20. december 2005

Næsten-muslimen Khankan & kvasi-konvertitten Koch i kamp mod ytringsfriheden

Deadlines 2. Sektion havde forrige søndag Ytringsfrihedens smertegrænse som overskrift, og Jes Stein Pedersen havde i studiet jura-professor Henning Koch, Sherin Khankan og Jyllandspostens Flemming Rose. Allerede i introduktionen gik det galt – Flemming Rose var kontroversiel – ikke de to andre som argumenterede for en art selvcensur baseret på religiøse fordomme. Man undres.

At høre Sherin Khankan tale er som at høre Tøger Seidenfaden recitere Edward Said. Hun repræsenterer en marginaliseret islamisk sekt, og er på ingen måde repræsentativ for danske muslimer. Tværtom. Selvfølgelig er det fint hun via sin Ahmediya-tro afviser jihad, går ind for adskillelse af politik og religion o.l., men hvad nytter det når hun i lighed med fundamentalisterne dyrker offerrollen, og ikke kan acceptere noget så banalt som ytringsfrihed.

Herunder lidt fra dialogen.

Sharin Khankan: “Vi har ytringsfrihed, men det mener jeg ikke er en vestlig affære… Ved siden af ytringsfriheden har vi så et andet fundamentalt princip, som hedder Koranens hellighed, og det dækker over en special adab, en speciel omgang og tone når man taler om Koranen og profeten. Vi har altså to fundamentale principper som støder sammen… Der er muslimer i Danmark overalt i Verden, som rummer begge principper samtidig… Flertallet af muslimerne vil gerne have disse principper til at sameksistere, og de eksisterer faktisk i fin harmoni og balance.”

Hvor Khankan som troende i det mindste havde en undskyldning for sine mentale blokeringer, så er det straks værre med jura-profesor Henning Koch. Han er så vidt vides ikke konverteret, men godtager uden videre Khankans ontologi, mens han foretager den helt store motivanalyse af Jyllandspostens Flemming Rose.

Henning Koch: “… en politisk provokation gennem en religiøs krænkelse, og det krænker min moral.”

Khankan er ligesom de kristne islam-apologeter hardcore anti-essentialistiske. De afviser af religioner har en ufravigelig kerne som kan defineres, mens de i samme åndedrag med indignation i stemmen fortæller om hvorledes islam er synonym for fred i sindet.

Khankan: “Der er fire af de her tolv tegninger, der direkte tillægger profeten Muhammed en direkte negativ teologisk essens. En negativ status. Man forbinder profeten med – tegnerne blev bedt om at skildre ham som de ser ham, og der er en der ser profeten med en tikkene bombe på hovedet. [JSP: Er det ikke hans frie ret?] Jeg skal lige tale færdig – der er en der ser profeten som en kvindeundertrykker, der er en der ser profeten med et sværd i hånden – altså det er jo orientalismen der er kommet tilbage. Det syn man har på islam som en kvindeundertrykkende barbarisk primitiv religion, og det udtryk! Et billede er jo også et statement – et billede er en handling – ord er en handling, og vi er nødt til synes jeg som mennesker, hvis vi ønsker dialog og et møde som er frugtbart…”

Der fortsættes:

Khankan: “Det er jo ikke billedforbuddet der er det centrale her… “

Koch: “Nu driver vi ikke motivforskning på Københavns Universitet, og derfor skal jeg ikke tillægge Flemming Rose nogle motiver han måske ikke har, men…

Jyllandspostens Flemming Rose var god, men så heller ikke bedre. Han stod fast på sine synspunkter, men burde jo nok have hævet stemmen lidt og sat proportionerne på plads når Koch fornærmer ham med pæne ord, eller når Khankan kræver hendes religiøse fantasier ophøjet til uskreven lov.

Her er han dog god.

Flemming Rose: “Jeg har på fornemmelse at det er ikke er respekt som de her muslimer beder om, det er ikke respekt, men underkastelse. De beder mig som ikke-muslim følge eller underkaste mig et muslimsk tabu i det offentlige rum.”

Khankan får Lars Trier til at lyde som en BT-læsende håndværker. Hun lever i et parallelunivers som er en spændetrøje værdi.

Sherin Khankan: “… Spørgsmålet er om det er en neutral saglig fremstilling… Man sætter lighedstegn mellem islam og terror – man skal jo se det her i sin kontekst.”

Koch er professor, men de akademiske idealer røg fløjten i kampens hede.

Koch: “Du [til Fl. Rose] bringer jo heller ikke den fulde sandhed om kendte danskeres seksuelleskapader og afvigelser. Det er en selvcensur. Det er et godt borgerligt moralsk princip, som jeg da også går ind for… Det er utroligt vigtigt at du som journalist stiller spørgsmålet – hvor går mine grænse for ønsket om at genere andre. Hvad enten vi taler om jøder, eller taler om muslimer eller taler om katolikker. “

Rose: “Faktisk er der jo andre som bliver krænket i de tegninger. Kaare Bluitgen bliver specifikt krænket. Pia Kjærsgaard bliver specifikt krænket på en tegning. Jyllandspostens kulturredaktion som jeg står i spidsen for bliver krænket, fordi der er en tegning, hvor der står på tavlen at Jyllandspostens kulturredaktion er en flok reaktionære provokatører.”

Khankan har et endnu højere abstraktionsniveau end Mona Sheikh, og debatten manglede ligesom en Erik Meier Carlsen til at skære igennem. Jes Stein Pedersen forsøgte sig lidt, men Khankan nægtede at forholde sig til virkeligheden. Her skulle han naturligvis have råbt – Muhammed stiftede i Medina et politisk og religiøst fællesskab – ISLAM & POLITIK er en side af samme sag.

Khankan: “Igen må du sætte tingene i sammenhæng. Fordi profeten er jo en person som muslimer over hele verden har som deres forbillede. Han, profeten er et symbol på alle de muslimer som er aktive, som vedkender sig islam, og dem problematiserer man ved at fremstille islam, dvs. profeten som en potentiel terrorist. Eller faktisk som en terrorist med en tikkende bombe på hovedet. Konklusionen er ikke til at tage fejl af – der er en sammenkædning af islam med terror, og det er jo også det flere har taget op, som et eksempel på hvorfor de reagerer så stærkt.”

JSP: Er der ikke også i den virkelige verden en sammenhæng (nogle gange) mellem islam og terror, ligesom der kan være mellem kristendom og terror. Hvad skal en satiretegner ellers gøre?

Khankan: Det mener jeg ikke der er. Det er mennesker der begår terror – det er mennesker der skal stilles til ansvar. At der så er nogle mennesker, der begår en politisk handling, som ofte har et politisk motiv, men at deres sprog er religiøst. Rammen er religiøst. Det er så en anden ting. Primært så er det jo politiske motiver som ligger bag ved.

Hvor lang tid går der mon før Koch får drejet sig ind på Dansk Folkeparti? – godt tyve minutter.

Koch: “Selv statsministeren der har været fuldstændig tavs gennem tre år når man har kastet sig over muslimerne fra Dansk Folkepartis side, han gik jo ind og sagde – ikke rettet mod Jyllandsposten, men mod endnu en hjemmeside fra Dansk Folkeparti, hvor man kædede islam sammen med terror. Altså religionen sammen med terror.”

Herefter slukkede jeg. Det er skræmmende så stor goodwill religiøse fantaster får i det offentlige rum. Idag kritiserede 22 tidligere ambassadører at Anders Fogh Rasmussen afviste at tale med demokrati-fornægtende islamister med diplomatpas. Det var godt nok en Politiken-historie, men alligevel.



15. december 2005

Danmark: Sagesløse licensbetalere forulempet i eget hjem

Man kan næsten ikke stille ind på P1 i disse dage, uden at blive belemret med den mest virkelighedsfjerne apologi for islam og multikultur.

  • 10/12-05 Dokumentarzonen – Tema: Hadet er en livsbetingelse. (150 min)
  • “For 10 år siden sluttede krigen mellem Kroatien, Bosnien og Serbien. Tre lande, der tidligere havde været en del af Jugoslavien. 14. december 1995 blev fredsaftalen underskrevet i Paris, men krigen havde efterladt dybe sår. Programmet vil behandle krigens sår. Her vil være tre portrætter af kvinder, der stadig er ofre for krigen. Alle tre har været på flugt, og alle tre forsøger nu at skabe sig et liv der, hvor de er endt. Hiba er bosnisk muslimsk. Hun måtte flygte med sine fire børn. Hun bor i dag i samme by som sin mands morder. Liljana er serbisk bosnier og måtte flygte fra Kroatien. Hun bor i dag på 10. år i et flygtningcenter i Beograd med sin mor og sine tre børn. Ivona er kroatisk bosnier, men måtte flygte sammen med sin far og mor og lillesøster fra hendes fødeby Foca. De blev tvunget væk af serberne. Udsendelsen handler om kroater, serbere og muslimer. En udsendelse om livet i dag 10 år efter krigen og om fremtidsudsigterne for det splittede land. Reportager og interview fra Bosnien bliver kommenteret i studiet af bl.a. Birte Weiss, historikeren Karsten Fledelius, journalisten Thomas Hjortsø, filosoffen Safet Bektovic og leder af Den Danske Helsinki Komité For Menneskerettigheder Ole Richter. Tilrettelæggelse: Claus Vittus. (Genudsendelse fra lørdag).”

  • 14/12-05 Orientering (Hanne Foighel) – Fred og ro i et af den vestlige verdens mest multikulturelle samfund. (8,53 min.)
  • “Canadiere, der ikke tilhører de to såkaldte grundlæggende canadiske kulturer, nemlig den franske og den engelske, udgør i dag over halvdelen af landets indbyggere. Der lever omkring 50 såkaldte ‘andre’ kulturer i landet og det gør Canada til et af den vestlige verdens mest multikulturelle samfund. Alligevel hører vi stort set aldrig om fremmedhad, integrationsproblemer eller raceuroligheder i Canada. Orientering har talt med redaktøren for Canadas største nyhedsmagasin The Walrus, David Berlin om multikulturalisme og – på baggrund af debatten om Muhammedtegningerne i Jyllandsposten – ikke mindst om ytringsfrihed i et multikulturelt samfund.”

  • 14/12-05 Orientering (Natascha Ree Mikkelsen) – Hjørnet: Muslimerne og mistænkeliggørelsen (20,14 min.)
  • “Moderate muslimer føler sig mistænkeliggjort, når de blander sig i den offentlige debat og stiller op som politikere her i Danmark. For går de nu ind for indførsel af en islamisk stat her i Danmark – og for sharia-lovgivning med dødsstraf og håndsafhugning? Det er anderledes i England, hvor der ikke konstant stilles spørgsmålstegn ved, om man kan forene Islam med demokrati – og på trods af bombeangrebet i London sidste sommer, kan de fleste briter godt kan kende forskel på de fundamentalistiske muslimer og de moderate og demokratisk sindede. Hvorfor er der så stor forskel på Danmark og Storbritannien? Det spørgsmål har Natascha Rée Mikkelsen stillet professor Jørgen Nielsen. Han er er dansker af oprindelse, men har i mange år været leder af et islamisk kristent center på universitetet i Birmingham. I dag bor han i Damaskus som leder af Det Danske Institut. I indslaget medvirker også dr. Naseem, der er leder af Birmingham Central Mosque.”

    <14/12-05 Orientering (Lars Hedebo Olsen) – Australsk selvransagelse efter race-uroligheder. (9,39 min.)

    “Siden mere end 5000 unge mennesker gik amok på en strand i Sydney i søndags, har australierne spurgt sig selv, hvordan det er kommet så vidt at hvide unge mænd samles, iklæder sig det australske flag og går til angreb på libanesere og andre indvandrere. Australien, der siden begyndelsen af 1970’erne officielt har haft multikultur på den politiske dagsorden, bryster sig normalt af 20% af befolkningen er født uden for landets grænser og at der tales mere end 120 forskellige sprog på det store kontinent. Kampene mellem libanesere og hvide autraliere, angreb på kristne kirker og overfald på muslimske kvinder tegner imidlertid et billede af en splittet nation, hvor integrationspolitikken er slået fejl og racehadet lurer lige under overfladen. Regeringen afviser imidlertid at urolighederne handler om racisme og med en helt ny antiterrorlovgivning, har politiet fået ekstraordinære magtbeføjelser, som blandt andet betyder fængselsstraffe på op til 7 år for personer der bærer t-shirts med opfordringer til vold.”

  • 15/12-05 Lige lovligt. (45,01 min.)
  • “11. september, Al Quada og danske terrormistanker har på én måde gjort det sværere, – og på en anden måde gjort det lettere. Sværere, fordi de fleste muslimer føler sig udsat på grund af de ekstreme muslimers handlinger. Lettere, fordi nu kommer flere og flere moderate muslimer på banen og tager afstand fra fundamentalisterne. Det bliver med andre ord muligt i offentligheden at høre og se forskel på muslimer… og muslimer.

    Det betyder samtidig, at der internt blandt muslimer er et større opgør i gang om, hvad Islam egentlig er. De ekstreme muslimer mener for eksempel det er syndigt – eller Haram, som det hedder i Koranen – at deltage i de demokratiske valg og chikanerer de muslimer, der stiller op til valg.

    Det er også de ekstreme muslimer, der i skøn forening med højrefløjen i Danmark har fået lov til at bestemme definitionen af begrebet Sharia, som de fleste i Danmark nok forbinder med dødsstraf, håndsafhugning og stening. Men sådan ser de tre politikere, der er i studiet i dag, slet ikke på det. De har alle muslimsk baggrund – og mange erfaringer med at deltage i det danske demokrati og at være i dobbelt-ild….

    I studiet: Mona Sheikh, tidligere folketingskandidat for Det Radikale Venstre. Asmaa Abdol-Hamid, medlem af Enhedslisten i Odense. Ben Haddou, konservativ fra København.

    Iøvrigt medvirker: Kamal Quereshi, medlem af folketinget for SF. Lederen af Birmingham Central Mosque, Dr. Naseem. Lasse Jensen, redaktør af P1 programmet Mennesker og Medier.”

    P1 sender i døgndrift, og selvom det hele burde transkriberes til glæde for eftertidens historikere i eksil – så er det desværre umuligt. Spredte kommentarer til ovenstående.

    Jeg kom ind til den afsluttende kommentar i Balkan-udsendelsen, og overhørte følgende ordveksling (citeret efter hukommelsen):

    Vært, DR: Hvad er så læren af krigene?

    Birthe Weiss: At nationalisme skal bekæmpes med kæp og stok.

    Det et næsten et årti siden Samuel P. Huntington hudflettede utopisterne med tesen om at kultur i sidste ende er det der skiller og forener folk. Weiss har set blod, men har intet lært – en typisk eksempel på hvorledes ideologi kan blokere for selv de mest indlysende slutninger. Selvfølgelig var Milosevic en ond nationalist der drømte om et Stor-Serbien, men det hele grunder i demografiske forskydninger, og det faktum (som Huntington pointerer) – at kulturer enten domineres eller dominerer. I begge tilfælde er der indbygget konfliktpotentiale, ikke mindst når demografien ændrer styrkeforholdet over tid. Skillelinien er først og fremmest etnisk, ikke nødvendigvis national.

    Orienterings beretning om multikultur i Canada var underholdende. Konklusionen var selvfølgelig skrevet på forhånd – den canadiske multikultur er en succes, fordi canadiere ikke hader muslimer. Ikke et ord om velfærdsstat kontra openborder-liberalisme – Orientering er jo ikke en udsendelse hvor man roser liberalisme og fejrer overgangen til minimalstaten, men derimod et program hvor man med alle midler går i rette med folk som ikke bifalder multikulturen. Avisredaktøren som blev interviewet fortalte at multikultur i Canada var helt uden konflikter, og lidt kedelig. Forstået på den måde, at de forskellige etniske grupper stort set ikke havde kontakt med hinanden. De talte forskellige sprog, boede forskellige steder, læste forskellige aviser, og selv politiet ansatte nu kinesere til kinesiske distrikter og fremdeles. Så meget for multikulturel harmoni.

    Det er ikke mere end nogle få måneder siden prof. Jørgen Nielsen sidst kørte halal-rutinen i en Søndagsorientering. Fra sit multikultur-promoverende institut i Birmingham gør han sig også ekspert i danske forhold. Manden har intet væsentligt skrevet om islam, men kan til gengæld recitere Edward Saids post-koloniale had til den vestlige kultur som ingen andre.

    Indslaget om urolighederne i Australien var fuldstændigt håbløst. Korrespondenten Lars Hedebo Olsen konkluderede efter en solid gang halve sandheder, at man ikke rigtig vidste hvad der var gået galt. Om det var dårlige sociale forhold for indvandrerne, australiernes racisme eller noget lokalt.

    Et af de store problemer med P1 i forhold til islam, er deres valg af moderate muslimer. Lige lovligt havde idag Mona Sheikh (Minhaj ul-Quran), og Enhedslistens Asmaa ‘jeg giver ikke hånd til mænd’ Abdol-Hamid. Som fundamentalister er de i sagens natur uegnede som sandhedsvidner i forhold til herboende muslimers moderathed/radikalitet. Problemet er stort, når selv Sherin Khankan ligestiller ytringsfrihed med hendes egne religiøse følelser (Ahmediya-muslim, sekt som afviser jihad – anerkendes ikke af andre muslimer. DR, Deadline 2. Sektion, 11/12-045)

    Kamal Qureshi og Lassen Jensen kender vi alt for godt. Den første taler om racistiske drab uden at kunne give et eneste eksempel, og den anden mener det er hetz at spørge til muslimske politikers forhold til anti-demokratiske bevægelse – selvom denne går til valg på lige netop dette.

    Mon det er det vellykkede valg i Irak, der gør det nødvendigt at fjerne fokus fra regionen?

    

    10. oktober 2005

    Reaktioner på Sherin Khankans “ikke-eksisterende konflikt” – om Muhammed-illustrationer

    Sidste tirsdag kunne man i Berlingske Tidende læse Sherin Khankan betegne en Deadline-udsendelse om Muhammed-illustrationer som værende en anti-muslimsk stunt om en “ikke-eksisterende konflikt…”. Her en række reaktioner:

    4/10-05 – Dødstrusler mod bladtegnere:

    “En side i Jyllands-Posten fredag med en række satiriske tegninger af profeten Muhammed bragte i den grad en ung mands følelser i kog, at han ringede til avisen og truede tegnerne på livet.”

    Berlingske Tidende, 4/10-04 – Er respekt større end selvrespekt?:

    »I det øjeblik man går ud i det offentlige rum, bør man være opmærksom på, at man befinder sig på et sted, hvor mennesker med forskellige kulturelle normer og traditioner befinder sig. Der bør man gebærde sig med fingerspidsfornemmelse, fordi folk godt kan blive såret…” [Abdul Wahid Pedersen]

    Jyllandsposten, 8/10-05 – Muslimer: Sig undskyld:

    “Den århusianske imam sheikh Raed Hlayhel er rasende over tegningerne og den artikel, der forrige fredag ledsagede dem. »Vi mener i alles interesse, at Jyllands-Posten bør trække det tilbage. Artiklen nedgør den mest respekterede person i islam, profeten Muhammed. Det kan vi ikke stiltiende acceptere,« siger sheikh Raed Hlayhel, der bakkes op af Det Islamiske Trossamfund i Danmark.

    Jyllandsposten, 8/10-05 – Shadi A. Lubbad: JP sårer og chikanerer:

    “Danmark er et demokratisk land, og vi har alle sammen lov til at ytre os på den måde, vi har lyst til. Men kan det virkelig passe, at vi skal såre og chikanere hinanden på den brutale måde?”

    Jyllandsposten, 9/10-05 – Interview: Imamens ytringsfrihed:

    “Raed Hlayhel forklarer, at tegningerne har ramt alle muslimer. Derfor kommer hans kritik af Jyllands-Posten også på vegne af alle muslimer. »Jeg er en imam, og jeg har en status. Det er ikke fordi, jeg har monopol, men jeg har mere viden og beføjelse til at tale på islams vegne. Da jeg så artiklen, inviterede jeg straks alle muslimske foreninger til et møde i København om sagen. Alle.«… alle muslimer er enige med mig i dette spørgsmål,« forklarer han sin tolk. Han mener ikke, at man i ytringsfrihedens navn kan gøre grin med Muhammed.

    »Der er forskel på at støde nogen og begå overgreb på andres rettigheder.«

    Han mener ikke, at alle helt kan forstå muslimerne og deres vrede over disse tegninger af Muhammed. »Det er altid svært at diskutere det her spørgsmål med danskere. Danskere kan ikke forholde sig til, hvad der er helligt og ikke helligt…

    Har De ikke forståelse for friheden til ironi, sarkasme og humor?
    »Jeg er ikke imod ironi, sarkasme og humor, så længe det ikke drejer sig om profeten Muhammed og Koranen.«

    Kan man ikke skille tingene ad – her er tale om satire?
    »Nej. Muhammed er en person, der er højt respekteret, som har en høj status i islam. Hvis I vil nedgøre ham, kan jeg ikke forstå, at I siger, at I respekterer religionsfrihed i Danmark. Hvis I ikke kan forstå det, eller ikke har evnen til det, så har vi et problem.«

    Skal vi acceptere det, fordi vi bor i et demokratisk land?« spørger han.
    Det er vel det, der er pointen i ytringsfriheden?
    »Jeg bor i et demokratisk land, og jeg bruger min ytringsfrihed, og jeg siger, at jeg vil ikke acceptere dette.«

    Hvem skal bestemme, hvor grænsen går?
    »Alle muslimer er enige om, at man må ikke gøre grin med Koranen eller Muhammed. Det er der ingen uenighed om blandt muslimer,« siger sheikh Raed Hlayhel og sætter spørgsmålstegn ved – demokratiets position i samfundet.

    »Jeres kulturredaktør ser på os som personer, der kommer fra den mørke side af verden, at vores hjerne er lukket, og at vi ikke kan se lyset. Han kommer og vil lære os demokratiet. Kan man påtvinge os demokratiet? Det er spørgsmålet,« siger imamen.

    Er kalifatet (en muslimsk statsstyreform baseret på sharia) at foretrække frem for demokratiet?
    »Hvis dette er demokrati, så er vi uenige med demokratiet…«

    Oploadet Kl. 19:16 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    

    6. oktober 2005

    Arne Notkin til Sherin Khankan: DRs fremstilling var 100 procent korrekt

    Redaktionschef for Deadline Arne Notkin i dagens Berlingske Tidende om Sherin Khankans kritik.

    Opinion: Muslim dæmoniserer DR2

    “I et indlæg 4. oktober (»DR2 dæmoniserer muslimer«) retter Sherin Khankan, formand for Kritiske Muslimer, en alvorlig beskyldning mod DR2. Hun beskylder kanalen for at øge dæmoniseringen af muslimer i Danmark. Baggrunden for anklagen mod hele kanalen er et enkelt indslag i »Deadline« 29. september, som ikke faldt i den kritiske muslims smag.

    Indslaget tog udgangspunkt i, at forlaget Høst & Søn har tilladt en illustrator at være anonym, fordi han/hun frygtede voldelige reaktioner fra yderligtgående muslimer på en bogillustration, der gengiver profeten Muhammeds ansigt. Debatten handlede om, hvorvidt dette var et udtryk for selvcensur og i givet fald, hvilke konsekvenser det får for demokratiet. I debatten deltog en repræsentant for forlaget og forfatteren Klaus Rothstein.

    I oplægget til debatten understregede vi to gange, at der er »nogle – langtfra alle – men nogle muslimer, der mener, at det er en helligbrøde« at gengive profetens ansigt – også når det er ikke-muslimer, der står bag. Og vi omtalte nogle af de voldelige og dødelige reaktioner, vi tidligere har set fra muslimer mod mennesker, der forbryder sig mod deres tolkning af islam.

    En 100 procent korrekt fremstilling. Et 100 procent legitimt afsæt for debatten...”

    Oploadet Kl. 18:40 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
    Arkiveret under:
    

    4. oktober 2005

    Mere om Muhammed-illustrationerne – Khankan, undertegnede og en nærtagende muslim

    Fra dagens Berlingske Tidende – Sherin Khankan læser Koranen på sin helt egen måde, og undrer sig over hun ikke kan bruges som modpol i Bluitgen-debatten på Deadline. Hvis DR2 vil have muslimers syn på Muhammed-billeder, så siger det sig selv at Khankan ikke kan bruges – hun repræsenterer jo blot forfulgte islamiske sekter:

    Opinion: DR2 dæmoniserer muslimer
    “Onsdag 28. september bliver jeg ringet op af »Deadline« og spurgt, om jeg kan deltage i en debat vedrørende forsiden til Kåre Bluitgens nye bog om Profeten Muhammad. Det særlige ved denne forside er, at den forestiller Profeten ridende på en kamel. I klassisk islamisk teologi og tradition viser man ikke Profetens portræt. Tegneren har derfor valgt at være anonym af sikkerhedsmæssige grunde.

    Jeg forklarer DR2-journalisten, at det er korrekt, at der ikke er tradition for at portrættere Profeten blandt aktive muslimer. Men at denne adab (dvs. særlig respektfuld omgang og tone med Koranen og Profeten) selvfølgelig ikke kan forventes at gælde for ikke-muslimer. Majoriteten af Danmarks aktive muslimer er ikke optaget af denne forside og ser ingen problematik i det forhold, at en ikke-muslim ikke følger Guds vejledning på dette område. Jeg er ikke bogstavfundamentalist. I lighed med mange andre muslimer anlægger jeg en reformistisk tilgang til Koranen og er i højere grad optaget af Koranens essens. Journalisten virker ikke tilfreds med mit svar og siger skuffet: Jeg troede, at du var imod, at man viste Profeten. Det er jeg også, men jeg forventer ikke, at ikke-muslimer viser dette hensyn. Så kan vi ikke bruge dig alligevel.

    Torsdag 29. september startede konstruktionen på den ikke-eksisterende konflikt…”

    Fra Ritzaus Bureau (via Herning Folkeblad):

    Dødstrusler mod bladtegnere

    “En side i Jyllands-Posten fredag med en række satiriske tegninger af profeten Muhammed bragte i den grad en ung mands følelser i kog, at han ringede til avisen og truede tegnerne på livet. Efter en intens efterforskning lykkedes det mandag for politiet i Århus at finde frem til en 17-årig, der blev sigtet for trusler efter straffeloven.”

    Fra dagens Jyllandsposten – et opkog af denne postering som læserbrev:

    Ingen leflen for islam i 1911
    “Tak til Jyllands-Posten for artiklen med Muhammed-illustrationerne (1/10), selv om flere af bidragene med deres lidt for abstrakte form blot bekræfter problemets eksistens. Det er tankevækkende, at da den senere rektor for Københavns Universitet, filologen Johannes Østrup i 1911 udgav sin Muhammed-biografi, var der ingen leflen for religiøse dogmer. Her blev forsiden prydet af Muhammed ridende gennem luften på en tovinget hest (Burak), nøjagtigt som den islamiske tradition foreskrev – samme tradition, som fastholder, at Muhammed blot er et menneske – Guds sendebud.”

    Oploadet Kl. 19:12 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
    

    17. december 2004

    Leo Tandrup om Sherin Khankan og ‘Kritiske Muslimer’s ukritiske fundamentalisme

    Hvis man ignorerer den letkøbte Bush-kritik i kronikkens afrunding, så er Leo Tandrups intellektuel aflivning af Sherin Khankan i torsdagens Jyllands-Posten i særklasse. Et par citater fra Hellighed halshugger ytringsfriheden:

    “Sherin Khankan, forkvinde (eller formand, som hun selv kalder sig) for Kritiske Muslimer, har 1/12 skrevet en kronik om det mulige i at rumme både ytringsfrihed og Koranens hellighed. Men den går ikke. Jo, den går, men kun, hvis man som Khankan skøjter hen over problemerne i et pseudo-akademisk begrebssprog på så højt et abstraktionsniveau, at alt, hvad man siger, bliver dybt uforpligtende.

    “Ved hun, hvad hun selv siger. Respektfuld at hengive sig udlevende til Allah og hans jordiske magthavers levevis ligger lige op ad at overgive sig, gøre sig til ét med. Hvor bliver muligheden for kritik så af? Hellighed viger for fredhellighed. Og det fredhellige kan ikke diskuteres. Vi er i fundamentalismens verden… Kritikken fordufter op i skødet på Allah og ryger derfra lynhurtigt ned i hjernevindingerne på dem, der som imamer og kritiske forkvinder som profetens efterfølgere bemyndiger sig selv til at udlægge hans ord med direkte rød linie til Allah selv. Disse imamer kan i reglen ikke engang dansk, kender ikke miljø og mentalitet i vort land, men hvad betyder det også, når ikke bare Allah, men også profeten fortæller én alt, hvad der er værd at vide. De er Muhammeds grammofonplader. Han har heldigvis kunnet se 1400 år frem i tiden.”

    Oploadet Kl. 14:35 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
    Arkiveret under:
    

    3. december 2004

    Lars Otto Kristensen om den letkøbte apologi for islam og kommunisme

    Pointen er hørt før, men sjældent er det udtrykt så perfekt – som Lars Otto Kristensen i dagens Jyllands-Posten.

    “Det er alt for let at forsvare islam med, at ‘islam er kærlighed’, at Allah er ‘barmhjertig’, fordi det står i Koranen. Al ondskaben i islamiske lande bliver herefter misforståelser af islam. Akkurat som al ondskaben i kommunistiske lande skyldtes misforståelser af kommunismen, der i sig selv var god. Visse intellektuelle har stadig ikke andet at bebrejde kommunismen, end at den blev forkert udført. Det er sikkert rigtigt, at ingen blev kommunist bare for at slå kapitalister ihjel og ingen nazist for at myrde jøder. De ville bare have et rent ideelt samfund og betalte gerne omkostningerne. Men mord blev resultatet af at forskrive sig til en ideologi, der havde svar på alt.”

    Oploadet Kl. 14:41 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
    

    1. december 2004

    Sherin Khankan på dybt vand om islams sande natur

    Forkvinden for de ikke helt så Kritiske Muslimer Sherian Khankan har begået en kronik til dagens jyllands-Posten, og som sædvanlig er der skruet helt op for lix-værdien på hendes egne intetsigende måde. Et par kommenterede eksempler fra Ytringsfrihed og Koranens hellighed:

    “Men hvordan kan ord dræbe? Det kritisable ved filmen “Submission” er, at den tillægger Koranen en negativ ontologisk essens. Den dræber kernen i det, som mange muslimer opfatter som essentielt. Nemlig ideen om islam som en barmhjertig vejledning og islam som et politisk opgør med alle former for diskriminerende skel; såsom raceskel, økonomiske skel, nationale skel, sociale skel, religiøse skel og ikke mindst skel mellem køn. Derudover anfægter den ideen om Koranens hellighed.

    Så hvis en ikke-muslimsk filmproducer i et ikke-muslimsk land med sin kunst ‘dræber kernen’ i noget muslimer ‘opfatter som essentielt’ – så skal han hetzes – helst med loven i hånden. Alle ikke-muslimer må forventes at anfægte ‘ideen om Koranens hellighed’. Personligt mener jeg Koranen er et historisk dokument på linie med et nummer af Social Kritik.

    “Koranens hellighed refererer ikke til en passiv dogmatisme og betyder ikke, at man som menneske ikke kan forholde sig aktivt og kritisk til fortolkningen af Koranen.”

    Og sådan har Khankan og resten af KM ret til at tolke bogen, men er det modsatte ikke en hel del mere rigtigt. Her tænker jeg både på kildernes ordlyde, de historiske erfaringer med andres læsning af samme, og ikke mindst graden af udbredelse af Khankans Sufi-variant og den mere hardcore-islam.

    “Mange muslimer beklager tendensen mod at generalisere fra en faktisk hændelse til, at sådan må det være generelt med islam. “

    Overdrevne generaliseringer skal undgås, men generaliserer hun ikke selv når hun udlægger hendes egen tolkning af Koranen som værende udtryk for islam som sådan. Det skulle jeg mene.

    “Nogle muslimer, mig selv inklusive, ser kun et forvrænget politisk budskab om islam som havende en iboende undertrykkende essens og en anfægtelse af Koranens hellighed.”

    Det er både rimeligt, og helt igennem reelt at ateister, eller ikke-muslimske troende ‘anfægter Koranens hellighed’. At islam ikke skulle have en ‘iboende undertrykkende essens’ må hun først forsøge at modbevise. Uanset hvad, skal det da naturligvis være et emne man forholder sig til politisk.

    Oploadet Kl. 10:52 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    2. oktober 2004

    Stigende religiøsitet blandt muslimer: problematisk ifl. Ayse & Pittelkow- Khankan uenig

    Ugebrevet A4 offentliggjorde i mandags en undersøgelse som dokumenterede at herboende muslimer var blevet mere religiøse. Et forhold som ikke burde overraske, med undtagelse af dette:

    “Især yngre, veluddannede og velintegrerede kvinder siger, at de er blevet mere religiøse gennem de seneste fem år.”

    Nyheden blev generelt vinklet positivt, ud fra den slutning, at den stigende religiøsitet var sket ad frivillighedens vej. Et par reaktioner.

    Ayse Devici, Rehabiliteringscentret for etniske kvinder [DR, 27/09-04 7-TV-avisen]Jeg mener der er grund til at være bekymret, hvis man gør noget så privat som religion, til et offentligt og politisk spørgsmål. Så er der grund til at være bekymret.”

    “Når unge indvandrerpiger, fra at se verdsligt ud, begynder at gå i lange gevanter, og tager holdninger til sig som er betydeligere ekstremer end den deres forældre repræsenterer…”

    “Den stigende religiøsitet oplevede jeg iblandt de ældre klasser [i Folkeskolen], piger der pludseligt begyndt at gå med tørklæde.. der blev udøvet pres mod andre piger. Drenge der som en modpol, begyndte at presse unge piger ved at sige – ‘hvis du ikke tilkendegiver at du er muslim, hvis du ikke går med tørklæde, så er du en luder’.

    TV2 havde dagen efter inviteret Ralf Pittelkow og Sherin Khakan i Go’Morgen Danmark, for at diskutere undersøgelsen.

    Khankan [starter med længere ukonkret monolog]: “Der er generelt en spirituel hunger… en sprituel hunger, en søgen efter andre værdier end de materielle… Denne her spirituelle hunger efter noget større, noget mere. Der er et ordsprog der siger, at det rastløse menneske er det onde menneske… Der giver islam et bud på, hvordan man finder denne her ro… Islam appellerer både til fornuften, til forstanden og til hjertet. Så jeg tror det er nogle af disse ting der gør sig gældende.”

    Pittelkow: “… Men fælles for første-generation og de efterfølgende generationer, det er – skriver forfatteren [tysk undersøgelse om tyrkiske indv.]– at de orienterer sig langt mere mod Tyrkiet, langt mere mod det muslimske fællesskab end mod det omgivende tyske samfund og fællesskabet med tyskerne. Og der ligger et samfundsmæssigt problem.”

    Khankan: “… jeg er ikke enig i at større religiøsitet eller politisk bevidsthed, at det medfører dårlige konsekvenser. Jeg tror på det af folk bliver mere bevidste om deres religion eller levevej, at der er flere flere unge muslimer som begynder at sætte spørgsmålstegn ved de ord de har lært at recitere… Muslimsk aktivisme refererer til at man begynder at holde sig aktiv og kritisk i forhold til sin levevej. Man sætter spørgsmålstegn. Islam er ikke tro. Islam er overbevisning.”

    Pittelkow: “Vi må ikke gøre det til et problem at folk bliver religiøse. Det er først et problem når der dannes et samfund i samfundet, og det er her jeg siger at kaster vi et blik ud på forholdene i andre lande, så kan vi se at det er der meget klare tendenser til. Og det er sådan, at hvis befolkninger begynder at falde fra hinanden, så man får hvert sit lille samfund, når man ikke har den samhørighed, når man ikke har den sociale kontakt, når man ikke har visse fælles værdier, så begynder demokratiet – så begynder det demokratiske fællesskab at forfalde, og så begynder velfærdssamfundet at komme under pres. Fordi så får man mindre og mindre lyst til at betale til den fælles kasse.

    Khankan: “De aktive muslimer, det er oftest dem der engagerer sig i samfundet, i samfundsdebatten – i foreningslivet, i de politiske partier, så vi ser en øget interesse. Jeg ser aktive muslimer som en kæmpe resource for det danske samfund. Men det fundamentale spørgsmål, tror jeg, det som det hele handler om. Det er hvordan accepterer ikke-muslimer at muslimer tror på at Koranen er Guds åbenbaring…”

    Pittelkow: “Vi ved at der er et mønster i retningen af, at man også bruger denne her forstærkede islamiske religiøsitet til at markere en afstandtagen til det samfund man er en del af…”

    Khankan: “… Den der har en spirituel tilgang til sit liv, vil altid se på hvad det er der forener os som mennesker, og hvad er det for nogle fælles værdier vi har. Lighed, frihed… frihed for mig betyder at jeg overgiver mig til Gud… Acceptere at vi nogle steder har forskellige definitioner af [lighed/frihed – indslag sluttes brat]

    Ayse Devici oplever stigende religiøsitet som et alvorligt problem på baggrund af sine erfaringer, og sår tvivl om den enkelte muslim, ikke mindst pigerne bliver mere religiøse af eget valg.

    Sherin Khankan forholder sig som sædvanligt skønlitterært til problemstillingen, og taler i abstrakte vendinger fjernt fra virkeligheden. Pittelkow valgte at argumentere med basis i tendenserne, og fik ikke meget taletid. Kunne være sjovt at se Khankan forsvare sine påstande sætning for sætning i et live-program. Hendes optik var klart præget af Jørgen Bæk Simonsen – stigende afhængighed af en en 1400 gammel bog er udtryk for bevidstgørelse ~ aktiv islam. Kært barn har mange navne. På bundlinien er det dog resultaterne for det danske samfund som er interessante, ikke hvorvidt yndige Khankan finder spirituel ro i bogen.

    Oploadet Kl. 22:47 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    

    4. februar 2004

    Religionssociolog Morten Warmind halal-tolker den islamiske tro

    Dagens kronik i Berlingske Tidende er skrevet af Religionssociologen Morten Warmind – og har overskriften Islams mange ansigter. Skønlitterær halal-tolkning, som sjældent er set mere koncentreret. Et par kommenterede eksempler:

    “Udover forskellige nationale organisationer for disse muslimer findes der også overnationale islamiske organisationer, der nedtoner de nationale og kulturprægede forskelle. Den klareste eksempel er Muslim World League, som har base i Saudi-Arabien. Sådanne bevægelser har en styrke især for udvandrernes børn, der bor i et område, hvor de først og fremmest opfattes som ‘muslimer’ af deres naboer, som ofte ikke skelner mellem den ene eller den anden nationalitet. Blandt nogle af de unge er der en vis foragt over for det kulturspecifikke og en søgen tilbage til det, der er fælles for alle muslimer.”

    Især blandt intellektuelle er der en bevægelse hen imod hvad man kalder euro-islam. Ideen er at besinde sig på den situation, muslimer faktisk lever i her i Europa og finde frem til de (særdeles gode) muligheder, som findes i Europa for at praktisere islam. Euro-islam er altså ikke en sekulariseret form for islam, som nogle tror, snarere tværtimod. Det er ikke en måde at være religiøs på samme måde som europæere, men snarere en måde at være europæisk muslim på.”

    “Hvad adskiller så de forskellige muslimske grupper? Hvad er forskellene i tro?”

    Først gøres muslimerne til en størrelse der ikke kan defineres, og herefter gives eksempler på både nationale og overnationale islamiske organisationer – der jo netop har dette som formål. Lidt sjovt at Warming vælger at fremhæve lige netop Muslim World League, en totalitær saudi-arabisk variant baseret på Wahhabismen – grundlagt med det formål at “Advocating the application of the rules of the Shareah either by individuals, groups or states.” – som de truer med på deres hjemmeside. Muslim World League forsøger, trods modstand, at bygge en stormoske i Århus Vest – en af initiativtagerne er iøvrigt allerstedsværende Malene Grøndahl. Hende der sidste år havde snakket med Fadi Abdullatif fra Hitz ut-Tahrir, og konkluderede at foreningens ønske om mord på jøder skulle forstås i en abstrakt kontekst. Den anden forening som Warming nævner er den såkaldte Euro-islam – i Danmark repræsenteret af Foreningen Kritiske Muslimer ved Sherin Khankan, som kronikøren iøvrigt har studeret med på Københavns Universitet. Khankan er medlem af det Radikale Venstre, og gjorde sig sidste år bemærket ved ikke at ville undsige det islamiske lovkompleks kaldet Sharia’en. Er det ikke sådan at fællesnævneren for Warmings to overnationale islamiske organisationer er en bogstavtro islamisk fundamentalisme – her tydeliggjort ved accepten af en retssystem fra den tidligere middelalder. Det vil jeg mene.

    Warminds forklaring på muslimernes kritik af Salman Rushdie er så langt fra virkeligheden, at han næppe kan tro på den selv:

    “Når så mange muslimer blev så vrede, at de (næsten) var enige en tid, må årsagen søges i det forhold, at muslimer i mange henseender blev regnet for andenrangs verdensborgere. De fleste muslimske regimer var baseret på en fortid som vestlige kolonier, og de muslimer, der boede i Europa, udgjorde for det meste de laveste sociale lag. Bogen stod med sin vestlige indfaldsvinkel noget ufortjent som et symbol på Vestens arrogance og magtfuldkommenhed.

    Problemet med Rushdies De Sataniske Vers, var som Paul Brian skriver i foromtalen til bogen:

    “To a conservative Muslim, Islam is not just a religion in the sense that most Westerners use the term, a private faith which provides hope and consolation within a secular world. Islam is a way of life, a body of law, an all-embracing cultural framework within which novels are distinctly unimportant and potentially troublesome. That a mere novelist should dare to satirize fundamental religious beliefs is intolerable.

    – som Mørch, Bramming og Rasmussen skrev i Bastardkultur [S. 87f]:

    Der er ingen grund til at bortforklare disse reaktioner som paranoide eller noget, som kun yderligtgående muslimer følte som en konsekvens af deres afvisning af den vestlige kultur: den følte krænkelse kommer før bogafbrændingerne, og også i moderate kredse og mere sekulært orienterede muslimske kredse var krænkelsen en realitet, selvom man afstod fra offentlig kritik og konfrontationer af nogen art.”

    Eller som Jes P. Asmussen skrev i forordet til anden udgave af Islam [S. 9]:

    Men at en bog af denne art sårer og krænker enhver muslim og vækker hans intense vrede, er ikke noget nyt. Det er tværtimod i overensstemmelse med alle muslimers syn på den elskede profet, hvis mage ikke findes og aldrig vil findes. Og historien har fortilfælde: I Indien i begyndelsen af 1930’erne myrdede to muslimske ynglinge, 16 og 19 år gamle, en hindu, der havde skrevet en en mod profeten hånlig rettet bog, Rangela Rasul, ‘Den forlystelsessyge Apostel (Profet)’. De blev dømt til døden, og tusinder af muslimers medfølelse og bønner fulgte dem! En absurd reaktion? Ingenlunde! Det vil altid være muslimens naturlige reaktion, når profetens krænkes.

    Det er beskæmmende at en stort set enig dansk forskerskare gør sig til apologeter for islam som kultur og religion. Det være sig på mange plan. Det påstås at muslimerne ingen fællestræk har, at islam blot er en religion på linie med kristendommen og at sharia’en betyder stort set hvad man har lyst til. Sideløbende kaldes selv de mest bogstavtro fundamentalister og islamister for ‘moderate’, eller når bølgerne går lidt højt – folk der tager deres tro seriøst.

    Oploadet Kl. 21:03 af Anonym Københavner — Direkte linkSkriv!
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige side

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper