26. august 2017

Historiker: “… korstogsbevægelsen var den defensive reaktion på flere hundrede års muslimsk terror”

Michael Pihl og Jesper Rosenløv udgav sidste år ‘Korstogene’ med den passende undertitel ‘Islams ekspansion og kristen modoffensiv’. Faktamættet kronik af førstnævnte i Kristeligt Dagblad – Historiker: Korstogene var forsvar mod muslimsk terror.

“I slutningen af oktober 1095 faldt pave Urban den Anden på knæ for at bede ved abbeden Skt. Maiolus’ grav i Souvigny. Mindre end en måned før samme Urban den Anden med sin historiske tale i Clermont den 27. november 1095 udløste korstogsbevægelsen for den kristne generobring af det hellige land.

I standardfremstillingen herhjemme – som for eksempel i Politikens Forlags bog om korstogene af Kurt Villads Jensen, senest gentaget i Kristeligt Dagblad den 22. juli i en rejseartikel om en middelalderborg i Jordan – indgår Pave Urban den Andens korstogstale, som om talen nærmest alene og i sig selv skulle kunne forklare middelalderens konflikter mellem islam og kristenheden.

Som om islams ekspansion aldrig havde fundet sted: muslimske hæres brutale erobring af to tredjedele af tidligere kristne kernelande i Mellemøsten, Nordafrika og Spanien, muslimske angreb og plyndringer i Syditalien, Peterskirken i Rom og den sydlige del af Frankerriget langt op i 900-tallet.

For ikke at tale om tyrkernes brutale undertrykkelse og massakrer mod østkristne og armeniere i Anatolien fra 1050’erne. Som for eksempel tyrkernes massakre mod armeniernes hovedstad, Ani, i 1064 beskrevet af et øjenvidne hos den muslimske historiker Sibt ibn al-Jawzi: ‘Hæren trængte ind i byen, massakrerede indbyggerne, hærgede og brændte den og efterlod den i ruiner og tog alle dem som gidsler, som overlevede (…) ligene var så mange, at de blokerede gaderne; man kunne ikke gå nogen steder uden at falde over dem. Og antallet af fanger var ikke under 50.000 sjæle. Jeg var opsat på at komme ind i byen og se ødelæggelserne med mine egne øjne. Jeg forsøgte at finde en gade, hvor jeg ikke skulle vade over ligene, men det var umuligt.’

… Men var den muslimske aggression imod det kristne Europa da ikke stoppet af Karl Martel i slaget ved Poitiers i år 732? Nej, muslimske helligkrigere hærgede Europa længe efter slaget ved Poitiers og deres angreb på Frankerriget og Italien fortsatte langt op i 900-tallet.

I år 887 erobrede muslimer fra Spanien den gamle romerske bjergfæstning Fraxinetum i nærheden af det nuværende St. Tropez. Herfra sendte de plyndringstogter ud mod klostre og byer i Provence og Sydfrankrig, hvor de hærgede, myrdede og tog kristne til fange for at sælge dem videre som slaver. På grundlag af vestlige kilder blev disse muslimske krigere i traditionel historieskrivning kun beskrevet som ‘pirater’, men ud fra blandt andet arabiske kilder tolker nyere forskning Fraxinetum som en muslimsk grænsestat ved ‘krigens hus’ (dâr al-harb ) med helligkrigere, der førte jihad mod det kristne Europa.

Den muslimske geograf Ibn Hawqal (død cirka 978 e.Kr.) beskrev således muslimerne i Fraxinetum som ‘mujâhidin’, det vil sige hellige krigere. Og ifølge historikeren Mohammad Ballan er det meningsløst, når vestlige historikere i dag skelner mellem ‘pirater’, der plyndrede og ‘hellige krigere’, der bedrev jihad, fordi muslimerne i Fraxinetum i overensstemmelse med 900-tallets muslimske retsforståelse ikke sondrede mellem det legitime i at plyndre kristne og føre jihad.

Fra den næsten uindtagelige bjergfæstning sendte muslimerne i Fraxinetum hellige krigere ud for at plyndre, fange slaver og føre jihad imod hele Provence og det sydlige Frankerrige, og på et tidspunkt beherskede de vigtige pas i Alperne, hvorfra de overfaldt kristne pilgrimme, krævede beskyttelsespenge og sendte plyndringstogter imod Norditalien og Schweiz. I år 939 plyndrede de Skt. Gallen-klostret i Schweiz og dræbte og tilfangetog kristne pilgrimme på vej over Alperne. Natten mellem den 21. og 22. juli i år 972 angreb muslimerne en gruppe pilgrimme på vej hjem fra Rom over Sankt Bernhardspasset.

Her tog de abbed Maiolus fra Cluny-klosteret som gidsel og det skulle blive dråben, der fik den hellige gral for sydfranske riddere til at flyde over.

(Fraxinetum, Sydfrankrig)

Men nyheden om mujahedinernes hærgen og ydmygelsen af abbed Maiolus og de kristne pilgrimme i år 972 udløste en vrede i hele Provence-området, der forenede kristne feudalherrer i bestræbelserne på en gang for alle at fordrive muslimerne fra Fraxinetum og stoppe deres terroraktioner mod de kristne.

Året efter blev de muslimske helligkrigere nedkæmpet og besejret af riddere under grev Wilhelm af Provence i slaget ved Tourtour i år 973, og selve Fraxinetum-fæstningen blev belejret og indtaget. Sejren over muslimerne i Fraxinetum gjorde dermed en ende på helligkrigernes hærgen og afsluttede muslimsk kontrol med frankiske områder – næsten 240 år efter Karl Martels sejr over den muslimske invasionshær i slaget ved Poitiers i år 732.

… med sin gestus ved Maiolus’ grav havde pave Urban den Anden gjort klart for enhver, hvad i dag danske korstogshistorikere af al magt vil fortrænge: at korstogsbevægelsen var den defensive reaktion på flere hundrede års muslimsk terror og hellig krig mod kristenheden.



29. september 2010

Samme holdninger, bedre menneskesyn

Jo mere enig, jo større behov for moralsk afstandtagen. Michael Pihl om hykleriske Eyvind Vesselbo i gårsdagens Jyllandsposten – Hr. Vesselbo Jekyll – og mr. Vesselbo Hyde.

“15/9 gav Venstremanden Eyvind Vesselbo ved et debatmøde i Sorø mellem Dansk Folkeparti og Venstre udtryk for sin bekymring over en samfundsødelæggende udvikling, hvor muslimske parallelsamfund vokser, og hvor indvandrermiljøer i stigende grad misbruger opholdstilladelser, Malmø-modellen og såkaldte pendlerægteskaber til at omgå en demokratisk vedtaget stram udlændingepolitik, som flertallet af danskerne ønsker.

Vesselbo fortalte med gru, hvordan han under politibeskyttelse var blevet tvunget af stenkastende indvandrerunge til at opgive et besøg i ghettoen i Lyon i Frankrig. Vesselbo udtrykte håbet om, at en tilsvarende udvikling ikke skulle komme til Danmark.

I Berlingske Tidende 29/3 2010 gav Vesselbo udtryk for den samme bekymring for kædeindvandringens ødelæggende konsekvenser for Danmark.

Eyvind Vesselbo fremstod den aften oprigtig bekymret for en stigende polarisering af det danske samfund som følge af en ukontrolleret kædeindvandring, og han udtalte håbet om, at DF og Venstre sammen ville kunne finde løsninger på disse problemer…

Stor var derfor min undren, da jeg blot en halv uge senere ser Vesselbos udtalelser i anledning af det svenske valg, hvor han gør sig hellig over »DF’s retorik« og gør gældende, at Venstre har givet for meget efter i samarbejdet med Dansk Folkeparti…

På den ene side argumenterer Vesselbo for nødvendigheden af nye stramninger i udlændingepolitikken, og han påviser huller i den nuværende lovgivning, som kynisk udnyttes af mennesker fra Mellemøsten… På den anden side har han behov for at gøre sig til i medierne og gøre sig god ved at distancere sig fra Dansk Folkepartis tone og ”retorik”.

Jeg undres.”

Oploadet Kl. 05:12 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


8. april 2010

“Politikeren tænker på næste finanslov – statsmanden på den næste generation.”

Nødvendig kommentar af Michael Pihl og Morten Uhrskov Jensen i dagens Berlingske Tidende – Står DF stadig for en stram udlændingepolitik?

Politikeren tænker på næste finanslov – statsmanden på den næste generation. Mandag den 29. marts bragte Berlingske Tidende en kronik af Venstres Eyvind Vesselbo, der burde have givet genlyd over det ganske land, men ikke gjorde det… Essensen af Vesselbos kronik er den, at udlændingepolitikken sejler og har gjort det igennem adskillige år…

Vesselbo har gennem Danmarks Statistik og Integrationsministeriets hjemmeside regnet sig frem til, at der siden regeringsskiftet er givet opholdstilladelser til omkring 150.000 personer fra tredjeverdenslande, dvs. lande uden for EU. Dette tal er i sig selv stærkt alarmerende.

Vi har selv ved søgninger på Danmarks Statistik kunnet konstatere, at der alene i perioden 2004 til 2010 er sket en stigning i antallet af personer fra ikke-vestlige lande fra ca. 313.000 til ca. 363.000, en stigning på 16 procent på blot seks år. Med den stigningstakt fortæller en hurtig udregning, at der i Danmark i 2050 – når vores børnebørn stadig er unge mennesker – vil være mere end en million mennesker med en ikke-vestlig baggrund i Danmark. Tallet vil for øvrigt reelt, hvis udviklingen ikke bremses, være vokset til et væsentligt højere tal, idet det konstant voksende antal i sig selv vil være garanten for en accelererende stigning.

Danmarks Statistik opererer i den forbindelse med helt urealistisk lave tal for fremtiden… Vi har at gøre med en vogn, der kører med stadigt stigende hastighed. Udviklingen vil forløbe i ukontrollable spring.

Er det den fremtid, vi skal stille vore børn og børnebørn i udsigt? Et Danmark, der vil hærges af stadigt voldsommere konflikter af den desværre indlysende årsag, at et rystende stort antal mennesker fra den tredje verden, især personer med muslimsk baggrund, intet ønske nærer om at indgå i det danske samfund på danske præmisser. Udviklingen i lande som Belgien, Holland og Sverige fortæller om den isnen, vi bør føle, når vi ved, at der ikke er styr på udlændingepolitikken…

Og så er vi nået til vores indtrængende appel til det parti, som vi begge er medlem af… »Danmark er vigtigere end Dansk Folkeparti,« sagde Jesper Langballe ved DFs årsmøde i 2008… Der må føres en politik, der gør det klart, at Danmark er en nation beboet af ét folk, og at der derfor også er klare grænser for, hvor stor en tilstrømning danskerne kan leve med uden netop at gå i opløsning som folk.

Ledelsen i Dansk Folkeparti må gøre op med sig selv, om de vil være statsmænd eller politikere?



7. april 2008

Historieundervisningsudvalg: Fortrolighed med dansk kultur og historie er ikke nødvendig

Et slag er vundet, men man ved krigen er tabt når det overhovedet fandt sted. Fra Nyhedsavisen – Bertel Haarder erklærer værdikamp i historietimen.

“En sætning på 10 ord er blevet plantet midt i en beskrivelse af, hvad danske skolebørn skal lære i historietimerne som en fane i regeringens værdikamp.

Ifølge undervisningsminister Bertel Haarder (V) bør det stå sort på hvidt, at »Undervisningen skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og historie.« Derfor tilføjede han personligt sætningen stik imod anbefalingerne fra et ekspertudvalg, som skulle formulere formålet med skolernes historieundervisning.

»Det er mig, der har ansvaret, og jeg har tilladt mig at lave den tilføjelse,« siger undervisningsminister Bertel Haarder…

Bertel Haarder havde oprindeligt opfordret udvalget til at understrege dansk historie og kultur i et oplæg, allerede inden det begyndte arbejdet… Da ekspertudvalget afleverede sin endelige anbefaling, stod der dog intet om, at undervisningen skal gøre eleverne fortrolig med dansk kultur og historie. Den interne uenighed i udvalget fik et medlem til at gå i protest i efteråret, inden arbejdet var færdigt.

»Alle i embedsapparatet og hele den uddannelsespolitiske elite syntes, at det var helt i orden at udelade en reference til Danmarks historie. Det er udtryk for en anti-national tendens. Det er et forsøg på at tilpasse indholdet til en multikulturalisme,« siger Michael Pihl fra Sorø Akademi, der deltog i udvalget på anbefaling fra Dansk Folkeparti…

Referencen til dansk historie og kultur stod nævnt i historieundervisningens formålsbeskrivelse frem til 1994. Her blev den slettet under den radikale undervisningsminister Ole Viig Jensen.”

Apropos.

  • DRC – 10 spørgsmål om diskrimination (3 s., pdf).
  • “… integration kræver initiativer, åbenhed og god vilje især fra det land der skal integrere. Og ikke mindst fra den enkle dansker. Man skal udnytte de muligheder indvandrere og flygtninge har at byde på, arbejdsmæssigt og socialt, så danmark bliver et velfungerende, multikulturelt samfund! (#6)

    

    28. januar 2008

    Nationalkonservative i Weekendavisen

    Fra fredagens Weekendavisen. Lidt fra Pia og de intellektuelle.

    “»At Dansk Folkepartis medlemmer skulle kunne karakteriseres som ’dem med bilvrag i haven’ er selvfølgelig en fed kliché,« siger Michael Pihl. »Der er også folk som mig. Men det er kendsgerning, at der er færre cand.scient.pol.er hos os, end der er hos socialdemokraterne og de radikale. Det synes jeg også, jeg kan se til møder med partiet. En af de oplagte forklaringer, som man har hørt masser af gange, er vel, at lønmodtagerne og dem, der bor i lejlighedskomplekserne, er dem, der lever med det multikulturelle samfunds kultursammenstød.«

    Ifølge Michael Pihl er underklasse-stigmaet på Dansk Folkeparti dog blødt lidt op i de senere år – blandt andet på grund af Søren Krarup og Jesper Langballes indtog i Folketinget. Samtidig mener han, at de mange år med stabilt samarbejde med regeringen har øget folks respekt for partiet…

    »Hvem skulle jeg ellers stemme på?« spørger Michael Pihl. »De konservative? Dem opfatter jeg ikke som et kulturkonservativt parti. De siger, at de vil forandre for at bevare, men det er jo en meningsløs floskel, som kan legitimere enhver opgivelse af tradition og historie. Jeg er oprigtigt bekymret for Europas fremtid, og Dansk Folkeparti er det eneste parti, der tager kulturkampen mod islamismen alvorligt. Det er det eneste parti, der kan mobilisere den her kamp og føre den ufortøvet.«

    […]

    Partiets akademikerkompleks kom mest tydeligt til udtryk i august ’99, hvor partiledelsen under stor ståhej ekskluderede 19 medlemmer af Dansk Folkeparti og DFU. Baggrunden var medlemmernes involvering i det nationalkonservative internetsted Dansk Forum, som partitoppen opfattede som ekstremistisk. Det var tid til storvask i partiet, og de unge akademikere blev smidt på porten. En af de ekskluderede var konferensstuderende i historie Adam Wagner.

    »Vi var jo ikke så mange akademikere i partiet, og jeg oplevede en vis skepsis over for os. Måske var man bange for, at man ikke kunne styre os. I bedste fald er akademikere jo uddannet til at tænke selv og gå kritisk til værks, og det er ikke just noget, man opfordrer til i Dansk Folkeparti. Jeg undrede mig naturligvis meget over eksklusionen. På den anden side har de jo haft stor succes uden akademikere, så måske var det alligevel det rigtige for dem at gøre,« siger han.

    Selv om Adam Wagner efterfølgende fik rettens ord for, at beskyldningerne om ekstremisme var grundløse, fastholdt Peter Skaarup sin holdning til de ekskluderede – til stor ærgrelse for både Søren Krarup og Jesper Langballe. For – som sidstnævnte efterfølgende sagde i et interview med Information – var nogle af de ekskluderede »velbegavede og lødige folk, som der er brug for i Dansk Folkeparti«.

    Adam Wagner bruger i stedet sine kræfter på Nomos, et nationalkonservativt, historisk tidsskrift, der har høstet begejstrede anmeldelser i Jyllandsposten og Weekendavisen.

    »Nomos er ikke et parti eller en forening,« siger Adam Wagner. »På den måde kan det undgås, at ekstremister skulle finde på at melde sig ind. Ulempen er så, at man ikke kan foretage sig noget organisatorisk, men det er der måske heller ikke brug for. Der er snarere brug for en kulturkamp og en intellektuel dialog. Hvis man som historiker tænker nationalt, så bliver man straks mistænkeliggjort. Det samme gør sig jo ikke gældende for kulturradikale og marxistiske historikere.«

    […]

    Så hvor går de nationalkonservative intellektuelle hen, når Dansk Folkeparti tilsyneladende ikke vil vide af dem? Svaret er internettet, hvor de nationalkonservative er særdeles flittige skribenter. En af dem er cand.mag. i historie Kim Møller, redaktør af den nationalkonservative blog Uriasposten. Med over 2000 besøgende om dagen er Uriasposten den mest læste politiske blog i Danmark og den mest markante repræsentant for den omfattende nationalkonservative blogosfære. Ifølge Kim Møller er den dominerende holdning blandt de konservative bloggere, at »Krarup er god nok, men Dansk Folkeparti for socialdemokratiske hvad angår skatte- og velfærdspolitik«.

    »Selv stemmer jeg Dansk Folkeparti, men det parti er ikke nødvendigvis lykken for mig,« siger Kim Møller. »Jeg ville hellere have, at de Konservative blev mere konservative, og sådan tror jeg egentlig, der er mange, der har det. Vi er lidt politisk hjemløse. Fra tid til anden snakker vi om, at man burde starte det gamle Højre op igen, men det ville aldrig lykkes. Det er stort set umuligt at starte et nyt parti.«

    Af samme grund stemmer mange af hans blog-kammerater konservativt og ikke Dansk Folkeparti. Særligt de konservatives EU-politik er dog en sten i skoen på de nationalkonservative bloggere. Ifølge Kim Møller er snakken om Dansk Folkeparti og bilvrag i haven ikke helt ved siden af.

    »Når man ser på, hvem der kommer til årsmøderne, så er det jo langt hen ad vejen et under-Danmark. Partiet har godt nok enkelte intellektuelle, men flere af de mere markante har toppen smidt ud af realpolitiske årsager. Der sidder folk i folketingsgruppen på nogle billige pladser, og det er logisk nok, for talentmassen er ikke uendelig. De andre partier har jo tunge akademikere, og DF mangler folk, der kan matche dem. Det er meget fint, at man repræsenterer Folket, men hvis man skal ind på Borgen, er man nødt til at have en vis tyngde, og partiet har kun få som Skaarup og Thulesen-Dahl.«

    […]

    Kim Møller mener, at det jobmæssigt er risikabelt for en akademiker at udtrykke nationalkonservative holdninger, og det synspunkt deler Henrik Gade Jensen. Han er mag.art. i filosofi, ansat i Cepos og tidligere spindoktor for Tove Fergo. Henrik Gade Jensen finder det ærgerligt, men ikke overraskende, at der ikke er flere intellektuelle, der tør forsvare nationale og konservative synspunkter.

    »Som akademiker er det erhvervsmæssigt en højrisiko at diskutere eksempelvis indvandrerspørgsmålet, hvis man ikke er enig med SF eller de radikale... Jeg kan egentlig godt forstå, at unge, som er på jagt efter en karriere, retter ind efter den herskende kultur. Men det er ærgerligt, at der ikke er flere intellektuelle og frie ånder på universiteterne, der kan bryde ud af den herskende konsensus,« siger han.”

    

    30. oktober 2007

    Michael Pihl: Ideen om at demokrati kan rodfæstes i enhver kultur er ikke særlig konservativ

    Fra 180 Grader – DF-kandidat: Træk danske soldater hjem fra Afghanistan.

    “Invasionen af Afghanistan tjente et godt formål, nemlig at fjerne Taleban-styret, men jeg har aldrig delt regeringens eller Bush-regeringens forestilling om, at man kan transplantere demokrati og menneskerettigheder til kulturer og religioner, som ikke har nogen som helst tradition for det,” forklarer han til 180Grader.dk og uddyber: “Den kritik rammer både Irak-krigen og Afghanistan-krigen. Man har set helt bort fra, hvad det er for en kulturel sammenhæng, som man er rykket ind i, og jeg må sige, at hele den der neokonservative tankegang om udbredelse af demokrati og menneskerettigheder, som præger Bush-regeringen meget, mener jeg er fuldstændig misforstået.”

    […]

    Men Michael Pihl, har vi i Vesten, der har det godt og dejligt med vore politiske systemer, ikke en pligt til at udbrede det til andre egne af verden?

    “Jo, så vidt det er muligt, men jeg har ikke nogen tro på, at man kan gøre det af militær vej. Det synes jeg også, at erfaringen fra Irak-krigen viser, at man ikke kan. Et af argumenterne for, at det angiveligt skulle være lykkedes i Irak var den høje valgdeltagelse ved et parlamentsvalg, men hvis man ser på, hvem de stemmer på – ikke alene i Irak, men i hele Mellemøsten – så er det jo muslimske fundamentalister. Det er jo et paradoks, at man ønsker at indføre demokrati og menneskerettigheder, men dem, de stemmer på, er ikke særligt demokratiske. Man ser i Vesten helt bort fra, hvad det er for en kultur, der hersker i de lande, og ønsket om at demokratisere de muslimske lande er nærmest udtryk for en radikal tankegang i stil med den frelsende fanatisme, vi også finder hos den franske revolutions hovedpersoner. Jeg kan ikke se, at det er en konservativ tankegang, tværtimod er en form for forsigtighed en konservativ dyd. Den dyd kan jeg slet ikke se spiller en rolle for vores tilstedeværelse i Afghanistan og tidligere også i Irak – i hvert fald ikke hvis vi skal tage de officielle begrundelser for krigene for pålydende, og jeg tror ikke på dem, der siger, at der lå nogle helt andre magtstrategiske interesser bag, adgang til olie f.eks.”

    Du kalder dig konservativ, men de fleste konservative og i det hele taget borgerlige mennesker i både USA og Danmark synes at være helt enige om, at friheden for andre folkeslag skal udbredes med krudt og kugler fra Vesten. Hvorfor har de det synspunkt, hvis det for dig er et helt indlysende ikke-konservativt projekt?

    “Baggrunden for deres synspunkter er efter min mening en meget abstrakt idealisme, som er meget stærk i den amerikanske politiske tradition. Men hvorfor tror borgerlige, at det kan lade sig gøre… Det er et godt spørgsmål. Idéen om, at demokrati og menneskerettigheder kan rodfæstes i enhver kultur, næsten uanset hvad, kan jeg i hvert fald ikke se som særlig konservativ.”

    

    16. august 2007

    Michael Pihl om den statslige krig mod danskheden

    Fra Berlingske Tidende. Michael Pihl har besøgt Statens Museum for Kunst, og kommenterer den kulturradikale fremdatering af danskheden. Herunder en bid hvor han afliver Uffe Østergaards fantasier – Statslig krig mod danskheden.

    Myte 1: Fædrelandet var defineret af kongens omskiftelige magtområde passer ikke. Læs fortalen til »Danernes Bedrifter«, hvor Saxo klart skelner mellem fædrelandet (patria) og kongens rige. Hos Saxo er der klart sammenfald mellem fædrelandet og Danmark. Først roser Saxo kong Valdemar for at have udvidet riget: »I har jo nemlig ikke blot taget et stort rige i arv (…) men yderligere øget det ved at underlægge Jer eders naboer (…) således at det også omfatter Elben«. Dernæst skriver han, at Danmark består af Skåne, Halland, Blekinge, Sjælland, Fyn og Jylland, der strækker sig ned til »det tyske område, hvorfra det skilles ved Ejderfloden«. Altså: Valdemars rige gik ganske vist til Holsten og Elben, men Danmark gik til Ejderen. Saxo skelner altså mellem Danmark/fædrelandet og kongens rige.

    Myte 2: Fædreland og nation fandtes ikke som begreber før 1800-tallet ligeledes løgn og latin. Begge begreber spiller hovedrollen i Saxos historie. Også Valdemar den Store brugte betegnelsen »fædrelandets befrier« (patriae liberator) om sig selv på den mindeplade, man fandt i hans grav i Skt. Bendts Kirke i Ringsted. Valdemars mindeplade vidner om en dansk middelalderkonge, der opfatter sig som konge over et navngivet folk (rex danorum), ikke blot som regent over et tilfældigt område, og som praler med sit nationale sindelag. Hos Valdemar har vi »forestillingen« om fædrelandet som et kollektivt begreb, der også indeholder tanken om et nationalt fællesskab, der går flere generationer tilbage.

    Myte 3: Der var ingen forestilling om et dansk folk, fælles skikke og en fælles kultur før 1800-tallet. Læs Poul Helgesens formaning til enighed i landet under Grevens Fejde fra 1534: »vi (påmindes) til enighed af så mange enighedsvilkår. Vi har én Gud og én herre, én frelser og ét hof, én kirke, det er et almyndigt kristent samfund, én dåb, én ånd, ét alterets sakramente, én salighedslærdom, ét penitens sakramente, som er kraftigt af Kristi eneste død og pine, på det at vi skulle alle være af ét sind, ét hjerte, én tro og én mening. Kunne vi ikke røres til enighed af disse enighedsvilkår og af én kristen kærlighed, da lader naturens bånd røre os dertil. Vi er danske folk, ét kød og blod, og i mange stykker af ens sæder og vilkår, dersom vi ikke snarligt gør ét () da er det befrygtendes som Paulus siger, at vi med tiden af hverandre også fortæres og tilintetgøres«.

    Myte 4: Fædrelandskærlighed fandtes ikke i slutningen af 1700-tallet. I bogen »Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere« fra 1777 skrev Ove Malling: »Naturen selv har kaldet os til at elske vort fædreland. Allerede i en ung alder begynder vi at føle noget mere end almindeligt for det hus, den egn, den luft, hvori vi er vante, for de personer blandt hvilke vi bliver opfødt. Vi vokser til, og rundt om os finder vi mennesker med samme sprog, samme sæder, samme kirker, samme øvrighed. Vore følelser gør os dem kære, fordi de er os lig. (…) Efterhånden som vi tænker videre, mærker vi snart (…) at den plet, vi opfødes på, er kun en del af et større land. Vi hører tale om dette land, om landsmænd, om forfædre«.

    Læseren kan fortsætte på hjemmesiden www.nomos-dk.dk/skræp, hvor et stærkt kildemateriale dokumenterer dansk identitet fra tidlig middelalder og skyder hul i Uffe Østergårds varmluftsballon fra 1990erne.

    En af statens officielle kulturinstitutioner har taget énsidigt stilling i kulturkampen og har erklæret krig mod den nationale identitet. Den kulturradikale position mønstrer ingen overbevisende argumenter i kampen om den nationale identitets definition og historie, men den har kultureliten på sin side.

    Udfaldet af denne strid afgør, om det danske samfund kommer til at hænge sammen i fremtiden. Der har aldrig været mere brug for det nationale fællesskab end nu. Vi behøver at vide, hvem vi er, og hvad vi kommer af. Alligevel manipulerer og fordrejer statens kulturinstitutioner historien om den nationale identitet. Man skulle tro, det var løgn.

  • Nomos-dk.dk/skraep (omfattende dokumentation).
  • Oploadet Kl. 23:34 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer
    

    30. maj 2007

    Michael Pihl om nyradikale og pseudokonservative

    Fra dagens Berlingske Tidende. Lektor Michael Pihl om Ny alliance mv.

    Jamen, Ny Alliance har jo intet tøj på
    »Oh, er det ikke magnifique? Dette mønster, disse farver!«, udbrød kejserens mediemænd. »Jo, det er nydeligt, ganske allerkærest!«, svarede Tøger Seidenfaden, Noa Redington og rigets allerfineste eksperter. Globaliseringsglade mandariner nikkede. Ny Alliances hjemmeside bibringer ikke én ny viden om det nye parti. Ingenting står der. Ikke andet end floskelfyldte overskrifter: Mere EU og globalisering, lavere skatter og liberal udlændingepolitik. Intet om konsekvenserne.

    Ny Alliance præsenterede sig med blinkende lygter, men uden partiprogram eller anden substans end taktiske, personlige ambitioner og et negativt afhængighedsforhold til Dansk Folkeparti. En medieskabt fis i en hornlygte. Men jo længere de nyradikale holder offentligheden hen i uvidenhed, jo længere kan alles ønskedrømme projiceres på Danmarks flinkeste mand. Før eller siden afslører den uskyldiges røst, at kejseren ikke har noget på. Særlig i forhold til de lempelser af udlændingepolitikken, som uvægerlig bliver konsekvensen, når den ny alliance for alvor tager sig politisk betalt: Asylcentrene lukket, asylsøgerne omgående sendt ud i det danske samfund, 24-årsreglen og starthjælpen afskaffet og gratis arbejdstilladelser til alle. Radikal udlændingepolitik i ny forklædning. Da 90 procent af landets journalister deler udlændingepolitiske synspunkter med de Radikale, vil en ny grænseåbning ikke i sig selv fjerne de hænder, som bar det nye parti i triumftog gennem medierne i dets første leveuge. Og den modvind, som medierne åbenbart skyldte Khader efter sådan en uges medvind, kom i sidste uge til at handle om rene ligegyldigheder. Om Khader fra Amerika havde set Gerner Nielsens tørklædestunt på TV eller på nettet. Irrelevant inkvisition om Naser Khaders TV-kiggeri på en Amerika-rejse.

    Med Gitte Seeberg og Anders Samuelsen repræsenterer Ny Alliance et elitært og ufolkeligt projekt: Yderliggående tilslutning til alt, hvad der kommer fra et overnationalt, ansigtsløst EU-bureaukrati og en ydmygende underkastelsespolitik i den kulturkamp imod islamismen, som Muhammed-krisen bl.a. indvarslede. Trods sit had til DF kunne Gitte Seeberg spørge sig, hvad politisk korrekte Konservative foretog sig, dengang de »ikke-stuerene« alene bekæmpede den polariserende multikulturelle udvikling, som nu har skabt en situation, hvor hendes partiformand Naser Khader må leve sit liv med livvagter?

    Med Naser Khader som heksedoktor skal Ny Alliance besværge den forsoning mellem uforsonlige modsætninger, som den politisk korrekte middelklasse tror kan få alle kultur- og religionssammenstød til at fordampe. Men han kan ikke frelse OverDanmark fra civilisationernes sammenstød. Foreningen af Demokratiske Muslimer blev aldrig den demokratisk-muslimske folkebevægelse, som Noa Redington, Asger Aamund og den nordsjællandske elite ville hænge alle håb om »sameksistens« op på. Samme aften, som Ny Alliance sprang ud af skabet, afslørede et løbende nyhedsbånd på TV2 News den »kreative« klasses forfængelige håb: »Khader upopulær hos muslimer i Danmark« – stod der. Muhammed-krisen var et chok for de snakkende klasser i Danmark. Efter den er der ikke noget, de ikke vil gøre, og ingen de ikke vil lave »alliancer« med for at købe sig en stakket frist.

    Erik Meier Carlsen vil sågar indgå »Den fjerde Alliance« med fanatiske islamister, hvis lov- og erobringsreligion han bilder sig ind at kunne civilisere. Men Carlsens historieteori om »alliancernes Danmark« holder ikke en meter, når det drejer sig om samarbejde med det totalitære. Stauning og Madsen-Mygdal lavede heller ikke Kanslergade-forlig i 1933 med Fritz Clausens nazister eller med Aksel Larsens kommunister. Selvom en pæn borgerlig Von Papen netop på samme tid solgte Tysklands sjæl til djævelen for en »fjerde alliance« med Adolf Hitler.

    Det politisk korrekte borgerskab ønsker appeasement og kan ikke danne grundlag for nogen folkelig alliance imod islamismen. Hverken i nyradikal eller pseudokonservativ skikkelse. Danmark har hverken brug for Ny Alliance, »fjerde alliance« eller for eliternes oprør mod den fastkurspolitik, som kun Dansk Folkeparti holder regeringen fast på. Aldrig må den kulturradikale overklasse få magt over os igen. Så hellere tage konsekvensen af højre-venstre skismaets opløsning med en dansk samling i en ægte folkelig alliance: Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne i en ny stor koalition. Et nyt Kanslergade-forlig mod tidens totalitære kræfter – uden dumstolte Konservative dengang som nu.

    Oploadet Kl. 18:08 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer
    

    8. april 2007

    Michael Pihl om 300 spartaneres kulturkamp ved Thermopylæ, 480 f. kr.

    Michael Pihl om Zack Snyders 300, der havde premiere herhjemme sidste fredag. (Trykt let-redigeret i Jyllandsposten samme dag)

    300
    ”Vandringsmand, bring Bud til Sparta: Her fandt vi Døden, lydige mod Loven, som Fædrene gav os i Arv”. Således taler de døde spartanere til eftertiden, på en mindesten rejst for dem efter slaget ved Thermopylæ i 480 f. Kr. Ved ”flammernes port” kæmpede 300 spartanere til sidste mand mod perserhærens vældige overmagt. Og adlød dermed Spartas lov, der forbød flugt. En klassisk historie med ny aktualitet. Historien om frie mænds kamp mod tyranniet. Historien om idealer, der ikke skulle fortolkes, men leves – og som var værd at dø for. Om ansvar og pligt, ære og tapperhed og spartanernes offer, der samlede Hellas til sejrrigt forsvar for den vestlige civilisation. Imod despotiet fra Øst. Imod alle odds. Historien om spartanerne, der tabte slaget for at vinde krigen. Græske heltes uselviske offer for nationens overlevelse. Om unge mænd fra Vesten, der i valget mellem kamp og tilpasning så døden i øjnene og kæmpede for alt, hvad de havde kært. Netop da det rå bæst krøb fra ørkenen mod Bethlehem for at blive født.

    Skrækfilmsinstruktøren Zack Snyder har med filmen ”300” dramatiseret kunstneren Frank Millers mesterlige tegneserie af samme navn. Znyder overfører Millers rå, spartanske ekspressionisme til filmlærredet og med skarpe vinkler, stærke farver og eksplosive slagscener tegner han et kraftfuldt portræt af den klassiske verden, hvor spartanerne træder frem i deres røde kapper som skåret ud af det skarpe græske klippelandskab. Stærk, barsk og bevægende beretter ”300” historien som fortælling: Hele Østen marcherede imod Europa. Året var 480 f. Kr.,og kong Xerxes havde samlet tropper fra hele perserriget og givet ordre til invasion af Aftenlandet. En gigantisk lindorm snoede sig frem parat til hug. Sådan må det have forekommet en græsk spion, der fra et bjerg i Lilleasien så perserkongens vældige hær komme dragende i samfulde syv dage, da tusinder og atter tusinder af persiske krigere som en rivende flod strømmede forbi. Med 200.000 mand (Herodot mener over 2 mio.) og en kæmpeflåde skulle et splittet Hellas endelig undertvinges og hellenerne gøres til slaver af en despotisk konge, der troede han var gud. Derfor straffede Xerxes da også det ulydige hav med 300 piskeslag, og sænkede et par slavelænker ned i dybet, da en storm i Hellesponten havde tilladt sig at ødelægge den bro, der skulle bære hans kæmpehær over til Europa. Brobyggeriets ingeniør lod han halshugge. Dernæst førte Xerxes under piskeslag sin multikulturelle invasionsstyrke over en ny bro imod Vesterlandet. Den vestlige civilisation skulle kvæles i vuggen. Bæstet, en ildspyende drage, sneg sig hvæsende ind på sit bytte. En hær på march så massiv, at den drak floder tør for vand og som et jordskælv rystede landet under sig. Mange bystater kastede sig i støvet og gav jord og vand til perserkongen som tegn på overgivelse. Andre kunne ikke blive enige om at forsvare sig, men to folk nægtede at bøje knæ: Athen og Sparta valgte kampen.

    Den atheniensiske flåde ville udmanøvrere den persiske, og en lille græsk styrke skulle holde uhyret stangen ved det snævre klippepas ved Thermopylæ, ca. 150 km. nord for Athen. Spartanerkongen Leonidas og hans 300 mand tog stilling ved Thermopylæ med et par tusinde borgersoldater fra bystaterne. De skulle vinde tid, så Grækenland kunne mobilisere. Da Xerxes’ spejder vendte tilbage og fortalte om en latterlig lille styrke spartanere, der kæmmede deres hår og fordrev tiden med sportsøvelser ved Thermopylæ, slog perserkongen en sejrssikker hånlatter op. Grækeren Demaratos advarede dog Xerxes om, at en hård kamp forestod, da det var spartanernes skik at kæmme deres hår før kamp til døden, men perserkongen grinede i overmodig forventning om let sejr eller græsk overgivelse uden kamp. Hybris.

    Xerxes skrev til Leonidas, at spartanerne endnu kunne redde livet og overgive deres våben. ”Kom selv og tag dem”, svarede Leonidas lakonisk. Et persisk sendebud ville skræmme spartanerne til overgivelse med meddelelsen om, at Xerxes’ kæmpehær nu var i nærheden. Leonidas svarede: ”Godt, så er vi også i nærheden af dem”. Da spartaneren Dienekes blev advaret om, at himlen ville formørkes af barbarernes mange pile, svarede han: ”Fint, så kæmper vi i skyggen”. Næste dag sendte Xerxes hæren mod hellenerne, men hver eneste angrebsbølge blev smadret imod en mur af spartanere, der med Leonidas i front stod kæmpende skulder ved skulder. Ulig perserkongen, der ophøjet på sin tronstol ikke selv deltog i slaget. Et frådende ocean kastede vredt bølge efter bølge imod en urokkelig klippe, som knuste hver eneste brænding i et hav af blod. 300 spartanere berigede perserne med lakonisk kultur. Og slagtede dem i tusindtal. Dagen efter sendte Xerxes 10.000 elitetropper – de såkaldte Udødelige – mod hellenerne, og tre gange sprang perserkongen op fra sin tronstol i vantro skræk over at se, hvordan spartanerne gjorde de Udødeliges navn til skamme. Spartanerne triumferede. Men en forræder stak dem kniven i ryggen. Xerxes var ved at give op, da landsforræderen Ephialtes fortalte om en hemmelig sti, der førte bag spartanernes stilling.

    Da Leonidas indså, at stillingen ved Thermopylæ var blevet håbløs, sendte han forbundsfællerne hjem – og angreb. Ind i dødens dal stormede de 300. Vandrende i dødsskyggens dal frygtede de – intet ondt: ”Hellenerne, som var klar over, at de nu skulle dø, da bjerget var omringet, blev grebet af sandt raseri og gik med dødsforagt løs på barbarerne af alle kræfter” – skriver Herodot. Da solen gik ned over Thermopylæ lå spartanerne faldne. Det samme gjorde 20.000 persere. Men Leonidas og de 300 spartanere, som døde den dag, vil leve for evigt. I erindring om offermod hos de 300, der med blod løskøbte Vestens frihed.

    Kort efter Thermopylæ blev perserne slået. Til søs besejrede athenienserne den persiske flåde ved Salamis, og i slaget ved Platae 479 f.Kr fik Sparta hævn og udraderede Xerxes’ horder. Som idag var kulturkonflikten religionsbetinget. Men perserkrigene var ikke religionskrig. Det var kulturkrig. På den ene side østens teokrati og perserkongernes enevældige centralmagt som gudernes repræsentant på jord højt hævet over undersåtter, der ikke havde nogen del i landets styre. På den anden side græske bystater, hvor frie borgere deltog personligt og direkte i politiske beslutninger. I øst et totalitært gudskongedømme og skarp skelnen mellem rent og urent, der skulle udrydde det vantro og gennemtvinge paradis på jord. I vest var der demokrati i Athen, mens Sparta var styret af et folkevalgt ældreråd og to konger. Tro på tankefrihed og på individet som underordnet menneskeskabte love var modsætningen til østens tyranni. Sparta var ikke demokratisk, men noget tyranni var det heller ikke. En spartaner var fri, men bundet i patriotisk loyalitet til staten. Spartanerne var frie mænd under loven: ”For nok er de frie mænd, men ikke i alle ting, loven er deres herre, og den frygter de mere end dine undersåtter frygter dig” – siger Demaratos til Xerxes før slaget. Sparta var et slavesamfund og intet eksempel til efterfølgelse, men de 300s tapperhed og offer ved Thermopylæ var forudsætningen for demokratiets overlevelse. Selv overlevede Sparta ikke. Som vor vestlige civilisation var det en døende kultur p.g.a. fatalt faldende fødselstal.

    Filmen ”300” fremstiller spartanernes brug-eller-smid væk – holdning til børn, og den afveg ikke synderligt fra den herskende mentalitet i vor tids afkristnede og døende Vesten. Aristoteles taler om Spartas ”menneskemangel” som årsag til bystatens hegemonitab. ”300” viser endvidere en svigagtig klasse af samarbejdspolitikere, der ikke vil kæmpe, og et korrupt præsteskab, der forråder nationen. Datidens indavlede kulturelite. I dag fuldbyrdes på ny Xerxes´ projekt. I dag ler vi ad ære og chokeres over forræderen i vor midte. Men måske taler Leonidas igen til os tværs igennem århundrederne? For om så fæ og frænde dør, og vi selv dør til sidst, er der ét, som aldrig dør: Mindet om ædel mands dåd.

    Oploadet Kl. 16:33 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer
    

    9. februar 2007

    Michael Pihl om Jørgen Steen Nielsen, professor i ‘islamisk teologi’

    Fra dagens Berlingske Tidende. Michael Pihl om Jørgen Steen Nielsens nye professorat.

    Ørnen skuer mod det himmelske lys?
    »Ytringsfriheden kan være farlig. Det nytter ikke noget at insistere på ytringsfriheden, hvis man samtidig glemmer, at pennen kan være skarpere end sværdet«. Således udtalte Jørgen S. Nielsen, direktør for Det Danske Institut i Damaskus, til Berlingske Tidende 25.7.2006 i anledning af Muhammed-krisen. Samme Jørgen S. Nielsen bliver nu udnævnt til professor i »islamisk teologi« ved det teologiske fakultet på Københavns Universitet. Danmarks Grundforskningsfond fylder hele 17.5 millioner kroner i hans turban.

    Staten lader således en sand pengeregn falde på Jørgen S. Nielsen, der siddende på denne skatkiste vil dominere den danske islamforskning i mange år. Det er interessant, dels fordi bevillingen intet har at gøre med den kristendom, der må formodes at være grundforskningsformål på det teologiske fakultet ved Københavns Universitet, dels fordi Jørgen S. Nielsen er endnu en politisk korrekt halal-forsker, der viger tilbage for at anvende kritisk videnskabelig forskningsmetode på islam som ideologi.

    Ikke et ord lyder der fra den nysudnævnte professor om islams problematiske skriftfundamentalisme, ikke et ord om jihad, ikke et kritisk ord om sammensmeltningen af politik og religion. Et nøgternt kritisk udgangspunkt nedtones til fordel for det politiske projekt, der ifølge Jørgen S. Nielsen skal »pege på positive aspekter i forholdet mellem kristne og muslimer« (Kristeligt Dagblad 6.11.2001).

    I overensstemmelse med denne subjektive tendens skrev han i 2002 en rapport om »islamofobi« for EUs Big Brother-overvågningscenter i Wien. Her beskrives Danmark som et fremmedfjendligt land, og enhver kritisk holdning til islam ligestilles med racisme og fremmedhad. Er man forbeholden over for sharia, stening og kvindeundertrykkelse, så er man at finde i professorens sorte bog under »racisme« og »islamofobi«.

    I samme rapport fremhævede Nielsen England som multikulturelt integrationsforbillede. »Englænderne har overvundet en række af de kultursammenstød, som de har oplevet i efterkrigstiden« udtalte han til Kristeligt Dagblad 10.7.2002. En undersøgelse fra tænketanken Policy Exchange afslørede fornylig, at 37 pct. af engelske muslimer mellem 16 og 24 år foretrækker sharia fremfor engelsk lov. Bomberne i London og Channel 4s nylige afsløring af hadefuld, totalitær antivestlig propaganda i Birminghams moskéer, synes heller ikke ligefrem at sandsynliggøre Jørgen S. Nielsens multikulturelle illusionskunst.

    Tariq Ramadan er professor Nielsens personlige ven og store integrationsforbillede. Også her vælger Nielsen at se bort fra problematiske forhold, der virker forstyrrende for en politisk appeasement-dagsorden. I 2002 skrev Ramadan f.eks. forord til en samling fatwaer fra det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, der bl.a. forsvarer dødsstraf for frafald fra islam. Det synes professoren åbenbart ikke er noget problem. Efter mange iagttageres opfattelse taler Ramadan med to tunger og ønsker at bruge demokratiet i Vesteuropa til at afskaffe det ved flertalsvalg, således at en eller anden form for islamisk styre med tiden kan indføres. Direkte adspurgt herom af Jesper Termansen i Berlingske Tidende 10.3.2006 taler Jørgen S. Nielsen udenom: »I den europæiske sammenhæng er der ingen tvivl om, at han er ægte demokrat, men hvis vi i Europa havde 90 procent muslimsk flertal, ville situationen være anderledes. Det er en teoretisk diskussion«.

    En mere kritisk og nuanceret islamforskning i Danmark er blevet efterlyst af bl.a. Eyvind Vesselbo, Jesper Langballe og Naser Khader. Den findes ganske vist, men næppe på Københavns Universitet. Der har været berettiget kritik af Jørgen Bæk Simonsen og forskningen på Carsten Niebuhr Instituttet. Alligevel vælger den danske forskningsverden at punge millioner ud på en forsker, der næppe vil komme med én kritisk kommentar til islam. For kritik af islam er i hans univers lig med fremmedhad og racisme. Europas officielle bastioner er faldet. »Hurrah, wir kapitulieren!«, mener den tyske forfatter Henryk M. Broder, der i sin bog kritiserer universitetsverden, skolevæsen, politik, retsvæsen og medier for at bøje knæ for islams totalitære udfordring, hver gang en krænket religiøs følelse påberåbes. Københavns Universitet bekræfter Broders tese.

    Ørnen, som engang skuede mod det himmelske lys, er blevet en gammel, halvskaldet og skeløjet papegøje: »Poppedreng, ha’ sukker!«.

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper