Zenia Stampe mener det er barbari at opsige FN-konventionen om statsløse, og siger hermed indirekte en hel masse om de mange lande der ikke har underskrevet traktaten, herunder de arabiske, palæstinensernes kampfæller. Zenia Stampe for fuld udblæsning i Politiken – Venstres komiske Jørgensen hallucinerer om statsløse.

“BT kører i dag en historie om, at ‘To mulige terrorister får dansk statsborgerskab’.

Substansen er, at Danmark har forpligtet sig til at leve op til FN’s konvention om statsborgerskab og børnekonventionen.

Hvis vi skal leve op til vores internationale aftaler, så er vi nødt til også at give statsborgerskab til mennesker, der ifølge PET kan udgøre en eventuel fremtidig sikkerhedsrisiko. …

Meningen var – og er – at udrydde statsløshed. … Der er altså ikke tale om ‘et hul i konventionen’. Der er ikke tale om, at Danmark kan vælge og vrage mellem hvilke statsløse, som vi ønsker at give statsborgerskab til.

Meningen med konventionen er netop – netop! – at forpligte stater til at give statsborgerskab, også når det er vanskeligt. Til gengæld fordeles denne forpligtelse over alle de stater, der har tiltrådt aftalen.”

DR’s måling er lavet i samarbejde med Danmarks Lærerforening, og skal derfor tages med et gran salt. Det er dog alligevel påfaldende, at det klart største lærerparti lige nu er Enhedslisten. Et parti der arbejder for en kommunistisk revolution, med alt hvad dertil hører. På andenpladser kommer meget sigende de blanke stemmer.

(DR Online, 15. april 2013: Chok-måling: Lærerne flygter fra regeringspartierne efter lockout)

“I DR Nyheders politiske måling står Enhedslisten til at blive det nye, store lærerparti. Ved det seneste valg kunne det lille venstrefløjsparti kun trække ni procent af lærernes stemmer. I dag ville Enhedslisten få en tredjedel eller 34 procent af stemmerne blandt de 40.000 folkeskolelærere.”

Ph.d. Marie Juul Petersen fra Institut for Menneskerettigheder argumenterer i Politiken, for at danske politikere skulle indlede et pragmatisk samarbejde med OIC, der på sigt kunne give en konstruktiv dialog om tungere emner. Jacob McHangama hudfletter – Institut for Menneskerettigheders hvidvaskning af OIC.

“I en analyse i Politiken den 9. april plæderer Marie Juul Pedersen (MJP) fra Institut for Menneskerettigheder for, at den islamiske samarbejdsorganisation OIC vil være en god partner for Danmark, når det gælder pragmatisk samarbejde om bl.a. nødhjælp, konfliktforebyggelse og børns rettigheder. Det er stærkt overraskende, at en repræsentant fra Institut for Menneskerettigheder fremsætter ønske om tættere samarbejde med OIC. For det er netop OIC landenes systematiske krænkelse af menneskerettigheder og OICs tavshed overfor og i nogle tilfælde aktive fremme heraf, der gør, at Danmark fortsat bør holde OIC på god afstand.

MJP undlader dog fuldstændig at nævne de massive og systematiske krænkelser af menneskerettigheder, man ellers skulle mene var Institut for Menneskerettigheders fornemmeste opgave at forsvare.

MJP nævner at OIC landenes mangeårige forsøg på at indføre et forbud mod ”religionskrænkelse” medførte ”principiel uenighed” om ytringsfrihedens grænser mellem bl.a. Danmark og OIC landene. Men MJP tager ikke stilling til, om OICs krav om forbud mod religionskrænkelse var i overensstemmelse med ytringsfriheden…

Værre endnu er MJPs totale tavshed i forhold til OIC landenes systematiske menneskerettighedskrænkelser og fortielsen af det faktum, at OIC på intet tidspunkt har problematiseret dette forhold, mens organisationen kaster sig over det mindste anløb til kritik af Islam i Vesten.

MJP kunne ellers have startet med at kigge på OIC landenes Menneskerettighedsinstrument; ”Cairo-erklæringen om menneskerettigheder i Islam” fra 1990. Ifølge erklæringens artikel 24 skal alle rettigheder i Cairo-erklæringen fortolkes med forbehold for overensstemmelse med Sharia-lovgivning, og i henhold til artikel 25 er det alene Sharia lovgivning, der skal være afgørende i tilfælde af fortolkningstvivl. Selvom der kan være forskellige fortolkninger af Sharia-lovgivning, kan der ikke være tvivl om, at selv den mindst intolerante version, er i strid med en række af de mest basale menneskerettigheder. Det blev da også fastslået af den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i en sag fra 2003. Det forhold, at en international organisation sætter religiøs lovgivning over internationale menneskerettighedsstandarder burde i sig selv være nok til, at Institut for Menneskerettigheder råbte vagt i gevær. …

Hvorfor skulle Danmark arbejde tættere sammen med en organisation, som mener, at kritik af islam er en krænkelse af religionsfriheden, mens dødsstraf for frafald ikke giver anledning til problemer? Burde det ikke være Institut for Menneskerettigheders rolle at problematisere, snarere end at hvidvaske OIC?“

Tidligere sikkerhedsofficer Knud Rasmussen er ikke den eneste der bemærkede fænomenet han beskriver i artiklen. Islamforsker Jørgen Bæk Simonsen pointerer i en projekt-evaluering fra 1990, at ‘den helt store adfærdspsykologiske forskel’ mellem danskere og palæstinensere er sidstnævntes ‘aggressive adfærd’, hvad han betegner som en ‘kulturelt tillært kriseløsning’. Senere i karrieren beskyldte han andre forskere for ‘kulturracisme’. Fra den officielle hjemmeside for Foreningen af officerer udenfor aktiv tjeneste –
De Statsløse Palæstinenseres Ankomst.

“En sag, jeg som sikkerhedsofficer ved Luftværnsgruppe blev blandet ind i, var, da de statsløse palæstinensere i stort tal ankom til landet for at søge om asyl. Da Arafat efter flere års ophold i Libanon i 1987 blev udvist af Libanon og rejste med sin stab til Tunis, bevirkede dette, ifølge PLO´s politiske leder Salah Salah udtalelse til Jyllandsposten i marts 1993, start af ”eksporten” af statsløse palæstinensere, der var resultatet af en arabisk planlagt evakueringsplan, idet palæstinenserne aldrig ville kunne blive integreret i Libanon. Ifølge samme PLO-leder var det lykkedes at få sikret asyl til næsten 100.000 palæstinensere fra Libanon i vestlige lande blandt andre Danmark, Sverige, Norge, Canada og det daværende Vesttyskland i spidsen.

Luftværnsgruppen fik til opgave midlertidigt at huse ca. 400 palæstinensere, hvorfor der blev oprettet en teltlejr på Flyvestation Kongelundens fodboldbane bestående af godt 20 store, 20 mands mandskabstelte, hvortil kom et spisetelt og et køkkentelt m.m. Dansk Røde Kors stod for lejrens drift, hvilket voldte stort besvær. Asylansøgerne var mænd i alderen 18 -22 år. De var vokset op i Libanons borgerkrig, hvor de havde opholdt sig hos diverse militser, uden skolegang. De var ustyrlige og rastløse og mange utvivlsomt psykisk syge, og stillede hele tiden krav til Røde Kors ledelsen om forbedrede forhold.. Major Svend Bergstein, senere landets første forskningsminister, der var chef for en HAWK eskadrille på stedet, havde fået pålagt et vist overopsyn med forholdene. …

Palæstinenserne krævede at blive indkvarteret og bespist på selve flyvestationen. Hvilket blev nægtet dem. Som følge deraf brændte de en nat deres spisetelt ned og en anden nat skete det samme med køkkenteltet. Jeg inspicerede sammen med Bergstein lejren en dag, den lignede en svinesti, det flød med papir og affald. Vi opsøgte Røde Kors ledelsen på stedet. Da de var bange for deres klienter, som var helt uden for pædagogisk rækkevidde, havde de låst sig inde på deres kontor på selve flyvestationen. Vi klagede over svineriet i lejren og forslog, at der i hvert telt blev valgt en teltformand, der skulle sørge for lov og orden, og herunder rengøring. Dette turde Røde Korsfolkene ikke forlange og i stedet blev resultatet, at der kom et rengøringsfirma to gange om ugen og gjorde rent for Røde Kors` regning.

Efter få måneders forløb slap Luftværnsgruppen for denne meget ubehagelige opgave.

Så fulgte flere års politisk tovtrækkeri, afviste asylansøgere, sultestrejker i stor stil på de forskellige asylcentre. … Til sidst gav det bonus. Et flertal uden om regeringen bestående af de Radikale, med Elisabeth Arnold som hovedindpisker, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten vedtog, uden om regeringen, særloven den 3. marts 1992. Den gav opholdstilladelse i Danmark til 321 statsløse palæstinensere fra Libanon, der havde opholdt sig i Danmark i mindst 12 måneder og ikke havde fået opholdstilladelse på andet grundlag. …

En undersøgelse i 2003 har vist, at af 321 personer som loven har givet fast opholdstilladelse i Danmark er 135 siden dømt for kriminalitet, og af det samme antal er 238 svarende til 74 pro cent på overførselsindkomst.

At nuværende oberstløjtnant Bergstein og undertegnede, nu begge for længst pensionerede, med undren og skepsis overfor lovgiverne på venstrefløjen, har fulgt sagen fra 1987 til 1992, siger sig selv. At vi ikke endte som racister efter den historie er et Guds under.“

Ekstra Bladet skriver, at det famøse Nørrebro-opslag jeg bloggede tidligere på ugen, er opsat af det kommunistiske netværk ‘Københavner Kommunen’. Det undrer ikke at kommunister hader ordensmagten, men det er vel stort set det samme talsmanden for Kriminalforsorgsforeningen sagde tirsdag på DR Update, hvor han kommenterede Venstres forslag om en hårdere kurs mod bandemiljøerne. Kriminalforsorgsforeningen er en fagforening for lærere og pædagoger i Kriminalforsorgen. TV-avisen klippede det fremhævede fra.

John Hatting, Kriminalforsorgsforeningen: Det der med at lave længere straffe og smide folk ud af landet, det meste af den slags er signalpolitik, og det er fjollet – og det er kun med til at skærpe tonen mellem dem og os. At banderne og indvandrerne bliver dæmoniseret yderligere.

Kriminelle udlændinge er uønskede. Ekstra Bladet sætter ansigter på: Ismael, Fouad, Amer, Hussein…

Angrebet på Lars Hedegaard, som jeg mere overordnet set som et proxy-angreb på dansk islamkritik, har haft flere forgreninger. Før Krasniks Deadline-inkvisition var der det overfortolkede køkken-interview, og før det blandt andet hysteriet relateret til en tale han holdt i Canada, oktober 2010.

Hvor de to første sager fik fuld dækning i MSM, så nåede Netavisen P77′s karaktermord ikke langt omkring. Ekstra Bladet’s David Andersen skrev en online-artikel om sagen den 4. november 2011, hvor det hævdedes at Trykkefrihedsselskabet samarbejdede med terrorister. Intet mindre. De trykte medier fravalgte af indlysende årsager historien. Dokumentationen var ikke i orden.

(Fyens Stiftstidende. 21. marts 2013)

Torsdag i sidste uge benyttede Fathi El-Abed ikke desto mindre lejligheden til at gentage postulaterne i en kronik i Fyens Stiftstidende. Fra I flirt med volden (ikke online).

“… har en mand, der flirter med volden, et krav på uforbeholdne støttetilkendegivelser? Lars Hedegaard var i 2010 i Toronto i Canada for at tale om: “… at tiden er inde til at mobilisere og organisere en modstand mod The New World Order og den muslimske invasionshær”, ifølge netavisen P77. …

Hedegaard var inviteret af organisationen Jewish Defense League (JDL).

Den beskrives af det amerikanske forbundspoliti (FBI) som en ekstremistisk og voldelig højreorienteret terroristgruppe, hvis medlemmer ifølge FBI’s statistikker har udført ikke mindre end 15 terrorangreb i USA.

Hedegaards foredragsturné var arrangeret af JDL. Foredragene blev annonceret på JDL’s hjemmeside og på plakater, hvor de blev præsenteret som et samarbejde mellem JDL Canada, Toronto Zionist Council, David Horowitz Freedom Center og Hedegaards eget International Free Press Society, den internationale version af Trykkefrihedsselskabet. Meget tyder altså på, at Hedegaard virker som en slags inspirator til voldelige individer og organisationer. …

I nogle af de mindre beundringsværdige udtalelser fra Hedegaard i Toronto og efter at han kunne konstatere, at vi er i krig med islam, så hedder det: “..

politikere som modarbejder os, skal fjernes fra deres embede med magt…” og videre, at “de, som har været med til at sætte os i den situation, skal straffes økonomisk og med fængsel”.“

Jewish Defence League (JDL) nævnes ganske rigtigt i en FBI-rapport om terrorisme fra 2001, men det drejer sig om enkeltpersoner, og gruppen har aldrig optrådt på hverken CIA’s, EU’s eller Canada’s terrorliste. Det giver næsten sig selv – vestlige lande tillader selvfølgelig ikke terrororganisationer at afholde offentlige arrangementer. Uanset hvordan man vender og drejer det, så var og er JDL ikke en terrororganisation.

Fathi El-Abed henviser lidt tvetydigt til P77′s bizarre oprids af Toronto-talen, og citerer også selve talen. Den foreligger i fuld tekst på Europenews, og er helt uproblematisk, og bør næsten læses i sin helhed. Der er for eksempel intet om ‘den muslimske invasionshær’, og det det der betegnes som ‘modstand mod The New World Order’, er helt udramatisk modstand mod det herskende konsensus.

“If you have difficulties telling the two Larses apart, I’m the one from Denmark. Vilks is from Sweden. … Let me start by talking about the new world order we’re living under. Here’s an item that I read today in the Danish newspaper Politiken. It talks about the recent Swedish elections that took place on September 19th this year…” (Lars Hedegaard, Toronto-tale, 1. oktober 2010)

Fathi el-Abed forsøger afslutningsvis, at problematisere Hedegaards tanker om bevæbning. Han ignorer blot, at udgangspunktet er selvforsvar, og straffen helt i tråd med politiske traditioner i Vesten.

“Now, if the State does not protect its citizens, according to that social contract, then the citizens should have the right to sue the state for not upholding its obligations to protect our freedoms, to protect our personal security, to protect our property. And politicians who do not uphold it, or the state that doesn’t should of course pay through their noses. And they should be punished, and removed from office.”

Her lidt af det Fathi El-Abed & Co. ikke citerer, der rammer lige ned i hjertet af Krasnik-debatten.

“… I certainly hope that we shall one day meet ‘moderate’ Islam. It hasn’t happened yet. They have had 1400 years to develop this ‘moderate’ Islam. It does not exist as I speak here.

What we can see around us are moderate Muslims, that’s a different thing. Islam as such is radical, it is, as I explained, supremacist, imperialist, genocidal and anti-semitic. Luckily, there are some Muslims who are not very obedient, Muslims who would like to live in a civilized manner with the rest of us. They, however, do not call the shots.”

Hvis man vil lave et karaktermord på Fathi El-Abed, så behøver man ikke snyde på vægten. Man kan citere hans groteske apologi for Saddam Husseins Baath-parti i Irak, men man kan også se lidt på Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, som han i flere år har stået i spidsen for. Et hurtigt kik på Facebook-gruppen for sidstnævnte forening, giver blandt andet en opslået mindeartikel om George Habash.

George Habash var med til at grundlægge Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP), og ledende medlem i årtier, hvor gruppen stod bag adskillige terroraktioner, herunder de berømte flykapringer. PFLP figurerer i modsætning til Jewish Defence League på CIA’s og EU’s terrorlister.

(opslag af PM. Allarp, Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening på Facebook, 30. januar 2013)

Debat om den ‘problematiske ulighed’ og nødvendigheden af ‘maksimumslønninger’ hørt i et samtaleprogram på P1 i går, hvor tre der mener det samme folder sig ud i forhold til det danske skatteniveau. Her blot et citat fra Vi ææælsker at betale skat (Netværket, P1, 16. marts 2013)

Jan Guldmann, næstformand for 3F i Randers: Vi har jo hørt noget med en Doven-Robert eller en Carina, der ikke har behov, se det er det jeg går og betaler penge til. Så bliver sådanne enkelte eksempler, der kommer til at præge det hele. Og så kan vi gå lidt tilbage og se, at sådan startede det jo også i 30′erne nede i Tyskland, og så videre ik’. Det er rigtigt farligt…

En næsten analog kommentar af filosof Kasper Lippert-Rasmussen i dagens Politiken – Derfor er venstrefløjens hykleri et problem.

“Den danske politiske debat er meget fokuseret på at afsløre politikeres hykleri. Særligt almindeligt er det, at anken om hykleri rettes mod venstrefløjspolitikere. … Groft sagt hykler man, når man siger til folk, at de bør gøre en ting, og man så samtidigt gør noget helt andet. …

En person, der stiller store krav til sig selv og andre og derfor ikke overraskende ofte fejler, er måske en bedre person end en, der stiller små krav til sig selv, men som altid lever op til dem!

Det andet forhold er det demokratiske problem, der kan ligge i, at pressen er så fokuseret på at afsløre politikeres hykleri, som tilfældet er. For politikere tilhører generelt den bedst stillede del af befolkningen. Det betyder, at jo mere egalitaristiske principper, de tilslutter sig, jo mere sårbare er de generelt over for anker om hykleri.

Hvis man mener, at børn bør gå i folkeskolen, så er man mere sårbar over for en anke om hykleri, fordi ens egne børn går i privatskole, end hvis man mener, at det kan være lige så godt at sende sine børn i privatskole som i folkeskole. …

Hvis den demokratiske proces derfor i væsentlig grad er båret af debatter mellem forskellige velstillede borgere, så kan der være en systematisk bias, der stiller de politikere, som fremfører anti-egalitaristiske synspunkter, bedre end politikere, der fremfører egalitaristiske synspunkter. De sidstnævnte risikerer nemlig langt oftere, at de bliver taget i hykleri.

Det er et demokratisk problem…“

Cepos virker mere jordnær end norske Civita, velsagtens fordi debatten er længere fremme herhjemme. Fra Jyllands-Posten – Har Norge nået grænsen for indvandring? (kræver login).

“Med en indvandring af 70.000-80.000 nye, udenlandske gæstearbejdere hvert år har Norge nået grænsen for, hvor meget indvandring landet kan tåle. Den overraskende udmelding kommer fra Norges største arbejdsgiverorganisation, NHO.

Direktør for NHO, Dag Aarnes, forklarer…

»Vi kan samtidig komme i en situation, hvor der er flere, der ønsker job, end de job, der findes. Det kan over 5-10 år blive en meget vigtig problemstilling. Vi skal undgå, at folk ender på offentlig forsørgelse…,« mener Dag Aarnes. …

»Hvis vi ender med at få en høj arbejdsløshed, vil det give både sociale og politiske problemer, som vi ikke er vant til i Norge.«

[...]

Fagchef Marius Doksheim ved den liberale, norske tænketank Civita deler ikke opfattelsen af, at indvandringen bør begrænses.

»Specielt LO og andre dele af den norske fagbevægelse samt invandrerkritiske blogs og netsteder har i et stykke tid været kritiske over for indvandringen. Men det var uventet, at NHO skulle komme med samme udmelding,« siger Marius Doksheim. …

»Vi mener hos Civita, at indvandring grundlæggende er en god og vigtig ting for norsk økonomi og norsk arbejdsliv. Norge er i en vældig speciel situation med lav arbejdsløshed, mens ledigheden er meget høj i resten af Europa. Det er usandsynligt, at det vil fortsætte. Europa vil komme på benene igen, og Norge kan få de samme problemer som resten af Europa. Hvis vi skulle tage fejl, giver indvandringen efter vores mening flere fordele end ulemper.«

»… vi har brug for mange ekstra hænder for at kunne drive den norske velfærdsstat. Vi er ikke bekymrede for, at der bliver for mange indvandrere. Politisk er bekymringen i Norge heller ikke særlig udbredt. Jeg tror heller ikke, at almindelige nordmænd er bekymrede for, at der bliver for mange indvandrere,« lyder det fra Marius Doksheim.”

Henrik Ræder Clausen fra International Civil Liberties Alliance, ICLA, er lige nu i Wien for at dække FNs 5. Alliance of Civilisations-konference. AoC er barn af en uhellig alliance mellem socialisme og islamisme. Initiatiet til AoC blev taget af den tidligere spanske socialistiske præmiereminister José Luis Rodríguez Zapatero, der som bekendt vandt magten som følge af togbomberne i Madrid tre dage før valget i 2004. Zapatero talte for hjemkaldelse af spanske tropper fra Irak, og vælgerne valgte ham for at imødekomme terroristernes krav om netop dette. Tyrkiets islamistiske leder, Recep Tayyip Erdoğan, er medsponsor for konferencen sammen med Zapatero. Formålet er at imødegå “ekstremisme”, herunder gennem “dialog”, “ansvarlig brug af ytringsfriheden”, “ansvarlige medier”, “ansvarligt lederskab” – et lederskab der for AoC’ vedkommende støtter palæstinenserne. Islamiske ledere bruger også AoC til at forsøge at få fingrene  i verdens største krigsmaskine: FNs Sikkerhedsråd. Konklusionen fra de fire første møder er at mindske spændingerne mellem Vesten og den muslimske verden ved at imødegå “misforståelser” angående religioner. Men vi har ikke misforstået noget, og tilhængere af ytringsfrihed og demokrati har formentligt allerede rakt ud efter en spand af passende størrelse. Samtlige røde lamper blinker. Det her er uhyggelig læsning og AoC er et farligt redskab i hænderne på onde kræfter, der satser på både lobbyisme, lovgivning og militærmagt i deres forsøg på at oprette en islamisk udgave af One World – noget FN er blevet et alt for nyttigt redskab til. Vi har brug for et FN for demokratiske nationer – så kan de andre lege med sig selv i OIC. Et FN der enstemmigt udnævner Syrien som senior-medlem af Menneskerettighedsrådet er ikke bare ubrugeligt – det er hammerfarligt. Her lidt uddrag fra Clausens live sms-rapportering via GatesOfVienna (her og her).

“27/2 2013, kl. 12:51 “Erdogan, Tyrkiets præmiereminister, taler på konferencen om at bekæmpe ‘islamofobi’.

13:04: “Emiren af Qatar taler om Palæstina, et vigtigt punkt for ham.”

13:05 – Henrik R. Clausen: “Ansvarligt lederskab” synes at være mottoet for konferencen. “Ansvarlige medier” og “ansvarligt brug af ytringsfrihed” gentages af Emiren og andre. “Politisk demagogi” skal imødegås med nye love.

13:06: “Emiren af Qatar afslutter sin tale med at sige, at Qatars indflydelse rækker langt ud over landets grænser.”

13:18: “Alliance of Civilisations har som top-prioritet at støtte Palæstina mod Israel. Det understreges flere gange, herunder med henvisning til den ”fulde implementering” af AoC’s grundlæggende planer.”

FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, mener at anti-muslimske holdninger er almindelige. Muslimer dæmoniseres i stedet for at blive anerkendt. Ledere bør ifølge Ki-moon tale tolerancens sprog. …

Tyrkiets præmiereminister Recep Tayyip Erdogan mener, at der er en stigning i racistiske overfald. [Erdogan] mener, at man må imødegå fordomme og klassificere islamofobi som en forbrydelse mod menneskeheden. Ifølge ham er ingen religioner voldelige, islam er en fredelig religion og selve ordet betyder ‘fred’. På vegne af Tyrkiet spurgte han, om FNs Sikkerhedsråd repræsenterer hel verden, og han svarede selv ved at sige, at det gør det ikke. Han spurgte om Sikkerhedsrådet repræsenterer alle religiøse grupper. Erdogan foreslår, at AoC etablerer en alliance med Sikkerhedsrådet.

Clausen: Vores formodning om, at AoC er en pro-sharia front synes at blive virkelig. Fokus er på de områder, der er vigtigt for islamiske lande. Forfølgelsen af ikke-muslimer i den islamiske verden er slet ikke blevet nævnt.“

Flere medier fortæller, at Slimane Hadj Abderrahmane fornyligt er død i kampe i Syrien, og som forventet er der ingen refleksion over det faktum at en jihadist der foragtede det menneskeskabte demokrati, døde i en kamp for det medierne under andre omstændigheder ser som et demokratisk alternativ til Assad-styret. Fra TV2.

“… på Facebook skriver Islamisk Budskab, at Slimane Hadj Abderahmane i sidste uge døde ved fronten i Syrien og således blev martyr. Her er der indsamlinger til mandens kone og to børn – og i en moske på Nørrebro i København bliver Slimane Hadj hyldet som islamisk kriger. Slimane Hadj Abderrahmane var et kendt ansigt her ved Taiba­moskéen på Nørrebro. …

- Han er en martyr, fordi han er rejst. Han forlod den her verden. Han forlod sine venner og sine kammerater. Han forlod alt, hvad han elsker og han gik ud og kæmpede mod en diktator. Det er rigtigt at føre hellig krig mod diktatoren. Han kæmpede for menneskeheden, fortsætter han.”

Slimane Hadj Abderrahmane var danmarks eneste Guantanamo-fange, og det er præcist 10 år siden Ekstra Bladet satte navn på, og problematiserede USA’s behandling af global-jihadister, der i sagens natur hverken er almindelige kriminelle eller en hær som defineret i diverse konventioner. Det var ikke nemt at gøre en så ekstrem skikkelse til darling, men guderne skal vide at det blev forsøgt. Herunder tilfældige eksempler.

“Slimane er blevet behandlet tarveligere, end den værste massemorder eller narkotikaforbryder bliver det. Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møllers kujonagtige optræden over for storebror i Washington er muliggjort af fangens anonymitet. Jo mindre offentligheden ved om et menneske, desto mindre interesse kan der rejses for det. Fra i dag er dette luskeri slut. … den unge mand er bedst tjent med at få et navn og et ansigt. … Hvad har regeringen tænkt sig at gøre for at sikre Slimane Hadj Abderrahmane en fair retlig behandling?” (Ekstra Bladet, 27. februar 2003)

“Ekstra Bladet har sat et ansigt på den dansker, som i mere end et år har siddet i amerikansk fangenskab på Cuba. … Til disse rettigheder hører, at han enten stilles for en dommer og anklages for de forbrydelser, han måtte have begået, eller også skal han løslades, når krigen er forbi. Det er ikke en forbrydelse i sig selv at have været soldat, om det så har været i verdens mest usympatiske hær. … Det er vigtigt, at vi i vores samfund ikke bekæmper terrorismen ved at bøje regler. Gør vi det, kan terroristerne med god grund gnide sig i skægget, for så er det lykkedes at lokke os ud i den sump af lovløshed, hvor de selv har hjemme.” (Jørgen Poulsen, Dansk Røde Kors i Ekstra Bladet, 1. marts 2003)

“Den danske krigsfange på Guantánamo-basen på Cuba har nu fået en ny støttekomité. Den er gået i gang med at samle underskrifter for at få Danmark til at kræve den 29-årige udleveret til eventuel dansk retsforfølgelse. Bag komiteen står sygepleje-studerende Lars Johansen fra Helsingør og en kreds af venner. – Vi har intet personligt kendskab til den danske krigsfange, men føler trang til at protestere over regeringens utroligt svage holdning i forhold til USA, siger Lars Johansen til Ekstra Bladet.” (Ekstra Bladet, 1. marts 2003)

“- Vi bliver nødt til at involvere os for alvor i det her. Skuespilleren Lone Hertz, der samler underskrifter ind til støtte for den danske fange på Guantánamo-basen i Cuba, når hun er ude at optræde, er både overrasket og glad over den opbakning, hun møder. – Det er en helt ny og ukendt situation, vi står i, og som kræver, at vi involverer os seriøst. En dansk statsborger sidder som krigsfange på Cuba, men er frataget den retsbeskyttelse, han har krav på – både ifølge dansk og international lov. – Det er vi nødt til at forholde os til. Nøgternt og usentimentalt. Situationen er helt uacceptabel set ud fra dansk retsopfattelse, siger Lone Hertz til Ekstra Bladet.” (Ekstra Bladet, 8. marts 2003)

“Måske vil du eller jeg befinde os på den forkerte side af stregen i morgen. Måske vil vores synspunkter være de upopulære i næste uge. Måske vil du eller jeg komme i problemer under en rejse. Føles det så trygt at vide, at den danske regering måler vigtigheden af dine menneskerettigheder, efter hvor acceptable dine synspunkter er i det aktuelle politiske klima?” (Lars Johansen i Ekstra Bladet, 16. maj 2003)

“Hamid El Mousti, formand for støtteforeningen bag den danske Cuba-fange, tror ikke en døjt på ministeriets forsikring om, at 29-årige Slimane Hadj Abderrahmane fra Århus har det godt og trygt i den amerikanske Guantanamo-fangelejr i Cuba. Den københavnske lokalpolitiker for Socialdemokraterne er overbevist om, at også den danske fange udsættes for psykisk tortur, og at det danske Rehabiliterings Center for Torturofre har ret i sin frygt for Slimanes tilstand. – På baggrund af flere beretninger, senest fra i dag, frygter vi, at fangerne udsættes for torturlignende metoder, siger Tue Magnussen fra RCT.” (Ekstra Bladet, 21. maj 2003)

“»Det er jo fuldstændig vanvittigt. Nu må statsministeren da gøre noget. Men Anders Fogh Rasmussen er vel alt for optaget af igen at komme til at sidde til bords med Gud selv, George W. Bush.« Socialdemokraten Hamid El Mousti gemmer ikke de skarpe og sarkastiske kommentarer bagest i kommodeskuffen, når han taler om USAs behandling af de 660 fanger på Guantanamo-basen på Cuba.” (BT, 5. juni 2003)

“- Endelig er han fri. Slimane har været en brik i et politisk spil og har fået en uretfærdig behandling. Det var på tide, at han blev løsladt, siger Jakob Domino. … – Jeg glæder mig meget til at høre fra hans egen mund, hvad der skete i Afghanistan.
Jakob Domino er uden betænkeligheder parat til atter at lukke Slimane Hadj Abderrahmane ind i sit liv, når han vender hjem. Han opfatter muslimen Slimane som et amerikansk trofæ -et bevis på den totale krig mod terrorisme. - Han blev offer for et terror-hysteri, der mistænkeliggjorde en hel religion. Enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Og der findes åbenbart ingen beviser mod Slimane, siger Jakob Domino.” (Ekstra Bladet, 20. februar 2004)

“… fri, kan vi roligt gå ud fra, at det har været helt umuligt at stykke en anklage sammen mod ham. Derfor virker det også ejendommeligt, at den danske regering har så travlt med at forsikre, at han vil blive overvåget af efterretningsfolk. For hvorfor skygge en skyldfri mand? Det kan alene skyldes, at det var USA’s betingelse for at slippe ham fri. Den danske regerings politi adlyder altså ordrer fra Washington. … er det ikke et led i lokumsaftalen med USA… er spørgsmålet om erstatning for uberettiget fængsling. … De danske myndigheder burde hjælpe Slimane med at få dem. I stedet for kun at være optaget af at skygge ham.” (Ekstra Bladet, 20. februar 2004)

“Per Stig Møller er ikke bleg for selv at påtage sig æren for frigivelsen af den danske fange.” (BT, 20. februar 2004)

“- Slimane skal hjælpes af den danske stat. Han skal bl.a. have hjælp til at sagsøge USA, siger Mohammed Fahim, mens de sidste moské-gængere siver ud i det høje solskin efter bønnen i moskeen på Grimhøjvej i forstaden Brabrand.” (Ekstra Bladet, 21. februar 2004)

“Slimane Hadj Abderrahmane er ikke terrorist. … Men selv om Abderrahmane ikke er terrorist, så kunne han være blevet det. Han er politisk ekstremist… Den udbredte fordom om, at ekstremismen har sine rødder i gammeldags religiøsitet og ‘middelalderlige værdier’ fra det oprindelige hjemland, holder ikke. … Abderrahmanes engagement er ikke kun født i teenageårenes polariserede Algier, men i lige så høj grad foran en dansk fjernsynsskærm…” (Politiken, 6. juni 2004)

(Shia-muslimsk kasernebyggeri på Vibevej i Nordvest, februar 2013)

“Socialdemokraternes politiske ordfører Frank Jensen er gået såvidt, som at kalde Slimane Hadj Abderrahmane for et sandhedsvidne og kritiserer regeringen for ikke at have afdækket, at han havde været udsat for tortur under sit fangenskab. Over for det står, at Slimane Hadj Abderrahmane fortæller, at han underafhøringerne på Guantanamo stort set ikke omtalte den hårde behandling, han havde været udsat for under opholdet i Afghanistan. På Guantanamo-basen blev han endda behandlet godt. Og Politiets Efterretningstjeneste afviser, at de på noget tidspunkt er blevet tilført viden om torturlignende forhold. … Det mest interessante er måske, at Slimane Hadj Abderrahmane ikke har det fjerneste ønske om at blive omklamret og udnyttet i et hjemligt politisk spil. Han ønsker ikke at blive fremstillet som offer. Faktisk siger han direkte i bogen, at han udmærket forstår, hvorfor amerikanerne måtte gå hårdt til værks efter angrebet den 11. september 2001. Han har heller ikke noget at udsætte på de danske myndigheders håndtering af hans sag. For at understrege, at han ikke opfatter sig som offer, har han tilmed afvist henvendelser fra hele industrien af godgørende organisationer og institutioner: Fra center for torturofre til Amnesty International. De vil så gerne fremstille ham som et offer i USAs – og Danmarks – onde krig mod terroren. Han vil helst opfattes og behandles for det, han er: En muslimsk kriger, der om nødvendigt er parat til at gå i kamp at forsvare islam.“ (Horsens Folkeblad, 8. juni 2004)