17. januar 2019

Jalving cit. Geoffrey Cain (d. ’19) om 68’ernes pubertære had: “De er børn, der aldrig er blevet voksne”

Geoffrey Cain er ikke landskendt i mediemæssig forstand, men hans bog Ondskabens Ikon (2000; og Gensyn med Ondskabens Ikon, 2006) var med til at gøre mig nationalkonservativ. Jeg gik på universitetet, og bogens righoldige dokumentation udstillede de dobbelte standarder, så ingen kunne være i tvivl. Cain sov ind natten til søndag på Gentofte Hospital. Æret være hans minde. Mikael Jalvings mindeord kan læses på JP.dk – Hvil i fred, Geoffrey.

“Glistrup, Kjærsgaard, Camre, Krarup, Langballe, Fogh, Trump, Vermund, navne og ansigter kommer og går. Kun hadet er konstant. Hvorfor er det især dem, der priser deres eget menneskesyn, som går rundt og hader nogen hele tiden?

Svaret er indlysende: fordi den negative opbyggelighed gør dem selv lækre, fordi hadet positionerer dem i midten af alt godt (og tilmed gavner deres karrierer), fordi godheden og avantgardismen løfter dem op mod Gud. Netop fordi de moderne humanister ikke tror på Kristus, vil de være som ham, det sagde allerede digteren Søren Ulrik Thomsen. Attraktionen er med andre ord kolossal.

Den humanisme, der engang var et erhverv, er af samme grund endt som religionserstatning, det er faktisk en rigtig trist historie. Geoffrey Cain så det og koblede religionserstatningen til hadet til Vesten og et bestemt årstal:

68’ernes had stammer fra deres ulyst overfor deres eget samfund, deres egne rødder og i mange tilfælde deres egen far og mor. Ja, det er noget så enkelt som had til far og mor, et pubertært had som 68’erne – trods deres magt og vælde – aldrig har formået at lægge fra sig. De er børn, der aldrig er blevet voksne. De er blevet hængende i barnealderen, og derfor er de – ligesom børn – blottet for selverkendelse, men desto bedre til at mobbe ligesom skolebørn er gode til at mobbe. Ikke fordi de nødvendigvis er onde, men de mangler blot den medfølelse, der burde komme med den modenhed, de aldrig fik.'”

(Geoffrey Cain og Gensyn med Ondskabens Ikon, 2006; Foto: NewSpeek)

Oploadet Kl. 10:56 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer


4. januar 2019

Søren Pind: Flygtninge søger Europa, “… netop fordi vi hævder det enkelte menneskes ukrænkelighed”

På Radio24syv er der niche-taleprogrammer med utallige emner. På en gennemsnitlig torsdag er der eksempelvis programmer målrettet multikulturalister, aktionærer, liberal-borgerlige og indvandrere. For det flertal af danskerne, der fastholder nødvendigheden af grænser, og tror på nationalstaten, er der kun at håbe nyhederne (eksempelvis oplæst af Inaam Nabil) kan præge lytterne, for perspektiveringen foregår altid på modstanderens præmisser.

I gårsdagens udgave af Cordua & Steno, kunne man eksempelvis høre Jarl Cordua opridse Dansk Folkeparti og Nye Borgerliges udlændingepolitik, som værende et forsøg på at sætte udlændinge ‘på et godstog eller flyvemaskine’ væk fra Danmark. Hvor enhver form for nationalkonservatisme er skinnerne til Auschwitz, så er der omvendt carte blanche til internationalisterne.

Senere i udsendelsen var tidligere uddannelsesminister Søren Pind i studiet, for at argumentere for ophævelse af Danmarks forsvarsforbehold. Danskerne foragter Trump, og det kunne man udnytte til at fjerne EU-forbehold. Hvis han taler assimilation i dag, så er det Danmarks assmiliation ind i et føderalistisk EU. Han forlod politik, fordi folk er ansvarsløse, og eksempelvis har bragt Trump til magten på ‘et racistisk og menneskehadende budskab’.

Her den afsluttende sekvens, hvor han forklarer at flygtninge kommer til Europa, ‘netop’ på grund af vort overlegne system baseret på liberale værdier.

Søren Pind (Tidl. uddannelsesminister, Venstre): … hvis man kigger ud over Vesten, som i princippet står for demokrati, frihandel, kapitalisme, alt sammen i en forbundethed. Ting som er under et massivt angreb forskellige steder. … Det man må spørge sig selv om, det er hvor man er henne i det her. Støtter man det mest fredelige kontinent i nyere tid, som flygtninge fra hele Verden gerne vil søge og være en del af, netop fordi vi hævder det enkelte menneskes ukrænkelighed, sikkert, i forhold til andre systemer. Eller tror man på det kaos, der bliver tilbudt af diverse stærke mand-kræfter, som jeg personligt opfatter som modbydelige.

(Søren Pind taler for Tænketanken Europa, 27. oktober 2016)



2. januar 2019

Biskop om jødisk/muslimsk omskæring: Religiøs skik, som ‘for eksempel det at døbe børn som spæde’

Jeg har på godt jysk intet imod ‘Gud, Konge og Fædreland’, men de har virkelig ringe repræsentanter her ved nytårstid. Dronning Margrethe gjorde det nogenlunde, men jeg har ikke brug for at høre monarken hoppe med på klimahysteriet. Statsministerens nytårstale var en hyldst til internationalisme, men værst var også i år den tv-dækkede nytårsgudstjeneste. Den røde biskop Peter Fischer-Møller sagde blandt andet…

Peter Fischer-Møller, biskop: … Jeg hæfter mig ved tre ting ved historien. For det første hører vi, at forældrene Maria og Josef lader deres kun én uge gamle dreng omskære. Vi har begivenheden gengivet centralt på domkirkens altertavle. I medierne er der for tiden også andre billeder. Vi har netop nu haft en heftig debat, og et borgerforslag har været stilet i Folketinget, hvorvidt det fortsat skal være tilladt for forældre at lade deres drengebørn omskære.

De billeder skal jeg ikke udfolde her fra prædikestolen. Jeg begrænser mig til at konstatere, at det at omskære drengebørn har været en integreret del af jødisk tro i flere tusind år, og er for de fleste muslimer tilsvarende en religiøs praksis. På samme måde, som vi som kristne har vores religiøse skikke, for eksempel det at døbe børn som spæde.

(Biskop Peter Fischer-Møller på DR1, 1. januar 2019, Min. 26.30-)



20. december 2018

Eks-kommunistisk professor advarer mod ‘fædrelandssangene’: Vi bør ‘indse, hvor hjemmeblinde vi er’

Jeg skrev om ‘branding-eksperten’ Mads Mordhorst tilbage i 2015, da han problematiserede den danske udlændingepolitik. Muhammedsagen blev nævnt, og det blev blandt andet brugt som argument for at Danmark fremover ‘vil få sværere ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft’. Klassisk holdningsmassage, der ikke lader sig anfægte af virkeligheden, såsom at englændere og amerikanere i disse år tilvælger Danmark som turistmål.

Som det fremgår af et interview i Kristeligt Dagblad, så mener Mordhorst ikke man skal gøre noget, som enkeltpersoner kan føle sig stødt af. Han problematiserer ‘fædrelandssangene’, der er problematiske per definition. Multikulturen skal ikke bare være altfavnende, men historieløs. Sagde historikeren.

Mikael Jalving husker ham fra studietiden, og han holder ikke igen – Nation Branding-professor slår til mod ung blond pige. Eller hvad foregår der egentlig på CBS?.

“Vi kaldte ham kærligt Hestemorderen. Han var skingrende kommunist og ikke ligefrem nogen charmetrold. Men efter et par øl var han ok.

Som så mange andre i sin årgang lagde Mads stille og roligt Marx på hylden, fordybede sig i Foucault og slog ind på magtens boulevard for at gøre karriere. Da jeg mødte ham på Copenhagen Business School (hvor jeg utroligt nok er censor) for nogle år siden, blev jeg overrasket over at møde Mads Mordhorst i kantinen og høre, han var blevet assistant professor ved Department of Management, Politics and Philosophy med speciale i noget, der vistnok hedder Nation Branding.

Jeg ønskede ham tillykke og tænkte i mit stille sind, at det alligevel var sigende, at den humorforladte unge marxist fra 1990’ernes historiestudium på Københavns Universitet var vandret ret igennem institutionerne og blevet professsor og viceinstitutleder på en skole, hvor man i bedste fald lærer at tjene penge. …

… ikke nok med det. Mads Mordhost advarer mod ’stort set alle fædrelandssange og Grundtvigs sange’. Som han uddyber: ‘For hvad er det for en opfattelse, der gør, at han mente, at småt er godt, og stort er ondt?’

Ja, det kunne jo for Grundtvig have været tabet af flåden i 1807, tabet af Norge i 1814 og nederlaget i 1864 – eller hans opgør med den københavnske kulturelite, Mads Mordhorst.”

(Interview med viceinstitutleder Mads Mordhorst i Kristeligt Dagblad, 18. december 2018)

“Jeg forstår hendes reaktion, og det er godt med den type konflikter… Ellers har vi ingen mulighed for at udvikle os og for at indse, hvor hjemmeblinde vi er. Det er en kultur, der skal behandles og forhandles på institutniveau. … Personligt vil jeg ikke synge med på den sang. Jeg kan heller ikke forestille mig, at der er nogen, der vil tage den op nu, hvor vi har den erfaring i bagagen, at den kan virke stødende. Så vil det jo være en provokation at synge den fremover(Mads Mordhorst)

Oploadet Kl. 11:32 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


29. november 2018

Humanistisk Konfirmation: Lærer at forholde sig kritisk – ‘Kunne blandt andet være noget med Trump’

I dagens udgave af Orientering på P1, kunne man høre Anders Gadegaard forklare, at det var svært at holde kirkelig sommerlejre for flygtninge fra Udrejsecenter Sjælsmark, da de opførte sig uhensigtsmæssigt, havde et ‘aggressivt kropssprog’ og kastede med sten. “På bare tyve minutter udvikler turen sig til hård indbyrdes mobning, og medarbejderen må til sidst fysisk skille børnene ad.”, skrev Gadegaard mfl. fornyligt på Altinget.dk. Det hele var naturligvis Danmarks skyld, og de kunne ligeså godt være ærlig, og argumentere for helt åbne grænser.

Humanismen er i den grad blevet en erstatningsreligion. Herunder lidt fra et indslag i gårsdagens Orientering – Flere unge danskere bliver humanistisk konfirmeret

P1: Antallet af unge, der bliver kristen konfirmeret har ligget konstant på omkring 70 procent de senere år, men man kan se en stærkt stigende interesse for en anden form for konfirmation. Den der hedder en humanistisk konfirmation. Ja, faktisk så meget, at foreningen Humanistisk Samfund ikke helt kan følge med.

… Fra næste år udvider Humanistisk Samfund, så den her mulighed for at modtage undervisning, der fører frem til den humanistiske konfirmation. … Nu har vi fået gæster i studiet, der kan gøre os klogere på humanistisk konfirmation. … og velkommen til Villads Lintrup Sindballe, 14 år, 8. klasse, og du valgte altså at blive humanistisk konfirmeret i foråret.

[…]

Villads: … så bliver man undervist jo, i alle mulige forskellige byer på det her humanitære grundlag. Blandt andet så noget som kritisk tænkning og etik, som jeg synes var virkelig virkelig fedt.

P1: Hvad kunne det være for nogle spørgsmål?

Villads: Det kunne blandt andet være noget med Trump, hvor man kommer med nogle eksempler, og forholder sig kritisk til det her. Forholde sig kritisk til en masse spørgsmål. Så ser vi en film, og hvad skulle han egentligt gøre her? Er det etisk rigtigt? Sådan noget med at forholde sig, som man ikke gør så meget i skolen normalt.

Oploadet Kl. 19:03 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


28. november 2018

Radikaliserede globalister: Man skal ikke partout acceptere folkets vilje, folkeafstemninger er farlige…

Seneste udgave af Huxi og Det Gode Gamle Folketing skal man kun bruge tid på, hvis man vil høre hvor ensidigt en paneldebat kan lyde på en licensfinansieret radiokanal. Gæster var Torben Lund (S), Preben Wilhjelm (VS) og tågehornet Bjørn Elmquist (R). Når Landsbyggefonden bruger 10 mia. på at modernisere ghettoerne, så var problemet ikke at danske lejere reelt tvinges til at finansiere fejlslagen udlændingepolitik. Nej, problemet var at regeringen ikke havde nye penge med (fra skattekassen), og i øvrigt var hele udgangspunktet racistisk.

Da de kom ind på klima og miljø ville de have økonomisk støtte til elbiler, men nutidens politikere stod i vejen. Da det jo reelt var det parlamentariske demokrati, der var problemet, pointerede Elmquist i et anfald af ærlighed, at der jo var ‘en grænse for vor langt man skal accepere folkets vilje’.

Bjørn Elmquist kom fra Venstre, men sad i Folketinget for De Radikale fra 1990 til 1998. Ny Venstre-mand på tinge i 1998 var Jens Rohde, der nu sidder i Europaparlamentet for De Radikale. Torsdag i sidste uge var han i Debatten på DR2, for at diskutere eventuelt hvorvidt Danmark skulle følge England ud af EU. Har var den igen: Folkeafstemninger er farlige…

Jens Rohde (R): Både vor folkeafstemning i ’93, men også det vi ser i England nu, det viser hvor farlige folkeafstemninger rent faktisk er. Vi går jo rundt og bilder hinanden ind, at folkeafstemninger jo sådan er den ypperste form for demokrati, men ret beset så efterlader folkeafstemninger jo ingen mindretalsbeskyttelse, og man giver et billede til befolkning om, at nu træffer I selv en beslutning. Men bagefter er der jo nogen der skal fortolke det her ja, eller nej.

(Jens Rohde, EP-medlem for De Radikale, tidl. Venstre; Foto: Collage)

Oploadet Kl. 11:51 af Kim Møller — Direkte link40 kommentarer


25. november 2018

Fahmy Almajid: “I Mellemøsten brænder vi de vestlige symboler… når vi ‘flygter’, så er det til Vesten.”

Som blogger har jeg ikke altid været vild med Fahmy Almajid, men lad endelig den bogaktuelle integrationskonsulent være en del af den kommende valgkamp-initierede repatrieringsdebat. Det kan selvfølgelig ikke passe, at Vesten sender vesterlændinge i krig i Syrien, alt imens Vesten giver asyl til syriske mænd, fordi de er flygtet fra militærtjeneste.

Fantastisk modig kronik af den kurdiske syrier Fahmy Almajid i Jyllands-Posten – Hvem skal genopbygge Syrien?.

“Asylpolitikken i Danmark er ugennemtænkt. Da tusindvis af syriske ‘flygtninge’ væltede ind over landets sydlige grænser, iværksatte politikerne en asylpraksis, som efter min mening har vist sig at være en fejl. Måske var de påvirket af krigsbillederne i medierne, men store områder i Syrien var ikke ramt af luftbombardementer og direkte krigshandlinger. I disse områder kæmpede syrerne som altid mere mod korruption, inflation og de høje priser på dagligvarer. Dette er årsagen til, at flugten til Vesten først og fremmest er en økonomisk flugt.

Der kommer måske ikke længere flygtninge hertil i samme omfang som tidligere, men de, der har fået asyl, vedligeholder strømmen, fordi de henter deres slægtninge hertil. De rejser til Syrien eller Tyrkiet for at blive gift, og med familiesammenføringsloven i hånden hentes kone eller mand til Danmark. Flygtninge bliver sendt på sprogkurser, men der mangler motivation hos en stor procentandel af dem. Der er travlt hos læger og psykologer, så man kan få en lægeerklæring med diagnosen PTSD, selv om de pågældende flygtninge kommer fra sikre områder i hjemlandet, og der bliver skudt mere på Nørrebro end i deres by i Syrien. De, som er ‘flygtet fra døden’ og har nydt sikkerheden i Danmark efter en familiesammenførelse, søger efterfølgende asyl; ikke på grund af sikkerheden, men pga. de fordele som en flygtning opnår.

I Mellemøsten brænder vi de vestlige symboler, træder på dem med vores støvler og kaster vores sko efter deres præsidenter, når de besøger vores hovedstæder. Vi bruger vores opsparing på pilgrimsrejser til Mekka, men når vi ‘flygter’, så er det til Vesten. … Vi er verdensmestre i at påtage os offerrollen og forlanger, at Vesten skal kæmpe vores kamp, mens vi sidder på vores flade og nyder livet på overførselsindkomst, som vi kalder for ‘løn’. Vi brokker os på kommunekontoret og kalder dem racister, når vi ikke kan få flere tillægsydelser i bistand. Den bistand, som bliver betalt til de, der har snydt sig til asylstatus. Bistandshjælpen, som bliver udbetalt til syriske flygtninge i Danmark, kunne mætte mange fattige familier i det nord- og nordøstlige Syrien og deres børn.

… Syrien har i dag brug for sine unge til genopbygning, men disse unge er i dag migranter. Nogle af områderne i Syrien er næsten tømt for mennesker. Op til 60 pct. af beboerne befinder sig i Europa. Hovedsageligt er det unge mænd uden uddannelse eller erhvervserfaring fra landområder. …

Jo mere kurderne forsøgte at rekruttere de unge kurdere, jo flere flygtede mod Vesten. Vesten gav de unge koden til at opnå asyl: ‘Jeg er blevet indkaldt, men jeg vil ikke i krig’. De søgte asyl på baggrund af, at de blev indkaldt til militærtjeneste. Enten hos regimet eller hos de kurdiske grupper YPG og YPD, som kæmper mod IS. Disse befriede blandt andet byen Raqqa, som var IS’ hovedstad. Der hopper kæden af. Hvorfor giver Vesten de unge syrere asyl, mens Vesten samtidig sender soldater af sted for at kæmpe mod terrorister?

I 2014 blev Kobani, en syrisk-kurdisk by tæt på den tyrkiske grænse, indtaget af IS, og i 2018 blev Afrin, ligeledes tæt på grænsen, erobret af forskellige bevæbnede grupper bl.a. Den Syriske Frie Hær under tyrkisk kommando. Begge byer blev erobret meget nemt, fordi dem, der burde have forsvaret byerne, har flygtningestatus i Europa. De kurdiske områder i det nord- og nordøstlige Syrien er mere eller mindre blevet skånet fra krig i alle syv år, bortset fra førnævnte Kobani og Afrin. Resten af området blev beskyttet af de kurdiske styrker. Men udvandringen mod Vesten fortsætter…

Dette skaber splittelse mellem dem, som blev i Syrien, og dem, som opnåede asyl og bistand her i Vesten. De to forfattere, Hjalte Tin og Nina Rasmussen, har for nylig besøgt det kurdiske område i Syrien og beskriver dette i deres bog ‘Dem der blev’. De mødte flere, som mente, at deres landsmænd har ladt dem i stikken ved at flygte i stedet for at blive og kæmpe. Forfatterne mødte også en kurder, som tidligere var flygtning her i Danmark. Han ville stemme på Dansk Folkeparti, hvis han havde dansk stemmeret, fordi mange af dem, han havde mødt på asylcentrene, fortalte fuphistorier for at opnå asyl i Danmark.



17. november 2018

Læger uden Grænser: Nogle danskere ‘hader, at vi yder lægehjælp til alle uanset religion og hudfarve’

For tiden diskuteres der fra politisk hold, hvad man kan gøre for at tvinge vordende læger ud i multikulturelle bydele. Ingen gider eksempelvis være praktiserende læge i Vollsmose Sundhedscenter. Det er værd at tænke på, når ‘Læger uden Grænser’ associerer kritik af deres de facto-menneskesmugling med ‘religion og hudfarve’. Multikultur på det lange flotte cv, ja tak. Muslimer i mit daglige arbejde resten af livet, nej tak.

Morten Uhrskov om de grænseløse lægers seneste kampagne – Tak til Læger uden Grænser for deres desperate annonce i Weekendavisen.

“Nu har Læger uden Grænser imidlertid indrykket en helsides annonce i Weekendavisen på side 3. …Teksten lyder:

‘Der er danskere, der hader, at vi yder lægehjælp til alle uanset religion og hudfarve’.

Neden under denne tekst står der:

‘Hvor går din grænse? Vi er aldrig i tvivl’.

Derpå er der en opfordring til at støtte Læger uden Grænser.

Så langt, så godt. Der er bare det ved det, at Læger uden Grænser indrykker denne annonce af en grund, og dertil skal lægges, at Læger uden Grænser ikke spiller med åbne kort.

I maj 2017 skrev jeg et blogindlæg med titlen ‘Boykot Læger uden Grænser’. Her forklarede jeg, at Læger uden Grænser bevidst sejlede tæt op ad Libyens kyst for dér at samle asylsøgere op i vakkelvorne både, sat i Middelhavet af menneskesmuglere. Jeg skrev, at Læger uden Grænser dermed reelt gjorde sig medskyldig i menneskesmugling, og derfor opfordrede jeg til boykot af organisationen. …

Læger uden Grænser bruger selvfølgelig de mest følelsesladede termer, de kan finde i ordbogen. At være imod masseindvandring til Europa sættes ifølge Læger uden Grænser lig med at være ‘imod’ mennesker med en anden religion eller hudfarve.

(Læger uden Grænser på Facebook, 16. november 2018: “… hjælpe mennesker på flugt på Middelhavet”)

“Nul ansøgninger. Ingen praktiserende læger har haft lyst til at gribe udfordringen, efter Regionsrådet sidste måned sendte et ydernummer i udbud med udgangspunkt fra Vollsmose Sundhedscenter.” (Fyens.dk, 16. november 2018)

Oploadet Kl. 10:20 af Kim Møller — Direkte link78 kommentarer


7. november 2018

Kasper Støvring i islamiserede Saint-Denis: “Symbolikken er overvældende – som en gotisk katedral.”

Jeg var i Paris sidste år, og følte ikke ligefrem et behov for at stå af toget i Saint-Denis. Et tabt område, selvom bydelen inkluderer Frankrigs nationale stadion og den gotiske katedral med Karl Martels grav. Kasper Støvring kommenterer i Berlingske – Det multikulturelle samfund fører til mindre frihed.

“I efterårsferien besøgte jeg en af Europas vigtigste kirker, den parisiske kongekirke, Saint-Denis, som er den første kirke bygget i den gotiske stil. Den ligger i bydelen Saint-Denis midt i et af de mest indvandrerbelastede og islamiserede områder i Europa. Den parisiske bydel har været genstand for voldsomme optøjer og terrorrelaterede ransagninger af politiet.

Det er et trøstesløst og urovækkende syn, man møder. Det er som at vandre gennem et apokalyptisk landskab på vejen op til kirken. Der stiger røg fra indkøbsvogne, hvor forhutlede typer steger mad, høje tilråb høres i gaderne, der flyder med affald, og murene er hærget af graffiti. Der ses kun få hvide mennesker, som går ludende rundt med slukkede blikke og stramme læber. De fleste i området er tildækkede kvinder og skæggede mænd med hættetrøjer, hvoraf nogle udveksler mistænkelige poser. Fra grillbarerne lugter der som en verden af friture og fattigdom, og osen fra togene minder om dunsten af svovl, som dampede den ud af et krater.

Men pludselig tårner katedralen sig op, lys og majestætisk. Indenfor ligger Karl Martel begravet, konge og fører af den hær, der slog muslimerne tilbage i slaget ved Poitiers i år 732.

Symbolikken er overvældende – som en gotisk katedral.

Frankrig er interessant, fordi vi kan spejle vores nok ikke så fjerne fremtid i det engang så stolte land, der nu er i en slags permanent undtagelsestilstand på grund af islamismen.”

(Karl Martels grav i Saint-Denis katedralen, Paris



26. oktober 2018

Kronik: “Den naive og oprigtige følsomhed, nærhed, varme… der karakteriserer kunsten i Nordkorea”

Flere elementer i kronikken indikerer, at skribenten politisk befinder sig et sted mellem Ho Chi Minh og Kim Jong-il, men han er relativ anonym online. Han udgiver bøger fra et selvejet forlag på et større landsted i Århus V, og fokuserer på kunst, kultur og mere eksistentielle spørgsmål. Seneste udgivelse skiller sig dog ud – en essay-antologi om ‘anerkendende multikultur’ af amerikanske tænkere, samlet, oversat, redigeret og udgivet af ham selv.
Foruden at være en næsten parodisk apologet for ensrettede Nordkorea, har han tilsyneladende også en dybfølt kærlighed til det multikulturelle samfund. Kronik af Leif Ebbesen i Politiken – Drop fordommene om Nordkorea.

“Når man vurderer en fremmed kultur med de samme målestokke som dem, man benytter, når man ser på sin egen, vil det sjældent give et godt resultat. Således også når man besøger Nordkorea og prøver at give et billede af kunsten og dagliglivet i dette fremmedartede samfund.

Billedet kommer let til at understøtte eksisterende fordomme om en slyngelstat befolket af indoktrinerede og undertrykte skabninger og kunstnere underlagt strenge restriktioner.

Men uden at forsvare forhold, der må støde enhver vesterlænding, kan der også tegnes et andet billede af dette terra incognita – Den Demokratiske Folkerepublik Nordkorea med dens store leder Kim Jong-un, der selv af CIA er betegnet som en rationel aktør med en klar vision og et klart formål med det, han siger og gør. …

Man kan affærdige den nordkoreanske kunst som kitsch i betydningen kunst med lav æstetisk kvalitet og, om man vil, endda som totalitær kitsch. Man kan også vælge at betragte den som statsstyret socialrealisme af værste skuffe og dermed få bestyrket en allerede eksisterende negativ opfattelse af et samfund som tilbagestående også på dette område.

Men uanset kunstopfattelse eller politisk holdning må man erkende, at kunsten har en overordentlig stor betydning/funktion i det koreanske samfund, at kunstnerne er særdeles veluddannede, er meget respekterede og stolte over at tjene deres land og folk med deres talenter og kreativitet. Og især på et område må man anerkende, at den nordkoreanske kunst er unik.

Som det eneste sted i verden skabes stenmalerier/juvelmalerier, hvor malerier fremstilles ved at anvende farvede pulveriserede ædelsten/halvædelsten.

Hverken nordkoreanske kunstnere eller kunstformidlere skjuler, at deres kunst er udtryk for virkeligheden i et land med en konfuciansk socialisme. Men de benægter, at kunsten er underlagt propagandistiske krav formuleret af regimet.

De ser derimod kunsten som en integreret del af en, for vesterlændinge, fremmed, delvis ukendt, delvis mystisk og særdeles kompleks fjernøstlig virkelighed, hvor forholdet mellem kunst og politik gennem århundreder har været afgørende forskelligt fra det, vi kender. …

Den Juche-bevidste kunstner vil skabe en kunst, der kan forstås af masserne, og den nordkoreanske kunstner betragter ikke abstrakt kunst som en værdig udtryksform.

Det indebærer ikke, at maleren ikke kan inkorporere store områder i sine værker ved at kombinere det realistiske maleris virtuositet med charmen i det abstrakte. Den nordkoreanske kunstner har både et imponerende traditionelt repertoire og et indgående kendskab til andre ismer til sin rådighed, når hun/han bevæger sig rundt i virkeligheden. Den naive og oprigtige følsomhed, nærhed, varme og tvetydighed, der karakteriserer kunsten i Nordkorea, kan endelig tolkes som typisk for et samfund, der ikke har oplevet den fremmedgørende, homogeniserende og depersonaliserende virkelighed, hvormed mange vestlige kunstnere og filosoffer ynder at skildre samtidens samfund.

(Nyere nordkoreansk kunst, 2017 – Det multikulturelle samfund – en anerkendende politik, 2018)

Oploadet Kl. 10:08 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper