19. juni 2012

Filmmanden Mogens Rukov i portrætbog: “Vi får borgerkrig herhjemme, hvis det fortsætter sådan.”

Mogens Rukov er født under krigen, og efterhånden blevet for gammel til smalltalk. Her lidt fra Marcus Aggersbjergs’ Rukov – et portræt udgivet i 2010.

“Handler det ikke om at muslimer ligesom mange andre ønsker at leve deres hverdag i fred og ro og ikke orker at blande sig i den offentlige debat ?

– ‘Det er muligt, men så vil jeg sige: “I er nødt til at blande jer! Tag ansvar ! Det er prisen for at bo her .” Men problemet er at vi har indvandrere, der kommer hertil med en middelalderlig klan-tænkning, et forældet kvindesyn og en religion, som understøtter den tænkning. Udfordringen er at få overtalt disse nye medborgere til at lægge den kultur bag sig (… )den barske virkelighed er, at man kan blive nødt til at ændre sig , hvis man vil bo i et andet land. Det er jo ikke os, der har bedt folk om at komme herop.’ (s.179f)

[…]

Mange vi sikkert hævde at du er i lommen på overdramatiserede mediehistorier og almindelige fordomme ?

‘Det er muligt, men ethvert samfund hænger sammen gennem domme og fordomme. Det er begge opfattelser man indretter sit liv efter. Palæstinenserne medbringer en kultur, der i høj grad består af vold og illegalitet, og som ikke kun skyldes Israels indgreb i det palæstinensiske samfund, men er en konstitueret del af det palæstinensiske samfund. Kigger man på andre samfund med muslimsk flertal, vil man opdage, at de er ligeså meget præget af vold som det palæstinensiske.’ (s. 182)

[…]

Taler vi om reel borgerkrig med kampe i gaderne ?

– ‘Vi taler om at vi bliver tvunget til at tage drastiske våben i brug for at vinde kampen. Måske er vi nødt til at smide i tusindvis af muslimer ud af landet, simpelthen for at overleve. Den brede offentlighed er ikke klar over omfanget af problemerne med indvandrere. Sagen er at store dele af indvandrergruppen oplever sig stigmatiseret uden reelt at være det. I virkeligheden behandles de blot ligesom alle andre mennesker uden uddannelse og med en småkriminel løbebane. Derfor er de udenfor. Og det bekymrende er, at de er med i en ideologi, der har vold som et grundprincip.’ (s.183)

[…]

Kan man ikke være muslim og samtidig have respekt for indholdet i de demokratiske, kristne grundprincipper ?

– ‘Det kan man godt, men man kan ikke tænke sig en muslimsk population, der respekterer demokratiske, kristne principper.’ (s. 184)

[…]

Vil det ikke være diskriminerende at lukke muslimske skoler ?

– ‘Det er kun diskrimination, hvis islam er en religion, men det er ikke tilfældet. Islam er politisk teori.’

Ville de fleste danskere ikke se dansk fjernsyn, hvis de boede i Libanon ?

– ‘Det ville de nok.Men det bliver i sidste ende et samfundsproblem. Det er ikke noget problem, hvis et par hundrede udelukkende dyrker deres egen kultur, men hvis et par hundredetusinde interesserer sig mest for, hvad der foregår flere tusinde kilometer borte, bliver det et problem.’

[…]

‘Hvis de vil have islamiske universiteter. Hvis de vil have segregerede badeanstalter og halalkød i børnehaven, så må de flytte. Vi ønsker ikke institutioner der så tydeligt strider mod den danske og den europæiske offentlige orden.’

[…]

– ‘I stedet for at bruge krudtet på at angribe de fundamentalistiske dele af islam burde man rette kritikken mod det centrale islam. Derfor er Villy Søvndals angreb på islam fejlagtigt, for det skjuler den kendsgerning, at det anti-demokratiske element ikke er et perifert element i islam. Det er et centralt element. Det er selv kernen. Derfor fatter jeg heller ikke, at så mange tilsyneladende begavede mennesker forsvarer muslimers ret til at blive stødt over den kritik, der rammer deres religion. Forfattere, journalister, filminstruktører burde være dem, der står forrest på barrikaderne, når ytringsfriheden skal forsvares. Det er deres eget levebrød, det drejer sig om. I stedet kryber de langs fodlisterne og gemmer sig bag fraser om multikulturel sameksistens. De skriver i deres aviser at ytringsfrihed skal bruges med ynde, og at man ikke unødigt skal støde an.’ (s. 189)

[…]

Dialog er vel et forsøg på at komme folk i møde i et håb om, at vi kan leve i fordragelighed sammen ?

– ‘Det er muligt, men islams karakter fordrer, at den må insistere på at få en større del af den juridiske kage. Og islam er ikke en religion man diskuterer med. Vi får borgerkrig herhjemme, hvis det fortsætter sådan.

Opdate. Jeg har indskrevet flere citater og sidetal fra Snaphanen.

Oploadet Kl. 06:02 af Kim Møller — Direkte link48 kommentarer


8. januar 2010

Mogens Rukov: “Jeg er ski.. ligeglad med jeres tolkning af islam. Jeg er optaget af vores tolkning af et mordforsøg.”

Kronik af Mogens Rukov i onsdagens Jyllandsposten – Vi vil ikke vakle…

“Den islamiske verden er blevet sakrosankt i offentligheden. Den er de store avisers egen lille baby-boy… Det politiske Danmark har accepteret islam som en religion, mens islam ser Danmark – og Vesten – som en politisk slagmark….

Fanatismen er helt og holdent på deres side, der siger, at sådan noget vil vi ikke have her i landet og alligevel tillader det. Ligesom der er fanatisme bag spørgsmålet om, hvordan sådan noget kunne ske.

Jeg værdsætter de islamiske organisationers fordømmelse af handlingen. Men ikke deres påstand om, at det er anti-islamisk. Det her er ikke en teologisk debat. Ikke engang en debat om et retssyn.

Jeg er ski.. ligeglad med jeres tolkning af islam. Jeg er optaget af vores tolkning af et mordforsøg. Jeg er optaget af sædeligheden og den offentlige ordens tilstand i marken og i hovedet…

I sin indsættelsestale sagde præsident Obama: »Vi vil ikke undskylde for vores livsform, vi vil heller ikke vakle i forsvaret af den. Og dem, der søger at fremme deres mål med terror og nedslagtning af enkeltindivider, til jer siger vi nu, at vores ånd er stærkere og kan ikke nedbrydes, I kan ikke overmande os, og vi vil overvinde jer.«

Men for at det kan ske i marken, må det først komme ind i hovedet, danske politikere og dansk presse.”

Oploadet Kl. 06:30 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


27. november 2009

DR2 Premiere med “den højreorienterede Mogens Rukov”

Mogens Rukov var gæsteanmelder i onsdagens Premiere på DR2, og for første gang fandt DR det nødvendigt at fremhæve værtens politiske udgangspunkt.

“Han har vundet Robertprisen som medforfatter til dogmefilmene ‘Festen’ og ‘En Kærlighedshistorie’, og hans øje for de mindste detaljer i film er et af hans mange imponerende særpræg, fx er han sygeligt passioneret af dørens betydning i film. Derudover er han ikke bange for at lufte sine til tider ret højreorienterede (og ofte berygtede) politiske holdninger i den offentlige debat.

Mogens Rukov ser rigtig mange film, og han er kræsen, og i aften skal han anmelde teenage vampyrfilmen ‘New Moon’, det franske familedrama ‘Første dag i resten af dit liv’, indiefilmen ‘Frozen River’ og Michal Moores sidste skud på stammen af samfundskritiske dokumentarfilm ‘Kapitalismen – en kærlighedshistorie’. Om Moore formår at provokere den højreorienterede Rukov, kan ses i aften på DR2.”

(Mogens Rukov, DR2 Premiere, 23. november 2009)

Flere af de foregående Premiere-værter er meget venstreorienterede, uden at det nævnes i programomtalen. Om den erklærede socialist, filminstruktør Lotte Svendsen (21/9-09), fortæller DR blot, at hun er “kendt for sin satiriske og socialt engageret tilgang til film og tv”. Iben Hjejle, der sidste år i den bedste sendetid på DR1, opfordrede unge til at “stemme rigtigt langt til venstre for midten”, betegnes på samme måde som “seje og sexede Iben Hjejle” (12/10-09).

Oploadet Kl. 18:46 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


3. februar 2009

“Enighed er altså en dimension af kritikken, ligesom kritik er en dimension af enigheden.”

Mogens Rukov kommenterer Abdul Wahid Pedersens ‘religionskritik er mobning’ i dagens Kristeligt Dagblad – Durban II. Imamers mærkelige opfattelse af kritik.

“Det ligger i religionens væsen at blotlægge sig for kritik. Dens arsenal af dogmer, tekster, historier, legender, lignelser, prædikener, forbud og påbud er så fasttømret, at den eneste bevægemulighed er kritik og revision. Nøjagtigt som en samtale i hverdagen…

Selv udtrykket ”Jeg elsker dig” er en kritisk vurdering af muligheden for ikke at elske. ”Jeg elsker dig” bliver kun et sandt udtryk, hvis det er muligt at sige: ”Jeg elsker dig ikke”. At sige ”Jeg elsker dig” til én involverer, at man ikke siger det til de tre og en halv milliarder andre, det var muligt at sige det til. Det involverer altid en afstandstagen, som nogle af de tre og en halv milliarder så kan tage som en hån eller fornærmelse.

Enighed er et udtryk for fraværet af kritik. Total enighed for det totale fravær af kritik. Men begge dele forudsætter kritikkens mulighed, hvis det skal have mening og ikke kun være efterplapren eller mobning. Enighed er altså en dimension af kritikken, ligesom kritik er en dimension af enigheden. De to ting forudsætter hinanden. Solskin opleves som fravær af regn, gråvejr som fravær af sol.

Kun den, der ønsker, at det skal være meningsløst at sige ”Jeg elsker dig”, vil gøre det til et brud på omgangsformernes menneskerettigheder at sige: ”Jeg elsker dig ikke”. Kun den, der ønsker tilværelsens forstening, benytter sig af stening som straf for at sige det til en forkert.”

Oploadet Kl. 19:05 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


28. januar 2008

Mogens Rukov: En trosfrihed, der tillader modkulturer som islam, har vi ikke

Mogens Rukov i Politiken, torsdag i sidste uge. Fra Religionsfrihed: Grundloven udelukker islam.

“Nu står vi i en situation, hvor denne kultur betvivles, kritiseres, latterliggøres, udskiftes. Intelligentsiaen vrænger ad forestillingen om danskhed, gør grin med kulturkanonen, ømmer sig latterramte, når de hører ordet nationalisme, selv om netop nationalismen opbevarer denne kultur.

Værst sker det inden for det religiøse område. Den samme intelligentsia, politikere, journalister og muslimer, falder over hinandens fødder for at åbne op for en modkultur, der er radikalt modsat den nordiske. De bruger et instrument: grundloven. Ifølge grundloven, siger de, er der trosfrihed i Danmark, inkl. frihed for en tro som Islam. Det er nok, fordi de ikke har læst grundlovens paragraffer om trosfrihed. En sådan trosfrihed, der tillader modkulturer som islam, har vi nemlig ikke. Grundloven har en paragraf om trosfrihed. Men det er en betinget trosfrihed. Betingelsen er, at religionen er af en sådan beskaffenhed, at der ‘intet læres, som strider mod sædeligheden og den offentlige orden’. Det står meget klart, at der intet må læres af den art. Hvis der i en moske læres om stening af kvinder, mistillid til demokratiet, foragt for anderledes troende, tilladelse til at slå dem ihjel osv., så må man sige, at moskeen ikke kan komme ind under den betingede religionsfrihed.

Trosfrihedens grænser bestemmes nemlig i den samme grundlovens paragraf 67, som også giver trosfrihed. Paragraffen lyder i sin helhed: »Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden «.(min kursiv)”

Oploadet Kl. 16:18 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


25. maj 2007

Mogens Rukov om ligheden mellem Mein Kampf og Koranen

Et opsummerende læserbrev af Mogens Rukov i dagens Berlingske Tidende.

Hårde ord
Jeg må indrømme, jeg kom ad bagvejen. Engang i begyndelsen af 80erne gav min eks-kone mig en Penguin-udgave af Koranen (forkortet). Jeg fik den ikke læst. Stoppede allerede i indledningen. Her stod der, at man ikke måtte tvivle om noget som helst, der stod at læse her. Bagi var der et indeks. Jeg slog op under JEWS, jøder. Jeg læste de indekserede steder. Jeg sagde til eks-konen, at jeg ikke ville læse den her bog, den var som Mein Kampf, sagde jeg til hende, noget med at »slå dem ihjel«, »udryd dem«, »de er som svin«, sagde jeg til hende, ligesom i Mein Kampf. Jeg forstår nu, at medlemmer af den politiske opposition ikke engang er kommet så langt i læsningen af denne bog, sikkert heller ikke i læsningen af Mein Kampf. De er blevet oprørte over Krarups sammenligning mellem de to tekster. Hvad der altså dengang i 80erne kun behøvedes en formiddag og en vis litterær dannelse for at indse. Her må jeg indrømme, at jeg faktisk har læst halvdelen af Hitlers bog, del 1, der sjovt nok er skrevet under nogenlunde samme betingelser som Koranen, Hitler i fængsel smidt ud af München, M. i Medina smidt ` ud af Mekka, og begge forfattet af personer, der påstår sig inspireret udefra, af Gud, og som begge inden for kort tid fik en verdensomspændende betydning gennem krig og erobring og blind lydighed: »Führer befehl, wir folgen«, »Wollt ihr den totalen Krieg?«. Winston Churchill har læst begge bøger. Han læste sikkert tidligt Hitlers og forstod, hvad den betød. Eller han ville have ønsket, man havde læst den tidligt. Senere, i 1949, efter krigen, der kostede 100 mio. mennesker livet og lagde Tyskland og den russiske, ukrainske og hviderussiske del af Sovjetunionen, Polen og de baltiske stater, store dele af Syd-Østasien i ruiner, karakteriserede han Mein Kampf med følgende ord: »Her var den nye Koran for tro og krig, svulstig, ordflommende, formløs, men svanger med sit budskab«. Oppositionspolitikerne, og alle andre, kan læse K. som Churchill beskrev, man kunne læse M.K. »Ingen anden bog«, skrev Churchill, »fortjente mere omhyggelig læsning af de allieredes ledere, politiske og militære, end denne. Alt var der. Den tyske opstandelse, partimaskinens teknik, bekæmpelse af fjendens ideologi, den nationalsocialistiske stat«. God læsning. Det er ikke morsomt. Mareridtet venter.

Oploadet Kl. 13:34 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


23. maj 2007

USA har (altid) skylden

Uanset hvilken geopolitisk problemstilling der er til debat, så er det altid USA’s skyld. Ligenu er der interne uroligheder i Libanon, og Orientering’s Lars Møller-Rasmussen aflirede trofast Seymour Hersh seneste fantasi desangående. USA svingede selvfølgelig taktstokken. Mogens Rukov er spot on i et godt læserbrev i dagens Jyllandsposten.

Det er utroligt, hvad journalister, ikke mindst DR-journalister kan komme op med.

Det skriger til himlen af uoprigtighed og mangel på realitet. Det er en slags forførelseskunst, som skridt for skridt fører os ud i et fantasiland. Jeg forstår godt, at Harry Potter og Tolkien og sådan noget nyder så stor opmærksomhed. Fantasy er vores oplysningshorisont.

Lige for øjeblikket næsten tvinges vore journalister til at omtale mordene mellem de store fraktioner i de palæstinensiske områder, Hamas og Fatah. Den tvang varer ikke længe. Kun så længe, som visse udenlandske medier, der er knapt så fantasy-prægede, fastholder deres bundethed til realiteterne…

Nu har de hjemlige journalister fundet deres nøgle til begivenhederne. USA er nøglen til, at Hamas og Fatah slår hinanden ihjel.

Det har i hvert fald den dybt mistænkelige, DR-udsendte medarbejder, Steffen Kretz, fundet ud af.

Nu er myrderierne spiselige for vores journalister. Nu har de ligesom fundet den rygende pistol.

Den ligger i Washington. Washington er arnestedet for alt ondt i verden. Også når det aktuelle mord sker i Gaza. Hvis man er dansk journalist.

I 21-TV Avisen 15/5 bliver Kretz spurgt fra studiet i København, hvad der sker dernede. Studiet har allerede lagt op til svaret.

Kretz begynder med at sige, at USA har givet Fatah 50 mio. dollars til at styrke sine soldater, så de kunne gå imod Hamas. Nu ser man altså resultatet af denne støtte. 500 Fatah-folk er vendt hjem fra træning i Egypten.

Derfor slår Fatah og Hamas hinanden ihjel i Gaza.

Under den første intifada hørte jeg igen og igen og læste i aviserne, at over 2.000 palæstinensere er blevet slået ihjel.

Man fortalte ikke, hvem der havde slået dem ihjel. Man lod folk tro, hvad de ikke kunne lade være med at tro, at det var israelerne, der stod bag.

Henimod slutningen af intifadaen var tallene flg.:

Stort set ligeligt fordelt mellem israelere og palæstinensere som årsag til drab. Ca. 1.220 palæstinensere var slået ihjel af israelere. Næsten lige så mange, nemlig 1.130, var slået ihjel i indre opgør af palæstinensere, strækkende sig fra fraktionskampe til æresdrab (hvem tvivler i dag på, at sådanne finder sted?) til afskæring af bryster på kvinder, der anklages for at være prostituerede (horer, som det nu lyder i det danske offentlige rum)…

Nu gentager journalisterne stuntet med at vende kanonen den modsatte vej af, hvor de skyldige står.

Jeg anbefaler, at man nægter at betale licens til den slags.

Jeg anbefaler også, at man allerede nu samler data ind til et kommende retsopgør med journalister og ligesindede fantasy-magere.

For man skal ikke være sikker på, at der ikke kommer et opgør eller en sandhedskommission efter den igangværende krig mellem Europa/USA og islamisterne.



31. januar 2007

Nils Holtug vil forske i ‘hvorfor’ personer mener ytringsfriheden ikke må vige (for islam)

Fra gårsdagens Nyhedsavisen. Mere væveri fra Nils Holtug – Kritikere: Forskere vil begrænse ytringsfriheden.

“Nils Holtug afviser kritikken: »Hvorfor skulle vi ønske at afskaffe ytringsfriheden? Desuden er det ikke et politisk center på den måde, det er et forskningscenter… det er jo sovjetiske tilstande, hvis forskningsmidler kun uddeles til dem, der har partibogen i orden. Vi har ingen politisk ambition, og vi kommer ikke til at konkludere i vores rapporter, at ytringsfriheden skal vige for respekten for religiøse minoriteter.«

Men du siger jo, centret vil diskutere, hvilken værdi der er vigtigst?

»Det er ikke i sig selv interessant, at en person for eksempel mener, at ytringsfriheden ikke skal vige. Det interessante er, hvorfor han mener det. I forhold til forskningen er det vigtigt at få afdækket argumenterne for og imod og anvende dem på den politiske situation. Under Muhammed-krisen var argumenterne ikke involveret i den offentlige debat.«

Hvorfor vil I forske i ytringsfriheden ¿ vi har jo en lov, der bestemmer, hvad man må sige?

»Hvis man bare altid sagde, at sådan siger loven, så ville samfundet aldrig udvikle sig. Hvis man, inden ytringsfriheden blev indført, havde sagt, at sådan er loven, så havde der ikke været grund til at tænke over at indføre ytringsfrihed. Derfor er der god grund til at tænke over, hvad der er retfærdigt.«

Vil centret lave forskning som kan ende med at begrænse ytringsfriheden?

»Jeg er imod at afskaffe ytringsfriheden, men jeg kan jo ikke udstede en garanti om, at forskning ikke vil føre til lovændring. Det kan ingen forsker.«

Synes du så, man skal begrænse ytringsfriheden?

»Nej, personligt synes jeg, at det ville være en dårlig ide. Men der er god grund til at få en bedre forståelse af argumenterne for og imod. Vi prøver bare at blive klogere på nogle ting.«”

Mogens Rukov har modgiften til ovenstående i dagens Berlingske Tidende.

Oploadet Kl. 14:38 af Kim Møller — Direkte link38 kommentarer


13. januar 2007

Undertegnede i Berlingeren om DRs samarbejde med Politiken – “Den hemmelige alliance”

Fra dagens Berlingske Tidende. Lidt fra en længere artikel af Bent Blüdnikow og Mikael Jalving om DRs samarbejde med Politiken – Den hemmelige alliance.

“DR skal være hele Danmarks TV- og radiostation, eftersom det er danskerne, der betaler gildet over skatten og licensen. Men når DR indkalder eksperter til sine debat- og nyhedsudsendelser, såsom Debatten, Deadline, TV-Avisen og P1s programmer, favoriseres medarbejdere ved dagbladet Politiken. Det viser de tilgængelige tal fra DRs egen hjemmeside.

Således har Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden det seneste år deltaget i 17 programmer på DR, mens Niels Lunde, chefredaktør på nærværende avis, har deltaget tre gange, Carsten Juste fra Jyllands-Posten ligeså og Kristeligt Dagblads Erik Bjerager seks gange. Politikens chefredaktør har – at dømme fra, hvad det er muligt at se på hjemmesiden – deltaget i flere programmer end de tre øvrige chefredaktører tilsammen. Ifølge DR Multimedie er det ikke muligt at gå længere tilbage i søgningen, da DR løbende sletter udsendelser og programmer. Og TV-Avisen og Deadline er kun søgbare den seneste måned.

Også Politikens udlands- og debatmedarbejdere er blandt topscorerne. Det er folk som Anders Jerichow, Vibeke Sperling, Hanne Foighel, Michael Jarlner, Anita Bay Bundegaard og de tidligere chefredaktører Herbert Pundik og Per Knudsen.

Er det en tilfældighed eller udslag af et bevidst valg fra DRs side? Eller skyldes det gammel vane? Og er alliancen mellem de to medier så hemmelig, at end ikke de implicerede er klar over den?

KIM MØLLER er lidt af en landevejsrøver i det danske medielandskab. Han er uddannet historiker og blogger. Hans borgerlige blog Uriasposten er en af de mest populære politiske blogs i Danmark med over 1.000 daglige besøg, og han holder godt øje med DR. Favorisering af Politiken kommer ikke bag på Kim Møller, som siger:

»Jeg følger meget grundigt med i DRs sendeflade, og for mig står det helt klart, at der er en overrepræsentation af Politiken. Tøger Seidenfaden bliver ifølge DRs egne tal brugt mere end Jyllands-Postens, Berlingske Tidendes og Weekendavisens chefredaktører til sammen. Og selv om Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, har været en helt central person i hele 2006, så blev Politikens Mellemøstekspert og kronikredaktør Anders Jerichow anvendt mere end Rose.«

Det kan jo skyldes det simple forhold, at Tøger Seidenfaden og Anders Jerichow er mere interessante at høre på end de andre?

»Man kan da ikke se bort fra, at det er gode og dygtige folk, men det er næppe hele forklaringen. Det kunne jo også skyldes, at DRs folk finder dem sympatiske og vidende, fordi de er enige med dem. Der er en uudtalt alliance mellem DR og Politiken, som udgør en politisk slagside. Mediemastodonten kommer simpelthen ud af balance. Lad mig give et eksempel. Da Ralf Pittelkow og Karen Jespersen i 2006 publicerede deres bog om Muhammed-krisen, var det Tøger Seidenfaden, der blev inviteret ind samme morgen til P1s populære interviewprogram hos Poul Friis. Her sad han i 52 minutter og fik frit slag til at nedgøre bogen. Ville det ikke have været naturligt at invitere Pittelkow og Jespersen? Men da Seidenfadens egen bog om Muhammed-sagen kom, som han skrev sammen med Minoritetspartiets leder, Rune Engelbreth Larsen, så var han selv inde og fik lov til at præsentere den som »det tætteste, man kom på en uvildig undersøgelse«. Denne favorisering af Politiken slår igennem i alle de debatudsendelser, som jeg med iver hører, og man skal jo også blot se på DRs egne tal for de mest benyttede personer, hvor tre af de fem første pladser besættes med folk fra Politiken.«

Er der favorisering også af prioriteringen af Politikens historier frem for andre avisers historier?

»Det er svært at dokumentere, men jeg kan da i hvert fald sige, at en række Politiken-historier om f.eks. Guantanamo og Irak glider direkte, ekstremt hurtigt og ukritisk videre til DR. Jeg har dokumenteret det på min blog, så der kan man selv checke mine udsagn.«

[…]

Forfatter, ph.d.-stipendiat og borgerlig kulturdebattør KASPER STØVRING tror gerne på oplysningerne om favoriseringen af Politikens medarbejdere i DRs programmer.

»Jeg har længe syntes, at der er en bestemt tendens i DR, som man kunne kalde venstreorienteret eller kulturradikal, og den samme tendens præger selvfølgelig Politiken. Men forskellen er, at hvor Politikens tendens jo er begrundet i at være en kulturradikal bastion, så skal DR helst være en objektiv institution, for så vidt DR er alles. Det, der er fælles for de to organer, er det folkeopdragende element.«

Hvad vil det sige?

»At man har en slags moralsk bedreviden, et forsøg på at hæve sig op på et eleveret punkt, hvor man mener at inkarnere en højere fornuft. De implicerede behøver ikke selv at være klar over alliancen – der behøver ikke engang at ligge et bevidst valg bag. For den opdragende og moralistiske tendens har netop at gøre med de impliceredes selvforståelse. Det føles bare naturligt at have de rigtige, progressive holdninger som journalist og meningsdanner på DR og Politiken. Og derfor finder de også uden videre sammen i deres fælles kulturradikalisme.«

Hvor ser du det i DRs programmer?

»Tag nu bare et program som f.eks. Udefra eller den såkaldte TV-dokumentar »Den hemmelige krig«, eller den måde DRs nyhedsdækning i efteråret kørte med på BUPLs kampagne om truslen mod den omsorgsfulde velfærdsstat – eller nu i tilfældet med Ungdomshuset, hvis besættere ofte fremstilles som uskyldige, kreative unge. Eller hør den måde, man omtaler Fidel Castro og Pinochet på. Pinochet er »diktator«, mens Castro er »leder«. Det er eksempler på tendensen. Men det er vigtigt at sige, at tendensen allerede ligger i det underforståede, i vinklingen. Da jeg selv var i studiet og diskutere attentatet på integrationsminister Rikke Hvilshøj, var vinklen pludselig, at Dansk Folkeparti var skyld i en polarisering, som kunne forklare voldshandlingen. Det var præmissen. Den skyldes sikkert den funktion, DR mener at varetage. Det her med at man vil opdrage og kvalificere menneskene til at være særligt gode borgere i et demokrati. Mennesker er ikke gode nok i sig selv, de skal præges eller bearbejdes.«

Det sidste er MOGENS RUKOV, afdelingsleder ved Den Danske Filmskole, enig i. Han har gentagne gange kritiseret DR for at være tendentiøs og mener, at der ligefrem er tale om en politisk strategi, dvs. en bevidst vildledning af seere og lyttere.

»DR har en politisk strategi. Den er oppositionens strategi, den er islams strategi. Og det vil sige, at DR naturligvis henvender sig til folk, der understøtter den strategi.«

Ordet »strategi« underforstår en bevidst handling og målsætning – er det tilfældet i DR?

»Ja, det er en meget bevidst alliance mellem DR, Politiken, opposition og islams støtter. Alliancen afspejler sig jo ikke kun i, hvem DR vælger at interviewe eller lader komme til orde, men i høj grad i, hvordan de redigerer deres programmer, og hvad de tager ud – det afspejler sig på alle områder.«

Kan du give et konkret eksempel?

»Jeg vil give det mindste eksempel, netop for at vise hvor langt ned i detaljen, det går. Det var da de omtalte, at Naser Khader afgav formandsposten for Demokratiske Muslimer med: NASER KHADER FORLADER DEMOKRATISKE MUSLIMER. Han forlod ikke organisationen, han blev blot menigt medlem. Helt ned i sådanne ubetydelige detaljer redigerer DR den virkelighed, vi skal høre.«

Udover Kasper Støvring, Mogens Rukov og undertegnede inkluderede artiklen også udtalelser fra Mogens N. Pedersen (professor, SDU) og DRs programdirektør Lars Vesterløkke. Førstnævnte mener Politikens overrepræsentation skyldes et uformelt “old-boys-network”. Sidstnævnte afviser at der skulle være “en ideologisk forklaring eller gammel vane bag udvælgelsen af eksperter udefra” og pointerer tørt at Politikens “medarbejdere er gode på TV”.



3. januar 2007

Mogens Rukov om pressen der kun interesserer sig for “teknikaliteter omkring retssagen”

Befriende læserbrev af Mogens Rukov i dagens Jyllandsposten om Hængningen.

“Jeg forstår godt stationernes beslutning om ikke at vise den. Men jeg deler den ikke, jeg tror simpelt hen ikke på dem. De er hyklere. Jeg tror, de huser andre motiver end de giver det ud for, måske selv uden at vide det.

Et enkelt sted har jeg læst noget om dette hykleri. Anders Jerichow skriver 30/12 en glimrende artikel i Politiken under titlen Husk Operation Anfal.

Operation hvad for noget? Jerichow kritiserer helt rigtigt, at pressen mere har interesseret sig for teknikaliteter omkring retssagen end for de dybe forbrydelser, som Saddam har begået.

Operation Anfal var det angreb, omhyggeligt planlagt, under udnyttelse af hele det militære apparat, af krigsgasser måske husker De billeder af ligene i gaderne, opsvulmede og maltakterede af forgiftning, med op mod 188.000 dræbte, som Saddam lod foretage mod den kurdiske befolkning, med ødelæggelsen af tusindvis af landsbyer, summarisk henrettelse af store befolkningsdele til følge.

Heller ikke den aktuelle retssag mod Saddam blev fulgt i henseende til den forbrydelse, han var anklaget for: henrettelsen af 148 shiamuslimer som kollektiv straf. Men skuespillet omkring det interesserede man sig for, Saddams agitatoriske benyttelse af retslokalet som platform, de politiske trakasserier omkring dommerposter, USAs indblanding osv…

De har reageret som den værste boulevardpresse. De har forskånet os for virkelighed hele vejen igennem. Og givet os teater. Det er deres virkelige hykleri.

Og nu hykler så hele pressen videre. Den beklager, at vi ikke får afdækket hele mandens register af uhyrligheder i nye retssager, som de sikkert også ville behandle uden at afdække noget som helst andet end Saddams skråleri i retssalen.

I 1989 læste jeg Republic of fear om Saddams hemmelige politi og dets forbrydelser.

Jeg husker f.eks. stadig en enkelt case story: En lærerinde modtager sidst på skoledagen ny portrætter af Saddam. Da det er sent, vil hun vente til dagen efter med at hænge dem op. Om natten bliver hun hentet og er siden forsvundet.

Den hænger fast i mig i al sin ekstreme uskyldighed.

[…]

Tilbage er, at i dette årsskifte, hvor »Dæmonerne aldrig (bortset fra 1938-39) har haft så godt fat,« som en af mine venner skriver til mig, er det store hykleri vedvarende: At vende ryggen til realiteterne.

Vis den hængning.”

  • 29/12-06 Politiken – Anders Jerichow: Husk lige operation Anfal.
  • Oploadet Kl. 16:42 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper