26. juni 2016

Folkesocialistisk rektor i dimissionstale: Bekæmp den ’snigende racisme’, ‘det nationalistiske spøgelse’

Rektor Mogens Hansen fra Rungsted Gymnasium er SF’er (Berlingske, 24. marts 2015) af den agitatoriske slags, og burde naturligvis ikke have det overordnede ansvar for uddannelse af den danske ungdom. Lokalavisen gengiver hans dimissionstale i sin helhed, og det er rendyrket propaganda – Rektor til studenterne: Jeg håber I vil tage kampen op mod intolerance og misforstået nationalisme.

“Kære studenter årgang 2016. Stort til lykke med jeres huer – I ser dejlige ud! … verden er trods alt større, end hvad der er sket i jeres gymnasietid, gennem jeres indsats og jeres videre uddannelse. Jeg vil derfor gerne nævne et par af de udfordringer, I som generation vil stå overfor, for det hører jo med til at blive student, at I skal forberede jer på at tage ansvar for det samfund, I skal ud i lige om lidt.

For det første tolerancen – eller manglen på samme. For det andet den farlige nationalisme og populisme.

Først om tolerancen. Det er nærmest blevet god tone at omtale hele befolkningsgrupper fordømmende og nedladende. Udsagn som: ‘Det er ikke for at generalisere, men de arbejdsløse er nu lidt dovne’ ‘jeg er jo ikke racist, men alle disse indvandrere passer ikke ind i dansk kultur’ møder man ofte – og ikke sjældent i en endnu grovere form, som ikke hører hjemme på en festdag. Det er denne fælde i form af mistænkeliggørelse over for hele befolkningsgrupper, I som generation skal passe på ikke at falde i. Det er denne lille snigende foragt og intolerance, der er rigtig farlig. Det overordnede emne for jeres AT-eksamen i år var grænser, og det bliver en af jeres generations store opgaver at fastholde grænsen mellem det tolerante, åbne samfund, der tager sig af alle, også dem, der er anderledes, og et samfund, hvor det er acceptabelt at diskriminere og håne bestemte befolkningsgrupper og hinanden. Trusselen kommer mange steder fra: Højrepopulistiske grupper, religiøse fundamentalister mm. Vi tager alle afstand fra den åbenlyse racisme og foragt for bestemte grupper, men er vi tilstrækkeligt opmærksomme på den lille, snigende racisme og foragt i dagligdagen, når pæne, såkaldt almindelige mennesker og politikere er med til at fodre den indre svinehund med en lille daglige dosis intolerance? …

Og så lidt om det nationalistiske spøgelse, der går gennem Europa. På trods af finanskrise, besparelser og karakterkrav er I en generation, der set i et historisk lys har rigtig gode muligheder for at skabe jer et godt og spændende liv. I drømmer også om at rejse, studere og arbejde i udlandet. Det er jer mere end vel undt, men så får I også en pligt til at stå op imod den farlige nationalisme, som vi møder over alt i Europa og som lever af bl.a. den intolerance, som jeg nævnte lige før. Det kan være forståeligt, hvis mennesker, der er klemt på grund af manglende uddannelse og arbejdsløshed, reagerer på det, de opfatter som trusler udefra. Men når man ser ud over det danske og europæiske landskab, næres det nationalistiske spøgelse og den indre svinehund også af veluddannede, velformulerede politikere, der påstår at tale folkets sag. Det gør de ikke. De taler intolerancens, smålighedens og nationalismens sag.”

(Foto: Youtube)

Oploadet Kl. 18:50 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


23. juni 2016

EU-finansieret rapport omtalt på DR Online: “Højreradikale soloterrorister er farligere end jihadister…”

I sidste uge kunne flere medier fortælle, at febersyge Betina fra Nørrebro blev reddet af Omar og Hassan, der af ren og skær alturisme skaffede hende en pakke Panodil Zapp midt om natten. Hun er sygeplejerske der freelancer i reklamebranchen, og medierne er ikke kræsne når budskabet er politisk spiseligt. Faith in humanity restored.

Ofte er propagandaen mere spidsfindig. Eksempelvis kunne DR Nyheder i går fortælle, at ‘højreradikale soloterrorister er farligere end jihadister’. Historien er sakset fra venstreorienterede The Guardian, der opridser en rapport fra Royal United Services Institute. The Guardian opstrammer ikke i overskriften, og præciserer i overensstemmelse med virkeligheden, at rapporten ikke omhandler trusselsniveauet som sådan. Noget der helt er udskrevet i Ritzaus opkog.

“The media, and consequently public attention, is largely focused on violent Islamist extremists; while this may reflect the broader threat, it is at odds with that from lone actor terrorism,” the report says.”

Fra DR Online (Ritzaus bureau) – Rapport: Højreradikale soloterrorister er farligere end jihadister.

“Højreradikale soloterrorister er ansvarlige for langt flere drab og kvæstede end islamistiske jihadister, der handler på egen hånd. Det er en af konklusionerne i en omfattende rapport fra den britiske tænketank Royal United Services Institute, skriver The Guardian.

Rapporten har gennemgået politisk og religiøst motiverede terrorangreb i Europa fra 2000 til 2014, og her har 94 mennesker mistet livet i forbindelse med terrorangreb udført af højreradikale, der handler på egen hånd. Til sammenligning er kun 16 personer blevet dræbt af islamistiske jihadister, der agerer alene.

Ifølge eksperterne skaber den store mediefokus på truslen fra islamistisk terrorisme et vrangbillede af virkeligheden i forhold til den trussel, som politisk terrorisme fra den yderste højrefløj udgør.

(DR Nyheder, 22. juni 2016)

Humlen er som altid i detaljen. Undersøgelsen omhandler ikke terrorisme som sådan, men den særlige form der går under betegnelsen ‘lone wolf’. Da højreorienterede (i sagens natur), ikke er en del af en større voldelig ideologi, og derfor sjældent har kontakt til voldelige grupper, vil langt de fleste eksempler på højreorienteret terror automatisk være i kategorien ‘lone wolf’. Højrefløjens iboende fredelighed maksimerer truslen fra enlige ulve, så at sige.

Omvendt med islamisme. Selvom medierne næsten per refleks udråber ugens jihadist som værende en (psykisk syg) ‘enlig ulv’, så er de typisk en del af noget større – har sympatiserende venner, og kæmper mere eller mindre målrettet for Islam eller Islamisk Stat. Omar Abdel Hamid El-Hussein og Nidal Malik Hasan kunne fortælle vennerne om sine planer. Anders Behring Breivik kunne ikke.

I en sådan undersøgelse er der masser af muligheder for at skrue på definitionerne. Hvad er terror, hvornår er en terrorist en ‘enlig ulv’ og fremdeles. I stedet for at se på antallet af dræbte, kunne man have fokuseret på antallet af sager. Breivik står alene for 82 procent af alle højreradikale terrordrab i Europa i de 15 år perioden omfatter.

Man kunne også have anskuet islamisk terrorisme i forhold til den relative andel af befolkningen. Selvom Danmark officielt har 5-6 procent muslimer, har vi haft i omegnen af ti islamistiske terrorsager. Flere relateret til venstreradikalisme, og nul komma nul nationalistiske/højreradikale. Nogenlunde det omvendte billeder får man ved søgninger i den EU-støttede undersøgelse. ‘Left-wing’ nævnes to gange (begge i indledende definition, eksisterer tilsyneladende ikke), Islam nævnes blot otte gange, men ‘Right-wing’ hele 34 gange.

“There are three kinds of lies: lies, damned lies, and statistics.” (attr. Benjamin Disraeli)

(Royal United Services Institute, 2016: Lone-Actor Terrorism Final Report, pdf, 40 s.)

“The threat or use of violence by a single perpetrator (or small cell), not acting out of purely personalmaterial reasons, with the aim of influencing a wider audience, and who acts without any direct support in the planning, preparation and execution of the attack, and whose decision to act is not directed by any group or other individuals (although possibly inspired by others).” (Defining ‘Lone-Actor Terrorism’, Methodology, s. iv)



7. juni 2016

Søren ‘assimilation’ Pind: “Vi må acceptere, at noget for altid er forandret. Og… rejse et nyt ‘vi’.”

For fem år siden krævede han assimilation af indvandrere. I dag opfordrer han danskerne til at skabe ‘et bredere vi’. Grundlovstale af justitsminister Søren Pind på Justitsministeriet.dk – Grundlovstale 2016.

“Da jeg voksede op, var der et ‘vi’. Uagtet hvor i landet, man var. … Man skal vare sig mod romantik. Skrønen om, at det hele var bedre i gamle dage, er netop det; en skrøne. Tænker jeg tre generationer tilbage, til min farfar og bedstefars tid, kan jeg garantere, at det er forkert. De havde meget lidt. Og sygdom og moralisering var uhørt besværlige størrelser dengang. Klassesamfundet stod tydeligere. Afstanden var større.

Vi er kommet en lang vej. Vi… Vi har udviklet et fællesskab, der udgør verdens lykkeligste folk. Verdens mindst korrupte folk. Verdens mest tillidsfulde folk. Men jeg spørger åbent: Har vi mistet det intuitive ‘vi’ undervejs?

Er Danmark som sådan et land, hvor der – som vi kan huske det, på linje med dengang – er det intuitive vi? Det er jeg ikke sikker på. Jeg er faktisk ganske sikker på, det ikke forholder sig sådan. Vi leder efter det vante vi. Og vi har ondt ved at erkende, at ‘vores’ vi er borte. Og aldrig kommer igen.

Jeg ved, det gør mange mennesker kede af det. For de – vi – holdt af det vi… Men sagen er, at det vitterligt er borte. Jeg ved også, at politiske kræfter hævder, det gamle vi kan genskabes. Jeg må sige det, som det er: Evigt ejes kun det tabte – det gamle vi er borte for evigt. Det kommer ikke tilbage. Tiden tog det. …

Når jeg med så stor alvor må fastslå, at det gamle vi er borte, er det fordi, det er altafgørende for, at vi kan skabe et nyt. Ifald vi hænger os i vreden – uretfærdigheden – i det gamle ‘vi’s forsvinden, vil det ende i en situation, hvor opdeling, sprængning og ufred vil blive resultatet. Det kan vi ikke tillade.

Vi må acceptere, at noget for altid er forandret. Og ud fra det rejse et nyt ‘vi’.

Det gjorde dybt indtryk på mig, da jeg engang i en samtale med en fængselsimam af ham fik at vide, at han aldrig – ikke en gang – havde hørt en muslimsk indsat sige ‘vi’ om Danmark. Aldrig. Det gjorde mig mere bekymret end vred.

[…]

I den tid jeg var integrationsminister, lærte jeg en del – blandt andet om, hvordan andre så os som folk. Og hvordan, vi uden at vide det, ekskluderede folk fra vores vi. … vi har en indgroet blufærdighed. Og svært ved mødet med nogen, vi ikke intuitivt er ‘vi’ med. Når sandt skal siges, er vi denne verdens hobitter. Venlige folk – men vi vil helst være i fred. Os.

… selv om vi har bildt hinanden og andre ind, at vores land er nemt at komme ind i, er det usandt. Det er det ikke. Vores kultur er oldgammel. Oldnordisk. Og gennemsyrer ethvert hjørne og enhver kant af os.

I den nye tid må vi forstå netop det. At for andre er det svært. Det er meget svært. Og det, vi skal måle dem på, er viljen. Vil de det land med de strukturer, den ånd og den kultur eller vil de det ikke. Vil de være ‘vi’ med os – eller vil de være ‘dem’ hos os. …

Hvis vi vil vinde – og med vinde mener jeg, at fremtidens Danmark bliver genkendeligt, men med et bredere vi, end vi har haft, et Danmark i flere farver – må vi erkende, at det gamle vi er borte. Blufærdigheden er i disse år i vejen for det fremtidige vi. Og vi er nødt til at træde frem, træde ud, og med erindring om Gunnar Jørgensens Flemming-bøger række kærligheden stærke arm ud og udbryde et ’sådan gør vi her’. Men den danske sang er ikke – kun – en ung blond pige.

Sine steder er der en forestilling om, at man så at sige kan ‘eksportere sig ud af krisen’, som vi sagde i 80erne. Men ift. mennesker. Mennesker som er her, og har været her længe. Jeg bemærkede engang i et foredrag for Trykkefrihedsselskabet, at dele af diskursen havde en klang af togvogne – hvortil en herre rejste sig op, og afkrævede mig svar på, om jeg mente KZ-lejre eller deportation. Jeg måtte forstå, at i deportation så han ingen problemer… Men det er en vrangforestilling. En udansk af slagsen. Vel kan vi da ej smide folk, der har statsborgerskab og slægt og familie her, ud af dette land fordi de måtte have en anden tro, et andet udseende, en anden baggrund end vores. Hvordan skulle det gå for sig? Bare billederne får mig til at væmmes. Nej, vi må erkende, at bestemte folk, der ikke er en del af det gamle vi, er her, har slået rod og bliver her.

Og derfor kan vi ikke ‘bare få fred’. I den sammenhæng er det en ånds- og kulturkamp, der står. Og ret beset bør det være overkommeligt. For det, der uforvarende har antastet vores ‘vi’, har jo netop valgt dette land til.

Jeg er fra bestemte præster og dele af en konservativ bevægelse blevet kritiseret for at være vattet og slap. I forhold til Islam. Lad mig sige det rent ud: En justitsminister bekæmper ikke religion. Religion er et åndsspørgsmål. …”



3. juni 2016

EU mobiliserer mod ‘racister’ der ikke respekterer ‘europæiske værdier’, inkl. ‘betroede indberettere’

Da den nye lov mod hadprædikanter blev diskuteret på P1, talte Özlem Cekic imod, fordi lovgivningen var målrettet imamer, ikke folk som Geert Wilders. Samlet set er det dog svært at bifalde loven, for Danmark mangler bestemt ikke gummi-paragraffer. Flemming Nielsen blev frifundet i Østre Landsret, fordi han kritiserede ideologien Islam, ikke religionen, men Islam er både en ideologi og en religion, og en retsstat skal naturligvis ikke agere litterær smagsdommer. Gråzonerne intimiderer, som Katrine Winkel Holm så rigtigt skrev.

Når EU vil have fjernet ‘racisme’ fra sociale medier, så kan det meget nemt ende med sletning af islamkritik, almindelig fædrelandskærlighed og nationalsindet politik. Fortolket med bred pensel bekæmper man i praksis god højreorienteret ideologi. Det er EU, og der er ingen grund til at gøre sig illusioner. Sakset fra Altinget – EU vil støvsuge Facebook for racisme og radikalisering.

“Facebook, Twitter, YouTube og Microsoft indgik i tirsdags en aftale med EU-Kommissionen om et nyt adfærdskodeks, som skal bekæmpe udbredelsen af ulovlige hadefulde ytringer på internettet.

De fire social medie-giganter forpligter sig på i langt større omfang at gennemgå anmeldelser om hadefuld tale på deres respektive platforme – og reagere på indhold, som går over stregen, inden for 24 timer.

Desværre er sociale medier blevet et værktøj, som terrorgrupper bruger til at radikalisere unge, og som racister bruger til at sprede vold og had. Aftalen er et vigtigt skridt fremad og bidrager til, at internettet stadig er et sted, hvor mennesker frit og demokratisk kan give deres mening til kende, og hvor europæiske værdier og europæisk lovgivning respekteres,’ udtaler Vĕra Jourová, der er EU’s kommissær for retlige anliggender, i en pressemeddelelse. …

Samtidig skal Facebook, Twitter, YouTube og Microsoft indlede partnerskaber med civilsamfundsorganisationer, hvor eksperter skal udgøre et korps af såkaldt ‘betroede indberettere’, som tipper de sociale medier om ulovligt og groft krænkende indhold.”

(Vĕra Jourová, kommissær)

“Det er virkelig positivt. Jeg har længe efterspurgt et ansvar blandt de platforme, som stiller taletid til rådighed for folk, for at deres platforme ikke bruges til at udbrede had og trusler.” (Zenia Stampe)

Oploadet Kl. 08:47 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer


27. maj 2016

“Hvis vi analyserer en europæers liv, mangler denne det vigtigste – der er ingen mening med livet.”

Langt essay af den russiske forfatter Viktor Jerofejev om forholdet mellem Rusland og Europa, tidligere trykt i antologien ‘We need to talk about Europe’. Oversat til dansk for Salon55.dk – Rusland ser Europa i øjnene.

“‘Russiske og europæiske sjæle – kan de følges ad?’ lød den titel, man fandt på til mit foredrag her i Strasbourg. Titlen, som beskriver sjæle, der går hånd i hånd, lød afskyelig i mine ører, men for en europæer var den temmelig romantisk, idet den anerkendte, at Europa havde en sjæl. …

Endeligt leder den russiske sjæl ikke mindst efter meningen med livet. Den kan ikke leve livet uden at lede efter dets mening. Det har ikke noget at gøre med religiøsitet, det er helt basalt en evig søgen efter livets mening. Den russiske sjæl søger efter meningen med livet, finder den, er betaget, bliver desillusioneret og starter forfra. Det er, hvad vores bedstefædre gjorde. Vore fædre, os selv og vores børn søger også efter meningen med livet.

(Viktor Jerofejev; Foto: kuvajournalistit.fi)

‘Gud er død’ – denne sætning af Nietzsche regnes for en ufravigelig sandhed i Europa. Men passionerede indvandrere fulde af religiøse dogmer lever ikke i passivitet, tværtimod. Alt imens man kæmper mod menneskelig aggression, undertrykker sit udseende, er Europa i færd med at tage sin sikkerhedshjelm på. Sikkerhedsseler, sikker sex, barbermaskiner – disse er Europas nye symboler. Når alt kommer til alt, må det europæiske menneskes skæbne afgøres ved antropologi og ikke bureaukrati. …

De ulve, som formentlig kommer til at æde Europa op, er egentlig kontinentets afmagrede og denaturerede værdier; værdier, der synes mere og mere blottet for deres primære indhold og hovedsageligt findes på et formelt niveau. Dette forfald til uorden har sin pris, og som resultat fører Europas nu en vilkårlig tilværelse. Nulevende europæiske forfattere fortæller hele verden om dette; de ser vilkårligheden som et stort eventyrligt spil, et spil, der erstatter mening. Hvis vi analyserer en europæers liv, mangler denne det vigtigste – der er ingen mening med livet. Eller rettere, det er ikke noget, som folk kan lide at tale om. Samtaler om livets mening eller andre metafysiske problemer fremkalder prompte irritation og sarkastiske smil. Europa associerer metafysik med læren fra den romersk-katolske kirke, som den betragter som et levn fra fortiden.

Europæeren er født ind i de materielle tings behagelighed, værdsat efter hvor stor indsats det har krævet at anskaffe dem. Uddannelse følger Europas klassiske værdier på samme måde som latin, der skabte moderne sprog, men selv blev et dødt sprog for døde mennesker. Forbrugersamfundet har gjort Europa til et modeoffer. At arbejde er ved at blive en stræben efter andenrangs-anerkendelse. … Europæerne er konstant optagede af et eller andet; deres fritid er blevet en besættelse, der efterlader dem uden tid til dem selv. Også her ser vi Europas legemløse ulve: Folk forstår ikke længere at gå på opdagelse i dem selv. Den eksistentielle selvopdagelse er blevet erstattet med praktiske tips om skønhed, sundhed og tidsfordriv. Livet er blevet kedeligt, men kedsomheden bemærkes ikke længere, fordi livet er blevet en endeløs kamp for det, der generelt anses for at være en anstændig levestandard.

Europas ideologi er blevet reduceret til et sæt fælles begreber. Demokrati er nu en del af den politiske korrekthed. Liberalismen er omdannet til tolerance. Kulturens hierarkiske mønster er blevet miskrediteret som en form for manglende respekt over for vælgerne. Kultur er blevet horisontal. Samtidig har autoriteten bevaret sin pyramidestruktur, men det er usømmeligt at tale om dette. …

Antirygekampagnen er blot det første skridt på vejen. Hvis fodbold gør fansene aggressive, hvorfor så ikke kastrere fodbolden? Den europæiske mand er bange for sin egen aggression. Han vil ikke anerkende, at den er en del af menneskets natur, på samme måde som det seksuelle objekt er en del af kvinden. Europa er ved at give afkald på det, der gør menneskene maleriske. Mænd, der bekymrer sig om at være sexistiske, bliver til nuttede små skabninger. Mennesker kan ikke ændre natur på et øjeblik uden at se latterlige ud. Få en kønsskifteoperation, og I vil forstå det. Europa er på en vild flugt mod noget, der ligner et alderdomshjem, bare med bedre mad. …

Med hverken Gud eller ateisme og ingen klare udtryk for politisk liv på hverken højre eller venstre side af spektret, er Europa i stigende grad til grin for netop de indvandrere, man har inviteret ind af ren og skær skyldfølelse og politisk rundhåndethed.

Ligesom en kvinde betragter Europa sig selv som attraktiv. Alt skal nok gå, indtil hun mister den illusion.”

Oploadet Kl. 22:25 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer

Sosse sammenligner DF med IS: “… deres hovedmål er det samme. Det er at have separate nationer”

“Mange syriske flygtninge er ikke personligt forfulgte… det betyder, at de vil have lettere ved at vende hjem, når forholdene i deres hjemland er forbedrede.” Sådan lød det i Jacob Lunds nyhedsbrev, da han var en del af socialdemokratiets folketingsgruppe, oktober 2014. Halvandet år senere sammenligner han Dansk Folkeparti med Islamisk Stat, fordi partiet vil have gennemgået tildelte opholdstilladelser, med henblik på at sende flygtninge hjem til sikre landområder.

(Jacob Lund anno oktober 2014, Asylregler skal følge med udviklingen)

Historien sakset fra Politiko – Tidligere S-folketingsmedlem: ‘IS er en muslimsk version af DF’.

“S-politikeren, som i dag er lokalformand for Socialdemokraternes partiforening på Nordbornholm, delte fredag formiddag to politiske historier på det sociale medie Twitter. Som kommentar til begge historier skrev Jacob Lund:

‘IS er en muslimsk version af DF’. … Overfor politiko.dk uddyber Jacob Lund sin holdning:

‘De har begge to frygten for det fremmede. Begge parter vil jo gerne udrydde dem, der ikke hører hjemme hos dem selv. Det kan godt være den ene skyder på dem, og de andre bare fortæller dem, at de skal flygte, men målet er jo det samme,’ siger Jacob Lund.

Men IS slår folk ihjel?

‘Ja, på den måde er der forskel, men begge parter vil gerne have sit eget område for sig selv.’

Men måden, de gør det på, er vel vidt forskellig?

‘Ja, det er det. Men deres hovedmål er det samme. Det er at have separate nationer, hvor de kun har sig selv at tage hensyn til i sit eget område. Men midlet er forskelligt.'”



25. maj 2016

Paradigmeskifte i slowmo: Det som ‘aldrig kunne lade sig gøre for 3 år siden’ kan ofte ‘lade sig gøre’…

Norbert Hofer fra Haiders frihedsparti var blot 31.000 stemmer fra at blive præsident i Østrig, og med Marine Le Pen i Frankrig og et muligt Brexit i England er nationalstaterne så småt ved at vågne. En meningsmåling giver sågar Donald Trump en svag føring over Hillary Clinton, og man kan roligt sige at status quo har rykket sig til højre for midten. Måske er der noget apolitisk politikerlede over det, i lighed med Pegida-bevægelsen, men kræsenhed er en luksus vi ikke har råd til at have. Den stemning, følelse eller populisme der kan mindske skaderne ved masseindvandringen er den rette. Uden forbehold.

Herhjemme er Nye borgerlige det bedste bud på et paradigmeskifte, for selvom Martin Henriksen på sin vis er skarp nok, så har partiet valgt ikke at satse med ultimatummer, der i værste fald, kunne sætte partiet femten år tilbage. Et DF der ikke er medansvarlig for masseindvandringen, er desværre også et DF helt uden indflydelse. Problemet er ikke bare, at et ultimatum risikerer at gøre Mette Frederiksen til statsminister, men at Thulesen-Dahl hermed også gør sig selv til statsministerkandidat for en mulig mindretalsregering uden mandater til at vedtage andet end velkomstflyers på arabisk.

Det store problem er på sin vis, at det højreorienterede håb Inger Støjberg har vist sig at være en lidt for god partisoldat. Holdningen hos Venstre blev fint illustreret ved Støjbergs tv-optræden foran en Nørrebro-bar for et par uger siden, hvor hun beder et par tilfældige indvandrere opføre sig ordentligt. Seancen bevirkede at hun kom for sent til en debat i Folketinget om at løse ‘migrationspresset’. Det kan godt være hun er forhadt på venstrefløjen, men det redder ikke Danmark, og som ministeransvarlig burde hun tale noget mindre om indvandrere, og handle mere offensivt i forhold til indvandringen som sådan.

Selv Liberal Alliance kan af og til sige fornuftige ting, seneste Merete Riisager, der vil have færre asylansøgere, og vil “stoppe fuldstændigt med at tildele asyl til spontane asylansøgere i to år”. Ord er gratis, men nye partier vil ændre vilkårene, og mon ikke det endelige paradigmeskifte overvejende vil ske indenfor nuværende partier. EU-forelskede karrierepolitikere skal have megen virkelighed, før de ændrer holdning, men velfærdsstats-fikserede Socialdemokraterne er ved at være møre.

De skal dog længere ud. Meget længere ud, men det er dog trods alt et skridt på vejen, at de så småt begynder at mærke konsekvenserne på egen krop. Eksempelvis den i dag 76-årige Jens Okking, der efter et langt liv som socialdemokrat, nu er gemt af vejen på en plejecenter i Næstved, hvor alt sejler. “Senest har han fået fjernet samtlige tænder i munden på grund af svigtende pleje”, skrev BT. Den danske Dirty Harry. Nu uden tænder.

(Jens Okking som den handlekraftige betjent Karl Jørgensen i Anders Refns Strømer, 1976; Foto: YT)

Henrik Sass-Larsen blev interviewet til søndagens Politiken, og kom her med fornuftige udlændingepolitiske udmeldinger, der ifølge flere medier blev bakket op af Mette Frederiksen og Dan Jørgensen. Humlen er dog som altid i detaljen, for ingen af de tre vil opsige konventionerne, og Dan Jørgensen mener blot at ‘ikke integrerbare skal begrænses så meget som muligt’. Lidt mere giftig retorik fra folk tættere på toppen, men når alt kommer til alt, blot retorik. Paradigmeskiftet skal nok komme, men vi skal længere ud, meget længere ud.

Kristian Thulesen-Dahl forsøger meget fornuftigt, at tage Sass Larsen på ordet, og pointerer at de to partier tilsammen blot mangler seks mandater for at gøre en maksimumgrænse for asylansøgere til gældende dansk lov. “Jeg vil brygge kaffe med det samme.”, lød det konstruktivt. Hvis DF gør Sass Larsens tanker til et konkret lovforslag, ville det blive nedstemt uden videre debat.

Her lidt fra interviewet, der ikke rykker i sig selv, men dog trods alt understreger at Danmark og resten af Europa er ved at gøde jorden for et paradigmeskifte i slowmotion – Sass vil have en maksimumgrænse for asylansøgere.

“Der skal sættes tal på, hvor mange asylansøgere og flygtninge Danmark kan tage imod. Det mener den socialdemokratiske gruppeformand, Henrik Sass Larsen, hvis hovedprincip er, at ‘Danmark skal tage imod så mange, som vi kan integrere succesfuldt’.

Han tør ikke i dag nedfælde et sådant tal, men svarer, at tallet er ‘nærmere 1.000 end 10.000 om året, hvis det er dem, der er svært integrerbare’.

… Kontrollen med antallet er en afgørende opgave for politikerstanden, siger han:

‘Danmark må på en eller anden måde sørge for at få herredømmet over, hvor mange der kommer til landet. Før man gør det, tror jeg ikke, at befolkningen får rigtig tillid til os. Vi må prøve at afsøge alle muligheder for lovgivningsmæssigt at gøre det. Hvis vi får styr på det, og vi lægger et kriterium ind om, at vi tager så mange, som vi succesfuldt kan integrere, så tror jeg, folk vil have tillid til os’.

Men det vil jo indebære et brud på asylretten, hvis man på et tidspunkt når over det antal?

‘Vi må afsøge alle områder på det. Jeg noterer mig, at det, som aldrig kunne lade sig gøre for 3 år siden, nogle gange kan lade sig gøre. Jeg skal ikke have brudt nogen konventioner eller lave noget ulovligt‘, siger Henrik Sass Larsen.”



22. maj 2016

Verden ifølge AnneLise Marstrand-Jørgensen…

I en usædvanlig skinger opdatering på Facebook af AnneLise Marstrand-Jørgensen harcelleres der over, at Martin Henriksen mener at der er for mange muslimer i Danmark. “Der er for mange alt for højreorienterede i Danmark.”, og det er vores største samfundsmæssige problem. Udtalelsen var efter hendes mening ‘horribel’, ‘absurd’, ‘nedladende’, ‘usaglig’, ‘uhyggeligt’, ‘virkelighedsfornægtende’, ‘diskriminerende’, udtryk for ‘dem/os retorik’ og noget der minder om ‘minder om Tyskland i 30’erne’. Hun uddyber senere associationen med at selv tyske nazister i begyndelsen ‘for med lempe’, og at hun i øvrigt håber at ‘mennesker er blevet klogere’.

Når man vælger at associere enhver form for bløde nationalkonservative tiltag med racisme, så er der selvfølgelig mange nazister i Danmark. Debatten der udspiller sig i tråden er intet mindre end fantastisk. En niqabklædt kvinde pointerer, at ‘ukrudt’ har fået lov til at slå rod de sidste 15 år, og at der er behov for en ‘rensning for ukrudt’. En dansksindet kommenterer, at der kommer og mere ukrudt, som skal luges ud – og pludselig er trådstarteren på banen: “Preben Nielsen – den slags bemærkninger er ikke velkomne på min væg.” Senere påpeger en Wassim han er “snart gør skade på folk med de tanker”, hvad besvares med en opfordring om sammenhold og et hjerte.

Man behøves ikke være nationalkonservativ, for at forstå, at mennesker foretrækker samvær med folk der ligner dem selv, og at det i sidste ende er beggrunden for nationalstaternes succes. Det er også derfor venligbo-segmentet altid taler om problematiske folkestemninger, ikke folkeafstemninger. De omtaler måske nok sig selv som værernde en del af den store moderate midte, men inderst inde ved de godt at de er langt til venstre for den gennemsnitlige dansker.

Børn er født som racister, stod der i Politiken for nogle år siden, men kærlighed til det kendte er ikke nødvendigvis had til det ukendte. Sådanne banale betragtninger er helt væk i AnneLise Marstrand-Jørgensens venligboer-segment.

En venstreorienteret kommentator bryder den gode stemning, ved at forklare at ‘højredrejningen og racismen har en årsag’. Det blev ikke vel modtaget, for når man på forhånd afviser det kan være legitimt at stoppe islamisk masseindvandring, så er der ikke mange løsninger udover de lægefaglige. Halvdelen af danskerne har psykologiske brister. Det lyder grimt, og hurtigt får det venstreradikale segment overtaget: Hetz mod muslimer er et symptom – løsningen er klassekamp. Trådens muslim er ikke uenig, men har en anden løsning: “Undersøg islam, så finder du hjem.”

(AnneLise Marstand-Jørgensen på Facebook, 20. maj 2016)

“God børneopdragelse. Lær dine børn at sige ‘pyt’. De skal ikke nødvendigvis mene noget om alting altid. Og det er forældres pligt kærligt at flytte grænserne i deres komfortzone. Børn er født ultra konservative og ønsker ikke forandring. Mange voksne sidder fast i 2-4 års fasen.” (Karen G. Stigsen)

“Tja, der er mange gode grunde til at man kan føle sig ramt, globalisering, nedskæringer i det offentlige – herunder ydelser, med videre. Ingen af de årsager skyldes dog vores flygtninge, hvorfor en bebrejdelse af flygtningene må bero på manglende oplysning omkring de reelle årsager til at der er folk der lider nød i Danmark? Eller på en psykologisk projektion af deres egne problemer over på flygtningene?” (Anne Kirstine Gram Hovmann)

“… selvfølgelig er det nemmere at skyde skylden på en håndgribelig lille ting, frem for det reelle, store og komplicerede problem. Men det må da efter min overbevisning stadigvæk bero på enten en psykologisk reaktion – som du selv nævner det, at en person ikke magter at håndtere det reelle problem, og derfor søger den nemme vej, eller manglende oplysning, idet personen ikke forstår den komplicerede og uoverskuelige realitet.” (Anne Kirstine Gram Hovmann)

“Nu kan jeg desværre ikke tvinge myndige folk på antiracisme kurser eller til psykolog.” (Anne Kirstine Gram Hovmann)

“Problemet er så, at reaktionen ikke retter sig mod globalisering men mod ‘fremmede’ som bliver gjort til syndebuk som et fysisk symptom man rent faktisk kan ramme og mestre og dermed bliver racismen vigtig at tænke igennem også. Den har altid fungeret som en afleder fra effektiv klassekamp og den er derfor dobbelt farlig.” (Birgit Brander Rasmussen)

“… man har en fri vilje. Man har en fri vilje, til at være et svin overfor andre, eller til at opføre sig ordentligt. Uanset hvor trange kår man selv har, kan man dog altid opføre sig ordentligt og anstændigt. Det er i min verden en dårlig undskyldning, hvis man gemmer sig bag globaliseringen og bruger den som årsag til at man må hade andre mennesker.” (Anne Kirstine Gram Hovmann)

“Det er så meget sværere at se og angribe globalisering og de reelle magthavere, end det er at angribe fx flygtninge. Men det er vigtigt at forstå arbejderklassens frygt og afmagt for den kan jo få katastrofale konsekvenser hvis vi ikke kan få det vendt…” (Birgit Brander Rasmussen)

“Og behandlingen skal rettes ikke mod at mildne symptomerne, men mod at fjerne den dybdeliggende årsag (for at slå over i de medicinske metaforer)” (Amina Djondjorova)



18. maj 2016

‘Nazi-cellen’ (DR2) var historien om ‘Den Evige Tysker’: “… der må gøres mere mod ‘Truslen fra højre'”

I lørdags omtalte jeg kort Nazi-cellen (Mitten in Deutschland: NSU), en tysk miniserie i tre afsnit som DR2 sendte i den forgangne uge. Jeg så lidt af første afsnit, og har sjældent set noget så karikeret. En drama-dokumentar inspireret af amerikanske actionfilm fra 70’erne.

Herunder en oversættelse af NSU-film: ‘Antifascistisk’ statspropaganda, sakset fra PI-news (10. april 2016).

Nazi-cellen: ‘Antifascistisk’ statspropaganda

Onsdag viste det tvangsfinansierede statslige fjernsyn tredje og sidste del af en skuespilserie, der handlede om den såkaldte NSU. Den offentlige fjernsynsstation omgav denne begivenhed med et tæt net af ‘dokumentarer’, ‘reportager’ og ’samtalerunder’ for at skabe en ‘opportun sandhed’.

Grundtonen i alle tre afsnit og de på forhånd givne ’sande konklusioner’ var, at de mistænkte gerningsmænd ikke handlede på egen hånd, men at de var drevet til denne ‘højreradikale terror’ af politiske og konspiratoriske omstændigheder. Denne dristige vaghed har en klart manipulerende hensigt:

Tidens politik skulle, ifølge venstreorienterede forestillinger, være påvirket af det. Men ville handlingerne egentlig udgøre ‘terror’, selv hvis de virkelig fandt sted som fremstillet?

(Af Michael Bakunin. Oversat til dansk af Henrik Ræder Clausen)

Den første del, der helt fra starten placeres solidt i fiktionens defekte konspirationståger, blander ‘radikaliseringen’ af særligt Uwe Mundlos sammen med forskellige begivenheder i den første del af 90’erne. Angrebet på asylcenteret Rostock-Lichtenhagen/Hoyerswerda – ingen greb ind, tilskuere klappede, Uwe Mundlos glædede sig. Nogle marcherer – en politimand får besked om at gøre noget, men griber ikke ind overfor stenkast mod ‘venstreorienterede’. En ældre mand vinker dumt grinende til demonstranterne fra en bank. Asylkompromisset fra 1992/1993 – Uwe Mundlos, i underbukser, råber at det kunne have været skrevet af dem (højrefløjen). Angrebet på Murrah Federal Building i Oklahoma 1995 – Uwe Mundlos mener, at man skulle gøre det samme.

Desværre er Uwe Mundlos død, så det gavner ikke meget at fremstille ham som drivende kraft i gruppen, i stedet bliver han projektionsflade for en bestemt politisk agitation. Men først og fremmest gælder det om at stille fru Zschäpe i et fordømmende lys, derfor fremstilles hun som den person, der opfanger ideerne og prøve at fremme dem – fru Zschäpes handlinger i stedet for Uwe Mundlos ord. Skuespillerinden Mühe ser derfor sigende direkte på tilskuerne på tre vigtige punkter i historien, et diskutabelt filmisk citat fra filmen ‘Le fabuleux destin d’Amélie’.

Anden del af serien prøver at fortælle historien fra ofrenes vinkel, men begrænser sig følelseslammet til en datter af en småkriminel tyrkisk blomsterhandler Enver S., der blev myrdet i september 2000 – hvad datteren senere udgav en bog om. Den døde tysker og hans hårdt sårede kollega blev – kunne det være racistisk? – ikke engang nævnt i serien. Efterforskerne fremstilles som uhæderlige og inkompetente. ‘Terror’, en ’sandhed’ som tilskueren allerede kender, er der demonstrativt ingen i sagen, der aner noget om. Det fremstilles som om de efterforskende myndigheders forbløffende dumhed først har gjort drabene mulige, som om der var statslig støtte til drabene. Dertil kommer en uretfærdig hverdagsracisme baseret på blindt had som et dagligt fænomen. Gudskelov slutter episoden med at Kansler Angela Merkel træder frem med sin beroligende sørgetale – et stykke forsoning, tak til Kanslerinde Merkel for det.

Den sidste episode med titlen ‘Formidlerne – kun for tjenstlig brug’ viser helt fra begyndelsen hele den store linje fra Martin Luther til brændende husbiler. Det propagandiske mål er: Martin Luther står næsten ubestridt for en særlig tysk kraft, først og fremmest sproglig og kulturel. Ifølge ideen er disse rødder onde, tyskernes kulturelle DNA er beskadiget og defekt. Som tidligere ‘Den Evige Jøde’ står nu ‘Den Evige Tysker’ som inkarnationen af ondt på jorden, rastløs i forandring og skadestifter. Efter denne blot antydede fornærmelse af seeren bliver beskyldningerne konkrete i løbet af filmen: NSU ‘Trioen’ skulle være skabt af den tyske efterretningstjeneste, derefter forsynet og sendt under jorden. Præsidenten for Thüringens efterretningstjeneste Helmut Roewer bliver afbildet som åbenlyst uvidende, der har et eller andet imod de kære venstreorienterede.

Den fiktive person ‘Alexander Melchior’, Helmut Roewers højre hånd, bliver tilskrevet psykopatisk-diabolske træk (Kunne det blot være et dumt tilfælde? ‘Melchior’, konge og lysets beskytter, spiller på ‘Lucifer’, bærer af lyset). Nogen forhindrer Thüringens politi i at efterforske sagen, og til sidst bliver et vigtigt vidne får deres efterforskning forhindret, og til sidst bliver et vigtigt vidne myrdet, naturligvis af ukendte gerningsmænd.

Den offentlige-retslige radio beskæftiger sig som i en konspirationsteori, og ser mystisk ned i det tyske sjælelivs afgrunde. Samtidig får man nu igen at vide – i fin samklang med det historiske kompleks – at på en eller anden måde er alle tyskere nazister, og at der må gøres mere mod ‘Truslen fra højre’, at enhver kritik af ‘Den Anden’ er forbudt (Mottoet for det kunne være: ‘Kritik er mord’), at enhver indvandrer i dette åndeligt fordærvede land kun kan komme med kærlighed, godhed og håb. Det eneste positive er, at instruktørerne og manuskriptforfatterne er så uduelige at de er ude af stand til at opretholde den ønskede manipulation effektivt igennem filmen. Det er derfor ikke lykkes at skabe et anti-tysk værk i stil med Veit Harlans anti-semitiske ‘Jøden Süss’ fra 1940. Kunstnerisk set er NSU-serien værdiløs, men det er synd at flere ret gode skuespillere synker til at være propagandister.

Man spørger sig selv om det, der bliver vist i serien, virkelig udgør det skræmmebillede af terror som man har fået at vide. Hvad kan man kalde det, hvis Mundlos og Böhnhardt virkelig har gjort hvad der hævdes? Det begrebsmæssige grundproblem i ‘Terrorisme’ er mangelen på en klar afgræsning af, hvad ordet egentlig dækker over. Derfor kan begrebet misbruges som politisk kampmiddel. En terrorist er bare mere end en banal morder, og når man bekæmper terrorister, sætter man sig selv og sine politiske kampanstrengelser på så høj en piedestal at næsten alle midler tillades for at slå igen: At insinuere at ens politiske modstander kunne gribe til vold er en moralsk retfærdiggørelse af, at man selv bruger vold – og jo mere radikal modstanderen er, desto mere radikalt må der reageres mod ham.

Men hvis man virkelig vil skelne meningsfuldt mellem ‘Terrorisme’ og andre kriminelle handlinger, må man stille visse krav. I det mindste må der være en politisk intention og et politisk mål for handlingen, da ‘Terrorisme’, sådan må det forstås, er vold som middel til at forme samfundet. Aktioner, som ingen tager alvorligt eller sætter ind i en sammenhæng, opfylder ikke sådan et mindstekrav. Aktioner, der ikke søger at opnå noget politisk mål, er ikke terrorhandlinger. Men sådan ser det ud for det, der antages om den såkaldte ‘NSU’: Der var tydeligvis ingen, der vidste noget om intentionerne bag handlingerne, ingen vidste hvem eller hvorfor, de blev begået. Det var politisk ubetydelige personer, der blev dræbt (der var, sammenlignet med islamiske angreb, også alt for få dræbte med alt for stor afstand), personerne var også (biologisk set) alt for gamle. Ingen forstod signaturen af det våben, det blev brugt hver gang. Der var ingen form for ‘Modstand’ eller politiske testamenter at finde. Og ‘Terrorisme’ var der ikke tale om.

Man må finde sig i, at sagen nok aldrig bliver ordentligt opklaret: Hvad der virkelig skete, hvorfor ti mennesker døde, og hvilken rolle personer fra den tyske efterretningstjeneste spillede. Den tykke tilfredshed med at terrorismen fra den ekstreme venstrefløj og fra islamisterne endelig havde et brunt modstykke, den hemmelige fryd ved fingeret rædsel, den ubegrundede moralske følelse af overlegenhed og højere menneskelighed, alt dette burde vige for den tålmodige vilje til at lade retsstaten opklare sagen, så vidt det faktisk er muligt. Drab er og bliver drab. Det er slemt nok i sig selv, og det burde være tilstrækkeligt for de moralister, der så ivrigt søger at slå politisk mønt af sagerne.

Oploadet Kl. 13:06 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


17. maj 2016

Fra Dansk Folkeparti-reklame til ‘Stop volden’-demonstration: Alt krænker den yderste venstrefløj…

Dansk Folkepartis kampagner ender altid med massiv medieomtale, fordi medierne knuselsker ethvert hånende tiltag fra venstrefløj. Flere parodier er allerede lavet af ‘Der er så meget vi skal passe på’-annoncen, der forestiller tre generationer af danskere (kender flere af dem). TV2 Nyhederne fortæller, at ‘Hamit’ blev ked af det, da han så plakaterne med de hvide danskere, og derfor besluttede en kunstner at lave en kopi. Her er danskerne i mindretal.

(Birgit Bjerre på Facebook, 16. maj 2016)

Det er umuligt ikke at støde grænseløse venstreorienterede. Lørdag i forrige uge blev en ung tysker brutalt overfaldet af tre udlændinge efter en bytur i Bad Godesberg, lidt syd for Bonn (og i øvrigt et par kilometer øst for byen ‘Schweinheim’). 17-årige Niklas døde af sine skader i fredags, og lørdag blev der afholdt et uofficiel arrangement på gerningsstedet under parolen ‘Stoppt die Gewalt’, ‘Stop volden’.

(Blot Dittmer på Facebook, 14. maj 2016)

Lokale venstreorienterede lurede, at multikulturens modstandere ville være på stedet, og iscenesatte en mod-demonstration. En happening der bevirkede at en større gruppe venstreekstremister forsøgte at forstyrre højtideligheden med musik og tilråb. Vlad Tepes har dokumentationen.

Det er krænkende at være hvid. Det er krænkende at frygte for fremtiden. Det er krænkende at sørge over døde.

Oploadet Kl. 10:31 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper