7. november 2013

Gade Jensen: Religioner er forskellige og virker vidt forskelligt i deres samfundsmæssige konsekvenser

Henrik Gade Jensen svarer igen på Christian Bjørnskovs kronik i Jyllands-Posten – Religion bestemmer alt (kræver login). Intet mindre end fremragende.

“‘Religion blokerer for udvikling’, skriver professor Christian Bjørnskov i kronikken 30/10. Når man læser kronikken, indeholder kategorien ‘religion’ ret meget: kommunisme, katolicisme, protestantisme, hinduisme, islam, kirkegang, bibeltro og sågar andet. Dvs. alting. Det virker pudsigt så at konkludere så stærkt, som Bjørnskov gør det i kronikken.

Da Bjørnskov er økonom og ikke religionsforsker eller teolog, er det måske forståeligt nok, at alt med tro og religion sættes i samme bås, selvom man måske nok kunne forvente lidt sund fornuft, skønt Bjørnskov nu er blevet professor. Han kommer trods alt fra provinsen. Det interessante og relevante er, at der er forskel på tro og religioner. Der er tro og overtro, ligesom kristendom, kommunisme, islam og hinduisme er vidt forskellige tanke-og trosmåder. Det er intetsigende at kategorisere dem sammen. Det er som at sælge elastik i metermål.

Når Bjørnskov skriver: ‘Det er ikke islam som sådan, der reducerer tilliden blot det forhold, at muslimer i gennemsnit er stærkere troende end andre’, så vælger han at se bort fra indholdet og kun måle og sammenligne og statistisk behandle tro og religion ud fra intensitet.

Der er masser af religion, der blokerer for udvikling. Og der er religion, der stimulerer udvikling, vækst og kapitalisme.

Det generelle, som kan siges, er, at religioner med tabuer og rigide forskrifter for rent og urent, er mindre befordrende for vækst og udvikling. Mens religioner, der lægger op til universalisme og generelle principper, er mere egnede til at fremme civilisation, integration og udvikling. Med andre ord tvinges man til at kvalificere religionen, hvad vi tror på, før der kan udsiges noget generelt om religion og tro sammenlignet med andre parametre. Det er ikke lige gyldigt, hvad man tror på.

Jeg tror lige så intenst som en fundamentalistisk muslim, men jeg tror på, at Jesus er Guds søn, sandheden, der blev åbenbaret for verden, og den tro gør, at jeg er stillet fri i mange daglige gøremål, og den gudstro detaildikterer ikke min livsstil, moral og politik og giver mulighed for at lade videnskab, kultur og politik have sine egne ikkereligiøse sandheds-eller duelighedskriterier, fordi sandheden ikke ligger i politikken, kulturen eller videnskaben. En anden gudstro ville give andre konsekvenser.

Min kristne gudstro gør mig fri – fri for at være bundet af religiøse bud. … Mange har beskrevet danskernes religion som en civilreligion og kulturkristendom. … Religion, i hvert fald visse, går i sjælen og virker mere som et indre styresystem end som en ydre bås og tørklæde. Og kristendommen som offerreligion virker stort set ved, at den virker afreligioniserende, altså sekulariserende. Derfor ofrede Jesus sig, han ofrede sig for at gøre os frie, frie til ikke at være bestemt af snævre religiøse forskrifter, som også virker hæmmende for sund økonomisk aktivitet. Andre religiøse førerskikkelser har et andet CV med mindre ydmyghed og derfor med andre konsekvenser.

[…]

Også danske journalister, som forfølger hver en lille løgn eller urigtighed eller mangelfuldhed fra en politiker, er dybt kristne mennesker ved at tage sandheden så alvorligt. I andre kulturer er løgnen kutyme og aldeles uforargelig. Det bliver grinagtigt og næsten marxistisk, når Christian Bjørnskov konkluderer, at ‘religion af alle typer er skadelig for mellemmenneskelig tillid, retslige institutioner og økonomisk udvikling’.

Noget religion er kolossalt skadeligt og undertrykkende. Anden religion er betingelsen for tillid, ret og udvikling. Historien viser, at det er religioner, der bestemmer, om kulturer og økonomier blomstrer.Nordafrika, som var Romerrigets grønne kornkammer og leveringsdygtigt i løver og elefanter, blev ørken, da en nomadereligion blev dominerende i 600-700-tallet. Religion bestemmer alt. Hele vores kultur, samfundssystem, retsorden og økonomi er intimt forbundet med tro. Og for vores samfund naturligt nok med den bibelske, jødisk-kristne tradition.

Vores retssystem baseret på skyld (culpa), og en proces, hvor der forlanges, at der tales og vidnes sandt (mened straffes ret hårdt), skyldes i høj grad (men ikke kun) kristendommen. … Dikterer religionen forbud mod låntagning eller renter, giver det kolossale negative konsekvenser for vækst og udvikling. Ligeså hvis religionen forbyder handel med andre end trosfæller. … Rigide opdelinger á la apartheid over for anderledes troende eller mellem køn bremser muligheden for at profitere af arbejdsdelingens gunstige frugter.

[…]

Fornuftsmæssigt er der intet argument mod religiøse mørkemænd, der vil stene utro kvinder, dræbe konvertitter og lade al lov og ret være guddommeligt bestemt. Der findes kun en erkendelse af, at religioner er forskellige og virker vidt forskelligt i deres samfundsmæssige, sekulære konsekvenser. Tro kan kun fordrives med tro og ikke med fornuft. Fornuften virker kun, når der på forhånd er gjort plads til den, altså at der er en sekulariseret sfære, hvor vi anerkender videnskabens rolle. Det er ikke tilfældigt, at nobelpriser ikke falder tilfældigt mellem religioner. Derfor er Christian Bjørnskovs metode at rubricere al religion i samme brokkasse og så databehandle den stort set så forkert, som det overhovedet kan være.”

Oploadet Kl. 15:21 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer


8. august 2013

“Det ukorrumperede, samvittighedsfulde menneske er en historisk undtagelse, en vestlig raritet.”

Superkronik af Henrik Gade Jensen og ‘Anonym’ i Berlingske – Frihedens frugter.

“I årtier var det idépolitiske mønster delt op, så idéerne tog venstrefløjen sig af og økonomien tog højrefløjen sig af. … Siden 00erne har debatten været langt mere frugtbar og borgerligheden har opnået en ny selvtillid, fordi den forstod sig som mere end en kalkule og samfundsøkonomi. I dag florerer en levende debat på den borgerlige fløj mellem meget forskellige retninger, betoninger og holdninger. Det er blot en skam for det liberale Danmark, at mestendels én variant af liberalismen har domineret især de intellektuelle debatter de sidste år. Liberalisme er blevet ét med fokus på rettigheder, og individets ret i centrum står som eneste værdi. Der kræves fri hash som en menneskerettighed, privat ejendom af princip og overvågningskameraer bliver ondskabens øjne. …

Rettighedsliberalismens vanskeligheder består i, at når man først har sagt »menneskerettighed«, bliver det sværere at holde Fenrisulven bundet. Så går der inflation i rettighederne, som al historie viser, og ender ofte i destruktiv og selvødelæggende adfærd. Individuelt ved at betone den enkeltes ret til en lang række goder, som reelt er at leve på andres bekostning… Men også ved at stimulere til et uansvarligt liv som at ryge hash og proppe sig med stoffer, tatovere sig gul og grøn og leve et filistrøst og æstetisk liv uden tanke på børn og familie. Og kollektivt ved at give mennesker med samfundsfjendtlige hensigter fuldbyrdede rettigheder.

Markedsøkonomi er medfølende, fordi det gælder om at ramme andres behov. De virkelige egoister lever uden hensyn til andres behov, typisk på en ret eller rettighed som politikerne i et anfald af vanvare engang udstyrede især unge mennesker med. Markedsøkonomien bygger på, at mennesker er knyttet stærkt sammen af vore behov og deres tilfredsstillelse. Som isolerede individer kan vi aldrig få et godt liv. Det er altid ved at mødes med andre og udveksle og dermed udnytte og især udvikle vore specifikke færdigheder, at vi opnår civilisation og velstand.

»Ingen har nogensinde set en hund foretage en retfærdig og velovervejet udveksling af ét kødben for et andet med en anden hund … Inden for næsten enhver anden dyrerace er et ethvert individ fuldstændigt uafhængigt, når det er fuldvoksent og har i denne naturlige tilstand ikke behov for hjælp fra noget andet væsen. Men mennesket behøver næsten konstant hjælp fra sine andre medmennesker, og det vil være frugtesløst at forvente den af ren godgørenhed.« Sådan skriver Adam Smith klogt og peger på det helt centrale ved menneskelivet, nemlig at vi kan arbejdsdele og udveksle og på den måde forbedre vores livssituation som mennesker betragteligt.

(The Ripened Wheat af Jules Bastien-Lepage, 1880)

Hvor længe kan et system med stadigt færre ydende og stadig flere nydende holde sammen? Hvor mange indvandrere med renheds-rigiditeter og kalifat-utopier kan integreres? Men markedets og samfundets evne til at forene modsætninger skal i hvert fald ikke undervurderes. Ånden er stærk. Det er den optimistiske side. Men det forudsætter igen, at individerne ikke opfører sig som instinktstyrede dyr, der som Adam Smiths hunde ikke kunne udveksle og derfor forblev hver dyregeneration på samme nulstillede niveau. Individernes dannelse, færdigheder og kvaliteter er afgørende for, at ånden kan virke på markedspladsen og i samfundet.

Konservatismens bekymring for den menneskelige faktor er seriøs og uafviselig. Uddannelse og dannelse, omgangsformer og sprog, ægteskab og familie, religion og moral betyder kolossalt meget for at udvikle den indrestyrede og karakterfaste mennesketype, som især har udmærket Vesten. Det ukorrumperede, samvittighedsfulde menneske er en historisk undtagelse, en vestlig raritet. Det skyldes århundreders religion, moral og kultur. Det fundament har været så selvfølgeligt i lang tid, at man har kunnet se bort fra det. Religion er noget indvandrerne kommer med eller indremissionske i Jylland stadig har, tror mange. Men så ser man bort fra, at vores civilreligion, en slags civiliseret kristendom uden kirkegang, selv er et produkt af mange århundreders kampe og afgørelser. …

Hvad der sker, når vi som i dag bevidst skærer vor egne rødder væk, er at udleve et eksperiment.



10. november 2012

DR Detector: “Ifølge Karpantschofs logik skulle.. modstandsfolk.. have ‘forbindelser til nazistiske kredse'”

DR’s Detector-afsnit om hetzen mod Henrik Gade Jensen kommenteres i sidste uge af René Karpantschof i Politiken, og nu er turen så kommet til DR-redaktionens modsvar. Det er artige sager, der udstiller René Karpantschof slette motiver – DR afviser kritik: Har du set udsendelsen, Karpantschof?

“Der er to grunde til, at vi ikke bragte de pointer, Karpantschof fremfører i sin Kronik.

De var ikke en del af Informations artikel 25. november 2003, der lagde grunden til Henrik Gades afgang som spindoktor.

De er udokumenterede og potentielt ærekrænkende, altså injurierende. En sådan udokumenteret og potentielt ulovlig personhetz medvirker DR ikke til. Slet ikke i en udsendelse, der har til formål at fortælle, hvilke konsekvenser udokumenterede påstande kan have.

At Karpantschof nu igen forsøger at puste liv i en grundløs og fejlagtig argumentation, selvom alle andre, der medvirkede til hetzen i sin tid, har undskyldt, taler for sig selv. …

Karpantschof fremfører, at Henrik Gades syv artikler i 90’erne til det indvandrerkritiske tidsskrift Danskeren, der udgives af Den Danske Forening (DDF), og Gades tale på et DDF-sommermøde tjener som dokumentation for, at Henrik Gade havde »forbindelser til nazistiske kredse«.

Men PET mener, ifølge PET-kommissionen, ikke, »at DDF kan betragtes som en højreekstremistisk bevægelse, selvom den blev omtalt som racistisk og nazistisk i pressen«. Ligesom flere domme frikender DDF for de anklager.

Desuden var Gade Jensen ikke medlem af DDF. Og for at understrege absurditeten i Karpantschofs logik: Mens Gade Jensen skrev i Danskeren, var bladets ansvarshavende redaktør, Sune Dalgård, en gammel modstandsmand, som havde siddet i Gestapos fængsler.

Andre tidligere modstandsfolk var også involveret i bladet. Ifølge Karpantschofs logik skulle disse modstandsfolk så også have »forbindelser til nazistiske kredse«?

Oploadet Kl. 15:39 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


4. november 2012

Inhabile Karpantschof efter DR-program: “Jeg udtaler mig ikke længere om dansk højreradikalisme…”

René Karpantschof græder ud i lørdagens Politiken, og det er selvfølgelig aldrig rart at blive svigtet af sit yndlingsmedie. Han slutter af med at afvise kommende medie-optrædener om ‘højreekstremisme’, og selvom han ikke erkender at han er hamrende inhabil, så kan man kun bifalde beslutningen. Fra hængt ud på DR.

“Mine oprørte følelser skyldes DR-dokumentaren ’Hængt ud på forsiden’ 29. oktober med historien om Henrik Gade Jensen, der i 2003 trådte tilbage som pressechef i Kirkeministeriet. Angiveligt fordi han, som det hedder i DR’s foromtale af programmet, var blevet »hængt ud som havende ’naziforbindelser’«. Og den beskyldning var, forstår man efter at have set programmet, fuldkommen grundløs. …

Alle som en skaber de et monolitisk entydigt billede af sagen, støttet af speak fra manden bag programmet, DR’s Thomas Buch-Andersen. Det er et billede af Gade Jensen som blot en kendt debattør, der helt uforvarende blev offer for en anklage om nazisme.

DR’s vinkel på historien er både væsentlig og begrundet. Problemet er, at seerne på intet tidspunkt præsenteres for argumenter for en alternativ tolkning. …. På den måde ender dokumentaren som et kedeligt eksempel på netop den unuancerede »redigerede medievirkelighed«, som jeg havde håbet og troet, at programmet ville problematisere og gå bag om.

(Karpantschof demonstrerer for Blekingegadebanden foran Østre Landsret, 1990; Junikredsen)

Men hverken jeg selv, Information eller TV 2 påstod, at Gade Jensen var nazist. Så hvorfor skal Buch-Andersens program behandle en påstand, som ingen har fremsat? Det med forbindelse til nazikredse er til gengæld alvorligt nok, så lad os se på den.

Ordet ’forbindelse’ er, hvad man kalder en journalistisk stramning af det, jeg fortalte Information-journalisten. Her kunne DR-dokumentaren med fordel have uddybet diskussionen af, hvorfor og hvordan medierne på den måde nogle gange strammer deres formuleringer.

På den anden side er ’forbindelse’ et upræcist ord, der er åbent for fortolkning. Denne upræcished kan naturligvis misbruges til udokumenterede insinuationer. Så hvornår er det i orden, at medierne indleder deres historier med at ridse en sag skarpt op?

Det er i hvert fald ikke i orden, hvis der er tale om helt grundløse insinuationer. Og det var der netop tale om i Gade Jensen-sagen, ifølge DR-dokumentaren. … I det interview, Buch-Andersen lavede med mig, understregede jeg ellers to for mig meget afgørende pointer.

For det første, at sagen ikke handlede om, at Gade Jensen direkte havde samarbejdet med nazister. Den handlede om, at Gade Jensen i en årrække havde været aktiv i kredse på højrefløjen, der promoverede åbenlyst fremmedhad og indvandrerfjendsk vold og i det hele taget var så radikale, at der også kom nazister i samme kredse.

I årene 1992-95 skrev Gade Jensen med ujævne mellemrum ganske rigtigt »nogle indlæg« i Danskeren. Her støttede han op om Den Danske Forenings verdensbillede med blandt andet udfald mod de »godhedsterrorister«, hvis udlændingepolitik angiveligt var ved at ødelægge Danmark. … Efter aktiviteten i Den Danske Forening fortsatte Gade Jensen i 2000-tallet sine angreb på »flygtningeindustrien«, »islam«, »Danmarks multietnificering« og »de røde« – ligesom han så sent som i år holdt en hyldesttale til Lars HedegaardIntet af dette gør Gade Jensen til nazist. Men…

Buch-Andersen kunne have ladet flere stemmer komme til orde, og han kunne have afprøvet forskellige mulige forklaringer på, hvad der foregår i de situationer, hvor eksperter kommer med generelle vurderinger og deri nogle gange laver faktuelle fejl, parallelt med at medierne nogle gange forsimpler i jagten på sensationen.

(Karpantschof og Blekingegadebanden-dømte om ‘forherligelse’ af demokratiet, 1995; Kopi)

Men denne gang er jeg ærlig talt blevet lidt træt. Træt af omkostningerne ved at medvirke i den medieverden, hvis public service-flagskib, DR, og en journalist, jeg respekterede, med hængt ud-programmet ikke formåede andet end en ny sort-hvid helt-skurk-dokumentar af den slags, der ikke gør nogen meget klogere på noget som helst.

Jeg udtaler mig ikke længere om dansk højreradikalisme, så højrefløjen kan sove trygt fremover.”

Det hører med til at historien at René Elley Karpantschof var bedste venner med AFA-lederen Martin Lindblom, der som journalist for Modkraft begik den oprindelige artikel, som Information baserede sit karaktermord på – med Karpantschof som kilde. Meget mere om den autonome sociolog her.



28. marts 2012

Gade Jensen om Børge Outze: “Han afskyede socialister… de mindede for meget om kommunister…”

Interessant artikel af Henrik Gade Jensen på JP blog – Hvor er Børge Outzes Plads?

“Informations grundlægger Børge Outze er fortjent blevet hædret på sin 100-års dag forleden. Børge Outze (1912-1980) var uddannet journalist, aktiv i modstandskampen under Anden Verdenskrig og grundlagde så i 1945 i befrielsesdagene Dagbladet Information, som han var chefredaktør for frem til sin død.

Information blev skabt af Outze og blev i de første mange år som følge af besættelsens erfaringer en forsvarsvenlig, pro-NATO og stærk antikommunistisk avis. Det ændrede sig så i 1970erne…

Outze var kompromisløs antikommunist. … Blandt Børge Outzes helte ragede Winston Churchill op. Churchill var garanten for ikke-overgivelse i krigens tid, garanten for et kompromisløst og kæmpende Vesten… På grund af sin ubetingede loyalitet overfor Churchill censurerede Outze den unge Klaus Rifbjerg, da denne i Information ville skrive hånligt om Churchill som en vrinskende krigshingst. I dag ved vi, hvem der fik ret.

Børge Outzes livssyn blev skabt af Anden Verdenskrig, og det prægede ham resten af livet. Han stod uforstående overfor venstredrejningen i 1970erne i slutningen af sit liv. Han afskyede socialister, men vist mest fordi de mindede for meget om kommunister, som for ham var den inkarnerede ondskab. ”Du skal ikke gøre Information socialistisk. Det finder jeg mig ikke i. Socialist har jeg aldrig været, og det bliver jeg aldrig. Har du så forstået det?”, sagde Outze i 1970′erne til en journalistspire på bladet.

Derfor var hans verdensbillede også enkelt. Heltene var dem, der modstod fascisme og besættelse, og skurkene dem, der blev kommunister og nazister.

Den konservative historiker Vilhelm la Cour er i dag næsten glemt, men han markerede klart som en af de første en holdning mod besættelsen, holdt taler mod tyskerne og blev dømt og fængslet. Og det glemte Outze aldrig, så i nekrologen i 1974 hed det i Information: ”Her i Information skal la Cour først og fremmest mindes for én af sine mange bedrifter… Han gik foran imod den tyske besættelsesmagt i de første vanskelige år, da ‘man’ ellers rettede sig efter det alt for omtalte ‘Kongens bud’ om at – nå ja, sagt på jævnt dansk: Om at føje sig, bøje sig, nøje sig … På mange af os, som dengang var unge, eller i det mindste yngre, virkede la Cours mod som en udfordring! Vi følte os som vatnisser i sammenligning med ham”.

Vilhelm la Cour er gået i glemmebogen i dag, og han har ikke som kommunisterne Aksel Larsen og Mogens Fog fået opkaldt en plads efter sig i København. Det har Børge Outze heller ikke, desværre…”

Oploadet Kl. 19:09 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


16. december 2011

Henrik Gade Jensen: Det man i dag kalder fattigdom kaldte man i 1800-tallet for pauperisme

Vigtigt læserbrev af Henrik Gade Jensen i tirsdagens Information – Afhængighed forveksles med fattigdom.

“Ud fra en objektiv målestok lever danske kontanthjælpsmodtagere bedre end samfundets eliter tilbage i historien… Subjektivt kan nutidens kontanthjælpsmodtagere derimod godt opleve en stor grad af afhængighed, afmagt, ufrihed og kedsommelighed. Det sidste er den klassiske dødssynd, man frygtede for i gamle dage som kilde til livslede og passivitet. …

I 1800-tallet skelnede man mellem fattigdom og pauperisme, hvor det sidste mere betegner tilstanden af afhængighed af offentlige ydelser. Du kan være fattig uden at være afhængig, men i nutidens samfund oplever man det modsatte med stort set ingen fattigdom i den materielle forstand, men til gengæld en ekstrem og omfattende grad af afhængighed. …

Der findes historiske paralleller til den situation, som Danmark for tiden befinder sig i. I begyndelsen af 1800-tallet var Storbritannien det mest velstående land i verden, industrialiseringen buldrede derud af, og der blev anlagt jernbaner, kanaler, bygget fabrikker og produceret varer i et hidtil uset omfang. Alligevel var en sjettedel af briterne afhængige af fattigforsørgelse. … I Frankrig var kun én ud af 20 afhængig af fattighjælp, beskriver Tocqueville. Altså man levede fattigt, men ikke som afhængig.

Derfor skelnede man i 1800-tallet mellem fattig og pauper, hvor pauperismen havde sine årsager i en afhængighed af hjælp fra andre. Det, der med et misvisende udtryk i dag kaldes fattigdom, bør snarere opfattes som afhængighed eller pauperisme som i 1800-tallet. Følelsen af at være afhængig af stat og kommune og dens behandlere i sit liv kan sagtens subjektivt opleves som en mere smertelig proces end materielle afsavn, men det skal bare ikke forveksles med traditionel fattigdom. Lavtlønnede i arbejde lever et mere stolt liv end kontanthjælpsmodtagere med nogenlunde det samme rådighedsbeløb.

Så løsningen ligger i de menneskelige ressourcer. Hvordan udvikles autonomi, selvstændighed og vilje til at tage ansvar for eget liv? Det kan nok kun komme indefra og ved, at incitamenterne gøres gunstige.”

Oploadet Kl. 06:59 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer
Arkiveret under:


8. oktober 2011

Gade Jensen: “… at ville være god for andres penge… udarter let til aflad og selvgodhed”

God kronik af Henrik Gade Jensen og Mia Amalie Holstein i seneste udgave af Weekendavisen – Rigdommens gud på komedie (ikke online).

“Sat på spidsen kan man tale om to former for godhed. Der er den direkte godhed, som man finder i sin reneste form i den personlige sfære (familie, venner og bekendte). Her kan det gode gøres direkte, spontant eller pligtmæssigt. Godhed kan være alt fra smilet og venligheden til den betænksomme medfølelse og samtale. Og det sker ofte i nær kontakt til medmennesket eller bunder i personlige relationer. På grund af nærheden er velviljen her ofte tilstrækkelig til at give moralsk værdi.

På samme måde som den direkte godhed er fremherskende i privatsfæren, har mennesket altid følt fristelsen til at udøve direkte godhed inden for politik (den offentlige sfære). At gøre samaritaneren til politiker. … Ofte er der en god hensigt bag ønsket om bedre samfundsforhold med politiske midler. Men den gode vilje ender ikke altid godt. For i samfundet gør der sig også andre mekanismer gældende. Ligesom i myten om Plutus. For mennesker er også opfindsomme, fribyttere, kreative og grænseoverskridende, hvilket er driftige egenskaber på markedet… Godhed er således en overeksponeret egenskab i det samfundsmæssige rum.

Den anden form for godhed er en mere indirekte, resultatorienteret godhed. Dette godhedsbegreb bygger inden for privatsfæren på, at goderne skal komme som resultat af en indsats og en præstation. Det er ikke et liv at leve på overførsel, hverken fra staten eller fra en rig familie. Det skaber døgenigte og flanører. Det gode liv er et liv i ambition og i stræben. …

Det er så let for politikerne at intervenere i samfundet med et påbud eller forbud for at afbøde ondt eller realisere et ideal, men det er ofte også en farlig fristelse, og det langsigtede gode er tit at lade markederne virke. Når der interveneres på markedet fra politisk side – ligegyldigt hvor god intentionen måtte være – så skævvrides borgernes og virksomhedernes incitamenter. Der skabes vrange og fordrejende effekter, som ganske vist ikke var tilsigtede, men som dog er forudsigelige.

Godgørenhed er svær at udøve over distancer og må forblive en personlig, direkte sag, hvor vi hjælper hinanden i de relationer, vi indgår i, spontant eller organiseret, stort eller småt. … at ville være god for andres penge, som politik ofte drejer sig om, udarter let til aflad og selvgodhed, hvor resultatet underordnes intentionen. Som den engelske digter William Blake har skrevet: »Den, som vil gøre godt mod andre, må gøre det i små dråber. Det generelle gode er en sag for hyklere, smigrere og tåber.«.”

Oploadet Kl. 10:23 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer
Arkiveret under:


13. juli 2011

Thomas Sæhl Sørensen, Henrik Gade Jensen og Andy Coulson – væsentlighedskriterier…

Sidste fredag bragte BT historien om den tidligere Rebel-aktivist Thomas Sæhl Sørensen, der om et halvt år formentligt bliver Villy Søvndals højre hånd i Udenrigsministeriet. Senere på dagen, da Søvndal havde kommenteret, rundsendte Ritzaus Bureau BT-afsløringen som en citathistorie. En citathistorie bliver normalt gengivet af samtlige større medier, og ender ofte med politisk debat, der giver nyheden flere forgreninger. I det konkrete tilfælde, fravalgte alle større medier historien, herunder DR, TV2, Jyllands-Posten, Berlingske Tidende, Politiken og Ekstra Bladet.

(Uriasposten, 22. maj 2011: Villy Søvndals personlige rådgiver… tidligere venstreekstremist)

I modsætning til historien om ‘nazisten’ Søren Espersen (2001), eller Foghs ‘ultra-liberale’ taleskriver Christopher Arzrouni (2004), så gav det ingen videre omtale. Sagen var død fredag aften, og de efterfølgende henvisninger i avis-databasen henfører til privatpersoners læserbreve – fire alene fra venstreloonien Carsten Kofoed, men også flere der affærdiger Sæhls fortid, som værende holdninger han havde da han var ’16-17 år’.

Simpel hovedregning viser, at Søvndals taleskriver må have været i starten af 20’erne og godt i gang med karrieren, da han muligvis undsagde det totalitære. Da Enhedslisten i 2001 stoppede den økonomiske støtte til Socialisten Weekend, blev beslutningen kritiseret af Enhedslistens yderste venstre flanke. De fremhævede blandt andet avisens artikler om Homo-Aktion, en sag der omtales som “efterretningsvæsenets seneste overgreb på den københavnske venstrefløj”. Blandt underskriverne var den dengang 25-26 årige Thomas Sæhl Sørensen.

(Per Clausen på Facebook, 8. juli 2011)

Det er oplagt, at sammenligne Sæhl-sagen med føljetonen om Henrik Gade Jensen, der rullede i slutningen af november 2003, efter Dagbladet Information hævdede, at ‘Højreekstremist er spindoktor for Tove Fergo’. Kilden til historien var den tidligere Rebel-aktivist René Karpantschof, der som forsker i radikalisme bidrog til postulatet om at Gade Jensen havde “forbindelser til nazistiske kredse”. Det hele var tydeligvis varm luft, delvist baseret på en boganmeldelse i Den Danske Forenings blad.

Ritzaus Bureau gjorde Informations artikel til citathistorie, og de landsdækkende medier kørte hårdt på. Samme eftermiddag mistede Gade Jensen sit job, og flere medier spekulerede i eventuelle konsekvenser for Kirkeminister Tove Fergo. At Henrik Gade Jensen aldrig har dyrket det totalitære blev irrelevant, i samme sekund en landsdækkende avis skrev om ’spindoktors nazi-forbindelse’ og klummeskrivere vævede om ‘nazisympatiserende spindoktor’.

“Den første besked var indtalt på mobiltelefonen allerede ved fem-tiden om morgenen. Da blev den farlige mand i toget klar over, at noget var galt fat. For der kom flere beskeder. Man ville tale med ham. Man ville have hans kommentar. Man ville have ham i TV-studiet. Med det samme.

Men den farlige mand skulle på arbejde, derfor sad han i toget på vej til arbejde i København og kiggede ud på det tilsyneladende fredelige sjællandske landskab.

Mandens medpassagerer anede denne morgen endnu ikke, hvem de delte kupé med. Men før dagen var omme, skulle de få det at vide. For denne tirsdag i november blev mag.art. Henrik Gade Jensens sidste som presserådgiver i Kirkeministeriet. Da han om aftenen forlod de hyggelige kontorer på Frederiksholms Kanal, var hans computer blevet lukket, han havde måtte aflevere sin mobiltelefon og sin nøgle. Han var som det hedder – »fratrådt med øjeblikkelig virkning.«

Og mens han gik hjemad mod stationen, viste TVs nyhedsudsendelser gamle billeder af hans let åndsfraværende ansigt. Henrik Gade Jensen var en skandale. (Niels Lillelund i Jyllandsposten, 30. november 2003)

Henrik Gade Jensen pudsede en advokat på Dagbladet Information og TV2 (første medie der gengav), og ni måneder senere fik han erstatning og dementi. Det ændrede dog ikke på, at filosoffen der tidligere havde undervist på Københavns Universitet, nu var uden job. Information-journalist Rasmus Lindboe der skrev artiklerne, fik kort efter ansættelse på TV2 Nyhederne.

Hvor medierne valgte ikke at problematisere Sæhls revolutionære fortid, så er der de senere dage talt og skrevet ufatteligt meget om Andy Coulson. David Camerons nuværende spindoktor, der som tidligere redaktør på en engelsk tabloid-avis muligvis har et medansvar for ulovlige telefonaflytninger. Avisen ejes af konservative Rupert (Foxnews) Murdoch, og hvor de danske medier ikke gider skrive om en dansk spindoktors kommunistiske fortid, så har vi her en tophistorie. Også i de danske medier.

(DR Update, fredag d. 8. juli 2011: Spindoktor skal melde sig; 10+ indslag)

Richard Fernandez har en interessant klumme på Pajamas Media – The Lives of Others.

“What is the difference between the News of the World’s invasion of a dead teenager’s phone account and the Julian Assange’s attempts to penetrate classified information? In the first case a missing girls account was accessed by a private detective working in the employ of a newspaper in order to drum up a juicy story. In the second, newspapers negotiated to print information that had been classified in order to get a juicy story. Why is one reprehensible and the other laudable? Is there any consistent litmus test to determine whether one should be hailed as a hero and the other villain?”



1. juli 2011

Henrik Gade Jensen: “… som om det var saglige politikere blot med hang til kommunisme.”

Kronik af Henrik Gade Jensen i dagens Jyllandsposten – Historiestrid om Den Kolde Krig.

“Hvis man køber en bil og efterfølgende beklager sig til forhandleren over en fejl eller mangel, lyttes der til klagen, og sagen undersøges. Sådan er det ikke med historiske værker i Danmark. Enhver kritik fra forbrugerne mødes med kontant afvisning: Ingen fejl er begået, der er ingen tendens, og der er ikke noget at diskutere. Slut. …

Men reaktionen fra de fire redaktørers side har kun været at fastholde leksikonets ufejlbarlighed. Der er intet at komme efter. Professor Nikolaj Petersen mener, at kritikken af leksikonet udgår fra et »højrerevisionistisk netværk«.

Men der er meget at kritisere. Det nye leksikon har titlen ”Den Kolde Krig og Danmark” og forsøger at isolere problemstillingen til kun at angå Danmark. Men Den Kolde Krig var ligesom Anden Verdenskrig et internationalt opgør om liv eller død og om frihed eller undertrykkelse. Sovjets undertrykkelse og udryddelseslejre var jo motivationen for mange til at blive antikommunister, og skal det udelades, mister deres position et rationale. Kommunismens ofre nævnes kun glimtvis, og derfor bliver det ensidigt. …

Mange af leksikonets forfattere ligger tæt op ad en såkaldt revisionistisk og postrevisionistisk opfattelse af Den Kolde Krig, hvor USA ses som årsagen til konflikten mere end Sovjet.

Alle opslag om de kommunistiske koryfæer er pæne og artige, som om det var saglige politikere blot med hang til kommunisme. Igen savner man en forbindelse til den rå virkelighed af blod og ødelæggelse, som de var med til at fastholde. Den tidligere kommunist og senere SF’er Gert Petersen roses for sin store udenrigspolitiske viden. Omfatter rosen mon også hans syn på Nordkoreas jute-politik og Jugoslaviens arbejderråd?

Den pæne vurdering gælder dog ikke Erhard Jakobsen, der beskrives med ordene: »Den bombastiske tone og skæret af intolerance i Erhard Jakobsens og hans lytter- og seerkomites angreb på ”de røde lejesvende” harmonerede dog dårligt med traditionelle borgerligt-liberale idealer«.

… i opslagsværket sker der en fuldkommen frifindelse af Danmarks Radio (DR) for at have øvet agitatorisk virksomhed til fordel for socialistiske idealer og regimer i perioden. DR beskrives som »et kulturelt anker for den danske befolkning og dets demokratiske sindelag«.

Fotografen Jakob Holdt omtales i opslaget om antiamerikanisme, men det nævnes ikke, at han fik penge af KGB for sin virksomhed. …

Opslagsværket beskriver hovedsageligt venstrefløjen ud fra dens selvforståelse. F.eks. beskrives Venstresocialisterne (VS) som et spændende og nyt parti med bolig- og miljøpolitik og kun en passant til sidst lidt om, at de ønskede anden styreform end det repræsentative parlamentariske demokrati, som skulle revolutioneres ved voldelig revolution. Heller ikke dets samarbejdsaftale med terrororganisationen PFLP eller de penge, som partiet modtog fra Gaddafi-regimet, er med.”

Oploadet Kl. 14:46 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer


15. juni 2011

Henrik Gade Jensen: Leninist skrev artikel om topkommunist i nyt værk om den kolde krig

Henrik Gade Jensen har mere om Chris Holmsted Larsen på sin JP blog – Lenin lever.

“I de sidste uger er den kolde krig blevet debatteret i anledning af værket ”Den kolde krig og Danmark (Gads Forlag). … Jeg kritiserede værket første gang i en kronik i Berlingske, senere i en debat i DR2´s Deadline og sidst i en debat i P1, og skrev bl.a. at danske kommunister behandles alt for pænt. Her fra Berlingskes kronik:

“F.eks. er der et langt opslag om kommunisten Ib Nørlund. Han var folketingsmedlem 1945-47 og igen 1973-79, var vokset op et frisindet borgerskab, deltog i sin ungdom i »det antifascistiske arbejde«, gjorde så lynkarriere i DKU og senere DKP, og i 42 år var han medlem af DKPs »magtfulde forretningsudvalg«. I leksikonet beskrives Nørlunds »ideologiske talent«, han var »strategen« og »arkitekten« i partiet. Vi får ikke at vide, at Ib Nørlund støttede et af de mest brutale regimer i verdenshistorien.

Opslaget er skrevet af en ung historiker fra RUC, Chris Holmsted Larsen, der på facebook præsenterer sig som leninist, altså tilhænger af den sovjetiske revolutionære Lenin.

Og så føler jeg mig til grin. For det er jo ikke så underligt, at gamle kommunister beskrives i rosenrøde vendinger, når forfatteren gør et idol ud af Lenin. Så når Gads Forlag vil informere om danske kommunister under den kolde krig, sker det altså af en erklæret leninist. …

Jeg troede ikke, at det ville være muligt i dag, selv med lup og pincet, at opdrive en ægte leninist. Men blandt danske faghistorikere er det stadig muligt at finde én i kredsen.”

I det fire mand store redaktionskollektiv bag bogen, var foruden den marxistiske historiker John T. Lauridsen, også Poul Villaume, der tidligere var aktiv i Kommunistisk Arbejderforbund marxister-leninister (KAm-l).

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper