24. juli 2014

NGO’ere mod Israel, nu med folkemordspostulat: “.. shouldn’t those numbers be going the other way?”

Tidligt onsdag kunne man på TV2 news høre Mimi Jacobsen, leder af Red Barnet, problematisere Israels kamp mod Hamas i Gaza, hvad der i hendes optik, inkluderede farverige ueksploderede bomber på gaden, noget der tiltrak legende børn. Israelerne er onde, kan næsten siges at være det overordnede budskab fra venstredrejede NGO’ere.

Tidligere på ugen blev Omar Almajdalawi, leder af Folkekirkens Nødhjælp i Gaza interviewet til Berlingske. Her forklarede han, at Israels angreb på Gaza var “hinsides krigsforbrydelse. Det er folkemord”. Jonah Goldberg kommenterer på National Review – The Palestinian ‘Genocide’ Lie.

“If the Israelis are, or have ever been, interested in genocide, they are utterly incompetent at it. … On the one hand, the Israeli military is supposed to be ruthlessly competent and determined to wipe out the Palestinians. On the other, the Palestinian population has grown more than 100 percent since 1970. The population in the Gaza Strip has grown nearly threefold since 1990. … ‘Genocide’ is a loaded political term, but under any remotely reasonable definition, shouldn’t those numbers be going the other way?

It’s just a hunch, but if the Israelis wanted to wipe out as many Palestinians as possible, never mind commit genocide, they probably wouldn’t issue warnings to Gazans (by phone and leaflet) to get out of harm’s way. Nor would Israel continue to allow hundreds of trucks of food and medical aid to enter Gaza even as hundreds of rockets leave Gaza.”

(Grafik: Procon.org. Se også Wikipedia, Demographics of the Palestinian territories)



19. juli 2014

‘Raske Penge’: Israel er skurken, først fred når der kommer ‘en deling mellem Israel og Palæstina’…

For et par år siden var Rasmus ‘Raske Penge’ Poulsen et af hovednavnene, da Projekt Antifa (/Antifascistisk Aktion) afholdt 3-årsfest i Ungdomshuset på Dortheavej. I går kunne man se ham igen, da Ekstra Bladets Sarah Stilling Skrivergaard (RUC, ‘Progressiv Meningsdanner’ v/ Cevea) var til pro-palæstinensisk demonstration, og spurgte den venstreorienterede rapper om hans syn på Israel/palæstina-konflikten.

Det blev en bizar analyse. Israel var for ham konfliktens skurk, desuagtet at han ikke troede på fred, før det kom til en “en deling mellem Israel og Palæstina”. I krige er sandheden det første offer, lød det, og han vidste tydeligvis intet om Hamas’ fundamentale modstand mod en tostatsløsning. Fra EB.dk.

Sarah Stilling Skrivergaard, Ekstra Bladet: Hvorfor er du mødt op til den her demonstration i dag?

Rasmus Poulsen, musiker: Det er da fordi jeg synes det er fucked op det der foregår nede i Mellemøsten, og jeg gerne vil vise min utilfredshed med, sådan som Israel især opfører sig.

Sarah Stilling Skrivergaard: Nu skal det ikke være hemmelighed, at det her er en pro-palæstinensisk demonstration, men der har jo også været, hvad skal man sige – den israelske regering påstår jo, at det er Hamas der har startet den her konflikt, fordi Hamas angiveligt har henrettet israelske teenagere. Hvad tænker du om det?

Rasmus Poulsen: Altså jeg tænker for det første, at sandheden altid er en af de første ofre i enhver krig, og det er jo ikke en konflikt der er startet indenfor de sidste par uger. Det er jo ligesom en konflikt der har været der siden Israel blev – besatte Palæstina. … Jeg demonstrerer ikke sådan for Hamas, vel. Jeg er godt klar over at det er en krig, og begge parter selvfølgelig fører krig med alt det svineri det fører med sig. … I den konflikt som er så ulige mellem Israel og Palæstina, der bliver min sympati nødt til at ligge hos palæstinenserne, altså.

Sarah Stilling Skrivergaard: Hvad tænker du der skal til før vi kan få en løsning på en her konflikt?

Rasmus Poulsen: Altså, det er jo noget med, som jeg ser det, altså der bliver nødt til at være en slags forlig. Der bliver nødt til at være en deling mellem Israel og Palæstina…

Sarah Stilling Skrivergaard: Hvad mener du vi som danskere måske kan gøre?

Rasmus Poulsen: Jeg mener at vi som danskere kan prøve at ligge mærke til hvem af vores politikere der støtter op omkring Israel, og hvad for nogen der tør tage afstand fra de ting der foregår. For Danmark er et land som er i en eller anden form for alliance med Israel, igennem vort venskab med USA, og måden vi bakker op omkring næsten alt hvad de finder på. Det synes jeg godt vi kan lade være med at gøre. … Det kræver mod at stå imod en så stærk nation som Israel. Det synes jeg i bør gøre, og der kan man som befolkning vise sin modstand, skrive læserbreve, sige til politikerne at de ikke skal ske i vores navn – at vi ikke vil bakke op om det land, det som Israel gør.

(Rasmus ‘Raske Penge’ Poulsen til AFA-fest og som EB.dk-kendis; Foto: Facebook, EB.dk, collage)

“Vi har befriet Gaza, men har vi anerkendt Israel? Har vi opgivet vort land, som blev besat i 1948? Vi kræver befrielse af Vestbredden og etableringen af en stat på Vestbredden og Gaza – med Jerusalem som hovedstad, men uden at anerkende Israel. Dette er det afgørende: Uden at anerkende den israelske fjende på én eneste tomme land … Vor plan for det første er at at etablere en stat – men dernæst følger at få hele Palæstina. Jeg vil sige dette højt og tydeligt, så at ingen kunne finde på at beskylde os for politisk strategi: Vi vil aldrig anerkende den israelske fjende! (Hamas-leder Mahmoud al-Zahhar, 15. juni 2010 via Søren Espersen)



26. juni 2014

FIFA og FARE mod racisme under VM: Baneløber “… jumps on the pitch to propagate his neo-Nazi views”

Jeg får ikke set mange VM-kampe, men lørdagens Tyskland-Ghana var en behagelig undtagelse, trods de evindelige ‘Say no to racism’-bannere, tidligere nævnt her på Uriasposten. Racismehysteriet orkestreres blandt andet af Football Against Racism in Europe (FARE), der bruger enhver enkeltstående episode på alverdens fodboldstations til at politisere racisme og gøde jorden for det multikulturelle samfund.

Tyskland-Ghana skulle i racisme-øjemed være en af de værste kampe hidtil under dette VM. Adskillige tyske fodboldfans havde i anledning af Ghana-kampen malet ansigtet sort, nogle supplerede med sorte afro-parykker, alle tydeligvis i godt humør. FIFA undersøger i øjeblikket eventuelle konsekvenser, men at kalde det racisme er desuagtet at strække definitionerne. Det er ikke racistisk at lave sjov, heller ikke med mørklødede.

(Glade tyske fodboldfans under Tyskland-Ghana, 21. juni 2014; Bellanaija.com)

Kort inde i anden halvleg fortalte kommentatoren, at vi i disse sekunder ikke fik billeder fra banen, da kampen var afbrudt på grund af en baneløber. Sagen er grotesk, og illustrerer hvor langt ude organiseret anti-racisme er kommet i disse år. Baneløberen ses herunder.

(Baneløber under Tyskland-Ghana, 21. juni 2014)

Flere større medier, herunder eksempelvis israelske Arutz Sheva, betegnede uden forebehold baneløberen for en ‘Nazi Sympathizer’. ABC News opridser.

“The fans’ anti-discrimination network, Fare, is preparing a report on Saturday’s incident, when a shirtless fan interrupted play. Messages written on his chest and back included “HH”, signifying Heil Hitler, and “SS,” referring to the Nazi paramilitary unit.

‘There would be no other explanation for it,’ Fare executive director Piara Powar told The Associated Press on Sunday. “The question becomes how does one control an individual fan who chooses to mark his body and jumps on the pitch to propagate his neo-Nazi views.

Fare’s report will also refer to fans wearing blackface makeup at the match in Fortaleza with no intervention by stadium security, Powar said.”

Sagen så umiddelbart tynd ud. Manden hverken lignede eller opførte sig som en nazi-hooligan ville gøre under et mediestunt, og hvorfor skulle han dekorere sig selv med et polsk telefonnummer og en emailadresse. Det var emailadressen der gjorde ham til nazist: hhsscc(a)gmail.com. HH er kode for Heil Hitler, de vinklede S’er lignede SS-korpsets logo, og flere spekulerede på hvorvidt CC var en forkortelse for ‘concentrationscamps’.

Kigger man på billedet med mere nøgterne øjne, så bider man mærke i, at de vinklede S’er i emailadressen er identisk med 4-tallet i telefonnummeret. Da jeg i forbindelse med denne artiklen lavede en Facebook-søgning på emailadresse hh44cc(a)gmail.com, endte jeg med efternavnet Ludo. Manden hedder Leszek Ludomir, en polak, der sidste år lavede en lignende happening ved VM i Skihop i Slovenien. FARE og FIFA overfortolkede bogstavkombinationen, og valgte at ignorere, at Leszek Ludomir også havde skrevet ‘For rent’ på ryggen.

Oploadet Kl. 16:47 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


23. juni 2014

Nørrebro: Blot 25-30 ville høre danskvenlig egypter tale (de fleste danskere), Hizb-ut-Tahrir samler 800

Jeg har flere gange skrevet om egyptiske Enan Galaly her på siden. Han startede som opvasker, og er i dag direktør for hotelkæden Helnan. “Der er ingen, der har bedt os om at komme til Danmark… og vi skal ikke lave noget om på Danmark.”, fortalte han eksempelvis til Århus Stiftstidende for år tilbage. Herunder lidt fra en Facebook-opdatering af dansk-bosniske Mersiha Cokovic, der sætter ‘moderat muslim’ i perspektiv

“Hvis man er i tvivl om hvor meget radikalisering har slugt de unge indvandrere, kan jeg give et eksempel her.
Enan Galaly, der kom til Danmark fra Egypten i 60 erne, i dag direktør af Helnan hotel kæden, personlig ven af regentparret, en mand, der sidder i bestyrelser på adskillige amerikanske universiteter, en mand, der startede sit liv her som opvasker, gik med til at fortælle sin historie om hvordan han så sit snit i en tid, hvor man som indvandrer ikke havde samme muligheder, vi har i dag. Han betalte endda leje af Nørrebro Hallen af sin egen lomme, med det formål at inspirere unge indvandrere. Vi formåede af samle 25-30 mennesker, hvoraf de fleste var danskere.
Hizb-ut-Tahrir, på den anden side, kan med en uges varsel samle 800 unge mennesker, på samme lokation.
(Mersiha Cokovic, 22. juni 2014)

“Jeg gjorde det samme i Ishøj. Der kom 6, inklusiv mig selv og min medarrangør.” (Mersiha Cokovic, 222. juni 2014)

Oploadet Kl. 15:32 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


2. juni 2014

JP gav spalteplads til Allan Lindemark: “Jeg ser ikke Dansk Folkeparti som et demokratisk legitimt parti.”

De trykte aviser er i frit fald, og det tror da pokker. Hvad er det præcist der får en borgerlig avis til at spørge René Karpantschof og Allan Lindemark om deres syn på Dansk Folkeparti. Den første boede for år tilbage i kommunistisk kollektiv og støttede Blekingegadebanden, den anden var aktiv i Minoritetspartiet, og bloggede om hvorledes DR var infiltreret af Dansk Front. Tilsammen repræsenterer de maksimalt 0,1 procent af befolkningen. Hvad rager det en bredere offentlighed, hvad de mener om Dansk Folkeparti og dets vælgere.

Fra Jyllands-Posten – ‘Og så hedder han gudhjælpemig Messerschmidt!’

“‘Stuerene – det bliver I aldrig.’

Poul Nyrup Rasmussens karakteristik af Dansk Folkeparti i 1999 er måske den mest herostratisk berømte sætning i nyere dansk politik. …

I søndags blev budskabet så gentaget nok en gang. Ikke af den socialdemokratiske nestor, men på de sociale medier som reaktion på, at Dansk Folkeparti så at sige havde gjort rent stuebord ved Europaparlamentsvalget med 26,6 pct. af stemmerne. Heraf 465.758 personlige stemmer til Morten Messerschmidt, der dermed slog netop Poul Nyrup Rasmussens stemmerekord. …

Men hvorfor reagerer mange fortsat så kraftigt på et helt legitimt parti, der i en meningsmåling forleden sågar stod som landets største parti? For at finde ud af det, har Indblik talt med en af dem, der bestemt ikke synes, at Dansk Folkeparti har plads i stuen. 35-årige Allan Lindemark, cand.mag. og projektleder i en ngo. I søndags var han en af dem, der var aktiv på Twitter, hvor han skrev:

‘DF er ikke blevet stuerent. Det er en fjerdedel af befolkningen, der er begyndt at tisse i hjørnerne.’

Og det var ikke bare ment som en flygtig, virtuel tankestreg.

Jeg ser ikke Dansk Folkeparti som et demokratisk legitimt parti. Mange mener, at det jo bare er et konservativt socialdemokrati og slår deres horrible udtalelser hen som finker fra panden; de er jo danske, så det er ikke så slemt. Men det er slemt. Det er et parti, som i udlandet sammenlignes med græske fascister, og det er da vildt skræmmende, at vi rent faktisk har givet en racismedømt mand mere end 450.000 stemmer,’ siger han med henvisning til, at Morten Messerschmidt for 12 år siden blev dømt for at overtræde straffelovens § 266b, den såkaldte racismeparagraf.

En anden, der ofte får sin fortid skudt i skoene, er Rene Karpantschof. Han er tidligere bz’er. Men derudover er han også sociolog, historiker og ekstern lektor ved Københavns Universitet med speciale i folkelige protestbølger og demokrati.

‘Dansk Folkeparti er kontroversielt, og det skyldes især deres holdning til det nationale spørgsmål, herunder flygtninge og indvandrere. Når folk får knopper, er det fordi, mange fortsat betragter det som et stort set racistisk parti. Beskyldningen om, at det er et højrenationalistisk parti, der undertrykker visse minoriteter, og som ideologisk har træk til fælles med nazismen,’ siger han.

(Allan Lindemark Hansen anno 2008)

Allan Lindemark er dog ikke helt afvisende for, at Dansk Folkeparti kan blive stuerene – også i hans bog. Men det kræver, at partiet gennemgår en selverkendelsesproces lig den, Fremskrittspartiet i Norge foretog efter terrorangrebet i 2011, hvor partiet angrede sit sprogbrug over for islam og indvandrere. Derudover skal partiet ekskludere adskillige medlemmer, bl.a. Morten Messerschmidt.

‘Men det gør man ikke. Tværtimod opstiller man dem til topposter. Det er fuldstændigt forkasteligt at opstille en dømt racist; der er så mange gale historiske referencer, og så hedder han gudhjælpemig Messerschmidt!‘ siger han. …

Spørgsmålet er imidlertid, hvad konsekvensen er ved at sige til en fjerdedel af vælgerne, at de tisser i hjørnerne. Kunne det tænkes, at de frem for at angre deres synder måske tværtimod ville føle sig bekræftet i deres valg, når de på den måde bliver udskammet. Af en cand.mag., der er bosat i Københavnsområdet og gudhjælpemig tidligere har været ansat i Danmarks Radio.

‘Nu stammer jeg fra Vestjylland, og min familie stemmer på Dansk Folkeparti. Så jeg er ikke ukendt for argumenterne. Men jeg tror ikke på, at nogen begynder at stemme på DF, fordi man sviner dem til, eller at nogen holder op, fordi man ikke gør,’ fastholder han.”



10. april 2014

Bonnichsen om syge Akkari, der fodrer ‘kollektive fordomme’ om ‘agtværdige imamer’, såsom Abu Laban

I gårsdagens udgave af Rushys roulette på Radio24syv, var Rushy Rashid tilbage som vært, efter nogle udgaver med Omar Marzouk i værtsrollen. Ahmed Akarris bog var emnet i den første time, og som man kunne forvente, var det overordnede formål ikke at diskutere afsløringerne, men nedtone samme, ud fra den evindelige ‘Åhh, skal vi nu diskutere muslimer igen’-diskurs.

Hidkaldt var sikre apologeter såsom Hans Jørgen Bonnichsen og Lars Erslev Andersen, der mente bogen ikke gav dem ny viden, ikke kunne bruges til noget, og i øvrigt var resultatet af en psykologisk brist hos Ahmed Akkari. Bonnichsen var selv efter egne standarder, fuldstændig absurd at høre på. De tyve minutter med den tidligere PET-chef kan høres her.

Rushy Rashid, Radio24syv: … Da den her dokumentarfilm blev lanceret, der sagde du… Her sagde du, at Abu Laban måske var en ven, vi aldrig rigtig lærte at værdsætte.

Hans Jørgen Bonnichsen, tidl. PET-chef: … Til trods for… der blev så sandelig ikke sparet på fordomme kan jeg forsikre Jer for, at de var tvetunger, at de var integrationsfjendske, at de var kvindeundertrykkende, ja, vi kender det alle sammen. Hadprædikanter og så videre. Sådanne kollektive fordomme er jo meget svære at hamle op med, og det var vi meget bevidst om… Vi etablede, med gensidig respekt for vore forskellige ståsteder, et fora hvor vi kunne gå ind og diskutere forskellige ting. Et initiativ, hvor vi måske kunne finde fælles fodslag på at forebygge, og forhindre radikalisering og terror i Danmark. Og der må jeg da erkende, at Abu Laban, i hvert fald i forhold til en del krisesituationer virkelig viste at han var en person, som i allerhøjeste grad medvirkede til, at at der blev ro, og at det ikke udviklede sig på en sådan måde, at det formulerede sig i voldelige handlinger.

Han havde min dybeste respekt, på mange måder. Han blev så ofte misforstået i den danske befolkning, netop fordi han gav udtryk for sine holdninger, og holdninger som måske var floromvundne, men herrestegud dog, det er jo ensbetydende med, at vi stadigvæk respekterer ytringsfriheden, men når man kom til stykket, så var han en person, som jeg har dybt respekt for.

[...]

Rushy Rashid: Sidder du tilbage med en lang næse nu, hvor det kommer frem, at de holdt Jer for nar? I og med, at de på den ene side forsikrede Jer om, at de nok skulle hjælpe til med, at dæmpe gemytterne, og så samtidig havde de bare et lillebitte møde med Hamas og Hezbollah, og hvad der ellers rør sig…

Hans Jørgen Bonnichsen: Det gør jeg i princippet ikke. Det der ærger mig vældig meget, det er at Akkari nu faktisk medvirker til at trække de andre imamer, som virkelig gjorde et ihærdigt og agtværdigt stykke arbejde i forhold til at sikre freden i Danmark. Læg mærke til, at bundlinjen er, at det ikke skete en eneste voldelig handling i Danmark, blandt andet på grund af deres indsats… Jeg synes det er ærgeligt for de andre, som nu bliver klassificeret i forhold til Akkaris bekendelse, han kørte et dobbeltspil, og i øvrigt et dobbeltspil som man kan stille spørgsmålstegn ved. … Jeg behøver ikke føle sig… Han er ikke den første, og han bliver ikke den sidste i min tilværelse der skuffer mig.

Rushy Rashid: Hvad er du skuffet over?

Hans Jørgen Bonnichsen: Jamen, hør nu efter her. Man går ud fra at man etablerer et tillidsforhold… Det udviste tillid, kom med en fremstrakt hånd, og der må jeg jo nok erkende, at det lever han i hvert fald ikke op til. I modsætning til de mange andre agtværdige imamer, som jeg taler om, som han nu har trukket med ned i sølet, som nu igen bliver gjort til genstand for de her kollektive fordomme, som jo er svære at hamle op med. Dem skylder han en undskyldning.

[...]

Rushy Rashid: … Hvad kan du bruge den her bog til?

Hans Jørgen Bonnichsen: I princippet kan jeg jo ikke bruge den til noget som helst. Forstået derhen, at det er muligt andre kan bruge den til at få bekræftet, at nogle af deres fordomme, de holdt stik, og det kan man så glæde sig over. Jeg kan ikke bruge den til ret meget, det må jeg nok erkende.

Angela Brink, Politiken: Jeg synes. Jeg hører hvad du siger, at Akarri får det til at lyde som om, at alle imamerne spillede dobbeltspil, og det er du selvfølgelig ærgelig over, nu må du korrigere mig, hvis jeg hørte forkert, fordi der faktisk eksisterede et rigtigt godt samarbejde. Og det er meget ærgeligt, at Akkari nu får så meget airtime, fordi han spiller lige ind i nogle grupperingers fordomme om hvad de her imamer havde gang i. Når det så er sagt, så synes jeg faktisk, at Sam (andre gæst) har lidt af en pointe. … Der kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad du tænker omkring Akkaris dobbeltspil. Altså, havde I en fornemmelse af det?

Hans Jørgen Bonnichsen: Skal vi ikke lige holde fast i bundlinjen… det er os der vælger midler og metoder, og metoden var faktisk på det her tidspunkt, og det havde vi stor succes med, den fremstrakte hånd. … Hvis man spørger mig om Akkari, så har jeg da oplevet ham, jeg har oplevet ham som en velformuleret, stærkt argumenterende personlighed, en person som helt klart gav udtryk for at han havde fundet sandheden, ikke var i tvivl om sin rolle, og tydeligvis stolt over at være den valgte talsmand for nogle, og læg mærke til ‘nogle’ muslimske organisationer. … Vores tilgang er selvfølgelig tvivl på alt, men tro på meget, og han skulle da også have en chance, og derfor inviterer vi ind på den måde. At han så ikke levede op til det, det kan man da ikke bebrejde PET.

Rushy Rashid: Jeg står tilbage. Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg har min tvivl. Jeg ved ikke hvad jeg præcist skal sætte fingre på i forhold til Akkari, men der er en masse alarmklokker der ringer hos mig, når jeg hører ham tale, og noget af det jeg tænker, det er jo bevægelsen fra den ene yderlighed til den anden yderlighed, fra at være islamist, og så til at være overdemokrat. Overhumanist. Det er den bevægelse, jeg har svært ved at fordøje. … Jeg er ikke overbevist. … (refererer skeptisk Lasse Jensen-kommentar om Akkaris omvendelse) Og så står der også det der med, at han får så meget taletid lige nu…

[...]

Hans Jørgen Bonnichsen: Netop fordi det, der er sket, bekræfter os i, at det er os der har ret. Det er os der har fundet sandheden, og dermed mister vi jo utvivlsomt noget af vor kritiske sans. Det er en kulturarv som vi er præget af, som vi i allerhøjeste grad ser udfolde sig i øjeblikket. Så vil jeg også sige, at min oplevelse i PET og politiet, så har jeg oplevet lignende personer som pludselig foretager et radikalt skifte, uden at drage sammenligning med Akkari, for det vil jeg ikke, jeg vil ikke ind og motivsøge i forhold til ham, men der har jeg set, at det er personer som har et enormt behov for opmærksomhed, hvor virkelig har fornemmet, at deres sjæls inderste bøn er at blive set, og at blive anerkendt. Og det kender ingen grænser, hvis man ikke føler eller har oplevet, at noget sådan er sket, så så kan jeg love Jer for, at så går man ind og prøver på at vække andres følelser, ofte på en ekstrem måde.

Jeg har set det hos rockere. Jeg har set det hos folk der er konverteret. Jeg har set det hos folk som er blevet public-agenter… Jeg har set det hos whistleblowers. I det øjeblik de foretaget et skifte, så vækker de opmærksomhed. Så får de det her behov for opmærksomhed, som de angler efter. De er midtpunkt, de føler at andre har brug for dem. Men hvis de føler sig svigtet, jamen, så skifter de så pludselig til en ny rolle. Og så skal man være særdeles opmærksom på den her situation, for her får de igen mange skulderklap, men det varer jo kun et stykke tid, og jeg har desværre set, at i mange af de sager jeg skitserer her, der er det endt til sidst med et selvmord.



26. marts 2014

Jens Stoltenberg: Inspireret af Che Guevara og Fidel Castro – kommende generalsekretær for NATO

I Thor Viksveens biografi fra 2011 fremgår det klart, at Jens Stoltenberg, som voksen politiker var en af de mere fornuftige socialdemokrater i NATO-spørgsmål. Det er nu alligevel tankevækkende, at NATO’s kommende generalsekretær, som ung var inspireret af Che Guevara og Fidel Castro. Fra Aftenposten – Fra NATO-motstander som ung til NATO-topp i dag.

“Da Jens Stoltenberg var påtroppende AUF-leder i 1985, ble han intervjuet i Aftenposten. Ironisk nok handlet intervjuet om Norges tilknytning til NATO.

- Du er ingen utpreget NATO-tilhenger? spør journalisten.

- Nei, det stemmer. AUFs mål er å nedbygge blokkene og norsk utmeldelse av alliansen, svarer Stoltenberg, før han viser en mer forsonlig holdning:

- Men vi erkjenner samtidig at Norge sannsynligvis vil være medlem av NATO de nærmeste år. Derfor vil vi også stille krav til hvordan Norge skal opptre som alliansemedlem. Vi må kjempe for atomfrie soner og frys av atomvåpenarsenalene, sa Stoltenberg.”

(Jens Stoltenberg t/venstre, som medlem af Arbeidernes Ungdomsfylking, 1974)

Mere om Stoltenbergs fortid i en ældre artikel på TV2.no – Lille Jens Stoltenberg ville starte revolusjon på Haiti.

“De første årene på skolen var vanskelig for Jens. Mens klassekameratene lærte seg å lese og skrive, hang han langt etter. Foreldrene Karin og Thorvald var bekymret. Plutselig, tre år etter de andre i klassen, løsnet det for ham. Søsteren Camilla sier han gikk fra å slite med å lese en overskrift i avisen til plutselig å lese ’900 dager’, en bok om beleiringen av Leningrad under andre verdenskrig. … Etter å ha lest seg opp på Leningrad gikk han rett over på å lese en bok om revolusjonen på Cuba. Denne boken ga 11 år gamle Jens revolusjonære tanker.

– Han sa at han vurderte om han burde gjøre revolusjon på Haiti, for der var det så vanskelig. Og der var det ingen som hadde gått inn for å løse problemene. Han var nok fascinert over at Che Guevara og Fidel Castro hadde prøvd å gjøre noe med fattigdommen og urettferdigheten på Cuba, forteller Camilla.

Det var på denne tiden Jens Stoltenberg ble opptatt av å gjøre verden til et bedre sted, hvor han utviklet et sterkt ønske om å jobbe for rettferdighet. Men de revolusjonære tendensene forsvant fort.

– Han var aldri særlig begeistret for vold. Da det gikk opp for ham at det innebar vold, så tror jeg den romansen tok slutt, forteller hun.”

Oploadet Kl. 06:43 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer
Arkiveret under:


24. marts 2014

Europarådets menneskerettighedskommissær: Danmark bør straffe flere for ‘antimuslimske’ udtalelser

Vidste man ikke bedre, så skulle man tro Europarådets kommissær for menneskerettigheder, ville se det som en af sine fornemmeste opgaver at fremme frie medier. Sådan er det på ingen måde. Fra Ekstra Bladet – Europarådet: Retsforfølg flere for hadefuld tale.

“Det mener Europarådets kommissær for menneskerettigheder, Nils Muiznieks, som har udarbejdet en kritisk rapport om forholdene på en række områder i Danmark.

- De danske myndigheder bør tage kraftigt afstand fra alle racistiske og fremmedhadske udtalelser i den politiske debat og skabe opmærksomhed på ytringsfrihedens begrænsninger i henhold til internationale standarder, siger han.

Han er klar over, at Danmark har stolte traditioner for ytringsfrihed, siger han. Imidlertid bør der være flere retsforfølgelser mod mennesker, som udtaler sig hadefuldt i det offentlige rum, mener kommissæren.

- Spredning af racistiske og antimuslimske udtalelser gennem sociale medier og blogs er i særdeleshed en bekymrende udvikling, siger han.

Oploadet Kl. 21:48 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer


23. marts 2014

Gensidig radikaliseringsproces (PET): Islamister truer krænkere af Islam, højreekstreme kritiserer Islam

Jeg har flere gange påtalt mediernes skæve sidestilling af militante miljøer på de forskellige politiske fløje. Man kan være venstreekstremist, hvis man planlægger at kickstarte en kommunistiske revolution med brandbomber mod Christiansborg, men man er altid højreekstremist hvis man bekæmper islamisering med klistermærker på lygtepæle. PET har netop udgivet en syv sider lang trusselsvurdering, der udelukkende omhandler Islam, men serveres med den sædvanlige sødsuppe-relativering, vi kender fra medierne.

Fra den officielle pressemeddelelse.

“Center for Terroranalyse, CTA, har udarbejdet en opdatering af vurderingen af terrortruslen mod Danmark. Terrortruslen er fortsat alvorlig, men risikoen for at blive offer for terror i Danmark er stadig begrænset. …

Chefen for CTA, Søren Jensen, siger:

‘Vi ser et stigende antal personer tilslutte sig de islamistiske miljøer i Danmark. Der rettes fra disse miljøer i stigende grad trusler mod personer i Danmark, der af miljøerne opfattes som vantro, frafaldne eller krænkere af islam. Samtidig ser vi, at højreekstremistiske miljøer samler sig om kritik af islam. Dette kan medføre modreaktioner fra venstreekstremistiske såvel som fra islamistiske miljøer. En sådan gensidig radikaliseringsproces vil kunne øge terrortruslen i Danmark‘.”



6. marts 2014

“Danske mænd er de mest kvindehadske i EU”, lød det fra Politiken og Morten Kjærums EU-institut

“Danske mænd er de mest kvindehadske i EU”, skrev Politiken i går, i en historie baseret på Morten Kjærums skånejob fra virkeligheden i ‘ EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder’. Lennart Kiil kommenterer på Folkets Avis – EU blæser til had-kamp mod danske mænd.

“Hvis man skal tro en ny EU-rapport, er danske mænd nogle forfærdelige sexmonstre og voldsforbrydere. De værste på hele kontinentet, faktisk. Det er EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA), der melder, at danske mænd er de mest ‘kvindehadende’ i Europa – som det udtryktes i Politiken i går. En alvorlig anklage, men er der hold i den? …

Lad os først se på, hvad rapporten definerer som sexchikane:

Inappropriate staring or leering that made you feel intimidated
Unwelcome touching, hugging or kissing
Sexually suggestive comments or jokes that made you feel offended
Intrusive comments about your physical appearance that made you feel offended
Intrusive questions about your private life that made you feel offended

[...]

Blandt de danske kvinder, der er blevet interviewet til undersøgelsen, har 80 procent svaret ‘ja’ til et eller flere af disse spørgsmål (kun overgået af de svenske kvinder med 81 procent). Det gælder til sammenligning ‘kun’ for 24 procent af for eksempel bulgarske kvinder. …

Forestil dig to identiske situationer, hvor en mand drejer hovedet for at se efter en forbipasserende kvinde på gaden. Den ene situation foregår i København, den anden i Sofia. Handlingen fra mandens side er nøjagtigt den samme i begge tilfælde.

Bagefter spørger man så de to kvinder, om de har været udsat for sexchikane. Spørgsmålet tager i undersøgelsen denne form, ‘did you experience inappropriate staring or leering that made you feel intimidated?’

Måske vil den danske kvinde tolke mandens interesse som ‘upassende’ og svare ‘ja’, mens den bulgarske kvinde finder interessen flatterende og svarer ‘nej’. Så identiske hændelsesforløb giver en registrering for sexchikane i Danmark, men ikke i Bulgarien

Om manden i eksemplerne må lide den tort at blive hængt ud som kvindehader, beror altså ikke på hans handling som sådan, men udelukkende på kvindens tolkning af denne. Og denne tolkning beror igen i nogen grad på det almindeligt udbredte syn på mænd og deres seksualitet i en given kultur.

Det er ikke overraskende, at lande som Danmark og Sverige ligger øverst på listen, for her er kulturen blevet sådan, at interesse fra mandens side ofte ses i et negativt lys. Mandens seksualitet og begær er simpelthen blevet dæmoniseret. Hvor man i Danmark oftere vil være tilbøjelig til at se kurtiserende adfærd som krænkende for kvinder, vil man måske i Bulgarien acceptere mandlige tilnærmelser som en fast bestanddel af spillet mellem kønnene.”

(EU, FRA, 2014: Violence against women: an EU-wide survey, 198 sider, pdf)

Oploadet Kl. 16:17 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer
Arkiveret under:
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »





Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper