5. oktober 2017

Birthe Rønn Hornbech (V): Jeg vil kæmpe til ’sidste blodsdråbe’ for muslimernes religionsfrihed…

Politikere der ikke er på valg, har intet særligt problem med Islam. Man hører det i Huxi og Det Gode Gamle Folketing på Radio24syv, men også i Cordua & Steno (‘Danmarks eneste højreorienterede radioprogram’), der i dag havde Pelle Voigt som gæstevært. Han er tidligere revolutionær.

Værst blandt virkelighedsfjerne eks-politikere er Birthe Rønn Hornbech, der mener Inger Støjberg har fået ‘Muhammed på hjernen’. Hun vil omvendt kæmpe til sidste blodsdråbe for muslimernes trosfrihed, velvidende, at den islamiske tro, jf. professor Thomas Hoffmann, har ‘kultiveret en antiassimilatorisk tradition’. Højskole-Danmark no more.

Flere Rønn Hornbech-citater på B.dk – Birthe Rønn med direkte opfordring til Løkke: Du må stoppe Støjberg.

“Den tidligere kirke- og integrationsminister samt mangeårige medlem af Venstre Birthe Rønn Hornbech har de seneste år markeret sig som en af sit partis mest markante kritikere. … Nu kan hun ikke kende Venstre længere. …

‘Jeg har tidligere udtalt, at jeg melder mig ud af Venstre, hvis Inger Støjberg en dag bliver formand. Det er dels det indholdsmæssige og dels den måde, man mistænkeliggør alle, der kommer fra et fremmed land med en fremmed kultur.’

Hvad mener du med, at man mistænkeliggør folk?

‘Jeg har et virkelig blødt punkt for religionsfriheden. Jeg er selv meget optaget af kristendommen, og deraf følger, at den frihed, som jeg har til min tro, kæmper jeg til sidste blodsdråbe for, at muslimerne også skal have. Jeg synes ikke, der er religionsfrihed mere,’ siger Birthe Rønn Hornbech. …

‘Man skal tale integrationen op, som jeg selv forsøgte. Og man skal være klar over, at hvis man hele tiden taler til stodderen i et menneske, så får man stodderen. Hvis man taler til kongen, får man kongen,« sagde Birthe Rønn Hornbech til avisen og uddybede:

‘Jeg bor som sagt her i Brøndby Strand Sogn og er omgivet af sorte, brune og gule, men vi handler i de samme supermarkeder. Vi har også en glimrende basar, hvor man kan få alt det, man ikke kan de andre steder. …'”



11. juni 2017

Mette Thiesen om stuerenhed: “1999 er langt væk, men er der egentlig sket så meget på disse 18 år?”

Konservative Mette Thiesen kommenterer hos Critique – Er det stuerent at ønske en hård udlændingepolitik?

“Under Folketingets åbningsdebat i 1999 udtalte Nyrup, at Danske Folkeparti aldrig bliver stuerene. Han tog heldigvis fejl – men jeg oplever desværre stadig, at det ikke er stuerent i manges øjne at have en hård udlændingeretorik. …

Men hvornår vil vi se en ende på dette? 1999 er langt væk, men er der egentlig sket så meget på disse 18 år? Er der plads i dansk politik til os, der ikke tier, men som taler om de problemer, vi i Danmark står over for? Og hvornår vågner de politisk korrekte op? De, som gemmer sig bag vattede floskler som ’skinger’, ‘tonen i debatten’ og ‘dårligt menneskesyn’.

Sygdommen har desværre kun bredt sig siden 1999 og nu også til borgerlige kredse, hvor Jarl Cordua senest beskrev ønsket om lukkede grænser, asylstop og lukning af moskeer der radikaliserer unge som ‘panikpolitik’ og ‘bodegavrøvl’. Her ser vi altså en påstået repræsentant for det borgerlige Danmark, der på bedste David Trads manér udskammer folk med en anden mening end ham selv – og italesætter deres påståede dumhed.

Så er 1999 virkelig så langt væk – eller er berøringsangsten og den politiske korrekthed i virkeligheden en sygdom, der stille breder sig, fordi sandheden er for svær at kapere? Og er vi borgerlige, der tør tage debatten og se realiteterne i øjnene, i virkeligheden ikke den kur, der skal til for at slå sygdommen ned?”

Oploadet Kl. 23:58 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


31. december 2016

Peter AG mener stadig, at alle er velkommen her: Går ikke ind for ‘en homogeniseret dansk malkerace’

Tidligere gik Cordua & Steno på Radio24syv for at være Danmarks eneste borgerlige radioprogram. I dag er podcast samlet under overskriften ‘Den komplette borgerlige horisont’, og det dækker jo egentligt fint krydsfeltet mellem Venstre, Konservative og De Radikale. Gæst i torsdagens udgave af var Gnags-forsanger Peter AG Nielsen, der har ry for ikke at være udpræget venstreorienteret. Han ville ikke fortælle, hvilket parti han stemte på, og umiddelbart lød det lovende. Måske var han i virkeligheden ikke et kunstnerisk dusin-menneske?

Debatten kom ind på 80’ernes naive indvandringspropaganda, og så faldt korthuset sammen. Alle var i princippet stadig velkommen, en fremmed var i princippet stadig en ven du ikke har mødt. Han forstod i det hele taget ikke den der ‘mangel på nysgerrighed’, og gik i øvrigt ikke ind for ‘en homogeniseret dansk malkerace’. Han ville dog gerne forsvare ytringsfrihed mod religiøse autoriteter, men blev aldrig konkret. Ikke et ord om Islam.

Det gælder i sommerens sol, nytårsaften og i politik. Når først du er rød, så er skaden sket. Indslaget kan høres her.

Jarl Cordua, Radio24syv: Den der Danmarkssang der, den har mange jo læst ind som en kommentar til udlændingepolitikken. Der allerede dengang begynder at være noget man diskuterer. I lavede også en sang på et tidspunkt. Jeg tror det er for DUF, Dansk Ungdoms Fællesråd, ‘En fremmed er en ven du ikke har mødt’, tror jeg en af linjerne lyder. Og det bliver så i dag et eksempel på at sådan så man lidt på tingene dengang, er det ikke sådan.

Peter A.G. Nielsen, sanger: – Det er sgu da stadigvæk sådan.

Jarl Cordua: – Det mener du?

Peter A.G. Nielsen: Ja, det gør jeg da.

Jarl Cordua: Tredive år senere, vil jeg bare sige, at der er mange… (afbrydes)

Peter A.G. Nielsen: Jeg kan slet ikke forstå, jeg kan slet ikke forstå den der mangel på nysgerrighed. Og jeg kan slet ikke – jeg er opdraget med, at det er en kernedansk værdi, at tage godt imod det der byder sig.

Jarl Cordua: Er det alle fremmede, som man ikke har mødt?

Peter A.G. Nielsen: Det ved jeg da ikke. Det er jo bare, det er ikke noget vi fandt på, det er jo bare et slogan, som vi hjalp til med. Vores sang handler om vaniljekranse, om alle mulige ting, teaktræsborde, og så opremser vi bare en masse ting der er kommet til os takket være noget udefrakommende. Jeg går ikke ind for sådan en homogeniseret dansk malkerace, jeg synes det er dræbende kedsommeligt. Jeg går ind for udveksling… Vær et kærligt menneske, for så bringer det dig langt.

(Collage: ‘Ode til Omar Abdel Hamid El-Hussein’; Foto: Wikipedia)

Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er
Så velkommen her

Jeg kravler op i en stang
Til det hjul de engang kaldte storkereden
Og råber: længe leve mangfoldigheden
(Peter AG Nielsen, Danmarkssangen, 1986)

Oploadet Kl. 12:25 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


13. september 2016

Borgerlige Jarl Cordua: Mener du, at vi er i krig med Islam, så er du ‘nationalist, populist, måske fascist’

Hvor demokratiske socialister uden blusel praktiserer ‘Ingen fjende til venstre’, så er vilkårene væsensforskellig på højrefløjen. Her er man anti-demokrat, hvis man afviger promiller fra Løkke Rasmussens Merkel-sanktionerede linje.

I seneste udgave af Weekendavisen har Søren K. Villemoes talt med Jarl Cordua om den polariserede Islam-debat, og her er der ‘no mercy mod folk’ der mener vi er i krig med Islam. Folk der italesætter en krig (der på sin vis er i fuld gang), er nationalister, populister eller fascister. Fra Strudsene og de uansvarlige (ikke online).

“Han anser synet på islam og især muslimer som en klar skillelinje på højrefløjen.

‘… jeg mener ikke, at man kan kalde sig borgerlig, hvis man har den opfattelse at føre landet i krig mod særlige religioner og begrænse religiøses mulighed for at dyrke deres tro inden for det liberale demokratis rammer, som der står i grundloven. Der går skillelinjen. Hvis ens politiske projekt er at genere en bestemt religion mest muligt, så er man ikke borgerlig. Så er man nationalist, populist, måske fascist, det er uklart. Er man borgerlig, så står man for det liberale demokrati,’ siger han til Weekendavisen.

Cordua mener, at dele af højrefløjen har et meget problematisk syn på islam.

‘Der hvor de efter min mening går helt galt i byen, men desværre har haft held med det, er at gøde debatten og skabe grobund for den forestilling, at nogen har sat en folkevandring i gang, som politikerne intet vil gøre noget ved. Politikerne har sovet i timen, de har forrådt Danmark, de er landsforrædere, og nu skal rigets bedste mænd rydde op og smide en masse mennesker ud af dette land. Det er en forestilling, der har rigtig meget medvind, fordi mange blev forskrækkede over at se de mange vandre langs de danske landeveje. De mest syge ideer handler om, at det er en bevidst ting, der er indlejret i islam som religion, at man skal invadere det kristne Europa og med tiden oprette et kalifat,’ siger han.

Jarl Cordua er særlig kritisk over for den opfattelse, at vi er i krig med islam.

‘Når man udnævner en religion som fjende, så er der en risiko for, at muslimer opfatter det således, at ‘nå, nu er Danmark i krig med os’.
Det er uansvarligt og tankeløst. Men vi må nok erkende, at hun (Marie Karup, Kim)faktisk mener det. Det er ikke bare for at fiske stemmer. Det er faktisk hendes analyse. Og der synes jeg, at man bør spørge sig selv, om man virkelig ønsker en sådan krig. At man taler den op. Jeg mindes ikke, at vi har haft så uansvarlige politikere før, der taler en krig op som uundgåelig. De fleste politikere, vi har haft siden 1864, har talt konflikter ned og forsøgt at hindre, at en sådan situation opstår,’ siger Cordua.”



26. oktober 2014

Udlændingevalg i vente: Stort flertal stoler ikke på politikernes forsikringer, gider ikke flere muslimer…

“Højreradikalisme er den nye midte” hævdede Lars Trier Mogensen forleden i Information, men intet indikerer at danskerne har ændret holdning til Islam, indvandring eller det multikulturelle samfund. Det eneste der er ændret, er vel egentligt kun, at det qua Dansk Folkepartis fremgang er blevet mere legitimt at ytre sin holdning offentligt. Godt for Danmark, skidt for virkelighedsfjerne venstreorienterede. Fra Altinget.dk, der fortæller at den gennemsnitlige dansker ikke gider mere indvandring – Flygtninge splitter rød bloks vælgere.

“Et klart flertal af de danske vælgere er enige om, at Danmark ikke skal tage imod en større andel af de flygtninge, som for tiden strømmer til Europa på flugt fra krig og forfølgelse i blandt andet Syrien. …

Men hvor blå bloks vælgere stort set alle synes enige om at sige nej til at åbne døren for en større andel af flygtningene, så deler spørgsmålet rød bloks vælgere i to lige store grupper for og imod. Det viser en måling som A&B Analyse har foretaget for Altinget. …

Mens godt 43 procent af rød bloks vælgere svarer, at Danmark bør tage imod en større andel af flygtningene, så svarer tilsvarende godt 43 procent nej. Hos de borgelige vælgere er fordeling 91 procent imod og kun 4 procent for. … I Altingets måling angiver over 60 procent af de Radikale svarpersoner, at de mener, at Danmark skal tage imod en større andel af flygtningene i Europa.”

Mere.

(Søndagsavisen, 24. oktober 2014, s. 16-17)

Jarl Cordua, Radio24syv: Politikerne reflekterer jo det, fordi vi er så tæt på et folketingsvalg. Reflekterer det, som de har en klar fornemmelse af, at der er den holdning i befolkningen bredt. Og det er: Vi vil ikke have flere muslimske flygtninge. … Vi vil ikke ha’ flere muslimske flygtninge, fordi de simpelthen er svære at integrere, og de tror simpelthen ikke på politikernes forsikringer efter 40 år med flygtninge fra muslimske lande. … befolkningen tror ikke på politikernes forsikringer. De oplever, hvor de bor, og det er jo ikke de rige og middelklassen der har problemet – det er alle de andre. Og det er jo de fleste. … Det her er kamppladsen. Vi får et flygtninge/indvandrer-valg, det gør vi. Fordi det simpelthen er det der optager befolkningen. Folk er rædselsslagne… De vil bare ikke…

Torben Steno, Radio24syv: Danmark går nu ind for konventionsbrud, der handler om – vi vil gerne være et åbent land, vi vil gerne modtage både indvandrere og flygtninge, men vi vil ikke have muslimer.

(Cordua & Steno, Radio24syv, 23. oktober 2014, ca. 18 minutter inde)

(Ekstra Bladet, 20. oktober 2014, s. 9; EB.dk)

EB.dk: Vi har lige talt med nogle af de her asylansøgere. De kommer jo fra krigshærgede områder, og er flygtet med deres familier. Gør det indtryk på dig?

Majbritt J., Rødby: Næh, for mændene kan bare blive hjemme og passe deres land, og forsvare deres land.

EB.dk: Men der er jo krig?

Majbritt J.: Så må de sgu da også forsvare det. Og så må de sende konen og børnene afsted.

(EB.dk, 24. oktober 2014: ‘Forkasteligt at have så mange asylansøgere’)



29. maj 2014

Føderalisme: En stemme på konservative Bendt Bendtsen gav magt til føderalisten Jean-Claude Juncker

Flere borgerlige meningsdannere advarede før europaparlamentsvalget danskerne mod at stemme på Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, der ikke sidder i de store grupper, og hermed er uden indflydelse. Her er det på plads med et realitycheck. Dem der har stemt på Venstre har givet ALDE-gruppen mere magt. Gruppen som Det Radikale Venstre (meget sigende), også sidder i. ALDE ledes af Guy Verhofstadt, der sideløbende er formand for den tværpolitiske Spinelli-gruppe, der kæmper for et føderalt Europa. Hans med-formand er her Daniel Cohn-Bendit, der leder Greens/EFA-gruppen, som Margrete Auken sidder i på vegne af Socialistisk Folkeparti.

En stemme på De Konservative var en stemme for mere magt til EPP-gruppen, hvor Bendt Bendtsen har sæde. EPP er nu den største gruppe i Europaparlamentet, og deres kandidat til posten som EU-kommissionsformand efter føderalisten Barroso er kristenkonservative Jean-Claude Juncker. Herunder omtalt som ærke-føderalist.

Fra Daily Mail – PM bids to stop EU handing top job to an arch-federalist: Cameron warns union cannot carry on with ‘business as usual’…

David Cameron will travel to Brussels today to try to prevent an arch-federalist from becoming the new president of the European Commission. … He believes giving a top job to Jean-Claude Juncker – a former prime minister of Luxembourg who wants to increase the EU’s powers – would represent a slap in the face for voters.

Across the continent, Eurosceptic parties doubled their representation in the European Parliament, and now hold a third of all seats. Mr Cameron does not have an alternative to Mr Juncker in mind, but hopes to postpone the race to replace the Portuguese Jose Manuel Barroso until someone more suitable can be found.

Mr Juncker is standing for the centre-Right European People’s Party, which has emerged as the European Parliament’s largest single party. Mr Cameron ended the Tories’ affiliation with the EPP in 2009 over its federalist sympathies.

(Borgerlige Jarl Cordua i en af flere Messerschmidt-hånende opdateringer, 13. maj 2014)

(Jarl Cordua: Vil man have indflydelse, skal man stemme på De Konservative)

“On the latest projections, the centre-Right European People’s Party will still be the biggest group and its candidate is Mr Juncker.” (Evening Standard, 28. maj 2014)

Oploadet Kl. 14:16 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


26. maj 2014

Fantastiske valg til EU-skeptikere: Morten Messerschmidt (DF: 26,7 pct), Nigel Farage (UKIP: 27, 5 pct)

Europaparlamentsvalget er vel overstået. Dansk Folkeparti blev valgets helt store vinder med en opbakning på hele 26,7 procent. Det gav fire mandater, et mere end regeringsbærende Socialdemokratiet og to mere end oppositionsledende Venstre. De personlige stemmetal er ikke optalt endnu, men alt tyder på at Morten Messerschmidt får flere personlige stemmer end tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens fik ved det historiske 2004-valg. Når Uffe Ellemann og Mogens Lykketoft taler solen sort om populistiske tossekandidater, så er det reelt folkets vilje de ikke anerkender.

(Det endelige resultat af Europaparlamentsvalget i Danmark, 25. maj 2014)

Konservative Bendt Bendtsen blev genvalgt, muligvis fordi han i tolvte time indså nødvendigheden af permanent grænsekontrol, og EU-positivisterne må overordnet erkende, at ’slow-boiling’-afviklingen af nationalstaten i bund og grund finder sted mod befolkningens ønske. Trods Lars Løkke Rasmussens belejlige nedtur, så høstede Socialdemokraterne sit niende valgnederlag i træk under Helle Thorning-Schmidt. Det har intet med finanskrise eller kommunikation at gøre – at være jubel-europæer er ganske enkelt politisk selvmord.

Herfra skal der lyde hæderlig omtale til Liberal Alliance, der undlod at gå i valgforbund med Venstre, og hermed ikke sikrede føderalisten Morten Løkkegaard fire år mere. Forhåbentlig kommer de ind næste gang, og tiltrækker flere EU-skeptiske VK-vælgere.

Dansk Folkeparti har ifølge en analyse mistet 15.000 stemmer til de mere kompromisløse EU-modstandere i Folkebevægelsen mod EU. Nogle har sikkert stemt på Thorkild Sohn (medlem af nationalkonservative Dansk Samling), og hermed givet stemmer til Rina Ronja Kari. Hun er som forgængeren aktiv i kommunistiske Enhedslisten, og opponerede meget sigende ikke, da partifællen Johanne Schmidt-Nielsen på valgaftenen omtalte den tværpolitiske bevægelse som ‘venstreorienteret’.

(BBC, 26. maj 2014: Farage hails ‘extraordinary’ UKIP win in European election; Mere: WSJ)

Det blev i det hele taget et fantastisk valg for EU-skeptikerne. UKIP fik et fantastisk valg i Storbritannien, Front National fik et tilsvarende i Frankrig, og der var hæderlige valg til Sverigedemokraterna, De Sande Finnere og lignende konstellationer. EU-modstanden antager i lighed med EU-tilhængerne mange forskellige former.

Trods den gode udvikling, så står det klart, at fremgangen for EU-skeptiske partier ikke umiddelbart giver reel indflydelse. Det store problem for højrefløjen, er her som altid, at de af realpolitiske årsager har travlt med at distancere sig fra ligesindede i udlandet. Mediernes rolle er enorm.

Messerschmidt vil formentlig afvise Front National/Geert Wilders-grupper, fordi Jean Marie Le Pen er citeret for groteske udtalelser. Noget af det skal nok passe, men egentligt er det fuldstændig irrelevant for at et eventuelt EP-samarbejde. Omvendt så risikerer Messerschmidt ikke at kunne komme med i den konservative ECR-gruppe, fordi han som ung fik en racismedom for en DFU-plakat. Franskmændene godt ved at massepartiet Front National anno 2014 ikke består af frådende holocaustbenægtere, men udlandet ved det ikke. Og bliver det ikke fortalt.

(LA-gruppeformand fryder sig over liberale EU-skeptikeres tilbagegang; Facebook)

Medierne gør det således næsten umuligt for nationale EU-skeptikere at samarbejde på tværs af grænserne. “20 nyanser av brunt”, skriver svenske Expressen, og kæder nationalsocialistiske Gyldent Daggry sammen med Dansk Folkeparti, UKIP, De Sande Finnere mv. Som om kostskole-konservative Nigel Farage og ansigtstattoverede skinheads i camouflagetøj har et ideologisk fællesskab.

Medierne associerer systematisk centrum/højre EU-modstand med højreradikalisme, og det faktum fremmer entydigt EU-positivisternes dagsorden.

(Expressen, 25. maj 2014: Bruna Europa…; Forside: ‘Skam Jer Europa’)

De danske medier var underlødige i valgkampen, og fortsætter tilsyneladende stilen. Radikale Nils-Christian Nilson, der skriver for Ekstra Bladet, sammenblander objektiv nyhedsdækning med subjektiv opinion. Gyldent Daggry er et af de mest ‘uappetitlige’ partier i Europa, UK Independence Party ledes af “den lidt fordrukne populist Nigel Farage”, Sverigedemokraterna af “Jimmie Åkesson (som har en nynazistisk fortid)” lyder det eksempelvis.

Jimmie Åkesson har aldrig været nazist, hvorimod den helt store vinder i Grækenland, Syriza, ledes af eks-kommunisten Alex Tsipras. Hans gamle parti KKE var i øvrigt et af fire ‘hammer & Segl’-partier på de græske valgsedler. Nationale EU-skeptikere associeres med nazisme og højreradikalisme, hvorimod eks-kommunister eufemisk omtales som ‘venstrefløjspartiet’ eller ‘venstreorienteret’.

På samme måde i Berlingske, hvor Michael Bjerre, opridser valgresultatet med ‘Højreekstreme sejrer på tværs af Europa’ illustret af flagbærende tyske nynazister. Dansk Folkeparti nævnes ikke specifikt, men det gør eksempelvis UKIP og det ‘højreekstremistiske Frihedsparti’ i Østrig. I konteksten inkluderes også Geert Wilders’ Frihedsparti i Holland.

Liberale og konservative er højreekstreme, hvis de ikke bifalder EU’s afvikling af den velfungerende nationalstat. Det samme er Dansk Folkeparti (der på mange måder er et socialdemokratiseret velfærdsparti), der derfor ikke helt er så højreekstreme som de antikapitalistiske nationale socialister i Gyldent Daggry. Etiketterne bruges som politisk rambuk for den rød/blå alliance af EU-positivister, og det har ganske enkelt intet med virkeligheden at gøre.

Man kan håbe at EU smuldrer indefra, men imperiebyggere kan vanskeligt ændre kurs, så mon ikke toget kører videre i samme retning. Folkelig opbakning er ønskelig, men ikke en absolut nødvendighed jævnfør EU’s konstruktion. Henrik Day Poulsen ironiserer på sin Berlingske-blog.

“Margrethe Vestager, Helle Thorning og flere borgerlige politikere må forholde sig til den gamle vittighed om DDR’s Erich Honecker, der var på togrejse med Stalin og Hitler, hvor togsporet pludselig stopper.

Toget standser pludselig pga., at der ikke er flere togspor og de tre herrer siger følgende:

Hitler: ‘Hvad fanden sker der, vi skyder togføreren’.

Stalin: ‘Vi skyder ejeren af togene og alle hans ansatte’.

Honecker sætter sig roligt ind i kupeen, kigger ud og siger ganske roligt:

‘Så kører vi’.



30. januar 2010

Jarl Cordua: Holdet bag ”Den hemmelige krig” prøver igen

Søren Gade og Forsvarsministeriet er under angreb for tiden. Jarl Cordua trækker tråde bagud, og det er en interessant historie. Fra Holdet bag ”Den hemmelige krig” prøver igen.

“Det blev hverken til Cavling-pris, Woodward & Bernstein-fame eller ikonstatus i pressekredse, da Christoffer Guldbrandsen og DR-dokumentarist Nils Giversen – blandt andet i samarbejde med den nuværende Politiken-journalist Martin Kaae – i december 2006 med det DR-licensfinansierede TV-dokumentarprojekt ”Den hemmelige Krig” forgæves forsøgte at vælte forsvarsminister Søren Gade. Det påstås også af en kilde, at Politikens journalist Mathias Seidelin har deltaget i et samarbejde omkring filmen, men det afviser Seidelin overfor Jarls Blog.

… Undervejs følte Guldbrandsen og Co, at de blev ”outspinned” eller at pressen blev manipuleret af forsvarsminister Søren Gades spindoktor Jacob Winther… Det blev næppe bedre af, at Winther fortalte om, hvordan han som sejrherre trak sig ud af spinkrigen – til journalistens fagblad “Journalisten”, hvilket var den ultimative ydmygelse og provokation. Måske det kan forklare, hvorfor Christoffer Guldbrandsen og Nils Giversen siden de led dette forsmædelige nederlag til Winther har dyrket allehånde konspirationer om forsvarsministeren og navnlig hans spindoktor…

Det blev altså ikke til Cavling-prisen til Guldbrandsen og Giversen det år, og forvarsministeren gik heller ikke af… Siden denne store personlige skuffelse har Seidelin som skrivende journalist i Politikens spalter nidkært jagtet forsvarsministeren fra Herodes til Pilatus.

Hans nuværende makker på Politiken, Martin Kaae, overtog for et par år siden et falleret bogprojekt, der fik titlen ”Vejen til Irak”. Det var i øvrigt ved den lejlighed, at Søren Gade offentligt fastslog, at Kaae var den eneste journalist i kongeriget, som han ikke vil tale med. Forsvarsministeren havde nemlig erfaret, at Kaae citerede ham i sin bog, men altså UDEN nogensinde at have talt med Gade.

… Men nu tilbage til den aktuelle sag:

Siden oktober 2009 har Guldbrandsen og Giversen rejst rundt til danske nyhedsmedier med historien om, at det i 2007 var Forsvarsministeriets spindoktor, der lækkede sagen om, at jægerkorpset var på en hemmelig mission i Irak… Guldbrandsen graver – uden at der er kommet nye oplysninger frem – igen historien op om, at det er Winther, der skulle stå bag lækagen.

Blandt de medier, som har overvejet Guldbrandsens påstande, men altså ikke viderebragt dem, er Ekstra Bladet og TV-Avisen. Det har de formentlig ikke gjort, fordi der netop mangler fornøden dokumentation for påstandene, som i øvrigt ingen kan bekræfte. Til sidst endte Guldbrandsen med at medvirke i et interview til filmmagasinet ”Ekko”, hvor han siger, at Winther i 2007 skulle have fortalt TV2-journalisten Rasmus Tantholdt om Jægerkorpsets mission. Winther afviste blankt Guldbrandsens påstand, mens Tantholdt nægtede at forholde sig til spørgsmålet, da han ikke vil diskutere sine kilder, eller hvordan TV2 i sin tid havde fået historien.

Journalisten, der skrev artiklen til “Ekko”, René Fredensborg (yes, ham der med brosten i hånden for Nyhedsavisen dækkede urolighederne efter rydningen af Jagtvej 69), ringede – en uge efter, at bladet var gået i trykken – til Jacob Winther for en kommentar.

[…]

Nu i 2010 hopper pressen så på sagen igen, men foreløbig med udgangspunkt i én kilde, som er TV2s Kaare R. Skou. Han har overfor flere medier bekræftet, at det var en kilde i Forsvarsministeriet, der lækkede de fortrolige oplysninger. Skou vil dog ikke ud med, hvem hans kilde er… Først hævdede Skou kun, at han havde regnet ud, hvem kilden var. Men så sagde Skous chef TV2 Nyhedschef Michael Dyrby, at Skou ikke kunne vide, hvem kilden er.

(Søren Gade i Den Hemmelig Krig, sendt på DR2 d. 7. december 2006)

Opdate.

  • 13/1-10 Videnskab.dk – Derfor fejlede dokumentaren Den Hemmelige Krig (af Thomas Hoffmann).
  • 

    15. november 2008

    Gramsegate og det bløde V

    Borgerlighedens krise viser sig bl.a. ved den stigende feminisering harmonisering af statsministerpartiet. Medierne er i forvejen feminiserede harmoniserede, og i denne uge har sladderen kørt om, hvorvidt Ventre-manden Helge Sander har klappet den socialistiske kvinde Christine Antorini i rumpen, i sandhed noget for damebladene.

    Den mest sandsynlige forklaring på gramsehistorien synes at være den, at de 2 politikere har en affære. Bloggeren Jarl Cordua er som Helge Sander Venstre-mand og ønsker muligvis at dække over en mulig større skandale end den postulerede sexchikane, eller også viser han blot endnu engang sine sippede tendenser – i hvert fald slettede han skyndsomt min kommentar i tråden Smid Sander ud af regeringen:

    Forbudt sladder

    Og så var en kyniske idé endda ikke engang min, men Ulla2’s på Ulla Lauridsens blog.

    Oploadet Kl. 12:26 af Kim Poulsen — Direkte link24 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    22. juli 2008

    P1-setup: En liberal og en venstreorienteret diskuterer hvorvidt DF er dumme eller onde

    Medierne fortsætter med at spinde historier på sagen om Udlændingeservice, men debatten er stadig ydest ukonkret i forhold til det faktuelle. Oppositionen (herunder Enhedslisten) vejer morgenluft, fordi EU i den aktuelle sag kan løse deres problemer med vælgerne. Regeringens udgangspunkt er noget anderledes, men af tunge realpolitiske grunde forholder de sig afventende. Den nuværende udlændingepolitik bragte dem til magten, og problematikken harmonerer meget dårligt med deres overordnede ønske om at afskaffe de danske EU-forbehold. Alle partier minus Dansk Folkeparti har således interesse i ikke at konkretisere problemets løsning.

    Søndagens P1debat var et symptom på hele. Der postuleres en krise mellem Dansk Folkeparti og regeringen, baseret på to forhold. Forventet uenighed om den langsigtede løsning på konflikten mellem EU-regler og den nuværende udlændingepolitik, og ubetydelige ordvekslinger omkring liberal opjustering i Venstre. Der var således lidt til begge debattører, der så kunne mødes på midten i foragten for Dansk Folkeparti, og debatten kom derfor reelt til at omhandle graden af samme partis dumhed/ondskab.

  • 20/7-08 P1debat – Er der krise mellem regeringen og DF? (Martin Skovmand, P1-vært; Jarl Cordua, blogger; David Rehling, Information).
  • Begge undlod konsekvent at forholde sig til Dansk Folkepartis argumentation, at se på de mange forbehold der i forvejen eksisterer i EU-samarbejdet, ligesom det rent juridiske – at loven vil blive brugt til at mod intentionen i EUs regler om fri bevægelighed. Absurd blev det flere gange, ikke mindst da de diskuterede Dansk Folkepartis kritik af Ombudsmanden, hvor begge havde de store gloser fremme om Dansk Folkepartis udemokratiske sindelag.

    Rehling pointerede, at “der er en lov og den skal holdes”, ligesom Cordua forklarede, at denne ikke kunne ændres, fordi den var en del af Maastrict-traktaten. Lad mig lige præcisere, nu hvor P1s ekspertpanel og den eftersnakkende vært undlod…

    Den 2. juni 1992 stemte et flertal af danskerne nej til Maastrict-traktaten. Hermed skulle traktaten bortfalde. Punktum.

    EU fortsatte ikke desto mindre processen, og 18. maj 1993 stemte et lille flertal ja til Maastrict med fire formulerede undtagelser forhandlet i Edinburgh december 1992. Undtagelserne inkluderede det retspolitiske samarbejde (herunder asyl- og indvandring) samt unionsborgerskabet (tildeling af statsborgerskab). Siden har EU-domstolen gradvist flyttet grænserne for hvordan lovgivningen skal tolkes i forhold til arbejdskraftens frie bevægelighed. EU er således i kraft af sin juridiske aktivisme ved at underminere de danske forbehold, idet det indre markeds regler – stik imod intentionen i lovgivningen – kan bruges til at omgå den af danskerne ønskede udlændingepolitik.

    Så når Jarl Cordua fortæller at Dansk Folkeparti bare vil “have udlændinge, muslimske udlændinge ud”, så taler vi altså om fastholdelse af status quo for udenlandske statsborgere der ønsker ophold i Danmark. Forskellen må selv politiske kommentatorer kunne se.

    Demokrati kommer fra græsk: demos og kratos – folk og styre. Foragten for samme var udtalt hos både David Rehling og Jarl Cordua.

    Delvis transkription.

    Martin Skovmand, P1-vært: Jarl Cordua, hvorfor er det at Dansk Folkeparti langer sådan ud efter regeringen netop nu?

    Jarl Cordua, blogger: Ja, de langer ikke ud efter regeringen, men de sender et signal, om at de der liberale tanker, som Peter Christiansen og andre er eksponenter for – de skal manes i jorden med det samme…

    […]

    Martin Skovmand: David Rehling. Når Peter Christiansen kommer med en sådan udmelding, så må han da vide, at det vil irritere Dansk Folkeparti grænseløst, når han begynder at snakke mere liberalisme i regeringspolitikken.

    David Rehling, Information: Nå men, utvivlsomt er det da sådan, at Venstre føler et behov for at signalere til sine vælgere og befolkningen, at de ikke er fuldstændigt i lommen på Dansk Folkeparti. For sådan har det jo i lange perioder taget sig ud. Og når Dansk Folkeparti reagerer så voldsomt, så er det jo for at sende det modsatte signal: Jov – regeringen er i lommen på os. Og hvis de begynder at sige noget der ikke behager os, så kommer vi efter dem, og så kommer de til at fortryde det. Det har sammenhæng med at Dansk Folkeparti har indført en helt ny slags rolle for et støtteparti i Danmark. Den måde de larmer og truer på, er jo hidtil uset i dansk politik… Her var vi en regering der er omspundet af det temmelig yderligtgående højre… de kan ikke slippe ud af favntaget.

    Jarl Cordua: … Kristian Thulesen-Dahl sender også et signal til finansminister Lars Løkke Rasmussen…

    Martin Skovmand: Kan man sige David Rehling, at det der foregår, som Jarl Cordua var inde på her, det er – når Kristian Thulesen Dahl går ind og siger: Hov hov, nu sætter vi bremsen i, så er det for at undgå at den positionering indenfor Venstre, at den lader liberalisterne komme for meget til fadet.

    David Rehling: Nu kan Dansk Folkeparti jo have interesse i at liberalisterne faktisk bliver mere fremtrædende i Venstre, for så kan Dansk Folkeparti også advare mod det. Der er jo ikke det Dansk Folkeparti ikke gerne vil advare imod for at styrke sin egen position. Så at der er et vist opbrud i Venstre kan meget vel hue Dansk Folkeparti temmelig godt…

    […]

    Martin Skovmand: David Rehling, i den forløbne uge var der jo også et krav fra Dansk Folkeparti om at regeringen skulle gå ud og stramme op på EU-forbeholdene, og det gjorde de i forbindelse med hele sagen om Udlændingeservice og den rådgivning der er blevet givet til borgerne der. Når Dansk Folkeparti beder regeringen om at stramme op på EU-reglerne, har det så nogen bund i virkeligheden?

    David Rehling: Nå men, den konkrete sag handler om sammenstødet mellem EUs indre marked og den stramme danske udlændingepolitik. Det er det der har fået Birthe Rønn-Hornbechs ministerium til at skøjte ud i en meget meget mærkelig situation, hvor de har rådgivet borgerne på en måde der ikke har svaret til den juridiske virkelighed. Hvis Dansk Folkeparti havde sans for realiteter, og var indstillet på at være et sagligt parti, så vil de være klar over at Danmark kan jo ikke delvist træde ud af det indre marked. Men det er jo selvfølgelig en pragtfuld sag for Dansk Folkeparti, fordi de kan i et og samme kast genere udlændinge – det vil de vældig gerne gøre – og så kan de samtidig lave ballade om det danske medlemskab af EU. Så derfor vil de stille de mest vidtgående krav de overhovedet kan finde på, og være blæsende ligeglade om det kan lade sig gøre. Blæsende ligeglade med, hvor meget de generer regeringen, indtil Anders Fogh en da siger til Pia Kjærsgaard… så! nu er grænsen der. Nu kan i ikke gå længere. Først da bremser de op.

    Martin Skovmand: Men virker det ikke paradoksalt, at Dansk Folkeparti i den grad går ud og presser regeringen. Det virker da ikke særligt støtteparti-agtigt i den her sag.

    Jarl Cordua: Dansk Folkeparti lever jo af utilfredse vælgere, og lever af at være i opposition, til trods for at de nu har holdt denne her regering ved magten i syv år. Så lever de af utilfredshed – protestvælgerne, og må sige, den her sag har jo, som David var inde på, de to elementer, som gør at Dansk Folkeparti skiller sig ud i forhold til alle partier. Det er, man vil have udlændinge, muslimske udlændinge ud, og man er meget meget skeptisk i forhold til EU. Og det helt fantastiske det er, at deres vælgere er bedøvende ligeglade med det her teknik, omkring noget EU-lovgivning og udlændingelovgivning. Udlændingelovgivning det ved vi hvad er, der er jo et flertal i befolkningen som bakker det op, det er der utvivlsomt, og det er Dansk Folkepartis opgave, at stå vagt om det. Så kan man sige, at nu kan Anders Fogh få aben og tage ned og forhandle alle de her ting. Det er fuldstændig galamatias, der har ingen som helst gang på jorden. At en politiker, en seriøs politiker, kan få sig selv til at sige sådan noget, altså – han ved jo godt, han har siddet i Folketinget i flere år, Martin Henriksen. At han kan få sig selv til at sige sådan noget, det siger noget om hans psyke. Altså, altså, det er vrøvl fra ende til anden, at påstå det der, men deres vælgere er bedøvende ligeglade. De hører kun at udlændingeloven den skal strammes, og det er noget med EU. Alle mellemregninger – bedøvende ligeglade, og derfor er det en fantastisk sag.

    […]

    Martin Skovmand: David Rehling, hvor er den her sag på vej hen?

    David Rehling: Den er på vej ud i noget, der for Birthe Rønn-Hornbeck kan blive en politisk belastning… hun er under et frygtligt krydspres, som det hedder på nudansk. Der er medarbejderne der kræver en minister der entydigt bakker dem op. Der er en statsminister og regeringsledelse, som ønsker at denne her sag forsvinder fra jordens overflade. Der er en opposition på Christiansborg, som pludselig ser den foræring, at den politiker i Venstre, der fremfor alt stod for retsbeskyttelse, borgernes retssikkerhed, nu er sovset ind i noget der ligner det modsatte. Og der er et EU, der begynder at spørge: Hov, hvorfor har Danmark alle fordelene af det indre marked, men vil ikke acceptere den del af det, som ikke passer et flertal på Christiansborg. Det ligner en helt umulig sag.

    […]

    David Rehling: Det med at ministeren måske ikke administrerede efter loven, men gjorde det ud fra en forventning om, hvad der var flertal for i Folketinget og befolkningen, svarer jo nøjagtigt til det forsvar som daværende justitsminister Erik Ninn Hansen kom med i Tamilsagen. Og det nyttede jo ikke noget. Der er en lov og den skal holdes…

    […]

    Martin Skovmand: Hvad nu hvis Ombudsmanden David Rehling, går ind i den her sag, og påpeger nogle punkter, og så siger, der er grund til at kritisere den måde reglerne er blevet fortolket på. Vil det slet ikke betyde noget heller?

    David Rehling: Jov selvfølgelig. Hvis Ombudsmanden når frem til at noget er kritisabelt eller særdeles kritisabelt, og der ikke har været lovhjemmel, så skaber det selvfølgelig en ny politisk virkelighed. Det var lige det der også kunne ses i Tamilsagen, at en regering der forholdsvist selvsikker skrydede, at der ikke var noget at komme efter, begyndte jo at smuldre indefra. Efterhånden som det blev klart, at den havde forvaltet i strid med de gældende regler…

    Martin Skovmand: Men David Rehling, er situationen ikke, at der i den her sag, vil regeringen gå ud og sige – vi har befolkningens opbakning til vores udlændingepolitik. Nu viser det sig så, at der er nogle EU-regler, det må vi undersøge, men den vil stadig gå ud, og sige, vi har den der selvsikkerhed, der ligger i, at vi har et folkeligt mandat.

    David Rehling: Jamen (griner højlydt), vi lever gudsketakoglov i et retssamfund, og det kan altså ikke nytte noget at man bliver så kynisk, at man tror, at bare fordi, der er et flertal på Christiansborg, der af en eller anden grund ønsker at blæse på gældende ret, så er gældende ret bortfaldet… Jeg tror vi skal passe på ikke at blive for kyniske. Der er nogle gange en tilbøjelighed til at, fordi man kigger så blindt på det politiske spil, glemmer at vi faktisk er et civiliseret samfund. Og når at politikerne begynder at optræde uciviliseret, så kommer der alligevel, først i Folketinget, og siden hen i befolkningen en kraftig reaktion.

    Martin Skovmand: – Og apropos Ombudsmanden, så er der også udviklet sig noget usædvanligt, ved at Dansk Folkeparti, i den forgangne uge, var ude og sige, at Ombudsmanden, der jo så skulle undersøge den her sag – var inhabil i udlændingesager, fordi han var formand for Dansk Flygtningehjælp tilbage i ’83. David Rehling – kom det bag på dig den udmelding?

    David Rehling: Nej, det viser hvor langt Dansk Folkeparti er villige til at gå i retning af, at besmudse det danske samfunds bærende institutioner, hvis det passer dem i deres kram. Selvfølgeligelig kan Ombudsmanden da have været formand for Dansk Flygtningehjælp tilbage i 1980erne, og være en fuldgod Ombudsmand i det herrens år 2008. Men, det man søger at miskreditere ham, er jo et udslag af, at Dansk Folkeparti sværter alt og alle der ikke retter ind efter partiets politiske synspunkt.

    Martin Skovmand: Men har man ikke lov til at gå ud og være bekymrede for, om manden er i stand til at forvalte sit embede neutralt, hvis han har været ansat i en interesseorganisation tidligere.

    David Rehling: Jamen, den bekymring kunne Dansk Folkeparti jo have luftet på et hvilket som helst tidspunkt, siden partiet blev stiftet i 1995… Så det er et meget trist eksempel på hvorledes den konsensus der tidligere har været på Christiansborg, om at respektere ombudsmandens institution, nu er under nedbrydning.

    Jarl Cordua: Her kan man virkelig se forskellen på Dansk Folkeparti og alle andre partier. Altså, Dansk Folkeparti de er anti-elite, sådan noget som en Ombudsmandsinstitution, det er elitens institution. Sådan opfatter de det… (afbrydes).

    David Rehling: – Det er det jo ikke – det er den lille mands beskytter.

    Jarl Cordua: … det kan man sige, men hvis man går ud og spørger hr og fru Jensen: Hvad er en Ombudsmand, så ville de nok kigge op i hovedet og sige ja øh bøh, det ved jeg ikke rigtigt. Det er ikke noget som spiller en stor rolle i dagligdagen. Det er en gratis omgang for Dansk Folkeparti, for de ved godt, at vælgerne er faktisk ret ligeglad med hvem Ombudsmanden er, og hvis de får stemplet ham, som sådan en krypto-kommunist af en eller anden art, der har skylden for den udlændingelov vi har – det er jo en form for intimidering. Jeg er da enig i, at det er helt ude i hampen, helt uden for alle gældende spilleregler, men nu er det bare sådan, at Dansk Folkeparti, de spiller jo altså efter nogle andre regler. De spiller et meget meget kynisk spil, de har de gjort i 12-13-14 år, og det er først langsomt gået op for centrum-Venstre, at det forholder sig sådan.

    David Rehling: – Og netop det at Dansk Folkeparti spiller efter helt andre regler, giver de mindelser tilbage til 1930erne, som man engang imellem kan få.

    Foranlediget af Informations tema-serie Retspolitik eller strafpolitik, havde debattens sidste fjerdedel retspolitiske stramninger som emne, og også her var Dansk Folkeparti problemets kerne. Rehling, der er lederskribent for Information, og selv har skrevet flere af artiklerne, adskilte sig ikke synderligt fra Jarl ’straf er hævn’ Cordua, der i parantens bemærket – er fast kommentator på avisen sommeren over. Det hele opsummeret i få ord…

    Jarl Cordua: … og her har vi det igen – indvandrerkriminaliteten er til at få øje på… Det fylder op i statistikkerne. Det er selvfølgelig også det som spiller glimrende med i Dansk Folkepartis retorik og kommunikation.

    David Rehling: Nå ja, når Dansk Folkeparti kræver skrappere straffe, så er det jo typisk med bagtanke på at ramme indvandrerne i Danmark. Når det er forbrydelser som typisk begås af partiets egne vælgere, så er det sjældent man hører dem råbe højere straffe.

  • 12/7-08 Information – Straffen skærpes, kriminaliteten er den samme (Britta Kyvsgaard).
  • 14/7-08 Information – Dansk Folkeparti: Straffeloven er ikke strammet nok.
  • Hans Gammeltoft-Hansen, “den lille mands beskytter”.

    Mere…

  • 20/7-08 Omnial blog – Verbale maskingeværsalver mod DF i P1-Debat Søndag
  • 21/7-08 Nyhedsavisen – Danskerne er ligeglade med Udlændingeservice’ vildledning.
  • 22/7-08 Berlingske Tidende – Flertal for undersøgelse af udlændingeregler.
  • 23/7-08 TV2 Online – V: Ingen EU-forbehold om udlændinge (Inger Støjberg).
  • 23/7-08 DR Online – K: DF-krav om udlændinge er utopi (Helle Sjelle).
  • Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige side

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper