3. oktober 2010

Venstreradikale Peter Kofod om sin modstand mod Muhammed-tegningerne: “Jeg tog fejl.”

Interessant kronik i gårsdagens Jyllandsposten, hvor venstreradikale Peter Kofod overraskende erklærer sin støtte til Rose, Westergaard og ytringsfriheden. Peter Kofod stillede i 2005 op for Minoritetspartiet, men er nok bedst for sin aktivisme til fordel for Saddam Husseins Irak kort før invasionen i 2003. Herunder lidt fra Fem år efter: Jeg tog fejl.

“Jeg plejer ikke at have problemer med at sige tingene, som de er. Men dette her falder mig alligevel svært at skrive. Jeg håber, det vil fremgå hvorfor. Og hvorfor det alligevel er vigtigt at få skrevet det. For at begynde et sted:

For fem år siden trykte Jyllands-Posten en række karikaturtegninger af profeten Muhammed med en ledsagende tekst, der erklærede, at muslimer, ligesom alle andre borgere i det her land, måtte lære at finde sig i ”hån, spot og latterliggørelse”…

Jeg var imod trykningen af tegningerne. Både fordi jeg havde den opfattelse, at der ikke var nogen grund til at gøre folk kede af det, og fordi det hurtigt blev klart, at der kom en voldsom international reaktion. Med de to ”semiforbehold” herover in mente, ser jeg nu ingen anden udvej end at erklære: Jeg tog fejl.

Jeg begyndte at blive utilpas, da der opstod Facebook-grupper så som ”Undskyld Muhammed”. Da Politiken indgik forlig med ”Efterkommere af Muhammed”, blev jeg rundtosset, og da en psykopat bankede døren til Kurt Westergaard ind med en økse, fik jeg kvalme.

Da debatten efterfølgende nærmest kun lige kunne svinge sig op til at sige: »jojo, selvfølgelig var det forfærdeligt, hvad der var skete for Kurt – og ikke mindst for det stakkels barnebarn – men han skulle jo heller ikke have tegnet den forpulede tegning«, kastede jeg mentalt op og begyndte periodisk at få billeder af Ayaan Hirsi Ali, Theo van Gogh m.fl. på repeat på nethinden. Men jeg sagde eller gjorde beklageligvis ikke det mindste – andet end at ryste på hovedet og slukke for fjernsynet.

Det er dét, denne kronik i det helt små forsøger at begynde at rette op på. Molly Norris sørgelige skæbne blev den dråbe, der knækkede kamelens ryg, og fik stråmændene til at flyde ud af bægeret.

For det er jo en gigantisk stråmand, jeg har stillet op for mig selv. Grunden til, at jeg ingenting har sagt, skrevet og næsten endda tænkt, er jo,at jeg for alt i verden ikke vil sidde i samme båd som racister, nationalister, reaktionære og højreorienterede i ualmindelighed…

Der er rent faktisk mennesker – rigtige, levende mennesker af kød og blod – ude i verden (og i Danmark), der bliver truet på livet, eller det, der er værre, for at bruge deres ytringsfrihed. Og det er ikke acceptabelt. Punktum. Det kan udmærket være, at vi ikke bryder os om det, de står for, eller det, de siger, men det er – hvis ikke helt ligegyldigt – så overmåde sekundært.

(Made in Denmark: Bombeskjold i Bagdad, 2003; Uriasposten, 6/6-05)

Oploadet Kl. 16:34 af Kim Møller — Direkte link60 kommentarer


17. august 2010

Racismejagten – beskæftigelsesterapi for internettets overdrev

Først blev Lars Hedegaard anmeldt. Herefter gik det ud over Jesper Langballe, og senere endte Sorteper hos politichef Ove Dahl. Her i august er det så nazisten Daniel Carlsen og konservative Nikolaj Bang, der er i søgelyset. Mest interessant er sagen mod Daniel Carlsen. På en ny-oprettet TV2 blog skrev han følgende i et indlæg med overskriften ‘Det Multietniske Samfund’.

“Studier i sammenhængen mellem race og intelligens har påvist, at personer, der tilhører samfund, hvor intelligenskvotienten er lav sammenlignet med vestlige standarder, ikke får en meget højere intelligenskvotient – ej heller efter generationer i den vestlige civilisation og kultur. Den forandring der sker er nærmest ligegyldig, og den når da slet ikke op på sammenligningsgrundlag med vestlige menneskers standarder.”

“Som det er påvist, så vil negere fra Ekvatorial Guinea, hvor gennemsnits-intelligenskvotienten er 59, ikke få en IK på 100 ved at flytte til Europa. Derfor vil denne indvandring være direkte landsskadelig.”

Ovenstående citater er sakset fra anmeldelsen, der ifølge Politiken er underskrevet af “33 privatpersoner, der har fundet hinanden via Facebook”. Facebook er efter en langsom start blevet et mekka for den værdipolitiske venstrefløj, der med små midler kan intimidere politiske modstandere i døgndrift. Værst blandt de mange grupper er uden tvivl ‘Danmarks Løver’, og det er også her seneste racisme-anmeldelse knopskød.

Gruppe-administrator Peter Heinen var harm over Daniel Carlsens postering, og lagde historien op som link på gruppens væg. Hurtigt kridter med-administrator Heidi Aune banen op. Forskellige debattører causerer lidt om hvorvidt man skal klage til TV2 for at få bloggen fjernet, og/eller anmelde TV2 og Daniel Carlsen for racisme. Det ville overraske mig meget, hvis samme ikke også har forsøgt at få lukket Daniel Carlsens Facebook-profil.

Primus motor for anmeldelsen var som det ses herunder Heidi Aune, der vil være ukendt for de fleste Urias-læsere, men ikke desto mindre er en integreret del af kredsen omkring Margrethe Monika S. Hansen. Nye læsere kan starte her.

Et hurtigt kik på væggen tidligt mandag morgen overrasker ikke. Øverst og blandt de mest aktive er Carl-Erik Zølck. I hans kølvand dukker flere kendte netkrigere fra hedengangne Nyhedsavisen op. Det være sig selvfølgelig Margrethe Monika S. Hansen (der anmeldte Rikke Hvilshøj, okt. 2007), men også Birgit Bergløv, Sameh Niazy, Marianne M. Rosengren Pacarada, og flere fra klikens periferi.

Værst blandt flere jødehadere, er uden tvivl Kirsten Holst Kjaer, der forleden forklarede at hadet mod de danske jøder ikke havde noget at gøre med, at de var jøder, men at det alene skyldtes, at “de er israelere og zionister. Der følger den zionistiske plan” (26/7, 20.51). Mere klart kan det ikke siges. Et sted noterer Peter Heinen, at Carlsen bør anmeldes, blandt andet på grund af “de tilhørende links” (9/8, 13.58), og det er jo interessant, når en af de mest aktive løver, selv fylder væggen med links til antisemitiske Balder.org i en tråd om Hitlers zionistiske kampfæller (sic). Havde Balder.org skrevet om negere eller muslimer på samme måde, så ville hun være den første til at anmelde ham for racisme.

(Kirsten Holst Kjaer linker til Balder.org, 29/7 – senere slettet)

Konspirationsteoretikerne, herunder 9/11-loonierne var yderst aktive sidst jeg tjekkede væggen, og de er her stadigvæk. Sameh Niazy proklamerer i en debat om Osama Bin Laden, at “99,9% af (de) tilgængelige informationer er løgn” (12/8, 05.48), og scroller man et par skærmsider længere tilbage, så linker ‘Anhold Fogh’ til en video om “9/11-løgnen” (5/8, 23.26). Flere lignede opslag i dagene forinden.

Blandt de mere kuriøse konspirationsteorier, må nævnes den fra Peter Andreas Ebbesen, som uden antydning af ironi tilkendegiver, at “statssikkerhedsstjenesten PET” (6/8, 08.51) står bag Thornings skattesag. Herunder lidt fra en debat om Pia Kjærsgaard, Taiwan og… Bilderbergerne.

Danmarks Løver har sin oprindelse i og omkring det nu opløste Minoritetspartiet – det være sig blandt andet Carsten Agger og Rune Engelbreth (flere anmeldelser på CV’et). Trods tv-tid op til forrige folketingsvalg formåede partiet ikke at opbygge en statistisk målbar vælgerskare, og de to øvrige administratorer for gruppen er ligeledes fringe – i udkanten af alt, så at sige. Hvor Peter Heinen sidste år stillede op for Enhedslisten i Odsherred, så tilhører Heidi Aune et segment jeg plejer at kalde for anstændighedens fortrop. Hun har for mig at se ikke en egentlig politisk holdning, udover Godhed og kampen mod Det Onde.

Selvom der i forskellige tråde over flere dage er mere end 100 kommentarer fra anmelder-kredsen, så er det småt med selvkritikken. Peer Dahlin Røpke Aagaard (der ser homofobi i alt fra Københavns Metro til Dansk Folkeparti), tror ikke anmeldelsen vil ende med dom, idet forurettede (negerne, Kim) ikke er en tilstrækkelig præcist defineret gruppe. Det er efter hans mening et stort problem: “Herhjemme får den slags pestbylder lov til at vokse og vokse – i ytringsfrihedens navn” (10/8, 14.19).

Ingen virker til at have forståelse for, at man i et demokratisk land nødvendigvis må skelne mellem holdninger og handlinger. En Lise Mikkelsen konkretiserer idiotien. Hvordan kan det være lovligt, spørger hun, og pointerer, at de (jo) stadig vil “slå jøder ihjel, hvis de får mulighed for det” (12/8, 00.30). Følger man denne logik, så kunne hovedparten af debattørerne i gruppen interneres i lejre i det sydfynske øhav på grund af deres intentioner om at genskabe Gulag. Tag ikke fejl – ideologisk antifascisme er fascisme.

Jeg kommer til at tænke på en artikel set på svenske Motkraft.net, hvor Antifascistisk Aktion Helsingborg praler af et umotiveret overfald på seks nazister der gæstede Christiania som turister – en hændelse, der fandt sted blot to dage før hysteriet om Daniel Carlsen blev et debatemne hos løverne. “… är du nazist kommer attacker mot dig aldrig vara oprovocerad”, forklarer ‘antifascisterne’, og det minder til forveksling om løvernes taktik. Alle kneb gælder.

Kun to enkeltstående kommentarer rummer forsøg på at argumentere imod det Daniel Carlsen rent faktisk skrev. Den ene, en Ole Simonsen kalder Carlsens kilder for “dybt kontroversielle “ (12/8, 22.18), hvad er en lidt pænere udgave af argumentationen fra Carsten Holbeck, der afslutningsvis konkluderer at Carlsens videnskabelige racisme er “noget vås”. Det har Herefter tilføjer han sig listen. Det er åbenbart ‘vås’, der skal bekæmpes med lov.

Når Carsten Holbeck i samme indlæg omtaler danskere som “grissefarvede” (10/8, 15.49), eller når Peer Aagaard betegner politiske modstandere som en ‘pestbyld’, så er det ingen der ser det som udtryk for racisme eller hatespeech. Det er også
svært at forestille sig administrator Peter Heinen skulle gøre en forskel her. Han skriver rask væk om “danskere af leverpostejklassen” (13/8, 17.48), og kan ikke skrive en sætning om Dansk Folkeparti uden at henvise til nazismen.

I 2010 er det svært at lukke munden på folk, og umiddelbart efter TV2 slettede Daniel Carlsens blog, oprettede han en kopi på Blogspot. Den kæmper løverne nu for at få lukket, og sådan kan det fortsætte i det uendelige. ‘Ingen racister i vores gade’ skriger de autonome, alt imens mere modne sympatisører jagter dem på internettet. Med alle midler.

(Danmarks Løver, 14. august 2010, 07.38)

Det bedste argument for §266b’s afskaffelse leverer løverne selv. En John Andersen pointerer, at det er “fedt at foretage en… konkret handling… Man mærker, at man har gjort noget ekstra.”, hvad får Heidi Aune til at perspektivere over det samarbejde der udmøntede sig i anmeldelsen – det er i sig selv “et skulderklap til fortsat kamp”.

Det handler med andre ord ligeså meget om følelser som om nazisme. Primært handler det dog om at mobilisere imod det, som Kirsten Holst Kjær kalder “en snigende nazificering af Danmark” /1/8, 12.50). Jagten på §266-syndere er efterhånden blevet en slags beskæftigelsesterapi for internettets overdrev, og det i sig selv må være den bedste argument for paragraffens afskaffelse.

Der er ingen grund til at det danske retsvæsen skal involveres i renselsesprocesser på den yderste venstrefløj, og det er vigtigt for at forstå, at i dette segment, vil kampen mod racisme fortsætte til den dag Rune Engelbreth holder åbningstale i Folketinget. Først kom de efter nazisterne…

Navngivne underskivere: John Andersen, Dan Herluf Lynge Hansen, Peter Heinen, Carsten Holbeck, Ridder Benny Jerne, Steen Kristensen, Lars Højsted Nielsen, Rie Somo, Else Stokholm, Allan Strandbygaard, Karl Thomsen, Annie Wandel-Petersen, Susanne Angeline Wodickh…



29. april 2010

Den Rune Engelbrethske metode

Tom Jensen på Berlingske blog om Den Rune Engelbrethske Metode.

“Det vakte et vist postyr, da det i denne uge kom frem, at nogle danske SF-folketingspolitikere havde tilmeldt sig en facebookgruppe ved navn Danmarks Løver, hvor fremtrædende DF-politikere blev portrætteret som nazister i fuld hagekors-udsmykket uniform. Det afstedkom røde ører i den røde lejr – helt forståeligt.

Hvad der har været mindre fokus på i debatten om facebook-gruppen er, at gruppens stifter og en af dens administratorer er den kendte Politiken-kommentator Rune Engelbreth Larsen. Han og de øvrige bag Danmarks Løver-initiativet fik hurtigt fjernet nazibillederne, og på sin blog på politiken.dk benyttede Engelbreth lejligheden til endnu engang at gå i kødet på Dansk Folkeparti for at “gå i selvsving over en lillebitte håndfuld karikaturtegninger, der fremstiller DF’ere som nazister”, karikaturer som var lagt på nettet af ”enkelte personer blandt de 32.000 støtter i facebook-gruppen”.

Med andre ord: Danmarks Løver-stifteren Rune Engelbreth fralagde sig ansvaret for nazi-sammenligningerne, som i øvrigt blev bagatelliseret, inden han i den selvsamme kommentar tog turen hele vejen rundt om sin egen argumentation og kom frem til, at der måske alligevel er lidt om snakken – den om at DF er lidt som nazisterne.‘

For 117. gang i øvrigt…

Lad mig stille og roligt dokumentere den påstand ved at tage dig, kære læser, med på en tur down memory lane i forhold til Rune Engelbreth Larsens egne udgydelser på nettet. Man kunne kalde det, du nu skal opleve, for ”Den Rune Engelbrethske metode”. Den handler om uafladeligt og messende at sammenligne dagens Danmark med 30ernes Tyskland, trække nazi-kortet i den ene eller den anden anledning og helt grundlæggende fastholde den påstand, at VKO-flertallet i Danmark, og i særdeleshed Dansk Folkeparti, er at ligne med en totalitær bevægelse.

(21 Søndag, 25. april 2010: Fremtrædende SF’ere medlem af facebook-gruppe…)

(Sameh Niazy var administrator, da han oploadede Langballe-Hitler grafikken)

Oploadet Kl. 13:51 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


26. april 2010

Socialistisk Folkeparti vil ikke dæmonisere Dansk Folkeparti – andre vil gerne…

SF har længe kørt på frihjul i medierne, og når TV-avisen igår sammenholdt Villy Søvndals årsmøde-erklæring om ikke at “demonisere politiske modstandere” med SF-politikeres medlemskab af en tilfældig DF-hadegruppe på Facebook, så varsler det formentligt nye tider. Jeg bloggede nazi-associationerne i Facebook-gruppen for ‘Danmarks løver’ den 3. september sidste år.

(21 Søndag, 25. april 2010: Fremtrædende SF’ere medlem af facebook-gruppe…)

Det blev ikke TV-avisens fokus, men det er nu interessant at to ud af gruppens fire administratorer, herunder grundlæggeren – Rune Engelbreth Larsen og Carsten Agger, tilbage i 2005 var opstillet for Minoritetspartiet i Århus. I Aalborg var partiets kandidat Ahmed Dualeh, manden der efter en fredagsbøn for et par måneder overfor pressen erklærede, at truslerne mod Pia Kjærsgaard var iscenesat af Dansk Folkeparti selv. I København hed kandidaten Abdul Wahid Pedersen – islamisten der ikke vil tage afstand fra stening, fordi islam for ham er “en hel pakke”.

Mange Urias-læsere vil kende Carsten Agger, som værende manden bag Modspil.dk. Her lidt fra et smædeskrift han skrev om Uriasposten for et par år siden.

“Mens Kim Møllers blog således fremstår rimeligt pæn og velfriseret, sålænge man holder sig til Møllers egen kommunikation, danner der sig et ganske andet indtryk, hvis man betragter “Uriasposten” som det debatforum, den også er… når Kim Møller styrer et debatforum, hvor så outrerede synspunkter florerer, er det fordi han vælger at lade dem florere – og hermed, fordi han ønsker eller i hvert fald ikke har noget imod denne floreren.” (Carsten Agger, 5. februar 2008: … en sump af fremmedhad og racisme)

“Jeg synes, at I skal bruge jeres tid på at skrive læserbreve i mod DF i stedet for at diskutere, om den ene eller anden er hård eller blød i filten… Jeg vil ikke blande mig i, hvem der ligger hvad op herinde… (Rune Engelbreth Larsen, 2. september 2009; Danmarks løver…)

Apropos.

  • 23/4-10 Politiken – Indvandrere vil demonstrere ved SF’s landsmøde (mod accept af 24-årsregel).
  • “Jeg mener helt grundlæggende, at de har forstærket demokratiet.” (Erik Meier Carlsen om DF; Deadline 2. Sektion, 25. april 2010: Den lille mands politik)

    Efterspil.

    Ritzaus Bureau kunne mandag fortælle at “Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, harcelerede … i DR’s 21 Søndag over SF’erne.”, og 6-7 timer senere kom modangrebet: “Espersen sammenligner Sohn med nazi-leder”. Et tørt faktuelt debatindlæg baseret på Sohns fortid, sidestilles med photoshoppet grafik af Pia Kjærsgaard i SS-uniform.

    

    20. februar 2010

    Ahmed Dualeh: “Jeg er ikke et sekund i tvivl, om at alt det her er Dansk Folkepartis værk.”

    Onsdagens altdominerende nyhed, var historien om konkrete trusler mod Pia Kjærsgaard. Da fire af de fem anholdte somaliere, hurtigt blev løsladt igen, vendte medierne på en tallerken.

    Information mere end antydede, at det hele var et mediestunt fra Dansk Folkepartis side. Ritzaus Bureau havde tydeligvis samme vinkel – her citeret fra Politiken – Politiet afviser at kende til dusør på Pia K’s hoved .

    Jørn Aabye, Københavns Politi: Jeg vil af hensyn til efterforskningen ikke forholde mig til, hvad der står i det brev. Men jeg kan generelt sige, at vi ikke kender til eksistensen af en dusør på Pia Kjærsgaard.

  • 20/2-10 Jyllandsposten – Politiet bekræfter dusør i trusselsbrev.
  • Det viser sig, Dansk Folkeparti allerede i mandags rutinemæssigt indleverede det modtagne brev til PET, der onsdag valgte at tage affære. Sagen er ikke slut, men intet tyder foreløbigt på at truslen var reel. Med tanke på den generelle stemning blandt somaliere i Danmark, forstår man fint PET valgte at tage brevet alvorligt.

    Normalt så ville sagen slutte her, men der er også gået i ‘multi’ i den politiske kultur. Følgende sagde somaliernes talsmand Ahmed Dualeh, på et pressemøde efter fredagsbønnen. Han var for år tilbage kandidat for Minoritetspartiet.

    “Det er vores opfattelse, i det somaliske miljø, at det her er noget, der forhåbentligt vil vise sig, stammer fra selveste Dansk Folkeparti… det er vores tro – det er det vi tror. (TV2 Nyhederne, 19/2-10 Kl. 19.00)

    Jeg mener ved mine fulde fem, at det er Dansk Folkepartis værk. Men det bærer somaliske fingeraftryk. Og jeg tror det er et samarbejde mellem nogle i det somaliske miljø og Dansk Folkeparti. (Berlingske Tidende, 19/2-10)

    Det er Dansk Folkeparti, der har brygget det hele sammen. Jeg er ikke et sekund i tvivl, om at alt det her er Dansk Folkepartis værk. (DR Online, 19/2-10)

    

    6. november 2008

    Bashy Quraishy: Muslimske lande skulle reagere med “en boykot, politisk eller økonomisk”

    Fra Berlingske Tidende – Opfordrer muslimske lande til boykot.

    “Ifølge videosekvensen, der via internettet er tilgængelig for hele verden, beskylder Quraishy på engelsk blandt andet Dansk Folkeparti for at have ændret Danmark fra at være et humanistisk land til at være et islamofobisk land.

    – Muslimske lande skulle også reagere meget stærkt. Det kunne være en boykot, politisk eller økonomisk. Jeg ved det ikke. Men det er vigtigt at sende en besked fra de muslimske lande, siger han.”

  • 6/11-08 Jyllandsposten – Khader: Quraishy begår landsforræderi.
  • Oploadet Kl. 15:21 af Kim Møller — Direkte link75 kommentarer
    

    9. april 2008

    Islamisering = globalisering

    Kommende arrangement på Aarhus Universitet (via Hodja). Ph.d.-studerende folketingskandidat for Minoritetspartiet Carsten Stage om Muhammedsagen.

    Muhammedkrisen i de danske billedmedier
    Billederne af brændende danske flag og ambassader står tilbage som en central visuel erfaring fra Muhammedkrisen – en erfaring som i høj grad nåede en national offentlighed via de danske tv-nyhedsmedier. Sidstnævnte spillede derfor en central rolle, hvad angår både kanaliseringen og fortolkningen af disse højspændte begivenheder og den globaliseringserkendelse, som de foranlediger. I forlængelse af dette er det et interessant spørgsmål, hvad tv-nyhedsmedierne rent konkret gør ved Muhammedkrisen som begivenhed, dvs. at analysere de framinger, som er med til at påvirke beskuerens fortolkning af krisens logik. For at belyse dette spørgsmål vil jeg i foredraget tage udgangspunkt i DR1s og TV2s tv-nyhedsdækning i de første uger af februar 2006, hvor krisen når sit globale højdepunkt. Min hovedpåstand vil være, at nyhedsdækningen af denne fase domineres af en framing, der fokuserer på forholdet mellem en dansk/vestlig pragmatisme og en mellemøstlig/muslimsk irrationalisme som den centrale fortolkningsnøgle. Dette indebærer for det første, at en anden fremtrædende framing af krisen i den danske avisdebat, som fokuserer på en stigende intolerance over for muslimer og islam, glider i baggrunden. For det andet underløbes Muhammedkrisens påpegning af en tiltagende kulturel transparens eller kompleks forbundethed som et nyt globalt vilkår, og dermed indirekte også muligheden for at bruge kriseforløbet som startskud til opøvelsen af en mere globaliseringsbevidst manøvredygtighed.

    Paven er ligesom undertegnede ikke globaliseringsparat.

    Oploadet Kl. 13:56 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer
    

    24. maj 2007

    Først var han slave af stofferne… senere blev han ‘Guds tjener’

    Idag kæmper han i Minoritetspartiet for at forene Koranens ord med den danske virkelighed anno 2007. Ikke ligefrem en nem opgave Reino Arild Pedersen har givet sig selv.

    Fra Jyllandsposten – Kendt imam accepterer flerkoneri.

    “Flerkoneri kan være okay. Det mener imam Abdul Wahid Pedersen…

    Det er tilladt for en mand at have op til fire koner, men det er ikke tilladt for en kvinde at have mere end en mand, påpeger han.

    Han mener, at når en muslimsk mand søger en kone nummer to, så svarer det til, at en dansk mand har en elskerinde.”

    Her er han som 23-årig i 1977. Fotograferet i Indien – et land med et afslappet forhold til hans favoritrusmidler. Senere flyttede han ind i et kollektiv i Voldby (20 km vest for Århus), blev rockmusiker, sad i fængsel for narkohandel, indtil han blev forelsket i en marokkansk kvinde og konverterede…

    Foto via Ulla Nørtoft Thomsen.

  • 15/11-06 Politiken – Fra hippie til hellig mand (Kap. 4 af Islam på jysk…).
  • Oploadet Kl. 10:15 af Kim Møller — Direkte link55 kommentarer
    

    2. oktober 2006

    Træk af Rune Engelbreth Larsens historie

    Rune Engelbreth Larsen har en sart mave som reagerer prompte når medlemmer af Dansk Folkeparti ytrer sig i et sprogbrug han ikke finder konstruktivt, men der er forskel på folk. Fra Mr. Andersson – et tilbageblik…

    “… tilbage i 2002 havde han og jeg en lille meningsudveksling på Faklens offentlige diskussionsliste. I den forbindelse skrev Rune:

    “…jeg tillader mig at fravælge den ellers så udbredte rituelle afstandtagen fra eller tilslutning til alverdens udmeldinger om dette og hint.”

    Og det kan man jo mene er fair nok. Måske skal man dog lige vide, hvad anledningen var. Nemlig at jeg bad ham forholde sig til følgende udmelding, som et af hans partimedlemmer havde fremsat, om sin holdning til israelske bosættere:

    “As for Paulin, I said that I could identify with almost everything he expressed except his hatred, and I stand by that, including his opinion that the settlers should be shot.I would shoot them myself without any hesitation.” [1]

    Ikke alene mente Rune ikke, at et af hans partimedlemmers ønske om, at dræbe uskyldige civile, var en udmelding han så meget som behøvede forholde sig til. Det var heller ikke noget han mente burde få nogen konsekvenser for fremsætteren – Anthony Kiely. Tværtimod da, at udtrykke ønske om – personligt – at skyde civile, var ingenlunde en karrieredræber i Minoritetspartiet. Anthony Kiely blev nemlig gjort til medlem af partiets hovedbestyrelse i februar 2003 (jvf. Minoritetspartiets ugebrev d. 3/2 2003) – altså et pænt stykke tid efter han gjorde sine hensigtet mht. drab på civile klar.

    Jeg kan supplere med dette foto fra 1997. Minoritets-Rune i færd med at virkeliggøre et af Erwin Neutzsky-Wulffs mange projekter – afbrydelse af den årlige tv-transmitterede Julegudstjeneste…

    Oploadet Kl. 19:07 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
    Arkiveret under:
    

    27. september 2006

    Engelbreth Larsen – fra Neutzsky-Wulffs satanisme til Faklen, Minoritetspartiet og Politiken

    Politikens venstreradikale fortrop Rune Engelbreth Larsen meddelte i søndags, at de den 6. oktober anmelder tretten ledende medlemmer af Dansk Folkeparti for racisme. At bruge lovgivningen til at undertrykke andres ytringsfrihed er set tidligere, sjovt nok ikke altid med Minoritets-Rune som den offensive rent juridisk. Tidligere var han redaktør for tidsskriftet Faklen, der blandt andet kæmpede for seksuelle minoriteters rettigheder. Følgende skrev han i en Aktuelt-kronik imod Dansk Folkeparti 21. november 2000 [via Minut]. 

    “Men når debatten udarter sig til Dansk Folkepartis krav om at forbyde en forening for pædofile, er det ikke desto mindre nødvendigt at holde hovedet koldt og understrege, at der er tale om en meget farlig afsporing. Vi må klart håndhæve ytringsfriheden samvittighedsfuldt, også hvor den anvendes til at udtrykke synspunkter og tilbøjeligheder, som er det store flertal uspiseligt.

    Det er ikke altid lige nemt at se hvor han får sin motivation fra, og herfra hvor jeg står ser det ud til at eneste fællesnævner er foragten for alle former for konservative dyder, herunder selvfølgelig det kristen-kulturelle aspekt.

    Engelbreth har fået en hel del taletid i medierne under Muhammedsagen, og i kølvandet på en af hans mange bogudgivelser gav Poul Pilgaard Johnsen et kritisk portræt af ham i Weekendavisen d. 25. august (Faklen brænder) – et portræt delvist baseret oplysninger der på fornem vis er gravet frem af Johan Hermann Rump, der som religionsstuderende har observeret Engelbreths bevægelse fra noget der smager af okkultisme/satanisme til det han idag vælger at kalde ‘humanisme’.

    Portrættet, hovedpersonen og satanisme-bevægelsen har efterfølgende været debatteret i Weekendavisens spalter, med kommentarer fra både Rune Engelbreth Larsen og sekt-leder Erwin Neutzsky-Wulff. Seneste nummer indeholdt desuden et indlæg fra lektor Ole Witt-Hansen, der påpegede det problematiske ved Tøger Seidenfadens “mentale fællesskab med Rune Engelbreth”. Historien slutter sikkert ikke her, men det vigtigste blev skrevet allerede i 1999 af Johan Hermann Rump – der nu har lagt sin artikel online i en let revideret udgave. (opr. trykt i Arken, Det Teologiske Fakultets Tidsskrift, KU).

    Her lidt fra Bibelforfalskningen og tidsskriftet Faklen (16 s., pdf) – men det er i sandhed en artikel som bør læses i fuld længde.

    “Jeg vil i det følgende forsøge at redegøre for Faklens historie, sådan som den officielt er kommet til udtryk i tidsskriftet Faklen og pressen i øvrigt siden september 1996, da det første nummer af Faklen udkom. Samtidig vil jeg se på, hvad der tidsmæssigt lå før, og hvilke bevæggrunde, der lå bag Faklens officielle historie.

    […]

    Umiddelbart skulle man tro, at mange mennesker kunne bifalde et studenter-blad, der påstod at være »venstreorienteret«, »anti-fascistisk«, »anti-racistisk«, »samfundskritisk« og »humanistisk«. Imidlertid undrede mange sig over Faklens offensive højrøstethed, atypiske retorik og emnevalg. Det forekom mange, at der også var andre ting på spil imellem linierne… der var aldrig nogen, der fik et sandfærdigt svar på Faklens ideologiske grundlag – om der egentlig gemte sig noget mellem linierne.

    […]

    Da første nummer af Faklen udkom, havde den danske forfatter, Erwin Neutzsky-Wulff skrevet digtet »Faklen: En ny Fædrelandssang« som indledning til tidsskriftet. En del journali-ster kendte til Erwin Neutzsky-Wulffs okkultistiske forfatterskab og vidste, at han havde mange disciple omkring sig (»Erwin-studenterne« eller »ulveungerne«, som de er blevet kaldt efter forfatteren). Men både fakkelfolkene og Neutzsky-Wulff selv nægtede, at der var nogen videre forbindelse mellem dem.

    [..]

    Ifølge fakkelfolkene og Erwin Neutzsky-Wulff havde tidsskriftet Faklen altså ikke sit ophav i Neutzsky-Wulffs forfatterskab. Ifølge fakkelfolkene var Faklen et venstreorienteret, anti-fascistisk og samfundskritisk tidsskrift. Deres ideologiske grundlag var udelukkende »Humanismen … Andet ›program‹ har vi ikke« – sagde fakkelfolkene. (nr. 1, 8; nr. 2, s. 9). Og det troede de fleste på… Imidlertid er disse påstande noget af et manipulationsnummer. – Det er et kraftigt ord at tage i munden, men med risiko for at lyde lige så selvhævdende som fakkelfolkene, mener jeg ikke, at Faklens påstande kan betegnes mere præcist. Sandheden er, at Faklens emnevalg, betoning, retorik, billedbrug og hele tilgang til verden ikke lader sig forstå uden baggrunden i det, man må kalde Neutzsky-Wulff-bevægelsen. Det vil stå enhver klart, hvis man gennemlæser Faklen grundigt og samtidig har kendskab til, hvad Faklens redaktionsmedlemmer har skrevet, før Faklen udkom, og har kendskab til Erwin Neutzsky-Wulffs forfatterskab. Denne artikel bygger desuden på samtaler med folkene bag tidsskriftet Faklen og med personer, der tidligere i større eller mindre grad har været tilhængere af Erwin Neutzsky-Wulff. For dem, der i forvejen kendte til Erwin Neutzsky-Wulffs forfatterskab og hans disciple, var udgivelsen af det første nummer af tidsskriftet Faklen i 1996 ikke et pludseligt opstået studenteroprør på Aarhus Universitet, men en foreløbig kulmination af en bevægelse, som var opstået i København omkring forfatteren og okkultisten, Erwin Neutzsky-Wulff, siden begyndelsen af 70’erne.

    […]

    I 1992, mens Erwin Neutzsky-Wulff skrev på sin kommende roman Verden, bad han sine disciple om »et offentliggjort tillidsvotum« i form af kronikker og læserbreve (jf. ELSEBETH, nr. 1, s. 7), hvilket resulterede i, at når avisernes kritikere derefter anmeldte Neutzsky-Wulffs bøger eller interviewede ham, væltede det – næsten systematisk styret – ind med vrede læserbreve fra hans tilhængere, der gav udtryk for, at anmelderne ikke evnede at forstå mesterforfatteren (jf. J. Stein Pedersen, Politiken, 10.02.1996). Også dengang var Rune Engelbreth Larsen og de andre Neutzsky-Wulff-disciple flittige skribenter (se fx. Engelbreth Larsen i Kristeligt Dagblad 15.11.1994 og 28.11.1994, Information 26.09.1996 samt Weekendavisen 27.12.1996 og desuden Jakob Stensgaard i Berlingske Tidende 27.09.1996, Carsten Agger i Politiken 26.09.1996 og Weekendavisen 22.11.1996 samt Heidi Holmgaard Knudsen i Politiken 26.09.1996). I 1994 fik Rune Engelbreth Larsen sågar udgivet bogen Forsvar for Verden – en indføring i Erwin Neutzsky-Wulffs forfatterskab på Borgens Forlag (bogen er en hyldest til og et forsvar for Neutzsky-Wulffs forfatterskab på 335 sider), og i 1996 blev Engelbreth Larsen valgt som »rektor« for AKADEMIET, hvorved Engelbreth Larsen konsoliderede sin position som Neutzsky-Wulffs 1. discipel og højre hånd.

    […]

    Af ovenstående fremgår, at hverken Faklens leder af bibelprojektet, Jens-André Pedersen Herbener, eller Faklens hovedredaktør, Rune Engelbreth Larsen, er homines novi i Neutzsky-Wulff-sammenhæng. De er begge sammen med de øvrige prominente Faklen-redaktører – Carsten Kallesø Agger… Sidsel Skjæg Petersen og Jakob Stensgaard osv. – gamle kendinge fra Neutzsky-Wulff-bevægelsen. Dette ses tydeligst, hvis man gennemblader forløberen for Faklen – Neutzsky-Wulff-bevægelsens interne blad… Tidsskriftet ELSEBETH – der var opkaldt efter Erwin Neutzsky-Wulffs anden hustru – skulle »formidle okkult viden, formuleret af Erwin Neutzsky-Wulff« (nr. 2 mfl.) og blev oprettet som følge af, at Neutzsky-Wulffs tilhængere ønskede at få uddybet de teoretiske forklaringer på okkultisme og de praktiske anvisninger i magi efter udgivelsen af Neutzsky-Wulffs tobinds hovedværk af samme navn.

    […]

    Spørgsmålene og svarene i tidsskriftet ELSEBETH forudsætter en konsensus blandt Erwin Neutzsky-Wulff og hans læsere om en anden Virkelighed end den alment kendte. I Neutzsky-Wulffs svar til J.-A. P. Herbener tales der nemlig helt indforstået om Okkultismens fænomener (»limen«, »mysten«, »tærskelvogtere«, »transcendens-faserne«, »tunnellen«), der for en uindviet ville være den rene tågesnak.

    […]

    Omkring marts 1995 meddelte Erwin Neutzsky-Wulff, at han i fremtiden ikke længere kunne levere stof til ELSEBETH, da han var travlt optaget af sit egentlige arbejde med at forfatte sin 16. roman: Døden. Neutzsky-Wulffs disciple opmuntredes derimod til selv at forfatte alle artiklerne, for nu var tiden inde til at stå på egne ben og afprøve, hvad man havde lært af mesteren (jf. Tidsskriftet ELSEBETH: Nyhedsbrev, nr. 3). Det følgende nummer (11) af ELSEBETH indeholdt derfor udelukkende artikler af Neutzsky-Wulffs disciple, hvoraf Rune Engelbreth Larsen havde skrevet og redigeret over to tredjedele af bladet… Men Mundus og ELSEBETH nr. 12 udkom aldrig. Derimod udkom Neutzsky-Wulffs egen roman Døden den 20. september 1996, og den 27. september udkom det første nummer af Faklen, der blandt andet indeholdte Engelbreth Larsens redegørelse for indholdet af Døden (s. 44-45). Med disse to udgivelser fremstod en ny fase i Neutzsky-Wulff-bevægelsen – Neutzsky-Wulffs disciple var for alvor blevet modne, og noget nyt og stort skulle ske: Fak-len! Rollefordelingen på Faklen-projektet var på forhånd givet: Erwin Neutzsky-Wulff var chefideologen og strategen, der dagligt talte med og rådgav sin højrehånd, Rune Engelbreth Larsen. Engelbreth Larsen – der havde markeret sig som den mest opvakte discipel og den flittigste skribent i ELSEBETH efter Neutzsky-Wulff – skulle gøre Neutzsky-Wulffs ideer til politisk virkelighed og fik derfor rollen som hovedredaktør (»propagandaminister« – jf. Engelbreth Larsens eget udtryk: »goebbelske propagandametode« i Faklens pressemedde-lelse af 28.01.1999 og i Ekstra Bladet 29.01.1999).

    […]

    Faklens koncept blev skabt med direkte afsæt i Neutzsky-Wulffs første politiske bog Døden, og som et modtræk mod dens scenarium – om et snarligt kommende fascist-Danmark, der tager sin ideologiske rod i Luthers og Grundtvigs Kristendom. For at afværge dette potentielle fascist-Danmark og for at berede den danske befolkning på den nye, uafvendelige tidsalder – som Neutzsky-Wulff alle 25 år af sin forfatterkarriere havde indvarslet – skulle Faklen udbrede Neutzsky-Wulffs verdenssyn i samfundet.

    […]

    Betydelig vigtigere for valget af netop venstrefløjen var nok Neutzsky-Wulffs idé – som er gentaget internt i bevægelsen af Engelbreth Larsen – om, at venstrefløjen er en nød-vendighed, fordi det er det eneste sted i det politiske spektrum, hvor det er muligt at finde fodfæste, hvis Neutzsky-Wulffs verdensbillede skal gøres til politisk virkelighed. Man må tænke på, at Erwin Neutzsky-Wulffs fremtidssamfund må skabes via en atomkrig, hvor nogle få overlevende vender tilbage til skovene eller via en revolution, hvor flere og flere enklaver og minoritetsgrupper tilkæmper sig selvstyre fra Staten (centralmagten). – Intet mindre kan nemlig gøre det i Neutzsky-Wulff-bevægelsen!

    […]

    Den ellers så centrale isme i Neutzsky-Wulff-bevægelsen og i hele Neutzsky-Wulffs forfatterskab: »Satanisme«, måtte for eksempel i Faklen oversættes med den mere politisk gangbare term: »Humanisme«. Denne taktiske oversættelse var Erwin Neutzsky-Wulffs påfund – et påfund, som Neutzsky-Wulff allerede havde taget tilløb til tidligere i sit forfatterskab:

    Satanismen er renæssancens opgør med kristendommen, det opgør, som senere kom til at hedde humanisme og er vores kulturgrundlag. Vi er alle satanister. (jf. »Wulfianismen« i ELSEBETH nr. 2, 1992 og Essedum, den reviderede genudgivelse nr. 3, s. 33-34, 1996).

    Når Rune Engelbreth Larsen i Faklen skal forklare, hvorfor Neutzsky-Wulff har erklæret sig som satanist, lægger han sig helt op ad Neutzsky-Wulffs egen taktiske oversættelse. Engelbreth Larsen siger således, at det ikke bare er Erwin Neutzsky-Wulff, men at det er hele Danmarks befolkning, der er satanister, da vi i vore dage reelt lever i et samfund, der har vendt sig 180 grader fra Kristendommen, men stadigt beskriver verden i en kristen begrebs-ramme (nr. 4, s. 52).

    Denne accept-anglende bortforklaring kunne lyde besnærende, men jeg tror, at de færreste humanister, og den danske befolkning i øvrigt, kan identificere sig med de idéer, som ligger til grund for Neutzsky-Wulff-bevægelsens Satanisme-humanisme:

    I en tidsalder som denne kunne man føle sig fristet til at opfinde humanismen. En sådan humanisme skulle fastholde, at mennesket eksisterer, at hvert eneste menneske fødes med nogle begær og evner til at tilfredsstille disse begær. … At mennesket af natur er rimelig skikkeligt, men, når det forstyrres i sin lykke, også råder over muligheder til at forsvare sig, som en sidste (men absolut effektiv) udvej, drabet. (Neutzsky-Wulff: Magi, s. 11). Vi må opgive at være pæne mennesker, der er imod vold og kropslugt. Ellers bliver vi ikke mennesker igen. Kun således kan dæmonerne vende tilbage. (Neutzsky-Wulff: Okkultisme, s. 222).

    Erwin Neutzsky-Wulffs satanisme-humanisme svælger i den vold, som han synes er så helt igennem menneskelig. Almindelige humanister ville derimod finde den temmelig umenneskelig. I selve Faklen tages der skarpt afstand fra politivold, men i det fremtidige fascist-Danmark, som Døden og Faklen forudsiger, er det danske politi netop også fascismens hånd-langer. Faklen er dog helt på det rene med, at bekæmpelsen af »Intolerancen« – altså Faklens fascistiske fjender – godt kan tage andre former end verbale:

    Den tid, der tavst kunne vende den anden kind til, er definitivt forbi – vi må møde intolerancen, som den møder os, ord for ord og slag for slag. (Engelbreth Larsen: »Et humanistisk manifest«, Faklen, nr. 1, s. 8 )

    […]

    Som også Bo Bjørnvig redegør for, anvendes taktikken i både Neutzsky-Wulffs bog Døden og i tidsskriftet Faklen med at forbinde et givet fænomen med enten fascisme eller humanisme, således at læseren påvirkes til at opfatte dette fænomen enten negativt eller positivt. Humanisme er jo et såkaldt plusord – altså positivt ladet – hvorimod fascisme unægteligt har klang af noget negativt. For eksempel betragtes fascismen i Døden og i Faklen som den direkte politiske udløber af Kristendommen, af hvilken grund Kristendommen og fascismen må modstilles med humanismen (på samme måde som Kristendommen begrebsmæssigt modstilles af Satanismen):

    Hvis vi ikke tager entydigt og 100% afstand fra samtlige fascistiske tendenser i den politiske udvikling i dag, bliver vi selv en del af dem, og hvis ikke vi fravælger kristendommen, kan vi heller ikke helhjertet kæmpe for humanismen. Enten eller. (R. Engelbreth Larsen: Faklen, nr. 7, s. 50; jf. nr. 4, s.38-47; jf. J.-A. P. Herbener: Faklen, nr. 6, s. 52 og nr. 2, s. 42-46).

    Gengangeren [dvs. Kristendommen/Jesus Kristus] går igen. Hans sædekorn spirer – om ikke længere i den verdensforladende salighed, han forjættede, så i dennes slægtninge af næsten lige så indiskutable og inappellable ekkoer. Fjerne og forvrængede ekkoer – men immervæk ekkoer. Som ein Volk, ein Reich, ein Führer kun er den yderste skal om det totalitære ekko fra én kirke, én frelse, én pave. (Den redaktionelle leder, Faklen, nr. 9, s. 2)

    [Fra sammenfatningen…] 

    Erwin Neutzsky-Wulff var ikke bare en inspirationskilde, han var Faklens chefideolog, og han besluttede, at den politiske kamp måtte foregå fra venstrefløjen på trods af, at bevægelsen tidligere ikke havde haft meget tilovers for den fløj. Som strateg besluttede Neutzsky-Wulff også, at Okkultismen ikke måtte kunne spores i Faklen. Derfor måtte Erwin Neutzsky-Wulffs eget navn ikke figurere i kolofonen, da det var offentligt kendt, at han var okkultist-guru og havde erklæret sig selv som værende satanist. I tråd med Neutzsky-Wulffs egen bog Døden anvendte Faklen begreberne »humanisme« og »fascisme« til at opdele verden i. Hvad almindelige læsere af Faklen ikke vidste, var, at der bag denne »humanisme« lå en anden isme, nemlig Satanismen i Erwin Neutzsky-Wulffs udformning.

    Links, kildehenvisninger, yderligere info

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper