6. december 2011

DR-chef gift med RAF-sympatiserende forfatter: Kan ikke “tage afstand fra terror som våben”

DR’s Underholdningsredaktør Jan Lagermand Lundme husker jeg svagt fra ungdomsprogrammet Zig-Zag, der kørte på monopol-DR i slutningen af 1980’erne. Privat er han gift med forfatteren Tomas Lagermand Lundme, der sidste år blev slået ned af tyrkere på Vesterbrogade for umiddelbart efter at blive røvet af tre iranere.

Tomas Lagermand Lundme er i dag medlem af (kommunistiske) Enhedslisten. Her lidt fra hans kommentar i Information, 6. november 1999 – Stilhedens støj er foruroligende.

“… RAF grundlagdes 14. maj 1970 ved en befrielsesaktion af Andreas Baader fra et universitetsbibliotek i Berlin – som byguerilla mod det fascistiske Vesttyskland, monopolkapitalismen og selve styret, der i det små undergravede demokratiet med middelmådige betragtninger. …

Men en verden var forandret i hovederne på nogle af dem, der i blandt mig selv, der sad i klubværelser og prøvede at tænke, formulere og bekendtgøre en vrede på et system, der ikke er særlig rart at trives i. …

Hvad gør man så, når forbillederne fra Rote Armee Fraktion bekendtgører, virkeligheden er blevet en anden, og man ikke længere kan gå under jorden med sin harmdirrende fråde over alt det her, der fylder mine levende timer med smag af mødding?

Jeg kan jo ikke med god samvittighed tage afstand fra terror som våben mod et så pilråddent system, som det vestlige forankret i joggingbuksestof og kradsebingo. … Jeg mangler et sted, hvori min vrede kan formuleres kraftigt nok, og hvori drømmen kan blive til en snert af virkelighed i det her demokratiske lortehul. Derfor kan jeg på ingen måde tage afstand for en voldelig revolution, der til syvende og sidst vil medføre mere magt til fantasien og større kraft til den individuelle udfoldelses-trang på de blomstrende bomuldsmarker af parcelhus-kvarterer.”

(Roskilde Festivalen 2009; Uriasposten)

Oploadet Kl. 13:23 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


19. november 2011

Enhedslistens Pelle Dragsted på besøg hos socialistiske kampfæller i Libyen (1993-94)

Det er ikke det værste i Pelle Dragsteds fortid, men det er nu alligevel interessant, at ikke alle slog hånden af Gaddafis arabisk/islamiske socialisme efter Lockerbie-attentatet, der kostede 270 uskyldige livet kort før jul tilbage i 1988.

180 Grader-bloggeren’Dadk’ har kommenteret EB-artiklens relativisme, så her blot lidt af det faktuelle fra fredagens Ekstra Bladet – I Libyen på Gadaffis regning.

Johanne Schmidt-Nielsens politiske rådgiver og spindoktor, Pelle Dragsted, var i 90’erne på venskabslejr i Libyen betalt af Gaddafi-styret. Pelle Dragsted bekræfter, at han både i 1993 og 1994 deltog i en ugelang konference i Libyen. Og han erkender, at turene efter al sandsynlighed var betalt af det libyske regime under ledelse af Muammar Gaddafi. …

På det tidspunkt, hvor Pelle Dragsted var i Libyen på Gaddafis regning, var landet isoleret fra det internationale samfund. 21. december 1988 eksploderede et Boeing 747 på vej mod New York over landsbyen Lockerbie i Skotland. 270 mennesker mistede livet.”

(Wikipedia, History of Libya under Muammar Gaddafi)

“The democratic system is a cohesive structure whose foundation stones are firmly laid one above the other, the Basic People’s Conferences, the People’s Conferences, and the People’s Committees, which finally come together when the General People’s Conference convenes. There is absolutely no conception of democratic society other than this.” (Gaddafi i Green Book, 1975 jf. Andrew Roberts)

“We have 50 million Muslims in Europe. There are signs that Allah will grant Islam victory in Europe—without swords, without guns, without conquest—will turn it into a Muslim continent within a few decades… They should agree to become Islamic in the course of time, or else declare war on the Muslims.” (Gaddafi, 10. april 2006 jf. New York Sun)



16. november 2011

Liberal Alliance vil stemme for aftale, der har til hensigt at integrere afviste asylansøgere

Selvom Berlingske Tidende fortæller, at Asylansøgere må vente med at flytte i egen bolig, så er det faktisk en artikel, der fortæller, at Liberal Alliance i samarbejde med rød blok vil have afviste asylansøgere integreret i samfundet. Hvis en afvist asylansøger har samarbejdet om ‘hjemsendelsesforanstaltningerne’, så sidder han i et fly på vej til den destination han kom fra.

“Tidligst til sommer kan asylansøgere i Danmark finde ud af, om de er blandt de heldige, der kan flytte i egen bolig uden for asylcentrene. Det fremgår af aftalen om en ny rets- og udlændingepolitik, som regeringen netop har indgået med Enhedslisten og Liberal Alliance.

Hvor afviste asylansøgere, der ikke kan vende hjem, og som har samarbejdet om hjemsendelsesforanstaltningerne, samt asylansøgere, der får deres sag behandlet, ifølge regeringsgrundlaget skal kunne bo og arbejde uden for asylcentrene efter et halvt år, lyder det nu fra aftaleparterne…

Ændringen skulle sikre en “ordentlig og anstændig behandling af asylansøgerne”, mens de er i Danmark. Og give asylansøgere flere kompetencer, så de får lettere ved at integrere sig i Danmark, eller får bedre forudsætninger for at starte et nyt liv, når de vender hjem.”

Oploadet Kl. 15:27 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


8. november 2011

Nyhed for minister: “Unge med indvandrerbaggrund er underkastet massiv social kontrol…”

Når man gør integrationen til en del af socialministeriet, så må det vel være ud fra en forventning om, at integration ikke handler om kultur. I den forstand er Karen Hækkerup nødt til at spille overrasket, og den rolle kan hun ligeså godt vænne sig til, når nu hendes flertal ikke er villige til at drage de logiske konsekvenser af den fremlagte viden.

Fra Jyllands-Posten – Indvandrere styres hjemmefra.

“Unge med indvandrerbaggrund er underkastet massiv social kontrol fra deres familier. Især når det gælder kærlighed og sex. Det viser den første store undersøgelse af omfanget af den sociale kontrol i indvandrerfamilier. Resultatet af undersøgelsen bekymrer social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S). …

3.000 unge mellem 15 og 20 år har deltaget i undersøgelsen ”Ung i 2011”. Den viser bl.a., at hver anden unge nydansker oplever, at de ikke må have en kæreste, og at hver fjerde frygter, at familien vil vælge en ægtefælle til dem mod deres vilje.

Karen Hækkerup ser undersøgelsen som et opgør med tilliden til, at beskæftigelse er den vigtigste faktor for integration.

»Det er ikke nok alene at have fokus på, at hvis folk bare finder et arbejde, så kommer de også til at dele vores værdier. Vi skal holdningsbearbejde,« siger hun.”

Slutteligt i artiklen serverer Karen Hækkerup det der må være F-A-RV-EL-regeringens disclaimer, der groft ignorerer, at forholdene for indvandrerkvinder (Læs: muslimske kvinder) på ingen måde er bedre i lande uden udlændingedebat.

Den der dem og os-retorik har haft en negativ indvirkning. Den har skubbet folk derover, hvor de kigger indad mod deres egne værdier.” (Karen Hækkerup)



22. oktober 2011

Enhedslisten 2011: At mødrene har en særlig binding til deres børn, er en gammeldags opfattelse

Beton-feminismen lever i bedste velgående at dømme efter torsdagens “bimbo-kvote”-debat på DR2. Lad os starte med et par tilfældige tal:

I 2010 havde Kriminalforsorgen i gennemsnit en kapacitet på 4.117 pladser. Pladserne var i gennemsnit belagt med 96,3 %, hvilket svarer til et belæg på 3.965 indsatte pr. dag. Heraf var 172 kvinder.

[Statistikberetning 2010 – Kriminalforsorgen]. Altså:

Indsatte i danske fængsler: 4% kvinder, 96% mænd.

Og nu til aktieselskabernes bestyrelser, Januar 2011. Her var der 107449 danske mænd, 27808 kvinder og 9537 udlændinge, som man ikke har kønsfordelingen på. [Corporate Governance – Kønsfordeling i aktieselskabers bestyrelse status jan. 2011] Tager man de danske tal procentuelt, får man:

Bestyrelsesmedlemmer i danske virksomheder: 21% kvinder, 79% mænd.

Lad os herefter stille de retoriske spørgsmål: Hvor er uligheden størst? Og hvorfor starter ligestillingsfanatikerne ikke med at ændre på dette forhold, inden man retter den mindre ulighed?

For en gammel kønskriger som mig var DR2-Debatten fra i torsdags som at blive slået tilbage til start i Ludo. Det røde segment har tilsyneladende intet lært og henter deres holdninger i 70ernes støvede tankegods. I hvert fald har de snorksovet de seneste 10 år.

Siden man i 2003 indførte de såkaldte bimbo-kvoter for betyrelserne i Norge, har man haft svært ved at finde tilstrækkeligt med egnede kvinder. Det har bl.a. haft en konsekvens, der burde interessere socialister, nemlig den at ganske få kvinder sidder på ganske mange poster. Magten er blevet koncentreret, uligheden større! Fra DJØF-bladet – Lille elite vinder på norsk kvotelov:

I august 2009 delte godt 36 kvinder mere end 130 bestyrelsesposter imellem sig. Denne lille elite af erhvervskvinder – i norske medier kaldet ’guldskørterne’ – sidder altså på omkring 16 procent af kvindernes bestyrelsesposter på trods af, at de kun udgør godt seks procent af det samlede antal kvindelige bestyrelsesmedlemmer.

I HK glæder man sig over den norske udvikling og spekulerer ikke over, hvorfor den mon er “stagneret” ved de 40% [HK.dk]. At lønsomheden falder, interesserer vel hverken fagforsteningerne eller RAF-regeringen, men så retsstaten da? (host host) . Fra sammenfatningen af Cepos dokument KØNSKVOTER I STRID MED GRUNDLÆGGENDE RETSPRINCIPPER:

Tesen om at flere kvinder i bestyrelsen giver bedre økonomiske resultater, er på baggrund af de analytiske og empiriske undersøgelser fra bl.a. CBS og Stephen M. Ross School of Business tvivlsom. Undersøgelserne viser således, at det kan have en negativ økonomisk effekt at indføre kønskvoter. Ikke fordi kvinder bliver involveret i bestyrelsesarbejdet, men fordi det tvangsmæssige element gør, at selskaberne kan blive tvunget til at gå på kompromis med erfaring og kvalifikationer.

Derudover viser tallene fra Danmarks Statistik, Ledernes Hovedorganisatin og CBS, at der ikke er sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel. Når der blandt danske topledere kun er ca. 6,5 % kvinder, så kan et kvotekrav på 40 % ganske enkelt ikke opfyldes inden for de danske grænser, medmindre man går på kompromis med erfaring og kompetencer.

Her er konklusionen:

Positiv særbehandling bryder med grundlæggende retsstatsprincipper om ligebehandling og lighed for loven. Derfor bør der være tungvejende grunde for at indføre kønskvoter i private selskabers bestyrelser, hvilket imidlertid ikke ses at være tilfældet. Kønskvoter vil f.eks.:

  1. Bryde med fundamentale retsprincipper om lighed for loven og forbud mod forskelsbehandling
  2. Indskrænke aktionærernes ejendomsret og dermed motivationen til at investere i virksomheden.
  3. Tilsidesætte selskabernes selvbestemmelsesret og dermed skabe divergens i forhold til god selskabsledelse og de anbefalinger, som både Moderniseringsudvalget og Komitéen for god Selskabsledelse har fremsat.
  4. Risikere at skade virksomhedernes performance.
  5. Bevirke at selskaber bliver nød til at erstatte erfarne og kompetente bestyrelsesmedlemmer med yngre og mere uerfarne personer, da udbuddet af tilstrækkeligt kvalificerede kvinder (endnu) ikke står mål med efterspørgslen inden for landets grænser, eller alternativt søge til udlandet for at finde det fornødne antal kvalificerede kvinder.
  6. Et krav om kvoter i danske bestyrelser risikerer derudover at blive den berømte dråbe i bægret, som får danske selskaber til fx at flytte til udlandet eller omorganisere sig. En tendens der allerede er set i Norge.

Da forslaget således strider mod det almindelige lighedsprincip og ikke har nogen selvstændig positiv effekt er anbefalingen, at der ikke bliver indført lovgivning om kønskvoter i Danmark.

Det burde efterhånden være klart, at målet ikke er lighed, men hævn over mandekønnet, og således beklædt med lidt fakta, kan man jo se eller gense hanens kamp mod hønsene fra i torsdags. Den modige hane var Søren Fauli, som muligvis er en blød mand, men dog har rygrad til at tage en kamp. Deltagerne var følgende:

Søren Fauli, Anne Christine Bech, Rushy Rashid, Camilla-Dorthea Bundgaard, Dorte Toft, Lone Frank, Elisabeth Møller Jensen, Özlem Cekic (SF), Pernille Skipper (EL), Mai Henriksen (K), Marie Krarup (DF).

DR er begyndt at lave deres eget referat af Debatten. Her et par citater:

Den klareste fortaler for en rendyrket kvindekvoteordning var Enhedslisten.
– I mange hundrede år er mænd ikke blevet valgt til bestyrelser, fordi de er kvalificerede. De er blevet valgt, fordi de er mænd. Det er der først for meget nyligt blevet gjort op med. Så ville der ikke være en smule poetisk retfærdighed i, at den bøtte blev vendt en smule om? Spurgte Pernille Skipper, nyvalgt folketingsmedlem for Enhedslisten.
Men det vandt ikke meget genhør hos de mere blå debattører. Blandt dem Camilla-Dorthea Bundgaard, der er chefredaktør på Damefrokosten.com.
– Og så er det mændenes tur til at opleve diskriminationen, for så er vi virkeligt ligestillede. Hvis bare de mænd, der lever i dag, ville være så venlige at bøde for en lang, lang historie, som ingen i dag kan gøre ret meget ved. Så har vi fået ligestilling? Sagde Camilla Dorthea Bundgaard.

Det var et underligt setup at begrave Fauli i kvinder, men de blå klarede sig glimrende. Skarpest var Lone Frank og Marie Krarup, men morsomst var det røde holds Pernille Skipper med overskriftens citat:

“At mødrene har en særlig binding til deres børn, det er en gammeldags opfattelse”

Søren Fauli krævede derefter at føde et barn, mens Marie Krarup forsøgte at forklare Scarlet Pernille, at mænd ikke kan amme.

Resten af det røde hold var ikke meget bedre. En mente f.eks. at når der stod i et papir, at man kun valgte de bedst kvalificerede, ja, så GJORDE man det sandelig, selvom man altså fravalgte nogle mænd alene på kønnet. Jeg tror lyserøde Camilla Dorthea forsøgte at “nå” det røde hold, men jeg tror også hun måtte sande, at det var spild af gode kræfter.

Her til sidst skal vi se en lille bonus-film. Især de kvindelige læsere bør slå antennerne ud:

Oploadet Kl. 13:59 af Kim Poulsen — Direkte link18 kommentarer


2. oktober 2011

S/SF/R vil gøre det lettere at få familiesammenføring, permanent ophold og statsborgerskab

Ligesom den borgerlige regering af juridisk bekvemmelighed lod embedsværket fortolke stramt, så ser det ud til at rød blok på samme måde vil åbne sluserne ved at skrue på det rent administrative. Der er for mange hønsende karrierepolitikere i folketinget, og udtalt mangel på ansvarlige statsmænd. Fra Jyllands-Posten – Udlændingepolitikken bliver lempet .

“Blandt lempelserne er, at det gældende pointsystem for familiesammenføring vil blive fjernet helt. Det bliver ikke erstattet af et andet pointsystem. …

Den omstridte 24-årsregel og tilknytningskravet består. Men ifølge Jyllands-Postens oplysninger vil de tre partier lempe på kravene til f.eks. bolig og den garantisum, som et par skal stille.

Også reglerne for at få permanent ophold og statsborgerskab skal lempes. Udgangspunktet er, at reglerne for permanent ophold skal føres tilbage til tiden før de seneste stramninger sidste år. Det vil samtidig gøre det nemmere at blive statsborger. Også indfødsretsprøven skal ændres.

S, SF og R vil desuden fjerne starthjælpen, kontanthjælpsloftet og kravet om et vist antal timers arbejde for at få kontanthjælp. De regler rammer især udlændinge. På asylområdet skal asylsøgere have mulighed for at bo og arbejde uden for asylcentrene efter seks måneder.”



30. september 2011

Boligkaravanens besættelse af Østbanegården (1979) – om Fronthuset og SF’s Jørgen Skov

Enhedslisten opstod i 1989 på en base af kuldsejlede marxister med et aktivistisk venstreradikalt bagland, og som sådan kan det ikke undre, at mange af de toneangivende på nutidens venstrefløj har en problematisk fortid.

Det gælder eksempelvis den tidligere ‘Anarko-syndikalist’ Keld Hvalsø Nedergaard, der fra 2002 til 2009 sad i byrådet i Århus for Enhedslisten. I sine yngre dage deltog han i tyske BZ-manifestationer, og var ligesom den tidligere DKP-ML’er og nuværende SF’er Matthias Tesfaye, aktiv på gadeplan i kampen mod privatiseringer.

I sine ungdomsår i 1980’erne kom Hvalsø Nedergaard på Fronthuset i Mejlgade (Kulturgyngen), og kunne her have mødt Viggo Jonassen, der ved kommunevalget i 2009, var nummer 3 på Enhedslistens kandidatliste i Århus. Allerede som student var han medlem af Venstresocialisterne, og blot fem år før han fik sit lektorat, var han som aktivist i Studenterfronten med til at besætte en administrationsbygning på Århus Universitetet i forbindelse med et Rektorvalg.

Studenterfronten og den senere Fagkritisk Front udmøntede sig i købet af Fronthuset, der gav byens venstrefløj en base, der først og fremmest skulle samle og koordinere marxistiske studerendes modstand mod det der blev betegnet som ‘den borgerlige videnskab’. Blandt brugerne de første år var der selvfølgelig de mere ortodokse (Kommunistiske Studenter, Forbundet Socialister, Kommunistisk Arbejderparti, Venstresocialisterne), men også en broget flok anarkister og BZ’ere.

Blandt de sidste tilhørte Boligkaravanen, der tilbage i 1979-80 i protest mod boligmangel besatte tomme bygninger. I gruppen var der som i Fronthuset i øvrigt adskillige militante, og Boligkaravanen opsamlede flere fra kredsen omkring Gustav Bunzel. En trotskistisk historiker der dengang tilhørte arbejderklassens intelligensia, men symptomatisk for venstrefløjen, nogle år senere var medstifter af SABAE- ‘Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer’.

Den 13. september 1979 nåede Boligkaravanen sit klimaks. De havde besat Østbanegården, og på gaden foran dannede de kæde, for at undgå DSB under politiets beskyttelse kunne lukke for gas og vand. Syv endte på skadestuen, og Boligkaravanen udgav efterfølgende et langt anklageskrift mod Århus Politi. Blandt vidnerne var Enhedslistens Viggo Jonassen, der kom op af skændtes med betjente, da han insisterede på at tale med ‘bekendte’ i den besatte ejendom.

Blandt underskriverne af fællesklagen over politiets adfærd, figurerede blandt andet Inger Rasmussen og Lars Jensen, to der omtales ved navn i PET-Kommissionens store rapport. Den første for at have en relation til Den Socialistiske Befrielseshær (DSB-gruppen), der året efter stod for flere brandattentater, blandt andet mod Erik Christensens privatbolig – politimesteren der afviste Boligkaravanens klage.

Lars Nielsen var af PET mistænkt for på en rejse til Vest-Berlin, at skulle mødes med Rote Armee Fraktion. Ingen blev dømt, men det var PET’s tese, at DSB-gruppen var en prøveballon for Blekingegadebanden.

Blandt ‘ofrene’ for det Boligkaravanen betragtede som politivold var Jørgen Skov Larsen, identisk med Jørgen Skov, der fra 1993 til 2004 sad i byrådet for Socialistisk Folkeparti, og som indtil tidligere på året var kendt som chef for Bazar Vest, ansat af Olav De Linde.

I 1979 var De Linde-koncernen et symbol for kapitalismen, og Boligkaravanen besatte flere af De Lindes ejendomme, blandt andet ’spekulationsejendommen’ Frederik Allé 112 og den ‘fupmoderniserede’ Graven 14. Fra Boligkaravanens sang om Bolighajerne i Århus By.

“Vi sidder her i Lindes gård
og kigger lidt på stadsen,
om ikke alt for mange år,
så krakalerer kassen.
For bolighajens liv er kort,
så derfor bygger han no’et lort.”

Jørgen Skov og besættelsen af Østbanegården, 13. september 1979.

(SF’s Jørgen Skov; Østbanegården D. 13 Sep., Tom Bolig, 1979, s. 87)

“Fire af os blev lænket til vejskilte i 20-25 minutter. Vi stod tre ved det samme vejskilt. Det lykkedes på et tidspunkt Susie at få den ene hånd ud af håndjernet. Dette blev dog hurtigt opdaget. Betjenten strammede derefter håndjernet så meget på både Susie og Finn, at deres hænder blev blå… Jønne, som stod lænket til en anden stander, ca. tre meter borte, blev øjensynligt truet af den betjent, der stod ved siden af ham. Betjenten… havde handsker på, og han holdt med sin venstre hånd om sin knyttede højre hånd, mens han et par gange stødte sin højre albue ind i maven på Jønne. Samtidig sagde han noget, som åbenbart gjorde Jønne bange. Det fremgik tydeligt af hans ansigtstræk.” (Jan Christensen, Boligkaravanen; Ibid. s. 85)

(SF’s Jørgen Skov; Østbanegården D. 13 Sep., Tom Bolig, 1979, s. 87)

(SF’s Jørgen Skov; Østbanegården D. 13 Sep., Tom Bolig, 1979, s. 51)

Jeg ønsker hermed at klage til lokalnævnet over politiets anvendelse af det såkaldte blokadegreb på mig, samt deres overdrevne voldsanvendelse: slag og spark i nyrerne, rykken i håret… En betjent, som bar sorte læderhandsker… stod bag mig, da jeg sad i kæde på fortovet. Han tog fat med begge hænder op under mine kæber og slæbte mig omkring 3 meter hen ad fortovet. Jeg var på grund af smerten ikke i stand til at løsne hans greb om min hals. og han kunne uhindret trække mig baglæns. Da vi befandt os nogle meter fra gruppen sparkede han mig i nyrerne og ryggen, det han med den ene hånd holdt mig fast i håret. Det medførte store smerter i ryggen…” (Jørgen Skov; Østbanegården D. 13 Sep., Tom Bolig, 1979, s. 65)

Oploadet Kl. 14:31 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


28. september 2011

SUF vs Enhedslisten Ungdom – “Vi er revolutionære. Undtagen når journalister spørger.”

Socialistisk Ungdomsfront (SUF) blev dannet tilbage i 2001, da Enhedslistens ungdomsnetværk og Rebel fusionerede. I sidste uge kulminerede længere tids uro internt i SUF med udbrydergruppen Enhedslisten Ungdom< (EU). Det er svært at få et overblik over stridens kerne, men man kan sige, at hvor SUF traditionelt gør en dyd ud af sin flade struktur, og opsamler alt fra uregerlige anarkister til doktrinære leninister, så vil det mere pragmatiske EU udnytte den partipolitiske tilknytning, og angribe det politiske mere konkret og mindre sværmerisk.

“… både Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, og det nyvalgte folketingsmedlem Rosa Lund har valgt at melde sig ud af SUF, samtidig med at krigen raser blandt de unge Enhedslisten-sympatisører.” (Politiken, 27/9-11)

Herunder en illustration der cirkulerer på SUF-fløjen, den revolutionære venstrefløjs venstrefløj.

Oploadet Kl. 06:09 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


24. september 2011

Jyllands-Posten om rød blok i opposition: “… man reagerede som forurettede børnehavebørn”

God leder i dagens Jyllands-Posten – 10 års had.

“Det er påfaldende så udramatisk, ja, værdigt, regeringsskiftet forløber. Blå blok med Lars Løkke Rasmussen i spidsen erkendte nederlaget, abdicerede stille og roligt og har allerede signaleret, hvilken skarp, men konstruktiv opposition man agter at byde på. … Sådan foregår det blandt demokrater.

Husker man, hvor uværdigt det foregik i 2001 – og igen i 2005 og 2007? Gråd og tænders gnidsel, hadefulde udfald og en forbitret dæmonisering af alt, hvad den nye statsminister, Anders Fogh Rasmussen, og hans støtteparti, Dansk Folkeparti, stod for.

Hvis noget kendetegnede oppositionen – både på og uden for Christiansborg – under de 10 år med VKO-flertallet, må det være netop det indædte had, som slog de borgerlige i møde. Man kunne få opfattelsen af, at VK var kommet til magten ved en slags statskup, sådan nærmest. Venstrefløjen blev sat effektivt til vægs af en eminent dygtig statsminister, og man reagerede som forurettede børnehavebørn.

Der blev hele vejen igennem talt meget om ”tonen”, men de, der var mest bekymret på dens vegne, var sjovt nok også dem, der svovlede og hadede mest. Anders Fogh som ”hulemand”, Pia Kjærsgaard som tilsølet rotte, Danmark som lukket, indadvendt, stigmatiserende, superliberalistisk, småracistisk og meget mere af samme skuffe. Hovedparten af kultureliten glemte alt om at være kritisk og selvstændigt tænkende og kastede sig ud i en forbløffende enslydende og smalsporet kampagne mod Fogh-regeringerne.”



22. september 2011

Voxpop: Enhedslisten og Radikale kunne isolere Folketingets tre største partier værdipolitisk

Enhedslisten fik med 12 mandater et rekordvalg, men skulle man vurdere ud fra efter avisernes manden-på-gaden-interviews, så skulle de formentligt være endnu større. Jeg har gemt et par aviser, der over tre sider har interviewet 23 danskere om hvad de ville stemme, og hvad de stemte ved det netop overståede folketingsvalg.

Med det udgangspunkt har jeg set lidt på svarene, der ikke altid er helt konkrete. 18 ud af de 23 adspurgte stemte på rød blok, og de klart største partier ville blive Enhedslisten og De Radikale, der med hjælp fra Socialistisk Folkeparti formentligt kunne danne en værdipolitisk alliance, der isolerede landets tre største partier, Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.

Af blå bloks 5 stemmer, gik de to til Liberal Alliance, partiet der gik til valg på “Åbne grænser, lukkede kasser”. Venstre og Konservative fik en stemmer hver. Dansk Folkeparti fik ikke en eneste stemme, og ville ryge ud af folketinget. Hele tre af de adspurgte røde vælgere, glædede sig specifikt over, at udlændingepolitikken ikke blev et emne, og Dansk Folkeparti ikke fik taletid.

78 procent stemte på rød blok, der således fik absolut flertal med 140 mandater.

(Urban, 14. september 2011, s. 9 & 24 timer, 16. september 2011, s. 22-23)

Urban – Hvem har du tænkt dig at stemme på?

Louise Windfeldt (47-årig journalist): “Jeg stemmer Enhedslisten eller SF…”

Mujtaba Abdulridha (19-årig gymnasieelev): “Jeg stemmer på Enhedslisten, det er jeg ikke i tvivl om… Jeg blev ret provokeret over den video, som Dansk Folkeparti lavede om Vollsmose.”

Charlotte Lund (34-årig folkeskolelærer): “Jeg stemmer SF… især på grund af deres udlændingepolitik.”

Jesper Vest Hansen (21-årig studerende): “… min holdninger svarer mest til De Konservatives, så det bliver muligvis dem jeg stemmer på eller Liberal Alliance.”

Daniel Rosenhau (19-årig student): “… det bliver enten Enhedslisten eller SF.”

Jesper Teilmann Olesen (29-årig studerende): “Jeg stemmer på Enhedslisten, det har jeg gjort de sidste tre gange.”

Julie Bruhn-Petersen (33-årig kommunikationsarbejder): “Jeg stemmer på Venstre… jeg har også lyttet til Liberal Alliances holdninger.”

Niels Jonas Enok Olesen (21-årig studerende): “Jeg hælder til De Radikale, men det kan være jeg stemmer blankt.”

24 timer: Tre ugers valgkamp – rykkede den noget?

Karen Jørgensen (22-årig studerende): “Jeg stemmer radikalt.”

Rasmus Ulveman (19-årig studerende): “… har vaklet lidt imellem Liberal Alliance og De Konservative.”

Majbritt Nielsen (47-årig piccoline): “DF har ikke kørt frem med udlændningespørgsmål som sædvanligt, og det er godt… jeg er stadig socialdemokrat.”

Marianne Andersen (48-årig overlæge): “Jeg er stadig på venstrefløjen…”

Rasmus Larsen (27-årig bankansat): “Jeg er stadig liberal (LA, red.).”

Kåre Øskov (36-årig selvstændig): “Jeg synes, at det har været et valg mellem pest og kolera” (formentligt blå)

Villy Nielsen (53-årig fagforeningsansat): “Der har været en bemærkelsesværdig forskel, på den måde rød og blå blok har ført valgkamp. Blå blok har i dén grad benyttet sig af smæde- og skræmmekampagne…” (formentligt rød)

Mikkel Møller (26-årig studerende): “Jeg synes valgkampen har været bedre end de seneste års valgkampe, hvor DF har bralret op om udlændingepolitik… Jeg stemmer stadig rød blok – min stemme gik til Det Radikale Venstre.”

Marius Broch (55-årig fabriksarbejder): “Jeg har på intet tidspunkt overvejet at give min stemme til andre end Socialdemokratiet.”

Anja Hansen (36-årig fleksjobber): “Jeg har ikke ændret politisk ståsted overhovedet.” (formentligt rød)

Cana Buttenschøn (24-årig jordemoder): “Rød blok har fået min stemme.”

Laila Øksnebjerg (37-årig neuropsykolog): “… brevstemte før valgdagen på et venstrefløjsparti”

Anne Kristensen (61-årig pensionist): “Jeg har under valgkampen været i tvivl, om jeg skulle stemme SF eller S…”

Ulrik Siiner (43-årig fagforeningsansat): “Jeg… stemmer stadig radikalt.”

Karen Schmidt (56-årig socialrådgiver): “Jeg synes, at det har været positivt, at der ikke er blevet snakket så meget om… udlændingepolitikken… De Radikale, De Konservative og især Enhedslisten har været de bedste til at skære igennem… og stå ved egne holdninger.” (formentligt Enhedslisten)

Optalt således: Urb1: 0,5 SF/Ø, Urb2: Ø, Urb3: SF, Urb4: 0,5 K/LA, Urb5: 0,5 SF/Ø, U6: Ø, Urb7: V, Urb8: B / 24t1: B, 24t2: 0,5 LA/K, 24t3: A, 24t4: Rødt, 24t5: LA, 24t6: (blåt), 24t7: (rødt), 24t8: B, 24t9: A, 24t10: (rødt), 24t11: Rødt, 24t12: Rødt, 24t13: 0,5 A/SF, 24t14: B, 24t15: B/K/Ø=(Ø). I parantes er sat vurderinger på baggrund af 24 timers oprindelige interview med samme, 29/8-11.

Slutresultat: Enhedslisten: 4- Socialistisk Folkeparti: 2,5 – Socialdemokraterne: 2,5 – Det Radikale Venstre: 4 – Rød blok: 5,0 – I alt 18 stemmer / De Konservative: 1 – Liberal Alliance: 2 – Venstre: 1 – Dansk Folkeparti: 0 – Blå blok: 1. I alt 5 stemmer.

Af de 23 adspurgte, er 12 mænd og 11 kvinder. Gennensnitsalderen er 35 år.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper