3. september 2016

Monica Papazu, mag.art.: “Det drejer sig om intet andet end det kristne Europas forsvar imod islam…”

Den udmærkede Christian Egander Skov har svaret med sobre, let naive indvendinger, men jeg synes faktisk hun stiller det fint op. Mag.art. Monica Papazu i Critique – Vi er i krig!

“‘Vi er i krig!’ er en af de fraser, de vestlige politikere er begyndt at bruge i den seneste tid. ‘Nous sommes en guerre’, sagde f.eks. Frankrigs premierminister Manuel Valls og præsident François Hollande efter massakren ved Bataclan i november sidste år, som kostede 89 mennesker livet. Sætningen, som ofte er blevet gentaget siden, er ikke kun en konstatering af dødens realitet (omkring 46 terrorangreb i Europa og USA og ca. 658 døde inden for det sidste halvandet år), men også en krigserklæring, som dog viser sig ikke at være andet end en sølle retorisk figur: Det er en abstrakt krigserklæring, en hensigtserklæring uden adresse og uden retsvirkninger. Den mest ynkelige form for fejhed er at nægte at sætte ord på fjenden.

De officielle vestlige reaktioner har været en lang undskyldning for fjenden. Således teorien om ‘de psykisk forstyrrede’ mordere (sygdommen fratager forbryderne ansvaret) og myten om ‘den ensomme ulv’, som er et forsøg på at bagatellisere faren, undgå at nævne fjenden og berolige befolkningen. …

Taler vi nu om ‘krig’, må vi spørge om vores motivation og mål. Er det rigtigt at kæmpe, når vi bliver angrebet? Man kan kun svare med Chestertons vidunderligt enfoldige sætning: ‘The only defensible war is a war of defence’. Det drejer sig om intet andet end det kristne Europas forsvar imod islam – det samme selvforsvar, som gjaldt siden slaget ved Poitiers i 732. Men forsvaret er uendelig vanskeligere i dag, hvor der ikke længere er arméer, som står over for hinanden, og fjenden ofte er født og opvokset i vore egne lande, hvilket gør enhver muslim til en potentiel fjende – på samme måde som enhver europæer er et potentielt angrebsmål fra jihadisternes side. Dette er den konsekvente krigslogik. Det mindste man kan gøre, er at sætte en stopper for muslimsk indvandring for ikke at forøge fjendens rækker.

At ikke alle muslimer er eller vil udvikle sig til aktuelle islam-kæmpere, er lige så banalt at sige, som det er sandt. Det er præcist denne overgang fra potentialitet til aktualitet, der må forhindres, og det kan kun gøres ved at standse indvandring og sætte utvetydige, kritiske ord på de sider af islam, hvor islam defineres som den uafbrudte, skånselsløse krig mod alle ‘vantro’. At gøre det er ikke kun et nødvendigt skridt i vores selvforsvar, det er også en håndsrækning til de muslimer, der har valgt at leve iblandt os og derved har en loyalitetspligt over for deres adoptivlande. I en krig må man vælge side.

(Bataille de Poitiers en octobre 732, Charles de Steuben, 1832)



22. august 2008

Monica Papazu: Forløbet omkring Kosovo er “udtryk for et historisk, europæisk selvmord”

Fra Weekendavisen. Poul Pilgaard Johnsen interviewer Monica Papazu – Vesten forstår intet.

“»Når Kosovo nu har opnået sin selvstændighed, og når de internationale styrker forlader området, vil ikke blot serberne, men også deres kirker og klostre sandsynligvis forsvinde fra Kosovo. Det er ikke kun et spørgsmål om at redde et folk, som er blevet til et mindretal i en af sine historiske provinser men om at redde en unik, kristen arv, som ikke alene fortæller om serbernes kristendom, men også om Europas egne rødder,« fastslår hun, og fortsætter:

»Kirkerne og klostrene, hvoraf otte befinder sig på UNESCOs liste over verdens kulturarv, bliver brændt og risikerer at forsvinde for vore øjne, og i deres sted skyder moskeerne op. I ’Solsortenes Land’ og på ’Kirkens Jord’ – Kosovo og Metohija – bliver kristendommen udraderet, og islam ekspanderer endnu en gang ved sværdet. Og mens talebanernes ødelæggelse af Buddha-statuerne i Afghanistan i foråret 2001 blev kendt overalt og entydigt fordømt som en utilgivelig forbrydelse mod verdens kulturskat, foregår udslettelsen af den kristne arv i Europa i al stilhed, og der, hvor den er kendt, bliver den alt for ofte mødt med ligegladhed.«

Det er et kodeord: ligegladhed. Man kunne tilføje: uvidenhed. For Monica Papazu er hele forløbet omkring krigen i Kosovo i virkeligheden et udtryk for et historisk, europæisk selvmord, som man kun kan forstå, hvis man forstår, at både Europa og USA intet forstod:

»Problemet er, at hele denne krig, som foregik ved Jugoslaviens sammenbrud i 1990erne, er blevet projiceret over på et tomt lærred, fuldstændig løsrevet fra den historiske sammenhæng. Der var ingen historisk erindring tilbage, der kunne kaste lys over, hvad der skete. Man anede intet om, hvad Jugoslavien var, om Det osmanniske Rige eller om Kosovos betydning for serberne og den øvrige kristenhed. Både journalisterne og de vestlige politikere, de amerikanske især, var præget af en tragisk uvidenhed om historien og ligegladhed med den,« mener hun og illustrerer sin pointe med en samtale mellem Warren Christopher, der var USA’s udenrigsminister fra 1993 til 1997, og Storbritanniens tidligere udenrigsminister, EU’s fredsmægler David Owen:

»Warren Christopher spurgte en dag David Owen, hvorfor i alverden europæerne havde ladet serberne besætte Bosnien. Hvorpå David Owen svarede, at serberne jo ikke havde besat noget som helst: ’de boede bare der.’Siden hvornår?,’ spurgte Warren Christopher så forbløffet. ’Jamen, siden altid!,’ svarede briten.«”

Oploadet Kl. 12:48 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


9. februar 2008

Monica Papazu: Kosovo – frontlinjen mellem kristendom og islam

Sørine Godtfredsen anmelder seneste bog af Monica Papazu i Kristeligt Dagblad. Emnet er KosovoDet europæiske selvmord.

“Vi kender mediernes gengivelse af forløbet, men ifølge Monica Papazu ved vi slet ikke nok om, hvad der egentlig er gået for sig i det kaotiske område. Ligesom for få synes at forstå, hvordan de historiske hændelser skal fortolkes.

Monica Papazu finder mange svar i historien, og for at kunne forstå forløbet i Kosovo skal man ifølge hende kende til det osmanniske rige. Osmannerriget blev grundlagt sidst i 1200-tallet, og dette muslimske rige foretog en række erobringstogter – blandt andet mod Balkan og det centrale Europa. I processen konverterede mange albanere til islam, og ifølge Papazu handler stridighederne i Kosovo i høj grad fortsat om religion. De kristne serbere i Kosovo er gennem historien blevet opfattet som undermennesker, i de senere år er mange kirker blevet ødelagt, og albanernes kamp for løsrivelse er nært forbundet med bekæmpelse af kristendom.

I Papazus øjne har omverdenen ikke forstået kraften af den muslimske trang til udbredelse, og serberne er – ikke mindst takket være USA og NATO – alt for entydigt blevet fremstillet som skurkene. Med en lang række eksempler opremser Monica Papazu, hvordan hændelserne i offentligheden er blevet fordrejet, på grund af hvad hun opfatter som “den bitre frugt af uvidenhed og politisk konjunktur, af åndløshed og dårligt journalistisk arbejde.”

Især skal vi holde fast i åndløsheden. Monica Papazu ser den europæiske kristne kultur som seriøst truet, for ligesom albanerne i høj grad vandt Kosovo på grund af deres overlegne antal, vil islam blive stedse mere dominerende i kraft af mængden af muslimer i Europa.

Den demografiske kamp er afgørende, og Monica Papazu opfordrer her alle til at begribe alvoren i den historie, der reelt har stået på længe, men som det vestlige menneske i en blanding af berøringsangst over for islam og sløvhed i selvopfattelsen ikke kan begribe.

Oploadet Kl. 22:42 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


28. januar 2008

“Historieforståelsen er ’subjektiv’, for mennesket er ikke forudsætningsløst…”

Fra dagens Information. Monica Papazu irettesætter Jens-Martin Eriksen om Kosovo-problematikken – Den nye løgn.

“Hvordan kan man forstå historien? Fra et punkt uden for historien eller som et historisk menneske, bundet til tid og sted? Kan historien forstås uden at tage historien i betragtning? Hvad er objektivitet og subjektivitet i historieskrivningen? Hvad er forholdet mellem fakta og tolkning?

[…]

At Eriksens omgang med stoffet er lemfældigt, vidner hans anmeldelse af mit essay om. Der er faktuelle fejl: Kosovo er ikke en ‘republik’ (FN’s resolution 1244); autonomien blev ikke ‘ophævet’, men indskrænket; etnisk udrensning blev ikke kun begået af serberne i Bosnien, men også af kroater og muslimer. De tre eksempler er udtryk for et bestemt standpunkt, hvor fakta bliver undertrykt i én ganske bestemt retning: Retningen er anti-serbisk.

[…]

Med dette er vi nået til hjertet af den principielle diskussion. Hvad er historieskrivning?

Det er fakta plus tolkning og forbindelsen imellem dem. Det faktuelle aspekt i Eksjugoslaviens tilfælde er, som vist i mit essay, interessant, fordi misinformationen, som signaleret af primære kilder (militære kilder på stedet, f.eks. de vestlige generaler, FN-ansatte osv.) såvel som af de seneste medieanalyser, har været massiv. Misinformationen (halve sandheder, fordrejninger, fortielse af fakta) har selv været betinget af en forudfattet tolkningsmodel, som bl.a. hviler på det vestlige traditionsbrud og historieløshed. Således blev den historiske baggrund ignoreret, og dette netop i et område, hvor fortiden var materiel årsag til de nuværende fænomener (kommunistsamfundet, Titos særlige politik med hensyn til nationerne; II. verdenskrig; det osmanniske rige), og hvor den historiske erindring er stærk.

Det spørgsmål, der opstår i historieskrivningen, er således: Hvilken tolkning bidrager til den bedste forståelse? Den, som kun tager ‘øjeblikket’ i betragtning (hvad der udgør øjeblikkets realitet, er selv et spørgsmål om valg og fravalg), eller den, som tager den bredere historie med? Den, som placerer sig uden for historien, eller den, som prøver at læse historien på dens egne præmisser? Den, som har ét goldt og hovmodigt skema, som hele historien skal tvinges ned i, eller den, som forsøger at lytte til historien i dens kompleksitet?

Den historieforståelse, Eriksen repræsenterer, hviler på ét simpelt skema: Nationalstaten er af det onde; forankringen i den nationale kultur er årsagen til krige; tro og kultur skal uskadeliggøres; kristendom er skældsord. Skemaet er lige så enkelt som den marxistiske klassekampsreduktionisme og lige så anti-kulturelt og utopisk (det tilsigtede ideal er det universalistiske samfund).

Historieforståelsen er ’subjektiv’, for mennesket er ikke forudsætningsløst, men betinget af den historie, han er en del af. Men den ‘objektivitet’, som Eriksen postulerer, er mindst lige så ’subjektiv’, idet den hviler på et tilfældigt ideologisk skema. Den følger blot dagens politiske korrekthed, som i morgen vil være lige så meget ‘passé’ som marxismen, som er dens uindrømmede forudsætning.

Den type historieskrivning, som Eriksen repræsenterer, ønsker at etablere sig som den eneste gyldige læsning af historien og fratage både den akademiske forskning og den historieforståelse, som udspringer af historie og kultur og modsætter sig dagens ideologi, enhver legitimitet. Den er ikke andet end totalitær åndsformørkelse.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper