2. december 2014

Lotte Svendsen om Cosby-anklage: Republikanerne har en ‘interesse i at dæmonisere den sorte mand’

Som ung i 80’erne var tv-udbuddet noget ringere end i dag, og rigtig mange danskere så ‘The Cosby Show’ på DR. I hovedrollen var Bill Cosby som gynækologen Cliff Huxtable, der med stor komik anførte en slags ‘all-american’ sort familie. Den karikerede familie var med til at skabe udtryk som ‘This ain’t the Cosby’s’, og ‘I ain’t one of the Cosby’s’. Rygterne har svirret i årevis, men nu har selveste Washington Post skrevet om voldtægsanklagerne mod Bill Cosby. Hele 16 kvinder anklager ham for seksuelle angreb og voldtægt, hovedsageligt begået i 60’erne og 70’erne.

Bill Cosby er democrat, og støttede (i lighed med Washington Post) Barack Obama ved præsidentvalgene i 2008 og 2012. Herunder lidt fra dialogen i Kulturen på News, torsdag i sidste uge (kræver login), hvor filminstruktør Lotte Svendsen diskuterede anklagerne med Knud Romer.

Kirsten Palmer, vært: Knud og Lotte, hvad er denne her sag udtryk for?

Lotte Svendsen: Jeg er efterhånden så mistroisk på alt hvad der foregår omkring mig. Når jeg tænker på republikanernes interesse i at se en vis sort herre i at træde af, nu snakker vi ikke Cosby nu snakker vi selvfølgelig Obama, men han har ikke rigtigt haft faldet selv, altså man kan sige at Bill Clinton lavede en kæmpe brøler med Monica Lewinsky, men vi har ikke noget på Obama.

Vært: Hvad har det med Bill Cosby at gøre?

Lotte Svendsen: På en eller anden måde står de helt ikonisk ved siden af hinanden som ‘the impossible is possible’. Og jeg er sikker på, at Cosbys fald smitter af på Obama.

Knud Romer: - Du mener ikke seriøst at republikanerne har købt og betalt 15 kvinder eller var det 11 kvinder for at stille sig frem i rampelyset?

Vært: Det er noget af en konspirationsteori.

Lotte Svendsen: Den er så gammel den her sag. Der er ikke engang noget der kan komme i retten endnu. Hvorfor bliver der så bredt bakket om omkring den? Hvad skal den os Knud, hvad skal den sag os? Tænker jeg.

Knud Romer: … det er frygteligt med en folkedomstol, men han svarer jo heller ikke. Hvis jeg blev uskyldigt dømt for at voldtage folk, så ville jeg få et raserianfald, og være sådan – hvad snakker I om?

Lotte Svendsen: Det kan da godt være han har voldtaget en engang. Det kan da godt være. … Knud, skal vi prøve at braine på, hvad der kan være der får… Kan du gå med på at Cosby og Obama har en fællesnævner?

Knud Romer: Nej, fordi det er Hillary Clinton de skal skyde på, så skulle de finde en sur gammel hvid kælling. Det er Hillary der stiller op…

Lotte Svendsen: Altså hun gjorde da rigeligt dårligt for ham, Monica Lewinsky.

Vært: Ja, må sige det højtflyvende konspirationsteorier vi har gang i.

Lotte Svendsen: … de to ikoner overfor hinanden. Hvorfor er det så vigtigt lige nu? Lad os hellere snakke Ferguson for helvede, altså. Det er jo den store krise. Det burde vi koncentrere os om. Det der kommer til at ske lige om lidt, det er at vi får en våbenlovgivning der tager våbene fra alle der potentielt kunne lave et oprør.

Knud Romer: Jeg tror faktisk det er bedre for ham at være sort i det her tilfælde, at man tager mere hensyn, lige som med OJ Simpson, man ville ikke have at det store sorte amerikanske fodboldikon var skyldig i mord. Man ville ikke have det. Han blev frikendt, selvom beviserne var rimeligt hardcore. Han blev på grund af sin sorte farve, faktisk frikendt. Ham der tror jeg faktisk bliver mere lempeligt behandlet på grund af raceangst, diskriminationsangst – man ville overfalde en eller anden hvid mand.

Lotte Svendsen: Et eller andet sted rager det mig en fucking papand hvad han har gjort eller ikke gjort, når jeg ser på hvad der eller sker. Jeg kan kun tænke på, at det indgår i et eller andet spin i at flytte fokus fra noget rigtigt vigtigt.

Knud Romer: Obama skal jo ikke genvælges! Det har jo ingen indflydelse på det næste valg.

Vært: Jeg synes det lyder helt utroligt, de der konspirationsteorier. … Har Obama svigtet sin opgave som sort præsiden i USA.

Lotte Svendsen: Lad os sige at man stod lige nu i USA hvor man godt vil have afvæbnet alle de potentielt vrede underklasse folk fra det sorte. Lad os sige, at man havde en interesse i deet. Fordi alle amerikanere har efterhånden våben, tænk hvis de våben kunne samle sig imod de få der har magten i det land.

Knud Romer: Jeg kan slet ikke følge med…

Lotte Svendsen: Tænk! Der må være en interesse i at dæmonisere den sorte mand.

(The Cosby Show 1984-1992: Dr. Huxtable med hustruen Clair og børnene Denise, Theodor…)

Oploadet Kl. 14:18 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer


21. november 2012

Knud Romer, Radio24syv: Pia K. er “… en fuldstændig sindssyg nationalistisk reaktionær ekstremist”

Jeg så Knud Romer på TV2 News i går aftes, og han er her der og alle vegne. Her en sekvens fra gårsdagens Romerriget på Radio24syv, hvor Femern-forbindelsen var til debat. Pudsigt nok optaget direkte i et fyldt auditorium på Roskilde Universitet.

Knud Romer, Radio24syv: Altså Pia Kjærsgaard er ikke kommet videre.

Klaus Schulte, lektor: Nej nej nej!, det er hun ikke, og det er også fuldstændigt lige meget i den forbindelse, men her har vi i grunden (afbrydes).

Knud Romer: … men hun er ikke kommet videre. Jeg følte faktisk ikke, vi spærrede nogen ude med de grænsebomme. Jeg følte at jeg blev spærret inde i en lukket afdeling med en fuldstændigt sindssyg nationalistisk reaktionær ekstremist, og jeg kunne ikke komme ud. Jeg råbte faktisk, jeg havde besøg af tyske ARTE og sådan noget, og råbte om hjælp: Europa frels os fra Pia!

Oploadet Kl. 15:55 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer


10. marts 2008

“Provokationskunsten har ikke noget budskab i disse år” og andre loonismer

Gennem årtusinder har det været kunstens opgave at flytte grænser ved hjælp af provokationer. Forleden kunne man læse at Kunstnergruppen Surrend ikke ønskede at provokere muslimerne med deres plakat af Kabaaen påskrevet ‘Dummer stein’. Fra dagens Information, mere appeasement – Kunst i den hellige ytringsfriheds navn.

Provokationskunsten har ikke noget budskab i disse år, og det er den danske kunstgruppe Surrend og frontmanden Jan Egesborg et levende bevis på. Sådan lyder analysen fra en række kritikere, når sammenhængen i de sidste dages mediebevågenhed omkring Jan Egesborgs seneste værk…

Knud Romer har en anden karakteristik af projektet og af forntmanden Jan Egesborgs kunstform:

“Det er fupkunst. Det benytter sig af det laveste trick, der findes: Skandalisering. Der er ikke noget nemmere end at tage et helligt, muslimsk objekt og kalde det for en dum sten. Det er skandalisering som effekt for at skabe opmærksomhed. Og det er penge værd,” siger Romer.

Også adjunkt ved Københavns Universitet, Mikkel Bolt Rasmussen, der har specialiseret sig i politisk samtidskunst, mener, at Surrends kunst opererer ud fra et forventeligt handlingsforløb, der karakteriserer deres kunst som ‘opskriftskunst': “Surrend fremfører her et entydigt budskab, hvor man allerede inden start kan regne reaktionen ud.”

Mikkel Bolt vurderer værkets kunstneriske værdi:

Jeg har svært ved at se indholdet i den her plakat. Jeg synes, det er en gumpetung og banal form for kunst, der ikke fører til noget som helst subtilt budskab…”

[...]

Knud Romer mener, at den stærke mediedækning og den politiske opbakning til Surrends udstilling er med til at kamuflere de mekanismer, som kunstværket i virkeligheden opererer inden for:

“Ytringsfriheden er ikke en absolut størrelse. Den står til konstant social forhandling. Som tidligere reklamemand burde Jan Egesborg være klar over dette,” siger Knud Romer, der selv har erfaring inden for reklamebranchen. Romer understreger, at der i dag, måske mere end nogensinde før, er skarpe grænser for, hvad man må sige, hvem man må henvende sig til, og hvordan man gør det både i reklameverden og i kunstverden.

Jan Egesborg bruger kunsten som en social indramning af hans ytringer, så de kommer til at betyde mere og andet. Ved at bruge kunstens navn bliver det ikke Jan Egesborg som privatperson, der kommer til at stå til ansvar for de ytringer. Derimod bliver det Danmark, der skal betale prisen, da han med denne slags kunst fører udenrigspolitik på hele landets vegne,” siger Knud Romer.

Heller ikke for Mikkel Bolt kan ytringsfrihed som kunstnerisk parameter stå alene:

Den måde, Surrend i dette tilfælde har beskæftiget sig med ytringsfrihed på, minder for meget om den måde, som den racistiske, højreorienterede offentlighed ytrer sig på. Det dækker over en bombastisk forestilling om, hvad ytringsfrihed er. Surrend bevæger sig i en medieoffentlighed og bruger en velkendt politisk diskurs, uden dog at stille sig kritisk over for den. Det er en sensationspraksis mere end det er en kritisk, undersøgende kunstnerisk praksis, som forholder sig til politiske problemstillinger,” siger Mikkel Bolt.

[...]

Sensationen er altså kendetegnende for Jan Egesborg og Surrends kunstneriske praksis. Men kunst som sensation kan i sig selv ikke bruges som kvalitetskriterie, påpeger kunstkritikeren og kunsthistorikeren Matilde Digmann…

Problemet med Jan Egesborgs kunst er, at den ikke i sig selv er særlig provokerende. Derfor er sidste mulighed at henvende sig til en gruppe, hvor man er sikker på, at man vil få den ønskede reaktion, der i sidste ende vil skabe opmærksomhed omkring ens værk og ens navn. Det er det, Surrend har gjort her,” siger Matilde Digmann…

Deres provokationer ender som en pseudoprovokation, fordi de forsøger at provokere i en offentlighed, der er meget svære at forarge. Kunstværket som provokation, mener jeg, er udspillet.””

Det er svært at sige hvem af de tre eksperter der er værst, men de supplerer fint hinanden i al sin groteskhed. Knud Romer hævder at kunstner Jan Egesborg bruger plakaten som “en social indramning af hans ytringer”, Mikkel Bolt at den ikke rigtigt forholder “sig til politiske problemstillinger”. Plakaterne mangler ifølge dem begge indhold, og er provokation for provokationens skyld. Omvendt mener kunsthistoriker Matilde Digmann ikke at udstillingen ‘er særligt provokerende’, hvad forklares med at kunstnerne “forsøger at provokere i en offentlighed, der er meget svære at forarge”. Mit bullshit-o-meter ringer i mine ører, men måske smerten kan dulmes med lidt blød venstreorienteret punkrock.

Fra The Clashs Rock the Casbah, udgivet i 1982, formentligt som en reaktion på Khomeinis islamisering af Iran.

“The king called up his jet fighters
He said you better earn your pay
Drop your bombs between the minarets
Down the casbah way

Musikvideoen kan ses på Youtube.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper