14. juni 2007

Folkekirkens Nødhjælp hetzer Mellemøstens eneste velfungerende demokrati

I mandags bragte Jyllandsposten et læserbrev af Henrik Stubkjær fra Folkekirkens Nødhjælp. Observant-Henrik siger alt der skal siges – venligst tilsendt undertegnede.

Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp udsatte mandag Jyllandspostens læsere for endnu et indlæg i Palæstina-debatten. Sædvanen tro lykkes det ham, som hans organisation, at præsentere et absolut ensidigt billede. Kun de lokale araberes historie bliver fortalt.

Vi får historien om Salame Ahmad Oudi, der ikke kunne dyrke 0,8 hektar af sin jord fordi de onde israelere byggede et hegn og en jernlåge, han skulle igennem for at dyrke den. Vi får ikke at vide, at hegnet blev bygget for at beskytte de 6.000 indbyggere i den jødiske by Alfei Menashe på vestbredden. Vi får heller ikke at vide, at arabiske angreb her kostede adskillige menneskeliv før hegnet blev bygget.

Det seneste dødsfald var i august 2001, da arabiske terrorister åbnede ild mod familien Bloombergs bil. Tehiya Bloomberg, en 40-årig mor til fem børn, gravid i femte måned med nummer seks, blev dræbt. Fem andre blev såret, deriblandt hendes mand og deres 14-årige datter Tzippi. Siden har arabiske terrorister forsøgt gentagne gange at angribe Alfei Menashe, men er blevet afværget hver gang ved hjælp af hegnet.

Eksemplet forklarer også, hvorfor israelerne har anlagt de særlige veje for jøder på vestbredden, som hr. Stubkjær er utilfreds med: fordi araberne havde for vane at lave såkaldte drive-by shootings på jødiske familier på vej for at køre deres børn i skole eller komme på arbejde. Alene i løbet af den 2. Infifadas første 9 måneder blev 27 jøder dræbt på denne måde.

Den ensidige udlægning af sagen fra hr. Stubkjærs side kammer til tider over, når han kommer med påstande der ikke holder. Han påstår for eksempel, at over 50% af vestbredden ifølge Verdensbanken ikke længere er tilgængelig for palæstinenserne. Det er imidlertid en direkte løgn. De 50%+ Verdensbanken nævner er samtlige såkaldte “restricted areas” med større eller mindre restriktioner for adgang.

Disse inkluderer for eksempel Østjerusalem hvor der faktisk fast bor 225.000 arabiske beboere. Dertil kommer enorme områder af vestbredden som araberne ikke engang gad tage til hvis de blev betalt for det – uden for Østjerusalem bor der kun cirka 40.000 arabere i de områder Verdensbanken nævner.

Andre usandheder støder man på, når man går ind på hr. Stubkjærs organisations hjemmeside. Her kan man for eksempel læse, at antallet af dræbte under Palæstina-konflikten fra 2000 til april 2007 er 3.996 palæstinensere og 61 israelere. Er man bare perifert bekendt med konflikten studser man over det lille antal israelere, der nævnes
dræbt. Det dække ikke engang ofrene for de arabiske terroristers massakrer i pizzariaet Sbarro (15 dræbt, deraf halvdelen børn), diskoteket Dolphinarium (21 dræbte, de fleste teenagere) og restauranten på Park Hotel (30 dræbte, deraf 22 pensionister).

En nærmere undersøgelse viser, at hr. Stubkjærs tal kommer fra den venstredrejede israelske organisation B´tselem. Denne er berygtet for sin manipulation med tallene, især når det drejer sig om listerne over
arabere der er dræbt af israelere mens de “ikke deltog i fjendtligheder”. Dette inkluderer op mod hundrede tilfælde af arabere, der på en åbenbart venlig måde har forsøgt at enten stene eller brænde jøder ihjel med molotov-cocktails, helt fredelig sigte på dem med skydevåben, eller på en yderst u-krigerisk måde at grave bomber ned så man fredeligt kunne sprænge jøder i småstykker.

Selv disse i forvejen dybt kompromitterede statistikker lader imidlertid til ikke at falde i hr. Stubkjærs organisations smag. Ergo udraderer man af B´tselems tal samtlige israelere, så man udelukkende står tilbage med arabiske dræbte. De 61 “israelere” hr. Stubkjærs Folkekirkens Nødhjælp således begræder er ingen sådan ting. Langt de fleste er palæstinensiske selvmordsbombere, der bare tilfældigvis – og sikkert på en meget fredelig måde – har sprængt sig selv og hundredevis af israelere i luften, som de gjorde på Park Hotel, diskoteket Dolphinarium og pizzariaet Sbarro.

Er tabet af jødiske liv virkelig så lidt værd for hr. Stubkjær at de ikke fortjener at nævnes?

Er det derfor hr. Stubkjærs organisation, når den leger israelsk vejspærring som den gjorde i København i sidste uge, ikke også leger at arabiske terrorister prøver at dræbe dem, som det for eksempel skete i virkeligheden ved Gaza-striben i denne uge?

Er det derfor hr. Stubkjærs organisation, når den leger “Apartheid-mur” på Roskilde-festivalen, ikke først leger at man sprænger flere dusin selvmordsbomber blandt publikum?

For man skal jo ikke – som hr. Stubkjær åbenbart gerne vil have folk til – tro, at israelerne bare bygger hegn fordi de synes det er sjovt. De gør det faktisk, fordi de prøver at redde menneskeliv. For at vende tilbage til hr. Salame Ahmad Oudi´s 0,8 hektarer, så blev der det år hvor hegnet mellem ham og dem blev rejst dræbt 451 israelere i arabiske terror-angreb. Fire år senere, da porten gennem hegnet var blevet lukket var antallet faldet til 30. I samme periode faldt tallet af israelere såret i terror-angreb fra 2.307 til 382.

Så spørgsmålet er: hvor mange jødiske menneskeliv er hr. Oudi´s 0,8 hektarer værd for hr. Stubkjær og Folkekirkens Nødhjælp?

Foto: Snaphanen.

Oploadet Kl. 07:30 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


1. november 2006

Udefra (17/10-06): Kyllinge-massakren

Udefra havde i forrige uge titlen Kyllinge-massakren, og dokumentaren var atter engang hentet fra Frankrig (Doc-en-Company).

Fra den officielle omtale.

“Mange steder i verden bukker små bønder under for gigantiske fødevarekoncerner. Især på kyllingemarkedet er der foregået en stærk koncentration. WTO tvinger de fattige lande til at fjerne toldbeskyttelsen, og dermed ligger markedet åbent for giganterne i den rige verden. Skævhederne vokser.”

Vinklen er interessant, for hvor tredieverdenslandes nationale handelsrestriktioner blev betegnet som “toldbeskyttelse”, så blev lignende vestlige foranstaltninger i en og samme udsendelse betegnet for “toldmure”.

Herunder en række citater fra udsendelsen (Tyge Petersens speak).

“Hvordan ser det ud med fagforeninger der kan varetage de ansattes interesser?”

“Trods ekstremt lave lønninger kan de ikke konkurrere…”

“Globalisering har betydet at de måtte afsværge deres toldbeskyttelse…”

“Globalisering er blevet til monopolisering”

Retten til at producere sine egne fødevare burde være selvindlysende…”

“Kyllingekrigen er fuld af symbolværdier. Den handler blandt andet om hver enkeltes menneskes ret til at fremstille sit eget mad, om retten til at overleve ved egen kraft.”

Hvor den fri markedsøkonomi og WTO var skurken, så blev der ikke overraskende rettet et hårdt angreb mod multinationale virksomheder såsom Kentucky Fried Chicken, Tesco og Thaksin. En af historierne omhandlede fransk toldbeskyttelse/toldmur der umuliggjorde afrikansk eksport, men hovedparten af udsendelsen var rettet imod afrikanske landes problemer, herunder især Cameroun-bøndernes levevilkår. Talsmanden for Cameroun-bønderne var i særklasse. Han krævede forbud mod en import, han betegnede som “uansvarligt”, alt imens han krævede statsstøtte. Her et par caps der illustrerer niveauet…

Når nu dokumentaren gennem 50 minutter havde problematiseret markedsøkonomien, så burde man vel kunne forvente Udefra-redaktionen havde hidkaldt en ekspert til den afsluttende debat der tog til genmæle… Men nej – gæsten var landsbrugsøkonomen Christian Friis Bach, der tilfældigvis også er ansat af Folkekirkens Nødhjælp. Han gik straks igang med at angribe det han kaldte “de der nye handelsbarriere”, hvad i virkeligheden var krav relateret til sundhed, sygdom og miljø. Han var ikke decideret ensidig, og forsøgte trods alt at give en nuanceret analyse, men emnet var låst, og det hele kom til at kredse omkring problemets størrelse.

Udefra holdt pause i sidste uge, men mandagens program på DR2 var ellers lige efter bogen.

Først en dokumentar om muslimske ofre…

23/10-06 20.50 – Den endelige løsning – indisk dokumentarfilm om et muligt folkemord. Et citat fra programomtalen:

“Mange har kaldt den aggressive hinduistiske nationalisme som den bliver praktiseret af Bharatiya Janata partiet i Gujarat for en indisk form for fascisme. Den indiske instruktør Rakesh Sharma ser i hvert fald mange paralleller til 1930’ernes Tyskland. Han siger. – Mens jeg lavede denne film, opdagede jeg chokerende paralleller mellem Indien i 2002-2004 og Tyskland i 1930’erne. Statsstøttet folkemordsagtig vold mod muslimerne i Gujarat og de efterfølgende konsekvenser, adskillelse i skoler, ghettoisering i byer og landsbyer, den officielle opfordring til økonomisk boykot og de hindu-nationalistiske angreb på intelligentsiaen. Hvis ikke had- og intolerance-politikken bliver udfordret og stoppet, kunne det meget vel blive forløberen for det 21. århundredes Endlösung, den endelige løsning.”

Dernæst en dokumentar om baggrunden for islamistisk terror. Ikke et ord om Koranen, men en hel masse bortforklaringer. Et citat fra programomtalen:

23/10-06 23.00 – Selvmordsbomberne i London – en psykologisk undersøgelse.

“Efter selvmordsbomberne i London i 2005 antog de fleste, at de ansvarlige var gale fanatikere. Det viste sig at være fire helt almindelige, unge mænd, der var født op opvokset i Storbritannien. Hvad drev dem til at angribe deres eget land?”



11. december 2005

Loonierne nægter at se årsagssammenhænge – Bush & Fogh er jo onde, sagde ‘idealisterne’

Den danske venstrefløj har det alt for nemt. Når amerikanske arbejdere bliver arbejdsløse pga. outsourcing til Kina, så klynkes der over de menneskelige konsekvenser, ligesom Michael Moore gøres til helt når han producerer en dokumentar om onde kapitalister der gør hardworking americans til subsistensløse i en by tæt på hans velhaver-residens. Når der så er præsidentvalg i USA hører vi om den onde Bush, og den fornuftige (/europæisk-sindede) Kerry, desuagtet at John Kerry som demokrat er fortaler for en mere vidtgående protektionisme end Bush.

Blandt andet derfor er det surrealistisk, at læse følgende i dagens JP Århus – Happening for Afrikas fattige.

“En halv snes unge frivillige aktivister fra den uafhængige danske udviklingsorganisation IBIS gennemførte i gå på Lille Torv en happening for at gøre forbipasserende opmærksom på, hvordan de rige lande behandler de afrikanske folk, når det gælder samhandel.

Happeningen var et led i kampagnen “MakePovertyHistory” (Gør fattigdom til historie), som har kørt over hele landet i et halvt års tid. Med i kampagnen er også Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og UNPD – FN’s udviklingsprogram…

Idealisme
»Meget idealistisk har en halv snes unge fra Århus – udelukkende studerende – været aktivister for IBIS i forbindelse med denne kampagne…

Først skulle de gennem en sluse, hvor de blev udsat for “dumping” – overhældt med flåede tomater af to personer iført store hoveder lignende præsident George W. Bush og statsminister Anders Fogh. Symbolsk for, at f.eks. Europa med store tilskud støtter og dermed pumper eksporteren af dåsetomater og mange andre varer til Afrika, så afrikanske producenter ikke kan konkurrere.”

Det blev ikke emnet for denne postering, men hvor er jeg træt af ordet ‘idealisme’.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige side



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper