20. oktober 2018

Gade Jensen: ‘Inden for samfundsvidenskaberne har dekonstruktion og diskursteori domineret i årtier’

Interview med sognepræst Henrik Gade Jensen i Kristeligt Dagblad – Henrik Gade Jensen: Vi burde have politik som i 1950’erne og 1960’erne.

“‘Det største opbrud var 1968, som jeg stadig mener, vi mærker konsekvenserne af i dag. Der blev tingene nogle gange vendt på hovedet, og det er der dønninger efter overalt i vores samfund. Ikke så tydelige måske, men ideologisk og holdningsmæssigt står det meget stærkt. I den akademiske verden kan man fortsat se meget stærke virkninger af 1968.’

‘Dengang kom der et opgør med positivistisk videnskab. Man skulle ikke bare studere verden, som den var. Man skulle gå bag virkeligheden. Det gjorde man med marxismen som redskab. Den er lagt på hylden, men angrebet på almindelig videnskab har, så vidt jeg kan se, holdt sig til i dag.’

Inden for samfundsvidenskaberne har dekonstruktion og diskursteori domineret i årtier. Det vil sige, at virkeligheden ikke er noget i sig selv. Den er noget, der er skabt og derfor ikke noget i sig selv. Den teori har haft meget store implikationer, også for den politiske verden.

Det manifesterer sig konkret i, at man får et paradigme, som forkaster alt traditionelt. Det projicerer, at alt det gode er noget, der ligger ude i fremtiden, mens det, der var, er fordomsfuldt, befængt, reaktionært. Noget, vi skal udover, mens sandheden ligesom ligger ude i fremtiden. Med nogle mellemregninger ser jeg det som en arv fra 1968. …'”

Oploadet Kl. 15:21 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


30. august 2016

Om ‘fattigdom’: “Den angår karakteren, moralen og viljen, og det er svært at indlære på et kursus.”

Henrik Gade Jensen er altid værd at læse. Her lidt fra en kommentar på Politiken.dk – Ja, Danmark knækker over for øjnene af os.

“Førhen havde langt de fleste en funktion, et arbejde, måske lavtlønnet og anstrengende, og det gav sammenhæng. Dels har arbejdsmarkedet skudt de lidt skæve fra sig med krav om præstationer over mindstelønnen, dels har velfærdsstaten haft råd til at anbringe alt for mange isoleret uden for de naturlige og stærke relationer, som er arbejdsmarkedets vigtige bi-effekt. …

Den fattigdom, som Peter Sabro og Jeppe Aakjær skrev indigneret om for 100 år siden, hvor tyendet blev mishandlet, findes ikke i dag. Overførselsmodtagere har mobiltelefoner og fladskærm, der kører hele tiden. … Fattigdommen findes ikke og er erstattet af pauperisme, som er det klassiske udtryk for afhængigheden og demoraliseringen af offentlige ydelser. I Udkantsdanmark kan man på et splitsekund se, om der bor mennesker på overførselsindkomster eller arbejdsjern. Pensionister med et langt arbejdsliv klipper hækken og hakker ukrudtet foran huset, nogle gange med stok og rolator i den anden hånd. Det skal være ordentligt. Til sidste åndedrag. Nomader på overførsler lader haven gro vildt og beplanter den med cykelvrag, gamle lænestole og affaldsposer. …

Vi skal erkende, at ‘fattigdom’ i dag har en helt anden og usammenlignelig karakter end for 50 og 100 år siden. Den angår karakteren, moralen og viljen, og det er svært at indlære på et kursus. Vilje kan ikke læres, sagde Schopenhauer, og om der er andre veje til et karakterfyldt, indrestyret liv end arbejdsomhed og truslen om reel fattigdom uden at levere en indsats, er vel det store og farlige spørgsmål.”

Oploadet Kl. 03:54 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer
Arkiveret under:


3. december 2015

Gade Jensen citerer Hume: “I politik skal vi altid gå ud fra, at mennesket er en slubbert og bedrager.”

Politikerne har ‘forpligtet Danmark på nogle EU-krav, som befolkningen hele tre gange har afvist ved folkeafstemning, skriver Preben Wilhjelm på Politiken.dk, og det alene burde være nok til at stemme nej igen. Henrik Gade Jensen skærer det ud i pap – Derfor stemmer jeg nej den 3. december

“Jeg har ikke tillid til politikere. Derfor stemmer jeg nej. … At erstatte et forbehold med en tilvalgsordning er at give politikerne magt, hvor de før var udelukket til at beslutte noget på grund af et forbehold. Jamen, skal vi ikke have tillid til politikerne i Folketinget? De er jo folkevalgte.

Nej, vi skal aldrig have tillid til politikere. I politik skal vi altid gå ud fra, at mennesket er en slubbert og bedrager, sagde David Hume, ikke fordi mennesket er det, men som en forholdsregel. Vi skal regne med, at alt kan misbruges. At der altid vil være gode grunde til at nyfortolke aftaler. At magt korrumperer. …

Når EU’s udenrigschef Federica Mogherini efter terroren i Paris udtaler, at det ‘er faktisk frygten for mangfoldighed, der kan ødelægge vores samfund indefra’, vil jeg ikke integreres én millimeter mere i det EU, som hun repræsenterer. …

Når Federica Mogherini vurderer ‘frygten for mangfoldighed’ som en større trussel end terror, frygter jeg for, hvilke forbrydelser Europol også skal bruges til at efterforske. Når vi taler om beskyttelse og tryghed, kan intet erstatte en velfungerende retsstat. Jeg vil endda mene, at det burde være en menneskeret aldrig at kunne dømmes af dommere, som ikke taler ens eget modersmål. …

Af samme grund er jeg imod den europæiske menneskeretsdomstol. Danskernes højeste ret skal være Højesteret. Kun national- og retsstaten kan beskytte borgerne ordentligt og sikkert. Den stat skal ikke afskrive suverænitet for at få en plads ved bordet eller for at dele oplysninger. …

Derfor stemmer jeg nej den 3. december”

Oploadet Kl. 00:51 af Kim Møller — Direkte link38 kommentarer


12. juli 2015

“… et fællesskab må afgrænse sig proportionalt med dets grad af skatteyderbetalte gratisydelser.”

Ingen formulerer mine tanker så klart som Henrik Gade Jensen. Her lidt fra en fremragende kommentar på Politiken.dk – Danmark er ikke en velfærdsstat med plads til alle.

‘Ideen om et retfærdigt fordelingssamfund forudsætter en afgrænset verden, inden for hvilken fordelingen kan ske’, skriver den amerikanske filosof Michael Walzer. Denne verden er typisk en nation, et politisk og kulturelt fællesskab, hvor medlemmerne bindes sammen i tilstrækkeligt omfang til at kunne udøve solidaritet med hinanden. …

Jo mere udbygget og socialt graciøst dette politiske fællesskab er – og i Danmark er det en omfattende velfærdsstat med gratisydelser – des større pres må der være for at blive medlem. Jo mere rigt og velstående et politisk fællesskab er, des flere vil have del i dets goder.

Derfor er det logik på laveste niveau, at et fællesskab må afgrænse sig proportionalt med dets grad af skatteyderbetalte gratisydelser. En velfærdsstat må altid være tendentielt lukket. Det er ikke et spørgsmål om moral, men om ræson og spilleregler. Det er den usentimentale forholdsregel, som i dag ikke mere kan formuleres, fordi det offentligt tilladelige menneskesyn ikke mere omfatter bedrageren, snylteren, lurpasseren, synderen, men kun offeret, staklen, uskylden, hjælpeløsheden.

I dag er hypermoral den store fare for samfundene, f.eks. ved at give alle mennesker ret til medlemskab hvor som helst – ‘menneskerettigheder’ – hvorved forbindelsen mellem fællesskab, velstand og fordeling afkobles. Ideelle fordringer ødelægger samfundene. Vi skal være mere umoralske og klarsynede, ikke regne med det gode og at alle vil det bedste, vi skal renoncere på universelle ambitioner og være tilfreds med at få fællesskabet Danmark og fællesmarkedet Europa til at fungere, også i fremtiden, som et stykke retsorden midt i en verden af uorden, opløsning og halshugninger.

[…]

Grækenland skulle ikke have været med i euro-fællesskabet… Det lyder smukt med en grænseløs verden, hvor vi alle er lige søstre og brødre, men det ender som regel altid med en forbandet skrap Storebror. Også for grækerne.

Flygtningestrømmene til Europa fra krige, korruption og fejlslagne stater vil fortsætte i større tempo fremover, så længe der er miserable forhold mange steder. … Hvorfor kan den offentlige mening ikke anerkende det simple, at den danske velfærdsstat, nationen, det politiske fællesskab er en afgrænset og knap ressource geografisk og økonomisk og kulturelt, og derfor må være ekstrem varsom ved grænsen og ved tildeling af medlemsskaber? …

Hvis Hans Hedtoft eller H.C. Hansen blev vakt til live i dag, ville de flokkes om Pia Kjærsgaard og tro, hun var Staunings arvtager. Hedtoft og H.C. ville ikke kunne forstå, at hvad der er en indlysende forudsætning for velfærdsstaten, nu skal formuleres som program. Og så er det end ikke stuerent.

… hvis der føres politik der eroderer forudsætningen, ophæver grænser og universaliserer den danske velfærdsstat, bliver det kun et tidsspørgsmål, hvornår overbygningen kollapser.

Alligevel ser mange Danmark som en moralsk korsfarerstat med uendelige ressourcer, der kan og skal og i hvert fald burde redde alle lidende mennesker, på havet, i krigszoner eller i nærområderne. Og så opbygge civilsamfund, hvor der er tusind års tradition for korruption.

Hjælp dig selv, du hykleriske verdensforbedrer!”

Oploadet Kl. 14:10 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


6. maj 2015

Kong Chr. X ville forsvare nationen: “Derfor kom han heller ikke godt ud af det med radikale ministre…”

Initiativtager til Den Republikanske Grundlovsbevægelse er radikale Zenia Stampe. Kongeblå kronik af Kasper Elbjørn og Henrik Gade Jensen i Berlingske – Den standhaftige konge.

“Når vi 4. maj om aftenen sætter lys i vinduet, og næste dag flager for Danmarks befrielse, mindes vi først og fremmest modstandsfolkene, der trodsede politikernes advarsel mod sabotage og kæmpede for et frit Danmark.

En af dem, der sjældent fremhæves i Mindelunden, når en toppolitiker eller statsministeren holder årets mindetale, er Christian X. Kongens valgsprog var ‘Min Gud, mit Land, min Ære’. Som den militær- og modstandsmand, han var, levede han op til sit valgsprog på linje med de få, der egenhændigt udøvede sabotage mod tyskerne i de mørke år under Besættelsen.

Politikernes holdning til modstandsbevægelsen kan bedst opsummeres i det ‘cirkulære’, som socialdemokraterne udsendte 2. september 1943 til Socialdemokratiets organer og fagbevægelsen. Her forsvarede den konstituerede formand Alsing Andersen samarbejdet med den tyske besættelsesmagt. Han kaldte modstandsbevægelsen for ansvarsløse ‘chauvinister og kommunister’. Chauvinister var dengang et nedsættende ord for konservative… Kong Christian X blev naturligvis ikke nævnt i cirkulæret, selvom han ligesom Christmas Møller havde en ganske anden opfattelse af Besættelsen end regeringen.

[…]

Vi ved fra Knud V. Jespersens fremragende ‘Rytterkongen’ (Gyldendal, 2007), at Christian X ligesom Christian IV var stærkt religiøs og overbevist om, at hans mission i livet var at sikre Danmarks skæbne og forsvare nationen. Derfor kom han heller ikke godt ud af det med radikale ministre i Staunings regering fra 1929, som dengang var erklærede antimilitarister, der ikke ville forsvare Danmark. Da Danmark blev besat 9. april 1940, sagde han efter sigende om morgenen til den radikale udenrigsminister P. Munch: ‘Så er det endelig lykkedes Dem at køre denne nation i sænk’. Da Danmark havde kapituleret, illustrerede Christian X tydeligere end nogensinde sin modstand mod samarbejdspolitikken ved sin daglige ridetur gennem København. Med den manede kongen ikke kun til besindighed hos tyskerne, der trods alt havde en vis respekt for den gamle konge og frygtede en ukontrollabel situation fra danskernes side, hvis der blev krummet et hår på Christian X’s hoved. Han bibragte også tryghed hos en befolkning, hvis folkevalgte politikere havde kapituleret både militært og moralsk, og allerede et år inde i Besættelsen diskuterede Danmarks rolle i en storeuropæisk planøkonomi med Nazi-Tyskland som centrum. …

Kongens moralske og ikke mindst økonomiske støtte til især modstandsgruppen Dannevirkes arbejde må have været en torn i øjet på samarbejdspolitikerne, der foretrak den mere medgørlige kronprins. … Men kongens mest heltemodige stund var alligevel i forhold til de danske jøder.

… under et møde med Vilhelm Buhl, der få måneder senere overtog statsministerposten, der er gengivet i ‘Min fars flugt’ (Berlingske, 2013), foreslog kongen, at hvis danske jøder som i andre europæiske lande blev bedt om at bære Davidstjernen på tøjet, mente kongen, at vi bedst imødekom kravet ved, at alle bar Davidsstjernen. Finansministeren indskød, at det jo altid var en udvej. Det blev imidlertid aldrig aktuelt. Til gengæld kom kongen fortsat løbende i synagogen for at vise sin solidaritet, ligesom det for nylig kom frem i en afhandling af den dansk-israelske historiker Dan Kaznelson, at kongen gav penge til jødetransporterne i 1943.

Det kræver mod at kalde ondskaben ved rette navn og bekæmpe den. Det er to discipliner, der gør kong Christian X til en af de få, men tapre modstandsmænd, vi bør mindes i dag.”

Oploadet Kl. 06:31 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


5. november 2014

Henrik Gade Jensen om Bent Blüdnikow, der tog opgøret med den marxistiske tidsånd…

Henrik Gade Jensen om Bent ‘Blod’ Bludnikow der fyldte 60 år i går – Det samme, samme. Aldrig, aldrig glemme.

“Tidsånden fra 1970erne har været præget af rabiate og ekstreme synspunkter, som har sat sine dybe præg på dansk åndsliv via skolerne, universiteterne, Danmarks Radio og aviserne. Men da denne tidsånd samtidigt har domineret så meget, har der ikke været plads for så meget andet, og slet ikke til at udfordre denne venstreorienterede konsensus.

Men efterhånden som hegemoniet langsomt brister, har der fundet en sej og ubønhørlig kulturkamp sted om fortolkningen af vores egen samtid. Kampen har været hård, nærmest en mental Første Verdenskrig med uforsonlige skyttegravspositioner overfor hinanden.

Forrest i kampen har hele tiden stået én person: Bent Blüdnikow. …

I dag kan det være svært for unge og yngre mennesker at forstå, hvor ensrettet og ensidigt åndslivet var i Danmark de sidste fire årtier. På universiteterne skulle man mange steder som en selvfølge være socialist og marxist, og så kunne man strides om varianten. Og det var aldrig noget problem, for tidsånden havde på forhånd befæstet sjælene i den retning, og ingen fornemmede en verden udenfor. Alle gled samme vej, som bladene i bækken. Det var som at blive indlemmet i en religiøs sekt, har Nils Gunder Hansen senere fortalt, ‘men det er nu engang svært at se sekten, når den fylder hele virkeligheden’.

Det var opgøret med denne sekt eller tidsånd, dette venstreorienterede indelukke, som Bent Blüdnikow tog som sin opgave.

Som debatredaktør på først Weekendavisen og senere Berlingske Tidende har Bent Blüdnikow med en ukuelighed kæmpet for at afsløre venstrefløjens historieforfalskning i alle varianter. …

‘Det samme, samme. Aldrig, aldrig glemme.’

De ord benyttede digteren Tom Kristensen som omkvæd i et hyldestdigt til forfatteren Henrik Pontoppidan. Det er en stor hæder. Altid fastholde det samme, enkle, sande, og så aldrig glemme, fortrænge, forskønne eller lyve om det. Som Pontoppidan gjorde: aldrig gå på kompromis når det gælder ånd, altid holde fast, ikke give slip, være hudløs ærlig og ransagende.

Trøsten må så være, som der står i Kong Salomons valgsprog: ‘Den, der revser, får tak til sidst, fremfor den hvis tunge er slesk’.

Tillykke med de 60 år, Bent!”

Oploadet Kl. 06:03 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


29. august 2014

Henrik Gade Jensen: Staten kan kun være negativ, “… kun forhindre det onde, og ikke skabe det gode”

Borgerlige ord af Henrik Gade Jensen – IS kan ikke forstås med verdslige begreber.

“Verden konfronteres i denne tid med en uvant grusomhed fra bevægelsen Islamisk Stat (IS) i Syrien og Irak. … IS er ikke bare en grusom bombe midt i vores civilisation, men er også en bombe i den vestlige offentligheds og dermed mediernes og journalisternes selvforståelse.

Målt med historiens lange perspektiv repræsenterer IS snarere reglen end undtagelsen. Menneskehedens historie er en lang række af nedslagtninger af stammer, folk, klaner og enkeltpersoner. Og ingen religioner kan sige sig fri fra at have givet anledning til den slags grusomheder. …

Vi burde være klogere på vores egen fortid og historie. Vi har glemt og fortrængt, at vores eget samfund – oprindeligt – baserer sig på volden. Vi har fortrængt, at staten er defineret som et voldsmonopol, at enhver retsregel og lov som folketinget vedtager er et stykke fysisk vold, som kan og bør sanktioneres med fængsel eller bøde, hvis det ikke efterleves. Og det er godt sådan. Det er orden. Det giver frihed.

(Thomas Hobbes, Leviathan, 1651)

Vi har også fortrængt voldens karakter. For vold kan kun ødelægge, negere, forhindre, rydde af vejen. Og vold kan aldrig bygge op, skabe positivt, være kreativ, få blomstre til at gro. Det var naiviteten ved interventionerne i Irak og efterfølgende, at vi glemte voldens begrænsede styrke. Den kan fælde en tyran og det kan være berettiget, men det skaber ikke infrastruktur, vandforsyninger og dagplejemødre. Samfund kan aldrig bygge på vold, men staten skal med vold skabe rammerne for samfund. Og så må borgerne, hvis de kan og vil og har moralen og religionen til det, opbygge det civile samfund. …

Logikken i retsstaten er, at staten kun kan være negativ, kun forhindre det onde, og ikke skabe det gode. Og når staten vil skabe godt, nærmer vi os selvmodsigelsen, for dens redskab, volden og mere pænt sagt love og paragraffer, er begrænset til at virke negativt. Det gode og kreative hidrører fra frie mennesker.

Den statsform, som det lykkedes at bygge op gennem 500 år i Vesten, begyndte som ren statsræson. En tyran og selv den værste tyran var altid bedre end ingen tyran, sagde Thomas Hobbes. Fordi orden og voldsmonopol var at foretrække for vilkårlighed og terror. For Hobbes var religionsfrihed en luksus, som staten på det daværende tidspunkt aldrig kunne tillade. Først da staten blev konsolideret i 1700-tallet begyndte filosoffer at prædike tolerance og rettigheder og godt med det, men friheden var helt afhængig af, at staten var tilstrækkelig solid, afskrækkende, funderet, samtidigt med at det protestantiske menneske med selvkontrol og respekt var blevet modent. Jeg har altid moret mig lidt over John Lockes A Letter Concerning Tolerance, et brev om tolerance, som alle skatter så højt, for friheden til religiøs forskellighed var selv i moderat form (ateister og katolikker skulle ikke tolereres) betinget af, at en ny verdslig Gud havde sikret sin massive og ubetvivlelige eksistens, staten, og så kunne der godt fires lidt på troen. Haps. I junglen bliver man ædt ved at tolerere.

Vi har vendt det hele på hovedet, tror at det gælder om at definere de fineste rettigheder, EU-charter og FN-konventioner, men de er intet værd uden orden og uden en statsopretholdende ordensmagt.”

Oploadet Kl. 07:00 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


16. august 2014

Vellykket kalot-manifestation på Nørrebro – Gade Jensen om en ‘afværgemekanisme i vores baghoved’

Rasmus Jarlovs kalot-manifestation på Nørrebro samlede omkring 500 tilhørere, og det blev således (lig Tingbjerg-Gudstjenesten, efteråret 2009), ikke en fest for voldsparate arabere, men en positiv tilkendelse til fordel for en minoritet der trues af islamiseringens naturlige følgevirkninger.

(Rasmus Jarlov i front)

I skrivende stund flokkedes politikere og meningsdannere om at være på den rigtige side af stregen, men det er værd at huske navnene på dem der svigtede. Også denne gang. Det være sig ikke bare en forbenet jødehader som Fathi El-Abed og en selvmordsjøde som Bent Melchior, men også tidligere LAU-formand Rasmus Brygger og Liberal Alliance-MF’er Mette Bock. “Er da der ingen grænse for populismen? Lad jøder være jøder, kristne være kristne, muslimer være muslimer…”, lød det fra sidstnævnte i en opdatering på Facebook. Problemet er dog ikke desto mindre, at når muslimer er muslimer, kan kristne ikke være kristne, og jøder ikke være jøder.

Selvom demonstrationen fandt sted på Nørrebro, så var der efter billederne at dømme kun enkelte muslimer tilstede, alle kendte fra den politiske offentlighed. En af dem var socialdemokraten Yildiz Akdogan, der efterfølgende reklamerede for en lille folkefest foran Nørrebrohallen under parolen ‘Nej til trusler og vold – Ja til sammenhold’. Det kunne teoretisk set være ølsalget der holdt tilhængere af ‘fredens religion’ væk, men mon ikke det i virkeligheden var tilstedeværelsen af danskere.

Medierne var patetiske som altid. “Behøver vi en demonstration for jøder?”, spurgte Deadline i går, og på samme måde varmede TV2 News op til live-dækningen under overskriften “Er jødedemo på Nørrebro en provokation?”. De trykte medier blev også denne gang anført af Politiken, der rutinemæssigt gjorde en ubekvem generel problematik om jødehad blandt tilvandrede muslimer, til en konkret spørgsmål om ‘kontroversielle’ danskere. (se evt. EB.dk)

Fremhæves må også Berlingske, der holdt mikrofonen for 90-årige Svend Allan Horwitz fra Virum, der afviste demonstrationens nødvendighed: “Vi er alle landsmænd… så snak da med muslimerne”. Følgende citat fra den tidligere fondsbørsvekselerer står fint alene.

“Jeg har aldrig i mit liv oplevet antisemitisme. Heller ikke dengang i 1943, da mine danske landsmænd hjalp mig til Sverige. (Svend Allan Horwitz, Virum)

Henrik Gade Jensen renser luften, og det er der i sandhed også brug for – Jødehadets deja-vu.

“Gazakonfliktens bagside er en opblussen af et had mod jøder i Europa, som man troede efter krystalnatten, nazismen og holocaust var endegyldigt aflegitimeret og umuliggjort i Europas byer i dag. Men jøder forfølges og synagoger angribes.

Men det mest uhyggelige er ikke, at herboende Hamas-sympatisører åbenlyst ønsker død over jøderne, men at medierne og myndighederne underspiller det. Som om det ikke må finde sted, og derfor taler vi ikke om det. Det går nok over sig af sig selv, og så er vi tilbage til normaliteten. Det er bare ganske få brushoveder, og det skal vi ikke regne for noget.

Nu forstår jeg, hvordan antisemitisme kunne vokse frem i Tyskland, om end det heldigvis stadigvæk er af langt mindre dimensioner i dag. Mange menige tyskere så overgrebene på jøderne som enkelttilfælde, slemt selvfølgelig, man kendte dem jo, handlede hos dem, men det skulle nok gå over. Og så beskyttede tyskere sig selv ved ikke at gøre jødehadet til et problem, reducere det til enkelte, enestående aktioner, og det var det. Vi ville ikke generalisere fra enkelttilfælde, sagde den tyske præsident Joachim Gaucks forældre til ham efter krigen, da sønnen konfronterede forældrene med deres tavshed og dermed samtykke til jødeforfølgelserne.

Ikke generalisere! Det hører vi igen og igen som et mantra. Og vi gør det også til en moralsk acceptabel, ja nærmest etisk fortræffelig afværgemekanisme i vores baghoved: det er kun enkelte tilfælde. Få gale Hamas-sympatisører! Galninge er der altid nogle af! På Facebook siges så meget!

Mere.

(Generation Identitaire-trøje ved Nørrebros Runddel; Yildiz Akdogan)

(kalot-demonstrationen passerer venstreradikale Modkraft/Monsun)

(Menorah ved Stengade)

(Politiet var kampklare, men diskrete)

(Arabiske mænd med drengebørn)

(Islamist der gennemfotograferede demonstrationstoget)

“Down down Israel. Down down Israel.” (araber via Local Eyes)

(Enlig moddemonstrant ved Den Røde Plads)



1. april 2014

En time med P1: Statsmedier er forkert i Ungarn og Rusland, men ‘public service’ er godt for Danmark

Da jeg tændte for P1 i dag blev jeg for en gang skyld positivt overrasket. Radioklassikeren sendte ældre indslag om det fæle Rusland, og kom hermed indirekte til at fortælle historien om den anvendte socialisme. Godt indlæg af sognepræst Henrik Gade Jensen – Dansk skizofreni.

“Jeg kørte i bil i et par timer i fredag og hørte P1 hele vejen. En sjov odysse.

Først var der programmet Kulturnyt med et indslag om kulturen i Ungarn. Vi fik at vide, at kulturlivet i Ungarn led under et stærkt højreorienteret parti ved magten, og det betød, at regeringen bestemte, hvilken kultur der skulle have penge. Politikerne støttede kunstnere, der var enige med politikerne. Og regeringen bestemte også, hvilke film, der skulle have støtte. Og da regeringen var stærkt højreorienteret, osede tonefaldet af forfærdelse.

Så kom der et indslag fra Danmark, hvor nyudnævnt medlem af Kunstfonden Hans Hauge foreslog, at man lige så godt kunne lave politiske begrundelser for tildeling af kunststøtte, for det var en illusion med rene kunstneriske kriterier. … Så ifølge Hauge ville det kun være en anerkendelse af status quo at lade kunsttildelinger være politisk motiverede.

Så kom programmet Mennesker og Medier, hvor der var debat i studiet om DR´s Public-Service-forpligtelse. Her kunne man opleve direktøren for et privat massemedium, Dagbladet Informations direktør Mette Davidsen-Nielsen, forsvare DRs omfattende statsmonopol. Det var en vigtig institution i det danske demokrati og der ville slet ikke være ordentlige nyheder i Danmark uden DR. Ja, der ville være ‘totalopløsning’ uden DR.

Gå hjem til Ungarn, tænke jeg, men det var nok forkert. I hvilket andet land i verden kan man opleve en privat producent rose staten for at kopiere ens eget produkt og så distribuere det gratis til kunderne?

Sidst i Menneske og Medier kom der et indslag om medierne i Rusland under præsident Putin. Langt de fleste medier og nyhedsbureauer var enten ejet af staten eller fungerede i tæt samarbejde med staten, blev det sagt. Og med klar undertone af, at her var noget helt galt. De statsdrevne medier kaldte de ukrainske oprørere for bøller, fascister og nynazister. Uha. Sikke fæle statsmedier.

På en lille times tid opviste P1 den enestående danske skizofreni. Når Ungarn og Rusland styrer kulturen, kunsten og medierne, er der bekymringer og alvorstunge udtryk. Tonefaldet taler tydeligt om noget farligt og forkert. Danmark styrer kultur, medier og kunst på samme måde, alt kan være public-service sagde kulturministeren for nylig, men her er det den, der ønsker mindre statsligt monopol og mindre statslig kontrol, der er outsideren, provokatøren, udfordreren.



7. november 2013

Gade Jensen: Religioner er forskellige og virker vidt forskelligt i deres samfundsmæssige konsekvenser

Henrik Gade Jensen svarer igen på Christian Bjørnskovs kronik i Jyllands-Posten – Religion bestemmer alt (kræver login). Intet mindre end fremragende.

“‘Religion blokerer for udvikling’, skriver professor Christian Bjørnskov i kronikken 30/10. Når man læser kronikken, indeholder kategorien ‘religion’ ret meget: kommunisme, katolicisme, protestantisme, hinduisme, islam, kirkegang, bibeltro og sågar andet. Dvs. alting. Det virker pudsigt så at konkludere så stærkt, som Bjørnskov gør det i kronikken.

Da Bjørnskov er økonom og ikke religionsforsker eller teolog, er det måske forståeligt nok, at alt med tro og religion sættes i samme bås, selvom man måske nok kunne forvente lidt sund fornuft, skønt Bjørnskov nu er blevet professor. Han kommer trods alt fra provinsen. Det interessante og relevante er, at der er forskel på tro og religioner. Der er tro og overtro, ligesom kristendom, kommunisme, islam og hinduisme er vidt forskellige tanke-og trosmåder. Det er intetsigende at kategorisere dem sammen. Det er som at sælge elastik i metermål.

Når Bjørnskov skriver: ‘Det er ikke islam som sådan, der reducerer tilliden blot det forhold, at muslimer i gennemsnit er stærkere troende end andre’, så vælger han at se bort fra indholdet og kun måle og sammenligne og statistisk behandle tro og religion ud fra intensitet.

Der er masser af religion, der blokerer for udvikling. Og der er religion, der stimulerer udvikling, vækst og kapitalisme.

Det generelle, som kan siges, er, at religioner med tabuer og rigide forskrifter for rent og urent, er mindre befordrende for vækst og udvikling. Mens religioner, der lægger op til universalisme og generelle principper, er mere egnede til at fremme civilisation, integration og udvikling. Med andre ord tvinges man til at kvalificere religionen, hvad vi tror på, før der kan udsiges noget generelt om religion og tro sammenlignet med andre parametre. Det er ikke lige gyldigt, hvad man tror på.

Jeg tror lige så intenst som en fundamentalistisk muslim, men jeg tror på, at Jesus er Guds søn, sandheden, der blev åbenbaret for verden, og den tro gør, at jeg er stillet fri i mange daglige gøremål, og den gudstro detaildikterer ikke min livsstil, moral og politik og giver mulighed for at lade videnskab, kultur og politik have sine egne ikkereligiøse sandheds-eller duelighedskriterier, fordi sandheden ikke ligger i politikken, kulturen eller videnskaben. En anden gudstro ville give andre konsekvenser.

Min kristne gudstro gør mig fri – fri for at være bundet af religiøse bud. … Mange har beskrevet danskernes religion som en civilreligion og kulturkristendom. … Religion, i hvert fald visse, går i sjælen og virker mere som et indre styresystem end som en ydre bås og tørklæde. Og kristendommen som offerreligion virker stort set ved, at den virker afreligioniserende, altså sekulariserende. Derfor ofrede Jesus sig, han ofrede sig for at gøre os frie, frie til ikke at være bestemt af snævre religiøse forskrifter, som også virker hæmmende for sund økonomisk aktivitet. Andre religiøse førerskikkelser har et andet CV med mindre ydmyghed og derfor med andre konsekvenser.

[…]

Også danske journalister, som forfølger hver en lille løgn eller urigtighed eller mangelfuldhed fra en politiker, er dybt kristne mennesker ved at tage sandheden så alvorligt. I andre kulturer er løgnen kutyme og aldeles uforargelig. Det bliver grinagtigt og næsten marxistisk, når Christian Bjørnskov konkluderer, at ‘religion af alle typer er skadelig for mellemmenneskelig tillid, retslige institutioner og økonomisk udvikling’.

Noget religion er kolossalt skadeligt og undertrykkende. Anden religion er betingelsen for tillid, ret og udvikling. Historien viser, at det er religioner, der bestemmer, om kulturer og økonomier blomstrer.Nordafrika, som var Romerrigets grønne kornkammer og leveringsdygtigt i løver og elefanter, blev ørken, da en nomadereligion blev dominerende i 600-700-tallet. Religion bestemmer alt. Hele vores kultur, samfundssystem, retsorden og økonomi er intimt forbundet med tro. Og for vores samfund naturligt nok med den bibelske, jødisk-kristne tradition.

Vores retssystem baseret på skyld (culpa), og en proces, hvor der forlanges, at der tales og vidnes sandt (mened straffes ret hårdt), skyldes i høj grad (men ikke kun) kristendommen. … Dikterer religionen forbud mod låntagning eller renter, giver det kolossale negative konsekvenser for vækst og udvikling. Ligeså hvis religionen forbyder handel med andre end trosfæller. … Rigide opdelinger á la apartheid over for anderledes troende eller mellem køn bremser muligheden for at profitere af arbejdsdelingens gunstige frugter.

[…]

Fornuftsmæssigt er der intet argument mod religiøse mørkemænd, der vil stene utro kvinder, dræbe konvertitter og lade al lov og ret være guddommeligt bestemt. Der findes kun en erkendelse af, at religioner er forskellige og virker vidt forskelligt i deres samfundsmæssige, sekulære konsekvenser. Tro kan kun fordrives med tro og ikke med fornuft. Fornuften virker kun, når der på forhånd er gjort plads til den, altså at der er en sekulariseret sfære, hvor vi anerkender videnskabens rolle. Det er ikke tilfældigt, at nobelpriser ikke falder tilfældigt mellem religioner. Derfor er Christian Bjørnskovs metode at rubricere al religion i samme brokkasse og så databehandle den stort set så forkert, som det overhovedet kan være.”

Oploadet Kl. 15:21 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper