9. maj 2010

Dansk nationalskjald tør godt kritisere islams fjender: “… hvad var 9/ 11 en reaktion på?”

Det lyder som om han har forladt socialismens synkende skud, men vælger en overfladisk og halv-nihilistisk ‘nationalkonservatisme’, for ikke at lægge sig ud med venstrefløjen. Hvad mener han om islam og det multikulturelle samfund? Længere interview med pladeaktuelle Kim Larsen i gårsdagens Jyllandsposten – Fragmenter af en ordbog (se evt. KPN, 7/5-10: Larsen skammer sig over danskerne).

“På hans nye plade er der uppercuts til Danmarks krige i Afghanistan og Irak, til Folketingets støtte til bankerne og til det generelle moralske forfald…

I Morgenavisen Jyllands-Posten havde vi for nylig en meningsmåling, der viste, at mange unge ikke aner, hvad den 9. april er. Bekymrer det dig?

»Det er skolens skyld. Hvis ikke man har en forestilling om, hvor vi kommer fra, og hvad vi har været igennem, svarer det til, at man har været på en ordentlig druktur og ikke kan huske, hvad der skete i går, og det er ikke rart. Når man er ung, skulle man gerne huske, hvad man foretog sig i går, og hvad éns forfædre har bedrevet. For mig er det vigtigt at vide, at demokratiet ikke kom af sig selv, at der har været Skipper Clement og alle mulige andre, der har udgydt blod og tårer for, at jeg kan gå hen og sætte mit kryds.«

[…]

»Sproget er den måde, du kan fortælle en underforstået joke på, så ingen andre kan forstå det, men fædreland er et belastet ord – ligesom nationalisme. Det er virkelig belastet, for det er blevet misbrugt så meget gennem det 20. århundrede af en flok psykopater.«

»Alle politikere i Danmark mener i dag det samme. Det er længe siden, at jeg har hørt Socialdemokratiet, SF og de radikale brokke sig over krigen i Afghanistan. Det er fuldkommen horribelt, at vi har besættelsesstyrker i Afghanistan.

Det er jo, som da tyskerne besatte det her land.

Det giver mig kuldegysninger af rædsel og skam over mit eget land.«

[…]

»Den eneste form for krig, som jeg kan gå ind for moralsk, er frihedskamp, hvor man forsvarer sit eget land, sin familie og sig selv… Jeg kan ikke finde nogen undskyldning for at angribe et andet land. Så er man kørt over for rødt.«

Kan man ikke sige, at fjernelsen af Taleban var en reaktion på 9/ 11, selvforsvar?

»Hallo, og hvad var 9/ 11 en reaktion på? Og så kan vi blive ved, dørene klapper bagud hele tiden… Jeg bryder mig ikke om, at folk går til angreb, det være sig nede på bodegaen eller på et land. Så kan du sige Taleban, og du kan sige kommunister og nazister og alt muligt andet. Jeg gider det ikke, sådan er det. Defend your own ground.«”



2. februar 2009

Maja Gildin Kragelund: Skønt at leve i fred og sikkerhed, men umoralsk at forsvare sig

Dansk-israeleren Maja Gildin Kragelund er aktiv i Folkesagen for Værdig Asylpolitik, og som naiv venstreintellektuel et naturligt sandhedsviden for P1. I sidste uge var hun hovedperson i Klubværelset og Dokumentartimen, og så fik Gaza-konflikten også en personlig vinkel.

Klubværelset havde Israels (problematiske) militarisme som emne. Fra programomtalen.

“Maja på 25 er kommet i Israel hele sit liv, og har nu læst der i et halvt år. Det er hårdt for hende at være i Israel, selvom hun også elsker det. Men den konstante politiske og religiøse diskussion i landet går hende på nerverne. Hun har fundet ro i et miljø, som ikke lægger vægt på religiøse og politiske tilhørsforhold, men i højere grad værdsætter individets ret til at udvikle sig kunstnerisk.

Det alternative miljø i et land som Israel er kendetegnet ved en insisteren på ikke at vær e politisk og religiøst, men i stedet fokusere på hinanden som mennesker.”

  • 27/1-09 Klubværelset, P1 – I det hellige lands tjeneste – eller ej….
  • Dokumentartimen omhandlede Majas møde med (den problematiske) fanatiske jødedom. Fra programomtalen.

    “Når jødedommen bliver til fanatisme står Maja af…. Grædemuren i Palæstinas gamle hovedstad Jerusalem samler tusinder af religiøse jøder. Men bare ved synet føler Maja sig rundt på gulvet og ør i bolden! Panden mod muren! Og så endda endnu en mur, som Maja skal forbi, for at kunne besøge Noar i det palæstinensiske område omkring Jerusalem. En beskyttelsesmur, som Israelerne er i gang med at bygge og som skal skille ven fra fjende. Noar – fjenden – er ligesom Maja medlem af organisationen ”Crossing Borders”, som arbejder for dialog mellem unge i Mellemøsten…

    Vi kommer hinanden ved, noterer Maja. Men hun vil også bagom! Lære af bedstefars forfærdelige oplevelser fra krigens tid og i enrum drøfte hans syn på jødedom, skyld og menneskerettigheder. De kommer vidt omkring, de to. Majas skyldfølelse overfor palæstinenserne har svære vilkår…

  • 29/1-09 Dokumentartimen, P1 – Med ryggen mod grædemuren.
  • Et enkelt citat fra førstnævnte udsendelse illustrerer niveauet. Det er skønt at leve i fred og sikkerhed, men umoralsk at forsvare sig.

    Maja Gildin Kragelund: Altså man vænner sig til det her. Man aner ikke hvad der sker i deres hoveder. Altså, det er jo virkeligt mærkeligt. For samtidig er jeg jo jøde, og folk spørger, hvad så, skal du immigrere. Flere jeg har snakke med, taxichauffører, siger sådan – hvad snakker du om, du skal tilbage, du skal da ikke tilbage til Danmark, du er jo jøde, det her er dit land. Og når jeg så sidder i en bus fyldt med soldater, så ved jeg godt, at det her overhovedet ikke er mit land. Jeg føler mig hyperfremmedgjort, og føler slet ikke jeg forstår, hvad det er der får folk til…

    Fordi det her land, der er i krig, og fordi der er fjender omkring – noget af det, er inde i folks hovedet, synes jeg, men altså, som i morges, røg der fem raketter ind fra Libanon, så (fniser), røg der fem raketter ind fra Libanon mod Israel, så det er meget, et land der er i krig, og hvor der er fjender der vil ondt, og meget, som da man legede røver og soldater, da man var barn ik’. Altså der er venner og fjender og så videre, så jov, det sætter gang i en rigtig stærk oplevelse tror jeg, som en 18-19 årig, at stå ansigt til ansigt overfor en der vil dræbe en, og så selv skal dræbe først. Det kan jeg slet ikke forestille mig.

    Ruth Storm, P1-vært: Vi er i Israel, som er i krig med Gaza. Derfor er vi nødt til at snakke om konflikten. Vi er nødt til det, fordi det er det alle tænker på og taler om, og vi er nødt til det, fordi det er en af de ting, man som ung værnepligtig i Israel altid vil have i baghovedet.

    Maja Gildin Kragelund: – Jeg er meget imod den krig. Lige pludselig går det bare op for mig, at det at befinde sig i et land, de etiske og moralske overvejelser der befinder sig på den her side af grænsen, eller i det her land. Og på den måde er det også en meget indre.. jov det er en indre konflikt, fordi jeg er her, og jeg nyder jo godt af, at jeg ikke behøver at være bange i Jerusalem, men jeg kan simpelthen ikke holde ud hvad der sker – jeg kan ikke holde ud den måde Israel fører krig, og jeg befinder mig i Israel. Og selvom tingene ikke er sort/hvidt, altså hvad jeg gør hænger ikke sammen med en eller anden nation, men derfor er der alligevel nogle moralske og etiske overvejelser, som jeg virkelig skal forholde mig til, og ved jo at jeg skal hjem til Danmark. Ikke fordi jeg føler mig usikker, men bare fordi, jeg simpelthen ikke kan stå inde for det der foregår… Blandt de fleste israelere og blandt, måske også de fleste jøder rundt omkring i verden, så er det at der ryger raketter fra Gaza til Israel, ligesom endnu et bevis på, eller et stærkt tegn på at vi igen er truet og så videre… og jeg tror slet ikke på det kort, man bliver ved med at sige, at palæstinenserne er i bund og grund militante folk, at de ikke vil fred og alt det der. Det kan jeg slet ikke – jeg synes det er så dehumaniserende…

  • 6/5-08 Horisont på P1 – Israel fylder 60 (inkl. Maja Gildin Kragelund).
  • Apropos.

    “People sleep peaceably in their beds at night only because rough men stand ready to do violence on their behalf.” (att. George Orwell)

    

    28. august 2008

    Eksperter advarer: Golfkrig vil i ‘visse områder’ skabe “et temperaturfald på 20 grader celcius”

    Dommedagsprofetier har altid været en del af miljødebatten, ofte skabt af forskere på den yderste venstrefløj. Et godt eksempel var modstanden mod Golfkrigen.

    Irak invaderede Kuwait d. 2. august 1990. USA og det internationale samfund mobiliserede, og gav ved årsskiftet Saddam Hussein et ultimatum. Den udløb d. 15. januar 1991, og 5-6 uger senere var krigen slut og Kuwait atter frit. Under retræten omkring d. 22. januar antændte irakiske tropper systematisk kuwaitiske oliefelter. Den sidste af de mere end 600 brande blev først slukket ni måneder senere.

    Venstrefløjen var selvfølgelig imod krigen, og et af argumenterne var miljø-scenariet. Således skrev Information d. 4. januar 1991, kort efter Bush Seniors ultimatum til Saddam Hussein – Kuwaits olie kan udvikle brand med globale effekter (pdf, s. 18).

    En sort sky af hidtil usete dimensioner, der i visse områder skaber et temperaturfald på 20 grader celcius. Et hul i stratosfæren over Sydasien. En oliekatastrofe i Den Persiske Golf, der vil få Exxon Valdez-tragedien i Alaska til at ligne en ubetydelig skramme på naturen. Udledning af kul- og svovl-dioxid, der i enkeltdoser langt overgår Østeuropas sværindustrielle svineri. Udeblivende monsuner i store dele af Asien, svigtende høstudbytte, massesult…

    Konsekvenser, som eksperterne mener at alverdenens statsledere hurtigt bør kalkulere med og lægge til de umiddelbare menneskelige ofre for en kort- eller langvarig krig i området efter. 15. januar…

    Bevidst eller uden hensigt kan oliekilderne i og omkring Kuwait blive sat i brand og forårsagde globale miljøkatastrofer og klimaforandringer, mener eksperterne…

    Den isolerede og hårdt trængt Kong Hussein af Jordan, der siden Golfkrisens start har ført en nærmest desperat diplomatisk indsats for at finde en fredelig løsning på Golfkrisen, introducerede allerede for to måneder siden miljøspørgsmålet som et af de mest afgørende, når konflktens parter skal tage den endelige beslutning om en krig.

    Kong Hussein sagde dengang, at jordanske eksperter havde udregnet, at en antænding af de kuwaitiske oliekilder kunne medføre at råolie svarende til ti millioner tønder(en tønde er 159 liter) ville forsvinde op i atmosfæren – dagligt…

    Kong Husseins oplysninger… blev ikke taget alvorligt internationalt… Men på onsdagens konference gav flere britiske eksperter jordanerne ret i at en brand i Kuwaits 1000 oliekilder kan skabe helt uoverskuelige problemer, som der endnu ikke er blevet taget højde for.

    Det britiske dagblad The Independant skriver torsdag, at en gruppe af fremtrædende internationale videnskabsmænd, heriblandt den anerkendte atomfysiker og våbenekspert Frank Barnaby, har nedsat en uafhængig gruppe, der så hurtigt som muligt skal undersøge miljøkonsekvenserne og udarbejde et notat, der kan være færdig inden FNs Sikkerhedsråds deadline for Iraks tilbagetrækning 15. januar…

    Kemi-ingeniøren John Cox, der arbejder som uafhængig konsulent for olieindustrien, anslår, at der kun vil blive tale om en afbrænding af tre millioner tønder råolie dagligt. Men en sådan afbrænding er rigeligt til at skabe skyer af røg, der vil forhindre solens stråler i at trænge igennem i store områder og forstyrre de monsuner, der giver livsnødvendig væde til Asiens afgrøder.

    Den kuwaitiske olie har et relativt højt svovlindhold og en stor samtidig udledning af svovldioxid vil skabe et kraftigt koncentrat af syreregn.”

    Samme Frank Barnaby, samme avis – 16 år senere.

  • 6/3-07 Information – USA’s militære muligheder i Iran overdrives.
  • “Skam få den, der tror, at man kan bombe Iran væk fra atomvåben. Den britiske videnskabsmand og ekspert i atomvåben Frank Barnaby advarer i en analyse, der blev offentliggjort i går, kraftigt imod, at man forsøger en militær løsning på den igangværende strid med Iran om landets atomprogram.

    

    16. oktober 2007

    “Kunstneren er blevet statens tjener… Du vil aldrig se en kunstner protestere mod, at staten udvider sit territorium…”

    Fra gårsdagens Jyllandsposten. Lidt fra en ypperlig artikel af Niels Lillelund og Jesper Stein Larsen – Den politiske forfatter: Hvorfor er det lige.. (ikke online).

    “Carsten Jensen understreger også, at kunstnerrollen på ingen måde forpligter til, at man skal blande sig i den politiske debat.

    »Det er en misforståelse, at man som kunstner har pligt til at mene noget om det ene eller det andet. Den måde, jeg har blandet mig i debatten på, har jo ikke været ved at skrive en roman om Irak-krigen, men i kraft af min position på en avis og i den offentlige debat.

    Den dobbeltrolle er der tradition for i andre lande, men ikke herhjemme. Vi lever stadig i en senromantisk kunstneropfattelse, hvor digteren, han tænker ikke, han føler. Han har ikke hjerne, men han har mave og hjerte. Det er Rifbjerg jo prototypen på.

    Han skriver altid ud fra maven, instinktet. Han behøver ikke sætte sig ind i noget, for hans mave fortæller ham, hvad han skal skrive. I debatten om Balkan indtog han nogle horrible kyniske synspunkter, som så var besmykket med en godtkøbs-pacifisme, som er meget typisk for hans generation – med Tage Skou Hansen som den store undtagelse.

    […]

    Så fik Klaus Rifbjerg den, og det er måske meget karakteristisk for debatten i Danmark, at den ofte er personlig snarere end principiel. Og det er et problem, mener Morten Hesseldahl, direktør for dagbladet Information.

    »Der er to fællestræk ved debatten og de danske forfattere. De bliver enormt personlige og anti-intellektuelle. Når der er en ung litterat som Mikkel Bruun Zangenberg, som rejser en diskussion om forholdet til Irak, relevant og stilfærdigt – hvorfor de alle sammen siger det samme – så er svaret fra Rifbjerg, at Zangenberg er en falleret litterat, som bare skal manifestere sig.

    Han skulle bare klappe i og blev latterliggjort, og man kunne se Carsten Jensen i et stort interview i Politiken for nylig gå i brechen for karaktermord; for hvor fedt det er – i stedet for at forholde sig til substansen i det, der bliver sagt. Karaktermord er ikke fedt. Det er altid festlig underholdning, men det er bare ikke særlig intellektuelt.

    Den intellektuelles bestræbelse må altid være, at man hæver sig ud over den, der siger det, og forholder sig til det, der bliver sagt. Og det var komisk at se de 12 tonekunstnere, der syntes, at tonen var gal (under Muhammed-krisen, red.), når man ser, hvordan de har behandlet deres opponenter gennem tiden.
    Det var i den grad anti-intellektuelt og personligt. At de så pludselig spiller på, at nu skal tonen være ren, er jo helt grinagtigt,« siger han.

    […]

    Både Claes Kastholm og Morten Hesseldahl træder imidlertid gerne et skridt længere tilbage, når de skal vurdere kunstens rolle i debatten. Da Statens Kunstfond blev oprettet i 1956 – og senere udvidet af flere omgange – talte bekymrede kritikere om, at man med den organiserede statslige subsidiering gjorde kunstneren til statens klient snarere end den uafhængige revser og korrektiv.

    Disse kritikere har fået helt ret, mener både Morten Hesseldahl og Claes Kastholm. Sidstnævnte punkterer myten om kunstneren som progressiv samfundskritiker.

    »Den er falsk. Kunstneren er blevet statens tjener, og den stigende klientgørelse giver sig udtryk i et helt afgørende fællestræk ved de holdninger, en dansk kunstner kan indtage. Du vil aldrig se en kunstner protestere mod, at staten udvider sit territorium, tværtimod. Kunstneren er blevet afhængig af staten og lever af, at statens domæne bliver større og større. Kunsten kæmper for større budgetter,« siger han…

    Morten Hesseldahl tilføjer: »Man bliver meget afhængig af staten…

    Og man skulle værne kunsten mod markedskræfterne, for de var jo klart af det onde, og derfor sker der en mystisk alliance mellem, at man er i opposition og samtidig totalt etableret og støttet af det offentlige.«…

    Dermed opstår det paradoks, at kunstneren, som ser sig selv som avantgarde og opposition, i virkeligheden bliver bærer af velfærdsstatens tradition…”

    Oploadet Kl. 11:47 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer
    

    13. oktober 2007

    Nuværende svensk forsvarsminister var militærnægter i 1985

    Som dansker kan man grine, men som svensker burde man græde. Kurt Lundgren (via Snaphanen). Et brev fra den nuværende svenske forsvarsminister til Västra Värnpliktskontoret, dateret 19. februar 1985.

    Ansökan om vapenfri tjänst

    Jag, Sten Tolgfors, ansöker härmed om att få fullgöra vapenfri tjänst istället för värnpliktstjänstgöring. Jag har en djup religiös övertygelse som hindrar mig att använda våld eller bruka vapen mot andra människor. Jag är aktiv inom Åmåls missionskyrkas ungdomsverksamhet. Av detta skäl ansöker jag alltså om vapenfri tjänst.

    Sten Tolgfors
    Åmål

  • 6/7-07 Uriasposten – Vestens demografiske kapitulation – Svenske Wannadies.
  • Opdate 14/10-07. Den svenske integrationsminister Jens Orback, d. 10. november 2004: “någon gång kanske vi hamnar i minoritet…”.

    Oploadet Kl. 07:26 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    27. august 2007

    P1 – en dag i august

    Igår tændte jeg for P1 tre gange. Det blev hårdt straffet.

    Under opvasken (ca 17.30) var der Europa lige nu, og forskerloonien Jytte Klausen fortalte vidt og bredt om de integrationsmæssige fordele ved moskeer, og det beklagelige ved den ‘hysteriske’ debat.

    Anne Haubek, P1: Hvad betyder det så at, at vi er mest intolerante i Skandinavien og i Holland/Belgien, for eksempel Tyskland – er det konsekvensen af det?

    Jytte Klausen, professor Brandeis University: Ja, det har meget at gøre med, hvordan man føler – er man bange for udtryk for religion, og der kan man jo se, at i Skandinavien er det ikke bare muslimer, men også ortodokse jøder som ofte – vil folket sige – hvorfor skal de da vise hvad de tror på? Hvorfor kan de ikke holde det privat…

  • 27/8-07 Europa lige nu – Europa og muslimerne.
  • Senere på dagen (ca. 19.30) hørte jeg Folk og Kirke, der omhandlede islam i Cairo, og her havde Jacob Skovgaard Petersen som ekspert.

    Jacob Skovgaard Petersen, Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut: Der er jo sådan nogle teser om at ‘de’ mangler en Reformation eller, ‘de’ mangler en oplysningstid, eller sådan noget – det er historisk set meget forkert

  • 27/8-07 P1 – Cairo – verdensbyen og den islamiske vækkelse (1:3).
  • Tidligt i morges (ca. 05.30), kom jeg ind midt i Samfundstanker. Her talte en skønlitterær forfatter ved navn Gretelise Holm om hendes kamp for kvinderettigheder i Zimbabwe – en aktivistisk kamp hun kombinerede med accept af kvindeundertrykkende kulturer og gold pacifisme. Da hun begyndte at recitere Johan Galtungs appelsin-teori så slukkede jeg.

    Gretelise Holm, journalist: Vi danskere er blevet en nation af krigsforbrydere…

  • 27/8-07 Samfundstanker – Gretelise Holm (tidsbegrænset link).
  • Af oversigten kan jeg se, at jeg gik glip af Lars Møller-Rasmussens tirader i følgetonen om Den arabiske konflikt. Han er omtrent ligeså objektiv som Morten Thing– en eks-kommunist som P1 ofte hidkalder for ekspertanalyser om kommunistiske diktatorer, Den Kolde Krig og Danmarks Industrialisering. Venstrefløjsere om venstrefløjen for venstrefløjen – tvangsfinansieret.

    

    12. august 2007

    Ohh alle disse politiske provokatører…

    I seneste nummer af DSB-bladet Ud & se skamroses Bertrand Russel over fem sider af Flemming Chr. Nielsen. Her en smagsprøve fra Den drilagtige barber (pdf; s. 46-51; 8,4 mb).

    “Med sin logik og sin matematik under armen bruger den stringente matematiker sin metode som en politisk ragekniv, der gang på gang skaber vanskeligheder for hans karriere… Han kalder USA en fare for verdensfreden og er pacifist i alle andre henseender, end når det gælder kampen mod nazismen… Som politisk provokatør er Bertrand Russell dog glemt i dag…

    Fra Conservapedia

    “Russell visited the Soviet Union and met Lenin in 1920. In a tract, The Practice and Theory of Bolshevism, he wrote ‘I believe that Communism is necessary to the world, and I believe … Bolshevism deserves the gratitude and admiration of all the progressive part of mankind.’

  • Questionsquestions.net – When Bertrand Russell advocated preventive atomic war.
  • Oploadet Kl. 19:18 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    14. marts 2007

    Mikael Jalving: “… intet kommer af ingenting… også frihedens forudsætning er magt”

    Fra lørdags Jyllandsposten. Bogaktuelle Mikael Jalving definerer sund konservatisme i et interview med Niels Lillelund.

    Al for megen godhed

    Pessimisme: Mikael Jalving er noget så sjældent som åbenlys pessimist. De europæiske værdier er under pres, og der er ikke mange, der vil forsvare dem. Derfor søger han tilbage til en samtale med store europæiske tænkere for at høre, hvad de har at sige til tingenes tilstand i nutiden.

    Første eksempel: Terrorsagen i Glostrup. En af de anklagede, den senere dømte, nægter konsekvent at rejse sig for dommeren og viser dermed sin foragt for det danske retssystem. I mediernes referater roses dommeren for ikke at have ladet sig provokere, men i stedet at have ladt som ingenting.

    Andet eksempel: Den svenske udenrigsminister Anna Lindh er blevet myrdet. En politimand i blå politiskjorte, der holder pressemøde om sagen, gør det i grædende tilstand. Han lægger ikke skjul på sine følelser

    Begge episoder rammer en central pointe i Mikael Jalvings nye bog, “Magt og Ret”, som består af fire filosofiske samtaler. Det handler om opgøret med godheden, der altid bøjer af, og om autoriteten, der nægter at være det.

    Deltagerne er Machiavelli, Hobbes, Locke og David Hume, alle afdøde, men temaet er i høj grad nutidigt, fremtidigt endog, og Mikael Jalving bekender ligefrem at være pessimist.

    »Indrømmet, ja, det er jeg. Det er der jo nogen, der skal være. Vores generation omkring de 40, vi skal nok klare os, men vore børn? Hvad for et Europa kommer de til at leve i? Et Eurabia. De europæiske værdier er i den grad under pres, og der synes hos den intellektuelle elite ikke at være den store vilje til at forsvare dem. Alle sælger ud i forhold til muslimske særinteresser, giver køb, skrider hele tiden af bar angst for deres egen skygge, som en Tøger Seidenfaden eller en Uffe Ellemann-Jensen. Og ikke kun det; dommeren vil ikke hævde rettens autoritet, han vil hellere bøje af for at få tingene til at glide. Politimanden vil ikke være politimand med den opgave at fange morderen. Han vil hellere være det gode menneske, der bryder grædende sammen i mødet med ondskaben. Men det er ikke en politimands opgave at flæbe over tingenes tilstand. At græde er her at opgive magten, opgive myndigheden.«

    Magten står først

    Magt og ret, det er modsætninger?

    »Bestemt. Filosofisk, historisk og på alle måder. Modsætningen er både klassisk og jordnær på samme tid. Vi kender vel f.eks. alle sammen følelsen af at have ret, men ikke at have magt til at gennemtrumfe den. Når jeg sætter magten først i titlen er det helt bevidst. Andre ville gøre det omvendt. Der er sket det, at vi i dag fokuserer udelukkende på retten. Vi lukker øjnene for magten, vil ikke vide af den, og det er farligt. Så bliver vi snydt til sidst. Så overgiver vi os til moralismen.«

    Nærmere bestemt hvordan?

    »Moralismen er vor tids dårskab. Vi skal altid være gode. Selv når vi går i krig, skal vi være gode, og offentlighedens fokus er udelukkende rettet mod dette, om vi er gode nok, når vi er i Irak eller Afghanistan, og har der muligvis været episoder, hvor nogle ikke er blevet behandlet godt og så videre. Moralismen forholder sig kun til, hvordan tingene burde være, og den er blind for de konkrete politiske realiteter, som et menneske og et land står over for hver dag.«

    Moralen afpolitiserer magten

    Men at forholde sig til en etik er vel ikke nødvendigvis moralistisk? At der er noget, der er rigtigt forkert, at der er et bør.

    »Klart. Det indeholdes også i titlen. Der er også en ret, den er også nødvendig, og jeg er ikke kyniker. Eller nihilist. Moral skal der til, men moral bliver til moralisme, når den er enerådende, når det kun er moralen, der skal dømme. Om krig, grænsekontrol, indvandring. Det er ikke tilfældigt, at grænserne er så åbne i Sverige, der er moralismens hjemland helt ud i det ekstreme. Her nægter man at sætte en politisk grænse for godheden. Moralen afpolitiserer magten, også herhjemme. Politiet måtte ikke rigtigt fjerne de unge fra Ungdomshuset, vi skulle have en såkaldt politisk løsning. Dialog, åbenhed, tolerance, hvad ved jeg. Magten skal hele tiden forklare sig.«

    Magten, hvis den ikke skal være rå og tilfældig, forudsætter vel en lov? Som retten gør det?

    »Jeg forstår snarere begreberne som det bagvedliggende. Heraf undertitlen, et opgør med godheden. Det er godheden, der har forført os. Derfor refererer man hele tiden til etiske værdier, som er grebet ud af luften. Vi skal f.eks. føre en anstændig politik. Vi skal være hele mennesker. Giftige begreber, fordi godheden er så nært beslægtet med formynderiet, hvad de fire nævnte filosoffer var meget optagede af på hver deres måde. Som Machiavelli siger det, så skal vi ikke forholde os til mennesket, som det burde være, men som det er. En fredag aften, når bølgerne går højt, eller en mandag morgen, når regningen skal betales. Det er realismen, som altid må være med i politik.«

    Hvis det er rigtigt, at den er blevet afskaffet, hvordan er vi så gledet væk fra den?

    »Der er flere spor i den forklaring. Kristendommen er et af dem. Socialismen et andet. Kolonialismen et tredje, den har udstyret os med en permanent dårlig samvittighed i forhold til den tredje verden, vi har gjort dem ondt, vi skal gøre det godt igen, vi skal bede om godt vejr etc. Det fjerde og ikke mindst vigtige spor er velfærdsideologien, den instrumentaliserede godhed, kvindemagten, som styrer den offentlige sektors tænkemåde og dens sprog.«

    Men opbakningen til den offentlige sektor er jo massiv?

    »Ja. Netop fordi den står som repræsentant for det gode, den gode intention. Her har vi i den grad brug for det, som man kalder for en konsekvensetik, hvor du bliver bedømt på resultatet af dine handlinger, ikke på din hensigt. Tøger Seidenfaden beskyldte under Muhammed-krisen Morgenavisen Jyllands-Posten for at være barnlig. Han havde sikkert den bedste hensigt, beskyttelse af mindretal osv., men konsekvensen blev en undergravning af ytringsfriheden herhjemme, og det er det, hans virke skal bedømmes på. Den sag er i virkeligheden et glimrende eksempel på, hvor forelsket vi er i motiverne. Alle de gode mennesker kunne ikke bakke Jyllands-Posten op, fordi man mistænkte avisens motiver for at være urene. Hvis de tegninger nu bare havde været trykt et andet sted. Sådan er det med frihed. Mens ligheden er så ren en størrelse, den ideelle stræben, så er friheden noget forvirrende noget, for man ved aldrig, hvem der vil bruge den og til hvad. Måske misbruge den. Men intet kommer af ingenting, og vi har glemt, at også frihedens forudsætning er magt. Der skal magt til for at sikre retten. Ret og magt indgår i en fin balance, men i Europa fokuserer vi kun på moralen. Derfor kan vi slet ikke se vores fjender for bar tolerance, derfor kan vi heller ikke besejre dem eller bekæmpe dem. Her tænker jeg på islamismen.«

    Midt i en værdikamp

    Men det er vel bedre at tale end at kriges. EU, f.eks. Man bruger formuer på bureaukrati, men Europa slås ikke, som vi gjorde engang.

    »Tja, det er en kær tanke. Men den ser bort fra, at vi lige nu befinder os midt i en værdikamp. Der kommer masser af muslimer til Europa, og vi kan ikke være sikre på deres demokratiske sindelag. Nogle af dem prædiker ligefrem mod demokrati og sund fornuft. Selvfølgelig skal staten forsvare sig mod det, ellers er det jo ingen stat, så er det bare en brugsforening. Og de har det jo med at gå under. Hvis en stat holder op med at uddanne folk til både krigere og borgere, så forsvinder den. Det er den borgerlige realisme, vi lærte af Machiavelli, og den er højaktuel i dag. Den lærer os, at der er grænser.«

    Bogen kan bestilles på Gyldendals hjemmeside, hvor man også kan læse et kort uddrag med følgende sentens.

    “De fire sværvægtere anlægger et realistisk syn på tingene uden at blive kynikere. De modsætter sig idealisterne og deres kunstige orden, men de er bestemt ikke nihilister. Mens idealisterne henviser til abstrakte, over-historiske begreber, har realisterne i denne bog historien og de konkrete erfaringer med i deres overvejelser, og de vil vaccinere os mod den idealisme, der ender med at gøre det onde i det godes navn, og som er blind over for menneskets dræbende potentiale og godhedens afveje. Derfor foretrak realisterne gode love frem for gode lovgivere, frelsere, prædikanter eller romantikere. Svaret på det store spørgsmål om sammenhængen mellem magt og ret kan med andre ord kvalificeres ved at kigge disse klassisk liberale eller borgerlige tænkere over skuldrene og lære lidt, bare lidt, af deres indsigter og fejltagelser, inden vi begår flere af vores egne eller giver efter for andres.”

  • 3/3-07 P2plus – “Magt og ret” – et polemisk opgør med Godheden.
  • 

    22. februar 2007

    Et par ikke-historier…

    Igår meddelte statsministeren at tilbagetrækningen fra Irak vil blive indledt inden august i år.

    Oppositionen: Alt for sent.. hellere idag end i morgen…
    Medierne: Irakerne er ikke klar… soldater kritiserer beslutningen…

    Oppositionen har således rigelig tid til at samle kræfter i disse dage, og det skulle overraske mig meget hvis ikke der snart kommer krav om tilbagetrækning fra Afghanistan.

    Fra TV2 Online. Historien om et terrorangreb DR ikke mente det var værd at fortælle om.

    Irak: Oprørerne bruger giftbomber
    Irakiske oprørere har måske udvidet arsenalet med kemiske våben, som landet har en grusom erindring om fra Saddams æra.

    Der har foreløbigt været to angreb med giftgasbomber, og det amerikanske militær frygter, at flere af samme type er på vej.

    Netop giftgas indgik i en bombe i Bagdad onsdag, der kostede op mod seks mennesker livet, mens 73 andre blev såret. Mange er syge af gassen, som menes at være klor.

    Tirsdag blev fem personer dræbt, da en lastbil med klor sprængtes i det nordlige Bagdad. Næsten 140 andre blev såret, og det skyldtes i mange tilfælde giftig røg fra klorgassen.

    Giftgasvåben blev brugt i Første Verdenskrigs skyttegravskampe. Denne slags våben har en særlig betydning i Irak, hvor den nu henrettede diktator Saddam Hussein brugte kemiske våben i kurdiske områder i 1988 under Iran-Irak-krigen.

    “Med hensyn til om det er en tendens, vil vi absolut holde øje med det,” sagde den amerikanske militære talsmand oberst Christopher Garver.

  • 22/2-07 The Guardian – Iraq Insurgents Again Use ‘Dirty’ Attack.
  • 

    18. februar 2007

    DR’s Jannich Kofoed: Jørgen Dragsdahl var ikke et nyttig idiot, blot nyttig

    Fra gårsdagens Politiken, den tidligere DKP’er Jannich Kofoed for fuld udblæsning…

    Kold krig: Fredsflæberne – og de rigtig farlige
    Over porten til min baggård mellem Nørrebrogade og Bangertsgade hænger en lille blå, frønnet træplade, der erklærer området for ’Atomvåbenfri Zone’. Pladen er udsmykket med en hvid fredsdue. De arabiske beboere ænser den ikke. Men engang boede her unge, energiske kommunister i det nyopførte almennyttige boligbyggeri.
    Danmarks Kommunistiske Parti og Ungdom havde i første halvdel af 70’erne hundredvis af medlemmer på Indre og Ydre Nørrebro fordelt på adskillige afdelinger. I Indre Nørrebros partilokaler i Korsgade og Rantzausgade istemte vi tit ’Fredssangen’. I den lød omkvædet: Vi vil se land uden bunkers og kanoner vi vil se havet uden miner, uden vrag. Vi kan li’ den klare luft uden jager formationer. Kort sagt – Vi si’r nej til jeres snak om krig igen Vi si’r nej, os får I ikke med på den Det forhindrede ikke, at vi senere på aftenen med fynd og klem stemte i med ’Flyversangen’, hvor refrænet var: Og alle propeller fortæller – Rød Front! – at vi er på vagt for Sovjet.

    Freds- og solidaritetsarbejdet, eller ’Fre-So’, som vi kaldte det, lagde beslag på mange gode kræfter. Purunge pædagogpiger med røde kinder kastede sig forpustet ud i opgaven at få erklæret deres seminarier og børnehaver og boligforeninger for atomvåbenfri zoner. Raske ungersvende med bæltespænder fra Den Røde Armé fik deres fagforeninger til at tilslutte sig ’Østersøen som Fredens Hav’ eller ’Norden som Atomvåbenfri Zone’.
    I 80’erne gjaldt det for os kommunister at bekæmpe NATO’s beslutning om at opstille sine raketter som modvægt til Sovjets arsenal af SS 20-raketter.

    Fredskomiteer skød op overalt. Ikke nødvendigvis med kommunister i spidsen, ja helst ikke med kommunister i spidsen; for i tråd med ’enhedsarbejdet’, ’det brede massearbejde’, ’den anti-monopolistiske strategi’ og ’enhedsfronten’, og hvad russerne og Ib Nørlund ellers kogte sammen i teorismedjen i Moskva, så blev det tilstræbt at have en partiløs, men loyal figur i spidsen, én, der kunne styres. At få dem indlemmet i partiet med tiden var en mulig sidegevinst, men ingen forudsætning.

    Jeg og mine kammerater var ikke aktive udi ’Fre-So’. Jeg tror, vi fandt det en grad for vammelt med alt det fredspræk og dét at skulle simulere enfoldig pacifisme. Vores frontafsnit var fagforeningsarbejdet. Men vi undervurderede aldrig fredsbevægelsens strategiske nytte, for vi anså det for absolut vigtigt, at Sovjetunionen blev styrket derved, at den imperialistiske lejr blev svækket. Vi havde jo for længst taget det standpunkt, at der fandtes onde raketter og gode raketter. Deres og vores. Og vores befandt sig på den anden side, i hænderne på de gode kræfter, altså Bresjnev, Andropov og Tjernenko. Og vi var fortroppen på denne side, »die Vorhut der Roten Armee«, som det lød i den røde gadeslagsmålssang ’Roter Wedding’.
    Kors, hvor vi morede os i mere lukkede kredse. Mens vi sang hyldestsange til Stalin og Ernst Thälmann og indtog hektoliter indsamlingsøl, vodka og cubansk rom, slog vi os på lårene af grin over, at det lykkedes at få tusinder af voksne mennesker til at møde op foran Christiansborg og hoppe ret op og ned, mens de i kor råbte ’Hoppe-hoppe-hop! Atomraketter stop!’, eller få dem til at erklære alt fra fødestuer til hundetoiletter for atomvåbenfrie zoner. På universiteterne blev fred et fag og genstand for forskning. Enhver københavnsk fagforening med respekt for sig selv havde et fredsudvalg.

    Og kultureliten? Kunstens og åndens arbejdere? Ja, det var næsten for godt til at være sandt: Skuespillere, kunstmalere, pottemagere, forfattere og musikere – de reciterede Brecht og Pablo Neruda, modellerede fredsduer, tegnede karikaturer af Reagan og Solsjenitsyn, latterliggjorde Sakharov og komponerede fredshymner. I de kredse var der ikke et øje tørt, når Carl Scharnberg på vaklende versefødder læste højt af sine digte, der oftest handlede om, hvor mange vuggestuer der gik på et Pershing-missil. »Fredsflæberne«, kaldte vi dem. De var nyttige idioter, vi absolut ikke havde tænkt os at give så meget som et hjørne af magten – højst et reservat i fremtidens arbejder- og bondeparadis.

    Jørgen Dragsdahl blev ikke regnet for en nyttig idiot. Men som absolut nyttig. Vi var målløse over at få leveret så megen prosovjetisk og antiamerikansk ammunition, som jo fik langt mere sprængkraft, når den blev affyret i Information end i Land og Folk.

    Privat tog vi let på sandhedsværdien i det propagandamateriale, Moskva forsynede os med. Dets overbevisningskraft var da også begrænset. Men fra Dagbladet Information kunne vi citere syrede sammensværgelsesteorier fra manikere og fantaster fra den amerikanske venstrefløj, som Jørgen Dragsdahl viderekolporterede i den gamle modstandsavis. Og dét var nyttigt.

    I løbet af 80’erne begyndte den Moskva-tro kommunistiske bevægelse i Danmark at skrante alvorligt. Men fredskampen fortsatte. Og skønt vi ikke var repræsenteret i Folketinget, kunne kommunisterne begejstret se et ’alternativt sikkerhedspolitisk flertal’ bestående af Socialdemokratiet, SF, VS og Det Radikale Venstre.
    Det var dengang, Socialdemokratiet under Anker Jørgensen og Svend Auken gik helt fra snøvsen i sin modstand mod USA. Fotografiet af Kjeld Olesen, Poul Nielson og Lasse Budtz på tiggergang til Moskva i oktober 1984 for at fedte for russerne og fable om Norden som atomvåbenfri zone må være sindbilledet på det årtis moralske lavpunkt.
    Og selv om Sovjet knagede i fugerne under Reagans pres, fortsatte Jørgen Dragsdahl med at levere varen. Som propagandist og leverandør af argumenter fik han en status og en indflydelse, som ingen kommunist kunne have fået.
    Hvis jeg i dag kunne stå inde for, hvad jeg dengang stod for, ville jeg være Jørgen Dragsdahl dybt taknemlig. Men i dag kan jeg se, at der var en halv milliard mennesker, som fik en elendig og uværdig tilværelse forlænget på grund af ham. Måske kun nogle timer. Eller bare minutter. Men for magthaverne i Moskva og os herhjemme, der havde knyttet os til diktaturet – for os var Jørgen Dragsdahls hjælp guld værd. Den var næsten ubetalelig.

    PS: Politikens kronik er idag skrevet af Jacques Berg, der angrende beklager at han var en “rød lejesvend”. Tydeligvis en fælde lagt af Dragsdahls apologeter.

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper