18. april 2018

Jens Ellekær: “Der synes at gå et træk af antisemitisme gennem Wilhjelms politiske engagement…”

Kommentar til en Politiken-kronik af Preben Wilhjelm fra den tidligere FET-agent Jens Ellekær.

I Politikens kronik 31. marts skriver tidligere folketingsmedlem for Venstresocialisterne Preben Wilhjelm, at den danske sikkerhedstjeneste PET og militære efterretningstjeneste FE ved flere lejligheder angiveligt skal have overtrådt gældende lovgivning. I en sidebemærkning skriver Wilhjelm: ‘I 1987 bliver to FET-agenter på en amatøragtig spionageopgave i Polen arresteret og dømt og må frikøbes for 3,5 mio. kr.’

Formuleringen er en grov insinuering mod undertegnede, der var hovedperson i den daværende sag. Selvfølgelig var affæren en meget beklagelig afslutning på seks års – meget sporadisk – efterretningsindhentning i såvel Den Polske Folkerepublik som i Den Demokratiske Tyske Republik (DDR), men der var nu engang risici ved at fremskaffe oplysninger om militære installationer og troppeplaceringer i så overvågede samfund, som ikke mindst DDR var det.

I 1987 fandt nogle lægfolk det besynderligt, at man fortsat løste indhentningsopgaver gennem observation fra jorden, men det var nøjagtigt den måde, hvorpå ‘The Military Liaison Missions’ – en institution oprettet af de krigsallierede efter Anden Verdenskrig, som gav parternes militærmissioner adgang til de øvrige besættelseszoner –løste deres opgaver helt frem til slutningen på Den Kolde Krig. Militærmissionerne havde diplomatisk immunitet, og de kunne medbringe langt bedre observations- og fotoudstyr, end det var muligt for mig; de var til gengæld udelukket fra store områder af DDR, hvor jeg kunne færdes. At den modsatte side tog deres aktiviteter alvorligt, fremgår af, at i 1980’erne – Den Kolde Krigs sidste højspændte periode – blev der dræbt en franskmand og en amerikaner fra militærmissionerne af henholdsvis DDR’s Nationale Folkehær og Gruppen af Sovjetiske Styrker i Tyskland.

Det er mig uforståeligt, hvorfor Wilhjelm skulle finde min indsats eller opdragsgivers, FE, organisering af denne amatøragtig, da han ikke kan have detaljerede oplysninger herom. Men med min militære baggrund ville det jo nærmest være ejendommeligt, hvis jeg ikke skulle besvare ilden, så lad mig nu rette skytset mod den gamle revoluzzer.

Preben Wilhjelm trådte frem som gårsdagens mand, da han i 1958 meldte sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti – ti år efter at folk var begyndt at forlade partiet, dels i slutningen af 1940’erne som følge af moderpartiets, Sovjetunionens Kommunistiske Parti, voksende antisemitisme, dels som følge af Sovjetunionens intervention i Ungarn i 1956. Derefter var Wilhjelm i 1959 medstifter af Socialistisk Folkeparti, som han i 1967 var med til at splitte gennem stiftelsen af udbryderpartiet Venstresocialisterne (VS).

Der synes at gå et træk af antisemitisme gennem Wilhjelms politiske engagement, der ikke mindst fremstår af Venstresocialisternes støtte til den palæstinensiske organisation PFLP, der med terroristiske anslag bekæmpede Mellemøstens eneste demokratiske stat, Israel. Venstresocialisternes fælleserklæring med PFLP i 1980 kan kun forstås som en benægtelse af Israels ret til at eksistere. Dette bekræftes af Wilhjelm og andres kraftige angreb i 1989 på journalisten Lars Willemoes, der havde bidraget til at afsløre en række forhold omkring Blekingegadebanden, der netop også støttede PFLP.

Læser man ‘Principprogram for Venstresocialisterne’ fra 1969, står det klart, hvorfor udtrykket ‘the loony left’ kunne opstå. Programmet bebuder et opgør med staten, det parlamentariske demokrati og magtdelingen og lader formode, at den lovgivende, udøvende og dømmende magt skal samles i folkelige forsamlinger, som dog ikke defineres nærmere. Da parlamentet er en tom kulisse, var ‘det en vigtig opgave for VS at opfordre til udenomsparlamentarisk virksomhed (…)’ (Principprogrammet, s.42). Karakteren af denne kamp får man et indtryk af, når der skrives, at ‘Arbejdet for socialismen må derfor finde sted i en uforsonlig kamp mod kapitalismen og alle dens borgerlige institutioner og normer.’ (s. 34).

Det er ikke nogen tilfældighed, at VS’ symbol var et voldsinstrument – en slangebøsse. Materielt set er der et spring fra slangebøssen til den udmærkede maskinpistol fra Heckler & Koch, der figurerede i Rote Armee Fraktions logo, men ideologisk var springet måske ikke så stort endda. Det 20. århundredes historie viser, at det parlamentariske demokrati i Europa, der langsomt fremstod af det 19. århundrede, har haft mange radikaliserede fjender. Med henblik på, at vi ikke skulle ende i en af de samfundstragedier, vi har set omkring os, har det derfor været stærkt ønskeligt, at sikkerhedstjenesten har holdt et vågent øje med radikaliserede bevægelser.

Som hos mange andre socialistiske bevægelser er der i VS’ principprogram en omklamring af arbejderen, der opfattes som noget særligt, og som udgør det menneskematerale, der skal danne grundlag for ‘det ny menneske’: ‘Mens menneskene altså forandrer samfundet, forandres menneskene selv af det nye samfund, de skaber.'(side 33). Jeg er ikke klar over, hvilken affinitet der eksisterede mellem VS og den af den radikaliserede venstrefløj så idoliserede aktivist fra det vesttyske ‘Sozialistischer Deutscher Studentenbund’, Rudolf ‘Rudi’ Dutschke – der var jo traditionelt stærke ideologiske skænderier og megen fraktionsdannelse på den fløj. Dutschke mente, at i de fremtidige kommuner skulle arbejderne bo på de fabrikker, hvori de arbejdede; produktionskollektivet skulle være et totalt kollektiv. Og det var den slags tanker, der fik arbejderne til at tage afstand fra Dutschke – og vel også fra VS, som måtte nøjes med en meget studentikos tilhængerskare.

Wilhjelm, for nu atter at tage ham ud af VS-sammenhæng, anses for at være meget intelligent og en juridisk begavelse (lic.jur. – intet mindre). Nu kan historien altså fremvise en række brillante jurister, som lod sig radikalisere – for eksempel Maximilien de Robespierre og Louis Antoine de Sant-Just, der skabte Rædselsherredømmet under Den Franske Revolution, og Andrej Visjinskij, der var retsformand under Moskvaprocesserne, og som omtalte de anklagede som ‘menneskeligt affald’ og krævede dem ’skudt som gale hunde’ (og det blev de så). Jeg kan selvfølgelig kun gisne om Wilhjelms holdning til den juridiske opgave i den ‘uforsonlige kamp mod (…) borgerlige institutioner og normer’, men jeg er da glad for – sådan set også for Wilhjelms egen skyld -, at han ikke – som den berygtede østtyske dommer og senere justitsminister Hilde Benjamin, der under Waldheimerprocesserne på samlebånd afsagde dødsdomme og domme om frihedsstraffe på 15 til 25 år – fik det juridiske ansvar for de ’særlige forholdsregler’ som ifølge VS’ principprogram skulle forhindre ’såvel økonomiske som politiske magtklikers genopståen.’ (side 31).

Ja, det er – ligesom affæren i 1987 – alt sammen historie. Enhedslisten har taget den revolutionære kamp ud af partiprogrammet; så hvor er nu ‘the loony left’, hvor er Venstresocialisterne og ‘wo ist der Schnee vom vergangenen Jahr’ – som det hedder i en af Brechts sange? Jo, de lever da til en vis grad videre i de maskerede lømler, der er parate til at bruge vold for at hindre anderledes tænkende i at komme til orde: Slangebøssen har et vist efterliv.

(Preben Wilhjelm, tidligere Vestresocialisterne; Foto: DK4, Youtube)



16. marts 2018

Borgerlig regering gør DR til statsmedie, men det er de røde der klynker: “Det er en massakre…”

Enhver form for mediekritik i Danmark udgår fra venstre, og i dag kom et helt klassisk eksempel. Regeringen og DF har besluttet fremover at lade DR finansieres over skatten (nedsat fradrag), men historien er ikke at danskerne nu officielt har fået påtvunget et statsmedie. Nej, tophistorien er at omlægningen inkluderer en årlig nedskæring af DR’s budget på fire procent – en nedskæring, som venstrefløjen ganske givet vil omgøre efter næste valg.

“… svækker vi public service, gavner vi fake news”, som den tidligere trotskist Søren Søndergaard forklarer det til BT. Blandt Søndergaards praktikanter på Christiansborg må nævnes Michael Hunnicke, Redox-aktivisten, der for et par år siden udgav en bog med retningslinjer for hvordan venstrefløjen kunne ‘bruge sproget politisk’. Det er nemt at forstå hvorfor kommunister ønsker at nationalisere medier, men hvilken interesse skulle borgerlige have i det.

Det bedste forsvar er et angreb, og Dansk Journalistforbunds Lars Werge er officielt rystet. Han burde jo nok i virkeligheden være glad, for fremovre kan danskernes voksende utilfredshed med ‘hele Danmarks Radio’ ikke ses på budgettet. Fra Journalisten – DJ-formand med skarp kritik af DR-besparelser.

“På Dansk Journalistforbunds hjemmeside udtaler formand Lars Werge:

‘At beskære DR med 20 procent er ikke medieudvikling, det er ren afviklingspolitik.’ …

‘Det er falsk varebetegnelse at beskrive en massiv nedskæringspolitik som en ‘fokusering’ af DR. Der er kun ét ord for det: Det er en massakre på dansk public service-indhold, og det er utroligt, at DF og regeringen på et oplyst grundlag åbner danske medier for endnu hårdere angreb fra de udenlandske giganter, der allerede i dag truer dansk indhold og dermed dansk sammenhængskraft,’ siger han. …

‘Det her er en katastrofe, fordi det er benhård beskæring i den største danske medievirksomhed.'”

(Collage: Wikipedia v/Jan Friberg, DRs danmarkshistorie: Velfærd og kold krig)



10. marts 2018

Ø: “Det ville berige menneskerne på Strandvejen at møde nogle mennesker, der ikke ligner dem selv..”

Hvis man stemmer på kommunister, så får man kommunisme i en eller anden aftapning. I det konkret tilfælde ville det måske være meget godt, for islamiseringen af Danmark stopper ikke sålænge den fortrinsvis rammer de lavere socialklasser. Den røde borgmester vælger at ignorere, at mange af er dyre boliger netop er dyre, fordi rigtig mange danskere ikke gider bo med den multikulturelle pøbel. Man betaler for tryghed i hverdagen.

Enhedslistens Ninna Hedegaard Olsen for fuld ideologi i et interview med Berlingske. Her citeret fra B.dk – Borgmester om ghettoplan: ‘Det ville berige menneskerne på Strandvejen at møde nogle mennesker, der ikke ligner dem selv’.

“Giv os råderet over nogle af lejlighederne i private andelsboligforeninger og giv os lov og ret til købe ejerlejligheder og villaer, som vi så kan udleje til de mest udsatte af vores borgere.

Sådan lyder nogle af de mere opsigtsvækkende opfordringer til regeringen fra teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Ninna Hedeager Olsen (EL), efter at regeringen i forbindelse med sin ghettoplan har medddelt, at højest 40 procent af boligerne i de mest udsatte boligområder i 2030 må være almene boliger.

… kunne kommunen få lov til at bevæge sig ind på det private boligmarked og efterfølgende med boligtilskud leje boligerne ud til udsatte borgere, ville den have bedre mulighed for at genhuse husstande fra de såkaldte ghettoer. …

‘Jeg ser gerne, at man kunne tage dyre private udlejningsboliger på Østerbro og den indre by, hvor der næsten ikke er almene boliger, og så have anvisningsret til dem til en husleje, som folk kunne betale,’ siger hun.

‘… Kunne vi anvise flere boliger, så tror jeg faktisk, at det kunne være med til berige byen. Også for dem på Strandvejen. Det ville berige menneskerne på Strandvejen at møde nogle mennesker, der ikke ligner dem selv, for det er jo netop der på Strandvejen, at folk er allermest homogene. Ikke i Mjølnerparken, hvor folk er super forskellige’.”

Oploadet Kl. 14:24 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


4. marts 2018

Lone Kühlmann, tidl. TV-Avisen: ‘Pæne og ordentlige mennesker’ kan kun stemme på ‘Enhedslisten’

Tidligere vært på TV-Avisen Lone Kühlmann, der blandt andet har været tilknyttet Dansk Journalistforbund, fortæller at anstændige menneske – af demokratiske grunde – kun kan stemme på kommunistiske Enhedslisten. Klumme set på B.dk – Pæne og ordentlige venstremænd for længst har opgivet, at forvente pæn og ordentlig opførsel af deres egne repræsentanter på tinge (kræver login).

“‘Nu er jeg jo ikke socialdemokrat,’ sagde min ven venstremanden. ‘Men hvordan kan socialdemokraterne gå med til det her?’

Ingen har nogensinde mistænkt ham for at være socialdemokrat. På hans nordjyske fødeegn er næsten alle venstremænd. Pæne og ordentlige venstremænd. De findes, selv om man skal se langt efter dem i det nuværende Folketing. Og ‘det her’, som han refererer til, er regeringens udspil om særlove, hvor kriminalitet straffes efter, hvor den begås.

Det slog mig, at pæne og ordentlige venstremænd for længst har opgivet, at forvente pæn og ordentlig opførsel af deres egne repræsentanter på tinge. Selv om de ikke kunne drømme om at stemme på en socialdemokrat har de – sikkert ubevidst – placeret deres tiltro til at demokratiet ville overleve hos socialdemokraterne. Men med den siddende socialdemokratiske folketingsgruppe kan man ikke længere føle sig sikker på det. Det har længe været til stor fortvivlelse hos pæne og ordentlige socialdemokrater. De findes også. Men også her skal man se langt efter dem i Folketinget.

Pæne og ordentlige mennesker, som mener, at grundloven skal overholdes, og som betragter lighed for loven som en grundpille i et demokrati, må i skrivende stund helt ud til Enhedslisten, før de kan finde nogen at læne deres hoved mod. Og det har de ikke lyst til af mange andre, også demokratiske, grunde.

… De behøver ikke at være dydsmønstre. Bare pæne og ordentlige.”

(Collage: Lone Kühlmann; Foto: Youtube)



9. februar 2018

Et tænkt eksempel…

Man skal altid huske at logge af sin emailadresse, før man forlader bibliotekets PC. Det ville jo være ærgerligt, hvis en højreorienteret blogger fik adgang til korrespondance tiltænkt folk der har medlemskab af Enhedslisten, Bedsteforældre for Asyl, Folkebevægelsen mod EU og lignende. Naturligvis et tænkt eksempel.

Oploadet Kl. 13:39 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer


24. november 2017

KV 2017: Knusende sejr for det røde Danmark – Ingen vil være integrationsborgmester i København

Kommunalvalget er overstået, og det blev en knusende sejr for det røde Danmark, særligt i de multikulturelle storbyer. De højeste personlige stemmetal opnåede socialdemokratiske borgmesterkandidater i de fire største byer, og meget symptomatisk så blev femtepladsen indtaget af den Islam-venlige Joy Mogensen fra Roskilde. Indvandrere stemmer rødt, og jo større andel de udgør, jo længere kommer retskafne borgerlige fra magten.

Der er dog også ulemper ved politisk dominans. Det betyder, at man må tage ansvar, tvinges til at prioritere, og værst – tage udgangspunkt i økonomiske realiteter. Mads Kastrup kommenterer i Ekstra Bladet – ‘Ingen undskyldning kan redde jeres røde røve’.

“I København har både Socialdemokraterne, Enhedslisten og Alternativet – i nævnte rækkefølge – haft muligheden for at sætte handling bag diverse valgkanonader af ord om social forståelse og solidaritet.

Men alle tre partier har meldt pas.

Alle tre partier er fast besluttede gået forbi døren ind til beskæftigelses- og integrationsborgmester-kontoret og fortsat til posterne for henholdsvis børn og unge, teknik og miljø samt kultur.

De er alligevel ikke kontanthjælpmodtagerens eller indvandrerens første og bedste ven, der vil sikre folk med udsigt til evighedslignende ophold i beskæftigelsesforvaltningens hamsterhjul en vej ud og bort fra lange, tågede eftermiddage afsondret fra det arbejdende fællesskabs liv og vigør.

De vil hellere sikre cykelstier, terapihaver og gadeteater.

Alternativet har jubelkåret Niko Grünfeld som kulturborgmester. Grünfeld, der er uddannet kaospilot, begrunder sit valg af posten som kulturborgmester frem for beskæftigelses- og integrationsborgmester med, at det er Alternativets politik at få ’kunst og kultur ind i centrum for samfunds- og demokratiudviklingen.’”

(Grafik: Facebook)



28. oktober 2017

Aggressiv valgkamp af De Rød/Grønne i Gentofte Kommune…

De Rød/Grønne fører en rimelig aggressiv valgkamp i Gentofte Kommune.

(Saudi-Arabiens Ambassade, Bernstorffsvej, Hellerup, 28. oktober 2017; Se evt. KV 2013)

Oploadet Kl. 21:42 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


13. oktober 2017

Venstreradikal chikane mod Nye Borgerlige mfl: Enhedslistens bagland mod højrefløjens ytringsfrihed

Selvom jeg forsøger at opsamle alt, så er det umuligt at følge med. Den yderste venstrefløj forsøger på forskellige måder, at chikanere enhver form for politiske organisering på højrefløjen, og selvom det rutinemæssigt ender med ordensmagtens indgriben, så har det stort set ingen konsekvenser. Spidsborgerlige Weekendavisen, ja, de harcellerer imod enhver form for initiativ der kan mildne masseindvandndringens logiske konsekvenser.

Torsdag aften var Nye Borgerliges Pernille Vermund og Mette Thiessen gæstebartendere på Toga Bar, og minsanten om ikke der måtte 15 betjente til at sikre fadølsudskænkningen. Sideløbende med den politiske chikane, gik Enhedslistens venstre flanke til angreb på Facebook. Jan Fønns (Enhedslisten Sydhavnen) mente der måtte være tale om et ‘nazi tema’, og Mads Hagen (Tidl. Rebel København, Enhedslisten) spurgte polemisk om man måtte “tage et bat med og sprede dårlig stemning”.

Camilla Winther Nissen fortæller historien på B.dk – Pernille Vermund eskorteret ud fra møde på værtshus i aftes: Har truende aktivister vundet over ytringsfriheden?

“… selv om mange sympatiserer med For Frihed, så er deltagelsen i demonstrationerne relativt begrænset. Dels på grund af det tilsyneladende futile i situationen. Dels på grund af de trusler og voldsgerninger, der følger i kølvandet på demonstrationerne. For disse mennesker, der kæmper med ord, debat og slidte fodsåler, oplever at blive opsøgt på deres hjemme- eller arbejdsadresse af grupper, der virker ved hærværk, vold og trusler. …

Da det nystartede parti Stram Kurs i sidste uge omdelte materiale på Nørreport Station, som er en del af Københavns Indre by, blev de omringet af omkring 20 autonome og måtte have politiets hjælp til at komme helskindede bort. Dog uden at kunne uddele deres politiske brochurer.

Her torsdag aften deltog min kæreste og jeg i et arrangement på Toga Vinstue, hvor Pernille Vermund og Mette Thiesen fra Nye Borgerlige havde tjansen som gæstebartendere – en opgave som skiftende politiske figurer fra hele det politiske spektrum har påtaget sig igennem tiden. …

Beklageligvis måtte Pernille Vermund forlade såvel baren som vinstuen i utide, da Københavns Politi ikke mente, at de kunne garantere for hendes – og eventuelt vores – sikkerhed. For udenfor, for enden af den lille gade i Indre By i København, havde en række tilsyneladende voldsparate autonome taget opstilling.

Ligeledes kunne man passende spørge ledelsen hos Københavns Politi, hvad der fordrede dem til at tage beslutningen om at fjerne Pernille Vermund fra stedet? Det må være muligt at tvinge autonome til at passere gaden, når deres tilstedeværelse bringer mindelser om en ikke anmeldt demonstration. Den kan således opløses ved henstilling.”

(Toga Bar, 12. oktober 2017. Yderst til højre ses ‘gadens parlament’)

Vedr. chikane mod partiet Stram Kurs.

“… advokat Rasmus Paludan (formand for partiet Stram Kurs) måtte aktiviere sin overfaldsalarm, da det begyndte at blive faretruende. Bl.a sagde de autonome til en deltager ‘du ved godt der er en udløbsdato på dig’ Og til formanden for Stram Kurs Rasmus Paludan blev der sagt: ‘Det er utroligt du tør Rasmus, for du ved det får en ende.’ … Politiet dukkede op… men de fortsatte med at ville trænge folkene fra Stram Kurs op i et hjørne, så de ikke kunne dele deres foldere ud. Rasmus Paludan spurgte politiet, hvorfor de ikke gjorde noget. En af politibetjentene svarede, at når man holdt demonstration, måtte man være parat til mod-ytringer. Rasmus Paludan fortalte betjenten, at dette ikke var en demonstration, men et politisk parti, der stille og roligt uddelte deres valgfoldere og at det var ren gadeuorden og forstyrrelse af den offentlige ro og orden, det de autonome lavede.” (Stop Islamiseringen af Danmark, 10. oktober 2017)

“Jeg og andre fra Stram Kurs og Stram Kurs Ungdom blev omringet af 20 autonome, da vi delte materiale ud på Nørreport st. fredag i sidste uge. Politiet måtte også komme…” (Rasmus Paludan, 13. oktober 2017)



10. oktober 2017

Revolutionær justits: Afskaffelse af ytringsfrihed og domstole (I: Jensen, Ruslands undergang, 2017)

Enhedslisten ændrede for et par år siden sit principprogram, og fjernede konkrete afsnit om nedlæggelse af politi, etablering af ‘folkemagtsorganer’ og andre elementer i det der blev kaldt ‘den revolutionære nødvendighed’.

Ungdomsforgreningen Socialistisk Ungdomsfront har stadig ‘folkelige kampe’ og ‘udenomsparlamentariske massebevægelser’ i sit minimumsprogram, og selvom den revolutionære justits nødvendigvis må være sporadisk før Revolutionen, så er der løbende angreb på ‘kontrarevolutionære’.

Herunder et længere afsnit fra Bent Jensens Ruslands undergang – Revolutioner og sammenbrud 1917-1921 (Gyldendal, 2017).

Revolutionær justits: Afskaffelse af ytringsfrihed og domstole

Noget af det allerførste, Lenin og hans regime gjorde efter magtovertagelsen, var at gribe ind mod menings- og ytringsfriheden. En forordning om pressen blev udstedt allerede den 27. oktober 1917 kun et døgn efter det nye regimes optræden. Det var, hed det i bolsjevikkernes begrundelse for ophævelsen af den ytringsfrihed, der havde været en realitet under zarismens seneste periode og under Den Foreløbige Regering, nødvendigt at få standset den ‘tilsmudsning’ og ‘bagvaskelse’ af det revolutionære regime, som den kontrarevolutionære presse angiveligt stod for.

Det næste alvorlige indgreb i befolkningens hidtidige frihedsrettigheder var udstedelsen i december af et forbud mod det liberale Kadet-parti. Partiet blev nu betegnet som ‘en fjende af folket’ og derfor forbudt. De socialistiske partier mensjevikkerne og de Socialistisk Revolutionære blev fortsat tolereret en tid, men turen kom også snart til dem. Ligesom Lenin fra starten havde ønsket en étpartiregering, lagde han nu også grunden til en étpartistat.

Et dekret om domstole afskaffede det hidtidige retssystem og de eksisterende love. Samtidig opfordrede det nye regime og ikke mindst Lenin selv ‘proletariatet’ til at terrorisere borgerskabet og alle andre modstandere af det revolutionære regime – altså en generel opfordring til selvtægt. Ligesom andre af den kapitalistiske stats ‘undertrykkende’ institutioner skulle også politiet afskaffes i det socialistiske Rusland. Det var i vidt omfang allerede sket efter Februarrevolutionen under Den Foreløbige Regering. Nu skulle politiets funktioner efter Lenins opfattelse i stedet overlades til arbejdermilitser, revolutionære tribunaler og folkedomstole.

‘Revolutionær justits’ skulle erstatte det hidtidige retsvæsen, der blev betegnet som den borgerlige stats ‘klassejustits’. Resultat af nedbrydningen af retssystemet og ordensmagten blev arbitrær vold, røverier, plyndringer og lynchjustits. (s. 221f)

(Politiet opløser den revolutionære justits, København, 2. oktober 2017)

Oploadet Kl. 13:03 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer

Socialistiske Venezuela: “Folk er blevet slået ihjel under protesterne.”, “Der er børn, der dør af sult.”

DR’s Kristian Almblad har været i Venezuela, og det ser ud til at Enhedslisten må jagte ‘den sande socialisme’ et andet sted, et sted hvor den endnu ikke er afprøvet i praksis. Fra DR Online – DR i Venezuela: Landet er ved at kollapse indefra.

“For få år siden var Venezuela et af de rigeste lande i hele Latinamerika takket være indtægter fra en gigantisk olie-reserve. Men det seneste halve år har landet været præget af store og voldelige protester mod landets socialistiske præsident, Nicolas Maduro.

– Oppositionen og demonstranterne er blevet trætte. Folk er blevet slået ihjel under protesterne. De har været på gaden stort set hver dag i fire måneder frem til august, og det hjalp ingenting, siger Kristian Almblad, DR’s Sydamerika-korrespondent. …

I en forstad til Caracas møder Kristian Almblad en gruppe af mødre, der forsøger at tage kampen op mod sulten i et fælles suppekøkken med hjælp fra en lokal kirke. Og for mange er situationen alvorlig, fortæller de frivillige.

– Der er børn, der dør af sult. Vi har måttet redde fire-fem børn, hvor situationen var rigtig kritisk, siger Yasiri Paredes.

… Mens den humanitære krise vokser dag for dag, er Nicolas Maduro i gang med at koncentrere magten om sig selv.”

(Enhedslisten lykønsker Nicolas Maduro med valgsejren i Venezuela, 2013)

Oploadet Kl. 11:22 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper