1. oktober 2016

Merete Bøye: “Friheden er truet af danskerne selv. Den vestlige kultur er ved at implodere af selvhad.”

Grundlovstale af sognepræst Merete Bøye kan læses på Nyt Babel – En generation fra udryddelse – grundlovstale.

“Vores frihed i Danmark er truet. Men den er ikke truet af islam. Den er ikke truet af muslimerne. Friheden er truet af danskerne selv. Den vestlige kultur er ved at implodere af selvhad. Vi kan næsten ikke kritisere vores egen kultur nok, og rose andre kulturer nok. Jo mere fremmed for os, en kultur er, des bedre synes vi om den. I vores egen kultur har vi kun blik for det onde, i de andres, kun for det gode. Den vestlige kultur er undertrykkende pave-åg, blodige korstog, kedelig kølig protestantisme, umenneskelig slavehandel, tromlende kolonialisme, blegfede legemer og brun sovs og nazi-Tyskland. De andres kulturer er varmblodet salsadans, lækker hummus, eksotisk åndelighed, slanke, sunde kroppe, inciterende rytmisk musik og smukke klædedragter. De andre er bedre i kraft af deres farve, deres mad, deres tro, men først og fremmest i kraft af, at de har været undertrykt af os.

Et undertrykt folk har altid ret, som man siger. Men i vores selvudslettelse og dybe knæfald for det anderledes, giver vi køb på alt det, vi holder af ved vores egen kultur – og åbner døren på vid gab for alt det fra den fremmede kultur, som mange mennesker faktisk er flygtet her op til de blegfede frikadelledanskeres kakkeborde for at undgå. Jeg talte sidste år med en kurdisk journalist, som var flygtet fra islamisk stat. Han sagde: ‘det dummeste, Europa har gjort, er at åbne ladeporten for alle, der vil hertil. Nu kommer mine fjender herop efter mig.’ Han fik desværre ret – det viste sig, at der gemte sig ikke så få islamistiske krigere i migrantstrømmen fra den arabiske verden.

Vi skal passe på, at vi ikke i misforstået hensyntagen svigter både os selv og dem, der er kommet til vores land fra den islamiske verden, fordi de er forfulgt eller uønskede dér. Det burde ikke være sådan, at folk som Naser Khader og Massoud Fouroozandeh skal leve med politibeskyttelse her i Danmark. …

Vil vi bevare vores land, vores frihed, vores kultur og værdier, så kræver det, at vi selv står ved dem. Aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv, sagde den national-konservative digter Valdemar Rørdam i 1907, og han havde så ganske ret. Ingen kan tage vores arv og kultur fra os, hvis vi ikke selv giver køb på det.

Derfor skal vi rette ryggen og være stolte af vores land, vores tro, vores kultur. Vi skal insistere på, at grundloven står over sharia-loven. Vi skal også insistere på, at vores kultur er værd at bevare. At vores vaner og dyder er værd at holde i hævd. Og det vil sige at stå fast på danskernes kristne og sekulære traditioner for fx seksuel frihed, ligestilling mellem køn og mellem racer, og retten til frit at tænke, tro og tale. Det vil også sige at stå ved, at man godt kan lide frikadeller og kartofler, at hejse Dannebrog med stolthed og kærlighed, når der er noget som helst at fejre, og at synge med på vores fædrelandssange af karsken bælg og uden ironisk distance.

(Facebook-kommentar, september 2016)

Lige så vel som en iraner kan være stolt af at være iraner og en ghaneser stolt af at være ghaneser, kan en dansker godt være stolt af at være dansker. Man skal have kærlighed til sit fædreland, uanset hvor man kommer fra, og derfor skal vi danskere også vise vores kærlighed til Danmark, til det danske sprog og til det danske flag – ikke kun Grundlovsdag, men alle dage. Vi har meget at være vores fædreland taknemmelige for.

Der er grund til at have kærlighed til det danske samfund med dets foreningsliv, sociale sikkerhedsnet, høje grad af tillid og omsorg for de svageste. Der er grund til at have kærlighed til det danske landskab med de bløde grønne bakker, høje bøge, havet og søerne, de hvide landsbykirker og det milde klima. Der er grund til at have kærlighed til den danske litteratur: Blicher, H.C. Andersen, Henrik Pontoppidan, Holberg, og til den danske sangskat: Thøger Larsen, Oehlenschläger, Drachmann. Og til den danske kirke, som Grundtvig, Kierkegaard og Jakob Knudsen har sat deres præg på.

Sidst men ikke mindst er der grund til at have kærlighed til den danske grundlov, der nu i 167 år har sørget for, at Danmark er et af de frieste lande i verden. Den frihed skal for enhver pris holdes i hævd, værnes om og kæmpes for. For den er det bedste guld. Jeg vil lade Valdemar Rørdam levere de afsluttende ord:

Vort løsen er: Trods alt!
Når Danmark har os kaldt,
så står vi eller falder, som Dybbøls kæmper faldt.
For fædreland og sprog,
for dansk i mund og bog,
for kongeborg og bondegård, for hjemmets mindste krog.
Vi ved, et fjæld kan sprænges, og tvinges kan en elv,
men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv.

Med penge, liv og blod
til sidste åndedrag
for Danmarks frie flag!”

Oploadet Kl. 20:11 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer

Martin Krasnik: Hvis ikke dansk pas gør en person til dansker, så er vi tilbage til Hitlers ‘Blut und Boden’

“… ifølge Martin Henriksen har Jens Philip Yazdani slet ikke ret til selv at afgøre, om han føler sig dansk”, lyder det nu fra Martin Krasnik, der således sætter sig selv på samme journalistiske niveau, som Rushy Rashid, der hævdede at Henriksens manglende svar fratog Yazdani “sin ret til at kalde sig selv dansker”.

Det bliver værre endnu. Hvis man ikke mener, at passet i sig selv gør en person til dansk, så er det ‘Blut und Boden’, og herfra går det stok over sten med Hitlers inspirationskilde Karl Lueger, Herman Göring og Nürnberglovene. Slutteligt bekender han sig til kulturradikalisme, men det er egentligt unødvendigt. Den havde de fleste luret. At nogle radikalt vil ændre danskhedsbegrebet, gør dog ikke konservative til nazister.

Statsborgerskab hedder formelt ‘Indfødsret’, og betyder blot, at personen nu juridisk set har samme rettigheder som en indfødt dansker. Nationalitet kommer af natio, der betyder fødsel. Som i herkomst. Familie. Slægt. Stamme. Gentagne henvisninger til nazi-tidens excesser vil ikke ændre et komma på dette.

Martin Krasnik er aldrig set ringere end i ugens udgave af Weekendavisen, og selvom jeg ikke er overrasket, så er jeg dog lidt skuffet – Hvem der er dansk (ikke online).

“Hvad tænkte Martin Henriksen i det øjeblik, han skulle svare på spørgsmålet: Er Jens Philip Yazdani dansk? Politikeren fra Dansk Folkeparti tøver ikke, da han bliver spurgt om Langkaer Gymnasiums elevrådsformands eventuelle danskhed. Henriksens svar kommer instinktivt: ‘Jeg kender ham jo ikke, så det kan jeg dårligt svare på,’ siger han. …

Henriksen uddybede på Ritzau en række danskheds-krav: Man skal være bundet af dansk sprog, kultur og tradition. Og have humor. Og fortolke ytringsfrihed på en bestemt måde, sagde Henriksen. Man ser det for sig: Kan man få Indfødsretsudvalget til at grine, får man et pas. Det handler åbenlyst ikke blot om at anerkende demokratiske værdier, ligestilling og trosfrihed, som vi deler med andre demokratiske lande. Det er heller ikke så simpelt, at man som indvandrer kan hævde at have gennemskuet den særligt danske måde, vi har institutionaliseret disse værdier i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet og ladet dem gennemstrømme vores sociale koder på. Nej, for ifølge Martin Henriksen har Jens Philip Yazdani slet ikke ret til selv at afgøre, om han føler sig dansk.

… På spørgsmålet om, hvorvidt ‘man først er en fuldbyrdet del af den danske kultur, hvis man er kristen,’ svarede Søren Krarup tilbage i 2004: ‘Ja, det kan man godt sige.’ Og i 2011 sagde han om folk, der melder sig ud af folkekirken, at de er ‘i færd med at bryde med det, der er dansk kultur.’ Han har endda skrevet, at det at være dansk er ‘en arvet virkelighed’, altså, at det kræver danske forældre.

(Grundloven, § 4: “Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke…”)

Noget i samme retning sagde Martin Henriksen på DR2 forleden. Noget andet er kriteriet i Marie Krarups formulering: ‘Hvis ikke majoritetsdanskerne kan acceptere dem som danske, så ER de ikke danske, trods dansk pas og opvækst inden for Danmarks grænser.’ Det er Blut und Boden af den dybe slags; den sunde stat beror på enheden mellem folket – der er defineret biologisk og efter afstamning – og jorden.

Marie Krarups kriterium fik mig til at tænke på Karl Lueger, den antisemitiske borgmester i Wien og en af Hitlers store inspirationskilder. Det var nemlig ham, der sagde: ‘Wer Jude ist, bestimme ich.’ Hvem der er jøde, det bestemmer jeg! Det samme sagde Göring angiveligt, da tyskerne indførte forskellige kategorier af borgere med Nürnberglovene. Det er ikke borgeren eller mennesket selv, der afgør sin nationalkarakter. Vi taler ikke om de almindelige, objektive kriterier i form af krav til statsborgerskab. Nej, det handler om identitet, følelsen af, hvem man er, og hvilket fællesskab man mener at tilhøre. Og det er magthaveren, flertallet, der bestemmer, ud fra helt vilkårlige kriterier for, hvad der udgør folkekarakteren.

Hvem der er dansker – det bestemmer vi! Det er et ubehageligt skred, og man må konstatere, at kun få politikere i resten af blå blok har lagt afstand til disse udmeldinger fra Dansk Folkeparti. …

‘Når man forsøger at bestemme en folkekarakter, kan man ikke være forsigtig nok,’ skrev Georg Brandes, ‘thi den skifter igennem tiderne mere end det enkelte menneskes karakter.’ Dansk Folkeparti behøver ikke være forsigtig. Partiet mener tydeligvis, at den eneste måde, man kan være 100 procent dansk på, er at være hvid, uanset om man i øvrigt støtter alle mulige værdier om ligestilling, ytringsfrihed og demokrati. Ægte nationalitet, noget så personligt og svært definerbart som national identitet og nationalt sindelag afgøres af etnicitet, religion og hudfarve. Således mener altså landets næststørste parti og vel også dets leder, som man i disse tider diskuterer som mulig kandidat til statsministerposten.”



29. september 2016

Pola Rojan, kurder: “Det har et skær af politisk maskerade over sig, hvis jeg kalder mig dansker…”

Symptomatisk for den verserende debat om danskhed, så blev det en udlænding, der skrev det indlysende. Paradoksalt nok en kommunikationsrådgiver for Mellemfolkeligt Samvirke, en af flere organisationer der kæmper for åbne grænser. Hvor den danske venstrefløj per refleks trækker racismekortet eller promoverer absurde floskler om en særlig identitetløs multi-national danskhed, så er debatten anderledes konkret for kurdiske nationalister.

Kurdiske Pola Rojan i Dagbladet Information – Henriksen og Støjberg har fuldstændig ret: Jeg er ikke dansker.

“Når jeg fortæller folk, at jeg ikke er dansker, har de svært ved at skjule forargelsen. ‘Jamen, ønsker du slet ikke at være en del af fællesskabet?’ kan de finde på at spørge. Læg mærke til, at jeg ikke siger, at jeg ikke føler mig som dansker. Min pointe er den simple, at jeg ikke er dansker. Det er ikke en beslutning, jeg bare kan træffe, selv om mit pas er rødbedefarvet.

Jeg er født uden for Danmark af kurdiske forældre, og mit første modersmål er kurdisk. Det taler jeg også med mine børn. Det har et skær af politisk maskerade over sig, hvis jeg kalder mig dansker, for folk vil alligevel kigge spørgende på mit sorte, krøllede hår og brune øjne og mit aparte navn.

(SFU-formand Nanna Bonde, der mener islamiserede Blågårds Plads definerer danskhed; Foto: Collage)

I mine øjne er etnisk identitet noget langt mere entydigt og relativt ufravigeligt, som er løsrevet fra, hvad vi kan vælge at føle os frem til baseret på politiske holdninger, sympatier og tilvalg. …

I den del af hjemlige integrationsdebat kan man hurtigt få indtryk af, at ‘dansker’ er en slags tværkulturel, filosofisk størrelse, der er løsrevet fra personens etniske ophav, inklusiv vedkommendes medfødte sproglige, kulturelle identitet.

Man kan således frit vælge at blive dansker, uanset hvor man kommer fra, må man forstå. … Det er især venstre- og centrumvenstrefløjen, der abonnerer på den model. Og det er så absolut en smuk og velmenende tanke, at man signalerer farveblindhed og fordomsfrihed over for den enkelte borgers ønske om at blive en del af fællesskabet. …

Problemet med den filosofiske danskhed som fællesnævner er, at ikke alle borgere i Danmark betegner sig som danskere.

Ikke fordi de fravælger fællesskabet, men fordi de frivilligt eller ufrivilligt er tilflyttere med en anden etnisk bagage og ser det som en styrke og en medfødt ufravigelighed.”



28. september 2016

DR2-debatten om danskhed med Martin Henriksen: “Det bliver man jo ikke dansker af, hold nu op.”

Sognepræst Marie Høgh opridser debatten om danskhed i Berlingske, og der skæres ind til benet. Danskhed handler om ‘loyalitet’, og man er først dansk når man “ikke vil lave Danmark kategorialt om – men til hver en tid forsvare hver en stump af Danmarks jord mod fremmed herredømme”. Muslimer med eller uden uddannelse kan således godt være danske, men næppe tro mod Koranen. Det ene udelukker det andet. Det er selvfølgelig et svært budskab at kommunikere ud, her året efter et bredt flertal i Folketinget accepterede ‘dobbelt statsborgerskab’.

Martin Henriksen havde ret som den gode Ulla Nørtoft Thomsen, så rigtigt noterede. Herunder afskrift af Debatten, sendt på DR2 (22. september 2016): Slut med flygtninge? For tidligere omtale af debatten: I, II.

Clement Kjærsgaard, vært: Time out nu, lige to sekunder, hvor vi alle sammen tager en dyb indånding. Yasdani.

Jens Philip Yazdani, Elevrådsformand: Nu taler I meget som om at man skal assimilere de folk, der kommer hertil. Det I glemmer at tænke på er jo, at vi er mange, hvor vores forældre kom hertil, og hvor vi er født her og opvokset her og lige så danske.

Martin Henriksen, DF: Det bliver man jo ikke dansker af, hold nu op.

Clement Kjærsgaard: Et sekund.

Jens Philip Yasdani: Det gør man da! Jeg er født i Danmark, og det er dem, der står heroppe ved siden af mig også. Vi er opvokset i Danmark, vi er gået i dansk folkeskole, på dansk gymnasium. Vi er lige så danske som alle andre. Og det er dem, der går i min klasse også. De kvinder, som har valgt at bære et tørklæde, fordi det er i overensstemmelse med deres tro, de er lige så danske som du og jeg.

Martin Henriksen: De har valgt at tage afstand til det danske samfund.

Jens Philip Yasdani: Det har de på ingen måde. De er demokratiske medborgere.

Martin Henriksen: Det er meget usympatisk.

[Flere taler i munden på hinanden]

Clement Kjærsgaard: Et sekund, et sekund, hør lige her, Ro på. Martin Henriksen. Yasdani er født i Danmark. Han har gået i dansk folkeskole. Dansk gymnasium.

Jens Philip Yasdani: Dansk folkeskole. Dansk gymnasium.

Clement Kjærsgaard: Er han ikke dansk?

Martin Henriksen: Jeg kender ham jo ikke, så det kan jeg jo dårligt svare på.

[Latter]

Martin Henriksen: Man kan jo ikke sige, at fordi man henter hele verden til Danmark, og de så får nogle børn i Danmark, så bliver de børn danskere. Det er simpelthen en forfladigelse af debatten, som er direkte uforskammet over for de generationer, som har været med til at opbygge det her land.

Tarek Hussein, debattør: Martin, i 15 år har du sagt, i 15 år har min generation fået at vide, at hvis vi tog en høj nok uddannelse og talte godt nok dansk og bidrog til det her samfund, så ville vi blive betragtet som danske. Hvorfor er det så, at vi i dag står med en hel generation af unge danske muslimer, som føler, at de bliver behandlet som en flok perkere på baggrund af deres hudfarve og deres religion på trods af, at de har gjort alle de her ting?

Martin Henriksen: Jeg har aldrig nogensinde sagt, at man bliver dansk af at tage en uddannelse, og det kunne jeg aldrig nogensinde finde på. Det er enormt overfladisk.

[Taler i munden på hinanden]

Clement Kjærsgaard: Et, et, et sekund, de herrer, I markerer alle sammen. Khashif.

Khashif Ahmad, Nationalpartiet: Jeg tænker bare, vi har aldrig nogensinde hørt, hvad kriterierne er, præmisserne er for at være dansk. Altså uanset om jeg faktisk står og spiser hotdog, så vil I stadig sige: Hov der er vist en der med en mørkere hud.

Martin Henriksen: Nej, nej, nej, nej, nej.

Khashif Ahmad: Altså, det er racisme og diskrimination i mine øjne. Og jeg ved godt, det er tabubelagt, men lad os kalde det, hvad det er.

Tarek Hussein [hånd på hans skulder]: Det er […] du ikke er muslim længere.

Khashif Ahmad: Ja, netop, og lagde du mærke til, hvordan vi blev angrebet? Med det samme. Autopiloten var: I er muslimer. Japanere og kinesere og alt muligt, det er ikke noget problem, men muslimer og islam, muslimer og islam, det skaber, det skaber.

[Taler i munden på hinanden]

Clement Kjærsgaard: Poul Højlund, flertallet af muslimer i det her land, de har jobs, de går på arbejde, de er, skal vi sige

Poul Højlund, Nye Borgerlige: Jeg er så ked af, hvis jeg er kommet til at generalisere.

Morten Østergaard, De Radikale: Det skal jeg da lige love for. Så er vi da kommet et stykke.

[Latter]

Poul Højlund: Nej, nej, hør nu lige efter her. Det jeg sagde, det var: Det eneste sted, vi har integrationsproblemer, det er muslimer.

Clement Kjærsgaard: Ja, og det er vel også, Poul, en form for generalisering.

Poul Højlund: Ja, ja, men det er jo ikke alle muslimer. Det er langtfra alle muslimer.

Jan E. Jørgensen, Venstre: Der er også andre grupper, der har svært ved at tilpasse sig, vil jeg bare lige sige.

Clement Kjærsgaard: Yasdani. Lad mig lige høre engang her: Hvad ønsker du dig mest?

Jens Philip Yasdani: Hvad jeg ønsker mig mest? Jamen, jeg ønsker mig mest, at vi begynder at føre en ansvarlig aggressiv boligpolitik som tager fat om roden på problemet og som går ind og sørger for, at vi ikke har et så polariseret og opdelt samfund, hvor vi har hvide velhaverenklaver i den ene del af byen, mens vi i den anden del af byen har nogle boligområder, hvor der bor mange folk med en mindre lang uddannelse og som er kommer hertil som indvandrere måske, og som ikke har ret mange midler. Det ønsker jeg. På den måde kan vi løse alle de andre problemer også.

Clement Kjærsgaard: Det blev det sidste ord i aften.

[Applaus og afrunding]



27. september 2016

Folkeligheden, N.F.S. Grundtvig (1848): “Byrd og blod er Folke-Grunde, Ikke Luft og mindre Staal…”

Al danskhed er ekskluderende, skrev jeg fornyligt i en debat, og fik svar fra en Ole, der fint symboliserer venstrefløjens absurde tilgang til problematikken: “Jeg identificerer mig med alle lande”. Det skulle undre mig meget, hvis Ole Nielsen taler dagbani til konen, og identificerer sig ligeså meget med Dagomba-folket, som med Danmark og danskerne. Intet odiøst i det, for han er ikke født og opvokset i det nordlige Ghana, og hvis han var, så ville dagbanerne næppe anerkende ham som værende en del af deres folk. Identifikation går begge veje.

Herunder tre vers af N.F.S. Grundtvig, sakset fra Folkeligheden (1848). Jeg har lavet to fremhævelser. Det er ikke tilfældigt.

Byrd og blod er Folke-Grunde,
Ikke Luft og mindre Staal
,
Fælles Ord i Folke-Munde
Det er Folkets Modersmaal,
Som det klinger, som det gløder,
Saa hos Danskere og Jøder
Holder det i skjulte Baand
Luftens eller Himlens Aand!
Svar ei fattes Skoven!

Til et Folk de alle hører,
Som sig regne selv dertil
,
Har for Modersmaalet Øre,
Har for Fædrelandet Ild;
Resten selv som Dragedukker
Sig fra Folket udelukker,
Lyse selv sig ud af Æt
Nægte selv sig Indfødsret!
Svar ei fattes Skoven!

Rive løs sig Rigets Stænder
Fra den fælles Folkeaand,
Da gaaer Hoved, Fødder, Hænder
Latterlig paa egen Haand,
Da er Riget sønderrevet,
Fortidsalderen udlevet,
Folket mødig sover hen,
Vaagner vanskelig igien!
Svar ei fattes Skoven!

Oploadet Kl. 09:08 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer

Tyskland: Tidsskrift advarer mod højreorienterede forældre – Farligere end nazister, de virker normale..

Et tysk tidsskrift målrettet forældre til småbørn advarer læsere mod højreradikale i daginstitutioner. Det minder om noget fra før Murens fald, og mere totalitært kan det da næsten ikke blive i et frit samfund. Breitbart har historien – Parenting Magazine Warns ‘Blond, Cheerful’ Families Dangerous, Likely Right Wing.

“Parenting magazine Baby & Family has told readers to beware of families who are ‘inconspicuous’ and ‘cheerful’, as these warning signs indicate they are right wing and thus ‘dangerous’.

Depicted with illustrations featuring solely blonde women and children, the report says ordinary parents must take action against right-wing families and make clear that their ideology has no place in the world.

Asserting that the term ‘right wing’ ’stirs up anxiety’ and brings to mind ‘burning refugee homes’, skinheads, and the National Socialist Underground (NSU) group who carried out a string of violent attacks on foreign people, Baby & Family notes that people ‘rarely connect it with women, family and children’.

This, the high-circulation German magazine declares, ‘is precisely the great risk’ as such people are just as dangerous if not more so as gangs of Nazi skinheads. The identifying features of right-wing families, it contends, are that they are ‘inconspicuous, blond, cute and engaged’. …

Researcher of right-wing politics, Eva Prausner, says a huge danger of right-wing families is that they seem normal. Because of this, she says many parents will already have established good relations with them to the point that they ‘are no longer marginalised and at worst, get support’.

… ‘The right has many forms. The definition of what is extreme and what is not is difficult’, it says, but asserts that all manifestations must be dealt with because right wingers could spread their views when meeting with other parents in the playground.

(Baby & Familie, 2016/2: Gefahr von Rechts)

Köttig explains that right-wing families are not unlike ordinary families in that they teach their own values. The important difference with extreme right-wing groups, however, is that these values are ’strongly geared at Germanic customs and traditions’. … This is not to say there aren’t visual signs which can indicate a child is from a right-wing family, however, the researcher points out. Prausner warns that, while most people wouldn’t recognise them as such, ‘accurate braids and long skirts’ serve as a warning sign that a child has right-wing parents.

The report advises some ways in which daycare centres can prepare for the event that right-wing parents register their children with them. It advises introducing a policy and mission statement to set out values for which the nursery stands.

Mothers and fathers should get involved in the parents’ council to take action against right-wing parents, Baby & Family notes.”

Oploadet Kl. 00:33 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


24. september 2016

Tror ikke på nationalisme, identificerer sig med andet land, men er ligeså dansk som alle andre drenge

“Man er ikke nødvendigvis dansk, fordi man er født i Danmark”, sagde Martin Henriksen i en direkte tv-debat med elevrådsformand Jens Phillip Puriya Yazdani, og så brød helvedet løs. Som Jaleh Tavakoli så rigtigt er inde på, så handler danskhed ikke kun om pas-farve eller etnisk oprindelse, men også om kultur. Nogle assimilerer sig ind i danskheden. Andre gør ikke. Har man hede drømme om kalifatet, så er man ikke dansk.

Queens afdøde forsanger er født i Afrika og opvokset i Indien, men man skal nok være Poul Nyrup for at mene, at han er ligeså afrikansk som alle andre afrikanere. Danskhed er tildels en subjektiv følelse, og den påtagede krænkelseskultur er desværre meget dansk.

Det paradoksale ved det hele er, at Jens (med den iranske far) er aktiv i Socialistisk Ungdomsfront, en internationalsocialistisk organisation, der undsiger nationalisme. Hertil er blot at sige, at hvis man ikke vil spille spillet, skal man heller ikke bestemme reglerne.

(Freddie Mercury, 1946-1991, parsi, født i det senere Tanzania som Farrokh Bulsara, opvokset i Indien)

“Vi er mange, der er født her og opvokset her. Vi har gået i en dansk folkeskole og på et dansk gymnasium, vi er lige så danske som alle andre.” Jens Yazdani, DR Nyheder, 23. september 2016)

“… modsat Martin Henriksen, så mener jeg, at man godt kan være dansker og samtidig identificere sig med et andet land.” (Jens Yazdani, Jyllands-Posten, 23. september 2016)

Oploadet Kl. 18:42 af Kim Møller — Direkte link42 kommentarer


9. september 2016

Reprise: ‘Hvis Danmark?’

Lektor Bent Fausing begik tidligere på sommeren en lang ‘Analyse af Dansk Folkepartis kampagne Vores Danmark’ på Kommunikationsforum. Han omtalte succesfulde modkampagner, og stiller polemisk spørgsmålet: ‘Hvis Danmark?’. Her kan jeg passende gengive egen gennemgang af en århusiansk modkampagne, der omtales i artiklen. En kampagne baseret på en tyrkisk taxichauffør og hans familie.

(Birgit Bjerre på Facebook, 16. maj 2016)

“Tjekker man den krænkedes Facebook-profil, så kan man se, at han selv identificerer sig med Azerbaijan. Landet er det nærmeste man kommer en tyrkisk vasalstat, hvad også fremgår af flaget. Den grønne stribe symboliserer Islam.

Et besynderligt profil-foto for en mand der vil portrætteres som dansker, men det er faktisk værre end som så. Tjekker man hans væg, så finder man blandt diverse pro-tyrkiske opdateringer, også et foto af Muhsin Yazıcıoğlu. Han er tidligere leder af De Grå Ulve og ledede indtil sin død i 2009 natiionalistpartiet Büyük Birlik Partisi (BPP), der forener etno-nationalisme med Islam. Yazıcıoğlu sad i 1981 fængslet for kupforsøg, da en af gruppens medlemmer skød Pave Johannes Paul II.

Muhsin Yazıcıoğlu og De Grå Ulve er multikulturalismens national-islamiske modsætning. Her kan Dansk Folkeparti slet ikke være med.

Taxichaufførens kone der også er en del af Birgit Bjerres ‘Vores Danmark’, er helt på linje. Hendes profil-foto er en minaret (den blå moské) og det tyrkiske flag. Det forrige billede var ligeledes et foto af den blå moské i Istanbul, der i øvrigt er bygget på resterne af et byzantinsk palads, for at konsolidere Osmannerriget. Facebook-profilerne for den øvrige familier indikerer heller ikke ligefrem et dybtfølt ønske om at blive dansk – tværtimod. Det helt centrale er deres tyrkiske-islamiske arv, der fra første sultan & sura gør vold mod alt den kreative klasse forbinder med inkluderende danskhed.

[…]

Hvis man vil bekæmpe Dansk Folkepartis Danmark, så er det et kæmpe selvmål at lave modkampagner hvor den gennemsnitlige dansker er et lille mindretal. …Det samme kan siges til Birgit Bjerre. Den dag ‘Vores Danmark’ består af 70 procent tyrkere, så kan hun glemme alt om sin inkluderende danskhed. Ja, faktisk også om inkluderende tyrkiskhed.”



5. september 2016

Ny landsholdstrøje fra Hummel med Holger Danske-print, og et ‘brynjeinspireret vikingemønster’

Dansk Boldspil Union er lige lovlig politisk korrekt, men den nye landsholdstrøje fejler intet. Holger Danske-tryk på forsiden og navnet på ryggen med ‘runeinspireret skrift’. Udebanetrøjen er pænere, men i en tid hvor alt inficeres af EU-blåt må Holger Danske være en passende modgift.

“Danmarks hjemmetrøje 2016/2017 fremstår ved første øjekast hovedsageligt som rød med diskrete hvide detaljer, som repræsenterer farverne fra stolte Dannebrog. Ved nærmere øjekast vrimler trøjen imidlertid med skjulte detaljer, der med historiske vingesus henter styrke fra den stolte danske historie! På brystet findes et dekorativt brynjeinspireret vikingemønster og DBU slogannet ‘En del af noget større’ er skrevet i nakken og i indersiden af trøjens nederste del. Foran på trøjen findes et print af den legendariske Holger Danske, som ifølge sagnet ‘vil vågne op til dåd når Danmark stander i våde!’ og hjælpe Danmark mod sejr!” (Hummel.net)

“Det danske fodboldlandsholds udetrøje 2016/2017 er designet med inspiration fra de frygtløse tempelriddere.” (Hummel.net)

Oploadet Kl. 01:10 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer
Arkiveret under:


24. august 2016

Tom Jensen blotlægger Enhedslistens kommunistiske basis: Uligheden skal væk, alle skal være fattige…

“… nævn altid, at de er nynazister.”, skrev David Trads forleden om Danskernes Parti, og brugte således partiformandens fortid til at angribe hans nuværende parti, der vel retteligt er et moderne nationalistisk parti. Der er ingen drømme om Auschwitz-Birkenau i partiprogrammet, men en masse om danskernes hævdvundne fortrinsret til Danmark. 17-årige Daniel Carlsen meldte sig ind i Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, og ud igen tre år senere. Det ville være rimeligt, at medierne konfronterede partilederen med fortiden, men det foregår desværre altid på Trads’ etiket-niveau. Han er nynazist, fordi han har været medlem af et nationalsocialistisk parti.

Det giver faktisk mere mening, at kalde Enhedslisten for kommunistisk end Danskernes Parti for ‘nynazistisk’. Den etikette skal man dog være læser af nærværende blog, for at støde på. Enhedslisten er en fællesliste for tre kommunistiske partier, og intet i programskriftet indikerer, at de er blevet klogere af historien. Det drejer sig stadig om maksimalstaten.

Tom Jensen har skrevet en lang tekst om Pelle Dragsted og Pernille Skippers reaktion på en nylig CEPOS-udgivelse. Fra Berlingske – Da Pernille Skipper og Pelle Dragsted afslørede sig selv.

“I søndags bragte Berlingske en artikel som optakt til de kommende ugers skattereformforhandlinger. Den viste via en beregning fra Cepos noget opsigtsvækkende: De 10 procent rigeste danskere betaler i alt 214 milliarder kroner i skat, og det er 30 procent af de samlede skatteindbetalinger.

Nøjes man med at se på de berømte 1 procent rigeste, så bidrager de til de fælles kasser med 60 milliarder kroner svarende til 8,6 procent af det samlede beløb, der indkræves i skat. … Den virkelige bombe, den for denne verdens Pernille Skipper’e og Pelle Dragsted’ere så afslørende djævelske detalje, lå et anden sted. Den lå i udviklingen siden 2001. Lad mig kort citere fra artiklen:

”Top 1-procent’ har ifølge Cepos-beregningerne oplevet en reduceret skattebyrde siden 2001 som følge af flere skattereformer. Alligevel er de rigestes skatteandel vokset fra 7,4 pct. i 2001 til 8,6 pct. i dag. Det skyldes, at man sammenlagt har øget indkomsterne betragteligt. Den gennemsnitlige skatte- og afgiftsbetaling for en ‘Top 1-procent’-dansker er 1,4 millioner kr. En gennemsnitlig dansk lønmodtager betaler til sammenligning lige godt 150.000 kroner i skat om året.’

Læs gerne dette afsnit et par gange. Hvad står der her, hvis man går det minutiøst igennem?

Jo, der står:

at skattebyrden for de rigeste procentvis er blevet mindre siden 2001. Flere skattereformer har lettet eksempelvis topskatten.
at de rigeste ikke desto mindre bidrager med flere penge til de fælles velfærdskasser nu i forhold til 2001, også forholdsmæssigt i forhold til andre mindre velhavende danskere
årsagen til det er, at de er blevet temmelig meget mere velhavende. Uligheden er altså steget, og denne stigende ulighed er den direkte årsag til, at de rigeste nu bidrager med langt mere til den fælles velfærd, end de gjorde i 2001.
Der er altså sket det, at de mest velhavende både har fået mere til sig selv – og mere til samfundet. Kan det overhovedet være skønnere?

Det er nu, vi kommer til Pernille Skippers og Pelle Dragsteds selvafsløringer.

For som besyngere af en moderne velfærdsmytologi, hvor ulighed altid er af det onde, og hvor omfordeling af en given mængde velstand er svaret på alle problemer, så er ingen af de to parate til at skrive under på, at noget er skønt.

Der udvises ingen taknemmelighed over de mange milliarder mere, som er kommet ind i skatter til fælles velfærd, fordi de rigeste er blevet rigere. Tværtimod. Søndag og mandag lød det tværtimod igen fra Pernille Skipper som en optakt til Enhedslistens sommergruppemøde og samtidig en slet skjult trussel mod Mette Frederiksen: Uligheden er steget i de senere år, de rige er blevet rigere – på bekostning af de fattige og de svage. Derfor stiller partiet et slags ultimatum til Socialdemokratiet. Blandt andet skal skatterne for de rigeste danskere sættes op med 10 procent.

Hvilket sikkert for mange lyder forjættende; der er bare lige den detalje, at det ikke vil give meget mere til velfærd. Tværtimod. Den økonomiske aktivitet i samfundet ville blive mindre, hvis man satte skatterne op. Og så ville der blive skabt mindre velstand. Og dermed mindre at kræve skatter op af.

Vi har jo således netop konstateret, at man kan få de rigeste til at bidrage mere til velfærden ved at sætte skatten ned og tillade, at deres gennemsnitlige velstand stiger. Det er det, der er sket siden 2001. Enhedslisten vil nu gå den modsatte vej. Enhedslisten vil skabe mere lighed ved at strafbeskatte velstand.

Det vil de gøre, uagtet at de ikke vil få mere velfærd ud af det. For finansieringen af fremtidens velfærd kræver ikke mere lighed i verdens mest lige samfund. Tværtimod kræver finansieringen af fremtidens velfærd, som regnestykket 2001-16 viser det, en vis grad af ulighed i samfundet.

(Pelle Dragsted på Twitter, 22. august 2016)

Det er derfor man ‘giver’ skattelettelser ‘ned i foret’ til de rige, som Pelle Dragsted udtrykte det forleden på Facebook i forhold til diskussionen om topskattelettelser. Når man gør det, forudsætter man, at alle midler i samfundet tilhører de offentlige kasser, som så derefter deler ud af dem afhængig af den politiske vilje hertil. Som en slags lommepenge til de hårdtarbejdende undersåtter derude.

‘Øh ja, for de rigeste 1% har i samme periode tilegnet sig en betydelig større del af samfundets samlede velstand’, skrev Dragsted i aftes, et udsagn der blotlægger nogle karakteristika ved hans verdensbillede:

For det første, at han anser velstand for at tilhøre samfundet, hvorfor enhver øget velstand er noget, nogen ‘tilegner sig’, hvilket ifølge Den Danske Ordbog er et udtryk, der definerer det at ’skaffe sig, komme i besiddelse af eller få råderet over noget; gøre til ens eget ofte på en lyssky eller ulovlig måde’.

For det andet, at han anser ‘velstand’ for at være en konstant, der skal fordeles af. Velstand er ikke noget, man ved aktivitet og initiativ i det civile samfund kan skabe mere af i morgen, end der var i går. Når nogen er blevet rigere, er de blevet det på bekostning af andre. På bekostning af ’samfundets samlede velstand’, som de har ‘tilegnet sig en betydeligt større del af’.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper