14. november 2016

Niels Lillelund om skallesmækkende mimoser, der harcellerer over Kjærsgaards ‘rotterede’-kommentar

Forleden betegnede Pia Kjærsgaard EU som en ‘rotterede’, og så brød helvedet løs. Hun er som bekendt formand for Folketinget. Forgængeren hed Mogens Lykketoft, og vi skal blot tilbage til sommeren 2014 – da han bestred samme post, og var hovedtaler til en anti-israelsk demonstration på Rådhuspladsen. Det har han været adskillige gange, og han har tilsyneladende intet imod at tale dunder til Israel for ‘Allahu-akbar’-råbende terrorstøttere med de klassiske AK47-flag. Niels Lillund kommenterer i Jyllands-Posten – En spansk ko uden hjerne og ballade i rottereden

“… der er forskel på folk. Nogen, som f.eks. Pia Kjærsgaard, må pænt liste af, hvis hun har sagt rotterede, men på politiken.dk må man godt skrive, at ‘Theresa Mays løfte om hurtigt EU-farvel smuldrer i en dåse fuld af orme’ – og det er jo egentlig ganske bramfrit, rent bortset fra at det lyder som en google-translate af det engelske udtryk a can of worms, som vi ikke har på dansk, ikke normalt i hvert fald.

Til gengæld har vi mange eksemplarer af den invasive art kaldet den skalle-smækkende mimose.

Lede kælling, hvæsede Uffe Ellemann-Jensen om Pia Kjærsgaard, nu skriver han fornemt, at ‘de øvrige partier i Folketinget må kalde deres formand til orden.’ Fordi hun siger rotterede.

Man bruger dage på at forarges over, at Mikael Jalving har kaldt Helle Thorning-Schmidt for en finke, men man klapper vildt, når den politiske korrektheds mest latrinært orienterede bannerfører Carsten Jensen taler om Pia Kjærsgaard og hendes ’skimlede sekt af klamme kældermennesker’…

Man skælder ud over rottereden og kalder gerne Pia K for fremmedfjendsk (og det, der er værre), og det er faktisk ganske ubehageligt. Fremmedfjendsk. Lad infamiteten stå et øjeblik og tænk lidt over ordet. Det er lidt alvorligere end at blive kaldt en hippie eller en finke.Skulle jeg mene.”

(Mogens Lykketoft taler dunder mod Israel for Hezbollah-tilhængere, 7. august 2006; Foto: YT)



13. oktober 2016

Sverige anno 2016: Indvandrere der ikke bifalder åbne grænser hetzes som ‘brune rotter’

Mikael Jalving har fundet et ypperligt eksempel på ‘det gode had’ – Hvem er egentlig ekstremister?

“Illusionerne – hvis der ellers er nogen tilbage – brister dag for dag i Sverige. Da svenske indvandrerstemmer, der kritiserer den såkaldt humanitære svenske indvandringspolitik for at være både naiv og destruktiv, forleden blev stemplet som ‘brune rotter’, troede jeg, at der var tale om satire. Men nej, ordvalget kommer fra ingen ringere end generalsekretæren for Advokatsamfundet i Sverige, Anne Ramberg, der kort efter blev sekunderet af Cecilia Hagen, der skriver i Expressen og angiveligt er medlem af et kvindenetværk ved navn Pumaerne. Pumaen gav retorikken et ekstra nøk og spurgte, hvordan man kommer af med rotterne og svarede selv: Med gift!

Den giftige puma forklarede nogle dage senere, at hun var blevet misforstået, men understregede med en allusion til Astrid Lindgren, at hun skam kæmper for det Gode imod det Onde: ‘Hold så kæft, racister! Nazister! Terrorister! Ekstremister!’

Da det onde som bekendt altid er en anden end én selv, får denne form for renhedstænkning travlt med at bekæmpe ondskab allevegne i såvel fortiden som nutiden, og det er naturligvis her, problemets kerne ligger. Opererer man med sort/hvide begreber, kommer man hurtigt galt afsted og ser slet ikke sin egen ekstremisme.”

Oploadet Kl. 23:11 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


2. september 2016

Jalving om kulturmarxisten Rasmus Boserup, der ‘underkender tilstrømningens iboende konflikter’

Rasmus Alenius Boserup trak nazi-kortet mod højrefløjen i søndagens Jyllands-Posten, hvor han postulerede, at enhver tale om borgerkrig kan blive ‘en selvopfyldende profeti’. Folk der advarer mod konflikten, er ansvarlig for konflikten. Mikael Jalving sætter kulturmarxisten Rasmus Alenius Boserup på plads – Boserups pompøse naivitet.

“Det er næsten morsomt at se den yngre mellemøstforsker Rasmus Alenius Boserup (f.1975) med speciale i arabiske oprørsbevægelser blive castet af danske mainstreammedier som überekspert med privilegeret adkomst til at fælde den endelige dom i alle sager af betydning, herunder mulige scenarier for Europas udvikling. Senest bliver forskerens tvivlsomme sprogteori brugt i JP (28/8) til at godtgøre, at en ubestemt gruppe til højre puster til ilden og følgelig bør overlade scenen til dem til venstre, når det gælder udlændingespørgsmålet.

… Ligesom store dele af den europæiske venstrefløj og resterne af kultureliten afviser han, at Vesteuropa står foran betydelige sociale, økonomiske, politiske og kulturelle problemer på grund af den fortsatte tilstrømning af primært unge muslimske mænd fra Nordafrika og Mellemøsten. …

Det er alt sammen en overdrivelse, sådan må man forstå hr. Boserup, som underkender tilstrømningens iboende konflikter og til JP svarer, at ‘den eneste gruppe vi historisk har set gøre det i Vesteuropa, er europæerne selv, hvad enten det har været på baggrund af fjendebilledet skabt af folk fra højre- eller venstrefløjen eller noget helt tredie’. Til Politiken har han forklaret, at ‘borgerkrige er afhængige af, at meningsdannere, demagoger eller populister aktivt identificerer noget, der skal forsvares, og nogen, der truer dette’.

En stedse højere koncentration af muslimer og uuddannnede migranter udgør altså ingen trussel for vore sekulært-kristne samfund med en høj grad af professionalisering, ligestilling og økonomisk omfordeling. Ser vi bagud, så er det snarere europæerne og ‘populisterne’ selv, der er problemet.

Ingen kender fremtiden, men Rasmus Alenius Boserup må kende Mellemøstens, Nordafrikas og Sydspaniens historie dårligt. … De kristne kernelande i Mellemøsten og omkring Middelhavet mistede ikke magten og territoriet, fordi de talte grimt eller ‘demagogisk’ om erobrerne, men fordi de var for civiliserede.

Vi behøver på sin vis slet ikke at læse Koranen for at forstå islams indbyggede brutalitet og regeltyranni. Vi kan nøjes med at sætte os ind i den arabiske historie… Hvad morgendagen angår, føler hr. Boserup sig sikker på, at tilrejsende muslimer med varierende grader af islamiske normer, vaner og æresbegreber ikke udgør nogen trussel for Europas indre sikkerhed og orden i de kommende årtier. Det får være. Men forskeren må være så ærlig at erkende, at sporene skræmmer, og at det er et ganske nyt socialt, nationalt og postkolonialt eksperiment, som de vesteuropæiske lande er slået ind på. Et eksperiment, der ser ud til at tilspidses i årene fremover…”



24. august 2016

Jalving: “Velfærdsstaten overlever ikke fortsat masseindvandring. Til sidst løber den tør for penge…”

Debatten om ‘Je suis Jalving’ er ret beset en debat om retten til at være uenig med en værdipolitisk venstrefløj, der har taget fejl i alt væsentligt i tyve år. I en bedre verden kunne man ignorere dem, for som det lød i Generation Identitairs fabelagtige video: Vi er ‘den pålagte mangfoldigheds generation’, “Du behøver ikke se nedladende på os… det er en krigserklæring. Vi er i morgen, du er i går.” Og pludselig nåede Politikens liste krigeriske citater fra højrefløjen op på otte. And counting.

Mikael Jalving kommenterer kritikken i Politiken – Velfærdsstaten overlever ikke fortsat masseindvandring.

“Hvordan reagerer en kultur eller et menneske, der ikke kan håndtere politisk uenighed? Ved at stemple de formastelige som hadefulde eller onde. Det er denne klassiske reaktion, vi ser i fuldt flor for tiden med selveste landets justitsminister i spidsen i et historisk unikt parløb med dagbladet Politiken, der selv fylder de huller ud, som ministeren glemmer og stolt fremviser ’syv krigeriske citater fra højrefløjen’.

Væk med de hadefulde og krigeriske, dem hader og bekriger vi. De skal klappe kaje, thi de risikerer at opildne mentalt forstyrrede til vold og mord à la Breivik i Norge, og er således medskyldige i potentielle drab og terrorhandlinger. …

Det er jo ikke noget nyt, at dem, hvis holdninger og analyser, Politiken ikke bryder sig om, beskyldes for at være hadefulde. Antihad er for længst blevet det nye sort, efter at antinationalismen trådte manifest i stedet for nationalismen. Hvad disse antibesværgelser handler om, er ganske simpelt at erobre scenen ved hjælp af skældsord og udgrænse dem, der af den ene eller anden grund erfarer og tænker anderledes. …

Vi er slet ikke bevidste om, hvor ens vi har været, før indvandringen tog fart. Det kan man beklage eller finde indskrænket.

Men hvis man vil bevare såvel den civile tillid som velfærdsstaten i en eller anden form, og det siger partierne jo næsten samstemmende, at de vil, er man nødt til at beskytte og geare begge dele til den globale verden. Velfærdsstaten overlever ikke fortsat masseindvandring. Til sidst løber den tør for penge og borgere at beskatte.

Oploadet Kl. 12:06 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


18. august 2016

Mikael Jalving citerer Slavoj Zizek: “De største hyklere er fortalerne for åbne grænser.”

Jeg plejer at kalde dem for ‘verdensreddere’, utopister antændt af den revolutionære flamme. Mikael Jalving om Venligboerne – Venligboernes horisontale religiøsitet

“Skønt de rører fortsat på sig, fortalerne for åbne grænser og infinit tolerance, og de er med den slovenske filosof Slavoj Zizeks beskrivelse fra bogen Den nye klassekamp, der udkommer på Informations Forlag om 14 dage, de største hyklere med al deres egoistiske opvisning i altruistiske dyder:

De største hyklere er fortalerne for åbne grænser. Inderst inde ved de udmærket godt, at de kræver noget, som aldrig vil ske, da konsekvensen med det samme ville blive populistiske oprør i Europa. De poserer som de smukke sjæle, de føler sig højt hævet over en korrumperet verden, mens de i al hemmelighed deltager i samme verden: De behøver nemlig den korrumperede verden som det eneste terræn, hvorpå de kan markere deres egen moralske overlegenhed.’

Zizek opfordrer venstrefløjen til at bryde egne tabuer og i stedet arbejde for en univesel kommunisme, som jeg for min del finder lige så utopisk, vendt mod hvad der kaldes den globale kapitalismes dynamikker, men det forhindrer ikke den gamle psykoanalytiker i at ramme hovedet på sømmet, hvad angår doktrinær åbenhed og tolerance: ‘Jo mere Vesteuropa åbner sig for flygtningene, jo mere skyld vil vi blive indgydt for ikke at acceptere endnu flere‘. Det er et evigt overjeg, lige indtil vi med Zizeks udtryk når kogepunktet.

Venligboerne fremmer med andre ord en horisontal religiøsitet, som er dødsensfarlig for vores samfund, fordi den er undergravende og destabiliserende, selv om de på sin vis er bipersoner i en større diskussion om folkevandring, demografi, islam og klassekamp. …

Venligboernes uvenlige indstilling til det samfund, som andre har skabt før dem, og hvis frugter de nyder godt af, så længe det varer, udspringer af, at de primært plejer deres selvbillede. De lider af, hvad Kasper Støvring med en reference til Hans-Jørgen Schanz kalder ‘historisk passion’, dvs. en drøm om at skabe historie…”

Oploadet Kl. 00:31 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


16. august 2016

Politiken-kronik mod Je suis Jalving: Fik ‘et stærkt populistisk skær’, da ‘lytterne fik lov til at ringe ind’

Jeg har gennem årene blogget hundredevis af stikprøver fra licensfinansierede radiokanaler, men det er tidskrævende, og ofte bliver det blot til en tanke der ikke bundfalder sig, eller et faneblad der ikke blogges. Som da en ‘Johan’ inviteres til Go’ Morgen Danmark (19. juli 2016), for at anmelde Star Trek-filmen, og bruger det som afsæt for at advokere imod den ‘nationalisme’, som Brexit efter hans mening var udtryk for.

Debatten er polariseret, og hvis man tilhører det flertal der har fået nok af Islam og masseindvandring, så er det blot at tænde for radioen hvis man vil høre modsatrettede synspunkter. For undertegnede skete det sidst natten til mandag, hvor Keith Thomas Lohse var sig selv på Radio24syv. Medierne er et væg-til-væg tæppe af selvbestaltede verdensreddere, der uanfægtet af den faktiske virkelighed, pudser sin glorie på almenvellets bekostning.

Mikael Jalvings ‘Je suis Jalving’ var noget så sjældent som et radioprogram med kulturkonservativ tendens. Udsendelsesrækken blev blandt andet angrebet i Dagbladet Information, hvor Anders Stjernholm og Rezhwan Ikramto fra Ateistisk Selskab fortæller, at verden er truet af ‘konservative religiøse kræfter’, og problematiserer at Radio24syv forstærker polariseringen med ‘komplet usaglige indspark’, der skal ‘opildne underskoven af folkedybet’.

Værre er dog cand. mag. Steffen Groth i Politiken, selvom han dog skal have ros for at konkretisere sin kritik. Han kommer dog ikke udenom, at det store problem for ham hverken er Mikael Jalving, ‘Je suis Jalving’ eller Radio24syv, men tilstedeværelsen af offentlig dissidens. Debatten er polariseret, ikke fordi Jalving får et sommerprogram på en radiokanal, men fordi danskerne vitterligt er delte i de her spørgsmål.

Her er den store forskel på højre- og venstrefløjsargumentation. Den værdimæssige venstrefløj anerkender ikke højrefløjens legitimitet, og som en ven skarpt formulerede det om segmentet forleden: ““De blænder sig selv med en myte om at politisk dissens er udtryk for galskab.”.

Kronik i gårsdagens Politiken af Cand. mag. Steffen Groth – Radio24syv sender grænseløs demagogi.

“3. august ca. 10.40 kom jeg igennem på telefonen til Radio24syvs program ‘Je suis Jalving’. … Som reaktion på programmets titel ‘Je suis Jalving’ havde jeg forberedt et modsvar, et ‘J’accuse Jalving’, som jeg fremførte i radioen med dirrende stemme. Det er de anklagepunkter, som jeg vil uddybe og dokumentere yderligere her.

(Kronik af Steffen Groth i Politiken, 15. august 2016)

“Det er opbygget efter en fast skabelon: Jalving… indleder med et alarmistisk oplæg om nogle af de katastrofale konsekvenser, de mener, indvandring og islam har i Danmark og Europa.

Derefter følger samtaler med en eller flere professionelle meningsdannere, og her har tendensen været fuldstændig entydig; det er en kongerække af islam- og indvandringskritikkens mest yderliggående sværvægtere, der har været mobiliseret og iscenesat som eksperter: Lars Hedegaard, Morten Uhrskov, Pernille Vermund, Christian Langballe, Helle Merete Brix, Ole Hasselbalch, Eva Agnete Selsing, Søren Hviid Petersen, Sørine Gotfredsen, Kristian Ditlev Jensen samt tidehvervspræsterne Torben Bramming og Claus Thomas Nielsen. …

Retfærdigvis skal det nævnes, at David Trads i den allerførste udsendelse var med på en telefon som den allerførste gæst… Det var de intellektuelle frontkæmpere i højrepopulismens offensiv mod islam og indvandring, der skulle hamre programmets pointer igennem så overbevisende som muligt.

Det tredje element, som i denne sammenhæng får et stærkt populistisk skær, var, at lytterne fik lov til at ringe ind, vox populi, folkets røst. Lytterne fik med- og modløb fra værten afhængig af deres perspektiver. …

Det er en gennemgående pointe i programserien, at mainstreammedier og -politikere fortier sandheden om problemerne med islam og indvandring ud fra en politisk korrekt agenda, mens ‘Je suis Jalving’ tør ’sige tingene, som de er’ – ‘der er ikke tid til andet’.

Det populistiske mantra, som rummer tydelige mindelser om Trumps tankeverden, er en myte, der trives på den alleryderste højrefløj. At den opretholdes trods det kolossale fokus, der konstant er i medier og blandt politikere på terror, islam og udlændingestramninger, er for mig at se fornuftsstridigt. …

Jeg anklager jer for at grave grøfter i vores samfund, fodre fjendebilleder og puste til fremmedfrygtens ild. Jeg anklager jer for at skabe en oppustet mistillid til de etablerede medier og politikere og gøde jorden for konspirationsteorier, overdreven mistænksomhed og frygtblandet fanatisme.

Jeg anklager jer for ikke på nogen måde at have skabt et nuanceret billede af de integrations- og ghettoproblemer, vi har i det danske samfund. Tværtimod.

Jeg anklager jer for at have skabt det mest demagogiske, alarmistiske og højrepopulistiske radioprogram i nyere danmarkshistorie.”



15. juli 2016

Venligboer fik nok: Flygtninge krænkede mig seksuelt, de betragter danske kvinder som urene ludere

De første to uger med ‘Je Suis Jalving’ er slut, og selvom jeg ikke fik hørt alt, så tør jeg godt love at højdepunktet kom i gårsdagens udsendelse. En Venligboer der både var med ved Rødby-invasionen, og sågar har været i Grækenland for at hjælpe migranter med at vælte EU’s ydre grænser, har nu meldt sig ud af gruppen. Hun er flere gange blevet seksuelt krænket af asylansøgere, og lyder desillusioneret i en grad kun folk der har fortrængt det indlysende i årevis kan blive. Først nu forstår hun konsekvenserne for kommende generationer af danskere: “Jeg kan ikke leve med det. Jeg kan ikke leve med det.” Det kan vi andre heller ikke.

Den 11 minutter lange samtale kan høres her.

Mikael Jalving: Velkommen til!

Anonym venligboer: Jov, tak, tak skal du have.

Mikael Jalving: Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde dig, men du er meget velkommen i programmet her. Jeg forstår at du er medlem af Venligboerne – er det korrekt?

Anonym Venligboer: Ja, det er rigtigt, og jeg har i det hele taget været meget aktiv i forhold til at engagere mig. Både i forhold til at rejse ud til en græsk ø, og der hjælpe til, og jeg har også i forhold til uledsagede flygtningebørn, og det er jeg stadigvæk.

Mikael Jalving: Altså, her i Danmark?

Anonym Venligboer: Ja. Jeg kørte også en tur ned omkring Rødby, dengang flygtningestrømmen kom, og snakkede med nogen dernede. Jeg havde ikke nogen med i bilen fordi den meget store familie jeg mødte, besluttede sig for at tage tilbage til Tyskland. Men jeg tog derned, og var der, og snakkede også med en hel masse af de andre der styrtede dernedad. Jeg har været meget aktiv, og har så valgt efter nogle af de her oplevelser, som jeg har haft, at det er jeg så ikke mere.

Mikael Jalving: Hvad er så det for nogle oplevelser? Vil du ikke inddrage os i det?

Anonym Venligboer: Jov, jeg kan jo starte med at sige, at nytårsaften der var jeg inde for at se fyrværkeriet med min datter.

Mikael Jalving: Hvor inde?

Anonym Venligboer: Det var inde i København, på Rådhuspladsen, og det var rigtigt fint, og så bor jeg uden for København, så vi var nødt til at sidde der og vente på Hovedbanegården på toget. Min datter er voksen – jeg selv er lige over 50, og så sidder hun så og snakker med en amerikaner, tror jeg nok det var. Så sad der en flygtning ved siden af mig, som på et tidspunkt vender sig om og hiver fat i mit hår, og forsøger at hive mig ind til sig, og vil ikke slippe mig, ville kysse mig, og jeg siger nej og var chokeret. Og skubber ham væk. Det udvikler sig ikke yderligere fordi min datter vender sig om, og siger ‘Kan du så slippe min mor!’ Jeg var ærlig talt paralyseret, og så rejste vi os op og fjernede os. Men det var meget ubehageligt, og det havde jeg ikke rigtigt forventet. Men jeg valgte så at ringe til politiet, da jeg hørte om episoden i Køln, fordi det var faktisk sådan sidste nytår, hvor vi også var inde i København, at min datter blev hevet fat i og kysset af en syrisk flygtning inde på Hovedbanegården. Og der måtte jeg sige til dem ‘Slip hende, det er min datter!’ … Jeg tænker, at der er eller andet med at være kvinde i det offentlige rum ved de der lejligheder hvor der sker en hel masse. Det var ubehageligt.

Mikael Jalving: Har man ikke altid skulle stole på sin øjne og ører. Er det noget nyt? – Altså for kvinder især.

Anonym Venligboer: Altså, jeg er jo vokset op gennem de år hvor der altså også var en hel del gæstearbejdere, og jeg har haft rigtig mange dumme oplevelser. Men jeg har valgt at sige, at det var dumme mennesker, og det har ikke noget med etnicitet. … Her i år sad vi bare på en bænk inde på Hovedbanegården og ventede på et tog, og så sker det der. Sidste år var det sådan en stor gruppe af flygtninge, som tilsyneladende ville eskortere disse to berusede kvinder til deres tog, hvorefter den ene griber fast i min datter og giver hende et ordentligt kys på munden…

Mikael Jalving: De her oplevelser vakt genkendelse blandt andet Venligboere du kender? Jeg går ud fra at du har haft et brud med dem. Du er ikke længere aktiv – det kom vel ikke fra den ene dag til den anden. Er der andre der har delt nogle af de her oplevelser med dig?

Anonym Venligboer: Det som der er sket er jo faktisk, at jeg lige efter det fortalte det til en syrisk flygtning, som jeg har lært at kende gennem Venligboerne, hvorefter der ikke gik ret lang tid, så kom han faktisk selv med et seksuelt tilbud til mig. Og det var en mand som ventede på at få sin kone hertil, og der sagde jeg nej, altså. Det er jeg ikke interesseret i – jeg var der jo for at hjælpe med at få ham til at falde til i Danmark, ikke for at nulre legemsdele på ham. … Der er et eller andet med timingen. Du kommer som Venligboer, og er der for at række en hånd frem, for at få folk ind i din kultur, det er ikke en invitation til et seksuelt tilbud. Det skete faktisk også med en anden herboende syrisk flygtning, som nu har fået sin familie hertil. Hvor jeg sagde nej, jeg vil ikke gå en tur med dig – efter at han var fremkommet med at han trængte til kvinde og altså seksualitet, ik’. Det var de to oplevelser der gjorde, at jeg stoppede i Venligboerne. Det vil jeg simpelthen ikke udsættes for.

Anonym Venligboer: … Det jeg hører fra nogen, det er at de ikke ønsker at komme til Venligboernes arrangementer, da de oplever det som, næsten, et kontaktsted.

Mikael Jalving: – Et kontaktbureau, simpelthen.

Anonym Venligboer: Ja, lidt. Jeg oplevede nogle ganske fine fester, men jeg har også oplevet at den ene af de der gutter, som kom med et tilbud til mig. Jeg måtte skubbe ham væk adskillige gange, fordi han blev ved med at pille på mine hænder og arme, og prøvede at komme tæt på mig. Altså, meget ubehageligt. …

Mikael Jalving: Hvad er dit gode råd til unge kvinder i dag?

Anonym Venligboer: For det første at være meget opmærksom på, at hvis de ønsker at involvere sig med en sød ung mand fra fremmede himmelstrøg, så kan det godt være at motivationen, at den baggrund der ligger, måske er anderledes – det er ikke på samme måde som med en dansk mand. Der kan være den der renlighed/urenlighed, er det shila eller haram, er det noget man ikke må, noget småsnavset.

Mikael Jalving: Altså, der er en religiøs dagsorden, et religiøst syn på opdeling i det rene og det urene?

Anonym Venligboer: – Ja.

Mikael Jalving: – Haram og halal, at det også smitter af på seksualiteten.

Anonym Venligboer: Ja, det tror jeg, og det er jo også det jeg hører fra de muslimske kvinder jeg kender. Hvor nogle også har fortalt at danske kvinder bliver omtalt som ludere. I rigtig mange kredse. At være meget opmærksom på, at vi går ind meget naiv og åbne… bare være opmærksom på, at hvis du går ind i det, så bagefter kan du stå med en meget kedelig fornemmelse, hvis du faktisk finder ud af, at du er uren i deres øjne.

Anonym Venligboer: … det kommer til at have nogle konsekvenser på sigt, det tror jeg det gør. Fordi selvfølgelig kan vi jo ikke leve med, at halvdelen af den danske befolkning bliver set på som urene. Af nogle, det er jo ikke alle. Og selvfølgelig kan vi jo heller ikke leve med at vores døtre og vi selv, børnebørn, bliver krænket. Altså, det kan vi jo ikke. Jeg kan ikke leve med det. Jeg kan ikke leve med det.

Oploadet Kl. 13:57 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer


10. juli 2016

Hørt i ‘Je Suis Jalving’ på Radio24syv: “Den eneste kontakt jeg skal have med Koranen er en lighter.”

Selvom meget lidt af nærværende bloggers matrikel kan siges at være prydhave, så er der alligevel masser at lave. De senere dage har jeg podcastet Radio24syvs ‘Je Suis Jalving’ med mobilen, mens jeg har gjort min pligt i haven. Trimmet stokroserne, klippet ligusterfacaden og den slags. Mikael Jalving er naturligvis klasser bedre end samtlige alternativer, men forventer man en omvendt Rushys roulette, så bliver man skuffet. Han understreger igen og ugen sit udgangspunkt, lader politiske modstandere tale ud, og foregiver ikke at have fundet den evige sandhed.

En afklaret lytter, der foragtede Islam, blev spurgt om han havde læst Koranen. Svaret kom spontant: “Den eneste kontakt jeg skal have med Koranen er en lighter.” (sic) Hermed anbefalet. Programmet kan høres her.

Oploadet Kl. 10:39 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


23. juni 2016

Brexit: Begyndelsen til enden – Opdateret: Et flertal af englænderne stemte for udmeldelse af EU

De fleste kan se at EU-konstruktionen er dødsdømt, men der eksisterer ikke en hæderlig retræte for EU-toppen, og enhver løsningsmodel for bureaukraterne vil derfor være koncentreret omkring mere af det samme. De mest forstokkede føderalister arbejder utvivlsomt på at smadre nationalstaterne, så EU vitterlig bliver løsningen. En reaktion er påkrævet.

Valgurnerne er åbne i Det Forenede Kongerige, og den 23. juni 2016 kan meget vil blive en historisk dag. Det kan kickstarte en proces mod bedre tider, men kan omvendt også radikalisere EU-tilhængerne. Venstre vil aldrig undsige EU, ej heller hvis Brexit synliggør at der kun eksisterer to veje – udmeldelse eller ‘en stadig snævrere union’. Englænderne står ved en korsvej.

Tendenser..

Mordet på Labour-politikeren Jo Cox kostede nej-siden dyre procenter, og efter nogle dage med svag føring til ja-siden, er der nu noget nær dødt løb. Bookmakerne tenderer klart mod et ja, men de kan tage fejl, og det tror jeg faktisk de gør.

Hvis man som DR Nyheder spørger Sumi, Mauricio og en tilfældige travle jakkesæt hvad de stemmer, så bliver svaret naturligvis ‘remain, remain, remain’. England er dog andet og mere end multietniske storbyer og City of London.

Adspurgt på gaden vil flere undsige nationalstaten, end de vil gøre i en konkret valgsituation. Hertil kommer, at relativt flere nej-sigere end ja-sigere vil være tilbøjelig til at stemme på dagen. EU er vitterlig svær at elske. Kvalificeret bud: 53-54 procent Leave. Farvel og tak Jean-Claude Juncker.

Citater.

“If I thought there was any chance of major reform in the EU,I’d vote to stay in.But there isn’t.Sad.Sorry,Paddy.” (John Cleese, 11. juni 2016)

“We live in a vibrant and connected world where together as a people we are strong. For our children and their children we should be facing the problems of the world together and not alone. For these reasons, I am voting to remain.” (David Beckham, 21. juni 2016)

Kommentarer.

“Bemærk venligst scenografien: Først angriber fatalisterne nationalstaterne og forsøger at dræne disse demokratiers sammenhængskraft, bagefter hævder de, at det ikke kan være anderledes, end at de må afløses af noget større og bedre. Fatalisterne afpolitiserer med andre ord den epidemiske skade, de allerede har forvoldt og slører sammenhængen med henvisning til vor nødvendige skæbne. … EU er en højt betalt, men fejlslagen stat, drevet frem af fatalister i alle farver: bureaukrater, socialister, humanister, feminister, klimaister og borgerlige, der ikke er så borgerlige, at det gør noget. Lige siden 2. Verdenskrig har disse mange fatalister haft meget svært ved at skelne mellem nationale, demokratiske strømninger og nazisme, og det kniber stadig gevaldigt. De europæiske fatalister synes stadig, at 2010’erne minder meget om 1930’erne i en slags magisk drøm eller mareridt, hvor alting pludselig giver mening på en surreel måde.” (Mikael Jalving, 23. juni 2016)

“En britisk udtræden af Unionen vil også styrke både de føderalistiske og socialistiske tendenser i Europa-Parlamentet, idet britiske parlamentarikere udgør rygraden og broderparten i både ECR-gruppen… og EFDD-gruppen, der er en mere direkte kritisk gruppe, der bl.a. huser britiske UKIP, Sverigedemokraterne og Alternative für Deutschland. … Stemmer briterne omvendt nej den 23. juni, står vi med et markant forandret EU, og man må forvente at alle de træk, der i dag kritiseres, alene vil blive styrket: større politisk vægt til eurogruppen, større krav om ensartet integration, mere fokus og øget hastighed på integration på områder uden for det indre marked, mindre fokus på frihandel m.m. Desuden vil Danmark – som det eneste tilbageblevne land med et reelt, juridisk euroforbehold – stå utrolig svækket.” (Morten Jarlbæk Pedersen, 23. juni 2016)

Resultatet.

00.50: TV2 News har aldrig været ringere. Live-opdateringer hos BBC. Konkrete optællinger, ikke en dansk analyse af en engelsk analyse af meningsmålinger.

01.20: Efter Newcastle og Sunderland ticker ind, går det så småt op for TV2 News at valget ikke er afgjort.

02.08: Leave-fløjen overpræsterer i forhold til forventningerne, lav valgdeltagelse i Skotland hvor Remain’erne fører. 51,6 procent Leave.

02.59: Kun få procent af stemmerne er talt op, men Leave-fløjen fører stadig: 52,3 procent. Hele 65,5 procent Leave i Middlesbrough. Remain’ere fører som forventet i Nord-Irland og Skotland, men over 60 procent af englænderne har foreløbigt stemt på Leave. Multikulturelle London og Birmingham kan dog i kraft af sin relative størrelse ændre alt. En spændende, men lidt langsom valgaften.

03.32: Klare sejre til Remain-fløjen i blandt andet Glasgow, giver en Remain-føring på 50,9 procent (49,1 procent Leave). Godt ti procent af alle stemmer er optalt.

03.55: Stillingen er vendt igen. Leave-fløjen fører med 50,2 procent. Analytikere påpeger at Leave-fløjen overpræsterer med tre procent. Resultatet i London er dog ikke befordrende for Brexit.

04.14: TV2 News tager tallene fra Skynews, der er langt bagefter BBC. Med godt 10 mio. stemmer talt op fører Leave med 50,7 procent. Den politiske analytiker Chris Hanretty, der spåede et ja, skrev for lidt siden: “Predicted probability of Britain Remaining: 0”.

04.40: Leave-fløjen trækker langsomt fra, og føringen efter optælling af godt halvdelen af valgkredsene er på 51,6 procent. I England er føringen nu på over 1 mio. stemmer i rene tal (6,2 mio. Leave, 5,1 Remain). Bjarke Møller fra Tænketanken Europa er i chok.

05.04: En grad Farage taler om ‘Independence day’. Stadig en relativ stabil føring på 51,1 procent. Store forskelle: 62,2 procent Leave i Dover – 67,5 procent Remain i Tower Hamlets.

05.32: Jeg har åbnet nattens sidste øl. Leave-fløjen konsoliderer sig med 51,5 procent, og en føring på 750.000 stemmer. Der mangler 82 valgkredse, og Leave-fløjen mangler reelt blot 3,5 mio. stemmer for sikre flertallet. Kursen har lagt fast i timevis, og sker der ikke noget meget uventet, så er Brexit en realitet. Jeg er træt, men glad.

05.41: 51,7 procent leave: “BBC forecast: UK votes to leave the EU”.

05.44: 50,4 procent Leave i multietniske Birmingham, Englands andenstørste by.

05.47: Lykke Friis pointerer på TV2 News, at indvandringen har givet Leave-fløjen vind i sejlene.

05.54: Mens TV2 News lader en overbelæst kvinde tale om ulighed og globalisering, lukker BBC festen: “Predicted result: Leave 52%, Remain 48%”.

06.08 Der er nu en difference på mere end 1 mio. stemmer i Leave-fløjens favør, og jeg smutter i seng…

Oploadet Kl. 11:08 af Kim Møller — Direkte link100 kommentarer


25. maj 2016

Mikael Jalving: Den hipsterliberale fraktion kritiserer multikulturalismen, men aldrig indvandringen

Mikael Jalving kalder dem for ‘hipsterliberale’, og det dækker vel fint. De er som fisk i vandet når der diskuteres regler og paragraffer, men er omvendt tavse som graven, når det bliver konkret, og de risikerer at beskidte hænder. Ikke alle tiltag er naturligvis af det gode, men hvis man som liberal dogmatiker afviser samtlige, så bliver den påtagede neutralitet en del af problemet. Som ‘fredsfløjen’ under Den Kolde Krig.

Blogpost af Jalving hos Jyllands-Posten – Tavshed i hipsterland.

“Når jeg iagttager den fraktion, jeg benævner hipsterliberale, så ser jeg et behjertet forsøg på at værne om ytringsfriheden i vid forstand, en bestræbelse, jeg deler og har delt længe. Jeg har stor og vedholdende respekt for især Flemming Rose, som jeg står i gæld til, og for Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen, der alle har kæmpet kampen på flere fronter – og i Roses tilfælde betalt en høj pris herfor – men jeg savner, at de siger B, når de har sagt A.

… Kritiserer man multikulturalismen, sådan som flere af de hipsterliberale har gjort i bøger mm., må man naturligvis også kritisere indvandringen, da det er den, der materielt føder den første. Det er med andre ord ikke nok at prædike demokrati og ytringsfrihed som vidner, der har set lyset, og det er desværre ikke nok at have styr på begreberne, hvis vi ikke har styr på de territoriale grænser, og hvis vi ikke er i stand til at kontrollere det voksende antal shariasympatisører blandt især unge muslimer.

Hvad mener hipsterliberale om de flere og flere unge kvinder bag hijab, niqab og burka? Niels Lillelund mener dette:

‘Sorte slyngler, ville vi sige, hvis vi havde selvtilliden i orden, for det ligner de jo, banditter uden åben pande, formummede skælme, og meget ville være reddet, hvis vi bare turde sige det, men det mod har vi ikke.’

Nej, det mod har vi nemlig ikke, hipsterliberale slet ikke, og jeg møder dette fravær hos såvel Liberal Alliances Ungdom som Venstres Ungdom og andre liberale kredse, når de er venlige at invitere mig forbi. Her handler det også om ”frihed”, rethaverisk frihed.

Min medblogger Rune Toftegaard Selsing går i clinch med den samme dovne liberalisme i sin seneste post om tørklædet som et modkulturelt statement og skriver, at tørklædet forhindrer samvær og social kontakt, det er jo selv meningen med munderingen: ‘Tørklædet er det materialiserede fravalg af os. En umiddelbar besked om at holde sig væk. Et tegn på anderledeshed og utilgængelighed’.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper