23. juni 2015

“… ikke så meget fordi de er anderledes ude på landet, men mere fordi de er tossede inde i byerne.”

Søndagens debat i den sene Deadline omhandlede Dansk Folkepartis valgssejr, og gæst i studiet var David Trads, Lars Trier Mogensen og Christopher Arzrouni. To røde debattører mod en enkelt blå er ren rutine på DR2, men Arzrouni havde det alligevel relativt nemt. Fra Analyse – Medierne under valgkampen.

Jacob Rosenkrands, Deadline: Christopher Arzrouni, jeg kan kalde et kort frem, hvor man kan se hvor Dansk Folkeparti havde tilslutning, det er sådan et kort hvor der er nogle røde felter, det er der hvor rød blok vandt valget, så er der nogle blå felter, det er Venstres højborge, og så er der det gule Danmark hvor Dansk Folkeparti står stærkt. Nu tager David Trads jo fat på den her fortælling om land versus by, er det en nøgle til at forstå valgresultatet.

Christopher Arzrouni, Børsen: Det er en del af nøglen, men ikke så meget fordi de er anderledes ude på landet, men mere fordi de er tossede inde i byerne. Bestemte steder inde i byerne… specielt, det er Østerbro og Christianshavn og sådan noget, hvor man anser Dansk Folkeparti for at være noget nær et nazistparti.



7. juli 2014

Christopher Arzourini i Børsen: “DR er det politiske systems tjener, ikke folkets. Men folket betaler.”

Torsdag eftermiddag løb min Ipad tør for strøm, og jeg dristede mig til at give P1 en chance. Jeg kom ind i en genudsendelse af Filosoffen, forfatteren og fremtidskvinden fra 2007, hvor filosof Ole Fogh Kirkeby og forfatter Niels Thomsen talte i længder om tidens store tabuer. Det store tabu var vores behandling af muslimerne, der mindede om tidligere tiders behandling af jøderne, noget Muhammedtegningerne i øvrigt var et symptom på. Flere af betonmarxisterne er gået på pension, men systemet er inficeret. ‘Det er ikke din radio det er noget i vejen med, men hele Danmarks Radio’, som det så smukt lød i en jingle for år tilbage.

Kommentar af Christopher Arzrouni i Børsen – De ynkelige DR-propagandister.

De var så glade, Folketingets medieordførere. Nu var alle partier på Christiansborg med i et forlig om mediestøtten. Selv Liberal Alliance. … Men den lykkeligste af alle var utvivlsomt DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn. Med alle partier fedtet ind i forliget, er det slut med en grundlæggende politisk kritik af DR’s rolle som den store gøgeunge på det danske mediemarked.

Mens dagblade og ugeblade mister markedsandele, og kampen står om nettet, får DR tilført 3,7 mia. kr. ‘usu et abusu’, som de gamle romere sagde. Til brug og til misbrug.

Blækket på medieaftalen var knap nok tørt, før Pressenævnet leverede en sønderlemmende kritik af DR’s store dokumentar-serie ‘I skattely’, som blev sendt i efteråret. Det fjerde afsnit i serien handlede om, hvordan nogle rådgivere vejledte en skatteborger, som gav udtryk for, at han gerne ville betale mindst muligt i skat. Kritikken af DR er umisforståelig. I forhold til advokatfirmaet Bech-Brunn lyder konklusionen:

‘Pressenævnet finder, at de skjulte optagelser fra advokatfirmaet ikke dokumenterer, at den rådgivende advokat opfordrede DR’s undercoverjournalist til at omgå reglerne om skat i Danmark.’ … Programmet ‘I skattely’ indbragte en Cavling-pris, hvilket i sig selv burde give anledning til selvransagelse. Men selvransagelse finder man i hvert fald ikke hos DR. …

Med programmer som ‘I skattely’ viser DR sig at favne uhyre snævert og særdeles propagandistisk. Man ville for enhver pris illustrere, hvordan statskassen blev snydt for penge som retteligt tilhørte ‘fællesskabet’.

Det viste sig – desværre for DR’s propagandister – at Bech Bruun og Ernst & Young ydede rådgivning på den rette side af loven. Kunne man forestille sig et DR-program, som undersøgte problemet set fra borgernes og virksomhedernes side – i kampen mod det altomsiggribende statsapparat? Naturligvis ikke.

DR er det politiske systems tjener, ikke folkets. Men folket betaler.

Oploadet Kl. 14:58 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


28. december 2010

‘Godt politikerne ikke har kontrol med fjernsynsproduktionen. Så havde vi stadig sort-hvid’

Kommentar af Christopher Arzrouni i Jyllandsposten – Røde puritanere.

“De røde puritanere hader reklamer. De ser stort på, at reklameaviser fra Bilka og Brugsen gør det muligt for ganske almindelige forbrugere at orientere sig hurtigt i supermarkedernes tilbud…

Ser jeg røde spøgelser? Nixen bixen. Sandelig om ikke de fagforeningsbetalte dilletanter i ”tænketanken” Cevea for nylig bestilte en meningsmåling, hvor sagesløse respondenter skulle tage stilling til følgende udsagn: »Jeg oplever en tendens til, at emner som forbrug og reklamer fylder mere i medierne end emner som demokrati og medborgerskab«. Deri var 69 pct. helt eller delvist enige.

»De seneste årtiers deregulering, globalisering og nyliberalisme har (?) tippet balancen til fordel for markedet,« lød konklusionen i Ceveas såkaldte analyse. Der skulle være »fartgrænse på markedsgørelsesekspressen«. For netop her ligger hunden begravet. Modstanden mod reklamer skyldes deres irrationelle had til markedet.

Markedet er jo ikke andet end et frivilligt mødested mellem forbrugere og virksomheder. Det er god folkelig visdom. Men så kan venstrefløjen i stedet påstå, at reklamer er unødvendige og fordyrende. Hvorfor bruge penge på markedsføring, hvis produkterne i sig selv er nødvendige? Hvorfor skabe ”kunstige behov”? Det gav bilfabrikanten Henry Ford engang et udmærket svar på: »Hvis man havde spurgt folk, hvad de ville have, havde de svaret: Hurtigere heste«. Derfor. Vi ved ikke, hvad vi vil have, før vi ved, hvad vi kan få.

Markedsøkonomi handler om at lave noget nyt, opdage et hidtil ukendt behov og blive belønnet med profit. Helt uden om reaktionære politikere. Godt politikerne ikke har haft kontrol med fjernsynsproduktionen. Så havde vi stadig haft sort-hvid.

Hvis jeg absolut vil undgå reklamer, kan jeg tilbringe aftenen med DR, eller bedre endnu: Slukke tossekassen. Så slipper jeg i hvert fald for at se, hvordan mine tvangsinddrevne licenspenge til ”public service”-medierne går til en lind strøm af reklamer for større offentlige udgifter.

De venstreorienterede hader markedet, netop fordi det ikke er politisk. Og de hader reklame for kommercielle produkter. Ikke reklame som sådan. Ikke reklame for politiske produkter. Fagforeningerne betaler jo for spaltekilometer af reklamer for deres venner i de røde partier op til hvert eneste valg.”

Oploadet Kl. 00:49 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


24. oktober 2010

Arzrouni & Gade Jensen: Vi gør klogt i at være bevidst om vores friheds kristne rødder

Havde jeg ikke meldt mig ud af folkekirken for tyve år siden, så havde jeg nok gjort det på et senere tidspunkt i protest mod en folkekirke, der for mig at se har et medansvar for multikulturaliseringen af Danmark. Velskrevet kronik af Christopher Arzrouni og Henrik Gade Jensen i dagens Berlingske Tidende – Ateisternes korstog.

“Kristendommen er de vestlige samfunds fundament. Uanset om vi er bevidst om det eller ej. Det frihedsbegreb, vi hylder, bygger på tanken om individuelt ansvar over for Gud. Det lighedsbegreb, vi hylder, bygger på en tanke om ligeværd mellem mennesker på tværs af stammetilhørsforhold, fordi vi alle er skabt i Guds billede. Det syn på forpligtelse, vi hylder, gør at vi ikke uden videre kan melde pas i forhold til de “anderledes” og de “urene”. Kristendommen ophæver ligefrem den slags skel. Og det fornuftsbegreb, vi hylder, er såre realistisk. For det anerkender, at mennesket ofte må komme til kort med alle sine mangler. Vi er netop ikke Gud.

Nu kunne man være ligeglad med den vestlige verdens kristne rødder. Tingene fungerer jo. De fleste gavnlige samfundsinstitutioner kører videre selvstændigt uden at blive tanket op af evangeliet. Men derfor gør vi alligevel klogt i at være bevidst om vores friheds rødder. For ellers risikerer vi at sekularisere os ihjel. Vi undrer os over, at det er blevet så vigtigt for en række ateister at rakke ned på kristendommen Burde de ikke være ligeglade? … For dem burde kristendommen være ligegyldig al den stund kristendommen – ifølge dem – ikke længere betyder noget i et oplyst samfund. Til dem er der blot at sige: Så brug dog hellere jeres tid på de religioner, der udgør en fare for den vestlige verden, og lad os andre være i fred med det, I betragter som vores overtro. Prøv at kig på, hvad der karakteriserer de protestantiske kulturer og lande i verden i dag og sammenlign med et bredt gennemsnit af andre kulturer. Vestens protestantiske kultur har en høj prioritering af individets frihed og integritet, sanddruhed, ligestilling mellem mennesker uanset køn, race og klasse, bred offentlig afstandtagen til bedrageri og løgn, en respekt om menneskeliv fra det undfangede til det døende.

Dennis Nørmark mener ud fra sin viden om aber, at moral mere skyldes gener end religion. I så fald er det da lidt svært at forklare, at nogle kulturer foretager menneskeofringer og andre ikke, nogle kulturer myrder småpiger, fordi de hellere vil have drengebørn, at nogle kulturer udklækker flere nobelprisvindere end andre osv. Selvfølgelig befinder moral og etik som adfærdsnormer sig i et betingelsesforhold til samfundet og de materielle omstændigheder, men det væsentlige her er, at der er forskel på kulturer og religioner og de værdier, som promoveres.

… Når andre kulturer skal formulere menneskerettigheder, afbalanceres de med kollektivistiske eller fundamentalistisk religiøse værdier. Vesten er unik ved at formulere et universelt og individualistisk menneskerettighedsbegreb, som ganske vist siden da er blevet misbrugt og udvidet, så det delvis mister sin respekt, men som i sin oprindelige konstruktion er en hovedsagelig kristen arv…

I dag kan det virke så givet, så vi glemmer eller fortrænger, at udviklingen ikke forløber med automatik eller nødvendighed.



7. september 2010

“Findes der radikale islamister? Så er det, fordi nogen har defineret dem som sådan.”

Socialkonstruktivisme er det historiker Martin Jay kalder for kulturmarxisme. Det bestående ses som en konsekvens af bevidst handling, hvad ‘Kritisk teori’ via nye definitioner kan ændre, og på den måde få held til at afslutte hvad ikke helt lykkedes for Karl Marx. I forbindelse med min kritik af Jørgen Bæk Simonsens individ-orienterede tilgang til Islam, kritiserede den senere professor undertegnede, for at tilsidesætte årtiers socialforskning. Her havde han på sin vis ret. Jeg godtager ikke præmisser skabt af neomarxister tilhørende Frankfurterskolen (Institut für Sozialforschung).

God klumme af Christopher Arzrouni i gårsdagens Jyllandsposten – Konstruktion og virkelighed.

“Det vigtigste skel i dansk politik går ikke mellem højre og venstre. Det går mellem dem, der mener, at virkeligheden findes, og dem, der mener, at “virkeligheden” blot er en menneskelig konstruktion.

Er du en kvinde? Nej, det er noget, du er opdraget til at være. Du er “kønnet”. Er der krig? Ikke hvis du nægter at anerkende det. Findes der radikale islamister? Så er det, fordi nogen har defineret dem som sådan. Er der forskel mellem danskere og udlændinge? Det er også socialt konstrueret. Alt hvad vi er og gør, affejes som noget, der lige så vel kunne være anderledes.

Socialkonstruktivisternes skøre tankegang har vundet indpas overalt på universiteterne. Tanken om, at alt menneskeligt er konstrueret, har overtaget sindene efter marxismens hærgen. Man er hoppet fra den ene grøft til den anden. Fra marxisternes idioti med at alt var determineret af den materielle basis -til socialkonstruktivisternes ide om at mennesket skaber sig selv…

Distanceblændernes antal er desværre nok konstant. De fandt hurtigt en måde at undgå at blive konfronteret med hårde fakta på.

Hvor de studerende tidligere kunne lire lidt marxistiske floskler af sig, forsøger de nu med lidt socialkonstruktivistiske floskler.”

(Max Horkheimer, grundlægger af Frankfurterskolen)

Oploadet Kl. 14:38 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


1. april 2010

Medkraft og Modkraft

Christopher Arzrouni i mandagens Jyllandsposten – Medkraft og Modkraft.

“Revolutionen er ikke noget teselskab. Sådan sagde filmskaberen Erik Clausen i en debat på DR2 Deadline for en uge siden. Han forklarede sin støtte til de colombianske guerillaer i Farc med, at det er en frihedsbevægelse…

Uden at være ekspert på Colombia kan jeg konstatere, at landet forleden afholdt et frit parlamentsvalg, og at præsident Uribes støtter vandt stort. Befolkningen havde ingen lyst til at betro magten til partier, der er bløde over for Farc. For tiden er Latinamerika ellers præget af venstreorienterede præsidenter, der elsker revolutionsromantik. Et fællestræk ved Chavez & Co. er, at de tilsidesætter alle begrænsninger på, hvor mange gange de må lade sig genvælge. Den fristelse er Colombias højreorienterede præsident Uribe også faldet for. Men da han fik klart nej fra Colombias højesteret, stak han piben ind og udviste respekt for sit lands forfatning. Colombias politiske system er således lysår foran Venezuelas – og så selvfølgelig Cuba, Castro-familiens koldkrigsreservat…

Herhjemme dyrker venstrefløjen voldsromantikerne i Antifascistisk Aktion som demokratiets bolværk mod højreekstremister. Som om Danmark var i fare for at blive et fascistisk diktatur. De mest uforfærdede demokratiske aktivister er ikke maskerede røde bøller.”

Oploadet Kl. 14:43 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


5. januar 2010

“Demokratiets tre fjender: “dels fattigdom, dels to af de store religioner: socialisme og islam”

Klumme af Christopher Arzrouni i gårsdagens Jyllandsposten – Mellemøstlig nød.

“Kampen mod den totalitære islamisme har afløst kampen mod den totalitære kommunisme. Heri har folk som Lars Hedegaard ret.

Min far voksede op i Egypten i 1940’erne og 50’erne. Det var et land med mange etniciteter, kulturer og religioner. Egyptere – såvel muslimer som kristne – levede fredeligt sammen med grækere, armeniere, englændere og franskmænd. Man orienterede sig mod Vesten. Her lå fremtiden, indtil generalerne tog over. Så blev idealerne panarabisk socialisme. Staten tog kontrollen. Gradvist forsvandt de vestlige elementer. Grækere og armeniere drog videre til andre lande. I kølvandet på krigene i 56 og 67 blev stemningen stadig mere antivestlig, ligesom i resten af Mellemøsten. Til sidst var der kun to konkurrerende ideologier. Noget nationalistisk miskmask med en stank af socialisme. Og hardcore islamisme.

For nogle år siden satte professor Martin Paldam tal på demokratiet og dets fjender. “Selv om man tager alle mulige målefejl i betragtning, er der ingen tvivl. Demokratiet har tre store fjender i verden: dels fattigdom, dels to af de store religioner: socialisme og islam”. Paldam gav en forklaring. »Jesus var en fattig, omvandrende prædikant, der aldrig tilstræbte eller fik nogen verdslig magt, og som endte med at blive henrettet (…) Muhammed blev derimod en velstående politisk leder i Mekka. Ja, han og hans disciple skabte et arabisk storrige med eksplosiv kraft i det 7. århundredes anden del. Så islam blev fra starten forbundet med en af de største politiske og militære triumfer i historien. For en muslim er denne periode et ideal. Det er ikke noget demokratisk ideal.«”

Oploadet Kl. 04:54 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


27. december 2009

‘Af alle mulige årsager’

Fra Sappho – Ministerrådgiver frygter muslimsk flertal i Danmark.

“Christopher Arzrouni, der er tidligere redaktør på Weekendavisen og nuværende spindoktor for fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), mener, at det er naivt ikke at frygte et muslimsk befolkningsflertal i Danmark. Det fremgår af en meningsudveksling på det sociale medie Facebook.

[…]

Christopher Arzrouni

Med tanke på din baggrund (Arzrouni har armensk baggrund, red.). Hvordan tror du, at det vil gå Europas oprindelige befolkninger, når de i en ikke så fjern fremtid bliver et mindretal i Europa?”

Et par timer senere indløb svaret fra Christopher Arzrouni på Eva Selsings Facebook-væg:

“Kære Uwe Max Jensen,

Jeg vil da bestemt frygte fremtiden, hvis den skulle bringe et muslimsk flertal i Danmark. Af alle mulige årsager. Hvor naiv tror du, jeg er?”

Oploadet Kl. 06:32 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


4. juni 2007

Kloge ord om menneskerettigheds begrebets udvikling

Institut for Menneskerettigheder fejrer 20 års jubilæum i år, og Jacob Mchangama mfl. udtrykker i den forbindelse fornuftige borgerlige ord om menneskerettighedsbegrebets udvikling.

Fra dagens kronik i Berlingske Tidende. Jacob Mchangama og Christopher Arzrouni: Red menneskerettighederne!

“Menneskerettigheder er en af den vestlige civilisations vigtigste frembringelser. De garanterer borgerne en række enkle klassiske frihedsrettigheder – lighed for loven, ejendomsret, ytringsfrihed og muligheden for at gå sine egne veje, så længe man respekterer andres tilsvarende friheder. Kort sagt et grundlæggende menneskeligt »selvejerskab«.

Imidlertid er menneskerettigheder paradoksalt nok blevet for populære. Deres udgangspunkt var at definere en kerne af universelle rettigheder, som mennesker må have uanset, hvor de lever, og som ingen andre må krænke. I dag bliver menneskerettigheder i stigende grad brugt til det stik modsatte: Som krav på andre menneskers gøremål, ressourcer m.v. Selve menneskerettighedsbegrebet er blevet skizofrent.

Rettighedsbegrebet har rødder tilbage til Antikken, men blev først for alvor udfoldet i England. Et dokument som Magna Charta (1215) står som et af de første konkrete bud på individuelle rettigheder over for staten. Heraf fremgår det, at »ingen fri mand skal arresteres eller fængsles eller fratages sin ejendom eller gøres fredløs eller drives i landflygtighed eller på nogen måde ødelægges, ej heller skal vi gå mod ham eller sende folk mod ham, medmindre det sker efter hans ligemænds dom eller i henhold til landets lov«.

Rettighedsbegrebet blomstrede dog først for alvor i 1600-tallet. Filosoffen John Locke slog fast, at: »enhver mand har ejerskabet til sin egen person«, og at de centrale rettigheder var »liv, frihed og ejendom«. Denne tankegang inspirerede Den Amerikanske Uafhængighedserklæring af 1776. Heri optræder ordene: »Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke«. Også i den franske menneskerettighedserklæring af 1789 fremgår det, at »målet for enhver politisk forsamling er at bevare menneskets naturlige og umistelige rettigheder. Disse rettigheder er frihed, ejendom, sikkerhed og modstand mod undertrykkelse«.

Således gennemstrømmer selvejerskabstanken de vigtigste tekster i den vestlige politiske historie. Men noget skete. Fra at rettigheder var borgernes beskyttelse mod staten, blev de nu til et instrument for staten. Det ser man i den reviderede franske menneskerettighedserklæring af 1793, som tyrannen Robespierre stod bag. Heraf fremgår det, at »målet for samfundet er den fælles lykke«, og at »offentlig hjælp er en hellig pligt«.

Individuel stræben efter lykke blev afløst af et mere håndfast kollektivt mål for lykke. Det kom til at plage Europa i det 19. og 20. århundrede. Gang på gang blev individuelle rettigheder undertrykt med henvisning til andre »vigtigere rettigheder«…

Heldigvis blev menneskerettighedstanken rehabiliteret oven på Anden Verdenskrig. Individuelle, grundlæggende rettigheder skulle igen udgøre et værn mod totalitarisme. Desværre blev frøet til ny skizofreni sået i FNs universelle menneskerettighedserklæring af 1948. Erklæringen rummer de klassiske borgerlige rettigheder men også en hel stribe »økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder«.

Erklæringens første 21 artikler udtrykker de klassiske vestlige værdier som frihed, lighed for loven, ejendomsret, religionsfrihed og så videre. Alt dette kan man have, uden at andre skal afgive noget. Det er velafgrænsede rettigheder, som man med god ret kan kalde universelle. De kræver ingen særlig politisk definition. De udgør den privatsfære, som staten (og andre) ikke må gribe ind i. Vi kalder det for frihedsrettigheder eller »negative« rettigheder, idet de handler om, hvad man ikke må gøre over for andre.

Men FNs erklæring slutter ikke med de første 21 artikler. Artikel 22-27 nævner alt det, som mennesker angiveligt behøver for at kunne leve et godt liv. FNs erklæring forklarer, at mennesker har ret til social tryghed, en levestandard, som inkluderer føde, klæder, bolig, sundhed, gratis undervisning, ret til arbejde, begrænset arbejdstid, ferie med løn, ret til at nyde kunst og til at få adgang til videnskabens frembringelser, tryghed i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom og alderdom.

Og det lyder jo godt. Men disse »rettigheder« har reelt en helt anden funktion end de klassiske frihedsrettigheder, og tilsammen ligner de mere en ønskeseddel for de ting, som politikere godt kunne tænke sig at gennemføre. De kan kun efterleves, hvis nogen først definerer dem og derefter fremskaffer dem. Eftersom denne slags rettigheder lægger direkte forpligtelser på andre, kaldes de »positive« rettigheder eller velfærdsrettigheder. Sådanne rettigheder afhænger i praksis altid af, hvilket land eller hvilken tid man lever i, og de vil nødvendigvis være forskellige fra land til land afhængigt af velstandsniveauet. Netop derfor er disse artikler i FNs universelle menneskerettighedserklæring slet ikke universelle.

Rettighederne i artikel 22-27 erklærer, at alle har ret til en bestemt livsførelse, men siger ikke noget om, hvem der er skyldig at skaffe midlerne, og hvor meget der skal til. Selvfølgelig er det vigtigt at have bolig, mad og meget mere. Men sådanne upræcise ting kan man ikke skrive ind i en rettighedserklæring uden at devaluere og relativere frihedsrettighederne.

Frihedsrettighederne indebærer, at statsmagten begrænses, og at den – når den agerer – holder sig til snævre spilleregler. Frihedsrettighederne udelukker derfor totalitære regimer, hvad enten de er fascistiske, socialistiske eller religiøse. Men inden for frihedsrettighedernes ramme kan borgerne vælge den samfundsmodel, de måtte finde bedst. Frihedsrettighederne foreskriver således hverken en nattevægter- eller velfærdsstat.

Velfærdsrettighederne angiver derimod ingen begrænsninger for staten og sætter ikke begrænsninger for totalitære regimer. Tværtimod forklarer de, at staten er skyldig at øge sin magt for at kunne omforme samfundet og styre borgernes aktiviteter til det ønskværdige resultat. I praksis medfører det et samfund, hvor staten er altdominerende, hvorfor politisk pluralisme og individuel frihed er uforenelig med velfærdsrettighederne.”

Jacob Mchangama gik mere konkret til Morten Kjærums Institut for Menneskerettigheder i en 180 grader-klumme i sidste uge (28/5-07) – Institut for udvanding af menneskerettigheder. Et citat.

“Ingen af de eksempler, Morten Kjærum nævner som problematiske, kan med nogen ret siges at være udtryk for tyranni, undertrykkelse eller utidig indblanding fra statens side. Men IMR’s kampagne er ikke kun udtryk for en triviel udvanding af menneskerettighedsbegrebet. Den er også potentielt frihedsindskrænkende. Menneskerettigheder fungerer som garantier, der enten er absolutte, eller som der kræves vægtige og objektive grunde for at fravige. Med andre ord trumfer menneskerettigheder øvrige hensyn og indsnævrer mulighederne for at agere indenfor menneskerettighedernes anvendelsesområde. Netop derfor må menneskerettighederne være veldefinerede og afgrænsede. Menneskerettighederne kan ikke meningsfyldt udbredes til en række hverdagsområder – såsom forholdet private borgere imellem, ansættelsespolitik eller alkoholpolitik på uddannelsessteder, hvor en række legitime og relevante, men modsatrettede hensyn konstant vil spille ind afhængig af kontekst og konkrete omstændigheder.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper