1. december 2010

Arne Hardis: “For Khader er Danmark et fædreland, for Samuelsen et produktionsområde.”

Arne Hardis har helt ret. Anders Samuelsen kan af ideologiske (og taktiske årsager) kritisere dem der ønsker lukkede grænser, men han er også magtpolitikeren der forstår, at i sidste ende er ‘lukkede kasser’ en umulighed, og ‘lukkede grænser’ derfor en nødvendighed. Godt for Danmark.

Kommentar af Arne Hardis i Weekendavisen – Lukkede grænser og lukkede kasser (ikke online).

“Den udlændingefront, der har etableret sig mellem Naser Khader og Anders Samuelsen, er en smuk fuldbyrdelse af den splittelse, Ny Alliance bar på allerede fra den spektakulære fødsel i maj 2007. De to politiske makkere fra Marianne Jelveds Radikale Venstre står tre et halvt år senere som arge fjender i udlændingespørgsmålet. I dag er den ene eksradikale klassisk konservativ og den anden klassisk liberal. For Khader er Danmark et fædreland, for Samuelsen et produktionsområde.

Khader forvalter en bureaukratisk grænsebom til fædrelandets frelse, Samuelsen et ubureaukratisk arbejdsanvisningskontor, der arbejder under et fængende liberalt slogan: åbne grænser og lukkede kasser.

Tænkningen bag den liberale politik er, at alle må komme til Danmark og arbejde og gifte sig med hvem de vil, til gengæld skal de tegne en obligatorisk sundhedsforsikring i fem år og i øvrigt nægtes offentlig hjælp. Herefter er der opnået ret til fast ophold, og de lukkede kasser låses op… Som man vil se, udviskes forskellen på familiesammenførings-og arbejdskraftpolitik i Liberal Alliances forslag, fordi alle vurderes på deres evne til at klare sig selv: Om du kommer for at arbejde eller elske, er ligegyldigt, bare du ikke ligger det offentlige til last. Hvordan produktionsområdet Danmark ville komme til at se ud under den samuelsen ’ske udlændingetænkning gennemført i ren form, skal ikke søges afklaret her. Man ville nok kunne iagttage visse forskelle fra i dag med hensyn til befolkningssammensætning, forvaltningen af religiøse spørgsmål, økonomisk vækst, mindstelønninger, etc.

Derimod kan det give mening at overveje, hvilken indflydelse en succesrig Liberal Alliance vil få på udlændingepolitikken i en regering Lars Løkke Rasmussen efter næste folketingsvalg. Det valgudfald kan jo på ingen måde afskrives som usandsynligt… Mange borgerlige vælgere har det tydeligvis også svært med det nye pointsystem, og af dem sætter en del formentlig deres lid til Liberal Alliance. I hvert fald melder partiet om markant medlemstilstrømning efter lanceringen af åbne grænserudspillet, så Alliancen var måske et sted for den hjemløse borgerlige anstændighed at slå sig ned? En metode til fortynding af VKO-tænkningen udi udlændingespørgsmålet?

[… Hvis Liberal Alliance blive tungen på vægtskålen …]

Hvordan Liberal Alliance vil agere i en sådan situation, er ikke så svært at gætte. En slags partiets essens kan uddrages ved iagttagelse af Anders Samuelsens politiske færd. Hans ambition er at få del i den magt, som VKO hidtil har administreret alene, for at ryge det socialdemokratiske velfærdsspøgelse ud af det borgerlige Danmark. Skatten skal ned, den offentlige sektor trimmes, velfærdsreformer gennemføres. Stort set alt andet er til salg, naturligvis også udlændingepolitikken.

Det ene år er Samuelsen garanten for, at Pia Kjærsgaard ikke kommer i regering, året efter vil det nærmest være en fordel for ham, hvis hun sidder parkeret i en ministerbil. Det ene år er Samuelsen tilhænger af euroen, det næste år er han det ikke. Som radikal mente Samuelsen , at »hvis man fjerner efterlønnen, får man kun én ting ud af det, nemlig, at det kun er dem, der spiller golf i forvejen, der kan gå, når de er 60.« I dag markedsfører han sig på, at efterlønnen er det glade vanvid. Hvad er der sket i mellemtiden? Ikke andet end, at efterlønsordningen er blevet forringet, at langt færre bruger den, at færre tilmelder sig ordningen som unge, og at Samuelsen har fundet det formålstjenligt at skifte synspunkt… Holdningsfleksibiliteten er syet ind i den fane, Samuelsen drager ud i det politiske liv under…

For få måneder siden erklærede Anders Samuelsen i et interview sin inderlige mangel på interesse for udlændingespørgsmålet – hvorfor skulle han dog mene noget om det, spurgte han forbløffet.

»Det, der afgør, om Danmark kan eksistere som selvstændig nation, er de emner, vi prioriterer, ikke retspolitikken eller udlændingepolitikken. Bruttonationalproduktet skal være stort nok, det er det afgørende, udlændingespørgsmålet er vel nummer 28 på en prioriteringsliste.« Det mest sandsynlige er, at Anders Samuelsen efter et valg vil droppe enhver ambition om at få opfyldt nummer 28 på den politiske ønskeliste, hvis ikke Dansk Folkeparti vil være med, og det vil Folkepartiet nok ikke.

Oven i købet kan der forudses den djævelske logik, at jo mere held Samuelsen får til at presse velfærdsreformer igennem, desto strammere vil udlændingepolitikken blive… For så vidt angår familiesammenføringsreglerne er det bedste gæt derfor nok, at Samuelsen enten må lade sig nøje med den gamle NY Alliance-parole »nok er nok«, eller at parolen om åbne grænser og lukkede kasser i den virkelige verden vil blive justeret i retning af lukkede grænser og lukkede kasser.”



11. maj 2009

“… vi har bygget Storebæltsbroen og vindmøller, vi kan selvfølgelig også klare det her.”

I 1978 var Hans Lassen VS’er, og var med til at udarbejde ’skolingsmateriale’, godkendt af hovedbestyrelsen. Her var de også ‘visionære og dristige’, eksempelvis i ønsket om dannelse af “arbejdermilitser, der understøttes af arbejdermasser” mod ‘borgerskabets dikatur’ (cit. Plum, 2000, s. 264f). Interview med bogaktuelle Hans Lassen i seneste udgave af Weekendavisen – Lykkelige Sisyfos (ikke online).

“Lad os begynde med Politikens vogter af journalisternes moral, Erik Valeur, som den forgangne weekend revsede medierne for ikke at ville skrive om muslimstof, når der er positivt at berette. Som bevis anførte Valeur, at kun Information har omtalt integrationskonsulent Hans Lassens nye indvandringsvenlige bog, Den anden virkelighed , »…resten negligerede den…

Nu udkommer bogen om den danske integrationssucces først om nogle uger, hvad der måske kunne tale for at udsætte dommen over medierne en stund… selv de fordomsfrie risikerer at falde i fordommenes sorte gryde. Hør bare:

Integrationen i Danmark er en monumental succeshistorie. Sin påstand om en helt anden virkelighed på indvandringsområdet end mediernes har Hans Lassen overbevisende belagt med skokkevis af statistikker og historier fra sit eget virke i det fynske…

Bogen er tør og kontant, en overbevisende opremsning af tallenes tale side efter side. I nødtørftigt uddrag:

Beskæftigelsen blandt ikke vestlige indvandrere og efterkommere er steget fra 49.000 til 135.000 fra 1997 til 2008… 80 procent af de kvindelige efterkommere mellem 16 og 19 år, er i gang med en uddannelse… 80 procent af virksomhederne er glade for de nye medarbejdere, næsten ingen af dem har oplevet større problemer udløst af kulturelle eller religiøse konflikter…

Den slags beretninger kombinerer Hans Lassen med simple, demografiske fakta: Vi reproducerer os ikke i tilstrækkeligt omfang til, at vi selv kan holde Danmarks befolkningstal oppe og erhvervene i gang… Konklusionen er enkel, optimistisk og kontroversiel: Vi skal have de sidste af de allerede indvandrede i job, men får brug for endnu mere indvandring. Den skal vi have fra ikke-vestlige lande…, og vi kan sagtens overkomme opgaven, nu vi har gjort os vore praktiske erfaringer gennem en snes års integrationsarbejde.

[…]

Jeg siger til Hans Lassen, at jeg godt kan lide hans bog, men at jeg har en del indvendinger – først og fremmest, at han ikke forholder sig til, hvor mange indvandrere af ikke-vestlig herkomst landet kan rumme. Han skriver sig uden om problemet, synes jeg, når han påpeger, at man skal være velkommen, uanset hvem man er, men intet skriver om grænsen for rummeligheden. Anerkender han slet ikke antallets betydning for integrationens succes?

Hans Lassen skriver stikord på papirsdugen, mens jeg opremser mine indvendinger. Laver diagrammer, cirkler og pile. Forbinder ord med streger, noterer antagonistiske positioner og finder det gyldne punkt mellem dem for at forklare sit synspunkt.
»Det betyder ikke det store. Jo, som ren matematik, selvfølgelig. Hvis der var kommet færre, ville de have haft en endnu bedre beskæftigelsesfrekvens, end de faktisk har opnået på trods og på tværs af medier, der hele tiden leder efter de dårlige eksempler.«

– Skal der ingen restriktioner være på antallet af ikke-vestlige indvandrere?
»Det er svært at sætte tal på. Det vigtige budskab er, at vi kan klare flere ikke-vestlige indvandrere, og at vi har brug for flere. Frem til 2040 mangler der 250.000 mennesker i den erhvervsaktive alder i Danmark. Det er problemet, vi skal løse. Vi kan ikke løse alle verdens humanitære problemer, men vi kan løse nogle af dem, mens vi løser vore egne samtidig. Lad os være visionære og dristige, vi har bygget Storebæltsbroen og vindmøller, vi kan selvfølgelig også klare det her. Lad os brande Danmark på den måde over for omverdenen, lad os samle det danske folk om at få de sidste 50.000 af dem, der allerede er her, i job og samtidig få flere ikke-vestlige indvandrere til at bo og arbejde her. Det er mit bud på sammenhængskraft.«

Hans Lassen tegner en lille oval på dugen. Det er den danske stamme, siger han. Mens han streger ovalen tydeligere, taler han den væk:
»Vi har historisk set været gode til at tage fremmede ind, gode til at tage bestik af virkeligheden, det er grunden til, at vi er her endnu. At vi har været i stand til at tage det fremmede ind. Men hvis du ser på menneskehedens historie, er hele verden som et vejrkort, hvor alt bevæger sig. En etnisk homogen enklave som Danmark er det unormale, det normale er folkevandringer og nomader, og det er naivt at tro, at folk ikke vil finde veje hertil. Der er ikke længere til Nordafrika end til Nordsverige.«

[…]

– Det svarer til, at man næsten ikke skriver om de 400 årlige trafikdrab, men om de millioner af sammenstød, der ikke sker hver dag.
»Det er ikke et godt eksempel. Vi taler om spørgsmål, der afgør regeringsmagten, om emner, der i den grad ophidser folkestemningen. Når regeringsmagten er afhængig af et ikke-retvisende billede, er der da et problem, synes du ikke?«

– Så dit egentlige problem er Dansk Folkeparti?
»Problemet er, at der kører en grundfortælling om, at integrationen er slået fejl, når der faktisk er tale om en kæmpe succes.«

Arne Hardis, der interviewer, skal have ros for sine kritiske indvendinger. Eksempelvis, at den gode udvikling de senere år er sket under en borgerlig regering støttet af det parti han foragter. At det kulturelle fokus han kritiserer medierne for, reelt “er baggrunden for den succes, han ridser op i sin bog”.



28. april 2009

“Og så skete der jo ydermere det, at de, der skulle være autoriteter, ikke turde.” (Pittelkow)

Ralf Pittelkow er interviewet af Arne Hardis til seneste udgave af Weekendavisen, og der kommer skarpe pointer frem. Fra Den lange omvej hjem til far (24/4-09).

“Ralf Pittelkows selvbiografi, som udkommer i næste uge, er én lang beretning om at komme hjem, ikke til selve barndommens sønderjyske land, naturligvis, men til 1950ernes, Sønderborgs, revisor-faderens og den danske befolknings normalitet. Den, der gik tabt i 1960ernes svimlende oprør…

Nu sidder jeg så hjemme hos manden, der har lagt navn til betegnelsen Pittelkowsyndromet; et begreb, hver og en i Danmark mener at vide hvad betyder: en lang vandring fra det yderste venstre, ind mod midten og forbi den og videre ud til det foghske Venstreland. Fra 1970er-årene på universitetet under den marxistiske rus, via VS til Socialdemokratiet, hvor han både har været international sekretær og i en overgang Nyrups rådgiver, og ud til tilværelsen som islamismekritisk forfatter og kommentator på Jyllands-Posten med formodet forståelse for fruen, Karen Jespersens, skifte fra Socialdemokratiet til Venstre.

I den forståelse er syndromet en lang, lige streg på målbevidst færd fra venstre mod højre, hvis man skulle illustrere det enkelt… Det er det store sving bort fra normallinjen, jeg især vil diskutere med Ralf Pittelkow. Vi har begge været medlem af VS og vist nok oven i købet samtidig i slutningen af 1970erne – han var højt placeret i partiet, jeg på en af de nedre hylder – så det har min store interesse at få hans udlægning af begivenhederne. Det får jeg så. I sin bog foretager Pittelkow et radikalt opgør med den revolutionære venstrefløjs tænkning. Også radikalere, end man vanligvis ser det hos gamle venstreorienterede.

»Jeg synes ikke, der var noget mærkeligt ved, at vi havde fuldstændig vildtvoksende tanker på et tidspunkt, hvor der ikke var nogen naturlige grænser eller holdepunkter. Jeg har heller ingen problemer med, at det røg ud i deciderede excesser. Derimod har jeg problemer med, at jeg blev hængende så længe i det. Selv, da det var på sit højeste – det må du jo også kende til – var der en orm, der gnavede, fordi der var så mange ting, der stred lodret mod de erfaringer og de mennesker, man kendte derhjemme fra. Pengene passede jo ikke. Efter min mening er der kun én mulig forklaring på, at det stod på så længe – vi taler jo om 15 til 20 år – og jeg er meget, meget ked af at måtte indrømme det: Det var konformisme. Omkostningerne ved at tage et opgør med et miljø, som i dén grad var en del af ens liv, var for store.«

Ralf Pittelkow taler om »en ekstrem subjektivisme« som forklaring på, hvad der egentlig skete. En grænseløs opfattelse af at kunne skabe verden i sit eget billede. Vær realistisk, kræv det umulige, som man sagde. »En totalt utænkelig tanke for mine forældres generation,« som han siger fyrre år efter det slogan.

»Hvis du tager et institut som det, jeg var på, så tog vi jo det hele. Vi satte os på det. Hvis nogen havde sagt, at vi måtte indse, at der var grænser for, hvad vi kunne, havde vi sagt, at det kunne vi da ikke se. Det kan ikke forklares ud fra en eller anden problemteori eller elendighedsteori, tværtimod kom det i en bølge af noget fantastisk positivt. Alligevel forkastede man hele det rådne samfund – det samfund, som havde givet én noget, som ingen andre generationer før havde fået. Den korte forklaring på, at det kunne ske: en frihedsrus.«

– Friheden kan blive for omfattende?

»Ja. Vi ville ikke aflevere noget, ikke give afkald på nogen form for behov, ikke indskrænke os, og derfor konstruerede vi os frem til et samfund, som indebar, at det kunne vi slippe for.«

– Det er barnets psyke?

»Ja. Vi var jo børn i den forstand, at der ingen autoritet var, der kunne sætte grænser for os, som vi var villige til at acceptere. Vi havde så meget medløb, at realitetssansen ikke behøvede indfinde sig, for vi styrede jo faktisk der, hvor vi sad – på humaniora og socialvidenskab især. Og så skete der jo ydermere det, at de, der skulle være autoriteter, ikke turde. De opgav, fordi det var så utaknemmeligt at gøre forsøget. Noget af det, jeg tænker på med den største beskæmmelse, er den miniudgave af den kinesiske kulturrevolution, som var i gang. Der har gået kvalificerede mennesker rundt i universitetssystemet, som jo i realiteten har fået deres karriere ødelagt af, at der herskede nogle strømninger, som på forhånd udelukkede dem fra at skrive de opgaver, de havde lyst til, og senere fra at få stillinger. Selv om det hele var en gang blødt lalleværk, var der også en jernnæve i fløjshandsken. Man udøvede i de snævre miljøer så ganske klart en magt.«”

Oploadet Kl. 13:50 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


21. december 2007

“I sit tørre, afdæmpede sprog sørger Øvig med palæstinenserne, men ikke med deres ofre.”

Interessant kommentar af Arne Hardis i Weekendavisen om Peter Øvig Knudsens to-binds bestseller om Blekingegadebanden – Gruppens egen logik (kræver login).

Min vurdering er, at de to bøger – muligvis bag om ryggen på deres forfatter – er forbløffende sympatisk stemt over for Blekingegade-banden og dens årelange arbejde med at skaffe PFLP så mange millioner som muligt. Forbløffende også, fordi modtagelsen af bogen har været så begejstret, uden at ret mange har overvejet det eftermæle, PFLP-supporterne udstyres med i kraft af Øvigs værk. Undtagelsen er et interessant interview i Politiken i november, hvor bladets Carsten Andersen borede i Øvigs fascination af bandens afsporerede idealisme og hans samarbejde med Stemmen – det anonymiserede medlem af banden, som har været Øvigs kilde til mange af bandemedlemmernes overvejelser…

Fornemmelsen af Øvigs fascinerede sympati for gruppen og dens verdensbillede næres af mange kilder, men det varer længe, før man opdager dem, formentlig fordi beretningen også rummer så mange og så detaljerede beskrivelser af bandens afstumpede adfærd.

I småtingsafdelingen: beskrivelsen i første bind af vrede Vietnam-aktivisters forsøg på at sabotere visningen af Wayne-filmen De grønne djævle i Saga-biografen i 1969. Nogle af aktivisterne smed hjemmelavet tåregas og smørsyre ind i biografen, men »desværre virkede ventilationsanlægget så effektivt, at lugtgenerne ikke hindrede filmen i at blive vist«, skriver Øvig. »Desværre«? Det ord er hverken dokument eller fantasi, det er sympati, ligesom ordet »heldigvis« ville have markeret afstandtagen. Og ligesom Øvigs efterfølgende konstatering af, at »først på femtedagen af demonstrationen tog biografdirektøren filmen af plakaten« betyder noget helt andet end, at »allerede på femtedagen…«. Mentalt er Øvig med i aktionerne ved biografen.

Og på den lidt større skala: Ligeledes i bind 1 skriver Øvig om de tyske RAF-terrorister, der var indsat i Stammheim-fængslet, hvor han tilsyneladende mener, at Andreas Baader blev myrdet af de tyske myndigheder. Hvordan skal læseren ellers forstå følgende formulering: »Eksperterne (nemlig dem bag tyske og internationale undersøgelser af dødsfaldene i Stammheim, AH) mente også at kunne forklare, hvordan det var lykkedes Andreas Baader at skyde sig selv i nakken.« Mente eksperterne virkelig det? Øvig mener ikke at kunne tro på det.

Og endelig i den helt store skala, uden hvilken de forannævnte eksempler jo uden videre kunne afskrives på bagatelkontoen: Ikke på noget tidspunkt overvejer Øvig, hvilke lidelser PFLP måske har påført den israelske befolkning ved hjælp af de millioner af kroner, som Blekingegadebanden forsynede deres venner i Mellemøsten med. Mens han omvendt bruger en del plads på de lidelser, som den palæstinensiske befolkning har været udsat for siden FNs delingsplan i 1948. Helt overordnet er PFLP i det øvigske verdensbillede i krig for en retfærdig sag på vegne af en lidende befolkning, mens Israel og landets allierede øver overgreb og forårsager lidelse. I sit tørre, afdæmpede sprog sørger Øvig med palæstinenserne, men ikke med deres ofre.

Øvig har ved sin vinkling af Blekingegade-sagaen placeret sig i en halvvejs blind vinkel i forhold til sagens internationale implikationer. En vinkel, som nogle gange er tragikomisk national, andre gange slet og ret adopterer Blekingegade-bandens syn på virkeligheden. Når han bruger så meget plads på Johan Schrøders ulovlige salg af en dansk våbenvirksomhed til israelske kræfter, er det jo grundlæggende en fabelagtigt god historie, han har fundet… den meget udførlige beskrivelse (cirka 30 bogsider) efterlader en fornemmelse af, at Øvig med kapitlet vil mere end det. Resultatet er i hvert fald, at han relativerer Blekingegade-bandens skyld: Borgerskabet drev ulovligheder på deres måde, banden på sin – kapitlet kaldes meget betegnende »Spejlinger«.

På samme måde fortynder han budskabet i beretningen om bandens Z-file, den omfattende registrering af danske zionister/israelere/jøder, som man tjenstivrigt iværksatte for at lette PFLPs kamp mod Israel i en begrebsverden, hvor betegnelsen zionist og jøde gled problemfrit over i hinanden…

Øvigs opfattelse af Blekingegade-bandens aktiviteter som afsporet, men fascinerende Robin Hood er relevant, fordi synspunktet effektivt forbinder banden med den venstrefløj, den udsprang af og isolerede sig fra…

Tag spørgsmålet om, hvem der dræbte Jesper Egtved Hansen. Er det Øvig, der af egen drift finder det spørgsmål irrelevant for de to binds ellers meget nøjeregnende og omfattende dokumentation? Et spørgsmål, som offentligheden har været stærkt optaget af siden den ulyksalige morgen i november 1988? At Øvig beskriver Jesper Egtveds efterladtes fortvivlelse og de øvrige ofres ødelagte liv, frikender ham vel ikke for en pligt til at bore i mordet, der aldrig blev opklaret? Eller etableres der en gensidig loyalitet mellem Stemmen og Øvig, som får ham til at undlade at interesse sig for, hvem der egentlig affyrede det dræbende skud på Købmagergade?

  • 22/10-07 Politiken – Millionrøveri i 1983 aldrig opklaret af frygt for terror (sidehistorie).
  • 1/11-07 Politiken – Når virkeligheden overgår den syge fantasi (anmeldelse).
  • 20/11-07 Politiken – Effektivt forbryderhåndværk (det omtalte interview).
  • 

    17. august 2004

    Arne Hardis og Tøger Seidenfaden om 24-års reglen

    Søndagens Deadline på DR2 havde 24-års reglen som emne, og gæster i studiet var Politikens Tøger Seidenfaden og Weekendavisens Arne Hardis. Førstnævnte påstod at Hardis, Erik Meier Carlsen (BT) og Ralf Pittelkow (JP) udgjorde et præsteskab af strammere, som skriver politiske analyser med det ene formål at forsvare regeringen.

    Selvkritik har aldrig været Tøgers stærke side, og er det ikke lige netop Politiken der i månedsvis har samarbejdet med Det Radikale Venstre for det som burde hedde ‘koloniseringsretten’.

    Link udgår d. 22/8-04: Deadline (fra 8.00 min. og frem)

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper