7. december 2016

Quisling, nu som tøjmærke

Nationalsocialisten Vidkun Quisling forrådte sit land, og efternavnet bruges i dag synonymt med landsforrædder. Et oplagt navn til et dansk tøjmærke, der dyrker tidens normløshed, og idealiserer sædernes forfald. Designeren Emil Wæde Frederiksen færdes i kredse hvor ‘Hammer & Segl’ har en god symbolik, og ‘Refugees Welcome’ ikke betyder udgifter og utryghed. Et midlertidigt eksperimentarium for verdensborgere i den kreative klasse.

Omtale af tøjmærket Quisling hos Soundvenue – Fremadstormende dansk streetwear-brand klar med ny kollektion.

“Quisling er klar med sin fjerde minikollektion på et år, og designeren bag det danske mærke, Emil Wæde Frederiksen, fortsætter sit fokus på nogle af grundstenene i tidens streetwear som t-shirts, hoodies og fodboldhalstørklæder med print. Han overrasker dog også med blandt andet et par læderhandsker.

Kollektionen har fået titlen ‘Highest Lows’, der også bruges visuelt som print på nogle styles, og grundæstetikken rammer stadig ned i den internationale streetwear-mode, som fylder så meget internationalt, især med de to oversize hoodies, men som få danske brands dyrker.

Tidligere i år udpegede vi Quisling som et af tre nye danske mærker, der netop går sin egen vej uden at skele til den klassiske skandinaviske minimalisme. … Kollektionen bliver sat til salg i Quislings webshop i løbet af december. Indtil videre er det kun to accessories, et fodboldhalstørklæde og et par læderhandsker, som er tilgængelige sammen med styles fra den forrige kollektion ‘Fast-Satisfactions’.”

(Vidkun Quisling, frontfigur for nationalsocialistiske ‘Nasjonal Samling’, henrettet 24. oktober 1945)

Oploadet Kl. 19:08 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


15. oktober 2016

Klaus Rothstein gentager sønderskudte pointer fra 2006-kommentar: “Vi må tale om truslen indefra.”

I næste måned er det ti år siden, at Klaus Rothstein gik til angreb på Dansk Folkeparti med en grov beskyldning i Weekendavisen. Rothstein gav partiet et ansvar for et brandattentat mod Islamisk Trossamfund, der blev beskrevet som et terrorisk angreb med racistiske undertoner, “ganske som nazistiske foregangsmænd gjorde ved jødisk ejendom i sin tid”. Disse ukendte gerningsmænd reagerede på Dansk Folkepartis opråb, og må have følt sig som “en slags frihedskæmpere, der skal befri Danmark og den kristne kultur fra den muslimske svøbe”. Sporet førte tilbage til Søren Krarup, da der går en ‘lige linie mellem holdning og handling’.

Få dage efter kom det frem, at gerningsmanden var en 56-årig iraner. Sidste års angreb på samme trossamfund, blev udført af en 34-årig moldaver, og virkeligheden har givet Klaus Rothstein skridttæsk i ti lange år. Dansk Folkeparti er blevet et stort parti, debatten er blevet endnu hårdere, men intet sker. Herboende muslimer flygter ikke fra racistiske nationalister, men nationalstaten Danmark tiltrækker omvendt muslimer fra det halve Mellemøsten.

(Klaus Rothstein; Foto: Youtube)

Klaus Rothstein fortsætter ufortrødent rablerierne i seneste udgave af Weekendavisen – Vi må tale om truslen indefra.

I vores angst for, at Europa skulle falde i hænderne på muslimerne, ser vi ikke, hvor grundigt nationalisterne, antisemitterne og xenofoberne griber ud efter det, og hvor magtfulde de er. Mens den stjernespækkede hymne hylder det menneskelige broderskab, er Europa i dag præget af EU-modvilje (og det er så, hvad det er) og stigende nationalchauvinisme og fremmedhad.

… Herhjemme vil Nye Borgerlige, som i en første måling står til at komme i Folketinget med ni mandater, bekæmpe islam, fjerne retten til asylansøgning og udvise kriminelle udlændinge efter første dom (uanset straffen), hvilket forudsætter, at partiet vil løsrive Danmark fra EU, FN-konventionerne og Den Europæiske Erklæring om Menneskerettigheder. Det er ikke ‘ny’ borgerlighed, det er slet ikke borgerlighed. Det er yderligtgående højre.

Vi lever i en tid, hvor det ekstreme normaliseres, og hvor der er en reel risiko for, at de gamle partibastioner mister positionen som det politiske livs nav. … Valg for valg, stemme for stemme, vinder højreradikalismen frem på bekostning af de borgerlige og socialliberale partier. Hvad man engang troede var en krusning på historiens overflade, viste sig at være en bølge, der tog land. Hvor stor bølgen kan blive, findes der ingen sikre prognoser for. …

For nylig så jeg i Brooklyn nogle ortodokse jødedrenge med kronragede pander og lange bedekrøller sammen med deres mødre, der skjulte håret under parykker. Både drengebørnene og kvinderne i Brooklyn bar alle tegn på ufrihed og manglende indflydelse på eget liv. Hvis det var den slags religiøse, vi havde mange af, ville det så være dem, den folkelige mening slog ned på? Er det hip som hap, om det er jøder eller muslimer, vi ikke kan lide, og at det ‘bare’ er et historisk tilfælde, at det netop nu er muslimerne, der udgør kontrasten til flertallet? Her i landet har vi kun en håndfuld af den slags ortodokse. Hvis der var flere, ville de så tage pladsen, som de aparte, der skal kanøfles? …

Vi må tale om truslen indefra. Luk ikke øjnene for den folkestemning, som (enten voldeligt eller demokratisk) påstår at beskytte de europæiske værdier, men reelt er nationalistisk højreradikalisme på fremmarch, i visse situationer med egentlige fascistiske metoder.



14. oktober 2016

Præst: Nej til flere flygtninge er uanstændigt – “Også nazisterne… byggede på denne pøbelmentalitet”

Den der bruger nazistiske begreber er nazist, forklarer sognepræsten, og gør med et trylleslag alle nationalsindede til morderiske SS-officerer. En Verena Irming-Pedersen ophøjer nazi-associationer til en kunstart i Kristeligt Dagblad – Pas på sproget: Denne gang kan vi ikke sige, at vi ikke vidste noget.

“Den tyske redaktør og Harvard-gæsteprofessor Alexander Görlach har i Kristeligt Dagblad argumenteret for, at Det Tredje Riges sprog er på vej tilbage i Tyskland. Jeg vil vove at påstå, at dette sprog ikke kun er på vej tilbage i Tyskland, men også vinder flere og flere tilhængere i resten af Europa og ikke mindst her i Danmark. Og det er kritisk. …

I det øjeblik jeg siger: ‘Jeg tænker, at vi kristne har en forpligtelse til at hjælpe mennesker i nød’, står jeg til ansvar for mit udsagn. ‘Danmark kan ikke klare så mange flygtninge’ kan jeg derimod sige uden hverken at udstille mig selv som den, der har denne holdning, eller at skulle dokumentere mit udsagn. Jeg kan altså udtrykke en holdning, der potentielt er moralsk forkastelig…

Også nazisterne før og under Anden Verdenskrig byggede på denne pøbelmentalitet og på menneskers uvidenhed, fordomme og frygt. De var udmærket godt klar over, at de fleste mennesker kun hører det, som de gerne vil høre, som for eksempel: ‘Alt det du er utilfreds med, er slet ikke din skyld. Det er de onde jøders/flygtninges skyld.’ …

Det er ikke lige meget, når vi alle begynder at råbe slagord og overskrifter i kor uden at tænke os om. … når sætningen ‘Jeg er ikke racist, men…’ lyder, bør vi vågne op og kræve, at disse mennesker definerer, hvad de så er, hvordan det udsagn passer ind i deres definition af dem selv, og hvad der så adskiller dem fra racister. …

Derfor vil jeg endnu engang fremhæve det, som Alexander Görlach siger i slutningen af den ovennævnte artikel: ‘… den, der bruger nazistiske begreber, er nazist.’ Og jeg mener, at vi gør os medskyldige i den yderst skræmmende udvikling, der sker i den politiske debat, hvis vi ikke reagerer, når mennesker bruger nazistiske begreber.

Denne gang kan vi ikke sige, at vi ikke vidste noget.

Oploadet Kl. 00:03 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


27. september 2016

Tyskland: Tidsskrift advarer mod højreorienterede forældre – Farligere end nazister, de virker normale..

Et tysk tidsskrift målrettet forældre til småbørn advarer læsere mod højreradikale i daginstitutioner. Det minder om noget fra før Murens fald, og mere totalitært kan det da næsten ikke blive i et frit samfund. Breitbart har historien – Parenting Magazine Warns ‘Blond, Cheerful’ Families Dangerous, Likely Right Wing.

“Parenting magazine Baby & Family has told readers to beware of families who are ‘inconspicuous’ and ‘cheerful’, as these warning signs indicate they are right wing and thus ‘dangerous’.

Depicted with illustrations featuring solely blonde women and children, the report says ordinary parents must take action against right-wing families and make clear that their ideology has no place in the world.

Asserting that the term ‘right wing’ ’stirs up anxiety’ and brings to mind ‘burning refugee homes’, skinheads, and the National Socialist Underground (NSU) group who carried out a string of violent attacks on foreign people, Baby & Family notes that people ‘rarely connect it with women, family and children’.

This, the high-circulation German magazine declares, ‘is precisely the great risk’ as such people are just as dangerous if not more so as gangs of Nazi skinheads. The identifying features of right-wing families, it contends, are that they are ‘inconspicuous, blond, cute and engaged’. …

Researcher of right-wing politics, Eva Prausner, says a huge danger of right-wing families is that they seem normal. Because of this, she says many parents will already have established good relations with them to the point that they ‘are no longer marginalised and at worst, get support’.

… ‘The right has many forms. The definition of what is extreme and what is not is difficult’, it says, but asserts that all manifestations must be dealt with because right wingers could spread their views when meeting with other parents in the playground.

(Baby & Familie, 2016/2: Gefahr von Rechts)

Köttig explains that right-wing families are not unlike ordinary families in that they teach their own values. The important difference with extreme right-wing groups, however, is that these values are ’strongly geared at Germanic customs and traditions’. … This is not to say there aren’t visual signs which can indicate a child is from a right-wing family, however, the researcher points out. Prausner warns that, while most people wouldn’t recognise them as such, ‘accurate braids and long skirts’ serve as a warning sign that a child has right-wing parents.

The report advises some ways in which daycare centres can prepare for the event that right-wing parents register their children with them. It advises introducing a policy and mission statement to set out values for which the nursery stands.

Mothers and fathers should get involved in the parents’ council to take action against right-wing parents, Baby & Family notes.”

Oploadet Kl. 00:33 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


11. august 2016

Medie problematiserer Exit-center: For meget fokus på islamisk ekstremisme, for lidt på højreradikale

Mandag problematiserede Radio24syv, at et nyoprettet ministerielt Exit-center fokuserede for meget på islamisk ekstremisme, og hermed overså højreekstremisme. De må have spurgt en del eksperter, for at kunne citere fem der er helt på linje. Kirstine Sin­clair, Tina Wil­chen Chri­sten­sen, Hans Jør­gen Bon­ni­ch­sen, Søren Ler­che, og Bjørn Ihler. Tre røde, en eks-AFA’er og en Breivik-overlever. Ingen problematiserede det manglende fokus på venstreekstremisme.

Førstnævnte afviste tilbage i 2003 at Hitz-ut-tahrir skulle være et problem, da islamisternes ord blot var retorik på linje med Sex Pistols tekster, og var en særlig islamisk form for Indre Mission. Sidstnævnte er tidligere medlem af halv-revolutionære Arbeidernes Ungdomsfylking, og er i dag mere aktivist end forsker. Højrefløjens ytringsfrihed skabte Anders Breivik er budskabet, let fortegnet. Kulturmarxisterne definerer en for dem brugbar virkelighed.

At det ikke drejer sig om at modvirke højreradikal vold, men om at friholde Islam for jihad‘isme og problematisere folkelig modstand mod masseindvandring, er indlysende. Et af eksemplerne på højreradikal vold er en morderisk iraner, en anden er Anders Breivik, der i dag kalder sig nationalsocialist. Som en bekendt skrev for nyligt: Når en muslim sværger troskab til Islamisk Stat og råber ‘Allahu-akbar’ under dåden, så er han psykisk syg. Når en excentrisk nordmand sværger troskab til et ikke-eksisterende Knights Templar-netværk, så er han… højreekstremist.

De sidste fem år har medierne tærsket langhalm på dansk højreradikalisme, og har fundet nix nada. Det er organisationer såsom Stop Islamiseringen af Danmark, Frit Danmark, ORG, Danish Defence League, Danerværn, Sons of Odin og senest De Sydfynske Herrer. Ingen konkrete eksempler på politisk motiveret vold, men tonsvis af advarende artikler. Søren Lerche, der henviser til ‘høj­re­ek­stre­mi­sti­ske Facebook-grupper’, begik ene mand mere vold i sin tid som militant venstreradikal, end danske højreorienterede har gjort hvilket som helst år siden Breivik. Fakta!

Pseudo-journalistik set på Radio24syv.dk – Eksperter: Danske myndigheder overser højreekstremismen (af Sofie Rye Wølhk og Thomas Foght)

“Bekæm­pel­sen af høj­re­ek­stre­misme i Dan­mark bli­ver over­set, fordi poli­ti­kere og myn­dig­he­der kon­stant taler om isla­misk ekstre­misme.

Det siger en række for­skere og fag­per­so­ner med ind­sigt i ekstre­misme til Radio24syv efter en som­mer, hvor Europa har været ramt af mili­tant ekstre­mi­stisk ter­ror, men hvor også Labour-politikeren Jo Cox blev myr­det af en mand med ny-nazistiske for­bin­del­ser, og hvor ni per­so­ner i tyske Mün­chen mistede livet, da en Anders Breivik-inspireret 18-årig mand gik til angreb.

Jeg synes, myn­dig­he­derne over­ser høj­re­ek­stre­mis­men, og den brede offent­lig­heds opmærk­som­hed på isla­mi­stisk ekstre­misme bety­der, at fæno­me­net over­dri­ves og trus­len over­vur­de­res,’ siger lek­tor ved Syd­dansk Uni­ver­si­tet, Kirstine Sin­clair, der har for­sket i isla­misme.

Samme toner lyder der fra social-antropolog, Tina Wil­chen Chri­sten­sen, der har for­sket i radi­ka­li­se­ring.

Jeg synes ikke, man fore­byg­ger radi­ka­li­se­ring på begge fløje, fordi man taler om det som et ensi­digt pro­blem. Man foku­se­rer hele tiden på islam, mus­li­mer og isla­misk ter­r­o­risme, og jo mere man foku­se­rer på islam som noget nega­tivt, jo flere unu­an­ce­rede for­kla­rin­ger vil folk få om, hvem de andre er,’ siger hun til Radio24syv.”

(Vildtvoksende Dueurt i nærværende bloggers baghave, 11. august 2016)

“Vi har en ten­dens til, at vi ikke vil erkende, at den stør­ste fare lig­ger her­hjemme i vores egen bag­have.” (Hans Jørgen Bonnichsen)



18. maj 2016

‘Nazi-cellen’ (DR2) var historien om ‘Den Evige Tysker’: “… der må gøres mere mod ‘Truslen fra højre'”

I lørdags omtalte jeg kort Nazi-cellen (Mitten in Deutschland: NSU), en tysk miniserie i tre afsnit som DR2 sendte i den forgangne uge. Jeg så lidt af første afsnit, og har sjældent set noget så karikeret. En drama-dokumentar inspireret af amerikanske actionfilm fra 70’erne.

Herunder en oversættelse af NSU-film: ‘Antifascistisk’ statspropaganda, sakset fra PI-news (10. april 2016).

Nazi-cellen: ‘Antifascistisk’ statspropaganda

Onsdag viste det tvangsfinansierede statslige fjernsyn tredje og sidste del af en skuespilserie, der handlede om den såkaldte NSU. Den offentlige fjernsynsstation omgav denne begivenhed med et tæt net af ‘dokumentarer’, ‘reportager’ og ’samtalerunder’ for at skabe en ‘opportun sandhed’.

Grundtonen i alle tre afsnit og de på forhånd givne ’sande konklusioner’ var, at de mistænkte gerningsmænd ikke handlede på egen hånd, men at de var drevet til denne ‘højreradikale terror’ af politiske og konspiratoriske omstændigheder. Denne dristige vaghed har en klart manipulerende hensigt:

Tidens politik skulle, ifølge venstreorienterede forestillinger, være påvirket af det. Men ville handlingerne egentlig udgøre ‘terror’, selv hvis de virkelig fandt sted som fremstillet?

(Af Michael Bakunin. Oversat til dansk af Henrik Ræder Clausen)

Den første del, der helt fra starten placeres solidt i fiktionens defekte konspirationståger, blander ‘radikaliseringen’ af særligt Uwe Mundlos sammen med forskellige begivenheder i den første del af 90’erne. Angrebet på asylcenteret Rostock-Lichtenhagen/Hoyerswerda – ingen greb ind, tilskuere klappede, Uwe Mundlos glædede sig. Nogle marcherer – en politimand får besked om at gøre noget, men griber ikke ind overfor stenkast mod ‘venstreorienterede’. En ældre mand vinker dumt grinende til demonstranterne fra en bank. Asylkompromisset fra 1992/1993 – Uwe Mundlos, i underbukser, råber at det kunne have været skrevet af dem (højrefløjen). Angrebet på Murrah Federal Building i Oklahoma 1995 – Uwe Mundlos mener, at man skulle gøre det samme.

Desværre er Uwe Mundlos død, så det gavner ikke meget at fremstille ham som drivende kraft i gruppen, i stedet bliver han projektionsflade for en bestemt politisk agitation. Men først og fremmest gælder det om at stille fru Zschäpe i et fordømmende lys, derfor fremstilles hun som den person, der opfanger ideerne og prøve at fremme dem – fru Zschäpes handlinger i stedet for Uwe Mundlos ord. Skuespillerinden Mühe ser derfor sigende direkte på tilskuerne på tre vigtige punkter i historien, et diskutabelt filmisk citat fra filmen ‘Le fabuleux destin d’Amélie’.

Anden del af serien prøver at fortælle historien fra ofrenes vinkel, men begrænser sig følelseslammet til en datter af en småkriminel tyrkisk blomsterhandler Enver S., der blev myrdet i september 2000 – hvad datteren senere udgav en bog om. Den døde tysker og hans hårdt sårede kollega blev – kunne det være racistisk? – ikke engang nævnt i serien. Efterforskerne fremstilles som uhæderlige og inkompetente. ‘Terror’, en ’sandhed’ som tilskueren allerede kender, er der demonstrativt ingen i sagen, der aner noget om. Det fremstilles som om de efterforskende myndigheders forbløffende dumhed først har gjort drabene mulige, som om der var statslig støtte til drabene. Dertil kommer en uretfærdig hverdagsracisme baseret på blindt had som et dagligt fænomen. Gudskelov slutter episoden med at Kansler Angela Merkel træder frem med sin beroligende sørgetale – et stykke forsoning, tak til Kanslerinde Merkel for det.

Den sidste episode med titlen ‘Formidlerne – kun for tjenstlig brug’ viser helt fra begyndelsen hele den store linje fra Martin Luther til brændende husbiler. Det propagandiske mål er: Martin Luther står næsten ubestridt for en særlig tysk kraft, først og fremmest sproglig og kulturel. Ifølge ideen er disse rødder onde, tyskernes kulturelle DNA er beskadiget og defekt. Som tidligere ‘Den Evige Jøde’ står nu ‘Den Evige Tysker’ som inkarnationen af ondt på jorden, rastløs i forandring og skadestifter. Efter denne blot antydede fornærmelse af seeren bliver beskyldningerne konkrete i løbet af filmen: NSU ‘Trioen’ skulle være skabt af den tyske efterretningstjeneste, derefter forsynet og sendt under jorden. Præsidenten for Thüringens efterretningstjeneste Helmut Roewer bliver afbildet som åbenlyst uvidende, der har et eller andet imod de kære venstreorienterede.

Den fiktive person ‘Alexander Melchior’, Helmut Roewers højre hånd, bliver tilskrevet psykopatisk-diabolske træk (Kunne det blot være et dumt tilfælde? ‘Melchior’, konge og lysets beskytter, spiller på ‘Lucifer’, bærer af lyset). Nogen forhindrer Thüringens politi i at efterforske sagen, og til sidst bliver et vigtigt vidne får deres efterforskning forhindret, og til sidst bliver et vigtigt vidne myrdet, naturligvis af ukendte gerningsmænd.

Den offentlige-retslige radio beskæftiger sig som i en konspirationsteori, og ser mystisk ned i det tyske sjælelivs afgrunde. Samtidig får man nu igen at vide – i fin samklang med det historiske kompleks – at på en eller anden måde er alle tyskere nazister, og at der må gøres mere mod ‘Truslen fra højre’, at enhver kritik af ‘Den Anden’ er forbudt (Mottoet for det kunne være: ‘Kritik er mord’), at enhver indvandrer i dette åndeligt fordærvede land kun kan komme med kærlighed, godhed og håb. Det eneste positive er, at instruktørerne og manuskriptforfatterne er så uduelige at de er ude af stand til at opretholde den ønskede manipulation effektivt igennem filmen. Det er derfor ikke lykkes at skabe et anti-tysk værk i stil med Veit Harlans anti-semitiske ‘Jøden Süss’ fra 1940. Kunstnerisk set er NSU-serien værdiløs, men det er synd at flere ret gode skuespillere synker til at være propagandister.

Man spørger sig selv om det, der bliver vist i serien, virkelig udgør det skræmmebillede af terror som man har fået at vide. Hvad kan man kalde det, hvis Mundlos og Böhnhardt virkelig har gjort hvad der hævdes? Det begrebsmæssige grundproblem i ‘Terrorisme’ er mangelen på en klar afgræsning af, hvad ordet egentlig dækker over. Derfor kan begrebet misbruges som politisk kampmiddel. En terrorist er bare mere end en banal morder, og når man bekæmper terrorister, sætter man sig selv og sine politiske kampanstrengelser på så høj en piedestal at næsten alle midler tillades for at slå igen: At insinuere at ens politiske modstander kunne gribe til vold er en moralsk retfærdiggørelse af, at man selv bruger vold – og jo mere radikal modstanderen er, desto mere radikalt må der reageres mod ham.

Men hvis man virkelig vil skelne meningsfuldt mellem ‘Terrorisme’ og andre kriminelle handlinger, må man stille visse krav. I det mindste må der være en politisk intention og et politisk mål for handlingen, da ‘Terrorisme’, sådan må det forstås, er vold som middel til at forme samfundet. Aktioner, som ingen tager alvorligt eller sætter ind i en sammenhæng, opfylder ikke sådan et mindstekrav. Aktioner, der ikke søger at opnå noget politisk mål, er ikke terrorhandlinger. Men sådan ser det ud for det, der antages om den såkaldte ‘NSU’: Der var tydeligvis ingen, der vidste noget om intentionerne bag handlingerne, ingen vidste hvem eller hvorfor, de blev begået. Det var politisk ubetydelige personer, der blev dræbt (der var, sammenlignet med islamiske angreb, også alt for få dræbte med alt for stor afstand), personerne var også (biologisk set) alt for gamle. Ingen forstod signaturen af det våben, det blev brugt hver gang. Der var ingen form for ‘Modstand’ eller politiske testamenter at finde. Og ‘Terrorisme’ var der ikke tale om.

Man må finde sig i, at sagen nok aldrig bliver ordentligt opklaret: Hvad der virkelig skete, hvorfor ti mennesker døde, og hvilken rolle personer fra den tyske efterretningstjeneste spillede. Den tykke tilfredshed med at terrorismen fra den ekstreme venstrefløj og fra islamisterne endelig havde et brunt modstykke, den hemmelige fryd ved fingeret rædsel, den ubegrundede moralske følelse af overlegenhed og højere menneskelighed, alt dette burde vige for den tålmodige vilje til at lade retsstaten opklare sagen, så vidt det faktisk er muligt. Drab er og bliver drab. Det er slemt nok i sig selv, og det burde være tilstrækkeligt for de moralister, der så ivrigt søger at slå politisk mønt af sagerne.

Oploadet Kl. 13:06 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


14. maj 2016

Filminstruktør Asger Leth laver film om ‘white supremacy’, fordi den demokratiske højrefløj vokser…

For et par dage siden skrev jeg om Kristian Leths irrationelle forhold til virkeligheden. Jørgen Leth har flere sønner, herunder filminstruktør Asger Leth. Han vil nu lave en film om højreekstremistiske skinheads, fordi den demokratiske højrefløj vokser. Fra Berlingske – Danske filmfolk bag historie om rå amerikanske skinheads.

“Lige så rå og ærkeamerikansk, historien er, lige så ærkedanske er folkene bag, når filmen ‘White Dog’ kommer til verden.

En historie om ‘white supremacy’ – et højreekstremistisk skinhead-miljø i Pittsburg i USA og samtidig en skæbnefortælling om to brødres udvikling i forhold til hinanden og ekstremistmiljøet. …

‘Jeg har kendt til Martins manuskript i årevis, men tiden er helt rigtig til at lave den nu, hvor en yderligtgående kandidat som Donald Trump i USA kan få næsten halvdelen af vælgernes opbakning til en politik, der før var forbeholdt ekstremister. Og ikke bare i USA, men også i Europa stormer højre­ekstremisterne frem – for eksempel le Pen her i Frankrig,’ siger Asger Leth.

‘… Jeg er mere interesseret i at prøve at forstå, hvad der skaber de her mennesker i stedet for at dømme dem fra starten. De er jo også mennesker som alle andre, og folk går og tror, de ved, hvilke motiver andre handler ud fra uden at ane det. Det er et spørgsmål om eksistens, og ekstremisme handler om et fravær. Hvor man så fylder de her fjendebilleder på og skaber sig en identitet og et fællesskab. Kan man så bryde ud af hundekoblet og ud af hadet igen? Det, synes jeg, er interessant,’ fortæller Asger Leth om nogle af filmens temaer.”

(Apropos: Mitten in Deutschland: NSU, Das Erste, 2016; se evt. Nazi-cellen, DR.dk/TV)

Oploadet Kl. 19:42 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


2. maj 2016

Mette Frederiksen (A): Koran-lærde skal bekæmpes som nazisterne og kommunisterne blev det

Jeg har ikke den store tiltro til Socialdemokrater, for selv hvis Mette Frederiksen mener det hun siger, så vil baglandet trække hende i anden retning. Politik er blevet et fokusgruppe-baseret rollespil, hvor det gælder om at vinde marginalvælgere for enhver pris. På den ene siden lyder hun som Dansk Folkeparti, på den anden side skoser hun samme for at splitte Danmark.

Et citat fra Mette Frederiksens 1. maj-tale i Ekstra Bladet – Mette F: Vi vil bekæmpe imamer, som vi bekæmpede nazisterne.

“- Samfundet skal hænge sammen. For mig er ligestilling mellem mænd og kvinder helt fundamental. Og børns rettigheder. Ja, det er det allervigtigste. Derfor er der heller ikke plads til alle holdninger og til alle handlinger i vores samfund. Imamer, der prædiker vold mod børn og undertrykkelse af kvinder, hører ikke til i et demokratiske samfund. Og vi vil bekæmpe dem med alt, hvad vi har kært. Som vi gjorde det mod kommunisterne. Som vi gjorde det mod nazisterne, siger Mette Frederiksen og advarer om, at det er et svigt af egne idealer, hvis intet bliver gjort.”

Oploadet Kl. 02:28 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


8. marts 2016

Metroxpress om valget mellem Donald Trump og Ted Cruz: “Pest eller kolera for Republikanerne”

Skal Republikanerne slå Hillary Clinton, så kræver det en præsidentkandidat der trækker vælgere henover midten. Lige netop derfor fortalte USA-analytiker Mads Fuglede Metroxpress, at Donald Trump og Ted Cruz har givet partiet “en pest eller kolerasituation”. Det gav følgende overskrift.

(Udsnit for Metroxpress, 7. marts 2016, forside)

Intet overgår dog denne Saturday Night Live-sketch.

(Saturday Night Live, Voters for Trump Ad, 6. marts 2016; Youtube)

Oploadet Kl. 20:03 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


29. november 2015

Marie Krarup til sine kritikere: “… få styr på ideologierne eller gå tilbage til plumpe skældsord!”

“Så kom der julekrans på døren.”, skrev Marie Krarup tidligere på uge på Facebook, og så var fanden løs. En række venstreradikale (eks. Hugo Dich) smed om sig med nazikortet. ‘Mesterlig underholdning’, lød det fra hippieliberale Rasmus Brygger. Ikke alle kan nås, men der er naturligvis stor forskel på nationalsocialisme og kristen-konservatisme. Marie Krarup kommenterer på Berlingske – Nazisme.

“I dag er alle enige om, at nazismen står for alt, hvad der er ondt. Den opfattelse deler jeg selv. Og jeg er derfor uendeligt træt af at blive kaldt ‘nazist’, når der er folk, der er uenige med mig. Også selvom jeg ved, at de samme personer ikke aner, hvad begrebet dækker. For unge mennesker i dag betyder ‘nazist’ bare ‘dum skid’. … det er helt forkert at placere nazisme i den konservative familie. …

Konservatisme bygger på det kristne menneskesyn og kristendommen i det hele taget, på nationalstaten, friheden og på kernefamilien. Hitler og nazismen bekæmpede disse begreber og institutioner, som det fremgår af denne korte gennemgang:

Nazismen og det kristne menneskesyn.

I kristendommen er der ikke kvalitativ forskel på mennesker. De er alle lige langt eller lige tæt på Gud. Alle er syndere (dvs. at de har både gode og dårlige sider) og kan ikke selv komme ud af deres syndighed. Alle mennesker har fået til opgave at elske deres næste.

Nazismen ser mennesket som bestemt af sin race og andre biologiske forhold – handicap og seksualitet. Arierne er en god race, mens jøderne er onde. Arierne har derfor flere rettigheder – selv rettigheder til at dræbe de laverestående racer. Den ariske race måtte ikke ‘ødelægges’ af ‘laverestående’ racer eller af ‘defekte’ individer. Den skulle derimod forbedres ved at gode eksemplarer fik flere børn og dårlige blev udryddet. Derfor blev åndssvage og handicappede systematisk steriliserede eller dræbt.

Man må derfor sige, at det nazistiske menneskesyn er meget, meget langt fra det kristne.

… Hitler havde formentligt et opportunistisk forhold til kristendommen og kirken, hvor han mest forsøgte at overbevise kristne kredse om, at der var overensstemmelse mellem kristendommen og nazismen, selvom der mildest talt ikke var det. …

Hvordan Hitler forstillede sig en statskirke, kunne man slutte af en fortælling, han ofte vendte tilbage til, og som han havde hørt af en delegation af fornemme arabere: Da muhammedanerne – sådan forklarede gæsterne – i det 8. århundrede ville trænge frem til Mellemeuropa via Frankrig, blev de slået tilbage ved Poitiers. Hvis de havde vundet dette slag, ville verden i dag have været muhammedansk, for de ville dermed have pånødet de germanske folk en religion, der ved sin lære: at udbrede troen ved sværdet og tvinge alle folkeslag under denne tro, var som skabt for germanerne …Hitler plejede at slutte denne fortælling med følgende betragtning: ‘Vi har i det hele taget det uheld, at vi har en forkert religion. Hvorfor har vi ikke japanernes – de betragter offeret for fædrelandet som det højeste? Også den muhammedanske religion ville være langt bedre egnet for os end netop kristendommen med dennes slappe tolerance”

Nazismen og nationalstaten.

Hitler mente, at tyskerne havde ret til mere land end andre folk. …Tanken om en tysk nationalstat ligger derfor meget langt fra nazismen, der snarere ønskede et imperium med en arisk overklasse.

Man kan heller ikke sige, at Hitler havde nogen kærlighed til det tyske folk, som han i sidste ende lod lide og næsten gå til grunde med sig selv. Hitler mente i slutningen af krigen, at tyskerne havde svigtet ham ved ikke at vinde krigen, og at de derfor fortjente at dø. Han havde planlagt, at alt skulle tilintetgøres i kampen til den sidste blodsdråbe.

[…]

Jeg håber med denne lille opsummering om nazisme at have gjort det helt klart, at konservatisme og nazisme er hinandens modsætninger. Jeg håber også, at jeg dermed har gjort det lettere for politiske modstandere at kalde hinanden ved rette ideologi, – om ikke andet kunne man jo bare gå tilbage til at sige ‘dum’ og ‘åndssvag’ i stedet for at kalde alt, hvad man ikke kan lide for nazisme. Hvis det var kommunismen, der var blevet stemplet som vore dages ondskab, (og kommunismen burde retteligt sidestilles med nazisme i graden af ondskab) ville det svare til, at Lars Løkkes politiske modstandere kaldte ham for’ din dumme kommunist’. Det ville måske nok udtrykke vrede og foragt. Men heller ikke mere. Så derfor: få styr på ideologierne eller gå tilbage til plumpe skældsord!

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper