4. april 2014

Historiker Dan H. Andersen: Kommunisme og nazisme minder om hinanden – er ‘lige umenneskelige’

Ikke alle historikere er håbløse. Fra Kristeligt Dagblad – Kommunisme regnes ikke for belastende (kræver login).

“Historikeren Dan H. Andersen er en kender af nationalsocialismen… Selvom han således fagligt har kigget ned i nazismens afgrund af diaboli, mener han ikke, at den ene totalitære ideologi har noget at lade den anden høre. …

Det undrer mig… at vi i København kan have en Café Castro og en Aksel Larsens Plads. Det er stadig nogenlunde accepteret, at være gammel kommunist, mens forbindelse til nazismen jo er komplet socialt ødelæggende.‘ ‘Københavns universitet har haft to betonkommunister som rektorer, Mogens Fog og Erik Skinhøj, hvad der stadig ikke regnes for stødende.

Olaf Olsen, rigsantikvar og redaktør af den mest indflydelsesrige nye danmarkshistorie, Gyldendal og Politikens, viste sig at have udfærdiget lister over klassefjender blandt kolleger til Moskva, da han var studerende. Man kunne så overveje, om det var til almindelig information, til interneringslejre eller til noget værre. Det gav ingen stor skandale, da det kom frem, næsten som var det en mindre ungdomsforvildelse.’

Dan H. Andersen mener, at kommunismen og nazismen ikke blot er lige umenneskelige, men at de to ideologier i det hele taget minder om hinanden.

‘Begge er de sekulære religioner, begge ser de frem til en apokalypse efterfulgt af tusindårsriget eller arbejderparadiset, begge satsede de på udryddelse af klassefjender eller urene racer og slog derfor et svimlende antal mennesker ihjel.’ …

Nazismen fremstår som ondskaben inkarneret?’ Naturligvis var den ond, men den er også et sammensurium af alt muligt. En kæmpe rodebutik. Den blander en bunke elementer fra europæisk kultur: oprør mod bylivets fremmedgørelse, kritik af kapitalisme og meningsløsheden i den moderne tilværelse, raceidéer – som jo var vidt udbredte før Hitler – vitalisme og det okkulte. Som hippierne og New Age-folkene meget senere skulle gøre det, dyrkede mange nazister ånden i jorden, ånden i træerne, tempelriddere, Tibet, vegetarisk kost, helse og så videre.’”



28. januar 2014

Svensk venstreradikal blev seksuelt forulempet af congoleser – Nu slået ned af nazister med hagekors

Set i lyset af det ideologiske udgangspunkt, så giver det god mening, men det er nu alligevel et paradoks. Jo mere venstreradikale ‘antinazister’ kræver magten på gadeplan, jo mere nazistisk vold forekommer det. Forleden oprettede venstreradikale en ‘Racismefri by’-afdeling i Sydhavnen, og nu har der så ifølge autonome sider været første nazi-overfald her i årevis.

For nogle måneder siden ville svenske venstreradikale på samme måde sætte sig på Stockholm-forstaden Kärrtorp , og vupti – første højreradikale overfald på venstreradikal demonstration i tretten år. Lige nu kan man læse i de store svenske medier, at samisk-svenske Mimi Märak forleden blev overfaldet af seks-syv nazister tæt på Kärrtorp. Jeg skal ikke udelukke det er sandt, men der er meget i sagen der virker påfaldende. Heller ikke i Sverige er det normalt at se seks-syv nazister med synlige hagekors på offentlig vej.

(Sveriges Radio, 27. januar 2014: Samisk artist misshandlad – misstänker nazister)

Svenskere ‘crowdsource’r på livet løs i sådanne mediehistorier, og det viser sig at den samiske queeraktivist for et par år siden var offer i anden sag. Under en bytur blev hun seksuelt forulempet af den 27-årige congoleser Tresor Kambeya Yangala, der i forvejen havde adskillige domme for vold. Herunder lidt fra de retslige dokumenter ved sagen, der kom for Stockholm Tingsrätt, den 6. februar 2012.

“Mimi Märak har i huvudsak berättat följande. Hon talade i telefonen med en väninna när tre män kom emot henne. En av männen stack in sin hand under hennes kjol och tog ett grepp om hennes rumpa, utanpå strumpbyxorna. Han hade ett tillräckligt grepp för att hålla kvar greppet. Männen omringade henne och kallade henne jävla fitta, jävla hora och jävla rasist. Hon kände sig arg, ledsen och kränkt och blev rädd för att bli våldtagen. Hon känner sig inte längre säker när hon går ut och går själv utan brukar be någon väninna att möta upp. Hon är säker på att det var Tresor Kambeya Yangala som tog henne på skinkan. Att uppgifter antecknade i polisförhör kan tyda på annat beror på att det tog tid att få det rätt i polisförhören.

Camilla Wennerstrand har berättat bl.a. att Mimi Märak stod med flera mörka killar och uttalade ‘släpp mig, släpp mig’, att Mimmi Märak var upprörd, ledsen och arg och pekade ut en person som tagit henne på rumpan.”

(Stockholms Tingsrätt, 6. februar 2013, B 16-184 10; Anonfiles)

Oploadet Kl. 15:44 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


19. januar 2014

Antifascistisk Aktions strategiske antifascisme (2013) – Hitlers etablering af ‘Sturmabteilung’ (1921)

I Antifascistisk Aktion-udgivelsen At knuse fascisme (2013), dedikeres flere kapitler til det teoretiske grundlag for ‘antifascisme’. Særligt interessant er kapitlet med titlen Antifascisme er en socialistisk strategi, hvor der over otte sider redegøres for nødvendigheden af ‘antifascisme’. Herunder en smagsprøve.

“Antifascismens historie er uløseligt knyttet til venstrefløjens historie, ligesom nutidens antifascistiske arbejde er det. Det giver ikke mening at se antifascismen som en bevægelse i sig selv med en selvstændig politisk dagsorden. Antifascismen er en strategi, der tjener det ene mål at bakke op om kampen for et frit socialistisk samfund. …

Strategiens funktion er at give venstrefløjen fred til at arbejde frem mod disse mål, i fred fra fascistisk repression, samt at skubbe fascistiske mobiliseringsforsøg tilbage. Disse to elementer hænger i reglen sammen, fordi fascisme altid medfører overgreb. At imødegå fascistisk mobilisering er således socialistisk selvforsvar. …

Hvis venstrefløjen, arbejderbevægelsen og andre progressive ikke kan mødes uden at frygte for chikane, hærværk og vold, så kan bevægelsen ikke organisere sig, kan vores politiske positioner ikke flyttes fremad.

I et socialistisk samfund vil fascismen have væsentligt dårligere vilkår end i kapitalismen… Indtil da vil fascistbevægelsens mobiliseringspotentiale variere i styrke med en vis uforudsigelighed. Her må venstrefløjen være parat til at forsvare sig selv…

Det rum som det antifascistiske arbejde skaber – en frihed fra fascistiske trusler og overgreb – bruges til at rykke venstrefløjens positioner frem. Jo stærkere de progressive kræfter står, desto sværere bliver det for fascister at angribe venstrefløjen. …

Det er dog essentielt at vi holder fast i antifascismen som et politisk projekt, drevet af strategiske beslutninger…” (s. 62-64)

(Adolf Hitler og Antifascistisk Aktion om sine kampe)

Herunder lidt fra Adolf Hitlers Min kamp (da. Min kamp), det teoretiske udgangspunkt for nationalsocialismen, hvis udøvere typisk vil være målet for den strategiske antifascisme i den internationale socialismes navn. Citaterne henfører til perioden 1919-21. (Bind II, København, 1966)

“Denne tid tvang os til selv at tage ånd i hanke med beskyttelsen af vore møder; øvrighedens beskyttelse kan man aldrig regne med; tværtimod kommer den erfaringsmæssigt altid fredsforstyrrerne til gode. Thi det eneste faktiske resultat af øvrighedens indgriben og politiets tilkaldelse var højt regnet, at mødet blev opløst. Og det var jo også de fjendtligsindede fredsforstyrreres formål.

Overhovedet har der ved politiet udviklet sig en praksis, som er det uhyrligste i henseende til retsstridighed, man kan forestille sig. Hvis det nemlig gennem en eller anden slags trusler kommer politiet for øre, at der er fare for sprængning af et møde, arresterer det ikke dem, der truer, men forbyder de andre, de uskyldige, at afholde mødet; denne klogskab er en normal politisjæl umådeligt stolt af. De kaldet det en ‘præventiv forholdsregel til at forhindre en lovstridighed’.

Den energiske bandit har altså til enhver tid midler til at umuliggøre anstændige mennesker deres politiske virksomhed. I roens og ordenens navn bøjer statsautoriteten sig for banditten og anmoder de andre om venligst ikke at provokere ham. Hvis nationalsocialisterne altså ville afholde møder på visse steder, og fagforeningerne erklærede, at det ville afføde modstand fra deres medlemmers side, satte politiet skam ikke disse truende fyre bag lås og slå, men forbød os at holde møde. Ja, disse lovens organer havde endog den utrolige frækhed utallige gange at meddele os dette skriftligt.

Hvis man ville beskytte sig mod den slags eventualiteter, måtte man altså sørge for, at ethvert forsøg på forstyrrelser kvaltes i fødslen.

Her må følgende tages med i betragtning: ethvert møde, som udelukkende beskyttes af politiet, diskrediterer arrangørerne i massens øjne. Møder, hvis afholdelse kun kan garanteres ved stort politiopbud, virker ikke hvervende, da forudsætningen for at vinde et folks lavere lag altid er en synligt tilstedeværende styrke.

Ligesom en modig mand lettere kan erobre kvindehjerter end en fej person, således kan en heltemodig bevægelse også snarere vinde folkets hjerte end en fej bevægelse, som kun holdes i live ved politiets beskyttelse.

Særlig af den sidstnævnte grund måtte det unge parti sørge for selv at forsvare sin eksistens, beskytte sig selv og gøre det af med den fjendtlige terror.” (s. 81)

Senere i bogen beskriver Hitler et møde der fandt sted i Münchner Hofbräuhaus, den 4. november 1921.

“Da jeg klokken et kvarter i otte kom ind i forhallen til Hofbräuhaus kunne der ganske vist ikke være nogen tvivl om, hvad meningen var. Salen var overfyldt og derfor afspærret af politiet. Modstanderne, der var kommet meget tidligt, befandt sig inde i salen, og vore tilhængere for størstedelen udenfor. Den lille S.A. ventede på mig i forhallen. Jeg lod dørene lukke til den store sal og befalede derpå de fem-seksogfyrre mand at træde an. Jeg foreholdt de unge mennesker, at de sandsynligvis i dag for første gang måtte bevise deres troskabmod bevægelsen, om det så skulle briste eller bære, og at ingen af os måtte forlade salen, hvis vi da ikke blev båret ud som lig; jeg ville selv blive i salen og troede ikke, at blot én af dem ville forlade mig. Men hvis jeg så en opføre sig som kujon, ville jeg personlig rive armbindet og partimærket af ham. Derefter opfordrede jeg dem til øjeblikkelig at gå på vedmindste forsøg på sprængning og tænke på, at det bedste forsvar ligger i angrebet. …

Foran mig, især til venstre for mig, sad og stod der lutter modstandere. Det var robuste mænd og unge fyre, for størstedelen fra Maffei-fabrikken, fra Kustermann, fra Isaria målerværkerne etc. Langs med salens venstre væg havde de allerede skubbet sig frem til mig bord og begyndte nu at samle ølkrus, d.v.s., de bestilte stadig mere øl og stillede de tomme krus under bordet. På denne måde opstod der hele batterier, og det ville have undret mig, hvis det var endt godt den dag. …

En lille psykologisk fejl, som jeg begik ved at parere en afbrydelse, og som stod mig klart i samme øjeblik, ordet var over minde læber, gav signalet til at slå løs.

Et par vrede tilråb, og pludselig sprang en mand op på en stol og brødede ud i salen: ‘Frihed!’ Ved dette signal begyndte frihedens forkæmpere på deres arbejde.

I løbet af få sekunder var hele rummet fyldt af en råbende og skrigende menneskemængde; utallige ølkrus fløj hid og did som skud fra haubitsere; indi imellem lød brag af stoleben, der brækkedes løs, og ølkrus, der knustes, skrål og hujen…

Spektaklerne var næppe begyndt, før mine ‘stormtropper’ – således blev de fra den dag kaldt – gav sig til at angribe. (s. 92f)

Flere bliver såret under kampene, men det lykkedes Hitlers Stormtropper at få ryddet hallen for ‘venstrefløjen’. Efter 25 minutter, da mødet er klar til at fortsætte, opløser politiet dog arrangementet.

“Denne ordensafdeling havde i begyndelsen ganske vist kun karakter af et mødeværn. Dens første opgave var begrænset: den bestod i at gøre det muligt at afholde møder, som uden dem ville være blevet forhindret af modstanderne.

Efter slaget ved mødet i Münchener Hofbräuhaus fik ordensafdelingen en gang for alle, til varig erindring om de fåtalliges heltemodige stormangreb ved den lejlighed, navnet stormafdeling. …

Hvor nødvendigt det var at organisere stormafdelingen, kunne vi ikke alene se ved et mindeværdige møde, men også ved vort forsøg på lidt efter lidt fra München at sprede bevægelsen ud over det øvrige Tyskland. Så snart vi forekom marxismen at være farlige, lod denne ingen lejlighed gå ubenyttet hen til at kvæle ethvert forsøg på et nationalsocialistisk møde i fødslen eller hindre det afholdelse ved sprængning. Det var ganske selvfølgeligt, at partiorganisationene for alle afskygninger af marxismen blindt dækkede enhver hensigt og enhver begivenhed af den art…” (s. 112)



16. januar 2014

Anders Breivik sprang lige ud som ‘etnonationalist’: Terror skulle ødelægge counterjihad-bevægelsen…

I sidste uge kunne EXPO Idag fortælle, at Anders Breivik har sendt internationale medier et brev, hvori han springer ud som fascist, og sågar postulerer at hensigten med terrorangrebene var at ødelægge counterjihad-bevægelsens omdømme. Vi har at gøre med en mand der mener kold kaffe er at betragtet som tortur, og herfra betragtet virker det som belejlig efterrationalisering. Breivik har måtte søge nye fæller, da han opdagede, at mord kun gjorde ham til helt hos nogle få ekstreme nationalister.

Kort referat sakset fra venstreradikale EXPO, der selvfølgelig ikke bruger Breiviks nye virkelighed til at rense multikulturens kritikere – Breivik vill deportera ‘illojala judar’.

“Terroristen Anders Behring Breivik har skickat ett brev till internationella medier. I brevet beskriver han sig som en kämpe för den ‘nordiska rasens överlevnad’ och kräver ett territorium för vita i Norge. …

I brevet har Anders Behring Breivik till viss del ändrat retorik från den han förde i sitt så kallade manifest. Han menar att han i manifestet förde en ‘counterjihadistisk’ retorik för att skydda ‘etnonationalister’ och istället sätta igång ett mediedrev mot antinationalistiska counterjihad-anhängare. Han kallar denna strategi för ‘dubbelpsykologi’.

Anders Behring Breivik hävdar att han strävar efter ett ‘rent nordiskt ideal’. Han menar att den ‘nordiska rasen’ håller på att utrotas och vill se att det bildas ett nazistparti i Norge likt Svenskarnas parti. …

‘Vi förlorade det europeiska inbördeskriget (andra världskriget)’, skriver Brevik….

Breivik identifierar även sig själv som en del i ‘Västeuropas fascistiska rörelse’.Breivik skriver dessutom att hans kärlek till Israel endast består i dess framtida funktion som en plats att deportera ‘illojala judar’.

Snaphanen var først med historien (I, II, III). Tjek også Robert Spencers kommentar hos Frontpage Mag.

Oploadet Kl. 16:06 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


20. december 2013

Sverige: Højreradikale angreb venstreradikal demo, venstreradikale er sagesløse ofre og militant modpol

Søndag var Kärrtorp i det sydøstlige Stockholm scene for en ‘Linje 17′-demonstration rettet mod lokale nationalsocialister. Selvom de svenske medier ofte tematiserer nazistisk vold, så hører det til sjældenhederne at venstreradikale angribes i forbindelse med demonstrationerne. Søndagens angreb var ifølge politiets pressetalsmand første gang i tretten år.

30-40 højreradikale fra Svenska Motståndsrörelsen (SMR) gik i samlet flok til angreb, lidt i stil med det venstreradikale angreb på Defence League-demo’en i Århus sidste år – men mere brutalt. De svenske medier skriver naturligvis ikke at der opstod sammenstød mellem parterne (som de plejer at gøre), men at nazister målrettet gik til angreb på børn og ældre.

I lighed med islamisterne arbejder den yderste venstrefløj med dobbelt bogholderi, og det kan være svært både at spille uskyldige ofre for nazi-vold, og samtidig agere militant modpol. Dagens Nyheter fortæller, at arrangørene af demonstration har anmeldt politiet fordi ‘de beskyttede nazisterne’, og ser man på Youtube, så er der flere videoer, der viser at demonstrationen på ingen måde bestod af sagesløse børn og ældre. Eksempelvis praler Tidningen Arbetet med at nazisterne måtte flygte ind i nærliggende skov, og man kan se 5-6 betjente ikke rigtig ved hvordan de skal stå i forhold til de to fronter.

En af angriberne blev stukket med kniv af demonstranterne, der ifølge Document inkluderede kommunistiske organisationer såsom Rättvi­separtiet Socia­lis­terna og Syn­di­ka­lis­terna samt de militante organisationer Antifascistisk Aktion og Revo­lu­tionära Fron­ten.

(Politibetjente klemt mellem Svenska Motståndsrörelsen og venstreradikale; Youtube)

Politi­kon­sta­bel M Ols­son fortæller historien på Blaljus.nu, officiel organ for Polisförbundet i Stockholm. “… vi blir angripna från båda falan­ger”.

“Då vi är 6 stycken utspridda på tor­get i kon­stel­la­tio­ner om 2, så kom­mer helt plöts­ligt ett fyr­tio­tal från SMR (Svenska mot­stånds­rörel­sen) och de såg allt annat än fred­liga ut. De är beväp­nade med kev­lar­hands­kar med kno­gjärn under, påkar och långa stö­rar, kni­var, nöd­bloss, knall­skott, egen­till­ver­kade sköl­dar, glas­flas­kor i mas­sor. En per­son beskrev det som i fil­men Brave Heart, i sekven­sen då alla sol­da­ter på angi­ven sig­nal skju­ter iväg sina pilar… det viner flas­kor och ste­nar på samma sätt mot oss och mot demon­stran­terna. Jag hin­ner tänka ‘nu går det åt hel­vete’

Som om inte detta räckte så bör­jar de som har den till­stånds­givna demon­stra­tio­nen att samla trupp, de är hundra­tals till anta­let, och även de beväp­nar sig med långa stö­rar, påkar, ste­nar, ste­gar, sto­lar mm.För oss blir situa­tio­nen än värre då vi blir angripna från båda falan­ger, och vi måste skifta fokus varenda sekund och värja oss mot våld frami­från och bakifrån tyvärr.

Oploadet Kl. 09:22 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


11. oktober 2013

Tom Carstensen renser luften: EDL er ikke en racistisk organisation, medierne har været unuancerede…

På New Statesman postulerer en George Eaton, at Tommy Robinsons retræte fra English Defence League, blot er en taktisk manøvre, i det han i virkeligheden slet ikke har ændret holdning. Ingen ved rigtigt noget endnu, men man har da lov at håbe, at Tommy Robinson stadig foretrækker Churchill fremfor Quilliam.

Robinsons farvel til English Defence League er ‘gefundenes fressen’ for medierne, også de danske, der i flere år har perfektioneret en virkelighedsuafhængig omtale af den engelske bevægelse. Tre indslag fra gårsdagens P1 Morgen, DR2 Morgen og P1 Orientering illustrerer helt præcist hvad der gik galt. Journalisterne begyndte at tro på egen propaganda, som den sobre Tom Carstensen fortæller DR2′s Anja Bo mellem linierne.

Det startede tidligt i går, da P1 Morgen havde interviewet Ph.d.-studerende Jacob Senholt om udviklingen. Han forsker i højreorienterede bevægelse, hvad P1 meget sigende betegnede som ‘højreekstreme bevægelser’. Fra indslaget – Højrekstremister i krise.

Intro, P1-vært: (larm) Sådan her lyder det når den højreekstremistiske gruppe English Defence League støder sammen med politiet under gadeprotester i London. Volden er dog nu blevet for meget siger stifteren, og derfor forlader han nu sin egen organisation.

Intro, P1-vært 2: Vi taler med en ekstremismeforsker om afskeden…

[...]

P1-vært: Vi skal til Storbritannien. Stifteren af den britiske højreekstremistiske gruppe English Defence League… Tommy Robinson har stået i spidsen af adskillige islamkritiske demonstrationer der har resulteret i vold og anholdelser.

P1-vært: (Tommy Robinson taler) … politisk islam spreder sig ud over landet, sagde han dengang til pressen sagde han dengang omgivet af maskerede tilhængere. … Jacob Senholt, God morgen. Ph.d-studerende ved Aarhus Universitet, og forsker i højreekstremisme i Europa.

Jeg har set flere interviews med Tommy Robinson i kølvandet på udmeldelsen, og han taler ikke om voldelige EDL’ere, men medlemmer der demonstrerer med bannere, han ikke føler repræsenterer ham. Højreorienteret er ikke det samme som højreekstremistisk, og racistiske banner er ikke det samme som vold.

Et par timer senere blev Tom Carstensen interviewet live fra London til DR2 Morgen, og han havde ikke meget til overs for indgroende journalistiske dogmer i relation til English Defence League. Indslaget bar titlen Leder forlader højreekstrem gruppe, og så var der ellers skridttæsk til DR2-vært Anja Bo.

Niels Krause-Kjær, DR2: Nu skal vi til en anden sag, som også er lidt problematisk, i hvert fald. Det er stifteren af den britiske højreekstremiske gruppe English Defence League, der har sagt farvel til sin egen organisation. Tommy Robinson har stået i spidsen for adskillige islamkritiske gadeprotester, der har resulteret i vold og masseanholdelser. Men nu forlader han gruppen, fordi den ifølge ham selv er blevet for ekstrem. Den 30-årige Robinson fortæller at han stadig vil bekæmpe Islam, men at han i stedet for vold og demonstrationer vil gøre det med, hvad han kalder demokratiske ideer…

Anja Bo, DR2: – og så kan vi sige god morgen til Tom Carstensen. Journalist bosiddende i London, der altså har fulgt English Defence League i en årrække. Hvad er det der sker i øjeblikket her.

Tom Carstensen, korrespondent: Han har ifølge ham selv, haft svært ved at styre på de interne linier, hvilke mennesker der er i organisationen. Der har i alle år den har eksisteret været en masse vedholdende historier, om at der var nogle nazister som forsøgte at infiltrere den, og nu synes han selv det er blevet for meget. Senest var der en demonstration i Manchester hvor der mødte nogle folk op med nogle nazistiske flag, og det er den første demostration han ikke selv har været til, og han er så ikke i stand til at holde disse mennesker ude længere, siger han. Han har været i fængsel i en periode, og der var der også nogle forsøg på at de vil overtage gruppen. … Han vil ikke lægge ansigt til folk, der har de her holdninger, fordi han ikke selv har dem, og det er det der sker.

Anja Bo: Så der er ekstrem, og lidt for ekstrem, måske ifølge Tommy Robinson. … Prøv lige at tage os med ind i English Defence Leagues selvforståelse her, for jeg synes jo ellers ikke det virker som om, det er en gruppe eller en organisation som sådan der er fred og frihedselskende vel.

Tom Carstensen: Frihedselskende. Hvis du sætter dig ned og læser hvad de siger, så har de aldrig sagt andet end at de elskede frihed. Der er nogen som læser mere ind i dem, men det er en enkeltsagsorganisation, og de bliver tit, synes jeg, en lille smule misforståede, og slået i hartkorn med sådan nogle totalitære grupper, skal vi sige nazistiske grupper. De har ikke sådan et stort partiprogram. De har en sag, at de bekæmper islamisme.

(Arkivbilleder i baggrunden: Det væltede hegn ved demonstration i Luton)

Anja Bo: Men lad mig lige prøve at spørge dig. Du siger, at der er en risiko for at vi opfatter English Defence League sådan lidt for unuanceret. Men altså der er jo tale om en gruppe her, som er erklæret racistisk ik’. De vil bekæmpe øh (bliver afbrudt før hun siger Islam, Kim)

Tom Carstensen: - Det er forkert!

Anja Bo: Forkert?

Tom Carstensen: De er ikke erklæret racistiske. Der er forskellige farver, for nu at tale lige ud af posen, også ved demonstrationerne. Jeg har selv været ved nogle af dem. Du ser både sorte, og der er også folk med pakistansk baggrund, som ikke er muslimer, som ikke er vilde med islamisme. Så det er simpelthen ikke rigtigt, når man kalder dem racistiske, når vi tager ordet racisme i den traditionelle forstand. Det handler om Islam og islamisme, som man er i mod.

Anja Bo: Okay, så. Man er simpelthen religionsfjendtligt, men i og for sig ikke i forhold til hvor folk kommer fra. Så blev det sat på plads. (sukker højlydt, og genvinder fatning) … Det lyder jo, som om, at der med Tommy Robinsons exit er åbnet op for en ubehagelig, eller en endnu mere ubehagelig udvikling. Er det rigtigt forstået?

Tom Carstensen: … han og Caroll har været grunden til at man har holdt de her ting i ave. … Hvis der er folk der har nogle mere radikale holdninger, så bliver det sværere at styre. Så vil vi se grimmere ting end vi har set tidligere.

Senere på dagen fortsatte Tom Carstensen analysen på Orientering på P1, og her supplerede han analysen med flere væsentlige detaljer.

Tom Carstensen: … politiets rolle skal også med her. De har været ganske hårde ved Robinson, og ofte underlagt ham forskellige restriktioner. Senest da han blev anholdt for at gå to minutter over tiden i sin tale, til en demonstration på kanten af Tower Hamlets. En del af London, og den del af Storbritannien, der har flest muslimer, og hvor borgmesteren er smidt ud af Labour for sine forbindelser til radikale islamister. … På et videoklip på Youtube, kan man se de to blive anholdt af politiet. Det lidt underlige er, at kort forinden er Kevin Caroll blevet angreb af hvad der formodes at være en mand med tilknytning til den yderste venstrefløj. Venstrefløjsaktivister mener Caroll gjorde noget ved venstrefløjsaktivisten inden, men det fremgår ikke at tidligere videomateriale. Det var ikke det de blev anholdt for. De blev anholdt for at obstruere politiet. Sagen skal for retten i næste uge. Der har været flere tilfælde på, at deltagere i EDL-demonstrationer har givet udtryk for deciderede racistiske holdninger, og fremvist symboler af den karakter. Derfor flød bægeret over for nyligt, i forbindelse med en demonstration i Manchester. (Robinson taler)

Tom Carstensen: ‘Den første demonstration jeg ikke var med til i tre år, var den i Manchester. Her så man White Pride-flag og andre ting der bestemt ikke repræsenterer mig.’ … EDL har også flere gange været forsøgt kuppet af folk med andre dagsordener. … Der var på intet tidspunkt under pressemødet, noget der tydede på, at han har ændret holdninger. Han er stadig imod det han ser som islamismens farlige indflydelse i Europa… Ligegyldigt hvad så vil en ny ledelse, der ikke nyder den samme respekt som Robinson har gjort det, kunne få problemer, med at holde balladen om ikke ved et minimum, så nogenlunde i ave. Men man skal også huske, at de fleste anholdte ved disse demonstrationer faktisk har været moddemonstrationer fra venstrefløjen.



6. august 2013

Politiken: Boston-jihadister var kun muslimer af ‘bekvemmelighed’, var påvirket af ‘højreekstremisme’

Anders Breivik forklarede i sit meget omtalte manifest, at han var inspireret af Rote Armé Fraktion og Al-Qaeda, uden at det af den grund har fået analytikere til at tvivle på hans ‘højreorienterethed’. Nu viser det sig så, at Boston-bombemændene tidligere havde interesseret sig for nationalsocialistisk litteratur, velsagtens fordi nationalsocialismens jødehad passer som fod i hose med islamismens ditto. Politiken aflirer en BBC-historie, der vender alt på hovedet. Fra Bostonterrorist læste højreekstremistiske bøger .

“De to brødre, Tamerlan og Dzhokbar Tsarnajev, der stod bag terrorangrebet under Boston Marathon i april, som dræbte tre og sårede over 100, er indtil nu blevet opfattet som uafhængige jihadister.

Men et fund af højreekstremistisk litteratur på den ældste bror, Tamerlans, bopæl tyder på, at de har været påvirket af højreekstremisme.

Flere bøger, som er fundet på Tsarnajevs bopæl, handler om motivationer bag massemord og om at nyde at myrde og lemlæste. Nogle højreekstremistiske bøger om hvidt overherredømme lovpriste Hitler og mente, at »han havde en pointe«.

[...]

Det var også først efter udelukkelsen fra boksekampen, at Tamerlan Tsarnajev konverterede til islam. Dog siger Nicole Mossalam, en talsmand fra Tsarnajevs moské i Cambridge, at hans engagement i det islamiske trossamfund var mangelfuldt.

»Han var mere muslim af bekvemmelighed«, siger hun til BBC.”

Oploadet Kl. 16:54 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


6. juli 2013

Auschwitz-Birkenau, 5. juli 2013

Hvor mellemstationen i Berlin var ren hygge, så var turen til Polen anderledes dyster. Vi skulle se KZ-lejren i Auschwitz, og lagde ud med en overnatning i Krakow samt et besøg på museet for Oscar Schindler, den nationalsocialistiske fabriksejer, der ene mand reddede 1200 jøder fra døden i Auschwitz-lejrene (Oświęcim).

Næppe var grænsen krydset til Polen, før man meget konkret erfarede, at vi var i et tidligere østland. De første 100 kilometer foregik på en ujævn og hullet motorvej, hvor det var umuligt at køre mere end 70 km/timen. Det lignede lidt ingenmandsland, og denne lidet beboede del af Polen bar tydeligt præg af det kommunistiske arv. Trøstesløshed, kilometer efter kilometer.

Da vi kom længere ind i Polen var det hele mere moderne, og Krakow viste sig at være en skøn storby uden al den multikultur der har gjort Berlin til en blandet fornøjelse. Jeg så enkelte med islamiske tørklæder, men Polen er katolsk, og vil formentligt også være det om 200 år. Butikscenteret Galeria Krakowska og området omkring var trygt, også om aftenen, men landet har heller ingen velfærdsstat der belønner kulturimperialister.

Oscar Schindlers emaljefabrik er i dag også en slags besættelsestids-museum for Krakow-området, og her blev historien fortalt uden omsvøb. Her sås eksempler på nationalsocialistisk propaganda, hundredvis af billeder og dokumenter fra krigsårene, herunder billeder af en polsk ‘bondehær’ samt forsider fra diverse undergrunds-udgivelser, de fleste kommunistiske. Bemærk trepile-logoet – samme bruges i dag af venstreradikale anti-demokrater.

Museet lå i et industrikvarter, og flere museer var anlagt i nærheden. På Museum of Contemporary Art, fik vi en kop kaffe inden den videre færd, og her så jeg for første og eneste gang i Polen studerende med fine Macs og det helt rigtige universitære look. De følte sig sikkert hjemme ved siden af Guantanamo-værket ‘Honour bound to defend freedom’. Jeg gjorde ikke.

Dagen efter kørte vi til Oświęcim, og den tidligere kaserne som Hitler gjorde til en af historiens største udryddelseslejre.

Mere end 1.300.000 blev myrdet under krigen, hovedsageligt jøder, men også Jehovas vidner, modstandskæmpere, russiske krigsfanger, sigøjnere, homoseksuelle, handikappede og dværge (!). ‘Arbeit macht frei’-skiltet tronede over indgangen, og så var der ellers blok efter blok med minder om krigens gru. Ikke ved almindelige krigshandlinger, men ved regulær udryddelse, de fleste i dertil indrettede gaskamre. Ikke alt var bevaret, men historien blev fortalt dokumentarisk på en sober måde. Historiefortælling med respekt for ofrene.

Set herfra er det interessant, at polske venstreorienterede så vidt jeg kunne forstå, ikke brugte lejren politisk mod højrefløjen. Polakkerne husker også Øst-blokken, og Stalin er ikke glemt. Jeg så en enkelt fyr der kunne ligne en autonom, men ellers var de fleste vestlige turister, herunder et kontingent israelske soldater af begge køn, der var på en slags dannelsesrejse.

Umiddelbart skulle man tro de mange besøgende gik rundt med tårevædede øjne, men selvom det gjorde ondt at se enorme bunker af afklippet hår, og tusindvis af ofre-portrætter med tomme blikke, så fik man uværgeligt en mærkelig distance til tingene.

Dansk Kurt Hansen, en af de få der overlevede Auschwitz.

Auschwitz’ mange blokke med menneskeskæbner, herunder Josef Mengeles eksperimentelle blok, gjorde selvfølgelig indtryk, men det var mere helheden der satte sig spor. Man slår ikke en mio. ihjel uden for en form for logistik, og med krematorierne og træ-barakkerne i Birkenau var ondskaben sat i system i en grad det er svært at sætte ord på.

Det lykkedes enkelte at flygte, men skydetårne, elektriske hegn, og flere rækker af pigtrådshegn, gjorde det til en næsten umulig opgave. Udryddelsen gik hurtigst i Birkenau, og selvom der boede 300 i hver barak, så ville det tage mere end en time at gå nonstop langs yderste pigtrådshegn. Hvor internerede i Auschwitz typisk fik lov at leve i nogle måneder, så gik det anderledes stærkt i Birkenau.

Fra hele Europa ankom jøder med tog direkte ind i lejren, og mange uarbejdsdygtige blev ledt direkte til gaskamrene. Ved det ene krematorie stod kvinder og børn og ventede på sin skæbne mellem træerne. Alene tanken.

Selvom lejrene velsagtens er Polens største turistattraktion, og mange i dag ernærede sig af museet, så var der forbavsende lidt kommercielt over det hele. Lejrene er en del af Polens historie, og den skal selvfølgelig fortælles – men civile polakker der bor i området har ikke behov for at høre om den dagligt. De fleste ældre i Krakow-området, har på den ene eller andet måde haft historiens gru tæt inde på livet.

Artikler på Uriasposten bør ikke have mere end 30 billeder, men denne post bliver en undtagelse.

Fra Auschwitz.

Tre kilometer fra Auschwitz lå Birkenau-lejren, og det var her udryddelsen kulminerede. Bemærk størrelsesforholdet.

Fra Birkenau.

Ved et af vagttårnene nær Birkenau’s ‘Canada’-afdeling, langt fra turisterne ved hovedindgangen, så jeg et par rastende hvide storke. De dannede en mærkelig kontrast til bygningernes iboende uhygge. Vi kørte direkte til Danmark, mange oplevelser rigere.

Oploadet Kl. 19:18 af Kim Møller — Direkte link50 kommentarer


27. maj 2013

Intet nyt fra Rådhuspladsen: Facebook’s ‘Nej til moskeer i Danmark!’ kunne ikke få danskerne på gaden

Set fra et nationalt perspektiv har ingen dansk Facebook-gruppe har så stor succes, som ‘Nej til moskeer i Danmark!’. I skrivende stund har hele 143.921 tilmeldt sig gruppen, et uhørt højt tal der bekræfter det, alle ved i forvejen – Danskerne er trætte af Islam. Med udgangspunkt i gruppen blev der søndag demonstreret mod Islam på Rådhuspladsen i København, og som man kunne forvente, så mødte der meget få op, der ikke i forvejen har markeret sig politisk.

På den måde kom heilende nationalsocialister til fremstå som repræsentanter for moské-modstandere, hvad vil gøre det endnu sværere at lave en folkelig demonstration mod Islam en anden gang – med eller uden militante fra Antifascistisk Aktion på sidelinien.

(Deltager til demonstration arrangeret af ‘Nej til moskeer i Danmark!’; KP-NET på Youtube)

Det er svært at tro på den slags demonstrationer fremover, og det kræver vel næsten et borgerkrigslignende scenarie for at få den gennemsnitlige dansker til at markere sig offentligt. Middelklassen kan være nok så meget imod Islam og moskeer, men deltager ikke i en demonstration, hvor man risikerer at blive overfaldet før, under og efter – og herefter risikerer at se sig selv i medierne stå skulder ved skulder med heilende nazist.

Enhedslisten havde på forhånd anmeldt en demonstration foran Frihedsmuseet, men der var Enhedslisten-bannere i den ikke-anmeldte moddemonstration politiet stoppede og flyttede til Dantes Plads ved Glytoteket. Herunder et par stemningsindtryk.

“Cirka 30 højreradikale demonstranter med budskabet »Danmark for danskere« mødte i formiddag op på Rådhuspladsen, tæt fulgt af en en endnu større skare betjente klædt i kampuniformer. … Gruppen ‘Nej til moskeer i Danmark’ havde fået stor opbakning på Facebook, hvor mere end 600 forinden havde meldt deres medvirken. Men arrangøren bag demonstrationen dukkede aldrig selv op.” (Politiken)

Bag Rådhuspladsen reklameres meget symptomatisk for det islamiske tørklæde, islamismens flag.

Oploadet Kl. 16:52 af Kim Møller — Direkte link54 kommentarer


7. maj 2013

Rune Selsing om de autonome: “Det er en historisk tilfældighed, at de ikke har hagekors på armen.”

Kommentarer fra regeringspolitikere efter 1. maj-seancen i Fælledparken, illustrerer hvor skidt det står til med venstrefløjens viden om de folk, de med jævne mellemrum demonstrerer sammen med. Som anklageskriftet i den verserende sag mod Antifascistisk Aktion fortæller, så er det ikke blot folk der “kan finde på at ty til vold, når de er ophidsede”, for nu at citere Pia Olsen Dyhrs absurd-naive skudsmål.

God blogpost af Rune Selsing om en anden blind plet – Fascismen var rød fra begyndelsen.

“Er der ved at opstå en ny rød fascisme i Danmark? Den bekymring udtrykte SFs handelsminister Pia Olsen Dyhr efter at være blevet slået og sparket af autonome stormtropper 1. Maj i Fælledparken. Ministerens meget sene opdagelse af de sortklædte voldsmænd er naturligvis udtryk for et monumentalt hykleri. Men bedre sent end aldrig. Hvis den pæne del af venstrefløjen endelig har fået øjnene op for den røde fascisme, er det en god lejlighed til kigge nærmere på den. …

Vi kunne pege på så indlysende forhold, at nationalsocialisme selvsagt hører til den socialistiske familie. At raceteorierne var populære på den avantgardistiske venstrefløj. At Stauning beundrede Tysklands planøkonomi. At Himmler var en dyrevelfærdsaktivist, Hitler økolog og Hess fortaler for helbredelse gennem urter. At nazisterne var pionerer i folkesundhedspolitik og at Hitler Jugend officielt mente, at ‘ernæring ikke er en privatsag!’. Det er pudsige eksempler set med nutidens briller, men ikke eksempler, der for alvor gør os klogere på de dybereliggende ideologiske tanker bag nationalsocialismen. …

Og så var Hitler i øvrigt ikke den første fascist. Grundlæggeren af fascismen er som bekendt Benito Mussolini, og selvom han ofte opfattes som en endnu større fladpande end Hitler, var det ingenlunde tilfældet. Mussolini var en førende socialistisk intellektuel, der som chefredaktør på tidsskriftet Avanti! var anerkendt af ‘fine folk’ som Gramsci og Lenin.

… Faktisk var han et modefænomen blandt de mest progressive på venstrefløjen. I 1920ernes USA var han eksempelvis den mest populære og mest omtalte internationale person. I 1933 blev han portrætteret af Hollywood som en helt og Italiens redningsmand i filmen ‘Mussolini Speaks’. Han var både intellektuel, latinolækker og et sexsymbol. En tidlig Che Guevara. …

At Mussolini overhovedet blev placeret på højrefløjen skyldes, at han ragede uklar med det socialistiske parti. Da første verdenskrig brød ud, bifaldt han krigen, ligesom store dele af ungdommen og den kunstneriske avantgarde. Det kostede ham imidlertid partimedlemskabet. I stedet stiftede han i 1919 den fascistiske bevægelse som en pro-krigs socialistisk bevægelse med programpunkter som sænkelse af valgretten til 18, stemmeret til kvinder, afskaffelse af adelstitler, indførelse af minimumsløn og arbejdstidsbegrænsning, ekspropriation af formuer og af kirkelig ejendom og nationalisering af våbenindustrien. Ikke langt fra de børnerevolutionære i Enhedslisten.

Mussolini beskrev sit ideologiske grundlag som en fusion af Marx, Nietzsche og Sorel. Nutidens venstrefløjs store helte. Han erkendte, at identiteten som arbejderklasse aldrig ville kunne mobilisere nogen revolution på tværs af grænser. Kun national identitet kunne bruges til en sådan mobilisering. Fra international socialisme til national socialisme.

Det intellektuelle grundlag bag den fascistiske ideologi var således et korrektiv til den verdensfjerne pseudovidenskabelige idé, om at denne verdens proletarer var forenet i kampen mod kapitalismen. Fascismen er en variant af socialismen, men ikke væsensforskellig. I dag udgøres autonome også af så umiddelbart forskellige strømninger som autoritær stalinisme og anarkosyndikalisme. Ingen udefrakommende kan kende forskel.

Historien om det 20. Århundrede er historien om socialistiske ideologier, der gik amok. Og om den liberal-konservative angelsaksiske tradition, der blev glemt undervejs, men vandt til sidst. Vore dages autonome er fascismens sidste skvulp. Det er en historisk tilfældighed, at de ikke har hagekors på armen.

Oploadet Kl. 14:42 af Kim Møller — Direkte link48 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »