23. oktober 2010

Fredsforsker Galtung: Jo mindre modstand vi gør, jo mere smertefri vil islamiseringen forløbe

Den norske sociolog Johann Galtung fylder 80 år i dag, og flere aviser bringer Ritzaus Bureaus notits om denne ‘Fredsforskningens ophavsmand’. Manden bag begrebet ’strukturel vold’, “når samfundsstrukturen undertrykker og begrænser menneskers udfoldelse”. Man skulle tro en sådan mand ville bekæmpe Islam, men nej. Islam er løsningen.

Her lidt fra et interview med ham i seneste udgave af Dag og Tid (via Human Rights Service) – Frivillig overgivelse.

Johann Galtung, professor:– Det er berre om lag fem prosent av vestlege menneske som har eit inderleg forhold til kristendommen og praktiserer han i kvardagen, Samstundes har vi eit inderleg forhold til reint verdslege verdiar som økonomisk vokster, teknologiske nyvinningar, personleg valfridom osb. Det er desse verdslege verdiane som har teke plassen til kristendommen, og det er dei vi fer jorda rundt med og vil omvenda heidningane til, stundom med ”utvikingshjelp”, stundom med rakettar, i dag mest i muslimske land.

Kaj Skagen, Dag og tid: Om dette stemmer skulle det vera logisk om islam vinn fram her heime, på grunn av den større åndelege lidenskapen.

Johann Galtung: Eg trur nett det er i ferd med å skje. Ikkje berre Noreg, men heile Europa kan verta islamisert. Eg er ikkje i tvil om at det om ikkje så lenge vil finnast ein Muhammed Galtung og ei Fatima Galtung. Dei gamle vikingættene vil få eit islamsk tilskott.

Kaj Skagen: Men korleis ser du på sikt utsiktene? Vil ikkje då noko umisseleg gå tapt?

Johann Galtung: Det vil verta ein mjuk, europeisk islam: Eg tenkjer då på dei viktigaste verdiane i islam: fellesskapet mellom menneska og fordelinga av goda. Begge desse verdiane er noko som den harde europeiske individualismen treng.

Kaj Skagen: Kvifor skulle vi ikkje like gjerne enda opp med den harde varianten av islam?

Johann Galtung: Den får vi berre om vi set oss opp mot historias gang. Gjer vi motstand, vil den islamske framtida verta hard i staden for mjuk. Det er innvandringa, immigrasjonen, dei store rørslene i tida som dreg dette med seg. Ingen kan stansa dette. Og hugs at dei framande i si tid vart bedne om å koma hit, og at dei kom hit på grunn av økonomiske og historiske omsyn ingen kan gjera noko med.

Oploadet Kl. 18:42 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer


8. januar 2006

Anvendt pacifisme ifølge Mahatma Gandhi: Lad jøderne dø i fred…

Venstrefløjen elsker ikoner, men de er ikke særlig kritiske i sine valg. Che Guevara’s gerninger er forlængst dokumenteret, og blandt fredselskerne er Mahatma Gandhi et ofte brugt ikon. Fredsloonie Jan Øberg har eksempelvis udgivet en artikelserie med titlen Following Gandhi’s path.

Ikke-vold er naturligvis en fin utopi, men lugter ikke desto mindre af gold kynisme når den møder virkeligheden. Gandhi er bestemt ikke et eksempel til efterfølgelse. Mahatma Gandhi blev myrdet af en hinduistisk ekstremist i 1948, Indira Gandhi blev myrdet af en sikhisk livvagt i 1984 – og hendes søn, Rajiv Gandhi led samme skæbne under valgkampen i 1991.

Et citat fra George Orwells Reflections on Gandhi udgivet i 1949, som fint illustrerer hvorledes pacifisme som realpolitisk paradigme enten medfører selvmord eller apati i forhold til massemord.

“Even after he had completely abjured violence he was honest enough to see that in war it is usually necessary to take sides. He did not – indeed, since his whole political life centred round a struggle for national independence, he could not – take the sterile and dishonest line of pretending that in every war both sides are exactly the same and it makes no difference who wins. Nor did he, like most Western pacifists, specialize in avoiding awkward questions. In relation to the late war, one question that every pacifist had a clear obligation to answer was: “What about the Jews? Are you prepared to see them exterminated? If not, how do you propose to save them without resorting to war?” I must say that I have never heard, from any Western pacifist, an honest answer to this question, though I have heard plenty of evasions, usually of the “you’re another” type. But it so happens that Gandhi was asked a somewhat similar question in 1938 and that his answer is on record in Mr. Louis Fischer’s Gandhi and Stalin. According to Mr. Fischer, Gandhi’s view was that the German Jews ought to commit collective suicide, which “would have aroused the world and the people of Germany to Hitler’s violence.” After the war he justified himself: the Jews had been killed anyway, and might as well have died significantly. One has the impression that this attitude staggered even so warm an admirer as Mr. Fischer, but Gandhi was merely being honest. If you are not prepared to take life, you must often be prepared for lives to be lost in some other way. When, in 1942, he urged non-violent resistance against a Japanese invasion, he was ready to admit that it might cost several million deaths.”



14. juli 2005

Bente-Ingrid Bruun aflirer Lancet-tal og Øberg-fantasier…

Fra mandagens MetroXpress – en Bente-Ingrid Bruun aflirer Øberg’ske tosserier, supplerer med Lancet-tallene og håber ellers det bedste.

Jan Øberg og The Transnational Foundation for Peace and Future Research er vel noget nær de ringeste sandhedsvidner til Irak-krigen overhovedet. De var imod FN-sanktionerne da “sanktioner er masseødelæggende våben”, hvad de anslog til at have kostet “mindst 500.000 og måske over 1 million” civile irakere livet. Krigen var de også imod – blandt andet på grund af frygten for at Hussein-regimet ville anvende masseødelæggelsesvåben. Krigen blev påbegyndt, Bagdad faldt – og minsanten om ikke TNF i deres nyhedsbrev så proklamerede at “… säkerhetsrådet aldrig kommer att häva sanktionerna mot Irak”. Godt to måneder efter – maj 2003 ophævede FN så de forkætrede sanktioner – som en direkte følge af Irak-krigen. Hvem har behov for selvransagelse…

Selv hvis man godtog Lancets tal (hvad der sådan set ikke er nogen grund til), så står det klart at den mest humanitære løsning på det irakiske problem var Irak-krigen. TFF er et sammenrend af kyniske ideologer som dyrker en gold pacifisme, der ikke engang på overfladen holder humanitært. Plusord gør det altså ikke alene.

Oploadet Kl. 19:34 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper