5. juli 2016

Mads Holger 1977-2016

Fra et af de tørreste steder i Middelhavet til tung regn over matriklen i det fynske. Jeg har adskillige blogposter i hovedet, og vil starte let ud, mens jeg arbejder på en længere rejseberetning. Jeg har masser af billeder, og alene sorteringen vil tage timer. Det er skønt at være hjemme, og idylen forstærkes blot af, at stokroserne nu står i blomst.

Alligevel er jeg trist. Flere medier beretter at Mads Holger i går blev fundet død i familiens sommerhus på sydfyn. Jeg vil nødigt lyde defaitistisk, men det siger en del om samtiden, at en af de få rigtige konservative meningsdannere vælger at tage sit eget liv i en alder af blot 38 år. Barnløs.

“Den historiske situation er ikke ulig romantikkens epoke, hvor også en gigantisk revolution i anden halvdel af det foregående århundrede havde omskabt samfundet kulturelt såvel som politisk. Netop i denne postrevolutionære epoke finder vi også frembruddet af den ideologiske konservatisme som en modvægt hertil. Det tilskrives ofte den britiske forfatter og tænker Edmund Burke, hvis konservative virke netop var et korrektiv til den franske revolution og dennes kulturelle følgevirkninger. Når således det mod slutningen af 17-tallet længe havde været comme il faut at lade guillotinen køre på fuld damp, bliver det jo ikke konservativt at insistere på, at den skal vedblive hermed, fordi dette repræsenterer en fastholdelse af status quo…

Der må derfor sondres mellem betegnelsen konservativ og reaktionær, og det kan hurtigt blive en semantisk strid om ord, men sikkert og vist er det, at dansk kulturliv ingenlunde repræsenterer noget nyt, men derimod blot en apatisk fortsættelse af det forrige århundredes revolution. Kunsten er således snarere at betegne som konform, risikofri og blottet for nytænkning. Ingen i dansk kulturliv drejer nemlig af, træder i karakter og træffer et omkostningsfuldt valg under hensyn til en højere sag.” (Mads Holger om ‘Roskildesygen’, 29. juni 2016)

(Blomstrende stokroser, Gammel Korup, 5. juli 2016)

Oploadet Kl. 11:03 af Kim Møller — Direkte link68 kommentarer


7. juni 2016

Mads Holger om kulturkanon-ambassadør Jens Christians Grøndahl og brandmajor Bertel Haarder

Venstrefløjen vandt kulturkampen i 1970’erne, og siden har dansk borgerlighed været en skygge af sig selv. Mads Holger sætter skabet på plads – Kulturel analfabetisme.

“… hos DR argumenterer Jens Christian Grøndahl for, at den kommende danske kulturkanon skal afspejle, at dansk kultur i høj grad oprinder i udlandet. Eksempelvis kan han fortælle, hvorledes demokratiet oprinder fra Grækenland ligesom selv frikadellen har anden oprindelse. Didaktisk belærer selvhøjtideligt forfatteren, at det er vigtigt, at den kommende danske kulturkanon ‘når ud over det rigide og forsnævrede identitetsbegreb, som især højrefløjen har dyrket meget’. …

Hvis vi lige bliver ved den græske tænkning, så repræsenterer Jens Christian Grøndahl utvivlsomt uden at være bekendt hermed den tænkning, som slægter den førsokratiske filosof Heraklit på. Det er tanken om, at alting flyder og grundet sin konstante bevægelse og omskiftelighed vanskeligt kan defineres. Denne tanke og dette verdenssyn blev netop korrigeret for ca. 2,5 tusind år siden af Platon og navnlig Aristoteles, hvis værker anskueliggør, at fænomener har særlige karakteristika, der udmærker dem som så. På samme vis kan man naturligvis også som et tænkende menneske tale om en særskilt dansk identitet, ligesom man kan tale om en særskilt tyrkisk, engelsk eller tysk.

Vi kan således også erfare, hvordan højvande og lavvande på skiftende vis tegner kystlinjen. Tag eksempelvis til Vadehavet, men det er jo en ringe tænker, der med dette in mente vil nægte muligheden af at kunne tegne et landkort, og dog er det rent kulturelt netop, hvad kulturminister Bertel Haarder har hyret Jens Christian Grøndahl til at gøre ved at udnævne ham til såkaldt kanon-ambassadør.

Dermed kan man egentlig også se med en vis grad af bekymring på Bertel Haarders placering i Kulturministeriet, for i dansk regering er dette blevet en retrætepost. Det er alment kendt, at vi her har at gøre med en åndelig efterlønsordning, og Bertel Haarder var da også om nogen manden, som af historien vil huskes for sin tid i en anden dannelsesmæssig sammenhæng, idet han gennem mange år sov på posten som undervisningsminister. Det var nu egentlig ikke, fordi han her udrettede noget videre galt. Han udrettede blot intet, hvilket nu videreføres til dansk kulturliv, som man i borgerlige kredse (herunder nok navnlig i Venstre) er komplet tonedøv over for. Bertel Haarder var således ikke pyromanen, der antændte den brand, som venstrefløjen fik rejst i vores undervisningssystem. Han var brandmajoren, der ikke gad rykke ud for at slukke ilden, hvorfor vi har med apatiske undladelsessynder at gøre.

Kulturel kompetence angår netop evnen til at navigere i det, der står mellem – og ikke på – linjerne, men i borgerligheden har man komplet opgivet at indlade sig herpå. Man er komplet ligeglad med, at Danmark omdannes til et Fraggelland, hvis blot man om nogle år måske kan få sænket topskatten blot en anelse.

Oploadet Kl. 01:35 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


17. november 2015

Mads Holger om reaktionen: “Anden Verdenskrig blev ikke vundet af Poul Henningsens revytekster…”

Efter det næste terrorangreb vil vi glemme det forrige, men enkelte billeder brænder sig fast. Rasmus Tantholdts interview med Patrick Jardin, far til et Bataclan-ofrene, vil blive husket. Han mistede sin datter i fredags, og reaktionen var væsensforskellig fra den pæne mand der til mindehøjtideligheden talte om ‘humanisme’ som den bedste form for terrorbekæmpelse. Patrick Jardin følte had, og det vil den pæne mand også gøre, når virkeligheden kommer tættere på. Og det vil den gøre. Skøn klumme af Mads Holger – Vel skal vi da ej bare gøre, som vi plejer.

“Oven på de frygtelige terrorangreb i Paris i fredags har det været omtrent lige så forfærdeligt at følge reaktionerne herpå. … Både høj og lav har givet sit besyv med, og jeg bed bl.a. mærke i manden på gaden, der foran den franske ambassade blev spurgt om sit syn på de ca. 130 døde i Paris. ‘Nu må vi imødegå det med humanisme’ forklarede han til den forstående og nikkende DR-journalist, der ikke rigtig fandt lejlighed til at stille uddybende spørgsmål. …

Det var ikke et angreb på Akropolis eller Palatinerhøjen, det var et angreb på helt almindelige borgere, der uden større poetisk sentimentalitet blot døde af skudsår og eksplosioner. De sang ikke Marseillaisen, mens de sov ind, de døde for de flestes vedkommende til lyden af en russisk produceret Kalashnikov-riffel.

Med andre ord er vores levevis ikke under angreb, det er vores territorium og sikkerhed, for vi har en fjende, der ønsker at erobre dette, og så banalt er det. Jeg er ked af, at jeg ikke i denne stund kan forfatte et højtsvunget epos om menschheit og humanisme. Jeg kan ikke finde anledning til at synge Celine Dion ligesom i sidste scene af Titanic, og jeg kan ikke finde anledning til at citere Poul Henningsen, og nu kommer der noget virkelig dramatisk i det følgende, hvorfor jeg skal advare svage sjæle, men her kommer det altså:

Anden Verdenskrig blev ikke vundet af Poul Henningsens revytekster, den blev vundet af små 25 millioner dræbte russere og navnlig konstruktionen på den russiske T-34 tank, hvor panseret havde en mere vandret positur, der gjorde den vanskeligere at penetrere. Jeg ved godt, at dette vil komme som et chok for mange, men det er i Danmark og Vesten ofte tilfældet, når vi konfronteres med fakta og virkelighed.

… hvilket bringer os til den anden reaktion, som både høj og lav har ladet lyde oven på det seneste angreb i Paris. Den lyder: Vi må fortsætte, som vi plejer, ellers har terroristerne vundet. Hertil må jeg svare klart nej. Det er forkert, det er heller ikke korrekt.

Forestillingen om, at vi bare skal gøre, hvad vi plejer, er at sidestille med en dansk bondemand og hans kone, der hver aften på god rustik vis går til ro klokken ni, men en dag slår lynet pludselig ned i gården og antænder en brand. Mens ilden breder sig fra æblegården til humlehaven og herpå stalden til deres søns værelse, kigger bonden på sin kone og siger: ‘Klokken er ved at være ni, vi må hellere gå til ro, som vi plejer, ellers har lynet vundet’. Naturligvis skal vi i særligt udsatte situationer agere på en særlig vis, der modsvarer omstændighederne.”

(Patrick Jardin, far til myrdede Nathalie, konfronterer premierminister Manuel Valls; Itele)

“For en time siden fik jeg at vide, at min datter var afgået ved døden. Det er ikke formelt sikkert endnu, for jeg har ikke identificeret liget. … Hun står ikke på listen over sårede, alle sårede er identificeret. Hun kan kun være på listen over dræbte.

Hvad føler de lige nu:

>Had. Ikke kun mod de personer der begik det. Men mod de personer, især politikerne, både på højre- og venstrefløjen, som har ladet den situation opstå. Som har tilladt, at Frankrig ikke mere er en retsstat eller et frit land. Man kan ikke mere gå til koncert uden at risikere at blive dræbt. Man kan ikke mere gå til en fodboldkamp uden risiko for en eksplosion. Det er utilstedeligt… Jeg føler helt ærligt had. Og hvis jeg kunne ville jeg også udgyde blod. Jeg synes, de fortjener det. (Patrick Jardin på TV2 News, 16. november 2015)

Oploadet Kl. 12:50 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


5. august 2013

Mads Holger: “… i sin ungdommelige rus tror man, at verden bliver et friere sted uden myndighed”

Mads Holger er en slag konservativ Ole Birk Olesen. Han har nogle gode pointer, men det er lidt en ørkenvandring at følge den ideologiske retorik-battle, der foregår langt fra den konkrete manifesterede virkelighed. Kronik i Politiken – Der er et værdipolitisk åndsfællesskab mellem venstrefløjen og liberalisterne.

“En tanke eller ideologi har det ofte med i sin første unge form at være for radikal til at indfri sin ambition, endskønt hensigten måske kan være nok så god. Således er netop tidens prøvelse og kultivering ofte at foretrække, og den liberalisme, vi i disse år ofte konfronteres med her til lands, har i den grad behov for at kultiveres, ældes og ædles.

Meningsmålinger viser således meget sigende, at netop ungdommen i stigende grad bliver liberalistisk… Nogle taler ligefrem om et decideret ungdomsoprør, og der er også til alle tider indlejret en særlig appel til netop ungdommen i denne liberale tanke. Man vil som ung gerne løsrive sig fra den myndighed, man tidligere har været underlagt. Man vil gerne frem i verden og har hertil behov for at feje alle forhindringer væk. …

Når typisk venstrefløjen karikerer de liberale som gruppe, portrætteres de som egoistiske og lidt primitive samt gerne med dårlig smag. Liberalister vil gerne afsværge sig dette og fortælle, at de faktisk også tænker på andre mennesker, men man mistænker måske, at dette kun sker, når de onanerer.

Jeg må desværre tilstå, at jeg om end kun delvis kan genkende denne karikatur, der for skade ofte giver hele det borgerlige Danmark et dårligt ry. Det skyldes bl.a., at man blandt mange liberale slet ikke vil anerkende, at noget (herunder også æstetisk) kan have kvalificeret forrang for et andet.

Så er det jo netop, at man risikerer pludselig at vågne op og ligne en traditionel ungliberal helt solarieforbrændt et sted i nærheden af Sunny Beach med et alkoholprodukt, der altid hedder noget med ’Ice’ samt en ny lændetatovering, hvorpå der står »åbne grænser og lukkede kasser« eller måske ligefrem »store kasser og ingen grænser«, hvis det blev virkelig sent.

Ingen bør dog være i tvivl om, at der værdipolitisk består et åndsfællesskab mellem venstrefløjen og vor tids liberalister, fordi man har modstanden mod traditionel myndighed til fælles. Netop venstrefløjen har mod egne intentioner lagt fundamentet for vor tids liberale strømning, eller det vil sige, netop venstrefløjen har eroderet det fundament, der i sit fravær gør denne mulig. Den antiautoritære tanke har i moderne tid sin rod i venstrefløjen.

Der var i ungdomsoprøret og 60’ernes opløsningstid en vilje til at omstyrte det traditionelle samfund, og den blev indfriet i en sådan grad, at vi nu har et samfund, der trues af opløsning.

Mange feministiske mødre fra den generation må i dag tænke sig om en ekstra gang, når nu de har opløst det patriarkalske samfund og kan se deres døtre rende rundt med ordet Diamonds tatoveret hen over plastikbrysterne, som de i øvrigt ikke har fået foræret af en gammel slambert, men selv finansieret. De skulle jo have lignet Annisette Koppel og ikke Linse Kessler, men sådan kan det gå, når man i for vid udstrækning sender far uden for døren.

[…]

Senest er liberale også blevet mere aktivistiske ved metodisk ikke at ville efterkomme landets love, nøjagtig som tidligere på den yderste venstreradikale fløj. Man vil ikke betale sine parkeringsbøder eller sin licens og insisterer på at sælge stoffer åbenlyst, fordi man ikke selv går ind for de pågældende love og derfor sætter sig ud over samme, således at man både går i rette med retsvæsen og politi.

Sidstnævnte er et glimrende billede på risikoen ved denne liberale gruppes ambitioner, for i sin ungdommelige rus tror man, at verden bliver et friere sted uden myndighed. Så kan man parkere, lige hvor man vil, slippe for fartbøder og skat, ryge crack hele dagen og i det hele taget realisere den grænseløse frihed, man sætter højere end noget andet, men i sagens natur bliver dette hurtigt vendt til et samfund med ringere frihed, hvor trafikken står stille, fordi alle kører over for rødt på crack. …

Efter kierkegaardsk forbillede træffer vi i tidens fylde nogle eksistentielle valg, der definerer, hvem vi er, men ethvert valg er også et fravalg, hvilket skal forstås dobbelt, fordi vi både vælger noget fra, men også bør gives et eksistentielt udgangspunkt, hvorfra vi vælger. Berøves vi således vort fundament, berøves vi også muligheden for at vælge og muligheden for frigørelse fra samme, så atter virker her den totale fristilling mod sine ellers gode intentioner. …

Når derfor jeg alligevel anvender denne myndighed som eksempel, skyldes det, at det liberale Danmark ikke vil anerkende mange af de andre myndigheder og beslægtede begreber, der på samme vis netop er fundamentet under frihed såvel som den nytte, man også higer efter. …

Det ender ofte i argumenter, der netop ofte optræder blandt meget unge eller ligefrem studentikose mennesker såsom: »Det er bare din mening« eller »synes du«, men når vi mødes i samtale, gør vi det ud fra en underforstået forudsætning om at have et fælles fundament, der netop muliggør en sådan. Også dette kan eroderes, når alt er til debat, og man stadig hænger fast i Heraklits forestilling om, at alting flyder. …

Det skyldes først en stærkt socialistisk inspireret antiautoritær bølge, der siden under seneste borgerlige regering søgtes erstattet af en liberalistisk inspireret nyttedoktrin med et økonomisk telos. Dette fik en afsmag af såkaldt »Herning Messecenter-liberalisme« med mottoet »Fra forskning til faktura«.

Imidlertid blev dette endnu et eksempel på, at man liberalistisk sindet ikke altid vinder nytte, når man angriber sagen direkte, for fraværet af basale færdigheder udløser ikke fakturering.”

Oploadet Kl. 13:37 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper