4. juli 2014

København: “Ved at tilbyde reparation af cykler, håber kommunen at inspirere nogen til at cykle mere.”

Røde politikere elsker at lege filantroper for andre folks penge. Venstres Jens Christian-Lutken kommenterer på sin JP blog – Kommunen lapper din cykel.

“En gennemsnitlig LO-familie kan spare 4556 kr. om året, hvis kommuneskatten falder med en procent, det viser tal fra CEPOS baseret på Indenrigsministeriets familietypemodel. … At finde besparelser, som kunne finansiere en skattelettelse på en procent i København, burde ligge indenfor det muliges kunst. For det er ikke just sparsommelighed og mådehold, der præger det røde flertals forhold til borgernes surt tjente penge.

Skattekronerne bruges på det ene ligegyldige projekt efter det andet. Seneste eksempel er at kommunen tilbyder at komme rundt til byens boligforeninger med ‘cykelservice-event’, for som det hedder i indbydelsen: ‘Det har nemlig vist sig, at det er en barriere for mange, at cykelhandleren ligger for langt væk. Ved at tilbyde reparation af cykler, håber kommunen at inspirere nogen til at cykle mere.’

Man skulle tro at kommunens glade budskab om luft i slangen og flere kilometer på jernhesten ville gå som varmt brød, men det gør det åbenbart ikke. Københavns Kommune har været nødt til at engagere et af landets fornemeste og dyreste PR-bureauer til at sælge budskabet. Det kan jo undre, når Københavns Kommune i forvejen har 104 kommunikationsmedarbejdere ansat. Kunne det ikke klares af denne hærskare af kommunale kommunikationsfolk?”

(Københavns Kommune, ‘Alle ture tæller’, 2014)

“Visionen er, at cyklen skal gøres endnu mere attraktiv, og det er der altså solid dokumentation for, at dette projekt gør.” (Miljøborgmester Morten Kabell til MX, 3. juli 2014)

Oploadet Kl. 21:06 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer


3. juli 2014

Margrethe Aukens og Rinja Ronja Karis EP-fæller i happening for erklærede militante Antifascistisk Aktion

Før valget angreb medierne Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt fra flere vinkler. Han ville ikke komme i en gruppe med indflydelse, og allierede sig måske med højreradikale. Medierne tog naturligvis fejl. Venstrefløjens EP-kampfæller skrives der aldrig om. Her et par billeder fra en happening i Europaparlamentet, tirsdag i denne uge. (via Modkraft.dk)

Ernest Urtasun, Terry Reintke, Ska Geller, Julia Reda og Jan Philipp Albrecht fra Grønne-EFA. Margrethe Aukens gruppe.

(Margrethe Aukens politiske kampfæller med AFA-banner, Bruxelles, 1. juli 2014; Facebook)

Marina Albiol fra GUE/NG. Rinja Ronja Karis gruppe.

(Rinja Ronja Karis kampfælle med AFA-tshirt, Bruxelles, 1. juli 2014; Twitter)



24. juni 2014

“Hvis man vil bevare den gode stemning af dialog og mangfoldighed, bør man holde æstetisk afstand…”

Niels Lillelund ironiserer over Politikens bekvemme tilgang til den nye Qatar-finansierede stormoské i Nordvest. Fra Jyllands-Posten – Qatar i København (kræver login).

“Qatar-ministeren, der optrådte i lang kjole og sort fuldskæg, kunne næsten ikke skjule sit skraldgrin ved indvielsen af emirens forpost, og man forstår ham ærlig talt godt. Apologien når nye højder, og man må le.

For med Qatar må man ikke gå for meget i detaljer. Hvis man vil bevare den gode stemning af dialog og mangfoldighed, bør man holde æstetisk afstand og betragte det hele sådan lidt fra oven. Det gør, ikke overraskende, Politikens arkitekturredaktør.

Han beskriver Qatar-byggeriet i Nordvest som ‘underspillet og imødekommende’ og et ‘kvalitativt løft fra ingenting til noget’ og konstaterer, at ‘det er en behageligt afstressende tradition, at man tager skoene af, inden man går ind i en moské. Her forstærker det følelsen af moskeens tykke, mørkerøde tæppe under fødderne.’

Ja da, her er hygge, halalhygge, for alle de 150 mio. kr., og her ‘prædiker man en moderne moderat euroislam, som vil integrationen’. For som det hedder: ‘Det er i små mørke kælderlokaler, at man frembringer ekstremister, ikke i store lyse sale.’

Gammen i gyldne sale og mangfoldighed for alle pengene, men hvad er dette noget i Nordvest, der tilsyneladende er kommet af ingenting?

Det kunne tyde på, at danske politikere har lugtet lidt af lunten og pludselig er blevet nervøse for, hvad der går i svang på de tykke, mørkerøde tæpper. I hvert fald syntes flere af dem at have fået travlt med at skulle noget andet den dag, man holdt mangfoldig åbningsreception.

Mangfoldighed. Smag på ordet. Det er fedt og flommet som en alt for rig dessert.

(Moské-selfie: Yildiz Akdogan, A – Pia Allerslev, V – Ninna Thomsen, SF – Rikke Lauritzen, Ø)

“Det er min kone, som har lavet lysshowet” (queerforsker Rikke Andreassen, 19. juni 2014)



6. juni 2014

Monika blev forelsket i Mohammed, og kæmper nu for at få ham sammenført med familien i Thisted…

Min mavesæk detonerer, hvis jeg hører den 29 minutter lange P1 Feature om Monika & Mohammed, for blandt mange groteske historier tager denne her prisen. Monika Seberg blev fyret fra sit job på Hanstholm Asylcenter, da hun indledte et forhold til syriske Mohammed. Han sendes tilbage til Italien (1. modtagerland), men vender illegalt tilbage for at blive forenet med Monika, som var gravid med hans barn.

De bliver islamisk gift, men da Danmark ikke anerkender ægteskabet, er det nu muligt for ham at søge familiesammenføring med sin syriske kone og deres tre børn. Hensynet til den nyfødte, forstås. Monika er indstillet på at indgå i et syrisk ‘mini-kollektiv’, hvor Mohammed sover på skift med sine koner.

Fra DR Online – Danske Monika er gift og har barn med syrer – nu vil hun familiesammenføres med hans familie.

“Efter et års kamp har den syriske flygtning Mohammed Hussein Kurdi fået opholdstilladelse i Danmark. Han ellers stod til udvisning til Italien, men nu kan han blive boende med sin danske familie i Thisted. Det er en kæmpelettelse for Monika Seberg som sidst i marts fødte deres fælles barn. …

Nu begynder den næste kamp. For Mohammed er allerede gift, og han savner sine tre syriske børn og konen. Så de skal søge om familiesammenføring. … Og det kan lade sig gøre uden af bryde den danske lovgivning om flerkoneri. For de danske myndigheder anerkender ikke Monika Sebergs islamiske ægteskab med Mohammed.

- I den syriske kultur er det tilladt at have op til fire koner. Og de kan få det til at fungere. Og jeg har forliget mig med tanken om, at sådan er det, hvis jeg vil have min mand Mohammed. Så må jeg tage resten af familien med også, siger hun.”

(Monika Seberg på Facebook, 2013: “Jeg stemmer på Enhedslisten…”)

Oploadet Kl. 16:48 af Kim Møller — Direkte link62 kommentarer


30. maj 2014

Tidligere venstreekstremist springer ud som nationalist: “Hvad nu, hvis nu DF’s vælgere ikke er dumme?”

Selvom Claus ‘Pan’ Pedersen har en lang fortid på den yderste venstrefløj (Rød Ungdom, Globale Rødder, Enhedslisten), så skal han nu alligevel have ros for et enestående indlæg. Fra Dagbladet Information – Venstrefløjen mangler nationalfølelse.

“Valget til EU-Parlamentet kastede mørke skygger over Europa. Uhyrlige højreekstremistiske partier gik voldsomt frem, og intet sted mere markant end i Danmark, hvor DF tog fire ud af 13 mandater og 26,7 procent af stemmene.

Venstrefløjens automatpiloter lettede allerede på valgaftenen. ‘Jeg flytter til Berlin’, ‘Lorteland’, ‘Hvordan kan vælgere være så dumme?’, ‘Hvem vil være med til at lave et nyt land?’ er konkrete eksempler fra mit facebook-feed. … Personligt blev jeg rykket kolossalt den aften.

Gennem min tid på den militante og aktivistiske venstrefløj gik jeg stille med mine præferencer for Lars Lilholt, og jeg følte udstødningens iskolde rislen på ryggen, da jeg som den eneste rejste mig til nationalmelodien under en landskamp ved et storskærmsarrangement. …

Mine nærmeste i aktivistkredsene kendte godt mine nationalistiske tilbøjeligheder, men vi slog det hen. Jeg skulle nok komme over det, tænkte jeg. Reaktionerne på DF’s massive fremgang rykkede mig. Jeg kommer mig ikke over min nationalisme, og jeg har faktisk ikke lyst til at komme mig over den.

Mens vi slynger om os med diskursanalyser og sociologisk inspirerede pressemeddelelser, har vi ikoniseret nationalismen som ondskab. … Vi har forklaret, at den nationale identitet blot er en konstruktion. At det internationale er meget bedre og givende end det nationale, og i sidste ende har vi skammet de utrygge ud af vores fællesskaber. …

Den progressive venstrefløj har adopteret de værste og mest udemokratiske elementer fra socialismens historie og gjort den bedrevidende akademiske analyse af verden til bedre og vigtigere end befolkningens opfattelse af samme virkelighed.

Venstrefløjen skylder sig selv og ikke mindst resten af samfundet, at stille sig selv et eneste spørgsmål: Hvad nu, hvis nu DF’s vælgere ikke er dumme? Hvis vi kan ‘imagine there’s no countries (…) and no religion too’, er det så også muligt for os at forestille os, at DF’s vælgere rent faktisk har valgt at stemme på det rigtige parti til at varetage deres holdninger?

[...]

Kære Venstrefløj. Jeg har en fortid som medlem af SF og tidligere af Enhedslisten. Jeg har deltaget i mange forskellige former for anti-racistiske aktioner og i den forbindelse fået bank af både politi og højreekstremister. Jeg stiller gerne op til det meste igen. Derudover elsker jeg Danmark og ønsker et parti, som klart og tydeligt tilkendegiver, at det gør det også.

Etableringen af en danskhed vil være et frontalt opgør med hele den venstreorienterede selvforståelse, hvor vi gennem årtier har opbygget en ekskluderende identitet som ‘progressive’. Vi skal tænke nyt. … Jeg er ikke sikker på, at venstrefløjen kan løfte opgaven. Jeg frygter i allerhøjeste grad mine venner og bekendtes sociale reaktion på denne kronik.”

Oploadet Kl. 21:22 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


29. maj 2014

Rina Ronja Kari & Folkebevægelsen mod EU er i rød EP-gruppe, der inkluderer ureformerede stalinister

Kilde fortæller, at nyvalgte Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU har en fortid i Rød Ungdom. En nu nedlagt kommunistisk ungdomsorganisation, hvis Revoshop.dk stadig eksisterer, og eksempelvis sælger merchandise for Antifascistisk Aktion. I sortimentet er der budskaber såsom ‘Dansk Folkeparti stinker’, ‘Share your country’, ‘Refugees welcome’ og blandt bøgerne er en til dansk oversat udgave af Carlos Marighellas håndbog i ‘Byguerilla’. Mod EU – og alt andet der står i vejen for revolutionen. Herunder nationalstaterne.

Lars Hedegaard i Dispatch International – Grønne stalinister i Bruxelles.

“Knapt er dansk og udenlandsk presse kommet sig efter chokket over Dansk Folkepartis suveræne valgsejr ved EU-valget (26,6 pct. af stemmerne), før journalisterne spekulerer på, om DF i virkeligheden vil samarbejde med ‘højreekstremister’, ‘racister’ og ‘nazister’ i det nye parlament i Bruxelles.

Ganske vist har Dansk Folkeparti for længst meddelt, at det ikke agter at indlede samarbejde med racister eller højreekstremister, men det har ikke dæmpet nysgerrigheden, skriver den tidligere danske ambassadør i bl.a. Pakistan og på Cypern Bent Wigotski i Den Korte Avis.

Til gengæld har ingen i dansk presse interesseret sig for, at den danske Folkebevægelse mod EU (som støttes af det ultravenstreorienterede parti Enhedslisten) samarbejder med ureformerede stalinister. Gruppen hedder GUE/NGL og bærer på dansk det smukke navn ‘Den Konføderative Gruppe af Det Forenede Europæiske Venstre/Det Nordiske Grønne Venstre’. …

‘Alle kommentatorer,’ skriver Bent Wigotski,’ regner åbenbart uden videre med, at man har at gøre med fortroppen for alle progressive grønne kræfter med et skinnende hvidt demokratisk generalieblad og en uplettet demokratisk fortid.

Det er imidlertid ikke tilfældet. Tvært imod rummer GUE/NGL repræsentanter for kommunistiske partier i Tyskland samt Øst- og Sydøsteuropa, som har en udpræget stalinistisk fortid – og nutid, da de ikke på nogen overbevisende måde har gjort op med deres fortid.’

Som eksempel på medlemmerne af GUE/NGL nævner Wigotski Cyperns Kommunistiske parti, AKEL, som han havde rig lejlighed til studere, da han fra 2008 til 2011 var dansk ambassadør i Nicosia.

‘Det er’, skriver han, ‘kort og godt et gennemstalinistisk parti, der aldrig har gjort op med sin fortid og stadig betragter Sovjetunionen og sovjetkommunismen som et ideologisk forbillede og sovjettiden som en gylden periode. Under den kolde krig støttede AKEL Sovjetunionen i tykt og tyndt. Efter 1989 har det fortsat denne politik på autopilot.’

‘At besøge AKEL’s generalsekretær på hans kontor var som et træde ind i et politisk rædselskabinet: På ærespladsen på den ene væg hang et stort billede af Lenin; på reolerne stod Marx’ samlede værker,’ bemærker Bent Wigotski.

Historikerne diskuterer stadig, hvor mange liv Stalin og hans venner i det sovjetiske kommunistparti direkte havde på samvittigheden i form af massehenrettelser, døde i slavelejre og omkomne som følge af politisk beordret hungersnød og anden forfølgelse, men et sted mellem 30 og 40 millioner lyder plausibelt.

Men folk, der stadig hylder det russiske kommunistregime, vil de ‘grønne’, ‘venstreorienterede’ og ‘feministiske’ partier altså gerne samarbejde med – samtidig med, at de aldrig forsømmer nogen lejlighed til at beskylde deres politiske modstandere for alskens forbrydelser.”

(AKEL, Cyperns Kommunistiske parti)

Oploadet Kl. 11:42 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


26. maj 2014

Fantastiske valg til EU-skeptikere: Morten Messerschmidt (DF: 26,7 pct), Nigel Farage (UKIP: 27, 5 pct)

Europaparlamentsvalget er vel overstået. Dansk Folkeparti blev valgets helt store vinder med en opbakning på hele 26,7 procent. Det gav fire mandater, et mere end regeringsbærende Socialdemokratiet og to mere end oppositionsledende Venstre. De personlige stemmetal er ikke optalt endnu, men alt tyder på at Morten Messerschmidt får flere personlige stemmer end tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens fik ved det historiske 2004-valg. Når Uffe Ellemann og Mogens Lykketoft taler solen sort om populistiske tossekandidater, så er det reelt folkets vilje de ikke anerkender.

(Det endelige resultat af Europaparlamentsvalget i Danmark, 25. maj 2014)

Konservative Bendt Bendtsen blev genvalgt, muligvis fordi han i tolvte time indså nødvendigheden af permanent grænsekontrol, og EU-positivisterne må overordnet erkende, at ‘slow-boiling’-afviklingen af nationalstaten i bund og grund finder sted mod befolkningens ønske. Trods Lars Løkke Rasmussens belejlige nedtur, så høstede Socialdemokraterne sit niende valgnederlag i træk under Helle Thorning-Schmidt. Det har intet med finanskrise eller kommunikation at gøre – at være jubel-europæer er ganske enkelt politisk selvmord.

Herfra skal der lyde hæderlig omtale til Liberal Alliance, der undlod at gå i valgforbund med Venstre, og hermed ikke sikrede føderalisten Morten Løkkegaard fire år mere. Forhåbentlig kommer de ind næste gang, og tiltrækker flere EU-skeptiske VK-vælgere.

Dansk Folkeparti har ifølge en analyse mistet 15.000 stemmer til de mere kompromisløse EU-modstandere i Folkebevægelsen mod EU. Nogle har sikkert stemt på Thorkild Sohn (medlem af nationalkonservative Dansk Samling), og hermed givet stemmer til Rina Ronja Kari. Hun er som forgængeren aktiv i kommunistiske Enhedslisten, og opponerede meget sigende ikke, da partifællen Johanne Schmidt-Nielsen på valgaftenen omtalte den tværpolitiske bevægelse som ‘venstreorienteret’.

(BBC, 26. maj 2014: Farage hails ‘extraordinary’ UKIP win in European election; Mere: WSJ)

Det blev i det hele taget et fantastisk valg for EU-skeptikerne. UKIP fik et fantastisk valg i Storbritannien, Front National fik et tilsvarende i Frankrig, og der var hæderlige valg til Sverigedemokraterna, De Sande Finnere og lignende konstellationer. EU-modstanden antager i lighed med EU-tilhængerne mange forskellige former.

Trods den gode udvikling, så står det klart, at fremgangen for EU-skeptiske partier ikke umiddelbart giver reel indflydelse. Det store problem for højrefløjen, er her som altid, at de af realpolitiske årsager har travlt med at distancere sig fra ligesindede i udlandet. Mediernes rolle er enorm.

Messerschmidt vil formentlig afvise Front National/Geert Wilders-grupper, fordi Jean Marie Le Pen er citeret for groteske udtalelser. Noget af det skal nok passe, men egentligt er det fuldstændig irrelevant for at et eventuelt EP-samarbejde. Omvendt så risikerer Messerschmidt ikke at kunne komme med i den konservative ECR-gruppe, fordi han som ung fik en racismedom for en DFU-plakat. Franskmændene godt ved at massepartiet Front National anno 2014 ikke består af frådende holocaustbenægtere, men udlandet ved det ikke. Og bliver det ikke fortalt.

(LA-gruppeformand fryder sig over liberale EU-skeptikeres tilbagegang; Facebook)

Medierne gør det således næsten umuligt for nationale EU-skeptikere at samarbejde på tværs af grænserne. “20 nyanser av brunt”, skriver svenske Expressen, og kæder nationalsocialistiske Gyldent Daggry sammen med Dansk Folkeparti, UKIP, De Sande Finnere mv. Som om kostskole-konservative Nigel Farage og ansigtstattoverede skinheads i camouflagetøj har et ideologisk fællesskab.

Medierne associerer systematisk centrum/højre EU-modstand med højreradikalisme, og det faktum fremmer entydigt EU-positivisternes dagsorden.

(Expressen, 25. maj 2014: Bruna Europa…; Forside: ‘Skam Jer Europa’)

De danske medier var underlødige i valgkampen, og fortsætter tilsyneladende stilen. Radikale Nils-Christian Nilson, der skriver for Ekstra Bladet, sammenblander objektiv nyhedsdækning med subjektiv opinion. Gyldent Daggry er et af de mest ‘uappetitlige’ partier i Europa, UK Independence Party ledes af “den lidt fordrukne populist Nigel Farage”, Sverigedemokraterna af “Jimmie Åkesson (som har en nynazistisk fortid)” lyder det eksempelvis.

Jimmie Åkesson har aldrig været nazist, hvorimod den helt store vinder i Grækenland, Syriza, ledes af eks-kommunisten Alex Tsipras. Hans gamle parti KKE var i øvrigt et af fire ‘hammer & Segl’-partier på de græske valgsedler. Nationale EU-skeptikere associeres med nazisme og højreradikalisme, hvorimod eks-kommunister eufemisk omtales som ‘venstrefløjspartiet’ eller ‘venstreorienteret’.

På samme måde i Berlingske, hvor Michael Bjerre, opridser valgresultatet med ‘Højreekstreme sejrer på tværs af Europa’ illustret af flagbærende tyske nynazister. Dansk Folkeparti nævnes ikke specifikt, men det gør eksempelvis UKIP og det ‘højreekstremistiske Frihedsparti’ i Østrig. I konteksten inkluderes også Geert Wilders’ Frihedsparti i Holland.

Liberale og konservative er højreekstreme, hvis de ikke bifalder EU’s afvikling af den velfungerende nationalstat. Det samme er Dansk Folkeparti (der på mange måder er et socialdemokratiseret velfærdsparti), der derfor ikke helt er så højreekstreme som de antikapitalistiske nationale socialister i Gyldent Daggry. Etiketterne bruges som politisk rambuk for den rød/blå alliance af EU-positivister, og det har ganske enkelt intet med virkeligheden at gøre.

Man kan håbe at EU smuldrer indefra, men imperiebyggere kan vanskeligt ændre kurs, så mon ikke toget kører videre i samme retning. Folkelig opbakning er ønskelig, men ikke en absolut nødvendighed jævnfør EU’s konstruktion. Henrik Day Poulsen ironiserer på sin Berlingske-blog.

“Margrethe Vestager, Helle Thorning og flere borgerlige politikere må forholde sig til den gamle vittighed om DDR’s Erich Honecker, der var på togrejse med Stalin og Hitler, hvor togsporet pludselig stopper.

Toget standser pludselig pga., at der ikke er flere togspor og de tre herrer siger følgende:

Hitler: ‘Hvad fanden sker der, vi skyder togføreren’.

Stalin: ‘Vi skyder ejeren af togene og alle hans ansatte’.

Honecker sætter sig roligt ind i kupeen, kigger ud og siger ganske roligt:

‘Så kører vi’.



24. april 2014

Arbejderkamp mellem socialdemokrater & Enhedslistens bagland på arbejdernes internationale kampdag

Jeg ser frem til en solid omgang arbejderkamp på TV2 News, næste torsdag. what’s not to like? Fra Politiken – Bekymret 1. maj-arrangør: Fløjteaktion kan føre til slagsmål.

“Det kan i værste fald føre til slagsmål, hvis en gruppe demonstranter gør alvor af planen om at fløjte og sabotere statsminister Helle Thorning-Schmidts tale i Fælledparken 1. maj. Den bekymring har arrangøren bag 1. maj-arrangementet i København, LO- Hovedstaden, efter at en venstreorienteret gruppe på Facebook har annonceret, at den vil overdøve statsministerens tale med fløjteri og larm.

‘… Vi kan ikke forbyde folk at gøre det, men vi er selvfølgelig bekymrede for, at nogle af de faglige tillidsfolk bliver gale i skralden, og at der så kan opstå slagsmål og andet’, siger formand for LO-Hovedstaden, Peter Kay Mortensen. …

‘Det er klart, hvis for eksempel smedenes formand beder sine folk om at rydde op foran scenen, så gør de det. Sådan var det i gamle dage, der var altid lidt slagsmål. Hvis de ville gøre det, så gjorde de det bare. …’, siger Peter Kay Mortensen.”

“DR har gennemgået listen over deltagere, der har tilmeldt sig aktionen på Facebook, og har fundet frem til mindst 17 personer, der har tillidsposter i Enhedslisten eller er kandidat for partiet. … Enhedslistens forretningsudvalg og folketingsgruppe tager afstand fra ‘Overdøv Helle’.” (DR Online, 23. april 2014)

Oploadet Kl. 15:59 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


23. april 2014

Venstreradikale planlægger 1.maj-mødeterror mod socialdemokratisk statsminister: ‘Overdøv Helle’…

Det er selvfølgelig godt, at medierne problematiserer politisk chikane, men det er altså eufemisk at kalde dedikerede revolutionære for ‘venstreorienterede aktivister’. Selv Jyllands-Posten kalder talsmand Lasse Skou Lindstad for ‘studerende på statskundskab’, men han er altså venstreradikal anarkist, og hans kamp er ikke blot er rettet mod en regering der ikke rød nok, men til den enhver tid siddende – ‘No god, no country, no master’, som man kan læse på hans Facebook-profil.

Aktivisten der vil tage en megafon med er identisk med Kim ‘Rebel’ Stevnsborg, der er aktiv i Internationale Socialister o.l. Ser man nærmere på Facebook-gruppen, vælter det frem med gamle kendinge: Markus ‘Karmus’ Lund (dømt for chikane af Helle Thorning, under et 1. maj-arrangement sidste år), Mickey Duvander Ølholm (der antastede Rasmus Jarlov ved en Dong-demo for et par måneder siden), Erik Storrud (17 anholdelser, fire fængslinger, eks), og rub og stub fra den anti-parlamentariske venstrefløj, herunder eksempelvis Daniel Rask (Socialistisk Ungdomsfront mv.), Rasmus Underbjerg Pinnerup (Libertære Socialister), Jesper Juul Mikkelsen (Internationale Socialister) samt Enhedslistens yderste venstrefløj, herunder eksempelvis Mille Stockner.

Fra Jyllands-Posten – Aktivister vil overdøve Thorning 1. maj.

“800 fløjter skal forhindre statsminister i at tale i Fælledparken, siger aktivister. Medbring gerne høreværn.

Sådan lyder opfordringen fra en ukendt venstreorienteret aktivistgruppe, der planlægger at overdøve statsminister Helle Thorning-Schmidts tale den 1. maj i Fælledparken med over 800 fløjter. …

Vi er der for at overdøve Helle Thornings tale. Det er derfor ikke nødvendigt at kaste ting mod scenen eller indlade sig på slagsmål. Hvis regeringstro partisoldater provokerer, opfordrer vi til at forsøge at undgå vold og fløjte videre,’ skriver gruppen, der angiveligt har en talsmand ved navn Lise Nielsen. …

Flere skriver på Facebook-siden, at de støtter arrangementet 1. maj. Og én lover sågar at medbringe en ‘Eco Blast Pro Heavy Duty’-megafon, der kan levere 115 db støj i flere minutter.

(Kim ‘Rebel’ Stevnsborg i Overdøv Helle-gruppen, 20. april 2014; Se evt. tidl. post)

“Jeg vil gerne opfordre alle, der – som mig – holder af 1. maj til at tage afstand fra det her, og i stedet holde fast i, at 1. maj er en dag, hvor vi har politiske diskussioner. Og at vi husker på, at der er mange ting, der samler os, og dermed adskiller os fra dem, der ikke fejrer 1. maj.” (Maja Panduro, Socialdemokraterne; JP, 22. april 2014)



6. april 2014

Arbejdssky Enheds-socialist kræver økonomisk lighed – Lars Tvede om det borgernære liberale Schweiz

For fire år siden hørte jeg Peter Andreas Ebbesen i P1 Formiddag. Her forklarede han med hård retorik, at han ikke var tilhænger af den ‘kristne arbejdsmoral’, og ligefrem betragtede arbejde som værende en forbandelse. Selvom han personligt ikke gider arbejde, er den tidligere Enhedslisten-politiker dog kompromisløs tilhænger af økonomisk lighed. Faktisk så meget, at han finder det nødvendige at true folk der ikke mener det samme.

(Peter Andreas Ebbesen på Facebook, 5. april 2014)

Herunder lidt fra en fremragende klumme af finansmanden Lars Tvede, der laver en direkte sammenligning mellem velfærdssocialistiske Danmark med det borgernære liberale Schweiz. Fra Berlingske – Sådan er Danmark – set fra Schweiz (23. marts 2014).

“Siden jeg var 16, har jeg boet 20 år i Danmark og 20 år i Schweiz, og landenes forskelle fascinerer mig. Befolkningerne i de to lande deler faktisk de samme centrale målsætninger:

1. Alle borgere skal have tryghed og frihed.
2. Alle skal have en fair chance, og de syge og svage skal hjælpes.
3. Man skal beskytte miljøet.
4. Man skal sikre økonomien for fremtidige generationer.

Så ja, ens mål, men når vi kommer til løsningerne, går de vidt forskellige veje.

Lad os starte med frihed. Her er de to lande ret ens bortset fra begrebet ‘økonomisk frihed’, hvor Schweiz ligger i spidsen… En anden forskel er personlig tryghed. Schweiz har ca. den halve berigelseskriminalitet af Danmark og tillige den halve voldskriminalitet, så man går mere trygt på gaden og sover mere trygt om natten.

Jobsikkerhed og arbejdsmarkedsregler er ret ens og ret effektive i begge lande, men arbejdsløsheden er altid lavest i Schweiz. …

Schweizerne har det halve sygefravær på arbejdspladserne og lever gennemsnitligt tre år længere end danskerne. Samlet koster sygehusvæsenet nogenlunde samme andel af BNP i de to lande, men schweizisk sygesikring er markant bedre end Dansk. Ventelister er nærmest ikke-eksisterende, akut syge afhentes ofte med helikopter, læger udleverer typisk medicin direkte i stedet for at udskrive recepter, og hospitaler føles under tiden som gode hoteller.

Schweizernes bedre helbred skyldes måske også, at de har en sjettedel af den danske tilbøjelighed til alkoholisme. Sammen med den lavere kriminalitet tyder det på bedre social sammenhængskraft og harmoni.

De schweiziske skoleelever scorer gennemsnitligt bedre i såvel læsning som matematik og videnskab i PISA-undersøgelsen end de danske. … på typiske velfærdsmålsætninger som personlig sikkerhed, job, lavindkomster, helbred og uddannelse ligger Schweiz bedst, og de afspejles også i, at schweizerne i 2013 lå på niendepladsen i det såkaldte Human Development Index, mens danskerne holdt plads 15.

[...]

Mange danskere undrer sig over Schweiz. Hvordan kan man have social harmoni, tryghed, sundhed, gode uddannelser og et rent miljø, hvis skatterne er minimale og staten halvt så stor som i Danmark? … I 2013 lå Schweiz på førstepladsen i Global Competitiveness Report, hvor Danmark var nummer ni. Schweiz var ligeledes nummer et på Global Innovation Index, der beregnes af bl.a. Cornell University og INSEAD. Her var Danmark igen nummer ni.

… den schweiziske stat er meget lille og kun har syv ministre, som mange schweizere ikke kan huske navnet på. … Langt det meste afgøres i kantonerne (gennemsnitsstørrelse 300.000 indbyggere) eller i nærsamfund inden for kantonerne (gennemsnitligt 2.800 indbyggere). Kantonerne har har eget politi, skolevæsen, sundhedsvæsen osv. De har også hvert deres skattesystem, som kan være endog meget forskellige. Nogle har arveskat, men andre ikke; nogle opkræver ejendomsskatter og andre ikke, en enkelt har helt flad skat, og selv bilafgifter afviger fra kanton til kanton, hvorfor de udsteder egne nummerplader.

Schweizerne hader topstyring og ekspertvælde og satser på nærdemokrati og folkevid. De har direkte demokrati, og mange offentligt garanterede ydelser leveres af private virksomheder i konkurrence – ikke mindst i sygesikring. Der er intens konkurrence mellem kantoner, nærsamfund og private leverandører af offentlige services. Det forklarer efter min mening ikke blot det forbløffende høje offentlige serviceniveau, men tillige de lige så forbløffende lave skatter.

Konkurrence gør nemlig underværker. Ligesom biler, øl og computere bliver bedre og billigere af konkurrence, sker det samme med offentlige ydelser.

[...]

Momsen er i Schweiz under en tredjedel af i Danmark, og i Schweiz betaler folk med mellemindkomster (ca. 700.000 kr. tilsammen typisk ca. 20-25 procent i indkomstskat, sygesikringsbidrag og socialbidrag. De højeste marginalskatter er i de fleste kantoner på ca. 30-35 procent og starter ved indkomster på ca. 7 mio. kr., men nogle steder er topskatten nede omkring 20 procent.

Selskabsskatter og udbytteskatter er også markant lavere i Schweiz, og der betales ingen skat på kapitalgevinster. I alpelandet koster strøm grundet lavere moms og afgifter ca. en tredjedel mindre end i Danmark, ligesom biler koster under det halve. I Schweiz skal man typisk kun tjene ca. en fjerdedel til en ottendedel af, hvad man skal tjene i Danmark, for at kunne købe den samme bil.

Set fra mit schweiziske perspektiv er Danmark et land med gode intentioner, men med betonagtige og irrationelle løsninger. Ja, tryghed, lige muligheder, værn om de svageste og bæredygtighed er fire rigtigt gode målsætninger. Men nej, monopolstat, centralisering, gældsætning og brandbeskatning er fire rigtigt dårlige løsninger. Den meget bedre løsningsmodel ser vi i Schweiz: 1. Decentralisering, 2. Private firmaer til at løse offentlige opgaver samt 3. Markant lavere skatter.”

Mere om talmaterialet på DKCH.info.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »





Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper