17. oktober 2019

Metz om Europas sidste diktatur: “… Ungarn, både Hviderusland og Ungarn, og så småt også Polen.”

Om et par uger er det slut med at høre Radio24syv, og det er godt, for selvom kanalen blev etableret som et alternativ til P1, så er forskellen ikke så stor. Man kan eksempelvis høre Georg Metz som ung med de unge venstreorienterede i ‘Det lille Mememageri’, og onsdag eftermiddag var han der igen i kulturprogrammet AK24syv.

Metz skulle have testet sin paratviden, og blev blandt andet spurgt om hvilket land der var Europas sidste diktatur. Svaret var Lukashenkos Hviderusland, men den tidligere leninistleders diktaturstat kunne ikke stå alene, måtte man forstå. Ungarn var også et ‘halvdiktatur’, og ’så småt også Polen’. To nationalstater der regeres af konservative partier, der qua den kommunistiske fortid priser selvstændighed, og undsiger kulturfremmed indvandring. Helt efter folkets ønske.

Radio24syv-vært: Hvilket land bliver kaldt Europas sidste diktatur? Hviderusland, Rumænien, Albanien eller Bulgarien?

Georg Metz, forfatter: Der siger man jo normalt Hviderusland, men der bliver det jo sværere og sværere fordi, der er flere lande der efterhånden byder sig til som halvdiktaturer. Så det er lidt forældet, det der spørgsmål. Hvis jeg skulle sige noget i dag, så ville jeg sige Ungarn, både Hviderusland og Ungarn, og så småt også Polen.



16. september 2019

Metz håber orkan smadrer Trumps ‘grimme palads’, ‘de guldbelagte sale’, ‘de smagløse marmorsøjler’

Ingen hader så intens, som dem der har øvet sig hele livet. Georg Metz kalder Donald Trump for en ‘pyskopat’, og håber en orkan smadrer det historiske Mar-a-Lago på Palm Beach, som Trump købte i 1985. Fra Dagbladet Information – I sit stille sind havde man håbet, at Dorian havde hærget Trumps grimme palads.

“… Følger man imidlertid tankegangen og udvider perspektivet til den store politik, hvor mere betydelige ting står på spil, kunne man i sit stille, sorte sind have håbet, at orkanen Dorian – en af de værste registreret – på sin hærgende fart fra Bahamas til Floridas østkyst specielt havde ramt Mar-a-Lago, hvor Donald Trumps sommerpalads skæmmer nabolaget; håbet, at Dorian var gået i land på Palm Beach i hele sin ødelæggende kraft lige på adressen 1100 S. Ocean Blv., Palm Beach, Fl. 33480, USA og krudtet sig op på fuld styrke foran Trumps enorme ejendom, at den her var øget til kategori 7 af 5 mulige for siden at fare hylende gennem de guldbelagte sale, knuse indboet til atomer og vælte de smagløse marmorsøjler, så væggene og det falliske tårn brasede sammen som et korthus.

I et supplerende håb, at ingen på adressen var kommet til skade, og flagstangen med Stars and Stripes blev stående, burde Mar-a-Lago have ligget tilbage efter det vilde vejr som en flad ruin – flad som en mexicansk majspandekage, fladere end den følelse Trump må have haft, da statsminister Frederiksen hovedrystende på kanten af diplomatiets grænser sagde nej til det absurde tilbud om købet af Grønland.

… I foreliggende tænkte, håbefulde eksempel om orkanens rasen over Mar-a-Lago, kunne man have drømt om, at USA’s 45. præsident et kort øjeblik, mens hans vulgære hus væltede, begreb sin egen uansvarlighed…

Trump lyver kort og godt, hver eneste gang han henvender sig til offentligheden og lyver sikkert hele tiden, også når han er alene og lyver over for sig selv. Det kan man være sikker på: Donald Trump er en simpel løgnhals – med et upræcist og ukorrekt begreb, men så læseren ved, hvad skribenten tænker på: psykopat. Eller noget lignende.

… Trist, at hans grimme hus ikke er væltet.”

(Donald Trumps Mar-a-Lago, Palm Beach, Florida; Fotos: Business Insider mfl.)

Oploadet Kl. 09:27 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


30. maj 2018

Kira Skov på P1: Sverige får et udlændingevalg fordi vi “… ikke har ville løfte, og tage vores anpart”

Set fra et nationalkonservativt synspunkt er der ikke den store forskel på P1 og Radio24syv, men det virker som om at sidstnævnte ikke redigerer programmerne så stramt som P1. Når Radio24syv lader kunstnere rable om politik, så det hovedsageligt i et selvstændigt magasin klart deklareret, ikke velovervejet opinion fra et dusinmenneske på overdrevet. Af samme årsag er det Radio24syv, jeg hører i bilen. De kan i det mindste overraske positivt.

Forleden var sangerinden Kira Skov gæst i Bagklog på P1. Ugen forinden var det Georg Metz, og ugen før ham Uffe Elbæk. Man ved hvad man får. P1 spørger kun hvis de kender svaret, og kan bruge det ideologisk. Sekvensen om det svenske udlændingevalg kan høres på DR.dk.

Esben Kjær, P1: Hvad sker der ellers?

Kira Skov, sangerinde: Der sker, altså Jyllands-Posten har fået en historie der siger, at ‘danske politikere gør klar til udlændingevalg i Sverige’.

Esben Kjær: Ja, den studsede jeg også over. Man tænker, hvad rager det danskerne?

Kira Skov: – Ja, det er åbenbart en vigtig sag, også for Dansk Folkeparti, kan jeg forstå. Øhh, og det er jo altså åbenbart, som der står blandt andet at Søren Espersen kalder det vidunderligt at udlændinge er i top på de svenske politiske dagsordener nu. Og det, ja, altså man kan sige (fniser).

Esben Kjær: (Griner)

Kira Skov: Ja, det, kan man sige. Jeg synes det er meget vildt, at det i sig selv er vidunderligt, men man kan jo sige, at svenskerne har jo altid haft en lidt mere humanistisk profil hvis man kan kalde det sådan. Historisk set, så har de jo ligesom under 2. Verdenskrig med jøderne, og nu her senest med alle flygtningene der vandrede gennem Danmarks motorveje for at komme til Sverige, hvor Sverige jo virkelig åbnede op ik’. Og denne her reaktion hos den svenske befolkning, det er vel et resultat af, at vi ikke løfter i flok, kan man sige. Det er ulige fordelt simpelthen, og vi har ikke ville tage. Vi har ikke ville tage vores andel i det her. Så jeg tror der kommer en modreaktion i Sverige nu, fordi der har været den her uligevægt i at tage ansvar overfor de her mennesker.

Esben Kjær: Så fedter du jo ansvaret af på os andre. Man kunne også bare sige, at det er svenskerne som har haft en tosset udlændingepolitik, hvor de stort set har lukket alle der ville ind, ind, og det kan man jo ikke i længden. Der er simpelthen for mange mennesker på den her planet til at føre den udlændingepolitik man har ført i Sverige.

Kira Skov: Ja, men det er jo meget sympatisk kan man sige, at man reagerer fra et humanistisk standpunkt når man ser de her mennesker – hvad fanden skal man høre? De vandrer ned ad motorvejen, og vi vil jo ikke have dem her. Hehe, sådan hedder det nu. Og så kan man sige, ja, der er selvfølgelig en grænse for hvor mange de kan tage.

Esben Kjær: Men er der ikke lidt en parallel til det med klimaet. Nogle gange er man som politiker nødt til at træffe nogle ubehagelige beslutninger. I Sverige har de haft den opfattelse af dem selv som godheden selv, og derfor har de været uvillige til at træffe nogle ubehagelige beslutninger. Nu er de så blevet tvunget til det på den hårde måde, fordi de har en befolkning der simpelthen siger stop nu.

Kira Skov: Jov, de er blevet tvunget til det fordi det simpelthen er for meget. Der er for mange, fordi vi eksempelvis i Danmark, ikke har ville løfte, og tage vores anpart, kan man sige. Så på den måde – jov, nu er de tvunget til at forholde sig til at en reaktion.

(Kira Skov, Flower of the evening, 2011; Foto: Youtube)

Oploadet Kl. 09:46 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


12. august 2017

Information anmelder ‘Meet the Selsings’: Værtsparrets høflighed er ‘en glimrende herskerteknik’

“Den røde radio er det normale.”, pointerede Mikael Jalving, der stod for sidste sommers konservative undtagelse på Radio24syv. Årets nationalkonservative clou var ‘Meet the Selsings’, der over femten timelange programmer, tog livtag på det ideologiske overdrev. Det ramte blandt andet liberalistiske Rasmus Brygger, feministiske Ditte Giese, marxistiske Lars Trier Mogensen, kulturradikale Georg Metz og den veltalende revolutionære Pelle Dragsted.

Jeg fik ikke hørt det hele, men konceptet fungerede fremragende – mest fordi værtsparret ikke lod overdrevet dø i synden. Undertegnede medvirkede perifært over telefonen i sidste afsnit. Det hele kan podcastes her.

Anmeldelsen af udsendelsesrækken i Dagbladet Information er helt fantastisk. Eva og Rune Selsings høflige tilgang til sine gæster, er ikke udtryk for almindelige borgerlig dannelse eller Hal Kock’sk demokrati-forståelse, nej, det er skummel ‘herskerteknik’.

Journalist Lone Nikolajsen i Dagbladet Information – Høflighed er en glimrende herskerteknik. Man kan slippe af sted med meget mere, når man taler pænt.

“Hvis man gerne vil have ret, er det en god idé at være høflig. Det er nemmere at få ørenlyd, hvis man holder stemmeføringen nogenlunde behersket og beskyldningerne på et minimum, end hvis man råber. Hvis man råber, drukner ordene let i volumen, og samtalen udarter sig til en stillingskrig, hvor det i sig selv er vigtigt at holde på sit.

Ved at være respektfuld og anerkendende i sit ordvalg og tonefald kan man lokke folk op fra deres skyttegrave og prøve at omvende dem til sit eget synspunkt. Man kan slippe af sted med meget mere, når man taler pænt og ordentligt. Det styrker også ens egen selvrespekt at bevare kontrollen, og selvrespekt har man jo brug for, når man skal belære andre om, hvordan verden hænger sammen.

Høflighed er kort sagt en glimrende herskerteknik.

Det ved de erklæret borgerlige debattører Rune og Eva Agnete Selsing, der sommeren over har haft et samtaleprogram på Radio24syv.”



24. juli 2017

Eva Selsing: Uhæderligt at associere fædrelandskærlighed med ‘en chauvinistisk anskuelsesmåde’

Jeg podcaster under havearbejde, og i denne uge fik jeg hørt de første to udgaver af ‘Meet The Selsings’ på Radio24syv. At høre Georg Metz bortforklare masseindvandringens betydning for voldtægtsniveauet, er ikke det værste at høre, når nu man har en zombie-økse (‘billhook’) i hånden, og vildtvoksende krat der skal afrettes.

“Det kan jeg ikke se… Det ved jeg ikke om det er en kendsgerning… Har du belæg for det du siger?” (Georg Metz, 18. juli 2017)

Eva Selsing i dagens Berlingske – Alle er nationalister.

“Et andet begreb, som bruges uhæderligt, er ‘nationalisme’. Lad os kigge nærmere på det. For hvad er egentlig nationalisme – eller, indledningsvis, hvordan defineres begrebet i dag? ‘Den danske ordbog’ siger:

‘Stærk eller overdreven nationalfølelse, ofte forbundet med en nedvurdering eller diskrimination af andre nationer eller med et ønske om politisk selvstændighed.’

Og allerede her har vi et problem. Skal vi tage anden del for gode varer (og det skal vi måske – denne udlægning findes mange steder), er alle borgere, som ikke ønsker national uselvstændighed, nemlig nationalister.

I Danmark vil det sige, at ‘nationalismen’ spænder lige fra Enhedslisten over til Dansk Folkeparti. Det er alligevel ret mange. ‘Nationalisten’ er kort sagt dig, der foretrækker Folketinget frem for EU eller FN.

På den måde får gårsdagens kosmopolitter sat dig i bås med Hitler. Jo, med Hitler, for af alle nationalismer var nationalsocialismen dog den værste. Det ved sprogets alfonser her også udmærket. …

Så langt, så godt. Den indledende del af definitionen er der mere mening i: Nationalisme er en –isme, der medfører ‘overdreven nationalfølelse’ og/eller en ‘nedvurdering af andre nationer’.

Det passer bedre som beskrivelse af en politisk ideologi. Nationalisme er, med denne udlægning, en chauvinistisk anskuelsesmåde. Og så er vi atter ankommet ved noget interessant. For hvem af dagens ‘nationale’ politikere, debattører og borgere har som drivkraft i forsvaret af Danmark en nedvurdering eller diskriminering af ‘andre nationer’?

Jeg selv kan ikke pege på nogen. Til gengæld har vi fredelige typer, der er glade for deres land og oprigtigt bekymret for, om de kan efterlade noget trygt og frit til deres børn. Vi har fædrelandskærlige mennesker, hvis hjerter banker for Danmark, ikke fordi det er bedre end andre lande, men fordi det er vores.

At få dette til at blive til ‘nationalisme’ og derved bringe mindelser om forrige århundredes største forbrydelser, er selvfølgelig en perversion. Det ved misbrugerne af sproget godt. Og derfor må vi være pædagoger og grænsesættere. Vi må insistere på den redelige sprogbrug og skelne mellem nationalfølelse (som de fleste af os har) og så en chauvinistisk politisk ideologi (som de færreste bærer på).”

Oploadet Kl. 11:58 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer


14. februar 2010

Claes Kastholm Hansen om Auschwitz-dagen

Kronik af Claes Kastholm Hansen om Auschwitz-dagen i Berlingske Tidende – Brug og misbrug af historien.

“… man kan kun lære noget af Holocaust, hvis man har en dybtgående viden om baggrunden og omstændighederne. Har man ikke det, bliver den lære, man uddrager, kun til flad moraliseren, misbrug af historien, ubevidst historieforfalskning.

Valget af temaet »Farlige forestillinger« indbyder til en sådan flad moraliseren. Sagt på en anden måde: På Auschwitz-dagen talte Georg Metz i Odense, der var en af de kun seks byer, hvor der var større officielle arrangementer. Jeg behøver ikke have hørt Georg Metz’ tale for at vide, at den har indeholdt fordømmende referencer til følgende nøgleord: Jesper Langballe, Søren Krarup, Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti, regeringens udlændingepolitik, fremmedhadet i Danmark.

Valget af Auschwitz-temaet »Farlige forestillinger« indbyder til, at man trækker eller antyder en parallel mellem nazisternes politik over for jøderne og en nutidig dansk udlændingepolitik, som man er uenig i. Man dæmoniserer sine modstandere og dramatiserer konsekvenserne af en demokratisk legal udlændinge- og integrationspolitik. Dette sker næsten hver dag i aviser som Politiken og Information. Det er dette lave niveau, DIIS understøtter med sit tema.

Efter at jeg havde skrevet ovenstående, gik jeg ind på Infomedia og kunne konstatere af pressereferaterne, at Georg Metz den aften på rådhuset i Odense havde talt ganske, som jeg forudså.

[…]

Det, man kan bruge Auschwitz-dagen til, er derfor at stille spørgsmålet: Hvordan kunne en sådan morderbande erobre den totale magt i Europas største land? Hvad sker der, hvis man går på kompromis med retsstaten? Hvad kan der ske, hvis man lader parallelsamfund (nazistpartiet dannede med bl.a. SA et parallelsamfund med egen retsorden) vokse sig for store? Hvordan skal vi forholde os til udenomsparlamentarisk aktivitet, og er civil ulydighed virkelig så romantisk og humant et fænomen, som det gøres til i disse år? Eller mulige konsekvenser af ungdomsdominans (gennemsnitsalderen i SS var under 30 år!).”

Grafik fra DIIS-folder om Auschwitz-dagen. Se evt. her.



27. november 2008

Erhard Jakobsen om DRs programmer (1972): “… fuld af grov indoktrinering.”

DR2 sender for tiden dokumentarserien Monopolets helte, og selvom udsendelserne lader de ansvarlige for DRs venstreorientering skrive sit eget eftermæle, så er der masser af interessante klip fra arkiverne. Sjette afsnit blev sendt forrige søndag (16/11), og havde nyhedsudsendelserne som emne – gæsterne var Lone Kühlmann og Lasse Jensen.

Erhard Jakobsen (1972): … det hedder noget helt andet. Det hedder billeder, det hedder perspektiver, og det hedder det og det hedder det, men det er fuld af grov indoktrinering.

Med våde øjne, introducerende et Klaus Rifbjerg-digt til afdøde Oluf Palme…

(Georg Metz, Studievært og Redaktør på TV-avisen 1969-1988)

Frøslevlejren eller nyhedsredaktionen…

(Lasse Jensen, Chef for TVavisen 1983-1987, Souschef for TV2 Nyhederne 1993-1996)

(Ole Thisted, Redaktionschef TV-avisen, senere TV2 Nyhederne – gift med Karen Thisted)

Oploadet Kl. 14:30 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


29. februar 2008

Virkeligheden 2 – Kulturradikalismen 0

Debatten på DR2 havde igår Muhammedkrise II som overskrift, og det blev en livlig debat mellem Ralf Pittelkow og Martin Krasnik på den ene side, og på den anden side kulturradikalismens ypperstepræster George Metz og Tøger Seidenfaden. Pittelkow og Krasnik supplererede hinanden fint, og modparten var reelt chanceløs. Seidenfaden der ellers er en dreven debattør, fik kunne ganske enkelt ikke fremlægge troværdig argumentation for sit standpunkt i sagen. Metz var ingen støtte. Hans argumentation vaklede, og når han blev modsagt gik han som en forurettet skoledreng direkte til det perfide.

Her lidt fra debatten.

Martin Krasnik, Weekedavisen: Dengang… skrev du i en leder…. at den dag at der er nogen der kan overbevis dig… om at der er en reel voldelig konsekvens af de her tegninger – dengang det virkelig brænder på, der kommer den på forsiden… nu kommer du med en sympati-erklæring, og trykker tegningen. Hvad i alverden er forskellen på dengang og nu – der er ingen forskel. Man kan sige du ikke vil sige det, men med dine handlinger viser du at du i virkeligheden har lært noget af situationen.

[…]

George Metz, Information: … Pittelkow viser at han ikke har lært at ytringsfrihed er en nuanceret begreb.

[…]

Ralf Pittelkow, Jyllandsposten: Det her med at vi ikke skal tage en gammel diskussion op igen, det er fuldstændigt hen i vejret. Fordi vi ligger med en uforløst problemstilling. De to herrer der, som står og diskuterer, hvad det er der er sket siden den gamle diskussion, har aldrig nogensinde forholdt sig til kernen i den gamle diskussion. Det ligger som et lig i lasten… Kernen i den gamle diskussion var, at hidtil havde det været sådan at sharia’ens regler for blasfemi og ytringsfrihed gjaldt alene for muslimer og muslimske lande. Det altafgørende skelsættende nye i den her konflikt, var at nu lagde man et kæmpemæssigt pres for at sharia’ens regler om blasfemi og ytringsfrihed også skulle gælde for ikke-muslimer i et ikke-muslimsk land som Danmark.

[…]

Martin Krasnik: Alle i Danmark kender tegningen [afviser at der nu skulle være en journalistisk begrundelse for at trykke dem]… så derfor er der to grunde til at gøre det – Et – I solidaritet – hvilket man også skulle have gjort sidste gang – eller fordi man er kommet på bedre tanker, og gør det med venstre hånd, og det er det der er sket.

[…]

Tøger Seidenfaden, Politiken: Ytringsfriheden har aldrig været til diskussion i Danmark – den har aldrig været truet. Jo flere trusler der kommer imod os, jo stærkere bliver ytringsfriheden – det er indlysende for enhver.

[…]

Martin Krasnik: Tøger, Tøger, Tøger – du taler fuldstændig udenom, igen er det den der provensionalisme. Den eneste grund til at den danske regering der gik rigtigt ind i sagen, men begyndte at krabbe sig ud – meget ynkeligt som Anders Fogh gjorde i en periode – det var jo netop den diplomatisk-økonomiske krise. Tøger du fokuserer igen på den danske diskussion, du taler om din forpligtigelse som dansk avis, som dansk redaktør – det hele handler om den danske tegning, men det du ikke har forstået… Du har simpelthen ikke set at det her er et internationalt spørgsmål, et internationalt problem , som læner sig op ad det som Ralf fuldstændigt præcist talte om, om ytringsfrihedens grænser i forhold til religion. Havde du forholdt dig til det fra starten af, så havde du ikke brugt tiden på at finde den rigtige skurk…

[…]

George Metz: Selvfølgelig tager man hensyn når man anvender sin ytringsfrihed. Det anfægter sådan set ikke ytringsfriheden – alligevel tager man hensyn… Det som jeg ærger mig over, det er at vi ikke får en ordentlig diskussion om for eksempel den ytringsfrihed vi påstår vi har herhjemme. Vi har ikke haft megen ytringsfrihed, slet ikke under denne her regering. Vi har et stort problem med de offentligt ansattes ytringsfrihed…

[…]

Ralf Pittelkow: Når Tøger Seidenfaden siger at ytringsfriheden ikke er truet – Nej, ikke i absolut forstand, ikke sådan at den er ved at forsvinde, men fortæl det til Ayaan Hirsi Ali, fortæl det til Wafa Sultan, fortæl det til den britisk biskop af Rochester, der lige er blevet truet fordi han sagde at der har udviklet sig områder i de britiske byer, hvor ikke-muslimer ikke kan komme. Fortæl det til den franske gymnasielærer Robert Redeker, osv. – et hav af folk der har forsøgt at rejse en kritisk diskussion af aspekter af islam, og som har fået dødstrusler lige i nakken og fået ødelagt deres normale liv af samme årsag. Fortæl dem at ytringsfriheden ikke er truet.

[…]

Tøger Seidenfaden: … Hizb ut-tahrir er en fuldstændig sekterisk gruppe…

[…]

George Metz: … et fuldstændigt åndsvagt dagblad i Danmark laver det stunt…

Ynkeligt, De’herrer.

Opdate.

  • 6/2-08 Jyllandsposten (læserbrev) – Preben Breds: Tonen i debatten (om retorikken).
  • 

    3. januar 2007

    Hvis Clement Kjersgaard er DR’s mest højreorienterede, så står det skidt til…

    Hvorvidt DR er objektive eller ikke afhænger selvfølgelig af øjnene der ser, men det er da tankevækkende at venstrefløjen sjældent finder anledning til at kritisere DR. Et af de få eksempler jeg i skrivende stund kan komme i tanke om, er Henning Prins’ kommentar til DR2-værten Clement Kjersgaard.

    “Jeg er ikke i tvivl om, at den personlige stemme på nettet har en stor fremtid for sig. Læg bare mærke til, hvad det betød for vores nye medieidol Clement Kjersgaard, at han lavede webmagasinet Ræson. Det bragte ham lynhurtigt videre i verden, og selv om jeg ikke billiger hans brug af DR 2 som politisk talerør for Venstre, så er han da en personlig stemme, hvad der ikke kan siges om ret mange journalister.” (Hvad hjertet er fuldt af, Politiken 16/6-06)

    Ovenstående kritik relaterer til Clement Direkte. Clement Kjersgaard er for tiden vært på DR2’s lørdagsmagasin Chefredaktørernes klub, hvor fire tidligere eller nuværende chefredaktører diskuterer ugens største begivenheder. Sidste lørdag, d. 30. december var en speciel nytårsudgave, og de inviterede skulle således give deres fortolkning af de vigtigste begivenheder i 2006. [tip: AndreasBN, der nu skriver Biasedblog]

    

    29. april 2006

    Per Clausen om venstrefløjens manglende forsvar for ytringsfriheden (og lidt fra Sverige)

    Fra dagens Jyllandsposten RUC-forsker Per Clausen i et forsvar for ytringsfriheden. Her lidt fra De progressive er blevet reaktionære:

    “Dette ses af, at næsten alle (f.eks. Tøger Seidenfaden i “60 Minutes”)[Georg Metz i seneste udgave af Adam og Asmaa, Kim] refererer Flemming Rose for, at muslimer må finde sig i spot, etc., men Rose skrev faktisk følgende: »Det moderne sekulære samfund afvises af nogle muslimer. De gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse«. Adressaten er altså “nogle muslimer”, formodentlig islamistiske kredse omkring Islamisk Trossamfund, som ønsker sharia-lovgivning indført i muslimske parallelsamfund – jvf. Abu-Laban’s forslag om blodpenge i Café Rust sagen. […]

    Hvis man ikke mere skal kunne kritisere religion, vil det betyde en indskrænkning af den offentlige debat. Man vil ikke kunne påpege, at profeten, Muhammed, legaliserede slaveri og stod bag etniske udrensninger af fjendtlige stammer og mord på kritikere, da sådanne udsagn ville krænke muslimers religiøse følelser.

    Det, der kendetegner de førmoderne indvandrerkulturer, er, at den religiøse mytologi, islam, er normgivende for både det individuelle, det kulturelle og det sociale liv, og denne situation ønsker de religiøse kræfter at befæste og styrke, dels fordi de af religiøst-ideologiske grunde ønsker at skabe parallelsamfund, hvor sharia-lovgivning hersker, dels fordi deres magtposition afhænger af etableringen af sådanne parallelsamfund, hvor imamerne opnår diskursivt monopol på at definere islam. Og ved at fastholde indvandrerne i en førmoderne, mytologisk baseret kultur modarbejdes integrationen bevidst, fordi de islamistiske imamer opfatter sig som led i en transnational bevægelse, ligesom en styrkelse af islamisterne i Umma’en modvirker udviklings- og moderniseringsprocessen i de muslimske lande, som det er fremhævet i UNDP’s Human Development Report.

    Grundlæggende er konflikten en magtkamp inden for det muslimske samfund og om hvilke værdier, der skal være styrende i det moderne samfund: Værdier baseret på førmoderne mytologier eller værdier fra efter Oplysningstiden: Menneskerettigheder og demokrati, hvor ytringsfriheden – den frie tanke – udgør hovedhjørnestenen!

    I Sverige forløber islamiseringen planmæssigt. Sveriges Muslimska Förbund (der årligt modtager et million beløb i offentlig støtte), kræver nu ifølge SVT særskilt lovgivning –  Muslimskt samfund vill ha egna lagar:

    “I ett brev till riksdagspartierna skriver förbundets ordförande Mahmoud Aldebe att muslimer bör få ledigt för fredagsbön och vissa högtider och att imamer bör få undervisa muslimska barngrupper i de kommunala skolorna.

    Särskilda kvinnokvällar på badhusen och räntefria lån till moskébyggen är andra krav som framförs i brevet.

    Snaphanen har meget mere om sagen – herunder følgende citat fra brevet [pdf, 7 s.]:

    “Att integrera islam i svenska skolor minskar kravet på egna privata islamiska skolor.Det innebär att man lyfter hemspråket och religionen i schemat som ett vanligt ämne, där muslimska barn får möjlighet till undervisning i homogena grupper i eget hemspråk och egen religion i de kommunalaskolorna. Imamer och hemspråkslärare borde få status som ordinarie lärare i ämnet hemspråk och religion.”

    Tiden er nok ikke moden endnu, men nu ved alle hvad vej det går. I Kristeligt Dagblad kan man læse at både Abdul Wahid Pedersen og Abu Laban finder forslagene rimelige – og sidstnævnte forudser ligefrem at “mange af dem med tiden vil blive indført i både Sverige, Danmark og mange andre vestlige lande”. Man kalder det multikultur…

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper