9. marts 2013

Ole Hyltoft: “Det er altså ikke Siad, der sprænger bomber hver anden dag overalt i verden…”

Kronik i Berlingske af Ole Hyltoft – Helligånden tager bolig i DR-byen.

“Kære læser! Vil du hjælpe mig med at løse et mysterium? Inden jeg peger på mysteriet, vil jeg føre dig ind i en TV-udsendelse, som DR viste forleden (27.-02.) Udsendelsen, kaldet Et ekstremt netværk, begynder med et udendørs møde i Århus. Vi ser Anders Gravers på talerstolen. Han er formand for en forening, der hedder »Stop islamiseringen af Danmark« (Siad).

Speakeren i dokumentar-udsendelsen siger: Vi er i Århus et år efter en ubeskrivelig tragedie i Norge. Derefter toner filmen direkte over til Breiviks retssag. Hvorefter speakeren taler om, at der på initiativ af Siad er ved at blive etableret et ekstremt internationalt netværk vendt mod islam. Ingen kan være i tvivl om, at Siad er forbundet med Breiviks ugerning. One way or another.

Udsendelsen udvikler sig til én lang insinuation imod Siad, der såvidt vides kun har benyttet fredelige og demokratiske midler i sin islam-kritik og kun har haft afsky for Breiviks udåd. Anders Gravers kalder i udsendelsen Breiviks handling for galskab og ondskab. Men man må godt nok sige, at udsendelsen formår at stille spørgsmålstegn ved Gravers’ rene hænder. Dokumentaren er én lang manipulation for at få seerne overbevist om, at Siad er hjørnestenen i en international, jødisk finansieret konspiration, der førte frem til Breiviks forbrydelse. Der fremlægges ingen beviser for denne insinuation i filmen.

(SIAD-aktivist efter overfald begået af ‘antifascister’, 2007; Uriasposten)

Den eneste vold, Siad mig bekendt kan sættes i forbindelse med, er at foreningens lovlige demonstrationer jævnligt bliver overfaldet af »Antifascistisk Aktion«, denne imponerende samling unge mænd og kvinder i sorte hætter og kamptøj, der forulempede og kastede æg i håret på bl.a. min bestyrelseskollega i DR, Katrine Winkel Holm, og kasserer i Trykkefrihedsselskabet, juristen Aia Fog, da de i Malmø ville overvære et møde med den hollandske politiker, Geert Wilders. »Antifascistisk Aktion« ønsker at have gaden for sig selv, ligesom en vis gruppe unge tyskere ønskede det i Berlin i 1930erne. Die Straße frei, lød det dengang.

Jeg har ingen forbindelse med Siad. Den stil, de fører sig frem med, er mig fremmed. Men jeg kan ikke sige mig fri for en mistanke om, at her begås uret. At kulturlivets kompakte majoritet tromler hen over en lille forening af nogle uakademiske medborgere, der af et ærligt hjerte er bekymret for frihedens bevarelse i Vesten. Et ekstremt netværk er et brud på DRs etiske retningslinjer, der fastslår, at DRs programmer ikke må have skjulte dagsordener, men skal være fair over for alle parter.

Udsendelsen ligner i sit politiske sigte en række andre DR-aktioner. … Røgelsen bedøver os – seerne – til at tro, at vi er bedre mennesker, jo flere ulandspenge vi uddeler, jo mere vi åbner grænserne for islamiske indvandrere, jo mere modersmålsundervisning vi giver. Hvad der støtter islam er godt. Hvad der kritiserer islam er betænkeligt og har tit en ond kerne. Som Siad.

Denne partiskhed strider imod radiolovens ord om, at DR skal være alsidig. Partiskheden foregår ikke sådan, at tv- og radioaviserne ikke dækker Christiansborgs dagsordener nogenlunde ligeligt. Skævheden ligger mere i det røgelsesbestænkede livssyn, DR holder op som idealet for os syndige mennesker. …

Til Siad-dokumentarens tilrettelæggere burde DR-ledelsen have sagt: Det er altså ikke Siad, der sprænger bomber hver anden dag overalt i verden og dræber og lemlæster tusinder. Den aktivitet udføres af dem, Siad vil holde på afstand af vores græsgange. Det er heller ikke Siad, der drager pøbel-skrigende gennem gaderne og bombarderer politiet. Det gør de, der vil spolere Siads fredelige møder. Jeg synes, at næste DR-dokumentar skulle handle om Det muslimske Broderskabs internationale netværk eller om »Antifascistisk Aktion«. For alsidighedens skyld.”

(‘Antifacistisk’ t-shirt logo set på Revoshoppen.dk)

Oploadet Kl. 00:21 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


8. september 2011

“Man kan godt være klog på den romerske oldtid og dog være et fjols på sit eget samfund.”

Kronik af Ole Hyltoft i dagens Jyllands-Posten – Multi-kultis mageløse opdagelse.

Man kan godt være klog på den romerske oldtid og dog være et fjols på sit eget samfund. Da jeg gik på universitetet, interesserede de fleste af mine medstuderende sig ikke en døjt for dagens samfund. Indtil sommeren 1968. Da blev de ambitiøse studenter munkemarxister og VS’ere. Hvorefter de da også i de følgende år kunne hente deres belønning i form af professorater, som især deres marxistiske tro kvalificerede dem til.

Nu har denne ”kulturelite” altså fundet et nyt, mageløst argument for at oprette multikulturelle samfund. De erkender, at multikulturen skaber konflikter. Men, siger de, er demokratiets hovedopgave ikke netop at løse konflikter? Demokratiet er med andre ord som skabt til multikultur. Tankegangen svarer til, at eftersom vi har gode hospitaler og ferme kirurger, så gælder det om at fremkalde flest mulige trafikuheld.

Nu er konflikter meget forskellige. Demokratiet er trænet i at løse en bestemt type af disse konflikter. Det kan dreje sig om, hvorvidt vi skal have en udvidet eller en begrænset efterløn. Om kontanthjælpsmodtagere skal arbejde for deres kontanthjælp eller ej. Osv.

Men det er ikke den type konflikter, de muslimske indvandrere fremkalder. …

Vi har efter århundreder med mere og mindre despotisk mørke opnået en vis grad af humanitet og demokratisk ligeret.

Denne skrøbelige omhu for menneskeværd, som Nordahl Grieg synger om, skal ikke tilintetgøres af indvandrere fra fremmede lande, der kommer hertil med et helt andet menneskesyn end vort – og Nordahl Griegs.

Når ”kulturelitens” eftertragtede multi-kulti afføder antihumanisme – og den risiko er åbenlys i disse år – må vi sige til kulturens ”elitetropper”: Nej, multi-kulti er for stor en risiko at udsætte vores sårbare danske og europæiske civilisation for.”

Oploadet Kl. 06:14 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


19. juni 2011

Hyltoft: Konservativ erhvervselite – Socialdemokratisk embedsmandselite – Rød kulturelite

Interessant kommentar af Ole Hyltoft i torsdagens Berlingske Tidende – Da Gammeltoft-Hansen blev til en sag (se evt. afkortet netudgave)

“For et par år siden havde Anders Fogh og Per Stig Møller inviteret mig til en frokost til ære for en udenlandsk præsident. Vi var vel en 60- 70 diplomater, politikere, kulturfolk, journalister og forretningsfolk, der samledes i forgemakket til festsalen på Christiansborg.

Marianne Jelved arriverede. Svend Auken gik øjeblikkelig hen og dannede gruppe med hende. Lidt efter viste Tøger Seidenfaden sig og stilede direkte hen til Jelved og Auken. Da Dansk Industris direktør Hans Skov Christensen viste sig, sluttede han sig til partyet.

De fire veg ikke fra hinanden, talte fortroligt sammen og blandede sig ikke med de andre under den langvarige velkomstdrink, der jo ellers var beregnet til, at folk gik omkring og hilste på hinanden.

Jeg kom til at tænke på denne uskyldige, men dog sigende episode, da det hemmelige samarbejde mellem ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen, journalist Nils Ufer og chefredaktør på Weekendavisen Tøger Seidenfaden kom for dagen. Ombudsmanden kender de fortrolige forhør i Tamil-sagen. Han giver sin fortrolige viden til Nils Ufer og Silketråden, der sørger for, at alle får adgang til oplysningerne i Weekendavisen. Hvorfor? Fordi Ufer og Gammeltoft-Hansen spiller sammen i et amatørorkester. Og fordi de tre, chefredaktøren, journalisten og embedsmanden, er brødre i ånden, den kulturradikale ånd.

Socialforskere har konkluderet, at der eksisterer tre styrende eliter her i landet. En erhvervselite. Den er konservativ. En embedsmandselite. Den er socialdemokratisk. Og en kulturelite. Den ligger et sted mellem SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten.

Hvis eliterne finder sammen på tværs, kan deres magt blive meget stor. Den kan overtrumfe den demokratiske magt i samfundet. Ved Christiansborgfrokosten blev jeg vidne til, hvor tæt forbundet kultur-eller medieeliten og forretningseliten var med Det Radikale Venstre og Auken-fløjen i Socialdemokratiet. En konstellation der jo har et fælles grundlag i EU-og islam-spørgsmålene.

(Hans Gammeltoft-Hansen, formand for Dansk Flygtningehjælp, cirka 1980; Youtube)

At Gammeltoft-Hansen var en politiserende embedsmand vidste man jo på forhånd. Han havde skrevet teksten til den indvandringslov, som de blinde politikere vedtog. Og som gør, at vi i dag har et parallelsamfund på 400.000 muslimer, overvejende u-uddannede, hvoraf adskillige siger, de ønsker Danmark lavet om til et sharia-samfund.

Man kan roligt sige, at nok spiller Hans Gammeltoft-Hansen smukt på sin tværfløjte, men det er ikke »Danmark i tusind år« han spiller.

De tre elite-systemer: forretningseliten, embedsmandseliten og kultureliten, er påfaldende ensrettet. Meget mere end den officielle magt, folkestyret er. Her deler vi os jo efter forskellige anskuelser.”

Apropos.

  • 11/6-11 Jyllandsposten – Ombudsmand bag tamil-afsløringer.
  • 12/6-11 Jyllandsposten – Ombudsmand nægter at gå af.
  • 16/6-11 Berlingske blog – Mads Kastrup: Død mand puster sig op – Tøger taler.
  • 18/6-11 Politiken – Alex Frank Larsen: Tøgers falske fremstilling af tamilsagen.
  • 

    12. april 2010

    “På den måde, udsendelse efter udsendelse, bakser Danmarks Radio med at få den genstridige befolkning på plads.”

    Det var fint at se Lars Hedegaard i Deadline igår, men det er nu meget DR’sk, at en markant fortaler for ytringsfrihed fik valget mellem at være djævelens advokat i forhold til børnepornografi, eller modstander af den fulde ytringsfrihed. Hvis Hedegaard ofte blev brugt som kommentator, eller Deadline altid formåede at fremhæve paradokser, så ville der intet odiøst være i det, men sådan er det langt fra.

    I sidste måned havde Deadline inviteret en svensk venstreradikal i studiet til en længere samtale om Sverigedemokraterna. Her var ingen paradokser. Han behøvede ikke forholde sig til hatecrime i relation til muslimske indvandrere, eller afkrævet en definition af det han han forstod som en god udlændingepolitik. Omvendt har man en Kurt Strand, der taler om ‘fremmedfjendskhed’ som var det et klart defineret begreb, alt imens interview-offeret uden afbrydelse får lov til at etikettere Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterna som højreekstremister i jakke og slips.

    Fra dagens Jyllandsposten – Hvem er højreekstremister?

    “For nylig havde DR 2’s Deadline besøg af den svenske journalist Kurdo Bakti. Han har lige skrevet en bog om sin ven, krimiforfatteren og kommunisten Stieg Larsson. Danmarks Radios interviewer lagde op til samtalen ved at fastslå, at Sverige nu var ved at blive et lige så uanstændigt land som Danmark…. Deadline kaldte skiftevis Sverigesdemokraterna for indvandringsfjendtlige og fremmedfjendtlige…

    I samme Deadline-udsendelse blev ordene fremmedfjendtlig og højreekstremistisk brugt i flæng. DR-journalisten fastslog, at svenske højreekstremister har begået flere mord. Han mente også, at Sverigesdemokraternas fremgang måske kunne tage luften ud af nazisterne. Jeg ville stemme på Sverigesdemokraterna, hvis jeg boede i Sverige. Jeg er altså nært beslægtet med nazisterne og en mulig morder.

    (Deadline, 16. marts 2010: Sverigedemokraterne fungerer som ventil i svensk politik)

    For et års tid siden blev en hidtil ukendt kvinde kendt i Sverige for sit nedladende syn på Danmark. Lena Sundstrøm hedder hun… Med moderlig bekymring så hun på et Danmark, der er så uanstændigt, at det modsætter sig at blive omformet til et arabisk sheikdømme.

    Intervieweren spurgte Lena Sundstrøm, om det da ikke var godt, at vi havde en åben debat i Danmark. Hun svarede med et modspørgsmål. Jamen havde den åbne danske debat da medført, at Dansk Folkeparti var skrumpet ind? Dansk Folkepartis tilbagegang var for hende det eneste succeskriterium for en åben debat. Det logiske spørgsmål, hvorfor det da var så galt, at danskere stemte på DF, stillede DR-journalisten ikke.

    (inkl. DR-intro; mere “nu går de mere i jakke og slips og stiller op i Rigsdagen”)

    En fredelig hollandsk familie, jeg kender, fortæller mig, at langt de fleste hollændere i dag står bag Geert Wilders. For ikke længe siden var han i Deadline. Deadlines journalist viste allerede ved sit forstenede kropssprog, at her var kommet en mand i studiet, som almenheden måtte tage afstand fra. Han udspurgte ikke Wilders, samtalede ikke med ham, men forhørte ham med gravmine. Det samme spørgsmål blev gentaget flere gange, som en forhørsleder gør, når han står over for en forbryder af værste skuffe.

    (se også: “I Sverige, er der på det seneste blevet begået flere hadforbrydelser…”)

    Slår man i sin fortvivlelse over på radioens P 1, får man også dér at vide, at vi, der foretrækker én national kultur i hvert land, er nogle afskum. Ganske vist udgør vi sådan ca. 80 pct. af befolkningen. Men så meget desto større er DR’s opgave med at rive os ud af vores syndighed.

    Jeg griber ned i bunken af P 1-besværgelser mod os uanstændige. I ”Orientering” kaldes Schweiz’ nationalparti for ”fremmedfjendsk”. Men er et parti fremmedfjendsk, fordi det ikke vil have minareter opført i sit land? Nej til minareter er vel ikke et nej til fremmede, men et nej til at islams aggressive ideologi får et endnu stærkere fodfæste i Europa.

    I en samtaleudsendelse med lytterne omtaler en lytter Carsten Jensen som venstreorienteret. Men bliver korrekset af programlederen, der siger: nej, Carsten Jensen er bare en ”anstændig borgerlig”…

    På den måde, udsendelse efter udsendelse, bakser Danmarks Radio med at få den genstridige befolkning på plads. Selv om man ikke kan beundre hensigten, må man beundre ihærdigheden.

    Mere.

  • Youtube: Kurt Strand interviewer Kurdo Baksi om Stieg Larsson, EXPO, Sverigesdem...
  • 20/9-09 Dagens Nyheter – Kurdo Baksi: I Kurdo Baksis Sverige får alla vara svenskar.
  • 20/3-10 Snaphanen – Kurdo Baksi hos Kurt Strand i DR-Deadline.
  • “Der er ikke mange af Baksis parametre, der ikke har stik modsat retning ude i virkeligheden.” (Snaphanen, 20/9-09: Kurdo Baksi i Utopia)

    

    9. februar 2010

    Ole Hyltoft: “Kald det nationalfølelse. Der er intet ondt i det ord.”

    Kronik af Ole Hyltoft i lørdagens Kristeligt Dagblad – Nationalfølelsen er god nok (kræver login).

    “At være i et fællesskab er uundværligt for mennesker. Kan EU erstatte tidligere tiders varme partipolitiske fællesskaber? Nej, EU føles som noget nødvendigt, men også som noget fremmedartet og uoverskueligt…

    Hjemmet udgøres af ens kære og ens venner. Men også af ens modersmål, boligen, hjemegnen og vejrliget. Og så af den historie og den kultur, nutiden er vokset ud af. Han, der bor i Holbæk, har bronzealderens fisker i Isefjorden som et tilstedeværende medlem af sin egen familie. Københavneren skal huske, at hans fader stod her i Vester Voldgade den kolde nat den 11. februar 1659 og affyrede sin muskedonner ind i brystet på den svenske officer, som Carl X Gustav havde beordret til – sammen med 10.000 andre – at indtage, voldtage og plyndre København.

    Vores hjem er ikke kun vores egen gade eller hus, men alle de steder, hvor vores sprog tales, og hvor vores historie har fundet sted… Jo bedre vi kender alt dette, jo mere vi indoptager det i os, jo mere er vi vores egen kulturarv, jo mere er vi vores land, jo mere har vi derved mangfoldiggjort vores liv. Kald det nationalfølelse. Der er intet ondt i det ord. Det har intet at gøre med nationalisme, den ophidsede massesuggestion, stormagternes befolkninger gik i krig med i 1914. Nationalfølelse er hjemlighed. Det er naturligt. Det er en rolig lykke at kende sit hjem, værdsætte det, tage sit udgangspunkt her.

    Nationalfølelse peger ikke kun bagud. Den indbefatter også fremtiden. Vi skal identificere os med vores efterkommere… Nationalfølelse er ånd… der forbliver en længsel i os efter ånd, som går dybere end, at enhver må blive salig i sin tro og i øvrigt hytte sit skind, så godt han kan. Af de mange faldne fællesskaber står det nationale stadig oprejst…

    Nationalfølelsens værdi nummer et er, at den frigør os fra egoismen. Den rummer denne magiske dobbelthed, at vi er os selv. Men vi er også de andre omkring os. Velfærdsstaten siger, vi er forpligtet over for fællesskabet. Men nationalfølelsen siger noget mere. Nemlig, at vi er et med vore medmennesker. Ikke i fysisk forstand. For fællesskab er en åndelig tilstand.

    Men det åndelige fællesskab giver sig fysisk til kende. På fortovet griber vi efter den forbipasserende, der snubler. Vi rækker en arm til den blinde, der skal over gaden. Vi trøster et grædende barn. Vi klapper vores ven på ryggen. Vi kysser en veninde. For livet er en hård affære. Og alle omkring dig er kød af dit kød, blod af dit blod…

    Dette betyder ikke fjendskab over for folk uden for den nationale samhørighed. Den identitetsskabende nationalfølelse er bare ikke til stede mellem for eksempel indonesere og sjællændere. Det internationale er et samarbejde. Det nationale er en fælles følelse, der overskrider jeg’et.”

    Oploadet Kl. 22:02 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    5. oktober 2009

    Bettina Heltberg om demokratiske islamister og indvandringen der ikke var et større problem

    Tøger Seidenfaden vil sikkert mene hun er ‘gifted’, men for en højreorienteret blogger er hun en gave. Birgitte Heltberg diskuterede socialdemokratisme med Ole Hyltoft i gårsdagens Deadline.

  • 4/10-09 Deadline 2. Sektion, DR2 – Lille socialdemokrat, hva’ nu (30 min.).
  • Bettina Heltberg, journalist: Oles tankegang virker på mig en lille smule nostalgisk. Du taler om Jeppe Aakjær, du taler om Bomholt, du taler om Grundtvig… Det er jo egentligt ikke det der spiller en stor rolle i dag. I dag spiller det en rolle, om et menneskesyn, som er det socialdemokratiske menneskesyn om, at vi alle sammen kan være med og vil være med, tør være med. At vi alle sammen er kommet ud af almuesindet, og blevet ligesom selvstyret, selvstændige mennesker… somme tider er Helle Thorning fantastisk, andre tider snakke hun om burkaer, og så er jeg ikke så glad for hende.

    […]

    Arne Hardis, Weekendavisen: Jeg tror, at det er helt afgørende for denne her diskussion, at socialdemokratiet skifter formand fra Anker Jørgensen til Svend Auken. I det øjeblik Svend Auken sætter sig til rette i formandsskabet i efteråret 1987, så lægger man låg på den [indvandringskritiske, Kim] linie, der var på vej frem i partiet, at man måske skulle tage det her problem alvorligt, og man istedet for at udgive pjecer om, at der er grund til bekymring for om de integrerer sig, så udgiver man pjecer om, at nu skal man også bekæmpe danskernes racisme. Og hvis man skærer helt ind til benet… så må man sige, at Dansk Folkeparti havde ikke set dagens lys, hvis Socialdemokratiet havde opretholdt den linie der var under spiring under Anker Jørgensen, som jo sagde, at nu skal vi også passe på ikke at blive overrendt. Det sagde han i valgkampen i 1987…

    Bettina Heltberg: Jeg tror man skal tænke på at Danmark, dengang og også i dag, er et nationalt samfund med meget store problemer, uddannelse, sundhed, veje, trafik, broer og så videre. Efterløn, kæmpestore problemer, som den politiske ledelse jo skal løse, og jeg tror den socialdemokratiske ledelse dengang først og fremmest tænkte på at komme igang med nogle af de her problemer, og jeg tror ikke at indvandrere og indvandring som sådan stod som et meget meget stort problem. I øvrigt – vil jeg tilføje, sådan ser jeg heller ikke på det i dag. Jeg ved ikke hvad det er for en mystisk indsnævring af debatten, at man fokuserer i den grad på indvandrerproblemet. Jeg må gøre opmærksom på, at vi lige har haft valg i Tyskland, hvor det desværre gik socialdemokraterne ret dårligt. Men i løbet af den tyske valgkamp, som man selvfølgelig kaldte for kedeligt, der var der ikke et eneste ‘issue’, et eneste område der hed indvandring, og det til trods for at Tyskland som i ved, har et meget meget stort antal indvandrere. Det er ligesom Danmark, lille kære søde rare Danmark, har i den grad forelsket sig i indvandrerproblematikken. Den er jo underholdende, og den placerer visse af vore medmennesker, som tabere. Som muslimske tabere… og vi ser så nogle mennesker som er nede i forhold til mange andre værdier i det danske samfund, nogle som er lidt ressourcefattige, og det er efter min mening ubegribeligt ubehageligt, at se.

    […]

    Ole Hyltoft, forfatter: … det mest venstreorienterede standpunkt man kan tage i dag, det er ikke om der skal være en krone mere eller mindre i timebetaling til støberiarbejderne, fordi det ordnede fagforeningen. Det mest venstreorienterede synspunkt man kan have i dag politisk, det er at sørge for, at denne barbariske ideologi ikke får et indpas i Europa, så det får fodfæste i Europa, sådan så Danmark pludselig består af to grupperinger. En frisindet og en frihedssøgende gruppering, og en regelsøgende og en kadaverdisciplin og en ulige holdning. Det var derfor jeg meldte mig ind i Dansk Folkeparti.

    Bettina Heltberg: Jeg vil sige, det er altid vanskeligt, at diskutere eller være uenig med en som er ekstrem. Man kan høre på dig, at du er ekstrem. Du har meldt dig ind i Dansk Folkeparti… Jeg vil gøre dig opmærksom på, at Dansk Folkeparti er et højreparti… Det er altid meget vanskeligt at tale imod folk som taler ekstremt. Og nu du taler om den galoperende islamisme, og frygten for at vi skal blive bombarderet med antidemokratiske anskuelser, så siger jeg – hvor er det du ser det henne? Er det i Danmark, er det i lille behagelige rare venlige Danmark – Nej, det er det jo ikke. Der findes jo demokratiske islamister, der findes jo demokratiske muslimer. Der er ufatteligt mange… (afbrydes)

    Ole Hyltoft: – Demokratiske islamister?!?, jamen så læs – ved du ikke hvad der står i Koranen. Ved du ikke… (afbrydes)

    Bettina Heltberg: – jov, ved du det? (ryster på hovedet)… Der findes fantastisk mange demokratiske muslimer… vi skal tage hensyn til vores medmenneskelighed, og den fortæller os ikke, at den person er ringe, og den person kan måske gå an, og den person er bedre – nej, den taler om et fællesskab, og det fællesskab kan også omfatte muslimer, og børn af muslimer.

    (Bettina Heltberg, Deadline 2. sektion, 4/10-09)

    

    11. juni 2009

    Ole Hyltoft om ‘Kulturkompagniet’

    Kronik af Ole Hyltoft i dagens Jyllandsposten – Det ensrettede kulturkompagni.

    “De kulturradikale klager over tonen hos os islamkritikere. Deres egen tone er ikke til at tage fejl af. Bettina Heltberg har i Politiken skrevet, at Søren Krarup har »et psykoinfantilt ansigt«, og at han i det hele taget er et psykiatrisk tilfælde, rede til indlæggelse. Carsten Jensen har udnævnt Pia Kjærsgaard til at være »dronning af en skraldespand«. Politikens politiske redaktør, Kjeld Hybel, mener at vide, at når Pia Kjærsgaard skriver i avisen, foregår det ved, at »hun hælder en sjat af sin hjernebetændelse ned på noget papir.« Mogens Lykketoft er mindre opfindsom, mener bare, at Flemming Rose er »en af de største tåber«.

    Lidt i skyggen af disse superintellektuelle præstationer kommer så det faste kor af journalister, billedkunstnere, skuespillere, forfattere, der altid finder undskyldninger for de forbrydelser, der begås i Koranens navn… Jeg har lyst til at spørge mine journalist- og forfatterkolleger: hvad er værst – at vi er et par forfattere med Ayaan Hirsi Ali og Salman Rushdie i spidsen, der siger kritiske ord om koranen, eller at man hænger 16 års drenge i koranens navn, fordi de er gået i seng med hinanden? Som det sker i Saudi-Arabien.

    Ja, hvad er kammertonen? At tale floromvundet og dermed lægge slør over ufriheden og umenneskeligheden, eller tale sandt?

    Er det religionshad når lærer Gitte Kongstad skriver i avisen, at hun har hørt en muslimsk dreng fra 4. klasse på sin skole sige: »Jeg vil dræbe mine klassekammerater, hvis Allah siger det«?

    […]

    Kulturkompagniet opfatter sig selv som venstreorienteret. Hvordan kan dette kompagni så støtte en kultur, der er brutalt højreorienteret, mandsdomineret, kvindeundertrykkende, seksualforskrækket, feudalistisk og, lad os bare sige det ligeud, barbarisk?

    Oploadet Kl. 17:34 af Kim Møller — Direkte link47 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    7. februar 2009

    Gitte Hænning: “Hvorfor udnytter vi ikke det energiske og positive ved de fremmede…”

    Sidste år kunne man i et af tidens mange talentshows, høre en pige synge Gitte Hænnings Bare 16 år, hvad Peter Aalbæk Jensen efterfølgende betegnede som “et ekstremt højreorienteret indslag”, formentligt fordi sangerindens plisserede nederdel mindede han om tiden før det kulturelle selvhad tog fart. Eliten har altid foragtet det folkelige, og de siger ret beset alle det samme: Eks-ambassadør James P. Cain, skuespillere Lars Mikkelsen og Iben Hjejle… og kosmopolitten Gitte Hænning. Sidstnævnte interviewet til forrige udgave af Ældresagens Nu (2008/6, s. 24-29) Jeg er så dansk i mit hjerte.

    “”Jeg er bange for angsten for udlændinge. Det er forkert, at vi som danskere skal holde os inden for de fire vægge – den lille hyggelige danske stue – og det er en stor politisk opgave at undgå racisme og angst. Jeg holder ikke min mund, jeg har talt direkte mod Pia Kjærsgaard under en turne i Danmark. Det er godt, at hun kæmper for bedre forhold for de ældre, men hun skal ikke misbruge deres angst for de fremmede, og det synes jeg, hun gør”.

    Gitte Hænning mindes en turne i Danmark for seks-otte år siden med Ib Glindemanns Orkester. Nogle unge socialdemokrater havde lavet satiriske plakater med blandt andre statsminister Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard. Gitte tog plakaterne med på scenen, holdt dem frem og spurgte publikum: Er det jeres prioritet, at disse folk skal styre Danmark?

    “Jeg kan huske, at plakaten med Pia Kjærsgaard havde en tekst som hed Gid du var i Istanbul og blev der” med henvisning til Dorthe Kollos gamle hit med Peter fra Skanderborg.

    Jeg valgte at tage plakaterne med på scenen, fordi vi alle skal værne om det positive ved Danmark…

    “Angst for de fremmede er noget, der gør Danmark til et meget, meget lille land, det gør det pinligt at være dansker i udlandet. Jeg efterlyser i stedet mere fantasi i vores forhold til fremmede. Hvorfor udnytter vi ikke det energiske og positive ved de fremmede, se på England eller Tyskland, det er multietniske og multikulturelle samfund, det kunne Danmark lære noget af.”

    Kommenteret.

  • 6/2-09 Ekstra Bladet – Ole Hyltoft: Vrisne gamle mænd: Jeg – en fremmedhader? (ikke online).
  • “Er jeg bange for fremmede? Jeg boede engang i Boston i to måneder sammen med min ven Kigundu fra Uganda. Vi var da ikke bange for hinanden. Nej, Gitte, historien om dine landsmænds modvilje mod muslimer begynder et andet sted. For tyve år siden gik jeg ned ad Vester Voldgade i København. En større demonstration med bannere og hele molevitten kom imod mig. Hvad var det for en fanget frihedskæmper, demonstrationen ville have løsladt? spurgte jeg mig selv. Da jeg kunne læse bannerne, stod der på dem: ‘Dræb Salman Rushdie ‘. I interviewet siger du også, at Danmark er ‘et gammelt land med gode værdier’. Se, en af disse gode værdier er, at vi ikke slår kunstnere som dig og Salman Rushdie ihjel, selv om I skriver eller synger noget, vi ikke bryder os om…

    Et islamisk Danmark vil være et farvel til de gode værdier, du taler om, og et farvel til det stade i civilisation, vi er nået til… Det er ikke mennesker, vi hader. Det er en ørkenideologi, vi afskyr.

    

    26. marts 2008

    Ole Hyltoft: Islamdebatten drejer sig ikke om spidsfindige fortolkninger

    Kronik af Ole Hyltoft i gårsdagens Jyllandsposten – Jensen og Simonsen på slap islamisk line.

    “Kender De en professor ved navn Tim Jensen? Det gør De måske ikke.

    Men han har ellers været meget i fjernsynet og radioen de senere år. For han er professor i Koranen – eller hvad sådan et professorat nu hedder.

    Forleden var han i DR’s Deadline, 2. Sektion. Her fremsatte han et forslag der virkelig kan være med til at forny integrationen herhjemme. Kvindelig omskæring er forbudt i Danmark. Men, foreslog han, man kunne jo komme omskæringshungrende muslimske kvinder i møde ved at give dem lov til en lidt mindre omfattende omskæring. Kvinderne skulle dog være fyldt 24 år, før denne lykke kunne times dem og de fik lov til at skaffe sig en frisk, lille omskæring.

    Borte var for en gangs skyld alt det abstrakte spindelvæv om Muhammed og hans pumpestok. Her var kød på bordet, mellemkød, kan man sige…

    Men Jensen havde mere i ærmet. På denne højhellige søndag proklamerede han, at Biblen og Koranen – hvis studeringer han altså lever af – betød lige så meget for ham som lokumspapir. Han ville dog ikke i fremtiden rive sider ud af Koranen, som man river lokumspapir af rullen…

    Der er i det hele taget noget kækt ved disse professorer i mellemøstlige studier. Jeg diskuterede for nylig i TV 2 Radio med en anden koranprofessor, Jørgen Bæk Simonsen. Han blev så ophidset over, at jeg ikke gik ind på hans idéer, at han afskar mig fra enhver ret til at mene noget om islam. For som han sagde, ”du sidder jo bare deroppe i din idylliske bjælkehytte i Nordsjælland”.

    Og det er jo rigtig nok. Så hvad kan man sige til det, andet end at det nok er lettere at holde hovedet koldt i Tisvilde end i Damaskus.

    Efter disse berigende møder med vore to kapaciteter inden for håndsafhugning, omskæring, stening af kvinder og hængning af homoseksuelle har en tanke slået mig. Hvad er egentlig grunden til, at disse to pionerer for islamiseringen af Danmark igen og igen skal optræde i tv og radio? De ved – formentlig – besked om nogle sproglige og fortolkningsmæssige finesser i den lovbog, der byder muslimer at omvende eller subsidiært ihjelslå os vantro. Men drejer islamdebatten sig om spidsfindige fortolkninger?

    Nej, den drejer sig om ja eller nej til, at sære spiseregler, ulighed mellem kønnene, håndsafhugning af tyve og dødsstraf for sex skal være lov i Danmark. Den drejer sig også om hvorvidt vi skal se gennem fingre med familiedrab, mordtrusler mod tegnere og forfattere, afbrænding af biler og skoler. Om overtro og vild fanatisme skal sætte dagsordenen i vores land. Om middelalderen skal vende tilbage.

    Men dette er jo ikke noget professorerne Jensen og Simonsen er bedre til at afgøre end De, kære læser. Islamdebatten handler om indskrænkning af ytringsfriheden, om forbrydelse, kriminalitet, barbari, ikke om bisætninger i en 1.400 år gammel lovbog for nomader i Østen.

    

    4. december 2007

    Ole Hyltoft: Uffe Ellemann-Jensen og Birthe Rønn Hornbech er DR-darlings

    Ole Hyltoft i dagens Jyllandsposten – DR’s to falske alibier .

    “Vi får ikke længere lov at høre gode historier læst op i Danmarks Radio. Det har ellers været en stor glæde for lytterne i generationer. Det er synd og skam.

    DR har dog gjort en undtagelse. Selvcensurens førstemand i Danmark, Uffe Ellemann-Jensen, får i disse dage lov at læse sine memoirer højt i radioen. Hele tjavsen. Der sidder en flok af hans få tilbageblevne Venstre-støtter – eller mon det nu ikke snart er radikale venstre-støtter? – i en sal og lytter. Og det hele kommer altså ud i æteren. Som DR’s særlige støtte til Uffe Ellemanns julesalg…

    Bogen har ingen litterær kvalitet. Intet sprogligt løft. Ingen observationer ud over, hvad hundreder har set og sagt før ham. Vi rumler ad journalistikkens flade landevej…

    Man spørger: Hvorfor skal disse lidet bemærkelsesværdige erindringer så sættes i DR’s glas og ramme?

    Og så kommer man i tanker om, at noget tilsvarende skete sidste år. Med en anden Venstre-politiker. Birthe Rønn Hornbech. Også hun havde skrevet memoirer uden litterær værdi om en bedsteborgerlig opvækst i hovedstaden. Også hun blev af DR bedt om at læse hele sin bog højt for et indbudt publikum. Med det resultat, at bogen blev en bestseller.

    Hvoraf kommer nu DR’s enestående beredvillighed til at blæse netop disse to politikeres beskedne litterære indsatser op til noget enestående?

    Politik er en såre gennemsigtig videnskab. Og DR’s politik er ikke den mindst gennemsigtige.

    DR har længe været under berettiget mistanke for ikke at leve op til DR’s lovfæstede krav om at være upartisk. Nogle siger, at DR er venstreorienteret. Jeg vil hellere sige, at DR favoriserer medieoverklassens synspunkter…

    Omvendt modarbejder DR det folkelige Danmarks politik. Den er især repræsenteret af Pia Kjærsgaard samt et halvt Venstre og et halvt socialdemokrati.

    DR’s modtræk til denne velbegrundede mistanke er så at give to skrivende borgerlige politikere en begunstigelse ud over alle grænser. Se hvor er vi upartiske…

    Men de to borgerlige politikere, man giver positiv særbehandling, er netop afvigere fra deres parti. Det er de to, der i spørgsmålene om indvandring, asyl og ytringsfrihed er gået over til medieoverklassens politik.

    Birthe Rønn har medieoverklassens syn på tørklæder, asyl m.m. og bliver som tak tiljublet af mediernes lettere kavaleri af journalister og reklamefolk.

    Og Uffe Ellemann er jo blevet den internationale islam-censurs fremmeste talsmand i Danmark.”

    Oploadet Kl. 12:42 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper