12. september 2014

DIIS-forskere om SFI-rapport: Man er ikke ekstremist, hvis man afviser vold og arbejder for demokrati

Ann-Sophie Hemmingsen og Tobias Gemmerli fra Dansk institut for internationale studier halalslagter den anonyme SFI-rapport om ekstremisme. De har selvfølgelig ret i det citerede, men det førstnævnte er blevet citeret for om Islam vidner ikke om indsigt i andet end karrieremuligheder. Fra DIIS.dk – Antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark – en problematisk kortlægning.

“Tirsdag den 9. september offentliggjorde Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) en længe ventet rapport, der kortlægger antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark. Rapporten navngiver 15 grupperinger fordelt på tre miljøer: et højreradikalt, et venstreradikalt og et ekstremistisk islamistisk. Fælles for de 15 grupperinger er, at de eksplicit tager afstand fra brugen af vold og andre ulovligheder. Hertil kommer, at de fleste erklæret arbejder for demokrati. Så hvordan ender disse 15 grupperinger med ekstremismestemplet? Det er overordentlig svært for læseren at finde ud af. Rapporten mangler nemlig eksplicitte definitioner og kriterier. Når datagrundlaget desuden er spinkelt, bliver værdien af kortlægningen tvivlsom. …

Dernæst savner vi definitioner af det ikke-ekstreme og prodemokratiske, som miljøerne og grupperingerne holdes op i mod. Rapporten søger at beskrive de egne af det religiøse og politiske landskab, som ligger udenfor ‘det politiske normalområde’. Præcis hvad dette normalområde dækker over, står imidlertid hen i det uvisse, ligesom indholdet af den ‘liberalistiske demokratiopfattelse’, som de kortlagte miljøer og grupperinger kategoriseres som modsætninger til.

Som det klart fremgår af rapporten, er det svært én gang for alle at definere ekstremisme og antidemokratisme af den simple grund, at det er relative begreber. Men når man giver sig i kast med at kategorisere navngivne grupperinger som ekstreme eller antidemokratiske, må man åbent og detaljeret forklare præcis, hvordan man til lejligheden anvender begreberne, samt præcis hvilke kriterier man lægger til grund for sine kategoriseringer. Når grupperinger, som erklæret arbejder for demokrati og lægger afstand til voldelige handlinger, kategoriseres som antidemokratiske og/eller ekstremistiske, har vi, som læsere, brug for en forklaring.

Endelig er det uklart, hvilke aktiviteter eller handlinger i observationsperioden, der ligger til grund for rapportens kategoriseringer. I afsnittet om det højreradikale miljø optræder således handlinger, som i vores øjne er blandt grundstenene i et demokrati – demonstrationer, opstilling til valg og anvendelse af ytringsfriheden – på samme liste som enkeltpersoners kriminelle eller voldelige handlinger. Dette medfører, at vi er tvivl om, hvad der er blevet lagt vægt på. At enkeltpersoners lovovertrædelser i rapporten kategoriseres som værende ‘i tråd med det ideologiske udgangspunkt’ i miljøer, gør ikke tvivlen mindre. Rapporten synes at antage en bestemt type sammenhæng mellem holdninger og handlinger, men denne antagelse er der langt fra konsensus om i ekstremisme- og radikaliseringsforskningen, hvorfor en vurdering af, om handlinger er i tråd med de ideologiske udgangspunkt, må betegnes som diskutabel, og derfor skal mellemregningerne præsenteres. Som læsere savner vi kort sagt en indledende liste over kriterier, som alle grupperinger konsekvent vurderes efter. Det ville have gjort os i stand til at gennemskue, hvorfor netop disse 15 grupperinger er valgt. …

Forskergruppen har endvidere interviewet 26 personer i eller omkring miljøerne, hvoraf de 11 var relateret til det ekstremistiske islamistiske miljø, syv til det højreradikale og tre til det venstreradikale. Det er imidlertid uklart, hvorvidt disse interviewpersoner har bidraget med viden om deres egne meningsfæller eller om andre, hvilket fører os til et grundlæggende spørgsmål omkring den troværdighed, som interviewpersoners udsagn er blevet tillagt. Vi savner således indblik i, hvordan man har sikret sig, at interviewpersoners vurderinger og informationer er korrekte. F.eks. er det ikke klart for os, hvor meget vægt, vi skal lægge på frontpersonales oplysning om, at Danish Defence League ytrer sig gennem en krænkende retorik og spytter på kvinder, som kan findes på s. 38. Er dette et rygte fremsat af en enkel person eller et forhold, som mange har bevidnet?

(Politiken.dk, 10. september 2014: Forskere kritiserer kortlægning af ekstremisme)



10. september 2014

Pinlig SFI-rapport: Problematiserer højrefløjsdemokrater, overser revolutionære SUF med 39 lokalafd.

Jeg har gjort det til en vane, at gennemgå alle rapporter om politisk ekstremisme, men det er ikke meget der kan siges om SFI’s nye kortlægning af ‘Antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark’, som jeg ikke har skrevet tidligere. Overordnet er rapporten fuldstændig ubrugelig. Definitionerne er løse, og næsten skræddersyet til at give (anonyme forskere) mulighed for at skabe konklusioner efter forgodtbefindende.

Det må siges, at jeg ikke har gennemgået de ni områdenotater, som rapporten baserer sig på. Det ændrer dog næppe på det essentielle.

En rapport om ekstremisme burde fokusere på organisationer der har til formål at vælte demokratiet, samt organisationer der virker ved ulovligheder. Det er ikke raketvidenskab. På en top-ti liste burde der maksimalt være 1-2 højreorienterede organisationer, da venstrefløjen og islamister både i antal medlemmer, radikaliseringsgrad og trusselsniveau er klart overlegen. Man kan ikke definere sig ud af alt.

Bemærk i øvrigt modtagelsen i medierne. Når nu rapporten konkluderer, at der er flest ekstreme organisationer på højrefløjen, så kan DR Nyheder illustrere sin historie med Danish Defence League-trøjer. Bemærk også hvor hurtigt venstrefløjen er ude med sin kritik, og bliver en del af mediebilledet. Rune Eltard-Sørensen vil have færre venstreorienterede og flere højreorienterede organisationer på listen. En af organisationerne der efter Modkrafts opfattelse ikke burde være på listen er Libertære Socialister. Når man læser kritikken på Modkraft.dk er supplerende læsning en artikel om LS: ‘Vil gøre militante metoder trendy’.

(SFI, Antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark – En kortlægning, 85 sider, pdf; SFI.dk)

Definitionen er todelt. Rapporten omhandler ikke bare antidemokratiske organisationer, men også ‘ekstremistiske’, der er mere luftig. På samme måde inkluderer demokrati-begrebet ‘idealer om tolerance’ ud fra en pluralistisk forståelse af demokrati. Oprindeligt betød demokrati ‘folkestyre’, men kæmper man med grundlovssikrede rettigheder for folkeafstemninger om indvandring/multikultur er man ekstremist. Det noteres specifikt.

“Begreberne ‘antidemokratisk’ og ‘ekstremistisk’ kan være svære at definere præcist, men i rapporten her forstås ekstremisme som holdninger, der i større eller mindre grad kan være i konflikt med demokratiske styreformer og idealer om tolerance, og en villighed til at gå uden om demokratiske procedurer for at gøre politiske eller religiøse holdninger gældende. Antidemokratisme forstås i forhold til en pluralistisk forståelse af demokrati som tilfælde, hvor enten de demokratiske beslutningsprocesser ikke accepteres, hvor de fundamentale værdier og normer for alle borgere afvises eller en kombination heraf.” (s. 9)

Fortalere for en populistisk demokratiopfattelse kan fx mene, at man skal tilstræbe flertalsafgørelser, men også at disse ikke behøver at respektere ligheds- og tolerancenormerne. I forlængelse heraf vil vi her forstå ‘antidemokratisme’ som det tilfælde, hvor enten de demokratiske beslutningsprocesser ikke accepteres, eller hvor de fundamentale liberalistisk demokratiske værdier og normer afvises (eller en kombination heraf).” (s. 17)

Det uddybes i indledningen. Ekstreme bevægelser ‘kan’ bære præg af “fjendebilleder, hvor bestemte grupper eller samfundsforhold ses som truende.”. Hvis man er imod islamisering, er man per defintion lidt antidemokratisk, lidt ekstrem. Vil man have folkeafstemning om indvandring, har man en suspekt ‘demokratiopfattelse’. Lovlydige Urias-læsere er ekstremistiske antidemokrater per definition.

(s. 15)

Fokus er naturligvis på organisationerne, men det virker meget tilfældigt hvilke der udpeges. Aktiv i flest lokalområder er Danish Defence League, men hvad siger det om noget, så længe DDL ikke har konsolideret sig med egentligt klubhuse. Second to none i den forbindelse må være Ungdomshuset på Dortheavej i København. Det nævnes ikke med et eneste ord. Heller ikke urolighederne der fulgte salget af Jagtvej 69, selvom enhver torsdagsdemo for Ungdomshuset var langt mere ekstremt end det største DDL har lavet.

Rapporten identificerer hele seks højrefløjsorganisationer, og inkluderer eksempelvis ‘Folkebevægelsen mod Indvandring’, som jeg måtte google mig til, er identisk med Michael Ellegaards Frit Danmark. Jeg tror ikke FD nogensinde har samlet mere end 10 personer. Hvad er det i øvrigt præcist der gør Dansk National Socialistisk Bevægelse højreorienteret? Man kan sagtens være antisemit og højreradikal, men DNSB er jo totalitære kollektivister.

Omvendt er der kun fire venstrefløjsorganisationer. Det er selvfølgelig fint at Antifascistisk Aktion, Researchkollektivet Redox, Antiracistisk Netværk og Libertære Socialister er på listen, men hvad er bagggrunden for at udelade Socialistisk Ungdomsfront, der kæmper for revolutionen i hele 39 lokalafdelinger. Racismefri by, Antiracistisk Ungdom og utallige beslægtede organisationer også kunne være medtaget – det hele virker meget tilfældigt.

I forhold til islamisk ekstremisme, kunne enhver moské og islamisk kulturforening være inkluderet på listen. Rapportens forfattere vælger at medtage fem grupperinger, herunder særligt Hizb ut-tahrir og Muslimsk Ungdomscenter (Grimhøjvej-moskéen, hvor IslamGuides boghandel har hjemme) og Kaldet til Islam. Moskéer er kønsopdelte, og hvis ikke det i sig selv er et brud med fundamentale værdier og normer, hvad er så? Vederfølner-klistermærker påtrykt ‘Nej til moskéer’. Ja, faktisk. Eksempel 5, side 38.

Ingen højreorienteret organisation på listen kan samle mere end 40-50 tilhørere, og egentlige kriminelle aktiviteter er tilnærmet nul. Omvendt er Stop Islamiseringen af Danmark blevet angrebet med slagvåben flere gange, Rightwings klubhus er brændt ned, og ingen aktive højregrupperinger har formentligt begået 20 procent af de ulovligheder andre har begået mod dem. Sådan er virkeligheden.

Når venstrefløjen demonstrerer samles der ofte 500 eller mere, kun overgået af Hizb ut-Tahrir der nemt samler mere end 1000 kalifattilhængere. Politisk motiveret mødeterror og kamp for et religiøst diktatur, er naturligvis i en anden liga end højregrupperinger der demonstrerer under parolen ‘Vi er alle jøder’ eller for ytringsfrihed.

SUF bekæmper det liberale demokrati, samarbejder åbent med AFA, og medlemmer har været en del af flere tunge kriminalsager om politisk motiveret kriminalitet. Selvfølgelig skal SUF være på listen. Gerne helt oppe ved AFA og Researchkollektivet Redox. Rapportens forfattere er på visse områder helt blanke…

“For de venstreradikale grupper har vi ikke klart kunnet identificere rekrutteringsstrategier.” (s. 13)

Et citat fra rapporten, der understreger, at konklusionerne nok ikke skal tages helt så seriøst.

“Det ambitiøse udgangspunkt om at kortlægge hele landet har på mange måder være givende, men det har haft en pris. Det har således ikke været muligt at få et præcist indblik i størrelsen af de forskellige organisationer og grupperinger, og da kortlægningen er et øjebliksbillede, er det ligeledes svært at konkludere, hvorvidt de enkelte grupper er i vækst eller på retræte.” (s. 12)

Sådan skriver forskere, når de gerne vil lege videre med andres skattekroner.

Da definitionerne er løse og ret beset kunne inkludere hvad som helst, så burde Danskernes Parti selvfølgelig også være på listen. DP er udeladt, formentligt fordi forfatterne så nødvendigvis også måtte inkludere Socialistisk Ungdomsfront (og hermed støde kommunistiske Enhedslisten). Vægtningen er bizar. Det virker meget politisk.

“Hvilke grupper skal kortlægges inden for de enkelte miljøer? Af kortlægningen fremgik det således, at der var enkeltindivider med tilknytning til Socialistisk Ungdomsfront (SUF), der deltog i, hvad der ifølge denne rapports definitioner kunne betragtes som anti-demokratiske og/ eller ekstremistiske aktiviteter. Vi valgte ikke at medtage SUF i kortlægningen, men det viser, at der er en flydende grænse mellem, hvad der kan betragtes som venstreradikalisme og almindelig venstreorienteret politisk aktivitet. Det samme gælder for højrefløjen, hvor Danskernes Parti kan siges at indtage en lignende position. Igen valgte vi ikke at tage partiet med på trods af, at partiet har et vist holdningsfællesskab med det højreradikale miljø…” (s. 20)

Om Det antidemokratiske og antidemokratiske og/eller ekstremistiske højreradikale miljø (s. 29-40, 12 sider).

Under ‘handlingsmønstre’ indenfor det højreradikale miljø nævnes syv episoder. Det meste er legal politisk aktivitet (eksempelvis SIAD-demo’en ‘Vi er alle jøder’), og intet har mig bekendt før til doms. Heller ikke den værste episode – DNF’ere ‘involveret’ i en slåskamp med iranske asylansøgere, der blev ’slået og sparket’. Som man kunne se i et indslag på TV2, så var de afviste asylansøgere den angribende part. Kilden må være iranernes talsmand Masoud Reisvand, der i 2006 fortalte at Jesper Langballe havde hånet ham på trappen foran Christiansborg. Det faldt lidt til jorden, da det kom frem at Jesper Langballe var i sommerhus på Anholt.

Rapporten må gå langt ud for at finde ammunition. Det er sådan set ikke kun DDL der ‘betragter’ sharia som uforenelig med det danske demokrati. Tilbage i 2003 bekendtgjorde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol at sharia’en var uforelig med demokrati. Hvis man forsker i ekstremisme indenfor islamiske miljøer, men ikke kender omtalte dom – så er de næppe opgaven voksen.

“Frontpersonale og andre interviewpersoner har ligeledes påpeget, at grupper som AK 81 fra Vestegnen og Devils Choice fra Midt- og Vestjylland også udtaler sig stærkt islam-kritisk. … Det skal understreges, at deres tilstedeværelse på højrefløjen ikke retfærdiggøres af de højreradikale grupper inden for miljøet, som generelt er optaget af lov og orden. (s. 31)

“Ideologisk er DDL en islamkritisk og højrenational organisation, som betragter sharia som ‘en revolution, som vores land ikke ønsker og må afvise’ og som uforeneligt med det danske demokrati. DDL anser islam som en trussel og har til formål ‘gennem aktivt forsvar at sikre fred og friheder i vores lokalområder’. DDL lægger vægt på ytringsfriheden og ‘opfordrer regeringen til at ophæve alle love, der forhindrer ægte ytringsfrihed’, herunder ophævelse af racismeparagraffen.” (S. 33)

Om Det antidemokratiske og/eller ekstremistiske venstrerdikale miljø (s. 41-49, 9 sider).

Det bedste i rapporten er uden tvivl udpegningen af AFA’s brug af dækorganisationer, herunder ‘Århus for Mangfoldighed’. Antiracistisk Netværk kædes sammen med plakatkampagnen mod århusianske nationalister, men det dokumenteres ikke. Heller ikke i det tilstødende områdenotat om Østjylland (s. 20).

Noget er decideret grinagtig. Når man vælger at kalde AFA ikke-voldelig, men omvendt refererer venstrefløjens debat om AFA’s voldelighed, så ryger man ind i paradokser. Venstrefløjen er delte i spørgsmålet om brugen af vold, men alle grupperne er ‘imod vold’. Måske er den moralske frifindelse af AFA en konsekvens af deres – ifølge rapportten, samarbejde med ‘venstrefløjsorganisationer over hele landet’.

Når AFA demonstrerer er graden af militans planlagt på forhånd, og hermed en integreret del af strategien. Det er ikke tilfældet på højrefløjen – selvom bevares, begge fløjes vold udføres af… ‘enkeltindivider’. Kan man ikke se forskellen er man blind på venstre øje.

“Centralt i mange af disse uenigheder er synet på og viljen til at benytte vold og udenomsparlamentariske metoder til at opnå erklærede mål (Larsen, 2012: 24). Igen er alle de formelle grupper, vi beskriver nedenfor, imod vold. Volden og andre udenomsparlamentariske metoder er derfor resultat af enkeltindividers handlinger, som udgår fra og nogle gange associeres med grupperne.” (s. 42)

“AFA synes først og fremmest at være en såkaldt ‘ad hoc-gruppe’, som primært virker kontra-aktionært: Medlemmerne samler sig på baggrund af episoder, hvor de oplever, at der er et behov fx i form af påkrævet modstand mod højreekstremistiske grupper. … AFA arbejder sammen med venstrefløjsorganisationer over hele landet. Aktionsformerne bestemmes af de konkrete deltagere. Aktionsformerne bestemmes af de konkrete deltagere og afhænger af sag og sted.” (s. 43)

“ARN-Aarhus arbejder i forbindelse med demonstrationer og andre events sammen med et bredt udvalg af grupper og organisationer på venstrefløjen, såsom Antifascistisk Aktion, Enhedslisten og Socialistisk Ungdomsfront (SUF), såvel som mere eventbaserede grupper og netværk, såsom Goodnight White Pride, Larm mod Racisme, Aarhus for Mangfoldighed, Praktisk Solidaritet Aarhus og Produktionskollektivet Opbrud, Konfront, Libertære Socialister og Internationalt Forum.” (s. 45)

“Libertære Socialister (LS)… I omtalen af det revolutionære aspekt gives der udtryk for, at bevægelsens mål ikke kan nås gennem de etablerede demokratiske samfundsinstitutioner, men kræver en social revolution.” (s. 45)

“Handlinger, der udspringer fra det venstreradikale miljø, omfatter mødeblokering, chikane, kampagner, oplysning, demonstrationer. registrering af modstanderes truende adfærd samt fysiske angreb på højreradikale og slagsmål med politiet, ofte i modstrid med gruppernes erklærede afstandtagen fra brug af vold. Som i tilfældet med den højreradikale vold er den venstreradikale vold overvejende udført af enkeltindivider, der støtter den i miljøet dominerende ideologi.” (s. 48f)

Om Det antidemokratiske og/eller ekstremistiske islamistiske miljø (s. 51-64, 14 sider).

Medierne kalder LTF og lignende for indvandrerbander, men som citatet herunder understreger, så ville muslimske bander være mere præcist.

“Alle de organisationer og grupperinger, vi kortlægger nedenfor, er åbent imod vold. Ikke desto mindre er der enkeltindivider, som på forskellig vis sympatiserer med de ideologiske grundantagelser inden for miljøet, som er medlemmer af bander eller kriminelle grupperinger. Disse bander eller kriminelle grupperinger er i stigende grad begyndt at indflette islam i deres retorik, såvel på nettet og i de sociale medier som i enkeltmedlemmers legitimering af forskellige typer af voldelige eller ulovlige aktiviteter og opgør. Et eksempel herpå er banden Loyal to Familia (LTF), som især er aktive i hovedstadsområdet. LTF udtrykker, at de har følt sig ekskluderet af samfundet gennem oplevelser af racisme og diskrimination, ikke mindst fra politiets side… Denne fornemmelse af uretfærdighed italesættes typisk med en blanding af elementer, hvor referencer til islam står centralt. Således skriver LTF på deres hjemmeside, at ‘Må Allah give styrke til din familie’ og ‘Må Allah Subhanahu wa ta’ala være med vores afdøde bror’. De konflikter, de har med deres omgivelser, sættes ofte ind i en civilisationskamp. For eksempel siges det ‘Hvis I skal åbne ild, så ram deres Kuffar (vantro) og ikke vores muslimske brødre’. (s. 53f)

(s. 54)

“Selvom kortlægningen ikke peger på, at MUC rekrutterer til krigen, så modvirker MUC ikke selv deltagelse. Snarere er de et punkt i det miljø, hvorfra deltagerne udspringer. … For disse unge glider ideologien i MUC og det større salafistiske miljø dermed over i en ekstremistisk holdning og aktivitet.” (s. 55)

“MUC står for Muslimsk Ungdomscenter og udgør en gruppe unge salafister i Østjylland. Gruppen organiserer religiøse arrangementer, bøn og studiegrupper, men modstiller sig liberale demokratiers standarder og ligheds- og toleranceprincipper. MUC beskriver sig selv på Facebook som ‘en gruppe unge, der følger Quran og Sunnah’, med det formål at ‘give både muslimer og ikke-muslimer vigtige informationer om Islam’. … Gruppen i Østjylland er tilknyttet en bestemt moské.” (s. 59f)

Fra Konklusionerne (s. 65-72).

Bemærk apologien. Selvom enhver aktiv højregruppering konfronteres af maskerede venstreradikale, så har det blot en ’symbolsk karakter’: ‘De’ ønsker ikke at at skade hinanden…

“Centralt i forhold til fjendebilleder er det interessant at bemærke, at især de højreradikale og de venstreradikale synes hovedsageligt bundet op i en konflikt med hinanden om etniske minoriteters status i Danmark. … De venstreradikale grupper har forsøgt at fordrive grupper eller organisationer på den yderste højrefløj, hvorfor det ikke er overraskende, at det undertiden kommer til både verbale og fysiske sammenstød mellem personer og/eller grupper venstre- og højrefløjen imellem. Når personer fra de to fløje støder sammen, omgives konfrontationen typisk af meget højstemt og aggressiv retorik. Der er imidlertid ikke noget, der tyder på, at de ønsker at skade hinanden fysisk. Sammenstødene synes overordnet at have mere symbolsk karakter… (s. 67f)

“Set i lyset af, hvor meget kampen mellem højre- og venstreradikale handler om spørgsmål om den muslimske minoritets eksistensberettigelse i Danmark, er det interessant at bemærke, at disse to fløje stort set ikke figurerer i de islamistiske miljøers interne diskussioner og debat.” (s. 68)

“Der er således forskel på de idealer for et politisk styre, der følger religionen, og på, hvordan religionen praktiseres i det salafistiske miljø. Dette afspejler blandt andet, at langt de fleste salafistiske muslimer reelt ikke mener, at diskussionen om sharia er relevant, idet de lever i et ikke-muslimsk land og bør følge landets lovgivning…” (s. 69)

Diverse.

“Ud af interviewpersonerne kom 26 interviewpersoner fra de tre studerede miljøer: 11 interviews fra det islamistiske miljø, syv fra det højreorienterede miljø og tre fra det venstreorienterede miljø; 12 interviewpersoner var forskere; 14 interviewpersoner var andre eksperter på området, og de øvrige interviewpersoner faldt inden for forskellige kategorier af frontpersonale.” (s. 26)



27. december 2013

Venstremilitante er ‘kritiker av en liberal-konstitutionell praxis av demokrati’, ‘inte… antidemokratisk’

I SFI-rapporten om ekstremisme offentliggjort nogle uger før årets kommunalvalg, kom det frem at Danskernes Parti var anti-demokratisk fordi partiet havde en ‘negativ eller afvisende holdning til en liberal demokratisk samfundsorden’, og ikke respektererede fundamentale værdier og normer, herunder de for forfatterne centrale ‘ligheds- og tolerancenormer’.

Jeg undrede mig over, at et nationalistisk parti der kæmper for flere folkeafstemninger blev betragtet som anti-demokratisk imodsætning til Enhedslisten, der åbent arbejder for en revolution der skal afskaffe Grundloven. Jeg skrev derfor til ekstremismeforsker Rikke Louise Peters, der gav mig forklaringen.

“På baggrund af Enhedslistens principprogram, politiske handlinger og udtalelser i offentligheden i det hele taget, vil jeg definere partiet som et socialistisk og demokratisk parti. Den socialistiske model partiet arbejder for er ikke i modstrid med demokratiet… (postdoc Rikke Louise Peters, 2013)

Forskere kan definere sig ud af alt, og det siger sig selv at svenskerne går en brosten længere. Herunder et afsnit fra en nyligt offentliggjort rapport fra Statens Medieråd om Våldsbejakande och antidemokratiska budskap på internet, gående specifikt på Antifascistisk aktion og Revolutionära fronten (s. 122), der ikke bare har en revolutionær dagsorden, men åbent bekender sig til politisk vold. (via Anna-Lena Lodenius)

Forklaringen er vanvittig, meget lig SFI’s beskrivelse af Danskernes Parti, og helt analog med ovenciterede forsker. Højreradikale er anti-demokrater per defintion, venstreradikale er demokrater per definition, og den største trussel mod demokratiet kommer ikke fra anti-demokrater, men venstreradikale der principielt er demokratiske.

“Till skillnad från grupper som är principiella motståndare till demokratiska värden och praxis… är den form av radikalvänster, till vilken de autonoma grupperna kan räknas, kritiker av en liberal/konstitutionell praxis av demokrati, men den är inte principiellt antidemokratisk. Man tar inte avstånd från demokratiska värden i generella termer av grundläggande medborgerliga rättigheter (jfr. March & Mudde 2005:24).” (s. 120; af Linus Andersson, der bl.a. henviser til bøger af Martin Lindblom, René Karpantschof og Mathias Wäg)

< (p>

(Statens Medieråd, Våldsbejakande och antidemokratiska budskap på internet: ; Regeringen.se)

Relateret.

“Av de två huvudsakliga våldsbejakande extremistmiljöerna vit makt-miljön och autonoma miljön, är det i dagsläget den autonoma miljön som utgör det största hotet. Det beror på bland annat på att majoriteten av de fall av otillåten påverkan som Säkerhetspolisen känner till kommer från denna miljö.” (Chefanalytiker Ahn-Za Hagström i SAPO-rapport om ‘våldsbejakande extremism’, december 2013)

“En 24 år gammel mann ble søndag begjært varetektsfengslet for drapsforsøk under uroen forrige helg. Mannen er blitt utpekt som en av lederne for en høyreekstrem gruppe som kaller seg Revolusjonær Front.” (TV2 Norge gengiver NTB, der fejlagtigt kalder RF for højreorienterede)

“… radikal politisk islamisme er en højreekstrem, reaktionær ideologi med fascistiske træk” (Enhedslistens Pelle Dragsted på Modkraft.dk, 2013)



23. september 2013

SFI: Højreradikale gør i ‘drab, vold, fysiske overfald’ – Venstreradikale gør ikke i ‘forstyrrelse af møder’

Det er ti dage siden retsagen mod vensteradikale AFA/Redox startede, og uden at have foretaget en egentligt artikel-optælling på Infomedia, så tør jeg godt konkludere, at der har været skrevet mere om de venstreradikales modpol i samme tidsrum, trods den igangværende retsag.

Da jeg kørte hjem fra København forrige fredag hørte jeg P1, og minsanten om ikke Redox’s Sebastian Gjerding fik taletid i en lang debat om det problematiske ved det digitale overvågningssamfund. Uanset hvad den yderste venstrefløj foretager sig af ulovligheder, så nægter medierne at se det som et større problem.

Få dage før retsagen lancerede Researchkollektivet Redox en ny rapport om Danskernes Parti (DP), og selvom journalisterne burde kende lidt til kildekritik og ophavsanalyse, så lykkedes den fokusflyttende strategi noget nær 100 procent. En ikke-officiel rapport der viser at højreradikale stadig trækker vejret, får mere mediedækning end en retsag mod venstreradikale organisationer der inkluderer tiltale for våbenbesiddelse, politisk motiveret hacking, hærværk og vold.

Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) udgiver næste år en rapport om politisk ekstremisme, og minsanten om ikke den første af ti arbejdsnotater blev offentligt sidste fredag. Den bærer titlen ‘Antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Midt- og Vestjylland’, og det viser sig – pudsigt nok – ikke at eksistere problemer med venstreorienterede, men til gengæld store problemer med voldelige højreradikale og nynazister (Læs: nationalsocialister) – herunder Danskernes Parti.

(SFI, 2013; Antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Midt- og Vestjylland, 26 sider)

Arbejdsnotatet blev offentliggjort uden forfatternavne, og det noteres specifikt i foromtalen “at SFI for nærværende ikke giver interview eller oplysninger om undersøgelsen”. Der henvises flere gange til arbejde af Chris Holmsted Larsen, der dog ikke er en del af det man kunne kalde SFI’s ‘forskerkollektiv’. Hvorvidt forskerne bag er venstreradikale eller inkompetent reproducerende, er ikke til at vide – men den ideologiske ubalance er sat i system.

De anvendte definitioner er brede, og tydeligvis rettet mod højreorienterede. Det noteres eksempelvis at demokrati, skal forstås som ‘det liberale demokratiske samfundsorden’, karakteriseret ved ‘ligheds- og tolerancenormerne’ (s. 6). Der skelnes godt nok mellem holdninger og handlinger, men det noteres samtidig at der med ‘antidemokratisk aktivisme’ menes grupper “der udelukkende benytter legale midler som dog kan være af illegitim art ud fra et moralsk berettiget, i denne sammenhæng demokratisk synspunkt”. Legale midler som er illegitime…

Med sådanne politiserende definitioner frikendes Ingen platfor for nazisme (lokal ad hoc-gruppe for Antifascistisk Aktion), i det de efter forfatternes mening ikke udtrykker “antidemokratiske holdninger eller benytter voldelige, ikke-legale eller illegitime handlinger” (s. 20). Selvom Enhedslisten officielt arbejder for at afskaffe det borgerlige demokrati ved roden, så er lokalafdelinger af partiet ikke nævnt med et eneste ord. Ej heller lokalafdelinger af Socialistisk Ungdomsfront og diverse venstrerevolutionære organisationer.

(s. 20f: AFA-associerede venstreradikale udtrykker ikke ‘antidemokratiske holdninger’)

Selvom det i foromtalen præciseres, at notatet er foreløbig, og det specifikt pointeres, at der “ikke kan drages konklusioner og fortolkninger ud”, så gik det helt som forventet mediemæssigt. Udgivelsen gav store overskrifter i flere medier, herunder Information (der har minimum to navngivne Redox’ere på lønningslisten, herunder omtalte Gjerding), hvor Social- og integrations-minister Annette Vilhelmsen med baggrund i notatet blæste “til kamp mod højrekstremismen og ikke mindst Danskernes Parti”.

(Information.dk, 21. september 2013)

Fra den famøse artikel – Annette Vilhelmsen blæser til kamp mod højreekstremisme (af Kim Kristensen).

“SFI har fundet 12 grupper i de i alt 11 kommuner. Heraf er de tre i henhold til undersøgelsens definitioner antidemokratiske højreorienterede organisationer, nemlig Danish Defence League, Devils Choice og Danskernes Parti. Derudover blev der fundet ni løsere grupperinger, hvoraf fem er antidemokratiske højreorienterede, mens fire er antidemokratiske islamiskorienterede. Der blev ikke fundet antidemokratiske venstreorienterede grupper i området.

[…]

Senest har researchgruppen Redox i en ny rapport, Demokratiske nazister, imidlertid konkluderet, at »Danskernes Parti er en nynazistisk organisation, der forsøger at videreføre den nationalsocialistiske arv i nye klæder«. …

Ifølge Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen, skal der to ting til for at forhindre, at Danskernes Parti – og andre grupper på den ekstreme højrefløj – får fremgang…”

Et anonymt arbejdsnotat, en anonym venstreekstrem gruppe der er tiltalt for politisk vold og en revolutionær kommunist (Enhedslisten, tidl. KA m-l, VS) maner til kamp mod folk der bekæmper det liberale demokrati. Alle advarselslamper lyser.

Tilbage til notatets analyse af ekstremismen i Midt- og Vestjylland.

Hvor revolutionære kommunister og militante venstreradikale hverken er antidemokratiske eller voldelige, selvom de i formålsparagraffer erklærer det modsatte, så er det helt omvendt med højreradikale. De er både voldelige og antidemokratiske trods et nedfældet demokratisk udgangspunkt, for som det eksempelvis lyder om Danish Defence League, så har de “en åbenlys interesse i at fremstå som ikke-voldelige”, og derfor kan ‘deres offentlige udsagn’ ikke tages for pålydende (s. 15).

“Der blev ikke fundet antidemokratiske venstreorienterede grupper i området”, noteres det henkastet, hvorefter der gås i dybden med Danish Defence League, Danskernes Parti, Devils Choice og trækkes tråde til Stop Islamiseringen af Danmark, White Pride, Dansk Front og Danmarks Nationale Front. Om DP lyder det sågar, at der er “en tæt forbindelse til Dansk Folkeparti i den forstand, at man konkurrerer med dette parti om medlemmer og mærkesager” (s. 22). Javel, ja.

Danish Defence League (DDL) og rockerklubben Devils Choice (DC) omtales som voldelige, men der nævnes kun eksempler, der ikke på nogen måde dokumenteres. Om DC fortælles det sjovt nok, at de ikke er særligt politiske, og i øvrigt samarbejder med indvandrerbander.

DP betegnes i modsætning til DDL og DC ikke som voldelig, men ‘frontpersonale’ fortæller at et voldeligt miljø omkring en fodboldklub “hyres af Danskernes Parti som ‘gorillaer'” (s. 17f). Igen helt udokumenteret. (Se evt. Danskernes Parti politianmelder SFI)

“Personerne i grupperingen omkring fodbold fanklubben er ifølge frontpersonalet teenagere og i starten af tyverne. De dyrker et udseende med store muskler og Holger Danske- og Dannebrogstatoveringer. Ifølge oplysninger fra frontpersonalet fremsætter grupperingen trusler og begår overfald mod politiske modstandere, og nogle af dem hyres af Danskernes Parti som ‘gorillaer’. Det nævnes specifikt, at personer knyttet til formanden for Danskernes Parti flere gange i sommeren 2011 dukkede op ved bestemte cafeer og udøvede vold mod venstreorienterede. Det var dog aldrig formanden selv, der udførte volden.” (s. 17f)

Det mest konkrete i relation til DP’s påståede militans, ligner således til forveksling en Projekt Antifa-artikel baseret på rygter i venstreradikale miljøer. Bizart, når nu partiformand Daniel Carlsen flere gange er blevet overfaldt og chikaneret i forbindelse med politisk arbejde uden det er nævnt med et eneste ord i notatet. Et par tabeller illustrerer vanviddet.

(T 1.1, s. 6 & Tabel 1.2, s. 7)

Højreradikale gør en del i ‘drab, vold og fysiske overfald’, venstreradikale gør ikke i ‘forstyrrelse af møder, hård eller aggressiv retorik, demonstrationer’. I videnskabelig henseende må man sige det er på niveau med sociolog Jeppe Lyngs 2010-makværk om ‘Højreradikale bevægelser i København‘.

Hvor definitionen er skræddersyet til at problematisere modstand mod relativisternes mærkesager, så er metoden skræddersyet til at opgradere problemets natur med uigennemskueligt kildemateriale. Hvad er ‘lokalt frontpersonale’, der henviser til “andre personer, der også har en omfattende viden på området” (s. 7f). Mon ikke der i virkeligheden er tale om socialpædagoger, der eksempelvis knytter kontakt til “informant med lokalkendskab til de politiske miljøer i området” (s. 11), hvad i praksis kunne være identisk med den yderste venstrefløj. Det tillader jeg mig at tro.

Dokumentationen er i det hele taget fraværende. DDL er anti-demokratiske, fordi de hænger klistermærker op med budskaber såsom ‘Sharia Fri Zone’, ‘Nej til islam’ og ‘Nej til Djihad’ (s. 13). Samme gruppe er voldelig fordi, og jeg citerer…

“Frontpersonale fortæller således, at DDL i boligområdet satte klistermærker op meget synlige steder, som på byskiltet, rækværket og trappetårnet. De udførte dog også illegitime handlinger, idet de gennem deres retorik nedgjorde bestemte grupper, i dette tilfælde somaliere. Desuden fortæller både frontpersonalet og de somaliske kvinder fra boligområdet om, hvordan medlemmer fra DDL forsøgte at sabotere et beboermøde om sagen, men blev vist bort, hvorefter der var smadrede ruder i området. De somaliske kvinder fortæller desuden, at de måtte holde sig inde, fordi medlemmer fra DDL i de dage angiveligt gik rundt i kvarteret og ledte efter somaliere… . Tilsammen kender 5 informanter fra kommune 2 til både trusler og overfald på 3 personer, der enten bliver forfulgt af DDL, fordi de er aktive på venstrefløjen eller har en anden etnicitet end dansk. Disse overfald er imidlertid ikke alle blevet meldt til politiet.” (s. 14)

Ikke et eneste konkret verificerbart eksempel, men rygter i somaliske miljøer, og smadrede ruder uden kendte gerningsmænd.

Helt det samme i forhold til DP. Her problematiseres det, at partiet trods vedkendelse til ‘det repræsentative demokrati’ ønsker, at “der skal være flere folkeafstemninger, så folket kan blive hørt bl.a. i forhold til indvandrerpolitik” (s. 23). Det problematiseres også, at partiformanden ikke vil anerkende domstolenes autoritet i forhold til en eventuel racismedom, hvad overtræder det “kriterium, der er opstillet i denne undersøgelse… hvorvidt man anerkender legitimiteten af militæret, politiet og retssystemet”.

Sammenhold eventuel overfortolkning af DP’s forhold til paragraf 266B med Enhedslistens principprogram af 2003 (Kapitel 8. På vej mod en socialistisk samfundsomvæltning), der kræver “opløsning af politiet og militæret”, så det socialistiske samfund efter revolutionen ikke blot overtager ‘den nuværende stat’.

Jeg kunne skrive mere om notatet og ikke mindst den ukritiske medieomtale af samme i en avis som Jyllands-Posten, men det er lige efter bogen. Nu skal ‘forskningsresultaterne’ bruges politisk, som man kan læse på DR Online – Omstridt parti skaber røre på gymnasier.

“En forsker kalder partiet Danskernes Parti for skjult nazisme. Socialminister Annette Vilhelmsen (SF) kalder partiet demokratifjendsk. … I sidste uge var Danskernes Parti på Ringkøbing Gymnasium og Tørring Gymnasium sammen med fire andre partier i en debat arrangeret af Region Midtjylland. Fredag kom så rapporten fra SFI.

– Jeg har ikke lyst til, at der skal være antidemokratiske partier her. Hvis jeg havde vidst, at eksperter anså Danskernes Parti for at være antidemokratiske, så havde jeg tænkt mig om en ekstra gang og forholdt mig til det, siger Johannes Grønager, rektor på Tørring Gymnasium.”

(Antifascistisk Aktion mobiliserer mod DP’s debatdeltagelse; Facebook)

“De seneste dage har han fået ni mail fra forskellige folk, der mere eller mindre advarer mod Danskernes Parti. Og på gymnasiets Facebook-profil diskutere blandt andet tidligere elever, hvor vidt man skal bakke op om debatten, hvor Danskernes Parti deltager.” (om Allan Friis Clausen, rektor for Paderup Gymnasium)



9. maj 2007

Socialforskningsinstituttet skabte lige den ønskede konklusion

Dagens leder i Jyllandsposten. Et konkret eksempel på politiserende samfundsvidenskab.

En tilståelsessag

Sagen burde medføre øjeblikkelig afskedigelse og derefter en grundig intern selvransagelse i Socialforskningsinstituttet. Den videnskabelige uredelighed er åbenbar, og tilmed tilstår synderen uden at vise antydning af anger.

Sagen er kort fortalt, at Socialforskningsinstituttet havde fået til opgave at undersøge børnefamiliers grad af tilfredshed med balancen mellem familie- og arbejdsliv.

Et repræsentativt udsnit fik stillet spørgsmålet: »På en skala fra 1-6, hvor tilfreds er du så med balancen mellem dit arbejdsliv og dit familieliv?«

Svaret 1 repræsenterede »overhovedet ikke tilfreds«, og 6 repræsenterede »meget tilfreds.«

Herefter turde det være indlysende for enhver, at skillelinjen går mellem 3 og 4, så 1-3 repræsenterer overvejende utilfredshed, mens 4-6 repræsenterer overvejende tilfredshed.

Sådan var det også for Socialforskningsinstituttet, men kun, indtil man så resultaterne.

Kun syv pct. havde erklæret sig delvis utilfredse, og det var efter instituttets opfattelse ikke nok. Man ønskede at dokumentere en høj grad af utilfredshed, uanset hvad folk svarede. Derfor inddrog man skønsmæssigt en del af gruppe 4 blandt de utilfredse, så mængden af utilfredse kom op på 20 pct.

Dette resultat blev så afleveret til regeringen, og efter denne konklusion blev der udarbejdet lovforslag.

Skandalen er hermed fuldkommen, men se, om instituttet bøjer hovedet i skam.

Tværtimod skriver man frejdigt i rapporten, at » når skalaen ikke deles lige over, skyldes det, at kun meget få personer bruger skalaens nederste ende,« og seniorforsker Mette Deding uddyber skamløst » fordi folk er utilbøjelige til at bruge de laveste svarkategorier.«

Kunne det mon tænkes, at folk er utilbøjelige til at bruge de laveste svarkategorier, fordi de faktisk er tilfredse? Kunne det mon tænkes, at undersøgelsens resultat i tørre tal faktisk er udtryk for, hvad folk mener?

Sådan er det selvfølgelig, og det ved de i Socialforskningsinstituttet. Dummere er de trods alt ikke.

Derfor er der tale om bevidst manipulation. Man havde på forhånd besluttet, hvad undersøgelsen skulle vise, og da det ikke lykkedes, forfalskede man åbenlyst resultatet og afleverede det til regeringen.

Ufatteligt, at en sådan sag ikke får øjeblikkelige konsekvenser for de skyldige. Instituttets troværdighed ligger i ruiner.

  • 10/5-07 Punditokraterne – Christian Bjørnskov: Pseudovidenskabelig politisk manipulation.
  • Oploadet Kl. 15:54 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer
    

    24. februar 2007

    Flere fattige… (eller blot faldende arbejdsløshed og højkonjunktur)

    Arbejderbevægelsens Erhvervsråd laver en undersøgelse om udviklingen i Lavindkomst og fattigdom (11 s.; pdf), og selvom det pointeres at der opereres med begrebet ‘relativ fattigdom’, og undersøgelsen således mere er “et ulighedsmål end et fattigdomsmål” (s. 6), så gik den rent ind.

    Politiken bragte konklusionerne med udgangspunkt i en konkret historie om en ‘fattig’ invalidepensionist, og supplerer det med ekspertudtalelser fra blandt andet Center for Alternativ Samfundsanalyse. At der er tale om en udregning på basis af ‘medianindkomst’ fremgår langt nede i artiklen. DR Online gengiver trofast.

  • 23/2-07 Politiken – Langvarig fattigdom rammer stadig flere.
  • 24/2-07 DR Online – Langvarig fattigdom rammer stadig flere.
  • 24/2-07 DR Tekst-tv – Flere fattige de seneste 10 år (NB: ‘fattigdomsgrænsen‘).
  • At definere fattigdommen som en relativ størrelse er absurd, og den måde AE fremlægger historien på er i allerhøjeste grad udtryk for en politisk tilgang til sagen. Det fremgår af undersøgelsen at det gik helt galt med ‘fattigdommen’ fra 2003 til 2004.

    “Særligt efter 2001 er der sket en stigning i antallet af fattige. Alene i denne periode er antallet af personer, der lever i (relativ) fattigdom steget med knap 45.000 personer, mens stigningen fra 1993 til 2001 har været knap 5.000 personer. Alene fra 2003 til 2004 er antallet af fattige steget med knap 20.000 personer… (s. 2)

    Men det er næppe tilfældigt at ledigheden styrtdykkede fra januar 2004 og frem (Dansk Statistik via Finansministeriet).

    Opgørelsen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd stopper ved 2004, og siden er arbejdsløsheden faldet til det laveste niveau i 30 år, så mon ikke AE, Politiken og DR op imod næste valg kan fortælle om eksploderende fattigdom under VK-regeringen. Det må man næsten håbe.

    

    22. juli 2005

    Socialforskningsinstittutet nægter tilsyneladende at se på kulturelle normer

    Integrationen af indvandrere er langt hen ad vejen gået galt i Danmark, men det er lige før det går bedre med integrationen end med integrationsforskningen. Læs blot Hvorfor bliver mange minoritetsunge utilpassede? i sendes nyhedsbrev fra Socialforskningsinstituttet. Halalforsker Lene Kofoed Rasmussen skriver artiklen, bl.a. på basis af Britta Kyvsgaard og Garbi Schmidt – og konklusionen kan kun betragtes som et udslag af kulturrelativistisk berøringsangst:

    “Det er velkendt, at nogle minoritetsunge tager meget tid i socialforvaltningerne og hos politiet, og at ungdomskriminaliteten er høj hos minoritetsunge. Men årsagerne er ikke klarlagt. Det er en standende diskussion, om det skyldes etnisk/kulturel baggrund eller sociale problemer af almen karakter. På baggrund af nyere forskning er det muligt at argumentere for, at det er ”hverken eller”, og at forklaringer skal søges i forhold i minoritetssituationen.”

  • Social Forskning 2005:2 s. Lene Kofoed Rasmussen: Hvorfor bliver mange minoritetsunge utilpassede? (pdf, 16 s. s. 10-13)
  • 

    11. juli 2005

    Socialforskningsinstituttets politiske korrekthed gør dets undersøgelser ubrugelige

    Fra seneste udgave af Weekendavisen – kritik af Socialforskningsinstituttet fra socialrådgiver Per Christensen. Et citat fra Etnisk lykke:

    “I tidsskriftet Social Forskning 2005: 1 lød overskriften »7-årige børn med anden etnisk baggrund trives«.

    Det er den 3. forløbsundersøgelse fra SFI, efter at man har fulgt 6000 danske børn og 600 børn født i Danmark af mødre fra Tyrkiet, Pakistan, Eksjugoslavien, Sri Lanka, Somalia og Irak i 1995.

    Det fremgår, at der er en massiv forskel mellem andelen af ressourcestærke danske forældre (80 pct.) og andelen af ressourcestærke forældre med anden etnisk baggrund (28 pct.).

    Dette har dog ifølge SFI ingen betydning, for som SFIs argumentation lyder: »For de danske børn gælder det, at der er en direkte forbindelse mellem forældrenes ressourcer og børnenes trivsel, udvikling og forhold i skolen. En sådan forbindelse kan ikke påvises for børn med anden etnisk baggrund.«

    Med andre ord: Selvom man ikke kan påvise en forbindelse, så kan SFI alligevel påvise, at børnene trives?

  • Socialforskningsinstituttet – Social forskning 2005:1 (s. 10; pdf, 1mb)
  • Oploadet Kl. 08:08 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
    

    20. juni 2005

    Aktivering motiverer arbejdsløse til fast arbejde (’skræmt’ blandt journalister)

    Venstrefløjen har mange vandrehistorier, og en af dem er myten om at økonomiske incitamenter ikke virker befordrende for beskæftigelsen – Orienterings Jesper Tynell har skrevet opgave om det på RUC, og så må det jo passe…

    Det er mere end et år siden Socialforskningsinstituttet på deres egen modstræbende facon, kunne fortælle at aktivering virkede efter hensigten og selvom Orientering på P1 forsøgte at debunke historien – så dokumenterede Integrationsministeriet for nogle måneder siden klart at starthjælp til indvandrere havde en motiverende virkning ift. beskæftigelsen.

    I dag kunne man så i Ugebrevet mandag Morgen læse at en større undersøgelse foretaget af et datterselskab under Socialforskningsinstituttet (Nordic Campbell Center) nu bekræftet det alle vidste i forvejen – og som kun segmentet af venstresnoede journalister kan se det odiøse i.

    Fra DR Online –
    Ledige skræmt af trussel om aktivering:

    Det er ikke selve aktiveringen men truslen om at blive sendt ud i et jobtilbud, der får ledige i arbejde, viser ny undersøgelse… Det viser sig, at truslen om aktivering – også kendt som motivationseffekten – virker uanset, om man aktiverer hurtigt og ikke så dybt som i USA eller lidt senere, men mere grundigt, som for eksempel i Danmark og Sverige.”

    DR Tekst-tv:

    Oploadet Kl. 18:17 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
    

    5. april 2005

    Orientering i kamp mod udlændingelovene – væbnet med ammo fra venstrefløjs-NGO’er

    Flere af Orienterings højt profilerede vandrehistorier kredser omkring marxistiske dogmer, og af dem er myten om at økonomiske incitamenter ikke virker – en af de mere sejlivede. Følgelig er starthjælp til herboende flygtninge udtryk for ondsindet diskrimination, og det er netop derfor Det Radikale Venstre ikke konfronteres med præmisserne for Richard Floridas multikulturelle harmoni. [mere] Ligeledes hører man også at indvandrerkriminalitet i bund og grund er et resultat af sociale problemer, og som altid er løsningen ‘Send flere penge!’. Orientering er ikke alene, de har gode forbindelser til Roskilde Universitets Center (hvor Tynell skrev afhandling om økonomisk incitamenters manglende effekt) – og dette samfundssyn lever i bedste velgående på Socialforskningsinstituttet, Center for Alternativ SamfundsAnalyse og lignede venstrefløjs-bastioner, der i høj grad er befolket af eksperter ansat før Muren faldt.

    Igår offentliggjorde Integrationsministeriet flere rapporter om virkningen af starthjælp og omfanget af ‘genopdragelsesrejser’, og allerede igår eftermiddags var det forventelige frontalangreb skruet sammen. Konklusionen var jo næsten skrevet på forhånd: Sandheden om starthjælpen og genopdragelsesrejserne?

    Programomtalen:

    “Astrid Fischer. Regeringen har i dag offentliggjort flere undersøgelser, som tilsyneladende bekræfter regeringens politik. En undersøgelse viser, at den lave starthjælp til indvandrere og flygtninge virker. To andre undersøgelser viser, at kommunerne sætter alt for lidt ind mod genopdragelsesrejser, selvom regeringen har givet dem nogle muligheder for at det. Sådan udlægges de nye rapporter i hvert fald af de to ministre, der har med beskæftigelse og integration at gøre. Men er der nu også belæg for det?”

    Link: Rapport om starthjælpen [Kildelink!]

    Link: Rapporter om udlændinges længerevarende udlandsophold og genopdragelsesrejser [Kildelink!]

    Link: CASA-Analyse – Starthjælp og introduktionsydelse [Venstrefløjs-NGO]

    Tonen i indslaget var under al kritik – Astrid Fischer er altså ikke ansat af SF. Det blev konkluderet at man ikke kunne sige noget om starthjælpens virkning, med basis i en CASA-analyse, som faktisk dokumenterer det samme men blot giver en anden konklusion. Det afhænger naturligvis om hvorledes man definerer virkning. Orientering problematiserer rapportens forbehold, og mener ikke resultatet står mål med midlerne. Dvs. et spørgsmål om politisk overbevisning.

    I forbindelsen med det nye materiale om ‘genopdragelsesrejser’ uddeles lussinger til Bertel Haarder for som minister at have hævdet at 1000 indvandrere blev sendt på ‘genopdragelsesrejser’ i forældrenes hjemlande. At rapporten indledes med at “Regeringen tog i 2004 initiativ til at få undersøgt omfanget af, hvor mange udenlandske børn der er på længerevarende udlandsophold…”, ignoreres med vanlig foragt. Haarders skøn var nok i den lave ende, idet Århus Kommune alene registrede 400 på årsplan – og nej, der er ingen goodwill til hverken Haarder eller regeringen for at have bestilt rapporterne for at få afdækket problemets størrelse. Det høje tal fra Århus Kommune var ifølge Orientering et resultat af integrationsministeriets dårlige anvisninger, der ikke ikke gav mulighed for at registrere (flygtningebørnenes) længerevarende familiebesøg, forskelligt fra integrationshæmmende ‘genopdragelsesrejser’. Man fornemmer igen den bagvedliggende årsag til offensiven – alene det at problematisere indvandringens konsekvenser betragtes som hetz mod minoriteterne.

    Men atter grunder uoverensstemmelsen i politisk overbevisning, ligesåvel som da Orientering sidste år godtog Socialforskningsinstituttets benægtelse af problemet med tvangsægteskaber.

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper