For år tilbage introducerede afdøde Mogens Glistrup begreber som ‘flygtningelobby’ og ‘islam-lobby’, men selvom en organisation som Dansk Flygtningehjælp har haft stor indflydelse for udviklingen, så omtaler medierne aldrig den sådanne organisationener med negative etiketter. Trods fagforeningernes store indflydelse for samfundsudviklingen, hører man heller aldrig LO eller 3F omtalt som ‘socialismelobbyen’, selvom det ville være lige på kornet. Det handler om definitionsretten. For de fleste journalister er der ikke noget suspekt i at kæmpe for socialisme eller indvandring.

For tiden er der heftig debat i USA om våbenlovgivningen, og selv postulerede borgerlige medier anvender begrebet ‘våbenlobbyen’. To eksempler: Våbenlobbyen vil have Romney som præsident (TV2.dk, 5/10-12), Modstanden mod våbenlobbyen vokser (JP.dk, 18/12-12).

Tilbage i 2006 gik P1 til angreb på ‘Israel-lobbyen’, og blandt journalister er det tilsyneladende suspekt at forsvare det eneste velfungerende demokrati i Mellemøsten. Eks. Tilløb til debat om USA’s Israel-lobby (P1 Orientering, 6/4-06). Herunder en overskrift fra tirsdagens udgave af Metroxpress, der anvender begrebet ‘jødelobbyen’, selvom det klart fremgår af artiklen, at det er et politisk ladet begreb.

“Kritikere har allerede angrebet ham for hans holdning til konflikten mellem Israel og Iran. Hagel opfattes ikke som tilstrækkelig venligsindet overfor Israel. Han er blevet kritiseret for at tale om en jødisk lobby i kongressen.“ (Ritzau/Reuters, red. af Rasmus Skat Andersen)

(Metroxpress, 8. januar 2013, s. 12: Jødelobby truer ny forsvarsminister)

Herunder lidt fra Professor Stig Jørgensens glimrende kronik om Flygtningelobbyen, trykt i BT, 8. maj 1993.

“Den beherskes derfor også af et miskmask af ædle og uædle motiver. Især de kirkelige missionskredse, hvorfra de fleste såkaldte »flygtningevenner« nok er udgået, handler utvivlsomt ud fra, hvad de anser for at være en kristelig barmhjertighed. Ligesom de uddøende eksemplarer af kulturradikalismen er de tilbøjelige til at forveksle medlidenhed med barmhjertighed. Medlidenhed er imidlertid en græsk følelse (sympathos), der er udgået af en køligt og rationelt begrundet distancerende følelse med den lidende, mens den kristne barmhjertighed er udgået af en nærværende og varm følelse for næsten. Medens medlidenheden skaber distance, skaber barmhjertigheden nærhed. …

Megen veldædighed har denne hykleriske karakter, såsom 70-ernes såkaldte solidaritetserklæringer med undertrykte befolkninger, klasser eller grupper. Charles Dickens talte om teleskopisk filantropi hos de blåøjede radikale, som har så travlt med at redde menneskeheden, at de ikke har tid til at tage sig af deres nærmeste. De private velgørende institutioner befinder sig i samme dilemma som andre veldædige behandlere, der ernærer sig ved menneskelig ulykke, såsom læger, sygeplejersker, socialrådgivere og ambulanceførere. Som dr. Knock siger i Jules Romains bog af samme navn, er en rask mand en mand, som ikke ved, han er syg, eller, som det siges af lægerne, en person, som ikke er undersøgt grundigt nok!

Dilemmaet for disse menneskekærlige professioner og institutioner er det samme som for de politiske partier, der arbejder for den sociale retfærdighed, idet deres raison d’être aftager med realisationen af deres partiprogram. Samme interessekonflikt behersker den finansminister, som opkræver store gift- og miljøafgifter med det formål at begrænse forureningen, idet provenuet er omvendt proportionalt med formålets realisering. Det ville være forkert at se bort fra den omstændighed, at velgørende arbejde er afhængigt af tilstedeværelsen af ulykkelige mennesker, ligesom Gud, efter aristokratiets opfattelse, har skabt de fattige, for at de rige kan have nogen at være gode ved. Vi kan ikke uden videre gøre forskel på de forretningsdrivendes og bureaukraternes behovsopgørelse. Nys afdøde professor Parkinson påviste i en af sine berømte »love«, at bureaukratiet har en selvgenererende evne, uden at der kommer nye kunder i butikken. Alle professioner og institutioner er principielt inhabile, når det drejer sig om beslutninger om egne behov. …

Mere udpræget bliver inhabiliteten, i jo højere grad de oprindeligt velgørende foreninger udvikler sig til hårdtslående professionelle magtorganer. Naturfredningsforeningen og Kræftens Bekæmpelse er velkendte eksempler på denne metamorfose. Dansk Flygtningehjælp og Dansk Røde Kors er derudover blevet indbygget i den offentlige administration ved at overtage en stor del af ansvaret for flygtningearbejdet. At de deltager i løsningen af de sociale og praktiske arbejdsopgaver er forståeligt, mere betænkeligt er det, at de også deltager i visiteringen af asylsøgerne og i beslutningsprocessen om asyl. Man kan nu engang ikke med rimelighed betro noget menneske at skulle udmåle metervarer med elastikbånd, og man kan vanskeligt bebrejde disse velgørende institutioner, at de ser legitime behov for asyl, hvor andre måske ville mene, at flygtningeopgaven bedst ville kunne løses i eller ved hjemlandet. …

Ligesom det ædle formål kan legitimere en udvidelse af beskæftigelsen i flygtningearbejdet, kan det også legitimere anvendelsen af voldelige »antiracistiske« midler fra såkaldt venstreorienterede ekstremistgrupper, såsom BZ’ere og andre små revolutionære grupper. For dem kan flygtningesagen være et påskud, og ikke en begrundelse, for anvendelsen af den sociale eller voldelige adfærd, som af andre grunde tiltrækker disse grupper. … Man bør altid gribe til sin pistol, når de revolutionære vil beskytte grundloven, når voldsmændene vil beskytte demokratiet, og rævene vil vogte gæssene! Der er den samme tvetydighed over de »ambulancejagende« advokater, som velvilligt – men mod betaling – stiller deres ekspertise i ankesystemerne i asyllovgivningen til rådighed for de retfærdige og uretfærdige asylsøgere. …

Når samtidig massemedierne mobiliseres til følelsespornografiske happenings, hvor alle sejl sættes til for at bringe skuden i havn, som det skete med palæstinenserne i Blågårds Kirke, var der med særloven tale om både et retsmisbrug og et politisk misbrug i strid med grundlovens magtfordeling, og derfor i realiteten om en uretfærdighed mod andre grupper af asylsøgere. Det er et problem, når det politiske system bliver svækket af lobbyisme i al almindelighed.”

Først planlægger man at bryde love ved en stort anlagt happening, der som planlagt endte med medie-dækket anholdelse. Herefter er det bare at vente på erstatningen. Vi lever i absurde tider. Fra Jyllands-Posten – Aktivister fra Greenpeace får erstatning.

“Fire Greenpeace-aktivister, der stod bag en spektakulær happening på Christiansborg under klimatopmødet i 2009, får erstatning for uberettiget frihedsberøvelse. Det afgjorde en dommer i Københavns Byret tirsdag middag. …

- De har fået tildelt erstatning på henholdsvis 18.800 og 18.100 kroner, siger senioranklager Jakob Buch-Jepsen fra Københavns Politis anklagemyndighed.

- Jeg ønsker ikke at kommentere afgørelsen, da jeg endnu ikke har set, hvad der ligger til grund for afgørelsen. Men det er statsadvokaten, der afgør, om sagen skal videre til landsretten, siger han til Ritzau.

De fire aktivister krævede erstatning for at sidde varetægtsfængslet i henholdsvis 19 og 20 dage, efter de var trængt ind på Christiansborg til en gallamiddag for verdens statsledere.”

(Greenpeace-kampagne truer ‘klimabenægtere’, 2010; Darren Garnick)

“If you’re one of those who have spent their lives undermining progressive climate legislation, bankrolling junk science, fueling spurious debates around false solutions, and cattle-prodding democratically-elected governments into submission, then hear this:

We know who you are. We know where you live. We know where you work. And we be many, but you be few.” (Greenpeace)

Claes Kastholm Hansen sætter skabet på plads i gårsdagens Berlingske Tidende – Læst og påskrevet (via Snaphanen).

“Det var vel Poul Nyrup, der i sine sidste regeringsår startede den skik at bruge sammensætningen af ministerlisten som et udstillingsvindue, altså at udnævne ministre, hvis eneste kvalifikation var deres signaleffekt. Men de har dog alle haft et vist mål af intelligens, og de fleste af dem har haft selvindsigt nok til at gå stille med dørene, så de undgik at demonstrere deres inkompetence alt for tydeligt.

Men Manu Sareen er et braldrehoved, en tom tønde, der buldrer ustandselig. At sætte dette menneske, hvis uvidenhed om kristendommen og dens historie, dansk kirke, dansk ånd, dansk tradition, skriger til himlen, ind som kirkeminister, er en foragtelig handling.

De Radikale lever højt på et image af ansvarlighed og seriøsitet, der ikke længere er dækning for. … I det hele taget er det radikale register over fejltagelser imponerende. Havde de Radikale fået gennemført deres udlændingepolitik, ville vores socialsystem være brudt sammen og landet stå på randen af en borgerkrig. Havde de Radikale fået gennemført deres uddannelsespolitik, ville ingen kunne læse og ingen ane, om Danmark var et land med en historie eller en sygeforsikring. Havde de Radikale fået gennemført deres ide om, at for fremtiden skulle vi leve af den kreative klasse, var Danmark endt som et gadeteater. Havde de Radikale fået gennemført deres vision om, at Danmark skulle være et rent videnssamfund, ville vi være på vej til at blive et u-land, der måtte satse på nødhjælp fra FN. Og hvis de Radikale virkelig får gennemført deres plan om, at i 2020 skal over halvdelen af vores energibehov dækkes af vindkraft, så bliver Danmark det land i verden, som betaler mest for elektricitet, samtidig med at vi bliver et af de lande, der importerer mest gas, kul og – elektricitet !

Egentlig er det fantastisk, et rent eventyr, at et parti, der i de seneste år har taget så grundigt fejl og været til fals for hver eneste modebølge, fortsat står som et monument over politisk seriøsitet. Hvis partiet også overlever, at Margrethe Vestager har indsat en reklamefigur som statsminister og en kirkeminister, der ved sin dagligt demonstrerede uduelighed er en hån mod folkestyret, kan det overleve alt. Selv syndfloden.”

Der kommer mange bizarre forslag fra interesseorganisationer, og sålænge det inkluderer ekstra skatter, så er der altid en statsansat forsker, der mener det er en fantastisk ide. Fra Metroxpress – Beskatning af fri parkering kan afløse trængselsringen.

“Det skal være slut med at parkere bilen gratis på arbejdspladsens private parkeringsplads. Det mener miljøorganisationen NOAH, som i slipstrømmen på den skrottede trængselsring er på jagt efter andre måder at begrænse biltrafikken på. Og beskatning af fri parkering på linje med frynsegoder som fri telefon og firmabil vil være et ‘effektivt og retfærdigt værktøj’, mener trafikkonsulent i NOAH-Trafik Ivan Lund Pedersen.

Han henviser til, at 73 procent af lønmodtagerne, der arbejder i København og Frederiksberg kommuner, ifølge Transportvaneundersøgelsen fra DTU kan parkere deres bil på arbejdspladsens parkeringsplads. …

Ideen er slet ikke dårlig, lyder det fra lektor og trafikforsker Harry Lahrmann, Aalborg Universitet. »Modellen rammer meget præcist, fordi den alene rammer bilpendlerne. Det vil virke, men jeg tør ikke sætte tal, hvor mange procent det vil reducere biltrafikken. Men det vil være oplagt for Trængselskommissionen at regne på,« siger han.”

Den kommende tid vil jeg lejlighedsvis give en række eksempler på tidligere tiders klima-alarmisme, herunder ikke mindst frygten for global nedkøling, istidens komme. Vi starter i den bløde ende med en akademisk artikel trykt i 1970 i VARV, tidsskriftet for Geologisk Institut på Københavns Universitet. Bemærk hvorledes den senere professor ikke taler om (menneskeskabte) ‘klimaforandringer’, men (naturlige) ‘klimasvingninger’. På samme måde hedder det heller ikke ‘global opvarmning’, men ‘generel tilbagesmeltning’.

(Tidsskriftet VARV, 1970, s. 12-19: Skal vi have Istid igen?, af Nanna Noe-Nygaard)

Fra Skal vi have istid igen?

“Går vi en ny istid i møde, vil altid være et spørgsmål, der tiltrækker sig offentligthedens interesse. Det er et emne, der gentagne gange er dukket op i aviserne i agurketiden.

Kan vi svare på spørgsmålet?

Jorden har bestået i cirka 4 1/2 milliard år. I denne tid har man sikre vidnesbyrd om fire større nedisninger.

(Tidskriftet VARV, 1970, s. 12)

Ind imellem disse istider ligger lange perioder med konstant varmt klima. Hvis man forestiller sig dette kurvebillede fortsættende i det uendelige og Jorden bestående endnu i nogle milliarder år, kan man vist roligt forudsige, at der atter vil komme istider. Det der imidlertid interesserer os, er vel: Hvornår kommer der en istid, bliver det i vores levetid?

Inden vi kan gøre os håb om at besvare dette spørgsmål må vi se hvad en istid egentligt er. En istid er i virkeligheden en samling af skiftende glaciale (kolde) og interglaciale (varmere) perioder. … Alle disse svingninger gør det vanskeligt, at afgøre i hvilken periode vi befinder os, og hvad vi går i møde. Befinder vi os i en interglacialtid tilhørende til sidste istid, den kvartære, eller er vi på vej ud af denne og mod en ny istid der først vil indfinde sig om et par hundrede millioner år?

Hvad har vi af fænomener, der registrerer de klimasvingninger der blandt andet er årsag til istidens opståen. En af de ting, man kan registrere i dag er de få levende gletscheres fremstød og tilbagesmeltning sat i relation til klimatiske ændringer som nedbør, temperatur, vindhastighed, fugtighed, længden af den periode, hvor gletscherens temperatur er over smeltepunktet (sommerens længde) og så videre.

De fleste gletschere i nutiden har vist en generel tilbagesmeltning, men målinger viser, at afsmeltningen ikke er foregået jævnt, den har været afbrudt af kortere perioder, hvor gletscheren har bredt sig igen. Gletscheren på Spitsbergen vokser for eksempel stærkt for tiden. Af særlige kraftige fremstød kan nævnes dem fra kuldeperioderne 1750-70 og 1850′erne. Disse kølige tidsrum er registreret over hele Jorden, og må således antages af have en ydre fælles årsag, som for eksempel svingninger i solenergien.

[...]

Gletschere har imidlertid ikke blot mulighed for at give oplysninger om istiden gennem frem- og tilbagerykninger, men gemt i indlandsisen på Grønland ligger indefrosset oplysninger om længst svundne tiders snefald, der igen ved deres kemiske sammensætning røber noget om de klimatiske forhold på det tidspunkt, sneen blev aflejret. … Man kunne tænke sig at vide, om der er nogen form for regelmæssighed i de registrerede klimasvingninger, som kunne fortsættes ud over den tid vi lever i, så vi kunne spå om fremtidens klimaændringer. Der er rytmer i klimakurven – en på 75 år, og efter den skulle vi være i et kuldeminimum nu. Der en anden på 13000 år, hvilket kunne forklare visse regelmæssige ændringer i solenergien… men om fremtiden er det stadig svært at spå.

Vi må prøve at få oplysninger af anden vej.

Hvad kan havet give af oplysninger om svundne tiders klimasvingninger ? Havene har spillet en rolle for istidens udvikling… under den sidste nedisning (Wurm – nedisningen) var der bundet så store vandmængder i is, at verdenshavenes vandspejl lå 100 meter lavere end i dag. Særlig høj vandstand vil opnås i perioder, hvor der foregår stor afsmeltning af isen. …

De klimatiske ændringer, der afspejles af de vekslende havniveauer, kan også påvises ved ændringer i havets dyreliv. … dyr kan bruges som indikatorer for klimaet på et givet sted- og tidspunkt, men det kan planter også.

Ser man på den botaniske udvikling gennem en hel glacialtid, får man et billede af, hvorledes de forskellige planter afløser hinanden efter et ganske bestemt mønster. Først har man lige efter isens afsmeltning et højarktisk klima, der næsten ikke tillader nogen plantevækst. Ved lidt højere temperaturer begynder de kuldetolerante, men lyskrævende træer som birk og fyr at brede sig. Ved yderligere temperaturstigning får også andre træer en chance, for eksempel hassel, eg og lind, som kan tåle skygge i modsætning til birk og fyr. Disse løvtræer opnår også en højere alder, hvorfor de hurtigt konkurrerer de lyskrævende kortlevede træer ud, man får nu en meget frodig skov, en ege-linde skov, der kan afløses af en bøgeskov. Så begynder det at blive koldere igen… den store skov afløses af en birke-fyrre skov, der til sidst bukker under for kulden – vi har atter højarktisk klima – istid.

[...]

Nu har vi set, at aflejringerne, havet, dyrene og planterne, kan fortælle om klimasvingninger – men hvad er årsagen? Her er mange teorier, hvoraf en af de berømteste er Milankowich’s teorier om ændringer af den energi Jorden modtager fra Solen. Milankowich søger at forklare istidens opståen ved ændringer i Jordens position i forhold til Solen. … I perioder, hvor Jorden modtager en ringe mængde solenergi, kunne man tænke sig muligheden for en istids opståen.

[...]

Astronomiske årsager til forklaring af istider er måske de eneste, der gør det muligt for os at spå om fremtiden, under forudsætning af, at disse fænomener har varet så længe som Jorden har bestået og vil vare ud i fremtiden, blot har man heller ikke her fundet den endelige og helt tilfredsstillende forklaring endnu. …

Går vi en ny istid i møde ? Som det er fremgået, er det ikke muligt at give noget endeligt svar derpå.”

Zombie har en interessant post på PJmedia med den sigende titel – The Coming of the New Ice Age: End of the Global Warming Era? Mere om paradigmeskift blandt dommedagsteoretikere i tidligere post.

“I just finished reading a terrifying new book about climate change. I learned this:

- Climate change is happening faster than we realize and it will have catastrophic consequences for mankind.
- There’s very little we can do to stop it at this late stage, but we might be able to save ourselves if we immediately take these necessary and drastic steps:

- Increase our reliance on alternative energy sources and stop using so much oil and other carbon-based fuels;
- Adopt energy-efficient practices in all aspects of our lives, however inconvenient;
- Impose punitive taxes on inefficient or polluting activities to discourage them;
- Funnel large sums of money from developed nations like the U.S. to Third World nations;
- In general embrace all environmental causes.

You of course recognize these as the solutions most often recommended to ameliorate the looming crisis of Global Warming. But there’s a little glitch in my narrative. Because although the book I read was indeed about climate change, it wasn’t about Global Warming at all; it was instead about “The Coming of the New Ice Age,” and it isn’t exactly “new” — it was published in 1977.“

The Weather Conspiracy: The Coming of the New Ice Age af ‘The Impact Team’, udgivet i 1977)

Zombie kommenterer…

“In order to stave off the next ice age, we must “add an ecology tax to each ton [of coal] extracted…to repair the damage done.”

“And so it begins: “the need for major coordinated international efforts to cope with climatic change.” Fast forward a few decades: Kyoto, Durban, the IPCC — [face palm].”

““It is probable that only by supplying aid on an unparalleled scale can the rich nations of the world assist the poor…. America must address itself to a massive program of agricultural and economic assistance….”

““Energy prices must be raised to reflect America’s energy import bill and the scarcity value of fossil fuels.” As you remark to yourself that this sounds remarkably similar to our current government policy, remind yourself that this was proposed in 1977 to combat a looming ice age.”

(Isen spreder sig, bæltedyret søger sydpå – “Harbingers of major change”)

Man skal nok have sin gang på Journalisthøjskolen, for at blive forstemmet over borgerlig journalistik. Kritik af Den Korte Avis i Berlingske Tidende – Pittelkows nye avis får hug – og nogen ros.

“Lektor og fagmedarbejder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DJH) Lars Kabel… mener imidlertid, at avisen søndag morgen ikke leverer de upartiske nyheder, som læserne var blevet stillet i udsigt.

- Jeg er næsten chokeret over, at de kan finde på at åbne med de to historier, som er vinklet på den måde de er. De har sagt, at de ikke vil lave en blog for en bestemt partipolitisk opfattelse, men deres to hovedhistorier er taget lige ud af en borgerlig politisk opfattelse af, hvad er de store emner i tiden…

Lars Kabel erkender, at det er noget tidligt at fælde dom over Den Korte Avis, men han spår ikke mediet mange chancer, hvis det fortsætter i samme rille.”

(Lars Kabel på Twitter om ulovlig NGO-aktion, der sendte aktivister 20 dage i fængsel)

For et par måneder siden udgav Reason Foundation en tankevækkende rapport med den selvforklarende titel ‘Amazing Decline in Deaths from Extreme Weather in an Era of Global Warming 1900–2010′. Konklusionen er værd at have i baghovedet næste gang anti-kapitalisterne tager ‘enden er nær’-skiltene frem. (via Simon Espersen)

“Aggregate mortality attributed to all extreme weather events globally has declined by more than 90% since the 1920s, in spite of a four-fold rise in population and much more complete reporting of such events. The aggregate mortality rate declined by 98%…“ (resumé)

(Indur M. Goklany, Wealth and Safety: The Amazing Decline in Deaths…, s. 11)

“Currently, many people advocate spending trillions of dollars to reduce anthropogenic greenhouse gases, in part to forestall hypothetical future increases in mortality from global-warming-induced increases in extreme weather events. Spending even a fraction of such sums on the numerous higher priority health and safety problems plaguing humanity would provide greater returns for human well-being.“ (s. 18, Summary and Conclusions: Wealthier is Safer)

Matt Ridley er måske ikke så kendt herhjemme, men han har skrevet flere meget omtalte bøger, senest The Rational Optimist, der i lighed med Martin Ågerups Dommedag er aflyst fra 2004, går i rette med misantropiske forskere. Forleden holdt han en foredrag i Edinburgh under titlen ‘Scientific heresy’, og det er fantastisk læsning, idet han ikke bare hudfletter klimaforskningen, men også går et spadestik dybere i forhold til det han kalder ‘confirmation bias’.

Fra Wattsupwiththat (download evt. som 11 sider pdf).

“My topic today is scientific heresy. When are scientific heretics right and when are they mad? How do you tell the difference between science and pseudoscience? Let us run through some issues, starting with the easy ones.

Astronomy is a science; astrology is a pseudoscience.
Evolution is science; creationism is pseudoscience.
Molecular biology is science; homeopathy is pseudoscience.
Vaccination is science; the MMR scare is pseudoscience.
Oxygen is science; phlogiston was pseudoscience.
Chemistry is science; alchemy was pseudoscience.

Are you with me so far?

A few more examples. That the earl of Oxford wrote Shakespeare is pseudoscience. So are the beliefs that Elvis is still alive, Diana was killed by MI5, JFK was killed by the CIA, 911 was an inside job. So are ghosts, UFOs, telepathy, the Loch Ness monster and pretty well everything to do with the paranormal. Sorry to say that on Halloween, but that’s my opinion.

Three more controversial ones. In my view, most of what Freud said was pseudoscience. … So, in a sense by definition, is religious faith. …

(Matt Ridley, journalist og forfatter)

Now comes one that gave me an epiphany. Crop circles.

It was blindingly obvious to me that crop circles were likely to be man-made when I first starting investigating this phenomenon. I made some myself to prove it was easy to do*. This was long before Doug Bower and Dave Chorley fessed up to having started the whole craze after a night at the pub.

Every other explanation – ley lines, alien spacecraft, plasma vortices, ball lightning – was balderdash. The entire field of “cereology” was pseudoscience, as the slightest brush with its bizarre practitioners easily demonstrated.

Imagine my surprise then when I found I was the heretic and that serious journalists working not for tabloids but for Science Magazine, and for a Channel 4 documentary team, swallowed the argument of the cereologists that it was highly implausible that crop circles were all man-made.

So I learnt lesson number 1: the stunning gullibility of the media. Put an “ology” after your pseudoscience and you can get journalists to be your propagandists.

A Channel 4 team did the obvious thing – they got a group of students to make some crop circles and then asked the cereologist if they were “genuine” or “hoaxed” – ie, man made. He assured them they could not have been made by people. So they told him they had been made the night before. The man was poleaxed. It made great television. Yet the producer, who later became a government minister under Tony Blair, ended the segment of the programme by taking the cereologist’s side: “of course, not all crop circles are hoaxes”. What? The same happened when Doug and Dave owned up*; everybody just went on believing. They still do.

Lesson number 2: debunking is like water off a duck’s back to pseudoscience.

In medicine, I began to realize, the distinction between science and pseudoscience is not always easy. This is beautifully illustrated in an extraordinary novel by Rebecca Abrams, called Touching Distance*, based on the real story of an eighteenth century medical heretic, Alec Gordon of Aberdeen. … a neglectful husband and a crank with some odd ideas – such as a dangerous obsession with bleeding his sick patients. He was a pseudoscientist one minute and scientist the next.

Lesson number 3. We can all be both. Newton was an alchemist.

Like antisepsis, many scientific truths began as heresies and fought long battles for acceptance against entrenched establishment wisdom that now appears irrational… Just this month Daniel Shechtman* won the Nobel prize for quasi crystals, having spent much of his career being vilified and exiled as a crank. “I was thrown out of my research group. They said I brought shame on them with what I was saying.”

That’s lesson number 4: the heretic is sometimes right.

What sustains pseudoscience is confirmation bias. We look for and welcome the evidence that fits our pet theory; we ignore or question the evidence that contradicts it. We all do this all the time. It’s not, as we often assume, something that only our opponents indulge in. I do it, you do it, it takes a superhuman effort not to do it. That is what keeps myths alive, sustains conspiracy theories and keeps whole populations in thrall to strange superstitions.

Bertrand Russell pointed this out many years ago: “If a man is offered a fact which goes against his instincts, he will scrutinize it closely, and unless the evidence is overwhelming, he will refuse to believe it. If, on the other hand, he is offered something which affords a reason for acting in accordance to his instincts, he will accept it even on the slightest evidence.”

Lesson number 5: keep a sharp eye out for confirmation bias in yourself and others.

There have been some very good books on this recently. Michael Shermer’s “The Believing Brain”, Dan Gardner’s “Future Babble” and Tim Harford’s “Adapt”* are explorations of the power of confirmation bias. And what I find most unsettling of all is Gardner’s conclusion that knowledge is no defence against it; indeed, the more you know, the more you fall for confirmation bias. Expertise gives you the tools to seek out the confirmations you need to buttress your beliefs. …

Philip Tetlock did the definitive experiment. He gathered a sample of 284 experts – political scientists, economists and journalists – and harvested 27,450 different specific judgments from them about the future then waited to see if they came true. The results were terrible. The experts were no better than “a dart-throwing chimpanzee”. …

Lesson 6. Never rely on the consensus of experts about the future. Experts are worth listening to about the past, but not the future. Futurology is pseudoscience.

Using these six lessons, I am now going to plunge into an issue on which almost all the experts are not only confident they can predict the future, but absolutely certain their opponents are pseudoscientists. It is an issue on which I am now a heretic. I think the establishment view is infested with pseudoscience. The issue is climate change.

Now before you all rush for the exits, and I know it is traditional to walk out on speakers who do not toe the line on climate at the RSA – I saw it happen to Bjorn Lomborg last year when he gave the Prince Philip lecture…”

(IPCC’s berømte Hockey stick chart fra 2001; via A Sceptical Mind)

“I also think the climate debate is a massive distraction from much more urgent environmental problems like invasive species and overfishing. I was not always such a “lukewarmer”. In the mid 2000s one image in particular played a big role in making me abandon my doubts about dangerous man-made climate change: the hockey stick. It clearly showed that something unprecedented was happening. I can remember where I first saw it at a conference and how I thought: aha, now there at last is some really clear data showing that today’s temperatures are unprecedented in both magnitude and rate of change – and it has been published in Nature magazine. …

Here is not the place to go into detail, but briefly the problem is both mathematical and empirical. The graph relies heavily on some flawed data – strip-bark tree rings from bristlecone pines — and on a particular method of principal component analysis, called short centering, that heavily weights any hockey-stick shaped sample at the expense of any other sample. When I say heavily – I mean 390 times.

This had a big impact on me. This was the moment somebody told me they had made the crop circle the night before. For, apart from the hockey stick, there is no evidence that climate is changing dangerously or faster than in the past, when it changed naturally.“

Bramfrit interview med historiker Steen Steensen på 180 Grader – De antikapitalistiske intellektuelle har taget magten i Danmark.

“Forfatter, foredragsholder og historiker Steen Steensen er stærkt bekymret for Danmarks udvikling. For ifølge Steensen lever vi i en tid, hvor den gammelkendte, velfungerende kombination af folkestyre og kapitalisme er under pres fra en klasse af antikapitalistiske intellektuelle, der langsomt men sikkert fjerner den almindelige danskers selvbestemmelsesret.

Denne overbevisning har ført til adskillige udgivelser fra hans hånd, hvor han advarer om den udvikling, der er så voldsom, at han decideret betegner den som ”en revolution”:

[...]

Med hvilke midler har dem, du kalder de intellektuelle, taget magten i Danmark?

”De har ikke begået nogen ulovligheder, men har simpelthen møvet sig ind overalt, hvor der er indflydelse at finde – i statens organer, i partierne, i de store virksomheder. Det startede med, at de antikapitalistiske intellektuelle tog magten over universiteterne i 1968. Danmarks Radio var med på den, og støttede åbenlyst dette studenteroprør. De antikapitalistiske intellektuelle mistænkeliggjorde kapitalismen med mediernes hjælp, for eksempel via overdreven kritik og såkaldte ”afsløringer” af, hvor uretfærdig, kapitalismen var.

De brugte i den forbindelse miljøbevægelsen, som var en del af studenteroprøret, meget intensivt: Det var jo kapitalisterne og landmændene, der svinede og ødelagde naturen, påstod de. Så det var endnu et våben, de kunne bruge i deres kamp mod selvejerne. ”Miljøkamp er klassekamp,” råbte nogle af studenteroprørerne, og den kamp fortsætter endnu, for eksempel via klimabevægelsen,” forklarer Steensen.

(Uriasposten, 14. december 2009: Med Karl Marx til COP15-demonstration)

”Det væsentlige er, hvad der i praksis sker af store, brede udviklinger i samfundet: I tiden efter Anden Verdenskrig går det kapitalistiske selvejersamfund tilbage, og de intellektuelle stormer frem. Se på den uddannelseseksplosion, der har været i Danmark… det er en meget voldsom udvikling, der virkelig har rykket ved den sociale struktur. Og studenter er jo politisk aktive og politisk interesserede folk. De interesserer sig for samfundet og vil gerne lave det om. …

”Når en ny klasse kommer til og får indflydelse, ønsker den altid at omforme samfundet i dens eget billede. Og det er det, vi ser, at de intellektuelle har forsøgt at gøre de senere årtier. De vil have mere uddannelse, mere stat og flere skrivebordsjobs i Danmark, for det er de områder, de selv er gode til og har forstand på.

De intellektuelle har også fået en position som dem, der skal udlægge verdens gang for den almindelige befolkning i medierne. Jeg tør næsten vædde med, at der i aften vil være mindst en professor, der bliver interviewet på DR. Og selvom professorerne ikke nødvendigvis fører propaganda, er det konstant deres synsvinkel – det vil sige den intellektuelle klasses synsvinkel – man får serveret.” … De fleste er, hvad jeg kalder embedsjægere, og i den forbindelse er det meget vigtigt for dem med en stor stat og et omfattende, politisk apparat. Her kan de nemlig finde den type arbejde, de egner sig til og er trænede til, og som kan bringe dem til tops. Derfor ser man også, at mange intellektuelle ønsker at øge statens størrelse og indflydelse, og ønsker at politik skal brede sig ud over flere og flere områder i samfundet,” forklarer Steensen.

(P1, Krause på tværs, 24. oktober 2011: Udlændingedebat ebber ud)

”Jeg inddeler dem i 5 typer. Der er de informatoriske intellektuelle – det er den gruppe, du og jeg tilhører. Det er for eksempel journalister, forskere og lærere. Dem, der producerer og videreformidler information til befolkningen. Så er der de kulturelle. Det er skuespillere, instruktører, forfattere, kunstnere; folk inden for teater- og filmbranchen og kunstverdenen. De har ikke kun indflydelse gennem deres kunst, men blander sig også meget i samfundsdebatten, og er typisk meget antikapitalistiske.

En tredje gruppe er de sociale intellektuelle: Folk inden for sundhedsverdenen, for eksempel læger, samt socialrådgivere mv. Der er de organisatoriske: Det er dem, der er inden for bureaukratiet, og arbejder i kommunernes og statens administration, for eksempel mange jurister og økonomer. Og der er de tekniske intellektuelle – dem, der behersker moderne teknik, for eksempel datalogi, og som ofte bliver ansat i toppen af industrien. Lederne i toppen af industrien er jo typisk lønmodtagere, må vi huske, så de tekniske intellektuelle falder ikke uden for den generelle tendens til, at intellektuelle ikke bliver selvejere.”

[...]

”Jeg mener, det er ligegyldigt, hvilken regering, der sidder ved magten. Det er den samme slags mennesker, der sidder på magten i alle partier. Og man ser, hvordan de næsten alle ønsker, at statens og politiks områder skal brede sig mere og mere. … Spørgsmålet er jo: Hvor meget politik kan et demokratisk samfund tåle, før det ikke længere er demokratisk? Ikke ret meget mere.””

(Børsen, 16. august 2011: Venstre støtter ny økonomisk euro-regering)