13. december 2014

Rune Kristensen: Dansk kultur er udansk, Kristendommen kom også udefra (og derfor er Islam ufarlig)

Globalkonservative Rune Kristensen postulerer indledningsvis, at han elsker Danmark, men det dynamiske kultursyn han har overtaget fra kulturmarxisterne, gør ikke desto mindre, at han automatisk forbinder fædrelandskærlighed med ondsindet nationalisme. Absurd bliver associationen ‘Dänische Volkspartei’, når man ved, at han sidste år var med til at relancere De Konservative som Det Konservative Folkeparti. Fra JP.dk – Den danske kultur er udansk.

“Alt for mange frygter kulturelle input udefra. Sandheden er, at mange af kerneelementerne i dansk kultur netop er kommet til Danmark fra andre lande og kulturer. … Vi er nemlig slet ikke så unikke, særegne og entydigt danske, som mange går og tror. Når Dänische Volkspartei påbegynder parolerne om ‘Dit land. Dit valg’ eller ‘Giv os Danmark tilbage!’, så er der ikke et øje tørt blandt nationalromantikerne, ligesom deres prætentiøse tilkobling af Dannebrog i det meste materiale vækker stærke følelser – både for og imod. …

Kultur er ikke statisk. Kultur udfordres og udvikles. Sådan er det, og sådan skal det være. … Vi har siden da fået mange kulturelle indslag udefra. Vi spiser pizza om søndagen, mens ‘Venner’ kører på TV’et. Det ene er italiensk og det andet amerikansk. I det hele taget kommer meget TV, selv dansk produceret TV, oprindeligt fra udlandet. TV-koncepter som X-factor og MasterChef, der samler danskerne foran flimmerkassen, har eksempelvis begge sine rødder i Storbritannien.

Og selv når vi spiser noget så dansk som røde pølser eller drikker noget så dansk som øl, så havde dette næppe været nationale symboler uden et kig syd for grænsen, til Tyskland. … På lignende vis kan man tage fat i den største højtid i Danmark; Julen. … Kristendommen, som på mange måder gennemstrømmer Danmark, er også kommet udefra. Tilsvarende med juletræet, julemanden og gløgg. Vi ser ‘Disneys Juleeventyr’ og ‘Glædelig jul Mr. Bean’, og nyder vores danske højtid. Det gør vi fordi de udenlandske streger i det danske julemaleri blot har gjort traditionen endnu smukkere. …

Vi skal fortsat have en nationalstat(!), men vi skal ikke frygte at vores kultur udvandes af andre kulturer, men glæde os over, at kulturen ændrer sig. Og den ændrer sig kun på de punkter, som befolkningen ønsker det. Dansk kultur er summen af danskernes kulturelle præferencer…”

(Reklamebureauet Integration relancerer navnet ‘Det Konservative Folkeparti'; Uriasposten)



11. december 2014

Om Bornedals ‘1864’: De Nationalliberale ville blot have dansk land, “… Danmark (kun) til Ejderen”

Godt læserbrev af højskolelærer Hans-Tyge Haarløv i Jyllands-Posten - Danmark kun til Ejderen – en kritik af Ole Bornedals ‘1864’ og DR.

“Der er blevet rejst megen berettiget kritik af Ole Bornedals ‘1864’: navnlig af den middelmådige dramaturgi og den misledende historiske fremstilling, blandt andet af D.G. Monrad.

Denne kritik er på sin plads, men det værste ved Ole Bornedals ‘1864’ er dog, at den postulerer, at den nationalliberale politik gik på et ‘stort Danmark’ – altså en ekspansiv og aggressiv nationalistisk politik, når det modsatte er tilfældet. Dermed spreder Bornedals ‘1864’ en løgnehistorie med DR’s ekstrabevilligede public servicepenge. …

De nationalliberales politik var jo netop den modsatte: Man ville afstå land. Man anerkendte, at hertugdømmerne Holsten og Lauenborg var tysk, jf. Orla Lehmanns centrale tale i 1842, og derfor ville man kun have, hvad der var ‘dansk’ land: Danmark (kun) til Ejderen. Det tysk-romerske kejserrige og siden det tyske forbund gik ikke længere end til Ejderen. Hinsides nord for Ejderen lå hertugdømmet Slesvig, et gammelt dansk len. De nationalliberale ville blot forsvare Danmarks ret til dette, da det var udfordret af en aggressiv tysk nationalisme i flere skikkelser:

I hertugdømmerne en tysk nationalisme, hvor den slesvig-holstenske bevægelse ønskede Tyskland til Kongeåen (mellem Kolding og Ribe), uagtet at der dermed ville komme et kæmpe dansksindet mindretal under tysk styre.

I Berlin repræsenteredes den aggressive tyske nationalisme af Bismarck, der ville have blod og jern: Bismarck ville samle Tyskland med krig og så stort på slesvig-holstenernes ønske om egen stat: De måtte blive prøjsere, hvad de da også blev. …

De søde multikulturelle mennesker dengang var helstatsmændene, som ønskede den store dansk-tyske helstat bevaret: Det passer naturligvis ikke i Bornedals dagsorden. Tiden var ikke til sindelagsgrænser: At det ikke lykkedes i London efter stormen på Dybbøl, kan man kun begræde. Der var altså rigeligt med dramatisk materiale i virkelighedens 1864 både på politisk niveau og på det almenmenneskelige plan.

(Nicolas Bro som D.G. Monrad i Ole Bornedals ‘1864’; Youtube)

>DR’s massemedier bruges på den måde til at sprede (halve og hele) løgne og selvhad i stedet for folkeoplysning. … Hvordan forventer Bornedal og DR, at man skal kunne integrere nogen som helst udlændinge i det danske samfund, når danskerne (og navnlig ‘eliten’) portrætteres som en nation af idioter? Ingen har da lyst til at blive en del af et samfund, som ikke har noget som helst at kæmpe for: Velkommen islamister – vi har lært af Bornedal, at det ikke kan svare sig at kæmpe.”

Oploadet Kl. 05:41 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


5. december 2014

Samfundsforsker Johannes Andersen: “Jeg mener det der med det danske, det er slemt opreklameret.”

Netværket på P1 debatterede i går danskhed under overskriften ‘Stegt flæsk og sammenhængskraft’. I introduktionen fortælles det, at Danmark er et land der er hårdt ramt af ‘ulighed og klasseskel’, og der gik da heller ikke mere end to-tre minutter før den samfundsforskende eks-kommunist Johannes Andersen undsagde danske værdier.

Lene Juul, P1-vært: Johannes, kan vi skabe øget fællesskab ved at diskutere danskhed og danske værdier?

Johannes Andersen, samfundsforsker: Ja, det kan vi godt. Men så er det, det første ord der er det interessante. Nemlig det at diskutere. Det er strengt taget ligegyldigt, hvad vi diskuterer. Men det at diskutere og være uenig, det er en vigtig kilde til fællesskab. Og der kan man så sige, at vi har, i hvert fald i Danmark en lang tradition for, at når vi diskuterer så har vi også en vis form for blik for at vi skal nå et fælles mål. Eller vi skal nå en beslutning, eller vi skal videre. Derfor så er vi gode til at diskutere, men det er at diskutere danske værdier, det er ikke det der gør det. Jeg mener det der med det danske, det er slemt opreklameret. (der fnises i baggrunden)

Oploadet Kl. 16:02 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


3. december 2014

Ole Bornedal: DF har et ubehageligt nationalistisk kultursyn, ideologisk fikseret på ‘blodet’ og ‘nationen’

Kritikken af ‘1864’ kommer fra højtråbende ‘nulliteter’ fortalte Ole Bornedal i søndagens udgave af Michael Jeppesens samtaleprogram på DR2. Nogenlunde det samme sagde Bornedal i et interview med Berlingske, hvor han udpegede Dansk Folkeparti som værende problemets kerne – Bornedal om ‘1864’-kritik: ‘Det har været meget hårdt’. Bemærk i øvrigt historie-dramatikerens henvisning til Dansk Folkepartis nationalisme i 80’erne. Partiet blev grundlagt i 1995.

“Du afviser selv, at serien politiserer, men føler du, at serien er blevet taget som gidsel for en politisk debat mellem højre- og venstrefløjen?

‘Overhovedet ikke. Den debat findes jo ikke? Det var blot DF som for frem og mente, at jeg var en af de her røde lejesvende. Alle andre forholdt sig tavse. Ikke eet eneste parti eller et partis kulturordførere har ytret sig i debatten omkring DFs åbenlyse forsøg på indblanding i, hvordan man må skrive historisk dramatik i fremtiden. DF har blotlagt en skræmmende vision og et ubehageligt kultursyn, som fortæller mig, at kulturradikalismen i Danmark er død og DF sejrer.’

En iøjenfaldende facet ved den debat, som serien har skabt, er, at den til tider nærmest har fyldt halvdelen af alt, hvad der er skrevet på facebook. Er der derved skabt en ny situation for kunstnere som dig selv – at ens værk bliver udsat for meget hurtige domme?

‘Ja, sådan er det. Facebook er blevet til en legeplads for kujoner. Alle kan skrive hvad som helst. Helt uden omkostninger. Her kan Dumme-Peter og Klods Hans ytre sig på laveste fællesnævner sammen med Jørgen Leths søn og andre notabiliteter – plaske rundt i det samme fad – helt uden ansvar. Det svarer til at skrive en seddel: ‘Ole er et røvhul’ – tage den med ned i Irma og hænge den op på opslagstavlen ved siden af ‘barnesæde til salg’.’

Hvad har den usædvanligt voldsomme debat lært dig om danskerne? Og har debatten givet dig anledning til at overveje, hvordan du vil agere i offentligheden fremover?

Debatten har ikke lært mig noget om danskerne, som jeg ikke vidste i forvejen – men den har lært mig at DF. Fra indtil for nylig at fremstå som et moderne, socialt orienteret parti, er de lige så nationalistiske med stort N, som de fleste af os TROEDE, de var i 80erne og 90erne, men sidenhen lagde væk. Qua deres kritik har de afsløret, at floskler som ‘Danmark for Danskerne’, ‘Vi vil ikke have andre sprog i Danmark end Dansk’, og ‘Danskerne er Guds udvalgte folk’ er langt mere ideologisk dominerende, end man kunne have frygtet. DF afslører, at det er deres absolutte ideologiske hjørnesten, at danskerne i deres natur er noget SÆRLIGT – altså i blodet og i nationen – og at de gerne vil styre det budskab. Også i kunsten og i TV-Drama i fremtiden.'”

Oploadet Kl. 06:12 af Kim Møller — Direkte link67 kommentarer


29. november 2014

Div. sociologer om nationalret: “Det nationale spiller ikke en væsentlig rolle for vores identitet i dag…”

Det faldt flere for brystet, at fødevareminister Dan Jørgensen gav danskernes mulighed for at vælge en nationalret, danskerne faktisk kunne relatere sig til. Berlingske citerer tre forskere, hvis vision om en multikulturel danskhed ekskluderer danskerne. Fra Berlingske – Der findes ikke en dansk nationalret.

“… uanset hvilken af de otte mulige måltids-kandidater der torsdag bliver kåret som nationalret, vil størsteparten af os være udenfor. Og mad er tæt knyttet til identitet og følelser, så nogle af os vil formentlig blive vrede eller skuffede.

‘Maden er en del af vores identitet, og der knytter sig et ‘vi’ til identiteten. Det er omklamrende, når nogen taler om et ‘vi’, som man ikke føler sig en del af. At nogen skal gå ud og sige, at det her er den rigtige måde at være på. At sådan spiser man i Danmark. Det er provokerende, hvis man ikke kan genkende sig selv i det,’ forklarer Lotte Holm, professor i fødevaresociologi ved Københavns Universitet.

Allerede ved udvalget af de oprindelige 24 kandidater til nationalret blev der talt om eksklusion, blandt andet af dem der ikke spiser svinekød. Vegetarer er heller ikke tilgodeset i finalerunden, selv om deres madvaner kan være en meget væsentlig del af deres identitet. Men opgaven er også grundlæggende umulig. Ingen enkelt ret kan udtrykke hele nationens identitet, siger madforskerne.

‘Hvis man blev enige om en hel menu, en slags måltids-kanon, kunne det måske være dækkende for dansk madkultur. Men uanset hvilken enkelt ret man vælger, vil jeg forvente, at den udelukker et flertal af danskerne. Det nationale spiller ikke en væsentlig rolle for vores identitet i dag, og der er mange holdninger til, hvad rigtig mad og god mad er, ud fra forskellige værdisæt,’ siger sociolog Katherine O’Doherty Jensen, der er lektor emeritus ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.

(Danske svinehunde spiser ikke halal – venstrefløjens overdrev kommenterer; Foto: Facebook)

‘Det er en helt speciel forståelse af danskheden, som ligger i det katalog, der er udvalgt. Man har valgt noget, der er autentisk og traditionelt for en del af befolkningen, men…,’ siger madhistoriker Tenna Jensen, postdoc ved Gruppen for Humanistisk Sundhedsforskning på Københavns Universitet. …

‘… I dag kan alle i grove træk købe den mad, de har lyst til, og det har givet en enorm mangfoldighed. Samtidig er maden med til at etablere et gruppetilhørsforhold, og for nogle grupper spiller maden en meget vigtig rolle for selvforståelsen, Så i stedet for at skabe debat om måltidet ved at reducere det til én nationalret, kunne en bedre strategi have været at brede ud, at mangfoldiggøre måltidsideen,” siger Tenna Jensen.”



27. november 2014

Hans Hauge anmelder bog om klassekamp anno 2014: “Bogen er indvandrerkritisk uden at sige det.”

De revolutionære sidder stadig i magtfulde stillinger, og det er kun få timer siden jeg læste en byhistorisk kommentar af professor Ellen Marie Braae, der kommenterede det hun betegnede som “de nye neoliberale havnebyggerier” i Århus. En hurtig googling bekræfter, at hun tilhører et segment, der foragter socialdemokraternes tredje vej, og dem der taler om indvandring som et problem. Revolutionen kræver oprørte masser, og hvis danskerne ikke gider, så må underklassen importeres.

Kronik af Hans Hauge i Berlingske – Underklassen har skiftet farve (21. november 2014).

“I den store verden falder uligheden, men i Danmark stiger den, og sociale klasser legemliggør uligheden. Det påvises i en ny bog, Klassekamp fra oven (Gyldendal), der insisterer på, at der findes fem sociale klasser i dagens Danmark. Forfatterne ved, at synspunktet vil blive opfattet som ‘gammeldags’, men de fastholder det. De vil vise, at der hersker fejlagtige billeder af Danmark, og de vil selv male et sandt. Et af de fejlagtige er ‘middelklassebilledet’, der går ud på, at 90 pct. af danskerne tilhører middelklassen. Siden 1950erne har man talt om borgerliggørelsen (‘embourgeoisement’) af arbejderklassen. Det indgår ikke i forfatternes analyse. Hvis man dvæler lidt ved billedet med 90 pct., der tilhører middelklassen og 10 pct. underklassen, kan vi ændre billedet ved ganske enkelt at fjerne metaforen ‘klasse’. Et andet danmarksbillede toner da frem. 90 pct. er etniske danskere, 10 pct. er muslimer. Det er måske et sandere billede, og det er reelt det, der gemmer sig bag bogens fem klasser. Bogen er indvandrerkritisk uden at sige det.

Forfatterne går ud fra, at jo mere lige et samfund er, desto bedre er det. … Men hvad omfatter så et samfund for dem? Det kan næsten kun være en nationalstat, selvom de slet ikke nævner det. De bedriver, hvad der kaldes metodologisk nationalisme. Det er jo ikke EU eller verden, de skriver om, men Danmark.

Danmark er ifølge deres analyse blevet et endnu mere klassedelt samfund, end det var før i tiden. De antager endvidere, at en klassekamp er i gang mellem danskerne. Der findes endvidere i klassesamfundet Danmark en samfundsmodel, der kaldes den danske, og den er under pres. Modellen er det specifikt nationale, mens klasser er internationale. …

Bogen er præget af en apokalyptisk tone. Den siger, at den bruger samme ‘fortælleteknik’, som den amerikanske sociolog Robert Putnam. Den har analyser kombineret med små fortællinger om enkeltpersoner. Den fastsætter først en mere eller mindre ideal fortid, der kaldes ‘den gode cirkel’, og den beskriver derefter et fald, der er forårsaget af ydre pres, kaldet ‘krisen’.

[...]

I den klassiske marxisme var der tre klasser, og kampen mellem dem ville føre til det klasseløse samfund. Først fik borgerskabet adelen fjernet, og derefter var det arbejderklassens mål at få borgerskabet udryddet. Der ville være tre revolutioner: den borgerlige, den proletariske og den permanente revolution. Men det er jo ikke den måde at opfatte klassesamfundet på, som de vil tilbage til. Lars Olsen og hans medforfattere har helt fjernet det historiefilosofiske fra deres klasseanalyse. …

Men hvorfor skelner de mellem underklasse og arbejderklasse? Det skyldes, som de siger lidt forsigtigt, at underklassen ‘har skiftet farve’ (s. 113). Indvandringen har skabt en ny underklasse og dermed en ny ulighed. Med andre ord kunne indvandringen være den egentlige forklaring på den ny ulighed og ikke så meget ‘krisen’. Underklassen er stor. I Aarhus er underklassen 20 procent – i Gjellerup er vi oppe på 56 procent.

Hvem er det, der har ødelagt ‘den gode cirkel’, som de kalder fortidens Danmark med stærk social sammenhængskraft? Og hvad er den gode cirkel? Jeg kan ikke se andet, end at det er indvandringen af især muslimer, der udgør presset, men forfatterne vil ikke sige det. I stedet står der: ‘men disse år ændrer Danmark. Den gode cirkel er under pres i hovedstaden og på Sjælland; i det meste af Jylland er den stadig intakt (153).’

Sådan noget som ‘disse år’ kan jo ikke ændre Danmark, men det kan masser af indvandrere og asylansøgere. Og hvad er den gode cirkel, der presses? Det er den klassiske nationalstat med et forestillet, politisk fællesskab. Bogen er derfor dybest set et forsvar for nationalstaten og en advarsel mod indvandring. Danmark har importeret en ny underklasse og dermed ønsket mere ulighed.

Husk det: underklassen har skiftet farve.”



22. november 2014

Elsebeth Egholms ‘Dicte’, Mål & Midler (s2a7-8): Mord på sort målmand, racistiske hooligans mistænkt

Tidligere på ugen bragte Snaphanen et Instagram-foto af letpåklædte kvindelige Brøndby-spillere, der fejrede en sejr over Fortuna Hjørring i kvindernes 1. division. Helvede fryser til is før man kan se Brøndby-trøjer på Uriasposten, men der er da heldigvis brugbare alternativer.

Krimiserien ‘Dicte’ med Iben Hjejle i hovedrollen er i gang med anden sæson, og afsnit 7 og 8, netop sendt på TV2 var en miniserie om et mord på Århus Stadion med tråde til en voldelig hooligan-fraktion ‘All White Casuals’, der holder med lokale ‘AFG’.

(Dicte, sæson II, afsnit 7-8 Mål & Midler – Iben Hjejle, Lars Brygman og voldelig nazist; TV2 Østjylland)

Historien er skrevet af Elsebeth Egholm, og et klassisk setup inspireret af AGF og ‘White Pride’. Det startede med at mord på AFG’s ghanesiske målmand Badul begået i omklædningsrummet, efter en hjemmekamp der blev tabt på grund af Baduls kæmpedrop. Badul var qua sin hudfarve i forvejen lagt for had af AFG’s racistiske fans, og det fortælles, at ‘All White Casuals’-lederen Frank Hansen sågar var sigtet for at have brændt Baduls bil af ved en tidligere episode. Det oplyses desuden at ‘All White Casuals’ ofte slog tilfældige tilskuere ned, og alene i år havde smadret tribunen seks gange.

Collagen herover viser lidt fra en ransagning hos den nazistiske hooligan-leder, og alt er karrikeret helt ned i detaljen. Frank Hansen er mistænkt, og under ransagningen finder politiet en blodig Fred Perry-sko. Mistanken flyttes nu over på Franks bror, eks-rockeren Stig Hansen og et spørgsmål om matchfixing.

I miniseriens andet afsnit trues journalisten Dicte på livet af to kinesere, der kender Stig Hansen. Det viser sig, at Badul ‘matchfixede’ for kineserne, men ønskede at stoppe aftalen. Morderen var holdkammeraten Simon, der også fik penge for matchfixing, men ikke ønskede at opsige aftalen.

Der er flere politisk korrekte sidehistorier. Dicte mistede allerede som ung kontakten til sin mor, der er Jehovas vidne, og da Dicte finder et nummer af ‘Vagttårnet’ på datterens værelse, frygter hun at datteren radikaliseres. På samme måde står politiets efterforsker John Wagner (Lars Brygman) i et hemmeligt forhold til vidnet Grace, en sort kvinde, som han fik til opgave at køre til lufthavnen…

Afslutningsvis hænger Simon sig selv, og det var jeg også ved at gøre efter at have brugt 86 minutter på miniserien.

Oploadet Kl. 15:34 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


15. november 2014

“Holger Danske er en syvsover, men når han vågner, tager han fat – så bliver dag og dåd kæmperim…”

Jeg håber selvfølgelig Johan Christian Nord får ret, men deler ikke optimismen. På den lange bane risikerer det at blive helt ligegyldigt om ‘højrefløjen’ får en klar valgsejr eller ikke, og ethvert paradigmeskifte i forhold til det multikulturelle vil uværgeligt ske på trods af pæne borgerlige. I dagens udgave af Fyens Stiftstidende proklamerer en tidligere KU-formand eksempelvis, at det er udtryk for ‘slet skjult racisme’ og manglende demokrati-forståelse at kræve folkeafstemning om antallet af flygtninge. Tiden går sin gang, og ‘Holger Danske’-kyllingen er halalslagtet.

Michael Jalving har interviewet Johan Christian Nord til Jyllands-Posten – Holger Danske vågner snart.

“Studenterkredsen er navnet på en traditionsrig grundtvigsk foredragsforening… En håndfuld af dem har genoplivet Studenterkredsens tidsskrift, og i det første af to numre skriver den 26-årige Johan Christian Nord, som er ph.d.-studerende i tysk ved Aarhus Universitet og højskolelærer på Rønshoved Højskole, at der er håb for konservative sjæle. Det kræver vist en forklaring.

Jeg er overbevist om, at vi befinder os midt i en folkelig grødetid – i tiden før Holger Danskes opvågnen’, siger Johan Christian Nord og uddyber:

‘De kulturradikale standardmeninger er på kraftigt tilbagetog – det ser man bl.a. i forskellige meningsmålinger, hvor højrefløjen står til en klar valgsejr, og hvor særligt Dansk Folkeparti står til en markant fremgang. Men man oplever det også i mødet med mennesker; der er simpelthen ikke særlig mange mennesker tilbage, der restløst hylder den humanistiske indbildning om det grænseløse menneske. De få, der stadig gør, er ikke videre slagkraftige. Jeg oplever det særligt blandt mennesker på min egen alder – altså folk i tyverne…’

(Holger Danske-kylling fra Rose Poultry, certificeret halalslagtet; Tørning.dk)

Hvad er det, der sker?

‘Ungdommen er ved at vågne og dermed ved at indse, at den selvoptagne humanistiske græshoppe-generation før os har befundet sig i et lufttomt rum, hvor den i sin selvgodhed bildte sig ind, at alt ville gå godt, når blot alle skranker i menneskelivet blev nedbrudt. Denne generation valgte at skylle enhver forestilling om ånd, arv og orden ud i lokummet. Men ungdommen er nu ved at opdage, at det var en løgn og et overgreb. Det kan stilles meget basalt op: Enten vågner vi og forstår, at vi må værne folk og fædreland, eller også går vi under. Sådan er naturens hårde lov, og jeg har ingen grund til at antage, at vi ikke skulle fatte pointen inden afgrunden. Vores folk har bestået i 1.000 år – og har før været under hårdt pres. Holger Danske er en syvsover, men når han vågner, tager han fat – så bliver dag og dåd kæmperim, for nu at bruge et Grundtvig-udtryk.

Hvad er det for en natur, du hentyder til? Jeg troede, det var en kulturkamp …

‘Javist er det en kulturkamp – eller: For os viser det sig som en kulturkamp, men i et større perspektiv handler det om, hvad der sker, når man krænker tilværelsens egen lov, altså den fasthed i verden, man efter behag kunne kalde naturen eller skabelsesordenen. For sagen er, at et folk, der hengiver sig til drømmen om det grænseløse, eviggode menneske, ikke er i overensstemmelse med virkelighedens egen arkitektur. Mennesket bliver faktisk ikke godt og frit, når det løsrives fra alle bånd. Det bliver vildt, selvisk og destruktivt, det lærer historien og den daglige virkelighed os. Et samfund, der har hengivet sig til den slags indbildninger, vil derfor enten vågne op og indrette sig på virkelighedens præmisser eller synke ned i glemslen – og dets territorium vil blive overtaget af en mere livsduelig stamme. Derfor drejer det sig i sidste ende også om naturen. Jeg har tiltro til, at vi snart vil forstå det.'”



1. november 2014

‘Hos Tyrkeren’ (8520, Lystrup) – “Til et Folk de alle hører, Som sig regne selv dertil” (Grundtvig, 1848)

Når jeg hører politikere argumentere for det gode ved ‘dobbelt statsborgerskab’, tænker jeg på den tyrkiske grønthandler i Lystrup. Selvom det er naturligt herboende tyrkere føler sig tyrkisk (og danskere betragter ham som tyrker), så er accept af ‘dobbelt statsborgerskab’ reelt en formalisering af det multikulturelle parallelsamfund. Det burde aldrig være borgerlig politik, på trods af indlysende fordele.

(‘Hos Tyrkeren’, Lystrup)

Til et Folk de alle hører,
Som sig regne selv dertil,
Har for Modersmaalet Øre,
Har for Fædrelandet Ild;

Resten selv som Dragedukker
Sig fra Folket udelukker,
Lyse selv sig ud af Æt
Nægte selv sig Indfødsret!
Svar ei fattes Skoven!”
(Grundtvig, Folkeligheden, 1848)

Oploadet Kl. 11:05 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer
Arkiveret under:

Støvring: Civilisationskampene får Den Kolde Krig til at ligne ‘en fredelig parentes i historiens lange løb’

Glimrende kommentar af Kasper Støvring i Berlingske – Min verden efter Murens fald.

“Jeg er født i 1973 og var 16 år ved Murens fald 9. november 1989 – i næste uge nøjagtig 25 år siden. … Med kommunismens sammenbrud var historien slut, hørte jeg en amerikansk professor sige. Der ville ikke længere ske noget afgørende nyt i verdenshistorien, og der ville ikke længere blive udkæmpet kampe om den rette styreform; der fandtes intet levedygtigt alternativ til det liberale demokrati. På TV så jeg George Bush senior tale henført om ‘den nye verdensorden’ i en tale for den amerikanske kongres 11. september 1990. Det var præcis 11 år inden, historien vendte tilbage i form af terrorangrebet på World Trade Center, det angreb der afslørede, at denne nye verdensorden, hvor alverdens nationer kunne mødes i harmoni, var en illusion.

Men jeg foregriber. For dengang, i 1990erne, var mit liv lykkeligt befriet for politik og den trussel fra islam, som vi desværre hele tiden bliver nødt til at forholde os til i dag. Som andre raske unge mænd var jeg mest optaget af alt muligt andet end politik, især af mine studier i litteratur. Jeg var overbevist om, at vi i Vesten gjorde det eneste rigtige, og at resten af verden ville efterligne os, de ‘normale’, med vores materialisme, sekularisme, individualisme og globale udsyn. Med skam må jeg indrømme, at jeg i min vage politiske selvforståelse vel var indbegrebet af Det Radikale Venstres kernevælger. Allertydeligst kom min fremskridtstro og politiske korrekthed til udtryk i mit forhold til Den Europæiske Union.

Jeg stemte nej til EU i 1992, men beklageligvis ja i 1993. EU er i sig selv et 1990er-projekt i den forstand, at det er baseret på den åndelige arv fra 1989: ideen om historiens afslutning – at blød magt vil erstatte hård magt, at handel vil sikre freden, at nationalstater vil forsvinde, og at menneskerettigheder vil blive universaliseret i en ny universel verdensorden, hvor EU vil spille en hovedrolle. I 00erne blev verden i egentligste forstand normal igen. Det skete på en bestemt dato og i kraft af en bestemt begivenhed, der vel har formet min generations kulturkritiske erfaringer frem for alle andre. Jeg tænker selvfølgelig på terrorangrebet 11. september 2001. Det var, med en kliche, et wake-up call. Nu trådte fjenden frem igen og denne gang i form af islamismen. For dem herhjemme, der ikke blev vækket af braget fra de faldende tvillingetårne i New York, kom opvågningen i form af den værste udenrigspolitiske krise i den nyere danmarkshistorie: Muhammedkrisen i 2006.

Med terrorangrebet blev det blotlagt, at 1990erne havde været en undtagelse, en parentes i verdenshistorien. For normalt er verden truende, og en civilisation har fjender. Den vestlige verden blev rystet, skulle nu igen føre krige for at forsvare sig selv. Langsomt dæmrede det også for mig, at den vestlige livsform ikke fremstår som den normale, som forbilledet for resten af verden.

[...]

I det hele taget afviser ikke-vestlige civilisationer det liberale demokrati og de fleste af vores værdier. Ikke mindst er en af de ældste konflikter i historien atter dukket frem med stor styrke, nemlig den mellem den islamiske civilisation og den vestlige civilisation. Denne konflikt, der har varet i 1.400 år, får nærmest selve koldkrigstiden til at ligne en fredelig parentes i historiens lange løb.

Francis Fukuyama havde ikke ret i, at historien er slut. Tværtimod har Samuel Huntington fået bekræftet sin tese om civilisationernes sammenstød.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper