerner islam fra Vesten, bliver Vesten islamisk. Vi må fjerne islam fra Vesten,’ siger Paul Weston.

Så siger han ikke mere. Han siger ikke hvordan. Spørgsmålet hænger i luften. Ingen stiller det.



15. marts 2015

Trykkefrihedsselskabet 10 år: Virkelighed vs journalistik, Weekendavisens bekvemme positionering…

Højreorienteret er efterhånden blevet en etikette den journalistiske venstrefløj bruger om velorienterede. Flere har kommenteret Søren Villemoes’ karaktermord på Trykkefrihedsselskabet i seneste udgave af Weekendavisen, så lad mig nøjes med de positionerende ord – Dagbog fra en uriaspost (ikke online).

“På lørdag er det ti år siden, at Trykkefrihedsselskabet havde sin stiftende generalforsamling. I selskabets levetid har vi oplevet en Muhammedkrise, adskillige mordforsøg på bladtegnere, redaktører, journalister og forfattere. Alene i år har vi set terrorangreb mod en avis og et jødisk supermarked i Paris, og i København mod et ytringsfrihedsarrangement og en synagoge. I 2013 oplevede Lars Hedegaard selv et attentat, da en terrorist forklædt som postbud, forsøgte at skyde ham med en pistol. Det har ikke ligefrem skortet på episoder, der har kunnet bekræfte selskabet i sin eksistens-berettigelse. …

Da terroren ramte København 14. februar, havde mange svært ved at forklare, hvad der var sket. Men i Trykke-frihedsselskabet var det intet problem. Her havde man advaret om netop dette i et årti. …

Nogle gange skal man have tunnelsyn for at få øje på noget, andre først opdager sent. Mange vil formentlig i dag give selskabet ret i, at der vitterlig er en trussel mod ytringsfriheden fra islamisk side. En trussel de måske ikke anede, da Muhammedkrisen ramte Danmark, og mange gik tabt i procedurespørgsmål om ambassadørmøder og undskyldninger. I årevis har det været et betændt spørgsmål, indsmurt i kulturkamp.

Katrine Winkel Holm beklager sig over ‘positionisterne’. Folk, der ellers burde være enige med Trykkefrihedsselskabet om at forsvare ytringsfriheden, men som ikke vil kendes ved selskabet på grund af smålig, politisk positionering. Hun hævder, at selskabet er åbent for alle uanset politisk og religiøst ståsted. Men antologien dokumenterer, at selskabet ikke kan sige sig fri for at have bidraget til at gøre ytringsfriheden til et spørgsmål om meget andet end blot en demokratisk rettighed.

I Trykkefrihedsselskabet ser man ytringsfriheden uløseligt forbundet med kristendommen. … Det er muligt, at Trykkefrihedsselskabet teknisk set ikke har valgt et politisk eller religiøst ståsted. Men det er samtidig uomgængeligt, at de har en nationalkonservativ, kristen sjæl. …

Selskabet er vokset ud af en borgerlig, tidehvervsk modkultur, der følte sig trådt på af de kulturradikale i Dansk PEN. Denne følelse af at være uønskede af det gode selskab, i opposition til de herskende forestillinger og først med de grumme varsler, gennemsyrer selskabets ånd.

Efter Muhammedkrisen tiltrak foreningen en bred vifte fra centrum-højre, blandt andre politikere som Søren Pind og Naser Khader. Flere mediesager har siden destilleret selskabets medlemsbase. … Når man ser sig selv under angreb, er man mere tilbøjelig til at bære over med fejl indbyrdes. Det kan måske forklare, hvorfor man i miljøet omkring Trykkefrihedsselskabet har en nænsom (onde tunger ville sige apologetisk) omgang med og omtale af grupper og personer, andre ville opfatte som ekstreme. For eksempel byder antologien på to bidrag af leder af Pegida i Danmark, psykologen Nicolai Sennels. Sennels er kendt i internationale anti-islamkredse for en artikel, hvor han konkluderer, at muslimers genetiske arvemasse »uden tvivl« har taget skade af 1400 års indavl.

I antologien kan man også læse en artikel om den svenske kunstner Dan Park skrevet af Uwe Max Jensen. Her får man at vide, at Dan Park er blevet kritiseret for at have deltaget i demonstrationer med ‘højreorienterede’. Og der sættes spørgsmålstegn ved, om Park i det politisk korrekte Sverige »overhovedet kunne indgå i sammenhænge, som hans modstandere ville finde tilfredsstillende.« Det fortælles dog ikke, at der var tale om det nynazistiske Svenskarnas Parti.

(Weekendavisen, 13. marts 2015, s. 4, Dagbog fra en uriaspost)

“Man kunne sige at TFS’ eksistensberettigelse står og falder med om de har fat i den lange ende hvad angår analyserne af islam og ytringsfrihed… Ingen redaktionschef eller kollega til Søren Villemoes har dog delt denne prioritering, og anbefalet ham at opgøre Trykkefrihedsselskabets 10 år ud fra det faktuelle. Villemoes har tværtimod begået en jubilæumsartikel (‘Dagbog fra en uriaspost’, WA 13.3.2015, ikke online) der er ’so 2005′, hvilket vil sige at fingerpegning og karikeret gengivelse af TFS’ verdensbillede og bestyrelsens angivelige idiosynkrasier er comme il faut. I denne verden er 10-års statusopgørelse og analyse lig med placering af hovedaktørerne i de københavnske symbolanalytikeres økologi og indbyrdes klanfejder. I det Villemoes’ske univers er det således en kilde til indsigt at TFS blev grundlagt i ‘et røgfyldt kontor’ (associationerne er åbenlyse for enhver), og kan man ikke argumentere imod det overordnede kan man altid grine og gøre nar…” (LPFC på Snaphanen, 14. marts 2015)

“I en artikel fra i går i WA med overskriften ”Dagbog fra en uriaspost” ved Søren Villemoes godt, at han hellere må leve op til WA´s uudtalte forskrift om efterplapren af alle de andre, der ikke har set det rene liberale lys og dermed ubekymretheden om konsekvenserne af fortsat masseindvandring fra den tredje verden, ikke mindst den muslimske verden. … Ét sted et godt stykke henne i artiklen står der følgende: ”Mange vil formentlig i dag give selskabet ret i, at der vitterlig er en trussel mod ytringsfriheden fra islamisk side.” For resten af pengene er der tale om forsøg på lige dele latterliggørelse og intimidering.” (Morten Uhrskov, 14. marts 2015)



26. oktober 2014

Dansk presse: Problematiserer fri folkelig debat, forsvarer venstreradikal terrorists kreative journalistik

For få år tilbage talte danske mediefolk om Facebook-revolutionerne, og sociale mediers demokratiske potentiale. Det er værd at huske på, når samme personkreds i Presselogen på TV2 News tidligere i dag diskuterede ‘hård retorik på sociale medier’. Ekstra Bladets Karen Bro blev angrebet for alle sider på grund af onlinedebatten ‘Nationen’, selvom hun understregede at avisen ofte fjernede kommentarfunktionen på kriminalhistorier. En selvretfærdig redaktør pralede ligefrem med, at kommentarer der inkluderede ord som ‘Islam’ skulle godkendes før de røg online.

Hvis den danske presse vil se kritisk på sig selv, så er der masser af debatter de kunne tages. Eksempelvis om en afdød topjournalists medvirken til terrordrab, og redaktionel accept af skønlitterær journalistik. Historien om Jan Stage (Land & Folk, Information, Politiken, Ekstra Bladet) fortælles af vennen Lassen Ellegaard (Information, Weekendavisen, Jyllands-Posten) i Information – Anm: Med den hemmelige agents indsigt.

“… Her er et kunstnerisk temperament kombineret med den hemmelige agents indsigt bedre egnet til at nå en slags sandhed. Jan Stage besad begge dele, og vidste man det ikke, står det at læse i Morten Hesseldahls nye roman Ernestos hænder, hvis omdrejningspunkt er Stages notoriske rolle i mordet på Roberto Quintanilla Pereira, der som Bolivias efterretningschef gav ordre til at skære hænderne af Ernesto Che Guevara efter hans henrettelse i en skolestue nær Vallegrande i 1967. Pereira blev siden sendt til Hamburg som generalkonsul, hvor han 1. april 1971 blev skudt i sit hjem af en ung tysk kvinde, Monika Ertl, der derefter forsvandt i en flugtbil – ved rattet sad Jan Stage, som Hesseldahls romanfigur Mikkel Fjordager er modelleret over.

Når jeg skriver ‘notorisk’ er det fordi Stage ved adskillige lejligheder fortalte mig om sit chaufførjob i Hamburg, senest da han i 2001 mellemlandede i Istanbul på vej til Afghanistan og boede hos mig en lille uge. Men hvad der var mindst lige så interessant, var hans refleksioner over årene som cubansk agent, samarbejdet med Giangiancomo Feltrinelli, den revolutionære forlægger i Milano, og kontakterne til terroristerne i Brigado Rosso og Rote Armé Fraktion: ‘Vi vidste jo godt, at vi ikke havde folkelig opbakning’, sagde han med sit distinkte spor af barndommens Thisted-dialekt, da vi sad på en café og betragtede Bosporus, ‘men det anfægtede os ikke, vi var overbeviste om, at vi havde patent på folkets sande interesser, uanset at folket ikke var klar over det. Du kan sige, vi led af revolutionært storhedsvanvid’.

(Revolveren som Monika Ertl anvendt til likvideringen, 1. april 1971)

Jan Stage var 34 år, da han en lun forårsdag i 1971 med en hæklet baret på snur og dette svinedyre Rolex om håndleddet smed sin røde Triumph sportsvogn ud for Informations opgang C i Skt. Annæ Passage for at melde sig på redaktionen efter flere år som avisens korrespondent i Caracas, hvor han tillige løste opgaver som hemmelig agent for den cubanske efterretningstjeneste. …

Stage var feteret både som manden i brændpunktet og for sit nære venskab med det danske sprog, men også kontroversiel for en lidt nonchalant anvendelse af dette sprog, når det kom til faktuelle kendsgerninger. Han sagde selv: ‘Jeg placerer mig altid administrativt i landskabet.’ Som da han med en kollega var i Pandrup for Information og skildrede ‘majorens kartoffelmarker’, hvor fattige bondekoner lugede ud mellem planterne på deres blødende knæ under tilsyn af en major til hest. Den artikel udløste et flere sider langt læserbrev fra Pandrups kommunaldirektør, hvori han gjorde gældende, at kartoffelavl nu om dage (i 70’erne) var fuldt automatiseret, at egnens bondekoner havde fået arbejde på en lokal fabrik og at den omtalte major, der ganske rigtigt red på en hest i sine marker, var død en gang i 30’erne. Stages socialrealistiske syner var et typisk eksempel på hans ‘administrative placering i landskabet’, i dette tilfælde forskudt 40 år…

Hans journalistik var ikke altid helt a jour med fagets selvforståelse som formidler af konkrete kendsgerninger (som også jeg, syv kors, hylder og respekterer efter bedste evne), og hvis han havde skrevet ringere eller fordrejet og overdrevet for bevidst at vildlede, var karriererne på henholdsvis Information og Politiken blevet af kort varighed.

Men som Herbert Pundik sagde om Stages tekster til bogen Signatur Jan Stage (2007): ‘Jeg kunne jo selv tjekke ham, da han rapporterede fra Libanon og Israel, og kunne se hvordan han nu og da sammenskrev forskellige begivenheder og oplevelser, hentet fra forskellige steder på forskellige tidspunkter. Men det var altid bedre, end det, der ellers blev skrevet. …’ Hvilket netop er pointen: Jan Stage kunne ikke altid klare en tur i Detektor, men han var altid bedre, end noget andet, der blev skrevet på dansk, og det var han, fordi han aldrig spærrede sig selv inde i branchens bogholderoptik, men var formidler og fortolker med det værktøj, jeg kalder ’sansningen’ – altså: hvad er essensen af en begivenhed under alle pressemeddelelserne og propagandaen. …

Jeg skriver ikke dette som et defensorat for unøjagtigheder, skinbarligt digt og den ‘administrative placering i landskabet’, og heller ikke for at forklare hvorfor jeg selv som hans redaktør trykte hans artikler fra Bosnien-krigen i 90′ erne under logo’et: ‘ En forfatter i krig’ – et lidt forkølet forsøg på inddæmme dementier.

Jeg skriver, fordi Stage gjorde journalistik til meget mere end korrekte citater…”



12. maj 2014

Husk at tilmelde dig Mosbjerg Folkefest, lørdag den 5. juli 2014: Talere, bål og bægerklang ved Mossø

Det går fint med tilmeldingerne til Mosbjerg Folkefest 2014, men der er stadig plads til flere. Sæt kryds i kalenderen, og få mulighed for at møde Lars Hedegaard, der i sidste uge havde denne kronik i Berlingske.

“Der var også spekulationer om, at jeg måske selv havde været med til at arrangere attentatet for at fremstå som offer. … Jeg kan imidlertid berolige disse spekulanter med, at glæden ved at blive skudt er stærkt overvurderet. Der er heller ingen penge i det.

Nu da det ser ud til, at vi måske kan få en forklaring på attentatmandens adfærd, burde der være udsigt til, at journalisterne forlader martyrsporet og finder på noget andet at beskylde mig for. Her kan de hente hjælp hos Weekendavisen, der i sit seneste nummer har pustet nyt liv i en gammel vandrehistorie om, at jeg plejer forbindelser med terrorister.”

Tilmelding sker af praktiske årsager, først ved overførsel af 200 kroner til Jyske Bank, reg. nr. 7176, konto 1349 324. For nærmere information angående arrangementet henviser jeg til Mosbjerg.org, Facebook/MosbjergFF eller personlig henvendelse til info@mosbjerg.org.

Oploadet Kl. 14:46 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer


19. juli 2013

WA: Mere end 200 ‘overfald’ på muslimer efter Rigby-drab – 57 pct. foregik online, alle uden lægebeh…

I seneste udgave af Weekendavisen har Adam Holm anmeldt en bog af Daniel Trilling med den titlen ‘Bloody Nasty People. The Rise of Britain’s Far Right’ (London, 2013). På sin vis en fair anmeldelse, men desværre også et godt eksempel på Krasnik’sk kritik-gengivelse. Her lidt fra artiklen Slemme sorte sataner (ikke online).

“Det sker et par gange i løbet af den internationale bogsæson at et skrækindjagende skrift om den yderligtgående højrefløj kommer på gaden. … Nu er det den britiske journalist Daniel Trilling fra venstrefløjstidsskriftet New Statesman, som melder sig med en ikke mindre alarmistisk udgivelse om det radikale højre i Storbritannien. …

Både BNP og EDL kom i offentlighedens søgelys efter to islamisters drab på en britisk soldat i London-bydelen Woolwich i sidste måned. Tilhængere af især EDL var i slåskamp med politiet og avisen The Guardian har rapporteret, at der i ugen efter den brutale nedslagtning blev registreret flere end 200 overfald på moskeer og folk med angiveligt »muslimsk« udseende, herunder et par sikher. …

Daniel Trilling fører læseren med på en rundrejse i det yderligtgående højres historie fra Oswald Mosleys fascistisk inspirerede »sortskjorter« i mellemkrigsårene over det åbenlyst neonazistiske National Front i 1970erne til dagens mere moderate og erklærede prodemokratiske udgaver. …

Hvor ubekvemt det end er, må folk som Bjurwald og Trilling indse at de slemme højrenationalister og antiislamister ikke opstår ex nihilo. Hvis der er grund til panderynken, sådan som Trilling mener, bør han kigge indad og spørge om sammenhængen mellem den vildfarne integrationspolitik og den mulige fremgang for ‘Britain’s far right’. Bøger af Trillings slags er desværre vand på ekstremisternes mølle, fordi de kun fortæller den ene side af historien. Det er – med et lån fra den hjemlige terminologi – alt for ‘anstændigt’. Og man vinder intet ved at skildre modparten som slemme sorte sataner.

I den forstand er Trilling lige så enøjet som sine højrenationale modstandere.”

(Nigel Copsey mfl., Anti-Muslim Hate Crime and the Far Right, 2013; Teeside University)

Bemærk henvisningen til The Guardian, og de “flere end 200 overfald på moskeer og folk med angiveligt »muslimsk« udseende” i kølvandet på Rigby-drabet. Tallene stammer fra en rapport af professor Nigel Copsey foretaget i samarbejde med pro-islamiske ‘Faith Matters’ og projektet ‘Tell Mama’ – Hvis en muslimer føler sig krænket, er der per definition foregået et ‘overfald’.

Andrew Gilligan gravede i ‘Tell Mama’-tallene for Telegraph, og hvis Adam Holm havde fulgt lidt med, så ville han også kende denne del af historien – The truth about the ‘wave of attacks on Muslims’ after Woolwich murder.

“Talk of a ‘massive anti-Muslim backlash’ has become routine. And it is that figure issued by Tell Mama – of, to date, 212 ‘anti-Muslim incidents’ since the Woolwich murder – which has formed the basis of nearly all this reporting. …

Tell Mama confirmed to The Sunday Telegraph that about 120 of its 212 ‘anti-Muslim incidents’ – 57 per cent – took place only online. They were offensive postings on Twitter or Facebook, or comments on blogs… Not all the offending tweets and postings, it turns out, even originated in Britain.

Fewer than one in 12 of the 212 ‘incidents’ reported to Tell Mama since Woolwich – 17 cases (8 per cent) – involved individuals being physically targeted. … The Metropolitan Police, the only major force in Britain which breaks down ‘offences with an Islamophobic flag’, said there were 13 allegations of common or racially aggravated assault of Muslims reported to it in London in the week after the killing. …

Offences of common and racially aggravated assault are typically used where there has been no injury, such as hijab snatching, or minor injury not drawing blood or requiring medical treatment, such as the throwing incidents reported by Tell Mama. The Met said there were no cases reported to it where any more serious injury resulted.

Asking other police forces and trawling local media reports, The Telegraph has been unable to find a single confirmed case since Drummer Rigby’s death where any individual Muslim has received an injury requiring medical treatment.”

Meget apropos, så anbefalede Copsey i sin forrige bog (udgivet af samme i 2010), at Facebook skulle forbyde EDL at oprette grupper, og at politiet skulle bruge smuthuller i loven til at stresse EDL-tilhængere væk fra gaden. Alt sammen af hensyn til “our country´s social cohesion”, som det så smukt lyder på side 34 i rapporten.



14. februar 2012

Weekendavisen om multikulturelle ‘Zlatan City’ – dynamisk, spændende, globaliseret, kreativ, smart…

Morten Uhrskov Jensen kommenterer et par håbløse Weekendavisen-artikler omhandlende Malmø – Når journalisten tiltræder retræten (og har god grund til det).

“Den 13. januar i år begik Weekendavisens Joakim Jakobsen en hagiografi om Malmø. Joakim Jakobsen helgenkårede staden lige på den anden side af København… Efter med passende negativ patos at have gengivet Malmø fra dengang, byen var befolkningsmæssig homogen, sætter Joakim Jakobsen det endelige stød ind og fortæller, at “hvis de [de homogene] havde for smart en frakke på, når de gik på stadion”, gik de over til “Malmø som den dynamiske, spændende, globaliserede, kreative, smarte, succesrige, men også lidt brovtende, farlige og uberegnelige individualist på landsholdet af svenske byer – Zlatan City.”, (Weekendavisen 13. januar 2012)

Hvad skete der i mellemtiden, Joakim Jakobsen?

Nå jo, der blev skudt videre, efter at Joakim Jakobsen lagde ud for alle og enhver, at han elskede det multikulturelle. Men så kom også en reaktion, Joakim Jakobsen, ikke sandt? Du skrev nu en ny artikel i Weekendavisen, den 10. februar 2012, med titlen Når det betaler sig at skyde først. Her fik man pludselig en gennemgang af Malmøs forbrydermiljø, men Gud fri og frels os, selvsagt ikke nogen kortlægning af miserens virkelige årsager. I stedet hed det, at Malmø “helt fra 1960erme [havde] en organiseret, kriminel scene med internationale forbindelser.” Ah, hvor svunget, Joakim Jakobsen, ingen problemer, der kunne relateres til en nyere udvikling.

(Zlatan Ibrahimovic får det røde kort for at slå en Bari-spiller, Milano d. 13. marts 2011)

Se eventuelt Ugeskrift for Læger – Drabsbølge presser Malmøs akutberedskab.

Oploadet Kl. 16:06 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer


29. juli 2011

Weekendavisen med ‘venstreorienterede Redox’ om ‘den ekstreme højrefløj’, Uriasposten

I den forgangne uge har jeg talt med journalister fra flere aviser, og efterhånden har jeg gjort det til en vane, at spilde deres tid med lange svadaer om massemediernes venstreorienterede udgangspunkt. Det afvises konsekvent, og således får jeg mulighed for at konkretisere.

Jeg fortæller eksempelvis, at selvom PET i skrivende stund har en sag kørende mod Redox, for at samarbejde og have udpeget mål for erklærede militante Antifascistisk Aktion, så bruger medierne dem stadig som kilde om højrefløjen.

Fra dagens udgave af Weekendavisen. I rest my case.

Anders Breivik var nok alene om massemordene, men han tilhørte immervæk et internationalt netværk af meningsfæller, hvor man udbreder teorien om et civilisationstruet Eurabia, der er ved at blive besat af formørkede muhamedanere med den politiske elites indforståelse. Vi ved også, at gerningsmanden fandt inspirationskilder i Danmark. For eksempel er der i hans manifest forud for udåden henvisninger til Dansk Folkepartis EU-parlamentariker Morten Messerschmidt og til Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard. …

Det er nu… først og fremmest i det anonyme blog-univers, at tonen er hårdest. Man behøver ikke bruge lang tid ved pc’en for at konstatere, at der bliver brugt vendinger om islam, muslimer og udlændingepolitiske modstandere, som aldrig ville finde vej til de etablerede mediehuses trykte udgivelser.

På Berlingske har man efter sidste fredags tragiske hændelser nu besluttet at få mere hånd i hanke med avisens blog-og debatfora for at få renset ud i ekstremisme og uhyrligheder. Blandt andet skal blog-debattører give sig til kende og oprette en profil, ligesom avisen vil afsætte ressourcer til at overvåge nye indlæg på blog-sitet.

Det er dog ikke på bladhusenes debatfora, at konspirationsteorierne om en forestående muslimsk magtovertagelse ventileres mest ihærdigt. Herhjemme er der tre store blogs, som man alt efter temperament kan betegne som højreradikale, nationalistiske eller indvandrerkritiske, nemlig Uriasposten, Snaphanen og Trykkefrihedsselskabets Sappho.

Ifølge det venstreorienterede researchkollektiv Redox, der overvåger den ekstreme højrefløj, er der ikke opfordringer til vold på de tre blogs. Den slags skal man helt ud på det nynazistiske blogoverdrev for at finde.

På for eksempel Snaphanens site kan man alligevel få et vist indtryk af, hvilke spontane tanker der rører sig. Da det fredag aften stod klart, at massemorderen i Norge var en blond hjemmefødning, lød det således i en kommentar…”

(Weekendavisen, 29. juli 2011: Kan ord slå ihjel; af Henrik Børge)

“Det mener aktivisterne i Antifascistisk Aktion…” (Jyllands-Posten, 29. juli 2011)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper