29. maj 2014

Føderalisme: En stemme på konservative Bendt Bendtsen gav magt til føderalisten Jean-Claude Juncker

Flere borgerlige meningsdannere advarede før europaparlamentsvalget danskerne mod at stemme på Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, der ikke sidder i de store grupper, og hermed er uden indflydelse. Her er det på plads med et realitycheck. Dem der har stemt på Venstre har givet ALDE-gruppen mere magt. Gruppen som Det Radikale Venstre (meget sigende), også sidder i. ALDE ledes af Guy Verhofstadt, der sideløbende er formand for den tværpolitiske Spinelli-gruppe, der kæmper for et føderalt Europa. Hans med-formand er her Daniel Cohn-Bendit, der leder Greens/EFA-gruppen, som Margrete Auken sidder i på vegne af Socialistisk Folkeparti.

En stemme på De Konservative var en stemme for mere magt til EPP-gruppen, hvor Bendt Bendtsen har sæde. EPP er nu den største gruppe i Europaparlamentet, og deres kandidat til posten som EU-kommissionsformand efter føderalisten Barroso er kristenkonservative Jean-Claude Juncker. Herunder omtalt som ærke-føderalist.

Fra Daily Mail – PM bids to stop EU handing top job to an arch-federalist: Cameron warns union cannot carry on with ‘business as usual’…

David Cameron will travel to Brussels today to try to prevent an arch-federalist from becoming the new president of the European Commission. … He believes giving a top job to Jean-Claude Juncker – a former prime minister of Luxembourg who wants to increase the EU’s powers – would represent a slap in the face for voters.

Across the continent, Eurosceptic parties doubled their representation in the European Parliament, and now hold a third of all seats. Mr Cameron does not have an alternative to Mr Juncker in mind, but hopes to postpone the race to replace the Portuguese Jose Manuel Barroso until someone more suitable can be found.

Mr Juncker is standing for the centre-Right European People’s Party, which has emerged as the European Parliament’s largest single party. Mr Cameron ended the Tories’ affiliation with the EPP in 2009 over its federalist sympathies.

(Borgerlige Jarl Cordua i en af flere Messerschmidt-hånende opdateringer, 13. maj 2014)

(Jarl Cordua: Vil man have indflydelse, skal man stemme på De Konservative)

“On the latest projections, the centre-Right European People’s Party will still be the biggest group and its candidate is Mr Juncker.” (Evening Standard, 28. maj 2014)

Oploadet Kl. 14:16 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


26. maj 2014

Fantastiske valg til EU-skeptikere: Morten Messerschmidt (DF: 26,7 pct), Nigel Farage (UKIP: 27, 5 pct)

Europaparlamentsvalget er vel overstået. Dansk Folkeparti blev valgets helt store vinder med en opbakning på hele 26,7 procent. Det gav fire mandater, et mere end regeringsbærende Socialdemokratiet og to mere end oppositionsledende Venstre. De personlige stemmetal er ikke optalt endnu, men alt tyder på at Morten Messerschmidt får flere personlige stemmer end tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens fik ved det historiske 2004-valg. Når Uffe Ellemann og Mogens Lykketoft taler solen sort om populistiske tossekandidater, så er det reelt folkets vilje de ikke anerkender.

(Det endelige resultat af Europaparlamentsvalget i Danmark, 25. maj 2014)

Konservative Bendt Bendtsen blev genvalgt, muligvis fordi han i tolvte time indså nødvendigheden af permanent grænsekontrol, og EU-positivisterne må overordnet erkende, at ’slow-boiling’-afviklingen af nationalstaten i bund og grund finder sted mod befolkningens ønske. Trods Lars Løkke Rasmussens belejlige nedtur, så høstede Socialdemokraterne sit niende valgnederlag i træk under Helle Thorning-Schmidt. Det har intet med finanskrise eller kommunikation at gøre – at være jubel-europæer er ganske enkelt politisk selvmord.

Herfra skal der lyde hæderlig omtale til Liberal Alliance, der undlod at gå i valgforbund med Venstre, og hermed ikke sikrede føderalisten Morten Løkkegaard fire år mere. Forhåbentlig kommer de ind næste gang, og tiltrækker flere EU-skeptiske VK-vælgere.

Dansk Folkeparti har ifølge en analyse mistet 15.000 stemmer til de mere kompromisløse EU-modstandere i Folkebevægelsen mod EU. Nogle har sikkert stemt på Thorkild Sohn (medlem af nationalkonservative Dansk Samling), og hermed givet stemmer til Rina Ronja Kari. Hun er som forgængeren aktiv i kommunistiske Enhedslisten, og opponerede meget sigende ikke, da partifællen Johanne Schmidt-Nielsen på valgaftenen omtalte den tværpolitiske bevægelse som ‘venstreorienteret’.

(BBC, 26. maj 2014: Farage hails ‘extraordinary’ UKIP win in European election; Mere: WSJ)

Det blev i det hele taget et fantastisk valg for EU-skeptikerne. UKIP fik et fantastisk valg i Storbritannien, Front National fik et tilsvarende i Frankrig, og der var hæderlige valg til Sverigedemokraterna, De Sande Finnere og lignende konstellationer. EU-modstanden antager i lighed med EU-tilhængerne mange forskellige former.

Trods den gode udvikling, så står det klart, at fremgangen for EU-skeptiske partier ikke umiddelbart giver reel indflydelse. Det store problem for højrefløjen, er her som altid, at de af realpolitiske årsager har travlt med at distancere sig fra ligesindede i udlandet. Mediernes rolle er enorm.

Messerschmidt vil formentlig afvise Front National/Geert Wilders-grupper, fordi Jean Marie Le Pen er citeret for groteske udtalelser. Noget af det skal nok passe, men egentligt er det fuldstændig irrelevant for at et eventuelt EP-samarbejde. Omvendt så risikerer Messerschmidt ikke at kunne komme med i den konservative ECR-gruppe, fordi han som ung fik en racismedom for en DFU-plakat. Franskmændene godt ved at massepartiet Front National anno 2014 ikke består af frådende holocaustbenægtere, men udlandet ved det ikke. Og bliver det ikke fortalt.

(LA-gruppeformand fryder sig over liberale EU-skeptikeres tilbagegang; Facebook)

Medierne gør det således næsten umuligt for nationale EU-skeptikere at samarbejde på tværs af grænserne. “20 nyanser av brunt”, skriver svenske Expressen, og kæder nationalsocialistiske Gyldent Daggry sammen med Dansk Folkeparti, UKIP, De Sande Finnere mv. Som om kostskole-konservative Nigel Farage og ansigtstattoverede skinheads i camouflagetøj har et ideologisk fællesskab.

Medierne associerer systematisk centrum/højre EU-modstand med højreradikalisme, og det faktum fremmer entydigt EU-positivisternes dagsorden.

(Expressen, 25. maj 2014: Bruna Europa…; Forside: ‘Skam Jer Europa’)

De danske medier var underlødige i valgkampen, og fortsætter tilsyneladende stilen. Radikale Nils-Christian Nilson, der skriver for Ekstra Bladet, sammenblander objektiv nyhedsdækning med subjektiv opinion. Gyldent Daggry er et af de mest ‘uappetitlige’ partier i Europa, UK Independence Party ledes af “den lidt fordrukne populist Nigel Farage”, Sverigedemokraterna af “Jimmie Åkesson (som har en nynazistisk fortid)” lyder det eksempelvis.

Jimmie Åkesson har aldrig været nazist, hvorimod den helt store vinder i Grækenland, Syriza, ledes af eks-kommunisten Alex Tsipras. Hans gamle parti KKE var i øvrigt et af fire ‘hammer & Segl’-partier på de græske valgsedler. Nationale EU-skeptikere associeres med nazisme og højreradikalisme, hvorimod eks-kommunister eufemisk omtales som ‘venstrefløjspartiet’ eller ‘venstreorienteret’.

På samme måde i Berlingske, hvor Michael Bjerre, opridser valgresultatet med ‘Højreekstreme sejrer på tværs af Europa’ illustret af flagbærende tyske nynazister. Dansk Folkeparti nævnes ikke specifikt, men det gør eksempelvis UKIP og det ‘højreekstremistiske Frihedsparti’ i Østrig. I konteksten inkluderes også Geert Wilders’ Frihedsparti i Holland.

Liberale og konservative er højreekstreme, hvis de ikke bifalder EU’s afvikling af den velfungerende nationalstat. Det samme er Dansk Folkeparti (der på mange måder er et socialdemokratiseret velfærdsparti), der derfor ikke helt er så højreekstreme som de antikapitalistiske nationale socialister i Gyldent Daggry. Etiketterne bruges som politisk rambuk for den rød/blå alliance af EU-positivister, og det har ganske enkelt intet med virkeligheden at gøre.

Man kan håbe at EU smuldrer indefra, men imperiebyggere kan vanskeligt ændre kurs, så mon ikke toget kører videre i samme retning. Folkelig opbakning er ønskelig, men ikke en absolut nødvendighed jævnfør EU’s konstruktion. Henrik Day Poulsen ironiserer på sin Berlingske-blog.

“Margrethe Vestager, Helle Thorning og flere borgerlige politikere må forholde sig til den gamle vittighed om DDR’s Erich Honecker, der var på togrejse med Stalin og Hitler, hvor togsporet pludselig stopper.

Toget standser pludselig pga., at der ikke er flere togspor og de tre herrer siger følgende:

Hitler: ‘Hvad fanden sker der, vi skyder togføreren’.

Stalin: ‘Vi skyder ejeren af togene og alle hans ansatte’.

Honecker sætter sig roligt ind i kupeen, kigger ud og siger ganske roligt:

‘Så kører vi’.



30. januar 2010

Jarl Cordua: Holdet bag ”Den hemmelige krig” prøver igen

Søren Gade og Forsvarsministeriet er under angreb for tiden. Jarl Cordua trækker tråde bagud, og det er en interessant historie. Fra Holdet bag ”Den hemmelige krig” prøver igen.

“Det blev hverken til Cavling-pris, Woodward & Bernstein-fame eller ikonstatus i pressekredse, da Christoffer Guldbrandsen og DR-dokumentarist Nils Giversen – blandt andet i samarbejde med den nuværende Politiken-journalist Martin Kaae – i december 2006 med det DR-licensfinansierede TV-dokumentarprojekt ”Den hemmelige Krig” forgæves forsøgte at vælte forsvarsminister Søren Gade. Det påstås også af en kilde, at Politikens journalist Mathias Seidelin har deltaget i et samarbejde omkring filmen, men det afviser Seidelin overfor Jarls Blog.

… Undervejs følte Guldbrandsen og Co, at de blev ”outspinned” eller at pressen blev manipuleret af forsvarsminister Søren Gades spindoktor Jacob Winther… Det blev næppe bedre af, at Winther fortalte om, hvordan han som sejrherre trak sig ud af spinkrigen – til journalistens fagblad “Journalisten”, hvilket var den ultimative ydmygelse og provokation. Måske det kan forklare, hvorfor Christoffer Guldbrandsen og Nils Giversen siden de led dette forsmædelige nederlag til Winther har dyrket allehånde konspirationer om forsvarsministeren og navnlig hans spindoktor…

Det blev altså ikke til Cavling-prisen til Guldbrandsen og Giversen det år, og forvarsministeren gik heller ikke af… Siden denne store personlige skuffelse har Seidelin som skrivende journalist i Politikens spalter nidkært jagtet forsvarsministeren fra Herodes til Pilatus.

Hans nuværende makker på Politiken, Martin Kaae, overtog for et par år siden et falleret bogprojekt, der fik titlen ”Vejen til Irak”. Det var i øvrigt ved den lejlighed, at Søren Gade offentligt fastslog, at Kaae var den eneste journalist i kongeriget, som han ikke vil tale med. Forsvarsministeren havde nemlig erfaret, at Kaae citerede ham i sin bog, men altså UDEN nogensinde at have talt med Gade.

… Men nu tilbage til den aktuelle sag:

Siden oktober 2009 har Guldbrandsen og Giversen rejst rundt til danske nyhedsmedier med historien om, at det i 2007 var Forsvarsministeriets spindoktor, der lækkede sagen om, at jægerkorpset var på en hemmelig mission i Irak… Guldbrandsen graver – uden at der er kommet nye oplysninger frem – igen historien op om, at det er Winther, der skulle stå bag lækagen.

Blandt de medier, som har overvejet Guldbrandsens påstande, men altså ikke viderebragt dem, er Ekstra Bladet og TV-Avisen. Det har de formentlig ikke gjort, fordi der netop mangler fornøden dokumentation for påstandene, som i øvrigt ingen kan bekræfte. Til sidst endte Guldbrandsen med at medvirke i et interview til filmmagasinet ”Ekko”, hvor han siger, at Winther i 2007 skulle have fortalt TV2-journalisten Rasmus Tantholdt om Jægerkorpsets mission. Winther afviste blankt Guldbrandsens påstand, mens Tantholdt nægtede at forholde sig til spørgsmålet, da han ikke vil diskutere sine kilder, eller hvordan TV2 i sin tid havde fået historien.

Journalisten, der skrev artiklen til “Ekko”, René Fredensborg (yes, ham der med brosten i hånden for Nyhedsavisen dækkede urolighederne efter rydningen af Jagtvej 69), ringede – en uge efter, at bladet var gået i trykken – til Jacob Winther for en kommentar.

[…]

Nu i 2010 hopper pressen så på sagen igen, men foreløbig med udgangspunkt i én kilde, som er TV2s Kaare R. Skou. Han har overfor flere medier bekræftet, at det var en kilde i Forsvarsministeriet, der lækkede de fortrolige oplysninger. Skou vil dog ikke ud med, hvem hans kilde er… Først hævdede Skou kun, at han havde regnet ud, hvem kilden var. Men så sagde Skous chef TV2 Nyhedschef Michael Dyrby, at Skou ikke kunne vide, hvem kilden er.

(Søren Gade i Den Hemmelig Krig, sendt på DR2 d. 7. december 2006)

Opdate.

  • 13/1-10 Videnskab.dk – Derfor fejlede dokumentaren Den Hemmelige Krig (af Thomas Hoffmann).
  • 

    15. november 2008

    Gramsegate og det bløde V

    Borgerlighedens krise viser sig bl.a. ved den stigende feminisering harmonisering af statsministerpartiet. Medierne er i forvejen feminiserede harmoniserede, og i denne uge har sladderen kørt om, hvorvidt Ventre-manden Helge Sander har klappet den socialistiske kvinde Christine Antorini i rumpen, i sandhed noget for damebladene.

    Den mest sandsynlige forklaring på gramsehistorien synes at være den, at de 2 politikere har en affære. Bloggeren Jarl Cordua er som Helge Sander Venstre-mand og ønsker muligvis at dække over en mulig større skandale end den postulerede sexchikane, eller også viser han blot endnu engang sine sippede tendenser – i hvert fald slettede han skyndsomt min kommentar i tråden Smid Sander ud af regeringen:

    Forbudt sladder

    Og så var en kyniske idé endda ikke engang min, men Ulla2’s på Ulla Lauridsens blog.

    Oploadet Kl. 12:26 af Kim Poulsen — Direkte link24 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    22. juli 2008

    P1-setup: En liberal og en venstreorienteret diskuterer hvorvidt DF er dumme eller onde

    Medierne fortsætter med at spinde historier på sagen om Udlændingeservice, men debatten er stadig ydest ukonkret i forhold til det faktuelle. Oppositionen (herunder Enhedslisten) vejer morgenluft, fordi EU i den aktuelle sag kan løse deres problemer med vælgerne. Regeringens udgangspunkt er noget anderledes, men af tunge realpolitiske grunde forholder de sig afventende. Den nuværende udlændingepolitik bragte dem til magten, og problematikken harmonerer meget dårligt med deres overordnede ønske om at afskaffe de danske EU-forbehold. Alle partier minus Dansk Folkeparti har således interesse i ikke at konkretisere problemets løsning.

    Søndagens P1debat var et symptom på hele. Der postuleres en krise mellem Dansk Folkeparti og regeringen, baseret på to forhold. Forventet uenighed om den langsigtede løsning på konflikten mellem EU-regler og den nuværende udlændingepolitik, og ubetydelige ordvekslinger omkring liberal opjustering i Venstre. Der var således lidt til begge debattører, der så kunne mødes på midten i foragten for Dansk Folkeparti, og debatten kom derfor reelt til at omhandle graden af samme partis dumhed/ondskab.

  • 20/7-08 P1debat – Er der krise mellem regeringen og DF? (Martin Skovmand, P1-vært; Jarl Cordua, blogger; David Rehling, Information).
  • Begge undlod konsekvent at forholde sig til Dansk Folkepartis argumentation, at se på de mange forbehold der i forvejen eksisterer i EU-samarbejdet, ligesom det rent juridiske – at loven vil blive brugt til at mod intentionen i EUs regler om fri bevægelighed. Absurd blev det flere gange, ikke mindst da de diskuterede Dansk Folkepartis kritik af Ombudsmanden, hvor begge havde de store gloser fremme om Dansk Folkepartis udemokratiske sindelag.

    Rehling pointerede, at “der er en lov og den skal holdes”, ligesom Cordua forklarede, at denne ikke kunne ændres, fordi den var en del af Maastrict-traktaten. Lad mig lige præcisere, nu hvor P1s ekspertpanel og den eftersnakkende vært undlod…

    Den 2. juni 1992 stemte et flertal af danskerne nej til Maastrict-traktaten. Hermed skulle traktaten bortfalde. Punktum.

    EU fortsatte ikke desto mindre processen, og 18. maj 1993 stemte et lille flertal ja til Maastrict med fire formulerede undtagelser forhandlet i Edinburgh december 1992. Undtagelserne inkluderede det retspolitiske samarbejde (herunder asyl- og indvandring) samt unionsborgerskabet (tildeling af statsborgerskab). Siden har EU-domstolen gradvist flyttet grænserne for hvordan lovgivningen skal tolkes i forhold til arbejdskraftens frie bevægelighed. EU er således i kraft af sin juridiske aktivisme ved at underminere de danske forbehold, idet det indre markeds regler – stik imod intentionen i lovgivningen – kan bruges til at omgå den af danskerne ønskede udlændingepolitik.

    Så når Jarl Cordua fortæller at Dansk Folkeparti bare vil “have udlændinge, muslimske udlændinge ud”, så taler vi altså om fastholdelse af status quo for udenlandske statsborgere der ønsker ophold i Danmark. Forskellen må selv politiske kommentatorer kunne se.

    Demokrati kommer fra græsk: demos og kratos – folk og styre. Foragten for samme var udtalt hos både David Rehling og Jarl Cordua.

    Delvis transkription.

    Martin Skovmand, P1-vært: Jarl Cordua, hvorfor er det at Dansk Folkeparti langer sådan ud efter regeringen netop nu?

    Jarl Cordua, blogger: Ja, de langer ikke ud efter regeringen, men de sender et signal, om at de der liberale tanker, som Peter Christiansen og andre er eksponenter for – de skal manes i jorden med det samme…

    […]

    Martin Skovmand: David Rehling. Når Peter Christiansen kommer med en sådan udmelding, så må han da vide, at det vil irritere Dansk Folkeparti grænseløst, når han begynder at snakke mere liberalisme i regeringspolitikken.

    David Rehling, Information: Nå men, utvivlsomt er det da sådan, at Venstre føler et behov for at signalere til sine vælgere og befolkningen, at de ikke er fuldstændigt i lommen på Dansk Folkeparti. For sådan har det jo i lange perioder taget sig ud. Og når Dansk Folkeparti reagerer så voldsomt, så er det jo for at sende det modsatte signal: Jov – regeringen er i lommen på os. Og hvis de begynder at sige noget der ikke behager os, så kommer vi efter dem, og så kommer de til at fortryde det. Det har sammenhæng med at Dansk Folkeparti har indført en helt ny slags rolle for et støtteparti i Danmark. Den måde de larmer og truer på, er jo hidtil uset i dansk politik… Her var vi en regering der er omspundet af det temmelig yderligtgående højre… de kan ikke slippe ud af favntaget.

    Jarl Cordua: … Kristian Thulesen-Dahl sender også et signal til finansminister Lars Løkke Rasmussen…

    Martin Skovmand: Kan man sige David Rehling, at det der foregår, som Jarl Cordua var inde på her, det er – når Kristian Thulesen Dahl går ind og siger: Hov hov, nu sætter vi bremsen i, så er det for at undgå at den positionering indenfor Venstre, at den lader liberalisterne komme for meget til fadet.

    David Rehling: Nu kan Dansk Folkeparti jo have interesse i at liberalisterne faktisk bliver mere fremtrædende i Venstre, for så kan Dansk Folkeparti også advare mod det. Der er jo ikke det Dansk Folkeparti ikke gerne vil advare imod for at styrke sin egen position. Så at der er et vist opbrud i Venstre kan meget vel hue Dansk Folkeparti temmelig godt…

    […]

    Martin Skovmand: David Rehling, i den forløbne uge var der jo også et krav fra Dansk Folkeparti om at regeringen skulle gå ud og stramme op på EU-forbeholdene, og det gjorde de i forbindelse med hele sagen om Udlændingeservice og den rådgivning der er blevet givet til borgerne der. Når Dansk Folkeparti beder regeringen om at stramme op på EU-reglerne, har det så nogen bund i virkeligheden?

    David Rehling: Nå men, den konkrete sag handler om sammenstødet mellem EUs indre marked og den stramme danske udlændingepolitik. Det er det der har fået Birthe Rønn-Hornbechs ministerium til at skøjte ud i en meget meget mærkelig situation, hvor de har rådgivet borgerne på en måde der ikke har svaret til den juridiske virkelighed. Hvis Dansk Folkeparti havde sans for realiteter, og var indstillet på at være et sagligt parti, så vil de være klar over at Danmark kan jo ikke delvist træde ud af det indre marked. Men det er jo selvfølgelig en pragtfuld sag for Dansk Folkeparti, fordi de kan i et og samme kast genere udlændinge – det vil de vældig gerne gøre – og så kan de samtidig lave ballade om det danske medlemskab af EU. Så derfor vil de stille de mest vidtgående krav de overhovedet kan finde på, og være blæsende ligeglade om det kan lade sig gøre. Blæsende ligeglade med, hvor meget de generer regeringen, indtil Anders Fogh en da siger til Pia Kjærsgaard… så! nu er grænsen der. Nu kan i ikke gå længere. Først da bremser de op.

    Martin Skovmand: Men virker det ikke paradoksalt, at Dansk Folkeparti i den grad går ud og presser regeringen. Det virker da ikke særligt støtteparti-agtigt i den her sag.

    Jarl Cordua: Dansk Folkeparti lever jo af utilfredse vælgere, og lever af at være i opposition, til trods for at de nu har holdt denne her regering ved magten i syv år. Så lever de af utilfredshed – protestvælgerne, og må sige, den her sag har jo, som David var inde på, de to elementer, som gør at Dansk Folkeparti skiller sig ud i forhold til alle partier. Det er, man vil have udlændinge, muslimske udlændinge ud, og man er meget meget skeptisk i forhold til EU. Og det helt fantastiske det er, at deres vælgere er bedøvende ligeglade med det her teknik, omkring noget EU-lovgivning og udlændingelovgivning. Udlændingelovgivning det ved vi hvad er, der er jo et flertal i befolkningen som bakker det op, det er der utvivlsomt, og det er Dansk Folkepartis opgave, at stå vagt om det. Så kan man sige, at nu kan Anders Fogh få aben og tage ned og forhandle alle de her ting. Det er fuldstændig galamatias, der har ingen som helst gang på jorden. At en politiker, en seriøs politiker, kan få sig selv til at sige sådan noget, altså – han ved jo godt, han har siddet i Folketinget i flere år, Martin Henriksen. At han kan få sig selv til at sige sådan noget, det siger noget om hans psyke. Altså, altså, det er vrøvl fra ende til anden, at påstå det der, men deres vælgere er bedøvende ligeglade. De hører kun at udlændingeloven den skal strammes, og det er noget med EU. Alle mellemregninger – bedøvende ligeglade, og derfor er det en fantastisk sag.

    […]

    Martin Skovmand: David Rehling, hvor er den her sag på vej hen?

    David Rehling: Den er på vej ud i noget, der for Birthe Rønn-Hornbeck kan blive en politisk belastning… hun er under et frygtligt krydspres, som det hedder på nudansk. Der er medarbejderne der kræver en minister der entydigt bakker dem op. Der er en statsminister og regeringsledelse, som ønsker at denne her sag forsvinder fra jordens overflade. Der er en opposition på Christiansborg, som pludselig ser den foræring, at den politiker i Venstre, der fremfor alt stod for retsbeskyttelse, borgernes retssikkerhed, nu er sovset ind i noget der ligner det modsatte. Og der er et EU, der begynder at spørge: Hov, hvorfor har Danmark alle fordelene af det indre marked, men vil ikke acceptere den del af det, som ikke passer et flertal på Christiansborg. Det ligner en helt umulig sag.

    […]

    David Rehling: Det med at ministeren måske ikke administrerede efter loven, men gjorde det ud fra en forventning om, hvad der var flertal for i Folketinget og befolkningen, svarer jo nøjagtigt til det forsvar som daværende justitsminister Erik Ninn Hansen kom med i Tamilsagen. Og det nyttede jo ikke noget. Der er en lov og den skal holdes…

    […]

    Martin Skovmand: Hvad nu hvis Ombudsmanden David Rehling, går ind i den her sag, og påpeger nogle punkter, og så siger, der er grund til at kritisere den måde reglerne er blevet fortolket på. Vil det slet ikke betyde noget heller?

    David Rehling: Jov selvfølgelig. Hvis Ombudsmanden når frem til at noget er kritisabelt eller særdeles kritisabelt, og der ikke har været lovhjemmel, så skaber det selvfølgelig en ny politisk virkelighed. Det var lige det der også kunne ses i Tamilsagen, at en regering der forholdsvist selvsikker skrydede, at der ikke var noget at komme efter, begyndte jo at smuldre indefra. Efterhånden som det blev klart, at den havde forvaltet i strid med de gældende regler…

    Martin Skovmand: Men David Rehling, er situationen ikke, at der i den her sag, vil regeringen gå ud og sige – vi har befolkningens opbakning til vores udlændingepolitik. Nu viser det sig så, at der er nogle EU-regler, det må vi undersøge, men den vil stadig gå ud, og sige, vi har den der selvsikkerhed, der ligger i, at vi har et folkeligt mandat.

    David Rehling: Jamen (griner højlydt), vi lever gudsketakoglov i et retssamfund, og det kan altså ikke nytte noget at man bliver så kynisk, at man tror, at bare fordi, der er et flertal på Christiansborg, der af en eller anden grund ønsker at blæse på gældende ret, så er gældende ret bortfaldet… Jeg tror vi skal passe på ikke at blive for kyniske. Der er nogle gange en tilbøjelighed til at, fordi man kigger så blindt på det politiske spil, glemmer at vi faktisk er et civiliseret samfund. Og når at politikerne begynder at optræde uciviliseret, så kommer der alligevel, først i Folketinget, og siden hen i befolkningen en kraftig reaktion.

    Martin Skovmand: – Og apropos Ombudsmanden, så er der også udviklet sig noget usædvanligt, ved at Dansk Folkeparti, i den forgangne uge, var ude og sige, at Ombudsmanden, der jo så skulle undersøge den her sag – var inhabil i udlændingesager, fordi han var formand for Dansk Flygtningehjælp tilbage i ’83. David Rehling – kom det bag på dig den udmelding?

    David Rehling: Nej, det viser hvor langt Dansk Folkeparti er villige til at gå i retning af, at besmudse det danske samfunds bærende institutioner, hvis det passer dem i deres kram. Selvfølgeligelig kan Ombudsmanden da have været formand for Dansk Flygtningehjælp tilbage i 1980erne, og være en fuldgod Ombudsmand i det herrens år 2008. Men, det man søger at miskreditere ham, er jo et udslag af, at Dansk Folkeparti sværter alt og alle der ikke retter ind efter partiets politiske synspunkt.

    Martin Skovmand: Men har man ikke lov til at gå ud og være bekymrede for, om manden er i stand til at forvalte sit embede neutralt, hvis han har været ansat i en interesseorganisation tidligere.

    David Rehling: Jamen, den bekymring kunne Dansk Folkeparti jo have luftet på et hvilket som helst tidspunkt, siden partiet blev stiftet i 1995… Så det er et meget trist eksempel på hvorledes den konsensus der tidligere har været på Christiansborg, om at respektere ombudsmandens institution, nu er under nedbrydning.

    Jarl Cordua: Her kan man virkelig se forskellen på Dansk Folkeparti og alle andre partier. Altså, Dansk Folkeparti de er anti-elite, sådan noget som en Ombudsmandsinstitution, det er elitens institution. Sådan opfatter de det… (afbrydes).

    David Rehling: – Det er det jo ikke – det er den lille mands beskytter.

    Jarl Cordua: … det kan man sige, men hvis man går ud og spørger hr og fru Jensen: Hvad er en Ombudsmand, så ville de nok kigge op i hovedet og sige ja øh bøh, det ved jeg ikke rigtigt. Det er ikke noget som spiller en stor rolle i dagligdagen. Det er en gratis omgang for Dansk Folkeparti, for de ved godt, at vælgerne er faktisk ret ligeglad med hvem Ombudsmanden er, og hvis de får stemplet ham, som sådan en krypto-kommunist af en eller anden art, der har skylden for den udlændingelov vi har – det er jo en form for intimidering. Jeg er da enig i, at det er helt ude i hampen, helt uden for alle gældende spilleregler, men nu er det bare sådan, at Dansk Folkeparti, de spiller jo altså efter nogle andre regler. De spiller et meget meget kynisk spil, de har de gjort i 12-13-14 år, og det er først langsomt gået op for centrum-Venstre, at det forholder sig sådan.

    David Rehling: – Og netop det at Dansk Folkeparti spiller efter helt andre regler, giver de mindelser tilbage til 1930erne, som man engang imellem kan få.

    Foranlediget af Informations tema-serie Retspolitik eller strafpolitik, havde debattens sidste fjerdedel retspolitiske stramninger som emne, og også her var Dansk Folkeparti problemets kerne. Rehling, der er lederskribent for Information, og selv har skrevet flere af artiklerne, adskilte sig ikke synderligt fra Jarl ’straf er hævn’ Cordua, der i parantens bemærket – er fast kommentator på avisen sommeren over. Det hele opsummeret i få ord…

    Jarl Cordua: … og her har vi det igen – indvandrerkriminaliteten er til at få øje på… Det fylder op i statistikkerne. Det er selvfølgelig også det som spiller glimrende med i Dansk Folkepartis retorik og kommunikation.

    David Rehling: Nå ja, når Dansk Folkeparti kræver skrappere straffe, så er det jo typisk med bagtanke på at ramme indvandrerne i Danmark. Når det er forbrydelser som typisk begås af partiets egne vælgere, så er det sjældent man hører dem råbe højere straffe.

  • 12/7-08 Information – Straffen skærpes, kriminaliteten er den samme (Britta Kyvsgaard).
  • 14/7-08 Information – Dansk Folkeparti: Straffeloven er ikke strammet nok.
  • Hans Gammeltoft-Hansen, “den lille mands beskytter”.

    Mere…

  • 20/7-08 Omnial blog – Verbale maskingeværsalver mod DF i P1-Debat Søndag
  • 21/7-08 Nyhedsavisen – Danskerne er ligeglade med Udlændingeservice’ vildledning.
  • 22/7-08 Berlingske Tidende – Flertal for undersøgelse af udlændingeregler.
  • 23/7-08 TV2 Online – V: Ingen EU-forbehold om udlændinge (Inger Støjberg).
  • 23/7-08 DR Online – K: DF-krav om udlændinge er utopi (Helle Sjelle).
  • Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige side

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper