4. oktober 2017

“… dét, at de troede, at de gjorde noget godt, var grunden til, at de blev så exceptionelt grusomme.”

Jeg fik et anmeldereksemplar af bogen fra Gyldendal, og det sker ikke hver dag. Den vil blive læst ved lejlighed, men vi har at gøre med 526 tætpakkede sider. Den gode Mikael Jalving er i gang – Tvang, tvang og atter tvang.

“… hvis jeg skal være ærlig, får jeg den nok ikke læst færdig. Det er for meget af det onde. Eller som Bo Bjørnvig skrev i sin anmeldelse i Weekendavisen:

‘Til dem, der stadig forsvarer Lenin & Co., med, at de var idealister, der ville det gode, må man sige, at det forholder sig stik modsat: Netop dét, at de troede, at de gjorde noget godt, var grunden til, at de blev så exceptionelt grusomme.

Den reelt eksisterende kommunisme er således snarere for meget af det gode.

Hos Jensen er Lenin tyrannen over dem alle, mens den militante journalist Trotskij er praktikeren, der får den bolsjevikiske revolution til at skride fremad mod katastrofen via organiseringen af Den Røde Hær, før sjæleingeniøren og feltherren Stalin overtager showet og bliver den mest berømte og berygtede af de tre, idet han opnår noget nær total kontrol med partiapparatet, bekriger tyskerne og fuldbyrder det totalitære stormløb mod indbildte og potentielle fjender af regimet i en kalkuleret blodrus, der skal rense rådsrepublikken for oppositionelle baciller og ideologisk urene mennesker.

Du har muligvis hørt historien før, men her får du en samlet pakke – og som altid med Bent Jensen – overlegent, klart formidlet.

Alle revolutioner har et sted og en tid, der mødes.

Ét af krydspunkterne – bogen giver mange flere – var et numerisk overskud af arbejdsløse intellektuelle. … Disse fritgående og radikaliserede typer tilbad folket, selv om de knap var en del af det. Samtidig var de fulde af foragt over for forældregenerationen og de såkaldte småborgerne og kontrarevolutionære bønder og arbejdere, mens de selv hørte til de privilegerede – takket være deres forældre. Det var fra denne isolerede, men eksklusive kreds, at bolsjevikkernes ledere trådte frem på scenen med deres sans for dramatik og selvskrevne ret til at diktere øjeblikkets nødvendighed…”

Oploadet Kl. 13:34 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


29. august 2017

Mikael Jalving: “Intet menneske er kemisk neutralt, postkulturelt, posthistorisk, postterritorialt…”

“Den vægt der bliver lagt på biologien er overdrevet”, forklarede venstreradikale Nazila Vida Roxana Ghavami Kivi forleden i Deadline, men udover antifeministiske dogmer, havde hun absolut intet at byde på. Hun var overmatchet af videnskabsjournalist Lone Frank, der ikke kun havde holdninger til emnet, men faktisk vidste noget om det.

Mikael Jalving kommenterer med udgangspunkt i debatten på JP.dk – Intet menneske er postkulturelt, posthistorisk, postterritorialt.

“Undervejs sagde Lone Frank noget, som tåler gentagelse. Hun sagde, at biologi altid handler om det biologiske og det udenom, dvs. om vekselvirkningen mellem biologi, miljø og kultur. …

Forstår vi biologiens indbyggede begrænsning i studiet af mennesket og de menneskelige samfund, kan vi heller ikke tale om mennesket i ren form, eftersom mennesket altid er formet af koblingen mellem natur, miljø og ånd.

Vi er ikke fri i naturen; det var, hvad romantikerne troede. Vi bliver heller ikke fri ved at fjerne kongen, kulturen eller krucifikset. Det var, hvad de revolutionære bildte sig ind, mens de ledte efter tavlen, de kunne vaske ren.

Intet menneske er en ø, hedder det poetisk, og det er mere sandt, end det er sagt. Dels har alle mennesker et biologisk ophav og dna, dels er alle mennesker rundet af den givne sædvane og moral, uanset hvor ualmindelig eller kritisabel denne måtte være. Intet menneske er kemisk neutralt, postkulturelt, posthistorisk, postterritorialt, renset for alle spor, fordomme eller sociale forventninger.

(Illustration af ‘Robinson Crusoe’; Foto: Spectator)

Læg f.eks. mærke til, at selv litteraturens Robinson Crusoe har sine vaner og mønstre, rundet af hans tidligere erfaringer. Alene på en øde ø i sit påtvungne og ufrivillige utopia, er han også en slags englænder. …

Vi har således borgerrettigheder snarere end menneskerettigheder, selv om vi har vendt denne realistiske læresætning på hovedet i vores hang til romantik og idealisme.”



12. august 2017

Information anmelder ‘Meet the Selsings’: Værtsparrets høflighed er ‘en glimrende herskerteknik’

“Den røde radio er det normale.”, pointerede Mikael Jalving, der stod for sidste sommers konservative undtagelse på Radio24syv. Årets nationalkonservative clou var ‘Meet the Selsings’, der over femten timelange programmer, tog livtag på det ideologiske overdrev. Det ramte blandt andet liberalistiske Rasmus Brygger, feministiske Ditte Giese, marxistiske Lars Trier Mogensen, kulturradikale Georg Metz og den veltalende revolutionære Pelle Dragsted.

Jeg fik ikke hørt det hele, men konceptet fungerede fremragende – mest fordi værtsparret ikke lod overdrevet dø i synden. Undertegnede medvirkede perifært over telefonen i sidste afsnit. Det hele kan podcastes her.

Anmeldelsen af udsendelsesrækken i Dagbladet Information er helt fantastisk. Eva og Rune Selsings høflige tilgang til sine gæster, er ikke udtryk for almindelige borgerlig dannelse eller Hal Kock’sk demokrati-forståelse, nej, det er skummel ‘herskerteknik’.

Journalist Lone Nikolajsen i Dagbladet Information – Høflighed er en glimrende herskerteknik. Man kan slippe af sted med meget mere, når man taler pænt.

“Hvis man gerne vil have ret, er det en god idé at være høflig. Det er nemmere at få ørenlyd, hvis man holder stemmeføringen nogenlunde behersket og beskyldningerne på et minimum, end hvis man råber. Hvis man råber, drukner ordene let i volumen, og samtalen udarter sig til en stillingskrig, hvor det i sig selv er vigtigt at holde på sit.

Ved at være respektfuld og anerkendende i sit ordvalg og tonefald kan man lokke folk op fra deres skyttegrave og prøve at omvende dem til sit eget synspunkt. Man kan slippe af sted med meget mere, når man taler pænt og ordentligt. Det styrker også ens egen selvrespekt at bevare kontrollen, og selvrespekt har man jo brug for, når man skal belære andre om, hvordan verden hænger sammen.

Høflighed er kort sagt en glimrende herskerteknik.

Det ved de erklæret borgerlige debattører Rune og Eva Agnete Selsing, der sommeren over har haft et samtaleprogram på Radio24syv.”



8. juni 2017

Mikael Jalving: “Mainstreamjournalister… foretrak solstrålehistorien, længe leve de positive nyheder”

Jeg har blogget om sagen, men citaterne hører hjemme i det evige arkiv. Den gode Mikael Jalving sætter ord på – Kognitiv dissonans på Østerbro, Aalborg Universitet, i Dansk Erhverv, LG Insight og andre fine steder.

“Mød Connie Gripping, hun er konsulent og partner i LG Insight, som interviewede nyligt ankomne asylansøgere for seks danske kommuner: ‘Jeg har talt med advokater, revisorer, journalister, tandlæger, ingeniører og faglærte. Mange af dem har haft store virksomheder eller advokatpraksis i hjemlandet, som de har måttet sælge.’

Det er kun to år siden. Flygtninge og asylansøgere var det nye sort, borgmestre, sagsbehandlere, konsulenter, psykologer, minoritetseksperter og andre akademikere stod i kø for at smadre deres lokalmiljø, for der var penge, status og karrieremuligheder i sagen – medmenneskelighedssagen…

‘Syrerne, som udgør hovedparten af de nuværende asylansøgere og langt hovedparten af de interviewede, sprudler af kompetencer og motivation for at komme i gang med at arbejde’, strålede Connie Gripping. …

Vi var i virkeligheden heldige at kunne modtage sådanne menneskelige ressourcer, lød det fra management- og indvandringsindustrien, suppleret af bl.a. Manu Sareen, daværende integrationsminister, Stine Bosse, oraklet fra Østrebro, Henning Jørgensen, professor ved Institut for Samfundsvidenskab på Aalborg Universitet, Peter Halkjær, chefkonsulent i Dansk Erhverv, og politikerne klappede i deres små, fedtede hænder…

Marianne Jensen, der er forstander ved sprogcentret Lærdansk i Aarhus, kan udmærket huske, at der blev talt højt og flot om de højtuddannede syrere, men tilføjer: ‘Vi undrede os, for det var sådan set ikke det, vi så, når de kom her’.

Mainstreamjournalister fandt det åbenbart irrelevant at spørge ude i den sociale virkelighed, de foretrak solstrålehistorien, længe leve de positive nyheder

En socialpsykolog ville nok sige, at de og vi lever fint med vores kognitive dissonans. Gabet mellem forestillinger og virkelighed betyder ikke længere det store for postmoderne vesteuropæere, slet ikke for de karrierebevidste.”

Anne sophia Hermandsen har flere citater.

“Regeringen er godt klar over, at mange syrere er veluddannede. Derfor skal kommunerne kompetenceafklare syrerne tidligt og hurtigt, så de kan blive skubbet i retning af arbejdsmarkedet og bidrage til samfundet.” (Manu Sareen, daværende integrationsminister, Jyllands-Posten, 8. november 2014)

“Billedet ser mere lyst ud, end den offentlige diskussion har afspejlet. Meget lysere. Der er virkelig basis for at bruge de gode uddannelses­mæssige forudsætninger, syrerne har. De kan blive et rigtigt godt tilskud til det danske arbejdsmarked, når flaske­halsen sætter ind.” (Professor Henning Jørgensen, Berlingske, 6. november 2015)

“Statsministeren har jo fået det til at lyde, som om vi er ved at blive rendt over ende af en flok analfabetiske landsbytosser, mens virkeligheden er, at der ligger enorme ressourcer gemt i gruppen af syrere, som vi kan bygge oven på. Især kvindernes uddannelsesniveau er overraskende højt, og det gælder nu om at få dem organiseret og ud på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt.” (Professor Henning Jørgensen, Magisterbladet, 25. februar 2016)



7. maj 2017

Mads Brügger: Det fremkalder ‘enorm vrede, hvis man giver en højreorienteret taletid’

Kommentar af Radio24syvs programchef Mads Brügger i Kristeligt Dagblad – Man er ikke psykisk syg, selvom man er højreorienteret i debatten

“Der har altid været debat om, hvem medierne skal lade komme til orde. Da Ekstra Bladet lavede deres første kampagne i forhold til indvandringspolitiken, var der folk, der var vrede over, at man gav Søren Krarup (DF) spalteplads. Men der kan være noget om, at fænomenet med at udskamme visse debattører er taget til i styrke.

Jeg tror, det har at gøre med udbredelsen af sociale medier, hvor man kan trykke på en knap og blokere personer, man ikke ønsker at høre på. Man lukker sig inde i en selvvalgt boble. Den mentalitet flyder igennem til massemedierne. …

I sommer blev vi på Radio24syv kritiseret for at give taletid til debattøren Mikael Jalving i sommerprogrammet ’Je Suis Jalving’. Det virker på mig, som om at der er visse personer i debatlandskabet, der betragter det at være højreorienteret – og i Jalvings tilfælde nationalkonservativ – som noget patologisk.

Det er jeg virkelig forundret over. Man er ikke psykisk syg, hvis man er højreorienteret. Det er da lige så rimeligt som at være venstreorienteret. Alligevel fremkalder det enorm vrede, hvis man giver en højreorienteret taletid.

(Mediedarlingen Carsten Jensen på Facebook, 5. maj 2017)



7. april 2017

Mikael Jalving: “Et uperfekt sted for uperfekte, men virkelige mennesker i et terræn, jeg kender…”

Man kan nemt stirre sig blind på ideologiske petitesser og mediedækningen af aktuelle begivenheder, men i sidste ende handler det om demografi. Set herfra mit fynske eksil er København ti-tyve år fra at være tabt land, lidt i stil med Christianstad og Kobbermølle, omend det selvfølgelig er noget værre at miste hovedstaden til kulturfremmede bosættere. Mikael Jalving sætter ord på – Bedst at bo på landet.

Hvis mit arbejde og min familie tillod det, boede jeg ude i landskabet, helst i nærhed af vand, skov, bakker, brunviolette rugmarker og landsbykirker drysset ud med løs hånd – ‘lyst, åbent og dog tungsindigt’, som Jakob Knudsen skrev. Et uperfekt sted for uperfekte, men virkelige mennesker i et terræn, jeg kender fra Nordfyn og ville kunne færdes hjemmevant i nu, hvor jeg gudhjælpemig nærmer mig de 50, men som end ikke ejendomsmæglere kan snakke op i pris. …

Omstændigheder har bundet mig til København, som jeg tåler, men ikke længere holder af efter 25 år.

Fem minutter på den forvandlede Nørrebrogade, og jeg savner Vestkysten. Én søndag på Frederiksberg eller ti minutter i Ørestaden, denne Frank Jensen-agtige forstad til Malmø, og jeg spejder mod Lejre, Lolland og Lillebælt. Fem minutter i Torvehallerne, og jeg får åndenød af al den halal og risikoen for at møde Henrik Marstal eller Ole Bornedal.

Engang boede missionen i de vindblæste egne, i dag bebor den pæne adresser med svinedyr designerøl, vinbar og sushi henne om hjørnet. Hovedstaden er blevet hovedløs, beregnende og multikulturel korrekt. Jeg nævner i flæng Det Radikale Venstre, Enhedslisten, Uffe Elbæk, P3, Kvinfo og ‘antiracister’ i patricierlejligheder med udsigt over Søerne på vej til Louisiana eller Røde Kors, fuldkornspasta, spindoktorer, fritidshjem med ’slikpolitik’, succesfulde cand.scient.pol.’er, der næsten alle er fraskilte, singler, lider af glutenallergi eller elsker Obama forever på Facebook klods op ad trangbrystede metromænd iført stramme jeans, hipsterskæg og ubegrundede politiske fantasier om det internationalistiske verdensborgerskab.

Næ, må jeg så bede om en landevej uden så mange dikkedarer og en Alfa, en Honda eller en Subaru med wankelmotor og en bazooka, når den tid kommer. Samt masser af cykler, racercykler, tempocykler, crosscykler, men absolut ingen Christina-cykler. Jeg flytter, gør jeg. Når jeg bliver gammel nok, og det sker jo helt af sig selv.”

(Uperfekt mobilfoto af Samson i Kattebjerg Hundeskov, 7. april 2017)

“Nogle gange længes jeg efter det enkle liv på landet… på den helt praktiske måde. At jeg kan få lov til at smide min bil foran hoveddøren eller i indkørslen, og bare lade den stå der til næste morgen. … Jeg kunne godt tænke mig at leve i en verden, hvor jeg ikke skal have nøglebundet op af lommen fire gange, når jeg bare skal ned i Netto.” (Olav Skaaning Andersen, 7. april 2017)

Oploadet Kl. 13:32 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


19. februar 2017

Mikael Jalving: “Mens de går rundt og leder efter ‘racister’, fræser den politiske virkelighed forbi dem.”

Ungradikale Victor Boysen erklærer i en klumme på Altinget.dk, at integrationsdebatten er blevet så skinger, at “Zenia Stampe anno 2017 er på bølgelængde med Søren Krarup anno 2005 i en debat om, hvad det vil sige at være dansk.” Det er desværre ikke sandt, men hvis relativisterne ikke formår at holde den relativistiske fane højt, så har det en naturlig forklaring: Virkeligheden har ikke givet dem noget at arbejde med.

Mikael Jalving sætter ord på udviklingen i en blogpost på JP.dk – Venstrefløjens tre store svigt på 30 år.

“Få ord kan være meget sigende. Da Enhedslistens intellektuelle fyrtårn Pelle Dragsted forleden blev forelagt en analyse af venstrefløjens afvisende holdning til nationalstaten over de seneste årtier, lød hans svar sådan her: ‘Man kan sagtens tale om en venstreorienteret fædrelandskærlighed uden at være racistisk’.

Dragsteds svar viser, hvor løst racismeanklagerne sidder på venstrefløjen til daglig. At den regnbuefarvede politiker har brug for at understrege, at det faktisk er ok at have sympati for det land, man er født, opvokset eller bor i, kondenserer hvor trangbrystede de røde er blevet, og illustrerer til fulde, hvorfor han og store dele af den europæiske venstrefløj har mistet grebet om tidsånden. Mens de går rundt og leder efter ‘racister’, fræser den politiske virkelighed forbi dem.

For at forstå, hvorfor venstrefløjens mantra blev ‘antiracisme’, må vi spole lidt baglæns. Venstrefløjens manglende forståelse for og kærlighed til fædrelandet bunder nemlig i hele tre skelsættende svigt over de seneste 30 år: Først svigtede de røde arbejderklassen, dernæst svigtede de velfærdsstaten, og så svigtede de nationalstaten. …

Som præsident John F. Kennedy sagde med de berømte ord, da den amerikanske nationalisme stod højest på himlen i 1961: ‘Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land’. Sådan kunne en venstreorienteret politiker aldrig have udtalt sig i Europa. Tænk f.eks. på den tidligere britiske premierminister Tony Blair, der rummer alle tre svigt i én person.

USA har været en magnet på indvandring i århundreder, og indvandrerne tog i høj grad til USA for at blive amerikanere. Som den tyske bladmand Josef Joppe siden kommenterede tørt, så er det samme ikke tilfældet for tyrkere, der kommer til Tyskland. Dette er problemet i en nøddeskal: Kultur betyder meget mere, end vi har været villige til at indrømme. Ikke bare til venstre, men også til højre.



30. november 2016

Regeringens udlændingepolitik er uforpligtende hensigtserklæringer med indbygget ansvarsfraskrivelse

VIC-regeringens udlændingepolitik blev diskuteret af tre internationalister i Huxi og det Gode Gamle Folketing på Radio24syv, og panelets overdrev frygtede naturligvis det trekløveret kalder ‘en balanceret og realistisk udlændingepolitik’. Radikale Bjørn Elmqvist påpegede, at han dog godt kunne ’se noget positivt på det’, da udmeldingerne indikerede, at alt var ’sparket til hjørnespark’, og man ‘ikke ville nå nogle vegne’. Flere klienter til forsvarsadvokaten. Mikael Jalving sætter ord på afmagten – Regeringens asylpolitik er tom snak fra Marienborg.

“Asyl i Danmark skal fremover søges i Mellemøsten og Afrika. Det mener den nydannede regering, og forslaget har vakt behørig opsigt. Det er nemlig første gang, asylproblematikken løftes ud af den hidtidige praksis, som har gjort det umuligt for mainstreamregeringer i Vesteuropa at kontrollere tilstrømningen hertil fra muslimske og arabiske områder. …

Nu skal der tilsyneladende andre boller på suppen i det, regeringsgrundlaget kalder ‘en balanceret og realistisk udlændingepolitik’.

Her hedder det bl.a., at ‘ukontrolleret indvandring løser ingenting, men skaber tværtimod nye problemer i form af økonomiske udfordringer og værdimæssige konflikter. Regeringen vil føre en udlændingepolitik, hvor vi hjælper flest i nærområderne, og hvor vi aktivt forebygger migrationsstrømme. …’

Så vidt, så godt. Men læs lige det, der står med småt.

Regeringens nye politik hviler nemlig på det, amerikanerne kalder en disclaimer, dvs. en ansvarsfraskrivelse. Den kommer her: ‘Regeringen vil sammen med ligesindede europæiske partnere arbejde for et system, hvor man søger om asyl fra et tredjeland fremfor ved de europæiske landes grænser. …’

Motivet fejler ikke noget: at sætte en stopper for humansmuglernes millionforretning. Det tvivlsomme er derimod det, jeg satte i kursiv: ’sammen med ligesindede europæiske partnere’. Og ‘arbejde for et system’. Begge dele er ganske uforpligtende.

Regeringen agter ikke selv at gøre noget. Men vil med ministerens ord »gå i dialog med de europæiske lande, der deler vores ambition’. Sådan sagde hun, Inger Støjberg, og så ved man, at forslaget med al overvejende sandsynlighed vil sande til i løbet af en eftermiddag.”

(Statsministeriet, For et friere, rigere og mere trygt Danmark, 28. november 2016)

“Hvorfor foreslår regeringen et tiltag, der er så tåbeligt, at det kunne være udtænkt i Det Radikale Venstres gruppelokale på Christiansborg?” (Nyeborgerlige.dk)



14. november 2016

Niels Lillelund om skallesmækkende mimoser, der harcellerer over Kjærsgaards ‘rotterede’-kommentar

Forleden betegnede Pia Kjærsgaard EU som en ‘rotterede’, og så brød helvedet løs. Hun er som bekendt formand for Folketinget. Forgængeren hed Mogens Lykketoft, og vi skal blot tilbage til sommeren 2014 – da han bestred samme post, og var hovedtaler til en anti-israelsk demonstration på Rådhuspladsen. Det har han været adskillige gange, og han har tilsyneladende intet imod at tale dunder til Israel for ‘Allahu-akbar’-råbende terrorstøttere med de klassiske AK47-flag. Niels Lillund kommenterer i Jyllands-Posten – En spansk ko uden hjerne og ballade i rottereden

“… der er forskel på folk. Nogen, som f.eks. Pia Kjærsgaard, må pænt liste af, hvis hun har sagt rotterede, men på politiken.dk må man godt skrive, at ‘Theresa Mays løfte om hurtigt EU-farvel smuldrer i en dåse fuld af orme’ – og det er jo egentlig ganske bramfrit, rent bortset fra at det lyder som en google-translate af det engelske udtryk a can of worms, som vi ikke har på dansk, ikke normalt i hvert fald.

Til gengæld har vi mange eksemplarer af den invasive art kaldet den skalle-smækkende mimose.

Lede kælling, hvæsede Uffe Ellemann-Jensen om Pia Kjærsgaard, nu skriver han fornemt, at ‘de øvrige partier i Folketinget må kalde deres formand til orden.’ Fordi hun siger rotterede.

Man bruger dage på at forarges over, at Mikael Jalving har kaldt Helle Thorning-Schmidt for en finke, men man klapper vildt, når den politiske korrektheds mest latrinært orienterede bannerfører Carsten Jensen taler om Pia Kjærsgaard og hendes ’skimlede sekt af klamme kældermennesker’…

Man skælder ud over rottereden og kalder gerne Pia K for fremmedfjendsk (og det, der er værre), og det er faktisk ganske ubehageligt. Fremmedfjendsk. Lad infamiteten stå et øjeblik og tænk lidt over ordet. Det er lidt alvorligere end at blive kaldt en hippie eller en finke.Skulle jeg mene.”

(Mogens Lykketoft taler dunder mod Israel for Hezbollah-tilhængere, 7. august 2006; Foto: YT)



13. oktober 2016

Sverige anno 2016: Indvandrere der ikke bifalder åbne grænser hetzes som ‘brune rotter’

Mikael Jalving har fundet et ypperligt eksempel på ‘det gode had’ – Hvem er egentlig ekstremister?

“Illusionerne – hvis der ellers er nogen tilbage – brister dag for dag i Sverige. Da svenske indvandrerstemmer, der kritiserer den såkaldt humanitære svenske indvandringspolitik for at være både naiv og destruktiv, forleden blev stemplet som ‘brune rotter’, troede jeg, at der var tale om satire. Men nej, ordvalget kommer fra ingen ringere end generalsekretæren for Advokatsamfundet i Sverige, Anne Ramberg, der kort efter blev sekunderet af Cecilia Hagen, der skriver i Expressen og angiveligt er medlem af et kvindenetværk ved navn Pumaerne. Pumaen gav retorikken et ekstra nøk og spurgte, hvordan man kommer af med rotterne og svarede selv: Med gift!

Den giftige puma forklarede nogle dage senere, at hun var blevet misforstået, men understregede med en allusion til Astrid Lindgren, at hun skam kæmper for det Gode imod det Onde: ‘Hold så kæft, racister! Nazister! Terrorister! Ekstremister!’

Da det onde som bekendt altid er en anden end én selv, får denne form for renhedstænkning travlt med at bekæmpe ondskab allevegne i såvel fortiden som nutiden, og det er naturligvis her, problemets kerne ligger. Opererer man med sort/hvide begreber, kommer man hurtigt galt afsted og ser slet ikke sin egen ekstremisme.”

Oploadet Kl. 23:11 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper