Læserbrev af cand. mag. Anne-Marie Vestergaard i Weekendavisen – Konsekvenserne af kulturelt selvhad (ikke online).

“I Weekendavisens artikel »Problemer i Paradis« den 31. maj rapporterer Niklas S. Hessel fra den debat, som optøjerne omkring Stockholm har afstedkommet hinsidan. Mange svenske debattører forklarer uroen med følelser af frustration hos de unge ballademagere.

Der må ligge undertrykkelse og racisme bag. Nogle få stemmer, sjovt nok med indvandrerbaggrund, ytrer sig imod denne automatiske sammenkædning af kriminalitet og mangel på accept. Sakine Madon fremhæver svenskernes manglende kulturelle stolthed som en faktor, der hæmmer integration.

Fordi man ikke åbent har villet stå ved egne svenske værdier, som eksempelvis en human børneopdragelse og ligestilling mellem kønnene, har man set gennem fingre med visse indvandreres voldelige opdragelse af børnene eller vold mod kvinder. Samtidig har mange svenskere været bange for at gå Sverigedemokraternas ærinde. …

Den franske filosof og debattør Pascal Bruckner har i flere bøger beskæftiget sig med Vestens skyldkompleks og kulturelle selvhad. Han ser det kulminere efter 11. september, hvor mange intellektuelle havde travlt med at forklare (og indirekte forsvare) den ubegribelige terrorhandling. Han betragter dette selvhad som et resultat af dels kristen syndsbevidsthed, dels en blodig europæisk historie med kolonisering, totalitarismer og store krige, en historie der først efter 1945 får en afslutning. Bevidstheden om fortiden som kolonisator, undertrykker og morder lammer Vestens intellektuelle.

Bruckner taler i en af bøgerne om »den hvide mands gråd«, der får denne til at idealisere mennesket fra den tredje verden. Den undertrykte har altid ret. Desuden mener han, at Vesten ikke for alvor vil konfrontere islams udøvere med de autoritære træk, som deres religion vitterlig indeholder. Taberen bliver de universalistiske værdier, som Vestens mennesker ellers selv lever med på en ureflekteret måde.

I Danmark hævdes det ofte, at vi er kommet videre i integrationsdebatten, og at vi i modsætning til svenskerne tør adressere problemerne. At det ikke altid er tilfældet, kunne man blandt andet læse i frisindets organ Politiken for et par uger siden. … Ditte Giese, fast kønspolitisk klummeskribent og erklæret feminist, følte sig kaldet til at svare Tarek Omar den 17. maj. Hun mener, at oprøret skal komme fra miljøet selv, og så vil hun gerne heppe og støtte bagefter. Grunden til, at hun ikke selv tager til orde i sine dyrebare, prestigiøse spalter i Politiken, må være, at hun plages af det nedarvede vestlige skyldkompleks, som Bruckner fremanalyserer.

Hun skriver nemlig: »Men går jeg ud som hvid ateistisk feministkvinde og siger, at nu stopper I sgu det der, drenge, så er det ren kulturimperialisme.« Man aner den postkoloniale, kulturalistiske omvending af et gammelt tankemønster.

På grund af Ditte Gieses etniske og kolonisatoriske baggrund, kan hun ikke tillade sig at ytre sig kritisk i forhold til de uden tvivl meget undertrykte muslimske mænd i det danske samfund…. Hvor går grænsen egentlig mellem kulturel og social hensyntagen og frygt for repressalier? Hvad er det dybeste motiv for at holde sin kæft? Et spørgsmål man også kan stille Politiken som avis, der trods attentatforsøg mod søsteravisen Jyllands-Posten slet ikke mener, at ytringsfriheden er trængt i Danmark. Chefredaktør Bo Lidegaard har så sent som den 9. juni, efter bombealarm på Jyllands-Posten, gentaget dette synspunkt.”

(‘Ny-svenskere’ fejrer den svenske nationaldag, 2013; Avpixlat på Youtube)

Liberale CEPOS har netop lanceret en antologi om 30 års udlændingepolitik. Snaphanen var tilstede, og dækker historien med vanlig dybde, så her blot en kommentar fra Berlingske fra Eva Agnethe Selsing, der har redigeret bogen sammen med Kasper Elbjørn. Fra Moral forklædt som politik.

“Udlændingepolitikken er en varm kartoffel, og har været det, siden vi fik Udlændingeloven af 1983. Det er nu 30 år siden, og i den anledning har Kasper Elbjørn og jeg redigeret og medforfattet en antologi om indvandringen til Danmark og den fortløbende debat om emnet. I lørdagens kronik skrev Elbjørn, der er liberal, om det liberale syn på indvandring. Her blev det atter klart, at der (også) er forskellige opfattelser af emnet indenfor borgerligheden. Elbjørn indrømmer sine forbehold overfor den ‘faste og fair’ udlændingepolitik, som han mener var for hård og brød med liberale principper. Og nøgleordet her er netop ‘principper’: den liberale tilgang til indvandringsspørgsmålet bunder i et universelt moralsk princip om, at alle skal kunne bosætte sig, hvor de vil. Og det lyder jo rart. Men lige så sympatisk dette liberale princip er, lige så paradoksalt er det at have en universalistisk tilgang til nationalstaten og dens grænser. Nationalstaten er grænser, og er derfor allerede i udgangspunktet anti-universel. …

Da loven i 1983 blev indført, var det netop med moralske argumenter som begrundelse – om end primært fra venstrefløjen. Det politiske etablissement mente, at Danmark havde en etisk pligt til at åbne grænserne og give rettigheder til dem, der krydsede den. Asylansøgere måtte ikke ses som tal i en statistik. Ikke som en mængde, hvis størrelse, politikere skal have indflydelse på. Da VK-regeringen overtog i 2001, var selve tanken om et ‘antal’ flygtninge kættersk. At sætte tal og mål på blev set som et udtryk for, at vi havde forladt den moralske sfære og var indtrådt i den profane, politiske. At vi havde valgt medmenneskeligheden fra og i stedet fulgte et ondt, borgerligt nytteparameter i indvandringsspørgsmålet. …er der noget, vi har lært af den lov, må det være, at moral forklædt som politik ikke duer. Det er to forskellige sfærer, med meget forskellige lovmæssigheder. At åbne grænserne på vid gab øger ikke friheden i et lille, kulturelt homogent samfund.

Helt konkret har vi et politisk problem som vi ønsker at løse med udlændingelovgivningen: Vi vil gerne have dygtige, velkvalificerede mennesker hertil, men er mindre interesserede i at åbne døren for folk, der grundlæggende ikke ønsker at tage del i vores samfund. …

Det er meget enkelt: vi skal kunne sortere i indvandringen, så den passer til det samfund, vi har. Moral forklædt som politik gav os den skæbnesvangre lov i 1983. Og alligevel sværger mange liberale stadig til moralske dogmer som svar på et politisk problem. Det giver nok en varm følelse i maven, men er ikke nødvendigvis godt for friheden. Læren fra 1983 må være, at vi ikke kan træffe fornuftige beslutninger om det konkrete alene på moralens abstrakte præmisser.“

Bogen kan købes her.

Jeg har det med Jens Martin Eriksen & Frederiksen Stjernfelt som jeg har det med norske Bjørn Stærk. De gør det godt ud fra egne præmisser, men forsøget på at formulere en tredje vej virker noget påtaget, og lidt for meget som bekvemmelig positioneren. Viden forpligter, sagde man i gamle dage. Kasper Støvring anmelder seneste bog af Eriksen & Stjernfelt i Berlingske – De anstændige modsiges hårdtslående og velargumenteret .

“Engang for længe siden – i 60erne – kunne forfatteren Leif Panduro skaffe sig anerkendelse blandt sine kulturradikale ligesindede for sit opgør med borgerlige dyder i romaner som »Rend mig i traditionerne« og »De uanstændige«.

I dag er de selvsamme kulturradikale og andre uanstændige blevet de nye anstændige, der kalder på dyder som dialog og tolerance for at forhindre kritik af undertrykkende dogmer. Det er denne vending, som forfatteren Jens-Martin Eriksen og professor i semiotik Frederik Stjernfelt har sat sig for at afdække og gøre op med i deres nye bog.

De anstændige forsøger at begrænse den ytringsfrihed, der er livsvigtig i et liberalt demokrati. Bogen kortlægger minutiøst, hvordan de anstændige er blevet principløse, hykleriske, dobbeltmoralske og decideret kyniske. Deres krav om selvcensur camouflerer de f.eks. ved at tale om, at man skal have »respekt« for andre kulturer. Men denne respekt er i virkeligheden baseret på frygt. Det er nemlig kun islam, der skal skånes for hån, spot og latterliggørelse. For islamister truer som bekendt med vold, hvis man krænker deres dogmer. Det kaldes i bogen Voldsmandens veto. …

»Tolerance« er ikke længere en fordring, der stilles til den, der lytter, men derimod noget, den, der ytrer, skal anvende for ikke at støde religiøse følelser. Og »religionsfrihed« betyder ikke længere individets frihed til selv at vælge sin tro, men derimod religionernes frihed for krænkelser.

Noget af det mest uhyggelige i vores tid er den konstante vigen tilbage for islamisternes pres på ytringsfriheden. Bogen giver adskillige eksempler herpå og afslører de strategier, anstændige anvender for at vise eftergivenhed. En hyppigt anvendt strategi er filtrering af information, som når medierne undlader at oplyse den etniske profil i sager om muslimers overfald på jøder og homoseksuelle.

Man kan diskutere Eriksens og Stjernfelts bekendelse til den radikale oplysning og angreb på al »kultur«. Og man kan mene, at deres tillid til debattens frigørende virkning forudsætter en homogen nationalkultur, som de ellers kritiserer. Hvis den fælles kultur mangler, får vi netop en syg krænkelses- og trusselskultur, hvor domstolene skal afgøre – eller undertrykke – uenigheder.”

Set fra et nationalt perspektiv har ingen dansk Facebook-gruppe har så stor succes, som ‘Nej til moskeer i Danmark!’. I skrivende stund har hele 143.921 tilmeldt sig gruppen, et uhørt højt tal der bekræfter det, alle ved i forvejen – Danskerne er trætte af Islam. Med udgangspunkt i gruppen blev der søndag demonstreret mod Islam på Rådhuspladsen i København, og som man kunne forvente, så mødte der meget få op, der ikke i forvejen har markeret sig politisk.

På den måde kom heilende nationalsocialister til fremstå som repræsentanter for moské-modstandere, hvad vil gøre det endnu sværere at lave en folkelig demonstration mod Islam en anden gang – med eller uden militante fra Antifascistisk Aktion på sidelinien.

(Deltager til demonstration arrangeret af ‘Nej til moskeer i Danmark!’; KP-NET på Youtube)

Det er svært at tro på den slags demonstrationer fremover, og det kræver vel næsten et borgerkrigslignende scenarie for at få den gennemsnitlige dansker til at markere sig offentligt. Middelklassen kan være nok så meget imod Islam og moskeer, men deltager ikke i en demonstration, hvor man risikerer at blive overfaldet før, under og efter – og herefter risikerer at se sig selv i medierne stå skulder ved skulder med heilende nazist.

Enhedslisten havde på forhånd anmeldt en demonstration foran Frihedsmuseet, men der var Enhedslisten-bannere i den ikke-anmeldte moddemonstration politiet stoppede og flyttede til Dantes Plads ved Glytoteket. Herunder et par stemningsindtryk.

“Cirka 30 højreradikale demonstranter med budskabet »Danmark for danskere« mødte i formiddag op på Rådhuspladsen, tæt fulgt af en en endnu større skare betjente klædt i kampuniformer. … Gruppen ‘Nej til moskeer i Danmark’ havde fået stor opbakning på Facebook, hvor mere end 600 forinden havde meldt deres medvirken. Men arrangøren bag demonstrationen dukkede aldrig selv op.” (Politiken)

Bag Rådhuspladsen reklameres meget symptomatisk for det islamiske tørklæde, islamismens flag.

“Vi har allerede fået et etnisk proletariat visse steder. Det er skræmmende at tænke på, hvordan det kan udvikle sig, hvis vi ikke tager hånd om det.”, fortæller socialminister Karen Hækkerup til Berlingske i kølvandet på Stockholm-optøjerne. For få uger siden var hun med til at udvande ghettodefinitionen, og møder sågar kritik internt for overhovedet at gøre etnicitet til en variabel.

Nogenlunde samtidig fandt Politiken en sociolog, der vel nok ved en del om Bourdieu og ‘refleksiv sociologi’, men er aldeles blank om alt andet – Førende ghetto-forsker: »Drop nu jeres syge ghettolister, Danmark«.

“»… Der findes ikke ghettoer i Danmark. Når den danske regering udarbejder lister over socialt udsatte boligområder og udgiver dem årligt, så er det ikke kun udtryk for en syg tankegang, der er også tale om en idiotisk politik, der i sidste ende skubber de socialt udsatte områder længere ned i mudderet. Det bliver i sidste ende en selvopfyldende profeti. Det er en bekymrende tendens, som vi desværre har set over det meste af Vesteuropa de seneste to årtier«.

Advarslen kommer fra den internationalt anerkendte franske sociolog Loïc Wacquant, der herhjemme er mest kendt som Pierre Bourdieus samtalepartner i bogen ’Refleksiv sociologi’. …

»Jeg forstår ikke, at I udarbejder ghettolister i Danmark – eller lister over socialt udsatte områder, som de officielt bliver kaldt. Det er ødelæggende for de 33 boligområder. For hvad sker der, når vi kalder et område for en ghetto? Beboere med job, de veluddannede og de med ressourcer flytter væk så snart, de kan komme til det. … Min opfordring til de danske politikere er derfor: Drop jeres syge ghettolister«.

»… Lad os tage et kig på nogle af de kriterier, som ligger bag definitionen på en ghetto eller et udsat område i Danmark. Her fokuserer man på høj arbejdsløshed, høj kriminalitet og antallet af folk med anden etnisk baggrund end dansk. Men hallo, et område med høj arbejdsløshed eller kriminalitet er ikke en ghetto. Det er et område med høj arbejdsløshed eller kriminalitet«.

Så det er bare et spørgsmål om semantik?

»Langtfra. For italesættelsen har stor betydning. Lad os derfor starte med at se på, hvad en ghetto historisk set er for en størrelse. Ghettoen i klassisk forstand var et område for segregerede jøder i renæssancen. Alle jøder var tvunget til at flytte i ghettoer i distrikter, som kun var for jøder. I disse ghettoer udviklede jøderne parallelle institutioner inden for politik, handel, tro og uddannelse. Det er ikke det, vi ser i de udsatte områder«.

Men højrefløjen i Europa siger jo netop, at disse områder udvikler sig i retning af parallelsamfund…

»De seneste to årtier har de vestlige regeringer været underlagt det, jeg kalder en panikdiskurs. Ghettodebatten er koblet på frygten for islam. Man taler om muslimske områder. Faktum er bare, at der ikke findes et eneste sted i Frankrig, Sverige eller Danmark, hvor der er opbygget lignende parallelle institutioner som dem, jøderne havde. Jeg har endnu til gode at se beviset for disse parallelle institutioner. De findes ganske enkelt ikke. Ghettodebatten har været brugt til at skabe en fortælling, der indgyder frygt i befolkningen, og det er lykkedes«. …

»Det er ikke gået op for politikere og journalister i Vesten, hvor stigmatiserende det er, når særlige områder bliver stemplet som farlige no-go-områder. Den almindelige dansker vil undgå området, når det er på den pågældende liste… Politikerne bidrager til at ødelægge områderne. Når man kalder dem ghettoer, indikerer man, at de har et andet moralsæt end det resterende samfund. …«.

Men kan man ikke sige, at det netop er det, regeringen gør med en sådan liste?

»Man italesætter områderne i en bestemt diskurs. Hvorfor er kriminaliteten i disse områder anderledes end i det resterende Danmark? …«.”

(Dagens Nyheter hasteindkalder engelsk sociolog, 27. maj 2013)

“Nationalismen hindrar oss från att se det stora perspektivet” (Nina Power, sociolog)

Vi skal knuselske indvandring fra islamiske lande, fordi arkitekturen har vist os, at global inspiration er en god ting. Det er ikke helt det de skriver, men det må være det de mener. Kommentar af Nicolai Wallner og Kristoffer Weiss i Politiken – Småtskåren provinsialisme er den største trussel mod vores kultur.

“Danmark er en lille, åben økonomi. Det er selvsagt ikke nogen nyhed. Vores virkelighed er præget af en gennemgribende globalisering, der, på flere måder end vi bryder os om at tænke på, fundamentalt påvirker – eller ligefrem dikterer – den førte politik. …

Laver man et røntgenbillede af Danmark, der identificerer de mest markante udfordringer set i lyset af globaliseringen, er diagnosen iøjnefaldende. Der er foruroligende mange symptomer på en livstruende sygdom, der gerne bryder ud i lys lue, når det går rigtig stærkt. Nemlig fremelskelse af en åndløs kultur, funderet i national selvtilstrækkelighed, klæbrig middelmådighed og drivende sentimental nostalgi. Småtskåren provinsialisme er uden sammenligning den største trussel mod vores kultur.

Og den stortrives i krisetider, hvor det nemt skvulper over med kulturkonservative indslag, der ikke er i nærheden af at kunne indfange og håndtere alvoren af, det vi står over for.

Globaliseringen præsenterer med andre ord en ny problemhorisont. Man kan tvivle på, om vi som nation er klædt på til i fremtiden at indgå fuldt ud i en global virkelighed, hvor nye netværk og magtstrukturer rokker ved gamle sandheder.
Det kan betale sig at kaste et blik på kulturens område, ikke mindst på arkitekturen, for at belyse udfordringer og muligheder. Globaliseringen er et vilkår for dansk arkitektur og ikke en mulighed, vi kan gribe, hvis vi har lyst. …

Internationalisering bør være et helt centralt omdrejningspunkt for kulturpolitikken i fremtiden. … En konsekvens af globaliseringen er udviskningen af de nationale og regionale kendetegn. Det bliver mere og mere dubiøst at tale om specifik ‘dansk’ arkitektur.”

Efter års pause, er jeg så småt begyndt at høre radio igen. Jeg veksler mellem P1 og Radio24syv, og selvom førstnævnte selvfølgelig er værst, så er der på det lange stræk ikke den store forskel. I går kom jeg (efter at have hørt en ræverød historiker problematisere patriotisme), for skade at høre et timelangt samtaleprogram med antropolog Sine Plambech, der kunne fortælle, at nigerianske kvinder der rejste til Danmark for at arbejde på bordeller, ikke var tvunget til det af kyniske bagmænd. De gjorde det helt frivilligt, men var dog stadig ofre for dårlige levevilkår, og det var således ingen løsning at sende de her ‘irregulære indvandrere’ hjem igen.

For ikke så længe siden, var der helt i samme ånd, ophidset politisk debat om andre illegale indvandrere. Langt ind i borgerlige rækker blev det betragtet som umenneskeligt, at afviste asylansøgere og deres børn ikke kunne få lov til at blive boende i Danmark på ‘anstændige’ betingelser. Flere NGO’ere henviste til konventioner og krævede ‘asylbørnene’ ud i samfundet. Metroxpress har en historie der sætter debatten i perspektiv – Få afviste asylansøgere vil bo uden for asyllejrene. Det har aldrig handlet om børnene.

“Under VK-regeringen kunne afviste asylansøgere med børn tidligst flytte ud af centrene efter at have siddet halvandet år i udsendelsesposition. … Den periode forkortede SRSF-regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance til 12 måneder i september sidst år, men kun 22 af 76 mulige af afviste asylfamilier har frem til 13. april i år ansøgt om at flytte ud i en særlig bolig efter de nye, lempeligere regler. Det viser en opgørelse, som Udlændingeservice har lavet for metroxpress. Heraf har 14 familier fået tilladelse…

Når ønsket om at flytte ud af centrene ikke er mere udbredt, skyldes det formentlig, at mange afviste asylfamilier ikke kan overskue en tilværelse uden for asylcentrene, vurderer seniorforsker og master i psykologi Else Christensen, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).


- Mange asylfamilier har boet på centrene i årevis. De har deres netværk dér, og vil have svært ved at få en tilværelse til at fungere uden for centrene, vurderer hun.”

(Grafik fra ‘Asylbørnene ud nu!‘)

Jose Manuel Barroso har mere held som kommissionsformand end som kommunistleder, men der er ingen ramaskrig fra danske politikere eller videre debat i de danske medier over EU’s føderationstiltag. Fra The Telegraph – Federal Europe will be ‘a reality in a few years’, says Jose Manuel Barroso.

“The president of the European Commission has fanned the flames of British debate over EU membership by insisting that fiscal union in the eurozone will lead to “intensified political union” for all 27 member states. …

“We want to put all the elements on the table, in a clear and consistent way, even if some of them may sound like political science fiction today. They will be reality in a few years’ time.”

Mr Barroso’s announcement that he will set out plans for a European federation next spring, before elections to the European Parliament in May 2014, will further deepen Conservative divisions over the EU.

The intervention will add weight to the argument made by Lord Lawson, and other anti-EU Tories, that it is pointless to try and improve Britain’s membership terms when the dynamic, set by the eurozone, is towards a fully-fledged federal Europe.

The commission president’s argument is that as the eurozone adopts federalist structures on fiscal and economic policy, supported by Britain as necessary for financial stability, there will also be a need for political structures that will fundamentally change the way the EU works.

“Further economic integration would transcend the limits of the intergovernmental method of running the EU and the eurozone in particular,” Mr Barroso said.”

I lighed med vor nuværende regering, betragter EU enhver form for kritik som kommunikationsproblem. Når de fleste europæere mener, at EU som organisation fylder for meget, så er løsningen at skabe en ny fortælling, baseret på åbne møder med kulturpersonligheder. Fra DR Online – EU satser stort på kulturen.

“Med en større kultursatsning imødegår EU nu mange års kritik af unionen for mestendels at fokusere på flæskepriser. I aftes lancerede kommissionsformand José Manuel Barroso sammen med de ansvarlige kommissærer for kommunikation og kultur et projekt, der kort fortalt går ud på at fortælle en ny fortælling om Europa.

Det er det danske medlem af EU-parlamentet for Venstre Morten Løkkegaard, der er initiativtager. …

- Det er første gang nogensinde, at EU’s ledelse har satset så stort på kulturen, siger han i dag, og fortsætter:

- Europa har brug for en ny selvtillid og tro på de værdier, som samler os. Europa er andet og mere end krise og økonomi, siger Morten Løkkegaard.

Projektet kommer til at bestå af en række kulturpersonligheder og intellektuelle fra hele Europa, der mødes på en række åbne møder i løbet af 2013. Fra Danmark deltager skribenten Per Nyholm.“

Venstres Søren Pind har sine momenter, og han er sjældent været bedre end han var i sidste afsnit af Pind og Holdt i USA, sendt på DR2 sidste onsdag. Her lidt fra dialogen.

Søren Pind, Venstre: Jeg synes du er dødprovokerende, altså – det første halvdel af foredraget var jo fabelagtigt, men så går du ellers løs, og så synes jeg, jeg har ondt ved at du siger sådan nogle ting om Danmark.

Jacob Holdt, fotograf: Det er svært at se sådan noget.

Søren Pind: Du bliver bare nødt til at forstå, at når du bruger termen racistisk, så betyder det at du mener mennesker er mindre værd, fordi de har en anden race end en selv.

Jacob Holdt: Nej, det er en gammeldags definition.

Søren Pind: Det er ikke en gammeldags definition. Og Det er Pia Kjærsgaard ikke. Nu er det lidt mærkeligt, at jeg skal sidde her, men det har jeg ikke noget problem med sige – Hun er ikke racist! – Men det hun er forbitrede over, og det kan jeg godt forstå på nogle måder, det er at Danmark bliver lavet fuldstændigt om uden at nogle har bedt om det.

Jacob Holdt: Jeg føler ikke det bliver lavet om. Jeg føler, at problemet er, at hvis vi ikke åbner os op overfor de indvandrere, så giver vi ikke vores danske værdier videre.

Søren Pind: Det forstår jeg godt, men du gør dig ikke nogle emotioner i forhold til at Danmark på tyve år er blevet lavet fundamentalt om aldrig igen kan blive det land det var engang. Og det kan jeg godt forstå, at mange føler en kolossal vrede over, at de aldrig er blevet inddraget i, spurgt om eller er blevet løjet for i så mange år. Erik Ninn Hansen faldt på, at gå ud og sige, at det her var ved at ske. Alle andre politikere inklusiv mine egne, Uffe Ellemann, Schlüter, alle sagde, at det ikke passede hvad han sagde. Han fik jo ret!

Den fortælling du så har overfor udlandet, det er som om ‘Danmark er jo et indvandrerland og vi behandler indvandrere dårligt’. Danmark er jo ikke et indvandrerland.

Jacob Holdt: Det er det jo blevet, vi har inviteret dem ind i vores land.

Søren Pind: Jeg ved ikke hvem ‘vi’ er.

Jacob Holdt: - og så må vi også opføre os ordentligt overfor dem. Måden ved at man giver dem alt det man elsker ved sit land videre på, det er ved at man blander sig.

Søren Pind: USA er et indvandrerland, som har været baseret på indvandring i 300 år. Vi er været ens i 1000 år.

Jacob Holdt: Ja ja, nej, vi har haft mange hugenottere og jeg ved ikke hvad, hollændere og jeg ved ikke hvad.

Søren Pind: Ikke i det antal vi taler om.

Jacob Holdt: - polakker og så videre ik’. Kom ud af det der – vi er blevet et indvandrerland ik’, og nu må vi prøve at få det bedste du af det. Vi kan ikke smide de folk ud der kom i 70′erne.

Søren Pind: Det er jeg enig i…

Jacob Holdt: - og var kærester med vores…

Søren Pind: Det gør ikke nødvendigvis danskerne til racister. Der har, som du vil sige det, en stor sorg over at det land som de elskede, nu er endegyldigt forandret.

Jacob Holdt: Hvorfor synes du det er forandret?

Søren Pind: Det er da ikke noget jeg synes, det er…

Jacob Holdt: Jeg ser det ikke som forandret.

Søren Pind: - det kan man da også se. Holdning nu op, det er er noget vrøvl. Gå ud på Nørrebro og kig – det er jo en ghetto nu.

Jacob Holdt: … det har noget at gøre med andre værdier. Jeg er jo bare så glad, når jeg ser…

Søren Pind: - Åhh nu kom jeg til at køre forkert.

Jacob Holdt: - Jeg ser det ikke som ændret. Alle kulturer har i hele menneskehedens historie været gennem forandring. Konstant forandring.