10. april 2013

McHangama: “Burde det ikke være Institut for Menneskerettigheders rolle at problematisere… OIC?”

Ph.d. Marie Juul Petersen fra Institut for Menneskerettigheder argumenterer i Politiken, for at danske politikere skulle indlede et pragmatisk samarbejde med OIC, der på sigt kunne give en konstruktiv dialog om tungere emner. Jacob McHangama hudfletter – Institut for Menneskerettigheders hvidvaskning af OIC.

“I en analyse i Politiken den 9. april plæderer Marie Juul Pedersen (MJP) fra Institut for Menneskerettigheder for, at den islamiske samarbejdsorganisation OIC vil være en god partner for Danmark, når det gælder pragmatisk samarbejde om bl.a. nødhjælp, konfliktforebyggelse og børns rettigheder. Det er stærkt overraskende, at en repræsentant fra Institut for Menneskerettigheder fremsætter ønske om tættere samarbejde med OIC. For det er netop OIC landenes systematiske krænkelse af menneskerettigheder og OICs tavshed overfor og i nogle tilfælde aktive fremme heraf, der gør, at Danmark fortsat bør holde OIC på god afstand.

MJP undlader dog fuldstændig at nævne de massive og systematiske krænkelser af menneskerettigheder, man ellers skulle mene var Institut for Menneskerettigheders fornemmeste opgave at forsvare.

MJP nævner at OIC landenes mangeårige forsøg på at indføre et forbud mod ”religionskrænkelse” medførte ”principiel uenighed” om ytringsfrihedens grænser mellem bl.a. Danmark og OIC landene. Men MJP tager ikke stilling til, om OICs krav om forbud mod religionskrænkelse var i overensstemmelse med ytringsfriheden…

Værre endnu er MJPs totale tavshed i forhold til OIC landenes systematiske menneskerettighedskrænkelser og fortielsen af det faktum, at OIC på intet tidspunkt har problematiseret dette forhold, mens organisationen kaster sig over det mindste anløb til kritik af Islam i Vesten.

MJP kunne ellers have startet med at kigge på OIC landenes Menneskerettighedsinstrument; ”Cairo-erklæringen om menneskerettigheder i Islam” fra 1990. Ifølge erklæringens artikel 24 skal alle rettigheder i Cairo-erklæringen fortolkes med forbehold for overensstemmelse med Sharia-lovgivning, og i henhold til artikel 25 er det alene Sharia lovgivning, der skal være afgørende i tilfælde af fortolkningstvivl. Selvom der kan være forskellige fortolkninger af Sharia-lovgivning, kan der ikke være tvivl om, at selv den mindst intolerante version, er i strid med en række af de mest basale menneskerettigheder. Det blev da også fastslået af den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i en sag fra 2003. Det forhold, at en international organisation sætter religiøs lovgivning over internationale menneskerettighedsstandarder burde i sig selv være nok til, at Institut for Menneskerettigheder råbte vagt i gevær. …

Hvorfor skulle Danmark arbejde tættere sammen med en organisation, som mener, at kritik af islam er en krænkelse af religionsfriheden, mens dødsstraf for frafald ikke giver anledning til problemer? Burde det ikke være Institut for Menneskerettigheders rolle at problematisere, snarere end at hvidvaske OIC?



22. november 2012

Torben B. Dyrberg om venstrefløjens hykleriske modstandsidentitet, opretholdelsen af ven/fjende-matrix

Der findes også fornuftige røster på Roskilde Universitetscenter. For selvom lektor Torben Bech Dyrberg i sine unge dage var medlem af Socialistisk Arbejderparti (SAP), så er han ikke bleg for at kritisere venstrefløjens bekvemme modstandsidentitet i den verserende værdidebat. Der er mindre skønhedsfejl, det være sig brugen af ordet ‘karikaturkrisen’, men også det at han afslutningsvis sidestiller venstrefløjens hykleri med ‘den nationalkonservative kulturalisme’. I de blindes rige er den enøjede konge, men problemet med venstrefløjen i dag er selvfølgelig ikke at de har glemt progressive idealer og er blevet ‘konservative’.

(Tidskriftet Antropologi, nr. 65, 2012. S. 85-101; se evt. abstract)

Fra den 17 sider lange artikel i seneste nummer af tidsskriftet AntropologiDen tavse venstrefløjspolitik : At være og at gøre tavs.

“Der kan være flere grunde til denne tavshed. Men én, der forekommer iøjnefaldende, er, at man er i vildrede med hensyn til, hvad det er man vil, efter at fordums universalistiske forestillinger om socialisme og emancipation har mistet pusten. Dette hænger sammen med, at højre/venstreorientering ikke længere er i stand til at præge og indramme politisk orientering. Som modtræk til desorientering er der en tendens blandt venstreorienterede til at holde fast i en ven/fjende-skematik for at dyrke sin modstandsidentitet, hvilket er kommet til udtryk i moralisering og kulturrelativisme. Men prisen for at bevare denne identitet har været, at evnen til principiel stillingtagen er blevet svækket. Det indebærer, at man indstiller kritikken af holdninger, man plejede at være modstander af, når det er venner eller fjendes fjender, der ytrer dem, og at man vil censurere politiske modstandere, dvs. knægte deres ytringsfrihed, selvom man kan være enig med dem.” (s. 85)

[...]

“Tavshed kan have utallige årsager og virkninger. Den kan være forårsaget af afsky, arrogance, ligegyldighed, befippelse, sorg, eller fordi man er bevæget eller omvendt er lidenskabsløs. Og den kan have de mest forskelligartede virkninger som at udvise foragt, mistænksomhed eller samtykke. Den tavshed, jeg vil beskæftige mig med her, illustrerer det problem, brede kredse på venstrefløjen står over for i disse årtier, hvor den universalistiske og emancipatoriske kritik af kapitalisme og imperialisme er blevet afløst af kulturrelativismens kritik af modernitet og Vesten. Det har medført, at man de facto har støttet radikale islamister som f.eks. under karikaturkrisen. Det overordnede hensyn synes at have været at pleje sin modstandsidentitet ved at støtte dem, der er imod magten, og som automatisk tildeles status som udstødte og svage, dvs. ofre.

Dette har indebåret, at man er tavs om forhold, man plejede at kritisere. Man er stadig indigneret over homofobi og kvindeundertrykkelse, men kun i det omfang, det ikke kolliderer med indignationen over racisme, der for det meste identificeres med ‘islamofobi’. Det, jeg vil se på her, er, hvordan venstreorienterede er tavse – en tavshed, der er betinget af tre nært beslægtede forhold: relativisme, politisk defaitisme og modstandsidentitet.

Relativisme er vævet sammen med diverse posttrends’ insisteren på, at alt er kontekst. Politisk har det indebåret, at relativisme er blevet lanceret som tolerance og forståelse for anderledes kulturer. Kulturen bliver individets skæbne, hvilket ikke bare udhuler højre/venstreorientering, men også individualitet og ansvarspådragelse. Men indifference over for undertrykkelse er indbygget i kulturrelativisme, hvilken indebærer, at det kan være svært at trække grænsen mellem solidaritet og berøringsangst.”(s. 86, fra afsnittet Venstreorienteredes tavshed)

[...]

Når det er ven/fjende-skematikken, der styrer, hvad der er venstreorienteret, er det at være i opposition en kvalitet i sig selv, uanset hvem og hvad det så er, man ikke kritiserer. Detfor er man selektiv med hensyn til, hvad man bliver indigneret over, og hvad man ignorerer, og derudover er kritik ofte ude af proportioner. Amerikanske soldaters forbrydelser i Abu Ghraib-fængslet i Irak i 2006 vakte opstandelse og ikke mindst skadefryd, fordi det kompromitterede den amerikanske præsident Bush. Men reaktionerne er ude af proportioner sammenlignet med eksempelvis det folkemord, det islamistiske terrorregime i Sudan har begået på en million mennesker de seneste årtier, som ikke har vakt indignation. Heller ikke Robert Mugabes diktatur i Zimbabwe, der har dræbt flere afrikanere end apartheid-diktaturet i Sydafrika, har kunnet vække forargelse, ligesom Saddam Husseins diktatur i Irak kun blev fordømt, da Irak var allieret med USA. Hvis der er en årsag til den slags misforhold, er det, at disse regimer ikke var autoriserede fjender…” (s. 87, fra afsnittet Antiracisme: tre måder at argumentere på)

[...]

“Den anden argumentationsfigur handler om moralisering af politik og dæminonisering af modstanderen, hvor temaet er selvgodhed. Dette kan illustreres ved at se på, hvordan venstrefløjsidentitet profileres ved at moralisere den offentlige debat og stigmatisere modstanderen. Eksemplet er igen karikaturkrisen, hvor man gennem sprogbrugen skaber et billede af dem, der forsvarer ytringsfrihed, som indskrænkede og anløbne. Den tredje argumentationsfigur berører, hvordan tolerance og censur afhænger af ven/fjende-forhold, hvilket belyses ved hjælp af racismeparagraffen, hvor venstrefløjen ikke er styret af værdier, men af ven/fjende-forhold. Grundet sin modstandsidentitet retter man sin kritik mod højrefløjens islamofobi og bruger racismeparagraffen som et middel til at censurere politiske modstandere, hvorimod man er tavs over for islamisters racisme og sexisme. (s. 88, fra afsnittet Antiracisme: tre måder at argumentere på)

[...]

For en kulturalistisk venstrefløj bliver de andres kultur identificeret med politisk progressivitet, der borger for, at det, de siger og gør, er på afstand af og derfor besudlet af magt. Denne dyrkelse af renhed er essentiel for en modstandsidentitet, hvilket har en tematisk lighed med radikal højreorientering, hvorfor det gælder om at have status af at være undertrykt som udsatte minoriteter eller det tavse flertal.” (s. 90, fra afsnittet Depolitisering gennem forskydning og tilsløring)

[...]

“Hvor bolværk er ‘damage control’, og signal er imagepleje, har påstanden om kausalitet mellem ord og handling altid været hovedargumentet for indgreb mod ytringsfriheden. Det var trumfkortet for Sovjetunionen og tredjeverdenslandes vedtagelse af FN’s racismekonvention i sin tid, og det er også løftestang for multikulturalisme. Antagelsen af, at hvis man offentligt ikke bare truer, men også nedværdiger nogen på grund af deres ‘race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering’, som det hedder i racismeparagraffen, vil det opildne til had og hetz. Krænkelsen er ikke bare rettet mod bestemte grupper, men er politisk, i og med den truer den sociale orden og forrår samfundet.

Det er ikke klart, hvordan ord og handling hænger sammen. Men det har noget med at gøre, at højreradikale populister systematisk spreder løgne om svage og udsatte grupper. Det går især ud over muslimer, men homoseksuelle står også for skud. Konsekvensen er, at nogle kommer til at tro på det, hvorefter de ser sig i deres gode ret til at udøve vold mod dem, der er blevet lagt for had. Som advokat Pia Justesen (2010) siger: ‘Ord er ikke bare ord. Ord kan slå hårdt. Ord kan skabe virkelighed… Hvis ord gentages tilstrækkeligt mange gange, risikerer de at blive opfattet som fakta.’ De er to ting på spil her. For det første, at skellet mellem ord og handling er så sløret, at det berettiger til at forbyde særligt ondartede ytringer, fordi de kan slå hårdt og skabe virkelighed. Det er centralt for ethvert angreb på ytringsfrihed, at man udvisker skellet mellem krænkende ytringer og fysisk vold, således at man kan straffe meningstilkendegivelser, der opfattes som uacceptable. (s. 96, fra afsnittet Depolitisering gennem forskydning og tilsløring)

(s. 96, Zenia Stampes ‘kausale kæde’)

“Politisk uenighed behøver ikke at indebære, at man udviser moralsk foragt over for dem, man er uenig med, eller vil lukke munden på dem ved at føre retssager imod dem. Men som vi har set i forbindelse med venstrefløjsdebattørernes indlæg under karikaturkrisen, har man lagt vægt på at forskyde sagens kerne fra politisk ytringsret til moralsk tavshedspligt. Dette er gået hånd i hånd med en dæmonisering af højrefløjen, som man tiltænker det værste.” (s. 91f, fra afsnittet Moralisering af politik og dæmonisering af modstanderen)

[...]

“Sammenfattende kan man sige, at der er nogle karakteristiska ved denne måde at argumentere på, der står i skarp kontrast til en højre/venstreoptik: at uenighed er moralsk forkastelig, hvorfor opposition er illegitim, og at kritik er stødende og skal begrænses af lovgivning og selvcensur (Bawer 2009:26; Bruce 2001:76). Det er tydeligt, når man ser de ord, der bliver anvendt, og hvor kontrasten til dialog, respekt og forståelse (det gode) er diktat, ringeagt og uvidenhed (det onde). De ord, man bruger, tåler ikke at blive sagt imod, og derfor er dissens illegitim. For skal man lade være med at opføre sig pænt og tænke, før man taler? Eller skal man være uopmærksom på sit sprog, ubegavet, ufornuftig og usaglig, uhøflig og ufølsom? Eller umoden, ignorant, ensidig og uansvarlig? At bruge den slags argumenterer kendetegner en politisk kultur, hvor forskelle reduceres til en moraliserende indignation mellem godt og ondt, der undergraver det, man prædiker, altså dialog, tolerance og forståelse. For er man uenig, må man være styret af nedrrige motiver, der overfløddiggør samtale og gør konflikter uforsonlige.” (s. 93f, fra afsnittet Moralisering af politik og dæmonisering af modstanderen)

[...]

“I de sidste par årtier har multikulturalisme været et omdrejningspunkt for venstrefløjsidentitetspolitik, hvor det at være bundet til sin subkultur indikerer politisk progressivitet. Multikulturalisme refererer ikke bare til sameksistensen af flere kulturer, men også til, at man hverken kan eller bør kritisere andre i det omfang, det, de siger og gør, kan føres tilbage til deres kultur. I den oplysningstradition, venstrefløjen er rundet af, plejede det at være omvendt: Kultur som skæbne var et reaktionært anslag mod individets frihed og emancipation i det hele taget. Men sådan er det ikke nu, fordi det ikke giver mulighed for at være i opposition. I stedet borger det at være minoritet for høj moral i modsætning til det at tilhøre majoriteten, der er konform og middelmådig (Bérubé 2009:11-12. 21, 28, 41, 84-6, 224-6, 245-6; Davies 2010:50). Denne modstandsidentitet har medført, at der er brede kredse på venstrefløjen, der udviser en tolerance over for islamister, fordi de som fjendens fjende kan bruges til at kritisere det, de ser som den konforme tidsånd præget af assimilation og intolerance. Kravet til minoritetssamfundet er at søge dialog, forståelse og konsensus frem for at være forudfattet, dogmatisk og antagonistisk, at have respekt for andres følelser og levevis, altså at være tolerant og åben frem for intolerant og snæversynet, samt at give plads til og anerkende forskellighed frem for, at alle skal skæres over én læst.

Men når moralske opfordringer er utilstrækkelige, må man ty til anstændighedens sidste bolværk: racismeparagraffen. Det er især to argumenter, man har ført sig frem med, for at bevare denne paragraf, der gør tavs. For det første sætter den grænser for tilsvining af svage grupper og plejer i den forbindelse et venstrefløjsimage. For det andet stadfæster den, at ord leder til handling, hvilket er lovens omdrejningspunkt.” (s. 94, fra afsnittet Tolerance og censur afhænger af ven/fjende-forhold)

[...]

“Ved at associere krænkende ytringer med vold, folkedrab og krig kan venstefløjens antiracisme opnå tre ting. For det første fremmaner man en krænkelsesmentalitet, der går på, at etniske minoriteter i Vesten systematisk bliver lagt for had, stigmatiseret og hetzet imod. Det er i tråd med den strategi, Organisationen for Den Islamiske Konference (OIC) har ført sig frem med siden årtusindskiftet. I denne strategi bliver muslimer fremstillet som ofre for amerikansk imperialisme og borgerlig konformitet. Ved at kriminalisere det, der kan udlægges som forhånelse og latterliggørelse af religion, kan man presse på for at begrænse ytringsfrihed. For det andet vender man op og ned på tolerancebegrebet, så det ikke længere er modtageren af en kommunikation, der skal udvise tolerance over for ytringer, man ikke bryder sig om, men den, der ytrer sig, der skal udvise agtpågivenhed for ikke at såre andres følelser (Rose 2010:399-400). Gør man det, er man ansvarlig for voldelige reaktioner, for den, der tyer til vold, er i virkeligheden selv offer, der blot reagerer og derfor unddrager sig ansvar. Det gælder selvfølgelig kun i det omfang, volden begås af medlemmer af minoritets- eller subkulturer. For det tredje vender man op og ned på forholdet mellem racismeparagraf og ytringsfrihed, dvs. at paragraffen forsvarer denne frihed. Det er Stampes pointe (2010d)…” (s. 97, fra afsnittet Tolerance og censur afhænger af ven/fjende-forhold)

“Tanken med racismeparagraffen er at slå en kile ind i denne onde spiral.” (s. 98, fra afsnittet Tolerance og censur afhænger af ven/fjende-forhold)

[...]

“Disse temaer har appelleret til venstrefløjen, fordi de passer ind i den ven/fjende-matrix der strukturerer dens udsyn. Denne ven/fjende-matrix danner rammen om politisk intensitet, der kredser om kollektivisme, solidaritet og eksklusion som nødvendige for stærk gruppeidentitet. Af samme grund er det at bekræfte denne matrix vigtigere, end at de værdier, man forsvarer, er udskiftet med deres modsætning. Det, der ansporer venstreorienteredes goodwill over for islamister, er fremmaningen af deres fælles fjende, hvilket skyldes, at det, der virkelig tæller, er at dyrke sin modstandsidentitet.” (s. 99, fra afsnittet Ven/fjende-logik og venstrefløjens goodwill over for islamister)



26. november 2010

OIC-mål i FN: “Hvis man… kritiserer stening af utro kvinder, så vil det blive kaldt hadsk tale.”

Godt man har forskere til at finde ud af den slags, ironi off. Fra Kristeligt Dagblad – Ekspert: Islamiske stater vil underminere ytringsfriheden.

“Hvis Organisationen for den Islamiske Konference, OIC, får magt, som de har agt, så er det nat med ytringsfriheden. Hvis det sker, vil den vestlige verden nemlig stå som forbryderen, og de mellemøstlige lande som de krænkede.

Så kort og kontant kan Ann E. Mayer, lektor på Pennsylvania Universitet, som i over 20 år har forsket i OIC’s holdninger til menneskerettigheder, statuere sin pointe…

Pointen får ekstra vægt i disse dage, hvor en under-komité under FN’s Generalforsamling igen har samlet flertal for et forslag mod “hadsk tale om religion”, som skal indgå som en menneskeret sammen med blandt andet ytringsfrihed og religionsfrihed…

De islamiske staters internationale arbejde har ændret sig over årene.

“I forbindelse med FN’s Konvention om Kvinders Rettigheder forlangte både asiatiske og muslimske lande ‘kulturelle særrettigheder’, fordi de – for de muslimske landes vedkommende – mente, at kvindekonventionen stred mod islamisk ret, og at den i det hele taget gav udtryk for vestlige idéer, som var uforenelige med ikke-vestlige kulturer,” forklarer Ann Mayer.

Derfor forsøgte landene i OIC også at udforme deres egen menneskerettighedskonvention. Kairo-deklarationen, som den blev kaldt, blev en realitet i 1990… I Kairo-deklarationen spiller hverken ytringsfrihed, religionsfrihed eller kvinderettigheder nogen rolle.

[...]

“Det er pay back-time for OIC nu. Muhammed-krisen gav OIC et ordentligt boost, og hvis de nu får hadsk tale om religion igennem som en del af menneskerettighedskonventionen, så risikerer vi ytringsfriheden, som jo allerede er begrænset i konventionen i forhold til blandt andet diskrimination. Hvis man for eksempel kritiserer stening af utro kvinder, så vil det blive kaldt hadsk tale mod religion. I realiteten forfølger OIC samme mål som tidligere: Islams kulturelle særkende. Men nu sker det i FN-regi, og det lyder meget bedre at kalde det menneskerettigheder,” siger Ann E. Mayer…”



8. april 2010

Europarådet vil fjerne ‘fordomme’ om at “Islam og muslimer underminerer vestlige værdier”

Det minder lidt om DRs Miss Tørklæde 2008. Fra Berlingske Tidende, der fortæller at Europarådet overgår sig selv i dhimmitude – Europas smukkeste minaret skal kåres.

“En række muslimske organisationer går nu sammen med Europarådet og British Council til modangreb på modstanderne af moskeer og minareter. Initiativtagerne vil kåre Europas smukkeste minaret for dermed “at fjerne den malplacerede frygt og fordomme i europæiske samfund om at islam og muslimer underminerer vestlige værdier og kulturer,” som organisationerne bag kåringen udtrykker det.

For at deltage i skønhedskonkurrencen skal moskeer i Europa inden den 15. april indsende fotos sammen med oplysninger om minaretens højde, alder og andre specifikationer. En jury sammensat af personer med forskellig religiøs og etnisk baggrund vil derefter kåre den smukkeste minaret, og vinderen vil blive præsenteret i Europa-Parlamentet den 20. april.

Senere vil Europarådets hovedsæde i Strassburg huse en fotoudstilling af Europas minareter…”

Organisationerne bag er COJEP International (et netværk mod diskrimination), IMCOSE (Muslimsk Initiativ for Social Sammenhæng i Europa), ISESCO (større islamisk organisation) samt velkendte OIC. I Europarådet sidder for Danmark sidder ti folketingsmedlemmer: Michael Aastrup Jensen, Hans Christian Schmidt og Sofie Løhde (V), Pia Christmas Møller (Løsgænger), Per Dalgaard og Hans Kristian Skibby (DF), Mogens Jensen (S), Jørgen Poulsen (DRV), Pernille Frahm (SF) og Frank Aaen (Enhl).

I Jury’en for den pågældende konkurrence, sidder 21 personer, herunder fra Danmark, Bashy Qureshi og konvertit-fotografen Eckhard Ahmed Krausen. Den talende baskerhue tager ingen seriøs, og Ahmed Krausen kendes kun fra P1. Det var her jeg hørte ham for et par år siden, og citerede denne trosbaserede svada: “Jeg synes muslimer – muslimske kvinder med tørklæde er meget fotogene. De er smukke.”

Mere.

  • 23/8-07 Kristeligt Dagblad – Hans Hauge: Europarådet gør alt for at tækkes islam.
  • 2010 COJEP – Contest to find most beautiful Minaret in Europe.
  • 

    7. januar 2010

    Ralf Pittelkow: Man tager for givet, “at alle problemer er det danske samfunds egen skyld”

    God kommentar af Ralf Pittelkow i dagens Jyllandsposten – Undskyld I slår os!

    “Siden mordforsøget på tegneren Kurt Westergaard har der været stor debat om PET’s indsats… Denne kritik bliver fremført med stor skråsikkerhed af jurister og andre, der foregøgler, at de har en særlig ekspertindsigt i de valgmuligheder, som PET har stået med. De optræder med en pondus, som de ikke har grundlag for, og som vi godt kan undvære… Der tegner sig imidlertid også en anden forklaring på, at debatten efter mordforsøget i så ekstrem grad retter kritikken mod PET. Den forklaring hedder politisk korrekthed.

    I den politisk korrekte verden tager man for givet, at alle problemer er det danske samfunds egen skyld. Mordforsøget er PET’s skyld. Ja, i sidste ende mener man, at det er Westergaards egen skyld, selv om man ikke rigtig tør sige det i øjeblikket. Han kunne jo bare lade være med at bruge sin ytringsfrihed.

    Men Westergaards tegning og hele Muhammed-sagen er kun en del af en voldsom muslimsk offensiv for at forhindre en fri debat om islam i den vestlige verden. Man søger målrettet at presse vestlige lande til at acceptere de islamiske normer for ytringsfrihed og blasfemi…

    Historien har oven i købet fået en interessant nyhedsvinkel:

    De muslimske landes sammenslutning OIC ”fordømte” i første omgang mordforsøget på Westergaard. Men dagen efter var fordømmelsen væk, nu var man bare ”bekymret”. De kunne ikke engang enes om at tage afstand fra mordforsøg! Var det ikke et par kritiske spørgsmål værd fra danske journalister?”

    Oploadet Kl. 13:50 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer
    

    9. oktober 2009

    “Det nye er, at det ikke længere er OIC, der går forrest. Det er Barack Obama…”

    Nobels fredspris blev i dag tildelt Barack Obama, for “hans ekstraordinære bestræbelser på at styrke diplomati og samarbejde mellem verdens folk” (BT, 9/10-09), og ord er jo taknemmelige. Kommentar i Jyllandsposten af Mikael Jalving – Fra Zappa til Obama.

    “Da jeg som bebumset ungersvend opdagede rock- og bluesmusikken, faldt jeg over Frank Zappa, denne anarkistiske og alligevel disciplinerede amerikanske guitarist og sangskriver.

    Hans univers af trods, sort humor og umiskendeligt talent gav genlyd i mine mange fremlejede værelser på ydmyge adresser og fyldte mig med tiltro til, at man bare skulle give den spade i alle livets forhold, så skulle det nok gå. Frank Zappa satte strøm til den musikalske hån, spot og latterliggørelse op igennem 70′erne og 80′erne, og der var mange i hans hjemland, der hadede provoens udfordring af Mainstreamamerika og anså ham for at være en Antikrist, og han kom på kant med myndighedspersoner, der fandt hans tekster blasfemiske og samfundsnedbrydende.

    Det var de sådan set også. Dét kunne jeg godt lide… og når jeg kommer til at tænke på Zappas fornemmelse for, hvad der ikke længere var tilladt på scenen og i mainstreamkulturen, så skyldes det såmænd Barack Obamas seneste initiativ i FN’s Menneskerettighedsråd.

    Dette råd skulle være stedet, hvor man beskytter menneskerettighederne, herunder retten til at ytre sig lige så frit som Frank Zappa, men er skridt for skridt ved at blive stedet, hvor man netop undergraver samme rettigheder og udskifter dem med krav om ikke at genere religioner, læs: islam.

    Det véd vi godt, svarer nogle så; det erfarede vi allerede under den såkaldte racismekonference Durban II. Her forsøgte 57 islamiske stater at vende menneskerettighederne på hovedet med det mål at forbyde, hvad de kaldte for religionskrænkelse og hate-speech.

    Det nye er, at det ikke længere er OIC, der går forrest. Det er Barack Obama, som med et forslag stillet sammen med Egypten støtter begrænsningen af ytringsfrihed, godt nok kun med en ikke-bindende resolution, der sejlede gennem Rådet fredag, fordi europæerne ikke turde tage en afstemning.

    Dokumentet snyder ved første øjekast og agter tilsyneladende at styrke ytringsfriheden. Men som altid i dokumenter som disse sidder djævlen i detaljen. F.eks. hedder det, at der med udøvelsen af ytringsfrihed følger »særlige pligter og et særligt ansvar« i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3 i FN-aftalen om civile og politiske rettigheder fra 1976, som USA først tilsluttede sig i 1992 og dét med en række forbehold, bl.a. om artikel 19. I denne aftale kan man læse, at ytringsfriheden ved lov kan begrænses i forhold til andres rettigheder, andres omdømme eller den national sikkerhed, den offentlige orden, folkesundhed og sædelighed. Altså helt afgørende restriktioner, der gentages i Obama-teksten og flugter med fortolkningen fra både den egyptiske og pakistanske ambassadør i sidste uge: Nu må det snart være slut med vestlige mediers misbrug af ytringsfriheden.

    Siden Obamas tiltræden har mange holdt vejret for at se, hvad hans bebudede ”engagement” med den muslimske verden består i helt konkret. Nu ser vi det første konkrete resultat, og det er mildt sagt ikke noget at råbe hurra for. Obama svigter ikke alene Frank Zappa… Han svigter vores idealer…”

    (Crossfire, CNN, 23. marts 1986; Youtube)

    Frank Zappa: Why are people afraid of words?… we’re talking about word.

    John Lofton: … why do you underestimate the power of word. Words have consequences, they have impact on people… Are you an anarchist…

    Frank Zappa: No, I am an conservative, and you may not like that, but I am…

    John Lofton: What is the function of civil government, Frank. Isn’t it to promote general welfare, and help promote families.

    Frank Zappa: Do you think you are protecting someone by taking away seven words?

    John Lofton: Its not just words.

    Frank Zappa: It is words. Its about words.

    John Lofton: Words also can hold ideas…

    Oploadet Kl. 13:59 af Kim Møller — Direkte link62 kommentarer
    

    14. juli 2009

    FN: “The international community should value this 14-century-old tradition of generosity…”

    FN’s højkommissionær for flygtninge António Guterres har skrevet forordet til en UNHCR-udgivelse med den poetiske titel: The Right to Asylum between Islamic Shari’ah and International Refugee Law: A Comparative Study. Bogen er resultatet af et samarbejde mellem FN og OIC – velbekommen.


    “The deeply rooted Arabic traditions and customs have, for a very long time, served as a solid foundation for protecting human beings and preserving their dignity…

    More than any other historical source, the Holy Qur’an along with the Sunnah and Hadith of the Prophet of Islam are a foundation of contemporary refugee law… The international community should value this 14-century-old tradition of generosity and hospitality and recognize its contributions to modern law.

    In this solid study the author provides a detailed explanation of Islamic Shari’a and Arab customs, including the standards and norms which underpin the legal framework on which the Office of the United Nations High Commissioner for Refugees bases its activities.

    The author describes how Islam honoured refugees, even if they were non-Muslims, forbade forcing them to change their beliefs, did not compromise their rights, helped reunite families and guaranteed the protection of their lives and possessions…

    Today, the majority of refugees worldwide are Muslims. This fact occurs at a time when the level of extremism, ethnic and religious, is on the rise around the globe, even in the world’s most developed societies. Racism, xenophobia and populist fear-mongering manipulate public opinion and confuse refugees with migrants and even terrorists. These attitudes have also contributed to misperceptions about Islam…

    This is also a valuable comparative study on the norms of Islamic Shari’a and international law regarding refugees and asylum, as well as migration and forced displacement. It is the outcome of the continuous and close cooperation between the United Nations High Commissioner for Refugees and Organization of the Islamic Conference.

    Of course, what is more important is not theory or the status accorded to a person, but the actual protection provided to him or her, and that is a strong tradition and practice of member-States of the Organization of the Islamic Conference. The fruit of partnership between UNHCR and this Organization can be seen in the Declaration on Human Rights in Islam, adopted in 1990 by the Organization of the Islamic Conference, which stipulates that “every human being… if persecuted, has the right to seek asylum in another country; and the country of asylum shall ensure his protection until he/she has reached safety (aman).”

    This book is a valuable reference and should be read by anyone working or interested in human rights, refugees and migration issues. It is also a timely study of the Arab and Islamic values which have served, directly and indirectly, as a reference for many international laws and conventions.

    A genuine strategic partnership between UNHCR and the Islamic world is vitally important to the continuation of this 14-century old commitment to generosity, hospitality and non-discriminatory protection. These principles, along with a respect for basic human rights, are explored here in detail and shown to be the foundation for much of the international law that informs humanitarian work. We would do well to remember the Islamic principle that “before all the calamities of the world, all human beings are equal”.”

    Via Universalgeniet.

    Oploadet Kl. 04:49 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer
    

    21. april 2009

    “Formuleringen ”religionskrænkelse” var Doudou Dienes kunststykke med det formål at forhindre kritik eller indvendinger mod islam.”

    Kronik af Ronald Koven (World Press Freedom Committe) i dagens Jyllandsposten – Tværnationalt censursystem.

    “Det er stadig diskussioner om Israel, der som yndlingsprojekt for de 57 lande i Organisationen af den islamiske konference (OIC) overskygger bestræbelser på at få vedtaget et forbud ”religionskrænkelse”. Men forbud mod kritik af islamiske positioner og praksiser – ofte uden belæg i Koranens tekster – vil være et gigantisk skridt i retning af at legitimere en form for tværnationalt censursystem, som blev forhindret tilbage i 1980′erne, da Unesco var centrum for Sovjetunionens og autoritære regimer i Den Tredje Verdens forsøg på at etablere en ”Ny Verdensorden for Information og Kommunikation” (NVIK).

    Som sovjetiske propgandister engang yndede at sige: »Det er ingen tilfældighed«, at Doudou Diene var en central aktør i NVIK-debatten og nu er den intellektuelle drivkraft bag forsøget at forbyde ”religionskrænkelse”. Han har netop afsluttet to perioder fra 2002 til 2008 som FN’s Menneskerettighedsråds særlige rapportør for racisme. Han var tidligere topembedsmand i Unesco og den grå eminence bag sin landsmand, generaldirektør Amadou-Mahtar M’Bow, i NVIK-kampagnen, der var tæt på at ødelægge Unesco. Der er meget i Dienes rapporter, som banede vej for accept af begrebet ”religionskrænkelse”, der går tilbage til NVIK-tidens opfordringer til begrænsninger af pressefriheden…

    Udkastet til den afsluttende erklæring for Durban II har været gennem utallige revisioner og er i sit seneste udkast blevet forkortet fra 45 til 17 sider. På et tidspunkt erklærede USA, at dokumentet ikke var til at redde, men den russiske diplomat Jurij Bojtjenko har med taktisk snilde været formand for en udkastkomite, der har fået fjernet noget af det mest kritisable sprog. Direkte henvisninger til religionskrænkelse og Israel er forsvundet, men der har været forsøg på at genindføre tilsvarende formuleringer som »stigmatisering« af religioner og »udenlandsk besættelse« (en henvisning til Israels kontrol med Vestbredden) som årsager til racisme.

    For at modvirke Bojtjenkos opblødning af Durban II-dokument har de 17 OIC-lande, der dominerer FN’s Menneskerettighedsråd med dets 47 medlemmer gennemtvunget en resolution fremlagt af Pakistan, som gentager opfordringen til at sætte en stopper for straffrihed for religionskrænkelse.

    Formuleringen ”religionskrænkelse” var Doudou Dienes kunststykke med det formål at forhindre kritik eller indvendinger mod islam. Erfaringen viser, at i praksis vil ikke alene Koranens religiøse doktriner blive beskyttet mod kritiske kommentarer, men også autoritære, kulturelle, sociale og politiske praksiser i islamiske samfund.

    At gøre ”religionskrænkelse” til en forbrydelse er en ny måde at forbyde en fri debat på om et dominerende verdensbillede. Den juridiske definition på ”krænkelse” (injurier) har hidtil været møntet på beskyttelse af personer, virksomheder og sammenslutninger mod uberettigede angreb på deres omdømme – ikke til at beskytte hele trossystemer mod kritisk undersøgelse…

    Et papir fra OIC, blev distribueret som FN-dokument i september sidste år, fastslog, at de islamiske stater er enige med Diene i, at islamofobi er det mest alvorlige udtryk for »religionskrænkelse«, og at den »skjuler sig bag ytringsfriheden«. Det blev tilføjet, at de »seneste begivenheder igen har sat fokus på behovet for at afgrænse de legale grænser mellem ytringsfrihed og hadefuld tale«, og at der er brug for »konklusioner og anbefalinger« for »de tilladte grænser for ytringsfrihed ved at tage hensyn til det obligatoriske forbud mod støtte til religiøst had.«

    Ifølge OIC kan nationale love ikke håndtere »den voksende krænkelse og had mod muslimer« og derfor er der brug for et »universelt dokument« til at etablere en juridisk ramme, en kodeks for opførsel. »Der er brug for effektiv lovgivning på det nationale, regionale og internationale niveau for at bremse disse tendenser,« fastslog OIC…

    Som i debatten om NVIK i 1970′erne og 1980′erne har Diene forsøgt at forvandle anerkendte individuelle menneskerettigheder til grupperettigheder, der kan bruges til at begrænse stemmer, som den islamiske verden ikke længere ønsker at høre på. Og ganske apropos mødtes OIC den 13. april i sit hovedkvarter i Saudi-Arabien for at overveje etablering af sin egen ”uafhængige menneskerettighedskommission”.”

    Mere.

  • 20/4-09 Jyllandsposten – Forsker: FN-møde kan forbedre Danmarks ry.
  • “Mens en række centrale lande på stribe har boykottet FN’s racismekonference, Durban II, der begyndte i dag i Geneve, så besluttede Danmark sig samme dag for at deltage

    Og det kan vise sig at være en fornuftig beslutning, der vil rette op på Danmarks flossede ry i udlandet, mener Tonny Brems Knudsen, lektor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.

    - Danmark har behov for at forbedre sit omdømme efter Muhammedsagen og Irak-krigen. Man vil bemærke, at vi deltager nu. Det kan betyde, at man i den arabiske verden får øjnene op for, at Danmark ikke altid tilhører det, de betragter som det reaktionære Vesten, siger han til Ritzau.”

  • 20/4-09 avisen.dk – Danmark blåstempler had mod Vesten (Lars Hedegaard).
  • 20/4-09 JP Blog – Mikael Jalving: Farvel og tak til Turban II.
  • 

    4. december 2008

    OIC: Forkert at etablere en begrebsmæssig forbindelse mellem onde handlinger og islam

    Jørgen Bæk Simonsen er ikke oversat til engelsk eller arabisk, så det er nok professoren der reciterer OIC og ikke omvendt. Fra Kristeligt Dagblad – Terrorister må ikke kaldes muslimer.

    “Ovenpå terrorangrebene i Mumbai har mange medier skrevet om terroristernes muslimske baggrund.

    Det er imidlertid helt forkert at kæde terrorister sammen med islam, mener Organisationen af Islamiske Lande, OIC.

    - Det er frustrerende at se, at nogle kredse stadig forsøger at etablere en begrebsmæssig forbindelse mellem disse onde og slemme handlinger og islam, som er en religion, der fordømmer, håner og forbyder dem, skriver OIC i en meddelelse på deres hjemmeside.

    Organisationen understreger, at terrorister ikke har nogen ret til at repræsentere islam. Ved at medierne fortsat kæder det sammen, er de medvirkende til at retfærdiggøre terroristernes ærinde, mener de.”

    Oploadet Kl. 14:11 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    12. marts 2008

    Kræver OIC lovændringer i Danmark… i bekræftende fald – hvad svarer statsministeren

    Det rammer lige ned i hjertet af den danske mediepolemik om den første Muhammedsag. Fra Omnials referat af et indslag i gårsdagens Orientering.

    Birthe Rønn Hornbech, integrationsminister: … nu ligger der på mit bord et brev – nu ved jeg ikke, om det bliver mig eller statsministeren, der skal svare – hvor man altså beder om, at vi faktisk skal begrænse ytringsfriheden, og det er klart, at jeg vil meget gerne besvare det brev, for så skal de nok få læst og påtalt om, hvordan det er at være i Danmark, det siger sig selv.

    Astrid Fischer, P1: Hvem var det brev fra?

    Birthe Rønn Hornbech, integrationsminister: Jamen, det var fra nogle muslimske opråb, om jeg så må sige.

  • 11/3-08 Orientering – Birthe Rønn Hornbech forklarer sin tavshed.
  • Det store spørgsmål er selvfølgelig: Hvem beder Danmark om at begrænse ytringsfriheden?

    Hvis det var en dansk organisation, så ville hun ikke have været i tvivl om hvem der skulle svare – hun ville have gjort det selv. Det må således være en udenlandsk organisation med en vis tyngde, ellers ville det ikke være et spørgsmål statsministeren måske skulle forholde sig til.

    Mon ikke det er OIC (The Organisation of the Islamic Conference), en sammenslutning af 57 islamiske lande der af og til kritiserer lande for ikke at overholde islamiske dogmer.

    Indicie. OIC mener Muhammedtegningerne er ulovlige og beder FN gribe ind.

  • 3/3-08 OIC – Statement on Islamophobia Issued by the OIC Ambassadorial Group at the UN in New York on 29 February 2008.
  • “Among the instances of Islamophobia are the publications of blasphemous caricatures of the Prophet Muhammad (PBUH) by newspapers in Europe… They constitute incitements for negative sentiments and hatred against Muslims. Apathy and inaction on the part of the governments concerned in preventing such provocations and discrimination against Muslims and Islam cannot be justified by the plea of freedom of expression…

    The OIC Group believes that the right to freedom of expression carries with it special duties and responsibilities, and does not provide a license to insult and hurt the sentiments and beliefs of others. It is the obligation of all States parties to the International Covenant on Civil and Political Rights, in accordance with Article 20 thereof, to enact the necessary legislations to prohibit any advocacy of national, racial or religious hatred that constitutes incitement to discrimination, hostility or violence. The OIC Group observes that the European Court of Human Rights has previously ruled in favour of the interference by the State to prohibit media material in cases involving other religions to guard against igniting religious sensitivities, and expects equal treatment in cases involving Islam and Muslims’ rights.

    The OIC Group in New York strongly deplores all acts of ideological and physical violence and assaults, and incitements thereto, against persons on the basis of their religion or belief, and those acts directed against the Holy symbols, sites or places of worship of all religions. The Group is particularly and deeply alarmed by the intensification of the campaign of defamation against Islam, as it impairs Muslims’ enjoyment of the right to freedom of thought, conscience and religion, and impedes their ability to observe, practice and manifest their religions freely and without fear of coercion, violence or reprisal.

    Such acts against Muslims and Islam are inconsistent with the spirit of the UN Charter which seeks to promote peaceful co-existence amongst nations. They are in violation of numerous United Nations resolutions, including General Assembly resolution 62/154 on combating defamation of religions, General Assembly resolution 55/23 on Dialogue Among Civilizations as well as the Security Council resolution 1624 (2005) which call upon all Member States, inter alia, to continue international efforts to enhance dialogue and broaden understanding among civilizations…

    In particular, the OIC Group believes that lack of action to prevent the reprinting of blasphemous caricatures, and indifference in airing the inflammatory documentary against the Holy Quran will be perceived as manifestation of insincerity towards the principles and objectives of various efforts within the United Nations system aiming at promoting understanding and respect of and among cultures and civilizations.
    The OIC Group urges the Secretary General to call upon the Governments of the States that condone the publication of these blasphemous caricatures and media material as well as the campaigns for anti-Islamic regulations to take all possible legal and administrative measures to prevent the repetition or continuation of these deliberate offensive acts, which impinge greatly on the right to freedom of thought, conscience and religion of the followers of Islam.”

    Man skal nok være troende muslim for at godtage argumentationen, men beskeden er ikke til at misforstå, når der bruges ord og vendinger som “necessary legislations”, “prohibit media material” og “legal and administrative measures” i langt brev som også taler om ‘action’ og ‘lack of action’. OIC vil have FN til at tvinge lovgivning igennem i nationalstaterne så muslimer i Europa ikke krænkes på deres tro.

    Absurd, men forventeligt, langt værre er Politikens opkog af brevet, som tolket af islamforsker Karen-Lise Johansen.

  • 5/3-08 Politiken – Ekspert: OIC kan dæmpe Muhammedkrisen.
  • “Mest af alt er der tale om et politisk statement.

    Sådan betegner ph.d.-stipendiat Karen-Lise Johansen Karman fra religionsvidenskab på Aarhus Universitet den seneste udmelding fra den muslimske konferenceorganisation OIC.

    OIC kræver, at FN’s generalsekretær irettesætter regeringer i lande, der tolererer trykningen af Muhammedtegningerne.

    Hun ser ikke erklæringen som et forsøg på at optrappe den igangværende Muhammedkonflikt…

    »Som politisk statement viser erklæringen de muslimske lande, at der er en dialog i gang, og at organisationen har reageret på genoptrykningen af tegningerne. OIC gør opmærksom på, at de opfatter Muhammedtegningerne som en hadekampagne mod muslimer. Som samlet talerør for muslimske organisationer skal de reagere på den nuværende situation. Det ville være mærkeligt, hvis ikke de gjorde det«, forklarer hun.

    Forventer OIC, at FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, ringer til for eksempel Anders Fogh Rasmussen og beder ham sikre, at Jyllands-Postens Muhammedtegninger eller noget lignede ikke bliver trykt igen?

    »Det er svært at vurdere, hvad deres hensigt med erklæringen er. De ved nok godt, at det ikke er så realistisk, at generalsekretæren gør det… siger Karen-Lise Johansen Karman.”

    Ihukommende at Politiken under den første Muhammedsag postulerede, at ambassadør-brevet til statsministeren med sætningen “Danish pres and public representatives should not be allowed”, ikke på nogen måde var et krav endsige et ønske om lovændringer, er Politikens referat af OIC-brevet særdeles interessant.

    Oploadet Kl. 15:52 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper