15. oktober 2016

Klaus Rothstein gentager sønderskudte pointer fra 2006-kommentar: “Vi må tale om truslen indefra.”

I næste måned er det ti år siden, at Klaus Rothstein gik til angreb på Dansk Folkeparti med en grov beskyldning i Weekendavisen. Rothstein gav partiet et ansvar for et brandattentat mod Islamisk Trossamfund, der blev beskrevet som et terrorisk angreb med racistiske undertoner, “ganske som nazistiske foregangsmænd gjorde ved jødisk ejendom i sin tid”. Disse ukendte gerningsmænd reagerede på Dansk Folkepartis opråb, og må have følt sig som “en slags frihedskæmpere, der skal befri Danmark og den kristne kultur fra den muslimske svøbe”. Sporet førte tilbage til Søren Krarup, da der går en ‘lige linie mellem holdning og handling’.

Få dage efter kom det frem, at gerningsmanden var en 56-årig iraner. Sidste års angreb på samme trossamfund, blev udført af en 34-årig moldaver, og virkeligheden har givet Klaus Rothstein skridttæsk i ti lange år. Dansk Folkeparti er blevet et stort parti, debatten er blevet endnu hårdere, men intet sker. Herboende muslimer flygter ikke fra racistiske nationalister, men nationalstaten Danmark tiltrækker omvendt muslimer fra det halve Mellemøsten.

(Klaus Rothstein; Foto: Youtube)

Klaus Rothstein fortsætter ufortrødent rablerierne i seneste udgave af Weekendavisen – Vi må tale om truslen indefra.

I vores angst for, at Europa skulle falde i hænderne på muslimerne, ser vi ikke, hvor grundigt nationalisterne, antisemitterne og xenofoberne griber ud efter det, og hvor magtfulde de er. Mens den stjernespækkede hymne hylder det menneskelige broderskab, er Europa i dag præget af EU-modvilje (og det er så, hvad det er) og stigende nationalchauvinisme og fremmedhad.

… Herhjemme vil Nye Borgerlige, som i en første måling står til at komme i Folketinget med ni mandater, bekæmpe islam, fjerne retten til asylansøgning og udvise kriminelle udlændinge efter første dom (uanset straffen), hvilket forudsætter, at partiet vil løsrive Danmark fra EU, FN-konventionerne og Den Europæiske Erklæring om Menneskerettigheder. Det er ikke ‘ny’ borgerlighed, det er slet ikke borgerlighed. Det er yderligtgående højre.

Vi lever i en tid, hvor det ekstreme normaliseres, og hvor der er en reel risiko for, at de gamle partibastioner mister positionen som det politiske livs nav. … Valg for valg, stemme for stemme, vinder højreradikalismen frem på bekostning af de borgerlige og socialliberale partier. Hvad man engang troede var en krusning på historiens overflade, viste sig at være en bølge, der tog land. Hvor stor bølgen kan blive, findes der ingen sikre prognoser for. …

For nylig så jeg i Brooklyn nogle ortodokse jødedrenge med kronragede pander og lange bedekrøller sammen med deres mødre, der skjulte håret under parykker. Både drengebørnene og kvinderne i Brooklyn bar alle tegn på ufrihed og manglende indflydelse på eget liv. Hvis det var den slags religiøse, vi havde mange af, ville det så være dem, den folkelige mening slog ned på? Er det hip som hap, om det er jøder eller muslimer, vi ikke kan lide, og at det ‘bare’ er et historisk tilfælde, at det netop nu er muslimerne, der udgør kontrasten til flertallet? Her i landet har vi kun en håndfuld af den slags ortodokse. Hvis der var flere, ville de så tage pladsen, som de aparte, der skal kanøfles? …

Vi må tale om truslen indefra. Luk ikke øjnene for den folkestemning, som (enten voldeligt eller demokratisk) påstår at beskytte de europæiske værdier, men reelt er nationalistisk højreradikalisme på fremmarch, i visse situationer med egentlige fascistiske metoder.



9. januar 2010

Lars Hedegaard om Weekendavisens storinkvisitor Klaus Rothstein

Meget er sagt og skrevet om Trykkefrihedsselskabet de senere uger, men debatten er endelig ved at nå et naturligt leje. Det hele er blevet mere konkret, og så har bedsteborgerlige ideologer det svært. Hvor det kan være fornuftigt, at undgå generaliseringer som ikke trigger den liberale citatjagt, så er det decideret skadeligt at føje relativisterne, herunder blandt andet Klaus Rothstein. Lars Hedegaard i Weekendavisen om Rothsteins rablerier (ikke online).

I betragtning af Klaus Rothsteins ærinde med kommentaren »Ytringsfrihed som skalkeskjul« (WA 31.12.) – der er vendt mod Trykkefrihedsselskabet – starter han med en bemærkelsesværdig dumhed: Katolske drenge er gennem mange år blevet seksuelt misbrugt af »præsterne i den irske kirke«.

Skal vi benytte samme sproglige nøjeregnethed, hvormed han insisterer på at behandle mig, anklager Rothstein hver eneste præst i Irlands katolske kirke for at misbruge små katolske drenge .

Jeg ved godt, at han ikke mener det. Han mener, at nogle præster har gjort det, og det betragter han med rette som et problem. Ligesom Rothstein udmærket ved, at det ikke har været min hensigt at beskylde samtlige muslimer i verden for at misbruge deres egne børn. Hvis Landssammenslutningen af Irske Præster melder ham til politiet for hetz mod en folkegruppe, vil jeg gerne vidne til hans fordel. Sådan kommer man nogle gange til at bruge sproget.

Men i mit tilfælde rækker det ikke med, at jeg flere gange har fremholdt, at jeg talte om islams kvindesyn og det faktum, at overgreb på børn er et problem i en religion, der fremstiller Muhammed som det perfekte menneske, selv om han havde seksuelt samkvem med en ni-årig pige.

Hvorfor har jeg ikke sagt noget om visse irske præsters misbrug af visse børn? spørger Weekendavisens storinkvisitor. Af den simple grund, at ingen har spurgt mig. Jeg blev spurgt om islam.

Men hvis Rothstein skulle være i tvivl, så er jeg svoren modstander af overgreb på børn, uanset hvem der foretager dem.”

Oploadet Kl. 03:39 af Kim Møller — Direkte link39 kommentarer


11. juni 2008

Morten Uhrskov Jensen om Ebba Strange, Morten Kjærum, Ole Espersen og Klaus Rothstein

Kronik af bogaktuelle Morten Uhrskov Jensen, oprindeligt trykt i Kristeligt Dagblad (10/5-08), nu online på Nomosblog. Via Snaphanen 25 års udlændingepolitik har været en rejse i uforstand.

“Når Jørgen Poulsen fra Ny Alliance i dag sammenligner Dansk Folkepartis annoncekampagne mod brug af det muslimske hovedtørklæde ved domstolene med nazitidens propaganda, så er der tale om en rest af den sprogbrug, der blev anvendt for cirka 20 år siden. Dengang var det helt almindeligt at tale om “racehad” og at benævne kritikerne af indvandringen til Danmark som fascister, nazister og racister.

Det var ligeledes helt normalt at insistere på, at befolkningen trængte til opdragelse for at lære at forstå, at modtagelse af et stort antal flygtninge ikke alene var en pligt, men en velsignelse for det danske samfund og for den enkelte. Ebba Strange, medlem af Folketinget for SF i mere end 20 år, udtalte således under en folketingsdebat i 1986, at “vi ved ikke præcis, hvor den grænse [for hvor mange flygtninge Danmark kunne modtage] ligger, den er nemlig blandt andet psykologisk betinget, og den ville være større, hvis danske politikere og regeringspolitikere først og fremmest gik ind i en positiv påvirkning af den danske befolkning i stedet for at bære ved til skabelse af angst og usikkerhed”.

Således var det for Ebba Strange blot et spørgsmål om at tilegne sig – gennem oplæring – det rette sindelag, så ville det kun spille en ringe rolle, hvor stort antallet var…

De humanitære organisationer som Dansk Flygtningehjælp og Amnesty International samt Institut for Menneskerettigheder (tidligere Center for Menneskerettigheder) udgør et kapitel for sig, især i perioden frem til folketingsvalget i 2001. Igen og igen optrådte deres talspersoner i medierne, og ikke én gang har jeg kunnet finde, at de forsvarede en stramning af udlændingeloven. Utallige var de gange, hvor de mente, at nu havde Danmark overtrådt de internationale konventioner, skønt Danmark ikke på noget tidspunkt har overtrådt nogen konvention, der havde eller har forbindelse til den danske udlændingelovgivning…

Morten Kjærum, direktør for Institut for Menneskerettigheder, sagde således om en dom, der udviste en tyrker, der var dømt for en række røveriske overfald på ældre mennesker i Vollsmose, at “dommen er en krænkelse af vores internationale forpligtelser, som sikrer retten til at være sammen med sin familie og opretholder princippet om, at man ikke bliver diskrimineret på grund af sit statsborgerskab. Vi taler om en mand, der er født i Danmark og har boet her i alle sine 23 leveår. Han må betragtes som dansker”.

Pointen her er naturligvis ikke, at Morten Kjærum ikke måtte mene, at tyrkeren burde have lov til at blive i Danmark efter endt fængselsstraf. Pointen er, at Morten Kjærum ikke udtalte sig i overensstemmelse med sandheden, når han hævdede, at Danmark ikke kunne udvise ham uden at bryde konventionerne.

Morten Kjærum optrådte her, som i andre sammenhænge, som politiker, og han ønskede at udvande betydningen af statsborgerskabet, så staterne ikke længere kunne benytte sig af muligheden for at udvise personer, der havde begået grov kriminalitet. Man skal erindre sig, at Institut for Menneskerettigheder er betalt af de danske skatteydere, og at man derfor burde forvente, at instituttet var i stand til at levere en nogenlunde saglig, juridisk analyse. Det har blot ofte ikke været tilfældet.

Historien om kriminalitet begået af indvandrere og flygtninge er en temmelig absurd historie for sig. Der blev ikke før 1994 ført statistik, der opgjorde kriminaliteten efter nationalitet, og der fægtedes derfor i blinde. Det har muligvis været derfor, at Ole Espersen fra Socialdemokratiet i 1983 i et indlæg i dagbladet Aktuelt skrev, at “indvandrerne udgør tværtimod en gruppe, der er mere lovlydig, end danske statsborgere i gennemsnit er det”. Som tallene kom frem, dokumenteredes det modsatte af det, som Ole Espersen havde påstået, men det fik kun den virkning, at tilhængerne af en liberal udlændingelov hævdede, at det skyldtes udlændingenes sociale og økonomiske marginalisering i det danske samfund.

Den fulde konsekvens blev draget af Det Europæiske Overvågningscenter, EUMC, der i 2002 kategoriserede det som et udslag af intolerance, hvis man i forbindelse med en spørgeskemaundersøgelse havde svaret, at man mente, at indvandrere var mere kriminelle end danskere.

Et gennemgående træk helt frem til vedtagelsen af de nuværende stramninger af udlændingepolitikken i 2002 var, at man hævdede, at det ganske enkelt ikke kunne lade sig gøre at stramme yderligere. Forfatter og journalist Klaus Rothstein skrev således i begyndelsen af 2002, at “de, der troede, at proppen ville blive sat i, kan godt forberede sig på at tro om igen”. Som var det en græsk tragedie, hvor skæbnen er alt og menneskers handlen intet, kunne det danske Folketing altså intet gøre. Der kunne ikke strammes. Som med konventionerne viste også dette sig at være forkert. Vi har stadig til gode at høre fortalerne for skæbneteorien om, hvorfor de tog fejl.

  • Link: Citater fra Et delt folk (skræmmende læsning).
  • 

    27. februar 2008

    P1 om Bæk Simonsen og Vejen til Damaskus

    Agenda havde sidste lørdag Kunst, kultur, kritik – og islam som overskrift, og debatten om min bog blev kort omtalt.

    Klaus Rothstein, P1: Det der karakteriserer islamdebatten er en udpræget splittelse og mistillid. På den ene side står nemlig de debattører, der anser islam – som sådan for at være en terrororganisation mere end en religion, og på den anden side finder man de fagfolk der har en akademisk og forskningsmæssig til debattens genstand – islam og muslimerne.

    Den udprægede polarisering ser man for tiden i en offentlig disput mellem danmarks førende islamekspert professor, dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen og den islamkritiske blogger Kim Møller, der netop har udgivet et universitetsspeciale i bogform – Vejen til Damaskus, hedder det – hvor han påstår at Jørgen Bæk Simonsen, der tidligere har været direktør for det danske kulturinstitut i netop Damaskus, slet ikke forsker objektivt og uafhængigt, men han er kommet for tæt og på venskabeligt fod med sit forskningsfelt og derfor politiserer til fordel for islam.

    Herhjemme påtog Jørgen Bæk Simonsen sig så i den forgangne uge, rollen som djævelens advokat, da han i radioprogrammet Poul Friis på P1 forsvarede ækebiskoppen Canterbury Rowan Williams, som efter Bæk Simonsens mening rent faktisk har en pointe, når han siger at muslimsk sharia på visse punkter kan og bør indarbejdes i vestlige samfunds love.

    (Jørgen Bæk Simonsen:) Det som jeg er enig med Rowan Williams i, det er at vi har mod til at diskutere om der er elementer også af andre retslige traditioner som vi på sæt og vis kan justeres, integreres og samarbejde med den retslige tradition som vi har udviklet her. Vi står jo i en situation hvor vi har en stigende globaliseret verden, og det betyder jo også at vi ikke længere har muligheden for at opretholde – sådan som jeg ser det – traditionelle retslige traditioner, men at disse nødvendigvis må justeres i overensstemmelse med den langt mere komplicerede, langt mere komplekse virkelighed vi alle sammen omgives af. Og der ligger jo den afgørende pointe, nemlig at retslige systemer og retslige normer, de har som forudsætning, i hvert fald hvis de skal være velfungerende, at de genspejler den virkelighed, som de mennesker der bor det sted, hvor det fungerer.

    Jørgen Bæk Simonsen kan næsten ikke åbne munden uden at bekræfte mine ‘postulater’.

  • 7/2-08 BBC – Sharia law in UK is ‘unavoidable’ (Rowan Williams).
  • 18/2-08 P1 formiddag med Poul Friis – Sharia i Danmark.
  • 25/2-08 Uriasposten – Hedegaard til Bæk Simonsen: “Vi har ikke bedt dem om at komme her og forhandle om vores land.”.
  • Et citat fra Det retfærdige samfund (om islam, Kim).

    “Kristendommen er historisk set en mellemøstlige religion, der kun blev en del af danskheden, fordi nogle ville, at det skulle være sådan.” (Simonsen: 2001:181)

    

    7. januar 2007

    Lene Kattrup om konsekvenserne af Klaus Rothsteins ‘tone’ overfor Dansk Folkeparti

    Fra gårsdagens Jyllandsposten. Dyrlæge Lene Kattrup om konsekvenserne af Klaus Rothsteins ‘tone’ overfor Dansk Folkeparti.

    Eksperiment
    Forfatteren og kritikeren Klaus Rothstein omtalte tankeeksperimenter i JP 3/1. Jeg blev inspireret til at forsøge et tankeeksperiment, hvor jeg bruger hans teorier på ham selv.

    Han omtaler racistisk motiverede forbrydelser og antyder eller siger direkte, at Dansk Folkeparti har et vist ansvar for disse pga. partiets retorik. Hvis vi nu bruger hans egen teori, så pådrager han sig jo på samme måde et ansvar for, at personer på udemokratisk og kriminel vis organiserer hærværk mod DFs plakater overalt. Aktivisterne bag dette begrunder det jo med, at de fører en kamp mod racisme. Men det er forkert. Ansvaret må altid udelukkende ligge på den kriminelles skuldre.

    Vi kan drage en parallel til dem, der advarede mod nazismen allerede tidligt i trediverne. Det vakte virkelig en indædt vrede, da de gjorde det; de blev dæmoniseret og skubbet ud af det gode selskab. Ville det dengang have været bedre, hvis man havde talt pænt til hr. Hitler og nazisterne? I Sverige har man ikke et DF, der får plads i medierne og kan høres; her taler man pænere end i Danmark til islamisterne, der ønsker sharialoven og islam ind i samfundet som en politisk magtfaktor.

    Hvis nogle ser en fare, hvis nogle råber ulven kommer, så er det ikke nok at angribe dem, der råber dette budskab. Klaus Rothstein, du må ind i substansen og fortælle, hvorfor det er forkert. Det kan være, de skal råbe pænere og anderledes, de, der råber, det kan du have ret i. Men du selv skal til at grave et spadestik dybere. Man bliver simpelthen træt af at høre dig tale kun om tonen. Hvorfor præcist mener du, islamismen ikke er så stor en trussel, og hvorfor mener du, vi blot kan tale pænt og slappe af, så skal det hele nok gå godt? Det gør man jo i Sverige, og her går det vel ikke særskilt godt?

    Oploadet Kl. 19:17 af Kim Møller — Direkte link38 kommentarer
    

    17. november 2006

    Danmark ifølge Klaus Rothstein, og lidt om en iraner der ikke kunne være racist

    I sidste uge gik medierne med antiracismens fortrop som bannerførere i selvsving over en række påsatte brande ved Islamisk Trossamfunds moske i København. Tre gange i løbet af få dage, og hele seks gange i år var centrets dør forsøgt antændt, og episoderne blev (ligesom krysantemumbomben foran lokaler der bl.a. lejes af en somalisk forening i Århus), omgående set som et eksempel på den allerstedsnærværende racisme i det danske samfund.

    Politiet gik på forhånd ud fra at brandene var racistisk motiveret, men videoovervågningen af episode syv natten til torsdag afslørede at gerningsmanden var “sydlandsk udseende”. Herefter kunne politiet pludselig fortælle at de gentagne småbrande lignede “en psykisk mands værk” (24timer, 17/11-06), og sidst på eftermiddagen idag kan man så læse at politiet har sigtet en 56 årig dansk-iraner for ialt seks episoder.

    Virkeligheden er hård nok for kulturradikale fantaster, så lad mig ukommenteret gengive det meste fra en længere kommentar af Klaus Rothstein i dugfriske Weekendavisen – Brandattentat mod Islamisk Kulturcenter er mere end blot en drengestreg.

    “Natten til søndag forsøgte ukendte gerningsmænd to gange at sætte Islamisk Kulturcenter på Vibevej i København i flammer. De slæbte nogle affaldsposer fra nabogården hen foran hoveddøren, satte ild til skraldet og stak af. Heldigvis fik forbipasserende alarmeret brandvæsenet, der fik slukket flammerne. Resten af natten intensiverede politiet patruljeringen i området og fik på den måde afværget endnu et forsøg på brandstiftelse, dog uden at fange gerningsmændene. Mandag morgen lignede døren de sortsvedne rester af et lodret lejrbål.

    Til Jyllands-Posten siger den vagthavende hos kriminalpolitiet, at der er tale om et par ukvalificerede og uplanlagte forsøg – men chefkriminalinspektør Per Larsen ser anderledes alvorligt på sagen. Den besindige og troværdige politichef mener, at motivet var racistisk, og han har derfor fulgt proceduren og orienteret Politiets Efterretningstjeneste om sagen. Han siger: »Vi betragter det som mere end blot drengestreger. Det er bekymrende set i lyset af, at det jo langtfra er første gang, man forsøger at sætte ild derude. Det er som et udtryk for, at nogen ikke tør stå frem i den offentlige debat, og som i stedet på en tarvelig måde spreder frygt og utryghed,«

    […]

    Men midt i alt røret om en mulig og potentiel islamistisk terror – idet vi husker, at enhver anklaget er uskyldig til det modsatte er bevist – har vi gentagne eksempler på noget, der umiskendeligt ligner terroristiske angreb mod muslimske organisationer i Danmark. Ikke i den store skala, heldigvis, men mindre kan også gøre det. Vi behøver vel ikke at bære ofrene bort fra brandtomterne i ligposer, før vi for alvor opdager, at der findes en racistisk trussel mod muslimske medborgere her i landet. Man kan jo ikke se bort fra, at både organisationer og politi taler om en stigning i antallet af racistisk motiverede forbrydelser.

    Derfor er det nødvendigt at advare imod den selvtægt, der tilsyneladende griber om sig. Hvis Per Larsen har ret, er der altså racistiske grupper, der mener at det er deres retfærdige sag at sætte ild til muslimsk ejendom – ganske som nazistiske foregangsmænd gjorde ved jødisk ejendom i sin tid.

    Det kan meget vel være, at disse gerningsmænd – som chefkriminalinspektøren kalder »tarvelige« – opfatter sig selv som en slags frihedskæmpere, der skal befri Danmark og den kristne kultur fra den muslimske svøbe. De kæmper derfor deres nationale (og kristne?) kamp ved at anstifte brand og frygt, og man kan næsten se for sig, hvordan de slår sig selv for brystet, sætter Holger Danske-klistermærker på lygtepælene, hører white pride musik og skriver manende ord på Dansk Fronts hjemmeside, mens sydstatsflaget pryder væggen over sofaen. Men selvtægt er hverken en ærlig eller hæderværdig sag, og da slet ikke når selvtægten i sig selv er en racistisk trussel mod en borgergruppe og en principiel trussel mod hele retssamfundet og dermed folkestyret.

    Gerningsmændene bag brandstiftelserne mod Islamisk Kulturcenter er lige så feje, farlige og fordærvede som deres muslimske ligesindede, der også bekæmper det pluralistiske demokrati med vold og hærværk. Derfor er det helt nødvendigt, at ikke blot Per Larsen og PET men også politikerne tager tendensen alvorligt. Desværre nytter det ikke meget, at f.eks. Det Radikale Venstres retsordfører, Simon Emil Ammitzbøll, helt forudsigeligt (og fornuftigt) lægger afstand til misgerningerne. Hvad han siger, rager naturligvis gerningsmændene en skid. Interessen samler sig derfor om Peter Skaarup, retsordfører for Dansk Folkeparti. Han og hans parti… må antages at stå brandstifternes politiske hjerte nærmest, og hvis der er nogen de måtte finde på at lytte til, er det netop dette partis frontfigurer. Heldigvis, og naturligvis, var Peter Skaarup hurtigt ude med en rettidig kommentar, hvor han kaldte attentatet for »forkasteligt«. Men der er brug for, at han går skridtet videre, for hvis han virkelig mener, hvad han siger – at det er forkasteligt at sætte ild til muslimernes huse – bør han vel tage konsekvensen og tilpasse sit partis retorik. Sagen er jo, at Dansk Folkeparti gennem årene har været stærkt medvirkende til at skabe en følelse af retfærdighed i brandstifternes formørkede hjerner. Jeg mener: Når Søren Krarup f.eks. kan sige, at islam »rent logisk fører til et altædende had og en uhyggelig trang til at udrydde andre mennesker«, så må attentatmændene vel anse deres handling for at være et legitimt nationalt selvforsvar.

    Ytringsfrihed er gud og profet her i landet. Fint med mig, meget fint. Men da der går en lige linje mellem holdning og handling, ord og gerning, må man gerne overveje konsekvenserne af, hvad man siger. Og en af konsekvenserne af den bramfri danske debat er tilsyneladende, at vi oplever en vækst i antallet af racistisk motiveret vold og hærværk. Derfor bør Dansk Folkeparti, i demokratiets og retssikkerhedens navn, på det allermest anstændige opfordre gerningsmændene til at droppe det livsfarlige og tilbagevendende hærværk mod Islamisk Kulturcenter. Der er næppe nogen andre partier, som selvtægtsmændene vil lytte til.

    De nye oplysninger om den formodede gerningsmand påvirkede ikke TV2 Nyhedernes dækning synderligt (8.00, ifl. #63 Jake), og samme fænomen er set tidligere. Jeg husker tydeligt hvorledes en venstreradikal grupperings langt mere seriøse brandattentat på Rikke Hvilshøjs privatbolig, endte med at give en længere debat på P1 om højreorienteret retorik og vold.

    Paradokser er der iøvrigt nok af. Eksempelvis virker det absurd at de hærværkslignende brande uden videre ses som udtryk for racisme, alt imens islamisters afbrændinger af danske ambassader og gentagne trusler mod danske statsborgere under Muhammedkrisen udelukkende blev set som udtryk for ‘vrede’. Alle gerningsmænd er vrede, men kun nogle begår hate-crimes… “Explain it to me God”, som Denis Leary ville have udtrykt det.

    Politiets rolle i sagen er interessant. De betragtede episoderne som racistisk motiveret, men når så efterforskningen indkredser en 56-årig dansk-iraner, så kommer der nye oplysninger frem som indikerer det modsatte. Fra dagens 24timer – Psykisk syg eftersøgt for brandattentat.

    “I et af de tidligere brandattentater mod moskéen fandt politiet grafitti på væggene. Ordene ‘Iran’ og ‘terror’ indgik og grafittien indeholdt stavefejl. Samme fejl som en grafitti lavet på synagogens mur i Krystalgade, tidligere på året.

    [Krystalgade-grafittien er ikke registret af PET, jvf. RACI-listen dateret 27. okt.]

    Med de oplysninger kan politiet næppe have været så sikker på at brandene var racistisk motiveret, men når nu det er sagt, så overser politiet, medierne og folk flest en ret så væsentlig pointe. Som det utvetydigt udtrykkes i PETs retningslinier, så skal hændelser registreres uanset om det “er rettet mod en person eller en interesse af udenlandsk eller dansk herkomst”. Med andre ord: Når den 56-årige bevidst begår hærværk mod religiøse symboler, så er det altså racisme jvf. de gældende retningslinier. Hvis motivationen er religiøst betinget, så er det racisme – og det gælder selvfølgelig også hvis han skulle vise sig at være muslim. Som det fremgår af PETs statistik så er religiøs pression islamiske grupperinger internt i islamiske grupper ikke noget særsyn.

    Selvom de nye oplysninger burde vække eftertanke blandt Rothstein’erne iblandt os, så skal man næppe forvente noget som helst er ændret. Gentagne enkeltsagskampagner har nu medført at Støtten til udlændingepolitikken falder, og jo flere sager der kan sælges som racisme – jo mere racisme må der være, og jo større behov er der for at registrere mere.

    Opdate 29/11-06.

  • 26/11-06 Frie ytringer på jævnt dansk – Klaus Rothsteins verden og den virkelige verden.
  • 

    27. maj 2005

    Kai Sørlander om ‘Kulturradikalismens rationelle svigt’ – Rothstein glemte argumentationen

    Fra dagens Kristeligt Dagblad – en ypperlig kronik af Kai Sørlander om Kulturradikalismens rationelle svigt. Her lidt fra hans hudflettende analyse af Klaus Rothsteins senste bog:

    Når man er rationel, så går man kun så langt i sine overbevisninger, som ens grunde tillader. Man tror det, som man tror, med den vægt, som ens grunde kan bære. For den rationelle er begrundelsen altid den vigtigste del af et standpunkt. På denne baggrund følger umiddelbart, at kulturradikalismen, som Rothstein definerer den, kun kan være rationel, hvis den suppleres med to former for underbygning.

    For det første kræves der en rationel begrundelse for, at demokrati og menneskerettigheder bør være alment forpligtende politiske krav. Ellers har kulturradikalismens bekendelse til demokrati og menneskerettigheder logisk set samme status som en religiøs bekendelse.

    For det andet kræves der en rationel begrundelse for forudsætningen om, at alle religioner i realiteten har samme potentiale for at kunne forenes med en sekulær demokratisk orden. I modsat fald kommer denne påstand blot til at fremstå som en kulturradikal fordom.

    En rationel kulturradikalisme skal altså kunne fremvise disse fundamenter. Men søger vi Rothsteins bog igennem for at finde dem, så finder vi intet. Hans bog indeholder intet forsøg på at forholde sig rationelt til spørgsmålet om menneskerettighedernes gyldighed – og intet forsøg på at forholde sig rationelt til spørgsmålet, om alle religioner har samme potentiale for at forenes med en sekulær demokratisk orden. Den slags overvejelser, som disse spørgsmål kræver, findes overhovedet ikke i bogen. Det er en rationel mangel, som desværre er kendetegnende for den kulturradikale tradition.

    Oploadet Kl. 22:44 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    

    26. maj 2005

    Amnesty International – lidt om sektens seneste medlemsblad

    Amnesty Internationals danske medlemsblad er hård læsning for alle andre end Enhedslistens kernevælgere, og med udgangspunkt i de 32 sider i seneste nummer [2005/2] må man konstatere at foreningen mere er katalysator for kulturelt selvhad – end en global organisation der arbejder for en bedre verden.

    Demokratiseringen i Irak er problematisk fordi civile irakere fortsat er i fare for islamistisk terror – ikke et ord om forholdene i Irak før krigen som Saddam Hussein påførte sit land ved at ignorere FN-resolutioner i 13 år. Et af de øvrige fokuspunkter er dødsstraffen – ja altså, den der praktiseres i USA (s. 7, 29 og 31) – igen, ikke et ord om Kina der sidste år stod for 3400 ud af verdens 3797 henrettelser.

    Hvad er der så ellers i bladet. Lars Bom støttede et forbud mod tortur, U2 fik en pris ved Danish Music Award og så lige en helsides kommentar af Klaus Rothstein om de intolerante danskere…

    Problemet med AI er blandt andet, at de af ideologiske grunde nægter se en sammenhæng mellem demokratiserings-tendenser i den arabiske verden (s.10-11 v/Keld Broksø):

    – og Irak-krigen (s. 8-9 v/Gunnar Willum):

    Oploadet Kl. 22:06 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
    

    2. maj 2005

    Klaus Rothstein blandt venner på P1

    Er man kulturradikal er det ikke svært at få taletid på P1. Idag fik Klaus Rothstein en lille time til messe sit had mod Dansk Folkeparti og ikke-femiserede borgerlige.

    47 minutter i P1 Formiddag under overskriften: Kunstigt åndedræt til kulturradikalismen.

    9 minutter i P1 Eftermiddag under overskriften: Genopliv kulturradikalisme [24.30 min.].

    Opdate 3/5-05:

    5 min på P1 Morgen under overskriften: Den borgerlige kulturkamp

    Oploadet Kl. 18:57 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
    

    30. april 2005

    Henrik Gade Jensen anmelder Klaus Rothsteins ‘Tid til forandring’

    Fra dagens Jyllands-Posten – Henrik Gade Jensen anmelder Klaus Rothsteins seneste bog. Et citat fra At søge uden at finde:

    “Det er en synlig svaghed ved bogen, at Rothsteins tydelige harme ikke følges op af en argumentation. Ethvert parti kan kritiseres, for politik er altid prioriteringer, dobbeltsnak og urene hænder. Hver gang nogen får, må andre undvære. Sådan er det politiske spil. Det er nemt at kritisere politikere. Men tilsyneladende består dagsordenen for den kommende kulturradikalisme kun i at kritisere Søren Krarup. Det er en ufattelig tynd dagsorden, da Krarup i politisk sammenhæng siger utrolig lidt, og det lident er mestendels i sin minimalitet rigtigt, så den kulturradikalisme er dømt til at opdrive skygger og spøgelser. Selv hvis Søren Krarup kun sagde banaliteter som 2+2=4, ville kulturradikale benægte matematikkens sandheder for ikke at give ham ret. Eller kappes om at finde på frække skældsord. Det er en dum strategi.

    Oploadet Kl. 18:44 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper