12. juli 2010

“Regeringen har… ladet alt det, der tilhører fællesskabet forfalde.”, sagde Villy Søvndal

En lille tabel fra Danmarks Statistik, kan være god at have i baghånden, næste gang Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal eller det der er værre propaganderer for maksimalstaten.

Regeringen har ikke passet på Danmark. De har ladet alt det, der tilhører fællesskabet forfalde: vores sygehuse, børnehaver, plejehjem og skoler… velfærden skranter…

Regeringen vil løse problemerne ved en regulær massakre på vores velfærdssamfund. De vil fyre i tusindvis i ældreplejen, i daginstitutionerne og på skolerne.” (Villy Søvndal, 1. maj 2010; Altinget)

(Statistikbanken, Danmarks Statistik -> Arbejdsmarked -> Offentlig beskæftigelse)

Oploadet Kl. 21:02 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


8. juli 2010

SAP, menneskesmugling og væbnet kamp

PET-kommisionens langtrukne arbejde fandt sin – foreløbige – ende med offentliggørelsen af sin beretning sidste år. En del af oplysningerne i kommisionen vagte dog nok interesse til, at et flertal uden om regeringen forlangte en undersøgelse af dem, nemlig at SAP både skulle have været involveret i menneskesmugling og forberedelser til væbnet kamp – deriblandt et væbnet forsøg på at befri fangerne fra sagen mod Kommunistisk Arbejdskreds (Blekingegadebanden). Den undersøgelse har den officielt konservative justitsminister Lars Barfod nu stoppet.

Selv om planerne om væbnet kamp og angreb på politiet er interessante, så blev de dog ikke til noget. Det gjorde menneskesmuglingen til gengæld (fra kommisionens beretning, bind 9, s. 120-121):

Omkring 1990 kom PET i besiddelse af oplysninger om, at SAP skulle være involveret i menneskesmugling. Sammenhængen var ifølge PET’s oplysninger, at flygtninge via et europæisk smuglernet skulle fragtes til et østland. Når flygtningene befandt sig i det pågældende Østland, blev der telefonisk givet besked til Danmark, hvorefter en navngiven person arrangerede en rejse til Danmark. I den forbindelse blev der blandt andet benyttet falske telefaxer, der skulle gøre det muligt for flygtningene at komme ind i Danmark. Proceduren med at anvende falske telefaxer skulle ifølge PET’s oplysninger have været meget brugbar, for i 1989 skulle der på den måde være hjulpet 175 personer til Danmark. Det hedder i en PET-rapport fra juli måned 1990, at ”SAP/SAPs hovedkontor i DK kontaktcenter og SAP er meget stærkt involveret i menneskesmuglingen.” To danske statsborgere, hvoraf i al fald den ene var medlem af SAP, nævnes i rapporten, og samtidig anføres det, at et antal tyrkere/kurdere, der var organiseret i SAP, ”får mange ind”.355

I samme rapport hedder det, at den ovenfor omtalte, men anonymiserede person undertiden benyttede en anden smuglerliga, når der skulle bringes personer til Danmark. Dette smuglernet bestod af personer fra blandt andet Nord-afrika og Mellemøsten. Når dette net skulle modtage betaling for at have smuglet personer til Danmark, kørte betalingen ”via SAP’s kontor.” …

I det første tilfælde var to trotskister samt udlændinge, der var medlem af SAP, angiveligt aktører heri. I det andet tilfælde blev SAP’s kontorer anvendt som mellemled, hvilket giver anledning til at antage, at den anonymiserede person var medlem af SAP, ellers havde han næppe mulighed for at benytte SAP’s lokaliteter.

Spørgsmålet er, hvori trotskisternes interesse i at smugle personer til Danmark skulle bestå. Det giver et PET-notat fra 1991 et muligt svar på. Ifølge notatet ydede kredse inden for SAP på det tidspunkt støtte til De Tamilske Tigres aktiviteter i Danmark, idet tigrene til gengæld skulle støtte SAP og andre venstreorienterede bevægelser i deres antinazistiske og antiracistiske virksomhed. Ifølge en trotskist, der var formand for en af SAP’s lokalafdelinger, var det en opgave for SAP at aktivere herboende flygtninge ”for at skabe mere militante og revolutionære tilstande” i Danmark.357

Af samme grund – og så fordi højrefløjen generelt ser med lidt hårdere øjne på politisk kriminalitet end venstrefløjen gør – mener DF, at sagen skal endevendes (“DF vil have SAP-svar”, Jyllands-Posten 7/7 2010):

Det kan være, at PET aldrig gjorde mere ud af befrielsesaktionen, fordi den aldrig blev til noget. Men menneskesmuglingen fandt jo angiveligt sted. Så justitsministeren må i hvert fald spørge PET, om de har kendskab til, hvad der skete

En undersøgelse – og eventuelt retsforfølgelse – ville blive velkommet herfra.

OPDATE:

At SAP ikke var alene med deres rationale for masseindvandring på den radikale venstrefløj kan man blandt andet se af et interessant citat fra Antifascistisk Aktion, som Junikredsen har gravet frem fra 1997. Fra organisationens kampagne for åbne grænser (“vi” og “os” er den ekstreme venstrefløj):

Vi ville måske nok åbne vores grænser for et vist antal fjender, men vi ville samtidig få mange, mange flere venner, der ville tæve dem sammen med os!

OPDATE II:

Blandt de, der vil have en undersøgelse af sagen – for at frikende SAP, som han stadig er medlem af, forstås – er Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen mod EU. Man forstår hvorfor, for han er også omtalt i beretningen (samme bind, side 116):

Et allerede kendt eksempel på en sådan oplysning er en historie om, at daværende medlem af SAP, Søren Søndergaard, i 1983 på en sommerlejr på Samsø arrangeret af SAP skal have meddelt, at han havde eksperimenteret sig frem til en velegnet type molotovcocktail, der kunne anvendes ved demonstrationer foran den amerikanske ambassade.



30. juni 2010

‘Pis på Pia – hun pisser på dig’

Man kan skrive frem og tilbage om den slags, men det er og bliver mangel på politisk kultur. Fra Ekstra Bladet, der lidt inde i den supplerende video interviewer et byrådsmedlem for SF.

“Der er delte meninger om organisationen Socialistisk Ungdoms Fronts plakater, der er hængt op på hegnene rundt omkring på Roskilde Festival. Plakaterne forestiller de to politikere med åbne munde med påskriften ‘Pis på Pia – hun pisser på dig’.

Det synes nogle er sjovt, andre mener det er usmageligt…

– Men hun virker lidt bitter. Som en, der er blevet pisset i munden mange gange, lyder analysen fra Simon Gösta Olsen.

(EB TV, 30. juni 2010: Pletskud: På Roskilde pisser – nogle – Pia K. i munden)

Apropos.

  • 4/7-09 Uriasposten – Rapport fra Camp Wilders, Roskilde Festivalen 2009 (flere billeder).
  • 17/6-10 Uriasposten – Østjyske SF’ere, ikke østtyske SED’ere (Theis Sørensen, SF-Odder).
  • Oploadet Kl. 17:34 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer
    

    28. juni 2010

    “Hvad så, dit fucking svin, mand, hva? Jeg brænder efter at flække dit hovede, mand.”

    Den 6. februar blev undertegnede og en god ven overfaldet på gaden i forbindelse med dækning af en demonstration arrangeret af Good Night White Pride – en frontorganisation for den erklærede militante Antifascistisk Aktion. Umiddelbart efter overfaldet fik min ven hjælp af en mørklødet autonom ved navn Casper Lodberg, der senere her på Uriasposten under alias’et ‘Demokratisk Socialist’ forklarede…

    “Jeg stod og lettede min blære i buskene i parken ved RÅdhuset, ca 200 meter fra ‘Agnete og Havmanden’ da jeg hører råb og lyden af knust glas og lidt efter ser jeg Kim Møllers ven, en stor, kraftig mand, over et hoved højere end mig og med lysblond hår der er farvet af blod, komme løbende i chok…” (let redigeret)

    Det faktuelle er nogenlunde korrekt gengivet, omend det virkede yderst påfaldende, at han tilfældigvis var i nærheden. Hvis han deltog i AFA-demonstrationen, og blot tissede i Rådhusparken, virker det usandsynligt han skulle have bemærket noget som helst. Vi blev overfaldet på den anden side af Rådhuset.

    Casper Lodberg fortsætter…

    “Jeg er venstreorienteret. Men jeg ønsker ikke at i eller de andre jeg nævnte skal smadres og jeg er meget uenig med den del af antifa som vil angreb og ikke forsvar… Jeg er i det hele taget så træt af al det ballade der er hele tiden.JEg vil da helst fred… Så frygt ikke for vold fra mig, selvom jeg på Junikredsen udstilles som en voldsbølle.”

    Trods den påfaldende tilstedeværelse, var der intet der tydede på at Casper Lodberg var involveret i overfaldet, og hans afstandtagen til politisk vold lød ikke helt usandsynligt, omend han ofte er set i selskab med voldsdømte venstreradikale.

    Den fredelige facade holdt ikke længe. Den 1. maj afholdt Antifascistisk Aktion vanen tro en demonstration mod en højreradikal manifestation i Helsingborg. På Casper Lodbergs Youtube-profil under alias’et Kasperfriendlyghost kunne man se flere egenproducerede videoer (nu slettet), hvor han forevigede den søgte konfrontation. De var decideret voldsforherligende, og særligt husker jeg baggrundsteksten til den ene video.

    “Nu må vi se hvordan det går med vores egne nazister, Dansk Folkeparti og regeringen herhjemme. Måske er jeg streng men efterhånden tænker jeg at antifascisme ikke kun skal rettes mod nynazisme…..”

    (Casper Lodberg filmer bag kampklar ‘antifascist’, Helsingborg d. 1. maj 2010)

    Det forklarede jo fint overfaldet på undertegnede, og skulle man stadig være i tvivl om hans fascistiske sindelag, så bør man bruge et par minutter på en meget afslørende video han har lagt på sin Youtube-profil, taget i forbindelse med Morten Uhrskov-foredraget på Hovedbiblioteket, forrige tirsdag. Her deltog han i mod-demonstrationen mod ‘den fascistiske bærme’, under kampråbet “Altid AFA!” (ca. 1.04 min).

    Casper Lodberg (ca. 2.04 min) forfølger en gruppe foredragsdeltagere (Bl.a. nazisten Daniel Carlsen) på vej væk fra Hovedbiblioteket: Fucking nazisvin, mand, skrid hjem med jer, mand, nå, nu er i næsten alene med mig, så kom bare, kom bare, mand… Jeg troede ellers, i gerne ville smadre sorte mennesker, men det vil i ikke eller hva? Så kom da!

    En politibil blander sig, og han bliver bedt om at stoppe provokationerne.

    (Casper Lodberg provokerer foredragsdeltagere, men stoppes af politiet)

    Senere forfølger han en anden gruppe foredragsdeltagere på vej hjem.

    Casper Lodberg (ca. 3.34 min): Hvad så, dit fucking svin, mand, hva? Jeg brænder efter at flække dit hovede, mand… Fuck Jer, fucking nazisvin. Nazisvin, nazisvin.

    (Casper Lodberg forfølger foredragsdeltagere, som trues)

    Billedsiden overlader ikke meget til fantasien. En sparkende mand og “Det ender med et iturevet Dannebrog og massiv nazigråd!…”.

    Casper Lodbergs vægelsind, illustrerer fint selvforståelsen, der hersker på den yderste venstrefløj. Det ene øjeblik kan man kampklædt provokere, true og intimidere politiske modstandere – det næste øjeblik spille sagesløs offer for for højreradikal vold.

    Store dele af venstrefløjen agerer nyttige idioter for de voldsparate. I forbindelse med Uhrskov-foredraget, spurgte en af Uriaspostens venstrefløjsdebattører for eksempel med påtaget naivitet: “Skete der noget til mødet? Blevet nogen slået eller kastet flasker på?… Fordi der er nogen der synger skader vel ingen?” (Michael Larsen, 17. juni 2010).

    (Casper Lodberg th. blandt militante, Århus d. 15. juni 2010)

    Oploadet Kl. 17:58 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer
    

    10. juni 2010

    Set under tirsdagens LO-demonstration: “Hvor er Robin Hood når man behøver ham.”

    Tirsdag demonstrerede LO på Rådhuspladsen i København mod regeringen og Dansk Folkeparti. Busser fra hele landet, og fagligt finansieret propaganda i metermål. Da de fleste troende marxister, enten er arbejdsløse eller studerende, fyldte de selvfølgelig godt op i landskabet, hvad heller ikke denne gang blev problematiseret af medierne.

    (Che Guevara, kommunistisk massemorder; DR1, 8. juni 2010)

    Herunder en række tilsendte fotos. Let kommenteret.

    Røde faner i rå mængder, nogle med hammer & Segl. Her har vi det godt.

    Under den borgerlige regering fik Danmark flere og flere offentlige ansatte, men det kan blive bedre endnu. D’KU være så skønt.

    Underholdningen stod Rasmus Nøhr for. Det var ham der tidligere ‘fik nok og sparede op’. Det er ‘Sommer i Europa’, og nu engang nemmere og sjovere hvis andre påtager sig den opgave.

    Nu skal det jo ikke forstås sådan, at de røde knuselsker alle totalitære ideologier. Claus Hjort Frederiksen, der præsiderede i Beskæftigelsesministeriet, da arbejdsløsheden nåede en historisk bund, er selvfølgelig en nazi-agtig politiker – for arbejderklassen.

    Det er ikke kun islamisterne der idealiserer landsvejsrøvere. Stop tyven, lød det, da de stjal fra den del af arbejderne der faktisk arbejdede. Også en tirsdag i juni.

    Socialistisk Ungdomsfront i færd med at gøde jorden for den socialistiske revolution, så vi kan få rigtig demokrati, og Enhedslisten ikke behøver tale kapitalisternes sprog.

    Fra Kommunistisk Parti spreder den varme luft sig i propaganda-materiale fra HK og SF.

    Tænk hvis revolutionen kom, og dem der gad deltage, var for fulde til at køre ladvognene.

    Socialistisk Standpunkt kapitaliserer på marxismen. Stop udbytterne, Stop tyven!

    

    23. maj 2010

    Jagten på den sande socialisme fortsætter

    Tirsdag morgen var Enhedslisten Johanne Schmidt-Nielsen gæst i Go’ Morgen Danmark, for at debattere partiets forslag om et såkaldt ‘lønloft’. Hun er godt skolet i socialistisk tænkning, og argumentationen mindede en hel del om Ole Sohn i DKP-tiden. Jovist har kommunismen begået fejl, men de er rettet nu, ideen er jo god nok.

    Johanne Schmidt-Nielsen på TV2, 18. maj 2010 – Enhedslisten vil have lønloft.

    Kurt Larsen, direktør: Hvis vi nu skal tilbage, at have at det er et etisk problem, at alle ikke tjener det samme, alle sammen, hvis det er et problem, så skal vi jo tilbage til DDR og Sovjet, og det var jo ikke så velfungerende, vel?

    Anders Breinholt, TV2-vært: Det lyder jo, du kan godt høre, at det kan forekomme lidt nordkoreansk, DDR forslag I prøvet at stille.

    Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten: Nu er jeg godt nok født i 1984, men jeg har da læst historiebøger, og problemet var jo ikke at der var meget stor lighed, problemet var vel nærmere, at der sad nogle pampere, nogle fagbureaukrater i toppen, som gravede til sig, mens der var almindelige borgere, som ikke kunne få brød på bordet.

    Ole Sohn i Land & Folk, 2-3. september 1989 – Hva’ mæ’ socialismen.

    Ole Sohn: Demokrati og socialisme er uadskillelige. Demokrati-udviklingen i Sovjetunionen vil styrke socialismen. Derfor er det min opfattel, at dem der og/eller tror, at socialismen braser sammen, gør regning uden vært…. Det der sker under perestrojkaprocessen er, at man vender tilbage til det oprindelige grundlag for den socialistiske ide, og gennemtænker det under tidens nye betingelser.

    I tiden under Stalin fraveg man en række socialistiske principper i Sovjetunionen. Magten blev taget fra de folkevalget sovjetter, og administrative ledelsesmetoder blev i taget i brug på både det politiske og økonomiske plan. Befolkningens retsstikkerhed blev en saga blott, og millioner endte i arbejdslejre. Alt sammen noget som er socialismen fremmed… Den fornyelse perestrojkaen indeholder tager sigte på igen at sætte den socialistiske opbygning på dagsordenen…Perestrojaen står for en beslutsom og radikal nedrivning af de forhindringer, der blokerer den sociale og økonomiske udvikling, af forældede regler for styring af økonomien og af dogmatiske stereotyper i tænkningen.

    Mere.

  • 23/5-10 Gazeti – Gulag.. ideen var jo god nok...
  • Oploadet Kl. 18:49 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer
    

    21. maj 2010

    Truende kvinde i Pia Kjærsgaards ‘peberspray-sag’ var halv-militant medlem af Enhedslisten

    Pia Kjærsgaard måtte den 24. marts 1998 flygte ind i en bank , da hun stod af en taxi i Griffenfeldtsgade på Nørrebro. Belært af erfaringerne anskaffede hun sig en peberspray, og mange vil nok huske peberspray-sagen fra 2002, da en kvinde antastede og forfulgte Pia Kjærsgaard, der var på vej hjem fra frisør. Kvinden ‘daskede’ ifølge Pia Kjærsgaard ud efter hende, og opførte sig iøvrigt truende.

    Den pågældende kvinde, beskrev herefter episoden i Dagbladet Arbejderen.

    Fredag den 8. november mødte jeg Pia Kjærsgaard på gaden og ville spørge hende angående den hetz, hun er med til at piske op mod indvandrere fra ikke-vestlige lande. Den rammer jo også afrodanskere, som jeg er, idet hetzen går ind i folks hjerner og skaber politisk vildledning. Jeg truede ikke på nogen måde Pia Kjærsgaard. Men jeg fandt hurtigt ud af, at hun ikke ville i dialog om sin egen politik.”” (Møde med Pia Kjærsgaard, 11. november 2002)

    Det hele var med andre ord skabt i Pia Kjærsgaards hoved. Tanken om vold lå socialaktivisten Rebekka Ema fjernt.

    Fire måneder senere blev Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller overfaldet med maling på Christiansborg, efter Pernille Rosenkrantz-Theill havde banet vejen for venstreradikale fra Globale Rødder. Efterfølgende nægtede den daværende Enhedslisten-politiker under stor mediebevågenhed at tage afstand fra overfaldet, hvad tvang partiets hovedbestyrelse til at irettesætte hende.

    Hun fik dog efterfølgende støtte af 46 Enhedslisten-medlemmer, der sammen forfattede et åbent brev til partibladet Rød-Grønne Linjer, tidligere omtalt her på siden.

    (Rebekka Ema mfl.: Åbent brev til Pernille; Rød-Grønne Linjer, 2003/7)

    Oploadet Kl. 14:07 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer
    

    20. maj 2010

    Den ‘glødende kommunist’ Helle Thorning-Schmidt og en regering i kommunismens slipstrøm

    Hvis meningsmålingerne holder til efter næste folketingsvalg, så vil den kommende S-SF regering få Enhedslisten som støtteparti. Et af partierne der i 1989 samledes i Enhedslisten var Danmark Kommunistiske Parti (DKP), der stadig, den dag i dag har Frank Aaen siddende i folketinget. Aaen er tidligere skribent for det nu lukkede Land & Folk, DKP’s meget ideologiske parti-avis. Socialistisk Folkeparti (SF) blev i 1959 grundlagt af Aksel Larsen, efter han i 1956 var blevet ekskluderet af DKP for sin kritik af Østblokken. Et muligt ministeremne i den nye regering vil utvivlsomt blive SF’s nuværende gruppeformand, tidligere DKP-formand Ole Sohn, der fastholdt kommunismens berettigelse helt frem til Murens fald.

    Kommende statsminister vil blive Helle Thorning-Schmidt, der ikke altid har været kendt som Gucci-Helle, og måske skulle være lykkelig for lige netop den association. Jeg har set nærmere på hendes fortid, og det er interessant, først og fremmest fordi historien kun har været omtalt enkelte gange i de danske medier, og ikke siden 2007. Havde Lars Løkke Rasmussen været nationalsocialist i sine unge år, så havde det været alment kendt, og der ville ikke gå en uge uden en redaktionel artikel eller et læserbrev væltede rundt i tunge associationer.

    Helle Thorning-Schmidt blev født i Rødovre den 14. december 1966, og voksede op i et arbejderkvarter i Ishøj. Moderen var radikal, faderen var borgerlig. I 1982 startede hun som 15-årig på Ishøj Amtsgymnasium, og blev samme år en del af ‘Ishøj for fred’, som hun stiftede sammen med nogle gymnasiekammerater. På daværende tidspunkt knopskød diverse ‘for fred’-organisationer, der typisk var DKP-domineret og rettet mod NATO’s mobilisering mod truslen fra den kommunistiske østblok.

    En af stifterne af ‘Journalister for fred’ i 1984 var eksempelvis DKP’eren Leif Larsen, der efter årtiers virke i Dansk Journalistforbund, i 1992 blev æresmedlem af samme. Mere overordnet organiserede Moskva-tro lejlighedspacifister sig i ‘Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed’.

    (Helle Thorning-Schmidt med palæstinensertørklæde yderst til venstre; BT, 3/6-08)

    “‘For Helle handlede det meget om retfærdighed. Uanset om det så var protester over, at der var for mange i hver klasse, eller protester over nye atomraketter.’, siger veninden Line Hansen, der har kendt Helle Thorning-Schmidt siden 1. g.” (Jacob Nielsen: Helle for Magten, 2007. S. 23)

    “Det var i 1983, at en gruppe danske piger, der ikke var helt trygge ved udviklingen, stiftede gruppen Ishøj for Fred. De deltog i fredsmarcher, demonstrerede 1. maj og sang fredssange eller råbte deres indøvede vers: ‘Nej til Pershing og missiler, Vi vil kun ha’ børn, der smiler.’

    Da det blev jul, sad de en halv nat og klippede hvide duer, som blev hængt på juletræet foran Ishøj Bycenter.” (Ibid. S. 24)

    “Det var fredsbevægelsen, ANC i Sydafrika, Land og Folk festivaler og studenterpolitikken, der fyldte mit liv i 80’erne. Der var demonstrationer, diskussioner…” (S-Dialog, Om Helle, 22/8-09)

    På gymnasiet skrev hun blandt andet opgave om NATO’s dobbeltbeslutning om opstillingen af 572 atomare mellemdistanceraketter, som de røde fredsbevægelser (og Det Radikale venstre) opponerede kraft imod fra 1983 til 1985.

    I 1985 så hun sammen med skoleveninder en film om Gandhi i Albertslund Bio (formentligt Richard Attenboroughs Gandhi), og efter gymnasiet tog hun sammen med flere af vennerne til Bombay. Allerede her var hun tydeligvis et meget politisk menneske.

    Helle Thorning-Schmidt fyldte 18 år i 1984, og det var formentligt ved kommunevalget i november 1985 hun stemte på DKP.

    “I Helle Thorning-Schmidts egen familie blev der i årenes løb stemt på alt fra DKP til Fremskridtspartiet. Ved et enkelt kommunevalg stemte en ung Helle Thorning selv på DKP. (Ibid. S. 44)

    “Jeg var meget venstreorienteret engang. Jeg stemte SF og VS og vist også DKP en gang til et kommunevalg.” (Berlingske Tidende, 8/12-02: Ikke et ord om Gucci)

    Det er logisk at slutte, at Helle Thorning-Schmidt stemte på Venstresocialisterne (VS) ved folketingsvalgene i 1984 og/eller 1987. Karen Jespersen, der har hørt en hel del for sin politiske fortid, havde på daværende tidspunkt forlængst sagt farvel til den revolutionære socialisme der kendetegnede partiet.

    Omkring 1987 rejste Helle Thorning-Schmidt med den transsibiriske jernbane til Asien, og besøgte blandt andet Indonesien, Thailand og Kina. Var der på denne tid sympatier i retning af Formand Mao, så fremgår det ikke af kendte skriftlige kilder. På daværende tidspunkt var hun dog ifølge Jacob Nielsens biograf “allerede et politisk væsen” (Ibid. S. 25). Helle Thorning-Schmidt fik høje karakterer i gymnasiet, og startede den 1. september 1987 på Københavns Universitet, hvor hun, præget af sit politiske sind, havde tilmeldt sig statskundskab. Selv i dette venstreorienterede universitetsmiljø, tilhørte hun den yderste venstrefløj.

    Det politiske tyngdepunkt var langsomt ved at bevæge sig fra DKP og VS til SF og Socialdemokratiet. Men i 1987 var de nye tider ikke slået igennem endnu. Ånden fra 1968 hvilede stadig på universitetet, og den marxistiske analyse var ikke noget, man grinede ad. Heller ikke Helle Thorning-Schmidt, der uden at være medlem noget sted lå langt ude på venstrefløjen. Hvert år stod de ældre studerende for et frivilligt ‘grundkursus’, hvor de nye blev introduceret til grundlæggende samfundsteori med et socialistisk udgangspunkt. Fra begyndelsen var det erklærede formål med grundkurset at skabe en modvægt til den autoriserede undervisning, der blev opfattet som borgerlig og ensidig på det etablerede samfunds præmisser.

    Mellem 50 og 100 studerende samledes en eftermiddag om ugen for at blive introduceret til Habermas – men nok så meget for at være med på vognen. Det var i det venstreorienterede studiemiljø, der var fest. Det var sådan, man gjorde, og de nye var modtagelige…

    Da de studerende efter et halvt år dannede de første læsegrupper, fandt Helle Thorning-Schmidt sammen med Mette Stürup, Hanne Fredslund og Jan Ishøj Nielsen, der i løbet af det næste halvandet år blev knyttet tæt sammen og stadig ser hinanden i dag. De tilbragte timer og dage med at lave opgaver – og med at diskutere politik. Især Helle Thorning og Jan Ishøj kunne tage nogle drabelige opgør, som af og til fik de andre til at forlade lokalet. Jan Ishøj kom fra et rigtigt arbejdermiljø på Nørrebro, men var langt mere borgerlig end de tre andre i gruppen, og hans synspunkter kunne virke som en rød klud på Helle Thorning.” (Ibid. S. 27)

    Den lidt for venlige biografi undlader behændigt at kalde Helle Thorning-Schmidt for kommunist, men det fremgår alligevel klart, at det var det hun var – formentligt helt frem til slut-80’erne, hvor hun ikke mere var naiv teenager, men fremadstormende universitetsstuderende i starten af 20’erne.

    “Allerede på rusturen havde Helle Thorning-Schmidt mødt en ung mand… Da Hele Thorning året efter selv blev rusvært for det næste hold, inviterede hun Kresten Schultz ind for at fortælle de nye studerende om livet på studiet… Politisk var de ikke helt på linje. Kristen Schultz Jørgensen var socialdemokrat, mens Helle Thorning-Schmidt abonnerede på den kommunistiske partiavis Land & Folk.

    ‘Men hun var jo på ingen måde skolet, som nogle af de ældre var. Der var ikke noget betonkommunist over hende, og man fornemmede, at hun var bevægelig. Med tiden ændrede hun sig og blev mere for samfundet’, siger Kresten Schultz Jørgensen. Samtidig var Helle Thorning-Schmidt ikke mere revolutionær, end at hun kunne begå sig i de pænere hjem.” (Ibid. S. 27f)

    Ligesom sin storesøster Hanne var Helle Thorning-Schmidt på det tidspunkt glødende kommunist og holdt avisen Land og Folk.” (relateret til 1987-1990; Fyens Stiftstidende, 17/4-05: Helle Thorning-Schmidt mod alle odds)

    Slutningen af 1980’erne er dårligt beskrevet, men alt tyder på hun ved Murens fald i 1989 (som 22-årig) stadig abonnerede på Land & Folk, der bar undertitlen ‘Organ for Danmarks Kommunistiske Parti’. Politisk redaktør for DKP-avisen var på daværende tidspunkt Enhedslistens Frank Aaen. SF’s senere gruppeformand, Ole Sohn, der siden 1981 havde siddet i DKP’s centralkomité, var et par år forinden blevet formand for partiet.

    Langsomt blev Helle Thorning-Schmidt demokratisk socialist, men det var først i månederne efter det danske nej til Maastricht-aftalen i 1992, at hun blev socialdemokrat. Året efter meldte hun sig ind i partiet, hvor hun senere blev en del af Ritt Bjerregaards berømte kaffeklub. I 1999 blev hun valgt ind i Europaparlamentet, og det var her den egentlige politiske modning fandt sted. Her gav parti-vennen Freddy Blak hende tilnavnet Gucci-Helle, på grund af hendes kærlighed til dyre mærkevarer. Hun kom hjem igen, og den 14. april 2005 blev hun formand for Socialdemokratiet efter et vel overstået kampvalg mod Frank Jensen. Her var transformationen fuldendt. Den glødende kommunist, tilhørte nu Socialdemokratiets højrefløj.

    “Henrik Sass Larsen kiggede på Helle Thorning-Schmidt. Så sagde han langsomt, mens han markerede hver stavelse med knyttede nævner, der bevægede sig op og ned. ‘Sig efter mig: Jeg er de-mo-kra-tisk so-ci-a-list’. Men Helle Thorning-Schmidt gjorde ikke, som han sagde. ‘De ord vil jeg nok ikke bruge’, sagde hun. Hun betragtede ikke sig selv om socialist… (Ibid. S. 160)

    (Helle Thorning-Schmidt, 2005; I: Jacob Nielsen: Helle for magten, 2007. S. 123)

    Citater.

    Aksel Larsen, SF-grundlægger.

    “Intet menneske har i levende live formået og nået at udrette så meget, gennem sit værk at få så stor betydning for menneskeheden, som kammerat Stalin!” (Aksel Larsen: Taler og artikler gennem 20 år, 1953, I: Mikkel Plum: Bombarder hovedkvarteret, 1998. S. 21)

    “Vi sværger en dyrebar ed om at fortsætte kampen for freden, demokratiet.. (og) socialismen.” (mindetale for Stalin, 1953 ifølge Kurt Jacobsen: Aksel larsen – en politisk biografi, 1993; I: I: Mikkel Plum: Bombarder hovedkvarteret, 1998. S. 21)

    “Som økonomisk system er den (socialismen) i dag under udbygning i lande med over en tredjedel af jordens befolkning. Mange af de resultater, man dér har nået, viser den socialistiske økonomis overlegenhed.” (Programudtalelse vedtaget på SF’s første kongres, 6/6-59; I: Mikkel Plum: Bombarder hovedkvarteret, 1998. S. 34)

    “Man skal ikke holde fanen så højt, at man ikke kan få den med gennem døren.” (udat.)

    Ole Sohn, tidligere DKP-formand, nu Socialistisk Folkeparti. Nævnt som økonomiminister i en S-SF regering.

    “I den senere tid er jeg, og mange andre kommunister, ofte blevet spurgt, hvordan vi har det med vores holdninger og teori, nu hvor ‘tingene bryder sammen østpå’… Det er rigtigt, at der er voldsom drift i de socialistiske lande og store forandringer undervejs. Reformprocesser sættes i gang. Der gøres op med tidligere tiders dogmer, fejltagelser og forbrydelser. Men det betyder jo ikke, at man gør op med den socialistiske teori og de kommunistiske idealer. Og det får mig heller ikke til at sige, at socialismen som ide og samfundssystem er en dårlig ting, tværtimod.” (Oktober 1989)

    Frank Aaen, DKP og Enhedslisten. Parlamentarisk grundlag.

    “Jeg er socialist, og hvis du vil spørge, om jeg stadig er kommunist, så vil jeg sige, at det er jeg også.” (Politiken, 8/11-09: Frank Aaen: Jeg er stadig kommunist)

    

    16. maj 2010

    Økonomisk omfordeling ad libitum – Enhedslisten

    Gerningsmændene var ifølge DR Online maskerede, men det får næppe Enhedslisten til at støtte maskeringsforbuddet. Fra Fra Sappho – Nørrebro-unge stjal Enhedslistens barkasse.

    “Der er selvransagelse hos Enhedslisten. Partiet holder i øjeblikket landsmøde i Korsgadehallen på Nørrebro. Men alt er ikke gået efter planen. I går blev barkassen stjålet af lokale unge…

    Oploadet Kl. 17:09 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    14. maj 2010

    Venstreekstreme Kirkeasyl – Politikens udlændingepolitiske frontorganisation?

    Sidste års angreb på den danske udlændingepolitik i regi af Kirkeasyl, endte i sensommeren med oprettelsen af Komitéen for flygtninge under jorden, og det i medierne meget omtalte Asylbureau. Hvor komitéen systematisk overtrådte loven, så var formålet med asylbureauet at udnytte gældende love og konventioner til at omgå den danske udlændingepolitik.

    Asylbureau blev et anpartsselskab, der fik Nikolaj Bøcher, som direktør, og han er en gennemgående figur i Kirkeasyl og beslægtede autonome organisationer. Privat bor han i kollektiv med Anne Baagø, initiativtager til Luk lejren oktober 2008, og talsperson for Kirkeasyl sommeren 2009. I det forholdsvis lille kollektiv bor flere kendte venstreradikale, herunder Søren Borking, der tidligere var talsmand for Globale Rødder. I forbindelse med EU-topmødet i 2002 sammen med Kirkeasyls senere pressechef Pelle Dragsted, der til Dagbladet Arbejderen erklærede at de ‘direkte vil konfrontere magten’.

    Forleden fik jeg tilsendt to interne evalueringer fra Kirkeasyls Asylbureau. Her kan man se, at en ‘HRGjerding’ onsdag den 9. september 2009 indkaldte til et såkaldt ‘pressetræningsmøde‘. HRGjerding er identisk med Helena Reumert Gjerding, der er nært beslægtet med Enhedslistens Maria Reumert Gjerding, der sidder på Christiansborg sammen med Frank Aaen og Pelle Dragsted. På Roskilde Universitetscenter har hun blandet andet skrevet opgaver med autonome Laurids Hovgaard og terrorsympatisørerne Anne Rehder og Katrine Willumsen.

    Helena Reumert Gjerding er søster til Sebastian Gjerding, der tidligere var talsmand for Globale Rødder, og som praktikant for Dagbladet Information kort forinden skrev flere tårevædende artikler om afviste asylansøgere. Under COP15 skrev han rosenrødt om forsøget på at “sætte en anden dagsorden”, og minsanten om ikke medskribenten i et enkelt tilfælde er Lars Borking – tidligere aktiv i Globale Rødder, og nu løst tilknyttet Information som klima-journalist.

    Hvor det ikke kan overraske, at Dagbladet Information i kraft af sit bagland har tæt kontakt til venstreradikale miljøer, så fremgår det klart af de to tilsendte evalueringer, at Politiken agerede som en selvstændig aktør, og gik langt videre end medier bør gøre, ikke mindst af hensyn til den journalistiske integritet – den klassiske adskillelse mellem ‘news’ og ‘views’.

    (word-fil, Asylbureaus evaluering[2].doc; udateret, ultimo 2009)

    Af word-dokumentets skjulte data, fremgår det, at begge evalueringer er skrevet af Ditte(-Marie) Fallesen Kjer, på en computer tilhørende Københavns Kommune. Hun har som flere andre i Kirkeasyl en fortid i den venstreorienterede Operation Dagværk.

    Fra den første evaluering.

    “Asylbureau blev oprettet den 17 august.
    Banken den 18 august.
    Ugen efter blev der holdt møde med Rasmus Bjerre + Mikkel Skov.”

    “Var i medierne hvor vi prøvede at fortælle om asylbureaus koncept, vi nævnte ikke at vi allerede havde fået afslag, prøvede at sælge historien om det nye forrygende og sunde initiativ som danskere kunne støtte.”

    “3-4 september blev vi færdig registrerede som Aps.
    Snakke med dataløn, Politiken, Merkurbank om tilbud om at sætte kassekredit til rådighed. Der blev skabt alliancer”

    Næsten fra begyndelsen havde Politiken vist interesse i vores virksomhed, og vi havde telefonisk kontakt, ligesom der var korrespondance omkring vores virksomhedsplan etc.
    15 september. Vi endte med ikke at sende vores ansøgninger ind, da pol gav os et ultimatum. Enten ville vi fortsætte samarbejdet med dem og så måtte vi ikke sende ansøgninger af sted, ellers var det slut. Panikmøde i cafeen, møde senere på aftenen udenfor. Vi var ret mange. Det var en svær diskussion idet pols ultimatum var det samme som at forkaste alt det vi havde arbejdet på, og droppe vikardelen helt dvs Asylbureau. Vi var ikke enige i deres analyse af situationen – de lagde meget lidt vægt på at imødekomme proforma stemplet udlændingeserviece gerne ville give os uanset hvad…

    Onsdag d. 17. Rystende møde med Peter Mogensen.

    “Vi talte med kloge folk og arbejdede på nye alliancer indenfor univerdnen. Møde med Gammeltoft og flere.”

    “Møde med Foldschack. Vi ville have juridisk bistand, der blev sat et møde op og han fik plantet ideen om at lave en fond. Efter det blev der brugt lidt tid på at diskutere fonden. Vi så et stort potentiale i fonden og dens muligheder for at ophobe midler.
    Tovtrækkeri med Politiken i tiden herefter om hvad der skulle ske med pengene. Vi ville gerne have at pengene gik ind i fonden.
    Tiden herefter kom til at handle meget om møder med Politiken. Vi ville gerne have formaliseret samarbejdet med dem og klarlagt hvad vi kunne ofrvente af hinanden.

    Vi ringer til Pol og fortæller det til dem. I starten bakker de os op, og vi holder dem løbende underrettet om sagens absurde gang.
    Fredag d. 30 får vi kniven og de vil køre selv.”

    Da Kirkeasyl var på sit højeste, stod Politikens redaktionschef Peter Mogensen på scenen under et større demonstration på Rådhuspladsen. Her forklarede han, at han var der ‘lidt’ på vegne af hans “gode ven og chef Tøger Seidenfaden”. Efterfølgende forklarede han på sin blog, at han ikke altid kunne forholde sig neutralt, og tilføjede, at Kirkeasyl “var en tværpolitisk moralsk humanitær sag”.

    (Peter Mogensen, Kirkeasyl-demonstration, 18. august 2009; mere)

    At Kirkeasyl skulle være ‘tværpolitisk’ er meget langt fra virkeligheden, hvad Peter Mogensen, Tøger Seidenfaden og Politiken på intet tidspunkt kan have været uvidende om. Af den ovenciterede Asylbureau-evaluering, fremgår det tillige klart, at Politikens samarbejdede med Kirkeasyl på en måde, der intet har med journalistik at gøre. Politiken forsøgte at presse Kirkeasyl til at makke ret, men et dagblad bør selvfølgelig ikke have en udlændingepolitisk frontorganisation.

    Første navn der optræder i evalueringen er Rasmus Bjerre. Helt tilbage i 1997, var han en af 27 venstreradikale der i Holland blev sigtet for medlemskab af en kriminel organisation under et anti-EU-manifestation. Blandt de øvrige var flere medlemmer af Antifascistisk Aktion, Pelle Dragsted (igen igen), Ulrik Sebastian Kohl (terrordømt), Claus Svendsen og tidligere Enhedslisten-MF’er Pernille Rosenkrantz-Theill. Claus Svendsen meldte sig ud af Enhedslisten året efter, da han fra talerstolen på årsmødet, nægtede at undsige overfaldet på Pia Kjærsgaard. Rosenkrantz-Theill blev frikendt og fik erstatning fra den hollandske stat – halvdelen af erstatningen donerede hun prompte til Antifascistisk Aktion. Fem år senere angreb en af hendes gæster statsminister Anders Fogh Rasmussen med rød maling – Lars Grenaa, Globale Rødder, og senere – Kirkeasyl.

    I 2001 var Rasmus Bjerre aktiv i Göteborg-aktionen (gbg2001), en paraplyorganisation for den yderste venstrefløj, herunder ATTAC og Antifascistisk Aktion. Overfor Information afviste han brugen af vold, og nuancerede herefter så ingen kunne være i tvivl om sindelaget: “Vi kunne ønske os en verden, hvor vold ikke var et virksomt, politisk middel, men det er ikke tilfældet” (Ikke et spørgsmål om pædagogik, 12/7-01). I 2004 var han talsmand for den af Frank Aaen stiftede Kritiske Aktionærer, og året efter samarbejdede han med Claus Pedersen og Per Clausen (begge Enhedslisten) om aktiviteter i Piratgruppen. Samme år støttede han Foreningen Oprør, og i 2006 forelæste han i Enhedslistens Studenternetværk om nødvendigheden af marxisme og nytten af “radikale samfundsændringer” (Karl Marx er ’max delight’ for de unge; Politiken, 28/10-06).

    Næste person der omtales er Mikkel Skov Petersen. Han stiftede i 2001 Mediesyndikatet Monsun, sammen med bl.a. AFA-grundlægger Martin Lindblom, og var ifølge wikipedia pressesekretær for Enhedslisten i perioden 2005 til 2009.

    Derudover nævnes Knud Foldschack, der deler advokatkontor med Enhedslisten-MF’er Line Barfoed, hvis samlever har registreret flere af telefonerne på Kirkeasyls interne telefonliste. Foldschacks net af fonde, inkluderer ikke bare Fonden Jagtvej 69, der forsøgte at købe Ungdomshuset, men adskillige virksomheder, herunder Egen Vinding og Datter og Logik & Co. Det anvendte pengeinstitut Merkurbank, dukker ofte op i forbindelse med Foldschacks mange selskabskonstruktioner.

    Asylbureau fortæller desuden at de søgte råd hos en ‘Gammeltoft’, hvilket teoretisk set kunne være Hans Gammeltoft-Hansen, arkitekten bag den skæbnesvangre udlændingelov af 1983, der tillige er jura-professor. Det er dog spekulationer.

    Derudover omtales to advokater. Kaare Traberg (Smith) og (Christian) Dalager – ikke ligefrem en indikation på noget tværpolitisk.

    I den såkaldte ‘Politiken relation gruppe‘ listes fem fornavne. Foruden ‘Kirstine’ (Nordentoft Mose) og ‘Helena’ (Reumert Gjerding), er de tre øvrige formentligt Jacob (Hjuler Tamsmark), Pil (Christensen, Luk lejren) og Nikolaj (Bøcher). I ‘Presse’-gruppen, sidder foruden ‘Kirstine’ (Nordentoft Mose) og ‘Helena’ (Reumert Gjerding), en ‘Irmelin’, Katrine (Syppli) Kohl og Nikolaj (Bøcher).

    Fra den anden evaluering.

    “Asylbureau er formodentlig tvangsopløst fra 14. Januar fordi vi ikke har fået ny. Det er afgørende at finde ud hvad det betyder for den beslaglagte virksomheds-formue. Der er taget kontakt til Rasmus Bjerre for råd&vejledning.”

    “Presse/kampagne: planerne for at mødes er ikke så konkrete, men det sker
    Politiken-kontakten: mødes

    “Det sværeste…

    Man skulle konstant gå på kompromis, og have en presseprofil som ikke direkte kunne sige hvad vi mente
    • Konflikten i at skulle tale med en masse mennesker som man ikke nødvendigvis er særlig enig i.”

    “Det bedste
    • Positivt at være en del af initiativerne omkring kirkeasyl og arbejdet for opholdstilladelser – nu på systemets præmisser!

    “Asylbureau skulle også være et initiativ der kunne komme i medierne. Vi håbede at lave debat, som kunne være med i et generelt folkeligt pres der kunne presse ophold igennem… Efter første afslag blev næsten alt politisk kritik fjernet fra hjemmesiden og det generelle udtryk, for at fitte ind som troværdig virksomhed – nu med fuldt fokus på at få ansøgningerne igennem.”

    “Politiken – relationen
    Det var umuligt at gøre andet, men
    Det var virkelig ikke særlig rart og vi blev hevet rundt med konstant.
    Vi forsøgte konstant at få kontrol i relationen, men det var helt umuligt. Vi lavede blandt andet en samarbejdsaftale, som de sagde var fin og som vores jurafolk (advokat?) havde set igennem, men de lod være at underskrive den…

    Det var virkelig svært at vi efter de første afslag brugte virkelig meget energi på de nye ansøgninger, som vi så aldrig fik sendt ind – fordi Peter Mogensen sagde at hvis vi gjorde det kunne vi ikke samarbejde med Politiken. Det de sagde var at de gerne ville holde deres redaktionelle avisprofil, og så bare støtte en virksomhed, der ville ansætte irakerne…

    Det har været vildt frustrerende at halse efter Politiken. Derudover kan man bare ikke komme uden om at over for os har de ikke opført sig godt – de har været lidt af nogle svin, og været virkelig gode til at spille det spil.

    På den anden side fulgte vi dem også fordi vi rigtig meget havde brug for pengene, og derfor halsede vi efter dem.

    Venstreradikale Kirkeasyl forhandlede med Politiken, men følte avisen kørte et dobbeltspil i forhold til egne tiltag. I den første ikke-daterede evaluering (ultimo 2009), fortælles, at Politiken den 12. november 2009 lancerede deres ‘Irakcenter kampagne’, og på denne måde snigløb Kirkeasyl. På Politiken.dk, kan man læse at ‘Politikens Irak Center’ ikke som Kirkeasyls Asybureau Aps var et virkarbureau, og mellem linierne fremstår det sådan, at Politiken i modsætning til Kirkeasyl, ikke helt så aktivt ville konfrontere lovgivningen. Siden den 26. december 2009 er intet skrevet om ‘Politikens Irak Center’, der efter alt at dømme afgik ved døden efter det mediestunt, det på forhånd var tiltænkt at skulle være.

    Efter Kirkeasyl fik konfiskeret deres penge, ændrede de navnet til Irakinstituttet med samme oplysningsformål som ‘Politikens Irak Center’.

    Efter beslaglæggelsen af de 308.000 kr. har Asylbureau ApS skiftet navn til Irakinstituttet. Og formålet er nu ikke længere at skaffe vikarjobs til afviste irakere, men alene at drive oplysningsvirksomhed.” (Berlingske Tidende v/ Lene Frøslev, 30/9-09: Politiet beslaglægger Kirkeasyls formue)

    Da Irakinstittutet i lighed med Politikens tiltag først og fremmest var tiltænkt at sætte dagsordenen i medierne, så er der ikke sket noget videre, udover oprettelsen af et anpartsselskab. Bestyrelsesformanden for Irakinstituttet Aps er Katrine Syppli Kohl, og blandt de otte menige bestyrelsesmedlemmer er selvfølgelig flere Kirkeasyl-aktivister, herunder Jacob Hjuler Tamsmark, Helena Reumert Gjerding og hendes far Søren Bønnelycke Gjerding. Derudover optræder Cecilie Lærke Anbert og Ida Kappel Buhl, der begge har været aktive i Operation Dagsværk, sidstnævnte som bestyrelsesmedlem. Derudover også Laura Harhorn Jørgensen, der tidligere har siddet i landsledelsen af Socialistisk Ungdomsfront. Kun en enkelt skiller sig ud – den private iværksætter Christina ‘Cibo’ Ciborowski.

    Det sidste bestyrelsesmedlem i Kirkeasyls Irakinstituttet Aps er Balder Bergmann Johansen. En mand BT i 2002 udnævnte som værende Antifascistisk Aktions ‘general’, der i dag er ledende i Knud Foldschacks Logik & Co., og en af ‘otte visionære’ tænkere i Politikens nystiftede tænketank (Se evt.), lanceret den 10. oktober – kort før det definitive brud.

    Uanset hvilket træ man ryster i det der blev lanceret som et borgerinitiativ, så står det klart at Kirkeasyl var identisk med Enhedslistens revolutionære venstrefløj, og ligesom Den Røde Bande skabte en folkestemning med iscenesatte kirkebesættelser i 1992, så forsøgte Enhedslistens rød/sorte bagland med Kirkeasyl noget lignende sidste år.

    Politiken gik med hele vejen, og sprang først fra, da et videre samarbejde med venstreekstremister, kunne risikere at få varige konsekvenser for avisens integritet. Offentligt forsøgte man at italesætte Kirkeasyl som et tværpolitisk initiativ, bag facaden forhandlede man med den hårde kerne af anti-nationale socialister, om hvilken vinkel man skulle anvende for at åbne grænserne.

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper