26. august 2018

Lone Nørgaard (DS): Alt for mange muslimer ‘har deres loyalitet i islam og sharia frem for Grundloven’

Da Stram Kurs sidste weekend var i Nivå, kom Rasmus Paludan i dialog med et palæstinensisk ægtepar. Samtalen gik bedre med manden, som man kan se (og høre) på Facebook. Korankvinden fra Nivå er oplagt ‘meme’-materiale, og et ganske godt eksempel på et udansk individ der ikke skulle have dansk indfødsret uanset om hun går med tørklædet frivilligt, giver hånd eller ikke, eller tjener 800.000 om året som raketforsker.

Meget apropos. Dansk Samlings Lone Nørgaard kommenterer et udsædvanligt patetisk læserbrev i Politiken af Enhedslistens Peder Hvelplund – Hvelplund har skyklapper på (ikke online).

“Hvelplund synes uden tvivl, at han er enormt morsom i sin nedgøring af en ceremoni i forbindelse med tildeling af statsborgerskab: ‘Vi kunne ved samme anledning vel stille krav om, at de skal stå på hovedet, synge ‘Slabadubadelle, jeg elsker frikadelle’ og sluttelig æde en skovsnegl.’

Desværre er han mest ufrivilligt komisk i sin afsløring af, hvor lidt han har forstået af den trussel, som dansk kultur, det danske demokrati og den danske retsstat står overfor. Fordi alt for mange muslimske medborgere har deres loyalitet i islam og sharia frem for Grundloven. Uanset et dansk statsborgerskab. En enkelt kilde ud af et hav: Flere danske muslimer ønsker at leve efter Koranens ord.

Det går én vej: Den forkerte. Og derfor skal alle instrumenter og midler tages i brug for at forhindre et yderligere nedbrud af vores samfund og dets institutioner. Se til Sverige, der i en årrække har importeret en klanbaseret kultur til ‘folkhemmet’ og nu betaler prisen i form af mafia-bander, knivdrab, skuddræbte, massevoldtægter, bilafbrændringer, no-go-zoner osv. osv. osv.”

(Screencaps: Korankvinden fra Nivå, 19. august 2018)

Oploadet Kl. 11:31 af Kim Møller — Direkte link74 kommentarer


1. september 2016

Lone Nørgaard om Kurt Strands ‘Je suis Jalving’-debat: “… viste, at de ikke tåler en virkelig fri debat.”

Da jeg tidligt onsdag morgen, træt kørte hjem fra arbejde efter femten timer på job, tændte jeg for Radio24syv, og røg ind i Nattevagten (Highlights), hvor en langsomt tænkende kvinde talte veteranpolitik med Keith Thomas Lohse. Han skjulte ikke sin radikale venstreorienterethed, og jeg forsøgte at finde et musikalsk alternativ. Det lykkedes ikke, jeg røg tilbage, og blev udsat for følgende maksimalstatshungrende tirade.

“Jeg ser et Danmark der er under afvikling på alle områder… Invalidepension? Du kan stå med dine egne ben i hånden, og ikke få invalidepension… Hvis du er på kontanthjælp, og jeg lige er kommet forbi og laver kaffe for dig, så bliver du trukket, du ved: Hvad fanden er det for et land vi har, hvorfor bliver vi ikke vrede? (Keith Thomas Lohse, Nattevagten, Radio24syv, 31. august 2016)

Formatet er forskelligt, men selvom Keith Thomas Lohse har haft tre ugentlige timer på Radio24syv i fem år, så har det ikke vakt debat. Debatten om ‘Je suis Jalving’ fortsætter derimod ufortrødent, senest i Mennesker og Medier på P1. Lone Nørgaard opridser i Kristeligt Dagblad – Er det uanstændigt at kritisere islam.

Jeg vidste ikke, om jeg skulle le eller græde, da Kurt Strands spørgsmål gav udtryk for, at han var pikeret – ja, lettere forarget – over, at gæster hos historiker og blogger hos Morgenavisen Jyllands-Posten Mikael Jalving ikke var ‘deklareret’ på en måde, som levede op til Strands kriterier. Ordene faldt i en samtale med Mads Brügger, programchef på Radio24syv: ‘Hvordan synes du det generelt går med at deklarere?’.

I øvrigt skulle Mads Brügger grilles, fordi han sådan i det hele taget havde givet programflade til en Jalving og hans indvandrer- og islamkritiske udsendelser og gæster. Disse, måtte anstændige Strand-lyttere forstå, var nærmest at sammenligne med ‘mørkets kræfter’. Når man tænker på, hvordan P1-programmer som ‘P1 Morgen’, ‘Orientering’ og ‘Europa lige nu’ – og altså ‘Mennesker og medier’ med Strand ved roret – igen og igen benytter gæster og politiserende eksperter, der sjældent eller aldrig bliver ‘vare-deklareret’ i forhold til politisk ståsted, så bor Strand i et gigantisk glashus.

Når disse ikke bliver ‘deklareret’, hænger det selvfølgelig sammen med, at de som hovedtendens tilhører det samme kulturradikale segment, som det store flertal af journalister – det segment, som i DR-osteklokken bliver regnet for ‘det normale’. …

Programmet afslørede Kurt Strand – og i samme ombæring dagbladet Politiken – som mimoser. Farlige mimoser vel at mærke, fordi det faktisk viste, at de ikke tåler en virkelig fri debat. Strands nysprog består i, at de gæster og kilder, der udsiger sandhederne i for eksempel ‘Je suis Jalving’, bliver associeret med uanstændighed, mens den position, Kurt Strand står på, er den anstændige. Et spadestik dybere afslører dels selektiv formidling, dels faktaresistens.”



30. juni 2016

Kronik af Uhrskov, Rosenløv og Nørgaard: Mennesket er først og fremmest et kulturvæsen

Kronik af Morten Uhrskov, Jesper Rosenløv og Lone Nørgaard i Politiken – Dansk Samling er det virkelige Alternativ.

“Dansk Samling – stiftet i 1936 – er en politisk organisation, der forsøger at blive opstillet som parti til det næste valg til Folketinget. Derfor samler vi også vælgererklæringer, så det gløder. Vores helt centrale pointe er, at det ikke længere giver mening at skelne imellem højrefløjen og venstrefløjen, og i hvert fald er det helt malplaceret at sætte Dansk Samling ind i denne forældede sammenhæng.

Dansk Samling ønsker en langt strammere politik på udlændingeområdet og dansk udtræden af EU. Ingen af disse to positioner giver mening ud fra en venstre-højre-logik. Dansk Samling er, som navnet tydeligt viser, udtryk for et ønske om at samle danskerne, nye som gamle, om alt det, vi har fælles, også al uenighed til trods. …

Dansk Samling er et parti med en lang historie og fylder 80 år i år. I 1936 blev Dansk Samling stiftet af højskolemanden Arne Sørensen, og Dansk Samlings vigtigste motto er: ‘Det tredje standpunkt’. Hvad er så det for en knold, spørger læseren rimeligvis.

Det korte svar er, at det tredje standpunkt er lige præcis forskellen på at tænke politik på den gamle, forældede måde og så den moderne, hvor politik er erkendelsen af at samle og sprede på én gang. Altså ikke kun at sprede på helt afgørende områder.

I Dansk Samlings grundsyn står der bl. a.: ‘Dansk Samling søgte således i 30’erne et tredje standpunkt mellem ‘det gamle’, som var bundet af det kristne og det nationale, men som var stillestående og handlingslammet, og ‘det ny’ repræsenteret af de revolutionære bevægelser, der nok var handlekraftige, men undertrykte mennesket’. I dag kunne passagen let omskrevet, men med samme tyngde og nødvendighed, lyde: Dansk Samling søger et tredje standpunkt imellem på den ene side en socialisme/socialdemokratisme, der stort set kun anerkender mennesket som socialt og ikke først og fremmest et kulturvæsen, og en liberalisme, der næsten kun ser mennesket som et økonomisk dyr.

Liberalismen ser lige så lidt som socialismen mennesket som kulturskabt og kulturskabende, til trods for at liberalismen er blevet formet af individer inden for rammerne af den vestlige kultur. Dansk kultur er en del af den vestlige, men Danmark er også en ældgammel nation med sin egen nationale bevidsthed, som middelalderhistorikeren Adam Wagners seneste bog ‘ Danskhed i middelalderen’ (2015) viser. …

Den britiske forfatter C. S. Lewis sagde engang, at den progressive sommetider er den, der vender om for at finde tilbage til det sted, hvor man gik forkert. Sådan må det også være med udlændingepolitikken. Den førte politik har været en ulykke, slet og ret. “



17. marts 2016

Lone Nørgaard og Kirsten Damgaard: Statsstøttet imamuddannelse er ikke svaret på dårlig integration

Læserbrev af Lone Nørgaard og Kirsten Damgaard i Politiken – Nej tak til imamuddannelse (ikke online).

“Det er vigtigt at forstå, at sharia er en uløselig del af islam. Vi citerer afdøde retsforsker Nils Bredsdorff (2007): ‘For det første er islamisk ret og retstolkning ikke kun ret og juridiske systemer i europæisk forstand, men meget mere. Blot et sporadisk kendskab til sagen vil vise, at ret og moral og civile adfærds-og leveregler er blandet sammen på en uløselig måde, og at retten dermed er en central og uløselig del af islam (…). Det [ er] et særkende for Islam, at lov og ret er flettet tæt sammen med politik, moral og tro (…).

Den både religiøse og verdslige vejledning, som imamer udøver, bygger på Shari’a. Det er selve kernen i konflikten om f. eks. tørklæder, adskillelse af drenge og piger samt den enorme forskel i deres opdragelse og adfærd, forholdet mellem ægtefælle osv. bunder sig i denne uformelle tilstedeværelse af Shari’a, fordi den er en uløselig del af Islam (…) centrale dele af Shari’a er åbenbarede eller guddommelige normeringer og andre dele afledte mere eller mindre normalmenneskelige tolkninger af disse (…) Principielt er der derfor tale om, at menneskeskabte normer og regler på forhånd har en andenrangs position’ (vores fremhævelser).

En statsstøttet og SU-berettiget universitetsuddannelse til imamer er ikke svaret på dårlig integration af muslimer. Tværtimod skal staten og det danske samfund begrænse imamernes indflydelse, fordi imamer rimer på mislykket integration af én simpel grund: Hvor integrationen lykkes, har imamerne gjort sig selv overflødige.

Så er det nemlig slut med at fungere som rådgivere og fortolkere – ‘menige’ muslimer kan selv uden at have en imam ved hånden. Imamerne er ikke løsningen på den katastrofe, som kædeindvandring af fattige og uuddannede fra muslimske lande har ført med sig – de er en væsentlig del af truslen.”

Oploadet Kl. 15:13 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


20. juli 2015

Lone Nørgaard om WA: “… kritisk, informativ og saglig journalistik har det ikke ret meget at gøre med.”

Lone Nørgaard om Weekendavisens beskrivelse af Mosbjerg Folkefest 2015. Indlægget blev ikke optaget i avisen, men er sakset fra Facebook.

Journalist på stram line

Det er altid såre interessant at deltage i arrangementer, som af the establishment (herunder journaliststanden) bliver opfattet som ikke-mainstream, og det der er værre – og som derfor efterfølgende med stor sandsynlighed kan regne med en eller anden form for nedgøring eller latterliggørelse i medierne. Senest har Leny Malacinski begået reportagen ‘Intet land skal dø frivilligt’ (Weekendavisen d.10.7.15) fra den nationalkonservative folkefest på Mosbjerg ved Skanderborg d. 4. juli. Da jeg har haft et blødt punkt for Malancinski siden hendes ironiske opgør med (dele af) feminismen ‘Den dag, jeg opdagede, jeg var undertrykt’, regnede jeg med, at nu kom undtagelsen fra reglen: En artikel, selvfølgelig kritisk, men til gengæld støvsuget for de små besserwissen-nålestik skåret over læsten: Hold kæft, hvor er de bare til grin, de tosser, der bruger kostbar (fri)tid på – i dette tilfælde – at sætte sig ind i islam, islamisering og masseindvandringens konsekvenser for demografien og nationalstaterne.

Forventningens glæde er som bekendt den største. Jovist, Malancinskis reportage er absolut velskrevet. Og sjov. Og sylespids. Og samtidig oser den af arrogante og nedladende karakteristikker af dels oplægsholderne, dels deltagerne. Et enkelt eksempel: ‘Danmark er under angreb, og de mennesker, der er mødt op i dag, betragter sig selv som landets første forsvarslinie [læs: ha-ha – totalt til grin]. Iført praktisk fodtøj [læs: utrendy]er de i gang med opstille deres medbragte klapstole [læs: de mangler kun klaphatten] på græsset. Der er ryglæn [læs: gamle og u-fittede]og en holder til dåseøllen i armlænet [læs: øllen SKAL hele tiden være inden for rækkevidde] Ifølge dem selv har de forstået faren [læs: snotindskrænkede, fordomsfulde og forhudsforsnævrede] (…) Et par ældre mænd med sideskilning og strømper i sandalerne [læs: usexede, kiksede] klapper ved et bænkebord (…)’

Malancinski lyver ikke, men djævlen ligger i den sproglige selektion og de alt andet end smigrende konnotationer. Og selvfølgelig kan vores udsendte reporter ikke dy sig for at trække N-kortet. Intet nyt under solen.

Malacinski skal naturligvis have lov til at skarpvinkle sin reportage alt det, hun lige lyster, herunder i form af de nøje udvalgte citater – ud af snesevis af andre mulige og måske mere relevante udpluk. Jeg kunne i hvert fald sagtens have skrevet en kritisk reportage, der på helt anden saglig vis ville have oplyst læserne om argumenterne for påstanden om den katastrofe, som Danmark og en række af de europæiske befolkninger står over for. Og om den bekymring et stigende antal såkaldt almindelige mennesker nærer for fremtiden. Med den alvor som sagen fortjener. Og hvor de helstegte pattegrise havde spillet en knapt så fremtrædende rolle i den fortællende journalistik.

Når Malacinski trods alt ikke er på helt slap line, så skyldes det hendes korrekte citatbrug, der bl.a. får formidlet flere af Paul Westons synspunkter: ‘Vores store problem er moderat islam, ikke fundamentalistisk islam. Det handler om ren og skær demografi.’

Summa summarum: Malacinski skal være hjerteligt velkommen til at udnævne deltagerne til usexede, utrendy, pattegrisfrådsende, mjøddrikkende dummernikker i campinghabit og strømper-i-sandalerne, men kritisk, informativ og saglig journalistik har det ikke ret meget at gøre med. Måske kunne hun med fordel bede om at få et lille kursus af sin kollega Poul Pilgaard Johnsen, der i samme avis rapporterer fra Tidehvervs sommermøde på Rønshoved Højskole under overskriften ‘Kristen uden kødsovs’ (10.7.15)? En bestemt – og med rette – kritisk reportage, men med en ganske anden respekt for det substantielle.



6. oktober 2014

Lone Nørgaard om konservatisme: “Velfærdsstatens kolonisering af civilsamfundet… skal stoppes.”

Glimrende kommentar af Lone Nørgaard i Jyllands-Posten – Hvis jeg var spindoktor for Søren Pape & Co.

“I takt med at jeg er blevet ældre, er det gået op for mig, at ikke bare er jeg borgerlig, jeg er konservativ. Faktisk har jeg nok altid været det – uden rigtigt at kunne sætte ord på. I stedet lod jeg mig som ung piske bevidstløst rundt i manegen af marxistiske domptører, hvilket, indrømmet, set i bakspejlet er alt andet end flatterende for min intelligens og kritiske fornuft.

Som konservativ anno 2014 er jeg imidlertid partipolitisk hjemløs. … For jeg og mine mange ligesindede, der p.t. halvhjertede flakser rundt og på skift stemmer nødtvungent på enten Venstre, Liberal Alliance eller Dansk Folkeparti, springer højst sandsynligt på den konservative vogn, hvis C vil lytte til røsten fra folkedybet (mig!) og profilere sig på to mærkesager, der i allerhøjeste grad er konservative. Sagerne kommer som kronikkens happy ending.

Det første, jeg vil anbefale, er, at såvel konservative partimedlemmer som sympatisører skal have lektier for, så de til hver en tid med glans og glød kan forfægte den konservative position. (Jeg er selv i fuld gang med at fylde i mine oceaner af huller!). Læg fx ud med at læse ‘Årsskriftet Critique VI’ (2013) og ’11 konservative tænkere’ (2010), og fortsæt så med den engelske filosof Roger Scrutons vitaminrige forfatterskab.

I ‘Critique’ har bl.a. David Munk Bogballe leveret et læseværdigt bidrag under overskriften ‘Om konservatisme og Det Konservative Folkeparti’. Jeg skylder ham hovedæren for følgende recept i punktform:

Det Konservative Folkeparti skal finde sin eksistensberettigelse i en kombination af lavere skat, personlig frihed og ansvar samt fokus på det nationale og nære.

Velfærdsstatens kolonisering af civilsamfundet og privatsfæren skal stoppes. Den såkaldte velfærdsstat har ført til opløsning, (ud)dannelsestab, klientgørelse, ansvarsforflygtigelse og moralsk forfald.

Familien, halvvejs opløst af statens pasnings- og omsorgstilbud til både børn og gamle, skal genoptrænes, og reformpædagogikkens totalitære heldagsskole møde fornyet modstand.

Fælles værdier og national kultur skal fremmes. Fælles værdier er bl.a.: tradition, pluralisme, pessimisme og skepticisme. Tradition sigter til overlevering af kulturelle (kristne!) normer, værdier, skikke og forestillinger til efterfølgende generationer.

Pluralisme i konservatismen er en accept af, at mennesker er forskellige og ønsker at indrette sig forskelligt, samtidig med at den afgrænser det forkastelige. (Ingen facitliste, men til løbende diskussion).

Pessimisme skal tolkes som en accept af, at mennesket er fejlbarligt, at det perfekte, gode menneske ikke eksisterer. Det konservative bud på det gode liv er fællesskaber, hvor menneskets gode sider gives muligheder for udfoldelse, og de mørke sider søges begrænset. Skepticisme udgør konservatismens afvisning af troen på, at mennesket er i stand til at skabe en langt bedre verden på baggrund af videnskab og fornuft. Skepticismen fungerer som et bolværk mod menneskeligt overmod og social ingeniørkunst. …

Hvad skal genrejse Det Konservative Folkeparti? Ovenstående plus det, der skal være partiets to højest prioriterede mærkesager: 1. Opsigelse af alle konventioner, der forhindrer Danmark i at føre en selvstændig politik, 2. Trinvis udmeldelse af EU.”

Oploadet Kl. 19:00 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


12. maj 2014

Lone Nørgaard om konservatisme: “…en kontrakt mellem ‘de levende, de døde og de endnu ufødte'”

Lone Nørgaard i Jyllands-Posten – Dæmonisering af konservative mennesker.

“Konservatisme er en holdning (attitude) og ikke en tro/overbevisning.

Hvad ligner det, at mennesker, som ønsker at forsvare nationalstaten, familien, fagligheden og dansk kultur (mig!) gang på gang skal finde sig i at få påklistret etiketter såsom højreradikal, fundamentalistisk, højreekstremist og nationalistisk? Typisk affyret af historieløse, faktaresistente folk blottet for praktiserende sund fornuft og tilsyneladende blinde for konsekvenserne af den igangværende samfundsmæssige underminering.

Hvad værre er: Sprogforurenerne hænger kynisk deres politiske modstandere alias konservative mennesker ud på forsider, bagsider og sociale medier ved at dæmonisere en særdeles legitim – og klog ) – demokratisk position i det politiske spektrum. …

Med udtrykket ‘konservative mennesker’ taler jeg bestemt ikke – meget desværre – om Det Konservative Folkeparti, der med sin EU- og indvandringspolitik fatalt har svigtet sit grundlag jævnfør dette citat fra partiets informationsark: ‘Det gælder ansvaret for at værne om de værdier, der knytter os sammen – vores land, vores kongehus, kristendommen, vores sprog, vores demokratiske styreform og grundlovssikrede rettigheder og vores fælles historie. Vi vedkender os samtidig ansvaret for at videregive et samfund i velstand og i en ordentlig økonomisk tilstand til de kommende generationer.’

De Konservative gør det stik modsatte, nemlig ved at sælge lystigt ud af arvesølvet, mens de prisgiver de kommende generationer til det multikulturelle morads. Bl.a. fordi det aldrig er lykkedes i den offentlige debat at formidle forskellen på nationalistisk og patriotisk, der ofte sammenblandes i dæmoniseringens navn.

Hvad mener jeg så med ‘konservative mennesker’? Sådan cirka det samme som den britiske filosof Roger Scruton, der i et dugfriskt interview argumenterer for, at konservatisme er en holdning (attitude) og ikke en tro/overbevisning.

Hans forståelsesramme er også min: I et civiliseret samfund understøtter institutionerne en levende sammenhæng mellem fortid, nutid og fremtid. Den liberale engelske politiker Edmund Burke (1729-1797) talte ligefrem om en kontrakt mellem ‘de levende, de døde og de endnu ufødte’. Altså en forpligtelse ikke bare over for nutidens fællesskab, men over for de slægter, der gik forud og sled med at opbygge samfundet, og de kommende slægter.

Ifølge Scruton forholder konservative mennesker sig til den faktiske verden, ser på, hvad der (funger)er godt og forsøger at bevare det igennem justeringer. … Derfor bør politikerne, når de (ikke) laver love, tage konsekvenserne i betragtning. Forestillingen om social kapital er meget vigtig, her forstået som overlevering af velfungerende institutioner og lovsystemer, således at alt ikke skal udtænkes på ny. For det er så uendelig let at bryde ned, mens det er brydsomt at skabe nyt, og nyskabelserne sker da også kun langsomt og over flere generationer.”

Oploadet Kl. 13:47 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


3. februar 2014

Lone Nørgaard i kronik: “Alt for mange journalister er paradoksalt nok… demokratiets fjender.”

Kronik af Lone Nørgaard i gårsdagens udgave af Jyllands-Posten – Journalisters skæve verdensbillede (kræver login).

Alt for mange journalister er paradoksalt nok det stik modsatte af vagthunde: De er demokratiets fjender.

Det er en kendsgerning, at DR er i frit fald. Kritikken kommer mange steder fra og går dels på det populistiske programknæfald i knopskydende kanaler, dels på det endimensionale verdensbillede, som et stort flertal af DR-journalister bekender sig til.

Skyklapperspektivet gælder også for det i egen selvforståelse intellektuelle flagskib ‘Deadline’ på DR2, og det gælder for en række radioudsendelser på P1, der ikke forspilder nogen lejlighed til at promovere sig som den ‘kloge kanal’. Med programmer som ‘P1morgen’, ‘Europa lige nu’ og ‘Orientering’ kan man næsten altid være sikker på, at modstanderen/fjenden er de mennesker, som sætter spørgsmålstegn ved:

1. Den menneskeskabte andel i klima- og miljøforandringer, 2. EU, herunder asyl- og socialpolitikken skubbet frem af en aktivistisk domstol, 3. FN (et organ i dag domineret af muslimske/afrikanske lande), 4. Israel som skurken i Palæstina-konflikten, 5. Indvandring fra tredjeverdenslande, 6. Ligestilling og det moderløse samfund, 7. Vuggestuer og omfattende institutionalisering, 8. Den rummelige folkeskole, 9. Socialkonstruktivisme, 10. Romaer og asylsøgere som pr. definition er ofre, 11. Nedgøringen af Danmark som et (kultur)kristent land, 12. Modersmålsundervisning (f.eks. tyrkisk, arabisk), 13. At fattigdommen i tredjeverdenslande skyldes vestlig imperialisme og ikke en ukontrolleret befolkningsvækst, korrupte (politiske) ledere og analfabetisme, 14. At et dårligt liv altid er samfundets skyld og aldrig et resultat af den enkeltes indsats og uhensigtsmæssige valg, 15. Undermineringen af ægteskabet, 16. Frihed til at gøre, hvad man har lyst til, 17. Ulandshjælp, 18. Indoktrinering af skoleelever funderet i en multikulturalistisk lærertilgang…, 19. Latterliggørelsen af traditioner og klassiske borgerdyder, 20. Den generelle offergørelse, 21. Autoritetstabet (det faderløse samfund, hvor få voksne vil tage voksenheden på sig).

[…]

Med disse eksempler er jeg ved at nærme mig kernen i diskussionen om journaliststanden og dens selvforståelse som demokratiets vagthund, der bider magthaverne i haserne, og borgernes bedste ven.

Sagen er nemlig den, at alt for mange journalister paradoksalt nok er det stik modsatte: De er demokratiets fjender, fordi de formidler et ensidigt og undertiden ligefrem falskt verdensbillede.

DR har min særlige bevågenhed på grund af licensen. Jeg er tvunget til at betale til en institution, hvis medarbejdere som hovedtendens bestræber sig på at opdrage borgerne til et positivt syn på multikulturalisme og velfærdsstat. Det sker i emnevalg, stofprioritering og selektion af eksperter og kilder. Måske fordi der sidder en ledelse rekrutteret inden for det samme snævre segment?”



7. november 2013

Lone Nørgaard: “Islams civilisation foretog således en selvfordummelse, som var religiøst betinget.”

Lektor Lone Nørgaard i dagens Kristeligt Dagblad – Araberne opfandt ikke 10-talssystemet. De lånte tanken om nullet fra Indien (kræver login).

“Naser Khader har udgivet bogen ‘Bekendelser fra en kulturkristen muslim’ – og tak for det. … Khader vil nemlig gerne reformere islam, blandt andet ved at tage afsæt i den muslimske guldalder (cirka 750-1250), og selvom jeg har svært ved at tro på projektet – islams blodige historie taget i betragtning – er forsøget al ære værd. Miraklernes tid er måske ikke forbi, samtidig med at der helst så vidt muligt skal være styr på fakta.

Khader udtaler følgende i dagbladet BT: ‘Det er gået totalt i stå i den arabiske/ muslimske verden. Det var araberne, der opfandt 10-talssystemet og især nullet. Det var araberne, der bevarede og videreudviklede mange af videnskaberne, da de kristne befandt sig i en religionsfunderet videnskabelig tilbagegang.’ Har det nu også sin rigtighed? Jeg læser ikke arabisk, men er blevet informeret om, at på arabisk hedder decimaltalsystemet interessant nok ‘indiske tal’.

Hm! Der må historikere med ekspertise i islams historie på banen, og jeg har derfor konsulteret historikeren Torben Hansen, der har kunnet give mig følgende oplysninger: For cirka 2500 år siden reflekterede filosoffer i Indien over tid, rum, død, liv, reinkarnation, kosmologi og så videre. En sekt blev oprettet af en vis Mahavira (betyder ’stor mand’). Den kaldtes ‘de sejrende’, Jain. Blandt jainister og de samtidige buddhister drøftedes fænomenernes opståen og forsvinden, og jainisterne lancerede tanken om ‘det kreative tomrum’, som ikke er udslettelse eller ‘intet’, men et potentiale.
Tanken findes også i buddhismen.

Det interessante her er, at jainister aldrig må dræbe – end ikke en lille bakterie. Derfor må de ikke arbejde i landbruget, da de i så fald kommer til at slå orme og insekter ihjel. De må derimod gerne være købmænd og arbejde med finanser, og derfor bliver det påtrængende at finde ud af at føre regnskab. Jainisterne overførte nu deres opfattelse af et kreativt tomrum til deres forretninger, og de anvendte et tegn for det, et tegn, perserne senere betegnede cefr. Jainkøbmændene talte deres penge og flyttede rundt med cefr, så der kan regnes med decimaler. Hermed er nullet opfundet! 1000 år senere sejler arabiske købmænd over Det Indiske Ocean og får kontakt med de regnskabskyndige jainister.

Araberne ser fordelen i dette talsystem, som de selv overtager og derfor kalder ‘indiske tal’. Omkring år 1000 stifter italienske handlende bekendtskab med arabernes anvendelse af decimaler. Pave Sylvester anbefaler, at romertallene udskiftes med de ‘indiske tal’. Det sker nogle generationer senere – især på initiativ af den italienske matematiker kendt under navnet Fibonacci (cirka 1175-1250).

På dette tidspunkt er der kommet gang i pengestrømmen gennem Venezia, Amalfi, Genova og andre selvstyrende italienske republikker. Verdens første bank oprettes i Siena cirka i år 1320, og så er vi ved Vestens middelalder. Arabisk videnskab byggede på de landvindinger og den indsigt, som oldtidens grækere gav videre til eftertiden. Dette skete ved oversættelsesarbejde, hvor der ikke var én muslim/ araber blandt de oversættere, som arbejdede med græske manuskripter. De var alle kristne med undtagelse af et par sabier (en trosretning, der også var tilladt på linje med jøder, kristne og Zarathustra-tilhængere). Oversættelserne blev bestilt og betalt af khaliffer, emirer og i bredere forstand det arabiske aristokrati. I den forbindelse skal det noteres, at der ingen interesse var for grækernes musik, teater, politiske skrifter, tragedier og poesi. Det var hovedsageligt medicin, matematik, kemi og astronomi, der blev studeret.

I de følgende århundreder arbejder muslimske lærde med disse discipliner. Perseren Al Rhazi opfinder destillationsteknikken til alkoholfremstilling, astronomer begynder at kortlægge stjernehimler, og både muslimer og jøder præsterer medicinsk og anatomisk forskning. Det store problem er imidlertid erkendelsens grundlag. Findes der naturlove? Kan mennesket gennemskue disse? Her kommer det fatale opgør mellem to retninger i islams åndsliv i middelalderen. Kendskabet til græsk naturvidenskab frembragte en viden og et paradigme, som hed ‘de gamles videnskab’.

Modstanderne fordømte den græske vantro inspiration og fastslog, at kun Koranen og hadith-skrifterne (overleveringer om, hvad Muhammed sagde og gjorde) formidlede den viden, som fromme muslimer skal opsøge. Deres retning hed ‘den hellige videnskab’, og de mente, at mennesket ikke kan og bør danne sig opfattelser af universets og menneskets funktion. Alt er nemlig Allahs vilje. … Det handler kun om lydighed.

Efter mange århundreders strid gik den sidste strømning af med sejren, og videnskab – herunder naturvidenskab – gik i glemmebogen. Islams civilisation foretog således en selvfordummelse, som var religiøst betinget. Når Khader således erklærer, at islam atter kan blive en rummelig og velfungerende religion, er ovenstående det grundlag, han skal forholde sig til. Ikke myter.”

Oploadet Kl. 15:41 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


20. april 2012

“Romaer bliver tit marginaliseret på den måde, at de hverken går i skole…”, skriver tidligere P1-vært

Lone Nørgaard anmelder i Jyllands-Posten seneste bog af den tidligere P1-vært Malene Fenger-Grøndahl – Malene Fenger-Grøndahl: Romaer.

“”Romaer” er først og fremmest skrevet til elever i 7.-10. klasse. Genren er altså lærebog og målet at give viden, stof til debat og inspiration til at dykke ned i romaernes fortid, nutid og fremtid. Et sympatisk projekt, der imidlertid skæmmes af, at indfaldsvinklen først og fremmest er romaerne som ofre. …

Et enkelt eksempel af mange må række til at demonstrere, hvordan offersynsvinklen gennemsyrer bogen: »Romaer bliver tit marginaliseret på den måde, at de hverken går i skole, arbejder på almindelige arbejdspladser, går i biografen, deltager i valg eller lign.« … Javel, men hvis vi f.eks. tager romaerne i Helsingør, så var problemet mig bekendt, at børnene ikke kom i skole. Så det var ikke danskerne, der marginaliserede, det sørgede romaerne selv for.

Teksten er hele vejen igennem båret oppe af den velkendte multikulturelle tankegang, der går ud på, at det er så synd for etniske minoriteter, der klarer sig dårligt på grund af racisme, diskrimination, forfølgelse – og nå ja, selvfølgelig hate speech.

… jeg finder det problematisk, at 14-16-årige skoleelever skal præsenteres for en bog, der forholder sig så ukritisk til sit stof: »Romaerne bliver altså ofte mistænkt for at være særligt kriminelle, langfingrede og uærlige. Er det så sandt? Det korte svar er nej (?) …«

Oploadet Kl. 09:09 af Kim Møller — Direkte link39 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper