19. januar 2014

Antifascistisk Aktions strategiske antifascisme (2013) – Hitlers etablering af ‘Sturmabteilung’ (1921)

I Antifascistisk Aktion-udgivelsen At knuse fascisme (2013), dedikeres flere kapitler til det teoretiske grundlag for ‘antifascisme’. Særligt interessant er kapitlet med titlen Antifascisme er en socialistisk strategi, hvor der over otte sider redegøres for nødvendigheden af ‘antifascisme’. Herunder en smagsprøve.

“Antifascismens historie er uløseligt knyttet til venstrefløjens historie, ligesom nutidens antifascistiske arbejde er det. Det giver ikke mening at se antifascismen som en bevægelse i sig selv med en selvstændig politisk dagsorden. Antifascismen er en strategi, der tjener det ene mål at bakke op om kampen for et frit socialistisk samfund. …

Strategiens funktion er at give venstrefløjen fred til at arbejde frem mod disse mål, i fred fra fascistisk repression, samt at skubbe fascistiske mobiliseringsforsøg tilbage. Disse to elementer hænger i reglen sammen, fordi fascisme altid medfører overgreb. At imødegå fascistisk mobilisering er således socialistisk selvforsvar. …

Hvis venstrefløjen, arbejderbevægelsen og andre progressive ikke kan mødes uden at frygte for chikane, hærværk og vold, så kan bevægelsen ikke organisere sig, kan vores politiske positioner ikke flyttes fremad.

I et socialistisk samfund vil fascismen have væsentligt dårligere vilkår end i kapitalismen… Indtil da vil fascistbevægelsens mobiliseringspotentiale variere i styrke med en vis uforudsigelighed. Her må venstrefløjen være parat til at forsvare sig selv…

Det rum som det antifascistiske arbejde skaber – en frihed fra fascistiske trusler og overgreb – bruges til at rykke venstrefløjens positioner frem. Jo stærkere de progressive kræfter står, desto sværere bliver det for fascister at angribe venstrefløjen. …

Det er dog essentielt at vi holder fast i antifascismen som et politisk projekt, drevet af strategiske beslutninger…” (s. 62-64)

(Adolf Hitler og Antifascistisk Aktion om sine kampe)

Herunder lidt fra Adolf Hitlers Min kamp (da. Min kamp), det teoretiske udgangspunkt for nationalsocialismen, hvis udøvere typisk vil være målet for den strategiske antifascisme i den internationale socialismes navn. Citaterne henfører til perioden 1919-21. (Bind II, København, 1966)

“Denne tid tvang os til selv at tage ånd i hanke med beskyttelsen af vore møder; øvrighedens beskyttelse kan man aldrig regne med; tværtimod kommer den erfaringsmæssigt altid fredsforstyrrerne til gode. Thi det eneste faktiske resultat af øvrighedens indgriben og politiets tilkaldelse var højt regnet, at mødet blev opløst. Og det var jo også de fjendtligsindede fredsforstyrreres formål.

Overhovedet har der ved politiet udviklet sig en praksis, som er det uhyrligste i henseende til retsstridighed, man kan forestille sig. Hvis det nemlig gennem en eller anden slags trusler kommer politiet for øre, at der er fare for sprængning af et møde, arresterer det ikke dem, der truer, men forbyder de andre, de uskyldige, at afholde mødet; denne klogskab er en normal politisjæl umådeligt stolt af. De kaldet det en ‘præventiv forholdsregel til at forhindre en lovstridighed’.

Den energiske bandit har altså til enhver tid midler til at umuliggøre anstændige mennesker deres politiske virksomhed. I roens og ordenens navn bøjer statsautoriteten sig for banditten og anmoder de andre om venligst ikke at provokere ham. Hvis nationalsocialisterne altså ville afholde møder på visse steder, og fagforeningerne erklærede, at det ville afføde modstand fra deres medlemmers side, satte politiet skam ikke disse truende fyre bag lås og slå, men forbød os at holde møde. Ja, disse lovens organer havde endog den utrolige frækhed utallige gange at meddele os dette skriftligt.

Hvis man ville beskytte sig mod den slags eventualiteter, måtte man altså sørge for, at ethvert forsøg på forstyrrelser kvaltes i fødslen.

Her må følgende tages med i betragtning: ethvert møde, som udelukkende beskyttes af politiet, diskrediterer arrangørerne i massens øjne. Møder, hvis afholdelse kun kan garanteres ved stort politiopbud, virker ikke hvervende, da forudsætningen for at vinde et folks lavere lag altid er en synligt tilstedeværende styrke.

Ligesom en modig mand lettere kan erobre kvindehjerter end en fej person, således kan en heltemodig bevægelse også snarere vinde folkets hjerte end en fej bevægelse, som kun holdes i live ved politiets beskyttelse.

Særlig af den sidstnævnte grund måtte det unge parti sørge for selv at forsvare sin eksistens, beskytte sig selv og gøre det af med den fjendtlige terror.” (s. 81)

Senere i bogen beskriver Hitler et møde der fandt sted i Münchner Hofbräuhaus, den 4. november 1921.

“Da jeg klokken et kvarter i otte kom ind i forhallen til Hofbräuhaus kunne der ganske vist ikke være nogen tvivl om, hvad meningen var. Salen var overfyldt og derfor afspærret af politiet. Modstanderne, der var kommet meget tidligt, befandt sig inde i salen, og vore tilhængere for størstedelen udenfor. Den lille S.A. ventede på mig i forhallen. Jeg lod dørene lukke til den store sal og befalede derpå de fem-seksogfyrre mand at træde an. Jeg foreholdt de unge mennesker, at de sandsynligvis i dag for første gang måtte bevise deres troskabmod bevægelsen, om det så skulle briste eller bære, og at ingen af os måtte forlade salen, hvis vi da ikke blev båret ud som lig; jeg ville selv blive i salen og troede ikke, at blot én af dem ville forlade mig. Men hvis jeg så en opføre sig som kujon, ville jeg personlig rive armbindet og partimærket af ham. Derefter opfordrede jeg dem til øjeblikkelig at gå på vedmindste forsøg på sprængning og tænke på, at det bedste forsvar ligger i angrebet. …

Foran mig, især til venstre for mig, sad og stod der lutter modstandere. Det var robuste mænd og unge fyre, for størstedelen fra Maffei-fabrikken, fra Kustermann, fra Isaria målerværkerne etc. Langs med salens venstre væg havde de allerede skubbet sig frem til mig bord og begyndte nu at samle ølkrus, d.v.s., de bestilte stadig mere øl og stillede de tomme krus under bordet. På denne måde opstod der hele batterier, og det ville have undret mig, hvis det var endt godt den dag. …

En lille psykologisk fejl, som jeg begik ved at parere en afbrydelse, og som stod mig klart i samme øjeblik, ordet var over minde læber, gav signalet til at slå løs.

Et par vrede tilråb, og pludselig sprang en mand op på en stol og brødede ud i salen: ‘Frihed!’ Ved dette signal begyndte frihedens forkæmpere på deres arbejde.

I løbet af få sekunder var hele rummet fyldt af en råbende og skrigende menneskemængde; utallige ølkrus fløj hid og did som skud fra haubitsere; indi imellem lød brag af stoleben, der brækkedes løs, og ølkrus, der knustes, skrål og hujen…

Spektaklerne var næppe begyndt, før mine ‘stormtropper’ – således blev de fra den dag kaldt – gav sig til at angribe. (s. 92f)

Flere bliver såret under kampene, men det lykkedes Hitlers Stormtropper at få ryddet hallen for ‘venstrefløjen’. Efter 25 minutter, da mødet er klar til at fortsætte, opløser politiet dog arrangementet.

“Denne ordensafdeling havde i begyndelsen ganske vist kun karakter af et mødeværn. Dens første opgave var begrænset: den bestod i at gøre det muligt at afholde møder, som uden dem ville være blevet forhindret af modstanderne.

Efter slaget ved mødet i Münchener Hofbräuhaus fik ordensafdelingen en gang for alle, til varig erindring om de fåtalliges heltemodige stormangreb ved den lejlighed, navnet stormafdeling. …

Hvor nødvendigt det var at organisere stormafdelingen, kunne vi ikke alene se ved et mindeværdige møde, men også ved vort forsøg på lidt efter lidt fra München at sprede bevægelsen ud over det øvrige Tyskland. Så snart vi forekom marxismen at være farlige, lod denne ingen lejlighed gå ubenyttet hen til at kvæle ethvert forsøg på et nationalsocialistisk møde i fødslen eller hindre det afholdelse ved sprængning. Det var ganske selvfølgeligt, at partiorganisationene for alle afskygninger af marxismen blindt dækkede enhver hensigt og enhver begivenhed af den art…” (s. 112)



16. januar 2014

Anders Breivik sprang lige ud som ‘etnonationalist’: Terror skulle ødelægge counterjihad-bevægelsen…

I sidste uge kunne EXPO Idag fortælle, at Anders Breivik har sendt internationale medier et brev, hvori han springer ud som fascist, og sågar postulerer at hensigten med terrorangrebene var at ødelægge counterjihad-bevægelsens omdømme. Vi har at gøre med en mand der mener kold kaffe er at betragtet som tortur, og herfra betragtet virker det som belejlig efterrationalisering. Breivik har måtte søge nye fæller, da han opdagede, at mord kun gjorde ham til helt hos nogle få ekstreme nationalister.

Kort referat sakset fra venstreradikale EXPO, der selvfølgelig ikke bruger Breiviks nye virkelighed til at rense multikulturens kritikere – Breivik vill deportera ‘illojala judar’.

“Terroristen Anders Behring Breivik har skickat ett brev till internationella medier. I brevet beskriver han sig som en kämpe för den ‘nordiska rasens överlevnad’ och kräver ett territorium för vita i Norge. …

I brevet har Anders Behring Breivik till viss del ändrat retorik från den han förde i sitt så kallade manifest. Han menar att han i manifestet förde en ‘counterjihadistisk’ retorik för att skydda ‘etnonationalister’ och istället sätta igång ett mediedrev mot antinationalistiska counterjihad-anhängare. Han kallar denna strategi för ‘dubbelpsykologi’.

Anders Behring Breivik hävdar att han strävar efter ett ‘rent nordiskt ideal’. Han menar att den ‘nordiska rasen’ håller på att utrotas och vill se att det bildas ett nazistparti i Norge likt Svenskarnas parti. …

‘Vi förlorade det europeiska inbördeskriget (andra världskriget)’, skriver Brevik….

Breivik identifierar även sig själv som en del i ‘Västeuropas fascistiska rörelse’.Breivik skriver dessutom att hans kärlek till Israel endast består i dess framtida funktion som en plats att deportera ‘illojala judar’.

Snaphanen var først med historien (I, II, III). Tjek også Robert Spencers kommentar hos Frontpage Mag.

Oploadet Kl. 16:06 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


4. januar 2014

EU-præsident Herman Van Rompuy (2013): “Populism and nationalism cannot provide the answer…”

Artiklen fra Deutsche Welle er ikke helt ny, og indrømmet, muligvis en undskyldning for at smide lampeskærms-fotoet af Rompuy på forsiden. Fra Van Rompuy warns against rising nationalism in EU (9. november 2013).

“Speaking in Berlin on Saturday, van Rompuy warned against fear of immigration among EU populations and defended the EU’s open borders.

‘Populism and nationalism cannot provide the answer to the challenges of our time,’ he said, urging member states to maintain a freedom of movement that he called a ‘sign of civilization.’ … He added that just 3 percent of EU citizens live in another EU country, saying there is ‘too little mobility’ in the bloc. Van Rompuy also lamented the increasingly negative attitudes towards minorities. …

‘The prejudices against other EU citizens are growing in an alarming fashion,’ he said.”

(EU-præsident Herman Van Rompuy, Madrid, 13. december 2013)

“We have together to fight the danger of a new Euroscepticism. … The biggest enemy of Europe today is fear. Fear leads to egoism, egoism leads to nationalism, and nationalism leads to war.” (Herman Van Rompuy, 10. november 2010)

Oploadet Kl. 16:38 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer
Arkiveret under:

SF gør muslim til kulturordfører: Dansk kultur styrkes af mangfoldighed, vi skal af-nationalisere danskhed

Jeg tror ikke Helle Thorning-Schmidt udskriver valg i 2014, men med internationalsocialisten Trine Pertou Mach i SF’s pressede folketingsgruppe, udelukker jeg intet. Gårsdagens SF-historie var dog valget af Özlem Cekic som kulturordfører. Fra Berlingske – Cekic: Dansk kultur ikke kun flæskesteg og øl.

“Hun vil lægge op til debatter om, hvad der er dansk kultur, og hvordan man i Danmark skal forholde sig til interkulturelle påvirkninger. …

For mig er danskhed hverken nationalisme eller konservatisme. Dansk kultur kan ikke alene reduceres til flæskesteg eller Carlsberg-øl. For mig er frisind, solidaritet, ytringsfrihed og frihed til forskellighed vigtige kendetegn for dansk kultur. Det er også derfor, at Danmark har været foregangsland for seksuelt frisind, regnbuefamilier og homoseksuelles ligestilling,’ siger hun og i en skriftlig kommentar og retter kritik mod Dansk Folkeparti og 00ernes ‘nationalisme’.

‘Nationalismen har været med til at sætte grupper op mod hinanden frem for at bygge broer. Det gælder om at huske, at dansk kultur faktisk styrkes af mangfoldighed og interkulturelle strømninger. Modsat mange DFere mener jeg ikke, at globaliseringen er en trussel. Tværtimod. Globaliseringen er en invitation til at lære nyt. Vores kultur er ikke blevet dansk, fordi vi har gemt os bag grænsebomme,’ siger Cekic.”

(Trine Pertou Mach på Modkraft.dk, 2010)

“Som første punkt på sin to do-liste vil Özlem Cekic se nærmere på: Hvad er danskheden, hvem har patent på den, og ikke mindst hvorfor det er så vigtigt med globalisering internationalt udsyn.

- Som jeg tror er en måde at befri danskheden for en national besættelse, siger SF’s ny kulturordfører til dr.dk.” (Özlem Cekic til DR.dk, 3. januar 2013)

Oploadet Kl. 04:56 af Kim Møller — Direkte link53 kommentarer


20. december 2013

Sverige: Højreradikale angreb venstreradikal demo, venstreradikale er sagesløse ofre og militant modpol

Søndag var Kärrtorp i det sydøstlige Stockholm scene for en ‘Linje 17′-demonstration rettet mod lokale nationalsocialister. Selvom de svenske medier ofte tematiserer nazistisk vold, så hører det til sjældenhederne at venstreradikale angribes i forbindelse med demonstrationerne. Søndagens angreb var ifølge politiets pressetalsmand første gang i tretten år.

30-40 højreradikale fra Svenska Motståndsrörelsen (SMR) gik i samlet flok til angreb, lidt i stil med det venstreradikale angreb på Defence League-demo’en i Århus sidste år – men mere brutalt. De svenske medier skriver naturligvis ikke at der opstod sammenstød mellem parterne (som de plejer at gøre), men at nazister målrettet gik til angreb på børn og ældre.

I lighed med islamisterne arbejder den yderste venstrefløj med dobbelt bogholderi, og det kan være svært både at spille uskyldige ofre for nazi-vold, og samtidig agere militant modpol. Dagens Nyheter fortæller, at arrangørene af demonstration har anmeldt politiet fordi ‘de beskyttede nazisterne’, og ser man på Youtube, så er der flere videoer, der viser at demonstrationen på ingen måde bestod af sagesløse børn og ældre. Eksempelvis praler Tidningen Arbetet med at nazisterne måtte flygte ind i nærliggende skov, og man kan se 5-6 betjente ikke rigtig ved hvordan de skal stå i forhold til de to fronter.

En af angriberne blev stukket med kniv af demonstranterne, der ifølge Document inkluderede kommunistiske organisationer såsom Rättvi­separtiet Socia­lis­terna og Syn­di­ka­lis­terna samt de militante organisationer Antifascistisk Aktion og Revo­lu­tionära Fron­ten.

(Politibetjente klemt mellem Svenska Motståndsrörelsen og venstreradikale; Youtube)

Politi­kon­sta­bel M Ols­son fortæller historien på Blaljus.nu, officiel organ for Polisförbundet i Stockholm. “… vi blir angripna från båda falan­ger”.

“Då vi är 6 stycken utspridda på tor­get i kon­stel­la­tio­ner om 2, så kom­mer helt plöts­ligt ett fyr­tio­tal från SMR (Svenska mot­stånds­rörel­sen) och de såg allt annat än fred­liga ut. De är beväp­nade med kev­lar­hands­kar med kno­gjärn under, påkar och långa stö­rar, kni­var, nöd­bloss, knall­skott, egen­till­ver­kade sköl­dar, glas­flas­kor i mas­sor. En per­son beskrev det som i fil­men Brave Heart, i sekven­sen då alla sol­da­ter på angi­ven sig­nal skju­ter iväg sina pilar… det viner flas­kor och ste­nar på samma sätt mot oss och mot demon­stran­terna. Jag hin­ner tänka ‘nu går det åt hel­vete’

Som om inte detta räckte så bör­jar de som har den till­stånds­givna demon­stra­tio­nen att samla trupp, de är hundra­tals till anta­let, och även de beväp­nar sig med långa stö­rar, påkar, ste­nar, ste­gar, sto­lar mm.För oss blir situa­tio­nen än värre då vi blir angripna från båda falan­ger, och vi måste skifta fokus varenda sekund och värja oss mot våld frami­från och bakifrån tyvärr.

Oploadet Kl. 09:22 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


19. december 2013

Povl Falk-Jensen om feje “samarbejdspolitikere, der solgte Danmark til nazisterne uden modstand”

93-årige Povl Falk-Jensen kan ses i DR-serien Modstandskampens sidste vidner. Interview med modstandskæmperen i BT – I 65 år holdt danske Povl på sin hemmelighed: ‘Jeg skød otte mænd og tre kvinder’.

“Povl Falk-Jensen var 18 år gammel, da krigen begyndte. Han var født ind i et forsvarsvenligt, konservativt miljø. Faderen var folketingsmedlem. I 1943 gik han ind i modstandskampen, han blev hurtigt leder af sin gruppe i Holger Danske.

- For hver gang vi likviderede stikkere, reddede vi danske liv. Tænk, hvis jeg, fordi jeg var skide blødsøden, var skyld i, at hæderlige danskere mistede livet. Som leder af vores gruppe måtte jeg gå forrest. Det er fair, siger Povl Falk-Jensen. …

Povl er indigneret. Så mange år senere er hans vrede intakt. Den er vendt mod de feje danske samarbejdspolitikere, der solgte Danmark til nazisterne uden modstand. … Som den ældre herre sidder i sin stue på plejehjemmet og fortæller, mærker man den stadig. Vreden.

- Ja, den er der endnu, vreden. De fik senere hen nogle kugler for den vrede, jeg mærkede den 9. april. Det var med til at skabe en holdning hos en 18-årig mand. … Povl Falk-Jensens politiske engagement førte til, at han blev distriktschef i Konservativ Ungdom…

- Der må komme et tidspunkt, hvor man må sige fra. Jeg kan huske, at jeg tænkte, ’Det kan sgu ikke være meningen, at Gøngehøvdingen skal blive den sidste i danmarkshistorien, der siger fra. Det kan sgu da ikke være rigtigt, at Danmark ikke gør modstand, fortæller Falk-Jensen.

Omkring nytårsskiftet 1943/44 gik han ind i den nationalistiske, konservativt prægede modstandsgruppe Holger Danske. …

- Det er jo nok konsekvensen af mit liv som modstandsmand. Naturligvis påvirker det én med alt det skyderi. Men sådan er det. Jeg gjorde det rigtige. Samarbejdspolitikken var åbent forræderi. Jeg kunne den dag i dag ikke drømme om at stemme radikalt. De Radikale er det argeste, man har i verden. Det er synd. På alle andre områder er de jo vældig intelligente. Men hvad hjælper intelligens, hvis man dør af det, spørger Falk-Jensen.”

Oploadet Kl. 08:04 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer


17. december 2013

Historien om Max Manus (i film fra 2008): “My country was stolen from me, Sir… and I want it back.”

Historien om norske Max Manus, er på mange måder historien om den norske modstandsbevægelse under 2. Verdenskrig, og jeg kan bestemt anbefale filmen, der for mig at se ikke helt er på højde med Hvidstengruppen (2012), men fint indgår i genren med gode film som Drengene fra Sankt Petri (1991) og ikke mindst Flammen og Citronen (2008). Mere eller mindre dokumentarisk film, der fortæller historien på godt og ondt.

Filmen er fra 2008, og blev en stor succes i Norge. Maximo Guillermo Manus (der har dansk mor) meldte sig frivilligt til Finlandsfronten, og var med til at skubbe Stalins tropper tilbage i foråret 1940. Da Hitler-Tyskland besatte Norge var han klar til kamp fra dag 1, og mirakuløst overlevede han krigen. Som medlem af ‘Oslogjengen’ blev han hyldet efter krigen, og oplevede sågar at blive personlig livvagt for Kong Haakon VII.

(Max Manus, dansk cover; Trailer, fuld længde; Se evt. Snaphanen)

Herunder en række citater sakset fra den engelske udgave Max Manus – Man of war (2008).

Max Manus (fortæller): The Germans took over our newspapers, and filled them with propaganda. I’am a school drop out and can hardly write. Now we’re making a newspaper. The first free newspaper in the country. We fought our battle. For king and country.

Norsk officer (England): It’s only a matter of time, Manus, before we’ll have to learn German. But those who are here have decided no matter what.

[...]

Gregers Gram: Propaganda is much more than newspapers. It’s about encouraging resistance among the civilians. And it creates national unity.

Max Manus: We can make national unity by blowing up everything German on Norwegian soil.

[...]

Norsk officer (London): Why do you want to be a saboteur, Max?

Max Manus: My country was stolen from me, Sir… and I want it back.

Frihedskæmper: Why don’t we have Norwegian flag on our uniforms?

Max Manus: Not yet.

Frihedskæmper: When?

Max Manus: When we have won the war.

[...]

Max Manus: You don’t know how happy I am. You may be one of the men I kill when we sink The Donau. Perhabs you’ll lie there in the ice-cold water screaming for your mother. We are both going to die. But I can die with a smile on my lips because I know we are going to win. (til venlig tysk soldat, der ikke forstår norsk)

I indledningen ses gruppens spæde start. I modsætning til den mere rastløse Max Manus, vil Gregers Gram satse på propaganda. Gram var på daværende tidspunkt lokalformand for i Unge Høyre, det norske svar på Konservativ Ungdom. Han blev dræbt af tyskerne ved et bagholdsangreb på en cafe i Oslo, den 13. november 1944. Hvad også ses i filmen.

“Vi vil oss et land som er frelst og fritt
og ikke sin frihet må borge.
Vi vil oss et land som er mitt og ditt,
og dette vårt land heter Norge.

Og har vi ikke det land ennu,
så skal vi vinne det jeg og du.”

Vi vil oss et land, 1. udgave, oktober 1940)

Oploadet Kl. 16:33 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


15. december 2013

Hans Hauge: Apartheidstyret kunne ikke opretholdes efter Sovjetimperiets fald og Den Kolde Krigs ophør

I Radioavisen tidligere i dag, forklarede en forsker, at Mandelas arv var den racemæssige forsoning, men at der stadig var store problemer med den økonomiske ulighed. ‘Fred mellem folkeslag – Krig mellem klasser!’, lyder det fra organiserede ‘antiracister’ i Danmark anno 2013. Glimrende kronik af Hans Hauge i torsdagens udgave af Jyllands-Posten – Apartheid og Den Kolde Krig.

“Apartheidsystemets mulighedsbetingelse var Øst-Vest-konflikten og dermed Den Kolde Krig. Sydafrika følte sig omringet af fjender, der havde forbindelser til Østlandene og Cuba. Og ANC havde nære forbindelser til bl.a. DDR.

Den danske anti-apartheid bevægelse var en del af noget større: anti-amerikanisme, anti-EF og modstand mod NATO og atomkraft osv. Kampen mod apartheid i Danmark var en kamp mellem danskere og handlede om noget helt andet. Efter Nelson Mandelas død er apartheid-debatten dukket op igen. Mandelas kendemærke var forsoning, og nu vrimler det med uforsonlige angreb på de ‘konservative’ politikere, der ikke dengang kritiserede apartheid, eller som støttede Sydafrika. I Norge kritiseres Fremskrittspartiet og statsminister Erna Solberg fra Høyre; de kaldes hyklere. I Danmark går det ud over Brian Mikkelsen og afdøde Erhard Jakobsen. I England er det Margaret Thatcher, i USA Reagan, og man kan selv føje andre til.

Men man skal som bekendt ikke kaste med æbler, hvis man selv er et skrog. Hermed mener jeg: Det kom som et chok for dem i ANC, da DDR blev opløst. Det kommer jeg til til slut. Tiden var jo en anden dengang. Det var Den Kolde Krigs tid. Der må være en sammenhæng mellem Murens og apartheids fald. Sydafrika var realpolitisk set på Vestens side.

[...]

I 1948 vinder Nationalisterne (Afrikaaner) valget. I 1949 overtog de radikale ANC med sloganet om at smide alle de hvide i havet. Dog skulle de have skibe, mente Mandela. Vi skal ikke glemme, at Sydafrika var og er et demokrati. Der var tredeling af magten, og der var partier, som vi kender dem. Der var moderne infrastruktur og universiteter. Også for de indfødte. Mandela læste jura på Witwatersrand University. Der var blot ikke almindelig valgret, men det tog da også lang tid, før vi fik det. Det var et slags græsk demokrati. Det er det demokratiske, der adskilte Sydafrika fra alle andre afrikanske lande i samtiden.

Det vil også sige, at der stod demokratiske institutioner til rådighed, da Mandela overtog styret. Det nye styre ophævede undertrykkelsen, men den blev så erstattet af uorden og megen korruption. Sydafrika er et meget voldeligt land. Og så videreførte de på en underlig måde noget, der var grundlaget for apartheid – nemlig ideen om retten til et modersmål.

Nationalisterne opfandt i 1948 ideen om apartheid. Den blev opfundet af antropologer, der lagde stor vægt på, at børn skulle have modersmålsundervisning – især Bantu sprog og kultur. For uden et sprog og en kultur kunne de sorte afrikanere ikke bevare deres identitet. Og det var meningen med apartheid, at alle skulle have distinkte identiteter. Det var især noget, de afrikaans- talende vidste, var vigtigt, for sådan havde de bevaret deres kultur. Bantuerne skulle ikke, sagde de, være imitationer af europæerne. De mente, at først når de sorte fik en egen kultur, kunne de blive integreret i Unionen. De hvide var blot ikke kulturrelativister, for de mente, at den hvide race eller kultur var den sorte overlegen. I dag er der i Sydafrika 11 officielle sprog. Det er, vil jeg mene, en arv fra apartheidtidens opfattelse af en intim sammenhæng mellem sprog, identitet og kultur. Det synes at udelukke en fælles litteratur. …

Min pointe er altså, at apartheidstyret ikke kunne opretholdes efter Sovjetimperiets fald og efter Den Kolde Krigs ophør. Det ny Sydafrika er et af de første resultater af det verdenssystem, der afløste Den Kolde Krigs system: globaliseringen.

Mandela løslades februar 1990; de først valg afholdes i DDR, og Thatcher træder tilbage. Mandelas gode ven (der også sad på Robben Island) Walter Sisulu var medlem af kommunistpartiet. Sønnen Max Sisulu, parlamentsformand, beundrede DDR. ‘Vi var dybt truffet af DDRs kollaps’. DDRs fald var, som jeg nævnte, i ANC og SWAPO, et chok. … Geraldine Fraser-Moleketti, der var minister under Mandela og Mbkei indtil 2008, er aktiv medlem af kommunistpartiet. For hende er DDR et slags forbillede på et succesrigt socialistisk samfund. I dag er hun ansat i FN.

Der er ikke brug for et retsopgør, for kun ganske få gik ind for apartheid, men de fleste gik imod kommunismen. … I dag er der vist igen brug for kritik af det sydafrikanske styre, men det er, som om man holder sig tilbage med kritik af respekt for Mandela.”

Oploadet Kl. 19:12 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


13. december 2013

Identitær rockband bryder tabu: “… tag en dyb indånding og skrig det ud: Hjemland, vi opgiver dig aldrig”

Al god musik er for mig at se allerede lavet, og jeg vil hellere høre Steven Patrick Morrissey synge “England is mine” (“ask me why, and I’ll spit in your eye”, Still ill, The Smiths, 1984), end tysksproget rock anno 2013. Frei.Wild skal dog have ros for at bryde tabuerne, og tale lige ud af posen om identitet og nationalitet. Etablissementet kan forbyde politiske partier og kriminalisere ytringer, men i praksis er det umuligt at undertrykke fædrelandskærlighed.

Interessant artikel i Berlingske – Nationalistisk rock giver Tyskland hovedbrud.

“Frei.Wild giver Tyskland hovedbrud. De frastøder rigtigt mange, men tiltrækker samtidig tusinder af unge fans. Bandet fra det tysktalende sydlige Tyrol i det nordlige Italien spiller udsolgte koncerter i Tyskland, mens der demonstreres uden for spillestederne. Grønne politikere har forsøgt at stoppe deres koncerter, som også er blevet aflyst af politiske grunde. Da Frei.Wild i foråret blev inviteret med til Echo-prisuddelingen, som er Tysklands svar på Grammy’en, truede andre bands med at blive væk. Arrangørerne valgte at droppe Frei.Wild. …

Sydtyrolerne er de nye konger af den musikgenre, tyskerne kalder deutschrock eller identitetsrock. Men bandet beskyldes for at være kamuflerede højreekstremister. Det skyldes ikke bare volden og skinhead-attituderne, men også selviscenesættelsen som ofre og den vrede nationalfølelse i Frei.Wilds tekster. …

Philipp Burger kalder sig patriot. Men det er umiskendeligt en aggressiv form for patriotisme, der ligger i overlevelseskamp med en følt fjende. På nummeret ‘Südtirol’ synger Philipp Burger for eksempel: ‘Kort sagt, jeg tåler ingen kritik af dette hellige land, som er vores hjemstavn, så tag en dyb indånding og skrig det ud: Hjemland, vi opgiver dig aldrig.’ I sangen ‘Wahre Werte’ – Sande værdier – hedder det: ‘Sprog, sæder og tro er hjemstavnens værdier. Uden dem går vi under, så dør vores lille folk’. …

Nogle kalder i stedet Frei.Wild for ‘højreåbent’, fordi bandet er populært blandt højreekstremister uden nødvendigvis selv at være det. De tiltrækkes muligvis også af det åbne had til ‘de politisk korrekte’. ‘Jeg skider på gode mennesker, moralapostle, selvudnævnte, de har altid ret, årtusindets overmenneske. Jeg hader dem som pesten,’ synger Philipp Burger på sangen ‘Gutmenschen und Moralapostel’. …

Sagen er bare, at det er der tilsyneladende en del unge tyskere, der gerne vil synge med på…”

“Das ist das Land der Vollidioten
die denken, Heimatliebe ist gleich Staatsverrat.
Wir sind keine Neonazis und keine Anarchisten,
wir sind einfach gleich wie Ihr, von hier.
(Das Land Der Vollidioten, Hart am Wind, 2009)

“Wo soll das hinführen, wie weit mit uns gehen
Selbst ein Baum ohne Wurzeln kann nicht bestehen
Wann hört ihr auf, eure Heimat zu hassen
Wenn ihr euch Ihrer schämt, dann könnt ihr sie doch verlassen
Du kannst dich nicht drücken, auf dein Land zu schauen
Denn deine Kinder werden später darauf bauen
Sprache, Brauchtum und Glaube sind Werte der Heimat
Ohne sie gehen wir unter, stirbt unser kleines Volk”
(Wahre Werte, Gegengift, 2010)

Oploadet Kl. 05:35 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer
Arkiveret under:


28. november 2013

Ed West, journalist og forfatter: “Jeg tror ikke længere, vi kan forhindre konflikter, kun begrænse dem.”

Sappho har været en tur i London og interviewet journalist og forfatter Ed West. Fra Skyld, skræk og marxisme gjorde England multikulturel.

“Ifølge officielle statistikker er Storbritannien i dag hjemsted for 2000 jihadister, hvoraf efterretningstjenesten vurderer de 1000 som potentielle bombemænd. Dertil kommer, at Storbritannien i 2030 vil have en muslimsk befolkningsandel på 5,5 millioner – omkring 8,2 procent af befolkningen. Til den tid vil Oldham, Bradford, Blackburn og måske Birmingham have muslimsk flertal.

Hvordan det er kommet så vidt, forsøger den engelske journalist Ed West at give svar på i bogen The Diversity Illusion.

Sappho møder den 35 årige familiefar på en cafe i det centrale London. …

I din bog skriver du, at britisk multikultur først for alvor tog fart i 1960’erne. Hvad var det, der skete?

- Det var der, den nye venstre-bevægelse skiftede det traditionelle marxistiske fokus på økonomi ud, med det sociale og kulturelle område. I forlængelse af den øgede velstand droppede man arbejderen som agent for social revolution og lagde i stedet vægten på De Nye Sociale Bevægelser – feminismen, kampen for homorettigheder og befrielse af Den Tredje Verden.

- Samtidigt tog man universalismen til sig – den marxistiske ide om en verden uden grænser mellem nationer eller grupper, siger Ed West og forklarer, at det hele blev båret frem af skræk og skyldkomplekser over kolonitiden og Holocaust.

Målet var at erstatte den eksisterende kultur med en ny og bedre:

- Meget tyder på, at multikulturalisterne var for indvandring, men modsatte sig assimilation, for at ødelægge den fælles kultur og for at undergrave de eksisterende familiemønstre. En befolkning uden fælles sprog, kultur og historie er som bekendt lettere at manipulere og forme til en ensartet og let medgørlig masse, siger Ed West.

[...]

Afviser du generelt, at multikultur kan fungere?

- Ja, det gør jeg. Illusionen om multikultur hviler på den præmis, at mennesker vil forlade nationer, etniske grupper og religiøse fællesskaber for at tilslutte sig et bredere og mere overordnet fællesskab. Men alt tyder på, at mangfoldighed har den stik modsatte effekt.

- Mennesker i multikulturelle samfund trækker sig ind i deres egne grupper og bliver mindre åbne overfor andre. Det er det, vi med al tydelighed ser i de større byer i dag. I bedste fald ignorerer grupperne hinanden i værste fald er de i konflikt.

[...]

Så der er fra officiel side sket et skred i værdierne?

- Ja, i allerhøjeste grad. Det, der for 30 år siden var ortodoksi, var for 20 år siden blevet til mainstream. I dag er det tabu og i morgen bliver det kriminelt. Det er stort set det mønster, deres kulturrevolution har fulgt.

- Det bizarre resultat er, at der aldrig i britisk historie har været så stor en andel – hvis ikke flertallet – af befolkningen, der har synspunkter, som fra officielt hold betegnes som umoralske. Enhver modstand mod multikultur forbindes automatisk med racisme, fattigdom, dumhed og vold.

[...]

Har du et bud på, hvordan problemerne kan løses?

-På det overordnede plan skal vi afvise ideen om mangfoldighed som en eufemisme for en verden uden national suverænitet og grænser. Vi skal også forlade den marxistiske kritik af race og acceptere, at mennesker er u-perfekte skabninger, som diskriminerer, er fordomsfulde og nogle gange opfører sig på en måde, som anti-racisme-lobbyen ikke bryder sig om. Vi skal erkende, at det er umuligt at bygge et samfund på den antagelse, at mennesker er perfekte.

- Derudover skal vi gøre op med universalismen, som vi i Vesten er de eneste, der tror på. I Japan, Kina, Mellemøsten, ja stort set alle andre steder, ryster man på hovedet. Vi skal erkende, at nationalstater giver os den absolut bedste ramme for menneskelig selvorganisering, demokrati, liberalisme og økonomisk udvikling. Uden national identitet vil andre identiteter tage over – højest sandsynligt religion.

[...]

Hvad foreslår du på det mere konkrete plan?

- Helt konkret skal indvandringen hurtigst muligt begrænses. Det betyder også, meget mere restriktive regler for ægteskaber med personer fra andre lande. … Det vil også være nødvendigt at opsige vores internationale forpligtelser i forhold til at tage imod flygtninge og i stedet tilbyde dem hjælp i deres nærområder. Endelig må vi gøre en langt større indsats for at hjælpe dem, der gerne vil returnere til deres hjemlande.

[...]

Og her til sidst, hvordan tror du, den nærmeste fremtid ser ud?

- Jeg tror ikke længere, vi kan forhindre konflikter, kun begrænse dem. Og i den bestræbelse vil staten bliver mere og mere totalitær og i stadig stigende grad indskrænker vores frihed. Det er paradoksalt nok det stik modsatte af det, de tidligere studenteroprørere havde som mål. De har et enormt ansvar overfor alt det, der er sket, og alt det, der kommer til at ske.”

Oploadet Kl. 16:43 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »