24. juli 2016

Messerschmidt: “… jeg betragter Trump som utilregnelig… Det gør mig bestemt ikke til fan af Clinton.”

Nicolai Sennels har levet dette interview med Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt. Spørgsmålene kredser om udenrigspolitik. Forholdet til EU efter Brexit, og de kommende valg i USA og Frankrig. Synet på Donald Trump, Hillary Clinton og Front National.

Nicolai Sennels, Uriasposten: Du anbefalede, at det er bedst for Danmark, hvis Storbritanien forbliver i EU. Det endte med et brexit, og personligt tror jeg, at dette giver større chancer for en reformation af EU, samt bedre muligheder for andre lande til at enten træde ud eller forhandle sig til mere smidige medlemsaftaler. Mener du stadig, det havde været bedre for Danmark, hvis englænderne var blevet i EU? Hvis ja: Hvorfor? Hvis ikke: Hvad har fået dig til at ændre mening?

Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti: Jeg har gjort det meget klart, at den britiske afstemning var en win/win situation for Danmark. Hvis briterne have valgt at blive, ville det have givet nogle umiddelbare fordele i samarbejdet. Eksempelvis var metock-dommen blevet ophævet, hvilket havde ført til et øjeblikkeligt stop for den såkaldte malmø-model, hvor udlændinge kommer ind i Danmark uden om dansk udlændingepolitik. Hertil kommer, at udbetalingen af sociale ydelser til østeuropæere var blevet begrænset og de nationale parlamenters rolle styrket. Alt det havde været godt. At briterne valgte at forlade EU, giver også mange spændende muligheder, endog på lidt længere sigt. Det er mit håb, at briterne realiserer udmeldelsen og i stedet for EU-medlemskab sætter et mere EFTA-lignende samarbejde, som Danmark i så fald kan tilslutte sig. Dette giver mulighed for, at Danmark også kan holde en folkeafstemning, som kan føre til, at vi melder os ud af EU og ind i det, som briterne måtte have defineret i stedet for. Afhængig af, hvad dette er, vil det være godt for både Danmark og Europa, at EU bliver udfordret af et alternativ til ‘den stadig snævrere union’.

Sennels: Du har valgt at tilslutte dig gruppen ECR i Europaparlamentet. Formanden for ECR er muslimen Syed Kamall, som kaldte dig til samtale før din optagelse i gruppen. Kamall var tilfreds med samtalen og du blev optaget i gruppen – men Kamall understreger også, at man vil holde øje med dig for at se, om du skulle komme med udtalelser, der strider imod gruppens politik. Kan dine vælgere vide sig sikre på, at du ikke er under pres ift. at sige sandheden om din muslimske formands religion?

Messerschmidt: Jeg har ikke været til nogen samtale hos nogen i ECR-gruppen forud for vores medlemskab, der i øvrigt blev enstemmigt besluttet. Hvad vores formand angår, har jeg ingen grund til at stille spørgsmål til hans religiøse tilhørsforhold uden i det mindste en eneste konkret begivenhed, der skulle give anledning til det. Jeg kender Syed Kamall som en oprigtig, hårdarbejdende, dybt demokratisk brite – der i øvrigt var på brexit-holdet – og medmindre der er nogen konkret anledning til det, gider jeg slet ikke forholde mig til hans religion. Dansk Folkeparti har ikke accepteret nogle former for begrænsninger eller restriktioner i forbindelse med, at vi er skiftet til ECR-gruppen. Tværtimod er vi blevet modtaget med lutter åbne arme og indtager i dag den næstvæsentligste post i gruppen som chief whip.

Sennels: ECR går ind for et reformeret EU, men ikke at lukke EU eller at lande melder sig ud. Er ECR den rigtige gruppe at støtte? Hvorfor?

Messerschmidt: ECR-gruppen ønsker at reformere EU og give befolkningerne ret til selv at bestemme, hvordan de ønsker at samarbejde. Således ser jeg et fuldstændig sammenfald mellem Dansk Folkepartis og ECR-gruppens syn på EU. At melde sig ud af eller ‘lukke’ EU uden at sætte noget andet i stedet for, der kan sikre samhandel og andre praktiske opgaver, vil være fuldkommen skørt. Derfor er jeg ikke bare tilfreds med, men særdeles glad for at tilhøre en gruppe, hvor en fremtrædende premierminister har sikret, at hans folk er blevet hørt og at brexit nu bliver implementeret. Ingen anden gruppe har kunnet sikre dette.

Sennels: Du har udtalt, at du er ‘bekymret’ over, at det franske parti Front National skulle vinde præsidentvalget. Hvad er det, man bør frygte ved partiet? Er der ikke, trods alt, større grund til at bekymre sig over de to andre store partier i Frankrig (Hollandes stærkt pro-EU og Merkel-venlige Socialistiske Parti og Sarkozys pro-EU UMP)?

Messerschmidt: Jeg føler mig ikke på nogen måde sjælsforbundet med Front National. Tværtimod betragter jeg partiet som grundlæggende anti-semitisk, anti-frihandel, anti-amerikansk og meget opbygget omkring en person. Det er ikke sundt og partiets succes må først og fremmest ses som et svigt fra de øvrige partier. Sarkozy har i flere omgange meldt sig på banen med et forfriskende klarsyn i relation både til indvandring og EU. Eksempelvis har han erklæret, at EU skulle sende 50% af sin magt tilbage til medlemslandene mv. Jeg så langt hellere et reformeret UMP, der ville tage den eu- og indvandrerkritiske politik op end et stærkt Front National.

Sennels: Du har udtalt, at du foretrækker Hillary Clinton fremfor Donald Trump som den næsten amerikanske præsident. Dette på trods af Hillarys skandaler (emails, Bengazi, Clinton Foundation, hvidvaskning af islam). Din grund til at pege på Hillary er Trumps udtalelse om, at han i sidste instans vil være parat til at bruge atomvåben i Europa. Trump siger selv, at han vil være den sidste til at bruge atomvåben, men at man står dårligere i en forhandling, hvis man på forhånd udelukker visse konsekvenser. Desuden siger Trump, at han kun vil bruge atomvåben, hvis USA selv bliver angrebet med atomvåben (hvilket er essensen af det bredt anerkendte princip om Mutually Assured Destruction, som alle atommagter følger). Skal din afvisning af Trump forstås således, at du mener det er forkert at forsvare USA med atomvåben, hvis landet selv blive angrebet med atomvåben?

Messerschmidt: Jeg har ikke sagt, at jeg støtter Clinton. Det ville ingen mening give, eftersom jeg er dansk – og ikke amerikansk – statsborger. Det er således helt ligegyldigt, hvem jeg støtter i både USA – og i øvrigt i Frankrig. Derfor befatter jeg mig ikke med den slags. Hvad jeg har sagt, er, at jeg betragter Trump som utilregnelig og nogle af hans meldinger decideret vanvittige. Det gør mig bestemt ikke til fan af Clinton. Jeg er meget varm fortaler for dansk-amerikansk samarbejde og tror ikke, der findes én eneste udtalelse, som indikerer det modsatte. Amerikanerne skal i høj grad forsvare sig mod sine fjender, men jeg betragter også NATO-samarbejdet som fundamentet for vores sikkerhedspolitik. Derfor finder jeg udtalelser som at bruge atom-våben mod Europa skøre. Den slags bør en måske kommende præsident være for klog til overhovedet at komme ind på.

Sennels: Du er imod, at Danmark melder sig ud af EU, fordi du tror på, at det er muligt at reformere EU tilstrækkeligt. Tiden går og millioner af migranter – herunder et utal af kriminelle, voldtægtsmænd, terrorister og hadprædikanter – strømmer ind over EUs hullede grænser. Alene i Danmark vil antallet af ikke-vestlige stige med næsten 200.000 frem mod 2020 – i høj grad som følge af vores medlemskab af EU. Det er utroligt mange mennesker på meget lidt tid, og alle erfaringer og statistikker siger, at det bliver umuligt at integrere dem. De økonomiske, kulturelle og sikkerhedsmæssige konsekvenser bliver efter alt at dømme uoverskuelige og vil forandre vores land radikalt. Samtidigt betaler danskerne milliarder årligt til en union præget af korruption og enormt pengespild, og som ødelægger vores demokrati og kultur stadigt mere. Tror du på, at en reform af EU er mulig, førend EU når at begå store og langvarende skader på Danmark?

Messerschmidt: Jeg er ikke imod, at Danmark melder sig ud af EU. Tværtimod håber jeg, at der en dag vil være et alternativ, som muliggør, at vi kan melde os ud af EU, der med euro-, indvandrings- og mange andre kriser klart har vist sine svagheder. Men jeg mener ikke, at vi kan melde os ud, før der foreligger et alternativ. Det har briterne nu sat sig for at skabe og det glæder jeg mig over. Indtil det sker, skal vi minimere skadevirkningerne ved dansk eu-medlemskab. Det sker gennem reformer af eu-samarbejdet. En folkeafstemning om medlemskab af EU uden et sikkert alternativ ville med sikkerhed medføre en tilslutning til fortsat medlemskab. Og det ville forhindre enhver mulighed for en fremtidig afstemning om at tilslutte sig en eventuel britisk aftale.

(Morten Messerschmidt under Folkemødet, 22. juni 2016)



17. juli 2016

Herboende tyrkere demonstrerede for fred, demokrati og Erdogan med islamistiske paroler, håndtegn

Lørdag aften demonstrerede herboende tyrkere til fordel for Recef Erdogan på Rådhuspladsen i København. Demonstrationen var arrangeret af ‘Unionen af Europæiske Tyrkiske Demokrater’, hvis talsmand Seyit Ahmet Öskan også er socialdemokratisk byrådsmedlem i Ishøj. TV2 Livecenter kalder det for en ‘fredsdemonstration’, men selvom der står demokratiske slagord på uddelte skilte, så var det religiøse aspekt lige under overfladen.

“- Det har været et mareridt. Vi er faktisk meget rystede og meget forfærdede. Der er mange af os, der har pårørende, og vi har folk, der er på ferie, og vi har familie, der er på ferie. Så vi er rystede, og vi er meget, meget kede af det, fortæller Seyit Ahmet Öskan, socialdemokratisk byrådsmedlem i Ishøj og talsmand for Unionen af Europæiske Tyrkiske Demokrater, der stod bag arrangementet, til TV 2. …

For Seyit Ahmet Öskan er håbet, at begivenhederne trods alt kan være med til at skubbe landet i den retning, mange europæiske tyrkere håber på.

– Jeg vil håbe, at vi kommer tættere på Europa, for Tyrkiet har jo længe søgt om at være en del af Europa. Jeg håber, at man får forståelse til at tage Tyrkiet ind i varmen. (TV2 Online, 16. juli 2016)

Det var ikke en demonstration for fred eller en hyldest til demokratiet, men et broget arrangement til fordel for islamiseringen af Tyrkiet. Adskillige havde medbragt bannere for præsident Erdogan, og blandt de mange røde tyrkiske flag sås flere lyseblå Adalet ve Kalkınma Partisi-flag. I TV2-indslaget ses både Det Islamiske Broderskabs rabia-håndtegn (fire fingre, skjult tommel; 44 sek., ses også på TV2 Livecenter-foto) og den velkendte tawheed-finger (strakt pegefinger, 42 sek.) og ser man lidt efter, kan man blandt flere islamister finde Islamisk Trossamfunds Kasem Said Ahmad (1.07 min.)

en video lagt online af talsmanden høres der både ‘Allahu-akbar’ og ‘takbir’-råb. På en anden video fra samme ses tre tyrkere ivrigt fejrende demokratiet med pro-demokratiske budskaber, hvad den ene supplerer med håndtegnet for De Grå Ulve. Terrorgruppen er politisk tilknyttet Milliyetçi Hareket Partisi (MHP), hvis banner med tre halvmåner ses på en tredje video.

Blandt talerne var Gülay Kocbay, tidligere bestyrelsesmedlem for Muslimer i Dialog, der i 2009 røg i uføre efter hun demonstrerede mod Israel-støttere sammen med heilende palæstinenser, der med megafon talte om at dræbe jøder.

(Mindre gruppe demonstrerende kvinder, alle med hijab)

(Tawheed-finger, lidt til venstre for Islamisk Trossamfunds Kasem Said Ahmad)

(Håndtegn for terrorgruppen De Grå Ulve. I midten ses pizzariaejer Vedat Durmaz)

(Tyrkiske flag, og et enkelt for Milliyetçi Hareket Partisi, De Grå Ulves politiske gren)

“Minareterne er vore bajonetter, kuplerne vore hjelme, moskeerne vore barakker, de troende vore soldater. Denne hellige hær beskytter min religion. Allah-u-Akbar (Allah er stor).” (Erdogan i tale, 1998)



12. juli 2016

Frontiére.dk – nyt borgerligt blogunivers

Selvom det ikke endnu ikke har manifesteret sig i de gamle partier, så er der grøde i det borgerlige Danmark. Ti nationalsindede konservative har netop lanceret bloguniverset Frontiére.dk, og det skal blive spændende at følge. Hermed anbefalet.

“Navnet Frontière kommer fra det franske ord for ‘landegrænse’ og er et blogfællesskab bestående af unge mennesker med noget på hjerte. Det fælles udgangspunkt for skribenterne er en optagethed af moderne politiske og samfundsmæssige udfordringer, som bliver taget under behandling ud fra et kritisk blik på moderniteten. … Her på siden vil du kunne læse, hvordan ti unge borgerlige beskriver forskellige emner fra folkekirken, forsvaret, Putin, Orbán, migrantkrisen og EU’s ditto.” (om Frontiére)

Oploadet Kl. 22:43 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


10. juli 2016

Professor emeritus: Enhedslisten er nationale socialister, men socialismen bør være internationalistisk

Ræverøde Claus Bryld kritiserer i Dagbladet Information Enhedslisten for med sin modstand mod EU, ikke at være internationale nok. Partiets modstand mod EU deles af Dansk Folkeparti, hvad for Bryld minder om “det tyske kommunistpartis lejlighedsvise alliance med nazisterne før Hitlers magtovertagelse”. Se eventuel tidligere post om den tyske Eiheitsliste anno 1933.

Professoralt læserbrev i Information, der ganske godt illustrere hvordan sunde færdrelandskærlige paroler i en venstreradikal optik er udtryk for farlig nationalisme – Enhedslistens nationale drejning er uspiselig for socialister.

“Hvad bunder Enhedslistens taktiske alliance med Dansk Folkeparti i? spørger Aksel Færk (29. juni). Han anfører selv, at Enhedslisten ikke længere er et ‘europæisk venstreorienteret parti. …’

Jeg er enig i denne påstand. Men Færk giver ikke noget svar på spørgsmålet om, hvad alliancen med DF egentlig bunder i.

For at forstå det, tror jeg, man må bruge en idéhistorisk tilgang. Svaret skal findes i den danske venstrefløjs binding til det nationale, som man første gang så med Socialdemokratiets ‘Danmark for Folket’-politik i 1930’erne.

… Fra slutningen af 1930’erne og forstærket efter 1941 slog DKP ind på en folkefrontslinje, som under besættelsen ligefrem blev til en ‘national front’, der gik ud på i samarbejde med borgerskabet at smide tyskerne ud af landet. I det lys var den nationale linje forståelig. … På mange måder holdt DKP dog siden fast ved det nationale – det kunne nu bruges mod f.eks. NATO – men kæden sprang for alvor af i 1971-72 under kampen om dansk medlemskab af EF. Her fremførte DKP rene nationalistiske paroler som ‘Her går grænsen!’ og andet af samme skuffe.

Mit svar på Færks spørgsmål er altså, at den bizarre holdning, Enhedslisten indtager til EU, med krav om udmeldelse, er en idémæssig arv fra den gamle arbejderbevægelse, især fra DKP. …

Brexit går hånd i hånd med den nye nationalisme og populisme. Og når man lytter til den danske debat, er der ikke den store forskel til, hvad Søren Søndergaard og Pernille Skipper fremfører. … Enhedslistens taktiske alliance med DF minder, sat på spidsen, om det tyske kommunistpartis lejlighedsvise alliance med nazisterne før Hitlers magtovertagelse…

Oploadet Kl. 10:03 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


6. juli 2016

Kim Jong Andersen: Pernille Vermund puster til nationalismens gløder i den halv-fascistoide version…

Ingen kan stramme retorikken, som folk der kræver den gode tone indført, og reklamemanden Kim Jong Andersen er en af de værste. Vi lever i en virkelighed hvor indvandrervold er hverdag og højrefløjsvold er ikke-eksisterende, men alligevel skal fredelige demokrater associeres med fascisme, blot fordi de ønsker et nogenlunde dansksindet Danmark. Forleden advarede Anna Mee Allerslev mod højrefløjsvold, og justitsminister Søren Pind samtykkede med henvisning til danske ‘Soldiers of Odin’. Soldiers of Odin?!? Idioti er desværre ikke et venstrefløjsfænomen.

Kim Jong Andersen mener det er udtryk for fascisme, at bekæmpe islamiseringen parlamentarisk, og han minder på mange måder om Ghita Nørby, der tidligere på sommeren undrede sig over at hveranden dansker ville spare på kunst og kultur: “Hvem er det der ikke vil livet?” Ligesom Ghita Nørby ikke forstår den skatteplagede lønarbejder har andre prioriter end Reumert-prisvindere, så forstår Kim Jong Andersen heller ikke, at den gennemsnitlige dansker blot ønsker et roligt familieliv i et trygt Danmark.

Kim Jong Andersen på POV International – Freden i Danmark er truet – indefra.

“I skrivende stund er radikaliseringen på den yderste højrefløj ved at få luft under vingerne… Under et tyndt lag blond fernis kommer den snigende og er for tiden nok mest personificeret ved folketingskandidaten Pernille Vermund fra partiet ‘Nye Borgerlige’. Her puster man frejdigt til nationalismens ubehagelige gløder i den særligt velfriserede, halv-fascistoide version, som nogen har døbt nationalkonservatisme.

Pernille Vermund, som er en dansk pendant til Marine Le Pen fra det nationalistiske højrefløjsparti, Front National, gør mig decideret grundangst. Jeg er meget mere skræmt af hende end af Daniel Carlsen, der brød ud af det ny-nazistiske parti, DNSB, for at stifte Danskernes Parti, selvom begge partier sværmer om nogle af de samme temaer. For Vermund og de Nye Borgerlige har vind i sejlene…

Det er en fatal udvikling. For det inspirerer og motiverer til handlinger af helt uhyrlig karakter. Det så vi for ganske nylig, da det britiske parlamentsmedlem, Jo Cox, blev myrdet. Den sigtede Thomas Mair, en rabiat terrorist af samme, ærkeengelske afstamning som Cox, opgav i retten sit navn som ‘død over landsforrædere, frihed for Storbritannien’. …

Jeg vil derfor ikke tøve med at kalde Pernille Vermund for den måske farligeste person for Danmark siden Pia Kjærsgaard, fordi hun nu har udsigt til at få magt, som hun har agt ved kynisk at manipulere den vrede, der ikke bare ulmer i befolkningen, men som regeringen og Dansk Folkeparti for længst har antændt efter at have fodret svinehunden i adskillige år.”


En tur til de besatte områder: Lapta, Kyrenia, Nord-Cypern, sommeren 2016

Jeg er ikke til solferie, men børnene ville sydpå, og valget faldt på Cypern. Nærmere præcist Lapta (Lapithos, græsk), lidt vest for Kyrenia (Girne, tyrkisk) på den af Tyrkiet besatte nordkyst. Nord-Cypern har været i tyrkernes vold i mere end 40 år, og ret beset var det en helt almindelig charterrejse. Selvom jeg erhvervede mig opslagsværket Birds of Cyprus og skimmede Henrik Ræder Clausens Cypern i halvmånens skygge, så handlede det om at slappe af med familien. I poolbaren med importøl. Efes, Carlsberg eller Tuborg var alternativerne.

Fugle

Man siger at Cypern er et mekka for fuglenørder, men der er visse forbehold. Det er en formidabel træklokation forår/efterår, og ellers handler det først og fremmest om bjergområderne. I og omkring Lapta så jeg færre arter end jeg ville have gjort hjemme på matriklen, og udover Spansk spurv var det almindeligheder såsom Gråspurv, Grønsisken og Stillits. Klippe/tamduerne var der masser af, men hvor var Hærfugl, Biæder og de mange rovfugle.

(Stillits med brækket vinge)

Efter længere overvejelse, droppede jeg tanken om venstrekørsel med lejet jeep, og satte i stedet torsdag af til guidet jeep-safari. Det var en god investering, for man skulle ikke langt op i bjergene før en ny verden åbnede sig. Fra Land Rover’en så jeg hurtigt et par Stenpikkere (formentligt den endemiske Cypernstenpikker), hvad dog ikke blev dokumenteret.

Jeg scannede rutineret træerne i farten, og pludselig var de bid – en Ellekrage. Jeg råbte højt, at bilen skulle stoppe, og guiden gav mig vel 20 sekunder til at fotografere den ud af det åbne vindue. Jeg ramte den ikke skarpt, men ny art for undertegnede, og den slags der fik adrenalinen til at pumpe.

Da vi rastede senere på turen, så jeg flere rovfugle, blandt andet Høgeørn, en af de rigtig svære.

(Høgeørn, og formentlig Lille tårnfalk)

Krybdyr
Overalt i det tørre landskab sås mindre firben (Trachylepis vittata, velsagtens) og flere gange så jeg Hardunen – eneste europæiske agame. En enkelt gang så jeg en sort slange (sort snog, måske), men det lykkedes mig ikke at fotografere et levende individ. Jeg ledte målrettet i bjergene, men uden held.

Turens højdepunkt var utvivlsomt Ellekragen, men dagligt sås eksotiske sommerfugle. De ville dog ikke fotograferes, og foruden Østlig klipperandøje, lykkedes det mig kun at komme tæt på den smukke Svalehale. Et sted med vildt-voksende Kærsvolvrod var sikker, men så den et par gange svæve elegant over poolbaren.

Sommerfugle

Nord-Cypern er mere tilbagestående end den sydlige græske del, og overalt var der tomme bygninger. Selv børnene bed mærke i den særlige kombination af armod og luksus. Der var masser af dyre åbne sportsvogne, men omvendt også en del fattige arbejdere. Flere af restauranterne havde ansat afrikanske lykkeriddere, og vi talte med et par stykker. Eksempelvis 22-årige Joshua, der var træt af de lange arbejdsdage og drømte om at blive professionel fodboldspiller, gerne i Danmark. Han var god, men det er der mange der er.

Direkte i synsfeltet, også på restauranterne var de mange herreløse hunde og katte – ofte udmagrede.

Diverse

Temperaturen var 35-40 grader hele ugen, og med undtagelse af nedenviste ‘reservoir’, og et enkelt sted i bjergene, så jeg ikke ferskvand. Klimaet var som skabt til Oliven, Figen, nødder og citrusfrugter. I bjergene smagte jeg flere krydderurter, herunder Oregano, der voksede vildt. De fleste hoteller og villaer var prydet af overdådige beplantninger, og havde jeg ikke været en ond højreorienteret blogger, så havde jeg fyldt flere blomsterbilleder i denne post.

Natur

Cyperns historie er kompleks, og cyprioterne har generelt ikke formået at kontrollere egen ø. Først kom Grækerne (2000 f.Kr.), og øen var en byzantisk provins, da araberne indledte tre århundreders herredømme med en invasion i 649. I 1571 erobrede Osmannerne øen, hvad holdt indtil 1871 da England tog kontrollen. I 1923 afskrev Tyrkiet definitivt Cypern, og øen var en engelsk koloni, indtil slutningen af 1950’erne, da Tyrkiet opbyggede en undergrundshær. FN-tropper sættes ind i 1964, men i 1974 invaderes landet af Tyrkiet. I 1983 udråbes den tyrkisk-islamisk republik på Nord-Cypern, og siden har der været kold krig. Tyrkerne har forlængst fordrevet græsk-cyprioter fra den nordlige del af øen, og den sydlige del er nu medlem af EU.

På et mindesmærke i bjergene, var der store plancher med den tyrkiske udgave af historien. Om osmannernes befrielse, om græske forsøg på at indlemme øen, om den græsk-ortodokse terrororganisation EOKA og den tyrkiske modstandsbevægelse Türk Mukavement Teskilat (TMT). De tyrkiske helte Dr. Fazil Kucuk og Raif Rauf Denktag sås overalt i det offentlige rum, kun overgået af landsfaderen Kemal Ataturk. Dyrkelsen af Ataturk virkede decideret ubehagelig. Han sås på statuer, i det åbne landskab, på restauranter og sågar i de halv-offentlige bybusser (dolmus’er). Hensigten var klar: Cypern er tyrkisk.

Tyrkisk nationalisme

“Ne mutlu Türküm diyene (English: How happy is the one who says I am Turkish) is a motto of the Republic of Turkey.” (Wiki)

Selvom tyrkerne med et vist held har islamiseret Nord-Cypern, så lader historien sig ikke fornægte. 500 meter fra kystlinjen var byen i praksis et frilandsmuseum med fjorten kirker og to klostre, foruden relikter fra en kristen fortid. Den romerske bebyggelse Lambousa lå en lille gåtur nord for byen, og området må være et paradis for arkæologer.

(Tyrkerdue på kirke i Upper Lapta)

“De mange velholdte kirker i syd udgør en skarp kontrast til situationen i nord. Da Tyrkiet invaderede Cypern, besatte de et område med 550 kirker, mange af dem af meget stor historisk værdi. Siden invasionen har kirkernes retmæssige ejere, Cyperns Kirke, ikke haft adgang til deres bygninger, og dermed ikke hverken mulighed for at bruge dem, vedligeholde dem eller beskytte dem mod tyveri og plyndring. … Kun en kirke er stadig aktiv. Skt. Mamas Kirken i Morphou, hvor de tyrkiske myndigheder tillader, at der holdes gudstjeneste to gange årligt.” (Henrik Ræder Clausen, Nordcypern: Et afkristnet område: i Cypern i halvmånens skygge, s. 44)

Under den guidede tur besøgte vi landsbyen Kormakitis på øens nordvestlige del, der indtil den tyrkiske invasion i 1974 var hovedkvarter for marionitiske kristne. De stammer oprindeligt fra Syrien og Libanon, men måtte flygte fra muslimerne. De blev beskyttet af korsfarerne, men decimeret under Osmannerne. Kun en ihærdig FN-indsats gør en marionitisk minoritet mulig. Byen har flere kirker, men kun aldrende indbyggere.

Historie

Flere gange hørte jeg intimiderende bønnekald i Lapta, og jeg fik da også set byens to moskéer. De var mindre prangende end de store moskéer i Kyrenia og Nicosia (Lefkoşa, tyrkisk), men havde begge minaretter. Lørdag slæbte jeg familien med til hovedbyen Nicosia, og bag bymuren så jeg endnu flere af slagsen. Presset ind mellem flere bygninger så jeg Sarayönü Mosque, og besluttede mig for kikke indenfor. For ligesom at teste tolerancen beholdt jeg skoene på, hvad hurtigt blev påtalt, og jeg rettede ind. Da en af stedets mange afrikanere gav mig lov til at fotografere, hvis blot jeg udviste respekt, tog jeg et par hurtige billeder og sagde farvel. Alt med måde. Moskéen var indtil invasionen i 1571 en kristen kirke.

Herfra videre til den berømte Selimiye Mosque, en 1200-tals katedral, der den 9. september 1570 ligeledes blev indtaget af Osmannerne. Biskoppen af Paphos døde under stormen. Markedet omkring moskéen havde visse steder et religiøst præg. Vandpibe-maskinpistol har jeg ikke set tidligere.

En kioskejer var meget imponeret over ‘mine’ fire raske drenge – Mash’Allah, lød det. Det var venligt ment, men altså, Allah har vitterlig ikke noget med det at gøre. Tyrkerne er generelt håbløse til engelsk, så jeg opgav at forklare ham om skilsmisser og delebørn.

Islam

(Sarayönü Mosque, Nicosia)

(Selimiye Mosque, Nicosia)

(Seyit Mehmet Ağa Mosque, Upper Lapta)

(Haydarpasazade Mehmet Bey Mosque, Lower Lapta)

(Bederum i Ercan-lufthavn)

Markedet

Selvom Nord-Cypern blev islamiseret på den hårde måde, så skulle man ind til de Kyrenia eller Nicosia for at se hijab-klædte muslimer. Enkelte sås i Lapta, men der var flere letpåklædte vesterlændinge, og zivania, den lokale snaps, kunne købes overalt. Der var sågar et større bordel tæt på byen, men som guiden sagde – det var for tyrkiske soldater, og ingen af kvinderne er lokale. Byen lever af turister, og hotel-kysten var midlertidigt tabt for Islam.

Den unge dame der stod for udlejning af Jetski ved hotellet var tyrker, og arbejdede ti timer om dagen i bikini. Jeg bad teenagedrengene tage et par billeder med det store kamera af undertegnede i fart, og da jeg tømte ramkortet dukkede dette her billede op. Boys will be boys.



5. juli 2016

Tyske Marc-Christoph Wagner elsker Danmark, men foragter majoritets-danskere og danskheden…

Jeg skrev om Marc-Christoph Wagner under Muhammed-sagen, hvor han kritiserede daværende kulturminister Brian Mikkelsens undsigelse af ‘middelalderlig muslimsk kultur’, og associerede regeringen med ‘nazistisk sprogbrug’, ‘blut und bloten-ideologi’, noget man i hans hjemland havde meget “meget dårlige minder med”.

Ingen forbyder Herr Wagner at leve som tysker i Danmark, men det går selvfølgelig ikke at et stadig voksende mindretal af indvandrere islamiserer Danmark ligefrem proportionalt. Det er ikke et forståelsesproblem, men grunder nok nærmere i kosmopolitisk had til nationalstaterne. Han påpeger selv at mennesker ikke kan skifte identitet/nationalitet, og ønsker således – mere eller mindre usagt, at den igangværende indvandring vil erodere den velfungerende nationalstat ad åre. Børnene går naturligvis på den dyreste privatskole i København.

Interview med den tyske journalist i Berlingske – ‘Jeg vil aldrig kunne føle mig som dansker. Og jeg har heller ikke lyst til det’.

“At Marc-Christoph Wagner havnede i Danmark, var på mange måder en tilfældighed. Født i Vestberlin havde han intet andet forhold til naboen i nord end en enkelt regnfuld ferie i Skagen i barndomsårene. Altså ind til han i 3.g. forelskede sig hovedkulds i en pige fra Aarhus Statsgymnasium. Han rejste til Danmark i 1992 for at studere, fandt sammen med en anden dansk kvinde. Og efter et intermezzo på en håndfuld år i Berlin vendte han og den danske kvinde, som han samme år blev gift med, i 2003 tilbage til Danmark. Et forandret Danmark, oplevede Marc-Christoph Wagner, og et, hvor nationaltrøjen blev strammere år for år:

‘Man forskyder hele tiden de betingelser, der er tilstrækkelige for, at udlændinge kan være her. Før skulle vi overholde lovene og bidrage til samfundet. Det var en minimalistisk og liberal tilgang. Nu skal vi optage kulturen og assimileres. Spise det samme. Tænke det samme. Ville være danskere. Gu’ vil jeg da ej! Jeg mener: Hvornår stopper det?’ …

Måske har Marc-Christoph Wagner også forandret sig, medgiver han. Blevet ældre og klarere på, hvad det vil sige at være tysk. Og hvor forskelligt det er fra det danske. Og måske endnu stærkere: fundet sig til rette i en europæisk identitet.

‘Jeg ved ikke, om jeg ligefrem ville føle, jeg bedragede alt det, hvis jeg erklærede mig som dansker. Men jeg føler ikke, man kan skifte nationalitet på den måde. Jeg tror ikke, man kan tillære sig en ny identitet,’ siger han.

… For når det bliver en etableret sandhed, at Danmark er jordens midtpunkt og verdens bedste samfund følger naturligt deraf, at det samfund også har behov for beskyttelse med alle midler, så ingen udefra kommende elementer ødelægger det nationale paradis. …

‘Jeg elsker skam også Danmark,’ siger Marc-Christoph Wagner: ‘Eller i hvert fald den del af Danmark, som giver plads til, at jeg kan være her, som den jeg er. ….’

… jeg har nogle gange tænkt: Hvis ikke jeg havde lært dansk så hurtigt, eller hvis jeg havde set lidt mere muslimsk ud, ville jeg så kunne klare at være her? Ville jeg kunne leve op til alt det, I mener, det kræver? Jeg føler mig hjemme, fordi jeg stadig kan få lov at være tysker. Men i det øjeblik, I kræver at jeg skal føle mig som dansker, vil jeg føle mig fremmedgjort og for alvor begynde at overveje, om ikke det var tid til at pakke kufferten.'”



30. juni 2016

Kronik af Uhrskov, Rosenløv og Nørgaard: Mennesket er først og fremmest et kulturvæsen

Kronik af Morten Uhrskov, Jesper Rosenløv og Lone Nørgaard i Politiken – Dansk Samling er det virkelige Alternativ.

“Dansk Samling – stiftet i 1936 – er en politisk organisation, der forsøger at blive opstillet som parti til det næste valg til Folketinget. Derfor samler vi også vælgererklæringer, så det gløder. Vores helt centrale pointe er, at det ikke længere giver mening at skelne imellem højrefløjen og venstrefløjen, og i hvert fald er det helt malplaceret at sætte Dansk Samling ind i denne forældede sammenhæng.

Dansk Samling ønsker en langt strammere politik på udlændingeområdet og dansk udtræden af EU. Ingen af disse to positioner giver mening ud fra en venstre-højre-logik. Dansk Samling er, som navnet tydeligt viser, udtryk for et ønske om at samle danskerne, nye som gamle, om alt det, vi har fælles, også al uenighed til trods. …

Dansk Samling er et parti med en lang historie og fylder 80 år i år. I 1936 blev Dansk Samling stiftet af højskolemanden Arne Sørensen, og Dansk Samlings vigtigste motto er: ‘Det tredje standpunkt’. Hvad er så det for en knold, spørger læseren rimeligvis.

Det korte svar er, at det tredje standpunkt er lige præcis forskellen på at tænke politik på den gamle, forældede måde og så den moderne, hvor politik er erkendelsen af at samle og sprede på én gang. Altså ikke kun at sprede på helt afgørende områder.

I Dansk Samlings grundsyn står der bl. a.: ‘Dansk Samling søgte således i 30’erne et tredje standpunkt mellem ‘det gamle’, som var bundet af det kristne og det nationale, men som var stillestående og handlingslammet, og ‘det ny’ repræsenteret af de revolutionære bevægelser, der nok var handlekraftige, men undertrykte mennesket’. I dag kunne passagen let omskrevet, men med samme tyngde og nødvendighed, lyde: Dansk Samling søger et tredje standpunkt imellem på den ene side en socialisme/socialdemokratisme, der stort set kun anerkender mennesket som socialt og ikke først og fremmest et kulturvæsen, og en liberalisme, der næsten kun ser mennesket som et økonomisk dyr.

Liberalismen ser lige så lidt som socialismen mennesket som kulturskabt og kulturskabende, til trods for at liberalismen er blevet formet af individer inden for rammerne af den vestlige kultur. Dansk kultur er en del af den vestlige, men Danmark er også en ældgammel nation med sin egen nationale bevidsthed, som middelalderhistorikeren Adam Wagners seneste bog ‘ Danskhed i middelalderen’ (2015) viser. …

Den britiske forfatter C. S. Lewis sagde engang, at den progressive sommetider er den, der vender om for at finde tilbage til det sted, hvor man gik forkert. Sådan må det også være med udlændingepolitikken. Den førte politik har været en ulykke, slet og ret. “



26. juni 2016

Folkesocialistisk rektor i dimissionstale: Bekæmp den ’snigende racisme’, ‘det nationalistiske spøgelse’

Rektor Mogens Hansen fra Rungsted Gymnasium er SF’er (Berlingske, 24. marts 2015) af den agitatoriske slags, og burde naturligvis ikke have det overordnede ansvar for uddannelse af den danske ungdom. Lokalavisen gengiver hans dimissionstale i sin helhed, og det er rendyrket propaganda – Rektor til studenterne: Jeg håber I vil tage kampen op mod intolerance og misforstået nationalisme.

“Kære studenter årgang 2016. Stort til lykke med jeres huer – I ser dejlige ud! … verden er trods alt større, end hvad der er sket i jeres gymnasietid, gennem jeres indsats og jeres videre uddannelse. Jeg vil derfor gerne nævne et par af de udfordringer, I som generation vil stå overfor, for det hører jo med til at blive student, at I skal forberede jer på at tage ansvar for det samfund, I skal ud i lige om lidt.

For det første tolerancen – eller manglen på samme. For det andet den farlige nationalisme og populisme.

Først om tolerancen. Det er nærmest blevet god tone at omtale hele befolkningsgrupper fordømmende og nedladende. Udsagn som: ‘Det er ikke for at generalisere, men de arbejdsløse er nu lidt dovne’ ‘jeg er jo ikke racist, men alle disse indvandrere passer ikke ind i dansk kultur’ møder man ofte – og ikke sjældent i en endnu grovere form, som ikke hører hjemme på en festdag. Det er denne fælde i form af mistænkeliggørelse over for hele befolkningsgrupper, I som generation skal passe på ikke at falde i. Det er denne lille snigende foragt og intolerance, der er rigtig farlig. Det overordnede emne for jeres AT-eksamen i år var grænser, og det bliver en af jeres generations store opgaver at fastholde grænsen mellem det tolerante, åbne samfund, der tager sig af alle, også dem, der er anderledes, og et samfund, hvor det er acceptabelt at diskriminere og håne bestemte befolkningsgrupper og hinanden. Trusselen kommer mange steder fra: Højrepopulistiske grupper, religiøse fundamentalister mm. Vi tager alle afstand fra den åbenlyse racisme og foragt for bestemte grupper, men er vi tilstrækkeligt opmærksomme på den lille, snigende racisme og foragt i dagligdagen, når pæne, såkaldt almindelige mennesker og politikere er med til at fodre den indre svinehund med en lille daglige dosis intolerance? …

Og så lidt om det nationalistiske spøgelse, der går gennem Europa. På trods af finanskrise, besparelser og karakterkrav er I en generation, der set i et historisk lys har rigtig gode muligheder for at skabe jer et godt og spændende liv. I drømmer også om at rejse, studere og arbejde i udlandet. Det er jer mere end vel undt, men så får I også en pligt til at stå op imod den farlige nationalisme, som vi møder over alt i Europa og som lever af bl.a. den intolerance, som jeg nævnte lige før. Det kan være forståeligt, hvis mennesker, der er klemt på grund af manglende uddannelse og arbejdsløshed, reagerer på det, de opfatter som trusler udefra. Men når man ser ud over det danske og europæiske landskab, næres det nationalistiske spøgelse og den indre svinehund også af veluddannede, velformulerede politikere, der påstår at tale folkets sag. Det gør de ikke. De taler intolerancens, smålighedens og nationalismens sag.”

(Foto: Youtube)

Oploadet Kl. 18:50 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


23. juni 2016

EU-finansieret rapport omtalt på DR Online: “Højreradikale soloterrorister er farligere end jihadister…”

I sidste uge kunne flere medier fortælle, at febersyge Betina fra Nørrebro blev reddet af Omar og Hassan, der af ren og skær alturisme skaffede hende en pakke Panodil Zapp midt om natten. Hun er sygeplejerske der freelancer i reklamebranchen, og medierne er ikke kræsne når budskabet er politisk spiseligt. Faith in humanity restored.

Ofte er propagandaen mere spidsfindig. Eksempelvis kunne DR Nyheder i går fortælle, at ‘højreradikale soloterrorister er farligere end jihadister’. Historien er sakset fra venstreorienterede The Guardian, der opridser en rapport fra Royal United Services Institute. The Guardian opstrammer ikke i overskriften, og præciserer i overensstemmelse med virkeligheden, at rapporten ikke omhandler trusselsniveauet som sådan. Noget der helt er udskrevet i Ritzaus opkog.

“The media, and consequently public attention, is largely focused on violent Islamist extremists; while this may reflect the broader threat, it is at odds with that from lone actor terrorism,” the report says.”

Fra DR Online (Ritzaus bureau) – Rapport: Højreradikale soloterrorister er farligere end jihadister.

“Højreradikale soloterrorister er ansvarlige for langt flere drab og kvæstede end islamistiske jihadister, der handler på egen hånd. Det er en af konklusionerne i en omfattende rapport fra den britiske tænketank Royal United Services Institute, skriver The Guardian.

Rapporten har gennemgået politisk og religiøst motiverede terrorangreb i Europa fra 2000 til 2014, og her har 94 mennesker mistet livet i forbindelse med terrorangreb udført af højreradikale, der handler på egen hånd. Til sammenligning er kun 16 personer blevet dræbt af islamistiske jihadister, der agerer alene.

Ifølge eksperterne skaber den store mediefokus på truslen fra islamistisk terrorisme et vrangbillede af virkeligheden i forhold til den trussel, som politisk terrorisme fra den yderste højrefløj udgør.

(DR Nyheder, 22. juni 2016)

Humlen er som altid i detaljen. Undersøgelsen omhandler ikke terrorisme som sådan, men den særlige form der går under betegnelsen ‘lone wolf’. Da højreorienterede (i sagens natur), ikke er en del af en større voldelig ideologi, og derfor sjældent har kontakt til voldelige grupper, vil langt de fleste eksempler på højreorienteret terror automatisk være i kategorien ‘lone wolf’. Højrefløjens iboende fredelighed maksimerer truslen fra enlige ulve, så at sige.

Omvendt med islamisme. Selvom medierne næsten per refleks udråber ugens jihadist som værende en (psykisk syg) ‘enlig ulv’, så er de typisk en del af noget større – har sympatiserende venner, og kæmper mere eller mindre målrettet for Islam eller Islamisk Stat. Omar Abdel Hamid El-Hussein og Nidal Malik Hasan kunne fortælle vennerne om sine planer. Anders Behring Breivik kunne ikke.

I en sådan undersøgelse er der masser af muligheder for at skrue på definitionerne. Hvad er terror, hvornår er en terrorist en ‘enlig ulv’ og fremdeles. I stedet for at se på antallet af dræbte, kunne man have fokuseret på antallet af sager. Breivik står alene for 82 procent af alle højreradikale terrordrab i Europa i de 15 år perioden omfatter.

Man kunne også have anskuet islamisk terrorisme i forhold til den relative andel af befolkningen. Selvom Danmark officielt har 5-6 procent muslimer, har vi haft i omegnen af ti islamistiske terrorsager. Flere relateret til venstreradikalisme, og nul komma nul nationalistiske/højreradikale. Nogenlunde det omvendte billeder får man ved søgninger i den EU-støttede undersøgelse. ‘Left-wing’ nævnes to gange (begge i indledende definition, eksisterer tilsyneladende ikke), Islam nævnes blot otte gange, men ‘Right-wing’ hele 34 gange.

“There are three kinds of lies: lies, damned lies, and statistics.” (attr. Benjamin Disraeli)

(Royal United Services Institute, 2016: Lone-Actor Terrorism Final Report, pdf, 40 s.)

“The threat or use of violence by a single perpetrator (or small cell), not acting out of purely personalmaterial reasons, with the aim of influencing a wider audience, and who acts without any direct support in the planning, preparation and execution of the attack, and whose decision to act is not directed by any group or other individuals (although possibly inspired by others).” (Defining ‘Lone-Actor Terrorism’, Methodology, s. iv)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper