30. september 2014

Berlingske holder mikrofonen for: a) Indvandrere giver velfærd & b) Vi har brug for mere indvandring

Som Morten Uhrskov er inde på, så fører Berlingske for tiden kampagne for ‘arbejdskraftindvandring’. To eksempler, det ene værre end det andet. Først lidt fra et interview med Karsten Dybvad, formand for Dansk Industri – Vi skal være mere gæstfrie over for udlændinge.

“Indvandring af arbejdskraft er en forudsætning for øget velstand og velfærd, så vi bør byde alle velkommen, som vil arbejde her i landet, mener Dansk Industris administrerende direktør, Karsten Dybvad.

Det danske samfund bør droppe modviljen og blive langt bedre til at tage imod mennesker fra Østeuropa og andre dele af verden, som kommer hertil for at arbejde. Vi skal byde dem velkommen til vores land, for vi får brug for dem. De er selve forudsætningen for, at vi kan blive ved med at være et rigt land. Det siger Dansk Industris administererende direktør, Karsten Dybvad.

Mediernes og politikernes omtale af østarbejdere som jordbærplukkere, velfærdsturister, græshopper og kriminelle har skygget for det positive budskab om, at der kommer flere og flere vandrende arbejdstagere til Danmark for at arbejde, mener DI-direktøren. …

‘Når vi forsøger at sætte den her dagsorden, er det, fordi vi mener, at den er for svagt repræsenteret i den offentlige debat. Udlændinge er jo ikke anderledes end danskere. Vi vil alle sammen gerne være et sted, hvor vi er vel taget imod, hvor vi føler os velkomne og oplever gæstfrihed. Og det er det, vi skal arbejde med i forhold til udlændinge. Det at opleve gæstfrihed er også at opleve omtale af udlændinge som noget positivt. Det har ikke været så fremtrædende i debatten, hvor meget glæde vi har af udlændinge, der kommer hertil for at arbejde.'”

(Hermodsgade 28, tidligere Danmark Pædagogiske Universitet, nu Islamisk Social Service)

Interview med Hans Kornø Rasmussen, økonom og forfatter – ‘Vi får brug for meget mere indvandring’.

“Det er ikke nok med danskere til at tage sig af Danmark. Lige nu og i de nærmeste år vil der være mere brug for indvandring i Danmark end nogensinde tidligere.

‘Det er bydende nødvendigt. Den er også politisk ved at sive ind. Fordi vores fødselsrate er alt for lav,’ siger økonom og forfatter til en række bøger om demografi og migration Hans Kornø Rasmussen.

‘… vi har ikke reproduceret den danske stamme siden 1968. Det vil sige, at vi ikke har reproduceret os selv i snart 50 år. Det er klart, det giver problemer. Vi skal have indvandring. Det ved politikerne også godt. De siger så, at vi skal have dem, der er positive over for Danmark og vil Danmark. Lige nu er nogle af dem så oppe på værdibarrikaden, fordi antallet af asylansøgere stiger kraftigt. Men det gør det alle steder, fordi der er så mange krige i gang,’ siger Hans Kornø Rasmussen. …

‘… andengenerationsindvandrere, selv dem fra muslimske lande, med beklagelige, men ikke ligefrem truende undtagelser, bliver i det store hele integrerede i Danmark. Ser man på uddannelsesmønstret, så begynder det efterhånden at være sådan, at disse unge i dag får lige så mange studenterhuer som etnisk danske studerende. Så der er enorm integration. … Integrationen foregår på mange måder imponerende godt flere steder. Der går ikke hundrede år, der går en generations tid.’ …

‘At vi har brug for mere indvandring. Det er 20 år siden, jeg sagde, at om et par årtier – altså lige nu og her – går danmarkshistoriens største generation på pension. Der kommer en pukkel af 70-, 75-, 80-årige osv. Vi har hele tiden vidst, at vi kom dertil. Vi har hele tiden vidst, at bag alle diskussioner om udlændinge og debatter om faren for parallelsamfund og frygt for det multikulturelle, så får vi brug for mere indvandring.'”



28. september 2014

Set på Politiken.dk: “… fortsætter den udvikling, vil tallet løbe op i mere end 20.000 for 2014″

Først var prognosen 6.000, så 14.000, og nu tales der åbent om ‘mere end 20.000′ asylansøgere i 2014. Politisk kan det gå begge veje. Enten får vi et nødvendigt opgør med hele asyl-tanken, eller også får vi et korridor-kompromis med en ‘stram, fast og fair’ udlændingepolitik der tager lidt af toppen, men ikke gør noget som helst ved det centrale – at danskerne ikke ønsker at lade sig kolonisere, uanset hvad.

Fra Politiken, der ikke mener de nye asyl-tal behøver en selvstændig artikel – ‘Hellere rockerborg end asylcenter’.

“Forsamlingshuset i landsbyen Lyngby på Norddjurs er fyldt til sidste stol og ståplads. En cirka 40-årig mand i blå T-shirt rejser sig op: ‘Det er lige før, at jeg hellere ville have haft en rockerborg end et asylcenter’.

Indkvarteringen afspejler, at asylsystemet er presset af det stærkt stigende antal ansøgere, som kommer til Danmark for tiden. Over 100 om dagen ifølge Røde Kors, og fortsætter den udvikling, vil tallet løbe op i mere end 20.000 for 2014 – mange flere end forventet af regeringen.

[...]

I en ny meningsmåling foretaget af Megafon for Politiken og TV 2, svarer 55 procent, at de ønsker de eksisterende asylregler strammet. 24 procent siger, at reglerne skal forblive uændrede, mens 14 procent vil lempe reglerne for asyl.

Det kommer ikke bag på Jørgen Goul Andersen, der har forsket i danskernes syn på indvandrere siden 1990’erne:

‘Der har ikke på noget tidspunkt været et flertal for lempelser’, siger Goul Andersen, der er professor i statskundskab ved Aalborg Universitet.”

Oploadet Kl. 12:59 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


22. september 2014

Ok med diktaturmetoder: Har du googlet Dan Park? Han forsvares af Uwe Max der har tråde til Urias…

LO og Cevea samarbejder om kurset ‘Faglige meningsdannere’, der også har udmøntet sig i hjemmesiden Udenfilter.dk. Her lidt fra en artikel af en 26-årig svensk cykelsmed ved navn Oscar Larsson – Frihedskæmper eller nazisympatisører? Når venstrefløjen bliver ideologiske, er løsningen altid totalitær.

“… Danmarks debat om Sverige er syg og ensporet. … I august blev Dan Park anholdt i Malmö, udenfor galleri Rönnquist & Rönnquist. Politiet beslaglagde derefter de plakater han havde udstillet i galleriet. Vent lige lidt. Anholde en kunstner? Beslaglægge kunstværker? Det lyder da som de rene diktatursmetoder! Det er vel kun en totalitær stat der gør sådan noget!? Ja, det vil man mene. Hvis man er for doven til at google Dan Parks navn, og bruge 5 minutter på at sætte sig ind i, hvem han egentlig er.

For plakaterne som Dan Park klæber op rundt om i Malmö og andre svenske byer, er slet ikke kunst. De er racistisk og hadefuld propaganda, der går til angreb mod minoriteter og venstrefløjen. Og Dan Park er ikke kunstner. Han er en hærværksmand og nazist, der ofte ses i nazistiske demonstrationer, og i selskab med førende skikkelser i sveriges nazistiske miljø.

P1’s program Kulturknuserne, med værten Lasse Marker i spidsen, rykkede i starten af august ud til Dan Parks forsvar. Jeg kunne skrive stolpe op og stolpe ned om de mange gode grunde til at de ikke behøver at bekymre sig for nazisters ytringsfrihed i Sverige: Det svenske politi rider glædeligt fredelige folkemasser ned for at sikre seks nazisters ret til at holde et offentligt møde. Sverigedemokraterna, et parti med rødder i den nazistiske miljø, er lige blevet det tredje største parti ved folketingsvalget i Sverige. Nazister og racister har det for tiden altså ganske glimrende i Sverige.

(Politiet forsvarer ‘nazisters ytringsfrihed’ fra ‘fredelige folkemasser’, Sverige, 23. august 2014)

Sammen med Uwe Max Jensen, argumenterer Lasse Marker m.fl. for Dan Parks sag. At Uwe gør det giver mening. Han er selv dybt højreorienteret, med bånd til både Uriasposten og Trykkefrihedsselskabet. … Men hvad med Lasse Marker? Jeg håber og tror ikke at Lasse har en nazistisk eller racistisk dagsorden. Formentlig forsvarer han Dan Park’s nazistiske propaganda fordi at han er for doven og uambitiøs til at lave et stykke ordentligt researcharbejde. Men kollisionen mellem Danmarks og Sveriges debatklima er nok også en del af forklaringen. …

Poul Nyrup-Rasmussens kendte ord fra 1999, står stadig ved magt – Dansk Folkeparti har aldrig været og bliver aldrig stuerene. Det er de andre partier, der har ladet sig trække med ned i det samme fremmedfjendske mudder. … Kort sagt er fremmedfjendtligheden blevet normal i Danmark, hvor den i Sverige, stadig bliver foragtet. Den svenske debat kører ligesom den danske også af sporet i ny og næ. For eksempel var kritikken af Martin Strid’s tegnede børnebog om Mustafa’s Kiosk skinger, ukvalificeret og misforstået. Men det er nemmere at tilgive den form for overforsigtighed, end den uforsigtighed og dovenskab der gør Lasse Marker til en fortaler for nazistisk propaganda i det offentlige rum.



12. september 2014

DIIS-forskere om SFI-rapport: Man er ikke ekstremist, hvis man afviser vold og arbejder for demokrati

Ann-Sophie Hemmingsen og Tobias Gemmerli fra Dansk institut for internationale studier halalslagter den anonyme SFI-rapport om ekstremisme. De har selvfølgelig ret i det citerede, men det førstnævnte er blevet citeret for om Islam vidner ikke om indsigt i andet end karrieremuligheder. Fra DIIS.dk – Antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark – en problematisk kortlægning.

“Tirsdag den 9. september offentliggjorde Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) en længe ventet rapport, der kortlægger antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark. Rapporten navngiver 15 grupperinger fordelt på tre miljøer: et højreradikalt, et venstreradikalt og et ekstremistisk islamistisk. Fælles for de 15 grupperinger er, at de eksplicit tager afstand fra brugen af vold og andre ulovligheder. Hertil kommer, at de fleste erklæret arbejder for demokrati. Så hvordan ender disse 15 grupperinger med ekstremismestemplet? Det er overordentlig svært for læseren at finde ud af. Rapporten mangler nemlig eksplicitte definitioner og kriterier. Når datagrundlaget desuden er spinkelt, bliver værdien af kortlægningen tvivlsom. …

Dernæst savner vi definitioner af det ikke-ekstreme og prodemokratiske, som miljøerne og grupperingerne holdes op i mod. Rapporten søger at beskrive de egne af det religiøse og politiske landskab, som ligger udenfor ‘det politiske normalområde’. Præcis hvad dette normalområde dækker over, står imidlertid hen i det uvisse, ligesom indholdet af den ‘liberalistiske demokratiopfattelse’, som de kortlagte miljøer og grupperinger kategoriseres som modsætninger til.

Som det klart fremgår af rapporten, er det svært én gang for alle at definere ekstremisme og antidemokratisme af den simple grund, at det er relative begreber. Men når man giver sig i kast med at kategorisere navngivne grupperinger som ekstreme eller antidemokratiske, må man åbent og detaljeret forklare præcis, hvordan man til lejligheden anvender begreberne, samt præcis hvilke kriterier man lægger til grund for sine kategoriseringer. Når grupperinger, som erklæret arbejder for demokrati og lægger afstand til voldelige handlinger, kategoriseres som antidemokratiske og/eller ekstremistiske, har vi, som læsere, brug for en forklaring.

Endelig er det uklart, hvilke aktiviteter eller handlinger i observationsperioden, der ligger til grund for rapportens kategoriseringer. I afsnittet om det højreradikale miljø optræder således handlinger, som i vores øjne er blandt grundstenene i et demokrati – demonstrationer, opstilling til valg og anvendelse af ytringsfriheden – på samme liste som enkeltpersoners kriminelle eller voldelige handlinger. Dette medfører, at vi er tvivl om, hvad der er blevet lagt vægt på. At enkeltpersoners lovovertrædelser i rapporten kategoriseres som værende ‘i tråd med det ideologiske udgangspunkt’ i miljøer, gør ikke tvivlen mindre. Rapporten synes at antage en bestemt type sammenhæng mellem holdninger og handlinger, men denne antagelse er der langt fra konsensus om i ekstremisme- og radikaliseringsforskningen, hvorfor en vurdering af, om handlinger er i tråd med de ideologiske udgangspunkt, må betegnes som diskutabel, og derfor skal mellemregningerne præsenteres. Som læsere savner vi kort sagt en indledende liste over kriterier, som alle grupperinger konsekvent vurderes efter. Det ville have gjort os i stand til at gennemskue, hvorfor netop disse 15 grupperinger er valgt. …

Forskergruppen har endvidere interviewet 26 personer i eller omkring miljøerne, hvoraf de 11 var relateret til det ekstremistiske islamistiske miljø, syv til det højreradikale og tre til det venstreradikale. Det er imidlertid uklart, hvorvidt disse interviewpersoner har bidraget med viden om deres egne meningsfæller eller om andre, hvilket fører os til et grundlæggende spørgsmål omkring den troværdighed, som interviewpersoners udsagn er blevet tillagt. Vi savner således indblik i, hvordan man har sikret sig, at interviewpersoners vurderinger og informationer er korrekte. F.eks. er det ikke klart for os, hvor meget vægt, vi skal lægge på frontpersonales oplysning om, at Danish Defence League ytrer sig gennem en krænkende retorik og spytter på kvinder, som kan findes på s. 38. Er dette et rygte fremsat af en enkel person eller et forhold, som mange har bevidnet?

(Politiken.dk, 10. september 2014: Forskere kritiserer kortlægning af ekstremisme)



10. september 2014

Pinlig SFI-rapport: Problematiserer højrefløjsdemokrater, overser revolutionære SUF med 39 lokalafd.

Jeg har gjort det til en vane, at gennemgå alle rapporter om politisk ekstremisme, men det er ikke meget der kan siges om SFI’s nye kortlægning af ‘Antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark’, som jeg ikke har skrevet tidligere. Overordnet er rapporten fuldstændig ubrugelig. Definitionerne er løse, og næsten skræddersyet til at give (anonyme forskere) mulighed for at skabe konklusioner efter forgodtbefindende.

Det må siges, at jeg ikke har gennemgået de ni områdenotater, som rapporten baserer sig på. Det ændrer dog næppe på det essentielle.

En rapport om ekstremisme burde fokusere på organisationer der har til formål at vælte demokratiet, samt organisationer der virker ved ulovligheder. Det er ikke raketvidenskab. På en top-ti liste burde der maksimalt være 1-2 højreorienterede organisationer, da venstrefløjen og islamister både i antal medlemmer, radikaliseringsgrad og trusselsniveau er klart overlegen. Man kan ikke definere sig ud af alt.

Bemærk i øvrigt modtagelsen i medierne. Når nu rapporten konkluderer, at der er flest ekstreme organisationer på højrefløjen, så kan DR Nyheder illustrere sin historie med Danish Defence League-trøjer. Bemærk også hvor hurtigt venstrefløjen er ude med sin kritik, og bliver en del af mediebilledet. Rune Eltard-Sørensen vil have færre venstreorienterede og flere højreorienterede organisationer på listen. En af organisationerne der efter Modkrafts opfattelse ikke burde være på listen er Libertære Socialister. Når man læser kritikken på Modkraft.dk er supplerende læsning en artikel om LS: ‘Vil gøre militante metoder trendy’.

(SFI, Antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark – En kortlægning, 85 sider, pdf; SFI.dk)

Definitionen er todelt. Rapporten omhandler ikke bare antidemokratiske organisationer, men også ‘ekstremistiske’, der er mere luftig. På samme måde inkluderer demokrati-begrebet ‘idealer om tolerance’ ud fra en pluralistisk forståelse af demokrati. Oprindeligt betød demokrati ‘folkestyre’, men kæmper man med grundlovssikrede rettigheder for folkeafstemninger om indvandring/multikultur er man ekstremist. Det noteres specifikt.

“Begreberne ‘antidemokratisk’ og ‘ekstremistisk’ kan være svære at definere præcist, men i rapporten her forstås ekstremisme som holdninger, der i større eller mindre grad kan være i konflikt med demokratiske styreformer og idealer om tolerance, og en villighed til at gå uden om demokratiske procedurer for at gøre politiske eller religiøse holdninger gældende. Antidemokratisme forstås i forhold til en pluralistisk forståelse af demokrati som tilfælde, hvor enten de demokratiske beslutningsprocesser ikke accepteres, hvor de fundamentale værdier og normer for alle borgere afvises eller en kombination heraf.” (s. 9)

Fortalere for en populistisk demokratiopfattelse kan fx mene, at man skal tilstræbe flertalsafgørelser, men også at disse ikke behøver at respektere ligheds- og tolerancenormerne. I forlængelse heraf vil vi her forstå ‘antidemokratisme’ som det tilfælde, hvor enten de demokratiske beslutningsprocesser ikke accepteres, eller hvor de fundamentale liberalistisk demokratiske værdier og normer afvises (eller en kombination heraf).” (s. 17)

Det uddybes i indledningen. Ekstreme bevægelser ‘kan’ bære præg af “fjendebilleder, hvor bestemte grupper eller samfundsforhold ses som truende.”. Hvis man er imod islamisering, er man per defintion lidt antidemokratisk, lidt ekstrem. Vil man have folkeafstemning om indvandring, har man en suspekt ‘demokratiopfattelse’. Lovlydige Urias-læsere er ekstremistiske antidemokrater per definition.

(s. 15)

Fokus er naturligvis på organisationerne, men det virker meget tilfældigt hvilke der udpeges. Aktiv i flest lokalområder er Danish Defence League, men hvad siger det om noget, så længe DDL ikke har konsolideret sig med egentligt klubhuse. Second to none i den forbindelse må være Ungdomshuset på Dortheavej i København. Det nævnes ikke med et eneste ord. Heller ikke urolighederne der fulgte salget af Jagtvej 69, selvom enhver torsdagsdemo for Ungdomshuset var langt mere ekstremt end det største DDL har lavet.

Rapporten identificerer hele seks højrefløjsorganisationer, og inkluderer eksempelvis ‘Folkebevægelsen mod Indvandring’, som jeg måtte google mig til, er identisk med Michael Ellegaards Frit Danmark. Jeg tror ikke FD nogensinde har samlet mere end 10 personer. Hvad er det i øvrigt præcist der gør Dansk National Socialistisk Bevægelse højreorienteret? Man kan sagtens være antisemit og højreradikal, men DNSB er jo totalitære kollektivister.

Omvendt er der kun fire venstrefløjsorganisationer. Det er selvfølgelig fint at Antifascistisk Aktion, Researchkollektivet Redox, Antiracistisk Netværk og Libertære Socialister er på listen, men hvad er bagggrunden for at udelade Socialistisk Ungdomsfront, der kæmper for revolutionen i hele 39 lokalafdelinger. Racismefri by, Antiracistisk Ungdom og utallige beslægtede organisationer også kunne være medtaget – det hele virker meget tilfældigt.

I forhold til islamisk ekstremisme, kunne enhver moské og islamisk kulturforening være inkluderet på listen. Rapportens forfattere vælger at medtage fem grupperinger, herunder særligt Hizb ut-tahrir og Muslimsk Ungdomscenter (Grimhøjvej-moskéen, hvor IslamGuides boghandel har hjemme) og Kaldet til Islam. Moskéer er kønsopdelte, og hvis ikke det i sig selv er et brud med fundamentale værdier og normer, hvad er så? Vederfølner-klistermærker påtrykt ‘Nej til moskéer’. Ja, faktisk. Eksempel 5, side 38.

Ingen højreorienteret organisation på listen kan samle mere end 40-50 tilhørere, og egentlige kriminelle aktiviteter er tilnærmet nul. Omvendt er Stop Islamiseringen af Danmark blevet angrebet med slagvåben flere gange, Rightwings klubhus er brændt ned, og ingen aktive højregrupperinger har formentligt begået 20 procent af de ulovligheder andre har begået mod dem. Sådan er virkeligheden.

Når venstrefløjen demonstrerer samles der ofte 500 eller mere, kun overgået af Hizb ut-Tahrir der nemt samler mere end 1000 kalifattilhængere. Politisk motiveret mødeterror og kamp for et religiøst diktatur, er naturligvis i en anden liga end højregrupperinger der demonstrerer under parolen ‘Vi er alle jøder’ eller for ytringsfrihed.

SUF bekæmper det liberale demokrati, samarbejder åbent med AFA, og medlemmer har været en del af flere tunge kriminalsager om politisk motiveret kriminalitet. Selvfølgelig skal SUF være på listen. Gerne helt oppe ved AFA og Researchkollektivet Redox. Rapportens forfattere er på visse områder helt blanke…

“For de venstreradikale grupper har vi ikke klart kunnet identificere rekrutteringsstrategier.” (s. 13)

Et citat fra rapporten, der understreger, at konklusionerne nok ikke skal tages helt så seriøst.

“Det ambitiøse udgangspunkt om at kortlægge hele landet har på mange måder være givende, men det har haft en pris. Det har således ikke været muligt at få et præcist indblik i størrelsen af de forskellige organisationer og grupperinger, og da kortlægningen er et øjebliksbillede, er det ligeledes svært at konkludere, hvorvidt de enkelte grupper er i vækst eller på retræte.” (s. 12)

Sådan skriver forskere, når de gerne vil lege videre med andres skattekroner.

Da definitionerne er løse og ret beset kunne inkludere hvad som helst, så burde Danskernes Parti selvfølgelig også være på listen. DP er udeladt, formentligt fordi forfatterne så nødvendigvis også måtte inkludere Socialistisk Ungdomsfront (og hermed støde kommunistiske Enhedslisten). Vægtningen er bizar. Det virker meget politisk.

“Hvilke grupper skal kortlægges inden for de enkelte miljøer? Af kortlægningen fremgik det således, at der var enkeltindivider med tilknytning til Socialistisk Ungdomsfront (SUF), der deltog i, hvad der ifølge denne rapports definitioner kunne betragtes som anti-demokratiske og/ eller ekstremistiske aktiviteter. Vi valgte ikke at medtage SUF i kortlægningen, men det viser, at der er en flydende grænse mellem, hvad der kan betragtes som venstreradikalisme og almindelig venstreorienteret politisk aktivitet. Det samme gælder for højrefløjen, hvor Danskernes Parti kan siges at indtage en lignende position. Igen valgte vi ikke at tage partiet med på trods af, at partiet har et vist holdningsfællesskab med det højreradikale miljø…” (s. 20)

Om Det antidemokratiske og antidemokratiske og/eller ekstremistiske højreradikale miljø (s. 29-40, 12 sider).

Under ‘handlingsmønstre’ indenfor det højreradikale miljø nævnes syv episoder. Det meste er legal politisk aktivitet (eksempelvis SIAD-demo’en ‘Vi er alle jøder’), og intet har mig bekendt før til doms. Heller ikke den værste episode – DNF’ere ‘involveret’ i en slåskamp med iranske asylansøgere, der blev ‘slået og sparket’. Som man kunne se i et indslag på TV2, så var de afviste asylansøgere den angribende part. Kilden må være iranernes talsmand Masoud Reisvand, der i 2006 fortalte at Jesper Langballe havde hånet ham på trappen foran Christiansborg. Det faldt lidt til jorden, da det kom frem at Jesper Langballe var i sommerhus på Anholt.

Rapporten må gå langt ud for at finde ammunition. Det er sådan set ikke kun DDL der ‘betragter’ sharia som uforenelig med det danske demokrati. Tilbage i 2003 bekendtgjorde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol at sharia’en var uforelig med demokrati. Hvis man forsker i ekstremisme indenfor islamiske miljøer, men ikke kender omtalte dom – så er de næppe opgaven voksen.

“Frontpersonale og andre interviewpersoner har ligeledes påpeget, at grupper som AK 81 fra Vestegnen og Devils Choice fra Midt- og Vestjylland også udtaler sig stærkt islam-kritisk. … Det skal understreges, at deres tilstedeværelse på højrefløjen ikke retfærdiggøres af de højreradikale grupper inden for miljøet, som generelt er optaget af lov og orden. (s. 31)

“Ideologisk er DDL en islamkritisk og højrenational organisation, som betragter sharia som ‘en revolution, som vores land ikke ønsker og må afvise’ og som uforeneligt med det danske demokrati. DDL anser islam som en trussel og har til formål ‘gennem aktivt forsvar at sikre fred og friheder i vores lokalområder’. DDL lægger vægt på ytringsfriheden og ‘opfordrer regeringen til at ophæve alle love, der forhindrer ægte ytringsfrihed’, herunder ophævelse af racismeparagraffen.” (S. 33)

Om Det antidemokratiske og/eller ekstremistiske venstrerdikale miljø (s. 41-49, 9 sider).

Det bedste i rapporten er uden tvivl udpegningen af AFA’s brug af dækorganisationer, herunder ‘Århus for Mangfoldighed’. Antiracistisk Netværk kædes sammen med plakatkampagnen mod århusianske nationalister, men det dokumenteres ikke. Heller ikke i det tilstødende områdenotat om Østjylland (s. 20).

Noget er decideret grinagtig. Når man vælger at kalde AFA ikke-voldelig, men omvendt refererer venstrefløjens debat om AFA’s voldelighed, så ryger man ind i paradokser. Venstrefløjen er delte i spørgsmålet om brugen af vold, men alle grupperne er ‘imod vold’. Måske er den moralske frifindelse af AFA en konsekvens af deres – ifølge rapportten, samarbejde med ‘venstrefløjsorganisationer over hele landet’.

Når AFA demonstrerer er graden af militans planlagt på forhånd, og hermed en integreret del af strategien. Det er ikke tilfældet på højrefløjen – selvom bevares, begge fløjes vold udføres af… ‘enkeltindivider’. Kan man ikke se forskellen er man blind på venstre øje.

“Centralt i mange af disse uenigheder er synet på og viljen til at benytte vold og udenomsparlamentariske metoder til at opnå erklærede mål (Larsen, 2012: 24). Igen er alle de formelle grupper, vi beskriver nedenfor, imod vold. Volden og andre udenomsparlamentariske metoder er derfor resultat af enkeltindividers handlinger, som udgår fra og nogle gange associeres med grupperne.” (s. 42)

“AFA synes først og fremmest at være en såkaldt ‘ad hoc-gruppe’, som primært virker kontra-aktionært: Medlemmerne samler sig på baggrund af episoder, hvor de oplever, at der er et behov fx i form af påkrævet modstand mod højreekstremistiske grupper. … AFA arbejder sammen med venstrefløjsorganisationer over hele landet. Aktionsformerne bestemmes af de konkrete deltagere. Aktionsformerne bestemmes af de konkrete deltagere og afhænger af sag og sted.” (s. 43)

“ARN-Aarhus arbejder i forbindelse med demonstrationer og andre events sammen med et bredt udvalg af grupper og organisationer på venstrefløjen, såsom Antifascistisk Aktion, Enhedslisten og Socialistisk Ungdomsfront (SUF), såvel som mere eventbaserede grupper og netværk, såsom Goodnight White Pride, Larm mod Racisme, Aarhus for Mangfoldighed, Praktisk Solidaritet Aarhus og Produktionskollektivet Opbrud, Konfront, Libertære Socialister og Internationalt Forum.” (s. 45)

“Libertære Socialister (LS)… I omtalen af det revolutionære aspekt gives der udtryk for, at bevægelsens mål ikke kan nås gennem de etablerede demokratiske samfundsinstitutioner, men kræver en social revolution.” (s. 45)

“Handlinger, der udspringer fra det venstreradikale miljø, omfatter mødeblokering, chikane, kampagner, oplysning, demonstrationer. registrering af modstanderes truende adfærd samt fysiske angreb på højreradikale og slagsmål med politiet, ofte i modstrid med gruppernes erklærede afstandtagen fra brug af vold. Som i tilfældet med den højreradikale vold er den venstreradikale vold overvejende udført af enkeltindivider, der støtter den i miljøet dominerende ideologi.” (s. 48f)

Om Det antidemokratiske og/eller ekstremistiske islamistiske miljø (s. 51-64, 14 sider).

Medierne kalder LTF og lignende for indvandrerbander, men som citatet herunder understreger, så ville muslimske bander være mere præcist.

“Alle de organisationer og grupperinger, vi kortlægger nedenfor, er åbent imod vold. Ikke desto mindre er der enkeltindivider, som på forskellig vis sympatiserer med de ideologiske grundantagelser inden for miljøet, som er medlemmer af bander eller kriminelle grupperinger. Disse bander eller kriminelle grupperinger er i stigende grad begyndt at indflette islam i deres retorik, såvel på nettet og i de sociale medier som i enkeltmedlemmers legitimering af forskellige typer af voldelige eller ulovlige aktiviteter og opgør. Et eksempel herpå er banden Loyal to Familia (LTF), som især er aktive i hovedstadsområdet. LTF udtrykker, at de har følt sig ekskluderet af samfundet gennem oplevelser af racisme og diskrimination, ikke mindst fra politiets side… Denne fornemmelse af uretfærdighed italesættes typisk med en blanding af elementer, hvor referencer til islam står centralt. Således skriver LTF på deres hjemmeside, at ‘Må Allah give styrke til din familie’ og ‘Må Allah Subhanahu wa ta’ala være med vores afdøde bror’. De konflikter, de har med deres omgivelser, sættes ofte ind i en civilisationskamp. For eksempel siges det ‘Hvis I skal åbne ild, så ram deres Kuffar (vantro) og ikke vores muslimske brødre’. (s. 53f)

(s. 54)

“Selvom kortlægningen ikke peger på, at MUC rekrutterer til krigen, så modvirker MUC ikke selv deltagelse. Snarere er de et punkt i det miljø, hvorfra deltagerne udspringer. … For disse unge glider ideologien i MUC og det større salafistiske miljø dermed over i en ekstremistisk holdning og aktivitet.” (s. 55)

“MUC står for Muslimsk Ungdomscenter og udgør en gruppe unge salafister i Østjylland. Gruppen organiserer religiøse arrangementer, bøn og studiegrupper, men modstiller sig liberale demokratiers standarder og ligheds- og toleranceprincipper. MUC beskriver sig selv på Facebook som ‘en gruppe unge, der følger Quran og Sunnah’, med det formål at ‘give både muslimer og ikke-muslimer vigtige informationer om Islam’. … Gruppen i Østjylland er tilknyttet en bestemt moské.” (s. 59f)

Fra Konklusionerne (s. 65-72).

Bemærk apologien. Selvom enhver aktiv højregruppering konfronteres af maskerede venstreradikale, så har det blot en ‘symbolsk karakter': ‘De’ ønsker ikke at at skade hinanden…

“Centralt i forhold til fjendebilleder er det interessant at bemærke, at især de højreradikale og de venstreradikale synes hovedsageligt bundet op i en konflikt med hinanden om etniske minoriteters status i Danmark. … De venstreradikale grupper har forsøgt at fordrive grupper eller organisationer på den yderste højrefløj, hvorfor det ikke er overraskende, at det undertiden kommer til både verbale og fysiske sammenstød mellem personer og/eller grupper venstre- og højrefløjen imellem. Når personer fra de to fløje støder sammen, omgives konfrontationen typisk af meget højstemt og aggressiv retorik. Der er imidlertid ikke noget, der tyder på, at de ønsker at skade hinanden fysisk. Sammenstødene synes overordnet at have mere symbolsk karakter… (s. 67f)

“Set i lyset af, hvor meget kampen mellem højre- og venstreradikale handler om spørgsmål om den muslimske minoritets eksistensberettigelse i Danmark, er det interessant at bemærke, at disse to fløje stort set ikke figurerer i de islamistiske miljøers interne diskussioner og debat.” (s. 68)

“Der er således forskel på de idealer for et politisk styre, der følger religionen, og på, hvordan religionen praktiseres i det salafistiske miljø. Dette afspejler blandt andet, at langt de fleste salafistiske muslimer reelt ikke mener, at diskussionen om sharia er relevant, idet de lever i et ikke-muslimsk land og bør følge landets lovgivning…” (s. 69)

Diverse.

“Ud af interviewpersonerne kom 26 interviewpersoner fra de tre studerede miljøer: 11 interviews fra det islamistiske miljø, syv fra det højreorienterede miljø og tre fra det venstreorienterede miljø; 12 interviewpersoner var forskere; 14 interviewpersoner var andre eksperter på området, og de øvrige interviewpersoner faldt inden for forskellige kategorier af frontpersonale.” (s. 26)



9. september 2014

Holdningsmassage under landskamp: ‘Europæisk fodbold forenet mod racisme’, ‘Nej til racisme’…

På forsiden af Fyens Stiftstidende kan man i dag læse om ‘Dødstrusler i Serie 2-fodbold’. Erfaringskataloget siger Vollsmose, og denne gang var ingen undtagelse – spillere fra Bøgeparkens IF truede spillere fra Boldklubben Chang, og det hele eskalerede, da en af Vollsmose-spillerne blev udvist for at træde dommeren over foden. To patruljevogne kom på stedet, ‘nogle grupper’ blev bortvist – og så var problemet løst. Indtil næste gang.

Episoden foregik lørdag eftermiddag. Dagen efter blev der spillet EM-kvalifikationskamp mellem Danmark og Armenien i Parken. Som tidligere, blev der i forbindelse med tv-dækningen afspillet en reklame for UEFA-kampagnen ‘Respect’. Denne gang med parolerne oversat til dansk ledsaget af DBU’s officielle logo. Først vises en række nærbilleder af fodboldspillere med forskellig etnisk oprindelse, herunder disse tre slogans ‘Europæisk fodbold forenet mod racisme’, ‘Nej til racisme’ og ‘Respect’. Intet odiøst i at UEFA (og DBU) vil arbejde for fair play, men fokus virker overdrevet, og helt misforstået i forhold til de problematikker klubberne reelt står overfor.

Jeg betragter sådanne kampagner som værende holdningsmassage i multikulturens navn.

‘Respect’-kampagnen inkluderede også bandereklamer under kampen: ‘No to racism’. Overalt i Parken supplerede DBU med parolen: ‘En del af noget større’. Jeg tænker mit…

Oploadet Kl. 11:47 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


25. august 2014

Debat uden perspektiv: “Debatten drejer sig om bittesmå detaljer ude i hjørnerne af velfærdsstaten…”

Information har interviewet professor Ove Kaj Pedersen der lancerede begrebet ‘konkurrencestaten’, som Bjarne Corydon tog til sig. Fra Venstrefløjens kritik af konkurrencestaten er pinlig.

“… Ordet konkurrencestat har været en rød klud for mange debattører i det forløbne år?

‘Jeg tager mig til hovedet over niveauet! Især venstrefløjens kritik af konkurrencestaten har været pinlig. … Her i landet tiltager man sig retten til at have en mening uden at have undersøgt, hvad man taler om’.

Det er især intellektuelle, der er kritiske over for konkurrencestaten?

‘Der er masser af personer på universiteterne og på den klassiske danske venstrefløj, som dyrker den åndelige dovenskab og dropper analysen. De kunne ikke lide ordet ‘konkurrencestaten’, og så behøvede de ikke tænke mere over det. De reagerer på reflekser. … Den politiske debat i Danmark er overfladisk og gennemsyret af mytomaner, som kører på myter og varetager egne interesser på baggrund af myter’. …

‘Jeg tilhører selv en generation – babyboomgenerationen – som bliver stadig mere afhængig af velfærdsstatens ydelser og hjælp. Enhver politiker, der vil genvælges, og ethvert parti, der vil have indflydelse, er nødt til at tage hensyn til denne store magtfulde vælgergruppes interesser. Sådan er det. Det samme gælder de mange offentligt ansatte, der også er en magtfuld gruppe, som politikerne må tage hensyn til. Der er intet, der er så svært i Danmark som at ændre velfærdsstaten, fordi flertallet er afhængigt af den. … Hver gang man reformerer, er der nogle, der vinder, og nogle, der taber. De første siger ikke noget. De sidste skriger højt i medierne’.

Er der ikke en god, saglig debat i Danmark?

‘Nej, debatklimaet er præget af kaos og rod. Interessegrupper hyler op, når deres velerhvervede privilegier antastes. Men det mest forstemmende er, at når man f.eks. åbner for Radioavisen, så er det som at få en revisionsrapport læst op. Debatten drejer sig om bittesmå detaljer ude i hjørnerne af velfærdsstaten, som om den ene får 492 kr., mens den anden får 500 kr., om paragraffer, børnecheck, børnetilskud, tøjbudgetter. Det er alle de små frimærker, der er i spil. Debatten er kaotisk, flimrende og ligegyldig. De, der forsøger at følge med ved at læse avisen og lytte til Radioavisen, må befinde sig i et kaotisk univers. Der mangler fokus og en ramme for debatten’.

[...]

‘Efterkrigstidens venstrefløj, der ville forandre samfundet gennem reformer, ligger i ruiner. Årsagen er, at venstrefløjens vælgergrundlag i stigende grad er identisk med babyboomgenerationen og den middelklasse, som er afhængig af offentlige ydelser. Når man har sine interesser koblet tæt til velfærdsstaten og de offentlige budgetter, institutioner og ordninger, kan man ikke længere være en samfundsforandrende kraft. …’.

Hvor ser du det?

»Når SF kollapsede i forsøget på at blive regeringsbærende, var der tale om et historisk kollaps af en idé – ideen om en pragmatisk venstrefløj, der er indstillet på at indgå kompromiser. Den er der ikke længere. Den er død. Nu er der kun kustoderne på den yderste venstrefløj tilbage…‘.

Den store historie er jo, at det er de borgerlige, der er blevet socialdemokratiske og er blevet tvunget til at føre socialdemokratisk politik. Over tid er de borgerlige blevet socialdemokratiske, og socialdemokrater er blevet borgerlige. Begge parter har fået deres del af kagen’.”



24. august 2014

Ole Birk Olesen (LA) om FOA-formand Dennis Kristensens irrationelle argumenter mod udliciteringer

Det er mange år siden FOA-formand Dennis Kristensen var lokalformand for Danmarks Kommunistiske Ungdom i Valby, men maksimalstaten er stadig et mål i sig selv. Liberal Alliances Ole Birk Olesen kommenterer – Dennis Kristensen – en af venstrefløjens og fagbevægelsens mest utroværdige mænd.

“Dennis Kristensen fra FOA forklarer, at dårligt arbejdsmiljø i den offentlige sektor er årsagen til, at offentligt ansatte har højere sygefravær end privat ansatte:

“Sygefraværsstatistikken taler sit tydelige sprog. Det står sløjt til på de kommunale arbejdspladser.”

Dennis Kristensen fra FOA forklarer, hvorfor det er meget vigtigt, at kommunalt ansatte ved udlicitering ikke bliver ansat i den private sektor i stedet:

“Det vil i den grad gå ud over de ansatte i den offentlige sektor, hvis det skal foregå på samme måde, som det er sket i rengøringsbranchen.”

Når offentligt ansatte er mere syge end privat ansatte, så er det, fordi arbejdsmiljøet i den offentlige sektor er meget værre end i den private sektor. Ifølge Dennis Kristensen.

Men når der tales om at udlicitere de offentlige stillinger, så de ansatte kommer til at udføre deres arbejde som privat ansatte i stedet for som offentligt ansatte, så vil det også gå ud over medarbejdernes arbejdsmiljø. Ifølge Dennis Kristensen.

Begge dele kan jo ikke være rigtigt på samme tid!

Enten er arbejdsmiljøet i den private sektor bedre end i den offentlige sektor, og så kan det forklare, at sygefraværet er højere i det offentlige end i det private… Eller også er arbejdsmiljøet omvendt værre i den private sektor, så de offentlige stillinger endelig ikke må blive til private stillinger ved udlicitering…”

Oploadet Kl. 19:32 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer


16. august 2014

Elmas Berke: Der er ingen mur af ‘fredelige muslimer’ som ‘rejser sig og råber NEJ’ til islamisk terror

Man kender den moderate muslim på antallet af dødstrusler. Jo flere, jo mindre ekstrem. Glimrende kronik af Elmas Berke i Berlingske – Skaber islam terrorister?.

“Organisationen af Islamiske lande, OIC, som repræsenterer 56 muslimske lande, med en permanent delegation i FN, udtalte i forbindelse med Mumbai terrorsagen i 2008, at det er forkert at kæde terrorister sammen med islam. Den fredelige muslim har intet at gøre med terrorister, sagde de, hvilket jeg kun kan tilslutte mig, men jeg må indrømme, at jeg ikke er helt så sikker mere, når det kommer til, hvorvidt islamistiske terrorister kan kædes sammen med islam. Dette er en erkendelse, der piner mig at skrive, da jeg selv er muslim.

Mange spørger, med rette, i denne tid, om islam skaber terrorister, og selv om jeg mener, at islam ikke er hele svaret, må jeg bedrøvet erkende, at det heller ikke kan udelukkes. Det er her, en del af svaret bør søges.

Sjældent når vi dog så langt i vores søgen. Selv om en terrorgruppe kommer til offentlighedens kendskab via en terroraktion og selv præsenterer sig som muslimer, reagerer langt de fleste muslimer per refleks ved at forsøge at forklare det uforklarlige fremfor at forholde sig til den virkelighed, der udspiller sig lige for øjnene af dem.

Den virkelighed, der bliver sværere at forklare: Nemlig, at vi per dags dato har flere terrororganisationer, der legitimerer deres brutale fremfærd ved ikke alene at kalde sig muslimer, men også ved at referere til islamiske tekster som deres drivkraft. Jeg vil heller ikke kendes ved dem, men er det så os, eller dem, der har misforstået noget?

Islam glorificerer jo martyriet, og dette (mis)bruger terrorister til at hjernevaske mennesker til forestillingen om et evigt liv i paradis forud for en terrorhandling. Hvis ikke etableringen af et kalifat var beskrevet i islamiske tekster og terrorister som f.eks. IS anvendte islamiske tekster til at legitimere deres brutale fremfærd, til at tage krigsfanger, tvangskonvertere alle til islam, til at betale jizya eller dø, ville det så stadig være så eftertragtet for disse terrorister at miste livet i kamp mod alt det, de betragter som ugudeligt?

Vi taler jo ikke bare om en enkelt eller to terrororganisationer, der harmløst prædiker en ideologi, vi kunne tie ihjel. De er udtryk for en beskidt politisk-ideologisk krig, der koster liv. Vi har ikke råd til at besvare død med tavshed.

Vi taler om mennesker, som begår uret, undertrykkelse, spreder uro, angst, død og ødelæggelse, som nu IS i Irak og Syrien, Al-Nusra i Syrien og Libanon, Al-Qaeda, spredt lidt over det meste af Mellemøsten og Centralasien, Boko Haram i Nigeria, Al- Shaabab i Somalia, Hizbollah i Libanon, Islamisk Jihad i Syrien, Lashkar Tayibbeh i Pakistan, Jemaah Islamiyah i Indonesien, Taleban i Afghanistan mfl. Hvor mange eksempler har muslimer brug for, før de griber til handling?

Hvis de, ganske rigtigt, ikke er så mange ud af verdens 1,5 milliarder muslimer og alligevel kan forvolde så stor skade, hvilken nytte gør det store tavse flertal da, når så få, kan ødelægge så meget? Det ser jo alligevel ud til, at det er de ekstreme, der sætter dagsordenen. For de fredelige og på de fredeliges vegne.

[...]

I disse minutter, disse timer og disse dage, begås der drab, forbrydelser og overgreb på shiamuslimer, kristne, tyrkmenere, yazidier, assyrer og selv sunnimuslimer, der ikke er enige med IS. Flere hundrede kvinder meldes savnet samtidig med, at de tyrkiske, arabiske, kurdiske og vestlige medier melder om slavemarkeder i år 2014. Kan vi tillade os at afslå samtlige meldinger som værende islamofobiske, inklusiv de muslimske af slagsen?

Hvad mere skal der til, før muslimer vågner af dvalen og fornægtelsessøvnen? …

Problemet er, at almindelige muslimer er så mainstream, så klagende, så beklagende, så passive og i så evig (selv)fornægtelse ansigt til ansigt med terror, overgreb og uretfærdighed, begået i eller forsøgt legitimeret i islams navn, at det er svært at sætte ord på, endsige handling.

Hvilket forhold ønsker muslimer, at ikke-muslimer skal have til islam, når terrorister gang på gang vover at råbe ‘Allahu akbar’, før de skærer hovedet af eller med selvmordsbomber dræber uskyldige mennesker, uden at en mur af fredelige muslimer rejser sig og råber NEJ!?

Organisationen OIC understreger over for de vestlige medier, at de bør holde op med at kæde terrorister sammen med islam, da disse ikke repræsenterer islam. Hvor kunne jeg ønske, at de ville bruge kræfterne, hvor kræfterne kunne gøre en forskel i stedet for at diktere vestlige medier, hvad og hvordan de kan eller skal skrive, når det er egne trosfæller, der leverer materialet, som medierne skriver om.

Hvis medierne gengiver terroristerne som muslimer, så er det altså, fordi terroristerne selv præsenterer sig som muslimer, hvorfor det påhviler verdens fredelige muslimer aktivt at gøre krav på både titel og tro, ikke vestlige medier at afholde sig fra at omtale dem, som de præsenterer sig selv.”

Oploadet Kl. 15:33 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


12. august 2014

Daniel Greenfield: UNRWA har 10.000 ansatte i Gaza – deres fagforening er styret af ‘pro-Hamas bloc’

Jeg springer normalt artikler over med lidt for bombastiske overskrifter, men Daniel Greenfield er ikke en tilfældig kommentator, og der kommer flere og flere oplysninger frem i medierne, der fortæller at Gaza i praksis er et totalitært Hamas-land. Her kan journalister ikke rapportere frit. Fra Sultan Knish – The UNRWA is Hamas.

“The UNRWA only runs 96 schools in the West Bank, but it runs 245 schools in Gaza. It employs less than 3,000 education staffers in the West Bank, but over 10,000 in Gaza. Why does Hamas, which is obsessed with brainwashing the next generation into martyrdom, allow a foreign organization to run an educational system for 232,000 pupils? It’s because in Gaza, Hamas and the UNRWA are the same thing.

The UNRWA’s Gaza staff has its own union. In the 2012 election, a pro-Hamas bloc won the support of most of the union with 25 out of 27 seats on a union board.The UNRWA’s vast majority of locally sourced Gazans are part of Hamas. … if the UNRWA fired Hamas members from its Gaza staff, it would have no one left.

Hamas control over the UNRWA in Gaza is reflected in the schools which promote Islamic terrorism. It’s unsurprising that UNRWA schools have repeatedly become flashpoints in conflicts between Israel and Hamas. The members of the Islamic terrorist group aren’t invading UNRWA schools to use them as human shields. The UNRWA schools are Hamas bases of recruitment and operation.

The current accusations and counter-accusations over attacks on and from UNRWA schools are a reenactment of the same set of events taking place in 2009. Only the locations and the names have changed. The same headlines, ‘Israeli shelling kills dozens at UN school in Gaza,’ and ‘Massacre of Innocents as UN school is shelled’ are repeating all over again.

(Gaza-korrespondent afbryder live-dækning foran hospital pga. Hamas-affyring; Memri)

Then, as now, Hamas launched attacks on Israeli forces from around a UNRWA school. Then it turned out that the attack had happened outside the school and no one had actually died inside the school. Nothing has changed since then. The ‘massacres’ in which Hamas terrorists using UNRWA schools as a base are killed pop up in every paper. The UNRWA repeats the same lies.

Then it ‘discovers’ Hamas rockets in three of its schools. And that’s just the tip of the iceberg because every UNRWA school is a Hamas school.

The UNRWA has admitted that Hamas uses its schools to store rockets. It admits that it has Hamas members in its ranks. It admits that rockets have been fired ‘into Israel from the vicinity of UN facilities and residential areas.’ …

If an organization consists largely of Hamas members who use it pursue Hamas goals, then the organization is Hamas.

the UNRWA has become the public face of Hamas.”

(France24-korrespondent dokumenterer affyringsrampe nær FN-bygning; France24)

Oploadet Kl. 13:13 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper