22. maj 2016

Verden ifølge AnneLise Marstrand-Jørgensen…

I en usædvanlig skinger opdatering på Facebook af AnneLise Marstrand-Jørgensen harcelleres der over, at Martin Henriksen mener at der er for mange muslimer i Danmark. “Der er for mange alt for højreorienterede i Danmark.”, og det er vores største samfundsmæssige problem. Udtalelsen var efter hendes mening ‘horribel’, ‘absurd’, ‘nedladende’, ‘usaglig’, ‘uhyggeligt’, ‘virkelighedsfornægtende’, ‘diskriminerende’, udtryk for ‘dem/os retorik’ og noget der minder om ‘minder om Tyskland i 30’erne’. Hun uddyber senere associationen med at selv tyske nazister i begyndelsen ‘for med lempe’, og at hun i øvrigt håber at ‘mennesker er blevet klogere’.

Når man vælger at associere enhver form for bløde nationalkonservative tiltag med racisme, så er der selvfølgelig mange nazister i Danmark. Debatten der udspiller sig i tråden er intet mindre end fantastisk. En niqabklædt kvinde pointerer, at ‘ukrudt’ har fået lov til at slå rod de sidste 15 år, og at der er behov for en ‘rensning for ukrudt’. En dansksindet kommenterer, at der kommer og mere ukrudt, som skal luges ud – og pludselig er trådstarteren på banen: “Preben Nielsen – den slags bemærkninger er ikke velkomne på min væg.” Senere påpeger en Wassim han er “snart gør skade på folk med de tanker”, hvad besvares med en opfordring om sammenhold og et hjerte.

Man behøves ikke være nationalkonservativ, for at forstå, at mennesker foretrækker samvær med folk der ligner dem selv, og at det i sidste ende er beggrunden for nationalstaternes succes. Det er også derfor venligbo-segmentet altid taler om problematiske folkestemninger, ikke folkeafstemninger. De omtaler måske nok sig selv som værernde en del af den store moderate midte, men inderst inde ved de godt at de er langt til venstre for den gennemsnitlige dansker.

Børn er født som racister, stod der i Politiken for nogle år siden, men kærlighed til det kendte er ikke nødvendigvis had til det ukendte. Sådanne banale betragtninger er helt væk i AnneLise Marstrand-Jørgensens venligboer-segment.

En venstreorienteret kommentator bryder den gode stemning, ved at forklare at ‘højredrejningen og racismen har en årsag’. Det blev ikke vel modtaget, for når man på forhånd afviser det kan være legitimt at stoppe islamisk masseindvandring, så er der ikke mange løsninger udover de lægefaglige. Halvdelen af danskerne har psykologiske brister. Det lyder grimt, og hurtigt får det venstreradikale segment overtaget: Hetz mod muslimer er et symptom – løsningen er klassekamp. Trådens muslim er ikke uenig, men har en anden løsning: “Undersøg islam, så finder du hjem.”

(AnneLise Marstand-Jørgensen på Facebook, 20. maj 2016)

“God børneopdragelse. Lær dine børn at sige ‘pyt’. De skal ikke nødvendigvis mene noget om alting altid. Og det er forældres pligt kærligt at flytte grænserne i deres komfortzone. Børn er født ultra konservative og ønsker ikke forandring. Mange voksne sidder fast i 2-4 års fasen.” (Karen G. Stigsen)

“Tja, der er mange gode grunde til at man kan føle sig ramt, globalisering, nedskæringer i det offentlige – herunder ydelser, med videre. Ingen af de årsager skyldes dog vores flygtninge, hvorfor en bebrejdelse af flygtningene må bero på manglende oplysning omkring de reelle årsager til at der er folk der lider nød i Danmark? Eller på en psykologisk projektion af deres egne problemer over på flygtningene?” (Anne Kirstine Gram Hovmann)

“… selvfølgelig er det nemmere at skyde skylden på en håndgribelig lille ting, frem for det reelle, store og komplicerede problem. Men det må da efter min overbevisning stadigvæk bero på enten en psykologisk reaktion – som du selv nævner det, at en person ikke magter at håndtere det reelle problem, og derfor søger den nemme vej, eller manglende oplysning, idet personen ikke forstår den komplicerede og uoverskuelige realitet.” (Anne Kirstine Gram Hovmann)

“Nu kan jeg desværre ikke tvinge myndige folk på antiracisme kurser eller til psykolog.” (Anne Kirstine Gram Hovmann)

“Problemet er så, at reaktionen ikke retter sig mod globalisering men mod ‘fremmede’ som bliver gjort til syndebuk som et fysisk symptom man rent faktisk kan ramme og mestre og dermed bliver racismen vigtig at tænke igennem også. Den har altid fungeret som en afleder fra effektiv klassekamp og den er derfor dobbelt farlig.” (Birgit Brander Rasmussen)

“… man har en fri vilje. Man har en fri vilje, til at være et svin overfor andre, eller til at opføre sig ordentligt. Uanset hvor trange kår man selv har, kan man dog altid opføre sig ordentligt og anstændigt. Det er i min verden en dårlig undskyldning, hvis man gemmer sig bag globaliseringen og bruger den som årsag til at man må hade andre mennesker.” (Anne Kirstine Gram Hovmann)

“Det er så meget sværere at se og angribe globalisering og de reelle magthavere, end det er at angribe fx flygtninge. Men det er vigtigt at forstå arbejderklassens frygt og afmagt for den kan jo få katastrofale konsekvenser hvis vi ikke kan få det vendt…” (Birgit Brander Rasmussen)

“Og behandlingen skal rettes ikke mod at mildne symptomerne, men mod at fjerne den dybdeliggende årsag (for at slå over i de medicinske metaforer)” (Amina Djondjorova)



18. maj 2016

‘Nazi-cellen’ (DR2) var historien om ‘Den Evige Tysker’: “… der må gøres mere mod ‘Truslen fra højre'”

I lørdags omtalte jeg kort Nazi-cellen (Mitten in Deutschland: NSU), en tysk miniserie i tre afsnit som DR2 sendte i den forgangne uge. Jeg så lidt af første afsnit, og har sjældent set noget så karikeret. En drama-dokumentar inspireret af amerikanske actionfilm fra 70’erne.

Herunder en oversættelse af NSU-film: ‘Antifascistisk’ statspropaganda, sakset fra PI-news (10. april 2016).

Nazi-cellen: ‘Antifascistisk’ statspropaganda

Onsdag viste det tvangsfinansierede statslige fjernsyn tredje og sidste del af en skuespilserie, der handlede om den såkaldte NSU. Den offentlige fjernsynsstation omgav denne begivenhed med et tæt net af ‘dokumentarer’, ‘reportager’ og ’samtalerunder’ for at skabe en ‘opportun sandhed’.

Grundtonen i alle tre afsnit og de på forhånd givne ’sande konklusioner’ var, at de mistænkte gerningsmænd ikke handlede på egen hånd, men at de var drevet til denne ‘højreradikale terror’ af politiske og konspiratoriske omstændigheder. Denne dristige vaghed har en klart manipulerende hensigt:

Tidens politik skulle, ifølge venstreorienterede forestillinger, være påvirket af det. Men ville handlingerne egentlig udgøre ‘terror’, selv hvis de virkelig fandt sted som fremstillet?

(Af Michael Bakunin. Oversat til dansk af Henrik Ræder Clausen)

Den første del, der helt fra starten placeres solidt i fiktionens defekte konspirationståger, blander ‘radikaliseringen’ af særligt Uwe Mundlos sammen med forskellige begivenheder i den første del af 90’erne. Angrebet på asylcenteret Rostock-Lichtenhagen/Hoyerswerda – ingen greb ind, tilskuere klappede, Uwe Mundlos glædede sig. Nogle marcherer – en politimand får besked om at gøre noget, men griber ikke ind overfor stenkast mod ‘venstreorienterede’. En ældre mand vinker dumt grinende til demonstranterne fra en bank. Asylkompromisset fra 1992/1993 – Uwe Mundlos, i underbukser, råber at det kunne have været skrevet af dem (højrefløjen). Angrebet på Murrah Federal Building i Oklahoma 1995 – Uwe Mundlos mener, at man skulle gøre det samme.

Desværre er Uwe Mundlos død, så det gavner ikke meget at fremstille ham som drivende kraft i gruppen, i stedet bliver han projektionsflade for en bestemt politisk agitation. Men først og fremmest gælder det om at stille fru Zschäpe i et fordømmende lys, derfor fremstilles hun som den person, der opfanger ideerne og prøve at fremme dem – fru Zschäpes handlinger i stedet for Uwe Mundlos ord. Skuespillerinden Mühe ser derfor sigende direkte på tilskuerne på tre vigtige punkter i historien, et diskutabelt filmisk citat fra filmen ‘Le fabuleux destin d’Amélie’.

Anden del af serien prøver at fortælle historien fra ofrenes vinkel, men begrænser sig følelseslammet til en datter af en småkriminel tyrkisk blomsterhandler Enver S., der blev myrdet i september 2000 – hvad datteren senere udgav en bog om. Den døde tysker og hans hårdt sårede kollega blev – kunne det være racistisk? – ikke engang nævnt i serien. Efterforskerne fremstilles som uhæderlige og inkompetente. ‘Terror’, en ’sandhed’ som tilskueren allerede kender, er der demonstrativt ingen i sagen, der aner noget om. Det fremstilles som om de efterforskende myndigheders forbløffende dumhed først har gjort drabene mulige, som om der var statslig støtte til drabene. Dertil kommer en uretfærdig hverdagsracisme baseret på blindt had som et dagligt fænomen. Gudskelov slutter episoden med at Kansler Angela Merkel træder frem med sin beroligende sørgetale – et stykke forsoning, tak til Kanslerinde Merkel for det.

Den sidste episode med titlen ‘Formidlerne – kun for tjenstlig brug’ viser helt fra begyndelsen hele den store linje fra Martin Luther til brændende husbiler. Det propagandiske mål er: Martin Luther står næsten ubestridt for en særlig tysk kraft, først og fremmest sproglig og kulturel. Ifølge ideen er disse rødder onde, tyskernes kulturelle DNA er beskadiget og defekt. Som tidligere ‘Den Evige Jøde’ står nu ‘Den Evige Tysker’ som inkarnationen af ondt på jorden, rastløs i forandring og skadestifter. Efter denne blot antydede fornærmelse af seeren bliver beskyldningerne konkrete i løbet af filmen: NSU ‘Trioen’ skulle være skabt af den tyske efterretningstjeneste, derefter forsynet og sendt under jorden. Præsidenten for Thüringens efterretningstjeneste Helmut Roewer bliver afbildet som åbenlyst uvidende, der har et eller andet imod de kære venstreorienterede.

Den fiktive person ‘Alexander Melchior’, Helmut Roewers højre hånd, bliver tilskrevet psykopatisk-diabolske træk (Kunne det blot være et dumt tilfælde? ‘Melchior’, konge og lysets beskytter, spiller på ‘Lucifer’, bærer af lyset). Nogen forhindrer Thüringens politi i at efterforske sagen, og til sidst bliver et vigtigt vidne får deres efterforskning forhindret, og til sidst bliver et vigtigt vidne myrdet, naturligvis af ukendte gerningsmænd.

Den offentlige-retslige radio beskæftiger sig som i en konspirationsteori, og ser mystisk ned i det tyske sjælelivs afgrunde. Samtidig får man nu igen at vide – i fin samklang med det historiske kompleks – at på en eller anden måde er alle tyskere nazister, og at der må gøres mere mod ‘Truslen fra højre’, at enhver kritik af ‘Den Anden’ er forbudt (Mottoet for det kunne være: ‘Kritik er mord’), at enhver indvandrer i dette åndeligt fordærvede land kun kan komme med kærlighed, godhed og håb. Det eneste positive er, at instruktørerne og manuskriptforfatterne er så uduelige at de er ude af stand til at opretholde den ønskede manipulation effektivt igennem filmen. Det er derfor ikke lykkes at skabe et anti-tysk værk i stil med Veit Harlans anti-semitiske ‘Jøden Süss’ fra 1940. Kunstnerisk set er NSU-serien værdiløs, men det er synd at flere ret gode skuespillere synker til at være propagandister.

Man spørger sig selv om det, der bliver vist i serien, virkelig udgør det skræmmebillede af terror som man har fået at vide. Hvad kan man kalde det, hvis Mundlos og Böhnhardt virkelig har gjort hvad der hævdes? Det begrebsmæssige grundproblem i ‘Terrorisme’ er mangelen på en klar afgræsning af, hvad ordet egentlig dækker over. Derfor kan begrebet misbruges som politisk kampmiddel. En terrorist er bare mere end en banal morder, og når man bekæmper terrorister, sætter man sig selv og sine politiske kampanstrengelser på så høj en piedestal at næsten alle midler tillades for at slå igen: At insinuere at ens politiske modstander kunne gribe til vold er en moralsk retfærdiggørelse af, at man selv bruger vold – og jo mere radikal modstanderen er, desto mere radikalt må der reageres mod ham.

Men hvis man virkelig vil skelne meningsfuldt mellem ‘Terrorisme’ og andre kriminelle handlinger, må man stille visse krav. I det mindste må der være en politisk intention og et politisk mål for handlingen, da ‘Terrorisme’, sådan må det forstås, er vold som middel til at forme samfundet. Aktioner, som ingen tager alvorligt eller sætter ind i en sammenhæng, opfylder ikke sådan et mindstekrav. Aktioner, der ikke søger at opnå noget politisk mål, er ikke terrorhandlinger. Men sådan ser det ud for det, der antages om den såkaldte ‘NSU’: Der var tydeligvis ingen, der vidste noget om intentionerne bag handlingerne, ingen vidste hvem eller hvorfor, de blev begået. Det var politisk ubetydelige personer, der blev dræbt (der var, sammenlignet med islamiske angreb, også alt for få dræbte med alt for stor afstand), personerne var også (biologisk set) alt for gamle. Ingen forstod signaturen af det våben, det blev brugt hver gang. Der var ingen form for ‘Modstand’ eller politiske testamenter at finde. Og ‘Terrorisme’ var der ikke tale om.

Man må finde sig i, at sagen nok aldrig bliver ordentligt opklaret: Hvad der virkelig skete, hvorfor ti mennesker døde, og hvilken rolle personer fra den tyske efterretningstjeneste spillede. Den tykke tilfredshed med at terrorismen fra den ekstreme venstrefløj og fra islamisterne endelig havde et brunt modstykke, den hemmelige fryd ved fingeret rædsel, den ubegrundede moralske følelse af overlegenhed og højere menneskelighed, alt dette burde vige for den tålmodige vilje til at lade retsstaten opklare sagen, så vidt det faktisk er muligt. Drab er og bliver drab. Det er slemt nok i sig selv, og det burde være tilstrækkeligt for de moralister, der så ivrigt søger at slå politisk mønt af sagerne.

Oploadet Kl. 13:06 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


17. maj 2016

Fra Dansk Folkeparti-reklame til ‘Stop volden’-demonstration: Alt krænker den yderste venstrefløj…

Dansk Folkepartis kampagner ender altid med massiv medieomtale, fordi medierne knuselsker ethvert hånende tiltag fra venstrefløj. Flere parodier er allerede lavet af ‘Der er så meget vi skal passe på’-annoncen, der forestiller tre generationer af danskere (kender flere af dem). TV2 Nyhederne fortæller, at ‘Hamit’ blev ked af det, da han så plakaterne med de hvide danskere, og derfor besluttede en kunstner at lave en kopi. Her er danskerne i mindretal.

(Birgit Bjerre på Facebook, 16. maj 2016)

Det er umuligt ikke at støde grænseløse venstreorienterede. Lørdag i forrige uge blev en ung tysker brutalt overfaldet af tre udlændinge efter en bytur i Bad Godesberg, lidt syd for Bonn (og i øvrigt et par kilometer øst for byen ‘Schweinheim’). 17-årige Niklas døde af sine skader i fredags, og lørdag blev der afholdt et uofficiel arrangement på gerningsstedet under parolen ‘Stoppt die Gewalt’, ‘Stop volden’.

(Blot Dittmer på Facebook, 14. maj 2016)

Lokale venstreorienterede lurede, at multikulturens modstandere ville være på stedet, og iscenesatte en mod-demonstration. En happening der bevirkede at en større gruppe venstreekstremister forsøgte at forstyrre højtideligheden med musik og tilråb. Vlad Tepes har dokumentationen.

Det er krænkende at være hvid. Det er krænkende at frygte for fremtiden. Det er krænkende at sørge over døde.

Oploadet Kl. 10:31 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer

EU: Nationalistisk APF-gruppe bruger reglerne på lige fod med andre partier – skal nu undersøges…

Demokrati betyder folkestyre, at folket styrer. For en stor del af EU-parlamentet handler demokati i praksis om styring af folket. En historie fra Altinget – EU-parlamentarikere vil smække pengekassen i for det yderste højre.

“En alliance bestående af medlemmer af Danskernes Parti, græske Gyldent Daggry, tyske NPD og en håndfuld andre grupperinger på Europas yderste højrefløj bliver sat under lup af Europa-Parlamentet.

Det besluttede formændene for de europæiske politiske grupper i Parlamentet torsdag, efter mere end en fjerdedel af de 751 folkevalgte har skrevet under på, at de ønsker klarhed over, om det tværeuropæiske parti ved navn Alliancen for fred og frihed (APF) lever op til reglerne for tilgang til EU-midler.

APF har fra 2016 fået tildelt over fire millioner kroner fra Europa-Parlamentet på lige fod med den støtte, som andre tværeuropæiske politiske partier får, hvilket har vakt en del furore.

Derfor vil Parlamentet nu undersøge, om APF respekterer EU’s friheds- og demokratiprincipper og respekt for grundlæggende rettigheder, hvilket er en forudsætning for, at de er berettiget til EU-millionerne.”

Oploadet Kl. 09:11 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer
Arkiveret under:


15. maj 2016

Roger Scruton i Danmark: “Nationalfølelser er naturlige for os. De knytter os til vores hjem…”

Roger Scruton har haft en travl pinse i Danmark med arrangementer i regi af Cepos og Trykkefrihedsselskabet. En af de skarpeste nationalkonservative filosoffer, der måske ikke er helt så underholdende som Mark Steyn, men omvendt går et spadestik dybere kulturhistorisk. Martin Krasnik satte ham stævne i Deadline i går, og minsanten om ikke DR2 vælger at skilte ham som ‘konservativ filosof’. Isoleret set rigtigt, men jeg husker ikke Deadline tidligere har givet ideologiske etiketter til gæstende intellektuelle.

Da revolutionære Slavoj Zizek var i Deadline for nogle år siden, fik indslaget titlen ‘Den vilde filosof’. Filosoffer til venstre for midten analyserer nøgternt, filosoffer til højre spreder ideologiske betragtninger. Det fordummende, er jo sådan set, at Scruton på ingen måde var en omvendt Zizek. Han lagde ud med vendinger der klart satte ham i analytikerens rolle: “De britiske EU-skeptikere følger meget stærkt…” og “… du tager fejl efter min mening.”

Krasnik var afdæmpet, og fik ikke et ben til jorden. Indslaget kan ses her. Mere hos Snaphanen. Talen kan ses på Youtube.

(Roger Scruton modtager Sappho-prisen i Trykkefrihedsselskabet, 14. maj 2016; Foto: Snaphanen)

Martin Krasnik, DR2: Hvis du vælger at stemme nej i juni, er det et nationalistisk nej?

Roger Scruton, filosof: Ikke nationalistisk, men nationalt.

Martin Krasnik: Hvad er forskellen?

Roger Scruton: Nationalisme er en ideologi der er aggressiv over for verden udenfor. Nationalfølelser er naturlige for os. De knytter os til vores hjem, vores naboer og venner. Dem har vi brug for, hvis vi skal have et frit samfund og en retsstat.

[…]

Martin Krasnik: … hvis der bliver flertal for at forlade EU i juni. Kan man så sige, at det er et bagudrettet og ikke et fremskridtsvenligt valg?

Roger Scruton: Ja, det siger man, men hvad betyder ordene ‘bagudrettet’ og ‘fremskridtsvenlig’? Vi fik nok af den sprogbrug, som Sovjet prøvede at proppe ned i halsen på os. ‘Det småborgerlige demokrati er reaktionært. Folkets demokrati er fremskridtsvenligt.’ Jeg mener, at alle, der bruger ‘fremskridt’ (progress) som noget positivt bør have hovedet undersøgt.

Oploadet Kl. 10:43 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


13. maj 2016

Kommunistisk sanger vil ikke associeres med ‘kvalmende’ DF-nationalisme’: Bor selv på idylliske Ærø

Da Dansk Folkeparti i 2008 lancerede kampagnen ‘Giv os Danmark tilbage’, var det et problem, fordi en venstreorienteret sangerinde havde haft et hit med ‘Gi mig Danmark tilbage’.

Denne gang hedder kampagnen ‘Vi voksne kan også være bange’, og efter BT havde kritiseret kampagnens dårlige billedbehandling, var det i dag konkurrentens tur.

Det hører med til historien, at Bjarne Jes Hansen var et ikon for revolutionen der aldrig kom, og i en årrække var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti. Sideløbende var han ansat af Danmarks Radio, og efter et langt liv for grænseløs socialisme har han i dag bosat sig på monokulturelle Ærø.

Fra Ekstra Bladet – ‘Vi voksne kan også være bange’-sanger føler sig misbrugt af DF.

“I Dansk Folkepartis stort anlagte kampagne der netop nu luftes på togstationer og busstoppesteder bruges sætningen ‘Der er så meget, vi skal passe på’, sammen med et billede af hundeglad storfamilie i kulørt tøj.

Sætningen er stort set identisk med en sætning fra omkvædet, der optræder i en af 1970’ernes mest kendte børnesange ‘Vi voksne kan også være bange’.

I børnesangen, hvor en mildest talt ængstelig voksen forsøger at forklare sine bekymringer vedrørende blandt andet atomkraftværker, trafik og fabrikker på en måde, så børn kan forstå det, lyder en linje i omkvædet: ‘Der er så meget, man skal passe på’. …

Manden bag 70’er-hittet hedder Bjarne Jes Hansen. … og han er bestemt ikke begejstret for at blive brugt i Dansk Folkeparti-sammenhæng.

– Det grænser til det kvalmende. Jeg er ikke blevet spurgt, og hvis jeg var blevet spurgt, ville svaret have været et klart nej, siger Bjarne Jes Hansen til Ekstra Bladet…

– Titlen på pladen, hvor sangen stammer fra, er ‘Dig og mig og alle os’, og står for præcis alt det modsatte af den nationalisme, som Dansk Folkeparti repræsenterer, siger den utilfredse sanger.

(Udsigten fra anti-nationalistens Ærø-ejendom)



23. april 2016

Stampe om kulturkamp: “Det er jo kun, når man ikke respekterer pluralismen som forudsætning.”

Zenia Stampe er netop udnævnt til Det Radikale Venstres nye ‘værdi- og kulturordfører’. I et længere interview i Politiko harcellerer hun imod nationalister, der skaber ubegrundet angst for islamisk terror, hvad eksempelvis ‘legitimerer’ en krigslignende bevogtning af Nørreport Station.

Bemærk hvordan hun i det citerede herunder affærdiger modstand mod multikultur: “Det er jo kun, når man ikke respekterer pluralismen som forudsætning.” I 1970’erne forsøgte kommunisterne at skabe det marxistiske menneske, men virkeligheden endte med at stå i vejen. Hvis det lykkedes at gøre Danmark til en pluralistisk enklave, så er det blot en kort fase før næste monokulturalisme. Næppe en vestlig af slagsen.

Interview i Politiko – ‘Det er et kæmpe kulturelt problem, at der piskes en stemning op om, at Danmark er truet’.

“Flygtningestrømmen har sat de danske værdier på prøve. Det mener Zenia Stampe – ny værdi- og kulturordfører for de Radikale. Men ikke på samme måde som de store partier – Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Venstre – mener. Det er demokratiet og retssikkerheden, der først og fremmest er truet af den stemning, som politikerne er med til ‘at piske op,’ mener Zenia Stampe. …

Er det ikke at gøre reaktionen til problemet i stedet for selve problemet?

‘Det er et kæmpe kulturelt problem, at der er nogen, som i fuld alvor mener, at Danmark er ved at blive invaderet af muslimer og omdannet til et kalifat. Det er meget langt fra virkeligheden. Men hvis man har den opfattelse, kan man jo legitimere hvad som helst, for så er vi jo i krig. Det er der løbende folk, der siger, at vi er. Og så bliver det naturligt at sætte forsvaret ind til bevogtning på Nørreport Station. Men det er en realitet, at vi lever i en af de fredeligste perioder i danmarkshistorien, hvor der er mindst risiko for at blive udsat for personfarlig kriminalitet herunder terror. Hvorfor er der ikke en modstandskraft mod disse vrangbilleder?’

PET vil nok sige, at terrortruslen mod Danmark er kraftigt forhøjet?

‘Ja, men måske ikke større end i 1980erne, hvor der var mere terror. Det har vi måske glemt, og mange andre farer er der ikke længere. Vi burde være meget trygge. Men når medierne rapporterer om enhver trussel og enhver forbrydelse i landet, og man kun sidder og kigger på sin computer, så vil man føle sig truet. Det er fantastisk, at vi lever i denne fredelige tid, men hvor er det ærgerligt, at vi er så mange – for jeg kan også blive grebet af angst – der ikke kan nyde det.’ …

Er det ikke i orden at diskutere, om der eksisterer en trussel mod dansk kultur?

‘Det er helt legitimt at have en diskussion om, hvor pluralistisk vores samfund skal være, og hvor meget vi vil indrette os efter de mennesker, der kommer hertil. Det er også fair at diskutere, hvor mange vi kan håndtere i Danmark – det handler om at finde et balancepunkt. Men jeg står helt af, når man tegner vrangbilleder af, at vi er i krig mod muslimerne, at de kommer og invaderer os.’ …

Multikulturelle samfund fører ofte flere spændinger, sammenstød og konflikter med sig …

Det er jo kun, når man ikke respekterer pluralismen som forudsætning. Det er jo kun, hvis den ene gruppe synes, at man har ret over den anden gruppe, at der opstår konflikter.'”

Oploadet Kl. 16:13 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


16. april 2016

Uffe Østergaard om EU 2.0: “Med et jerntæppe. Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter.”

Det er selvfølgelig fint med lidt ærlighed fra en professor emeritus, men det er også lidt patetisk. Da jeg for femten år siden fulgte en Jean Monnet-kursus på Aarhus Universitet, tog det mig ikke længe at opdage, at deres håb om nationalstaternes deroute var baseret på ønsketænkning. Arne Hardis har interviewet Uffe Østergaard til seneste udgave af Weekendavisen – Fort Europa (ikke online).

“Uffe Østergårds svar virker aldeles overrumplende, da jeg sent i interviewet spørger ham, hvordan Europa skal forsvare sine ydre grænser. Svaret er for så vidt en logisk konsekvens af hans analyser og argumenter hele samtalen igennem, men man er alligevel ikke vant til at høre den slags komme ud af munden på en Jean Monnetprofessor.

‘Med et jerntæppe. Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter. Mange vagtposter. Og til havs bevæbnede Frontex-skibe, som kan samle flygtninge op og sejle dem tilbage til den kyst, de kom fra.’ Det bliver ikke den eneste overraskelse, Uffe Østergård serverer. …

Analysen af EU’s folkelige legitimitetskrise har vi hurtigt overstået: Det danske nej 3. december, den mulige britiske exit, folkeafstemningen i Holland i sidste uge, den forestående i Ungarn om fælles fordeling af flygtninge. EU er kendetegnet ved, at hvis man spørger folk, så siger de nej. Går det højt, er de ligeglade. …

Eller tag det indre marked, som gennemførte arbejdskraftens fri bevægelighed, herregud, men havde ‘altovergribende« konsekvenser.

‘Ingen fortalte vælgerne, hvad det handlede om. Lad os sige det på jysk: Man var sparsommelig med sandheden. … Monnet opbyggede ikke denne tænkning for at snyde vælgerne, dem tænkte han slet ikke på. Han ville snyde de nationale politikere og embedsmænd, der tænkte i nationale interesser. Han var optaget af, om hans tiltag virkede. Men virkningen var helt rigtigt, at man snød vælgerne.’ – Undskyld, men det er en leninistisk tænkning. Ekstremt antifolkelig, i hvert fald.

‘Monnet var franskmand, han havde enorm mistillid til folket – det var sådan nogle, der gjorde oprør. Men du har fuldstændig ret, det hele brænder sammen, når den monnet’ske tænkning kombineres med noget så folkeligt som valg og demokrati. Selv stillede Monnet jo aldrig op til noget.’. …

Men muren? Fortet? Det nye europæiske projekt? ‘Jo. Spørgsmålet er, om vi vil bruge den fornødne magt. Frauke Petri fra Alternative für Deutschland kom til at sige det direkte, men hun har jo fuldstændig ret. Grænser handler om magt og magtanvendelse. … Fort Europa er en nødvendighed på grund af den måde, vi har indrettet velfærdsstaterne på. Velfærdssystemet er meget attraktivt, og to milliarder i Afrika kan orientere sig om det via mobilen.’ …

‘… Man er nødt til at have hårde grænser udadtil for at have et grænseløst kontinent indadtil. Alle ved det. Grænser er deep down magtanvendelse. De, der hæver stemmen mod den erkendelse, har svage argumenter.’.”

Oploadet Kl. 22:36 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


10. april 2016

Søren Pind (V): Liberalisme er en god ide, blot ikke i forhold til børneopdragelse og udlændingepolitik

En minister skal vurderes på det han gør, ikke luftige hensigtserklæringer, og så dumper Søren Pind fælt. Hvad nytter det at landets liberale justitsminister foretrækker en konservativ udlændingepolitik, når udlændinge uhindret krydser grænsen og vandrer videre på motorveje med politieskorte.

Interview med justitsminister Søren Pind på Zetland.dk – Flygtningekrisen sætter Søren Pind i et liberalt dilemma. Han har et konservativt svar på det.

“Søren Pind mener, at den diskussion, som flygtningekrisen har medført, er ’stærkt blufærdighedskrænkende’, fordi vi er et blufærdigt folkefærd, der nødigt taler i store ord om store begreber som folk og nation.

‘Vi kan ikke lide at snakke om grundkultur og kong Christian og den slags, for det har vi ikke gjort siden besættelsestiden,’ siger han. ‘Men sagen er den, at flygtningekrisen har sat noget afgørende i perspektiv. … Vi opfatter et land som et produkt af sin historie. Svenskerne derimod, de har hævdet, at et land er summen af de mennesker, der på et givet tidspunkt bor i det,’ siger han. ‘Vi mener, at danskerne har ejendomsretten til Danmark. En national ejendomsret. Og det betyder, at det nogle gange bliver Noahs ark. De, der er ombord på skibet, bliver reddet, og de andre, de drukner.’

Men dén opfattelse af, hvad det vil sige at være et land, forudsætter jo så, at vi lukker døren for dem, der har brug for hjælp?

‘Ja. For nogle af dem. Men alternativet er, at mit samfund destruerer.’

Destruerer? Jeg har uden tvivl læsere, der vil synes, det lyder stærkt overdrevet …

‘Problemet i denne her forbandede diskussion er, at man ikke kan sætte det på formel. Men jeg har en meget stærk pligtfølelse over for det, mine bedsteforældre sled for. … jeg har børn, og jeg vil gerne sikre mig, at de får mindst de muligheder, jeg fik – også inden for den her relativt fredsommelige ramme. Og det er dét, der er på spil.’

Når Søren Pind taler om sin frygt for det, han kalder ‘Danmarks undergang’, taler han ikke om økonomi. Det er ikke flygtningekrisens påvirkning af statsbudgettet, der først og fremmest ligger ham på sinde. Det er bekymringen for at leve i et land, hvor ikke alle deler den samme danske kultur. Ethvert samfund har brug for ‘blodtilførsel’ udefra, understreger han, men det huer ham ikke, når mennesker, der bor i Danmark, ikke abonnerer på danske grundværdier som ytringsfrihed, fredsommelighed, demokratisk diskussion og ligestilling. Han frygter, at de værdier ikke længere vil udgøre fælles intuitivt tankegods, hvis indvandringen fra tredjeverdenslande fortsætter i det tempo, vi så sidste år. Og så taler justitsministeren helt konkret om frygten for et tab af historie. At vi glemmer, vi bor i ‘Kierkegaards land, H.C. Andersens land, Carl Nielsens land. Tycho Brahes. Grundtvigs.’

‘Det, du tager dit udgangspunkt i her,’ bemærker han, ‘er spørgsmålet: Har vi overhovedet retten til et ‘vi’? Og ja, det synes jeg, vi har. Vi har fået et land i arv, vi har fået en kultur i arv, og den synes jeg, vi skal tage vare på og ikke se forvitre. Kulturen skal selvfølgelig bevæge sig fremad, men ikke forandres til ukendelighed.’

Men hvor er din liberale stemme her? Hvor er stemmen, der insisterer på enhvers ret til at tænke fuldstændig, som han eller hun vil?

‘Det må de også gerne, herregud.’

Så længe de ikke bor i Danmark?

‘Prøv at høre,’ siger Søren Pind. ‘De konservative har en pointe, når de siger, at den vigtigste faktor i alting, det er kultur. Så tror jeg som liberal på, at man kan træffe en beslutning om at flytte den kultur – det gør det konservative ikke – men det er jo ikke det, vi gør lige nu. Vi har ikke truffet nogen beslutning. Vi lader det bare ske. Bertel Haarder sagde engang, at der var to områder, hvor man ikke kunne bruge liberalisme. Det var børneopdragelse og udlændingepolitikken. Jeg tror, der er noget om det.‘”



2. april 2016

Frans Timmermans, EU-kommissær: “… diversity is humanity’s destiny… Europe will be diverse…”

For et halvt år deltog Frans Timmermans i en konference om ‘fundamentale rettigheder’ i Bruxelles. Timmermans er 1. næstformand for Europa-Kommissionen, og EU-komissær for ‘Rule of Law and Charter of Fundamental Rights’.

Her lidt fra hans tale.

“… hundreds of thousands in need of refuge are arriving on our shores and the capacity of our society for tolerance and inclusion is put to the test like never before. There couldn’t be a more burning issue. Europe is going through a period of crisis and turmoil, which is challenging the very values on which it was built. It is challenging the very fabric of European society and therefore the very fabric of European cooperation. The rise of antisemitism, the rise of Islamophobia, each in their own way are symptoms.

I know very well, ladies and gentlemen, that our decision to address both issues in the context of this Colloquium was a controversial one… But what these phenomena do have in common is that they affect communities which are, each in their own way, seen as different from the majority, and which therefore risk being exposed and targeted when scapegoats are sought. But through their extreme nature and the difficult discussions they trigger, antisemitism and anti-Muslim hatred are emblematic of other forms of hatred. …

Anti-Muslims incidents are multiplying across Europe. We’re seeing a huge spike of attacks. Verbal insinuations, closed-mindedness, prejudice, discrimination. The rise of islamophobia is the one of the biggest challenges in Europe. It is a challenge to our vital values, to the core of who we are. Never has our societies’ capacity for openness, for tolerance, for inclusion been more tested than it is today.

Diversity is now in some parts of Europe seen as a threat. Diversity comes with challenges. But diversity is humanity’s destiny. There is not going to be, even in the remotest places of this planet, a nation that will not see diversity in its future. That’s where humanity is heading. And those politicians trying to sell to their electorates a society that is exclusively composed of people from one culture, are trying to portray a future based on a past that never existed, therefore that future will never be.

Europe will be diverse, like all other parts of the world will be diverse. The only question is, how do we deal with that diversity? And my answer to that is, by ensuring that our values determine how we deal with diversity and not giving up our values to refuse diversity. That will bring us down as a society. If we don’t get this right… Europe will not remain a place of peace and freedom, for very long.

… I want to encourage you to share your experiences, but above all your ideas on very concrete ways in which we can fight back against hatred and intolerance in Europe. Think about the things we could do in education; create meeting places where people can come together. Look how we can tackle hate speech on the Internet and in other places.

(EU-kommissær Frans Timmermans, Bruxelles, 1. oktober 2015; Foto: Youtube)

Oploadet Kl. 19:20 af Kim Møller — Direkte link34 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Gyldig XHTML
WP






MediaCreeper