4. oktober 2009

Politiken revser: Kåre Bluitgen giver moderate muslimer dårlige teologiske kort på hånden

Grotesk anmeldelse af Kåre Bluitgens koranoversættelse i lørdagens Politiken. Man kan synes en bog er god eller dårlig, men anmelderen er ligeglad med hvad er står i Koranen, det afgørende, er for ham hvilken side fortolkningen støtter. Fra Koranoversættelse er julegave til Bin Laden.

“Ifølge Bluitgen selv er denne dobbeltudgivelse yderst relevant, fordi danskernes almindelige kendskab til muslimernes hellige bog er meget mangelfuldt, samtidig med at islam fylder meget i den offentlige debat.

Skal man tro Bluitgen, er hans ærinde altså god, gammeldags folkeoplysning. Men skal man virkelig tro Bluitgen?

… Ved at supplere med haditherne og ved at fremstille åbenbaringerne, eller suraerne, i den kronologiske rækkefølge, Muhammed fik dem i, lykkes det Bluitgen at skabe et temmelig homogent narrativt forløb… Ifølge Bluitgen har han valgt den kronologiske fremstilling, fordi den arabiske korans ukronologiske opstilling er »forvirrende«. Forvirringen skyldes mest, at Guds ufejlbarlige ord gang på gang ender i modsigelser…

Det muslimske fortolkningsprincip, der allerede formuleres i Koranen selv, om at senere åbenbaringer ophæver tidligere, hvis der foreligger en modsigelse, er beregnet på at løse denne vanskelighed…

Som enhver ved, fik den tidlige Muhammed, der måtte flygte fra Mekka, fortrinsvis tolerante og spirituelle åbenbaringer fra Gud, a la »Der er ingen tvang i religion«.

Den sene Muhammed, der havde erobret magten i Mekka, og som agerede profet, krigsherre, dommer og politisk hersker på samme tid, fik derimod mere intolerante, politiske og voldelige åbenbaringer, a la »Så dræb afgudsdyrkerne, hvor I end finder dem!«

… Det herlige er nu, at Bluitgens koranudgivelser gør det utvetydigt klart, at den sene Muhammed ’overruler’ den tidlige, hvorfor der ikke hersker tvivl om, hvad islam i virkeligheden handler om, når det kommer til stykket.

Efter min mening er Bluitgens ‘oversættelser’ ikke videnskabelige, men ideologiske.

At gribe aktivt og ændrende ind i en gammel tekst for at udradere dens ‘forvirringer’ er ikke god akademisk skik, men det kan i det mindste have den funktion at give læseren en koranudgave, der er lettere at afvise som intolerant og voldelig

Det er min mistanke, at Bluitgens arbejde giver moderate muslimske kræfter meget dårlige teologiske kort på hånden, netop fordi de forsøger at fortolke Koranen på tværs af åbenbaringernes kronologiske rækkefølge.

Derfor spørger jeg: Er Bluitgens store koranprojekt udtryk for folkeoplysning, eller er der i virkeligheden tale om islamkritik?”

(Politiken, 3/10-09, billedtekst: folkeoplysning eller islamkritik)

Oploadet Kl. 17:17 af Kim Møller — Direkte link39 kommentarer


18. september 2009

Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen er kendte autoriteter inden for islam, sagde islamist

Fra torsdagens Politiken – Omstridt forfatter kaster sig over Koranen.

“Den danske forfatter, der indirekte udløste karikaturkrisen, er klar med hele to nye bøger om islam. ’Koranen kommenteret’ og ’Koranen gendigtet’ hedder Kåre Bluitgens bøger. Den sidstnævnte har skabt debat, inden den er udkommet.

Den 800 sider tunge ’Koranen gendigtet’ er en omskrivning af Koranen, hvilket betyder, at Kåre Bluitgen har gendigtet historierne i sit eget sprog, ligesom han har byttet om på kapitler, så fortællingen fremstår kronologisk i modsætning til den almindelige udgave…

Talsmand for Det Islamiske Trossamfund Imran Shah tror dog ikke, at bogen vil give danskerne et mere nuanceret og oplyst syn på islam. Snarere tværtimod:

»Ideen bag er fin, men jeg forstår ikke, hvorfor man benytter Kåre Bluitgen som kilde. Man burde gå til Tim Jensen eller Jørgen Bæk Simonsen, der er kendte autoriteter inden for islam, i stedet for en selvbestaltet autoritet med et åbenbart had til islam og muslimer«, siger han.”

Oploadet Kl. 12:39 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer


19. oktober 2007

Kai Sørlander: Tøger Seidenfaden ødelægger den demokratiske debat

Fra dagens Jyllandsposten. Kai Sørlander i kronik om Tøger Seidenfandens forståelse af det frie ord – Misforståelse af ytringsfriheden.

“Har Tøger Seidenfaden ret i sin kritik af Trykkefrihedsselskabet i almindelighed og af Kåre Bluitgen i særdeleshed? For at undersøge det nærmere er det værd først lige at inddrage, hvorledes han selv begrunder sit eget standpunkt i en kommentar i Politiken den 6. oktober. Her stiller har spørgsmålet om, hvorfor det er »så vigtigt at tage afstand fra tidens rabiate islamhadere«. Og han svarer: »Det er det, fordi generaliserende og diskriminerende propaganda krænker den norm om ligeværdighed mellem alle mennesker, der er kernen i alle universelle værdier«.

Tøger Seidenfaden bygger altså dybest set på to normer. For det første normen om ytringsfrihed, og for det andet normen om ligeværdighed mellem alle mennesker. Og hans kritik af Kåre Bluitgen og Trykkefrihedsselskabets ledelse begrundes på, at de bruger ytringsfriheden til at krænke normen om ligeværdighed mellem mennesker. De krænker simpelthen muslimernes ligeværdighed med deres islamkritik.

Spørgsmålet er så, om det er rigtigt. Lad os først undersøge, om vi her har en tilstrækkelig basis for Tøger Seidenfadens personlige kritik af Kåre Bluitgen. Hvad er det, som Kåre Bluitgen gør, når han opfordrer til at væde Koranen i menstruationsblod og smide den på bålet sammen med burkaer?

Som allerede nævnt mener Seidenfaden, at han markerer sin ekstreme foragt for muslimer. Men man kan også mene, at Kåre Bluitgen gør noget andet. Nemlig, at han i ligeværdighedens navn protesterer mod den krænkelse af ligeværdigheden mellem mand og kvinde, som er helt åbenbar i Koranen og i den islamiske tradition.

Og hvis man ser Bluitgens udsagn igennem den anden tolkning, så er det Bluitgen, der er den egentlige forsvarer af ligeværdigheden mellem mennesker, og ikke Seidenfaden. Så bryder Seidenfaden tværtimod med den norm om ligeværdighed, som han selv tror, at han forsvarer.

Men hvis det er rigtigt, så må der være en dybere – en principiel – fejl i Seidenfadens standpunkt. Så må der være en substantiel fejl i hans forståelse af de principper, som han anvender i sin konkrete fejlfortolkning af Bluitgens position.

Og det mener jeg, at der er. En åbenbar fejl. Seidenfaden tror, at normen om ligeværdighed mellem mennesker indebærer, at man bør respektere andre menneskers synspunkter, specielt deres religiøse synspunkter. Men her forstår Seidenfaden simpelthen ikke den dybere betydning af normen om ligeværdighed mellem mennesker. Denne norm er så vigtig, fordi den sætter et skel mellem mennesket og dets synspunkter.

Den kræver ligeværdighed mellem mennesker for at give fuld frihed til at kritisere deres synspunkter, hvad enden de er religiøse eller ikke. På den måde giver den plads for, at alt kan diskuteres. Hvis vi alle overholder normen om ligeværdighed mellem mennesker, så har vi skabt en sikker grund for en rent intellektuel konflikt mellem deres synspunkter…

Hans position bygger på, at han sætter en negativ holdning til islam og til Muhammed lig med en negativ holdning til muslimer som mennesker. Men hermed overser han den skelnen, som er en helt nødvendig forudsætning for den demokratiske meningskamp: at man ikke gør en negativ holdning til en persons meninger og fordomme lig med en forkastelse af personen selv. Den demokratiske meningskamp kræver, at vi anerkender, at ligeværdigheden mellem mennesker ikke indebærer, at vi ikke må kritisere deres synspunkter og åbent vise vor uenighed, hvor dyb den så måtte være. Også selvom de skulle blive fornærmede. For den fornærmelse er ikke et brud med anerkendelsen af deres menneskelige ligeværdighed. Det, som Tøger Seidenfaden vil beskytte, er ikke et særligt mindretal, men det er dette mindretals religiøse fordomme; og en sådan beskyttelse hører ingen steder hjemme i et gennemført demokrati. Her er fordommene kun frie, såfremt der også er frihed til at kritisere dem.”

I realiteten ønsker Tøger Seidenfaden at beskytte muslimerne mod konsekvenserne af den åbne demokratiske meningskamp. Også selvom beskyttelsen kun skal være selvcensur. Men dermed bidrager han til at undergrave den åbenhed, som er helt afgørende for den demokratiske debat. Han bidrager til at skabe et klima, hvor islam ikke modsiges, og hvor muslimerne derfor ikke udfordres i deres egen opfattelse af, at islam ikke må modsiges. Men skal vi bevare den demokratiske ligeværdighed mellem mennesker, så skal også muslimerne lære, at det er tilladt at modsige islam og at karikere Muhammed. Og det lærer de kun, hvis der er nogle, som gør det; og hvis de, som gør det, ikke efterfølgende svigtes.

For mig at se er det farligt at ville lægge låg på diskussionen af islam. Således som Tøger Seidenfaden forsøger i sin afstandtagen fra Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer, og når han karakteriserer Kåre Bluitgen som ekstrem muslimforagter. Så vil han modvirke, at muslimerne konfronteres med den islamkritik, som det er helt nødvendigt, at de skal konfronteres med og skal kunne bære, hvis de skal kunne indgå som ligeværdige medlemmer i et demokratisk samfund. Og hvis de ikke skal mistænkes for at komme med ønsket om at erstatte den demokratiske ligeværdighed mellem alle mennesker uanset religion med en islamisk rangorden, hvor muslimer kommer før ikke-muslimer. Hvorledes skal muslimerne ellers lære, at det ikke er koranen, som er grundlaget for samfundet?

Når det kommer til stykket, har jeg altså en helt anden opfattelse af Tøger Seidenfaden, end han selv har. Hvor han selv opfatter sig som én, der forsvarer den demokratiske norm om ligeværdighed mellem alle mennesker uanset religion, så opfatter jeg ham som én, der svigter denne norm. For det første, fordi han ikke erkender, at normen kræver, at der skal skelnes mellem et menneske og dets synspunkter. Og for det andet, fordi han vil lægge låg på en åben konfrontation med en religion, som i sine reelt eksisterende former benægter den demokratiske grundnorm.

Så langt er der tale om en rent intellektuel uenighed. En uenighed, der drejer sig om den rette forståelse af selve de principper, som demokratiet bygger på. Og den uenighed var der al mulig grund til, at Tøger Seidenfaden havde konfronteret ved Trykkefrihedsselskabets solidaritetsmøde med Lars Vilks. Det skete dog ikke. I stedet brugte han lejligheden til at demonstrere sin tro på sin egen moralske overlegenhed. Med sin opførsel gjorde han sin misforståelse af de demokratiske grundværdier til kriterium på moralsk godhed. De, som var uenige, blev ikke konfronteret, men dæmoniserede. Det er også en måde at ødelægge den demokratiske debat på.”



7. oktober 2007

Historien om Muhammedkrisen uden Kåre Bluitgen – Dokumentar på DR her til aften

I aften sender DR dokumentarfilmen Bloody Cartoons, der er et af de danske bidrag til demokrati-projektet Why democracy. Kultursociolog Kirsten Damgaard var til for-premiere, og kommenterer. Via Snaphanen.

Mærkværdigvis negligerer filmen optakten til Jyllandspostens udspil, nemlig forfatteren Kåre Bluitgens vanskeligheder med at få en tegner til at illustrere en børnebog, hvilket kom Jyllandsposten for øre og avisen derfor besluttede at se om der går en rød tråd – et blodspor ? – gennem truslerne mod Salman Rushdie og danske tegneres frygt for at udføre en almindelig arbejdsopgave. Avisen stillede derfor opgaven “Tegn Mohammed som du ser ham” til en hel organisation af tegnere, hvoraf flere ikke tog imod udfordringen netop af frygt.

Filmen viser meget flot hvorledes flere islamiske lærde og muslimske ledere end ikke har set tegningerne før de oplever profeten krænket, og går i gang med at opildne masserne, som fx Yussuf Al-Qaradawi ,der jævnligt prædiker på tv kanalen Al-Jazeera : ”Vi er ikke æsler ! Vi er løver og vi brøler ! ” En ledende demonstrant fra Teheran ( shia-landet der ganske pludseligt forbød billeder af Mohammed i solidaritet med sunni-muslimer, der er parentes bemærket jo regner shia-muslimer for kættere ) udbrød måbende da han fik tegningerne forevist : ”Det er jo latterligt at det skulle være Mohammed. Det ligner jo en sikh ! ”om tegningen med bomben pakket ind i turban med den islamiske trosbekendelse påtrykt.

Nogle af tegningernes koblen mellem islam og vold, gjorde religiøse lærde og andre muslimer meget vrede, og de opildnede derfor til vold, hvilket så avlede en masse vold og slet ikke den påståede store fredelighed og tolerance som islam hævdes at besidde. Men ved nærmere eftertanke har jeg aldrig hørt en muslimsk lærd hævde at ideologiens fredelighed og tolerance skulle være internaliseret i muslimerne selv. Filmen viser tydeligt denne inkonsekvens, men desværre får filmen ikke helt får samlet de tråde hvoraf det tydeligt fremgår, at den frembragte trussselssituation i februar 2006 med nye ambassadeafbrændinger dagligt i hovedtræk var orkestreret af Det Muslimske Broderskab.

Filmens instruktør finder ikke på at spørge hvorfor 12 ambassadører fra lande hvor store dele af befolkningerne er muslimer, en job-position der almindeligvis repræsenterer anliggender stat og stat imellem, kan og vil påtage sig dialog med en statsminister om millioner af individers følelser af krænkethed i et personligt anliggende ? Som noget nyt forstår vi, at for ikke-moderate muslimer er det egentlig afbildninger af alle profeter, også Abraham og Jesus, der volder problemer, og så må Vesten siges at være grundigt på den, for der hænger vel rundt regnet en Kristus-figur i hver anden kirke.

Filmen demonstrerer ganske udmærket holdningen I- må- ikke, men- vi- må godt, der er fremherskende hos ikke så få muslimer, der kræver respekt : Anders Fogh Rasmussens optræder nemlig som tegnet hund ( Lars Vilks – you are way behind ) og skydeskive i Mellemøsten.

Filmen er en række på 10 film i projektet ”Why Democracy ? ” der vil blive vist i mere end 200 lande. Mon en eller flere af de andre film overhovedet vil pege på den essentielle problematik bag Muhammed- krisen : nemlig det forhold, at visse folk i Mellemøsten og tilflyttere til Europa med stigende intensitet og voldelighed kræver islamisk politisk ideologi (pakket ind som religion ) efterkommet i et folkestyret Vesten ? Denne ny rædsels-æra begyndte med fatwaen mod Salman Rushdie.

  • WhyDemocracy.net – Bloody Cartoons (trailer).
  • 

    5. oktober 2007

    Tøger Seidenfaden for fuld udblæsning

    Trykkefrihedsselskabet afholdt tirsdag aften et arrangement til fordel for, og med deltagelse af svenske Lars Vilks – hovedpersonen i den svenske Muhammedsag. Blandt talerne var Kåre Bluitgen, Flemming Rose, Naser Khader og Lisbeth Knudsen, men mest interessant var uden tvivl Tøger Seidenfadens indledende svada. Ordene taler for sig selv…

    Vi er samlet her i dag, for at markere vores tilslutning til en helt elementær norm. Normen siger, at den part der i en diskussion driver til vold eller trusler om vold, har tabt diskussionen, og afslører sin egen, både intellektuelle og menneskelige afmagt. Uanset hvor meget magt den pågældende råder over, er der tale om at moralsk at tabe. En person eller organisation der truer med vold i anledning af andre menneskers fredelige adfærd eller udtalelser, har sat sig udenfor samfundets fællesskab. At beskæftige sig med vedkommende, er i et land som vores, en sag for politiet. Det samme gælder udefrakommende trusler, og her kan vi da heldigvis regne med støtte fra verdens mægtigste lande, demokratiske alliancer. I den svenske hundetegningssag, er det som bekendt terrornetværket al-Qaeda og andre fanatikere det drejer sig om. Fordi normen er så elementær, er der ikke så meget andet at sige om den. Beskyttelsen af Lars Vilks er en sag for politiet, for det svenske politi, og jeg har ikke hørt en eneste stemme i den svenske eller danske debat, som ikke støtter politiet, der tager dens indsats for givet i den forbindelse.

    Når jeg er mødt op her i dag, er det derfor ikke kun for at markere min støtte til denne elementære norm. Den er som sagt, så selvfølgelig, at den knap nok er et møde i forfatterforeningens lokaler værd. Det er lige så meget for at sige lidt om de mennesker, der bruger og misbruger den selvfølgelige støtte til denne norm, til at lufte deres efter min mening, dybt problematiske, ja, i nogle tilfælde direkte afskyelige synspunkter på muslimer og på islam. Mennesker der skamrider denne aktuelle sag til at lufte deres paranoia, deres hadefulde og rabiate verdensanskuelse, deres intolerante, indeklemte og smålige synspunkter på millioner af deres medmennesker. Voltaire er mange gange citeret for bemærkningen om, at deres synspunkt er afskyeligt, men jeg vil dø for deres ret til at gentage det. Også jeg vil gøre hvad jeg kan for at beskytte et menneske der er i livsfare på grund af sine synspunkter, men da den beskyttelse som sagt er en selvfølge i både Sverige og i Danmark, vil jeg i dag istedet dvæle lidt ved afskyeligheden af de synspunkter der optræder i denne debat. Det er ikke Lars Vilks jeg tænker på – mit indtryk er, at han ønskede at provokere i forhold til den svenske kunstinstitution, og selvom det at gøre Muhammed til en hund, svarende til at gøre Jesus til et svin, eller i en moderne sammenhæng – til en pædofil eller lignende, utvivlsomt virker afskyeligt på de fleste muslimer, så er det jo ikke noget som kan vække nogen stærk følelse af afsky i mig. Nej, med afskyelighed tænker jeg på nogle af de mennesker, i særdeleshed på denne forening der står bag arrangementet i aften, der her i aften promoverer sig selv, og snylter og nasser på vor alle sammens selvfølgelige solidaritet. Jeg tænker på Lars Hedegaard, der vistnok er formand for selskabet – jeg tænker på Helle Merete Brix, der har skrevet mange spaltekilometer, paranoid, skinger og hadefuld tekst om muslimer hjemme og ude, og som for eksempel i ramme alvor mener at de europæiske muslimer får børn – eller formere sig, som de skriver, for at overtage Europa indefra med magt. Og jeg tænker på Kåre Bluitgen, der i en af sine tidligere bøger har opfordret til at væde Koranen med menstruationsblod og smide dem på bålet sammen med burkaer, for at markere sin ekstreme foragt for vores største og mest pressede religiøse mindretal.

    Lars Hedegaard, som jeg lige har hentydede til, kunne for et par år siden ikke blive medlem af PEN, da mange medlemmer af den forening betragtede mange af hans udsagn som hatespeech, og nu står hans, og hans hyperaggressive Trykkefrihedsforening [der grines højlydt i salen], der i realiteten først og fremmest er et sammenrand af intolerante muslimhadere, som øjensynligt har et fint møde her i forfatterforeningen. [ordstyrer beder om ro i salen]

    Ak ja. Sådan kan skidt komme til ære. [henvendt til grinende publikum]

    Jeg støtter som sagt ubetinget, af ikke bare Lars Vilks, men også at Lars Hedegaard, Helle Merete Brix og Kåre Bluitgens beskyttes, når de udsættes for vold eller trusler om vold. Ytringsfriheden eksisterer jo kun for at blive brugt, og disse trusler må ikke ophøjes til værdifulde synspunkter, lødige eller bare antagelige synspunkter. I aften har jeg derfor fundet det relevant, at bruge min ytringsfrihed til at markere hvordan de pågældende nasser på en elementær norm, og i al almindelighed bruger den til promovere deres gennemførte usympatiske og problematiske dagsorden i den offentlige debat.

    Jeg har aftalt med arrangørerne, at jeg forlader mødet allerede her efter mit indlæg. Det skyldes ikke kun, at jeg skal noget andet. Men det skyldes også, at der er nogle stykker i denne talerrække, som kun ydre trusler om vold kan gøre mig solidariske med. For respekt om deres ærinde iøvrigt, har jeg ikke.

    Undskyld til Jer andre, der er kommet her i en god mening, og tak for opmærksomheden. Tak for i aften. [salen klapper, Tøger går mod udgangen]

    Herefter tager Lars Hedegaard over: “Ja… som sagt, her er ordet altid frit.”

    – hvad han uddyber i dagens Jyllandsposten.

    “Talen giver et glimrende índblik i Tøger Seidenfadens synspunkter. Han er tilsyneladende kommet til mødet med henblik netop på at gå, det kan virke lidt dobbeltbundet, men hvilken form, han vælger, er hans egen sag. Trykkefrihedsselskabet handler netop om frihed i tanke og handling inden for gældende lov, mere er der faktisk ikke at sige om det.”

    Seidenfaden anvender vendingen ’skidt kommer til ære’, og afviser meningsudveksling med samme…

    “Demokrati er Meninger og Anskuelser og ikke Formue eller Stilling.” (Viggo Hørup, Politikens grundlægger, ref. Politiken 13. oktober 1893)

    “Demokrati er… samtale.” (attr. Hal Koch, Hvad er demokrati?, 1945)

    Snaphanen har lagt talerne online her. Seidenfadens hatespeech starter 4 min. inde i første video.

  • 2/10-07 Snaphanen – Vi vidste ikke han ville komme…….. (billeder mv).
  • 4/10-07 Snaphanen – Video: Lars Vilks i København.
  • 5/10-07 Snaphanen – »Skidt kommer til ære«.
  • 5/10-07 Jyllandsposten – »Skidt kommer til ære«.
  • 5/10-07 Jyllandsposten – »Både censur og selvcensur trives«.
  • 5/10-07 Weekendavisen – Arne Hardis: En københavnerbegivenhed (kræver login).
  • 5/10-07 Jyllandsposten – Læserbrev af Elisabeth bock: Seidenfadens hadetale.
  • 6/10-07 Jyllandsposten – Læserbrev af Erik Svalmstrup Olsen: Politikens tøsedreng.
  • 

    9. februar 2007

    Gade Jensen om Carl Ploug: “Han gendrev… ikke sine Modstandere, men skældte dem ud.”

    Antologien Storm over Europa. Islam – fred eller trussel? har nogle måneder på bagen. Blandt flere fremragende artikler, må fremhæves Henrik Gade Jensens knivskarpe hudfletning af den politiske korrekthed.

    Spredte citater…

    “Da Hørup lancerede udtrykket ‘Det jer efter anskuelser’ var det for at afvæbne den offentlige mening og vise den som et partssynspunkt og reducere den til én blandt flere mulige anskuelser. Den tids smagsdommer nummer ét, Carl Ploug, redaktør af Fædrelandet, som var datidens organ for den højeste oplysning, hånede Hørup for, at han aldrig respekterede andres holdninger, men skældte ud og moraliserede. ‘Han (Carl Ploug) har næppe nogensinde bragt det over sig selv udtrykkeligt at indrømme Tilværelsen af et Modparti. Hans politiske Kamp var ikke en Kamp Parti mod Parti, Mening mod Mening. Det var simpelt hen et Led i den evige Strid mellem godt og ondt. Og denne Kamp udfægtes ikke med Grunde mod Grunde, men med Formaninger mod Trods, med onde Grunde, med Trusler og med Straf. Han gendrev derfor ikke sine Modstandere, men skældte dem ud.‘ Sådan virker en offentlig mening. Den lever af at have moralen på sin side, og dens forvaltere behøver derfor ikke at argumentere eller begrunde, men kan leve af at udstille andres synspunkter som letkøbte, farvede, reaktionære eller det, der er værre. Og dem, der står for denne offentlige mening, kan ofte ikke indse, at deres eget standpunkt er et partsindlæg, fordi forestillingen om at repræsentere den offentlige mening gør blind og døv overfor andre vinkler og tilgange. For Carl Ploug – datidens Tøger Seidenfaden – blev alle indvendinger afvist som udtryk for ‘den plebejiske ånds onde instinkter’. Effektivt, som en slange kan lamme sit bytte med hypnotisk blik, evnede Carl Ploug i Fædrelandet i årevis at fastholde hegemoniet i dansk kultur ved at smæde modstanderne med onde ord og egen selvovervurdering. Ind til Hørup fik overtaget hegemoniet og forfulgte samme strategi. (s. 11f; Henrik Gade Jensen: Altid ryggen fri og hånden klar til stening)

    “Som den franske filosof Jean Baudrillard har udtrykt det: ‘den politiske enighed har fortrængt ondskaben fra vores samfund, så vi har mistet vores politiske ‘immunforsvar’… Det ondes uddrivelse er blevet en tvangsforestilling hos os. Der er heri en slags Det Godes totalitarisme, eller for at sige det mindre dramatisk: i vores ønske om en altomfattende enighed ligger der en totalitær vilje. Det er et problem, fordi man ender med ikke at kunne se det onde’. Det gode bliver enighed, og det onde bliver dem, der er uenige. Og når ondt så sker, eller samfundet ikke er så godt, som det burde være, kan det ikke være de enige samfundsforbedreres skyld, men dem, der anfægter den gode tone. Deraf følger så processen mod anderledes tænkende, enten ved at lade gesandten bøde for meddelelsen eller stemple enhver kritik af totalitære systemer som antikommunisme i 1950erne, racisme i 1990erne og islamofobi i denne tid.” (s. 15; Henrik Gade Jensen: Altid ryggen fri og hånden klar til stening)

    “Forfatteren Carsten Jensen hævder i sin bog Livet i Camp Eden: ‘En religion er aldrig hverken værre eller bedre end sine udøvere. Islam såvel som kristendommen kan derfor være alle mulige forskellige ting’ (s. 69). Den påstand er simpelt hen forkert. Hvis enhver kan fortolke enhver religion efter eget ønske, så kan man overhovedet ikke tale om, at en mere end 1000 år gammel religion lever videre. Så forsvinder ethvert grundlag for at tale om samme religion. Religioner er tankesystemer, som ikke blot kan fortolkes af deres udøvere, men som også kan forme og begrænse deres udøveres tankevirksomhed. Religioner kan derfor ikke restløst identificeres med deres udøvere.” (s. 38; Kai Sørlander: Islam og demokrati)

    “Muhammed fordrev de jødiske stammer fra Medina. Deres gods og ejendom blev fordelt blandt muslimerne. Senere skulle jøder blive fordrevet fra store dele af Arabien, fordi det efter sigende var profetens sidste ønske. Men i det politiske spil om magten er det ikke altid nok at fordrive; dengang som i dag. Et af de største jødiske samfund i Medina blev kollektivt dømt til døden, da de ikke ville underkaste sig og omvende sig. De overgav sig i håb om nåde og barmhjertighed, men mændene og drengene, der havde nået puberteten, blev i små grupper ført bagbundne ud på byens markedsplads, hvor der var gravet store grave. På kanten af disse blev de beordret til at knæle, og så blev deres hoveder hugget af. Ifølge de muslimske kilder blev mellem 600 og 900 drenge, mænd og en enkelt kvinde massakreret i datidens Srebrenica. (s. 47; Kåre Bluitgen: Profetens dom)

    “Umiddelbart har mange danske undret sig over, at respekt betyder så meget for muslimer. For de fleste er jo enige om, at man skal vise respekt over for alle, som fortjener respekt, uanset i hvilken kultur, de finder sig hjemme. Men man beskæftiger sig ikke så meget med den sag. Respekt opstår spontant overfor den, som er den værdig, en krævet respekt er indholdsløs. Men respekt i den traditionelle muslimske forståelse af ordet har ikke meget med spontanitet at gøre, heller ikke med gensidighed. Det er ensidige krav fra en stærk religion og kultur, for respekt har en særlig plads i den islamiske historie. I virkeligheden betyder respekt i muslimske øren ikke alene hensyntagen. Hovedbetydningen af ordet er her ærefrygt og ærbødighed (at bøje sig i ærefrygt). Det er respekt i denne forstand, som det historiske herskerfolk har krævet af alle undersåtter eller af borgere i de lande, hvor de slår sig ned. At kristne skulle kunne kræve samme respekt fra muslimer, er der derfor ingen forståelse for, hverken i deres hjemlande, eller i de lande, hvor de som indvandrere har fundet deres plads. Islam er på denne baggrund blevet det stærkest tænkelige opgør med kulturrelativismen. Den dementerer alle idealistiske forestillinger om ligestilling mellem kulturer og religioner. (s. 106f; Poul E. Andersen: Kulturrelativismen møder islam)

    “De kulturrelative forestillinger om kulturelt ligeværd, respekt og tolerance udspringer af en drøm om idealsamfundet, der er ramme om fred og harmoni. Men dette samfund eksisterer ikke, det er utopi, og findes kun i drømmenes bevidsthed. Der skal ikke dryppes mange dråber hekseblod i vanddråben før drømmens modsætning træder endnu klarere og måske ærligere frem, i byen, i landet og i hele verden, sådanm som H.C. Andersen så den i ‘Vanddraaben’:

    ‘Det var gyseligt, men endnu mere gyseligt at see hvor den Ene puffede og stødte den Anden, hvor de nikkedes og nappedes, bede hinanden og trak hinanden frem. Hvad der var nederst skulde være øverst, og hvad der skulde være øverst skulle nederst. See! See! Hans Been er længere end mit! Baf! Væk med det! Der er En, som har en lille Knop bag Øret, en lille uskyldig Knop, men det piner ham, og saa skal den piine meer! Og de hakkede i den, og de trak i ham, og de aade ham for den lille Knops Skyld. Der sad En saa stille, som en lille Jomfru, og ønskede alene Fred og Rolighed. Men saa skulde Jomfruen frem, og de trak i hende, og de slede i hende og de aad hende’…” (s. 110; Poul E. Andersen: Kulturrelativismen møder islam)

    

    15. januar 2007

    TV2 Online: Bluitgen kunne ikke finde en tegner (ifølge hans egne ubekræftede oplysninger)

    TV2 Online bringer idag en uinteressant historie om mellemøstlige rygtedannelse.

  • 15/1-07 TV2 Online – Profettegner løjet myrdet i Århus.
  • Bemærk faktaboksen…

    “Det var Bluitgens (ifølge hans egne ubekræftede oplysninger) vanskeligheder med at finde i illustrator til hans Muhammedbog, der inspirerede Jyllands-Posten til at trykke tegningerne i avisen.”

    Fra Jyllandsposten, 19. september 2005 – Ytringsfrihed: Forfatter: Tegnere frygtede repressalier.

    “I hvert fald tre danske tegnere har vurderet, at de ville udsætte sig for fare, hvis de illustrerede forfatter Kåre Bluitgens kommende børnebog om profeten Muhammed. Til sidst fandt man frem til en løsning, hvor en tegner illustrerer bogen anonymt. Oplysningen stammer fra Kåre Bluitgen, hvem tegnerne er, vil hverken Kåre Bluitgen eller forlaget Høst & Søn fortælle, men beretter gerne, at tegnerne har nævnt mordet på den hollandske filmmager bag den islam-kritiske Submission, Theo van Gogh, og overfaldet på en lektor fra Carsten Niebuhr Instituttet som begrundelse for at takke nej.

    »Det er ikke sådan, at der har været tre officielle forespørgsler fra forlaget, som tegnerne formelt har sagt nej til. Vi har ikke et kartotek over tegnere, der har sagt nej. Sådan noget foregår ofte under uformelle sammenkomster, hvor man har diskuteret det, og Kåre har talt med flere end mig,« siger forlagsredaktør Nanna Gyldenkærne, der dog kan bekræfte, at tegnere har sagt nej og nævnt Theo van Gogh og Carsten Niebuhr-lektoren som årsag.

    Oploadet Kl. 17:47 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    27. april 2006

    DR2 Temaaften (22/4-06): Et apologetisk skønmaleri af Muhammed og islam

    DR2 havde i lørdags temaaften om Muhammed. Programmet var som følger.

    20.00 DR2 Tema: Muhammed – ved profetens skæg

    20.03 Ved profetens skæg

    På Tokapi Museet i Istanbul ligger nogle få hår fra profeten Muhammeds skæg. Et værdifuldt relikvie, som muslimer kommer rejsende langvejs fra for at se. Tilrettelæggelse: Louise Kjærgaard.

    20.10 Relikviedyrkelse i islam

    Anders Stahlschmidt har besøg i temastudiet af forfatter Kåre Bluitgen og Jørgen Bæk Simonsen, forfatter og lektor i islamstudier på Carsten Niebuhr Instituttet.

    20.15 Muhammed – arven efter profeten (1)

    Amerikansk dokumentar fra 2005. Muhammed blev født i 570. Hans far døde, og moderen døde allerede, da han var seks år gammel. Men beskyttet af en betydningsfuld onkel fik han en god start på livet. Han drev en sund forretning og blev godt gift. I en alder af 40 år havde han en oplevelse, der ændrede hans liv. Under meditation i ørkenen begyndte Muhammed nærmest i chok at recitere sætninger – som han følte var budskaber fra Gud. Manden, der hverken kunne læse eller skrive, meddelte derefter, at han var Guds profet på Jorden.

    21.10 En strid om profetens skæg

    Profeten Muhammed havde skæg. Og den dag i dag lader mange muslimer skægget gro for at ligne profeten. Men om skæg er en pligt eller et valg – det strides de lærde om. Taleban-styret i Afghanistan påbød mændene at lade skægget gro. I det moderne Istanbul fatter de fleste mænd barberkniven. Tilrettelæggelse: Louise Kjærgaard.

    21.20 Muhammed – arven efter profeten (2)

    Amerikansk dokumentar fra 2005. Filmen er lavet af amerikanske muslimer over tre år og med et budget på 15 millioner kroner. Gennem en blanding af kommentarer fra eksperter og interview med muslimer i USA fortæller programmet om Muhammed og hans 1,2 mia. tilhængere over hele verden. I USA møder vi sygeplejersken, som plejer de døende. Og brandmanden, som konverterede til islam som ung. Han var på arbejde den 11. september 2001, da muslimske terrorister angreb World Trade Center.

    22.15 Den kontroversielle profet

    Anders Stahlschmidt diskuterer profeten Muhammed med forfatter Kåre Bluitgen og islamforsker Jørgen Bæk Simonsen.

    22.30 DR2 Tema – Outro

    Kort introduktion. To korte egenproducerede indslag om dyrkelse af Muhammed med udgangspunkt i et tyrkisk museum. En længere muslimsk dokumentar skåret over på midten – og to korte debatter med bogaktuelle Kåre Bluitgen og Jørgen Bæk Simonsen.

    Værten Anders Stahlsmidt havde ikke den store opgave, og præsentationen var forholdsvis sober. Personligt forstår jeg dog ikke at kristne kalder Muhammed for “Profeten”. Muhammed er godt nok ifølge muslimerne den sidste profet, men han nævnes slet ikke i kristne kilder.

    Første del af egenproduktionen (v/ Louise Kjærgaard) handlede om tilbedelsen af Muhammed, med udgangspunkt i et tyrkisk museum der havde Muhammed-relaterede relikvier udstillet – inkluderet et par skæghår. Udsendelsen fik derfor titlen Profetens skæg, men handlede mere om muslimernes forhold til Muhammed end det historiske.

    Her kunne man høre muslimske turister forherlige Muhammed. En hollandsk turist mente Muhammed var “such an important man”. Et par fra Singapore så på Muhammeds sværd, og fortalte at genstandene beviste han levede. Det kan man så tænke lidt over.

    Der var dog også tid til en ekspertkommentar, men hvorfor spørge en akademiker om noget trosbaseret. (Adnan Aslan)

    Det hele varede blot syv minutter, så var det tid til debat om billedforbuddet. Her var det intet nyt – Jørgen Bæk Simonsen har jo altid ment Muhammed var profet. Her lidt fra lyrikken…

    “… fremstillet billeder af Profeten til at supplere de skildringer man har af hans liv iøvrigt… en række livsskildringer af Profeten, hvor der er massevis af billeder af både Profeten selv…”

    Debatten var kort og overfladisk, og som det fremgår af programomtalen så var aftenen i realiteten baseret på den amerikanske dokumentar Muhammad – Legacy of a Prophet (Muhammed – arven fra profeten) fra 2005. DR2 havde valgt at bringe den 110 minutter lange film i to dele, men lad mig for nemhedens skyld kommentere den samlet.

    Dokumentaren er produceret af den amerikanske konvertit Michael Wolfe, har kostet 15 mio. kroner at lave, hvad er finansieret af forskellige muslimske interesseorganisationer. Wolfe fortæller selv til Islamonline, at den er lavet for at vise noget positivt om islam, og det må man sige lykkedes til fulde. Velproduceret, men ikke desto mindre små to timers reklamefilm for den islamiske tro.

    På forhånd havde jeg frygtet det ville blive apologi grænsende til det ahistoriske. Det var langt værre end frygtet, og helt klart det værste skønmaleri ift. islam jeg til dato har set. Dokumentaren fortalte historien om Muhammed fra fødslen i 570 til døden i 632, løbende kommenteret af muslimer, menigmand som lærde – bistået af revisionistiske islam-apologeter der lød som om de selv havde konverteret.

    Indledningsvis hører man en troende muslim referere en muslimsk overlevering…

    “Han var den mest gavmilde blandt mennesker, den mest sandfærdige, den mildeste, og ham der kom fra den ædleste slægt…”

    Hvor man ikke kan klandre muslimer for at være ramt af en massepsykose, så er det svært at forsvare hardliner-apologeten Karen Armstrong, der optrådte i filmen med de mest forrykte udsagn. Kan godt være hun er historiker – men det er David Irving også. Udover apologien, gjorde hun sig bemærket ved sin begejstring, og man må sige hun praktiserede Edward Saids ideal om at udvise kærlighed til det emne hun ‘forskede’ i. Men kærlighed gør blind…

    [muslimer måtte dog godt slås for ‘menneskerettigheder’]

    “Man kan ikke betragte det her som egentlig antisemitisme…” (om massemordet på jødiske stammer)

    “Folk har tit hånligt bemærket, at han kun giftede sig med den rige enke for pengenes skyld, men jeg er sikker på at han var dybt forelsket i Khadija.”

    “… det var en meget urolig tid, fordi markedsøkonomien krævede, som vi kender alt for godt i Vesten, konkurrencedygtighed. Folk glemte nu at hjælpe de svage og fattige…

    “Han bragte et moralsk, etisk og socialt bevidst budskab til sit folk…”

    “Vi skal behandle hinanden retfærdigt, retfærdigt og rimeligt.” (Muhammeds budskab)

    “Koranen er en overordentlig smuk afhandling…”

    “… det var så smukt.” (Muhammeds prædiken)

    “… alligevel gjorde han utroligt meget for kvinder.” (Muhammed var ikke feminist, men…)

    Selvom der ikke eksisterer beviser for at Muhammed var truet på livet i Medina, så blev der skruet helt op for offerrollen. Muhammeds angrebskrige blev til krige “Muhammed havde været involveret i” til forsvar for islam, krige blev til fred og fremdeles.

    En anden kunne supplere…

    “Proferten drog selv i krig, tvunget af omstændigheder…”

    M. Cherif Bassiouni mente kristne og jødiske historikere ikke fortalte sandheden, men prisen tager Karen Armstrong der slet og ret fortalte at Muhammed standsede krigene, da han havde sikret sig i Medina.

    Da muslimerne ikke længere frygtede at blive udslettet, vidste Muhammed at det var på tide at holde op med at kæmpe.”

    Til sin død fortsatte Muhammed erobringerne, og hundrede år efter hans død stod de muslimske hære i Poitiers (Frankrig). Længere fra sandheden kunne hun næsten ikke komme, omend en af de øvrige autodidakte religionshistorikere løftede sløret for tankesættet…

    “Islam blomstrede over hele den arabiske halvø.”

    Der var ingen tvang i islam, så når mekkanerne (med kniven på struben) konverterede til islam så var det fordi de pludselig så sandheden i Muhammeds budskab.

    Offerrolle-tænkningen blev naturligvis perspektiveret direkte op i nutiden. Muslimerne var jo også ofre for 11. september…

    Succeshistorierne blev leveret af en sygeplejerske, en brandmand og en højtstående embedsmand. Et iscenesat skønmaleri der nok havde virket bedre uden pastelfarverne. Sygeplejersken var gift med en amerikaner og det blev fortalt at de havde forenet det bedste af de to kulturer. At han var konverteret, at datteren gik med hidjab (frivilligt blah blah) siger sig selv – men nyforelskede så de da ud. Hun forstod ikke alle disse fordomme folk havde om islam…

    “De tror, at islam er terroristisk, militant og barbarisk.”

    11. september havde intet med islam at gøre, og der var nu behov for “dialog”. I samme ombæring kunne man se en muslim hænge papir-fredsduer op i en katolsk kirke.

    Sygeplejersken fik meget taletid, men ofte så man hende blot trøste syge, herunder en døende. Hun fulgte blot Muhammeds eksempel…

    “… historien om Muhammed… Den fortæller dem, hvordan man skal opføre sig og være en god borger, og være gode forældre og gode børn, og hvordan man opnår viden og sandhed. Det er værdier, som tydeligst kommer til udtryk i historien om Muhammed.

    Embedsmanden Jameel Johnson praktiserede jihad hver dag. Han søgte retfærdighed, bekæmpede diskrimination og fordomme…

    “En af de ting profeten har lært os, er at det er vores pligt at vi skal gøre verden til et mere retfærdigt sted.”

    “Muslimer skal søge retfærdighed…”

    Læser man nogle korantolkninger, så vil man vide at Muhammed flere gange brød indgåede aftaler. Her i en imams fortolkning.

    “Muhammed måtte aldrig gå på kompromis med sin hæderlighed.”

    Har man læst lidt om islam, så ved man også at Muhammed overtrådte gældende folkeret ved at omhugge (langsomt voksende) oliventræer, starte krige i den fredhellige måned etc. Juraprofessor M. Cherif Bassiouni fortalte ikke desto mindre at Muhammed ikke overtrådte krigens love, idet…

    “Islam er lovens religion…”

    Blandt succeshistorierne var historien om brandmanden Kevin James noget af det tykkeste. Han elskede Muhammed på grund af hans “menneskelighed”. Senere kunne han fortælle at hans ikke-religiøse forældre altid havde opmuntret ham til at føre dialog og “søge efter sandheden…” og her “faldt han over islam”. Islam var et “etisk kodeks”, og myten om religionsfrihed i islam lød det til han selv troede på.

    “… her er en bog, den hellige Koran, der accepterer andre religioner, mangfoldigheden i menneskeheden”

    Hans jihad-definition var også lige til Politikens forside.

    “Vil man forbedre samfundet, må man først forbedre sig selv. Det er den grundlæggende betydning af jihad.”

    Måske skyldes denne tolkning en bestemt læsemåde.

    Det var også brandmandens opgave at bedrive lidt citatfusk. (se evt. forklaring her)

    Koranen siger: at redde et liv er som at redde menneskeheden. Det var en af grundene til at jeg blev brandmand. Findes der et mere ædelt kald end at redde folk og deres egendele?… end brandmand vil risikere livet for at redde dig, uanset om du er sort, rød, muslim, kristen, ateist.”

    En af de mest begejstrede som medvirkede i filmen var Hamza Yusuf Hanson fra Zaymana Institute Han havde helt styr på Muhammeds postulerede åbenbaringer…

    “Hans budskab er: Udbred freden…”

    Øvrige medvirkende: Daisy Khan, Seyyed Hossein Nasr, Mohamed Zakariya, John Voll og Reuwen Firestone.

    Gennem hele udsendelsen forsøgte en en behagelig stemme at sælge trosbaserede myter.

    “Det budskab Muhammed modtog”“Det budskab som Muhammed havde modtaget af Gud”, “Den åbenbaring som Muhammed modtog på lysets bjerg”, “Muhammed havde modtaget en række åbenbaringer”… osv.

    Armstrongs tese om den feministiske Muhammed blev også fortolket af Imam Hassan Qazvini, fra Islamic Center of America

    “Muhammed bemærker, at han lever i en samfund, der nedvurderer kvinder… De var objekter, der tilhørte manden. Og det foruroligede profeten.

    De afsluttende kommentarer var næsten uhyggelige at se på.

    Michael Wolfe, opsummerede Muhammeds liv således.

    “Han har forenet folk. Han har bragt dem fred.”

    Brandmanden Kevin James…

    “Han var et levende eksempel ved sin opførsel og sine handlinger.”

    M. Cherif Bassiouni…

    “Hans retfærdighed, hans ærlighed, hans hæderlighed. Han var eksemplarisk som politisk leder og som menneske… Han står frem for alt som et fremragende forbillede.”

    Udsendelsen vekslede frem og tilbage mellem de mange medvirkende, og derfor er ovenstående gennemgang noget rodet. For mig virkede det som en udsendelse der havde til opgave at kaste en masse plusord i retning af Muhammed, og give en velgennemtænkt apologi for Muhammeds islam. Det lykkedes til fulde, for det var faktisk en flot film – omend den reelt sagde en mere om muslimernes dyrkelse af Muhammed end den gjorde om Muhammed og den tidlige islam.

    Anden del af egenproduktionen fik overskriften En strid om Profetens skæg, og handlede om hvorvidt det at lade skægget gro var en pligt eller blot en anbefaling i overleveringerne.

    Derudover var der mere forherligelse. Tilfældige på gaden i Istanbul blev spurgt om deres forhold til islam. En kvindelig irakisk turist fortalte at “Vi skal dække vores krop til…”. En mand mente, at hvis han gjorde som ‘profeten’ så ville det gå ham godt. Professor Adnan Aslan deltog også i denne udsendelsen, og han overraskede ikke…

    “Alle kan nå et vist niveau i moral og religiøsitet. Profeten Muhammed er det højeste niveau.”

    Den afsluttende debat om den amerikanske dokumentar blev noget bedre end den første, idet Kåre Bluitgen fik mere taletid. Han sagde meget rigtigt.

    Kåre Bluitgen: For mig vækker det mindelser som nogle af de film jeg har set om Nordkorea om den elskede og respekterede leder. At man har en ukritisk fremstilling. Man har de interviewedes gnistrende øjne og bløde stemmeføring osv. Og på den måde siger den måske mere om de mennesker der har produceret filmen, end den gør om Muhammed… De har et religiøst budskab som de fremlægger her, og det får de jo lov til, idet det er en ukritisk fremstilling.”

    Kåre Bluitgen: Man kan jo lægge mærke til at de udelader nogle ting. Man kan se filmen henvender sig til et vestligt publikum. Nogle af de ting de udelader er de ting som var helt iorden og prisværdige på Muhammeds tid, men som mange i Vesten idag ville finde mindre god… Vi hører ikke om Aishas alder, vi hører ikke om, vi hører at hun var den mest berømte at hans giftemål, men vi hører ikke om hendes alder. Hun var jo i vores nutidige øjne et barn. Og vi hører ikke om drabet på de digtere som forhånede og spottede Muhammed osv.

    Jeg var spændt på hvorledes Jørgen Bæk Simonsen ville bedømme udsendelsen, for trods hans dialogsøgende medieoptrædener, så har han i sine tidlige værker afvist de fleste af de mange myter filmen formidlede som sandhed. Løsningen blev som så ofte før en solid gang relativerende overfladebehandling. Så undgik han at gå i rette med muslimernes syn på Muhammed, og slap helt for at tage stilling til det faktuelle. Så er alle glade – altså lige med undtagelsen af dem som mener den historiske sandhed er vigtigere end trosbaserede myter.

    Jørgen Bæk Simonsen: “Jeg synes ikke det er overraskende at et projekt der bestemmer sig for at give en skildring som moderne troende muslimer har af Muhammed, ender med at han får en udsendelse, en produktion af den type vi lige har set. Det er i mine begreber helt forudsigeligt. Og det som jeg synes er mest interessant, det er at vi hermed bibringes en meget klar fornemmelse for, og muligvis også forståelse for, at for mange moderne muslimer der eksisterer dette meget lange historiske gab mellem den historiske Muhammed på den ene side, og så den virkelighed de som moderne muslimer kan have på den anden – bliver ligesom ophævet, bliver ligesom sidesat, tilintetgjort, fordi Muhammed personen igennem de overleveringer vi har om ham, om hvordan han gebærdede sig, der har vi altså det særlige billede, efterlignelse, du introducerede i din optakt til udsendelsen. Og det er så det vi ser moderne muslimer i en amerikansk kontekst lægge til grund hvorpå den måde de indretter deres hverdag.”

    Jørgen Bæk Simonsen: “Jeg kender ikke til at nogen muslim, noget sted på jorden er fortaler for brugen af kameler når nu man kan gå ned i automobilforhandleren, og købe en firehjulstrukken jeep… Det jeg synes er interessant, det der siger noget om den centrale rolle, den unikke funktion som personen Muhammed får for måden hvorpå muslimer forsøger at udleve islam. Det er efter min opfattelsen den vi skal være opmærksom på, og det synes jeg faktisk filmen kommer meget fint ud af. At det så ikke overraskende bliver sådan at stemmen bliver blød, undertiden også meget begejstret. Det har at gøre med, at vi står ansigt til ansigt med troende mennesker… og derfor er det også vigtigt, når du nu spørger om den [islam] kan moderniseres – det kan det bestemt, der foregår heftige debatter, om hvordan man er i stand til at omsætte det forbillede Muhammed fastholdt som værende på den ene side, og så hvordan man rent praktisk omsætter disse anvisninger til konkret virkelighed i år 2006.”

    Yderligere info.

    Fra Answeringislam, omfattende debunking – Errors and omissions in the PBS Special “MUHAMMAD: LEGACY OF A PROPHET”  (via Hodja).

    1. Omission concerning Muhammad’s first revelation.
    2. Error of exaggeration regarding the Arabs in the Saudi Peninsula.
    3. Error regarding the improvement of life for females under Islam.
    4. Error regarding Muhammad’s “Night Journey”.
    5. Error and omission regarding the Battle of Badr.
    6. Error regarding Islam forbidding the killing of women.
    7. Error concerning the “political alliances” reason for Muhammad’s marriages.
    8. Omission – Aisha’s age not provided.
    9. Error and omission regarding the massacre of the Banu Quraiza Jews.
    10. Error regarding Islam’s position towards the Jews and Christians.
    11. Error regarding the meaning of Jihad.
    12. Error regarding Muhammad bringing peace in the Saudi Peninsula.
    13. Error regarding Islam’s peaceful approaches to non-Muslims.
    14. Errors regarding the conquest of Mecca and amnesty for the Meccans.
    15. Omissions about Muhammad’s death: being poisoned by a Jewish woman, forcing medicine on others, and cursing the Christians and Jews.

    DR2 – Muhammed – Ved Profetens Skæg. (DR Presse)

    PBS –  Muhammed – Legacy of a Prophet. (omfattende præsentation af filmen)

    Daniel Pipes – PBS, Recruiting for Islam.

    Islam-watch – Apostasy in Islam: Islam Apologists Telle a Partial Story. (M. Cherif Bassiouni)

    Campus-Watch –  Dr. John Voll supports a terrorist. (John Voll)

    Frontpage Mag – Karen Armstrong’s Fantasies About Islamic Terror. (Karen Armstrong)

    Christian Action Network – Muslim Staffers on Capitol Hill Form “Awareness” Group. (Jameel Johnson)

    Islamonline – Interview: Michael Wolfe (filmen roses af fundierne)

     Al-Muslima – DR2 tema lørdag om Rasulullah salla Allahu ‘alayhi wa sallam. (dansk fundi også glad)

    Uriasposten – FN: 250-300 arabere på heste og kameler myrder 29 flygtninge i Darfur-lejr. (brug af Kameler anno 2005)

    

    23. januar 2006

    Kåre Bluitgen udgiver sin illustrede Muhammedbiografi – bogen der kickstartede debatten

    Kåre Bluitgen udgiver imorgen sin længe ventede bog om Muhammed, og de danske medier tvinges på den måde til at rette fokus på sagen der foranledigede Jyllandsposten til at trykke en række Muhammedtegninger. Når al-Jeezera skriver om Muhammedtegningerne er Kåre Bluitgen fuldstændigt fraværende (Islam and the West: Who Hates Whom? The Danish Case).  

    P1 Morgen bragte idag et indslag med forfatteren, og Jyllandsposten har idag en god kronik af ham – Den nye gamle racisme:

    “Skal Koranen forbydes? Spørgsmålet kan synes absurd, men er blevet relevant i forhold til diskussionen om ytringsfrihedens grænser. »Dræb de vantro!«
    Jeg underviser nu og da på lærernes efter- og videreuddannelse, og her blev jeg en dag konfronteret med et af hverdagens problemer: Elevernes indbyrdes sprog var til tider meget grimt, og derfor havde en lærer grebet ind overfor en hidsig drengs udtryk. Men da det viste sig, at det var et citat fra Koranen, blev lærerne usikre. Skulle de forbyde udtrykket vel vidende, at de ville blive beskyldt for at hetze mod islam og stigmatisere muslimske elever?

    Dagens Information har et længere interview med Bluitgen, med en noget anderledes vinkel. Jeg snublede over følgende afsnit – ‘Muhammeds liv er en god historie’:

    “- Hvor trækker du grænsen mellem islamofobi og islamkritik? Jeg vil sige med Karl Marx, at man skal respektere det religiøse menneske, men ikke religionen. Trosforestillinger skal ikke fredes. Jeg går ind for afskaffelse af blasfemiparagraffen. Gudsbegrebet skal sættes under videnskabelig kritik og ses under psykologiske vinkler. Vi skal kunne lave tegninger osv.. Men derfra er der langt til at lægge en persongruppe for had, fordi de er muslimer, asatroende eller jøder.’”

    At trække Karl Marx frem er en uhyrlighed, ikke mindst fordi Marx’ analyse af Orienten og dens befolkning ville få Mogens Camre til at holde sig for ørerne. Marx betragtede muslimer som primitive folk, der måtte underordnes nordlige herrefolk, for som han et sted skrev: “De kan ikke repræsentere sig selv. De må repræsenteres.”. (Edward Said: Orientalisme, 2002)

    Bogens forside viser iøvrigt Muhammed ridende på den flyvende hest Burak (se evt. forsiden af Johs. Østrups Profeten Muhammed fra 1911):

    Oploadet Kl. 19:48 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
    

    16. januar 2006

    Kåre Bluitgen om blodskam, pædofili og etnisk udrensning – historien om Muhammed

    Fra fredagens Berlingske Tidende – interview med Kaare Bluitgen om Muhammed som muslimer ser ham:

    “Du viderebringer også andre interessante, overleverede historier om Muhammed, f.eks. dem, der handler om hans voldelige adfærd?

    »Ja. Jeg skriver om den store massakre på jøderne i Medina. Kilderne er uenige om, hvorvidt det var 600 eller 900 jøder, der blev myrdet, og den uenighed har jeg sløret i min bog ved at skrive »flere hundrede«. Alle muslimske kilder refererer til historien, og det er en historie, som vi i Vesten i dag synes er kontroversiel, men muslimerne synes det jo ikke. Kilderne fortæller også, at Muhammed beordrede mord på digtere, fordi de krænkede hans ære med satiriske digte. Drabene blev udført i flere tilfælde, og det har jeg også med i bogen.«

    Oploadet Kl. 19:14 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper