18. december 2018

Cepos: “Niveauet i 2017 på 2.700 børn med lav indkomst er desuden det laveste nogensinde…”

For et par uger siden kunne DR Nyheder fortælle, at der er 64.500 fattige børn i Danmark, tildels på grund af kontanthjælpsloftet. Når nu medierne ukritisk bragte Arbejdernes Erhvervsråds politiserede analyse, så burde der også være plads til liberale Cepos’ direkte modsvar. Et notat baseret på ‘absolut fattigdom’, der både inkluderer beregninger på basis af det oprindelige 3-årsindeks og AE’s nye 1-årige. Bemærk den sidste graf – det drejer sig hovedsageligt om ikke-danskere.

Fra Cepos – Absolut fattigdom: Halvering af antallet af fattige børn siden 2000.

“Det er blevet fremført, at antallet af fattige børn i Danmark nu udgør 65.000, og at det er det højeste antal nogensinde. Dette høje tal fremkommer imidlertid ved en relativ definition af fattigdom, som indebærer, at der vil være et uændret antal fattige, selvom alle får fordoblet deres indkomst (også dem med lave indkomster). CEPOS har på Danmarks Statistiks personregistre regnet på en absolut lavindkomstgrænse, som tager udgangspunkt i 50 pct. af medianindkomsten i år 2000 og derefter forhøjes med forbrugerpriserne. Anvender man denne absolutte lavindkomstgrænse…, er der 22.000 børn med lav indkomst i 2017. Det svarer til omtrent en halvering siden 2000, hvor der var 42.000 børn med lav indkomst, jf. figuren.

Når antallet af børn med lave indkomster er faldet, så skyldes det bl.a., at de offentlige ydelser (herunder kontanthjælpen) er steget mere end inflationen og at flere er i arbejde og færre er på overførselsindkomst. Anvender man den absolutte lavindkomstgrænse, og ser på børn, der 3 år i træk er i lavindkomstgruppen, er der tale om 2.700 lavindkomst-børn i 2017 mod ca. 8.000 i år 2000, eller et fald på 2/3.

(Grafik: Cepos, 17. december 2018: Absolut fattigdom: Halvering af antallet af fattige børn siden 2000)

Niveauet i 2017 på 2.700 børn med lav indkomst er desuden det laveste nogensinde (og 1/20 af, hvad AE-Rådet opgør ‘børnefattigdommen’ til i 2017). Det er kun 0,24 pct. af børnene, der er i lavindkomstgruppen i 2017 målt på denne måde. For børn af dansk oprindelse, er det 0,14 pct., dvs. 14 for hver 10.000 børn, jf. figur 3. …

Der er nogle, der gerne vil fremstille det som om, at der er sket en voldsom stigning i fattige børn. Men faktisk er der tale om det stik modsatte, jf. ovenfor: Der er færre og færre børn, der lever i familier med lave indkomster.”

Oploadet Kl. 12:42 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer
Arkiveret under:


5. oktober 2015

Cepos-chef: Indvandringen knuser velfærdsstaterne, vi skal lære at leve med ‘forskellige retssystemer’

Analysen er ikke langt fra sandheden, men konklusionen mangler alligevel logik. En land er ikke blot en ‘velfærdsstat’, og hvorfor skulle velfungerende nationer frivilligt lade sig omdanne til en arabisk provins, blot fordi økonomer bifalder ‘de nye vilkår’ aka ‘den postmoderne verden’. Kommentar af Cepos-forskningschef Hans Christoffersen i Berlingske – Det Danmark, vi kender, er fortid.

“Denne tid er fyldt med overvejelser om, hvordan vi dog skal forholde os til den strøm af tilrejsende, som tiltvinger sig adgang til landet. … I kommunerne sidder kommunalbestyrelserne i disse dage og arbejder med at lægge sidste hånd på budgetterne for 2016. … Der skal også findes penge, så kommunerne kan håndtere de nye tilrejsende. …

Slutresultatet må altså være, at pengene til tilrejsende reelt hentes ved at fjerne penge fra skolerne, daginstitutionerne og ældreindsatsen. Staten fodrer kommunerne med deres egne haler, og velfærdsstaten går på skrump. De sammenhænge er imidlertid ikke gjort specielt tydelige, og det tales der ikke meget om.

Jeg tror, at vi kan få et godt grundlag for at overveje dette spørgsmål i en legendarisk analyse, som Harvard-professorerne Alesina, Glaeser og Sacerdote fremlagde i 2001, hvor de prøvede at svare på, hvorfor USA ikke har udviklet en velfærdsstat med stor omfordeling som de europæiske lande.

De finder to forklaringer. Den store europæiske omfordeling er et resultat af, at de europæiske lande – og stærkest i Skandinavien – har skabt en meget lige reel fordeling af politisk magt. Alle har én stemme, og stort set alle udnytter deres stemme. Og så findes en betydelig altruisme, fordi de europæiske lande er så homogene i social og etnisk henseende i forhold til USA.

Men det, som nu foregår i Europa, udhuler ganske de momenter, som var forudsætningen for velfærdsstaten. Vi får en voksende befolkningsandel, som ikke på samme måde udnytter den politiske magt, som velfærdsstaten tildeler dem. Og vi får en stadigt tiltagende uhomogenitet i social, kulturel og etnisk henseende.

Også det er imidlertid realiteter, som er uvelkomne. Troen på, at disse nye vilkår kan bortraderes ved hjælp af social ingeniørkunst er stor. Eller snare er det vel en insisteren på, at det skal kunne lade sig gøre, som præger debatten drevet af den nagende mistanke om, at velfærdsstaten jo bliver opløst, såfremt det ikke sker.

[…]

Den tiltagende uhomogenitet i ikke blot økonomisk, men også social og kulturel henseende, er også tydelig at se, når man bevæger sig rundt i det svenske samfund. … Tager man til Rosengården eller til en forstad i Växjö, møder man ligeledes det land, som de kender: Arabien. Det er Sverige altsammen, men der er kommet til at gælde forskellige retssystemer, forskellig ordenshåndhævelse og forskellige kulturelle former.

… De bliver på det kortere sigt fattigere, fordi de tilrejsende trækker på den velfærdsstat, som endnu er tilbage, men den er jo under afvikling, så det går over.

Tilbage står at finde fornuftige og nyttige former for udveksling mellem kulturerne… Vi er på vej til den postmoderne verden.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper