20. april 2016

Kolding: Hotel indfører ghetto-særregel – “Møbler og inventar blev ødelagt… De grinte bare af os.”

Hoteldirektøren indrømmer, at de diskriminerer, men ikke på ‘nationalitet’, blot på ‘geografi’. Tine Birkelund Thomsen fra Institut for Menneskerettigheder mener dog ikke overraskende, at det ‘formentlig er i strid med loven om etnisk ligebehandling. Det handler om at undgå unge indvandrere af hankøn, og en sag om diskrimination er jo trods alt bedre end smadrede hotelværelser.

Fra JyskeVestkysten – Ghetto-beboere mødes med særregel på hotel.

“Beboere i det multietniske ghettoområde Skovparken i Kolding bliver pr. automatik mødt med skepsis, hvis de booker en ferielejlighed hos Kolding Hotel Apartments for foden af Koldinghus Slot.

De får nemlig at vide, at hotellet har indført en regel om, at de kan blive opkrævet et depositum på 2000 kroner ved ankomst, og at de måske skal vise billed-id, når de kommer. Samme regler gælder for f.eks. unge-grupper og dyre-ejere. …

Hoteldirektør Jeanette Therkildsen fortæller, at Skovparken-reglen er lavet efter en oplevelse med en gruppe unge mennesker fra netop Skovparken.

– Møbler og inventar blev ødelagt, og vi stod med en lukket lejlighed i flere dage. De grinte bare af os. Hvis de havde betalt et depositum på 2000 kroner, så har vi en tro på, at de havde passet på lejligheden. Og det var ikke første gang, de var her, siger Jeanette Therkildse…’.”

(Ghettoblasters Skovparken på Youtube, 2013)

Oploadet Kl. 02:58 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer


25. marts 2016

Undertegnede til racisme-debat: ”Du har ret til at kalde mig racist – og jeg har ret til at være ligeglad”

Mandagens ‘Virtuel racisme’-arrangement på Københavns Rådhus blev en underlig, men dog alligevel en interessant oplevelse. Jeg ankom i god tid, og blev set lidt an af de 60 tilmeldte. Her var en del muslimer (med og uden tørklæde), men også enkelte venstreradikale af hunkøn – Racismefri By-typen. De tog et par billeder, men forholdt sig ellers roligt. Institut for Menneskerettigheder spurgte om jeg havde noget imod at der blev fotograferet, og selvom jeg netop havde opdaget Jesper Legarth Qvist, så svarede jeg positivt. Tanken var lidt, at nu hvor Redox ikke kan afsløre andet, end det jeg lækker her på Uriasposten, så skal billedsiden i det mindste være i orden.

Benævnte er fotograf for Venstresocialisternes magasin Solidaritet, der har til formål at gøde jorden for en marxistisk revolution “på vejen mod kommunismen i ordets oprindelige betydning”. Tankevækkende, at en anti-muslimsk arbejderdreng som undertegnede, møder mere modstand fra arbejderklassens revolutionære hipster-elite, end fra muslimer jeg tilfældigt møder på min vej gennem livet. Det nævnte jeg henkastet under debatten.

Ordstyrer var Inaam Nabil, tørklædeklædt journalist, som jeg tidligere har omtalt som værende en ‘aktivist i Asmaa-segmentet’. Det viste sig at være ret så præcist – hun hilste med ‘hånden mod hjertet’. Ordstyrerrollen var dog lige efter bogen, og selvom jeg dagen forinden havde bedt hende gå til stålet, så var der balancen i tingene.

Institut for Menneskerettigheders Nanna Margrethe Krusaa lagde ud med en kort introduktion om FN’s internationale dag mod racisme, hvorefter radikale Tommy Petersen tog over. De talte blandt andet om kampen mod diskrimination i bred forstand, herunder etniske minoriteters problemer i nattelivet. Havde jeg haft en mikrofon, så havde jeg nok ødelagt den gode stemning med lidt virkelighed, men det blev ved det.

Herefter var der et kort tale ved Rådet for Etniske Minoriteters Yasar Cakmak, der blandt andet pointerede at negative ytringer på Facebook ødelagde etniske minoriteters ytringsfrihed. Jeg kunne ikke helt følge logikken, men bevares – det er formentligt nemmere for muslimer at føle sig som en del af Danmark, hvis blot danskere ikke bidrager med andet end skåltaler og taxa-rekvisitioner.

Langt mere interessant var bidraget fra RUC-forsker Jannie Møller Hartley, hvis indlæg havde den vanvittige titel ‘Skal vi lukke den rå debat på nettet?’ Hun pointerede, at kun 21 procent af alle kommentarer på større mediers Facebook-sider var problematiske, og det lød virkelig som et forskningsprojekt fyldt med gummi-definitioner. Hun påpegede at debatten var bedre end sit rygte, men at visse debatter ikke var konstruktive. Hun nævnte at The Guardian har droppet kommentarsporet til artikler om race (reelt: Islam), og anbefalede at medierne bevidst vinklede væk fra det som skabte rå debat – og i øvrigt slettede flere kommentarer.

Jeg er enig i dele af analysen, men det virker som om at journalister og eksperter, så det som deres opgave at filtere ubekvem kritik fra, og ensrette den politiske debat. Intet indikerer at en mere ‘konstruktiv netdebat’ giver bedre vilkår for minoriteter, og ytringsfrihed bør i sagens natur gælde alle – også folk der ikke har en universitetsgrad i kommunikation. Hermed ikke sagt, at debatten bør være grov, men der er jo altså en grund til at danskerne er så ‘brutale’ på lige netop det her punkt. Basalt set er det irrelevant hvad den talende klasse ønsker. Hvis et flertal af danskerne ikke gider indvandring, så må den stoppe. Multikulturalister taler meget om demokrati (folkestyre), men anbefaler aldrig folkeafstemninger. Ja, faktisk er folkestemningen fjenden.

Amalie Keren Maarbjergs gennemgang af mødet på POV International fortjener et par ord, for hun fanger ikke helt humoren, og skærer kanterne lidt hårdt. Næppe bevidst, men jeg kæder eksempelvis ‘Danmark skal forblive dansk’ sammen med en anekdote om en tyrkisk kollega, der betragter sig selv som tyrker, og han jo naturligvis også forventer at Tyrkiet forbliver tyrkisk. Hvis multikultur ikke blot skal være et andet ord for islamisk kulturimperialisme, så må der naturligvis også være et særligt territorium for danskheden. Hermed bliver citatet ikke et angreb på herboende udlændinge, men et tør konstatering af det indlysende.

“Kim er i øvrigt helt åben om sine politiske holdninger. Om at han ‘ikke gider masseindvandring,’ og at han mener ‘Danmark skal forblive dansk.’ Af samme grund er han flere gange blevet kaldt racist på nettet. Det er dog ikke noget, der holder ham vågen om natten: ‘Jeg plejer at sige: du har ret til at kalde mig racist og jeg har ret til at være ligeglad. Jeg føler mig ikke krænket,’ bedyrer han. I det personlige møde med muslimer er det dog ikke hans politiske holdninger, der fylder, ligesom det ikke har fyldt i mødet med Niddal: ‘Det kan godt være, det ikke er alle på Facebook, der kan skille tingene ad, men det kan jeg. Det ligger dybt i mig,’ understreger han.”

En detalje der overraskede mig, er segmentets tro på at udskamning gør en videre forskel. Jeg pointerede, at Dansk Sprognævn opererer med fire definitioner for racisme, og den ene, ret beset er almindelig politisk afstandtagen. Hvis racisme handler om biologiske træk, så er jeg ikke racist – hvis nogen mener jeg er racist, fordi jeg ikke ønsker et multikulturelt samfund, så er det en anden sag. Undervejs får jeg blandt andet nævnt, at racisme kommer af ordet race, og at begrebet ‘kulturracisme’ blot er opfundet for at kunne kalde sådan nogen som mig racist.

(Københavns Rådhus, 21. marts 2016)

Debatten med Niddal foregik med ordstyreren i midten og en fælles mikrofon, og hermed blev den lidt for kontrolleret. Jeg ville helst tale politik, da jeg jo – i modsætning til de fleste i salen – ikke mente, at gode intentioner ville løser problemerne. Det faldt lidt udenfor ‘Virtuel racisme’-temaet, men med min afklarethed, min skelnen mellem individ/ideologi, så måtte det frem, så tilhørerne ikke fik det indtryk at jeg troede på multikultur hvis blot der var kaffe nok på kanden.

Slutteligt i debatten blev jeg bedt om at beskrive Niddal, og kaldte ham for ‘Average Joe’. Det skal forstås positivt, og ses i sammenhæng med hans jordnære ikke-ideologiske tilgang. Lidt naiv, drømmende, men ikke beregnende. Han pointerede omvendt, at jeg måske nok havde nogle barske holdninger, men ikke var racist. Den sidste del kom ikke med i artiklen.

Hvor jeg følte mig som en ulv i et hønsehus, så blev jeg i konteksten præsenteret lidt som ‘den ædle vilde’. Og hvor jeg tænkte, at de i den grad manglede modspil, så tror jeg desværre de fleste forblev i troen på, at alt nok skal gå godt, hvis blot vi som Niddal og Kim møder hinanden som individ. For mig at se handler det hele om empiri kontra håb. De håbefulde må håbe alt det de vil, blot de tager udgangspunkt i virkeligheden, og ikke gør regning uden vært.



4. marts 2016

Invitation fra Institut for Menneskerettigheder: ‘Virtuel racisme – virkelige konsekvenser’

Mandag den 21. marts er FN’s internationale dag mod racisme, og i en tid hvor ‘antiracisme’ bruges til undertrykke stolte nationer, er det ikke noget at fejre. Det er dog ikke hvert årti jeg får invitationer fra Institut for Menneskerettigheder og Rådet for Etniske Minoriteter, så jeg sagde ja til at deltage i en samtale med Niddal El-Jabri, der afslutter arrangementet med den mærkelige titel: ‘Virtuel racisme – virkelige konsekvenser’.

Jeg godtager naturligvis ikke præmisserne, for selvom en god tone er ønskelig, så vil kravet om at ’styre debatterne’ uværgeligt blive en måde til at problematisere debatten om emner, der vil få stor betydning for kommende generationer af danskere. Begreber som ‘racediskrimination’ og ‘racisme’ handler ikke mere om racer, men er trumfer multikulturalisterne smider, når argumenterne ikke rækker.

Ban Ki-Moon har ret til at mene denne kompromisløse tilgang gør mig til et dårligt menneske, men jeg har også ret til at være fuldstændig ligeglad med hvad han mener om mig. Debatten er også fri i den her tråd, hvis nogen skulle være i tvivl. Mere på Menneskeret.dk.

“Hvordan taler vi sammen – i virkeligheden og på nettet? Samtale mellem Niddal El-Jabri, debattør og Kim Møller, blogger på Document.”



24. august 2013

Eks-DKP’er Klaus Slavensky: ‘Ytringsfrihed’ bruges af ekstremister til at bekæmpe ‘værn mod racisme’

Klaus Slavensky er tidligere medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, og det totalitære er tydeligvis stadig lige under overfladen, selvom han får sin løn fra Institut for Menneeskerettigheder, og han privat er tilknyttet Dansk PEN. Jacob McHangama har anmeldt en antologi for Jyllands-Posten – Anm: Dødsensfarlige ord (ikke online).

“I forordet til den nye antologi “Hate speech – Fra hadetale til hadesyn” står der, at »præmissen er: imod hadetale, for ytringsfrihed«. Men det er falsk varebetegnelse. Bogen er rigtig nok vendt mod hadetale, men det gennemgående tema for de fleste forfattere er, at ytringsfriheden må og skal begrænses.

Rent faktisk har redaktørerne ikke fundet plads til én eneste bidragyder (ud af 14 fra ind-og udland), der argumenterer for, at forbud mod hadetale er uforeneligt med ytringsfriheden. …

Tonen bliver slået an af medredaktøren Klaus Slavensky, der mener, at »politiske ekstremister er søgt sammen i uskøn forening for at misbruge fortaleri for ytringsfrihed til at bekæmpe værn mod racisme«. … Slavensky lægger stor vægt på, at internationale menneskerettighedskonventioner understøtter hans position, men undgår belejligt at forholde sig til, at det skyldes totalitære stater, samt at retspraksis fra menneskerettighedsorganer og nationale domstole ofte er vilkårlig. Endnu mere absurd er Slavenskys påstand om, at hadetale-love slet ikke begrænser ytringsfriheden.

Man kan mene, at begrænsningen er nødvendig og marginal, men det giver ingen mening at påstå, at kriminalisering af visse ytringer ikke begrænser ytringsfriheden.

(Klaus Slavensky, tidl. Danmarks Kommunistiske Parti, Folkebevægelsen mod Fremmedhad)

“Flere bidragydere, herunder Birte Weiss og Ursula Owen, peger på Eksjugoslavien som skoleeksemplet på, hvad ureguleret hadsk tale kan føre til. Men ingen nævner, at det i Jugoslavien var strafbart med op til 10 års fængsel at ophidse til had mod de øvrige befolkningsgrupper.”



7. juni 2013

Venstrefløjens organiserede mødeterror er ret beset ‘hatecrime’ med baggrund i ‘politisk anskuelse’!

På den officielle hjemmeside for Københavns Kommune reklameres for tiden for Institut for Menneskerettigheders EU-støttede kampagneside om hatecrime, Sigfranu.dk. Her kan man anonymt indberette hatecrime motiveret af…

“Køn, Race, Hudfarve, Etnicitet, Religion eller tro, Politisk anskuelse, Seksuel orientering, Alder, Handicap, National oprindelse, Social status, Kønsidentitet”

På en underside pointeres, at der er fire diskriminationsformer, herunder ‘chikane’. Chikane med baggrund i politisk anskuelse skulle være nemt at dokumentere. Det finder sted hver eneste gang venstrefløjens modstandere mødes offentligt i København.

Seneste eksempel fandt sted søndag i forrige uge, hvor højreradikale moskemodstandere blev udsat for hatecrime af moddemonstranter (herunder københavnske lokalpolitikere), der deltog i arrangementer med paroler såsom ‘Ingen platform for racisme’, ‘København er for Alle’ og ‘Manifestation for Mangfoldighed’.

(Sig fra nu-kampagnen mod hatecrime & gruppering der begår samme)

“Mangfoldighed er ikke bare noget vi taler om. Det kræver handling…” (SF-borgmester Ninna Thomsen til TV2 Lorry, 26. maj 2013)



10. april 2013

McHangama: “Burde det ikke være Institut for Menneskerettigheders rolle at problematisere… OIC?”

Ph.d. Marie Juul Petersen fra Institut for Menneskerettigheder argumenterer i Politiken, for at danske politikere skulle indlede et pragmatisk samarbejde med OIC, der på sigt kunne give en konstruktiv dialog om tungere emner. Jacob McHangama hudfletter – Institut for Menneskerettigheders hvidvaskning af OIC.

“I en analyse i Politiken den 9. april plæderer Marie Juul Pedersen (MJP) fra Institut for Menneskerettigheder for, at den islamiske samarbejdsorganisation OIC vil være en god partner for Danmark, når det gælder pragmatisk samarbejde om bl.a. nødhjælp, konfliktforebyggelse og børns rettigheder. Det er stærkt overraskende, at en repræsentant fra Institut for Menneskerettigheder fremsætter ønske om tættere samarbejde med OIC. For det er netop OIC landenes systematiske krænkelse af menneskerettigheder og OICs tavshed overfor og i nogle tilfælde aktive fremme heraf, der gør, at Danmark fortsat bør holde OIC på god afstand.

MJP undlader dog fuldstændig at nævne de massive og systematiske krænkelser af menneskerettigheder, man ellers skulle mene var Institut for Menneskerettigheders fornemmeste opgave at forsvare.

MJP nævner at OIC landenes mangeårige forsøg på at indføre et forbud mod ”religionskrænkelse” medførte ”principiel uenighed” om ytringsfrihedens grænser mellem bl.a. Danmark og OIC landene. Men MJP tager ikke stilling til, om OICs krav om forbud mod religionskrænkelse var i overensstemmelse med ytringsfriheden…

Værre endnu er MJPs totale tavshed i forhold til OIC landenes systematiske menneskerettighedskrænkelser og fortielsen af det faktum, at OIC på intet tidspunkt har problematiseret dette forhold, mens organisationen kaster sig over det mindste anløb til kritik af Islam i Vesten.

MJP kunne ellers have startet med at kigge på OIC landenes Menneskerettighedsinstrument; ”Cairo-erklæringen om menneskerettigheder i Islam” fra 1990. Ifølge erklæringens artikel 24 skal alle rettigheder i Cairo-erklæringen fortolkes med forbehold for overensstemmelse med Sharia-lovgivning, og i henhold til artikel 25 er det alene Sharia lovgivning, der skal være afgørende i tilfælde af fortolkningstvivl. Selvom der kan være forskellige fortolkninger af Sharia-lovgivning, kan der ikke være tvivl om, at selv den mindst intolerante version, er i strid med en række af de mest basale menneskerettigheder. Det blev da også fastslået af den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i en sag fra 2003. Det forhold, at en international organisation sætter religiøs lovgivning over internationale menneskerettighedsstandarder burde i sig selv være nok til, at Institut for Menneskerettigheder råbte vagt i gevær. …

Hvorfor skulle Danmark arbejde tættere sammen med en organisation, som mener, at kritik af islam er en krænkelse af religionsfriheden, mens dødsstraf for frafald ikke giver anledning til problemer? Burde det ikke være Institut for Menneskerettigheders rolle at problematisere, snarere end at hvidvaske OIC?



7. maj 2012

Jacob McHangama om Amnesty International: “Man ser på muslimer udelukkende som svage og sårbare”

Interview med Jacob McHangama i seneste udgave af Weekendavisen – Vogternes vogter (ikke online).

“Inden længe vil Cepos få den ære at huse et lille menneskerettighedscenter, der indtil videre består af fire personer. Navnet bliver Freedom Rights Project, pengene har Mchangama & Co. brugt de seneste par år til at samle ind mest af alt hos amerikanske fonde, sigtet er at føre menneskerettighederne tilbage til det, de anser for at være de basale og klassiske frihedsrettigheder.

»Vi har alle været deprimerede over den udvidelse, der er sket af de rettigheder inden mainstream menneskerettighedsbevægelser,« siger Mchangama sidste fredag, da Weekendavisen hentede ham ind på bladet for at tale om det nye arbejde. …

»Ofre for ægte menneskerettighedsovergreb rundt omkring på kloden – dem, der ikke får lov at ytre sig, at bede, at bestride et erhverv, uden at frygte for deres frihed eller liv – er ikke tjent med denne paradeforestilling.« Ifølge Mchangama og hans nye internationale venner bør tæppet gå ned for denne forestilling.

»Menneskerettigheder skal ikke diktere en bestemt politisk udvikling. De er ikke for en velfærdstat, for et multikulturelt samfund, for en nattevægterstat og så videre. Alt det er politik, som skal være genstand for en demokratisk diskussion, men menneskerettigheder kan det ikke kaldes,« siger chefjuristen.

Mchangama giver som eksempel på de moderne bevægelsers vildveje en ny rapport fra Amnesty International, hvor den berømte organisation udtrykker et syn på globaliseringen, der med chefjuristens ord »ikke adskiller sig fra Occupy Wall Street-bevægelsens«. »Amnesty kræver, at de finansielle institutioner reguleres for at komme fattigdommen til livs, men det har intet med menneskerettigheder at gøre,« fortsætter han.

»Hvordan vi løser finanskrisen, kan vi være enige eller uenige om, men det er politiske spørgsmål. Menneskerettigheder bør handle om eksempelvis kvinders retstilling i Saudi Arabien.« Amnesty har også for nyligt udsendt en rapport, der omtaler diskriminering af muslimer i Europa. Den er mangelfuld, mener Mchangama.

»Selv om der findes diskrimination, mangler Amnesty totalt at forholde sig til de ekstremme holdninger, som i stor stil udgår fra Saudi Arabien, og som spreder sig til muslimske miljøer i Vesten. Man ser på muslimer udelukkende som svage og sårbare, men der kan også blandt minoriteter være grupper, der er farlige for de demokratiske samfund, og som menneskerettighedsbevægelser bør kaste lys på.« Når det gælder fejldisponeringer, henviser han også til førnævnte Institut for Menneskerettigheder, der har dadlet regeringen for at »gennemføre en reform af kontanthjælpen, som afskaffer de særligt lave ydelser i kontanthjælpssystemet« – som om det er en menneskeretskrænkelse at skære ned på nogle af verdens højeste velfærdsydelser.

[…]

Den debuterende forfatter mener også, at menneskerettighedsbevægelserne har ladet sig forblinde af kampen for at skabe et multikulturelt samfund.

»Menneskerettigheder burde handle om ytringsfrihed, men eksempelvis Den europæiske Menneskerettighedsdomstol har taget det på sig at begrænse vores ret til at ytre os frem for at udvide den. For nylig afsagde domstolen en dom, der skal beskytte borgere mod at blive krænket af negative stereotyper,« siger han.

»Det var slet ikke en del af den oprindelige ide, men den multikulturelle bevægelse har fået Menneskerettighedsdomstolen til at bevæge sig i en uliberal retning.«”



19. maj 2011

Søren Pind vil give indvandrere fra højtudviklede lande ‘positiv særbehandling’

Inspireret af lignende tiltag i Holland og Tyskland, forsøger integrationsminister Søren Pind i disse uger, at finde en ordning, der gør det nemmere for udlændinge fra højtudviklede lande at opnå opholdstilladelse. En godt initiativ, men selvfølgelig et forslag der fik hård medfart i medierne. Politiken vinklede historien som værende et spørgsmål om ‘frasortering’ af uønskede, en pudsighed al den stund samme fremgangsmåde normalt betegnes som ‘positiv særbehandling’. Ritzaus Bureau reproducerede vinklen, og langt de fleste artikler om emnet blev skåret ud fra skabelonen ‘Pind vil sortere’ eller ‘Pind var advaret mod sortering’.

Reaktioner.

“Uanset at det selvfølgelig alt andet lige er positivt, at lovgivningen generer så få mennesker som muligt, håber jeg på, at Radikale vil tage skarpt afstand fra dette ændringsforslag pga. den ideologi og det dybt racistiske menneskesyn, som ligger bag det.” (Lars Kyhnau Hansen, Ægteskab uden grænser; Radikale.net, 14. maj 2011: Statsracisme på vej til at blive indført i Danmark)

Det er grundlæggende et racistisk signal om, at nationalitet i sig selv siger noget om, hvordan man orienterer sig socialt og kulturelt. Man må spørge sig selv , hvad det egentlig er for mennesker, man vil filtrere fra. Vi kan jo se, at det politiske engagement blandt tyrkere og pakistanere i Danmark er på cirka det samme niveau som danskere.” (Lise Paulsen Galal, lektor; Berlingske Tidende, 16. maj 2011: Ekspert: Pinds forslag er racistisk)

“Regeringen og DF mener, at man kan komme lettere hertil, hvis man har en god uddannelse og mange penge. Men det her handler jo om danske statsborgere, der forelsker sig. Nu er det så bedre at forelske sig i en amerikaner end i en brasilianer. (Henrik Dam Kristensen, socialdemokrat; Politiken, 16. maj 2011: Søren Pind vil sortere udlændinge)

“Da regeringen i sin tid indførte 24-års reglen, kom den netop til at omfatte alle nationaliteter for ikke at forskelsbehandle og diskriminere. Nu kan jeg forstå, at Søren Pind vil tage et skridt, som hans forgængere afviste med stor kraft. Hvordan man har tænkt sig at administrere forslaget på en saglig måde, er et godt spørgsmål, som vi vil se nærmere på. (Jonas Christoffersen, Institut for Menneskerettigheder; Politiken, 17. maj 2011: Pind advaret mod sortering af udlændinge)



7. februar 2011

“Når den unge indvandrer bliver overfaldet på gaden, fordi han er araber…”

Institut for Absurd Antropologi har gjort det igen. Fra Kristeligt Dagblad – Politiet ved for lidt om hadforbrydelser.

“Ordensmagten afviser sager om religiøst og racistisk motiverede forbrydelser på grund af tidspres og manglende viden. Derfor bør Rigspolitiet gå i spidsen for en landsdækkende indsats, lyder forslaget i en rapport fra menneske-rettighedsinstitut.

Når den unge indvandrer bliver overfaldet på gaden, fordi han er araber, bliver episoden ikke behandlet som en hadforbrydelse. Både politiet og anklagemyndigheden har nemlig for ringe viden om racistisk eller religiøst motiveret vold, og derfor slipper gerningsmændene med en billigere dom.

Det fremgår af en udredning af hadforbrydelser, som Institut for Menneskerettigheder offentliggør i dag.”

(Videnskab.dk, 7. februar 2011: Danske hate-crimes skjult i mørketal)



9. december 2010

Hedegaard: Hvordan forholder IfM sig til FN-resolutionen: Combating Defamation of Religions

Forleden spurgte Finn Boserup på Sappho.dk, hvorfor Institut for Menneskerettigheder på sin hjemmeside intet fortæller om Islams menneskerettighedskonvention, den såkaldte Cairo-deklaration. Svaret er værd at gengive…

Instituttet kan ikke på sin hjemmeside gengive alle de erklæringer og synspunkter, som vedtages eller udtrykkes, og som søger at bringe menneskeretten et andet sted hen, end den er i dag… Derfor er det korte svar, at vi ikke synes, at erklæringen er relevant for vores opgave med at informere om indholdet af den internationale menneskeret.” (Mie Roesdahl, Kommunikations- og Uddannelseschef, Dansk Institut for Menneskerettigheder)

Replik af Lars HedegaardEr Menneskeretsinstituttet ligeglad med den nye FN-ideologi?

“Det er et sigende svar, Dansk Institut for Menneskerettigheder giver. Ved at acceptere Cairo-erklæringen har de 57 medlemmer af OIC i praksis forkastet den universelle menneskerettighedserklæring – et faktum som man måtte antage havde Instituttets store interesse. Ikke mindst i lyset af OIC’s betydelige indflydelse på den muslimske diaspora og i FN.

Således vedtog FN’s generalforsamling den 18. december 2007 en resolution om “Combating Defamation of Religions” med 108 stemmer for, 51 imod og 25, der afholdt sig fra at stemme. Konceptet om “defamation of religions” er taget direkte fra Cairo-erklæringen, men har ingen plads i den universelle menneskerettighedserklæring og er altså nu officiel FN-ideologi. Resolutionen udtrykker “deep concern about the negative stereotyping of religions and manifestations of intolerance and discrimination in matters of religion or belief”. Men den eneste religion, der nævnes ved navn, er islam. Ganske vist udtrykker resolutionen respekt for ytringsfriheden, men siger samtidig, at denne frihed kan begrænses af hensynet til religioner (altså islam).

Cairo-erklæringen har med andre ord vundet indpas i FN ved siden af den universelle menneskerettighedserklæring – som den er aldeles uforenelig med. Betyder det efter Instituttets mening, at også Danmark nu må tage hensyn til resolutionen fra 18. december 2007 og således i visse tilfælde lade hensynet til religioner (islam) nyde forrang for ytringsfriheden? Og hvis det ikke er tilfældet, med hvilken begrundelse vil Instituttet så afvise denne højtideligt vedtagne resolution, når det i øvrigt påberåber sig FN som øverste autoritet i menneskeretsspørgsmål?

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper