2. februar 2018

Jalving om hijab-fremstød: “Hvad disse kvinder tror er subjektivitet, er gentagelse, tradition og norm.”

Freelancejournalist Lotte Ladegaard hylder på POV International det islamiske tørklæde, og fortæller med udgangspunkt i egne oplevelser, at somalilandske mænd er gode til at rose kvinder for deres tørklæde: “Ikke på den #metoo-agtige måde. Bare på den søde måde“. Torsdag blev dagen hvor shariaen trumfede Metoo-hysteriet.

Mikael Jalving skærer igennem – Retten til at gå klædt, som mænd vil

“I går var det World Hijab Day. Jeg fejrede den ikke, men Politiken gjorde naturligvis opmærksom på festdagen i et nyhedsbrev.

‘Kvinder over hele verden, uanset etnicitet og religion’, hed det triumferende, ‘har båret denne hovedbeklædning ‘i solidaritet med verdens muslimske kvinder’, efter at en ung kvinde fra Bangladesh, bosiddende i New York, indstiftede dagen for fem år siden.

Ifølge det arabiske nyhedsmedie Al Jazeera deltog kvinder fra omkring 190 lande i fejringen af ‘retten til at gå klædt, som man lyster’.

Det var den sidste formulering, jeg faldt over. ‘Gå klædt, som man lyster’. Korrektion: Der mangler et d i man. Der burde have stået: Gå klædt, som mand ønsker. …

Læs Koranen, du kan låne den på biblioteket. Der står alt, du behøver vide. Læg dertil århundreders vold og magt, og du er ved at være fremme ved en slags forståelse af, hvorfor moderne unge kvinder tror, de udtrykker sig, når der i virkeligheden er tale om underkastelse.

Overmagten ligger indlejret i religionen, i dens skrifter og i den historiske praksis. At unge kvinder i dag så kommer rendende fra alle gadehjørner og siger, de gør det frivilligt, er at lade som om, at forhistorien ikke findes, og at den sociale og religiøse kontrol pludselig er afskaffet, fordi de unge mennesker lever i et demokrati eller i den globale verden. Kære venner, tro om igen.

Hvad disse kvinder tror er subjektivitet, er gentagelse, tradition og norm. Hvis de virkelig ville være noget nyt og anderledes, lod de tørklæderne blive i skabet.”

(Canadiske ‘Vikinger’ fejrer World Hijab Day 2018; Foto: Twitter)

Oploadet Kl. 19:45 af Kim Møller — Direkte link42 kommentarer


26. januar 2018

“… hvordan vandt de nationalt sindede europæere egentlig terræn? For det gjorde og gør de fortsat.”

Forklaringen er ligetil. Folk flest er konfliktsky, og gider ikke indtage ukomfortable ideologiske positioner. Masseindvandringens konsekvenser har ad åre tvunget folk til at tage stilling, og enhver reflektion driver den førte politik til højre, mod realismen. Mikael Jalving sætter ord på – Jeg er rundet af et liberalt og progressivt grundsyn, men så…

“Hvornår blev humanisterne og flygtningevennerne så fandens frelste? Og hvordan vandt de nationalt sindede europæere egentlig terræn? For det gjorde og gør de fortsat. Jeg forestiller mig denne torsdag eftermiddag, at hvis flere i hver lejr begyndte at tænke og reflektere åbent om, hvordan de kom derhen, hvor de er i dag – politisk og identitært – så kunne vi måske begynde at tale sammen igen en skønne dag. …

Jeg kunne formentlig godt være blevet en hæderlig jurist eller tandlæge, hvis ikke jeg var blevet distraheret af min dansklærer i folkeskolen og min historielærer i gymnasiet, som stille og roligt fik mig på andre tanker, lærte mig at læse bøger og fra jeg var ca. 15 år forsøge at gøre mig bekendt med tidligere tiders erfaringer, frembringelser og overbevisninger uden at hovere eller at være ligeglad.

Det er først, når man begynder at forstå sin egen tid i et historisk forløb, at man i privilegerede øjeblikke kan betragte sin egen tidsalder udefra, dvs. se dens dogmer, uskrevne regler og usagte sandheder, og på et tidligt tidspunkt, mens der stadig hang en em af romantik ved det at være venstreorienteret eller ‘kritisk’ over for autoriteter og traditioner – og hvor jeg jo ved selvsyn kunne konstatere, at det gerne var de populære venstreorienterede fyre, der løb med både de kønne piger og lærernes opmærksomhed – at jeg fik den mistanke, at den ægte revolutionære ofte er den ægte konservative.”

Lad mig høre.

Oploadet Kl. 09:52 af Kim Møller — Direkte link38 kommentarer


10. januar 2018

Jalving: Cekic og DR kolporterer usandhed – Ikke 3 pct., men hele 42 pct. er dømt efter straffeloven

Jeg har hørt de tre procent nævnt flere gange, blandt andet i Rushys Roulette på Radio24syv. Det lød for godt til at være sandt, og var det dog også. Ingen er forpligtet over sine evner, og det overrasker ikke at Özlem Cekic argumenterer med udgangspunkt i forkerte tal, men når nu DR Nyheder forsøger at få sekvensen til at gå viralt, så bør de selvfølgelig have styr på dokumentationen. Hvis det var tal fra Den Korte Avis eller lignende, så ville det være ‘fake news’, og et emne for kommende udgaver af Presselogen. Statsfinansieret propaganda.

Solid blogpost af velskrivende Mikael Jalving – Myten om de 97 pct.: Özlem Cekic bør undskylde offentligt.

“Det var den 2. januar, og jeg var knap nok vågen. Juleferiens hektiske familieprogram havde i kombination med min mentale dvaletilstand gjort mig sløv og doven. Jeg stod i DR P1 Debat sammen med Børsens debatredaktør, en teatermand og debattøren Özlem Cekic og lod som om, jeg trak vejret. …

Undervejs i radioudsendelsen fremkom den tidligere SF’er og nuværende ‘brobygger’ Özlem Cekic med nogle tal, som forekom mig utrolige. Hun slyngede dem bare ud, som var det tale om ubestridelige kendsgerninger uden tydelig reference til, hvor hun havde dem fra. …

En af ‘brobyggerens’ utrolige ‘kendsgerninger’ var, at 97 pct. af indvandrere i Danmark ikke er dømt for noget kriminelt, hvorfor vi andre naturligvis burde holde op med at tale så meget om voldtægter, overfald, opstillede betonklodser i fodgængerområder og sten, der falder ned fra motorvejsbroer. …

Det kræver faktisk ikke mange klik at finde ud af, hvor Cekic har sine tal fra. Idet jeg som regel regner med, at mine modstandere kun læser menighedsbladet Politiken, ledte jeg der først, og vupti dukker der et interview op med en glad mand ved navn Hjarn von Zernichow Borberg, som er cand.polit. og tidligere ansat i Udlændingestyrelsen. Her kolporteres de tal, Özlem Cekic slynger om sig med i landets radio- og tv-kanaler.

Manden med det lange navn har såmænd i 2016 udgivet en bog med en masse tal, der skal rette op på de udbredte fordomme om nydanskere, men han lægger ud med netop den begynderfejl, som Özlem Cekic viderebringer: 97 pct. af nydanskere er ikke kriminelle.

Forkert! 97 pct. af nydanskere det år blev ikke dømt for noget. … Hvis man vil vide, hvor mange nydanskere, der er dømt for kriminalitet, skal man naturligvis definere typen af kriminalitet i en periode og lægge tallene fra hvert år sammen. Akkumuleret er der tale om et helt andet tal end 3 pct.

Hvis man vil vide, hvor mange ikkevestlige indvandrere og efterkommere, der er dømt for kriminalitet, skal man naturligvis definere typen af kriminalitet i en periode og lægge tallene fra hvert år sammen.

Som undersøgelser viser med et prægnant nedslag, er 42 pct. af ikkevestlige mandlige indvandrere og 37 pct. af ikkevestlige mandlige efterkommere fra årgang 1987 dømt for at have overtrådt straffeloven… Altså, ikke færdselsloven eller de såkaldte særlove, herunder våbenloven, men straffeloven, der bl.a. vedrører seksual-, volds- og ejendomsforbrydelser. Hertil skal lægges de personer, der ikke blev opdaget, fanget eller dømt.”

(DR Nyheder på Facebook, 7. januar 2018; Grafik: FB)

“- 97 procent med minoritetsbaggrund er ikke kriminelle. Det er regeringens egne tal. Özlem Cekic mener, at retorikken omkring kriminelle minoriteter graver dybe grøfter.” (DR Nyheder)



4. oktober 2017

“… dét, at de troede, at de gjorde noget godt, var grunden til, at de blev så exceptionelt grusomme.”

Jeg fik et anmeldereksemplar af bogen fra Gyldendal, og det sker ikke hver dag. Den vil blive læst ved lejlighed, men vi har at gøre med 526 tætpakkede sider. Den gode Mikael Jalving er i gang – Tvang, tvang og atter tvang.

“… hvis jeg skal være ærlig, får jeg den nok ikke læst færdig. Det er for meget af det onde. Eller som Bo Bjørnvig skrev i sin anmeldelse i Weekendavisen:

‘Til dem, der stadig forsvarer Lenin & Co., med, at de var idealister, der ville det gode, må man sige, at det forholder sig stik modsat: Netop dét, at de troede, at de gjorde noget godt, var grunden til, at de blev så exceptionelt grusomme.

Den reelt eksisterende kommunisme er således snarere for meget af det gode.

Hos Jensen er Lenin tyrannen over dem alle, mens den militante journalist Trotskij er praktikeren, der får den bolsjevikiske revolution til at skride fremad mod katastrofen via organiseringen af Den Røde Hær, før sjæleingeniøren og feltherren Stalin overtager showet og bliver den mest berømte og berygtede af de tre, idet han opnår noget nær total kontrol med partiapparatet, bekriger tyskerne og fuldbyrder det totalitære stormløb mod indbildte og potentielle fjender af regimet i en kalkuleret blodrus, der skal rense rådsrepublikken for oppositionelle baciller og ideologisk urene mennesker.

Du har muligvis hørt historien før, men her får du en samlet pakke – og som altid med Bent Jensen – overlegent, klart formidlet.

Alle revolutioner har et sted og en tid, der mødes.

Ét af krydspunkterne – bogen giver mange flere – var et numerisk overskud af arbejdsløse intellektuelle. … Disse fritgående og radikaliserede typer tilbad folket, selv om de knap var en del af det. Samtidig var de fulde af foragt over for forældregenerationen og de såkaldte småborgerne og kontrarevolutionære bønder og arbejdere, mens de selv hørte til de privilegerede – takket være deres forældre. Det var fra denne isolerede, men eksklusive kreds, at bolsjevikkernes ledere trådte frem på scenen med deres sans for dramatik og selvskrevne ret til at diktere øjeblikkets nødvendighed…”

Oploadet Kl. 13:34 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


29. august 2017

Mikael Jalving: “Intet menneske er kemisk neutralt, postkulturelt, posthistorisk, postterritorialt…”

“Den vægt der bliver lagt på biologien er overdrevet”, forklarede venstreradikale Nazila Vida Roxana Ghavami Kivi forleden i Deadline, men udover antifeministiske dogmer, havde hun absolut intet at byde på. Hun var overmatchet af videnskabsjournalist Lone Frank, der ikke kun havde holdninger til emnet, men faktisk vidste noget om det.

Mikael Jalving kommenterer med udgangspunkt i debatten på JP.dk – Intet menneske er postkulturelt, posthistorisk, postterritorialt.

“Undervejs sagde Lone Frank noget, som tåler gentagelse. Hun sagde, at biologi altid handler om det biologiske og det udenom, dvs. om vekselvirkningen mellem biologi, miljø og kultur. …

Forstår vi biologiens indbyggede begrænsning i studiet af mennesket og de menneskelige samfund, kan vi heller ikke tale om mennesket i ren form, eftersom mennesket altid er formet af koblingen mellem natur, miljø og ånd.

Vi er ikke fri i naturen; det var, hvad romantikerne troede. Vi bliver heller ikke fri ved at fjerne kongen, kulturen eller krucifikset. Det var, hvad de revolutionære bildte sig ind, mens de ledte efter tavlen, de kunne vaske ren.

Intet menneske er en ø, hedder det poetisk, og det er mere sandt, end det er sagt. Dels har alle mennesker et biologisk ophav og dna, dels er alle mennesker rundet af den givne sædvane og moral, uanset hvor ualmindelig eller kritisabel denne måtte være. Intet menneske er kemisk neutralt, postkulturelt, posthistorisk, postterritorialt, renset for alle spor, fordomme eller sociale forventninger.

(Illustration af ‘Robinson Crusoe’; Foto: Spectator)

Læg f.eks. mærke til, at selv litteraturens Robinson Crusoe har sine vaner og mønstre, rundet af hans tidligere erfaringer. Alene på en øde ø i sit påtvungne og ufrivillige utopia, er han også en slags englænder. …

Vi har således borgerrettigheder snarere end menneskerettigheder, selv om vi har vendt denne realistiske læresætning på hovedet i vores hang til romantik og idealisme.”



12. august 2017

Information anmelder ‘Meet the Selsings’: Værtsparrets høflighed er ‘en glimrende herskerteknik’

“Den røde radio er det normale.”, pointerede Mikael Jalving, der stod for sidste sommers konservative undtagelse på Radio24syv. Årets nationalkonservative clou var ‘Meet the Selsings’, der over femten timelange programmer, tog livtag på det ideologiske overdrev. Det ramte blandt andet liberalistiske Rasmus Brygger, feministiske Ditte Giese, marxistiske Lars Trier Mogensen, kulturradikale Georg Metz og den veltalende revolutionære Pelle Dragsted.

Jeg fik ikke hørt det hele, men konceptet fungerede fremragende – mest fordi værtsparret ikke lod overdrevet dø i synden. Undertegnede medvirkede perifært over telefonen i sidste afsnit. Det hele kan podcastes her.

Anmeldelsen af udsendelsesrækken i Dagbladet Information er helt fantastisk. Eva og Rune Selsings høflige tilgang til sine gæster, er ikke udtryk for almindelige borgerlig dannelse eller Hal Kock’sk demokrati-forståelse, nej, det er skummel ‘herskerteknik’.

Journalist Lone Nikolajsen i Dagbladet Information – Høflighed er en glimrende herskerteknik. Man kan slippe af sted med meget mere, når man taler pænt.

“Hvis man gerne vil have ret, er det en god idé at være høflig. Det er nemmere at få ørenlyd, hvis man holder stemmeføringen nogenlunde behersket og beskyldningerne på et minimum, end hvis man råber. Hvis man råber, drukner ordene let i volumen, og samtalen udarter sig til en stillingskrig, hvor det i sig selv er vigtigt at holde på sit.

Ved at være respektfuld og anerkendende i sit ordvalg og tonefald kan man lokke folk op fra deres skyttegrave og prøve at omvende dem til sit eget synspunkt. Man kan slippe af sted med meget mere, når man taler pænt og ordentligt. Det styrker også ens egen selvrespekt at bevare kontrollen, og selvrespekt har man jo brug for, når man skal belære andre om, hvordan verden hænger sammen.

Høflighed er kort sagt en glimrende herskerteknik.

Det ved de erklæret borgerlige debattører Rune og Eva Agnete Selsing, der sommeren over har haft et samtaleprogram på Radio24syv.”



8. juni 2017

Mikael Jalving: “Mainstreamjournalister… foretrak solstrålehistorien, længe leve de positive nyheder”

Jeg har blogget om sagen, men citaterne hører hjemme i det evige arkiv. Den gode Mikael Jalving sætter ord på – Kognitiv dissonans på Østerbro, Aalborg Universitet, i Dansk Erhverv, LG Insight og andre fine steder.

“Mød Connie Gripping, hun er konsulent og partner i LG Insight, som interviewede nyligt ankomne asylansøgere for seks danske kommuner: ‘Jeg har talt med advokater, revisorer, journalister, tandlæger, ingeniører og faglærte. Mange af dem har haft store virksomheder eller advokatpraksis i hjemlandet, som de har måttet sælge.’

Det er kun to år siden. Flygtninge og asylansøgere var det nye sort, borgmestre, sagsbehandlere, konsulenter, psykologer, minoritetseksperter og andre akademikere stod i kø for at smadre deres lokalmiljø, for der var penge, status og karrieremuligheder i sagen – medmenneskelighedssagen…

‘Syrerne, som udgør hovedparten af de nuværende asylansøgere og langt hovedparten af de interviewede, sprudler af kompetencer og motivation for at komme i gang med at arbejde’, strålede Connie Gripping. …

Vi var i virkeligheden heldige at kunne modtage sådanne menneskelige ressourcer, lød det fra management- og indvandringsindustrien, suppleret af bl.a. Manu Sareen, daværende integrationsminister, Stine Bosse, oraklet fra Østrebro, Henning Jørgensen, professor ved Institut for Samfundsvidenskab på Aalborg Universitet, Peter Halkjær, chefkonsulent i Dansk Erhverv, og politikerne klappede i deres små, fedtede hænder…

Marianne Jensen, der er forstander ved sprogcentret Lærdansk i Aarhus, kan udmærket huske, at der blev talt højt og flot om de højtuddannede syrere, men tilføjer: ‘Vi undrede os, for det var sådan set ikke det, vi så, når de kom her’.

Mainstreamjournalister fandt det åbenbart irrelevant at spørge ude i den sociale virkelighed, de foretrak solstrålehistorien, længe leve de positive nyheder

En socialpsykolog ville nok sige, at de og vi lever fint med vores kognitive dissonans. Gabet mellem forestillinger og virkelighed betyder ikke længere det store for postmoderne vesteuropæere, slet ikke for de karrierebevidste.”

Anne sophia Hermandsen har flere citater.

“Regeringen er godt klar over, at mange syrere er veluddannede. Derfor skal kommunerne kompetenceafklare syrerne tidligt og hurtigt, så de kan blive skubbet i retning af arbejdsmarkedet og bidrage til samfundet.” (Manu Sareen, daværende integrationsminister, Jyllands-Posten, 8. november 2014)

“Billedet ser mere lyst ud, end den offentlige diskussion har afspejlet. Meget lysere. Der er virkelig basis for at bruge de gode uddannelses­mæssige forudsætninger, syrerne har. De kan blive et rigtigt godt tilskud til det danske arbejdsmarked, når flaske­halsen sætter ind.” (Professor Henning Jørgensen, Berlingske, 6. november 2015)

“Statsministeren har jo fået det til at lyde, som om vi er ved at blive rendt over ende af en flok analfabetiske landsbytosser, mens virkeligheden er, at der ligger enorme ressourcer gemt i gruppen af syrere, som vi kan bygge oven på. Især kvindernes uddannelsesniveau er overraskende højt, og det gælder nu om at få dem organiseret og ud på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt.” (Professor Henning Jørgensen, Magisterbladet, 25. februar 2016)



7. maj 2017

Mads Brügger: Det fremkalder ‘enorm vrede, hvis man giver en højreorienteret taletid’

Kommentar af Radio24syvs programchef Mads Brügger i Kristeligt Dagblad – Man er ikke psykisk syg, selvom man er højreorienteret i debatten

“Der har altid været debat om, hvem medierne skal lade komme til orde. Da Ekstra Bladet lavede deres første kampagne i forhold til indvandringspolitiken, var der folk, der var vrede over, at man gav Søren Krarup (DF) spalteplads. Men der kan være noget om, at fænomenet med at udskamme visse debattører er taget til i styrke.

Jeg tror, det har at gøre med udbredelsen af sociale medier, hvor man kan trykke på en knap og blokere personer, man ikke ønsker at høre på. Man lukker sig inde i en selvvalgt boble. Den mentalitet flyder igennem til massemedierne. …

I sommer blev vi på Radio24syv kritiseret for at give taletid til debattøren Mikael Jalving i sommerprogrammet ’Je Suis Jalving’. Det virker på mig, som om at der er visse personer i debatlandskabet, der betragter det at være højreorienteret – og i Jalvings tilfælde nationalkonservativ – som noget patologisk.

Det er jeg virkelig forundret over. Man er ikke psykisk syg, hvis man er højreorienteret. Det er da lige så rimeligt som at være venstreorienteret. Alligevel fremkalder det enorm vrede, hvis man giver en højreorienteret taletid.

(Mediedarlingen Carsten Jensen på Facebook, 5. maj 2017)



7. april 2017

Mikael Jalving: “Et uperfekt sted for uperfekte, men virkelige mennesker i et terræn, jeg kender…”

Man kan nemt stirre sig blind på ideologiske petitesser og mediedækningen af aktuelle begivenheder, men i sidste ende handler det om demografi. Set herfra mit fynske eksil er København ti-tyve år fra at være tabt land, lidt i stil med Christianstad og Kobbermølle, omend det selvfølgelig er noget værre at miste hovedstaden til kulturfremmede bosættere. Mikael Jalving sætter ord på – Bedst at bo på landet.

Hvis mit arbejde og min familie tillod det, boede jeg ude i landskabet, helst i nærhed af vand, skov, bakker, brunviolette rugmarker og landsbykirker drysset ud med løs hånd – ‘lyst, åbent og dog tungsindigt’, som Jakob Knudsen skrev. Et uperfekt sted for uperfekte, men virkelige mennesker i et terræn, jeg kender fra Nordfyn og ville kunne færdes hjemmevant i nu, hvor jeg gudhjælpemig nærmer mig de 50, men som end ikke ejendomsmæglere kan snakke op i pris. …

Omstændigheder har bundet mig til København, som jeg tåler, men ikke længere holder af efter 25 år.

Fem minutter på den forvandlede Nørrebrogade, og jeg savner Vestkysten. Én søndag på Frederiksberg eller ti minutter i Ørestaden, denne Frank Jensen-agtige forstad til Malmø, og jeg spejder mod Lejre, Lolland og Lillebælt. Fem minutter i Torvehallerne, og jeg får åndenød af al den halal og risikoen for at møde Henrik Marstal eller Ole Bornedal.

Engang boede missionen i de vindblæste egne, i dag bebor den pæne adresser med svinedyr designerøl, vinbar og sushi henne om hjørnet. Hovedstaden er blevet hovedløs, beregnende og multikulturel korrekt. Jeg nævner i flæng Det Radikale Venstre, Enhedslisten, Uffe Elbæk, P3, Kvinfo og ‘antiracister’ i patricierlejligheder med udsigt over Søerne på vej til Louisiana eller Røde Kors, fuldkornspasta, spindoktorer, fritidshjem med ’slikpolitik’, succesfulde cand.scient.pol.’er, der næsten alle er fraskilte, singler, lider af glutenallergi eller elsker Obama forever på Facebook klods op ad trangbrystede metromænd iført stramme jeans, hipsterskæg og ubegrundede politiske fantasier om det internationalistiske verdensborgerskab.

Næ, må jeg så bede om en landevej uden så mange dikkedarer og en Alfa, en Honda eller en Subaru med wankelmotor og en bazooka, når den tid kommer. Samt masser af cykler, racercykler, tempocykler, crosscykler, men absolut ingen Christina-cykler. Jeg flytter, gør jeg. Når jeg bliver gammel nok, og det sker jo helt af sig selv.”

(Uperfekt mobilfoto af Samson i Kattebjerg Hundeskov, 7. april 2017)

“Nogle gange længes jeg efter det enkle liv på landet… på den helt praktiske måde. At jeg kan få lov til at smide min bil foran hoveddøren eller i indkørslen, og bare lade den stå der til næste morgen. … Jeg kunne godt tænke mig at leve i en verden, hvor jeg ikke skal have nøglebundet op af lommen fire gange, når jeg bare skal ned i Netto.” (Olav Skaaning Andersen, 7. april 2017)

Oploadet Kl. 13:32 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


19. februar 2017

Mikael Jalving: “Mens de går rundt og leder efter ‘racister’, fræser den politiske virkelighed forbi dem.”

Ungradikale Victor Boysen erklærer i en klumme på Altinget.dk, at integrationsdebatten er blevet så skinger, at “Zenia Stampe anno 2017 er på bølgelængde med Søren Krarup anno 2005 i en debat om, hvad det vil sige at være dansk.” Det er desværre ikke sandt, men hvis relativisterne ikke formår at holde den relativistiske fane højt, så har det en naturlig forklaring: Virkeligheden har ikke givet dem noget at arbejde med.

Mikael Jalving sætter ord på udviklingen i en blogpost på JP.dk – Venstrefløjens tre store svigt på 30 år.

“Få ord kan være meget sigende. Da Enhedslistens intellektuelle fyrtårn Pelle Dragsted forleden blev forelagt en analyse af venstrefløjens afvisende holdning til nationalstaten over de seneste årtier, lød hans svar sådan her: ‘Man kan sagtens tale om en venstreorienteret fædrelandskærlighed uden at være racistisk’.

Dragsteds svar viser, hvor løst racismeanklagerne sidder på venstrefløjen til daglig. At den regnbuefarvede politiker har brug for at understrege, at det faktisk er ok at have sympati for det land, man er født, opvokset eller bor i, kondenserer hvor trangbrystede de røde er blevet, og illustrerer til fulde, hvorfor han og store dele af den europæiske venstrefløj har mistet grebet om tidsånden. Mens de går rundt og leder efter ‘racister’, fræser den politiske virkelighed forbi dem.

For at forstå, hvorfor venstrefløjens mantra blev ‘antiracisme’, må vi spole lidt baglæns. Venstrefløjens manglende forståelse for og kærlighed til fædrelandet bunder nemlig i hele tre skelsættende svigt over de seneste 30 år: Først svigtede de røde arbejderklassen, dernæst svigtede de velfærdsstaten, og så svigtede de nationalstaten. …

Som præsident John F. Kennedy sagde med de berømte ord, da den amerikanske nationalisme stod højest på himlen i 1961: ‘Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land’. Sådan kunne en venstreorienteret politiker aldrig have udtalt sig i Europa. Tænk f.eks. på den tidligere britiske premierminister Tony Blair, der rummer alle tre svigt i én person.

USA har været en magnet på indvandring i århundreder, og indvandrerne tog i høj grad til USA for at blive amerikanere. Som den tyske bladmand Josef Joppe siden kommenterede tørt, så er det samme ikke tilfældet for tyrkere, der kommer til Tyskland. Dette er problemet i en nøddeskal: Kultur betyder meget mere, end vi har været villige til at indrømme. Ikke bare til venstre, men også til højre.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper