19. september 2017

Teaterinstruktør opfører Diktatoren: Uheldigvis en relevant ‘allegori’, under ‘en nationalistisk bølge’

Mandagens udgave af God Morgen Danmark på TV2, inkluderede et indslag om teaterstykket Diktatoren,der har premiere i denne uge. I studiet var teaterinstruktør Nikolaj Cederholm, og efter en længere samtale om Charlie Chaplins scenekunst, blev det politisk. Noget der tydeligvis var aftalt på forhånd. Indslaget kan ses på TV2 Play (kræver login).

Mikkel Kryger, God Morgen Danmark: Hvorfor er det stadig relevant, Diktatoren, 80 år efter, den dag i dag opført som teaterstykke. Nikolaj?

Nikolaj Cederholm, teaterinstruktør: Jeg ved ikke om det stadig er relevant, men det er uheldigvis igen relevant, kan man sige. Den er 80 år gammel filmen, og blev lavet – man starter på at skrive den i ’37, vel før 2. Verdenskrig overhovedet var startet, og den havde premiere i 1940. Og på vej hen mod premiere fik han jo at vide, at den ikke kunne få premiere i Storbritannien. Man ville ikke fornærme et siddende statsoverhovede på den grove måde som han gør. Der kan man sige, at der er nogle ting der har ændret sig radikalt. Det er ikke længere en satire, dengang var det en satire på to nulevende, både Mussolini – som jo også er med i filmen, og Hitler. Men i dag er det svært at forestille sig, at der er særligt mange som vil gå ud af teatersalen ligegyldigt hvor groft vi laver det, og siger: ‘Jeg synes sgu, de var lidt for hårde ved Hitler’.

Mikkel Kryger: (Griner langtrukkent)

Nikolaj Cederholm: Hitler er jo ligesom i mellemtiden blevet selve inkarnationen af en ond vanvittig diktator, og derfor er der ikke noget satire tilbage. Men der er mere allegori.

Mikkel Kryger: (Nikker samtykkende)

Nikolaj Cederholm: Altså, at der er noget i den tid, en nationalistisk bølge, for eksempel. Som minder om en nationalistisk bølge, som der er i vor verden i dag. Og derfor er det jo pludselig enormt relevant at spille den her – uheldigvis.

Mikkel Kryger: – Ja.

(Collage: Diktatoren, Nikolaj Cederholm)



2. september 2017

Internationalsocialisten Karl Marx om jøder (1853): “… den mest beskidte af alle racer.”

Hvis ikke venstrefløjen havde sat sig tungt på definitionerne, så ville det være svært at bilde nogen ind at ‘nationalsocialisme’ skulle være specielt højreorienteret. Interessante citater af Karl Marx i en kommentar af professor Sven Hakon Rossel hos 24nyt.dk – Her er den ægte fortælling om racisten Karl Marx.

“For 150 år siden udkom ét af den politisk-økonomiske litteraturs mest indflydelsesrige værker, Karl Marx’ Das Kapital (Kapitalen), hvis 1. bind udkom i 1867, mens de to sidste bind blev udgivet efter hans død i 1883 i årene 1885 og 1894. Sidste bind blev redigeret af marxismens anden søjlehelgen Marx’ nære ven Friedrich Engels. …

Langt mere spændende er det at beskæftige sig med Karl Marx’ biografi og med den i år udgivne brevveksling mellem Marx og Engels – langt hen af vejen overset af kritikken, og det skal de få, men indflydelsesrige marxister, der er tilbage i den vestlige verden, være glade for.

… her følger så et par citater, der dokumenterer, at ikke blot var Marx kynisk og hjerteløs, men også racist. Racismen kommer også til udtryk rundt omkring i forfatterskabet, således i en artikel i avisen Neue Rheinische Zeitung d. 29.4.1849, hvor han betegner jøderne i Polen som ‘den mest beskidte af alle racer’. I et brev til Engels fra 1853 skriver han med henblik på stridighederne i Slesvig-Holsten: ‘Tyskerne og skandinaverne, der begge tilhører den samme store race, bereder blot vejen for deres arvefjende, de slaviske folk, når de bekæmper hinanden i stedet for at indgå en alliance.’

Og der er mere af samme skuffe. Om den tyske socialistiske politiker Ferdinand Lassalle, en forløber for socialdemokratiet, skriver Marx: ‘Den jødiske nigger Lassalle […]. For mig er det nu fuldstændig klart, at han ligesom også hans hovedform og hårvækst viser, nedstammer fra negrene.’

Og så til sidst: ‘Det er min opfattelse, at generobringen af den tysktalende venstre Rhinbred er et nationalt æresanliggende, at germaniseringen af […] Belgien og Holland er en politisk nødvendighed’.”

(Grafik: Mises.org)

Oploadet Kl. 20:53 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


18. august 2017

Mr. Andersson forsvarer Trump: De her ‘anti-fascister’ er også folk der repræsenterer en farlig ideologi

Donald Trumps udtalelser om demonstrationerne i Charlottesville vækker forargelse langt ind i borgerlige rækker, og det har været interessant (men også lidt skræmmende), at følge debatten.

Journalist Mikkel Andersson giver Trump ret, og pointerer skarpt, at ytringsfrihed gælder begge fløje – både folk der ønsker ‘proletariatets diktatur’, og personer der ønsker ‘racekrig’. Det er relativt banalt. Du må ikke chikanere eller fysisk antaste politiske modstandere, heller ikke selvom du synes de er nogle klamme idioter. Ja, faktisk heller ikke selvom de objektivt set er noget der ligner klamme idioter.

Blandt de mange der går i rette med Andersson, er der et argument der går igen og igen: Nazisterne var bevæbnede! Kun venstrefløjen kan angribe politiske modstandere, og herefter bruge som argument at de var kampklare.

Logik er ikke venstrefløjens stærke side, men problemet er næsten apolitisk. For store dele af befolkningen er det tilsyneladende svært at forstå, at modstand mod venstreradikal vold, ikke nødvendigvis er accept af nationalsocialisme eller racisme. Det er virkelig op ad bakke. Læs eksempelvis kommentarsporet til nedenviste video, der er et opstrammet opkog fra et interview han gav til 24Syv Morgen.

Mikkel Andersson, journalist: Trump har fuldstændig ret i at optøjerne var udløst af venstreekstreme grupper. Ikke alle moddemonstranterne var venstreekstreme, det er klart, der var en masse fredelige mennesker, men en væsentlig komponent var mennesker der kom for at undertrykke andres ret til ytringsfrihed. Det er der konsekvent, når Alt-Right eller andre folk demonstrerer. Det er sådan helt entydigt. I USA har du en forfatningsmæssige ret til at demonstrere, også som nazist, du må gerne gå med hagekors. Det har man altså lov til. Som Trump siger, og det er helt rigtigt, så havde de en tilladelse til at demonstrere, de havde koordineret det med myndighederne, og de havde annonceret det fuldt lovligt som man nu engang gør i et retssamfund. Også selvom man er mere eller mindre folkedrabsdyrkende nazist, der dyrker… de folk der kom fra venstrefløjen, særligt dem man kalder ‘Antifa’, i Danmark ville vi kalde dem ‘Antifascistisk Aktion’. Ja, men det er jo dem der i deres forsøg på at knægte deres ret til forsamlings- og ytringsfrihed udløser de her optøjer.

Jeg er ikke i tvivl om, at hvis de ikke var kommet, så havde nazisterne, eller nogle af Alt-Right folkene, gjort det, som de har gjort i mange andre sammenhænge, når de har annonceret deres demoer. Så havde de vadet lidt rundt, heilet lidt og sagt de var nogle gevaldige karle, og så var de gået hjem igen. Volden i det her tilfælde er udløst af folk fra den yderste venstrefløj. … Det at denne her demonstration udvikler sig til voldelige sammenstød, generelt, det er udelukkende fordi der kommer en masse venstreorienterede som forsøger at lukke ned for det.

man skal huske, at de her anti-fascister er revolutionære socialister, og det er også folk der repræsenterer en ideologi, der har en del dræbte på samvittigheden. Det er folk der systematisk vil krænke andre menneskers ret til ytringsfrihed. … Hvis ytringsfrihed giver mening, så gælder det selvfølgelig også dem man er allermest uenige med. …

Her i København, når Stop Islamiseringen af Danmark demonstrerer, som jeg ikke mener er nazister, men som selvfølgelig også er et sted på den meget islamkritiske højrefløj. Så bliver de jo også konsekvent forsøgt angrebet af præcis de samme grupperinger. Og der mener jeg lidt, at der er en tendens til, at man enten neglicerer, banaliserer eller helt benægter.

Apropos.

(Henrik Skaaning, ‘No Pegida’-demonstrant; Foto: Ballet Magnifique)

“Nej, Mikkel har aldeles ikke ret! Han tager fejl, gør han. Volden starter ene og alene med de neo-nazistiske grupper, der i fuld neo-nazi kamp-uniform (gasmasker, våben, skjole) angriber en gruppe fredelige mod-demonstranter, der stod ved Thomas Jeffersons statue i en ring rundt om dem – med hinanden i hænderne! … Løgn! Løgn og atter løgn! Ingen har angrebet dem! Ingen har forhindret dem i at skrige og råbe…” (Karsten Aaen)

“Vildt nok så mange som ikke kun forsvarer det her patologiske svineri, der er sgu endog dem som hyler med i logikken, jamen havde de bare ikke været der, så var de ikke døde.
Det jo ulækkert altså!”
(Jesper Larsen)

“hvad fanden foregår der en mand fra danmark beskytter nazisterne. det helt vildt at vi i Danmark er noget til et punkt hvor det er ok at være nazist… Stop nu med det der pis, almindelige mennesker skal ikke finde sig i nazister i gaderne, længere er den ikke.” (Christian Andersen)

“Og hvis nogen oprigtigt mener,at de højreradikale,er blevet tvunget ,til at køre en bil ind i en folkemængde og dræbe et menneske,og lemlæste andre,er i ganske enkelt bare nogen røvhuller …..så enkelt kan det siges!” (Mogens Rex)

“Fantastisk at vi er kommet så langt ud at det er ok at påstå at det er ofrenes egen skyld at de blev slagtet. Det er præcis den samme metode som Avisen Volkischer Beobachter anvendte.” (Jørgen Ruby)

Oploadet Kl. 23:46 af Kim Møller — Direkte link40 kommentarer


7. december 2016

Quisling, nu som tøjmærke

Nationalsocialisten Vidkun Quisling forrådte sit land, og efternavnet bruges i dag synonymt med landsforrædder. Et oplagt navn til et dansk tøjmærke, der dyrker tidens normløshed, og idealiserer sædernes forfald. Designeren Emil Wæde Frederiksen færdes i kredse hvor ‘Hammer & Segl’ har en god symbolik, og ‘Refugees Welcome’ ikke betyder udgifter og utryghed. Et midlertidigt eksperimentarium for verdensborgere i den kreative klasse.

Omtale af tøjmærket Quisling hos Soundvenue – Fremadstormende dansk streetwear-brand klar med ny kollektion.

“Quisling er klar med sin fjerde minikollektion på et år, og designeren bag det danske mærke, Emil Wæde Frederiksen, fortsætter sit fokus på nogle af grundstenene i tidens streetwear som t-shirts, hoodies og fodboldhalstørklæder med print. Han overrasker dog også med blandt andet et par læderhandsker.

Kollektionen har fået titlen ‘Highest Lows’, der også bruges visuelt som print på nogle styles, og grundæstetikken rammer stadig ned i den internationale streetwear-mode, som fylder så meget internationalt, især med de to oversize hoodies, men som få danske brands dyrker.

Tidligere i år udpegede vi Quisling som et af tre nye danske mærker, der netop går sin egen vej uden at skele til den klassiske skandinaviske minimalisme. … Kollektionen bliver sat til salg i Quislings webshop i løbet af december. Indtil videre er det kun to accessories, et fodboldhalstørklæde og et par læderhandsker, som er tilgængelige sammen med styles fra den forrige kollektion ‘Fast-Satisfactions’.”

(Vidkun Quisling, frontfigur for nationalsocialistiske ‘Nasjonal Samling’, henrettet 24. oktober 1945)

Oploadet Kl. 19:08 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


15. oktober 2016

Klaus Rothstein gentager sønderskudte pointer fra 2006-kommentar: “Vi må tale om truslen indefra.”

I næste måned er det ti år siden, at Klaus Rothstein gik til angreb på Dansk Folkeparti med en grov beskyldning i Weekendavisen. Rothstein gav partiet et ansvar for et brandattentat mod Islamisk Trossamfund, der blev beskrevet som et terrorisk angreb med racistiske undertoner, “ganske som nazistiske foregangsmænd gjorde ved jødisk ejendom i sin tid”. Disse ukendte gerningsmænd reagerede på Dansk Folkepartis opråb, og må have følt sig som “en slags frihedskæmpere, der skal befri Danmark og den kristne kultur fra den muslimske svøbe”. Sporet førte tilbage til Søren Krarup, da der går en ‘lige linie mellem holdning og handling’.

Få dage efter kom det frem, at gerningsmanden var en 56-årig iraner. Sidste års angreb på samme trossamfund, blev udført af en 34-årig moldaver, og virkeligheden har givet Klaus Rothstein skridttæsk i ti lange år. Dansk Folkeparti er blevet et stort parti, debatten er blevet endnu hårdere, men intet sker. Herboende muslimer flygter ikke fra racistiske nationalister, men nationalstaten Danmark tiltrækker omvendt muslimer fra det halve Mellemøsten.

(Klaus Rothstein; Foto: Youtube)

Klaus Rothstein fortsætter ufortrødent rablerierne i seneste udgave af Weekendavisen – Vi må tale om truslen indefra.

I vores angst for, at Europa skulle falde i hænderne på muslimerne, ser vi ikke, hvor grundigt nationalisterne, antisemitterne og xenofoberne griber ud efter det, og hvor magtfulde de er. Mens den stjernespækkede hymne hylder det menneskelige broderskab, er Europa i dag præget af EU-modvilje (og det er så, hvad det er) og stigende nationalchauvinisme og fremmedhad.

… Herhjemme vil Nye Borgerlige, som i en første måling står til at komme i Folketinget med ni mandater, bekæmpe islam, fjerne retten til asylansøgning og udvise kriminelle udlændinge efter første dom (uanset straffen), hvilket forudsætter, at partiet vil løsrive Danmark fra EU, FN-konventionerne og Den Europæiske Erklæring om Menneskerettigheder. Det er ikke ‘ny’ borgerlighed, det er slet ikke borgerlighed. Det er yderligtgående højre.

Vi lever i en tid, hvor det ekstreme normaliseres, og hvor der er en reel risiko for, at de gamle partibastioner mister positionen som det politiske livs nav. … Valg for valg, stemme for stemme, vinder højreradikalismen frem på bekostning af de borgerlige og socialliberale partier. Hvad man engang troede var en krusning på historiens overflade, viste sig at være en bølge, der tog land. Hvor stor bølgen kan blive, findes der ingen sikre prognoser for. …

For nylig så jeg i Brooklyn nogle ortodokse jødedrenge med kronragede pander og lange bedekrøller sammen med deres mødre, der skjulte håret under parykker. Både drengebørnene og kvinderne i Brooklyn bar alle tegn på ufrihed og manglende indflydelse på eget liv. Hvis det var den slags religiøse, vi havde mange af, ville det så være dem, den folkelige mening slog ned på? Er det hip som hap, om det er jøder eller muslimer, vi ikke kan lide, og at det ‘bare’ er et historisk tilfælde, at det netop nu er muslimerne, der udgør kontrasten til flertallet? Her i landet har vi kun en håndfuld af den slags ortodokse. Hvis der var flere, ville de så tage pladsen, som de aparte, der skal kanøfles? …

Vi må tale om truslen indefra. Luk ikke øjnene for den folkestemning, som (enten voldeligt eller demokratisk) påstår at beskytte de europæiske værdier, men reelt er nationalistisk højreradikalisme på fremmarch, i visse situationer med egentlige fascistiske metoder.



14. oktober 2016

Præst: Nej til flere flygtninge er uanstændigt – “Også nazisterne… byggede på denne pøbelmentalitet”

Den der bruger nazistiske begreber er nazist, forklarer sognepræsten, og gør med et trylleslag alle nationalsindede til morderiske SS-officerer. En Verena Irming-Pedersen ophøjer nazi-associationer til en kunstart i Kristeligt Dagblad – Pas på sproget: Denne gang kan vi ikke sige, at vi ikke vidste noget.

“Den tyske redaktør og Harvard-gæsteprofessor Alexander Görlach har i Kristeligt Dagblad argumenteret for, at Det Tredje Riges sprog er på vej tilbage i Tyskland. Jeg vil vove at påstå, at dette sprog ikke kun er på vej tilbage i Tyskland, men også vinder flere og flere tilhængere i resten af Europa og ikke mindst her i Danmark. Og det er kritisk. …

I det øjeblik jeg siger: ‘Jeg tænker, at vi kristne har en forpligtelse til at hjælpe mennesker i nød’, står jeg til ansvar for mit udsagn. ‘Danmark kan ikke klare så mange flygtninge’ kan jeg derimod sige uden hverken at udstille mig selv som den, der har denne holdning, eller at skulle dokumentere mit udsagn. Jeg kan altså udtrykke en holdning, der potentielt er moralsk forkastelig…

Også nazisterne før og under Anden Verdenskrig byggede på denne pøbelmentalitet og på menneskers uvidenhed, fordomme og frygt. De var udmærket godt klar over, at de fleste mennesker kun hører det, som de gerne vil høre, som for eksempel: ‘Alt det du er utilfreds med, er slet ikke din skyld. Det er de onde jøders/flygtninges skyld.’ …

Det er ikke lige meget, når vi alle begynder at råbe slagord og overskrifter i kor uden at tænke os om. … når sætningen ‘Jeg er ikke racist, men…’ lyder, bør vi vågne op og kræve, at disse mennesker definerer, hvad de så er, hvordan det udsagn passer ind i deres definition af dem selv, og hvad der så adskiller dem fra racister. …

Derfor vil jeg endnu engang fremhæve det, som Alexander Görlach siger i slutningen af den ovennævnte artikel: ‘… den, der bruger nazistiske begreber, er nazist.’ Og jeg mener, at vi gør os medskyldige i den yderst skræmmende udvikling, der sker i den politiske debat, hvis vi ikke reagerer, når mennesker bruger nazistiske begreber.

Denne gang kan vi ikke sige, at vi ikke vidste noget.

Oploadet Kl. 00:03 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


27. september 2016

Tyskland: Tidsskrift advarer mod højreorienterede forældre – Farligere end nazister, de virker normale..

Et tysk tidsskrift målrettet forældre til småbørn advarer læsere mod højreradikale i daginstitutioner. Det minder om noget fra før Murens fald, og mere totalitært kan det da næsten ikke blive i et frit samfund. Breitbart har historien – Parenting Magazine Warns ‘Blond, Cheerful’ Families Dangerous, Likely Right Wing.

“Parenting magazine Baby & Family has told readers to beware of families who are ‘inconspicuous’ and ‘cheerful’, as these warning signs indicate they are right wing and thus ‘dangerous’.

Depicted with illustrations featuring solely blonde women and children, the report says ordinary parents must take action against right-wing families and make clear that their ideology has no place in the world.

Asserting that the term ‘right wing’ ’stirs up anxiety’ and brings to mind ‘burning refugee homes’, skinheads, and the National Socialist Underground (NSU) group who carried out a string of violent attacks on foreign people, Baby & Family notes that people ‘rarely connect it with women, family and children’.

This, the high-circulation German magazine declares, ‘is precisely the great risk’ as such people are just as dangerous if not more so as gangs of Nazi skinheads. The identifying features of right-wing families, it contends, are that they are ‘inconspicuous, blond, cute and engaged’. …

Researcher of right-wing politics, Eva Prausner, says a huge danger of right-wing families is that they seem normal. Because of this, she says many parents will already have established good relations with them to the point that they ‘are no longer marginalised and at worst, get support’.

… ‘The right has many forms. The definition of what is extreme and what is not is difficult’, it says, but asserts that all manifestations must be dealt with because right wingers could spread their views when meeting with other parents in the playground.

(Baby & Familie, 2016/2: Gefahr von Rechts)

Köttig explains that right-wing families are not unlike ordinary families in that they teach their own values. The important difference with extreme right-wing groups, however, is that these values are ’strongly geared at Germanic customs and traditions’. … This is not to say there aren’t visual signs which can indicate a child is from a right-wing family, however, the researcher points out. Prausner warns that, while most people wouldn’t recognise them as such, ‘accurate braids and long skirts’ serve as a warning sign that a child has right-wing parents.

The report advises some ways in which daycare centres can prepare for the event that right-wing parents register their children with them. It advises introducing a policy and mission statement to set out values for which the nursery stands.

Mothers and fathers should get involved in the parents’ council to take action against right-wing parents, Baby & Family notes.”

Oploadet Kl. 00:33 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


11. august 2016

Medie problematiserer Exit-center: For meget fokus på islamisk ekstremisme, for lidt på højreradikale

Mandag problematiserede Radio24syv, at et nyoprettet ministerielt Exit-center fokuserede for meget på islamisk ekstremisme, og hermed overså højreekstremisme. De må have spurgt en del eksperter, for at kunne citere fem der er helt på linje. Kirstine Sin­clair, Tina Wil­chen Chri­sten­sen, Hans Jør­gen Bon­ni­ch­sen, Søren Ler­che, og Bjørn Ihler. Tre røde, en eks-AFA’er og en Breivik-overlever. Ingen problematiserede det manglende fokus på venstreekstremisme.

Førstnævnte afviste tilbage i 2003 at Hitz-ut-tahrir skulle være et problem, da islamisternes ord blot var retorik på linje med Sex Pistols tekster, og var en særlig islamisk form for Indre Mission. Sidstnævnte er tidligere medlem af halv-revolutionære Arbeidernes Ungdomsfylking, og er i dag mere aktivist end forsker. Højrefløjens ytringsfrihed skabte Anders Breivik er budskabet, let fortegnet. Kulturmarxisterne definerer en for dem brugbar virkelighed.

At det ikke drejer sig om at modvirke højreradikal vold, men om at friholde Islam for jihad‘isme og problematisere folkelig modstand mod masseindvandring, er indlysende. Et af eksemplerne på højreradikal vold er en morderisk iraner, en anden er Anders Breivik, der i dag kalder sig nationalsocialist. Som en bekendt skrev for nyligt: Når en muslim sværger troskab til Islamisk Stat og råber ‘Allahu-akbar’ under dåden, så er han psykisk syg. Når en excentrisk nordmand sværger troskab til et ikke-eksisterende Knights Templar-netværk, så er han… højreekstremist.

De sidste fem år har medierne tærsket langhalm på dansk højreradikalisme, og har fundet nix nada. Det er organisationer såsom Stop Islamiseringen af Danmark, Frit Danmark, ORG, Danish Defence League, Danerværn, Sons of Odin og senest De Sydfynske Herrer. Ingen konkrete eksempler på politisk motiveret vold, men tonsvis af advarende artikler. Søren Lerche, der henviser til ‘høj­re­ek­stre­mi­sti­ske Facebook-grupper’, begik ene mand mere vold i sin tid som militant venstreradikal, end danske højreorienterede har gjort hvilket som helst år siden Breivik. Fakta!

Pseudo-journalistik set på Radio24syv.dk – Eksperter: Danske myndigheder overser højreekstremismen (af Sofie Rye Wølhk og Thomas Foght)

“Bekæm­pel­sen af høj­re­ek­stre­misme i Dan­mark bli­ver over­set, fordi poli­ti­kere og myn­dig­he­der kon­stant taler om isla­misk ekstre­misme.

Det siger en række for­skere og fag­per­so­ner med ind­sigt i ekstre­misme til Radio24syv efter en som­mer, hvor Europa har været ramt af mili­tant ekstre­mi­stisk ter­ror, men hvor også Labour-politikeren Jo Cox blev myr­det af en mand med ny-nazistiske for­bin­del­ser, og hvor ni per­so­ner i tyske Mün­chen mistede livet, da en Anders Breivik-inspireret 18-årig mand gik til angreb.

Jeg synes, myn­dig­he­derne over­ser høj­re­ek­stre­mis­men, og den brede offent­lig­heds opmærk­som­hed på isla­mi­stisk ekstre­misme bety­der, at fæno­me­net over­dri­ves og trus­len over­vur­de­res,’ siger lek­tor ved Syd­dansk Uni­ver­si­tet, Kirstine Sin­clair, der har for­sket i isla­misme.

Samme toner lyder der fra social-antropolog, Tina Wil­chen Chri­sten­sen, der har for­sket i radi­ka­li­se­ring.

Jeg synes ikke, man fore­byg­ger radi­ka­li­se­ring på begge fløje, fordi man taler om det som et ensi­digt pro­blem. Man foku­se­rer hele tiden på islam, mus­li­mer og isla­misk ter­r­o­risme, og jo mere man foku­se­rer på islam som noget nega­tivt, jo flere unu­an­ce­rede for­kla­rin­ger vil folk få om, hvem de andre er,’ siger hun til Radio24syv.”

(Vildtvoksende Dueurt i nærværende bloggers baghave, 11. august 2016)

“Vi har en ten­dens til, at vi ikke vil erkende, at den stør­ste fare lig­ger her­hjemme i vores egen bag­have.” (Hans Jørgen Bonnichsen)



18. maj 2016

‘Nazi-cellen’ (DR2) var historien om ‘Den Evige Tysker’: “… der må gøres mere mod ‘Truslen fra højre'”

I lørdags omtalte jeg kort Nazi-cellen (Mitten in Deutschland: NSU), en tysk miniserie i tre afsnit som DR2 sendte i den forgangne uge. Jeg så lidt af første afsnit, og har sjældent set noget så karikeret. En drama-dokumentar inspireret af amerikanske actionfilm fra 70’erne.

Herunder en oversættelse af NSU-film: ‘Antifascistisk’ statspropaganda, sakset fra PI-news (10. april 2016).

Nazi-cellen: ‘Antifascistisk’ statspropaganda

Onsdag viste det tvangsfinansierede statslige fjernsyn tredje og sidste del af en skuespilserie, der handlede om den såkaldte NSU. Den offentlige fjernsynsstation omgav denne begivenhed med et tæt net af ‘dokumentarer’, ‘reportager’ og ’samtalerunder’ for at skabe en ‘opportun sandhed’.

Grundtonen i alle tre afsnit og de på forhånd givne ’sande konklusioner’ var, at de mistænkte gerningsmænd ikke handlede på egen hånd, men at de var drevet til denne ‘højreradikale terror’ af politiske og konspiratoriske omstændigheder. Denne dristige vaghed har en klart manipulerende hensigt:

Tidens politik skulle, ifølge venstreorienterede forestillinger, være påvirket af det. Men ville handlingerne egentlig udgøre ‘terror’, selv hvis de virkelig fandt sted som fremstillet?

(Af Michael Bakunin. Oversat til dansk af Henrik Ræder Clausen)

Den første del, der helt fra starten placeres solidt i fiktionens defekte konspirationståger, blander ‘radikaliseringen’ af særligt Uwe Mundlos sammen med forskellige begivenheder i den første del af 90’erne. Angrebet på asylcenteret Rostock-Lichtenhagen/Hoyerswerda – ingen greb ind, tilskuere klappede, Uwe Mundlos glædede sig. Nogle marcherer – en politimand får besked om at gøre noget, men griber ikke ind overfor stenkast mod ‘venstreorienterede’. En ældre mand vinker dumt grinende til demonstranterne fra en bank. Asylkompromisset fra 1992/1993 – Uwe Mundlos, i underbukser, råber at det kunne have været skrevet af dem (højrefløjen). Angrebet på Murrah Federal Building i Oklahoma 1995 – Uwe Mundlos mener, at man skulle gøre det samme.

Desværre er Uwe Mundlos død, så det gavner ikke meget at fremstille ham som drivende kraft i gruppen, i stedet bliver han projektionsflade for en bestemt politisk agitation. Men først og fremmest gælder det om at stille fru Zschäpe i et fordømmende lys, derfor fremstilles hun som den person, der opfanger ideerne og prøve at fremme dem – fru Zschäpes handlinger i stedet for Uwe Mundlos ord. Skuespillerinden Mühe ser derfor sigende direkte på tilskuerne på tre vigtige punkter i historien, et diskutabelt filmisk citat fra filmen ‘Le fabuleux destin d’Amélie’.

Anden del af serien prøver at fortælle historien fra ofrenes vinkel, men begrænser sig følelseslammet til en datter af en småkriminel tyrkisk blomsterhandler Enver S., der blev myrdet i september 2000 – hvad datteren senere udgav en bog om. Den døde tysker og hans hårdt sårede kollega blev – kunne det være racistisk? – ikke engang nævnt i serien. Efterforskerne fremstilles som uhæderlige og inkompetente. ‘Terror’, en ’sandhed’ som tilskueren allerede kender, er der demonstrativt ingen i sagen, der aner noget om. Det fremstilles som om de efterforskende myndigheders forbløffende dumhed først har gjort drabene mulige, som om der var statslig støtte til drabene. Dertil kommer en uretfærdig hverdagsracisme baseret på blindt had som et dagligt fænomen. Gudskelov slutter episoden med at Kansler Angela Merkel træder frem med sin beroligende sørgetale – et stykke forsoning, tak til Kanslerinde Merkel for det.

Den sidste episode med titlen ‘Formidlerne – kun for tjenstlig brug’ viser helt fra begyndelsen hele den store linje fra Martin Luther til brændende husbiler. Det propagandiske mål er: Martin Luther står næsten ubestridt for en særlig tysk kraft, først og fremmest sproglig og kulturel. Ifølge ideen er disse rødder onde, tyskernes kulturelle DNA er beskadiget og defekt. Som tidligere ‘Den Evige Jøde’ står nu ‘Den Evige Tysker’ som inkarnationen af ondt på jorden, rastløs i forandring og skadestifter. Efter denne blot antydede fornærmelse af seeren bliver beskyldningerne konkrete i løbet af filmen: NSU ‘Trioen’ skulle være skabt af den tyske efterretningstjeneste, derefter forsynet og sendt under jorden. Præsidenten for Thüringens efterretningstjeneste Helmut Roewer bliver afbildet som åbenlyst uvidende, der har et eller andet imod de kære venstreorienterede.

Den fiktive person ‘Alexander Melchior’, Helmut Roewers højre hånd, bliver tilskrevet psykopatisk-diabolske træk (Kunne det blot være et dumt tilfælde? ‘Melchior’, konge og lysets beskytter, spiller på ‘Lucifer’, bærer af lyset). Nogen forhindrer Thüringens politi i at efterforske sagen, og til sidst bliver et vigtigt vidne får deres efterforskning forhindret, og til sidst bliver et vigtigt vidne myrdet, naturligvis af ukendte gerningsmænd.

Den offentlige-retslige radio beskæftiger sig som i en konspirationsteori, og ser mystisk ned i det tyske sjælelivs afgrunde. Samtidig får man nu igen at vide – i fin samklang med det historiske kompleks – at på en eller anden måde er alle tyskere nazister, og at der må gøres mere mod ‘Truslen fra højre’, at enhver kritik af ‘Den Anden’ er forbudt (Mottoet for det kunne være: ‘Kritik er mord’), at enhver indvandrer i dette åndeligt fordærvede land kun kan komme med kærlighed, godhed og håb. Det eneste positive er, at instruktørerne og manuskriptforfatterne er så uduelige at de er ude af stand til at opretholde den ønskede manipulation effektivt igennem filmen. Det er derfor ikke lykkes at skabe et anti-tysk værk i stil med Veit Harlans anti-semitiske ‘Jøden Süss’ fra 1940. Kunstnerisk set er NSU-serien værdiløs, men det er synd at flere ret gode skuespillere synker til at være propagandister.

Man spørger sig selv om det, der bliver vist i serien, virkelig udgør det skræmmebillede af terror som man har fået at vide. Hvad kan man kalde det, hvis Mundlos og Böhnhardt virkelig har gjort hvad der hævdes? Det begrebsmæssige grundproblem i ‘Terrorisme’ er mangelen på en klar afgræsning af, hvad ordet egentlig dækker over. Derfor kan begrebet misbruges som politisk kampmiddel. En terrorist er bare mere end en banal morder, og når man bekæmper terrorister, sætter man sig selv og sine politiske kampanstrengelser på så høj en piedestal at næsten alle midler tillades for at slå igen: At insinuere at ens politiske modstander kunne gribe til vold er en moralsk retfærdiggørelse af, at man selv bruger vold – og jo mere radikal modstanderen er, desto mere radikalt må der reageres mod ham.

Men hvis man virkelig vil skelne meningsfuldt mellem ‘Terrorisme’ og andre kriminelle handlinger, må man stille visse krav. I det mindste må der være en politisk intention og et politisk mål for handlingen, da ‘Terrorisme’, sådan må det forstås, er vold som middel til at forme samfundet. Aktioner, som ingen tager alvorligt eller sætter ind i en sammenhæng, opfylder ikke sådan et mindstekrav. Aktioner, der ikke søger at opnå noget politisk mål, er ikke terrorhandlinger. Men sådan ser det ud for det, der antages om den såkaldte ‘NSU’: Der var tydeligvis ingen, der vidste noget om intentionerne bag handlingerne, ingen vidste hvem eller hvorfor, de blev begået. Det var politisk ubetydelige personer, der blev dræbt (der var, sammenlignet med islamiske angreb, også alt for få dræbte med alt for stor afstand), personerne var også (biologisk set) alt for gamle. Ingen forstod signaturen af det våben, det blev brugt hver gang. Der var ingen form for ‘Modstand’ eller politiske testamenter at finde. Og ‘Terrorisme’ var der ikke tale om.

Man må finde sig i, at sagen nok aldrig bliver ordentligt opklaret: Hvad der virkelig skete, hvorfor ti mennesker døde, og hvilken rolle personer fra den tyske efterretningstjeneste spillede. Den tykke tilfredshed med at terrorismen fra den ekstreme venstrefløj og fra islamisterne endelig havde et brunt modstykke, den hemmelige fryd ved fingeret rædsel, den ubegrundede moralske følelse af overlegenhed og højere menneskelighed, alt dette burde vige for den tålmodige vilje til at lade retsstaten opklare sagen, så vidt det faktisk er muligt. Drab er og bliver drab. Det er slemt nok i sig selv, og det burde være tilstrækkeligt for de moralister, der så ivrigt søger at slå politisk mønt af sagerne.

Oploadet Kl. 13:06 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


14. maj 2016

Filminstruktør Asger Leth laver film om ‘white supremacy’, fordi den demokratiske højrefløj vokser…

For et par dage siden skrev jeg om Kristian Leths irrationelle forhold til virkeligheden. Jørgen Leth har flere sønner, herunder filminstruktør Asger Leth. Han vil nu lave en film om højreekstremistiske skinheads, fordi den demokratiske højrefløj vokser. Fra Berlingske – Danske filmfolk bag historie om rå amerikanske skinheads.

“Lige så rå og ærkeamerikansk, historien er, lige så ærkedanske er folkene bag, når filmen ‘White Dog’ kommer til verden.

En historie om ‘white supremacy’ – et højreekstremistisk skinhead-miljø i Pittsburg i USA og samtidig en skæbnefortælling om to brødres udvikling i forhold til hinanden og ekstremistmiljøet. …

‘Jeg har kendt til Martins manuskript i årevis, men tiden er helt rigtig til at lave den nu, hvor en yderligtgående kandidat som Donald Trump i USA kan få næsten halvdelen af vælgernes opbakning til en politik, der før var forbeholdt ekstremister. Og ikke bare i USA, men også i Europa stormer højre­ekstremisterne frem – for eksempel le Pen her i Frankrig,’ siger Asger Leth.

‘… Jeg er mere interesseret i at prøve at forstå, hvad der skaber de her mennesker i stedet for at dømme dem fra starten. De er jo også mennesker som alle andre, og folk går og tror, de ved, hvilke motiver andre handler ud fra uden at ane det. Det er et spørgsmål om eksistens, og ekstremisme handler om et fravær. Hvor man så fylder de her fjendebilleder på og skaber sig en identitet og et fællesskab. Kan man så bryde ud af hundekoblet og ud af hadet igen? Det, synes jeg, er interessant,’ fortæller Asger Leth om nogle af filmens temaer.”

(Apropos: Mitten in Deutschland: NSU, Das Erste, 2016; se evt. Nazi-cellen, DR.dk/TV)

Oploadet Kl. 19:42 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper