13. juli 2014

Om Radikal viceborgmester: “… var gift med en dansk kvinde og forbød hende at gå nogen steder alene”

Så er vi her igen. 27 ‘kendte danskere’ har fået nok af Israel, og græder ud i Politiken. Det er naturligvis det sædvanlige sammenrend af pro-palæstinensiske venstreradikale, herboende muslimer og radikale Zenia Stampe. Hendes partifælle i Århus Rabih Azad-Ahmad er ikke på listen, men talte fredag til et pro-palæstinensisk arrangement i Århus der foruden den yderste venstrefløj, også inkluderede lokale imamer.

I går foreslog han at Århus Kommune boykotter enhver form for samarbejde og handel med Israel. På Facebook kommenterer en Wanda Løhde, der for år tilbage boede tæt på Rabih Azad-Ahmad på Lenesvej i Brabrand.

Jeg har boet i Gellerupparken i blokken ved siden af den blok han boede i,det var midt i 90erne.Han var gift med en dansk kvinde og forbød hende at gå nogen steder alene.Da nogle af naboerne spurgte konen hvorfor hun fandt sig i det, sagde hun at han gjorde det for at passe på hende,så hun var altså blevet hjernevasket.Så når han snakker om basale menneskerettigheder,så har hans kone altså ikke ret til det. (Wanda Løhde på Facebook, 13. juli 2014)

“… Hvis ikke RA kunne gå med hende når hun skulle ud,så var det en mandlig familiemedlem som hentede hende og kørte hende hjem igen. (Wanda Løhde til undertegnede, 13. juli 2014)

(Radikale Rabih Azad-Ahmad taler for islamister, Århus, 18. september 2012)



27. juni 2014

Anna Mee Allerslev: “… en ægte stormoské [vil] modvirke nogle af de ekstreme fortolkninger af islam”

Anna Mee Allerslev er integrationsborgmester i landets mest islamiserede område, men ved absolut intet om Islam. Det er i bund og grund lidt skræmmende. Fra hendes JP blog – En dansk moské skal kunne rumme alle.

“Historien om den nye moské på Rovsingsgade er i høj grad blevet præget af de udtalelser, der er kommet fra Dansk Islamisk Råds talsmand, Mohamed al Maimouni. … Jeg er oprigtigt ked af, at det lykkedes talsmanden at skabe en negativ debat om muslimers holdning til homoseksuelle, og at han dermed tog det store flertal af moderater muslimer, som ikke deler hans holdninger, som gidsler. Vi skal huske, at selvom navnet antyder det, så taler Dansk Islamisk Råd ikke på vegne af alle muslimer, men på vegne af en begrænset gruppe af muslimer i Danmark.

Det er tilmed en meget ærgerlig start for den nye moske i København. … Jeg deler derfor ikke folkene bag den nye moskes værdier, og jeg er ærgerlig over, at det er lykkedes dem at se ud som om, at de taler på vegne af alle danske muslimer. Det gør de ikke. Ja, vi får nu en ny stor moské i København. Men det er ikke en stormoské.

Det lyder måske søgt, men forskellen er vigtig. En rigtig dansk stormoské er at sammenligne med en dansk domkirke. En ægte stormoske repræsenterer et bredt flertal af danske muslimer og ikke en mindre (konservativ) gruppe. Jeg håber stadig, at vi får en ægte stormoske i København. En ægte stormoske, hvor der primært tales dansk, hvor brobygning og åbenhed er fundamentet, og hvor de demokratiske værdier er i fokus. Sammen med flere andre har jeg tidligere støttet et sådan projekt, og det gør jeg stadig.

… ligeså vigtigt, så vil en ægte stormoské modvirke nogle af de ekstreme fortolkninger af islam, der bliver prædiket i visse andre miljøer, den vil medvirke positivt til god integration, og den vil kunne afmystificere og udbrede viden om islam på et oplyst grundlag.

Vi har set, hvordan danske folkekirker har bidraget til at samle nationen omkring en rummelig institution, der giver plads til individuelle fortolkninger af kristendommen. Det er på tide, at vi giver de danske muslimer en lignende institution. En dansk stormoské, der kan danne ramme for, at muslimer mødes i en demokratisk institution, som samler frem for at adskille. En stormoské, som anerkender det moderate, og modvirker det ekstreme.

Oploadet Kl. 05:51 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer


16. juni 2014

R om flerkoneri: “Forholdet svarer til, at en gift mand har en elskerinde, og det lovgiver vi ikke imod…”

For få år siden ville ingen folkevalgte politikere turde forsvare flerkoneri. I dag hærger kulturrelativismen, og røde politikere ser det blot som en juridisk detalje, der skal ses i sammenhæng med ‘en mere multikulturel synsvinkel’. Fra Kristeligt Dagblad – Ønske om familiesammenføring rejser debat om flerkoneri. Mere om sagen i tidligere post.

“Er det ulovligt flerkoneri, når den syriske flygtning Mohammed Kurdi søger familiesammenføring med sin kone og tre børn i Syrien, selvom han i forvejen er islamisk gift og har en nyfødt datter med Monika Seberg fra Thisted?

Det mener Dansk Folkeparti, mens De Radikale og Socialdemokraterne vurderer, at den 30-årige syriske mand har ret til at få sin kone til landet.

[...]

De Radikales Sanne Bjørn…

Vi skal ikke lovgive efter moral. Det er klart, at hvis det var et godkendt dansk ægteskab, så har vi en lovgivning mod bigami, som De Radikale støtter. Forholdet svarer til, at en gift mand har en elskerinde, og det lovgiver vi ikke imod,’ siger Sanne Bjørn, som bakkes op af Socialdemokraternes integrationsordfører, Mette Reissmann. Personligt finder hun sagen bizar, men hun mener ikke, at der er tale om bigami i juridisk forstand. …

Forfatter og professor emeritus i socialpsykologi Per Schultz Jørgensen peger på, at sagen rejser en række etiske dilemmaer.

‘Hvis vi anlægger en traditionel kulturel synsvinkel, så har sagen karakter af flerkoneri, og det kan vi ikke acceptere i vores kulturkreds. Hvis man ser det fra en mere multikulturel synsvinkel, så må man sige, at hvis begge kvinder har accepteret forholdet, så kan man argumentere for, at vi skal være åbne over for den måde at indrette sig på, lyder det fra Per Schultz Jørgensen.”



27. maj 2014

Bendt Bendtsen forsøger at modvirke konsekvenserne af åbne grænser: alarmer, dobbeltlåse, kameraer

‘EU passer på Fyn!’, kan man læse på hjemmesiden for De Radikale i Odense. Den konservative udgave af samme er Bendt Bendtsens ‘Passer på Fyn i EU’, men selvom hans kampagne havde tryghed som stikord, så faciliterer konservativ politik jo netop grænseoverskridende kriminalitet. Forleden blev Bendt Bendtsen interviewet til DR, og det var nok så interessant – Se Bendt Bendtsens hjemmelavede fort.

“Den gamle politimand fra Fyn har haft besøg af udbudne gæster. … Den konservative spidskandidat til europaparlamentsvalget den 25. maj er en af de mange danskere, der har haft udbudne gæster i deres hjem. Derfor er huset nu overvåget af kameraer og alarmer for tusindvis af kroner. … Den gamle politimand er ikke bange. Men det er hans familie.

- Vi har faktisk haft indbrud mange af os herude, og det giver selvfølgelig en utryghed, siger Bendt Bendtsen.

- … min familie synes, det her er ubehageligt, forklarer han. Derfor har han og hustruen kastet en stor del af deres sparepenge efter alarmer, dobbeltlåse på dørerne og en hoben kameraer i deres hjem og på resten af grunden.”

(Bendt Bendtsens fort, der skal holde de indvandrere ude, som han åbner grænserne for)

Sverigedemokraterna fik ved valget i søndags hele 40,6 procent af stemmerne i Almgården, nabo til Malmøs multikulturelle Rosengård, og der er lignende tendenser i Danmark. Dansk Folkeparti blev ikke det største parti i (røde) universitetsbyer, enkelte steder i det monokulturelle (blå) Vestjylland/Bornholm, men klarede sig derimod fremragende de fleste andre steder.

I Aarhus var DF det største parti i én af de fire valgkredse, paradoksalt nok i Aarhus V-kredsen, som er hjemsted for flere af landets største indvandrersamfund. Her fik det indvandrerkritiske parti 24,2 procent af stemmerne, mens S fik 21,9 procent.” (JP.dk, 26. maj 2014)

“Dansk Folkeparti har flere steder fået mere end 30 procent af stemmerne. Det gælder blandt andet Frederikshavn med 35,2 procent, Hvidovre med 35,3 og Vordingborg med ligeledes 35,3 procent af stemmerne.” (Berlingske, 26. maj 2014)

“‘Freddy, I har 40 procent, der stemmer Dansk Folkeparti herude. Hvorfor?’ spørger Mattias Tesfaye, der er folketingskandidat for Socialdemokraterne. Måske driller og overdriver han bevidst, for det rigtige tal er 36,3 procent for Brøndby Kommune.” (Information, 27. maj 2014)



1. marts 2014

Bent Jensen, Ulve, får og vogtere: Om Sperling, Villaume, Lykketoft og ‘journalisten fra Jyllands-Posten’

Som Klaus kjøller pointerer i Berlingske, så er medieomtalen af Bent Jensens nye to-bindsværk om Den Kolde Krig, et skoleeksempel på hvorledes MSM formidler ukomfortable nyheder. Vi får ‘proceshistorien’ om en ‘kontroversiel’ forsker, der skamroses af borgerlige og kritiseres af røde, men meget lidt om de konkrete resultater af historieforskningen, der ellers leveres i citatform direkte fra hidtil ukendte kilder.

(Mere om udgivelsen: Snaphanen, Deadline, P1, Politiken)

Her lidt fra Bo Bjørnvigs faktamættede anmeldelse af ‘Ulve, får og vogtere’ i seneste Weekendavisen – De kolde kapitalister og de varme røde (ikke online).

“… det gik vildt for sig. VS var langt ude. Sten Folke, der sad i Folketinget for VS fra 1975-84, mente at sabotageaktioner mod amerikansk ejendom ville være bevidstgørende for arbejderklassen og blev støttet af flere medlemmer af VS’ hovedbestyrelse, hvorefter det indgående blev drøftet, ‘hvordan man forud for udførelsen af sabotagen skulle informere befolkningen gennem propaganda, så den lettere ville kunne forstå sabotagehandlingen.’ Her lå Sten Folke på linie med Rote Armee Fraktion (RAF) i Tyskland, der igen støttede sig til Lenin, der mente at terror havde en opdragende effekt på masserne. I vores NATO-allierede Vesttyskland virkeliggjorde Rote Armee Fraktion ideerne og myrdede fremtrædende kapitalister, men fik dog ikke som planlagt ram på forbundskansler Helmut Schmidt og hans udenrigsminister.

Danske Studerendes Fællesråd forsvarede i pjecen ‘Baader Meinhof-gruppen – derfor vold’ RAFs terrorangreb som ‘moralsk rigtige’, fordi RAF-medlemmerne var ‘soldater’, der deltog i proletariatets internationale kamp mod imperialismen.

I efteråret 1977 kulminerede RAF-aktionerne, samtidig med at fire medlemmer af den palæstinensiske terrorgruppe PFLP i et forsøg på at få frigivet RAF-fangerne kaprede et Lufthansa fly og tvang det til Mogadishu. Hvilket fik VS-folketingsmedlemmet Litten Hansen til at erklære, at det var magthaverne, der definerede, hvem der var terrorister: ‘Jeg tror man holder op med at betragte volden som terror i det øjeblik, man fatter, hvorfor volden er god.’ VS’eren Vibeke Sperling mente, at den danske venstrefløj kunne lære af den tyske venstrefløjs erfaringer: ‘De fleste af os er parate til at blæse en lang række virksomheder i luften, for vi har snakket så længe, men vi har åbenbart ikke snakket længe nok og godt nok. Nu må det være vores opgave (…) at give startskuddet til åbning af fronten.’

Interessant er historieprofessoren Poul Villaume, der som medlem af det stalinistiske KAml forsvarede Stalin og dermed også hans udrensninger, ja han beklagede tilmed, at der var en planlagt udrensning, som Stalin ikke fik gennemført. Ikke overraskende advarede han mod ‘NATO’s storstilede planer om en atomoprustning af Vesteuropa’. Det er ikke mindst interessant, fordi Poul Villaume i dag er administrator af store forskningsmidler til studier af Den Kolde Krig, hvilket mærkeligt nok ikke synes at forarge nogen af dem, der har så travlt med, at Bent Jensen er forudindtaget.

Der er nok af absurde eksempler at tage af, hvilket Bent Jensen gør med fryd, og han kan da heller ikke lade være med at sammenligne disse ‘frihedskæmpere’, som de anså sig selv for at være, med de russiske dissidenter. De sidste satte virkelig noget på spil og endte i fangelejre eller på psykiatriske afdelinger: ‘Deres [de danske venstreorienterede] forsøg på at fremstille sig som martyrer, udsat for alle hånde repressalier og undertrykkelse, må betegnes som patetiske.’ I virkeligheden tilhørte de danske venstreorienterede den mest privilegerede generation i Danmarks historie.

Den yderste venstrefløj, altså til venstre for SF, udgjorde højst 6,4 procent af vælgerkorpset, mens de på de højere læreanstalter repræsenterede mere end 50 procent. … Mobiliseringen af masserne lykkedes ikke.

[...]

Vi får også at vide, at Lykketoft i sine unge dage skrev, at Sovjetunionens udenrigspolitik efter 1945 – altså indlemmelsen af Østeuropa – var en forståelig reaktion på amerikanske krigstrusler mod Sovjetunionens ‘vældige’ og fredelige genopbygningsprojekt.

Det kunne være ungdomsnykker, men Lykketoft blev senere en af dem, der støttede fodnote-politikken og Norden som atomfri zone. Det er en linie, som genfindes hos alle dem, der så på USA som fjenden, der gjorde Danmark til oplagt krigsmål for Østblokken. … Ligesom det i sin tid undrede mig, da jeg som lærer på Krogerup Højskole oplevede en kollega i fuld alvor foreslå, at vi skulle erklære Krogerup for atomfri zone.

[...]

Beretningen om journalisten fra Jyllands-Posten, som angav østtyske borgere til Stasi er ikke rar, og der er andre ubehagelige afsløringer.
Spioner og især påvirkningsagenter havde det let her i landet, fordi der var så mange åndsbeslægtede, som så venligt mod øst og vredt mod vest.
Jørgen Dragsdahl ikke mindst, der arbejdede på Information, som Bent Jensen ser som en af de vigtigste desinformations-kilder her i landet, fordi bladet så ivrigt kolporterede Sovjetunionens holdninger.

Spion-sagerne gennemgås så detaljeret som PET og Statsministeriet nu tillader det, men det er ikke meget, de tillader. Forfatteren fortæller om, hvornår de to institutioner har nedlagt forbud mod at citere eller nægtet at fremskaffe dokumenter og sætter et hammerog-segl emblem som symbolsk hån.

Faktisk forekommer PETs og Statsministeriets obstruktion at være på kanten af loven, al den stund der foreligger en folketingsbeslutning om, at Center for Koldkrigsforskning bør have adgang til de samme papirer, som forskerne bag DIISrapporten og PET-kommissionen havde. Det er ikke sket.”



26. februar 2014

Helle Thorning & EU: Sverige, Frankrig og Finland udbetaler kun børnepenge til børn, der bor i landet

Schweiz har vist vejen, for som professor Ole Hasselbalch beskrev sidste uge i en kronik i Jyllands-Posten, så kan enhver folkeretslig forpligtelse altid underkendes af gældende dansk lov, et princip fastslået i dansk lov tilbage i 1819. Lidt fra en længere analyse i Den Korte Avis – En gigantisk foræring til Thulesen Dahl.

“Den radikale skatteminister Morten Østergaard har nu fremlagt et lovforslag om børnecheck til EU-borgere. Den gamle lov opererer med, at EU-borgere først kan få børnecheck, når de har optjent til den ved at arbejde og betale skat i Danmark i to år. Men det strider mod EU-reglerne, fortalte EU-Kommissionen sidste sommer.

Siden da har man haft den bizarre situation, at regeringen har fulgt EU-reglerne i strid med den eksisterende danske lovgivning. Men den har ikke villet fremlægge et nyt lovforslag i Folketinget, der flugtede med EU, fordi det med stor sandsynlighed ville blive stemt ned. …

Nu kommer Østergaard så med sit forslag. Han har tilsyneladende tænkt, at angreb er det bedste forsvar. Så han nøjes ikke med at sige, at regeringen er nødt til at bøje sig for EU. Han siger klart og tydeligt, at han anser EU-reglerne for rigtige og rimelige. …

Om De Radikale vinder på dette, er uvist. Men én ting er sikker: Socialdemokraterne taber stort på det. Østergaards offensive stil er en katastrofe for regeringen. Alt tyder på, at der er massivt flertal i befolkningen for at fastholde optjeningskravet.

Samtidig kommer to socialdemokratiske EU-politikere med en kritik, der ligner de borgerliges. Det drejer sig om Jeppe Kofoed, partiets spidskandidat ved valget til Europa-Parlamentet, og Christel Schaldemose, der i dag sidder i Europa-Parlamentet.

Kofoed kritiserer EU-reglerne. Og Schaldemose kritiserer, at regeringen ikke er gået i forhandling med EU-kommissionen for at finde en løsning, der lever op til nogle af de danske ønsker. Det burde være muligt, siger hun. …

Thornings trængsler med denne sag standser ikke her. Nu inddrager Venstre et svar, som Socialministeriet afgav sidste efterår, i debatten.

I dette svar hedder det, at lande som Finland, Frankrig, Rumænien og Sverige kun udbetaler børnepenge til børn, der bor i landet. Oplysningerne er hentet fra EU-kommissionen (Jyllands-Posten). Det er selvfølgelig vand på oppositionens mølle.

Den danske regering har ikke på noget tidspunkt tilkendegivet, at den ville afprøve muligheden for at opnå en lignende ordning. … Helle Thorning har nøjedes med at gentage, at der ikke er noget at gøre. Og Morten Østergaard træder i det blødende sår ved at fortælle befolkningen, at det kun er godt at give EU-borgere øjeblikkelig adgang til danske børnepenge. …

Juridisk har Thorning sikkert ret i, at Danmark vil få en EU-sag på halsen, hvis vi bare holder fast i optjeningsprincippet. Men billedet af en statsminister, der regerer hen over hovedet på Folketinget af hensyn til EU er politisk fuldstændig dødbringende for hende.”



30. januar 2014

SF forlader RAF-regeringen efter intern Dong-strid: “Folketingsvalget må være rykket meget tættere på.”

Det koster at sidde i regering, siges det, men parti-eksistentielle kriser er vist forbeholdt socialistiske partier. Som ansvarlige for landets økonomi, må man prioritere, og intet slider mere på folkesocialister, der hver fjerde år går til valg på mere til alle. Dong-sagen burde ikke kunne smadre et parti, men upopulære beslutninger kræver et vist niveau af professionalisme at sælge til vælgerne. JP kommenterer SF’s deroute – Børnehaven SF.

“Så trak SF sig ud af regeringen, og så gik SF’s formand. Det var logisk, og det var uomgængeligt. Halløjet på badehotellet, i gruppeværelset og i regeringen var efterhånden så lattervækkende – men også tragisk – at der ikke var nogen vej udenom. …

Folkesocialisterne troede, at de kunne gå i regering, samtidig med at de kunne blive ved med at opføre sig som i et elevråd. Hvad danskerne har været vidner til af kaotiske og tåkrummende scener i og uden for SF’s inderkreds i de forløbne to år trodser enhver beskrivelse. Grædende pigebørn, der bliver betroet topposter; en spejlblank, ny partiformand, der fra dag ét mere har mindet om Bambi på isen end et fremtrædende medlem af landets regering foruden almindeligt kaos og studentikos ansvarsforflygtigelse.

[...]

Også for statsminister Helle Thorning-Schmidt og den radikale leder, Margrethe Vestager, er det en syngende lussing af et nederlag. De ville med djævlens vold og magt i regering med SF, selv om det seneste valgs to store tabere var netop S og SF. Thorning vil gå over i historien, som den socialdemokratiske regeringsleder, der troede på SF og lukkede SF ind i varmen. Det har vist sig at være en fejlbedømmelse af de helt store. Hun skal nu samle stumperne op. Folketingsvalget må være rykket meget tættere på.

Oploadet Kl. 14:33 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


24. december 2013

Tidl. DSU-ledere nægtede forskere aktindsigt i Bl.a. ‘Notits af… vedrørende MF’er for Socialdemokratiet’

Jakob Scharf er tidligere lokalformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom i Nakskov, og har ifølge kilde stadig privat kontakt til den tidligere DSU-landsformand og senere justitsminister Morten Bødskov. Fra BT – PET vil holde oplysninger hemmelige: Sandheden om KGBs danske venner skjules.

“Sandheden om de danskere, der under Den Kolde Krig arbejdede tæt sammen med eller aktivt støttede Sovjetunionen og de øvrige fjendtlige regimer i øst, bliver ikke som ventet afsløret i et længe ventet historisk værk, der udgives til februar.

Politiets Efterretningstjeneste har, i langt de fleste tilfælde med støtte fra Justitsministeriet, i cirka 200 tilfælde afvist professor, dr. pihl. Bent Jensen fra Center for Koldkrigsforskning og hans medarbejdere adgang til en række hemmelige oplysninger fra koldkrigstiden eller nægtet Bent Jensen at omtale centrale oplysninger, han har fået adgang til. Det gælder især en række detaljerede oplysninger om danskere, herunder især personer i Socialdemokratiet, Radikale og SF, der under Den Kolde Krig var under mistanke for at samarbejde tæt med fjenden i øst. …

PET har for eksempel nægtet Center for Koldkrigsforskning at røbe indholdet i dokumenter som ‘Notits af 15. marts 1990 vedr. MF’er for Det Radikale Venstre’, ‘Notits af 8. juli 1986 vedrørende MF’er for Socialdemokratiet’ og ‘Udskrift fra sagssystem af 26. november 2009 vedrørende MF’er for Socialistisk Folkeparti’, ‘Notat vedr. russisk kultivering af dansk statsborger’, ‘Notat af 24. maj 1985 vedr. Gert Petersen, SF’, ‘Notat af 10. januar 1986 vedr. Det Radikale Venstre’, ‘Notat fra marts 1978 vedr. SF og Radikale’ – blot for at nævne enkelte eksempler.

Disse oplysninger har den nu afgående chef for Politiets Efterretningstjeneste, politimester Jakob Scharf, besluttet at hemmeligholde, og det bliver derfor ‘et amputeret’ forskningsværk om Danmark under den kolde krig, der med års forsinkelse udkommer februar næste år, siger professor Bent Jensen.

- Vi er desværre ikke i stand til at give en så god og fyldestgørende beskrivelse som vi gerne ville, især ikke når det gælder oplysninger om de sovjetiske forsøg på at påvirke betydningsfulde personer i det danske samfund. I nogle tilfælde må vi ikke nævne folks navne, i andre tilfælde er det organisationer, politiske partier og grupperinger, og det er stærkt utilfredsstillende, fordi den opgave, vi blev stillet, blandt andet var at beskrive den fjendtlige påvirkning, siger professor Bent Jensen.”



19. december 2013

Povl Falk-Jensen om feje “samarbejdspolitikere, der solgte Danmark til nazisterne uden modstand”

93-årige Povl Falk-Jensen kan ses i DR-serien Modstandskampens sidste vidner. Interview med modstandskæmperen i BT – I 65 år holdt danske Povl på sin hemmelighed: ‘Jeg skød otte mænd og tre kvinder’.

“Povl Falk-Jensen var 18 år gammel, da krigen begyndte. Han var født ind i et forsvarsvenligt, konservativt miljø. Faderen var folketingsmedlem. I 1943 gik han ind i modstandskampen, han blev hurtigt leder af sin gruppe i Holger Danske.

- For hver gang vi likviderede stikkere, reddede vi danske liv. Tænk, hvis jeg, fordi jeg var skide blødsøden, var skyld i, at hæderlige danskere mistede livet. Som leder af vores gruppe måtte jeg gå forrest. Det er fair, siger Povl Falk-Jensen. …

Povl er indigneret. Så mange år senere er hans vrede intakt. Den er vendt mod de feje danske samarbejdspolitikere, der solgte Danmark til nazisterne uden modstand. … Som den ældre herre sidder i sin stue på plejehjemmet og fortæller, mærker man den stadig. Vreden.

- Ja, den er der endnu, vreden. De fik senere hen nogle kugler for den vrede, jeg mærkede den 9. april. Det var med til at skabe en holdning hos en 18-årig mand. … Povl Falk-Jensens politiske engagement førte til, at han blev distriktschef i Konservativ Ungdom…

- Der må komme et tidspunkt, hvor man må sige fra. Jeg kan huske, at jeg tænkte, ’Det kan sgu ikke være meningen, at Gøngehøvdingen skal blive den sidste i danmarkshistorien, der siger fra. Det kan sgu da ikke være rigtigt, at Danmark ikke gør modstand, fortæller Falk-Jensen.

Omkring nytårsskiftet 1943/44 gik han ind i den nationalistiske, konservativt prægede modstandsgruppe Holger Danske. …

- Det er jo nok konsekvensen af mit liv som modstandsmand. Naturligvis påvirker det én med alt det skyderi. Men sådan er det. Jeg gjorde det rigtige. Samarbejdspolitikken var åbent forræderi. Jeg kunne den dag i dag ikke drømme om at stemme radikalt. De Radikale er det argeste, man har i verden. Det er synd. På alle andre områder er de jo vældig intelligente. Men hvad hjælper intelligens, hvis man dør af det, spørger Falk-Jensen.”

Oploadet Kl. 08:04 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer


20. november 2013

Rekordvalg til Enhedslisten i København – Flere og flere indvandrerstemmer til Socialdemokraterne

Hvor det ikke lykkedes noget parti til højre for Dansk Folkeparti at komme tæt på et byrådsmandat, så fejrede Enhedslisten (kommunistisk fællesliste) storsejre rundt omkring i landet, typisk på bekostning af Socialistisk Folkeparti (reformeret kommunistparti). I København fik partiet hele 19,5 procent, og selvom det er godt maskeringen ryger og de tvinges til at tage ansvar, så vil det selvfølgelig få store konsekvenser for den politiske kultur. Landets forrige statsminister oplevede det på den hårde måde i går – Løkke overfaldet verbalt.

“Lars Løkke ankom på cykel sammen med sin søn Bergur Løkke Rasmussen og konen Sólrun. Allerede ude på gaden gik manden i klinch med Lars Løkke og råbte ham ind i hovedet. Sceancen gentog sig kort efter, da Lars Løkke havde stemt på sin søn til regionsvalget og talte med journalisterne.

‘Fascista, facista’, råbte manden igen i hovedet på Venstre-manden…”

(Rekordvalg for Enhedslisten (8,5 til 19,5) – Derudover fik Kommunisterne 1171 stemmer)

De fleste der har stemt Enhedslisten er ganske givet protestvælgere, men at de revolutionære står så stærkt i hovedstaden er også en indikation på at de største byer er tabt for de borgerlige. I sidste ende handler det om demografi. Tilstedeværelsen af kulturmarxistisk-skolede universitetsstuderende og flere og flere indvandrere, må nødvendigvis gøre de store byer til røde bastioner. Ikke nødvendigvis blodrøde, men røde.

Blå blok kom forholdsvis tæt på i Odense, men tabte i sidste ende 15-14 – blandt andet fordi der var uforholdsmæssige mange røde vælgere i visse distrikter. Kampen for at få alle til at stemme, er selvfølgelig helt i demokratiets ånd, men ligner til forveksling mobilisering af røde kernevælgere. På valgdagen kunne man læse i Fyens Stiftstidende, at det især var “de unge, de udsatte og indvandrerne” der ikke stemte ved det forrige valg.

Fra Fyens.dk – Vollsmose-vælgere: – Mange forstår ikke vores demokrati.

“I Vollsmose er der heftig trafik ved stemmeurnerne på valgdagen. Men mange borgere bliver hjemme, lyder det. En næsten 20 meter lang kø af vælgere stod tirsdag morgen klar til at sætte deres krydser, da formanden for valgstyrerne på Abildgårdskolen i Vollsmose piftede kommunalvalget i gang. … Kun omkring 37 procent af landets indvandrere og efterkommere stemte ved kommunalvalget i 2009. Og som på landsplan kæmper man også i Odense med særlig lav valgdeltagelse blandt kommunens indvandrere.

I Odense har meningsmålingerne op til valgdagen tydet på, at byens socialdemokratiske borgmester, Anker Boye, kan blive siddende på posten.

Op ad formiddagen tropper han pludselig op på Abildgårdskolen. Her giver borgmesteren hånd og taler med vælgerne og skolens elever, og samtidig roser han den kommunale indsats for at få flere indvandrere og efterkommere til at stemme.

- Jeg håber naturligvis, at stemmeprocenten her i området stiger. Og jeg tror på, at nogle af de initiativer, som vi har iværksat i kommunen, men også på landsplan, kan hjælpe borgerne til at forstå, hvor vigtig deres stemme er, siger Anker Boye.

(Højere stemmeprocent (37 til 48) i Vollsmose: 1761 ud af 3696 stemte på Socialdemokraterne)

“… valgdeltagelsen er også steget i Tingbjerg” (DR1, 20. november 2013)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »





Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper