6. december 2019

DR-succeshistorie: Jenan valgte kærligheden – “Thomas konverterede til islam, parret blev gift…”

Medierne er gode til at caste, og rollefordelingen er givet på forhånd. Er det en historie om racisme i nattelivet, så er ofrene velklædte arabiske eller pakistanske mænd. Når det handler om ‘uopfordrede berøringer’, så er offeret en smuk 21-årig medicinstuderende kvinde med indiske aner. Skurkene er naturligvis fulde danskere.

Succeshistorierne har ofte en skabelon med samme tendens. Eksempelvis er godt for integrationen, at 24-årig Jenan forelskede sig i en dansk fyr, og valgte kærligheden. Fra DR Online – 24-årige Jenan: ‘Hvis man finder kærligheden, skal man fandeme holde fast i den’.

“Da Jenan fortalte sin mor, at hun havde fået en ny kæreste, var reaktionen ikke ligefrem kram og kys. Kærestens navn var nemlig Thomas – en dansker. Moderen var nervøs for den store forskel på deres kultur og religion. Hun ville have, at forholdet skulle afsluttes, og det var ikke til diskussion. Jenan var ulykkelig.

I en måned gav Jenans mor hende den kolde skulder og sagde ikke et ord til hende. Men Jenan ville ikke give op. … Jenan havde egentlig også forsøgt at date mænd med samme arabiske baggrund, som hun selv kom fra. Det ville være det letteste. Men så mødte hun Thomas og blev forelsket i den danske fyr med det rødlige skæg. Hun faldt for hans selvironi og hans humor, som er meget lig den irakiske humor. Thomas konverterede til islam, parret blev gift, og i dag bor de sammen.”

(Sabna Shiva på Instagram, 2019)

Oploadet Kl. 01:35 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


5. december 2019

Løget Ungeråd har booket Satudarah-medlem til ungdomsfest: Rapper bl.a. om at dræbe betjente…

Løget er ikke mere på ghettolisten, men når Løget Ungeråd (der finansieres af boligforeningen AAB Vejle og Den Boligsociale Helhedsplan) kan finde på at booke et Satudarah-medlem til et arrangement for unge, så tænker man sit. En historie fra Vejle Amts Folkeblad – Rapper synger: ‘En panser skal ligge i graven’. Nu skal han optræde for de unge i Løget

“‘4-0 til Palle Sørensen, en panser skal ligge i graven.’

Det er blandt andet ét af de budskaber, som den dansk-iranske musiker A’typisk rapper om i sine sange.

A’typisk er medlem af rockergruppen Satudarah. Og det lægger han ikke skjul på: I flere af sine musikvideoer optræder han i lædervest med rockergruppens logo på ryggen.

Han rapper blandt andet om at hvidvaske penge og om at skyde sine fjender med maskinpistoler.”

(‘Atypisk’, 1919, 2017; Foto: Youtube)

“”Knytnæver til du spytter tænder. Stikker bliver stukket, til de ikke bløder længere.” (‘Atypisk’, Fri fod, 2019)

Oploadet Kl. 00:49 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


4. december 2019

Odense-haveforening dømt for diskrimination af arabere: Ville ‘forhindre ubehagelige typer adgang’

Jeg har tidligere blogget om islamiseringen af Haveforeningen Biskorup, beliggende et stenkast nord for Vollsmose. TV2 Fyn har en historie om Haveforeningen Løkkegaard, lidt syd for samme – Haveforening: Diskrimination af indvandrere var en nødløgn.

Det var en nødløgn, at Løkkegaards Haver ikke ønskede flere indvandrere end i resten af samfundet, da to mænd med rødder i Syrien og Libanon blev nægtet medlemskab i haveforeningen.

Foreningen blev dømt for ulovlig forskelsbehandling ved et retsmøde 19. november, hvor det også blev fastlagt, at Løkkegaards Haver skal betale en bøde på 5.000 kroner.

Men diskrimination hverken var eller er fast praksis. I stedet var der tale om en nødløgn, der skulle forhindre ubehagelige typer adgang, skriver foreningen. …

– De to herrer havde også medbragt to dørmandstyper, der stillede sig op uden for døren til foreningshuset og holdt opsyn i hver deres retning. De fire herrer så ikke ud, som om de ikke kunne slås, står der i mailen fra haveforeningen.”

(Haveforeningen Løkkegaard, Odensen SØ; Foto: Maps)

“Overvågning passer efter vores opfattelse ikke så godt med kolonihaveliv, men sådan er vilkårene så blevet.” (Jørgen Erik Jørgensen, Odense Havelodselskab)

Oploadet Kl. 00:28 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer
Arkiveret under:


30. november 2019

Fredericia, ca. 1900: Religiøse minoriteters ‘foretrukne bosættelser’, ønskede ‘at bo tæt ved’ trosfæller

Multikulturalisterne griber fra alle hylder, når de en sjælden gang ikke bare angriber det modsatte synspunkt, men ligefrem forsvarer den fortsatte indvandring. De fortæller at boligpolitikken har slået fejl, og at danske udvandrere skam også lever i enklaver, såsom Danevang i Texas. Enten er det vores skyld, eller også er vi ligeså slemme selv, så at sige. Det første er en bekvem efterrationalisering, og det sidste en banal konstatering om menneskets væsen, der isoleret set burde være et argument imod masseindvandring og multikultur.

Her en skematisk angivelse af religiøse minoriteters ‘foretrukne bosættelser’ i Fredericia ca. 1870-1900. Det tog mere end 200 år at assimilere jøder, katolikker og reformerte kristne, selvom det i antal drejede sig om relativt få personer. Eksempelvis var der 1770’erne, 100 år efter de fik lov til at bosætte sig i Fredericia, blot 150 jøder i fæstningsbyen. Hvis den islamiske indvandring fortsætter, og demografien fortsat eskalerer udviklingen, så er der intet Danmark at assimilere sig ind i om 200 år. At påstå andet er sofisteri.

“Helt op til omk. 1900 ønskede jøder, katolikker og reformerte at bo tæt ved andre medlemmer af samme menighed.” (Fredericiahistorie.dk)

(Fredericia Museerne, 24. November 2019)


‘Helter Skelter’ (’19): Efter ‘demografisk break-even’ venter ‘rå magtanvendelse’ mod oprindelige folk

Jens-Martin Eriksen kan godt være lidt triviel, når han febrilsk forfølger en tænkt 3. position, men analytisk er rammerne i orden. I en kommentar på Facebook bringer han et lille uddrag fra hans dystopiske roman ‘Helter Skelter’ (2019), hvor fortælleren ud fra et ‘indlevet etnoradikalt perspektiv’ gengiver ‘en forelæsning om de to personer, der primært har inspireret denne tænkning – Alain de Benoist og Guillaume Faye: Krigsskuepladsen er ganske simpelt en ufravigelig kendsgerning.’

“Denne politik fra establishments side med benægtelse og kriminalisering af dissidentinformation er en afgjort taberstrategi … Denne første strategi klassificerer Tiffany Collins som Den konventionelle inddæmning. …

‘De næste to strategier mod kaosudviklingen er moderat mindre illusoriske end den første, men i deres selvforståelse klart politisk forskellige.’ fortsætter Tiffany Collins. ‘Den ene strategi er den multikulturalistiske inddæming, som er venstreorienteret i sin selvforståelse, og den anden er den etnopolitiske inddæmning, som er højreorienteret i sin identitetsforståelse. Men deres plan for at inddæmme kaos er i hovedsagen identiske. Kun deres legitimationer for at gøre det samt deres terminologi er forskellige.

Ifølge den multikulturalistiske inddæming skal national kultur og politik dekonstrueres, og alle immigrationskulturer promoveres uden kompromisser. Multikulturalisterne tillader en stadig indvandring, og når en demografisk break-even er nået, vil en rå magtanvendelse mod de oprindelige folk for alvor blive sat ind. Det vil komme til egentlig fordrivelse eller politisk undertvingelse. På dette tidspunkt implementeres sharialove i Europa, og de oprindelige folk mister politisk indflydelse og går mod deres kulturelle og demografiske marginalisering. Men dette fremtidsperspektiv er tabuiseret af multikulturalisterne og må hverken omtales eller reflekteres over.

Den anden af de to identiske strategierer er den etnopluralistiske inddæming. Den indebærer ligeledes en åbenhed over for et delt apartheidsamfund, men uden den multikulturalistiske illusion med patologiske løgne og newspeak, hvor man foregøgler sig selv og andre, at man kan skabe ’en apartheid uden apartheid’. Den etnopolitiske strategi indebærer derimod en klar erkendelse af, at hver kultur må beholde sine autoritære, traditionalistiske- eller libertære elementer, som den vil. Og den accepterer og fastholder en forståelse af, at vi som kulturer må leve i adskilte nationer, præcist som milletsystemet i det Osmanniske imperium. Der havde hvert religiøse samfund sin egen autonomi og levede efter egne skikke og love, naturligvis under sultanatets overhøjhed. Den etnopolitiske strategi går ud fra, at vi ved at påtvinge andre i Europa vores egen kultur kun vil bringe disse fremmede ud i religiøs nihilisme og terroristisk selvdestruktion. Det har alle årene med islamismen vist os. Vi må derfor lade muslimerne i fred i deres egne ghettoer, og være åbne overfor en retspluralisme, der tillader hver etnisk nation sine egne love i staten; sharia for muslimer, europæisk demokrati for etniske europæere. …

Denne etnopluralistiske strategi kan sammenlignes med den multikulturalistiske version for at inddæmme kaos ved at pege på, at vores eneste chance for at leve videre er at udleve vores identitet og kultur hver for sig. At pånøde andre sin egen livsmåde og livsverden vil kun bringe ‘itubrudne identiteter og ødelagte samfund i indbyrdes krige’.

‘”For så vidt er disse to strategier næsten identiske,’ siger Tiffany Collins. ‘Men med forskellig terminologi og erkendelse af, hvilken politisk konsekvens man promoverer. Multikulturalister og etnopluralister er to sider af det samme forsøg på inddæmning af krisen i Europa, men etnopluralisterne er de mest realistiske i deres tilgang. De ved i højere grad, hvilken strategi de fremmer med deres politik. Multikulturalisterne lever i en forblændet drøm om sig selv og deres egen politik. De vil lade de europæiske territorier ligge åben for fortsat indvandring og kaos. Den etnopluralistiske strategi vil fryse magtkonstellationerne ved at bremse for videre indvandring. …

Begge inddæmingsstrategier har apartheidsamfundet som målsætning, men kun den etnopluralistiske strategi indser dette åbent og klart. Den multikulturalistiske strategi anviser samme vej uden at vide det – forført af sin egen sentimentale jargon og forblændet af sin egen moralisme. Den eneste reelle forskel ligger i, at den etnopluralistiske inddæming tilstræber at fryse fronterne ved at standse al videre immigration til Europa samt have en klar og åben politik for apartheidsamfundet. Den multikulturalistiske inddæmningsstrategi ønsker at privatisere apartheidstrategien – det er op til folks egne økonomiske ressourcer at finde passende hvide kvarterer og skoler – og friholde den for politiske overvejelser og politisk indblanding. Det er et tema, der er tabuiseret.’ …

Tiffany Collins… lægger den fjerde politiske strategi frem som den, der peger mod en generobring af den europæiske etnosfære og som en uddrivelse af al muslimsk indflydelse i Europa. Vi kan ikke lade os binde af konventioner og love, der er udtænkt og vedtaget for at civilisere os selv, men ikke for at danne front mod en kolonisering og fjendens overtagelse og demografiske oversvømmelse af vores fædrelande. Den nærmeste beslægtede strategi – den tredje, den etnopluralistiske, som hun tilskriver den franske tænker Alain de Benoist – er i det mindste terminologisk ærlig og korrekt, men ikke desto mindre illusorisk, når den hævder, at det lader sig gøre at inddæmme den epidemiske vold og kriminalitet ved at fastfryse fronterne. Alt tyder på, at uanset hvilke kompromisser vi ser, fortsætter nedbrydningen af statens voldsmonopol og den totale usikkerhed længere og længere ind i middelklassen … Den revolutionære opgave er derfor at opstille en målsætning. Man må turde se den i øjnene, uanset hvor radikal den måtte forekomme. Her må vi heller ikke lade os binde legalistisk i forhold til hvilke midler, der skal anvendes for at udløse den revolutionære omvæltning.

Hun peger på, at når epidemierne af vold og sikkerhedsopløsning når et vist punkt, og kendskabet til dem og bevidstheden om dem er tilstrækkelig stor, vil accepten af revolutionær vold være tilstede. Og den må udløses i en skala, så den giver et håb om, at mobiliseringen mod systemet er gået ind i en uafvendelig fase. Den legalistiske forbandelse vil med andre ord være sprængt, og den revolutionære vold blive accepteret som den nye og nødvendige norm. Vores opgave i instituttet er dermed fra nu af at kalibrere aktioner i forhold til hvornår den revolutionære vold er en politisk mulighed, samt i hvilken skala den skal udløses for permanent at øge tilslutningen til modstanden. Den skal sættes i gang som en vedvarende effekt, der ikke længere er afhængig af noget center.
Modstanden skal til stadighed danne nye og autonome celler med den effekt, at statsmagten nedbrydes og de muslimske magtbaser bliver umulige at opretholde i Europa. Denne proces kalder vi ‘La reconquista,’ efter det katolske Spaniens uddrivelse af maurerne og islam i det 15. Århundrede.

Al historisk erfaring tilsiger, at revolutionen indtræffer i et kaos, der kan forekomme pludseligt. Og når det sker, når situationen er moden, da forekommer den revolutionære proces at være det mest indlysende, det mest selvfølgelige i verden – for det er dér, ‘folket sker’. Hun bruger denne aparte vending med reference til den politiske ‘Praxis-skole’ og filosoffen Mihajlo Markovic. Det er der, folket bliver sig bevidst som folk og ser sig selv som subjekt for den forandring, der er nødvendig for at alting igen kan blive det samme, som før vi i Europa blev ramt af denne ulykke, der ødelægger vores liv og vore fædrelande.

Oploadet Kl. 09:49 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


29. november 2019

Tidligere PET-chef Frank Jensen, ‘Ondskabens arv’ (2018): “… inspireret af virkelige begivenheder”

Tilbage i 2014 skrev jeg lidt om tidligere PET-chef Frank Jensen, der på P1 fortalte, at han var ved at skrive en bog om racisme og højreekstremisme, der efter hans mening var ‘langt mere farlig’ end islamisk terrorisme. Senere samme år forsøgte han at tørre en svensk moskébrand af på ‘rabiate højreradikale’, og siden har han været fast kommentator på TV2 i efterretningssager.

Frank Jensen blev ansat i politiet i 1972, først i narkopolitiet, siden ekspert i kontraspionage hos PET. Han ledede efterforskningen af Blekingegadebanden i 1988, og blev blandt andet chef for Rejseholdets Drabssektion før han gik på pension i 2012. Et fint cv, men igen, det har Jakob Scharf og Hans Jørgen Bonnichsen sikkert også.

Jeg har læst Frank Jensens roman ‘Ondskabens Arv’ (2018), og den var langt værre end frygtet. Det noteres indledningsvist, at romanen er ‘inspireret af virkelige begivenheder’, men som det fremgår af citaterne nederst i denne post, så gør han en buret undulat til angribende flyveøgler. En nazistisk terrorcelle i Husby Klit angriber umotiveret en indisk familie, voldtager konen, og forulemper den 5-årige datter seksuelt. Senere myrder ‘Storm 88′ en ung homoseksuel muslim, og siderne er i tætpakkede med Politiken’ske klicheer.

Højreorienterede og nazister bruges synonymt, og jeg håber virkeligt han som PET-chef havde større indsigt, end den han i bogen giver udtryk for. Han trækker tråde til konkrete hændelser, men tre tyske nazister, der råber ‘affe’ (abe) og kaster sten efter indere er ikke just en voldtaget mindreårig. Senere i bogen halshugges en stikker, og det mener jeg heller ikke højrefløjen endsige nazister har gjort så meget i herhjemme.

Der er ikke meget om venstrefløjen i bogen, men det fortælles at ‘Arisk Front’ med hjælp fra en White Power-sympatiserende politibetjent, opsøger ‘en venstreorienteret anarkistagtig type’, der ‘var en torn i øjet på mange højreradikale, fordi han var en del af et socialistisk informationsbureau mod alt og alle på højrefløjen’. Han blev ‘banket til døde med køller’, og man må forstå, at venstrefløjen er ofre for højrefløjens vold.

(Collage: Frank Jensen, terrorekspert, nazi-alarmist)

“Ved en række grove og bestialske overfald på fremmede forsøger en nynazistisk gruppe at fremprovokere gengældelsesangreb mod almindelige danskere, der skal skabe en ukontrolleret spiral af had og vold mellem danskerne og fremmede kulturer. Målet er langsomt og umærkeligt at vinde danskerne for den nazistiske ideologi under dække af sloganet ‘Danmark for danskerne’.

PET kommer på sporet af nynazisterne som gerningsmænd til overfaldene og mistænker, at der i politiets egne rækker er betjente, der sympatiserer med nazisterne. PET indsætter hemmelige agenter blandt højreekstremisterne, og der starter nu en voldsom hemmelig kamp mellem PET’s agenter, nazisternes kampgruppe Sturm88 og lejemordere fra Balkan. Bag det hele sidder der en hemmelig nazileder, der styrer begivenhederne fra sit skjul i skyggerne, og det skal vise sig, at kampen har spor tilbage til en særlig begivenhed under Anden Verdenskrig, der involverer ingen mindre end topnazisten Heinrich Himmler.” (Mellemgaard.dk)

(Frank Jensen, Ondskabens arv, 2018, forord)

“Familien Kumar var så skræmte og traumatiserede, at de enten ikke kunne eller ville gå i detaljer om gerningsmændene. Rajni Kumar var blevet voldtaget – så meget havde hun sagt – men hun havde nægtet at deltage i den retslægelige undersøgelse. Selvom en kvindelig efterforsker havde fortalt hende, hvordan DNA-spor kunne fælde gerningsmændene, var Rajni ikke til at rokke. Og resultaterne af de kriminaltekniske undersøgelser i klit-området havde været nedslående magre. …

‘Ud fra det lidt, som familien har fortalt, sammenholdt med deres skader, er det gået voldsomt for sig.’ Mogens kæmpede med at holde distance til menneskene i sagen og talte nærmest tonløst: ‘Faderen, Haresh Kumar, har brud på næsen og den ene kind, har fået slået et øje ud, ødelagt milten og begge knæ er knuste. Moderen, Rajni Kumar, havde fortalt, at hun var blevet voldtaget af samtlige fire gerningsmænd. De har også snittet et hagekors i et af hendes bryster, og hun har desuden fået adskillige slag og spark, uden at der dog er tale om knoglebrud.’

Michael tændte en cigaret og holdt pakken hen mod Mogens, der afværgende holdt hånden op. Mogens rystede svagt på hovedet. ‘Den syvårige dreng, Argun, har fået brækket en hånd, og en af gerningsmændene sparkede ham så hårdt i ansigtet, at kæben er brækket i venstre side. Den femårige pige, Neela, har fået revet store hårtotter af og …’ Mogens rømmede sig, ‘hun blev seksuelt krænket af en af gerningsmændene.’
“Hold nu kæft!” udbrød Michael og stirrede på Mogens, der nikkede og svarede: “Ja … ikke også! Hvem fanden kan finde på at gøre sådan noget?'”

“Den 17-årige Tarik Quasem kiggede sig nervøst tilbage, da han sent om aftenen forlod Ørstedsparken i København, der var et kendt tilholdssted for homoseksuelle. Selvom han havde slentret søgende rundt i parken i mere end halvanden time, havde han ikke mødt nogen, hvor det havde sagt klik. Kun nogle ældre mænd, der lidt vulgært spillede op til ham. … Da han trådte ud på Nørre Voldgade fra parken, fik han denne uhyggelige fornemmelse af, at nogen eller noget fulgte efter ham. Han havde faktisk haft den samme følelse, mens han slentrede rundt i Ørstedsparken. … Da han lettet pustede ud og rystede på hovedet ad sig selv, opdagede han den slanke, sportstrænede skikkelse, der trådte ud mellem nogle parkerede biler lige foran ham og blokerede fortovet. Tarik Quasem frøs til is over det, han så, og det, han vidste, der ville ske om lidt.

Sorte militærstøvler, lyse camouflagebukser, en hvid T-shirt med teksten Terrormachine trykt på brystet og den sorte hætte med uhyggelige huller til de stirrende øjne. Da Tarik gik et par skridt baglæns, blev han standset af nogle hænder, der ublidt skubbede ham fremad igen, imod fyren med den hvide T-shirt og elefanthuen. Hjertet hamrede ukontrolleret, og han mærkede, hvordan angsten begyndte at få hans krop til at dirre. Han kiggede sig hurtigt omkring med vilde øjne og håbede, at der ville dukke nogen op, der kunne få de militærklædte voldsmænd til at stikke af med uforrettet sag. Men der var helt mennesketomt omkring dem, selvom man kunne høre en del trafikstøj fra biler, der hastede hjemad efter en aften i byen.

Han begyndte at mærke panikken, der nu fik hans krop til at ryste helt ukontrolleret, mens han klynkende og bedende appellerede til dem om at lade ham slippe. Tarik trak sig ind til hegnet mod parken, så hans ryg var lidt beskyttet. Men det var kun en stakket frist i forhold til det, der ville ske om lidt. De tre racister fra gruppen Sturm88 stod nu i en lille halvcirkel foran ham og grinede ondskabsfuldt. På et næsten umærkeligt signal fra fyren i den hvide T- shirt fjernede de hætterne og åbenbarede tre hårde, følelseskolde og ubarmhjertige kantede ansigter og helt kortklippet hår – tydeligt maskinklippet.

Selvom Tarik håbede på et mirakel, der ville redde ham fra det, der ventede, var der også en del af ham, der havde givet op og helt ulogisk tænkte: Bare de ville slå til nu, så han slap for den frygtelige ventetid… Så begyndte skriget at presse sig på. Lige inden det første slag fra underfører Mark Nielsen ramte Tarik på det venstre kindben… en skærende smerte fra Marks slag satte tankerne på hold og kvalte skriget om hjælp, inden det overhovedet nåede Tariks strube. Så faldt der et slag fra den anden side – knojern, der brækkede nogle ribben.

Mark trådte ind foran den Tarik og viste grinende knojernet, som han havde sat på højre knytnæve. Så brækkede Tariks næse og et par fortænder. Han stønnede højere, men havde besluttet, at han ikke ville give voldsmændene den glæde at skrige, selvom det var det, han havde mest lyst til. De to Sturm88-folk i sorte T-shirts trak ham ned på fortovet og begyndte at gennemsparke ham systematisk fra hovedet til skinnebenene.

Mark trådte hårdt på siden af Tariks ansigt, mens han ophidset sagde: ‘Husk nu, at vi har ordre til at gå hele vejen denne gang!’ De to Sturm88-folk nikkede og trak vejret voldsomt, mens de fortsatte med mishandlingen.”

Mere

“Michael sendte Norman et forsonende blik og spurgte Peter van der Hahn, om han havde et overblik over, hvor mange højreekstremister der egentlig var i Danmark. Van der Hahn foldede et stykke papir ud foran sig og fandt et par læsebriller frem. ‘Det er meget vanskeligt helt nøjagtigt at afgøre, hvor mange højreekstremistiske grupper der findes i Danmark, og hvor mange personer der er en del af disse netværk. Men meget højt sat er der formentlig tale om 700 til 1.000 egentlige medlemmer fordelt på 20 til 30 organisationer. Men dertil kommer der en del fodboldhooligans, der helt eller delvist har rødder inde i white power-miljøet. Men der er overordnet set tale om nynazister, nationalister, antimuslimer og generelle hadgrupper. Selvom der er en del ideologiske forskelle mellem grupperingerne, er de alle sammen indædte modstandere af det multikulturelle samfund og dermed også stærke modstandere af alle former for indvandring fra tredjeverdenslande og ikke mindst af muslimer. Men de er ikke alle sammen voldsparate.'”

“Jeg har talt lidt med PET’s afdeling for Særlige Operationer, og de har en kilde, der fortæller, at en ung snothvalp på et racistisk værtshus stolt har fortalt, at han er med i Sturm88, og at han var med til at holde vagt ved et møde ved en ejendom i noget, der hedder Alrum ved Stadil fjord i Vestjylland, hvor organisationen Arisk Front holdt et hemmeligt møde. Det var samtidigt med overfaldet på familien Kumar i Husby Klit, blot 20 kilometer fra Alrum.”

“De havde talt meget om Arisk Front – om den hvide nordiske races biologiske overlegenhed og nødvendigheden af at rense Danmark for fremmede kulturer og raceskændende elementer. Natascha var helt enig. Alle de fremmede var nassere. De homoseksuelle var biologiske skadedyr. Vold var nødvendig i kampen for at gøre Danmark ren igen. Det kunne nærmest ses som en legal forsvarshandling.”

“Der var stuvende fuldt af gæster i Albrechts, hvor det var tydeligt, at fyrene var skinheads, White Power-folk, eller andre afarter af højreekstremister og nazister. Specielt White Power og Storm 88-folkene var nærmest uniformerede ved at være klædt i dyre mærkevaretøj fra Henri Lloyd, Stone Island, Burberry eller endog Thor Steinar. Men det, der skilte dem ud fra almindelige unge i byen, var de hårde og forurettede ansigter med øjner der signalerede iskold voldelighed.”

“Mark overholdt dermed sin del af aftalen og sørgede for, at Daniel døde uden de store problemer. Så nikkede han til Nikolas, der havde fået til opgave at halshugge Daniel… Natascha spilede øjnene op og bed sig let i det mellemste led på pegefingeren, da Daniels lig blev placeret på knæ med hovedet på en lille træstub, hvor det lykkedes Nikolas at skille hovedet fra kroppen efter fire forsøg.”

“Selv relativt moderate og besindige politikere og meningsdannere følte sig kaldede til at gå på barrikaderne i sympati med den dræbte politiassistent, der øjensynligt var blevet offer for militante islamisters frådende had og primitiv hævn… En hysterisk blogger fik så forplumret det hele ved at påstå, at disse langskæggede mørkemænd voldtog alle danske piger, som de kom i nærheden af.

“To år tidligere havde politiassistent og AGF-fan Erik Nygård været i byen i Aarhus efter en hektisk fodboldkamp mellem AGF og FC Nordsjælland. … På et værtshus var han pludselig blevet omgivet af en gruppe larmende White Pride-folk… Efter denne aften og nat, hvor han havde udvekslet telefonnumre med Dean, var de sammen flere gange til private fester i White Pride-sammenhænge eller på højreekstremisternes foretrukne værtshuse i Aarhus.”

“Finn ville have Dean til at hverve Erik Nygård som informationskilde, der mod betaling skulle skaffe oplysninger fra politiets fortrolige registre omi bestemte personer. Undertiden også lidt informationer om politiets forestående operative planer i forhold til højre- og venstreekstremisterne og ikke mindst de militante islamister. … Ganske langsomt begyndte han at købe informationer af Erik, oplysninger, som politimanden skaffede fra Folkeregisteret, Kriminalregistret og Rigspolitiets fortrolige efterforskningsregistre… de små tjenester blev betalt virkelig rundhåndet.”

“Det var oplysninger om politiske modstandere fra den yderste venstrefløj… Afhængig af informationernes karakter kunne de bruges til afpresning eller tilrettelæggelse af overfald. White Pride var i hvert fald på forkant med at vide, hvor modstanderne boede, hvem de boede sammen med, hvilke køretøjer de havde, telefonnumre, fotos og meget mere. De vidste naturligvis også altid, når politiet planlagde aktioner mod dem.”

“Rigsførerens plan var nu at de skulle bede Erik Nygård om hasteoplysninger på en venstreorienteret anarkistagtig type fra København, der hed Morten Bech. Denne fyr var en torn i øjet på mange højreradikale, fordi han var en del af et socialistisk informationsbureau mod alt og alle på højrefløjen. Så snart de havde oplysningerne, skulle Mark og hans folk gennemtæske anarkisten i en sådan grad, at han døde af sine kvæstelser.

“‘… Det drejer sig både om imamen Abu Aktas og den anarkist, der blev dræbt i går og som hedder … Morten Bech. Han er blevet banket til døde med køller,’ tilføjede Hans…”

“De lod først Erik selv forklare, hvorfor han havde lavet de forskellige søgninger i politiets registre. Han hævdede hårdnakket, at han havde lavet research omkring højre- og venstreekstremister. … ‘Du er jo en rimelig begavet politimand, så… hvorfor mon højreekstremisterne søger efter oplysninger om navngivne venstreradikale eller muslimer?’ … Erik, der til sidst indrømmede, at han havde sympati for White Pride…”

“Der var en lukket fest i gang på Albrechts Bodega i Taastrup – kun for medlemmer af Arisk Front samt særligt inviterede White Power-folk og nogle få andre gæster. … ‘Race traktor’ fra bandet No Remorse væltede ud i lokalet.”

Rigsføreren var meget tilfreds med udviklingen i den operation, som han havde søsat i Danmark for at skabe folkelig mistro til indvandrerne – særligt muslimer – og derved tvinge politikerne til, millimeter for millimeter, at dreje lovgivningen i en retning, der til sidst ville ende med en ren Danmark for danskerne-løsning.

“‘Vi mener,’ fortsatte Michael og gjorde stemme klar og myndig, ‘at denne hemmelige rigsfører er identisk med forskeren Peter van der Hahn!’ … Normann trykkede på nogle knapper på den bærbare PC, og pludselig tonede et af WORF-gruppens møder frem på skærmen, hvor deltagerne også omfattede PET-chefen, departementschef Fritz Møller og van der Hahn.”

“Nej – det virkelig farlige, som Herman Rasch kunne røbe, var det internationale samarbejde – den store plan om politiske påvirkninger i de forskellige EU-lande, baseret på samfundsmæssige spændinger og vold, hvor de kulturfremmede muslimer skulle stå som de skyldige – som fjender af demokratiet. Hele operationen skulle hemmeligt bane vejen for en genoplivning af den nationalsocialistiske tankegang – nazismen. Det var startet i Danmark…

“Hun var nu blevet mishandlet næsten i en time, først ved slag, spark og så nu denne vandbehandling. … Han var blevet så seksuelt opstemt af mishandlingen, at han simpelthen måtte dyrke sex med Natascha.”

“Da han med et voldsomt knytnæveslag brækkede hendes næse, vidste hun, at hun ikke ville overleve opgøret med ham.”

“Jytte tog ordet igen: ‘Vi mistænker din kæreste for at være hemmelig leder af et nynazistisk parti, og at han står bag adskillige mord og overfald på etnisk fremmede personer.’ Majkens spilede øjnene op, og blev ligbleg i ansigtet: Mord… Peter? Jamen… jeg tror, at I fuldstændig har misforstået det hele. Peter er forsker og et af de emner, som han er specialist i, er netop nazisme og højreradikale. Han arbejder jo lige i øjeblikket for Justitsministeriet.'”

“Hele hendes liv havde været arbejdet i ministeriet… For halvandet år siden havde hun så tilfældigt mødt den flotte Peter van der Hahn ved et selskab. … Han var forsker på DIIS, men havde vanskeligt ved at få adgang til virkelig hemmelige oplysninger om højreekstremister, der var hans hovedemne, og som kunne bringe hans arbejde op på det højeste internationale niveau, Hun var derfor begyndt at kopiere oplysninger fra ministeriets, særligt fra efterretningstjenesten PET, som hun gav videre til ham.”

“I baggrunden bakkede et par PET-medarbejdere hurtigt tilbage gennem den dør, som de lige havde åbnet ind til receptionen. Mark kastede granaten, der ramte gulvet fem meter fra Michael… De store glaspartier ved indgangene knustes med et brag. Barberbladsskarpe og gloende granatsplinter hvirvlede rundt og gennemhullede receptionsskranken, smadrede den store kaffeautomat og sendte en byge af metalsplinter ind i Michaels højre ben. … så hævede han højre arm og råbte: ‘Heil Hitler! Sieg Heil!’ og med en hurtig bevægelse satte han pistolen op til venstre side af hovedet og trykkede af!”

“Selvom de var dygtige til bortforklaringer, havde van der Hahn faktisk svært ved at forestille sig, hvordan de ville forklare, at de havde overladt en del af den overordnede koordinering af indsatsen mod de politiske ekstremister til lederen af en af de allermest radikale højreekstremistiske organisationer!”

“Det var nemlig ikke sådan, at han selv så det som en fiasko, at han var blevet afsløret. … Han vidste naturligvis også, at det ikke ville være nemt at dreje flere generationers naive politiske tankegang med hensyn til den nordiske race- og kulturrenhed i den rigtige retning. … De politisk korrekte stemmer var efter van der Hahns mening selve fundamentet for ødelæggelsen af den ariske kultur. Islamisterne behøvede i virkeligheden ikke gøre andet end at optræde som indbildte ofre, for der ville altid være toneangivende slapsvanse, der stod klar til at give køb på dansk kultur eller traditioner. Blot for at tækkes de fremmede. Han havde dirret af harme, dengang det var kommet frem, at der i nogle almindelige børneinstitutioner pludselig blev serveret halalslagtet kød til alle. Han havde været med til at skubbe den enorme proces i gang, der skulle vende udviklingen i Europa…”

“Walther Rabe ville foreløbig holde meget lav profil og indgå i ODESSA’s hemmelige topledelse, hvor han på grund af sin særlige status og analytiske evner skulle udarbejde nazistisk politisk propaganda – godt camouflere som almindelig vesteuropæisk lede ved islam, der efterhånden fyldte rigtig meget i mange almindelige menneskers bevidsthed. De politiske giftdråber skulle i sig selv være små, men vedvarende. Ved tilstrækkeligt mange gentagelser kunne selv den værste gang vrøvl komme til at fremstå som sandheden.

“Da politiet havde undersøgt gerningsstedet på Lüneburg hede, havde man fundet den plads, hvorfra den ukendte skytte havde beskudt Peter van der Hahn og Michael. Det var der jo ikke noget mærkeligt i, men problemet opstod, da man på standpladsen fandt et lille batteri af den type, der bruges som lysforstærkere i avancerede kikkertsigter. På batteriet stod der Made in Israel! … de var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var en agent fra Mossad, der havde dræbt Peter van der Hahn…”

“Jochen Rauft var den øverste leder af det nazistiske netværk ODESSA. … Dragomir skulle efterlade et lille batteri, som han fik udleveret af Jochen Rauff, der rettede pilen mod Israel.”


TV2 Echo-video: 18-årige Cecilia blev voldtaget af to mænd under et ferieophold i Paris…

Som 18-årig turist i Paris, faldt danske Cecilia Johanne i snak med en hvid skaldet bokser og en sort hiphopper med dreadlocks. De narrede hende op i en lejlighed, hvorefter hun blev voldtaget i flere timer. I dag er hun 25 år, og klar til at fortælle historien.

Oploadet Kl. 02:03 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer

Obaidul Karim Khan om racisme: “Volden har jeg kun oplevet fra mennesker, jeg deler hudfarve med.”

En herboende inder påpeger, at han ikke har oplevet voldelig racisme fra hvide danskere, og Dagbladet Informations kommentarspor går til angreb. ‘Han må lide af en eller anden form for falsk bevidsthed’, skriver en Flemming Olsen, og jeg kan ikke afkode, om det er seriøs ment. Skribenten har tidligere ejet ‘Rutens Spille Cafe’, nabo til en række islamiske forretninger.

Læserbrev af Obaidul Karim Khan i Information – Jeg har kun oplevet voldelig racisme fra brune indvandrere som mig selv.

“Som ikkevestlig indvandrer, der efterhånden har boet i Danmark i mange år, har jeg oplevet den brune racisme på egen krop. Personer med samme hudfarve som mig har gentagne gange overfaldet mig og ødelagt min butik i Tingbjerg. Årsagen til volden var, at jeg ikke var deres landsmand.

Alle mennesker er mere eller mindre racister. Racismen er et helt almindeligt menneskeligt instinkt, der er en kombination af frygt og jalousi. Den eksisterer i hele verden.

Blandt danskere er racismen mild og passiv. Men medierne overdriver den, og de venstreorienterede bruger den mod deres politiske modstandere. … Jeg forstår, hvorfor mange danskere er kritiske over for indvandring.

Mange danskere er måske ikke glade for udlændinge, men de er aldrig voldelige. Volden har jeg kun oplevet fra mennesker, jeg deler hudfarve med.

Intet land er frit for racisme. Men det danske samfund er ikke udpræget racistisk. Det er helt naturligt, at danskere vil beskytte deres samfund, og deres kærlighed til Danmark er ikke racistisk, den er patriotisk.

(Ruten 14, Tingbjerg, 2010); Foto: Maps)

Oploadet Kl. 01:32 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


27. november 2019

Holdt om sin voldtægtsmand: “… bare et slags menneske, jeg ikke havde stiftet bekendtskab med før”

Antiracisme er gaven der bliver ved med at give, og det fungerer på individplan, på velfærdsstatslig niveau, og mellem civilisationer. Jeg har tidligere blogget om Jacob Holdts anale voldtægt, men her er citatet fra første bind af hans erindringer ‘Om at sige ja’ (2019).

“… Sådan startede jeg den første rigtige rejsedag i Amerika med at beslutte, at jeg burde gå tilbage til den sorte fyr, der først havde inviteret mig, skønt jeg egentlig ikke havde fundet ham særlig interessant og havde meget mere lyst til at bo hos nogle af de skønne hvide hippiepiger, jeg havde mødt i løbet af dagen.

Da jeg havde fornemmet, at vi ikke ville have meget at snakke om – matematikstuderende som han jo var og boende i et lille, trangt kollegieværelse – trak jeg det ud, så længe jeg kunne, uden at krænke hans gæstfrihed. Jeg tror, at den var hen ad 23, da jeg ringede på. Han så overrasket, men glad ud, og heldigvis slap jeg for at snakke matematik med ham, for efter lidt høflighedssnak lod han mig få sin enkeltseng i det lille værelse, mens han sad med ryggen til ved sit skrivebord og skrev videre på sin store opgave.

Som jeg husker det, faldt jeg hurtigt i søvn på maven, som jeg ynder det først på natten. Jeg har ingen anelse om, hvor lang tid der var gået, men pludselig vågnede jeg med et skrig ved, at noget blev boret ind i min endetarm. ‘bare rolig,’ sagde han, mens han lå på ryggen af mig, ‘vi bruger bare lidt vaseline, så kører det hele som smurt.’

Så tog han hurtigt -mens han stadig holdt mig nede – noget fra de små flasker, der stod på natbordet, og mindede om det, min mor havde smurt på termometret, inden hun skubbede det op samme vej i barndommen. Dog havde dette været langt tyndere og langt mere behageligt. Mere husker jeg ikke konkret, ud over at jeg protesterede, dog ikke voldeligt. Det blev ved med at gøre frygtelig ondt, men jeg skammede mig lidt over at skrige og tænkte, at ‘nu må du prøve at tage det som en mand’. Tankerne for igennem mig, om jeg skulle forsøge at flygte, men det var jo for sent på natten, og mange havde advaret mig mod kriminaliteten i området, så jeg havde ikke lyst til at opgive min ‘trygge’ seng.

Jeg er ret sikker på, at jeg indtil da ikke havde gjort mig nogen forestillinger om, at sådan gjorde bøsser, blot at de nok bare suttede den af på hinanden eller noget andet, som føltes godt. Ikke at de var ude på at skade hinanden med så store våben, som han åbenbart brugte. Da jeg endte med at konkludere, at han nok var en slags bøsse og ikke en voldsmand, husker jeg også, at jeg tænkte, at så var han vel bare et slags menneske, jeg ikke havde stiftet bekendtskab med før. Og så måtte jeg jo som rejsende prøve at få det bedst mulige ud af det ved at åbne op for ham – hvilket jeg så forsøgte at gøre frem for at knibe ballerne sammen. Jeg husker dog også, at jeg selv i denne situation havde skyldfølelse…”

(Jakob Holdt satte ord på sin taknemmelighed i Radio24syv, 2019)

Oploadet Kl. 11:09 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer

Om Yahya Hassan: Medieeliten krænker ofrene ved at banalisere ‘hans kontinuerlige voldsadfærd’

Foruden de nævnte krænkelser af kvinder, har Yahya Hassan fået domme for trusler og vold, og har blandt andet skudt en mand. Medieeliten bruger den kriminelle palæstinenser til at positionere sig, og hykleriet er næsten det værste. Kommentar af Nis Asbjørn Mollerup i Information – Krænkeren Yahya Hassan får frit spil af medie- og kultureliten. Det er bizart.

“Til Yahya Hassans held har den danske kultur- og medieelite valgt at overse alle de mennesker, som han groft har forulempet, og man har banaliseret hans kontinuerlige voldsadfærd som ungdommelige smuttere.

Han har stalket en kvinde i flere år og brudt et polititilhold igen og igen, og han har krænket kvinder seksuelt og truet dem på livet. Alt sammen noget han er dømt for.

Alt dette er sket uden nogen fordømmelse eller reel problematisering fra elitens side. Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik ringede ind til den lukkede afdeling for at høre den kognitivt usammenhængende voldsmand brøle om sit psykosefremkaldende kokainmisbrug, men spurgte i sit interview aldrig til hans alvorligste krænkelser.

Adam Holm, Paprika Steen, Jes Stein Pedersen og Poul Nesgaard udviste alle medlidenhed med Hassan i programmet 4. division på P1. De mente, at Hassan havde brug for et kram oven på dommen. …

Han har nemlig hverken vist nogen troværdig form for anger endsige overbevisende tegn på forandring. Der er trods alt tale om et konsistent voldsmønster og mennesker, der har fået dybe ar på sjælen. Det er der tilsyneladende ingen, der bider mærke i. …

Den nye udgivelse indeholder endda digtet ‘Tilhold’ om Hassans ekskæreste, som han hyppigt har brudt sit polititilhold imod. Det betyder, at den psykiske vold fortsætter… Som samfund må vi erkende, at tusinder af mennesker har ladet sig besnære af en afstumpet charlatan, hvis eskapader har plaget mange menneskers liv, mens han har pirret de dannede med sin provopubertære karisma.

(Yahya Hassan, kriminel digter; Foto: Youtube)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper